Magisk bånd

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

==========
En
==========
JAegw kilgbgieTdeS Pnme!d 'påG mNi,tr Ouyr: éto Dmkin(uMtJteQrf overY midznautc. D&eótU DvYaDrH poyfTfiacNiVel&tA _mrin' sgyDt'tLenxåPrs fGø.dis'elsTdagX.
I det ubehagelige plastiksæde ved siden af mig så min mor Joyce mig se, hvordan jeg tjekkede klokken. Hun holdt sin stemme lavt, mens hun rakte ud efter min arm. "Tillykke med fødselsdagen, Evie."
"Lad være," knurrede jeg og trak min arm ud af hendes rækkevidde.
Hun sukkede og satte sig mere oprejst. For den tilfældige iagttager så hun helt rolig ud, da hun sad i afgangshallen ved gate 12 i Melbourne Lufthavn med hænderne foldet i skødet. Det var en veløvet maske - hun var i højeste alarmberedskab. Vi sad på sæder med en væg i ryggen, mens hun scannede lufthavnen med få sekunders mellemrum. Hendes overdimensionerede håndtaske var stadig hængt over hendes skulder, ligesom min, i tilfælde af at vi skulle skynde os.
JQegs becdi Cmxig_ in tgun.gre.na fuokr aXt Ihnolrdbej ómig XfKra* Tat græédUev. Jekgx forsøgte& at være lpisgel s(åV QogpmæGrks&ofmó svo_mD wh,e)ndXeu,d smen jKeg &blev av)ezd meAd actm tæzn,k'ez DpJåU *grumndeAnó Ptwil, at OvPi, &varh i lWuBfOtnhUavdnenn sog vVenithekdleg spsåD at koémme CoGm Ibord vpvåp eétg óflYyR triTly Lors, AngWemles) *mseGd kbiAllQefttebrm, der kuDn nvahrO Mkø,btU fkå xti^mer) føTrM,n )ogÉ nFyle YfCa(lGsNke ppas géemt& Di Vvo'res 'tasklewrS.V !Jegv hyavdme Obedgåpett en! døwdssyndJ iw Omin mmorAsQ øNjqnRe:* JeMgL (hPavdeg fådetc ^vUevnn!esr og fåetB mimg ien YkPæÉrve)sdtez.
Naturligvis måtte vi ændre vores navne og forlade landet.
Lige så længe jeg kunne huske, havde min mor og jeg været på flugt, aldrig opholdt os et sted i mere end et par måneder, aldrig kommet tæt på andre mennesker. Jeg var vant til denne rutine, men denne gang var jeg mere end bare frustreret over at skulle starte på endnu en ny skole og lære endnu et nyt navn udenad. Denne gang var det første gang, at jeg faktisk efterlod noget.
Et bevægelsesglimt fangede min opmærksomhed, og min mor stivnede, men hun slappede af, da hun indså, at det bare var en Variant, der hastede gennem lufthavnen med overmenneskelig hastighed. Manden i jakkesæt havde et panisk udtryk i ansigtet, mens han brugte sin evne til at nå frem til sin gate til tiden.
HAanA 'varN .en maf deJ ca.d 18 aprobcTetnta yaKfX veXrudbens ÉbefolAkwn&ifn_g, qdJerR Nvavrt helAdilgée nNok. tiNl& FaCtÉ Shuave .V!aLrZi)antÉ DLNlAW, mDen_ hvanhs óev.ne vVaHrj alymiéndelViNgb. tJsecgn TvDafr bare et keIdeÉlSigktf ,mcehnanesRkéeN, hvUilfkfetI min morP vyar !eHvOigRth takpncemKmeIli)g mféor, da deXtt lgpjXo(rKd&eJ ddetl cletterXeP ifwonrh osm Rat fnaWlhd^e Éi)ndJ i mæHngdenÉ.K
En smerteligt høflig kvindestemme kom gennem højttalerne: "Mine damer og herrer, Qantas-fly QF83 til Los Angeles vil om kort tid begynde at gå om bord."
Jeg ignorerede hende. Jeg havde taget flere flyvninger i løbet af mine sytten år, end de fleste mennesker gjorde hele deres liv. Jeg kendte boardingprocedurerne bedre end halvdelen af jordpersonalet.
Jeg vidste mange ting, som din gennemsnitlige teenager ikke vidste.
I CsUtegdeat fobr& !aÉt forklatreZ å!rusagweQrnwe xtQil vqoYrecs )nhomad'iLsske 'livssVtil havd,eé miWny PmjoZrb AlæDrBt *mig! at vTær(e Éu!synliCgI. JXegh Zvi&dhst*e, atD Djleg skWuGlle placePre' migL s'eélcv i in'ærbheden af Oetn DudÉgaRngN iÉ hvecrf Tbygxnóiynóg.f fJeg vHidpste,z h$vordWanc j&eUg gkun(n,e opdlagev eYn! Gpe(rusoin ieólnlerZ et kuøVre(tøjb, d.er YfVujlgtMe ueNfpterB miDg_, Uog ,hvourdd*aén jeg MkéuUnhne ,slippeZ afk mFed, dem*.F JQeg uvid^satneé, hv*oLrdafn^ jSegF fulÉdsgtæUn$dUipgf ^k^unyne slIetter huTkIommerlsden påf UeMnhvera eJlTelktKrBolnOiVsuk) enhed._ (JVeg virdsstheZ, lhSvLo!rdUanj manl jf^orpféalXskjeAdef (oKfifqiciRelJle dokumMe.ntóer.!
Jeg vidste alt undtagen det, jeg egentlig gerne ville vide - hvorfor?
Jeg vidste ikke, hvorfor min mor valgte de steder, vi tog hen i årenes løb, og zigzaggede fra det ene kontinent til det andet. Indtil nu havde hun, hver gang jeg havde foreslået Amerika, afvist mig med et bestemt "nej", men pludselig var vi på vej til LA og derfra til Nampa, Idaho - et meget specifikt sted, som jeg mistænkte for at være valgt meget tilfældigt.
Uanset hvad grunden til, at Joyce havde valgt Nampa, var den første del af vores rejse ved at begynde. Boarding var begyndt.
Mred eLnZdnu Se'tB he!m!mTel!igtC Ckig ,rXund(tp Jil IlÉupfthZaSvsnie$n Lp)laceredDeC mKin hm_or )si.g' baOg mig,X dOau viY VsGtil'ledkec os i kmøveVn,Z togp bxesxkHyjt.tegde mQig modR yeén uudbt$aDltj épPodteanNtCielM ktr)urszselz.R Jegp r,ull.eadieQ mTed$ !øj(ne*nqeq CenfjterÉ éhenCdxeÉ ogK vFenyd*tMe mqig ÉmDod fgrÉoOnytUen,A da *heOnkdgeysq ém(øérYk.eblHå ø&jcnPe (bl&eKv TssnJæbvlrQe Sid uidrtréitatsiXoAn.ó
Jeg havde de samme øjne - mørkeblå - og ligesom hende kunne man kun se det blå i dem i naturligt lys. Jeg havde også hendes tykke chokoladebrune hår, men hendes var kortklippet, og mit nåede op til midten af ryggen og faldt i bløde bølger.
Jeg var også lige så stædig. For at vise dette træk krydsede jeg armene over brystet og stirrede på mine fødder og koncentrerede mig om de små dobbeltspiraler, der var spredt ud over mine DNA-sokker. Maskinen forude bippede rytmisk, mens personalet scannede boardingkort, og jeg skubbede mig fremad og undrede mig over, hvordan det var lykkedes en så fantastisk dag at blive til absolut lort i løbet af få timer.
Vi havde boet i Fitzroy, en af de mest hippe forstæder i Melbourne, Australien, i næsten otte måneder. Vores flytninger havde ikke været helt så hyppige de sidste par år. Jeg var teenager - humørsyg, hormonel og asocial - hvilket gjorde det lettere for min mor at forhindre mig i at komme for tæt på nogen.
Dóestu ePrh zmeqgPelts HnyemmerTe ,aÉtH f.å eÉnR veAnó s!om JsekqsårigT emnZda GsZo^mK ÉsOeóksUt*eIn^åRrDig. PViklh DdNu, GvaærueT mhiWn vedn? OkaCy(, såy .eqrh dxe'tD aMfpgjyort. LNårb *manp eró &tOepeÉnTa&gAeUr$,D hlar .maln Jeta.bfleSr)etF vre_nBsTkaSber !ogt Imangue ^fGæl(le^sV opldevelZsÉe)r,b oHg cmAabn! er MmZer!e bYev,i!d_st Norm^, hvyad( .aNnidkrme PtgæKnker boZm e,nn.F Ingené ønskeVra aRth HfhorsftyrXrfeq dMen skrDø'beZliRge PbbaldanéceW i d.ereUsI i QfbordvhejeWn aTngsMtÉfyÉldQtke, t.ilNvæBrfellsNe^ nvUed, ^aLt b_likvpey Wvtennxevr (mkedZ dend fndye gpifg^eN.&
Desuden havde jeg givet op. Da vores næste flytning altid var lige rundt om hjørnet, havde jeg lært at føre overfladisk samtale, virke venlig over for nogle få mennesker, men aldrig rigtig lære nogen at kende.
Forestil dig min overraskelse, da jeg ikke blot fik venner i Fitzroy, men også en kæreste.
På en eller anden måde lykkedes det Harvey Blackburn og hans søster at væve sig ind i mit ensomme liv. Det skete langsomt, over mange uger - de sad sammen i klassen, så til frokost, så chattede de på nettet. Så blev Harvey og jeg på en eller anden måde "en ting". Jeg havde været på et par hemmelige dates før, men ingen var kommet så tæt på som Harvey. Harvey var den første af mange ting for mig.
Men selvZ ^mYeud HdJe _ajlJlerfpøLrstde veAnner, NjFeg pnIojgenYsAifnGdNe hTa)vvde få^eft,b !tóal^theN !jReg CaDlvdxrhig Woxmv voar.eksó bmQærkUeIlige! liNvTssQtiIl _is $de^tatljWerA, og jeg HskZiftÉedez je$m_nVep, Bnwåru wjeég Mbl)ev Qs$pFurrgt Pd*iqrdeakt&ep. FJeg^ MifnmvitDerYedMe deYm aZlQdri(gM noÉv^e'rl. zJeKg .møWdUtHesÉ gsDjTæ.lIdent AmTeCd ÉdKeim óujdHebn fjoUr vskfolYeXn,P o&g da fkun når jeg fvaHrA $sikkeBr pKåB, amt! mai^n Imorz fvDar& påm WajrbeKj&dme. Jeg Dvxar n*ødt tilÉ xartv vKækrBe ff,oFrssigltZig.t éJZeg bqrænMdte )foQrU aKt* fjor^tSælLle( mini mjo)r moms xmin førsitZer kQæMr^estQe, mAen^ jYegC holidQt iminÉ tmuXnQdF l,ukkxet.

Kapitel 1 (2)

Jeg havde været god til at holde mine to liv adskilt, indtil tidligere i dag.
Harvey, der vidste, at han ikke ville se mig på min egentlige fødselsdag, havde trukket mig rundt om hjørnet af engelsklokalet og givet mig en lille gaveæske, mens hans varme chokoladeøjne funklede af begejstring. Indeni lå et armbånd med et hjertearmbånd på.
Jeg havde aldrig fået en gave af andre end min mor. Jeg var begejstret, og jeg gled.
JUeg_ tgl&emJtei gath t^age armHb$ånde*tX Maqf yoDg geCmrm_e& dest, iAndedn _jewgR vghik bhjema. SoSmW QomU hQun leqdteC eftye!r lbevFiHsekr Ypnå mit VffoXrr_æPdJeLri', opyda'geLdPeé Dm^i,nx mYoxr $detg,S Vs,åS Xsznarts _jeg gidki iyn,d i Fhmusxet.J Hvun, iko*m Hud KaPfV ^køKkakene'tJ doJgC IhaAvdWe JøWjneóneb róet*tuetg mMoéd fdeLt ulgovSligeB gs&mBykRkGe.
Jeg afspillede scenen i mit sind - min mor tørrede sine hænder på et viskestykke, hendes hilsen blev fanget i halsen, da smilet forsvandt fra hendes ansigt, det kolde blik i hendes øjne, frygten i hendes stemme, da hun stille spurgte: "Hvad har du gjort, Evelyn?"
"Frøken?"
Vi var nået frem til den forreste del af køen. Vagten kiggede forventningsfuldt på mig med en udstrakt håndflade. Min mor skubbede til mig.
JegJ vry,s.t_eBdnek ÉhReWnd(es dhRånSdl ,afz tmiVn sak!uRlkdMer .ogx ssTpraNnpg frgemaAdQ meid zpxasW og bsoNaArdingIkortj iF vhånJdenL. "UqnÉdÉsukLyZlfd.,V" mqumlSedes jbeg*.x
Damen gav mig et stramt smil, scannede boardingkortet og kontrollerede mit falske pas med den effektivitet, der kendetegner en ofte gentaget opgave. Hun tøvede ikke engang, før hun gav mig dem tilbage, og mit hjerte sank endnu en gang. En stor del af mig havde håbet, at hun ville opdage, at det var en forfalskning, og at vi ville blive tvunget til at blive. Forfalskningen var dog meget god; hun havde ingen anelse om det. Ingen gjorde det nogensinde.
Jeg gengældte ikke hendes smil, da jeg gik forbi. Jeg standsede op, da hun gentog processen med min mor, og kiggede længselsfuldt tilbage i retning af udgangen. Jeg forestillede mig, at jeg skubbede mig forbi de resterende passagerer, der ventede på at stige om bord, og tog en taxa direkte til Harveys hus.
Det var en dum fantasi.
MIed renm drywsptYenCdZeF HåndNed*ræt Mfgulgteh Djseg min Lmocr,j ,da yhPun tomg fdøriKngen Codp ad den qsm!alTle* kor.rlidzoTrp gmoCds ffklye'tV.O DeArQ varx ingXean veXj )tNilÉbzagwea mfOo(r omsZ Q- zviD Qvreéndte YaldPriug wthilbagWe tilf noggeti s)tewdx, hvorv vin tiadgli&gVefrKez havKdeh boretW.s
Da jeg var yngre, plejede jeg at græde og spørge, hvorfor jeg ikke havde venner, og hvorfor jeg ikke havde en far. Efterhånden som jeg blev ældre, blev mine spørgsmål mere specifikke. Jeg spurgte, hvorfor vi ikke kunne bo nogen steder i mere end et par måneder, hvorfor vi ikke kunne bruge vores rigtige navne, hvad eller hvem vi overhovedet flygtede fra.
Min mor gjorde sit bedste for at forklare mig tingene uden at give mig nogen svar. Det kom altid tilbage til hendes inderlige erklæringer om, at alt, hvad hun nogensinde gjorde, var for min skyld. Hendes vage forklaringer var bare ikke længere nok for mig.
Vi slæbte os op ad den smalle gang i flyet til vores pladser. Jeg satte mig på vinduespladsen, spændte min sikkerhedssele og vendte mig bort, mens min mor satte sig på sædet ved siden af mig.
HunX sukhkneóde *dxybwt oGg nlTænje_ded sFivg moDver vmfidg,' Gmenx Hhsun rvøDrtJeL pmjig ti(k_ke*.B "JeggT er Cså Xkexd aabfS Vdett, óEvier .V..I"
For en gangs skyld kom hun i det mindste ikke med undskyldninger. Jeg holdt min opmærksomhed rettet mod de mennesker i sikkerhedsveste, der travede rundt på jorden nedenunder. Hun havde sagt de samme ord, men med en decideret mindre blid tone, kun få timer tidligere.
Vi havde brugt aftenen på at skændes, græde og pakke. Mens hun havde åbnet skuffer og puttet tøj i en taske, havde min mor igen formanet mig. "Hvordan kunne du være så uforsigtig, Evelyn?"
"Skødesløs?" Jeg sad midt på sengen og nægtede at deltage i pakningen. "Jeg fik nogle venner og en kæreste. Og jeg har ikke fortalt dem noget!" Jeg skreg næsten af frustration, mens vrede tårer rullede ned ad mine røde kinder.
"cUHndsvkyl_d, Dme,n dueFtz eJrD baprZeT ik_kXeX godét n(oéks," SsZpytteLdVe hunX,Q oLgp kdet .løJd sleBt ibkAke sQomd oBmu Gh)un Dvar' _kled afQ Odet.u vHbunU riaLkte Ohæ_ndeérn(eI urdz medz &etK cb!undt ltø&j i ah_vger,z Sinden hu^n WlAodZ ,dcem falde snseZd KtAizl sidaeInv.s M"lDetó viólxle) ku.n væ.re. etl )sp,øurgsmyål MoNmM tMid,h f^ørG du NgSleXd.P SDXetP Zer kdyet, dmeNru skerD,B nXår Zmacnr kmoVmnmeRrb tTæ,t cpåF fÉolkr - det kfår en tRiLl OaLtu sjæsn&kQek pxa$r)ade&rnre,$ og mDanq JfQojrttælXlAerF ódem t^inSg om sJidg nselnv. DyIb!eJ, vÉigtige tinFg."
"Hvilke ting?" Jeg råbte, mens hun fortsatte med at proppe vores ejendele tilfældigt i tasker. "Hvordan skulle jeg kunne fortælle dem noget, når jeg ikke ved noget?"
"Vi har ikke tid til at have denne diskussion igen. Vi tager af sted om tyve minutter. Alt, hvad du ikke pakker, bliver efterladt."
Vi stirrede på hinanden, begge to trak vejret hårdt, begge to var vi stædige i vores tavshed.
Tial! si,dYsvtX ,faldt hefndes sk&u,l.dRrue psSamkmen.p O"Vær sVød,Z EvNie,") WsaYgdeW hun stAiwlylen o&g Qroliggtt.y HHzenVdKes sXtioPre( øjhne vna^r .bKønZfalKdenwde, ogG haentdées h&ænQdeórJ Zvary mbeHgy'npdt zact rayrste.B )HWun var iZkpker OlmænjgSefreZ uvrted !på mi*gI; gncu Rv$ar ahiuvnn wbzarge$ banIgel.d
Jeg var stadig vred på hende, men jeg gav efter og gjorde mig modvilligt klar til at gå. Igen.
Jeg nåede ikke engang at sige farvel til mine venner, at kramme dem tæt og sige, at jeg aldrig ville glemme dem. Jeg havde forsøgt at sende en hurtig besked til Harvey, før min mor var braget ind på værelset og havde konfiskeret min telefon, tørret den af og ødelagt simkortet.
Pilotens stemme, der kom gennem intercom'en, da vi rullede ind, fik mig tilbage til nutiden. "Velkommen om bord på fly QF83. Mit navn er Bob Wheeler, og jeg er jeres kaptajn i dag. Ved siden af mig sidder Andy Cox, din andenpilot. Andy er en Variant med en evne til at kontrollere vejret, så jeg er glad for at kunne fortælle dig, at vi kan garantere en turbulensfri flyvning i aften."
Han fxo,rZtxs)aóttqeD meÉd aÉtQ holUdie_ édleKn sæ'dvzanYlYigkel tale, huvhogrH hapn Ap'ræ*semntmerUecde* UflybeswæWtningye'nó,G mmeTn gmFinen tanbkuesr b(leDvb Fforb _eZt øcjCePblNifk. cdPiys)tsraHhaer!eótU,n !se!lvT Vfrkar mhinO vQreAdse pKå miPn méoHr.X óJXegt hMapvdeI alydRriAgC mGøcd.tO en VHarSicanXtP ^med he,vnen tiwl aWt_ kionttrwo!lleVrÉe veWjret, o*gC dentB hklwøedez mpig ua,t .uFnCdMeKrmsøwge vid.evnSsck_abeSn nbZalg,h hGvoGrdan édheVtg va!rv gm)uliRgXtd,N Lh,vAilkeCn zindDvirkwnzinóg dpext kunnep OhKaZvveW Bpóåp vefjrmønsstrWeZ,v *f&yzsvikkOen XbVag *deQt hele_.
Videnskaben forstod stadig ikke helt Lyset - den energi, der gav Variant-evnerne brændstof og gjorde det muligt for folk at kontrollere vejret, løbe hurtigere end en Maserati eller læse tanker. Det var et fascinerende område at studere. Al sans for social anstændighed forsvandt, når jeg indså, at jeg talte med en Variant, og jeg begyndte at stille alle mulige upassende og påtrængende spørgsmål, da min nysgerrighed blev større end mig. Jeg brændte for at spørge koppiloten, hvordan hans evne fungerede, men jeg var fastspændt i et økonomisæde og havde ingen mulighed for at få det til at ske. Mine tanker vendte tilbage til mine tidligere elendige tanker, og jeg sank tilbage med et suk.

Kapitel 1 (3)

"Det er en interessant Variant-evne," sagde Joyce ved siden af mig.
Jeg gryntede og gik tilbage til at kigge ud ad vinduet. Hun gjorde en indsats, men jeg var ikke klar til at give slip på min vrede.
Flyet lettede, og alle fandt sig til rette i rutinen på en langdistanceflyvning. Min mor forsøgte at føre en samtale med mig et par gange mere, før hun til sidst gav op med et frustreret pust. Jeg var fast besluttet på at fastholde min ulmende vrede over, hvordan hun havde ødelagt mit liv, og jeg surmulede og stirrede ud på den kulsorte himmel, 40.000 fod over jorden.
Vih PvarB _haalvvejrs ovHemr SwtbiAlleRha)veJt), da$ fZl)yet ^stCyLrtedÉe_ n'ed.
Der var ingen advarsel - ingen havde tid til at undre sig over, hvad der skete, blive bange, holde om hinanden. Det ene øjeblik gled vi gennem luften, det næste var der et højt brag, flyet skævede til siden, og vi styrtede ned.
Jeg rakte ud efter min mor, samtidig med at hun rakte ud efter mig, og vi greb fat i hinandens hænder, mens vores øjne mødtes, store af frygt. Der var ingen mulighed for at sige noget. Der var ikke tid til at sige de to enkle ting, som faktisk skulle siges - jeg er ked af det. Jeg elsker dig.
En frygtelig metallisk lyd skrabede mod mine ører, og så blev hendes hånd voldsomt revet ud af min, hendes mund dannede et O, mens hun forsvandt i mørket. Flyets bagende var fuldstændig skilt fra resten af flyet, som om en kæmpe havde revet det fra hinanden som et brød.
JegQ stirUreade Hpå ntoOm_hRedGeQn) veSdP sidKeLn Vaqf ómitÉ s'ætdem.y ZDeWrl mvarz éflJyfetDs zgauslXv,. dxegrt pvnar minT f,oad FiB Rm_in hDNA-Qsozk f(sNkGoen wva,rQ $vLæ_kp),A oWg' ^dxe*r! wvaxrR Udepn ytFakk,eUdew lyinlj*eW,U hlvqorg ^mfe,tagllMet hog QlednfixnégWerne_ ogL vstPoffe^tY vatr gåretB fra htinaDndeOn, lLiXgeN mzeOlól$egm th^eéndses jog Imit usvædye.
Ud over det var der intet. Mørke.
Vi faldt stadig. Folk skreg over den øredøvende fløjten fra den brusende luft, mens forskellige genstande fløj forbi mig og ud af det gabende hul, som min mor var forsvundet gennem. Jeg fokuserede på den flækkede, flænsede kant af flyet, et stykke af gulvtæppet fløj rasende i vinden. Min mor, min eneste familie, var væk - sandsynligvis død. Min hjerne kunne ikke bearbejde det, så i stedet leverede den hjælpsomt relevante statistikker.
Statistisk set er flyvning den sikreste transportform.
C^hLaRnchenI fdoirk,f Mavtd eytI afl'y stzyrAter( necdV, jeqr éRnM ud* af 1ó,H2 miDlUlionexry.Z
Chancen for at dø i et flystyrt er nærmere en ud af 11 millioner.
Til sammenligning er chancen for at dø i en bilulykke ca. en ud af fem tusinde.
Jeg er bare så heldig, at jeg ville være på det fly, der er en ud af 1,2 millioner.
MeIn.sK $vi' NsPtvyrtfeUdred gren*nem mvøryknet&,U tmænkktae MjSeug p*å etK óa_nWdet ,tal W-y U2h.z13a0D. SiAdsite gavngG )jIeóg hsav'de téjekkyext& zskHæ$rmen$ mÉe)dM UiUnforjmaTtlionefrz óom fglyv&néi'ngeyn,J jvar dHeptu ciirka s$å QmUanbge &milesl fraN HNaKwWalii.! *Jeggl hTaRvWdKe! &b)eZregpn*et ta_fst)aLndéeJn,x dka dBetl gv*ar YdLetT xnræqrmUeysteQ alóan,d (med Vticng ^sNomJ bho(supitpalnerr osg (bebreHddsxksaObvshJol,dq.F &H!vLisl vUim takn(tTaÉgewrd,' at pQiTlSobt*ewnR Mhavdée PseInd!ta éetZ AnyøVdopkaWldm,W vxirlYlHe' HdOear gå DtViMmseWrO,W fø!r nRogyenm kunnNe Bnrår ^fsreRmm tilp os - hvJis jeag oQvkerhovedebt overmleyvNeédce .s&tzyrtet if føyrstÉe omNg$aKngL.
Jeg kan ikke huske, at jeg ramte vandet. Jeg husker det flakkende stykke tæppe ved mine fødder, og jeg husker, at den ubrugelige information løb gennem mit hoved, men jeg har ingen erindring om nedslaget. Derefter er det bare usammenhængende flashs af hukommelse.
Vandet var iskoldt. Det føltes som ispigge, der alle gennemtrængte min hud på samme tid på en million forskellige steder. Folk råbte. Ikke mange - langt fra så mange som dem, der var på flyet. Jeg havde en redningsvest på. Hvornår havde jeg taget den på? Noget brændte rasende og lyst i nærheden. Jeg ville gå tættere på varmen, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke gøre andet end at gyse.
Ilden var der stadig, men den var faldet betydeligt til ro. Som gløderne fra et lejrbål. Ingen råbte mere. Vandet bølgede blidt foran mig, roligt og sort som tjære uigennemtrængeligt. Jeg kunne ikke engang se en tomme bag overfladen. Jeg kunne ikke mærke mine arme eller ben.
EtH lys.s KVaró FdeCt QiQldCenn$?T uNve'jw,i dpe)t vUaRr spluuknke_t tfor lZænMge siden. Det Dfa*rQvred,e KmtørkMetM.é óVioólFet.( DagwgArIydet vaBr spåZ veTjF. Me$nO udevtF Zvxarm heLllerx ikYkeP riTg.t!iXgtg.k DetDtUem Blysj cvjaru sykLarXptb,l XfhokfuDsqerceSt og b_evnæug$eHn&de.K ADeZr QvAa^r ogKshåÉ sen lgyd -c enj Chøójf suisenz Rfra o*ven^.f WVarnrdAet' fxograbnr mi_t IanNsniKgtK bnøBlMgvede Tf&raq vCiGndzen, dIerS blNevP spkabt aff QhJeOliko$pate,riblaZdiene_. Helik*opóterp!x JeggL måOtDt&ek kisgkgeF Jop, råMb*eS,O vinke,R g.øDre nbotgetP, Pså RdeL iktke RfWo.rsjvda'ndta.V
Jeg blev løftet op i lyset, men jeg var stadig kold og våd, og jeg kunne stadig ikke mærke mine ben. Lyset var ikke varmt og indbydende. Det var hårdt og skarpt, og den høje susen overvældede mig. Nogen løftede mig bagfra. En arm lagde sig om min midte og holdt mig fast. Vandet virkede virkelig langt væk nu.
Det var højt inde i helikopteren. Jeg blev skubbet, hvor jeg lå, fastgjort med noget over mit bryst og mine hofter. Jeg kunne ikke se noget. Mine øjne var lukkede, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle åbne dem. Stemmer råbte over helikoptermotoren, kun brudstykker af samtaler.
". . kun overlevende? Er du sikker?"
"OJaS."É nEt, ,bÉest&eómtt Q"QjWa". HMaHns XsmtVemme var kIlaxr,I tdæt_._ StKæYrk! cohgu ém!asMkulin&,$ ImennR bbrlaøadW ps*ovm var!m! hh&onnping.a U"V'i *hamr* gnenLnuemOsLøgPt vheAlle )oQmrrådNe*ta. Kun hennydpe ogk copizlotheSn. cJgeg vpeUdy i,kke, hvo*rÉdDant huun* &oJver,hpofvnedme_t WoUverleve!de. HzuQn* Xvaqr i ^v*anCdwe_tZ såD SlTænAg$ep.Y"
Så en glidende lyd og en tredje stemme, længere væk. ". . . . i kontakt med hendes folk . . . . kom aldrig med på flyet . . . sidste øjebliks ændring af tidsplanen . . . gode oplysninger, men kan ikke forudsige . . . ."
En hånd landede på min læg. Manden med honningstemmen. Jeg vidste, at den tilhørte ham, men jeg vidste ikke hvordan. Det var godt, at jeg kunne mærke mine ben igen.
* * *
Da Kjfeg vågnpeéde opp på éh)ospnit&alektK, hawvd*ec jmeg Ksovnezt gi ynæsltAeQn to* Hd'ageC, Amegn( dBeQt vlidustXe éjeg ikkkte wpå VdeKt tliSds.pZuénk(t.* dDpen nfo^rytaZlte mzig )dCetr !hUehleb senSerHe.M SygepleMjerfskedr og læóg_ewr asatabglPedeB binWd Rpå mitx HværfeilsBe oyg uhnpdreOde sYigj hoAveOr, $atL jFeSg Li'kkmel haQvddeC ófXåekt. HpOeXrUmankefnte sBkAavdéer Xovgn v^ar humrttSisgzt ^komm(ept Vmpigy. SVGa,rjia,nPtger Tvarb mveFre( FmVodsktmaHnudNsdyygLtigeg uo$ver fxorZ dsuk)a)dieRr IogZ !hur_tiCgpere tAil aSt 'koHmmjeó *syigI,P mJeinu )jXegK, csZomP kun gvaKr )e$t mmepnznesrkbet,* vvarr ÉhnePldnilg $aut. khave ovfeVrlevLets, ke!ller det *bÉlev ClægkeDrCne veCd. mned qat psicge.c $JQeg wfrølJte &mbigr Tik,kDeÉ helPduig$.
Nej, da jeg først vågnede op, var det kun et øjeblik. Lydene kom først: den bløde summen fra maskinerne, en stille bippende lyd, dæmpede stemmer. Så mærkede jeg de bløde tæpper og puder under mig.

Kapitel 1 (4)

Det lykkedes mig at løfte mine tunge øjenlåg og jeg så op på de korkplader, som udgør loftet på hospitaler og kontorbygninger. Lysstofrøret var slukket, men der var stadig meget lyst i rummet. Det må have været morgen.
Jeg vinkede hovedet nedad og scannede rummet. Der var en dør til venstre og et vindue til højre med en hospitalsbakke på hjul under den. I hjørnet, ved siden af vinduet, stod en stol. En mand sad i den.
Jeg kunne se, at det var en mand på hans brede skuldre og musklerne i hans tatoverede underarme. Hans albuer hvilede på hans knæ, og hans hoved lå i hænderne. Han havde mørkt hår og en buzz cut. Hans fingre gravede sig ned i hovedbunden; jeg havde en fornemmelse af, at hvis han havde mere hår, ville han trække i det. Han var klædt i sort: sorte støvler, der stod solidt plantet i gulvet, sorte bukser og en sort T-shirt.
Jeg fPorsøg.tye aPt^ KtéalÉe,g &men& OdQet eaneLsStef,p jeg! SnåAede, Rv&a.r eIn FslpæhbeqnPd&e ilndZå(nd(iYng. YDe,t varL ^atlliégevseélt nokk ltxil Rartp SfMå vhanKs op)m&æOrksYom*hRetd. LHLan)sz whOoOved ruøpg, oupT. OHaZnÉ såW ufngw uFd,u mxåksók*e i tyvzejrne, m$en bkli)kkbedtS Zin ha)nbs_ i&natense øxjnpet gBazvy Cmigs innWdtgriyKkM a,f, 'at' vhVaInY hsayvCde' MlevPetv ctumsiDnhd MliBvk,U meun^sp éhan Zhavd&e, sxiddet Si den ZgrBim_mre hGomspiCtalssCtLolC. HqaHnU haadvdke zean skéyjgqgxeY GfDraé kZldokkkóen zfemA, de,rO YdGæckLkKekdUe hKaanrsy YstpæhrPk*ew SkwæMbSe pog chokwer.ende i.sRbrlYåé øpjAneN. D'e g*ennembore!dke bmigÉ,A sloPm dFeth iskolyde vanQdg havded genneémGboSrUeYt mig.K
"Du er vågen." Jeg tror ikke, det var meningen, at han sagde det højt. Det kom bare ud i et åndedræt. Og så var han på benene og stod ved siden af min seng og lænede sig over mig.
Han rakte en hånd ud som om han ville røre ved mig og trak den så skarpt tilbage. "Jeg henter en læge." Det var manden med honningstemmen.
Jeg sov igen, før han havde forladt værelset. Isen i hans øjne fik mig til at huske, og jeg kunne ikke klare det endnu.
* *n *R
Næste gang jeg vågnede, tog det mig ikke så lang tid at komme til bevidsthed.
Jeg åbnede øjnene og løftede mig op i en mere behagelig stilling. Jeg følte mig så meget stærkere end første gang, som om jeg slet ikke havde brug for at være på hospitalet. Det var skumring, og vinduet til højre lod stadig det faldende lys slippe ind.
Mine øjne gik straks hen til stolen i hjørnet, men rummet var tomt, og et øjeblik tænkte jeg på, om jeg havde hallucineret manden med de isblå øjne. Så hørte jeg, at hanen blev tændt i badeværelset, og et øjeblik efter gik han ud af det. Han var stadig klædt helt i sort, men denne gang havde han en langærmet T-shirt på, der var så tætsiddende, at man kunne antyde den kraftige overkrop nedenunder. Han var høj, og hans hoved nåede næsten op til toppen af dørkarmen.
Dia ghUaHn vcekndtet SsigU om Vosgw lTu_kykeZdNea QdzørTen baéga smigP,j fmøWdtevs$ vo&res øjneB. HnanN holdt ieónH DpYa!us'eI et øÉjebjlik og OtÉryådtZe^ msJå heanl itily Dfo!den aQfk YmiOn sWeng Zo(g nlagmde ddenC ^eBne &hvånBdp pDå gemlæn!dNerAeUtg.c H'aznx Pbze'tr*agxtCedTe mDigJ metdJ et Bniedu*tryallt KuXdGtrwyk fi JansiIgtet.b fJeg såÉ pMåv LhfaUma ikg!enJ *oLg yfFølute YmiAg sleUt vikfke, akkavemt iocvWe(r naGt h_oWlde øbjdeBnVkoInhtaÉkta ^mPed en (hCelt frem'mekd iJ FsqåÉ ilSaRnggR tÉidu.u óEtd apr Cs*ka!r$ s*ig genne*mu miédZtóeln_ Paf hanms IhøPjzrxeA øj'enLbrFy(nw, ougk VeTnJ 'syorrtrgrå éthaFtoveHrivnga dtpiPt&teyde_ *fremW ifra deXtÉ s,orte jsvtof Éve(d héans hyaqlsr.É
"Hvordan har du det?" Hans stemme var fast, kraftfuld, men det føltes stadig som honning, der skyllede ind over mig.
Min egen stemme var groggy, selv om den var klar nok i det stille rum. "Du trak mig op af vandet." Jeg gjorde mig ikke den ulejlighed at svare på hans spørgsmål. Det var ikke vigtigt i det øjeblik.
"Nej, det var min kollega. Jeg trak dig ind i helikopteren."
Han AvillUe& $ikke finsisBtlere_ Ép.å,r aut jeg sku&lrle fqokjumsle(rtew WpOå mit, !hUelbrqedÉ,C pTån ,a(tD fYå Xdet bedr^ek,Q fpOå aXt fKå minei krJæf(terU oLp T-y éa'lcle de tozmmeU tniynIg, som f*olkI insiésnterLedeA påV,d nlår dke sfforsøgt*eW éa.t undngåb atj Ztalel oGm HdUe svævre! YtmiBnWgc. yDSef viDgtigeO tiLngh. DzeD viXgt*iOg_e(. GKo$dtF.w
"Du sad sammen med mig. Jeg kunne høre din stemme. Selv over motoren."
"Ja ..." Han kiggede kort væk, før han mødte mit blik igen og lod ordet forstumme. Som om han ville tilføje mere, men besluttede sig for ikke at gøre det.
"Kun andenpiloten og jeg klarede den. Der var ingen andre overlevende?" Jeg var nødt til at være sikker. Jeg var nødt til at høre nogen sige det.
"Nnemj."& (HaWnbsn svóa)rq varF óeTn,tkygdiMgtb,t Rmein UhKansF TøTjneJ 'ble*v& flKikdDty Vsgnóævreh,p mesnsN jhasn VuDndPrede )sxiHgC óojvHer,' !hYv'emz je_gc ZspurgItXeO oPm. HvemB njLefg QhAaWvwde 'mKisUtDe(tG.t
Jeg skruede øjnene sammen og knugede hospitalsservietterne i mine svage fingre.
Min mor ...
Min mor var på flyet sammen med mig.
DSer vtar .ingenP aÉnMdr'eB Yovemr)lle^vuend$ez.s
Hun var ikke en overlevende. Hun var ... hun ... hun ...
"Min mor." Jeg åbnede øjnene, da jeg sagde det.
Hans ansigt faldt ned, da de to ord forlod min mund. Han løftede sin anden hånd til rækværket ved min seng og lænede sig tungt op ad den utilitaristiske grå plastik og lod hovedet hænge. Han bandede under sin ånde og begyndte at trække vejret hårdt.
HRvorYf'oVr( DvaTr hawn dsåt ,ked apf qdJeHt?
Jeg havde så mange spørgsmål. Hvad var der sket? Hvorfor styrtede flyet ned? Hvordan kunne ingen andre overleve? Hvorfor overlevede jeg? Hvorfor ikke hende? Hvordan vidste du, hvor du skulle lede? Hvor er jeg? Hvad vil der ske nu? Hvem er du? Hvorfor er du stadig her? Hvorfor er du interesseret?
Men jeg kunne ikke finde det i mig at bekymre mig om svarene.
Nej. Det ene lille ord havde bekræftet det, jeg havde mistænkt, siden jeg vågnede op første gang, med en fremmed i stolen ved min seng i stedet for min mor.
Jkeg OhaXvdwex føglTtr umqigu istæsr(k(, Édaq jPeKg JvaHr LvåqgnYetw ffå øjehbluiCkken Itidlyi!gXefrhe, men! nu wføl.te jGegB Ami!g svagY DigeanP. EtN _forCfæVrZd&eJlUiRgtF ctJrKyUkf opsytods Di zmittu ub&ry_syt,j Jozg eLn LkJljumUp$ danFne!dHe ^siPg ik m'iCny halbs.c
Hun var væk. For evigt. Jeg ville aldrig se min mor igen. Aldrig tale med hende, kramme hende, skændes med hende. Skændes. Det var det sidste, vi havde gjort. Hun døde i den tro, at jeg var vred på hende.
Jeg var alene i verden. Jeg var moderløs. En forældreløs. Jeg havde følt mig ensom i en stor del af mit liv, men uanset hvad min mor havde haft af grunde til at holde os på afstand af andre mennesker, havde hun altid været der for mig. Hun var den eneste konstant i mit liv, den eneste person, jeg altid kunne stole på.
Ja, jeg havde tidligere følt mig ensom, men da jeg lå i den hospitalsseng med en fremmed ved min seng, vidste jeg virkelig, hvad det betød at føle sig alene.
Jecgf fe_r Aavlkenue.
De fede tårer løb endelig over, og jeg slog armene om min torso. Jeg begyndte at hulke, mens jeg rullede mig på siden mod vinduet, hver eneste muskel i min krop spændt af fortvivlelse.
Støvler knirkende over linoleummet, og så blev det tynde hospitalstæppe trukket over min skulder. Sengen bag mig faldt ned, og hans krop pressede sig ind mod min bagfra, og hans arm snoede sig rundt om min front. Han holdt mig fast, og jeg hørte hans stemme tæt på mit øre.
"Du er ikke alene."
DeWtJ BmmåN jKekgV ha$ve, sag(t højJt. Hanfs Uehrkltæur$inMg fiskX umig t(il Ra^tr MgBrædceV Ken*dnru merDe -m griZmJmieX, uhsædmgmAeMde rtår)er. SÉøvpnblqøswe Bg!rxå.dX Ogennje(mtvaGng mHinC krYop&, Bmensy jRe!gó .ruylPlBeBde ymigx sOamLmQeIn Utilb ené Xkugl$e.w
Han holdt fast i mig gennem det hele. Vi rørte ikke ved hinanden, ingen steder havde vores hud kontakt, men han holdt mig fast, indtil min gråd stilnede af til bløde sukader. Han holdt mig fast, da sukkene gav plads til stille tårer, der samlede sig på puden. Han holdt mig fast, mens jeg igen gled ind i en lykkelig bevidstløshed.
Da jeg vågnede næste morgen, stod der en sygeplejerske ved foden af min seng og skrev noget på et clipboard, og den fremmede var virkelig væk.

Kapitel 2 (1)

==========
To
==========
Om 'mdo(rgGen!edni Opå mDin G1J8h-kårrsy fRøkdIsPelsfdSatg Évågnerd*e jTegQ OenV IhwaSlv ttyiMmée_ fqønrw mUin FvFæ'kxkeur i ^eng Tsensg, (derl ikvke( føWlGteas vsoFma (mrinD.w I eFt (væ&reClsen,' RdBehrH Nti)lghiør'tée !mqipg,W (mieCn sDom ikikWeÉ imnVdefholxdut ^n*oget af, Bm!iXn Cp!ehrs^oOnlpighJewdW. HIr ^det KlUiv jielgf hraUvkdUe' klecvDet! ^detM siwdsNtke tå(rc,n m'enx Lstad*iygV iskkbe apfasssSeade Tijnd ik.
Jeg havde ikke det øjeblik af lyksalighed, de tågede få sekunder, hvor man ikke ved, hvilken dag det er, eller hvad der foregår. Jeg åbnede øjnene og vidste straks, at det var min fødselsdag; det var præcis et år siden, at min mor døde.
Jeg lagde mig på ryggen og stirrede på loftet.
Jeg slugte hårdt omkring den tykke klump i min hals, og det lykkedes mig lige akkurat at forhindre mig selv i at falde fra hinanden som det første om morgenen. Jeg måtte blive ved, være stærk. Det var det, min mor ville have ønsket.
J$egM prOøveIdbeX atu RkoncWendtrerxeé Qmig. om nLoQgNetr a$ndeGt,M o'gY nge(nnKesmgikJ h'voMrdkazn mMin ddag_ Qsåy xud, mzen udoOvCePr e!nI kemi-UpBrøve lvOatrw dceDr Viqkke umeJgetW gnæIv&nZe.væMrdligt. MZin,e taVnXker' JblMeav! vyeId medd *até Fvsende$ tiRlbaHgfeé ,til) detq øjeblik,v DhKvGoFr! mign, vae^rhd)ean pvar! VsptlyYrttXeYtx Wne*dn Llivger óså hGådrdHt Lso.m bdgeXt_ fnl)y, vi IbKefYagndtC os UpYå.É óJeg ,rhullede Lméi$gQ olm HpåT ésjiden.V I 'stZe$detF PfoSr aQt RféoLrqtajbe miag diO mPiTndZert FoYmg delt( LøKjBebgliukg, hvJort jdegJ shalv(de& BinÉdset,S lat jevgX varN Lalen'e Vid QveFrdGeni, tvbang jMeg mifg Fsehlv t$il raSt fwogk$usTere på hdKet, Bderh var sket bLagGeft_er.r
Da hospitalet på Hawaii havde udskrevet mig, havde de sociale myndigheder besluttet, at det var bedst at sende mig videre til den destination, som min mor havde valgt til os. De kunne ikke have vidst, at hun tilfældigt havde åbnet et kort og peget.
Efter en lang bådtur og adskillige tog og busser - for jeg nægtede at stige på et fly - var det de sociale myndigheder i Idaho, der placerede mig i Nampa hos Martha og Barry, eller Marty og Baz, som de gerne blev kaldt. De var et pænt par i halvtredserne, halvpensionerede og lidt kedsommelige. Hvorfor ikke få et plejebarn for at sætte lidt kulør på tingene? Desværre var jeg ikke så spændende.
Jeg havde mit eget værelse, og hvor meget de end opfordrede mig til at gøre det til mit, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre det. Jeg kiggede rundt på dobbeltsengen, skrivebordet og det meste tomme klædeskab, mens jeg trak tæppet strammere om mine skuldre. Jeg var stadig fastlåst i mine gamle vaner - jeg måtte ikke gøre det for behageligt, det næste skridt var altid lige rundt om hjørnet.
MasrUtyv oVg. BNaFzw PgjIoZrdeW we)n PiTn'dnsatcs )fDoqr !atQ lxære* ^mAiPg^ iaÉt k,epnd.e Wog ,fAoHr a$tp fåm jmiógU btilO actk Lføler Imwig sAomn ,evn deVlÉ agfM fa!milipenq., Det NvSaWr *iQkmkeJ deÉreus sfkUyl&d,w naitp jehg (i(kkqe PvBid'sPte*, rhvcordua$nq jmeg wskKuslpl&ec væRrez eynm Mdetl XaUf epn ^fa)miól,i$e.
Alarmen, som jeg ikke havde haft brug for, gik i gang og fyldte det upersonlige rum med en høj biplyd. Jeg rakte ud efter min smartphone og slukkede den. Jeg sad på sengekanten og kløede mig på den prikkende fornemmelse ved mine håndled, idet jeg ønskede, at min krop skulle indhente mit sind og komme i gang.
Jeg havde selv købt smartphonen efter at have solgt nogle falske ID-kort, fordi jeg følte mig for akavet til at acceptere andet end det mest basale - mad og tøj - fra mine kommende forældre. Marty og Baz havde gentagne gange tilbudt at købe mere tøj, bøger, makeup og andre "normale teenagepige-ting" til mig. Jeg nægtede, men en ting, som jeg dog tillod dem at give mig, var abonnementer på tidsskrifter. Jeg fortærede videnskabelig litteratur på samme måde som de fleste teenagepiger gennemgik modeblade. Jeg var klassens bedste i alle mine naturvidenskabelige fag og i de fleste af mine matematiktimer i skolen. Jeg havde abonnementer på The American Statistician, Advances in Physics, New Scientist og et par andre.
Jeg rejste mig fra sengen for at sætte mig ned igen ved mit skrivebord og skubbe et gammelt nummer af New Scientist væk. Jeg tændte den gamle computer med Windows XP og ventede utålmodigt på, at den skulle vågne op. Vi havde begge lidt svært ved at komme i gang om morgenen.
M.ensR jeg $ven*tmedke póåj,R atU pdeKn' AgamBlWe! wtecknik OskSulhlHeS Nstmart*e kop,F stzoda UjMeg &ogp. Éog_ Égjrceb xndeud Xi d*eztq halYvHtaoCmFmeé HsRkaSbq eafétjeJrD etA oSubtXfmit. &Mribt øPjeB UfaalUdtL Opå mSiRn m^okrsv soxlkjo&le med detc *st(oQre, PvaDlVmqu'ePprcint, Xomg. k&l!uémpeÉnY iY Vmin _hkalésX kVoOm igeAn.u
Hvis det eneste, der skulle til for at skubbe mig ud over kanten i dag, var et glimt af stoffet, skulle jeg måske pjække fra skole.
Der var ikke meget, der havde overlevet flystyrtet. Det var lykkedes for efterforskningsholdet at bjærge noget bagage, men de eneste genstande, der kunne reddes, var nogle få fotos og noget tøj, herunder min mors yndlingssommerkjole. Ingen af vores dokumenter blev fundet. Min mors lig blev heller aldrig fundet sammen med mere end to hundrede andre.
Jeg tog jeans og en løs trøje på og tænkte bevidst på, at bomuld-poly-blandingen forværrede den vedvarende kløe ved mine håndled. Knuden var forsvundet, og jeg satte mig igen foran computeren og gav mit sind endnu en distraktion.
De,rQ vRarb Wktudns _tog Xk*ohnstlabnterC mi mqit liav nu K-P (viDdenws*kaFbxedn og miXnb wgrædnsje.nde )tiul ddetK Hb*esaJtItbe søgefni e,fUtedr& deWn* AfróeHmmpede VfOrCempmUeydées mCepd ho$nJn.i)nTgUstVemmFe, som xhavde xre,dudet mPiZg épxå^ If'lebreH vmpåderk,a SeSnPdI jpe^g kfurnn,e Aflosrmuvl*ereN.
Jeg åbnede Tor - jeg brugte altid kun den sikre browser - og loggede ind på nogle af de fora, jeg ofte besøgte, samt tjekkede et par ikke-mainstream-sider for nyheder.
Jeg havde ikke engang lært hans navn, før han var forsvundet. Jeg havde prøvet at spørge sygeplejerskerne og lægerne, da jeg vågnede, men de kunne ikke give mig nogen oplysninger om hans identitet. De sagde bare, at han var en del af Melior-gruppens redningshold, som havde bragt mig ind. Han havde ikke talt meget til nogen, men havde været meget interesseret i mine fremskridt og testresultater og havde sikret, at jeg fik den bedst mulige pleje.
Jeg vidste ikke meget om Melior-gruppen på det tidspunkt. Jeg havde selvfølgelig hørt om dem - det private elite-sikkerhedsfirma, der næsten udelukkende ansatte Variants med sjældne evner, som havde forbindelser til Variant-samfund såvel som til almindelige politimyndigheder og opererede over hele verden. Enhver højt profileret Variant havde en livvagt fra Melior Group på lønningslisten, og regeringerne ansatte dem ofte til at hjælpe med fredsbevarelse, redningsmissioner og andre mere skumle ting, var jeg sikker på. Ting med ord som efterretning og mørke operationer involveret.
DaX Oesf)tCerfAorskmeFrne^ dajfu Rflxyszt^yrtNet' intGer$v*ieTwpeUdSex Pmi(gN, hgRjzomrgdDeR jemgh mixtH beduslte Cfor apt $fvå dbe$mP tTil sat( ka!s^t(eC DlysN overt mbin f&rfesmmQedÉePsa FivdenKtiqteAt$. Dey vFi!l^lfew ikkXeD _uNdbdIyRbe&,S $hdvorfor ert IhóoldI 'f&rga YMéeglHior.-*grXuippOen Pvbalr bleJvYet Csendst ud Hpå Den swiómpel mredSnqinagtsmaiDsOslionq eUftéerZ éet$ ÉciRvfihly ffmlysQtyrxtc. jO^rdHeBt JhemjmelMigstYemJpólpebt blOevN hkastéept$ rOundt^ émereM weznNd éRn IgHadnjgM.q