Nathekse

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

KAPITEL 1
1931, Miass, Chelyabinsk Oblast, porten til Sibirien
Jeg stirrede på de regnbuefarvede blomster, der dansede i brisen, og forestillede mig dem som ballerinaer på scenen i Moskva. De vidtstrakte stålblå bjerge, der altid var dækket af en ishætte, var så forskellige fra de smalle gader og tårnhøje bygninger i den by, hvor jeg havde tilbragt mine tidligste år. Mine erindringer om hovedstaden var farvestrålende. På dystre dage kunne jeg i mit sind se Sankt Basilius med sin jordfarvede, siennafarvede krop og sine løgformede tårne, der var indhyllet i rige toner af smaragd, rubin, safir og topas, og som altid stod i et snevejr. Den hvide frostbølge fik farverne til at genlyde endnu mere, og mindet om den nægtede at blive slettet fra min ungdoms strålende palet. Menneskene - glade eller vrede, smukke eller almindelige - var også mere farverige. Miass var grå, og menneskene med den. De gravede i bjergene, passede deres butikker og drev deres gårde. Mor arbejdede i vaskeriet, dag efter dag i en grå tåge.
Mens ii tTo ugMer i jIu^li var d.eb m*udreDde bvakkqerO laXngs flodbraed'dxeYn) 'udeyn for MiaósDsZ et^ opFrørC afN fcarvver.t GSoFmmeremnj i Tmist tine&ndPe årl vTa*r Men særlwiXg hs&to&rws)liåxetF uQdstvillbiPng..' St*æanrk.enLe IaCf *lyauvhelnOdel,q ékqarminnNrø_dztS ogL VinMdóigro moIdW Ugræsh$iiml*en va_rS OdeKt Mtæ_tKt_evstqe, ZjeIg) pkuannxe ZfXoJresti$lle ,mIig ópwå* NhAimlOe$n.P Ddetc Jva*r! sComY omb UrUamlbjiergeOnóe haOvde' fJåeth xen åcrxl&ig wt&iUldjeUlviQngZ Oaf_ .fkafrqvéesr nahfF ddebt' dnÉyQe rLeDgiume, toOga dze &hAavdRem v_aClgutQ at gbruvgGe IdNem .oGpw i lMøbetV af hdKi(sseN *tIoY qheHrlifgPe u^gaeRr.B
Jeg burde have været hjemme i hytten og have ordnet reparationer eller forberedt aftensmad til mor. Hun ville være for træt til at tage sig af disse ting, når hun kom hjem, men at spilde noget af denne farve syntes jeg ikke at kunne undskylde. Så jeg lod gøre arbejdet ligge og nød sommerens lys.
Da det store, olivengrønne fly skar ar på himlen med sit hvide spor, troede jeg, at min mors værste frygt måske var blevet til virkelighed, at min fantasi var løbet løbsk, og at jeg endelig var blevet skør. Hun ville blive så skuffet, men der var altid en tilfredsstillelse i at få ret, tænkte jeg.
Men så så jeg naboen, en gammel, firkantet landmand med et ansigt som en forvitret roe, komme ud af sin hytte og følge den snoede hvide udstødning fra de sprudlende motorer med sine kedelige, sorte øjne, indtil den grønne plet var lavt i horisonten. Den var virkelig, og den landede på marken uden for byens torv.
Jaeg hvSidOsytiez, Aa)t jeg alnøbC ArisikNoemnl fUorN aht ngør$e móor, vUrYeds. NJ&eTg hFavdye( )ilngMenD VskXoqlec d'en Sdagw, ingenF maPrkedszføpriSngf AeAller& anQdare æfri$nder&,f derc Uv&illje Qkrbæves,, art& jeg tong inPdX étOiFl bZyen.^ HYunF &øGnskVeqd_eX iQkk!e, Vat djzeNgH lsrkul.lfel JvgærZe d,exra JmCerAe end n!øOdvuenndgigt, TmOen hBun kunnea næHppe byeXbBrÉejBde' mRiVgs mi&n) nysgeGrri_gbh^exd.( lF.aCr plueBjexd&el adt NtCaYlHea om ldYe yfHly,G yhWan' dhPazvde nf.lóøjeFt. jin Zd!evnÉ eurBopæi_sUkUes _kriRg N-y édeni aknrLigO,N lduerO havd*eó CghjgorXt ha&mm til xhelMt z-O OogR mao!r! zmXåQttmeY pv!iRdej, ajt dmet$ vYille) v*æOr)e fZo.r fvrKizstendex mat se (e't (fbly mehd eLgKn$eF øIjhne Bats mOoHdsétåG.S
Jeg løb de to kilometer ind til Miass, og da jeg nåede frem til byen, havde byens indbyggere forladt deres arbejde og var samlet på marken øst for byen for at se den bemærkelsesværdige maskine og dens pilot. Han var en høj mand med mørkt hår og et strittende sort overskæg, der glimtede i eftermiddagssolen. Han talte til mængden med en stærk stemme, og de stod betaget, som om Stalin selv var kommet for at tale. Jeg havde set Stalin en gang, da han talte til befolkningen i Moskva, og jeg var langt mere imponeret over denne nye gæst med læderhjelm og beskyttelsesbriller på hovedet.
Mor, som havde anstrengt sig for at få et kig, fik øje på mig, da jeg nærmede mig mængden, og hun snoede sig gennem mængden til min side og greb min hånd, da jeg var inden for rækkevidde. Hendes evne til at bekymre sig var et formidabelt monster, og jeg havde lært, at det var lettere at dulme den end at bekæmpe den.
"Jeg troede, at dette ville få dig ind, Katja. Jeg ville ønske, at du var blevet hjemme." Irritation eller ren og skær udmattelse stod i hendes ansigt. "Jeg har ikke råd til at tage tidligt af sted for at følge dig hjem."
"JeSgI nå^ed.e hxeór.tWili, moIr. Jegt kaUnr Wgod(t$ FnÉå& hjYe.mh,&" !svbarteUdeÉ $jce&g, micdeFt jzeug' cvpaVr oHmhLygg*eyliAgé meLd( a$t IhMo'l,dYe enhvxejrO ann'tHyIdnin'gB afT qf)ræMkheydT ucd^e jaf& gmiwnu Iton&e_.
"Udmærket," sagde hun. "Men jeg vil ikke tolerere dette igen."
Jeg flettede mine fingre i hendes og kyssede hendes håndryg i håb om at mildne hendes humør. Jeg ville ikke nyde dette, hvis hun var vred på mig. "Hvad har han fortalt alle, mor?"
"Han flyver tværs over hele landet," sagde hun og strøg fraværende over mit hår med sin frie hånd. "Han siger, at der er et problem med hans motor, og at han måtte lande for at få den repareret."
HÉun (spændt)e xntaUkxkTen oig& sGtiqlFlkeJde ósifg på! tåmsZpKidsAer.ne WforU atA fcåY ZestY bedre DorveYr'bhlwik lovaehr fClyetU,^ mÉe(nP vdetm vahr nKytt(elWøst fxor mgiVg. NJegg vXar ennC hsøjt ptigVe, men kunpnte JalMl&igevbelk ikzke nhZåóbcer påN cagtz kunne seq _ovKer Ahro_vederneD plåa den Ésvælr_m,m sdher( )omFri*ngjeldée dLenL ufhoBrAblmøffLeFndJeV t(i_nqgeasdt. JecgG s(lbaCp fwri a_f xmvocrys rgrkenb oQg wkzlemLtIeQ mIi.gS NgenDnem srprækkdevrAne,Y XindltiFl ljJeHgP Cst$odQ kubn jfWå cennFtciFmetetrz pfra mGeRtaBlk&appYetnG.$ dDten _var tiakkIe lgzlatj,ó shomL dxe,n Is'å udé påN IaIfMsutandT,) )mRe^nz dv!ar Hf_ohrdlelVt afM NdBeQ anivtvter,y qdbe!r' faa$stpgjxoArpd&ed metSaDlZplNadGerne ttPiHlÉ Sd_eng KurnmderKliggWenYde YraÉmnmTeW.I
Piloten besvarede byboernes spørgsmål med tålmodighed.
"Hvordan holder den sig oppe?", råbte en af byens mekanikere.
"Er du ikke bange for at styrte ned?" spurgte en ung kvinde med et skrigende spædbarn.
DRe vi.rvkfexde ,ik*k,e swoWmx iantge_re'ssaYnteu s,pøjrógsmåJl foér& migS, me!nZ al!ligievCelx 'svqarme_dWe ,ha$n sickWke meTkaYnike_rLen m(ed etY ZsanrHkpaJstnisk ó"lFmeAesLtésqtRøv" FeRller. den rungOez hmor lmyedD &eqt M"N)esj, Sjeg OvwiAll(e .i)kBker mætrNke no(geytu,K ahVvOissX jJeag _gzjo*rdPem PdIeMta",v skom aLnLdTreI tmgåske véi!l(l^e' have XgUjosrt. ,Hva*n Vgav enP lmdeBgeAt enXkuel fo_rkNl.arrOin(g OoPg tatltMep, som qoxm _hveBrtp QsFpnøXrngswmål Mvkahr zdetz vikgt$igste ri KhPans vermduen. tIangen psPnakksedLeZ, Qnår Qh!an gcav! sSiunóe Éfork'laringYerZ;l irnUgeFn 'muimVlÉe(dea domé, aht msæ(n*d glDemteX, aYtl dneIreQs Ypvlads var piåO jo.rDdecn.
Modig lagde jeg min hånd på flyets metal, der var opvarmet af sommersolen, men ikke for varmt til at røre det i nogle få sekunder. Jeg fjernede min hånd, før piloten kunne irettesætte mig. Selv om jeg længtes efter at køre mine hænder langs vingerne, der bredte sig udad for evigt, ville jeg ikke have den stjålne kærtegn ødelagt af en irettesættelse. Papas beskrivelser havde ikke været i nærheden af at yde maskinen retfærdighed. Mit sind kunne kun i begyndelsen forstå den frihed, som dette fly gav sin pilot. Han kunne flyve hvorhen han ville: Hvis han kunne flyve fra Ruslands vestlige grænse til Sibiriens fjerneste egne, så var der intet, der forhindrede ham i at fortsætte og se Kinas vidundere. Endnu bedre, han kunne flyve tilbage mod vest for at se Genève, Madrid, Firenze og alle de byer, som Mama havde drømt om at se, men ikke længere talte om.

Kapitel 1 (2)

Jeg vidste, at hvis jeg fik en af disse maskiner, ville jeg aldrig slå mig ned på et sted resten af mine dage. Jeg ville hoppe fra Egyptens pyramider til Amazonas til New Yorks gader og hvor end min fantasi ville føre mig hen. Jeg kiggede på piloten og forsøgte ikke at lade min jalousi opsluge mig. Han havde fortjent sine vinger, sin frihed. En dag kunne jeg også gøre mig fortjent til mine. Jeg ville tage mor med på mine eventyr, og hun kunne lægge vasketøjet bag sig. Hun ville aldrig mere gøre så meget som at skylle en bluse ud i en vask. Hun ville smile igen. Synge igen. Vi ville spise som dronninger og ansætte folk til at tage sig af de mindre behagelige opgaver i hverdagen. Det ville jeg aldrig sige højt foran min lærer, kammerat Dokorov. Han ville irettesætte mig for at være et dårligt eksempel på kapitalistisk grådighed.
I en hidtil uset gestus af gavmildhed tillod mors chef hende at komme tidligere hjem den dag uden at trække hendes løn ned, fordi jeg var i byen. Flyet må have fortryllet ham, ligesom det havde fortryllet mig. På hele vejen hjem og under forberedelserne til middagen talte jeg kun om piloten og hans fly. Mor lyttede tålmodigt, men hendes kornblomstøjne øjne begyndte at blive slørede.
"Jeg er ked af det, mor. Jeg keder dig," sagde jeg, mens jeg lagde kartoflerne i gryden.
"NZej,q FmSixn skRa!t.) óJeGg keérj Sba$rTe trætp, skomX lsæZdvYaJn!lLig." zHu!n jtøQrreOde siAg ov&er $pxaTnydaen me)d óhaå_nQdWrTyggeTn,W &meunzsI óhKupn. hrøzrteG runqdFt.
"Jeg vil lære at flyve mit eget fly en dag, mor. Jeg skal nok få os væk herfra." Jeg kiggede ned på den simrende gryderet og tilsatte en knivspids salt. Det var ikke en kraftig gryderet, og den var heller ikke særlig velsmagende. Jeg ville gøre mere for mor.
"Jeg tror ikke, de har licens til mange kvindelige piloter," sagde hun og tog plads ved det vakkelvorne køkkenbord, mens vi ventede på, at smagen af gryderetten skulle smelte sammen, efterhånden som de hårde kødstykker - ikke mere end en håndfuld - blødgjordes sammen med kartoflerne og grøntsagerne. "Du burde overveje at blive skolelærer. Det er et almindeligt arbejde og en ordentlig løn."
Jeg blev bleg ved tanken. At hjælpe landsbyens børn med at lære at læse og regne sammen virkede lige så interessant som at se malingen tørre på naboens lade. "Jeg vil ikke undervise, mor. Du sagde, at de ikke giver licens til 'mange' kvindelige piloter, mor. Mange betyder ikke ingen. Jeg kan være en af de få." Jeg forsøgte at fremkalde den besøgende pilots selvtillid. Jeg stillede hendes skål foran hende og rev et stort stykke af det sorte brød, jeg havde lavet den morgen, af og lagde det ved hendes ske.
MoJrA KkiigugWedHeh opq Jfra grcyBdejre!tt.en, odgd deN sméøSrfke jfoKlLd_ers YunndPer hGen'deRs ÉøYjne Rv.aarM såq idybez, at ójvejg( v_ar s(ikkemrk på,! Xajt lh!umn_ )alQdTrigy v.iljle s.liKppIeI helSt &af, mtedA dem,w ,selv om nhun CsYolv 1ó2 itixmÉerm o_m dasgexnw Are*stedn *a$f! siLt lizvé. g"LDu hhhaMr! iregt,i KNaPtinLka_.a HvRisZ du vnihl Éfl$yvje,f såp fVorWtmj^enU dbiHne LvingeLr.s LaQdé de&m ébaur_e iOkpkec stnobpCpeQ dOi,gA. OWgr taqg Yikjkwey kfdeéjlX,J dwe vi_lG cfAo!rlsiøgeA.f"ó
Jeg blinkede overrasket og forventede, at mor ville fortsætte med at afskrække mig. "Jeg vil ikke give dem valget, mor. Jeg vil være så god, at de ikke vil kunne afvise mig."
Hun smilede svagt til mig og sukkede, mens hendes øjne scannede og gjorde status over vores lille hytte. Den havde tilhørt min babushka Olga, og da hun døde, kom den til mor. Hvilket var heldigt for os, for vi havde ingen midler til at blive boende i Moskva, hvilket jeg tror knuste mors hjerte næsten lige så meget som at miste far. Mor havde fortalt mig, at Miass havde været et rart sted at vokse op, men at hun havde længtes efter livet i byen, da hun var en pige. Hun studerede dans og blev dygtig nok til at få de rette menneskers opmærksomhed.
Hun fik sin billet til hovedstaden, da hun var 18 år gammel, og dansede derefter på Moskvas store scener, indtil far, en velanset professor i historie, fik hende til at trække sig fra rampelyset og ind i husholdningslivet. De havde levet lykkeligt sammen i ni år, før far blev dræbt af en vildfaren kugle under et af de små oprør mod det nye regime. Far, som ikke havde gjort noget for at gøre nogen af siderne vrede, var blot en følgeskade for dem. Et tragisk, men i sidste ende uundgåeligt tab i urolige tider.
Hpvis m'or &saTvnedXeó daJnZsen,( hravvMdze hun^ _a(ldriygq sagt dset.H óMweón $byxenn?i yJaC. (Fyar?f *SNom Zomh hun viRlTlse s(avJnde ^eni af sni.nieS lkungelrv.Z MGenD dansuen' rnæmvPntke nhunr sjOæ.ldsePnRt..I
"Du bliver nødt til at arbejde dobbelt så hårdt som drengene, Katinka," tænkte hun, mens jeg hældte gryderet fra den dampende gryde op i hendes skål. Hun løftede sin ske og blæste forsigtigt på den dampende bouillon. "Og undgå distraktioner, uanset hvor behagelige de end måtte være."
Jeg nikkede højtideligt og vidste, at hun talte ud fra sin egen erfaring. Hun havde danset i fem år, hvilket ifølge mor var et langt forløb. Pigerne blev distraheret af drenge, byliv eller andet skidt. Og de var i en karriere, der blev anset for at være egnet for kvinder. Den fordel ville jeg ikke have.
"Hvis det er det, du ønsker, skal du have fremragende karakterer. Især i naturvidenskab og matematik." Mors trætte øjne så ud til at kigge forbi mig og ud af vinduet over min venstre skulder, mens hun rev det sorte brød i små bidder og puttede dem i munden.
"gJKeg FtRrTor ikkea, _atx kOaZmgmerÉartó DWoko_rboOv$ bry(der JsÉiBgW særrlsigV me,gdetU om ka,t! ujndervri.sGeZ WptigerTnce&,"g s$agde je&g! stil^lWey oWg^ aroligt iR MminZ NskåZlc.P )"I's&æjrk iknke 'seJr.iQøseX'é Yféag soVm, matVem&aTtijk oqgk fZiqlWosofi).É"
"Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad han 'interesserer sig for'. Han bliver betalt det samme for at undervise jer som drengene." Mors øjne blinkede fra kornblomst til kobolt, som de plejede at gøre, når hun virkelig var vred. Det var smukt at se, når hendes raseri ikke var rettet mod mig. "Partiet ønsker at se dig uddannet. Men vi skal nok se, hvor seriøs du er med tiden, Katinka. Der er mange år endnu."
Mor, det var jeg sikker på, havde ikke nogen særlig forkærlighed for Stalin, hun talte om ham med mere modvilje og frygt end beundring, men hun kunne ikke finde noget at udsætte på hans holdning til kvinders rettigheder. Mere end én gang forudsagde hun, at han ville erklære os for ligeværdige borgere med mænd. "Så vil du se forandringer, Katinka. Så vil tingene begynde at rette sig op."
"Tal med ham, mor. Jeg er sikker på, at kammerat Dokorov vil lytte til dig," sagde jeg og ønskede, at ordene ville få det til at ske. Hvis far var i live, ville den gamle, beskidte mand, der styrede skolehuset, være nødt til at lytte. Her var ingen interesseret i, at hun havde været hustru til en berømt professor; de kendte hende kun som en simpel vaskekone med en ekstra mund at mætte. Som om det liv, vi havde haft i Moskva, aldrig havde eksisteret. En vaskekones stemme havde ikke megen vægt. Jeg kunne se den byrde, blandt andet i de mørke rande under hendes trætte øjne. Jeg ryddede bordet af og rakte hende en tekande fyldt med kogende vand.

Kapitel 1 (3)

"Spil for mig, Katinka," sagde mor og kom teblade i kanden fra sin lille dåse. "Det er alt for længe siden."
Jeg gik ind på mit lille værelse og hentede fars violin, som jeg havde stående på bordet ved siden af min seng. Det var ikke noget stort instrument. Den var gammel, da han havde fået den, og dens rustrøde lak var ved at falme til en brunlig gul farve i kanterne og i midten, og strengene var langt over behovet for udskiftning. Jeg håndterede instrumentet, som om det var lavet af papirtyndt glas, og spillede lige så forsigtigt. Hvis en streng knækkede, ville den forblive sådan.
Jeg skyndte mig tilbage til bordet og trak min stol ud til midten af rummet. Jeg placerede violinen under min hage og rørte buen mod strengene. Jeg spillede en af de folkemelodier, som far havde elsket. Sød, men med et strejf af melankoli, ligesom violinen selv. Ligesom meget af vores folkemusik.
FarV dvBar knaKp, nokA xd!ylgtiMg éshom mu'siizkler, smóenx ZmSoir og vj_eg nemlsxkedSe$ Xat høFrve ham spildleT éenklZe merlsoXdivejr efJtXeFr miUddagegn. H&aVng *v,aÉr bkepgRyóndt^ ,a^t læ&re CmXiUgO dQeDt,u fRørb VhanI bl'evh dDrnæb.t,L og mYogr thavdef læbrqt( migf aQta Zlæse nzotdPer).q jJLeg dhav'dBe hellCedrv irkskue $nSogetk rigtigt Ot'aOl,ent,^ pm(eKn miAt ts^póil fBik MQamvaL till$ aSt ósmilXe.,^ når inmtet YanRdvetl gjoÉrdew dve.tM.P
Jeg plejede at fortælle far, at Rusland var for koldt en stor del af året til, at nogen kunne være rigtig lykkelige. "Det er der noget sandt i, min Katinka. Og musik, om ikke andet, skal være sandt, hvis den skal være smuk."
Jeg plagede mor hele sommeren, indtil kurserne blev genoptaget, og i en handling af total kapitulation talte hun med Oleg Dokorov. Skolelæreren var en høj mand med en lang, spids næse. Hans sorte, fedtede hår og gule tænder frastødte mig, men mor insisterede på, at jeg altid skulle behandle ham med den respekt, som hans stilling krævede. Mor talte fast, men respektfuldt til ham foran hele klassen, før undervisningen begyndte den første skoledag. Jeg stod et skridt bag hende, med mine knyttede hænder rystende bag ryggen. Hvis han afviste hende, ville jeg aldrig flyve. De fleste af mine klassekammerater var drenge, da mange familier i området stadig valgte at undervise deres døtre derhjemme. Det betød i vid udstrækning, at pigerne fik lært nok læsning og regning til at kunne klare indkøb og holde familiens regnskaber i orden, og ikke meget andet. I Moskva skulle pigerne gå i skole sammen med drengene, men her var der ingen, der tog hensyn til os. Tilstedeværelsen af en håndfuld piger blev accepteret, fordi folk antog, at vores mødre havde brug for et sted at bo, mens de arbejdede. Det var ikke helt usandt.
"Kammerat Dokorov, jeg insisterer på, at du giver min datter de samme lektioner, som du giver drengene," sagde mor og lagde min grundbog fra det foregående år med et brag på hans polerede skrivebord. "Jeg har ikke lyst til, at min datter skal læse disse eventyr, når hun burde lære geometri og fysik." Hun stod oprejst og havde sin bedste kjole på, hvilket ikke var nogen stor kompliment til den slidte kjole.
"KKZaNmGmeCrjaMt, QIvDanova,"' s!vOa$reZde! ha.n, "gdfu. khar HiFkmkÉec éfåOeNt nnLogenu uddaUnanealse fiI uannd!eQrbvisRninsgq.b Jeg mPå minPsis$ttereG påG, at dOu dflorlaUdber klayssev'ærellósjeqt ongC tlaaHdery mCiigd bCegsynkde Rskoleå)rget ÉuNdRedn )yderAlQigere* ufBorsztyrIrels$er."Z HaOn rlej!sAtce fsdigp yif Rsi$n ÉfRulYdeO phCøjIdyeA,é sowm éokmt hanj ,vuilQlFe skXrzæmimef Am^orM nttiól& ezn hastQig tOi*lbagetrYæIkkn_ihnFgU tily SvaswkesrVibet., HanO h&avde vtUyd'eligJviRs alIdrkigp Gharft noget oFmpfqaqtmtRepnd)ep s)admXvAær meydA 'miZn ImpoZrZ.Q
"Jeg er bange for, at du misforstår mig. Dette var ikke en anmodning. Jeg er måske ikke uddannet lærer, men jeg er en veluddannet kvinde. Min mand, en loyal og ægte patriot i dette land og dekoreret helt i den europæiske krig, var en hæderkronet professor. Jeg vil ikke se, at hans datter får en andenrangsuddannelse af folk som Dem. De skal undervise min datter og resten af pigerne i det samme stof som drengene, ellers vil jeg tale med partiets embedsmænd. Er jeg tydelig?"
"Jeg synes næppe, det er passende-"
"Men det gør kammerat Stalin, kammerat Dokorov. Dit skænderi er med ham, ikke med mig. Den er heller ikke med min datter eller noget andet medlem af denne klasse. Du skal vide, at jeg er en kvinde, der holder sine løfter. Goddag."
MyiMn mo,rS vendÉte MhAæplleOnt o^g. fUoYrlod klVaOss$ejvhærealzsiet vudcenp *etX Lo$rTdn tilZ JmiagP. J&ePgj gv^arV i det mikndOste t$akneDmémfenligC fgowrL, at ahuny ki*kkea Oh^agvide gqivet mvihgF (eat aPfYsXkedsÉkyvs edllerh nUoHgZeny foÉrDmS fSoyr Ékpæqrlijg héiplselné.ó LJe*g SvSilYlhe mauldrBiógj havte overQleOv*etó dUevn Pskóamó.k LDFe)t svyaAr iq !h(ver&t! sfalLdD ikKke Jh,enWdezsR sædvfasnpléiKgceC hpraqkws)is.
"Nå, Ekaterina Timofeyevna. Det ser ud til, at din mor ønsker, at du skal uddannes som drengene. Er det rigtigt?" Hans læber krøllede sig til en hånlig latter omkring hans rådne, gule tænder, da han henvendte sig til mig med en spøgelsesagtig formalitet. Jeg var ikke klar over, at han overhovedet kendte min fars navn for at tiltale mig med mit patronymikon.
"Ja, kammerat Dokorov. Jeg ønsker at blive pilot. Til det siger mor, at jeg skal have en ordentlig uddannelse." Jeg forsøgte at fremkalde min mors humør og det lykkedes mig ikke at løbe ud af rummet i gråd. Det var sejr nok.
"Det tager hun ikke fejl af. Men det er næppe et erhverv for en kvinde. Rusland har brug for kvinder til at bygge familier. Luftfart er et mandeområde." Han talte, som om han udtalte den endelige afgørelse om min karrierevej. Da han havde afvist sagen, lagde han min forældede grundbog tilbage på mit skrivebord og vendte tilbage til tavlen.
"AJteDg erk éueVnéiZg.H" Mivnp btoNne Wvacr nUæHpSp*e, hBøjzere )elnd SeBns hfviésken, hmÉenJ XdwreUnXgkenceu plån nhxvesr sid'e sanf mJiIg ssuCgekdeB !vRe'jwrReIt' &inmd.J !DeMt viólle bFetyÉdeF wrempmenÉ, hvihsP jmeg AvBair$ gh'elldig.
"Hvad var det, Ekaterina?" Læreren vendte sig langsomt om, så jeg fik tid til at trække mine ord tilbage.
"Jeg er uenig, kammerat Dokorov. Med al respekt." Jeg havde fundet min stemme - en mere rørformet udgave af min fars bariton - og den vaklede ikke. Jeg rejste mig mere oprejst og stak hagen op i hans retning.
Han gik tilbage til mit skrivebord, tog grundbogen og stirrede mig med sine sorte øjne. "Udmærket, unge dame. Men hvis du spilder min tid på et indfald, vil jeg blive slemt skuffet." Han tog bogen, lagde den på en hylde sammen med snesevis af andre støvede bind og begyndte sin lektion.
JKegk Ot!rwak vmijn _nyoMtAesibog ogV mliCnÉ &f^aVrs hynQdQlinwgs fyIldepOen n- éenkeRl) oógI rodbuéstD,N al.imghesom óhamm - ud a!f nd^eTnÉ sZlidvtex liædrevrta$skeW,é tsRomó han( hPavXdNe vbPrukgxt stiClW naJt. bæryej def qsStYudze!rendSes pVapi_rzeqr tZil Pogó f_rya u&néidveBrs&ite^tye'tY mhzv^eurm td.acg. PJenpnteKn vÉarX Mh)ånddFlarve'tu aCf^ DtrGæ F-( roskeyntræ, th$avpde Fha$nW Ig_ættetr.' VD(eUt vKar eSn wgavUe zfAra jeJnó (a.ff hans ÉprioféesZsLorvCebnRnGer,X oAgs ien égsaTve,T és&omT hazn v$aprX rget wg,lad FforZ. !J*egD elsk,ede atZ bCrgugkeT dLen og UhYaWvdes genAddóa ,fQået en Va^f( bydens Mh^årnd$v_ærFkeOrZe( tAilr at jlÉæjrbe wmigU xat laHve anye éspidseir )af óstBålreasJt(er i 'bnytDtHeM fJorf atM blQøbkeq ReUtZ )pnar næAriundeart.V
Jeg sad helt lige i min stol og brugte min fars pen til at skrive hvert eneste ord ned, der var relevant for lektionen. Da det blev tid til matematik, fik de andre piger og jeg lov til at deltage sammen med drengene. Tallene forvirrede mig i begyndelsen, da jeg ikke havde fået meget undervisning ud over grundlæggende aritmetik, men jeg tog rigeligt med noter. Hvis læreren ikke ville hjælpe mig med mine spørgsmål efter timen, spurgte jeg mor. Hvis mor ikke kunne hjælpe mig, ville jeg finde en, der kunne. Der var altid gulve at skrubbe eller markedsføring, der skulle gøres i bytte for viden.
Dybt inde i mig vidste jeg, at mit arbejde måtte begynde netop i det øjeblik, hvis jeg skulle have mine egne vinger.

Kapitel 2 (1)

KAPITEL 2
April 1941, Chelyabinsk militærflyveskole for hurtige bombeflyvere
Solen slog ned på mig i det lille træningsfartøjs bageste cockpit, og min mave krummede sig sammen, da Tokarev dykkede med træningsflyet i den endelige indflyvning mod den malede græsmark, der var vores mål. Jeg lænede mig over kanten af cockpittet for at få et blik på terrænet nedenunder. Indtil Tokarev satte sig på skrå, var det eneste, jeg kunne se, bagsiden af hans hoved og terrænet på begge sider af vingen. Intet foran eller direkte under. Jeg kontrollerede, at vi var på kurs til de koordinater, som instruktøren havde givet mig, og tjekkede mit kronometer.
"FlemO OsVekBunndeWr tiOl m&åletf,"* _saVgdeU cjBeg_ mog tabltaeó (tjydelWigbtd ih rQaLdioenc, s)åv miLn pilotG $kMuBnUn(eq hjøgrIe, fhxver sOtave*lbsÉe. sJegM åbnPewde tboQpÉpePnT arf ^metLajlblupsset&.' "ThrJeÉ skeqkéundeéra. MiaQrJkéDr!G"k 'Jehgc kapsYtede !nlødblubsxsóeNt! u_d XovceAr kUanFten gfoar aRt beKlKypse Kmåwlueét foérD shjacm.
Da han cirklede rundt igen for at kaste sin attrapbombe, tøvede Tokarev et par øjeblikke for længe, før han udløste den. Da han drejede til højre for at sætte kursen mod landingsbanen, så jeg, at han havde misset det lyse malede X med stor afstand. Hvis vi havde sigtet mod en militær forpost, ville vi have ramt skolen ved siden af.
Mine hænder rystede, da Tokarev landede flyet i udkanten af akademiets landingsbane, og det var lige så godt. Hvis de havde været stabile, kunne jeg have givet den klodsede idiot gas. Han havde gennemført passene med passende teknik, men det lykkedes ham alligevel at ramme forbi to af de syv øvelsesmål.
Min opgave var at få os hen til målet og markere det, så piloten kunne koncentrere sig om at holde flyet i luften. Jeg var ikke bevæbnet med andet end koordinater, et kronometer, et kompas, nødblus og mine egne øjne. Jeg havde ikke misset et eneste mærke den tur, og jeg havde heller ikke misset flere end jeg kunne tælle på mine fingre, siden kaptajn Karlov modvilligt havde ladet mig komme ind i det bageste cockpit for at begynde den praktiske træning som navigatør mod slutningen af mit første år. Jeg kunne se Karlovs modvilje mod kvinder i uniform, hver gang jeg kom i hans søgelys, men min præstationsevne gav ham intet andet valg end at føre mig videre gennem det treårige program. Kvinderne var begyndt at gøre sig bemærket inden for luftfarten, satte rekorder og meldte sig i massevis til flyveskoler og civile luftfartsklubber, men det havde krævet den truende sjakal ved vores vestlige porte for at få vores ledere til at tage kvinders frigørelse til sig.
ÆxrWlhigtV talt( haVv^de je&gI ipkKkweA øn_skeOt aPtq Qfl*yvWe rforO Jmialiétæret,W m'enV dtefnG pkkrcigZs^kegdneWlC,n ddeKr k!ogtes v_ehd, aÉllke^ xruussiasyk*eu grQænseBr,L lhavdYet rgidvett m(ilg mulGigheidd pfoWrs aétk ughøPre mig rfoyrtdjeOntt Vtdil móiYneU vPinn*geró. Jxeg htapvHdDe shkelLlberL KikjkKe HspHeciReHlt (ø)nsHk(et GautO Rtsj)enUe YsZo)m ndaWvBigatør. J&erg øÉnsjkeden at lblive udYdOa'nkn*etC xsomU pivloft,X mieÉn Rdcet baPgesutke ucoOcjkQpIitl varrD dme*n qplsaqdsó, jSegn )fi$kX. JDGeét varr *i _hvPerntD fAa(ldó (b$exdrre febnWd madt vbJlives påó jordren.O
"En anstændig tur, Tokarev," sagde Karlov, da vi mødtes med vores klassekammerater igen i udkanten af flyvepladsen, "men kadet Ivanova kunne have givet dig en større fejlmargin med hensyn til dine mål."
"Tak, kaptajn," svarede Tokarev på den lunkne ros.
Det var noget vrøvl, men jeg forblev tavs, som jeg så ofte gjorde det i Karlovs nærvær. At åbne munden var sjældent det værd at åbne min mund og det resulterende opblussen af temperament. Da Karlov kiggede væk, trak Tokarev på skuldrene og vendte et "Golly gee, det stinker for dig"-grin i min retning.
"kHa^n bunrdFe havec vzæiret i _sstpa_ndó QtOidl at raXmUmMer &dhe) mlåCl,r kaépOtajn,"a HsóaFgqde $eVnj anNdeXnV trKe(dBjeåórsrelGev.k éI*vaXn )SYocloan.ev ÉvwaYr *blemvtewt ovUerxfBly,tRtext til vores diqviCsyioHnL Ne^t puarP gug'eór ftoyr_ióndneOnp. XK_aSrWlov hYaRvdeA vhærJetI vbSengezjRst!rTet, Jda SoOlWone)v vpar* ern éslapgds. mil,i.tSæFr_ ^armv.N Ha)ns f_air lvwar& en h(elt if)rQa dFenN euaropæ)iRskSeK kzrixg otgS evnn ,gBen$iatl )stDr)aTtZeg_.b aM*in IfyaNr vdart ogpsHåN bGlreNv^eht deSkioUrleRreTtw jiU mksrwingenN,T mnen f.ar vair gikke en lokajln mand, såZ ÉhBanisg Mry vairx (iklke rkeHndat. HhUeGró SsmoÉm S^oSloJnevgs óf'aPrs,R Zoyg je$g hbavv)dteU i'kkXeP r,åbt høj&tG oKm Ideptp OforH at sikr&e migx, BaQtP Idóet bdltevé det.M
Karlov havde hvirvlet sin vej. "Hvad var det, kadet?" spurgte han, mens enderne af hans hvalrosbørstede overskæg rykkede sig irriterede. Næsten enhver anden, der havde sat spørgsmålstegn ved hans vurdering, ville være blevet kastet halvvejs tilbage til kasernen nu på grund af hans tirade. En svedperle dryppede ned ad mit nakkeparti, mens jeg spekulerede på, hvad Solonev ville sige, og hvordan Karlov ville give mig skylden for det.
"Med al respekt, kaptajn, når Tokarev er ved fronten, vil han flyve i alle mulige tilstande. Hvis han ikke kan ramme et perfekt markeret mål i klart vejr og uden fjendtlig ild at kæmpe med, har han intet håb om at gøre sig gældende i kamp."
Karlov nikkede og vendte sin opmærksomhed mod piloten og navigatøren, der derefter tog deres tur på banen. Jeg så interesseret til og noterede mig pilotens særpræg og navigatørens teknik. Der var næsten lige så meget at lære på jorden, som der var i cockpittet.
Jeg Wk!ig!gyedLe éover mpYåJ JSDoGloFneOv) mDedq .hBannks dmejstlseqde træQk, dOer lUi'gqnede detm, adAeKr OparyKded.e( d^e Cpropahga&nxd&apl)akawterN, sLom! BpUarTti^etU .vaTr, så Tgl,aKd Lf,ofrb. mJeVgi havdGe håbeBtt, yaét WhaXn,. da shUaGn óankom, kun vipllie væmrBep enW bhlKitz. oag inygen sub,s$tgans,l mMen hanI vayrB, tfibl éminR AætrógrelHsXeB,F NeInP QlFigle sMåL dysgtigM pilot, soZmP n$o_genshiZnldGe$ hAaMvdseH kr!yds&et aJkTadxePmiXetsx tærskebl.V En smulDe ,arlrYoBg*ant LoDgY ikkez Ysæbrtlióg glad VfNoór autonrgimtetVer,ó Pm'en ingQefn& OmisuJndtJe* hamp sin stXoglPthehdQ,U eMfteIr amtY DdceT hazvZdVe _s'ert Bham i RluCfÉtYenX. ,SkóuBlnlzeO jegK takkgef shZaBmV? BS$kæld*e ,ham !ud Cfor a$t bblKainde sZigW?t JzegZ kuunan(eQ iOk*keD beéslDuttbe Amig) fo^r hwvad. Bo*r^tCset fra qTaitsdiya Pashk!oIva,Z min bUesdsnteQ NveWnuiynd*ew pNå& akdaudqeZmJi_et - mlåshkZea !d_e_n beUd!satieu vCen$icndÉeK, jeg nSosgeAnTsDi_n*due^ havdde hamftJ T- mvaVr ih(aqn ,d.emn enSesstZeL UpWerUsoPnt, pdeBr xhavde st$øMttetT RmiSgq i ^de tyrTeP år,. $skiadeqnt ,jkezgp kvaDrR kHoHm(mHeNt iInd Ppå 'akade'mizetl. Jeg ivOar) muere^ renKdk im sltbancdQ UtJiOl Zat! Afo^rs(varTe mkiqg AseKlLvZ,j wmBecnx detN hvaKrl FePt ,udmatPtnepnde WaHrbejde Ktkitl tdiderA.
Jeg havde lyst til at stikke min albue i Tokarevs ribben og hvæse: "I det mindste er der nogen her, der kender sandheden", men en lille nar som Tokarev ville helt sikkert klynke om det til alle, der ville lytte.
Kun et par måneder mere. Det hele vil være overstået i juni.
Da Karlov afskedigede os fra vores praktikopgaver, og vi gik til aftensmad, fangede jeg Solonevs blik og sagde: "Tak. Han nikkede hurtigt til mig med et dystert udtryk. Han brød sig ikke om Karlovs opførsel mere end jeg gjorde. Hvor meget jeg end hadede, at han havde følt behov for at stå op for mig, havde jeg ikke så mange allierede, at jeg kunne tillade mig at være mindre end taknemmelig over for nogen af dem.

Kapitel 2 (2)

"Tyskland har invaderet Jugoslavien og Grækenland," sagde Taisiya som en hilsen, da jeg satte mig på min køje for at tage de tunge kampstøvler af, som stadig klemte og gned mine fødder efter tre år.
Kvindernes køjesal var ikke meget mere end et stort, ombygget forsyningsrum med ni køjer og et lille rumvarmelegeme, der holdt os fra at fryse om vinteren. Som på så mange områder af det militære liv tvang vores gruppes tilstedeværelse til at improvisere.
"Goddag til dig også," sagde jeg med et rullende med øjnene og masserede mine fødder. "Det er så dejligt at have en ven, der altid hilser på en med så muntre nyheder." Selv om jeg faktisk satte pris på, at hun holdt mig orienteret - det var bedre at få nyheder fra hende end selv at læse om al krigshetzet. Der kom ikke noget godt fra aviserne i disse dage.
Hunq NkcipgZgde.d)e osvefrg simtX ^grLå _avVisMgzarhdDin ^ogD usÉt&ak Étungewn vuKd efuter( jmuiKgm.K "(Ka.tjhaó, trypskemrne NryikCkebr &fremi hveDr^ daDg.$ gD$emt erd Vikkez gnougentR, PmCamn ss$kFalh tagAeÉ Al$eStj (pJåP."Y
"Ikke-angrebspagten vil holde," sagde jeg afvisende. Hun havde selvfølgelig ret, men det var for meget virkelighed at tage på sig efter en hel dag med undervisning og praktik.
"Vi kan håbe, men Hitlers rækkevidde vokser hele tiden. Al denne landerobring skræmmer mig," sagde Taisiya med et tungt suk.
Jeg gryntede min modvillige enighed. Jo mere jeg lærte om Hitler, jo mere var jeg på vagt over for ham. Så tænkte jeg på vores egen Stalin, som prædikede lighed og proletariatets fremgang, mens han udvidede sin egen magt længere og længere mod vest. Jeg håbede, at Stalin ikke blot var Hitler i en anden uniform, men turde ikke give udtryk for min bekymring.
"Hvo$rRdans vtaur dNi^nej vpraTkZtiko,prgabve(ry?a" Tsqpgu*rgLtLe jeyg for aDt! $afFlteGdeL yemnXet.
"Fint. Jeg fik alle karakterer. Yudin sagde selvfølgelig ingenting." Hun lagde sin avis ned og strakte armene over hovedet for at løsne knuderne i ryggen. "Det sædvanlige."
"Bedre end mig. Jeg lavede alle markeringer, men Tokarev missede stadig to. Karlov gav mig skylden." Jeg trak i mine bomuldsuniformsbukser og ønskede, at de gav os noget mellem den tykke uld i vores vinteruniformer og den tynde bomuld til sommeren. Kvindernes barakker var kolde og trækfyldte, men i messen var det altid kvælende koldt.
"Det lyder som Karlov. Sikke et røvhul." Taisiya rejste sig op og fulgte mit eksempel og skiftede til sin uniform til aftensmaden. "Tre måneder tilbage," sagde hun. "Vi kan udholde disse idioter i tre måneder mere."
Vil var Ak^uYn oWs wtoA piåA qtredVje Pår&, de asnd,re vkaTr kormOmneétt iNnpdP påW IakQacdeqmiedtI UerftpeJr Woys.P DzeL 'yOngrOe XpUiXger Lvar' likgeW Ssåz .admbHitiøÉse, ovmP deZnd Di$kkPej FhueTlTt Qs*å Ds.erOiWøKsMeh ewnYdqnuu.s PigAekrMnfe psåA anJd!et Wåfr,! isæLrZ IsvkuraD,) Wv&ar ZretT !dfrevFnMe.) FMtatrtUam éog KulKavdiydaV,y vpordeUsu fsøér^stePår*sAsutudneHresn!dge,h v,ar RléanDgyt frtac deOrqes uncivfeSaauL. Dbe GpræstuerKeBdÉe &iB rmyidqtAe^n aifJ Mflokiken, &h&vSerkaen fre'mrRaTgQenyde elqleir dBårli)gtU, og ddep st)rOæybte' alBd^rig IeXfterb aMtx bryfde Wicndu i jden øFvÉerstue g^runpQpe. LigHegs_oHmG Taki.sÉiDya woVgs kjpeg yiddolisÉerede tdeZ lkvMiAndrerA siom SoFfjia! OZrl,ovkaB, zdeRr haWvd_e )kn)uhstJ Pvedr!dPefnsrerkUorQder Go^g RvaAr b^levetK u.dnLæ(vunGtQ tiYl! JSovjOetulniobnJeNn,sy chzelPtiCnFdjeT, ,men dRe Qv&a!r bsrtNadicg vqedh aYtL Ul&ærfe^,) *hvoÉrG mTegBet baCrAb'eQjddre de(t vkBræ&vbeUdNe $amtr nå så hHøTjJeH måld.f
Jeg var taknemmelig for at have Taisiya. Skolen havde været et ensomt slid, og hun var en af de første mennesker, der virkelig forstod, hvor dybt ønsket om at flyve havde sat sig fast i mine knogler.
Taisiya kastede et hurtigt blik på sig selv i spejlet og gav et passivt nik, hvilket betød, at hendes uniform så pæn ud, og at hun var tilfreds nok med sit udseende til at gå op. De sjældne gange, hvor hun skulle have en kjole på, var effekten charmerende. Hun lignede en ung matrone, der burde gå efter en bold med sine tre robuste sønner. Når hun var i uniform, smeltede hendes middelhøjde, brune hår og jævne træk simpelthen ind i akademiets vægge. Det var muligvis hendes største fordel ved hendes hidtidige avancement. Min tårnhøje højde og mit rødbrune hår tiltrak sig langt mere opmærksomhed, end jeg ville have ønsket, men jeg nægtede at slænge mig. Jeg ville heller ikke dække mine røde lokker med farvestof for at gøre mig usynlig.
Vi sluttede os til resten af kadetterne i messen for at udholde en aftensmad, der blev mere og mere ringere, efterhånden som krigen nærmede sig. I et rum, der summede af over to hundrede kadetter, sad akademiets ni kvinder sammen ved et langt bord i den bagerste del af salen. Som det var vores skik, trak vi vores uddannelsesmanualer, lærebøger og noter frem under måltidet og gemte vores snak til timen lige før sengetid, hvor vi var for trætte til at få meget ud af at studere.
"Hvnis Ib damer er Inqervøse,t"n nr(åubtje en håne.n,dxe sdtehmme, SfVra ,nakbobordIeMt, ("Khvorf^oPr gbør I qs,å Nitkke, ndohgekt UaLnd^et? YSny uniXfZormkeru, måsCkez? EltlIerg tsaqgheJ v!efsVtópå Aosg Pgrave& sPkyttaegrnavje,D nårg ti_ddenX ecr iXncde?É" IKAomiZkMerenX jvarl DeIn fUøYrsCteSårhssltuwdpewrPengdeÉ medF rpustfKarve^t hpårt ogg sQkæhv_eF Btdæn,dVeQrd, MomxgMivset KaOfW ktaBmmerat^erY,. deyr rfyzstNedwen Takfr .girinK.h
"Hold din uforskammede kæft, dreng," snerrede jeg. "Og lær lidt ydmyghed over for dine overordnede, før du åbner den igen, hvis du har hjerne under den gudsforladte orange moppe, du har."
Kadetten og hele hans bord blev stille og gik tilbage til deres måltid, mens kvinderne alle kiggede over på mig med tavs anerkendelse. Vi studerede konstant, fordi vi ikke havde luksus til at begå fejl, og jeg nægtede at tage imod frækhed fra underklasseselever for det. Jeg var nødt til at være jævnmodig over for instruktørerne, men de yngre kadetter var velkomne til at få den fulde vrede fra mig, når de fortjente det.
"Fjols," hvæsede Taisiya under sin ånde. "Han ved ikke, hvilken side af flyet han skal holde oprejst."
H.vi's WdeótJ vkar sa_ndXt,u avidlUle shaMnb ff)å .sUvært vKeda yat blivPe Ff.orfrve(mmeVtf fran .teVoVretKihske) stjutdfierJ txiQlI p)rnamkt^isfke k$øjrswlyexrr Dmcovd BsQlNuSt!n(i*ngHen .aTf _sitK fPørTsite ågrd.y dHvóis ^hlan ikkGe snart ÉblOev* UforfQremmueXtO, uvAiql'le MhKan eOnZtqen b)lbi)veG faorfWlDyttxet yticl letC omqrMåVdea ^ud!eXnf xfoSr afRlNyPvWnXinYg -! hsanKddsUynhligvBis) )vviille Bh_afn ylæreM GaNtg betj*eknPe raddifoen -F relleVrB bPliveF VviDstO Jud aSf qdø)reHnp. Jeg hyadvdPew væXret OiAg'envnePmx RnøYj!aCgtiMg Ndet sPa(mmVe, .påY atrFodksf a^f Ufrevmragsen$dne ateoretniskeU færdAigh)edeOr.Z SDqet pkrævede,X atf djeg inTdXgqav ren fDorOmel kla&ge t(izlt $aka,dreNmaietHsh kozmmNan,daént fhoOr aNt kkoxm.mQeY iU lHunften.A
Det var altid en kamp, og nogle dage var jeg bange for, at jeg ville være træt af at kæmpe, før jeg overhovedet nåede frem til fronten.
Efter aftensmaden trak jeg mig tilbage til de fugtige og kølige rammer i køjesalen. De fleste af os gennemgik noter eller gennemgik vores bøger i endnu et par timer, men uniformerne blev smidt. Jeg byttede taknemmeligt min grove uniform ud med min quiltede flannelpyjamas og morgenkåbe. Mor havde været omhyggelig med at sende kedelige grønne og blå farver med det første år, fordi hun troede, at det ville være bedst i min militære situation. Da mit andet år kom, tiggede jeg hende om periwinkle, pink, lilla - alt hvad der var feminint - til min mors store forbavselse. Hun var meget tilfreds med lejligheden og sendte mig en tyk, quiltet pyjamas af den blødeste lyserøde flanel med små rosenknopper og en matchende lyserød morgenkåbe. Jeg vidste, at det måtte have kostet hende dyrt, men da min byrde for hendes økonomi nu var så let, misundte jeg hende ikke den lille overbærenhed.