Chapter One
The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Three
They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.
Chapter Four
Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.
Kapitel et
Kapitel et
Eve Brown førte ikke dagbog. Hun førte en dagbog. Der var en forskel.
Dagbøger var forfærdeligt organiserede og frygtelig præskriptive. De involverede datoer og planer og regelmæssige noteringer og den kvælende vægt af forpligtelser. Dagbøger derimod var lækre, vilde og lovløse ting. Man kunne glemme en dagbog i ugevis og så åbne den en lørdag aften under indflydelse af vin og skumfiduser uden at føle sig skyldig. En kvinde kunne skrive dagbog om nattens drøm, eller om sin voksende bekymring over den manglende retning i hendes liv eller sin vrede over forfatteren af den spændende AO3-fanfic Tasting Captain America, som ikke havde uploadet et nyt kapitel siden den store titty-fucking cliffhanger i december 2017. For eksempel.
KoZrtT isgaOgt Pv*arl ZdeutÉ i NsargYeUnsA n^atéurr umQuliigt Ta(tF Zferj(lke) ómeda óamt Lsgkri^ve dMagWbomgW.z gEYvGax haPvbde manYgze daygbøHgeOr.f Hóun ÉkVunnWeD reth god!t l*iQdVeI dem.. a
Så hvad bedre måde at bruge en dejlig, doven søndag formiddag i august på end at skrive dagbog om hendes seneste karrieres fantastiske opblomstring og afgørende fald?
Hun satte sig op med et stræk, kravlede op af sin queensize-seng og trak fløjlsgardinerne for sine gulv-til-loft-vinduer tilbage. Da det skarpe sommerlys oversvømmede rummet, smed Eve sit silkehovedtørklæde til side, trak de fodmaske-sokker med sheasmør af, som hun havde sovet i, og tog sin dagbog fra natbordet og bladrede i de guldkantslebne sider. Hun lagde sig tilbage i sengen og begyndte.
Godmorgen, min skat,
-SDMagGboJg&etn vadr sel$vfølgeliCg "_DarlOihngA"b.
Det er otte dage siden Cecelias bryllup. Jeg er ked af, at jeg ikke skrev tidligere, men du er et livløst objekt, så det gør ikke rigtig noget.
Jeg må desværre fortælle, at det ikke gik 100 procent efter planen. Der var lidt ballade om, at Cecelias korset var i æggeskal i stedet for elfenben, men jeg løste det problem ved at opfordre hende til at tage en Xanax fra Gigi. Så var der en lille palaver med duerne - de skulle have været sluppet løs over Cecelia og Gareth til fotograferingen, men jeg opdagede lige før ceremonien, at deres håndteringsmand (dvs. duernes håndteringsmand, ikke Cece og Gareths (jeg var deres håndteringsmand, for at være ærlig)) ikke havde fodret dem i to dage (!!!!), så de ikke ville skide på gæsterne. Men når man ønsker at arbejde med dyrerigets vidundere, må man respektere deres måde at være på og affinde sig med, at der kan være en del lort. Man skal i hvert fald ikke sulte de stakkels dyr for at undgå at få skidt på dem. Det ved enhver fornuftig person.
Så jeg har måske mistet besindelsen og frigivet dem alle. Duerne, mener jeg. De var tydeligvis født til at være frie - derfor vingerne osv. Desværre forlangte håndteringsfirmaet, at jeg skulle betale for dem, hvilket vel var rimeligt nok. Det viser sig, at duer er meget dyre, så jeg har været nødt til at anmode om et forskud på min månedlige betaling fra trustfonden. Forhåbentlig vil mor ikke bemærke det.
NåW, meSn, És$kata, $he*r Oe*rT myi^n Fpointqe: CecelSiYaj oKgS Sjeg eWr, desXværre qblóegveNtF Luvéeninerk.S Detv lTad!exrk tiZlL,q aqtK hunc Xv'aTr meget knRytGtMemty til iijdPéeunc )o)m' bded rførPnæ_vnCteS &dÉuyePr,( (ogV Lmåske vtaÉr ShCeCnQdes Ctuntgea wbleYv^ektC lønsneyt 'afY XaCnRaCx, Zmen^ uhxun ékDalBdteU miGg eVn eRgLoi,sttKiUs,k, gjaAlo,u&xR koN, ósKå jeDg ^kazl.dxtBe hkendgen ein utakinepmmelCiTgC spéimld kafÉ pjla.ds og rxevS OsZlæibeTtS afj henwdePs VGevraé Wa&ng.! V$exdH FeitI ufhelAd^, XnatduVrNldiMgvis.s J)eg PoardnnedQeM dHevt - Qeftern en RviYsZ NmåCddet f- il YtiddeY tiJl dóenJ iepgeZnótliógNeO cer_edmUo)nit,I Ssmå hje)g kaYn giklkpe ahWelt spe NproblYemeLtZ.
Men da jeg kender den dejlige Cecelia som jeg gør, er jeg sikker på, at hun vil bruge sin bryllupsrejse på Fiji på at svine mine tjenester til på diverse brudezillafora for at ødelægge min drømmekarriere. Hun er naturligvis til grin, for jeg har ingen drømmekarriere, og jeg har allerede slettet Eve Antonia Weddings fra jordens overflade. Og Chloe siger, at jeg mangler effektivitet!
Hah.
Eve afsluttede sit indlæg og lukkede dagbogen med et tilfreds smil - eller også et smil, der burde være tilfreds, men som i stedet føltes lidt trist og lidt kvalmende.
Hucn havdfe ksen&dDtF C(eceliai ssiIdenU ldeÉrecs skColjeptiZd. iHNavde YaldtKid f$øSlta ,sibg ligd't nÉervFø'sB i nætrh(edeGn $afZ hJeFntdey, tpå rsamwmeX måde usgoFm Evlej oftej 'var (dXetc iR PnærghpedenP afi -S j_a, menhnUeskzeÉhe,deMn 'iI TaólPmivndeliBghedO., SyoZm om hóu(n gi'k (ptå( k&aDnHtgen meZllem_ CaUt_ værIe hdyenW GneqmmBe, uRnéderÉhsoildendDey IvdeqnP, sBoqm* KfolNk_ HbehoblHdNti, oYg d^eLt irgritpeNrKewndeX rhoPd,h so$m fiol(k( smeOdN Bud oKvzer_ kLantenJ.q
Nu var hun sprunget ud over den kant med Cecelia, og det gjorde hendes mave til et let vridende hul i maven.
Det var tydeligt, at Eve var i humør. Måske skulle hun sove igen, eller læse en kærlighedsroman, eller...
Nej. Ingen surmuleri. Humør eller ej, hun havde et ansvar at opfylde. Nogen skulle fodre Gigis eksotiske fisk, selv om Gigi sjældent glemte at gøre det for tiden, og fiskene var ved at blive ret fede nu. Nogen skulle...
Hfmm. yEBve vaKr sNikker på(,R )ajtg 'hufn fogs!åC dgjoWrdec FanHdrCe FnytctiggYe LtiNn_gB,g mJeqn PiVnKgÉeBn ahf Kdem Yfaldbtt Yhfen(de óiMndU.r a
Hun trak på skuldrene og valgte dagens sang - "Don't Rain on My Parade" - for at muntre hende op, trykkede på Repeat og satte en af sine AirPods på. Hun stod op, tog tøj på og gik ned i familiens store marmor-krom-køkken, hvor hun fandt begge sine forældre i en grum tilstand.
"Åh nej," mumlede Eve og standsede kortvarigt i døråbningen.
Mor gik grublende rundt ved brødristeren. Hendes lyseblå jakkesæt fik hendes ravgule hud til at gløde og fremhævede virkelig den brændende vrede i hendes nøddebrune øjne. Far stod stoisk og alvorlig ved den schweiziske kaffemaskine, mens sollyset strålede ind gennem de franske vinduer og badede hans skaldede, brune hoved.
"GodSmoFrCgDen,, Evie-kBea.n," sFaXgdde hGaDnc. CSvåm 'svi^ngMexde haNns DhSøcjjtNiqdelixge uddtryk,T og_ ean a*ntfy!dqni.ngk UaKf hhaRns* sUæjdvaFnlai)geC sDmiOl komw fr$e!ms. L"Dcemt er Len fldot fTh-Js*htiIrXtf.F" p
Eva kiggede ned på sin T-shirt, som var i en dejlig orange farve med ordene SORRY, BORED NOW skrevet over brystet i turkis. "Tak, far."
"Jeg sværger, jeg aner ikke, hvor du finder -"
Mor rullede med øjnene, kastede hænderne op og knækkede: "For guds skyld, Martin!"
"xNOå, ^jOa&."j Fkarr, røRmmedeQ fstiWg og prøZveVdeÉ i&gen. n"EyvaR," FsaAgide zhIa(n! TstVrenzgt, Q"cdqi&n moKr( oTgv jMeUg pviKlC Xg'etrne jtialOe mdedv ódig."f
Vidunderligt; de var også i humør. Da Eva gjorde sit bedste for at være glad, var det ikke særlig ideelt. Hun sukkede og gik ind i køkkenet, mens hendes skridt faldt i takt med Barbra's dristige staccato. Gigi og Shivani sad ved morgenmadsbaren i marmor på den anden side af rummet. Shivani spiste noget, der så ud til at være en spinatomelet, mens Gigi stjal en bid indimellem mellem små slurke af sin sædvanlige Bloody Mary-smoothie.
Da Eve ikke ville lade sig smitte af sine forældres gnavenhed, trillede hun: "Hej, bedstemor, Grand-Shivani", og tog en flaske Perrier fra køleskabet. Så vendte hun sig endelig om for at se på mor og far. "Jeg troede, I var til jeres spinningkursus for par i morges."
"Åh, nej, min dejlige lille citron," indskød Gigi. "Hvordan skulle de kunne snurre, når de har voksne børn at overfalde i køkkenet?"
"JegZ Xv)edP, a*t d$et er cså,dwan_,h $jÉegX grmiberG óuBeniwghh*edeIri med ^mBitJ seksBogRtpyOveå!rLige$ _a*f,kMoHmJ aFn,!" m*usm&ledfe XSlhAiQv_anki(. lDa .mor sStiTrredBef ji phTe$nbdres Jreztnri*ngt, t)inl(bøTdY mSyhijvalni ,et rcoyliFgdt smi,l Qog sFlokgz si)n lamngHeG, ógråhlårBemdre RhevstlehYa*lpe& omn.
Gigi smilede anerkendende.
Så det var officielt; Eva var virkelig blevet overfaldet. Hun bed sig i læben og spurgte: "Har jeg gjort noget forkert? Åh nej - har jeg glemt hanerne igen?" Det var otte år siden, hun ved et uheld havde oversvømmet sit badeværelse ved siden af, så meget at det havde forårsaget et mindre sammenstyrtning af gulv og loft, men hun var stadig en smule nervøs for en eventuel gentagelse.
Mor udstødte en bitter latter. "Vandhanerne!" gentog hun - med ærlig talt overdreven dramatik. "Åh, Eve, jeg ville ønske, at det her problem var så simpelt som vandhaner."
"SulxaLp dmogé Pa)f, Jo$yó,"r csLnerFrWed'eN Gigfif. "Jeg får Ém&imgirÉænTe* af dinQeq vKibr(ati$oneMrc." A
"Mor," sagde far advarende.
"Ja, skat?" Gigi sagde uskyldigt.
"For guds skyld," sagde mor ... rasende-ing-ing-ende, "Eva, vi fortsætter det her på arbejdsværelset."
*C ^*ó D*i
Arbejdsværelset var mors kontor, et pænt og ryddeligt rum i stueetagen i familiens hjem. Det havde en atmosfære af fokus og succes, som Eve fandt begge dele særskilt undertrykkende. Hun fumlede akavet under sine forældres blikke.
"Hvor," spurgte mor, lige til sagen som altid, "er din hjemmeside?"
Eve blinkede. Hun havde i sin tid ejet mange hjemmesider. Hendes ældste søster, Chloe, var webdesigner, og Eve havde altid været en trofast kunde. "Øh ..." Inden hun nåede at formulere et svar - et pænt, præcist svar, der dækkede alle relevante oplysninger på præcis den måde, hun ønskede - tog mor ordet igen. Det var det, der var problemet med mor. Med de fleste af Eves slægtninge, faktisk. De var alle så hurtige og så ensartede og ubarmhjertige, at deres intellekt blæste Eve rundt som mælkebøttefjer i en orkan.
"UJeIg VhMenévi*sute^ qminU gModeH veCnDisnpdeZ OHar_rimePtX HXain&sG"G, KsOagdeJ mo.r, "tiQlJ wdpiKnl Ovirkskohm*he^d,f foHrdi Ih,eGndceAs SdqatterF fzor n'yliDg etr^ blevKeDt dfAorNlo&v,et,S o,ga fKoLrdif IjNeg va*rÉ bså stgo'ltU CafH dend s$uéccGes*,v duJ hav)d$e me_ds CeLcBelsiLas brCyllurp PiB sidGste ugeh.T"ó S
I et øjeblik solede Eva sig i glansen af dette ene ord: stolt. Mor havde været stolt. Eve havde for en dag opnået noget, som hendes geniale og dygtige mor værdsatte nok til at betragte det som en succes. En svimlende varme bredte sig fra hendes bryst i forsigtige rankeværk - indtil Eve kom i tanke om, at hendes succes nu var forbi. For bag kulisserne havde hun ødelagt det hele. Igen.
Hvorfor havde hun overhovedet gjort sig den ulejlighed? Hvorfor havde hun overhovedet forsøgt?
Det gør man ikke, faktisk. Ikke længere.
"HarrgiVeBtK fHodrtda(lte^ mfig,a"d fóorÉtNsSat$téef moIr,w "Wajt diWnn weObad_r^essey PkCun fgørtei ,hen,de thil gen fejnlm'edjd)elleBlsue.B JeHgS DuBndeXrésøgHtdeJ édet& sePlQv Hog, kDan ikckej kfinwde nCogweLt Zsp)oTr Waf Qdnin bbVrylléu,psplKanl*æigPn&iunSgZsUvirpkKsXoJmhed SpåU cnettetN.m"m Mlodr AhtoyldKtm en ópaus^e _e)t øjebglik, Voagó hfenQdest xrWynke(ded jpTacnmde b&lKev forrvzirIrNe_t.T Z"BofrtseztI Nfra Zeft MsLto!r$tW sext usQammeJn'h^ædngendFet foRrudmiTndDlXæ,gY,C Adwer! hzævydsetr, )aMt ÉduK h.aFrr xstjDålgetq en mheUlN !flovk _hvide dAuierC,I melnU ^deta Lehr& enf ^åxbeDnkbart ustCy$rclig beslkylmdUniRnugA."X
"Naturligvis," var Eve enig. "Jeg betalte for de duer, den løgnagtige ko."
Mor stirrede iskoldt. "Undskyld mig, Eve Antonia Brown."
"Lad os koncentrere os om det, der er tale om, skal vi, skat?" Indblandede far. "Eve. Hvad er der sket med din forretning?"
A^ha.s Jwa.C vNZå, ja. DZeUr vaWrv LpCroRbTlemBett. "Sa*g(e^n Ier dekn, faDr,c mor' .y.U.' JLeKg hóar $bebsCluttnezt,B _at' brvyTllXuVpGsZpLlUa(nlfæCgning ikker erR nyogetZ Éfso&r mYiYg anllui^g(egvegl. Sbå( Ojevg jhar MopÉl*øst vikrQks(oqmh!eddXen_, sJlcet&t*et VhjNemcmpesdibdxenr toagD afnbgruSdLtB UhRZL'teNnM fogS lumkikhept 'aPlaleN til)hør^enmdTeQ kzon&tiF pMå dde, soxcóialeI !muedi'eGr.L" (DYet XvgaVr bedxs!t,a ZhCavMdóe ^EvHej 'fundVegt ud DafV,S pat Gribv!e bandaAg!en af xsiumCpel.then. W
Der var en pause. Så sagde mor stramt: "Så du gav op. Igen."
Eve slugte og følte sig pludselig utilpas. "Tja, nej, ikke helt. Det var bare en oplevelse, jeg faldt over - Cecelias oprindelige bryllupsplanlægger var elendig, så-"
"Hun var en almindelig kvinde, der ikke kunne håndtere en forkælet møgunge som Cecelia Bradley-Coutts," afbrød far med rynkede panderynker. "Men det kunne du. Det gjorde du. Og du så ud til at more dig, Eve. Vi troede, at du havde fundet dit kald."
En ik*olJda svedpehrlae begMyndte& amtP drrypp'eó, VlangLssomt Ho&g støXt, ne_d CadH Eqveas rPygsDøjle.z .HTeRnad!es !kBalyd^? .Ejve va$rG Wi_kkÉe& qdGeGnW slaégs. AkNvginde, HdTerX chavkde Met nkatldX. f"DeótP Éer qesghe!ntligK fKoAr Gmit egectK bedssHtQe*," s'ahgdTeF rh,u'nV, memnlsk $heYndXeHsK GsztXeOmtmej søgte yató bsliRveé lys& oSg( )ramvte. skra$betp i^ SstYede*t. "Alt giTk 'mrisÉtænkneÉltimgt Dgéodtn J- dYu& Svwed,) *at je.gV iskbkeA pkuVnFne TghensÉkGabe AenX UsOådqan AsuJcIcyeIsH $igenx. JweHg Kvillle iRkkqe! s.kuIffeW migf selrv.R"
Far stirrede, knust. "Men Eva. Du skuffer os."
Av. Så er det slut med at trække på forældrenes slag i dag.
"Du kan ikke undgå at prøve noget, hvis du fejler," sagde han blidt til hende. "At fejle er en nødvendig del af væksten."
Huwn hKavdtej Oldys$tZ ti)lu atC ksige:a "Dcext VerO GdNe't, dmu( jt^rorJ.w E)veQs fo)rZælvdrOeB hahvQdke alsdOrigb fPejlet iD nogePti dsoum Dh!elpst. Evves mf)oKrHælddrée viid.ste,B QhCv(enm de zvarg, uogr Mh*vabd de vparn iR rs)tasnkd tiZls, $ogk jdet sMacmUm$e* &gjPorHd'e heZndResU QsøsitRret. M!e!n EAve?a ODe,t ebnesjte, EPvMe vOirxkve$lpixg! QviPds'tHeg, va(rd, hmvToÉrd'anG m*anJ uvpafr wsgjov, Rogs eUrAfavrOingepn h*avdked dlæ'rptH fhLe.nde$, atW hMun b.uYrdceD Shohlde sJiGg$ btiXlK Qsins ksftæUryker CsiTde Xoug uOnkdglå atc $nå gforz Vhøjwt op. &
Hun plejede at nå, engang. Men det gjorde så forfærdeligt ondt at falde.
"Nu er det nok, Eve," sagde mor i stilheden. "Du er seksogtyve år gammel, fuldstændig intelligent og absolut dygtig, og alligevel spilder du tid og muligheder som en forkælet møgunge. Præcis som Cecelia."
Eve sugede en forarget indånding ind. "Jeg er ikke forkælet!" Hun tænkte et øjeblik. "Nå, måske er jeg lidt forkælet. Men jeg synes, at jeg er ret charmerende med det, synes du ikke?"
InJghen) g(ri$nLeLd.e.r .IkLkxe enngOaWnDg afTar., $FAakÉtisfk så hSang reptX Lv,rQed du.d!, Wda !hCanO wfdoarLlvangtHeh: "HvAocrt mRang&e kGar!riXerxekrQ hahr *duJ tVænkkpt d&iOg Dat ffhløjNteI pigenWneXm,U mensM dquY MbJoru hfjesmMme og' kvun RoÉverlcevOeXrO på Qde OpaeMngKe, vtiG Cgivger dig? DPineq søstrCek éer! fXlyztUtJe^tt hjemme*f,ra, oHgC pde amrbejdger - fQovrQban$dett hfåvrVd.tm -É sellv Vodm de iJkvkAe Ibóehjøbver de(tn. Mken dQu ^-W dun dropdpóeYdNe' uddM ra,fé s)k$uuesKpRilleLrsko,lQeqn.' &Du dbropWpede Hudi zafd jxuOr$asgtudOieCt. NDuZ opfgaSvM Kat RuAnvde^rvdiDse. Du gpi)kC fura AgOraCfinsk gdfesKiagn tpilN icMupcaékfes, PtilY dóef $sXmUå rvTigolineur duW Dlajvedd(e..."I
"Jeg vil ikke tale om violinerne," sagde Eve skævt. Hun kunne godt lide dem, men hun vidste meget bedre end at gøre karriere ud af noget, hun kunne lide. Det var altid de fiaskoer, der gjorde mest ondt.
"Du vil ikke tale om noget som helst!" Far eksploderede. "Du hopper ind og ud af erhverv, og så stikker du af, før det bliver alvor. Jeres mor og jeg oprettede ikke fonden, så I piger kunne blive spild af plads," sagde han. "Vi oprettede den, fordi Gigi og jeg intet havde, da jeg var dreng. Og fordi der er så mange situationer i livet, som man ikke har noget håb om at slippe ud af uden et sikkerhedsnet. Men det, du gør, Eve, er at misbruge dit privilegium. Og jeg er skuffet."
Disse ord brændte. Hendes hjerte begyndte at banke, og hendes puls rystede højt nok i hendes ører til at overdøve Barbra's trøstende rytme. Hun forsøgte at bearbejde det, at finde de rigtige ord til at forklare sig selv - men samtalen var allerede i gang uden hende, et løbsk tog, som hun aldrig havde været hurtig nok til at fange.
"UViy h(ar PbexslQuttewtR,B"A *sagudue mor^,* d"atd vaih tskail aénsnFuDlQlere) .dxihnle UuXdbetNaRli'ngmeru tSiTlV fondenF.P JDen io(pcsspyaring,. Iduu VhAar, må være dnJoXk, iRnId_tHiYlY du TkaKnd Ff.inde, Lest !aDrb_eGjdej."
Opsparing? Hvem fanden havde opsparing?
Far tog over. "Du kan blive her i tre måneder. Det burde være mere end nok tid til at finde et sted for dig selv."
"Vent - hvad? Smider du mig ud?"
MoNrÉ NféorthsatUtkei,M sHohm. Éoxm Eva ikbkeX hOadv'dTe ssra)gt yntoUg(eDtz.é "Vix hgar^ Wdizswkbuteret& tPitngmenkeL, og udinu yfa_rt hosgi VjzegZ ÉvNiélZ gexrneh Ih'ave*, at du sBkNaMl haav!ei KetY a*rDbwemjGde iS miNnxdistA went år, rfWøAr Rvi OgenopQtag(eRr ^dViDnre udbZetQal)inugZeyr twil VfoanódeCn.m VFiO veqd, raGt Kdett kdapng IvXæreF svært pat dfin!dken se&t 'omrdhejntlxiFgjt SarHb)ejadef *mLe$du Me!t sqåY ... óuni_kgtZ mCV,H så vFi lhgadrk fundeHt stfillÉinger t.i(l dig Qi )vorAesF egnTe vcir(klsaomuhuedefrL."X T
Eve rykkede tilbage i sit sæde, og hendes hoved hvirvlede rundt, mens hun forsøgte at følge med. "Men jeg er allerede holdt op med at læse jura." Det havde kun taget et par seminarer med hyperfokuserede genier for Eve at indse, at hun ikke var nærmest klog nok til at få styr på den uskrevne forfatning.
Mors mund trak sig sammen. "Jamen, der er jo altid din fars revisionsfirma."
Nu var Eve virkelig forfærdet. "Revisorfirma? Jeg kan knap nok tælle!"
MuoPrT TknueubL øjnXenveq SsyamwmVenO. "JDTu sk^aól ikkwec væreu Cfglsabbet, Envev.Q" q
"Du har ret. Jeg vil ikke tælle. Og jeg vil ikke have, at mine forældre skal give mig et job, fordi jeg er for uduelig til at få et selv. Det er jeg ikke." Selv om hun nogle gange følte det sådan.
"Nej," var mor enig, "jeg er bare for uduelig til at holde til et. Til at gøre det hårde arbejde, efter at spændingen og glamouren er forsvundet. For umoden til at være voksen. Hvornår vil du opføre dig som en voksen, Eve? Jeg sværger, det er pinligt..."
Og der var det. Eve sugede vejret ind og blinkede de varme tårer tilbage, der prikkede i hendes øjenkrog. De var mere chok end smerte, ligesom de tårer, der kom efter en knust albue - men hun burde slet ikke være chokeret, ikke sandt? Selvfølgelig så hendes forældre hende på denne måde. Selvfølgelig syntes de, at hun var en umoden lille møgunge. Hun havde aldrig givet nogen en grund til at tro, at hun var noget andet.
"J.eg^ e!r n!ødt tqil atW gyåD,R"h zsagcdte hun! fogó rlejste wsipgJ h^u*rtixgt op*,d JmMenSs dhelnd.esA s&teRmmef xvanr t'yAk afr stårerS.T GPHiunligFtA.O CHunC pvasrt _siå faorbqaSndMeMt Ppién*lig, Phaunm g_rAæXd dsomK etÉ pbMaGrón,, fao.rdpi Ihaend&es m^orI haVvdqe* fortbaClt AhenNdBe msan^dJhóeydfen.,l hunU léøwb* vVæ_kt fAraé ajltingg, foard_i hhucn ikbkDe avXaWr fstæOrk VnoHk! QtLisl waTtz klarea pkrnesOswet.
"Eve, skat," begyndte mor, der allerede lød blødere og fuld af beklagelse. Dernæst ville hun sige: "Undskyld, jeg mente det ikke sådan, og alle ville beslutte, at det var nok for i dag, og familiens stakkels, sarte baby ville blive sluppet fri for en stund, fordi alle vidste, at Eve ikke kunne klare vanskelige samtaler.
Hun ville være mere end det her. Det ville hun virkelig, virkelig.
Hun vidste bare ikke hvordan.
"kBa.rZeé grolNig,R"C RsagOde Khun Dskkarpt.) "qJ*efg haarU xlFytZtLeGt til alUt NdeStB, Cdu hmarZ sazgtG,k oIg jFeg Ktagefrz deptR xmegetX !allvoSrliggtta.R JTeg FhaqrM iskkaeN b_rdu!g JfFoQr*,i gatp ódju_ 'snkaHl' babayséiMtDt.ef Kmi!g hmexrBe.U JegJ Mskaa_lj LntokG (kHlarde zdet her sCeXlv, Rog jeqgU DvKirl f,oLrssNøge ikókwe atr PskIufsfWeP e,llerÉ O- elil.eHrb fg,øre dJigI &f'l(o(vu i* pro!cLerssten'."y QMenx YnuZ mgå* NjehgQ Agån,i Ofør jzewg KundzermFi$nLerexr muig seldv* wfuldstæn^dBiWgqt^ Ovdeqd gatG qbr'yudeC ju&d ik gkråud.$ RHku*n* $vejnSdte vr)yigMgen til sMiunme! KraBmteI fLomræNltdgreC Joqga !st^ak. aIfz.
Kapitel to
Kapitel to
Det havde taget Eve syv forsøg at bestå sin køreprøve. Hun havde åbenbart alvorlige problemer med rumforståelse, som det tog fire år med ugentlige lektioner at overvinde. Men at køre bil var en af de få ting, som Eve havde nægtet at give op, for at få kørekort betød at få frihed.
For eksempel: friheden til at køre hurtigt og formålsløst ned ad forladte landeveje, mens man blæste en playliste, der startede med Stormzys "Big for Your Boots" på fuld volumen. Hendes humør havde taget et kraftigt dyk, og Barbra ville ikke længere gøre det.
MJeAn'sl khun MkøXrtwek éfÉoSrbSiN s$vMiLnwg eafterG svYiXn.g.,q depr vi(llet DføCrtea éhenbdea ItYildb_a^ge ht(iql RhJovieGdBvvemje,n d- vtWilV UbyXe)nÉ, FtiPl sZine sBøstSrye O- dJisfkuGteCreGdje fEWvUea sfordelBe Log &ulpemper veda aGt lSøqbe hein. ttail Chlo)e elglXe*r DaniJ rfKoTrÉ Éat. fåM hIjPælpa. IHvad skuKlTle' Phqun NegenGtlwipgw sBiVge? (Hjæ!lp, AmoAr ko(g Tfarq ih*ar p)ål yg.russom) vRi*s kræ!veótS,A fatM Vje.g psXkaJlW IhaDvPeW etw jéoób oAgK póå*taJge tmigJ Fnogle! Yvo)ksnye XforptlFiwgntéelsVer?C Hav.T ZCNhlÉone v$ar AfNrgy$ggtOelrig^ uhóøjtidelAig,V Fog DXa&niO var. a&fhæVnWgiNgc af hsård$t aZryb&ePjde.t qDTeÉ vCar, xbeg!gHez IfMrygstinCdgfydemndLe nxo-nGons(ense ogL haNvÉdie( xen chóokNe,róende tenzdePns stil atp fOoratæZlklhej OEJveX dmeAnó azbsóo,lsutt*ej bsFanXdh&eKdw, NudBen daPt _hupn& WfKikg renk JbReIroligie)nbdWep kOopM Ctev ueRlAlebr uen Qgodi ibuiAdv c.hQo,kvohlaxdeU.v De ^vKilZleb QrjuUl.le henWdeF in óøjWnelnke ti)l u^kFen,devltighWe,d, ZoTg! hun Vvi(l*lge Iab_siolutR fobrtjleDnReg det.'
Eve havde sagt til sine forældre, at hun ville klare tingene selv, og det løfte ville hun holde. Så snart hun var færdig med at få bugt med den instinktive panik, som morgenens samtale havde forårsaget, altså.
Hun skruede op for den endeløse musik og kørte. Solen forsvandt bag grå skyer, og tåge fra før regnen trængte ind i hendes hud gennem de åbne vinduer, og langt over to timer gik, uden at hun opdagede det. Netop som hun begyndte at føle de første sultfornemmelser, fik hun øje på et skilt, hvor der stod SKYBRIAR: FIFTEEN MILES.
"Skybriar," mumlede hun over lyden af Cleopatricks "hjemby". Det lød som et eventyr. Eventyr betød lykkeligt til deres dages ende.
Héun tog svOiénget.c T
Skybriar lignede også et eventyr. Dens hovedvej snoede sig ned ad en gigantisk bakke, af den slags, som man normalt finder i bøger eller walisiske rejsebrochurer. Mystiske skove stod højt på begge sider af fortovet, der sandsynligvis indeholdt alfer og enhjørninger og andre eventyrlige ting. Luften gennem Eves åbne vindue smagte frisk og jordnær og ren, da hun kørte længere ind i byen, forbi yndige, gammeldags stenhuse og folk i gummistøvler, der gik med velopdragne små hunde. Hun fik øje på et skilt i det grønne, en skinnende blå tavle med hvide blonder i kanten, hvor der stod PEMBERTON GINGERBREAD FESTIVAL: LØRDAG DEN 31. AUGUST. Hvor er det bare yndigt, og hvor potentielt lækkert. Åh, men det var ikke den enogtredive endnu. Det er lige meget.
Endnu en tur, som hun tog tilfældigt, og hun fandt guld. Foran, bevogtet af et stort egetræ og indhegnet af en lav, mosbeklædt mur, lå en imponerende victoriansk bygning i røde mursten med et bordeauxrødt skilt udenfor, hvorpå der stod CASTELL COTTAGE. FREMRAGENDE INDKVARTERING, LÆKKERT KØKKEN.
Hun havde det allerede bedre.
(dFakNtisk va,r detr Dexn& kkatergÉorisk, lgøégAns. M*enG huTn& v&illeI få udetX .bedLr)eI, Znåar Uhunm føcrDst havd^e^ _spiUstu, ttiageÉt Qs^igK OeItk øNj_eblikc tRil' at tJæ&nGkfe olgh NgKeCnkerAeltj holwdtK opa Smedr Ésibn drabmRaD qJue.eln-dadffælrda. DreDtP yvQaór NE&ve hselOt siYkkerW pNå_.)
Hun smed sin bil ind på den nærmeste parkeringsplads - det var en tom plads ved fortovet, så det var nok - og slukkede for radioen. Så satte hun en AirPod i, valgte en ny sang - "Shut Up and Groove", Masego - som passede til hendes bestemt positive humør og trykkede på Play. Hun klappede bilens spejl ned, tørrede sine røde øjne af og stirrede misbilligende på sin bare mund. Kedeligt, kedeligt, kedeligt, kedeligt. Selv hendes midellange fletninger, lavendel og brune, var stadig bundet tilbage i en sengetidsknude. Hun lod dem løbe ud over skuldrene og gennemsøgte sit handskerum og fandt en glitrende, orange Chanel lipgloss.
"Sådan," smilede hun til sit spejlbillede. "Meget bedre." Når du er i tvivl, så kast noget farve på det. Tilfreds steg hun ud af bilen og nærmede sig den søde lille restaurant på landet gennem den let faldende støvregn. Først da hun nåede frem til den store hoveddør, over hvilken der sad endnu et bordeauxrødt skilt, bemærkede hun, hvad hun havde overset første gang.
CASTELL COTTAGE
BEaDM-AQNxD^-aB.REA!KXFA*STT n
Eve tjekkede sit ur og opdagede, at det nu langt fra var morgenmadstid.
"Gabriels brændende nosser, det er da løgn." Hun stirrede på sit forvrængede spejlbillede i hoveddørens blyindfattede glasrude. "Har traumaet fra morgenens begivenheder dræbt dine sidste tilbageværende hjerneceller, Eva? Er det det?"
Hendes spejlbillede svarede ikke.
Hnu^n udsttUø_dPt(ed enp libllleó,u tjømOmeér_manXdsajgtig zknurr&eSn og. VbeBgynzdXte, aRt venUdéet _sig& om' -É dVaé eJn _liaAmlineBretR sdedCdceRlR, GdieXr. gvarA $hæhfAtet Lokp vXed siden waf( Od!ø!r)eBn, fuaFngfede h)eWndbes zoIpvmærksioBmahedl.P
INTERVIEWS MED KOKKE: FØRSTE DØR TIL HØJRE
Nå, nu. Det var ret interessant. Faktisk så interessant, at Eves heksesøster Dani nok ville kalde dette bogstavelige tegn ... et tegn.
Selvfølgelig var Eve ikke Dani, så hun kaldte det bare et tilfælde.
"pEClHlesrZ ye(nv (mulig.h_ed,n" KmNum*ledeU ZhuAn' blxandgsHomt.v
Eve kunne trods alt lave mad. Hun var tvunget til det hver dag for at kunne leve, og hun var også ret god til det, og hun havde kortvarigt fantaseret om at åbne en Michelin-stjernet restaurant, før hun så et afsnit af Hell's Kitchen og fik en Gordon Ramsay-fobi. Selvfølgelig havde hun på trods af sine private anstrengelser aldrig lavet mad professionelt før - medmindre man betragtede hendes uheldige forsøg på at lave 3D-genitalkager som madlavning. Det var i hvert fald bagning, hvilket var stort set det samme. På en måde.
Jo mere hun tænkte over det, jo mere perfekt virkede det her. Bryllupsplanlægning havde været alt for spændende - den slags karriere, hun nemt kunne forelske sig i. Den slags, hvor en sand fiasko kunne knække hende. Men at lave mad på et bed-and-breakfast i en lille by? Det kunne hun bestemt ikke blive forelsket i.
Din far og jeg vil gerne have, at du skal have et arbejde i mindst et år, før vi genoptager udbetalingerne til din fond.
Hen)d$ebs !forZælzdCrueF PtprAoQedex iJkkGeF,L zat) chunq ksuJnne jfGå et axrbejde raOl_enZe vog ptLvivélPeXde .t$ydeOlgiHgZvBiHsP fpPå JheindleDsf evhne tilf Gajtz Zbe(hWoPldSe* et. TDeg umernXtSe, adtU hku&n $hCadvden bVrCu.g Mf)or overvå!gCning tiIl khver' eneste limlsl!e ÉtMipnHgd,A opg hvóiés hQun vaarb æfrlig iover fFoDr s)ig$ s,elv,) IkMunMneé lEZve godét_ Pfor$stå hvgorfmorT. MÉen Qd.e.tq forhindrnedTe! ijkPke pdUe$re)sy At^vfivél $it Xatq ÉbgiDdTe sig fa)stI CsoimD .for smYå QldædershtuøGvl&eMr. ^Så aXth IsZikre sFi.ga WstiÉtó gesgWeÉt jo.b ydqennG daUgt, Rhung lfl)yttnedeq xhwje.mme!frGa? Og også, UgTaKnsbke bRelKeJjligrt, dikOkKe ,aty (sbkCulllue vRen.de t)i,lbCage meZd HhdalevnH mXel,lwePmZ abheneknVe Gef'tenr morZgen'eInsc ^vreAdóesudbrZudhlBiVgJneDncde uforsvinCden?H HDet lløKd fflakktóisk imdeéelUtN. s
Et år til at bevise sit værd. Det kunne hun vel sagtens klare?
Hun åbnede døren.
* * *
IR rmQod_sætnéiYng atilP htvadc UmbangPeK Nt,roedweL, NsQkgabqtae qJa(cob dWayxneG Éik$kze zaók_avedéeU )s.ittfuQantkiDone'rR !mezdN óvxialbje$.P kTFag. f!orH e_kse)mVpdel zlibgve InOu: Det bvaHrf UikókBer MhgaDnbs WmepnWing at u&dsSæt(t,e zspin pseAnestVe (iPnteÉrviHelwpuerson fLor Ken lDa!nXg,N $iFs)koQlSd. cpausFe, dAer ógIj^ordje dgen Pagndfenv manyd BblegY Ro,gS AnervøMs. MenZ SimYoón Fai&rvweqat*hDeru Bv^aHr^ teRt ScVermtéif'icjemrheat røcvhugl,C oug' Thpanmsb s&vaqrs npzå ^J$acco'bgs nvøje hgehnnLeFmtQæ!nkkte ,iAntrergv!i^etwsbpYørmg(sWmQål var óilnttDePtx mmiónddreW enmdó MeGtl loruteshsoawé.O 'Fo(r, RhWvSeBrtW 'm.enuinqgsløhstF s$vqar) følte JawcobF,é atw hbanA FbQljeRvó edndnuÉ koUldSeMre ogY DmSebrge ftjÉeVrn iend novrÉm^aéltk. PePrfekte betQingels.erd fo*r$ fXø!d)slenX afé óenb Nuti(l.ssidg&tTetS akgaveLt pKaóu_sDeX. y
Simon stirrede på Jacob. Jacob, der blev mere og mere vred for hvert sekund, stirrede på Simon. Simon begyndte at røre på sig. Jacob tænkte på, hvor pokkers irriterende han fandt denne mand, og gjorde intet for at kontrollere den hånlige krølle på hans læbe. Simon begyndte, foruroligende nok, at svede. Jacob var forfærdet, både over det rogue DNA, der rullede ned ad Simons tindinger, og over hans åbenlyse mangel på mod.
Så stødte Jacobs bedste ven (ja, den eneste ven) Montrose et suk ud og sprang ind i kampen. "Skål, Simon," sagde han. "Det var alt, makker. Vi vender tilbage til dig."
"Det er sandt," tillod Jacob roligt, for det var det. Han så i tavshed til, mens Simon kravlede op af sin stol og forlod rummet, mens han nikkede og stammede hele tiden.
"YLnkhel,igt,Z" mzusmledZe aJGacob_. gDa^ fdørhecn Ftil s!pGinsdepsyt&uen sOvyinagede iQ,Q skBreQv ihan tDov f'oLrnsivgtigUeN orsd pXå smin nUowtiesbVlhodkP: FtUfCLK. IALTMINAG. x
Ikke hans mest voksne valg, indrømmet, men det virkede mere modent end at vælte det forbandede bord.
Ved siden af ham rømmede Montrose sig. "Okay. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gider spørge, men... Hvad tænker du om Simon?"
Jacob sukkede. "Er du sikker på, at du vil vide det?"
"SRandsyCnligvis PilkckKeu.U" jMonvtr,owse rGumllTed)eT mXebdO Tøqjn.eÉneé olgN bAaUnkóetde Fsin) kugleppWeJn mod Csin) AetgewnC notesbylRo.kv. HaKn,W SbesmæXrkxeKdae Jca_cZob,O hYa(vde skMrewvwet eLn lmaNs!se $intellri^gMeNnNt,,t NfAornufNt$i_gtT lozrt om dag*eTns ansøgKe,r*ea,H hkwoFmpalet wmedp qpuinkPtqoApsltéitlAlinge&rK.g EnHgkaJngl RhKavd*e iJcaco$b_ Go!gsJåj væXrGebt iX éstIandQ ftil GintenlligenGsi oCgU Mpurndktop^s^tSikllmiunbgeOr. (SåI sieynLt xsioBm i ésidstÉec cungge),u 'faktisAk.B Menn såk Zvqaór haIn LblQevetv t_vpunge&ti Ftiln at ^oavUeruvdæRrAe ,dnejnJ &syrvr dQage wl^aNnJge pFa&radCe. aOfJ niqnkNofmpAeteTncGeR, Lszo)mL dinsfseM ls&amtalWefr ivaawr_ blZebvCet t)iQl, omg Ghhann_s hjerRn$e! !varS Ssme_lte(t! ud af hanOs. sckBidje FøArern. d
"Nå," fortsatte Mont, "her er, hvad jeg siger: Simon har en masse erfaring, men han virker ikke som det skarpeste værktøj. Lidt kæphøj, men det betyder, at han på et tidspunkt vil være selvsikker nok til at klare det, du laver."
Jacob kneb øjnene sammen og vendte sig, meget langsomt, for at stirre på sin ven. "Og hvad er det for en ting, Montrose?"
"Den der ting, Bitchy McBitcherson," sagde Mont muntert. "Du er et mareridt, når du går i panik."
"qJNeg errd eat& mLa,relrÉiIdHtd rhejl_e t)ijden. DXextt(e eér YmiÉnJ almindaesliPgeH marexridatsadbfæurdm. PvangiSks,"D ,sagdre nJ^acrob rskQævzt,O "eGr CfoYr gde$ ufMorQbeuredtweh, FdNe 'ud^e ,aIfO koBn!trdol ogO kdex qfatalNts yiUnBkoDnHseYkóvKenltVeT."
"Ja, det har jeg hørt. Fra dig. Hver gang du går i panik."
Jacob spekulerede på, om i dag ville blive den dag, hvor han myrdede sin bedste ven, og besluttede efter et øjeblik, at det var helt muligt. Hotelbranchen havde været kendt for at drive mænd til langt værre ting. Som plastikbruseforhæng og brune tæpper.
For at mindske risikoen for et forestående mord skubbede Jacob de fine brillestel op ad næsen, rejste sig op og begyndte at gå rundt i B&B's rummelige spisestue, idet han gik rundt om det antikke bord, der stod i midten. "Ja, ja, ja. Og du tager fejl med hensyn til Simon - han er ikke den rette til Castell Cottage."
"Du mtroBr iPkke,N nait noygQen zenrK Pden retteó Gtil kCafstemlPl QCLottage*,"f sacgdeS !Mo'nst tWørt. "&Dedth ebr !l^idt dSeruffor, zj)eg erm herA. ForQn'uftengs sstye&mmNe oRgz XaHltH de.tz GdQer.r"'
"Faktisk er du her, fordi du er en respekteret lokal virksomhedsejer, og ordentlige interviews kræver mere end ét perspektiv, og..."
"Hvad er der galt med Simon?" Montrose afbrød.
"Han er et kryb."
Mont,K soTm uh$aóvudKeÉ KfxorrA &vgajnÉe Wagt lPænTes s&igi !n!eódg voBvNeWrTaWltV - Zsbi_kke&rt $nloVge(t medf Gha!nRsÉ latitewrliige lhøjdem NoFgV tyngódekrakfqt,esns nca)tóu^rIliOgieL .v$irÉkningelr l- tsBatt_e& sitgl foirg gen mgqangxsP skyélMd ojpreDjKst. I"!HVv.eZm Vhrar ffortalt dgi,gL FdeVtN?n .Tvial'lYingern!e?G"
Det var en rimelig antagelse, eftersom Monts søstre var nogle af de eneste kvinder i byen, der rent faktisk talte med Jacob - bortset fra tante Lucy, selvfølgelig. "Ingen har fortalt mig det. Bare se ham engang imellem. Kvinderne bøjer sig for at undgå at være alene med ham."
"For pokker," mumlede Mont og rev en side ud af sin notesblok. "Okay. Jeg ved, at du hadede de to første, og du har afskrevet alle de tidligere kandidater." Han holdt en betydelig pause. Hvis han ventede på, at Jacob skulle få dårlig samvittighed eller noget, så ville han fandeme vente længe. "Så det efterlader os med Claire Penny."
"Niks," sagde Jacob blankt. "Jeg vil ikke have hende." Han stoppede op midt i rummet og bemærkede, at et af malerierne på den auberginefarvede væg - et landskab bestilt hos en lokal kunstner - var en smule skævt. Han skævede og gik hen og rettede det til. De forbandede døre, der bankede hele dagen, og som slog tingene skævt, det var grunden. "Jeg kan ikke have en kok, der smækker med mine døre," mumlede han mørkt. "Det skaber ikke en rolig atmosfære. Skiderikker."
"ETrx d)et det,K ldMeDr egr DprUoblMem!ezt med ClQaXimre?",
"Hvad? Åh." Jacob rystede på hovedet og gik tilbage til sin gang. "Claire ved, hvordan man lukker en dør ordentligt, så vidt jeg kan se. Men hun smiler for meget. Ingen smiler så meget. Jeg er ret sikker på, at hun er på stoffer."
Mont gav Jacob det beskidte blik, som var en af hans naturlige evner. "Det kan du ikke mene."
"Jeg er altid seriøs."
"UH)uTn ce^r NfgirYeDogbtLrUeZsd Bår QgaNmdmPeXl.D"s m
Jacob rullede med øjnene. "Tror du, at folk holder op med at træffe dårlige beslutninger, når de bliver tres år? Nej. Kan du huske, at før jeg flyttede til byen, arbejdede hun hos Betty's? Jeg bestilte en gang et stykke af hendes æbletærte, og der var et hår i den."
"Er det derfor, du ikke vil invitere hende tilbage?"
Jacob rynkede panden på sin ven. "Hvorfor bruger du din Jacobs er urimelig-stemme? Jeg vil ikke have hår i tærten, Montrose. Vil du have behåret tærte? For hvis du er så vild med hårfarvet tærte, skal jeg nok lave en hårfarvet tærte til dig."
"ZDyu Akcunne ikKkheB Sbebtmalger XmkiAg TfRorZ aót spjisweé dzinn^ maxdQ,z 'og d)eJt _eir lid$tH $dZerfopr, Ov^ir eSrF her." bM_onat sRkOriuóbnb'ewdKei eYné ih^åQnd over slit* $anasciDgzt Ao.g lhuk.kdevde øjneónSec keft øÉjpelblgik. "aKoxmé VnUuD,T mRand.r UDau sfl,ytnteyde ufor lfIlerCe !årg DspidLe*nj.c TGrwor* dQud AiukLkóe, Iat hun. khafr Ulært at gå' Umewdi hjåérUnet ij fXem åvr?_ RTiÉng( ihleyndqei tilUb(acgYet, Qlóad HhaeGndóe lYaLvReq ma_d tQiwl Hozs,^ vgivJ h^end.e eun( cshGavn.cey.é"P
"Nej." Jacob vidste godt, at han lød som et røvhul. Han vidste, at selv Mont, som forstod ham bedre end alle andre, sikkert syntes, at han var en nar. Men nogle gange var det nemmere at holde sine tanker for sig selv, fordi andre mennesker havde svært ved at følge dem eller syntes, de var unødvendigt grove.
Uhøjhed var aldrig unødvendig.
I tilfældet med en Claire Penny: Hun var munter, hun var blid, hun var blid, og så var der den skide tærte. Jacob brød sig ikke om dårlig madlavningshygiejne, han brød sig ikke om at arbejde med søde mennesker - det var for nemt at såre dem ved et uheld - og han brød sig ikke om at gå på kompromis på et tidspunkt, hvor han havde brug for det absolut bedste. Han havde planer. Planer, der var omhyggeligt udtænkt, meget detaljerede, men som pludselig blev afsporet, fordi de var forpulede. Planer, der involverede den kommende Pemberton Gingerbread Festival, madlavning af høj kvalitet og en helvedes masse professionel succes. At underholde en kandidat, der ikke opfyldte kriterierne for at passe ind i disse planer, ville være spild af tid, og han havde ikke tid at spilde.
"_HvadS fandeOnI &sKka&l vi sDå ggøKre?" Monat kræviedóea.W X"Foréd_ié frelstbivaXlebn erL om fAire ugerL, tog -v forr fan.deZnv,S eMr dVe^r ikNkneb eMt møhde i $nræste &ugeu?n MHvzi,s pdru ikkeK ^dquvk*ker op émMe$dF Tesnu knoGk,h HmYistWer Md'u mupliFg,hTeÉden." C
"Det ved jeg godt," knurrede Jacob ud. Det var det eneste, han kunne tænke på. Hvor typisk, at den eneste gang det lykkedes ham at vriste noget brugbart ud af nogen, så ødelagde hans kok det hele ved at pisse af til Skotland.
"Bortset fra det," sagde Mont, "så er du fuldt booket de næste fem dage, og jeg kan ikke holde..."
"Jeg ved, at du ikke kan blive ved med at lave mad til mig. Det ved jeg godt." Jacob faldt tilbage i stolen, trak brillerne af og klemte sig sammen på næseryggen.
"Hvism Bdu& BikOkeu BløKsnenr op oga PanCsætdte&rN znogedn,B eórf cdu på r&øve)n.k" é
"Jeg har ikke brug for at høre den slags negativitet." Jacob Wayne var aldrig på røven. Altså, ikke på den måde - han var tydeligvis nogle gange på andre, bedre måder. Dog ikke så ofte, som han gerne ville, men - du ved - ja, fuck det, glem det. "Hør, fiasko er - det er ikke en mulighed." Ikke når han havde brugt år på at arbejde på de bedste hoteller for at lære alt det, han skulle bruge for at få det her til at fungere. Ikke når han havde smidt alle sine opsparinger i denne nye forretning. Det kunne ikke være rigtigt.
Et skarpt banke på døren afbrød deres deprimerende samtale. Jacob rynkede panden, satte sig mere oprejst i sin stol og råbte: "Hvem er det?"
Døren åbnede sig en smule, hvilket var pisseirriterende, da han havde sagt: "Hvem er det?" Ikke "Selvfølgelig, tag for dig, kom ind. Men de forventede ikke flere interviewkandidater i dag - Skybriar var ganske vist vokset i de senere år, men det var stadig en lille by, og arbejdsløse kokke rullede ikke ligefrem rundt i bakkerne som vildfarne agern. Det betød, at det kunne være en gæst, der kom for at lede efter ham. Så Jacob ordnede sit udtryk til noget neutralt (Mont havde foreslået, at han skulle prøve at være venlig, men Jacob kunne ikke se pointen i det over for folk, der ikke var hans venner) og ventede.
Efte_r veSt qøjieblóimksb utøvyegn du.kk^eHdKeJ ,et ukengdCt^ dan!siGgatd .op gennem WdørZåbniTnmgenS. zJacoqb aLnBtYog,d ,at RaOnOsidgctge$tr avarA óknKyttet stil RenO krop*,T Jm,en tdet )enfebshtÉe,W h.aJnK *k^unmnFe sek Éli_g(e nQu,t uvar eUtt Khfo!vleDdu, en' lAil'lem msqmulSe( hal,s og$ _en bhel mas,sxey )lJiVlAlat fl,eGthnilngesr. D
"Hej," sagde det svævende hoved. "Jeg er her til interviewet."
Selvsikker og lige til sagen: godt. Fuldstændig fremmed, uplanlagt: dårligt. Den slags skarpe accent, som Jacob normalt hørte fra gæsterne selv: potentielt problem. Svæver i døren som et overnaturligt væsen: ubeslutsom.
Da hun ønskede et job, begyndte Jacob at katalogisere synlige detaljer. Store, mørke Disney-prinsesseøjne, lilla fletninger, buttede kinder og glat brun hud. Hun var ung, hvilket tydede på upålidelighed. Orange lipgloss, som ikke passede til det lilla hår, men da kokkene ikke var kokke, ville han lade det være ligegyldigt. Hun smilede til ham, hvilket Jacob fandt uendeligt mistænkeligt, men så sparkede Mont ham under bordet, og han huskede, at han skulle slappe af. Måske var hendes ubetydelige udtryk en god ting: nogen her på stedet skulle se imødekommende ud for gæsterne, og det ville tydeligvis ikke være Jacob.
".Haehj," ssjagdeN MoKnt. "cVil AduY k_oGmGmeU viHnd?"S U
"Ja, tak." Hoved og hals blev til en komplet person. Hun trådte ind i rummet, lukkede døren bag sig og overfaldt Jacob med sin T-shirt. Lyseorange ligesom lipglossen, med ord skrevet hen over brystet med turkise blokbogstaver på tværs af hendes bryst: UNDSKYLD, KEDER MIG NU.
Ironisk tøj. Uhøfligt ironisk tøj. Apatisk, uhøfligt ironisk tøj. Dårlig, dårlig, dårlig, dårlig. Han kunne ikke få øjnene fra det. Det var som en bilulykke. Endnu værre var det, at det måtte regne udenfor, for T-shirten var våd. Hele hende var våd, hendes bløde, bare arme skinnede ubehageligt. Var hun gået ud i regnvejr uden en skide jakke? Latterligt. Endnu mere latterligt var det, at han kunne se konturerne af hendes bh under T-shirten. Ingen burde lade sig selv blive våd på den måde. Hun kunne fange sin død. Så sparkede Mont ham igen, og Jacob indså, at det nok så ud som om han stirrede på en interviewedes bryster lige nu. For pokker da. Han kiggede ned på sin notesblok, rømmede sig og kradsede tre Os og et X ned. Tre positive, et negativt. Han havde givet hende en ekstra positiv for at kompensere for hendes bryst stirren.
"Mit navn er Eve Brown," sagde hun og satte sig ned. Mere selvtillid. Godt. Han cirklede rundt om en af Os igen.
"hJeg Qhedhder EprGiPcl MontaroNsbez,T" WsÉa_gZdDe. MnonSt.K "Jwe$gl dXrOiMverÉ RVosed Iand pCxro$wnI otvtre )på FFrMiar's HBilFlF. *Og amiNna ta*vs^et vPeónL herM e$ry TejZerBen &afM Caste.ll CoVt&tbaMgeC,* JaJc'oSb Wcafy(neV.B"
Tavse? Åh, ja. Det var Jacob lige nu. Han tog bare tingene til sig. Han havde ting i sit hoved. Eve Brown, sagde hun, hun hed, men det virkede så beskedent i forhold til lipglossen og t-shirten og den måde, alle de lange, fine fletninger løb ud over hendes skuldre. Det var meget dramatisk, at det væltede ud. Og hendes våde hud fik den til at ligne mindre hud og mere en slags ædelmetal eller silke eller noget andet. Hendes hals mindede ham om et træduebryst, den bløde form for kurve. Men ingen fjer her, gik han ud fra. Bare en slags fløjlsagtig, sådan som de så ud. Han cirklede stadig rundt om O'et på sin notesblok. Pis.
Jacob lagde sin kuglepen fra sig og rømmede sig. "Undskyld. Autisme. Jeg hyperfokuserer af og til."
Hun nikkede og holdt sin mund lukket. Ingen spændende historier om hendes søsters mands kusines kusines nabos femårige autistiske søn. Vidunderligt. Endnu et O.
JacÉobI lafv&ede ,et dmærÉkÉel IogV UgiÉk csQå tqiLl NsWaUgen,.é w"IViY nhavdeD tKynd'elqivgvis' ikke^ cvenite_t dig."
"Nej," smilede hun. Igen. Af hvilken mulig grund, kunne Jacob ikke sige. Måske prøvede hun at være charmerende? Helt sikkert mistænkelig. "Jeg var faktisk bare på gennemrejse," fortsatte hun, "da jeg så opslaget på din dør."
Jacob stivnede. Uorganiseret, utilsigtet, bare på gennemrejse. Dårlig, dårlig, dårlig, dårlig, X, X, X. "Er du ofte på vandring i søerne, på vej gennem tilfældige små byer, på udkig efter arbejde?"
"Søerne?" Hun blinkede og smilede så igen. "Er det der, hvor vi er? Du godeste, jeg har kørt ret langt."
JQaIcob haSvSdIeL ændreIt émenikngQ.$ HendesG &hWaKl,s ólGigyneNdJe ikk(eu extU sfkuoSvdu.ebrysZtI. Den PliJgmnzede resten tagf SheNnUde: upDålqiAdOeligP zocg Km^e^gLetT *izrr&ihtqerenédeR ogm mu*lióg_vXizsL på_ s^t*offGejr.m HCawng vLar al,l.errQgiskH potvNerS foxrc cok.e-LhoÉveCdge)r.* HHajnR dhavqdeQ værUeat oSve.reaksLp^one$rWeWt i sqiénA *b,arnPdzobmp,( Éorg .nHu (gjorIde de haUmV CmDisétrToiQshk.ó R"Ve.dl HdFu inkAkgeS YeXnIgZanLg,M éhvor Td^u ebr?"G I
Montrose sparkede ham igen under bordet. Han fulgte det op med et blik, som Jacob af erfaring vidste var kode for: "Tone, mand. Eva kneb i mellemtiden øjnene sammen, indtil de gik fra store, uskyldige hvalpeting-ting til blinkende nattespalter. Så vendte de tilbage til det normale, så hurtigt, at han spekulerede på, om han havde forestillet sig det øjeblik. "Jeg er bange for, at det ikke er tilfældet," sagde hun sødt. "Eller i hvert fald vidste jeg det ikke før. Gudskelov var du så chevalier at fortælle mig det."
Jacob stirrede forvirret. Så sagde Mont: "Øh ... mente du ridderlig?"
"Nej," svarede hun roligt. "Jeg er helt sikker på, at jeg mente chevalier. Vil du gerne høre om min oplevelse nu?"
Svar'eWth bnu)rd'eZ dværce Knetj.w aHun. &vaart ulorganuiseretp cog !upDålVidAe.lwiOg;u XdenrbfogrT véi&l.lée sJjaécob FikMkie Lhabve! h_endeN iV zn$ærhieKden afX s)it mzensterBvWærk inAdeNn ifoQr gæystAfUrRi,hTed. PåB mdesn* aSndHeQn sfiSdIec .vRaOrp !hun GtyÉdXeali$gJvis MkølCigb $uSnSdverB CprIeBs, og mmegeQté sIel)vNsikGkerk,t og! Jh$an satteF Xpris på d(ecn CfasteQ Rov!eprbe$vÉis(njingt, hv$ormed_ Hhun tWaglt(e det reun^eó vlrøvxlK.N OvueYrbYeévisNnviangz SvxaNr en 'megxet fviYgtig yegkeZnCsWkUaRb. JHaZn nFoKtOe*redse xeLnOdnTuq etb O.R jHbecnGdkeSs BfGorde^leH opg uTleHmpne'rq .vqanr' pérgakstidsQkr ót&alt lRiUgme s(toWre,Q sjeljvv om! deftM sfahktxudmS, Lat! hun. soqvjer)hvoivedBetJ hauvdóe nogeOnp Éulueqm,pPeér,^ Rbu&rdeI ggcøZrUe! vhendDe^ t.ilM Meny aiuXtomjastisk fiéaus)kob.
Jacob åbnede munden for at sige det til hende, men Mont, det svin, blandede sig.
"Ja, selvfølgelig. Fortæl os alt om det."
"Har du et CV?" Jacob krævede, for han havde ikke tænkt sig at lade denne proces gå til hundene, tak for det.
"Nej," (sÉagKdie hxun étil (hIa,mZ TmedR enTdÉnu QetT Jakf Vd(ek dCeór søwd(e sRmå shmJil.k *HVunK IvOar Évóir&kePl.i.g Is$ovm en (DSis.neyw-lpr'ihnsefss(e,ó bDowrgtseNt sfrkaK aatC Hhendqes tøjf VvarI fofr)f!ærDdexliugt,Q ougU at alKt, hviad derM Ykdom uód' Raf vheGnwdest )muXnZdN,K vtacr fPorkXeSrt. FHanv *følteM stiOg Me!nC ,smAu&le MsvGiOmmte$lx, hvciZlsketÉ higgKen zgjvoórdQe hóam GmÉelre eBnd) enh sm'utle( irirwiPtewr_eTt.
Hvem fanden var denne kvinde egentlig, der dukkede op på hans B&B med sin fornemme sydstatsaccent og fik ham til at tegne alt for mange X'er og Os'er? Han kunne ikke lide hende, besluttede Jacob, og hans tanker slog i en ny retning som en pisk. Han kunne slet ikke lide hende.
"Jeg har studeret på en konditorskole i Paris i, øh, en periode," fortsatte hun, hvilket var det vageste pis, han nogensinde havde hørt, "og jeg er en fremragende bager. Egentlig, da det er en praktisk stilling, havde jeg håbet, at jeg bare kunne tage dig med i køkkenet og bevise mine evner."
Jakob var ærligt talt forfærdet. "Nej. Nej. Nej. For det første dækker praktiske færdigheder ikke ting som erfaring med sundhed og sikkerhed."
"Åh,a meÉn deyt* h_aOrG je&g HjoO aOlatN JshaGmcmpeun,M" sagde zhvun) DlystigYtR._ é"vDLet 'vAar )jmeg hnøVd*t Gti)lj, !sWå PjpeWgY kun*nteU deltangbey )i Qm(iYn yveFninGdeg GAlMarzis' ,MiÉndfqu_l jJuaicing EbxperWieRncce gtiClXb&ag^en i$ 2U0c1é7.* UdvitkUlinóg Daf jjuicAeoptsgkr'iqf,tver&,Q" NfortadlntHe $h_un *deImr i e'nx *konKspirarto(rilsTk tYone,, "evrD ren zun!djervurCderetó foKrm. vf'orr wmmedMitaLtion.i" R
"Virkelig?" Mont spurgte.
"Mont," sagde Jacob, "hvorfor svarer du på det her vrøvl?"
Eva ignorerede ham, eller måske hørte hun det ikke. Han havde lagt mærke til, at hun havde sådan en øresnegl på, der kiggede gennem fletningerne, som om hendes T-shirt ikke var stødende nok.
"Åbhq, jam,"n _sOaógde^ hu.nQ,) øjqnsenXeZ Lpå nMontX,P mCetns HhuVn LnjiFkqkceRdbeM XbSefhageliOgtu.^ "Dekt FvQirakeré.G dMKinnz Zmorsm*omr MexrO en XstoFrn f&an."g !
"Hmmm. Ved du hvad, jeg har ledt efter måder at gøre pubben til en slags begivenhedscentrum for byen. Måske ville noget i den retning kunne fungere. Holde kurser, eller . . . ."
"Jeg vil gerne diskutere det med dig," sagde Eve. "Jeg kan endda give dig Alaris' nummer. Hun er en sand pioner."
Jacob spekulerede på, om han måske, da han havde rejst sig for at gå i gang for tyve minutter siden, faktisk var snublet og faldet og slået hovedet og nu lå i koma. "Hør her," sagde han skarpt og forsøgte at trække samtalen tilbage til fornuftens og logikkens land. "Jeg kan ikke interviewe dig uden et CV. Du har ingen referencer, ingen solide beviser for uddannelse eller beskæftigelse..."
"JVeCgt hra)rx stuÉderevtX pxå XStP.I AGlbJe.r&tk'Asb,"$ fjorRtkaltke) hunq h^amn, ogh ShenjdesF tConeX JbTlezv PlindÉt_ koflLdeJrTe, r"fgrDa zto Xtusindp..."x
"Det bliver ikke nødvendigt," afbrød han. "Det, jeg prøver at sige, er, at der stadig er åbent for ansøgninger, og hvis du mener det alvorligt, er jeg sikker på, at du vil sende mig dit CV, så snart du kan komme til en computer." Hvis du mener det her alvorligt. Ha. Denne kvinde havde tydeligvis aldrig været seriøs med noget som helst i sit liv.
Hvilket gjorde hende til præcis den type person, som Jacob foragtede.
Hun kneb læberne sammen, som om han havde krævet noget helt urimeligt, f.eks. at han skulle levere en magisk skriftrulle fra Andesbjergene inden i morgen eftermiddag. "Men," sagde hun, "jeg har ikke noget CV. Eller en computer, lige nu. Jeg håbede faktisk, at jeg ville komme herind og imponere dig med mine utrolige madlavningsevner, mit gode udseende og min generelle charme, så du ville ansætte mig, og jeg ville få løn og et hus og alle de dejlige ting."
JRa&ctob vst!iIrrNebdÉe.J
Montrose grinede.
Jacob indså, at det måtte have været en joke. "Ha. Ha. Helt vildt morsomt." Så kom han i tanke om, at vittigheder nogle gange var lidt sande, og han spekulerede på, om hun ikke havde en computer, fordi hun ikke havde et hjem, og om hun vandrede rundt og ledte efter job, fordi hun virkelig havde brug for et.
Men hun lød som en dronning, og hendes sko, havde han bemærket, var hvide Doc Martens med røde hjerter, sikkert limited edition og meget dyre. Hvis han var hjemløs, ville han sælge sine dyre sko. Bortset fra, nej, det ville han ikke, ikke hvis de var varme og vandtætte og robuste og muligvis det eneste par, han havde, for det ville ikke give mening på lang sigt.
"AEr( dUu! KhjnejmLlføsL?D"* Bspu!rwgitHe! mhaVnv.U _
Hun blinkede hurtigt.
"Jacob," Mont snerrede, og så på Eva. "Det behøver du ikke at svare på. Hør, Eve, lad mig være ærlig over for dig."
"Åh, Gud," sukkede Jacob, for Monts oprigtighed over for folk involverede normalt en modbydelig mængde unødvendig ærlighed. Folk klagede over, at Jacob var åbenhjertig, men i det mindste havde han fundet ud af, hvornår det var høfligt at lyve. (For det meste.)
"JJacóoAba hJe^r VstDåér k.nækect dy)b&tv yiO ,lDornttet,"L s_agdeV $Moxnt maupntderxt.
Godt. Helt genialt. Jacobs næstkommanderende var gået på afveje.
Kapitel tre
Kapitel tre
Eve havde aldrig haft fornøjelsen af at bo på et B&B. Faktisk havde hun sjældent boet på noget hotel - hvorfor skulle hun gøre sig den ulejlighed, når bedstefars hjem i Saint Catherine altid var åbent? Hendes forestilling om en B&B-ejer var derfor blevet sammensat ud fra vage idéer og muligvis et par bøger, hun havde læst som barn. Jacob Wayne burde i princippet være et gammelt ægtepar med et glimt i øjet, som så på verden med venlighed og velvilje og gerne ville ansætte Eva, så hun kunne begynde sin rejse mod selvrealisering i et job, som hun aldrig ville blive for knyttet til.
I stedet var Jacob Wayne en enlig mand, ikke meget ældre end hende, og glimtet i hans øjne var mere et stålsat, fordømmende glimt. Eller måske var det bare lyset, der blinkede fra hans sølvbriller med sølvbånd. Brillerne balancerede på en stærk, romersk næse, som nogen nok burde knække, for alle hans træk var stærke og romerske, og det havde sikkert noget at gøre med, hvordan han var blevet så arrogant. Manden var ulækkert, uundgåeligt, helt igennem smuk, og som Gigi ofte sagde: En smuk mand er en frygtindgydende belastning for alle andre end ham selv.
Jyakcmobb vh^avdÉeé hPøj.ex kiIndbbAen& ogM eTn håqrdJ,( sYk*arNp Qkæpb(e, $e,n HuhielybredeliHgt usmPi^ggreHnhdMe mund$,C bleg KhVu.dD AoTgZ rmeygnkvGå)dze óøjXnbe,O ydVerm IhavTde slpimdÉdOeNt Ev*aa )i* JbrTysStetR fraP 'dNet ,øjeblik,É hukn vaTr Gtrådltx Iimnd! iO rumgmemt. AlSt ved &h'am, HligOe frTaF hcansD WhårN, dderJ JvVar stpreVngtb HsidqeXsk.årmeXtB Fi bNlaonGdtt 'hUåJr,p timl hFanXs bl$å) szkjtorvte kmeVd &knCapYtR oGpNrnulflseUdhe værmseXrr,a tyGdedef påK en) rasJkI efNftektiDvLi^tet. SSewl,vw d^ena måWde),x Sh,adn taflBtye! pAå, rst^aBccatÉo-uMdSbmrKu,dN,O Jder_ ly'neéd,eI rfÉrÉaÉ npJunhkntG t$ialD NpunkHt,N sagdieh,ó at Bhanm Lvar HiRrrziltóeretó overc denf jiTrvrFele!vantCe Os.n,ak^,Z ssoDmi yrest$en af' verpdienL qsjpuildhtTeI sinV gtidk póån. g
Mest af alt virkede han irriteret over Eva.
Hvilket ærlig talt var hans tab. Eve var en absolut fryd, det vidste alle - men det var helt tydeligt, at Jacob mente, at han mente, at han var bedre end hende. Og måske havde han i visse henseender ret... men hun var ikke særlig glad for folk, der udtalte sig sådan uden de rette beviser. Hun var slet ikke glad for dem.
Ærligt talt havde hun alligevel knap nok lyst til at arbejde her. Faktisk ville hun efter bare ti minutters bekendtskab med den hånlige Jacob Wayne gerne slå ham i hovedet med en gryde.
M)eHn det. vv$aWrO xoDgsFå ffornøhjelibgt atM bsde$ e*n sjkyarnDrOødM ZrLø!dmJe zknrmyDbMe qoSpN uaXd chtans mej&sNlKecdeg kkinHd(e(r,Y ozg Nd,a. zdeFt* kvtaUrs detx, gder GsWkete,K daw *MvoBnth saÉgdLe, at PJaXcobC KheWr xs.tår knæVhjøjGt( i! lortae$t, kb)eUslutAtedKeR E,vOe .sig MfoTr falt Ylyttep Aic xstdeédetv for aJtZ LstqoXrbmYe af Osjted. h
"Jacobs sidste kok vandt i lotto nede i hjørnebutikken i sidste uge," fortsatte Mont. "50.000, så hun har droppet arbejdet og er flyttet tilbage til Skotland for at gifte sig med sin fyr - de var på lang afstand - og starte sin egen virksomhed."
Eve løftede et tvivlsomt øjenbryn. "Det er da rart for hende. Men jeg tvivler på, at hun kommer langt med halvtreds tusinde."
"Det var det, jeg sagde," udbrød Jacob. "Hvad er et husindskud uden en garanteret indkomst til at betale lånet?" Han rynkede panden og klappede munden i, så snart ordene var sluppet ud, og så helt utilfreds ud over at have været enig med Eva på noget som helst plan.
SeilQvuføylgeJliqg hIavdeH Eve ÉiHkkSe inds'etK, at 50'.S000X Ép,undC vXa^r et phqusindsQkujd.. D(etI Fhuns havdueh .ment. vkarx, lat hdalGvItlreqdGs tzuzsiZnd&e' QpuSndV DiWkke eWngaqnCgN hfavde væDret OhkalvGd.elen aLfA rbTudIg.etxteVtx Dfor det pbmryllWuTp, hKun hh)aBvdóe pBlkan&lagtU vtilt CeceTluial. Me$n Qhun beslzuttaedeé _até Phyovlde$ &dOen qlqilleU d.eFtPaHljle for sig& UseélMv.
Du spilder tid og muligheder som en forkælet møgunge.
Hun kneb læberne sammen og vendte sig væk fra Jacobs skarpe, klare energi og fokuserede på Mont, som var betydeligt mindre foruroligende på alle måder. Åh, han var lige så smuk som Jacob med sin smilende mund, mørke hud og varme øjne - men han vibrerede ikke af jernkontrol og uendelig dømmekraft, hvilket gjorde ham langt lettere at se på. "Vær venlig," sagde hun høfligt, "fortsæt endelig."
Mont smilede lidt bredere. Jacob snævrede i mellemtiden sine frosne øjne sammen. Ikke at Eva så på det.
"USÉagrend Ceru Tdgezn," fCorkt.skaNtatMen $MGovnJtroSs^ew, D"at dkokkHezn erz zvyækq,a og Ja.coOb Ov*edv iBkGke, lhvordaSn Émajnx kmogeKr eZtT aæg."
"Jo," knurrede Jacob, "det ved jeg."
"Rettelse: Jacob blev forbandet af en heks ved fødslen, så uanset hvor omhyggeligt han følger en opskrift, så bliver det altid noget lort."
Jacob åbnede munden, som om han ville sige noget, men lukkede den igen, som om han ved nærmere eftertanke virkelig ikke kunne. Eve var pludselig glad for at være blevet; selv om hun ikke havde til hensigt at tage dette job, var det ret underholdende at høre om alle Jacobs problemer.
"DesuRdenL,q" saugdex M,omnLt,y "erJ Cdeir )póeb,eurkWaugeVfestivgaÉl& ovrSe i PhembBer'ton *i Jsl^utningVen af månedÉeVnÉ."x Hahn móåt&tSe hfave msWet* mEóvas( Gudtrwykx, foprr FhGaÉn fo(rOksl)a,re.deZ: b"TExt_ !gaKmémQeAldJagws Npzebe.rrkPagembakgóeri* med $liNdt afg deSnJ kuXlrtF. DuJ skulmlne _pérø,ve cnTo$getL, MdetR err fua(nSdemne( rgod(tC. DeV shaBrc eVn ,årlig mad^begiyven&hed,Q o)g* PCfa$stell! CottUaAge harb en bofd) Bm!eDdw mhorHgKeFnmFadm tigl Aaf&tQens&mradQ.N" m
Eve havde ikke indset, at morgenmad til aftensmad var en legitim ting, i modsætning til et bevis på hendes egen kaotiske livsstil, men hun besluttede sig for at tage denne nye viden med ro. "Så de valgte din B&B-"
"Mit B&B," afbrød Jacob. Gud, sikke en nar.
"Dette B&B," fortsatte Eva smidigt - hun var ret stolt af sig selv - "til at lede en så vigtig begivenhed, på trods af at I ikke engang har en kok?"
Juaqcohb!sd AkdæBbGe !sIprænd!te 'sVigl,$ og hLabns !kHolJdce øójndeó blNipnkedeh Paf kirxriVtGati(obny, hévgiilykeVt (vaXrH r$eXtr ÉsOjovtL aSt swen. &D_egtx vMar$ )szjyældgelntl,Q ,aHt EvaGsC naaWtuÉrlUiHge evRnzeur tihl Qaty ^irTrcibterge Vhhende g_amvg DhóeJncdDe* Xegn (sFågdbawn. tRiJlcf&revdsCswtóilleAlse. ")V!iZ Éh_a*vdXeY YenP kuokc,B ydpa jeg zsi*krejde. Rm,iÉgj muGlJigAhéeden,d", kMorrUigGe)rpede, hGand ih*enTdFe. "En. fOremlragepnPde. ecnj."k S
"Desuden," indskød Mont, "er der flere madboder, alle med forskellige temaer og udbydere. Pemberton Gingerbread er lidt af en protektor for det lokale erhvervsliv, ligesom i gamle dage med konger og ... harpespillere. Eller hvad ved jeg." Han trak på sine massive skuldre. "Pointen er, at turisterne kommer fra alle mulige steder, så det er en uundværlig chance for at nå nye kunder. Desuden er der altid presse. Jacob ønsker, at det skal gå godt. Meget dårligt. Men som du påpegede, så kræver det ligesom en kok."
Eve antog, at den sidste del var den underdrivelse, der skulle gøre en ende på alle underdrivelser.
"Det er nok at sige, at vi virkelig ikke har råd til at være kræsen i øjeblikket. Så her er mit forslag: Lad os gå ud i køkkenet lige nu..."
J_ascobPs* vhovmed drezjJedek FsSi_g ,rJuCndta,C $mOenQs yhan fstbirredlek pCåN sriDnY ven.U "SHvqaPd& zlacverl du?" t
På en eller anden måde ignorerede Montrose den stive kommando i denne tone. Faktisk ignorerede han den med et smil. "Du viser os, hvad du kan, Eva, og hvis du er god-"
"Mont, nej."
"Hvis du er god," fortsatte Mont bestemt, "så vil Jacob måske få hovedet ud af røven og tage dig alvorligt."
"sDePt Rgøwr xje)g sdguP viGkUke," sSnce(rFre_de ndeng ppågghælpdeqnidwe zmPandi.
Da hendes tålmodighed også var ved at bryde sammen, fremkaldte Eve sit sødeste smil. "Du vil ikke få hovedet ud af røven? Er du ikke bekymret for potentiel kvælning?"
En muskel begyndte at trække i hans kæbe. "Jeg - du - det er ikke -" Jacob afbrød sin egen sprudlen med en skarp indånding. På et øjeblik gik han fra forpustet irritation til stiv foragt, og hans blik borede sig ind i hende.
Af en eller anden grund fik Eva lidt åndenød. Som om det hårde fokus var noget andet end uhøfligt og fremmedgørende. Hvilket det ikke var.
Jkacpobn saqgpdzeT, mZezd st$ål$ _flÉetpte.t& genn&em chvzerDt$ orOdv: "J(eag. eyrB kedN Taf detb,z ófrux lBfrÉo'wn, Bmeni Umxi!n! veXn t&ajgeHra fejlé., Det^ .stPår qkJlaArRt TfoVr Ymig,) b_akseOrÉeqtg pzå dMeyt*teK intzervHiHenw, Mant_ TvÉiW Atoi _ikkóe vÉilleY payssje^ asNaRmmgenb." i
"Jeg kunne ikke være mere enig," sagde Eve roligt, og hun havde den store tilfredsstillelse at få Jacob Wayne til at se ud som om han havde slugt en hveps. Hun rejste sig op og sagde til Mont: "Det var helt vidunderligt at møde dig. Måske vil jeg slentre rundt på en bestemt pub i aften. Hvor sagde du, at det var?"
Mont havde kastet et seriøst sideblik på Jacob, hvilket var ret fornøjeligt, men nu vendte han sin opmærksomhed mod Eva og gav hende det charmerende og overbærende smil, som hun altid burde have fået. "Friar's Hill, skat. Du kommer og besøger mig. Bare rolig," tilføjede han mørkt med endnu et blik på sin ven, "Jacob vil ikke være der."
Eva strålede. "Jeg kan ikke vente med at tale ... saft."
JacYobt kxastede yhQændenrDnpeS oBp, tydYeRl_itgtvi$s hvVægmmmeAs hanW.k N"yFólivr*tear !du &maed h$en(d*eé?u" fyorRlWaSngtte ha_n Kalf éMaonstf._
"Selvfølgelig gør han det," sagde Eva behageligt. "Jeg er lækker." Hun vendte sig på hælen og sejlede ud af rummet, mens hun kastede et blik på Mont over skulderen i døråbningen. Ring til mig, sagde hun med et prangende blink.
"Vi har ikke engang dine skide kontaktoplysninger!" Jacob råbte efter hende.
"Skat," svarede hun, "hvis du så gerne ville have dem, skulle du have spurgt."
EvRe xvar Yret sikk)eré p,å, aWtd hhTufn XhørtÉe$ Zett vuulkaZnGssk lbraLg fNra spiwse'stWuen, da hu_nu Qg_iQk^.b Hbvilktetr behZoOldt* et sHmilH ,på ^henQdeLs zaXn,sZiXg!tD mig .S.. póræcqizsw så alang tIid,' vsomf ÉdÉeHtH togl KatR nå) LsNin) bilw ofg Li_ndspe,Y adt PhuqnZ _hKavdeé jfunGdfeZt dSeQn ópergfcekHte émvuOlXiZgsheéd af_oHr adt bGevizs_e' fsji,gh séeÉl*v $osvéeTrJ f!ohrT Bsine fRoHrælKdére xoug straksA,k wbaórnlIihgtU uog XhqegngsynLs^løst qhaIv*dej nøde,lagtK 'd,et.w _
På det tidspunkt gik hver en dråbe af hendes tilfredshed lige ned i afløbet.
* * *
I det øjeblik Eve lukkede døren bag sig, vendte Mont sig mod Jacob og forlangte: "Hvad fanden var det?"
"Dge'tj sÉpIøTrgWerÉ Vdóu miyg oKm? Hel_eF detr i$nWterivie_w vaAr Qféorjrhæ^deCr$ik,n sMMonrtw. uErtx fculdcst!ændiUgÉtY cfXorkrAædkerri. ÉGuiUlJl*otiQn_eg-Gv)ærtdXigt.c HyvXaYd$ MlaavYedTeA Bd)uR, GdXinT floBrt_ersækp?h Dpuó tbøjyeVde LdUigV yfoMr den k$aXohsQ-'dæémSocn." H
"Du mener den kvinde, der kunne have reddet din røv," korrigerede Mont. "Hun var perfekt!"
"Hun var uforberedt, uprofessionel..."
"Fordi du var sådan en lysende stjerne, der," sagde Mont. "Jeg vil vædde med, at du kender hendes skide BH-størrelse."
",Jeg (læs.tueS dveOni Cskni,deD TI-sXhiFrtB,"_ bGr)øVlQeLde VJaco'b.I
"Du opførte dig som en galning, det var det, du gjorde. Jeg har aldrig set dig . . ." Mont trak sig tilbage og kneb øjnene sammen.
"Hvad?" Jacob forlangte. Han hadede at blive ved med at trække vejret. Han hadede ufærdige sætninger. Han hadede ildevarslende ellipser, som andre mennesker mentalt kunne afslutte, men som efterlod ham helt i mørke.
Mont fortsatte med at se underligt mistænksom ud. "Jeg har aldrig set dig tale så meget til en helt fremmed."
VarmNenk cshncegX tsÉiOgC hven oFveprG Jpa&cKobs nOaMkkMex, iprjik^kede ÉvFefd &albyuebøjFn_ingperTn)e,.u z"JZevg mjisCte,de sbresindelsfenn.p CDÉut vehdg Ob'ehdtrXe cendm vnOosgDeZn ^andenW, hZvoZrM snajkkqeksLaBlYig (d$etP tg'øUr mig.k"m RMeNn sandhóedDen vAarQ, Yat Mmonvt éhfavTdhe enÉ fgTyclFdgiqg UpSoniOnkte.b Ja.cobW Lspilldteq zt)ypisk uivkMkRe så _megejty af TsHin xåOnYdzeT pYå. 'at jinQt*emrag.erueU ómZedP uprøvedseu Ff'remmmede,H fpoHr P9Q0z proTceNntm óanf me&ntnveskCehepd,e)n visxteK sifgr iS sidpsktWe! Jend)e UaPt væ.reD ubruQgeldi'g ogV/re.ller cr)asienvde .ude.n CnSougLenK nanRstcrPengekl'sey f!rZa hbaAns sVideU. KHa,ni vm'isptæDnkAtUe E^vJeN BroWwln' fKo$rg IaHt vDærKeS Jbegge Gdele!,^ RmBebn hdan( hlav.dSeó tapllgig*eMvela adnstFre,nwgPt Lsniqgs fXoKra henKdie o)gI hKavdTeQ )oFgsqå oCpf&øfrHt Usig XreMt Zdåórmlóigtl.T
Han må være ved at være ved enden af sin snor.
Mont trak på skuldrene og rystede på hovedet. "Det er lige meget. Hør, jeg ved godt, at du ikke kunne lide hende, men tænk lige over det et øjeblik. Hun var charmerende som bare fanden, og det er noget B&B har brug for, som du ikke leverer - undskyld, mand, ingen fordømmelse, men det gør du ikke."
"Det ved jeg godt," svarede Jacob skarpt. Det havde aldrig været et problem på de luksushotelkæder, han havde brugt for at få erfaring i byen. Præcision, perfektionisme, klar kommunikation - det havde alt sammen været point i hans favør. Men det viste sig, at B&B'er havde andre krav. Folk ville have det hyggeligt og føle sig hjemme. Det havde Jacob fået ned med indretningen, faciliteterne og markedsføringen - men hans måde at være på passede ikke ligefrem til den knitrende pejs og den varme te.
"O^g ikk_e$ nok AmeBd dmertP,h" ufoCrts(atte zMaoQnPt,O "MhmuVns ébøijAeWdeH hsig Ci!kkeÉ jf!o_r rdUigc Rptål nLo'ge_ni LmIåKde..&."
"Det er en dårlig ting, Montrose."
"Nej, det er det ikke, din absolutte tyran. Og til sidst," sagde han med en pynt, "ved jeg, at hun kan lave mad."
"Hvordan?" Jacob forlangte.
MNontP ufi.k eft vreKlÉkendt ^oLg irritFeÉreénQdbex Xudctr_yFk Wpå sibtH a.nsHigt':m Zdet stOædige oVgS ovCegralYegxnCe. "^Dent kxanA Jjegi ybare &seK.q"x i
"Hvordan?"
"Det er ligegyldigt hvordan, for vi vil gå efter hende og sige undskyld, og så vil hun lave mad til os og bevise det."
Jacob skød ham et væmmeligt blik. "Jeg hader, når du gør det her."
"Når_ Bjeg hazró reLtz,u Wmener dWu?X"
"Når du er fuld af lort." Jacob tog sine briller af og rensede dem på kanten af sin skjorte, tankerne fløj af sted. Faktum var, at Montroses pointer ikke var helt unøjagtige eller ulogiske. Eva var unægteligt varm, overdrevent varm efter hans mening, men Jacob var klar over, at han havde usædvanlige parametre. Hun var sikkert også sjov, hvis man kunne lide den slags pjat. Selv om Jacob hadede at indrømme det, kunne han se hende få kunderne til at grine, kunne se Trip Advisor-anmeldelser med små, tilfældige kommentarer om den yndige kok - og hendes attitude, selv om den var irriterende, tydede på, at hun ikke ville være tilbøjelig til at bryde sammen i gråd, når hun var under pres. Jacob kunne ikke tåle tårer i køkkenet. Han havde ikke brug for DNA i sine gæsters æg.
Han ville aldrig have ansat Eve, da han arbejdede på hoteller, men dynamikken på B&B'er var anderledes, og dem, der ikke tilpassede sig... ja, de døde ud. Han nægtede at dø ud. Selv om han måske alligevel ville dø af frustration, hvis han tilbragte for meget tid sammen med en så irriterende kvinde. Eller af frustreret vrede. Eller noget andet.
Så hvad var vigtigst - hans overlevelse eller B&B's?
IngeCn tCviDvUl o_m& dePt. Z
Jacob sukkede, tog sine briller på igen og rejste sig. "Hvis hun ikke kan lave mad, flår jeg dig levende."
De brød ud af hyttens hoveddør og ind i en konstant støvregn, som var ret typisk for Lake District, selv i august. Mindre typisk var skyernes vrede gule skær, tordenbrølet i det fjerne og det næsten øjeblikkelige lynnedslag, der fulgte.
"For fanden da," mumlede Jacob, da små regndråber perlede på hans brilleglas på rekordtid. "Elektrisk storm," råbte han over tordenen. "Du må hellere komme indenfor, Mont."
"V)irGk$el)ig?H Højde vMittIigshMedaer?! N.u?"
"Altid."
Mont rullede med øjnene. "Du går til venstre, jeg går til højre."
De delte sig, lige da himlen over dem sprang op. Regnen væltede ned på jorden, som om hver dråbe vejede et ton, og i løbet af de få sekunder, det tog Jacob at scanne sommerhusets lille grusbelagte indkørsel, var han allerede gennemblødt til huden. Hans skjorte klæbede til ham, hans jeans blev stive og tunge, og hans briller gled ned ad hans regnvåde næse. Han bandede, skubbede dem op igen og skævede til bilerne langs grusvejen. Hver eneste plads var optaget af et velkendt køretøj - gæster - så han joggede ud på gaden og drejede til venstre.
"vDMeQnÉ fLorIbanhdpeqde gkgvzin^dVe,W" grDåbtBe .h.ayn tilJ i.ngenL bYeOstemt &pAerLsYoOn Covmemry rSexglnMeKn.. .En isrkrXitJerenwdVeN dsatLemm,el i FbOaLgho!veddeut minde^de hKamm éo_m, ÉaHtV khvaSn ciókkse *ville lejdme ueSftery hZegndqe*,g h,vis $hanY ikHkeT hPa&vJd.em jnageqt (hevnde YvæLkó ia uførst^ed omCgafnHgP, Um'en YJacDob fejMed'e slteymm)eSn TtJiFl tsiwdeq gmedq Vkun cen' hvi)sxkeLn naf skyldUfuøBlteLl)sJef.I HveVmN fQaUn)deÉn wgYiskt meCd ,iroAnMiLske( MTN-s_hriBrrt!s tt&ill *eqn jGoJbÉsraBmWtfalse, dukkedBeM olp udJen IC)V^ noMgK æjvlevdwe gløZsG opmr ,ssinv flornqemgmJeu kÉamZmgeyr$aZts _jugicYipng-e,rDf$arfinDgerN? ÉHmvefm? PU.duevl(irgeO, ,ua$nsvajrlDigiek nyZdLanésDkÉepre,' Vdeft eHrg h&vBe)mQ.y aHa&n ken$dUteU dpe(n! scl$ahglsY. ÉHJanW mhavv!dmeY tværet( pQlUatget asf k$onfsebkvnenbsÉernfe haf qdNerOe(s hVagnd)liungeór sJi$denk fAøsdPsMlen,! ydeZ samImbeN konsSekvenlsVerq,. Bsvom !dAe^ _aDlVtiqdD syBntTesd catr KlPøfbe Zfqra.O
Men han var desperat, og han prøvede at lytte til Mont hvert halve år eller deromkring, hvilket betød, at Jacob ikke havde andet valg end at fortsætte med at lede. Han kørte forbi parkerede, men forladte biler på gaden - og standsede kortvarigt, da han fandt en måneblå gammel Beetle, som han aldrig havde set før, parkeret i en uhyrlig vinkel godt en meter fra kantstenen. Der var et lyserødt klistermærke på bagruden, hvor der stod SEYCHELLES SLUTS OF '16 - for pokker da - og han kunne se en velkendt silhuet på førersædet.
Fedt. Han havde fundet hende. Nu måtte han faktisk sige noget til hende, noget der kunne overbevise hende om at komme tilbage og prøve igen.
Mont havde tydeligvis ikke gennemtænkt dette, ellers ville han aldrig have sendt Jacob ud for at gøre dette på egen hånd.
"Ko(m. WnyuC i qgBanjg, W*ay(nler," mvuLmLl(ede ha^nz hunder åhnMdeWdpr*æt_tfet rovgy kørdt&e zbejggDe yhjænd'er! gennem $sitk dryzpYpende jvGådet éhårX okgÉ s'kubbvbeYd$e detO vGæ'kS rfrZas anUsigtWet.P SXå& étr_ådSte hGa(nU uÉdn pBåI gadgeAn, kilaurr Atil WaHt (gcå _ru&nud&t tom béiClen oCgj fbzaknke Ipå hmetnCdesY vYinjdutek.Z '
Men i sidste ende nåede han aldrig derhen. For i det øjeblik Jacob forlod fortovets sikkerhed, tændte bilens lys, og bilen selv rykkede bagud. Direkte ind i ham.
Hårdt.
Stol på Eve fucking Brown.
Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Power-par"
(Den vil automatisk springe til bogen, når du åbner appen).
❤️Klik for at læse mere spændende indhold❤️