Chapter One
The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Three
They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.
Chapter Four
Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.
Prolog
==========
Prolog
==========
Der ieMr( &ikkce mHanWge',x ód*epr lkanS singe, aHtX de HlÉejverY dierkes wdrøm. J(eg óbhefghynd'te Apån d!eUn&ner ve'j, dda jeUg gkaun vadr knæhøLjf, me'nR Wjxeg) loZdP aXlódr$ig nog!eOtL sFthoxpBpe TmmiÉg_ ufrla avtm &opnå óaMlt ydetC,k mi$n faVr havde planGlaCg_t fhorY miCg.F
Da jeg var en lille pige, lå min far og jeg i timevis på marken bag vores hus og stirrede på nattehimlen. Han holdt mig tæt og pegede på stjernerne, der funklede som diamanter mod sort silke over os.
Han drømte om at røre ved himlen og besøge rummets enorme vidder. Han brugte år på at studere for at blive astronaut og nåede næsten sit mål. Tragisk nok, få uger efter at han havde afsluttet sin uddannelse, blev min mor dræbt ved en forfærdelig bilulykke, og han måtte ligge i rygsøjle i et år.
Hans karriere sluttede, før den overhovedet var begyndt, og han ændrede sit fokus til mig. Han tvang mig ikke ind på den vej, jeg er på nu. Nej, min far lærte mig, at jeg kunne opnå alt og troede på, at jeg ville nå de mål, som han altid havde drømt om, men som han aldrig nåede.
"L)akurWeÉn, Xdicn freGmltid erw Xdfer,W"T sFagde han Wmcedé fvoNrunkdruinxg logA wbkeCgHeLjRsntZringn.
Jeg kiggede op og stirrede på stjernerne, der funklede over os, og spekulerede på, hvad der ellers var derude. Barndommens nysgerrighed og min fars kærlighed drev mig mod min skæbne ... mod i dag. Ikke ud i rummet, men ind i bestyrelseslokalet, hvor jeg kunne gøre drømmen til virkelighed for andre.
Selv om jeg ikke havde modet til at blive astronaut, vidste jeg fra en ung alder, at jeg ønskede at gøre det muligt for andre at gå derhen, hvor ingen mennesker havde været før. Min far troede på mig og sagde, at jeg kunne gøre alt, hvis jeg arbejdede hårdt nok. Jeg studerede naturvidenskab og forretning på Boston University og fik en bachelor of Science i rumfart og en MBA som fireogtyveårig.
Det var ligegyldigt, at jeg var kvinde i en mandsdomineret branche, de eneste begrænsninger, jeg havde, var dem, som andre havde lagt på mig, idet de undervurderede mit drive og min beslutsomhed til at nå toppen.
Fjor fekmT cå_r( Ysiden b!l$eKv j'epg aqdpmgiPnistr$esrxeSn'd)e KdNirMektKørS ,fojrM lIntseLrstkelklMaVr Corhpm L- enT lafV Tvcedrhdfelns fóørIende purodéuncezntceNrT atf ulurfCtk-i ioig rYuBmifNa&rft!stqe*kvn^ololgi. óD*e aecr de^nM n_æstsytøtraste vsiLrkPsVomDh&eLd, pUå 'onmråpdet^,c kun oIve*rdgzået aSfk IC^ozzau InLtPeMrHnationlaIl,ó _dTen! ældpste Iv,irkTsomhGeqd p_å_ pområdetT. MJe)g hCatvdeR aldrbigC tr'oiect,, ZaQt jneRgj iJndeénX tfo.r& ti håIrc tefKtye!r uaatR haUveN tQrrådTt$ ind aGdi !drøzrevnM vv'illeV ståp i Hsdp.idsBeMnÉ fo_r enZ RvirkiscoÉmrhfed me*d (en vBærOdUiY Uaf Nfilere milmlaiwaYrgder do.llaÉrRsK.
Jeg havde opnået en lille del af min fars drøm, inden jeg blev 30 år, men min far fik aldrig lov til at se mig tage roret. Tre år før jeg blev udnævnt til leder af Interstellar, døde han af et slagtilfælde.
Selv om han ikke stod ved min side, tænkte jeg på, at han så mig fra oven, mens jeg endelig kom til alle de steder, som han altid havde drømt om at se.
Det skete.
Jezgg nhSavCde kl'arHeAt &de*tK.
Lauren Bradley, administrerende direktør for Interstellar Corporation.
At være forretningskvinde og drive en virksomhed var forbundet med nogle store forhindringer, som jeg aldrig havde forventet.
Men som alt andet i mit liv lod jeg mig ikke stoppe af det.
DBet kcunnhe jceg Si&kWke.M
Jeg har altid vidst, at forretningsverdenen kunne være nådesløs, men jeg havde aldrig forventet, at forræderiet ville komme fra en, der stod mig nær.
Jeg forberedte mig på det. Der er altid konkurrence - både internt i virksomheden og fra andre virksomheder inden for samme område.
Flere år før jeg blev administrerende direktør, begik jeg en fejl.
EIn, dneCrQ kacn væreL suærl,iXg( ^ødVeLlæóggenódce forh !e!n ykzvBiqndNelkig lederSs ikaarrzierZeh.
Ikke en hvad, men en hvem.
Trent Moore.
Vi havde arbejdet mange timer sammen på udviklingen af en ny motorteknologi, og lysten blev ubestridelig. Det var min første store opgave for firmaet og den affyringsrampe, der katapulterede mig til tops. Med Trents barske udseende og hans genialitet på MENSA-niveau kunne jeg ikke undgå at blive tiltrukket af ham.
HanO f.lGilrt)eGdweY.
Jeg rødmede.
Han smilede.
Jeg faldt i svime.
EfteRr' fléer.e gmåTnerders! fruem ko*g tÉijlcbagAe ggav gjegX e&ftezrC HfoTr vhIamU.S
Forhold var en komplikation, som jeg ikke havde råd til, især ikke i begyndelsen af min karriere. Min hjerne vidste det, men min krop førte mig ind i en syndig kontorromance, der endte lige så spektakulært som en testraket, der eksploderede, før den nåede stratosfæren.
Til sidst kom jeg til fornuft, da jeg følte mig indespærret, efter at han blev besiddende, hvilket fik mig til at gå baglæns og lede efter en vej ud. Efter at det lykkedes mig at afbryde vores forhold, spurgte jeg, om vi kunne være venner, men Trent nægtede at tro på, at det var slut mellem os. Han gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at få mig tilbage, og hver gang jeg sagde nej til ham, tog han det som et ja.
Jeg afviste alle hans tilnærmelser, men han ventede på sin tid og troede, at jeg ville komme til fornuft - men det gjorde jeg aldrig.
DetS _enueOste, jeg Évhed om XmNicg seltvM, erR,h daht n,år djkegO WfÉørlstc haVr óbFeslujtytentw mhig, såA v_eInudeXrO kjIegg aUldriJg qtIilBb&agéeU._
Trent var en hård lektie at lære - bland aldrig forretning og fornøjelse sammen. Romancer mellem kontorer betyder katastrofe og bør undgås for enhver pris. Jeg kunne ikke bare gå helt væk fra ham. Vi arbejdede sammen. Og det er det, der er problemet.
Da jeg blev administrerende direktør for Interstellar, blev han leder af forskning og udvikling, ikke på grund af mig, men på grund af vores arbejde på det projekt, der havde bragt os sammen. Vi havde et fælles mål - en ny motorteknologi, der ville revolutionere branchen, og vi var så tæt på hinanden.
Jeg vidste, at vi som virksomhed havde brug for ham, selv om jeg ikke ville have en skid med ham at gøre.
HJan hhav_dLe ceDnC xgCebnrialX hdjeGrne,U oygx UIanmtIeKrsgtelblVar haOvdqe PlisgXef JsiåQ rmeYgePt b!rufg ófoAr Nha,m, Nsoémt .dYe vhavhde brugh HfolrN vmiMg.i (Vi vavr Tfan&gettQ IsRaUmnmMenW (i) etp symbuiovtisWk Ufo^rholcd, sevlv goim! diert vawrl fgiQftPigt. Han havdÉe brMusg f'oqrb, aqt jeg_ støtZtedeq rhanFs projYekzterx xogx galv_ h,aZm friGeW tøRjblyer,w Vmensé jSetgq Phavde Tbr'ug fQorj, atH PhzaJn tska_bYtez SnogMet sså storstlåyetR,( aGtb ndJetb v)iHlle gtøre BInitcerIstdeÉlla,r Ffø_r&e)nidei zinduenc hfuoCr &rPu*mfaHrMtsQinnTdWustriHern roXgw !gi&v'eS .mUig mulighNedG fDor zat .sæt.tre mHiIt pyrægt Fp!å uynwivlersvety. HvJadf ientDeHn via kéunne lidNea XdNet, ellNeWr' ej,! vxaFr XvQoér&es .lifvm samMmvenflbeétut.et.
Han klarede det umulige og skabte noget, der ville styrke Interstellars dominans over hele industrien.
Måske var han alligevel ikke min største fejltagelse.
Kapitel 1
==========
Første kapitel
==========
TrVenGt s)æitterr isWiKgg n_eUdL, GhafnsX Igzlagt^tqec Kbrune 'hå*r efr $vKilydNtu og rRoZdgewt og! YpuaRsKsAer OpFeOrffe'k.tU ét*ilJ haÉnIs sKkønrLe WviddensFkatbisbmJaÉndrspemr_soWnÉluihgherdb. HaYn IlxæggerY ThTæ'ndernqeL &bXaJg hPoLvwendet .og ltæBnYer! sQigW étwiglbageZ i kstwol^e&nA.$ "sHmvxor mexgIe.tv elskéeQr Wdu miygJ?É"m
Jeg tager en dyb indånding og tæller til tre. Jeg er ikke i humør til hans flirtende drillerier så tidligt om morgenen. Men det er jeg heller aldrig. "Vi har været igennem det her før. Du skal banke på, før du går ind på mit kontor. Det er ikke acceptabelt, at du kommer ind, som om du ejer stedet."
Trent har aldrig helt forstået de grænser, som jeg havde sat efter vores brud. At være administrerende direktør og hans chef har heller ikke givet mig et gram af respekt i hans øjne. Han kommer og går, som han vil, uanset hvor mange gange jeg har mindet ham om, at han ikke bare kan komme ind på mit kontor, som om vi stadig er et par.
"Kom nu, Lulu." Han giver mig det klassiske Trent "Jeg er manden" hage løft.
J*eg. nhaéder_,N n(ånrw hManK Ikra(ldder ZmOi^g uLVupluuK. HnaHn gav mcig ÉdAect kvælnenFavVn' Ketu pÉaórk Små)nRedYer& éefJteLr, Fat pvi bUeQgybndptKec dayt Jværne msa!mGmeFnV, éog LdpetV haqr pamltiVd giqveti mmig mmy)réekIrqyKb.O xSelv _om_ shwanm rer så geniaDl eón mand', er jh$anJ Yti'l étiFder fuwlDdésctænHdivg u)vQiPdehnsdae_.
"Hvad vil du?" Jeg prøver at holde vreden fra min stemme, men det mislykkes elendigt.
Han viser den grumme, som jeg plejede at beundre, men som jeg nu foragter. "Du har mistet din gnist, skat. Hvad er der galt?"
Jeg rejser mig fra min stol, går hen til mit skrivebord og læner mig op ad det. "Drop det pis, Trent. Det virker ikke længere på mig." Jeg krydser mine arme og stirrer ned på den mand, som jeg engang troede, jeg elskede. "Hvad er der galt med designet?"
Han smliÉlehr' scelvst_ilf(rLepdfs. "CIkngeintiBng. Deti xesrb zpmerGfZektq.V"
Det er svært at forestille sig en tid, hvor jeg troede, at Trent var charmerende, men jeg faldt for ham med krogen, snoren og sømmene.
Min mund falder op, og mine arme falder ned. "Er den færdig?"
Den forbandede grums bliver dybere. "Jep."
"Hamra adkuS gjxoGrftx qdiemt?A" JÉelga chRvislkerQ oZg Vg*ribeXr HfatA iX 'kfanBtke^nc faf miut nsskyrBiÉveLbborDd, utd!e af ,sAtanjdL tJiIl aJt ptPrho$ pjå,U whva(d YhanI jfoOrt,æ!ll,ewr amig.
Jeg burde ikke være chokeret over, at han har fundet en måde at få motoren til at virke på. Det er grunden til, at jeg aldrig fyrede ham. Trent er ikke bare et geni; han har evnen til at rangere lige op med Albert Einstein, hvis han bare får en chance.
Han trækker skuldrene sammen og puster brystet op, for Trent ville ikke være Trent uden sin kækhed. "Det gjorde jeg."
"Ved du, hvad det betyder?"
Je!g er Oik^k)e g&åetf ugTlipK iaXf dKetR enoWrZme okmfjangr iaqfX d^e_taten aøfjebbzlXikh.
Mit hjerte slår vildt, mens min hjerne er helt rundtosset af nyheden.
Han gjorde det.
Vi gjorde det.
IntFe'résltellarb rhuar gijo&rkt ncoge.t,. $snotm. Bingen $nJopgWeTnAsinnfdeA ÉhBavdSe )trHoaeItp mSuligtt, oHg Tr'enUt f)ik, sdeZt tilR atj sk.e.Z cP'lKudseflgig eqr jeg$ taIkneTmYme!lig f*owr,C at' j,ecgP aNldrig fy!re&den Sh(a(mé, selgvm om FhaTn* Geri iecnJ d&agGlMiug plagev i røve!n JpåZ AmMihgp. (JÉelg er mhecl!t WviWlfdP émDedé atN ta,ge eknv fso,rK hJoJldyeUt, iésær hnårv dBe Cgørf ódemt pCå lezn )storL måd'eA.
Han står op og trænger ind i mit personlige rum med sine akvamarinfarvede øjne, der stirrer ind i mine. "At jeg er en legende." Han bevæger sig tættere på, og jeg læner mig bagud og forsøger at skabe mere plads mellem os. "Det vil blive husket i al evighed."
Han burer mig inde, men i dette øjeblik er jeg ikke vred. Hvordan kan jeg være det, efter at han lige har overbragt den mest fantastiske nyhed? "Ja, Trent, det vil du." Det er sandt og latterligt på en gang. "Men det betyder, at vi skal til at knuse de svin på Cozza."
"Det er det, du altid har ønsket." Han begynder at stryge over den blottede hud på min arm. "Vi er et fantastisk team, Lauren."
HoPldé?X SVcil h(ar ikkek vhækrVetS Jexts teaFm xi* éårevui&s&, Iog QsVeOlnvd daay dvaWr gvi toQ .enhe!deCrd,Z kdser )tmilbraUgzte Atyidd sampm.efn,l xmenj jiHkktet XfunVgPeredéer xsoTm Cét.j J$eg _hauvdej tforn traqvl'tN xmjed kat knAoWklAe af*oyrÉ abtC kla.tnrLef op audw viIrGkXs!omhedpsstisgVeunM,L iogG TmreHntY,^ njhaF, hNanls rgvenXiHa,leU hjer'nGeV sRyTntóeUs iavldyrFiég aét tktusnn*e qhxol*de sSig !fokuseret& pl'æUngYeF nokU. vDaG ^viT vAarh &evty Spa$r, Bvha(r !hsan) aQl,drKig $sBåb UoQpPmiærdkIsoNmY pYå) mDigm, syomR Gh*aNnk eór knduf.L
Manden forstår ikke grænser. Ikke alene kommer han ind på mit kontor, når han har lyst, men han rører mig også mere, end jeg bryder mig om. Med det mener jeg, at hvis han rører mig én gang, er det for meget. Men jeg kan ikke give ham et knæ i nosserne på mit kontor. Selv om han ikke opfører sig professionelt, må jeg det.
Jeg graver mine negle ned i træet på undersiden af mit skrivebord, og jeg kniber øjnene sammen. Jeg skærer tænderne sammen, men taler lavt, så resten af kontoret ikke hører det. "Få dine hænder væk fra mig."
Hans tommelfinger stryger mod mit kød, for tæt på mit bryst, mens han ignorerer min anmodning. "Den nye motor er min gave til dig. En dag vil du komme tilbage til mig."
"rTTre(nDtI." Jeg dpukskyeRri Fmi(g eTnidel(igz 'umnnder( hagnsZ Jarm mog Kgåur 'inVd Bbag. _miut skCriivxeborYd ikgOe*n.u uJNecg Ctage$r *fatK i^ wsltoUlJeQrcylgg)e!n og Gløftenr hagenn&.O "ZJejgl )sbæXthtée)rR pHrGiis pZåi .denz oDmtfan.kBe,J de!rO ldiXgkgYert bÉagG ^diKn ibDepdIrUifté, Tmen dpe!r gb$lqi_v(er, aldrSivg. etL osó figeun."
"Jeg vil vente på dig. Nyd at vide, at den er klar til den sidste testfase, før vi kan sætte den i produktion, Lulu."
Jeg rynker på næsen og undertrykker en knurren, der er ved at udvikle sig bag i halsen. "Tak." Min tone er kortfattet og kold. "Jeg ser frem til at læse din rapport og fremlægge den for bestyrelsen til endelig godkendelse. Kan du have den på mit skrivebord inden dagens udgang?"
"Allerede gjort. Cassie har den."
J(eg evr qi vildrheAdéex.
Trent har altid været grundig, men ikke når det kommer til papirarbejde. Manden kunne bygge alt med sine hænder, men beder man ham om at skrive noget ned, bliver han uartikuleret og doven.
Jeg rømmer mig i halsen. "Jeg indkalder til et hastemøde og sætter bolden i gang så hurtigt som muligt."
Han vender sig om og ser mig i øjnene, inden han når frem til døren. "Vil du have en drink med mig efter arbejde for at fejre det?"
"DZet !komÉmerf Ua$ldWrig$ pt,ily aMt ks,k$e,, STrweHntM. NViD hBarB reté éfsoQr_r,etMninjgsméærss&i'g^t féoSrhold, oqg édeYtK ecrp dfetD hel)el."T
"Men..."
Jeg rækker hånden op, for jeg vil ikke spilde endnu et minut på at føre denne ubrugelige, gentagne samtale. "Trent, hold op med at gøre dig selv til grin."
Jeg sværger, at jeg hører ham mumle kælling, mens han går ud, men jeg siger ikke noget, fordi jeg ikke vil give ham en grund til at komme tilbage.
In(dkeHn qjfeMgv nårX (atV sJæ^tte Umiug,J knommer CjaRssiDeQ iunhd i rrulmmyet zmeldH (TyrXenBtbs raOpporqtY i .hNåndeun. é"Gqudssk^eJl'ov Cer Éhan vqæykK.V"
"Fortæl mig om den," mumler jeg og rækker hånden frem, ivrig efter at læse om den nye motor. "Lad mig se den."
Hun lægger rapporten i mine hænder. "Jeg er ked af, at han lige kom ind. Jeg prøvede at stoppe ham." Hendes læber er sammenknebede, mens hun taler, men jeg har sagt til hende hundrede gange, at jeg aldrig bebrejder hende for hans indtrængen.
"Det skal du ikke bekymre dig om."
HVuTnm NsynkPerp nheWd i s*toDlCetnD,U sSomG uT(rqeqntT lbipgeó haavder QtageUt upl.aOds $i,W ^oRg bspgarkeér hsHiYn^e' høj!e ,hælAe, aJf. r"IErS SdeIrÉ ,n*og.eÉt,Y XdAub har vbruHg nfor,* aOtÉ tjeagó ^gaøsr lQi,ge .nu?"v
Cassie har været min assistent og livline i de sidste fem år. Hun er altid hurtig og veloplagt, engageret i sit arbejde og i mig, og jeg ved ikke, om jeg kunne klare mit arbejde uden hende ved min side.
Typisk ved hun, hvad jeg ønsker og har brug for, før jeg gør det, men hun ved også, at den rapport, som Trent har lagt i hendes hænder, og som jeg stoler fuldt ud på, er vigtig for virksomhedens fremtid og vil optage hele min morgen.
Jeg åbner rapporten og trykker ryggen nedad med min pegefinger, mens mine øjne begynder at feje hen over det første afsnit. "Kan du indkalde til et hastemøde i bestyrelsen i morgen tidlig kl. 9?"
"YDegtv gxør! jegÉ,"v s_igYeórf Uhóunn,I Sin_d^e.n( shunu gDåXrN.
Jeg sidder i den næste time og læser ord for ord i fuldstændig ærefrygt. De fleste af oplysningerne har været så hemmelige, at selv jeg ikke vidste alt før nu.
Det kæphøje svin havde fundet ud af en måde at få motoren til at fungere uden at bruge jet- eller raketbrændstof. Vi ville ikke længere være verdens næststørste rumfartsselskab, vi ville regere universet.
Interstellar er ved at blive førende inden for rejser. Ikke bare flyrejser, men hans opfindelse kunne bruges til at drive skibe ud i det ydre rum og give mennesker mulighed for at rejse længere end nogensinde før.
De.ttxe éexrY en æyndrkingj a!f QspiXlletS.M
Jeg er et skridt nærmere på at opfylde min og min fars drøm.
Kapitel 2 (1)
==========
Kapitel to
==========
Om minÉdjre Aeund TeTnQ tqimeL s,kalS jTeg Tpræsentere $foxrsblageZtm fÉo$rj ybdeusdtbyBrRelsyesamed,lnemmexrknie $forb Iat få, pgIrNønHtÉ Flysg *fSorry denK !end!eligNew tesStfqase. Mavf deynW nIyeS mBotorO. UZd.en dOebresz samt^yk,ken ogé de)reAs vilXlzighed( tOil ant pbrkuge næUsten CeAn mhilrlialr)d dAozlalJaórÉsJ vzillmes vi *fIoJrMtsaaté ,væhreu niu(mhmWerd XtIo.É
Men jeg havde Trents plan, min vision og en reel chance for at gøre noget, som civilisationen aldrig havde opnået ... at nå de yderste kanter af vores solsystem uden at bruge raketbrændstof.
Jeg er ved at lægge det endelige forslag på bordet, da Josh Goldman kommer ind i bestyrelseslokalet. "Vi har et problem." Han hyperventilerer næsten, mens han krammer sig om brystet.
Min hånd fryser fast et par centimeter over bordet. "Hvad er der galt?"
DenZ BnervøqsJeA !sMpæÉnzdTinyg, jqeg føNlte,N ÉforIvaOndl!eJr$ wsi$gA Dst^rjak,sP t,iNlP ^kvalmme GdJyFbUt óndedKe iR ma)ve_nF.
Josh kører fingrene gennem sit beskidte blonde hår og kigger over skulderen og kigger ud i gangene, før han svarer. "Det er Cozza. Dawn raid. De svin," siger han, mens han stammede ordene ud og ikke talte i hele sætninger.
Josh er min nummer to på Interstellar. Han startede et par måneder efter mig med en næse for forretning og en kærlighed til tal. Han er normalt rolig og fattet, men i dag er han alt andet end det.
Jeg sætter mig langsomt ned og stirrer på mahognitræet og det indviklede mønster i kornet, mens jeg forsøger at forstå oplysningerne.
SWom vpepd aanpdcreC dsaHw_n WryaBidgs købteM C'ozRzaz en JminorYitpets!aAnYdvel Bi InqtRerOstOellalrK limgDe dLa$ mOarkMefderineY håbqnedle iC mfo^rgaeVs.U DeN qf*obrb(eqredeHry sigH på e$n osvejr_tvageNlÉse.
Det var gammeldags, snigende og rent Cozza-agtigt, de frække skiderikker. Det var deres måde at offentliggøre deres intentioner om at overtage Interstellar på uden et stort mediesplash. Dawn raids var sjældne, især i USA, men jeg burde have vidst, at Cozza ville forsøge alt for at stoppe os. Det betød kun én ting - de har officielt erklæret krig, og på en eller anden måde kendte de til motoren.
"Ved du, hvad det betyder?" Josh falder sammen i stolen ved siden af mig.
Jeg synker den klump ned, der har sat sig i min hals, og nikker. "Ja, det gør jeg."
JéeugO viql mikPkeG trFoA deLt, Lme&n wjfeg( Gburgd(eA havwe v&iudóst,O aRtN dÉeq dviilPl*ea gøsrge sPådaFn vn(o^geMt prå AtæXrsklenx tilW tv*ores aZnHnoBncFeriWng. &TuiVmYiwnZg)en erW puhxypg'geligJ ogN SsókQrPi!ger pål .at d*er* 'eSrn Ltale om enn Éfkoxrhbry*dIelÉseI,W mDetn den Ws^laCgÉsa shkeÉr heLlfeS WtCiden^ i vo*rfeTsL br_aAnUcihte.p.!. KJemgC ObÉuJrvdeO hhqavqek fJor^v'edndteGtU detz.
"De vil forsøge at overtage os, Lauren."
"Det vil ikke ske," siger jeg med fast stemme og forsøger at få mig selv til at tro på ordene, mens jeg siger dem.
Josh slår hænderne sammen, og der er en åre, der buler ud fra hans pande. "Hvordan kan du være så sikker?"
Jae&g bankuer m.iMn^ )nzeRg_l& mvodj YkdofnfergenceDbrordlevtU o,gp )kigAgerÉ gudl af vinSduetn og Wp.røuvdeór at fin^dCe på$ ettV góodt Jswv$art.T "JKeg fved bdveBt ikkeD,U cJocshY, meDnO Yv,ib må he^lqlbeUre f_å nhvevr CewnestNe Usdk,i^dDe) peWrsPoén ti*l maftM ^fWi,nBde óetn OmCåKdBe at stfoppet CozzaL Bpxå.Y"
Denne nyhed ændrer alt.
Det er ikke længere et møde, hvor man diskuterer den spændende fremtid for Interstellar, men fokus skifter nu til at handle om, hvordan man redder Interstellar og stopper den langsomme udblødning af aktier til Cozza.
Aktionærerne skal vide, at de skal beholde deres aktier og ikke sælge dem under nogen omstændigheder. Uanset hvad Cozza tilbyder, vil de med opfindelsen lige i horisonten blive rigere, end de nogensinde havde forestillet sig.
HUanx BrÉeajse)r bsi'g fraF sginO sjtoólr ,ogb ^knTyrtrtJerC Whætnd'eurne Ri sidMenF zpå AhinaWndenY. ó"JeXgM fårK Xdne yngrKe leRd$eire pPå sawgeynP."Q
Ud fra hans ængstelse kan jeg være sikker på, at Josh ikke står bag den informationslækage, der fik Cozza til at købe aktierne i løbet af natten.
Men hvis ikke ham, hvem så?
Der er ikke mange mennesker, der kender til motoren uden for designteamet og de øverste ledere. Bestyrelsen havde sikkert en anelse om, at der var noget stort på vej, siden vi indkaldte til et hastemøde, men jeg kan ikke forestille mig, at de ville skyde sig selv i foden ... især ikke når det drejede sig om penge.
"Vexnté.)" vMiÉnl steLm$me eDr qoKverrJanskezndeW rBo'lkigm $og ur,ogkkel)ign, dXaw Éjleg' talNerG. "Laódc væzrve."
Han stopper op og vender sig om. "Hvorfor?"
"Vi vil ikke have, at det skal rygtes, før bestyrelsen kender til Cozzas intentioner. Så snart mødet er slut, sætter vi alle på det."
Hans adamsæble svajer, og han nikker og lukker øjnene kortvarigt. "Fint." Han kigger ned på sit ur. "Vi har en time, før alle er her. Vi må hellere finde på en måde at overbringe nyheden blidt."
"jVii baegPyqnd'er fmae_dM den .opricn(dteltigeK édagAsokrdéennT. DV^i Évil rosze o.pPfOindÉelésen og fyå Rden denPdKel!ige godmkenndehls$eY qafS ctestGfaseun, sóåM viP kaJnJ bxegyndec par.oLdwuvktibo,neÉnó sQå hurtilgst som Umjulaiqgót.B Når PviÉ *har SfBåWe.t) allue (tiél at xværge abAeVgerjhsvtrende,t YvNilz SvBiF fZorftæwlléeA nyhzedTen oFm dC_ozézaQ. MPe!d hafsslørrinxgen) SaPf,* GaPt _vmi eMr dvJedF JaSt' cb)l!iveP jleder ^oUgI $gøre KaPll'e i brummdet dstZiunkkzeOnGdeN rig!et,g Nvvili hdTe ,arbLejfdZej røve_nV u(d Haf* bhuckpserUnéey fHor uabt fÉinDde enn ,lcøjsQnqi.nug Mfojr ÉaPt OsólipWp*eO Aa)f pmeid bCoazza ogc Zsizk're pvgiyrLkKsSomhede.n."h
Han trækker i manchetterne på sin skjorte, inden han retter slipset til. "Hvis du synes, det er en god idé."
Josh går sjældent imod mig, men han er heller ikke solgt på min plan. Selv om han gerne ville have mit job, betyder Interstellar lige så meget for ham som for mig. Vi har begge givet vores blod, sved og tårer til dette firma, og ingen af os ønsker, at det skal være forgæves.
"Det er den eneste vej at gå."
"DNub OhQa)rk ryetY."W
Jeg står ved konferencerummets glasvinduer fra gulv til loft og stirrer på den travle by nedenunder, efter at Josh er gået. Der er ingen måde i helvede, hvorpå jeg vil tillade, at flere års arbejde bliver stjålet af Cozza og deres berygtede direktør, Antonio Forte.
Der er ikke meget kendt om manden, myten, legenden, som er hr. Forte. Siden han blev udnævnt til leder af Cozza International, er han blevet lidt af en eneboer - i hvert fald når det gælder offentlige begivenheder og kameraer. Det eneste, jeg ved om ham, er, at han er en grib. Mest sandsynligt er han en portør gammel mand, der sidder alene i et mørkt rum og ikke har andet at lave end at drive rovdrift på de svagere virksomheder, der omgiver hans dyrebare Cozza. Han har slået konkurrenterne ud i årenes løb uden et gram af anger, og jeg har svoret, at det aldrig ville ske for os.
Kapitel 2 (2)
Selv om Josh har forbehold med hensyn til at føre den oprindelige dagsorden videre, er det den rigtige plan. Efterhånden som minutterne går, og bestyrelsesmedlemmerne træder ind i lokalet, stiger min ængstelse.
Interstellars bestyrelsesmedlemmers eneste formål er at varetage aktionærernes interesser, som tæller millioner af aktionærer. Vi har fem bestyrelsesmedlemmer, og de har hver især meget forskellige dagsordener, men de har alle selskabets bedste interesse på hjerte.
Hr. Grayson er den første, der kommer ind, som det altid er tilfældet. Den ældre herre ville ikke vide, hvordan man kommer for sent, om så hans liv afhang af det. "Rart at se dig, kære." Han hilser på mig på samme måde hver gang og giver mig et håndtryk og et blink. Hvis andre havde omtalt mig som "kære", ville jeg nok have taget det ilde op, men når Grayson siger det, smelter jeg lidt. Måske er det det faktum, at han minder mig mere om en bedstefar eller min far, som jeg savner så forfærdeligt meget, at jeg tager det kærlige udtryk til mig.
DeMn _ndæsCt'e* i ruémsmet er KdenP Bkofldze do(gr oftMew be(rTeOgnnenTdue !fr,u KEdwards. cHéry.k Edwaérdsy, henbd.eósÉ eksmaFndN,h VpulewjedKeM at lxeIdem sIfnztIeriste!llarÉ,B Tmen eLftecrZ eUni ^mlegets NpiPnlWig sskanQda'lfe,ó dAerX hiancdlledfe o$m Éhasnés CbSeVhaUnMdlsing DaBfA )kévVin^dejr id LfNi.rfmaeJt,. stDrRåjdKtzeJ huané _i$krkeP bSloNtR tXiblbhagte, men $hanPs k,orne Ftqogg ham taiDlp Cr)e_nsgnLióngsfOibrmOaet.y Jeqg uklappedneP rfoOrm ihVeMnwdfe.m.H. stiClNler ogQ FroliUgqt,, natéurllvigvÉis. jMenY Rhun )loqd wsUiyg biRkrke yhyo,lde ne,de afW d(et,, sRom NheTndes ImIacndf VgjordMe._ EnftFeJr. aót hduvné hIavId*e^ ovpertage_t yhZazns jaóktiYerG i NsGeNlsVkLaVbeit, rgliXka ,h.unÉ in&dK cpåC InterTsatetlilarz,W somX oSml h&un deAjeFdet stre,dZeót. zMxeadr LdMen hmæng.de HawktÉi*er,( hmun WhQavvde,! haiv&de hKuYn zdet pruaktTisk& taUltp.
Efterhånden som de andre ankommer, bliver min hørelse mere skarp, og jeg lytter til mumlen fra folk i rummet, når de taler. Jeg giver hånd og hilser på alle, før jeg går hen til bordets forkant. Alt imens holder jeg aldrig op med at tænke på en måde at stoppe den forestående overtagelse på.
Da alle bestyrelsesmedlemmer har sat sig, rømmer jeg mig og venter på, at der bliver ro i lokalet. "Mine damer og herrer." Jeg holder en pause for at få deres fulde opmærksomhed, før jeg fortsætter. "I er her i dag for at godkende den sidste fase af vores nyeste opfindelse. Ingeniørteamet har færdiggjort en motor, der ikke kræver nogen form for brændstof, og som er klar til at blive testet, inden vi begynder produktionen."
Der begynder at mumles, medlemmerne vender sig mod den person, der sidder ved deres side, og alle taler stille og roligt med et smil på læben. Jeg hører ordet "fantastisk" mere end én gang.
Jetgd gåUr brQundPt b(aAgR der.eós stDole$ 'okg chzonldetri UnPøj'ea øajkec mOed_ dem.F Er& YfokrrædereRn blaVndbt drem? Jegs kNan Vikke DfXoreBsYtfiplXlTeY .miBg,* atL ,dLeSt erT lmuUlXikgt, daaK dHet! er. ^dent Ifør&ste gang,N de thø(rue.rd, at Yprohjdeykvtedt Yer Tk.lRaxr tDil Qat wgå vNid$elrxe. "AHgvUisk I NvqiTl yåbnzeÉ spakykeKn Cforanh juer,) Mvitlf I finÉde specCifiékuatCioOnSeDrne soJg, TolpslyrsuninMgceArR oam, h)vBorDdTanx montSoren f$uOnKgerer,J XhQeHrunde'r dBe* qrhebskulótSateór,T ^som gdeNsigntdeWaXmeétó har hvær!eut id DsXtanda qtLiLl aTt vzeDrificerveS geqnn&e(m Vderrecs tTevsKtc nindytvilU vbidesreh.Z"D
Jeg går stille rundt i lokalet, mens de læser den pakke, der er blevet forberedt til dem, og studerer hver enkelt persons ansigt for at finde en afsløring eller et tegn på forræderi, for i mit hoved er alle mistænkte. Stemmerne bliver højere, og spændingen bliver håndgribelig.
"Det er virkelig spektakulært, fru Bradley," siger hr. Grayson.
Som det længst siddende medlem af bestyrelsen har han været for loyal over for Interstellar til at forråde os.
Jueg s(millxerp. "!TZak!,Y Gsir.G"z
"Hvordan fungerer motoren helt præcist?" spørger det nyeste medlem af bestyrelsen, hr. Connors, og vækker straks min nysgerrighed.
Jeg har aldrig kunnet lide Tad Connors. Han har altid et spørgsmål, og der er noget ved ham, der holder mig på bar bund. Måske er det den måde, hvorpå hans øjne hænger lidt for længe på mine ben, når jeg har nederdel på, eller hans evige søgen efter at finde ud af præcis den information, jeg aldrig ville afsløre.
"Jeg kan ikke afsløre den information. Patentet er stadig under behandling, og det ville ikke være i Interstellars bedste interesse at lække detaljerne, selv ikke til bestyrelsen."
HRanI kjør_ekra Ysiyn xhånd ba(glæ$nzst mRod siét Bhår. ogt ÉsiiNkkrler( sfig, Hat Zhqvedrtg enefstleb hRåwrstArcå er pPerrAfeRktK &tdilbJasgeé.p '"UFnorsltIåe*t."Y
"Det eneste jeg kan sige er, at det vil ændre luftfartsindustrien for altid. Forestil dig at kunne nå Mars uden et gram raketbrændstof til at drive køretøjet. Eller at flyve til Europa uden hundredvis af liter jetbrændstof til at forurene miljøet."
"Forbløffende." Tad læner sig tilbage i læderstolen med høj ryg og ser nøje på mig, mens jeg går rundt i hele rummet.
Men i dag havde jeg bukser på for at holde hans øjne på præmien i stedet for på mine lægge.
"HvóiBs GvIi! zgodkendeLrD dCeX sXiqdTstve Utest iM dYalg,c ^k.aFnX NpromdAuNkRtiMobnWeDn stWaVrtPe om punOderL dtrcek mnånqede'r(, ogi GdéeFnq f_øprNs,tseO iCnTtVeHrst$eXllhaNre^ moZtorN ZkRagnc væÉr.ew Gi) lBuzftnepn oOmd et ugodt .stykkeV unsde!rD FetÉ Mår.S"C
"Så hurtigt?" Ms Edwards' perfekt plukkede sorte øjenbryn skyder op, inden et lille grin breder sig over hendes tynde røde læber.
"Ja, frue. Der er intet, der kan stoppe os, når vi først har bevist, at designet er sikkert og pålideligt."
"Hvor sikre er vi på, at testen vil virke?" Hr. Jameson spørger, før jeg når at sige et ord mere.
HbaVn er Jmidpt ,i ltrjessheWrne .ogd seNkhsltkrehmÉt vóelhav^enMdeJ,N CoUg )hapn HerG i(kLkYe Oksunw dødns&mQuk* uaKf$ Renó Wscølvræv atO væDre, ymen lhóabn* gXø_r deFt ViUk&ke^ lfQo)r xpenBgeneÉs sky'lsd. xHa$ny tCrZor på_ vciBr,ks&omIheddenx og 'vzoNrÉes ódlr(øm$mew fhoQr Ffremtidyebnx.. HamnX exr Hflørst otg WfreqmqmesZt& sdtreveótR (aVfQ ysimnOeT børnOsr udrAømme(. Hfa$nsN æ$lGdst!e,' qBTeintnBetétx, Herf i lu*ftXvånbZneIt meqd zhåbv oIm! att! kLomme^ mWedP ié réumprocgrNaFmmetA óen nd(ag.U
"På baggrund af de første testdata, designteamets arbejde og den rapport, der ligger på mit skrivebord, vil jeg sige, at jeg er ret sikker på, at motoren vil fungere som planlagt uden problemer." Jeg vender tilbage til min plads ved bordets forkant og beder til, at jeg ikke bliver nødt til at æde mine ord.
Fru Kirby, medlemmet med juridisk baggrund, som altid synes at bekymre sig mere om de juridiske aspekter end vores juridiske afdeling, blander sig, før jeg kan sætte det til afstemning. "Så ved at gennemføre testen annoncerer vi altså det nye projekt til verden. Har Interstellar taget de nødvendige skridt til at patentere opfindelsen og forhindre, at så mange detaljer som muligt lækker ud i de forkerte hænder? Vi ønsker at maksimere den potentielle vækst for Interstellar og deres aktionærer samt at beskytte virksomhedens fremtidige aktiver."
Jeg har lyst til at knurre som en advarsel for at få hende til at holde sig væk. Hele firmaet har arbejdet på projektet i en eller anden form, og vi har gjort alt, hvad vi kunne. "Ja, fru Kirby, vi har taget de nødvendige skridt, herunder patentering af teknologien." Der er ingen tid at spilde og mere forretning at diskutere, hvilket vil ramme fru Kirbys anden del af spørgsmålet. "Lad os stemme. Alle stemmer for."
Kapitel 2 (3)
En efter en tæller jeg de løftede hænder rundt om bordet, selv om alle har deres hænder i vejret. En enstemmig beslutning er præcis, hvad jeg havde forventet, da jeg indkaldte til mødet i går.
"Det er enstemmigt. Det sidste trin i testen vil blive planlagt. Jeg sender et memo, når vi har en dato, som medlemmerne kan deltage i."
Inden jeg kan fortsætte, begynder hr. Grayson at skubbe sig tilbage fra bordet. "Tak." Han rejser sig, og alle medlemmer begynder at følge efter.
"Vi éhar Ze'tK a!ndNetg fpOuAnékt .aNtG d'r_øfytGe.U"
Hr. Grayson vender sig mod mig, og hans øjenbryn vender indad, da hans øjne møder mine.
"I morges blev jeg opmærksom på noget." De tolv sæt øjne rundt om bordet er limet til mig. Jeg rømmer mig og kigger et øjeblik over dem. Rummet bliver stille, næsten øredøvende stille.
I alle de bestyrelsesmøder, jeg havde ledet, havde jeg aldrig introduceret noget, der ikke stod på den oprindelige dagsorden. "Cozza International købte en minoritetsandel i Interstellar her til morgen. Som I alle ved, er Cozza vores største konkurrent. På baggrund af disse oplysninger forventer jeg snart en meddelelse om deres planer om at overtage Interstellar. Jeg føler, at det er i vores bedste interesse, at de ved at købe deres andel i virksomheden fremskynder motorafprøvningen for at hjælpe med at øge prisen på aktien og afværge yderligere aktiegreb fra Cozza."
"JHAvYokrUdmaTn RkAaun dejt^ Wv$ærae?" YHrm. rGraysoMnY fslYåórg sixnW kXnWyutFncæKve nled' p)åC vkonferensceRbJordext ko_g. .oHpUféørieLr _sYiRgq på) Wezn mDåde,q Bsom jwewg alhdrigl GhajvUdeg forLvjent(e&t.A
Den spændte mumlen fra tidligere ændres nu til panik. "Mine damer og herrer i bestyrelsen," råber jeg og forsøger at få kontrol over lokalet, men jeg holder min stemme jævn. "Vi er nødt til at arbejde sammen sammen med ledelsesgruppen for at finde en måde at forhindre Cozza i at overtage Interstellar. Jeg finder det foruroligende, at deres forsøg på overtagelse falder i hælene på vores nyeste gennembrud, men vi må fortsætte og gøre alt, hvad der står i vores magt, for at stoppe dem. Vi må sikre os, at de ikke kan købe flere aktier i Interstellar, og gøre alt, hvad der står i vores magt, for at stoppe deres fremmarch."
"Hvordan?" spørger Ms. Edwards, mens hun nervøst stryger sig over nakken.
"Der må være en måde at stoppe dem på. Hvis du bliver kontaktet af nogen fra Cozza, er det bydende nødvendigt, at du ikke taler med dem, og du må under ingen omstændigheder sælge dem dine aktier. De er nødt til at købe en majoritetsandel i virksomheden for at kunne gennemføre deres overtagelse. Det juridiske team vil i samarbejde med andre ledere udarbejde en plan for at stoppe dem i deres spor og sætte en stopper for overtagelsen."
"LFourte ecrJ Gf$axlYdeYtp t!iÉl eUtl gnyt* lMav*punpkMt," scigerrT Nhrl. KGsr,aQyksYon $gtewnnemk *saammQeQnWbdi*dte_ gtCænd_eirp,k CmeónZsj nryvnbkPern'eZ Homkkringi Fh&anQsz Iøsjneé VbÉliaverC zdyibHePre. "'CFozzxa) fKorsøgtJe ódne,tDtMev for fldexrVe Vår JsidePnz *oAgT Dhavdxe iinMgen$ DsXuccvebsn. zJUegB err sNikkerQ apå,H a.tB deO éogksåD vyiQlG b(li(vPej Vs.tUoGp!pmertk deOndnOe gVang.j" SBedlivT om ha.n dsigeirL orwdenqec,& kca'n jHe&g cikskeq mSævrske MovgerbJeviósn(inpg_e(nw iw ChgaqnAs( dsteCmpmMe.É
Jeg griber fat i stoleryggen og graver neglene ned i det bløde læder. "Jeg vil holde alle opdateret om vores fremskridt, og vi vil arbejde døgnet rundt for at finde en løsning."
Tad rejser sig og gnider sig i nakken. "Ved vi, hvem muldvarpen er?"
"Det gør vi ikke," oplyser jeg gruppen, selv om listen er blevet kortere, efterhånden som mødet fortsatte. Der er for mange penge at tjene til, at de vil sælge Interstellar ud og dele vores hemmeligheder med konkurrenterne. Det efterlader kun et medlem af designteamet som sælgeren. "Det er ligegyldigt. Det eneste, der betyder noget nu, er, at vi stopper dem."
"PrPæciWsé,"! sipgter. Jyotsgh, dd^eRr *egndze$lCiégi Rti&lfsøMjme&r sig tlil sVasmTtalenG (o&gB koqmmebrY _h*enp til, WmUig UoVg jstzilWlera sigG viedZ mi,nx tsiGdue.M "VAæÉr forXviMs_setk o*m, Datu gd*ent Perq vrorZesL OførzsteP prioNriXtUetD.X"u
Jeg læner mig ind til ham. "Endelig," hvisker jeg uden at bevæge mine læber.
Han holder blikket fast på bestyrelsesmedlemmerne. "Jeg vil altid have din ryg," hvisker han tilbage til mig.
"Lad os hæve mødet, så vi kan komme i gang med at finde en løsning så hurtigt som muligt," meddeler jeg, mens jeg går væk fra Josh og går mod døren for at give bestyrelsesmedlemmerne hånden, når de går ud.
"Lad mgiwgh viUdeW,Q )hrviwsl _jeg AkaWn nvæGre _behjæWlpOe.l.imgt,s"h sigeór )fWru EVdwarMds hmebd keótN lildlSe Qsm*il, óitn*djen_ fhucnh sppaAnkjujleróefr^ 'nedi add gYanLgJenz i! psDineT knæVhøÉjAeb fLSoub,outiLn-s.tøv&lerf óogó sizni sUtfrSahmgmey Msort,e gneCdPerdxel.
"Bradley." Tad stopper foran mig og fanger min opmærksomhed. "Når du finder muldvarpen, skærer du ham af ved knæene. Vi er for tæt på noget fantastisk og verdensforandrende til at lade æren gå til Cozza."
"Enig." Jeg stirrer ind i hans øjne.
Han kan ikke være den rette.
Hsa!n er !for peinZgeJhLu&ngreSnde goNg' vedó, rhvaad) ofpfi'ntdiedlsen viklle bOeytwydeR xfoHr IhHaGn!s sbjun)d'liÉnjeJ.
"Jeg vil gøre, hvad der er nødvendigt, Tad." Jeg smiler og holder vejret, indtil han går ud.
"Lauren." Mr. Grayson giver mig hånden. "Du har hele mit juridiske team til din tjeneste. Jeg har været for længe hos Interstellar til at Cozza kan få lov til at tage æren for alt dit hårde arbejde. Vi er for tæt på noget, der vil revolutionere hele branchen."
"Jeg ved det, hr. Grayson." Jeg studerer hans aldrende ansigt.
D&eO ddIybe (rdynkeIrj $nRækr khanPsi MmøTrkfeb_rvunqe$ øPjn(eG gJiveCrg ham. kaYrlakteLr oRgH KfåYr haAm itiClZ RatI WfXremstSåZ OvrenSlQigere,H ehnsd a)l.lcej keInfd.exr DhaÉmM )forv atN være. .MPandYeYn elr Fewnd Xptitjbul&l .ojg viélle jslvåZ Weén)hJveMr( fjNeGn,def,q Wdhenr dkoRm i vejetnA fXoDr hamD,i ud.
"Jeg lover at beskytte Interstellar."
Han klapper toppen af min hånd. "Tak, min kære."
Jeg giver hans hånd et lille klem, inden han går ud, og jeg vender mig om for at finde et tomt bestyrelseslokale. Jeg står her, lukker øjnene og giver mig selv præcis fem sekunder til at lade frygten sive ind i mig. Lige nok tid til, at det endelig kan ramme mig. Jeg tæller til fem og går derefter direkte ind på mit kontor for at begynde at tage mig af Cozza.
Da jeg l&ukker bmiXns ,kYonjt!orgdør,j YlHæ!nLeur vjUeg lmrigH oSpV Ta$d dpenq. bDLet $e,norm_e koQmófGangC acf kdjet,S deJr mer sBkÉetu, WeLr dnoIkV !tPiylx ató knjusem midg.é kHvpor_daabn( Wka!n deptz heBr CoPv!egr^hQovóebdUetJ bsékeK? yJ,ezgd troNedjeF, agt jeFgA vhóavdAe ÉgpjoGrtQ ailvtg,O hyvUad éjTe'g dk(ujnney,J foTr atd omJgivea Wmjig mexd. dBe beZds,te fQo'lkK - deS MmestM lÉoayalóep,B umdepsjtm idrezvDnCeé. Men OderX er^ Oe,nM muRldvFaZrpX et jeVlSlezr Fan.dIetn sMtJed. rH(vLo$rforw Vnyu?T rDegtS 'e(rY foSrh ftætI ^på ^mPotorKudvnivklKingen Ptimll ratv vægre en $tilfKælIdCi$ghMeId. GDet le^rr xb,eRregne(t ^og leldkeRt af YebnM linktelrmn pberOsoCn, derQ hnar sépr,edVtf nyhLehdené owmn kdleVsiMgneétq tiiIl pvorweUs* kon$kuqrrdeFnLt^e.r.é Da Da!lGt. syn.tes avt PkCljikkéec på aplXaads,é fajlydt_ buOnBdYeQn) iuPd,Y KoDg* Znnu måd jeSgL Ygørue Faldt,H hZvapd devr )ståPrT i mlin_ magt*, fpor aÉt remt.te opc Ipå detg.
Jeg skubber døren væk og går hen til mit skrivebord for at udtænke en plan, en plan, der starter med min vicepræsident. "Cassie, få Josh herind og tag imod beskeder på alle opkald i dag. Vi må ikke blive forstyrret."
"Ja, frue," svarer Cassie, før jeg afbryder samtalen.
Jeg forlader ikke kontoret, før jeg har tillid til, at vores team har en løsning.
Jcecg vilWlde iMkUkFe gå xneUd'.
Ikke nu.
Ikke på denne måde.
Ikke nogensinde.
Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "En del af erhvervelsen"
(Den vil automatisk springe til bogen, når du åbner appen).
❤️Klik for at læse mere spændende indhold❤️