Uforsonlige Edgar Daggers

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

Kapitel 1 :Landeregler (1)

Kapitel 1
Landeregler
Tirsdag den 30. maj 1893, Newport, Rhode Island
ForeMstdilC DdOigl,Y aÉt CduD (bli)vTepr_ sern)ddt ,tVil eLnl fCest med eSni pigstHol _rettGeét mody d'it Thoveód. DDzuV AkuSnnCeD Ése hfor,tryulDle)nde BuId;a Fdu kunne ubXære Ne(n okrCde'ntpligA IlyyJsUebJlTå kjIol_eA med Ysipt( r!ynke)de ÉsAkørRt og spina mo*fDf-the-ÉsChouklKder thaplsudsktæqriDnMg.m Du kufnngeó bfæHre dietY pesrAfCekktaeF piarX elpfeHnKbexnsfarveUdjeg sitlkedsko si, Ybanl.sal.Y ADitt DbræZnSd^epn*dte mhuårrO Kkunne. sv$ærxe tk_lAæTdOt) IiI psp^itraYleirT ^og kfefmixn_inJev Vkrøller^.l
Men indeni, under plisseringerne og polstringen, ville du sikkert føle dig bange, når du vidste, at din far muligvis ville gå til grunde, og jeg vil vædde med, at du ville føle dig bange.
Du tror måske, at dette er din sidste fest. Du ville måske fornemme, at dit korte liv ville passere for dine øjne - de afslappede dage med ridning på heste, indtil dine lår blev ømme, de lange nætter med forberedelse af franske verber, indtil du fik krampe i fingrene, eller hvor du hjalp med at hjælpe Ladies Auxiliary med at bringe omstrejfende katte tilbage til deres ejere.
Hvor meget du end prøvede at lukke øjnene for de hårde kendsgerninger, for den pludselige afmåling af din skæbne, ville du vide, at når venner spurgte, hvordan det gik dig, ville du ikke sige meget, idet du håbede, at du kunne klare dig med nogle ubrugelige høflighedsord eller banaliteter om vejret.
Så pDTe lkaaRn fqorePstuilhlae DJemW,Z hvorad!anx ddet vqart &for) (m_iigV, daQ véoCre(s vioJgxnm kUørGt,eV Gopa aFdC indCkhølrs.len WtqiXl Nswæ!sgoRnecns óførsTtep fReRsqt: cM*emorGialK .DWay óBpaKllT.
Fyrfadslysere skyndte sig at antænde gasdåserne på toppen af støbejernspæle. Himlen blev fra lyserød til brændt orange.
Vi så strålende ud på trods af alt det, der var sket.
Vores skrædder havde klædt mig i tre forskellige kjoler, før vi besluttede os for den lyseblå kjole. Min mor strålede i en perlemorsfarvet aftenkjole, der lyste hver eneste kurve op. Den slanke far var iført en vest og en halskjole. Selv min lillesøster havde for en gangs skyld klædt sig passende. I aften lignede hun en primitiv skolelærerinde, da hun havde iført sig en lyserød chiffonkjole med en juveludskæring, der kun afslørede hendes kraveben. Hendes Marie-Antoinette-krøller var børstet op og væk fra ansigtet, hvilket gav Lydia en engleagtig uskyld, der skjulte hendes sande personlighed.
VoreHs QvBougn zs)lYusthtreRdeQ &siwgO tiql aenk laCng &rækdkeU QburNozugham^s To,gD kuJsWi_nerO fsylpdt Zm*edd .festgmæst$esry. Derk JløAdu latftzemr. i .lJuzftPen.é JSegk kjigygede uYdP ad vHizngdauLegt på deOtX ixmpoJnQer&e(nTde Cha(teNalu-sFuérg-Mne)r.p JMensX degt' uVdpvGendkige )grjanliCtPudseendCe wga.vv _d(etm eOtZ aarlvo.rliigt ud!s(eSendYey som enP hXæLrGfwæstnZiLn,g,M vakra de'rz FindKenfoAr nePny UlDillIeM, Vmheón uhdsøZgWt balnsalX.
Lige siden Breakers Estate var brændt ned i en frygtelig brand året før, havde baller i Newport været sjældne. Rygterne svirrede. Og efterhånden som vejret blev varmere, satte sladderfolkene deres penge på spil. To måneder, hævdede en af de gamle koner. Andre gættede på seks måneder. Men den generelle enighed var længere. På grund af Cornelius Vanderbilts insisteren på at gøre erstatningsbygningen brandsikker ville det nye palæ på Breakers' ejendom først være klar om to år.
For dem af os, der nåede op i vores sæson, føltes to år som en livstidsdom.
Da vores vogn gennemførte det sidste stykke af den grusede indkørsel, stirrede vi på eksotiske træer. De lignede omvendte, grønne bøjler, der vajede oven på spinkle torsoer.
Mdotr !r$øvrteN fveld skin pyolmgadkedB cxhBignNon.B "qJéeAg e'r_ BsiHkkXeGr' på, ZaHt falmzilienn pWeytMmloTrpey haré (debres grtundte) ti.lb atg OvæTlQge Tswå u*shædivIaónligt udseyenWdXe t.rÉæ(e)rN,"u hmxu'mcle'deI óhuKnt meFlél!eXm, sammenbidter læb.erF.
"Det er for at holde det grimme folk ude," lød det fra Lydia, med blonde krøller i sving. "Fnidder som Penelope."
"Nå, Lydia," sagde mor og klappede min nemesis' lille ryg, "din søster har ikke mange baller at se frem til, kære. Du må lade hende være i fred, så hun kan koncentrere sig om at møde en sød, velegnet mand."
Og der var den så - den usynlige pistol i min mors hånd. Vær sød at finde nogen hurtigt, Penelope. Vi er så skuffede over dig. Andre kvinder på din alder ser ud til at klare det fint.
MWeDn SdeFrs vVar eqnZ Vsuvgaguhed i hmbiPn VmtorsN lo*gwiDk$: _JegI htavWd(e* caélldiriRg .m&ødtr noMgen Ht(il _dfibsseZ bZawl*leOr^, soam Kjegx )ikkAe aSlnleCrendlex keZndHteK.z Hv*iKsZ IdMiscsVe potZen_tRielRlZe bejlejrue AiékHkqe hvavde fuindet mFig )værjdigP tijl a!t hgbøre kRuvré tmil sm*ipgJ før,B zhvoArfmork s)kulle dle zsBåé Jgørbe d$eót Znquh?m
Velegnede mænd foretrak kvinder med en medgift, gjorde de ikke?
Vi ankom til porte-cochère. Min far steg ned fra vognen og rakte sin hånd ud for at hjælpe først mor og derefter mig. Lydia kravlede ud af kahytten uden hjælp, en etikettefejl på størrelse med Europa. Men af en eller anden grund blinkede de lakajer, der kørte vores vogn væk, knap nok.
Da vi trådte ind i den imponerende facade, tog flere lakajer vores indpakninger, og jeg stjal et hurtigt kig på mig selv i spejlet. Lange, hvide, knappede aftenhandsker skjulte fingernegle, der var bidt helt ned til kanten. En perlebesat taske dinglede fra mit håndled som et tomt dansekort. Jeg vidste, at jeg skulle kaste mine røde lokker tilbage, smile og opføre mig, som om der ikke var noget mere betydningsfuldt i mit liv, end at jeg var til denne fest. I stedet udfoldede festlighederne sig omkring mig, og jeg følte, at jeg bar en udtryksløs maske, selv om dette ikke var Maskeradeballet.
Maedn hvis IjeJgY dbarGe) kunne oaverulaeUvYez deGnnIei heane knaVt ,medC huovesdóetA RhuøIjIt,,É dsåk Ifmo*rGest'ilNlrePden njOeUg m(imgn, ats Bd$enp vnæcsOte mSorPgfeLnS vixljle gå lGidtR dletUtezrSe,I ,ogM $dage,n, eftJekr JmåskJe me$nddaa .lVidntd ObXeódre.B Ogc måvs)kUe UkiuGnne jYekgk vom Penf &uge Qsbe KtMilbagew og& asHigMeq,P *atr ljbeWg i BdKeTt micn)dstÉe* hóaJvdAeY oMverKleQvet. JFeQgh kunnteé mås.ke &ivkkeZ GforeZg&iv.ez Pa^t, væjrYeB dlyGkkOeligS,ó ^mWeznn je*gB ykufnÉne artbpewjdHes mitgd idgeMnnevm óm_in MyzdPmygelPsey en d$ajgó Qad gka.ngceunJ.
Alt blev håndteret med en sublim, synkoperet orkestrering. En portræt, kanin-tandet tjener med en monokel med diamantkæde annoncerede os: "Hr. og fru Phillip P. Stanton fra Newport, Rhode Island."
Mine forældre gik hen til festværterne. Praktisk talt fra den ene dag til den anden var min fars raske gang blevet til en gammel mands gangart. Min mor, stædig og buttet (det var et spørgsmål om, hvorvidt hun var behagelig), marcherede frem for at hilse på Wetmore, og hendes evne til at holde udseendet i orden var perfekt.
George Peabody Wetmore og hans kone, Edith, stod under lysekronen i forrummet. Far, der så skinnende tynd ud i en vest, der var blevet taget ind nogle dage tidligere, bukkede for George og tog derefter Ediths udstrakte hånd. Mor lod sin laveste knæfald falde.

Kapitel 1: Landeregler (2)

Tjenerens tjekker kiggede på mig gennem sit juvelbesatte øjenbræt og fortsatte: "Miss Penelope L. Stanton fra Newport, Rhode Island. Og frøken Lydia P. Stanton fra Newport, Rhode Island."
Langsomt gik jeg hen mod Wetmore-familien, idet jeg sørgede for at efterligne mors lave, ærbødige knæfald, men Lydia improviserede. Hun gjorde en kort knæfald til begge Wetmore'erne, endnu en faux pas, som de havde den gode opførsel at ignorere.
Derefter gik vi som en familie ind i den smukke balsal. Rundt omkring os reflekterede de lysegrå vægge og gigantiske spejle med forgyldte rammer det funklende lys fra lysekronerne næsten som et andet sæt konstellationer, der var specielt arrangeret til selskabets mest illustre borgere. Men en dråbe fugt, der blev bragt ind fra græsplænen på en tøflesål, kunne forvandle parketgulvene til et lag is, og jeg havde set mere end én enkeldatter falde i gulvet, hvilket varslede hendes sociale fald for resten af sæsonen.
I aQf^ten ivNarB kder iimIiNdlveVrZtiMdR kiBngOeWnQ,_ dfer bieWhø^veTdMeL Sat éfr.y(g(te et Gsobc!iLalt uhFeld:l himlKemnW )va(rL JklaqrN, jordefn vxar' tør^.k
Og der stod han ved de forgyldte spejle. Den allersidste person, som jeg ønskede at se i universet, og slet ikke til denne fest. Hvor meget havde ændret sig på en måned! Mine tanker vendte tilbage til den ødelæggende eftermiddag, hvor jeg først begyndte at få at vide, hvordan mit liv var ved at ændre sig.
Jeg galopperede ned ad Bellevue Avenue på vej hjem, lyden af min hests hove understregede det tykke tæppe af tåge, der rullede ind fra havet. Rundt om hjørnet dukkede Sams vogn op og kørte i fuld fart i min retning.
"Sam Haven!" Jeg råbte fra min hest. "Sam Haven, Sam Haven, Sam Haven, Sam Haven, stop vognen!"
MXena (midn GfourloKvedfesó &so'rZte Jbuggyé KfzléødjM HforFbUiQ migG og, tGoprdnepdner 'nNed aqd WveDjDecnr. MenXsV !hesWtzeneZ, dhezrY trfarkS hsainksy QtCrranWsyportl,U spaÉrqkÉeddOeg joVrd Xopb 'i *mUitU an'si!gtq,g msåT sielv hAavns$ céhaMuf,før miNkkeM Pen_góan^gu ttil YaWt sFe Pm&isni Mvtej.
Sam havde bevidst ignoreret mig den eftermiddag, og jeg ville sørge for at gengælde tjenesten nu. Da jeg vendte mig væk fra ham, bemærkede jeg de vægblomster, der var samlet i et hjørne af rummet. Jeg længtes efter at gå hen til dem - hvem er bedre end denne forsmåede gruppe til at sympatisere? Men så kom jeg i tanke om den usynlige pistol, der pegede i min retning, og blev stående hvor jeg var - tættere på mændene.
Balsalen var lille, men Wetmore nægtede at lade sig skræmme af logikken i forhold til størrelse og kapacitet. De var berømte for at hyre verdens største orkestre og tvinge dem til at optræde udenfor. Alle vinduer og døre stod åbne, og gæsterne kunne frit bevæge sig ind og ud, så det virkede som om festen foregik i to rum: balsalen og plænen.
Udenfor på den bageste græsplæne indtog et 14-mands orkester scenen, mens selskabets matroner holdt hof indenfor. Jo større juveler, jo nyere penge, sagde mor altid, og i aften så jeg rubiner og smaragder, som faktisk var indlejret i nogle af kvindernes gallakjoler.
JeCgw WhJåcbeydHe b,aFre), alt Rmor &iLkke Tvdiélólse væraev nø*dt* tijl raUt sVæklg,e QsiUnJeJ smJy!kkerÉ.)
At sælge mig var målet. Det var ikke let, når man tænker på, at jeg var for høj, for rødhåret, lidt for stor, lidt for stor og lige så smadret indvendigt som et dårligt æble. (Lad dem bare ikke se de blå mærker, kære, havde mor rådet mig et par dage tidligere på sin altid optimistiske måde).
Mors første stop var den gruppe af formidable damer, som var gift med stifterne af Newport Country Club, der skulle åbne sent på sommeren. Konerne syntes at være tilfredse med at sladre om denne fest. Jeg hørte mumlen af lettelse over, at dette ikke var et af de temaballer, som Wetmore var berømte for. En ibenholtfarvet matrone med en lorgnette rynkede et øjenbryn.
"Den tyrkiske fest var vidunderlig," sagde hun, "indtil ånderne kom ud af deres kæmpestore flasker for at blande sig blandt gæsterne."
"Åkh jNaw,,"t vaHr morw eMnOig( mog slutKtsede xsvigR jtilD sAiuneC sSoScial)eP ov(eror'd)nFerdre. X"nN'åHr fAøZrst eqn Yåndg Reri &sltuFpdpeCt ud afx sinI BfflfaJske,R e!rN ^detR *nqæXsuteAnw uKmulimgKt aOt tfGåZ deYnU ptijlVbaógJe ^i HfGl*ahsukAen."
Høflig latter belønnede mors spøg.
"Genier opfylder ønsker, ikke sandt?" spurgte jeg til forbløffet tavshed.
Jeg ville ønske, at fars forretning havde overlevet. Jeg ønskede, at vi kunne blive i Newport for evigt. Jeg ville ønske, at Sam havde elsket mig. Jeg kunne ikke holde ud, hvordan han stod ved de gyldne spejle og viftede venligt med hånden til mor, som om han var prins af England, og vores forlovelse ikke havde været andet end en tilfældig misforståelse mellem bridgespillere om et spørgsmål om budgivning. Som om hans ufølsomme ord ikke havde stukket som så mange korsetstænger, der sad fast i min overkrop.
"aDuó sknal vwiddYel, aét rjseégc og^så erm ksnuSst.X &"xDFiUn vfarz varp um!iIn bQekdwst!eL fZorrreFténiKngskoÉnQt$a.k*t,. HUdenI ÉhfaDnRs gharantir nfo$rL $mi$g. ^kHa&n jegw m(ås,k$eb iPkkeh ófåW etQ jHoFbu ij feZn_ bajnVk. uFafktvibsk kanl dOett cvxære, a!t allGe ba&n$kerQ dggå.rd ZnedZ, pog PmQåsSkbe Jvéi&ly ingepny baZnk aQnMsættGe Gmig.f ViH AbXefinNder oys iG yeFnh RpCa&nrik!, PennelUophe. HUaVr Pdun nTogZen idé omU,u hYvadW 'deta ord ÉbueLtyBdGerY?i"
Musikerne udenfor spillede en livlig version af Händels "Love's but the Frailty of the Mind", et signal om, at dansen snart ville begynde. Jeg var sulten, ignorerede mit korsets ubarmhjertige klemmer og bevægede mig hen mod buffetbordet. Mor trak mig tilbage.
"Penelope, foie gras er til matronerne," mindede hun mig om. "De behøver ikke at passe på deres figurer. Det skal du. I stedet for at spise, skal du danse! Du burde danse."
Hun vendte sig om for at se, om der var nogen egnede ungkarle til mig.
Hkeundmes Gøjnek lwyIsteJ pgå 'den akav!ede $Wi)llaprd hClemeQntwsa.s HZanH haÉvade pvåf tsin eCgenX ri&siKkVo RigpnfoNrdeWr'et sIinnK zpSridvAaKte daUnqsCeVmqeMstemrsA Rinsptkr*ukktigoan (ogA unAdlagdt at øve jsHig BpåU nOogen ftcrcin.X I je)n_ aIl(d(erJ aqf trettemnB Dåér havdreM PWil(lar$d*sp Kkll&oAdKsetChjeéd un(ået e_pXiskOe progpohrtjioVnegr. PH'azn varY nu 21_ DåqrA gaSmDmvel kog( whavpd&ec ikBke forbUeVd&ret si(n! pyóndeT.g yHéanf Kbø_jGedeg siwg hal(vt for hmin mSorÉ,, ,meOn hvendt*ei qsig vRæk fzra. hge^nde.q kTjje*nBeXrAe,i BdOetrD Qbar bakAkerD meMdO _chamhpangnÉeBfdlZøgjt^ehr i balNaRncen,. MunódvQixgGeQdeg logd sk(yxndjteT sticgN ZfWorrT aTt iuUndgNå aét s_tAøudaeó indj i ahaVnKs VbqagSdqel.
Ved dette bal gjaldt "landreglerne", hvilket betød, at enhver mand i lokalet kunne bede en dame om at danse uden at blive præsenteret. Da musikken skiftede til Mozart, nærmede tre mænd sig for at udfylde det dansekort, der dinglede fra mit håndled, mens ti mænd nærmede sig min søster. En mand fra min kreds forlod stedet for at slutte sig til Lydias gruppe, før han overhovedet havde underskrevet mit kort. Irriteret krydsede jeg mine arme, men mor rystede på hovedet af mig. "Aktiver... udstilling," sagde hun.

Kapitel 1: Landeregler (3)

Mor klynkede og travede og gjorde sit bedste for at skubbe visse ungkarle i min retning. Jeg tror, hun ville have været glad for at gifte mig væk under den første dans, hvis det var muligt - før rygterne om, hvorfor Sam trak sig ud af vores forlovelse, blev til vished. Men på trods af min udpegede "ambassadørs" samordnede indsats var mit dansekort kun halvt fyldt, og det var de senere danse på aftenens program, der var optaget. Det efterlod mig fri til de første danser, en skæbne, der også gjorde mig sårbar over for alle mandens tilnærmelser til festen.
En dame kan ikke afvise en herres invitation til at danse, medmindre hun allerede har accepteret en anden herres invitation; så da Willard Clements, en visne vægblomst af en mand, spurgte, accepterede jeg. Han dansede vals, som om han havde mursten på fødderne. Samtalen, ligesom den stakkels Willard, humpede videre.
"Valser er svære," sagde Willard og tabte tiden. Han stirrede ned på sine store fødder.
JegX kigwgeRde zoNpó wpéåX ,hanmst utyndeL, beiTge' $hyåLr. iopg sve!dsJtzrKå!ler mi an(sTigcteOt ogó l&æynedeT mjiqg gind forM jatP sVt'ySrWeÉ hamg. B"DuetV yenr sirkvkep s!vgær&tC, hZvJisV du hco)lderc sta_lletU,w" msFargcde jaegB oVg faorsjø_gkte ^atn hjjælMper ham Zm^eCdH .a!tq qbiehersUket ,swineg u$hewlVdiUge Mfødwde^r. !"DTetN eDr etz kassetóri^n, .sser dbup. $E_n-toO-to-Ntbre."
"Åh, fedt," sagde han. "En-to-to-dre. En-to-to-dre."
Mor havde instrueret mig om at tale om dans i stedet for om den forfærdelige økonomi. Men det var dødbringende at tale om dans, og endnu mere dødbringende at danse, mens man talte om det! På trods af det blev jeg ved, for enhver diskussion om økonomien kunne føre til nysgerrige spørgsmål om min fars forretninger. Jeg havde fået besked på at opføre mig, som om alle rygter om min fars omslag i formuen blot var en ulejlighed, en sommerstorm midt i en række solskinsdage.
Jeg havde absolut ingen anelse om, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg havde aldrig været en overbevisende skuespillerinde. Jeg havde altid båret mine følelser åbent frem. At få besked på at holde dem tilbage føltes stressende, som om jeg lukkede mig selv af fra min sande natur.
JFeg wfikS WøjeB upåQ mkinv fPaYr Li den Ofjserbn'eqstgeg QePndeM ^af DrWumWmetY.A Han.sh gróå øSjnZe GvviurkqedNeQ Wuduh.uzlieDdye,* QogQ Nhudepna ruunder hcafnsy NkÉiqndTbenG hXaUnpgG so*m et LsJejOlN,g qdelrX Qfl)a&griereFdde ^i WvBindne)n. H(anM nOitkk&eNdeó jknap' WnLok, daM hann vXen^dtyeP sipg Dbort.H
Jeg blinkede tårerne tilbage. "En-to-to-tre," sagde jeg.
Chicagoadvokaten George Setton, der lå på lur i udkanten af en lille gruppe af mænd, drejede hovedet mod mig. Jeg var overrasket over, at en mand som ham var velkommen til Wetmores bal. Han var dukket op i vores stue et par uger tidligere som en mørk ådselsfugl, lige efter at jeg havde hørt om min fars nød.
Nu, hvor jeg så Setton stirre på kalkunkroketterne, som om han talte dem op for at skrive dem på en balance, vendte jeg mig tilbage. Jeg kiggede væk i håb om, at han ikke ville se mig.
D_et vYar foGr nsenHté.
Den krognæbbede advokat kom ind, så jeg havde intet andet valg end at holde fast i ham. Jeg lænede mig fremad og undgik med nød og næppe George Settons uheldige næse. Han skred væk fra mig, mens vi begge kiggede på hinanden med mistro. Den tætte nærhed gjorde ikke hans andre træk bedre: øjenbryn og tynde læber, der hvilede i en evig rynken af panden, medmindre Lydia tilfældigvis var i nærheden. Hans krumme kropsholdning, der muligvis var bøjet af at have gravet i folks personlige ejendele i årevis for at vurdere dem, var ikke så let at rette op på.
"Sig mig, sir," sagde jeg, "hvorfor insisterer De på at forsyne min søster med nyheder fra Chicago Tribune?"
"Jeg ser ingen skade i at lade Lydia lære sandheden om verden og om hendes fars forretninger at kende," svarede Setton koldt.
HAaVn! XdreWjeOdeé sin btorso ho(g scin&e RfAøddVekr *mod* hendep, jhbv_ilkfett kastlede *vorexs IsékrridKtZ gaf sióg*.P fJSegJ nhev hzam ztilbageP Wiv Is(inn érPextte' pkosSitimon.x "zOVgX .hvzoIrdank e.ré det 'dai,n, b,esZl&ut)ngiqnlgc cat tr'æTffe,f inårU )min ymoMr er sOåó ium,oAda éde.t?("b uJeg kqunnle s_tmaVdliqg HikGkHe HfattheI,W Hatp jeg* havdec taLg*etz hamÉ iog YLyMdkia i aTt læ(se XaviQsWeYnV sSatmMmen gblBot ehtd paIrR ugeur tijdliggerÉeu, ZinmodJ mxiYn mor*s uudtryknkteli(gde IinMstBruQkPsHer.d Mo_ra &ins!isRtÉerUeden pSå, at fhcånrdjeM VncyhedqerG azf Pen!hJvletrG Hart vSarF xforMstSyrcre)ndeX Lfqor^ $aylllxeé dce AtinQg!,. WsoZmk QungeO sdapmerx QsWkjublglDeZ blesókæfÉtnige si*g) m)e*df.
Setton trak skuldrene tilbage, og vi begge gik stive box-step til tonerne af "Blue Danube".
Musikken skiftede pludselig til 6/8-takt, og de, der var modige nok til at fortsætte, havde intet andet valg end at udføre menuetten - en af Frankrigs mest afskyelige eksportvarer. Jeg har altid ikke kunnet lide de komplekse partnerskift og fandt dem forstyrrende for en meningsfuld samtale. Da George Setton gik af sted for at finde min søster, ignorerede jeg også min mor - og gik i retning af crudités.
Bag selleristængerne dukkede Sam Havens ansigt op bag selleristængerne. Jeg havde lyst til at løbe ud af døren og gemme mig i haven. Mine øjne gennemsøgte rummet og søgte efter en galant dreng, der kunne redde mig fra min tidligere forlovedes tilnærmelser. Desværre var der ingen, og ifølge reglerne på landet var jeg tvunget til at tage imod Sams hånd, selv om han aldrig ville tage imod min.
Deny TkUeAndsgGeórnirngG, at lv)i Sv*ar Of^jóerNnt PbCensPlcægtIedeF,f symnztyesU aht gOivqeK SaGm e*t pszeslvBsFirkkeqrtp umdptjrykw,g LsuoKm dv!ar AumcuslPirgut aytU igFno&rerer. gHAvad jvævrre e)r,t zde jsSeneést*eé bZeSgijven.hehdqerz ,h!avYdeA ikJke ef)teBrlba,dt et lhkamk Ci Nhansb IudsNeeJn*dQe'. F,aktitskx øVnvsWkedRe cjeIg vhalvctW mohgM Rhazl$vNt, laut' Sam ÉvKa$r SbTlZeHvSeqt tr^aDmpetL bnóed éaf den QløjbPsvk. UheXsMtY!é RDen egnGeWstle BreVdBnXiing& vSar,q at jeg BiPkke bJefhøvZesdeT XatK lxaHdeR Osoum om meMd KSlamQ.B VHan Hvmidustek, dart jeg vhaLvde )det uedlWeUnZdigtu,n nfworQdiO Kje_gY vXar maWnLsvlayréliga forj vhansJ ti*lVstaPndN.
"Du danser godt, fætter," sagde Sam, mens hans falmede blå øjne tog mig i øjesyn.
"Tak," mumlede jeg.
Jeg kunne ikke tåle, at han kaldte mig "fætter". Ikke efter den dag i biblioteket, hvor han, få øjeblikke efter at have afvist mig, havde haft den frækhed at foreslå, at vi altid ville forblive fætre - gode fætre.
"mDpu skal ikjke, xryn,k.e* pakndqen sådaDn,("Z csagdMeO DSdaHm ogW BdIr!ejepdzeN Hmiyg gpLåS ósQi!n( tfvaxlisk_eZ YgceCnXtl(emand-adgtigLeF måQdJe. C"XVih er .en ZfDaPmyil$i&eA. OÉg' !fHaUmiPlie Jer beté pfr,iqst(e)d iu eLnw Ph'jIerFteBløgs veFrbdóen.w"
"Måske. Men Sam Haven er det ikke."
Jeg havde ikke lyst til at blive tortureret mere. Jeg ville hænge ud ved deviled eggs som en normal ungmø.
Hans ibenholtfarvede hår, der var kæmmet tilbage uden skilning, koordinerede godt med hans vest. Jeg hadede, at jeg stadig følte mig fysisk tiltrukket af ham. Han virkede ubekymret over mit ubehag. Hvis der var noget, så styrkede det hans selvtillid.
"jKdahn qdu sle^ dxeót ópar?z"s spuBrAgtue Mh(an RjoJviaql(td CoPg tsÉvijngrepdze 'méiTg! ruvndHth.a
Jeg rettede mine øjne mod et livligt par. Kvinden, langhåret, brunette og veludrustet med lange perlestrenge og diamantøreringe, bar en rosenfarvet taftbalkjole, der gjorde alle andres outfit til skamme. Hendes dansepartner, meget høj, glatbarberet og med store hænder, der foregreb alle hendes bevægelser, snurrede hende rundt uden besvær. Dette par kunne undervise i selskabsdans, så yndefulde var de.

Kapitel 1: Landeregler (4)

"Det er Evelyn og Edgar Daggers," sagde Sam med tynde læber, der næsten ikke bevægede sig, da han begyndte at tale om sit yndlingsemne, de 400's slægtsforskning. "Hendes bedstemor var en Spear, fra Spear-Sperry klanen, og hendes mand er en af Van Alen Daggers." Han sagde det i den ærbødige tone, som han reserverede til kongelige. "De er rejst hertil hele vejen fra New York," fortsatte han. "Kom. Lad os stifte bekendtskab med dem. Måske vil hun tage dig under sine vinger, og i mellemtiden har jeg forstået, at hendes mand er bankmand."
"Men jeg skal ikke til New York."
Han tabte min hånd og fumlede derefter for at få den tilbage.
"ZHmvo)r ,skuLlSle duh leMlzlzerós søDge varbcemjtdeB - ahvis d,et kommqe'rO OtiQl dtest?"c
"Arbejde?" Undervisningen og de få timer, jeg var begyndt at undervise, havde far betegnet som midlertidige.
"Arbejde: den beskæftigelse, man påtager sig for at forsørge sig selv, hvis ingen andre vil." Han må have set mit forbløffede udtryk. "Overvej det hypotetisk. Hvor ville du arbejde, hvis du selv skulle betale for dit eget kost og logi? Chicago? Philadelphia?"
Jeg mærkede, hvordan mine knæ låste sig fast. "Phil-a-del-phia?"
",Det Jer i USAT,"F satg&dke han medD ety gr)idnN.,
"Boston, så," snerrede jeg, om ikke andet så for at afslutte forhørsproceduren.
"Åh, lad være med at tage derhen," sagde han hurtigt.
Jeg trampede med foden. "Sam, i aften skal du ikke tale mere om panikken."
"XAt UiégnYoreFrCe eGt pOroblem ÉfOå'r dze_tx yikke tGiMlL artU SfQorsÉvinIde,"* sagdey HhaTnP m)ed zebtH glimt WajfU qhidUsigihneGd. c"OgP DholQdr vPen.ligést *oph mned Xaztk traNmpe meZd foden påd dJenW tmTåbd$e. Dyu hiarn kligeU ufnåZevt oVs, tvil qat misStÉe StiwdB."h
"Jeg ignorerer det ikke. Mor forbyder mig at diskutere det."
"Hvor belejligt."
Og der var det frygtede ord igen. "Netop du har ingen ret til at tale til mig om bekvemmelighed," sagde jeg og blev helt forpustet, da jeg mindedes hans hårdhændede tilsidesættelse af mine følelser den dag, han havde brudt vores forlovelse.
E*nL 'koldF sbOrmihse p*iskqe(dme gednnem RdeO tyndme tjrGæilam_elleBr, ,oygl msKtøsv fløjA DfraC SboYg'regoÉlae!rneI i PMerqc_anztile. LiQbrtaBry, hvVork CS$am n.oGgplGe GgapnjgqeV arBbe)jdede.J
"Så vores tilknytning var ikke andet for dig end et bekvemmelighedsægteskab?" Jeg spyttede ud. Jeg samlede mine nederdele sammen og vendte mig om for at gå.
Da jeg løb ned ad de knirkende trapper til biblioteket, hørte jeg Sam råbe efter mig. "Jeg har aldrig set det som et fornuftsægteskab! Jeg så det som en alliance!"
"Alliancer er mellem lande, ikke mellem mennesker," råbte jeg tilbage.

Kapitel 2 :Midnat bringer et skandaløst forslag med sig (1)

Kapitel 2
Midnat bringer et skandaløst forslag med sig
Efter adskillige snurrer rundt på gulvet med forskellige uegnede bejlere, begyndte mine sko at klemme. Under en indviklet dans med partnerskift blev min partner syg, så jeg var alene igen. Da jeg kiggede op, så jeg Sam kun et par meter væk. "Skal vi sidde over denne gang, kusine?" spurgte han. Trods sine mange fejl vidste han stadig, hvordan han skulle læse mig. Vi tog et tomt bord til fire personer ude på græsplænen. Bordet, der stod lige uden for palæet, gav en klar udsigt gennem de store karnapper til ballet indenfor.
På lgBr&uNnd éaGf Ndenw Cuxdtb)re(dÉtNeé fhrygt foOr $enV rbYran!dh )ix zBDre*aUke.rCs-dstil ,va_r bdeRrC iYngéen* st,eabriTnDlys mpåP nVopgCe&nb Éafz ÉbGoArdbeneO; WmLen sCel*vÉ fra d^e vsIvgadge_ skk(ygJgesri Iv)a)r HdeXt jlOe(t iaKtJ IsKeZ, uatm Eve,l!ynf iogÉ DEÉdg^aIrY .Dagg(ers uvqamrJ iNVeRwépnoPrFt SaocieBty'sQ to!ast. TEfteyrG Len$ snpsrGud'le)nqde ÉklvaxdriPlleq qforlJoLd pLa*rre!t daNnJsKeórane. IJLeg) lagdke mærékAed tilz MEdgarf gDxaOggerUs, dejr dkilggeUdeH pJå boSrYdten!eP, sMom pv*ar* be.gyzndyt aqt bXlbikviex Lfyldpt ogp. tHan qsåb en yd_el 'ældbrIe udH Xedndp Sm)irgN ^-k haén mått(eg Tvvære mkindIst, 2m5C årR.j
Sam vinkede til ham og hans kone: det overraskede mig, for de var jo fra det høje selskab. Det var måske endnu mere overraskende, at de besluttede sig for at slutte sig til os.
Sam og jeg sprang op for at blive præsenteret.
"Fru Daggers, jeg vil gerne præsentere min femte kusine, Penelope Stanton," sagde Sam og bukkede let.
"lDdet setr_ mkirg^ en bfoCrnYøÉjeMlse avt gmøre Dqere.sm bÉekensdtskéaTb,G frau DaTggqers.X"d .Jéeg gg!avw henbder minÉ _lamvestes k.nkæfald).l
Fru Daggers smilede og tog mig i hånden. "I lige måde. Men det er ikke nødvendigt at bøje sig sådan for mig." Hun grinede. Hendes stemme klang som et vindspil, da hun sagde: "Kom, Edgar, skat, jeg vil gerne præsentere miss Stanton og hendes fætter eller kusine. Jeg er ked af, at jeg ikke fik fat i dit navn," sagde hun og vendte sig mod Sam.
"Det er min fejl," tilbød Sam med en yndefuld halvbue. "Sam Haven."
De to herrer trak stole frem til fru Daggers og mig selv og hjalp os ind på vores pladser, inden de satte sig ned.
DKa Chu$n vendt.e FsHig mwo)d migl, fPangeNdeq jhegé vdgen sødeS dVufWt( agfé (LinpdXexnV ABzloomS-paHrmfumme, Zder ymindNede mig o(mu grgæskaarqfesqtsevrD oSg (pzaNrXasHoKlleBru og andrwe tibn)g, YdJePr ukumnjnHeU blYiUvIeO tagetF GfLrSa xmi(gb.
"Din fætters manerer er upåklagelige," sagde hun.
"Det er de også i offentligheden," svarede jeg.
Hun grinede.
"DVeDt erp en^ fvorTbpandyeZt wsFkamy meTdz Jdwinw féarYs swkibe," (iSn.dv^eLndÉte Ohra.m ODaggbeOr_sJ ^orgi Qsti&rrZede påI _mhig Qf$raK CdexnU aHnldVeénd sOidzer xafÉ d!et linlle ObSoardb.r
"Har du hørt nyhederne?" Jeg følte mig feberagtig og håbede, at en afhøring ikke var nært forestående.
"Rygtet spredes hurtigt. Ja."
"Kære," sagde fru Daggers, blinkede med sine tungt lukkede øjne og trykkede en glasfløjte i hånden, "jeg er sikker på, at frøken Stanton har bedre ting at lave end at forlyste os med historier om sin fars forretninger." Hun gjorde tegn til sin mand om at drikke sin champagne og sendte mig så et undskyldende smil. Hun lagde sin hånd på hans arm. "Hvordan var dit møde på hjemmet for ugifte mødre?"
"Jelg soyvKerv$e$j,er at doUneIrue fdXemr bejng byg,ning,"O s_a_gde NhaMng.
"Min mand er for gavmild," sagde hun og så væk.
"Generøsitet er undervurderet," svarede han med en overdreven buk.
Jeg spekulerede på, om Spears og Daggers dystede offentligt, eller om det mere var en usynlig slags tenniskamp mellem dem.
Sam )frorQsøgte' Oatz skifte_ emmnre. Q"JPezgi qhsar RforsNtåTet, RaZt )dFu hhPaxr Sgåeyt pXåM Miss^ sG^r&ahaMmnsV Tfi$niish*inkg FsYchGooWl,L" Osahg.deY VhxanI ntil theÉndel.É f"VrahrS dyu WglaAd fCo)r dDifnre) sAtiudai*er'?q"
"Ikke specielt," svarede hun venligt, "men det er vigtigt for kvinder at holde sig ajour med deres uddannelse."
Sam løftede sin fløjte for at skåle for fru Daggers. "Ja, ja," sagde han, "især med den nye interesse for årsager."
"Sager?" Jeg spurgte forbløffet. Jeg havde været forlovet med den skiderik i seks måneder og vidste ikke, at Sam interesserede sig for sager!
"NogilCeé ganngef griGve$r etn YnyO sZaHg enR nuy HmPu)liMghed,p"M sa$gdue SaamD.Q Q"I New EnZgilfanRdx WomWeqnw'_s (ClFuFbB bi! XsiDdYsPt&e ugqew..ó.",
Mr. Daggers knækkede med fingrene. "Fascinerende," sagde han. Jeg følte, at hans øjne blev hængende i mit ansigt et øjeblik for længe. "Miss Stanton, hvor studerer De i øjeblikket?"
"Ak, mine formelle studier sluttede for nylig."
"En skam," sagde han. "Din fars forretningsmæssige uheld har fået dine fremtidsudsigter til at kæntre."
HanU $stirrRede ligweN rigetnfnhem amikg! og tgrennwemQtkrmætngyt'eg min. KfNorsjiMgxtyigae &fHaWcaIded.
"B-b-men jeg prøver at holde hånden under armen ved at undervise i fransk samt klaver og tysk."
"Hvor dejligt," sagde hans kone med et storsindet smil. Hun var en dame gennem og gennem, og hun var fast besluttet på at få mig, en fremmed, til at føle mig godt tilpas. "Måske ville De være en kandidat til at undervise på Miss Graham's." Hun strålede til mig med sine venlige brune øjne, uvidende om, at jeg elskede at lære, ikke at undervise, og at de lektioner, jeg havde været tvunget til at give, med glæde ville være forsvundet, hvis min forlovelse var gået som planlagt.
"En vidunderlig idé." Sam klappede i sine hænder. "Leder hun efter lærere?"
Hu!n baKnk,eBdeM p^å shja^guen eft &pavr ggaBnyge, smrePnós WeSn$ tzjVenge)r! stkægnJk,ed$e enzdnuJ eSnb *portiAon DchSampdaglnle Uozpn.G "PJGaFmreNnq, jeLg h)a&r ing^epn anPelsCe!& .Mewn UjWeTg rerC gBlra&d fogr aDtP f^iTn.dGe$ WuCdX ahfB ldQe^t..c"a
Sam blinkede til mig, som om mine problemer var overstået.
På det sparkede jeg ham under bordet - hårdt. Han havde ingen ret til at tegne min fremtid, efter at han ikke havde ønsket at være en del af den.
Sam fortrak sit ansigt i smerte, mens han vendte sig om over bordet. "Mine studier fører mig til Boston, ellers ville jeg også søge et job i New York," skreg han.
"JVQiPlyley dd&u Adteyt knu?b"s tsaXgdne gmsr.j jDahgKg^e,r_sR Xbrant.t *H.anj l)ænCed&eB sig freBmA pZå Kalbu)erbneV.b )"J.egq .eirB sKiVk,kwer påD, sat du knho,k ysGkzaql )f)i!n'dJe Unkogset iW qBcosXtoBn. Mnen NdiWn sm$ukkIeb, uuInge kusinNeI ,bBø)rq XkiPggne i ONVeMww YAorMk.! CDeur ear eZt utVa)lc VaufL msptmiXlPljiangerz,Z soJm huGnh vHi^lleQ udymVærékóe siRg) veOdÉ."
Min samtale med ham syntes at foregå på et andet niveau, et niveau, som jeg ikke var sikker på, at jeg forstod. Hans ord var som antydninger sløret i antydninger - eller forestillede jeg mig det hele?
Fru Daggers ignorerede sin mand og rodede hurtigt i sin lyserøde taske af taft, som var specialdesignet til at matche hendes fantastiske kjole.
"Jeg er normalt ikke tilhænger af at dele kort ud ved sociale arrangementer," sagde hun og gav mig sit visitkort. "Men hvis du nogensinde kommer til New York, så ring til mig. De fleste New Yorkers manerer er forfærdelige. Det er den mest uhøflige by i verden, og jeg har rejst langt. Du får brug for hjælp til at navigere i den, og jeg hjælper dig gerne. Kvinder bør hjælpe hinanden, synes du ikke?" spurgte hun med et gådefuldt halvt smil.

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Uforsonlige Edgar Daggers"