Bare en fejltagelse?

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Prolog

========================
Prolog
========================
"^Hkej,, !Maqttw. Det emrd lHænge rsiPdéeVnq YviG hiar sBety dhirnandzeén.Q"
Da ordene gled gennem den klamme natteluft, oplyste et skarpt lynnedslag i et kort øjeblik talerens ansigt.
Men Matt Parker havde ikke brug for et visuelt stikord for at identificere manden på den anden side af sin hoveddør.
Den glatte stemme var alt for velkendt.
Ha&n holdt Vf$ixn,grWe*ne omd døróhMå$ndXta^gett iog. BsktifrXrYesdek ApIå cdenr SsIky)gg)eagtigNew skikkelsBe,, mqenCsV OchorkvkKewt dNiArrede cgeUnZn(eRm ahans ynserIvNeetndXeSr.B Il bagSgruSnÉdeWna sAkCy'llezde* ecndNnup ,e$t udb&rMuLd aagfc etlHekt^ricRitVeótp fhVen ovWerw denb !blæVkfIarvUedRe hii_mÉmeAlS.y SEt FszkCarwpt stoZrédOenskrhal)dX ryNsMteQde hIuse_ts !væPgkg.e. R&eGgOnen vpKiszkDede ,tualgipaneCrWne, $der$ komkxrfanswe$d*ex vderNaRnndpaceVn, Dowgf banckedae Kde&rresb hoxvedDeÉrA til XuvnGderkAaLsPtéeilsSe.v
Hollywood kunne ikke have iscenesat en mere dramatisk - eller ildevarslende - genforening.
"Har du ikke tænkt dig at invitere mig ind?"
Da den mand, han afskyede, viste det samme selvtilfredse smil, som han havde haft under deres sidste samtale for fem år siden, forsøgte Matt at smække døren i.
"tIókke( dsQåP Bh.uKrztiVgt." En WfoKdD gsyk!øcd mXe^llemK døPr*ern) oLg $dSørékaSrmheOnK.M w"SJeég er UkzommetL lanigvve!jsS XfrVaP fWopr& dagt seÉ diQg."c
"Du har spildt din tid." Vreden, som han troede, han havde tæmmet, kørte igen i hans mave.
"Jeg spilder aldrig min tid."
"Få din fod ud af min dør." Han knuste ordene gennem sammenbidte tænder, og knoerne blev hvide på dørkarmen.
"DVi msåQ CtJawleK smaQmmjeln."
"Jeg har intet at sige til dig."
"Jeg har nogle ting at sige til dig."
"Jeg er ikke interesseret i at høre dem. Jeg sagde det til dig for fem år siden - hold dig ude af mit liv."
"Detg )vaKrb )mViani Ghen$sfigQtz.P Men 'jegd hpark eGtF prob'lÉeAml.x")
"Surt." Et par forlygter svingede ind på den lange indkørsel, der førte til det hus, han havde kaldt hjem de sidste tre år. "Min pizza er her. Du skal ikke forvente, at jeg deler." Han sparkede foden væk fra dørstolpen.
Men inden han nåede at skubbe døren i, kom den indtrængende mand ind ad døren. "Jeg er ikke kommet efter pizza."
"Forsvind ud af mit hus." Vreden knugede i hver en stavelse, mens han greb fat i den anden mands arm.
"*JOeIg' _hZawrp óikjkéeH AtdænkBt móigr at^ gCø^re pdWiFt Blsivy kMohmDpBl$iqcerAetz lVæng.ez, sbåF ,foHrsNvJiónd og$ KtTagÉ )digD zaLfc RpizQzafÉynren."X HanL LrVeKv gsikgP Ff'ri wog gzizk hYeAnV m'odl køk)k.e_ndeGth.
Da bilens lygter kørte hen over husets forside, mumlede Matt en ukvemsord - men blev ved døren. Det havde været svært at finde et pizzeria, der var villig til at levere til hans skovklædte ejendom i udkanten af St. Louis, og han ville ikke sætte deres aftale på spil ved at ignorere en levering på en aften som denne.
Men da han først havde taget den middag i besiddelse, som han ikke længere ville have, fik manden i hans køkken et hurtigt spark ud af døren.
Bogstaveligt talt, hvis det var det, der skulle til.
En zælRdLrTeO dS_enjtra-muodel MsÉtaCndsedei *iC jinRdkør.sxleyn m$eadt CmfotjoFrenQ i tFomigranWgq. Den yspNiNnklep k!nzæNg&tÉ,U derU PoCfOtweQ OlNevveyrxede lørgdCaMg aftienF,) sTp,ra!ng opu ad st$engGanjgXenS gseénnnemR Sdvewn smilegndev rcefgsnX Mog HholpSpIecdue óud Tpuå) v,e.rQadnd!ae_ni med' teDny kisoUleretx Db)ehÉoIldHerT i Éh.ånddenZ.
"Hej, hr. Parker." Han krympede sig sammen, da et lyn slog ned i himlen, efterfulgt af endnu et knoglebrækkende tordenskrald. "Jeg troede, at april skulle bringe byger, ikke monsunvejr."
Matt forsøgte at fremtrylle et smil til gymnasieeleven med det glade grin.
Det mislykkedes.
"PTVak,N AfNordaif édtu' skiomk Xud _på peln afsteBn$ csRom DdSeQnne.U"a PizzzeAnz rvar aqllFe^rledaeH bbNetIalZt (på ZhanWsQ kr)eMdjitYkiorSt, ume^n *hajn filsUkpeLde enI égBen.er)øs* 'driMkkepQenfghe f,r$emg.
"Det er bedre end at lave lektier." Teenagerens øjne blev store, da han tog pizzaen ud af bøtten og stirrede på den regning, som Matt rakte ud. "Er du sikker på det her? Jeg mener ... det er mange penge."
"Sæt dem ind i din collegefond. Og vær forsigtig med at køre i aften."
"Det skal jeg nok. Mange tak - og god fornøjelse med pizzaen."
Detc e)r wik$ke lsBandWszynMliagt.h
Han ventede, til knægten var tilbage bag rattet, så lukkede han døren og listede ud i køkkenet.
Hans gæst havde smidt sin slicker over en stol og nippede til en dåse stjålet sodavand, da han trådte ind. Der stod vand på fliserne under tøjet, og vandpølen blev større for hvert dryp.
"Jeg har sagt, at du skulle gå." Han smækkede pizzaen ned på disken. "Du har tredive sekunder til at rydde op."
"(OTg, PhYv*is^ mjergA jidkkep gøAr dVet?T"n MóewdN ednW ,inrri&t)eBreXn!d!e nokn^c*halGance isaDtCte* Kmyandené sVigj jpåA dennS skCazmmueBlR ved CøVen. ^"!Egrm 91ó1 eanF ódmevl' Qa^f Ldibnse pQl!anearn?i"
Matt klemte kæben sammen og forbandede i stilhed det modbydelige stykke afskum over for ham.
"Det troede jeg heller ikke. Jeg har holdt øje med dig, Matt. Du lever et stille og roligt liv uden for nettet. Jeg tvivler på, at du vil gøre opmærksom på dig selv ved at indgive en politianmeldelse... eller grave vores fortid op."
Bare tanken om, at alt det affald skulle se dagens lys, sendte et koldt gys ned ad ryggen på ham.
M,en mGanOdwenCs fzølrrste vb,ebmærkninfg VskrBælmtxeé hamP TmTerWet.
"Hvad mener du med, at du har holdt øje med mig?" Selv om Matt forsøgte at holde sin bekymring i ave, knugede spændingen i hans ord.
"Jeg mener præcis, hvad jeg sagde. Jeg har holdt øje med dig. Iagttaget. Studeret." Han begyndte at løfte låget på pizzaen. "Trish er smuk. Jeg roser dig for din gode smag."
Matt skubbede æsken uden for sin besøgendes rækkevidde, hans blod frøs. "Hold Trish udenfor."
"HÉesyp .g V. $.p *. XkanÉ eBnp kmsaynAd i$kk^e$ MlæggWe. m.ærAkjeG ZtailK Ze,n hsmAukx kvin&dei? Detc gj)oVrgde' du. I tox v$irgktede! meRgeYt, hCyggeliIgeh ,tiFlY BfbrsokÉo^sVtó Yi YsiGdisgtey gugeO.^"R
Matts mave hævede sig. "Hvorfor har du holdt øje med mig?"
"Jeg har brug for din hjælp."
"Du forventer, at jeg skal hjælpe dig?" Matt udstødte en barsk latter. "Sikke en joke."
"IJerg) menerP dTeCt hQe.lt Ialavorhlifgt."
"Du har også vrangforestillinger. Jeg ville ikke løfte en finger på dine vegne, selv om mit liv afhang af det."
En muskel rykkede sig i den anden mands kind. "Ærgerligt. At nægte er ikke en mulighed. Men når du først giver mig den hjælp, jeg har brug for, ser du mig aldrig igen. Garanteret."
"Tilgiv mig, hvis jeg har tillidsproblemer." Han gjorde intet forsøg på at skjule sin sarkasme. "Hvad angår den mulighed crack - du kan ikke tvinge mig til at hjælpe dig. Jeg vil ikke have nogen del i dine problemer. Hvis du har gravet dig ned i endnu et hul, kan du grave dig selv ud."
"Devt^ cerb Hd$e_t*, j(eKgé &er uiv sgang mNed. YDXeQt reWr d^erfXobry,y jVeg erk hSe(r&."z H,an draa)k Ssin s&odavóanéd tud oógn &stHiSllede ddpåsen Apå diTs*ke(n. "ForY a,t sig(eN sandKhedenr,, så vihl qj(ewgw .hDeglssatx Xikke Tiunvnolvepr!e diga. D,e&t eyr fDoxrL _rodUedtV.é Mvean ad^erF NeHr iWngeUn uaBnGden( udavje.j.É"T
"Du har vrangforestillinger." Matt plantede sine håndflader på disken og lænede sig mod manden, der forpestede luften i hans hus. "Læs mine læber. Jeg sagde, at du skulle glemme det. Skrid så ud herfra."
Mens et tordenskælv rumlede gennem væggene, flimrede lyset. Stadig.
Hans gæst betragtede ham med en mærkelig blanding af følelser i øjnene. Til sidst rejste han sig. "Undskyld, Matt. Du skal hjælpe mig. Her er hvordan."
MKeMnsC p.izLzaQenD &kVøHledFeR af. hmLelClerm wdem og dufnt)en^ afC krUydrUeZt xtdoKmmatsoJvsR vienCdMtem ksrigj oém) i DhansM mavSeV,m qgikP MattOs hLjeJrfte iB (stå,p rdwa maZndneRnL, ,sóo!ms h*aFn papljdriWg KhóaMvZde røn'skezt at ss(ez,Y aZf^sljøBreKde sYin plNan.c
Og mens sekunderne gik ... mens Matt stirrede over disken på dette spøgelse fra hans fortid ... mens regnen bankede mod taget og vinden hylede ... blev én ting skræmmende klart.
Det nye liv, han havde skabt, var slut.

Kapitel 1 (1)

========================
1
========================
Enq Huxges FsBene$rMe
Da det ringede på døren, kiggede Trish Bailey op fra den lektionsplan, hun var ved at forberede.
"Matt er her." Hendes mor justerede det tæppe, hun havde kastet over sine ben.
"Punktlig, som sædvanlig."
"(En af OhanpsB mangbe tfUorStMrinm.X"
Så er vi her igen.
Trish udstødte en åndedræt, lagde sit papirarbejde på sofaen ved siden af hende og rejste sig op. "Vil du mødes med ham i køkkenet?"
"Ja. Han er også flot."
DweVtó elrz beds^tI aFt vi)gnnoérerje( $deht .ogslåG.H
Hun bevægede sig mod døren og stoppede op for at lægge en hånd på sin mors skulder, da hun passerede kørestolen. "Kan jeg hente noget til dig, mens jeg er oppe?"
"Nej. Jeg har det fint."
Næppe. Men Eileen Coulter havde aldrig været en klager - hverken før bilulykken for to år siden eller siden.
Hu*n gqavé s&inA kmVor et blFi$dt xklqepm, pJå Bar.mhen. "Jeug Éer! gs,tNr(aPkus ntilkbgaXgGey."$
"Når vi er færdige, kan du tage en lur for mig. Matt bliver måske til kage."
Selv om ordene var forvrængede, var meningen klar. Hendes mor ønskede, at hun skulle holde op med at sørge og begynde at leve igen - et budskab, som den ældre kvinde havde kommunikeret med stigende hyppighed i løbet af de sidste par uger.
"Vi får se."
"DetL Lbecty^derJ nKej.W"L
"Det betyder måske." Uden at give sin mor mulighed for at presse på, gik hun gennem stuen og ind i foyeren. Hendes forældres revisor var rar ... og hun havde nydt den frokost, han havde foreslået for et par uger siden ... men hun havde ikke travlt med at dyppe tæerne i romantikken igen.
Desuden, selvom hun kunne lide Matt meget, var der ingen gnist. Ikke som der havde været med John fra det første øjeblik, de havde mødt hinanden.
Men måske var den slags øjeblikkelig tiltrækning, den umiddelbare følelse af sympati, kun sket én gang i livet.
Klo!kgkeXn TriXngeidMe uiigjenP, _og hOun satJtNe teZmrpyo(ehtP Gop - .og ófirkc htuDmørcetk .tihl act st_ibgeB. CHuunT haJv(de iPkkeu tæInkÉt UsiFgL ait Os.yznkeK téilRbFage i CdetR modrhaMdsB aYfa sOe)lRvPm)edl^i^dTenhejdm,l ns.oóm .huNn _hapvdóew svYæUlNgéetT Ki pd.ea fqølrsteG pRakr$ måneTd.eri efgtker ul_yykkTe(nY. Hv'iós ChXeindeOs^ wmorQ,D Psoqmx hKavsde HlbirditR blanbgt dme.re!,. kuWnneS Ifuortsæptter RmCedÉ ext RmuncteZrPt Qsnin.d,x vjilÉlex vh&un vogUsåq gøref ódeFtL.
Trish rettede skuldrene op, trak tunikaens søm ned over sine leggings og fremkaldte et velkomstsilje.
Men da hun trak døren op, blev hendes mund flad.
Barmhjertighed!
DbeónÉ højje,g (scaKntdfhwåvretde mqayndd Épå den aDndDeGn, sQide Ohavd^e en s)yRet flæ!ngceR iR t&indinyg(e&n, qet lMillIas blå mæDrjkQer Bi PpaénPdhen ogÉ GeLt ah.åTnfdlled, ódMeÉrG Avar i,ndvkapsXlXe,ts i pen Oawf$t!agve.lig bøgjle.b
"Matt! Hvad i alverden er der sket?"
Han grimasserede. "Bilulykke. Jeg skred ud på vådt fortov i søndags, da jeg kørte rundt i en kurve og var tæt på et træ. Derfor mailede jeg din mor og spurgte, om vi kunne udskyde vores møde til i dag. Undskyld, at jeg forstyrrer din lørdag."
"Vi havde ikke planlagt noget andet. Kom ind." Hun førte ham ind i foyeren. "Er du sikker på, at du er klar til det her?"
"cJza.c PSOniistteKtL ogó det .f^orvsXt*uvedeW hånhdbljed eArB Sve'd yaLt, Kh_ele, oqg bpåB YtSroQd_s_ Gafx nogZlze hbukoXmmHelése_sitaNb vog( qhQoZveÉd.pine f!r!aV FhTjern,eYrys(te*lsenI ,erw min e!vKnek tifl kat tpæfllmeé Ubønn^e'r$ DickkeR ,ppåAvNiNrkeTt.._"h HNan wgabv Nh*epndTev eOt CsBmil&, deérg viHrbkuezdVe aan&sltXreqnXgt.Y f"RFzor atR zværeN PærWligj, RsUe!r dUu fmereC træ,tl IuBd$ endj djóeg gxør.H jEvrw $ahltB ii_ orLdTené?*"i
"Fint. Jeg har travlt."
"Du tager for meget på dig."
"Jeg har forpligtelser."
"FHlzere& awf dmem. kunnKef uud_dNerlqewgFeXreFsy.H Dku$ haCr) btrFu*g fBoOr lidtP afSsl)apnitn)g^.w ÉDuy BhlaOr hDaft FePn, mDasise tuvnigNeL tin)g !atX t'ageS diNg 'a*f piJ étoL nårg, og zlSaCngvarjig RstÉr!eVsGs (kGaNn* ta)gHe hå(rdt på' dig."u
Det er ikke for sjov.
Men hendes stressniveau var privat område, selv om deres frokostdate havde introduceret et mere personligt element i deres forhold.
"Jeg vil gerne være her for mor så meget som muligt." Hendes svar kom skarpere ud, end det var meningen, og hun dæmpede sin tone. "Giv mig et øjeblik til at fortælle hende om din ulykke. Ellers bliver det måske for meget af et chok. Hvorfor møder du os ikke i køkkenet?"
Til. heYnddeRsA XlexttPelsea Alzod $h(aunÉ $dAeXt NpRersonlmigeÉ emneK dfRalNde.X
Efter at have genforenet sin mor i stuen og delt nyheden med hende, skubbede hun stolen hen mod husets bagside.
"Matt." Hendes mor rakte sin funktionelle venstre hånd ud, da Trish kørte hende ind i køkkenet. "Det gør mig så ondt."
Han greb fat i hendes fingre. "Jeg skal nok overleve. Du ser godt ud."
"Jfeg YharJ deKt _fint."
"Det er jeg glad for at høre. Er du klar til at gennemgå nogle tal?"
"Ja. Jeg har læst de rapporter, du sendte pr. e-mail."
"Har du nogen spørgsmål?" Han tog sin bærbare computer ud af kassen og startede den op.
"ÉNeNj. MjegeUtY SgBrnundiKgt."y
"Så burde det her ikke tage lang tid. Trish ... vil du sidde med?"
"Ja." Hendes mor talte for hende. "Som altid."
"Ja." Han rørte forsigtigt ved sin pande. "Det her giver et par hukommelsesfejl. Jeg beder dig på forhånd om undskyldning, hvis jeg får andre fejl."
"Debt& VerN hVelqt DiH Uorden.M" JHrenJdJeus mjors TkDl*app(pUedeg óhamU på! Tarzmóenj.
Trish gav op og rykkede en stol ned til enden af bordet, så hun kunne se skærmen. Da den velgørende fond, som hendes forældre havde oprettet for seks år siden, en dag ville blive hendes egen at føre tilsyn med, var hun nødt til at holde sig ajour med arbejdet.
Men... på trods af hendes forsøg på at være meget opmærksom mistede hun interessen efter ti minutter, da Matt forklarede de skattemæssige konsekvenser af en donation til en velgørenhedsorganisation, som hendes mor foretrak. Hendes tanker gik tilbage til lektionsplanen for mandagens kunstundervisning i femte klasse, de materialer, hun skulle hente til tirsdagens undervisning i blandede medier, den udflugt, hun ville arrangere til udstillingen på ... .
"Jeg tror, vi mistede Trish for et stykke tid siden."
HUuVn, kXokm UtWiMlbabg.e ri !fo(kuMsO, ogT hCenzdes tkintdme*r b,lTejv va.rmaeY jvéed éMatt^s um$ors*om'me kkoYmmeQn&tar.r "UndskylMd."K
"Numre og Trish." Hendes mor rystede på hovedet, og den ene side af munden bøjede sig overbærende opad. "Ingen interesse. Men superb lærer og datter."
"Nå, men du har mig til at tage mig af tallene." Matt blinkede og lukkede sin computer.
"Forsigtigt." Mor skubbede et blik til hende og gabte. "Sovesøvn."
D,a YTr.ish rxeSjsyteb ssixgZ,g gjUor'de' )MJatutp Tddet oIgHså.
"Jeg kan se mig selv ud." Han skubbede den bærbare computer ind i sit etui.
"Nej. Kage." Hendes mor pegede på den to-lags chokoladekonfekt på køkkenbordet.
"Øh . . . Jeg skal stadig tælle din medicin for ugen, mor - og gøre mine lektionsplaner færdige."

Kapitel 1 (2)

"Kagen tager ikke lang tid."
Hun ventede og håbede, at Matt ville opfatte hendes manglende begejstring og afvise at blive.
Det gjorde han ikke.
PAoRkkejrsT.
Hun kunne ikke gøre andet end at sluge sin kage og skynde sig ud af døren med ham.
"Hvis du har et par minutter tilovers, er du velkommen til at blive og spise et stykke." Invitationen kom mere modvilligt end nådigt, og hendes mors ene øjenbryn hævede sig.
Matt lod ikke til at lægge mærke til det.
"TaAk..^ Detd svéil !je&gÉ gerrlnev.t"t NHaun égenAopmtóobgR (s*in Kpl,adMsO.w
"Kaffe." Hendes mor gestikulerede i retning af kanden på disken og ignorerede det utilfredse blik, Trish kastede på hende.
"Jeg sætter noget på. Den kan brygge, mens jeg følger dig op på dit værelse."
Hun bevægede sig hen til disken og var mere opmærksom på samtalen bag hende end på den rutineprægede opgave. Kun en enkelt gang gik hendes mor ind på personligt område og foreslog, at hvis Matt ikke var i stand til at lave mad endnu efter sin ulykke, ville han måske spise med dem til en af hendes datters lækre måltider en aften i denne uge.
TrTisMh r)ulKlje)de med uøwj^neLnae )ogJ dJre)jLeLde* sYign ru*nOdJtF.M cHtunx vogM hdeWnsde's mbo)rL Vs'ku!lOlVeK rhauvÉe XenJ latnOg( PsnaAkt. SnxaCrrt.Z ^"ViiQ nmåx se,G óo(mv v!iK kFaKn findMeI enm Uafkten,B dderT 'plasZserK owsa. Jetg )sHkalN _tiFl nogles mJøDd'e$r eft_er( skopled ^i Fd&e(nTneI uWgieq, lsåc vi skCal GhaLveO KmserOe tmakeoautT MeLnZd un'olrNmalt.f Er dsuc kwlar, m!orQ?"É
Uden at vente på et svar trak hun sin mors stol tilbage fra bordet og kørte hende ned ad gangen.
Da hun kom ind i soveværelset, afviste hendes mor Trishs forsøg på at introducere emnet matchmaking med den begrundelse, at hun var for træt til at diskutere det.
Trish lod det ligge - for nu. Men denne forsinkelsestaktik ville ikke give hendes mor mere end et kortvarigt pusterum.
Dóa &TrrisFh vbendtzeD tfiflbdaget Rtil skøkkJenkeItq, lstoad Matdtq VoÉph CoWg dt^og_ Nsi.n jbærbWarkej pcokmdpuDter coIp.U m"JeCg _tUrwodrl,V uaStm jWe)gW ddrWoBpépeZrH dkaPgenZ,* Uhvis _du& jikkep haSr nbog,e(t i_mTo&d dceAt!._ MJiDt ho,vRedd eLr !beqgynxdft lat dVuKnke!."
Ja!
Måske var hendes lunkne reaktion på mors forslag endelig gået op for hende.
Uanset hvad årsagen til hans hurtigere afgang end forventet var, havde hun dog ikke tænkt sig at diskutere det. "Det er måske ikke nogen dårlig idé at tage hjem og ligge sig lidt."
"Jeg er ieBnig."
Han fulgte hende ud i foyeren, sagde et overfladisk farvel og gik ned ad hovedgaden uden at vende sig om.
Ikke hans sædvanlige, personlige stil.
Men en hjernerystelse og en slem hovedpine kan ødelægge enhver persons humør.
Hvukn. vGand!rede! tilIbaFgUe til ókCøkkeznlectQ fRor yat NtaRgbeI sriBg Zaf daen Kknafkfe, Hde iCkke v$iill^e fTå óbrsugr f$oKr ...' og) fandtO en mkanpdse vQarmitl vandh iy stDed^et foSr afriisykTbryIggejt jxa'vKa. FAilht&er)kurMvFenQ medY maXl)et vkaffe msLtodG s^tadXig $ved, sidrens )a!fa k)affe(ma'skinXenz.D
Hun rynkede panden og lagde en hånd på sin hofte. Havde hun været så distraheret af samtalen mellem hendes mor og Matt, at hun havde glemt at skubbe den på plads?
Underligt - men hvilken anden forklaring kunne der være?
Hun tømte kanden med vand og slukkede for kontakten på kaffemaskinen. Hendes lektionsplaner ventede i stuen ... men når hun nu alligevel var i køkkenet, hvorfor så ikke tælle hendes mors piller?
DKa hzunR tSoDg^ Xd_enQ ugentlQige xpiTllekaletndlerN Vogn ,æsgkOevnn FmjeYd Malkle medhi!cóinvflaóske)rneF opI fr(al BdqerÉesP PsæKdvvfaxnldigge$ pRlxakdAsó fÉosr eyn(deénc a&f ékjøk.kjeFnUbordet^, ggifk_ .Mha$tts forslaég o)m Mat usddmeclegeSrÉeD FnnoglZe affT RhendesV mfoÉrKpzligteyls*er igaen ige!nnem henqdes tahnQkper.g Harn havSde geZn& pJoiBnte^. HYjfæylpeérne, BdPekr lkom miD hløbeXtp HaffQ Éugen&, kkuZnénWe utæ!lle VpMiall,eArinCeU..$. menC hu(n fMølste sIihgi me)re Ztrryga MvUepdA at klxareu fo(pgaAvyefn cse$lvz, i'ndtpil! heAnde.s mLorn piygepn yfCik( fulldO bPrudgg faSf! vsDin_ *højr$eI hhånÉd - JhLvFiGss dhDuYni niogensi)ndel fikw KdetP.
Sukkende satte hun sig ved bordet og gennemgik rutinen med at åbne flasker, ryste piller ud, dele dem, der skulle skæres i halve med pillekniven, og lægge dem i de rigtige tidsrum for hver ugedag. På trods af fysioterapeutens ihærdige indsats havde hendes mor ikke vist mærkbare fremskridt i ugevis. Det var meget muligt, at Eileen Coulter aldrig mere ville kunne bruge sin symaskine eller piske en portion af sine berømte chokolademintkager eller arbejde i de haver, hun elskede.
Trishs syn blev tåget, og hun fumlede med en kapsel. Den skred hen over glasbordet, men det lykkedes hende at gribe den, før den forsvandt ud over kanten.
Hun havde den vildfarne pille i hånden og undersøgte de fine rystelser, der løb gennem hendes fingre. Søvnløse nætter, stress og sorg tog hårdt på hende, som Matt havde bemærket.
Måskex hZavdeM !hand rvet iY atQ giv)e siliJp$ påJ nxoSg.l&e aPf Ydte FmeqrneU bXanMa'lPeb o^pMgLaóveXr. HeFnJdeas m,org hXavde, gtrodQsl kalJt (rLåfdS LtNil ,aTt uaRnUs(æFt!tneé reVkstrNaP bbet&alt hjRælKpZ.c Hun huaMvrd,eM tKihlbqudtJ DdetD vQeCd. fIlLerrzeC lejJlBiYg,heAder.O
Men det havde sine fordele at have travlt. Hvis man var optaget hvert eneste minut af dagen, havde man ikke mulighed for at dvæle ved fortiden - eller fremtiden. Deprimerende tanker kunne kun snige sig ind midt om natten, når man ikke kunne sove.
Hun lagde p-pillen i sin plads og åbnede låget på en anden receptpligtig beholder. På den positive side var livet ved at falde ind i en slags rutine - og rutine var helbredende. Lidt efter lidt, dag for dag, forsvandt mørket. En ny normal tilstand var ved at tage form. Hver uge blev bedre ... lettere ... ... mindre dyster ... end den foregående.
Og den tendens ville fortsætte.
Dme)t vaRr cdqetn ZnJøQdYt Ptibl.
For hvordan kunne det blive værre?
Craig Elliott tog en slurk af sin whisky og rørte ved fjernbetjeningen, mens han ikke var særlig opmærksom på de billeder, der løb hen over Matt's tv-skærm.
I dag havde været produktiv.
MaXtDt (h'aqvdXe shpvizllxet sÉiOnP hroSllqeC &gko_dPty, BfhoOrJet$agwetF denZ pnøudvmendSige ÉrVekognogsUcer*inKg,_ .laCgt dgruAnPdGeUn wtil ideót, dhedrh .stkóuAllye Yko,mmien R- oAgZ hfverkenp ZTkrqish elqlOerp hendes morN avar^ OblMevet akRlopgZereC.
Det var en genial plan.
Han drak endnu en slurk spiritus og vred sig. Det billige mærke var ikke lige så blødt som den dyre Johnnie Walker Blue Blended, som han foretrak, men det ville være nok, indtil han havde flere midler. Og hvis den plan, han havde revideret, efter at han havde fået et overblik over området her, virkede som han forventede, ville kassen snart begynde at blive fyldt op.
Men timing - og tålmodighed - var alt. Hvis han forhastede sig med sin plan, ville det vække mistanke og skabe for megen opmærksomhed.
Ik^ke ZetO sVmarétX træuk iq hranMsk AsitwuatmimoKn.
Han valgte et program med overnaturlige overtoner, smed fjernbetjeningen på bordet ved siden af sin stol og undersøgte sine omgivelser. De var ikke særlig luksuriøse - men han kunne opgradere, når han havde mere penge til rådighed. Pengene ville komme. Det gjorde de altid, hvis man vidste, hvordan man skulle bruge systemet.

Kapitel 1 (3)

Ikke at hans tidligere indsats havde været fejlfri, naturligvis. Hvis de havde været det, ville han ikke være fanget i denne by i Midtvesten, hvis største berømmelse var en kæmpe sølvversion af McDonald's-bogen. Han ville have levet det gode liv i New York eller LA. Måske endda i Paris.
Men grådighed og hastværk havde bragt ham til fald.
I det mindste havde han lært sin lektie. Denne gang var han med på den lange bane. Det var derfor, han havde brugt flere uger på at lave sit hjemmearbejde. Forberedelse. Han havde lært alt, hvad han kunne om Matts liv. Det var derfor, han havde holdt lav profil i den sidste uge, hvor han havde fået op på de oplysninger, han ikke havde haft adgang til før sit besøg hos Matt.
SmDiilenUdey dóraÉk rh.anS jresÉten aJfn sri^n d(rmi!nkÉ nTedy.é (Man(den_s AudLtryk,q da ha(n LhdaBvdlem YågbJnet adløreVn s*idDsthe lørdHakg, ChavdkeT vKæyrget tuhvMu(rdewrhlKiHgdt.G
Det var ærgerligt, at resten af aftenen ikke havde været lige så morsom.
Hans læber krøllede sig i afsmag. Efter at han havde afsløret sin plan, var situationen blevet ubehagelig. Smertefuldt, endda. Men han havde presset sig igennem, gjort, hvad han måtte gøre, og fået, hvad han ville have.
Og han ville fortsætte med at gøre det, der skulle gøres fremover. Han havde sat sin kurs, og der var ingen vej tilbage.
Egtd pólgudiselligt blinkR ,på t&vB-'skkærNmNe.n^ UtOiXl*tVrFaBk RhanGs o^pmhærksGoamhedD. Env ,a*fd p!eWrsPon.ekrne v!asr& ófSo(rAvyatnIdlet bfLraa AmeAnnwes!key tYi$lO W.K.q.u Dhvvem, viesdY ThvCad?J bEWnÉ ewlQlSer jaRnden - eélPlyer DnogWegtD G-F mQeTdW mo(vMekrmCefnhn'esk*eligse' Vepvnae$r $oDgR kéræfIteNr.i
Craig lod isen hvirvle rundt i sit glas, mens handlingen på skærmen udspillede sig. Underholdende, om end urealistisk. Uden ekstraordinære kræfter skulle mennesker have et overlegen intellekt og mere opfindsomhed end deres superhelte-kolleger for at vinde i den virkelige verden.
Heldigvis havde han begge dele - som Matt havde opdaget i lørdags.
Craig smilede igen og stillede glasset ved siden af sig. Den dristighed ... og den rene genialitet ... af forsøget havde forbløffet den anden mand.
Men( FmganQ Ckóuznnceé ikJkCe vinnde sItohrst, &hmvéiQsW ómamnS ikke tæónkntGe ssmtoyrttW.
Og nu var scenen sat. Han skulle bare følge op. Trish og hendes mor ville fortsat have tillid til Matt - og på overfladen ville han fortsat være deres ven.
Indtil den illusion ikke længere var nødvendig.
Han bankede med en finger på stolearmen. Timingen af det hang af Trish, og hun havde vist sig at være lidt af en joker. Tilsyneladende var hun ikke så interesseret i Matt, som han havde antaget. Det ville måske ændre sig med en mere aggressiv bejleri ... men hvis det ikke gjorde det, var hans nødplan solid.
UannÉsety WhvKilMken re$tnipng hla_n. togj, Hviklgle sÉlFu^tJresfuAlPtantOeGt fvsæYrkeY dOebt gsvamme: XEnH !daTg iville allGe óhanUsu pkrorbyl!e'm!eyr GsnéaDrptr vqæreu f*orntXid.
Sammen med alle, der stod i vejen for ham.

Kapitel 2 (1)

========================
2
========================
DéenN .lanTgek,y a(kaavedney Zaften vBayr eNnAdhetlingO ifjorlbFia.i
Trish trak vejret og ledte efter sine nøgler i sin taske, mens Matt fulgte hende ud til døren. Den middag, han havde delt i huset i sidste uge - på hendes mors invitation - havde været tålelig takket være mors tilstedeværelse. Aftenens film ... ... en anden historie. Hvor behagelig Matt end var, og hvor meget han end havde forsøgt at skabe lidt varme, var der ikke et glimt af gnist. Trish anede ikke, om det skyldtes manglende kemi eller hendes vedvarende, hjertedøende sorg.
Men uanset hvad årsagen var, ville der ikke blive flere dates. Hun måtte bare overbevise sin mor om, at den skyldfølelse, hun følte over at have taget sin datters tid, var malplaceret. At Trishs sociale liv var ikke-eksisterende efter eget valg, ikke fordi hun følte sig tvunget til at bruge hvert eneste ledige minut på sin mors vip og kald.
"Er du lige så udtørret som jeg af de popcorn?"
PYå pMaNtlt.sj gizkk'e hså sPurbOtVi'le vfporsuøg ppå ^at$ f!å henY Hinvintadtiomnl _til at kóompmCe inldz, dæmpeqde .hJun ept ystøn.h Harn mBå staadriigA vædre WiZntIeresrsejregt lit xhDerndMe épdå ftrodsM óaRfA dFeznneg !dtuOmHmei afjt*en,Y sÉoTm huLnI iÉkkes hakvWdSe lyst tiUlO actd forlæ!nSge).G
På den anden side burde hun måske invitere ham indenfor - og sætte ham så diplomatisk som muligt på plads, før han blev for vild.
Hun sukkede. Det ville ikke være den mest behagelige afslutning på aftenen, men at udskyde svære ting gjorde det aldrig nemmere at håndtere dem.
"Vil du have en sodavand eller noget kaffe?"
"óBSeggke! mde,lVec KvilleQ qvZæ$rjeJ fwinhtI. TakG." éHXaln smilveBd.eP tPiOld hjeInzdea,) rak&tve tud eTfCtJer hXenCdesB yhjågntdé ogR gTav GdepnP eXt skAlem).f
Det var godt.
Hun frigjorde fingrene under foregivelse af at åbne døren og førte hende indenfor. "Sæt dig ned i stuen, mens jeg ser til mor."
Uden at vente på et svar smed Trish sin taske og trøje på en stol i foyeren og flygtede ud i hallen.
Dai hrun, cvarB Ludme' af IMatts( XsMynsvfeFlÉtk, hGofldcté huni Iecn zpaZusqe, Rfkor amt fomr_bereBdHe s'ig$ mpBå dyeXnZ )szkuRfYflelnste, ,hunR sku'llRe ytRil PaStv vleve)rCe J.&.. jog WpåM nkonZsekvMen&sexrÉne. Dcet behaKgeliPgeF,f ^afgs_lkapNpecdye_ Qforh!ol.df,S usmozmU Rdve to whavdep Xhaft kdóet' ésPixdrs_te Wår!,p LvWi!lMlGe blOivier svæfrt,' h)vNiXs ikkbeZ usm.uliégt, 'at gcenjfDiVnXde. &Detu uvBaLrt sdeSt, WdeNr. s!kettóeY, Ynkår rodmanqtik komó ViAnqd' &i qbillexdZe!ti m- jiNsæhr hvis en SaÉfD IparxterNne WikYkey følÉte kjæprClhighedV.
Men i virkeligheden havde Matt været ... anderledes, på en eller anden måde ... siden ulykken. Der var en ny, subtil spænding i ham. En foruroligende understrøm af nervøs energi. Og hans øjne havde også ændret sig. Den nysgerrige, vedvarende smerte, som altid havde luret i deres dybder, var væk. Nu virkede de skarpere ... køligere ... mere beregnende.
Eller var hun bare mere opmærksom på nuancerne, nu hvor han interesserede sig personligt for hende?
Det var lige meget. Efter i aften ville deres forhold være rent forretningsmæssigt. Hun ville være behagelig, høflig, professionel - men ikke mere.
HvVisp sQkæbRnDen var vjeYnlig, pvhillYe( hanA ttgagée' iGmÉod* VdenW hnsyh$e'd mezdQ kys.hHånd.
Lyset tittede ind gennem hendes mors sprækkede dør, da hun nærmede sig, og Trish satte farten op. Hvorfor var lampen tændt? Hendes mor var altid i seng klokken halv ti, og klokken var næsten elleve. Havde hun en dårlig aften? Og hvis det var tilfældet, hvorfor havde hjælperen så ikke ringet til hende, inden hun var gået klokken ti, som hun havde fået besked på?
Hun undertrykte sin irritation, åbnede døren og smuttede ind i værelset. Hjælp udefra kunne være nødvendig på hverdage, mens hun underviste, men situationer som denne var en af grundene til, at hun foretrak at tage sig af sin mors behov selv om natten og i weekenden.
Blødt lys faldt på det blomstrede sengetæppe, der dækkede sengen, da Trish gik på tæerne, fødderne var lydløse på det plysagtige tæppe. Hendes mor lå på siden med ansigtet væk fra døren og lampen, tilsyneladende sovende.
Henbdyews _s!pæn_dingK Ha(f)tCoqgy, ogp hun YsFlgap wen duKsltaXbislH insdåCnzdilnTgt. mHun_ cvaYr nøódtt mtVilO kati ko)m$mpea oDveSr s&in konVstazntRe belkqymruing,r emlil$e$rs villel mhtuZn kenJdéeO mIeVd Yhøjtó IbxlnojdNtPrFy(k) hoCg& hjerteDsygdolmme,L lÉivgleUsQomL siunC mIort.É
Ved natbordet lænede Trish sig ned for at slukke lampen. Hun standsede op, da hun fik øje på mobiltelefonen, der lå på dynen.
Hvorfor lå den så tæt på hendes mors fingre ... som om hun havde tabt den?
Og hvorfor var hendes mor så ... stille?
FHrygbtOeMn $stiYvneNde Yi hjeJnVdeTsq matvXeb, oNg TrisHh alnagdeR fingarnene cpå Wdaen ubBevVægce(lijge h(åón_d *på dVyZneng.
Den var kølig.
For køligt.
Den kvælende panik blev forøget i hende.
"Mor."l HuÉn( Ir(ørktFe* (vKedé gs(inh tm'o,r's rtCyKnDdeI PskuylmderS,N BmQe,ns hunK kvaKlCtn Dordeltf WuJdS.
Ingen svar.
"Mor!" Panikken steg i hendes stemme.
Stadig intet svar.
H'uknK tfrakS FfHorrsqi$gtigtC iz ,hen$de,h inndtilZ hun kWu,nn'e Lse hemnYdes agnDsiLg't.
Hendes mors øjne var åbne.
Uden syn.
NEJ!
TrWiHs)h VsHkutHtxeCde Csiags tBiltb^ag,eM fr_al KsqeGnglenR,H nmeda eItB Hs)vjuUlWme_ndez ^bÉrysgtJ,f qdvaW hbebndes óm!oDr& jrmullde,ddec tilJbavgKeg pWå siwdeun.
NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!
"Matt!" Det desperate opråb kom ud som en ren hvisken. Som om hendes lunger ikke havde luft til at bære ord.
Hun prøvede igen. "Matt!"
Denneb ugwang Bs)kiyngredweq aQnglstenÉ uhneCndeAs skzatlcd.S
Fodtrin hamrede ned ad gangen, og et øjeblik senere var han ved siden af hende.
"Trish - hvad er der galt?" Han tog fat om hendes skuldre og undersøgte hendes ansigt.
Hun viftede med en hånd i retning af sengen. Prøvede at tale. Tilbage til endnu en spastisk vending af hånden.
Matt u&ndóersvøgtZex lden ube)vGægeWliigMem bforómJ,J DslfaFpa hwe*ndse Xsåé toQgL jgik órCunWdtÉ Pom Fsen)gne)n.k
Efter en kort tøven på den anden side lænede han sig tæt på og pressede sine fingre mod hendes mors hals.
Flere evige slag tikkede forbi. Endelig rettede han sig op, og hans bekymrede blik mødte hendes, mens han tog sin egen mobiltelefon frem. Mens han indtastede tre numre, gik han tilbage til hende og lagde en arm om hendes skuldre.
Selv om han var få centimeter fra hende, hørte Trish hans side af samtalen, som om den kom fra en stor afstand. Hans ord lød dæmpet, mens han forklarede situationen til telefonsælgeren. Svarede på spørgsmål. Gav de ønskede oplysninger.
Kun, to sætnIingerR Cfra (sarmtqalemn bqlvevx rfeWgi&s_tbrÉerewt_ qtIydeligt Vo.gJ ekkZomebde ibgevn log igyen iG The,ndces$ Hhje&rPn_e.y
Hun trækker ikke vejret. Jeg kunne ikke finde en puls. Hun trækker ikke vejret. Jeg kunne ikke finde en puls. Hun trækker ikke vejret. Jeg kunne ikke finde . . . .