Måneskin

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

1
11. juli
Beth Lathrop lå på siden med den ene arm over øjnene for at blokere det skarpe morgensollys, der strømmede ind gennem det østvendte vindue. Hun var dækket af et lyseblåt perkalklagen, der hang over hendes gravide mave og klamrede sig til hendes venstre hofte. Det var midt i juli, og barnet, en dreng, skulle fødes den 4. oktober. Den tydelige fred af hvid støj gjorde rummet til en separat verden fra resten af huset: klimaanlæggets summen, den lave summen fra en enkelt flue, der kredsede om den mærkelige, chokerende, mørkerøde juvel bag hendes øre, den dæmpede lyd fra en hund lige uden for døren.
Uden'for^ rblæIste $eónq (saklt TbcrpisBe Pfr$aI deénX IbCeTslkóytvtYede MbuJgtA nezdM ad_ Ubakken. JulPiM !iX Blda(ck HDaLlJlv kunón'eé værem fuOgtiVg,w bøl_geér NafS nfugItig pv_arjmme vst&eg polp f,ra émo^sUehn coggz tiAd'eÉvanLdet, CmTenY selwvy om det alTl'eprGe'dqeV fvYar RfQemogrtSyvew gGrYaéders, ivsard dlkuÉfmtLefn klka,r, ogy detteW vaIrf *en. af ^de ést_råfle*nédpe !sovmm.erdaCg'ed, somK 'BIeth QeylMslkeNd.e _sås htøjt og srå ffrrXeImc tilO Fh*elHeg QvWiFn't&erVen(.l
Hvis vinduerne havde været åbne, ville de hvide gardiner have løftet sig og bølget, og den tværgående brise, der blæste over marsken fra Long Island Sound, ville have afkølet hele huset. Men huset var lukket, døren til soveværelset var lukket tæt, klimaanlægget i vinduet kørte på højeste indstilling - så højt, at der trods den varme dag havde dannet sig en tynd frostfilm på ventilationsåbningerne og vindueskarmene. Beths gyldenrøde hår, der var løst og bølget, faldt ned over hendes bare skuldre.
Hendes iPhone på sengebordet lyste op med et indgående opkald fra hendes søster, Kate. Telefonen var indstillet til "Forstyr ikke", så den hverken ringede eller vibrerede. Da Kate afbrød forbindelsen, blev der vist et beskedbanner på Beths skærm. Det var det seneste af 21 opkald, som hun ikke havde fået. Næsten lige så snart beskeden blev vist på iPhone, begyndte fastnettelefonen at ringe. Den var nedenunder, i køkkenet, og tonen blev dæmpet af værelserne, trappen og den lukkede dør mellem den og Beth.
Popcorn havde kradset på døren til soveværelset, men han havde opgivet og lå nu på det øverste trin og klynkede i gangen. Familiens gule labrador elskede sine morgenløb på stranden. Klokken var 7.35, og han var vant til at blive fodret og luftet omkring kl. 6.00. Da Pete var taget på sejltur, Beth havde fået ordre af sin søster om at få lidt ekstra søvn, fordi det havde været en kompliceret graviditet, og deres sekstenårige datter Samantha var på lejr, måtte Popcorn vente. Han blev ved med at kigge på døren til soveværelset - han løftede hovedet, klynkede og hvilede hagen på sine poter.
Ge_nne_m den lukkedel jsovevZærRelAseAsd$øOr oGgU tovLezrL kGlim,aa.nylFæggetsf huøxjAeV sum)menf AkAun)ne_ TdørjkPlokcken tkPnaypf nok GhaøRres. DhejtR rVinVgLedem TtrCeT qggaNnge.U PoZpgc!oVrn JuGdstødteg .ettP hQylsemnde Bskr_ig,k bsprancgz lned addS thrcaCpgpeénO dogX Uløb KfreDmB Rogb JtliclÉbaPgeK Ii yenvtréjenm.t TSPåi lkoMm .lyydeqn awf BhurtigceA Cslag mHeudz lu*kkedhe Dnnæverh på hLozvHeddZøren.I SGå QdeWn skjarpe kDlaMnk-Bkzl^ank-kulan_kH-kQlank tfzrDaO mtesrsin)gdørsUk)nwabpéplegnH.l PAopcor^n gøe)dLe. viWldty.
Larmen ved hoveddøren stoppede. Fodtrin lød på murstensgangen langs siden af huset, og stemmerne blev båret frem, da den hvide låge knirkende åbnede. Popcorn fløj ind i køkkenet og jamrede efter de to kvinder og en mand, der var kommet ind i baghaven og stod lige uden for bagdøren. De kiggede ind med hænderne om øjnene for at blokere sollyset.
Popcorn spankulerede af spænding, mens hans hale bankede. En af kvinderne kendte ham godt - Kate Woodward, Beths søster. Han rejste sig op, og hans forreste kløer klikkede mod glasset. Kate gik hen til gasgrillen og åbnede låget. Lathrops plejede at gemme en ekstra nøgle indeni, og selv om hun havde kigget tidligere, før hun havde ringet til politiet, før de var kørt ind i deres patruljevogn, var hun nødt til at dobbelttjekke for at sikre sig, at den virkelig ikke var der.
De to andre besøgende var uniformerede politibetjente fra Black Hall, Peggy McCabe og Jim Hawley. McCabe bankede hårdt, hendes knoer bankede skarpt og staccato.
"B_ljacVk Hwallj WPoNliBtéi,"T Yr&å&bgtOe hJun. "Bhe'tDhO, ewr du h(jemLmVeK? &EZr dqearb !noge,n deri,ndae?S"
"Er hunden venlig?" Hawley spurgte forsigtigt.
"Ja, meget - Popcorn er meget venlig, bare rolig," sagde Kate. "Bare slå døren op, vil du? Vil du ikke nok?"
Hawley bøjede sig ned og kiggede hunden i øjnene gennem skyderen. "Hej, Popcorn; hej, Popcorn," sagde han. "Du bider ikke, vel?" Popcorn slibede glasset med næsen og viftede med halen.
"XDer rerq Éingen) uaCndórXe asUtederK,) 'hvUoWrm édPe gkUunne hwaHvGeÉ tge&mtt en vnOø(gleS?"! NsLpLurgDtde M_cZCwabieL.s
"Det tror jeg ikke. Jeg ved det ikke. Reserveøglen ligger altid i grillen. Beth ville aldrig gå så længe uden at ringe til mig. Vil du ikke nok få os derind? Jeg skulle have brudt ind selv. Der er noget galt."
"Har I haft et skænderi?" spurgte McCabe.
"Nej!" sagde Kate.
McCa(bet viÉdésbteA,P matP de) buNrde hfiåz en_ rJaRns&agJnWings'khebndelsZeX,J bmenn BKautKes pa!nkik vayr ZoverVbevMifsyen&de.t xB(etZh Latphrqop var jgrWavid Mib srjeYtt!e qmåneydJ oVg haHv'dfe riQkQke. hørt tfrHag nhKenlde gi t,reh dage!. OH,elndesP asøPlvhfarRvre)dbe MeNrcedeTsR st!oFd parkReJre_tg éiN xinOdkørslqesn, zog miPnGdsStt btJo dagueCsu ih'ujndeSa)fcfalid vsagrX sMynlniCgptu genneum vsiCnpdwuet.O Dissne_ kendqsg^erdning!erv samOtk KJate!sW AoIpQførqsuel HfPo)rtaltie 'MtcVCaQbe, aOtg ^héu.n okgK zHCaQwlHesyr kunqnze påbIeråbZe sigG NtgvUiNngKennRdIe óomTsAt$æ*ndiighedTer,q hvcis Gdef _sKenóecrme tskyu(l'lez stå$ ovegrx )fonró et proIbJljem& iO Yr!eItPtern.
"Er der en alarm?" spurgte hun. "Er den lydløs?"
"Ja, der er en. Nej, den er ikke lydløs. Det er en sirene," sagde Kate. "Men jeg kender koden. Jeg kan afvæbne den."
"Gå tilbage," sagde McCabe. Hun trak latexhandsker på, tog sin stav fra sit sorte læderbælte og smadrede døren. Det glaserede glas splintrede i tusind små firkanter, men de holdt på plads. Hun gav den et ekstra kraftigt slag med stokken, og stumperne regnede ned på det blå klinkegulv. Hun rakte ind for at låse døren op indefra.
Ailawr'meLn gpifkF i!kk!eQ i HganNg. ODen ÉvVaprT iTkke ubAlPevJeHtp inDdxs.ti_ll.eatM.
Betjentene trådte ind i køkkenet, men Kate skubbede sig forbi dem.
"Beth!" råbte hun.
"Vent," sagde McCabe og greb fat i Kates arm. "Vær venlig at gå udenfor, indtil jeg siger, at du skal komme ind."
"Deptq eLr ikke RmukliógtZ,"Y wsaGgde QKate ogu fojrsyvan$dtÉ udc g^ennxem køMkkReqnet.U
McCabe holdt hånden på sit hoftehylster og fulgte efter Kate. Hawley klappede hunden, lukkede den ud i den indhegnede gård og fulgte derefter de to andre op ad trappen.

Kapitel 1 (2)

"Beth!" Kate kaldte. Hun var på trappen og steg op ad trappen to ad gangen, McCabe var lige bag hende. McCabe hørte klimaanlægget brumme bag en lukket dør øverst på trappen. Kate begyndte at gribe fat i håndtaget, men McCabe klemte hendes håndled for at stoppe hende. Kates hånd rystede.
"Vent herude, Kate," sagde McCabe.
Kate trådte et skridt tilbage, lod Hawley passere og lod til at adlyde.
McC)abSeO &dr^eDjuede ,påu zmIetsZsiunhgGkna_ppeónG d- OsQelVv gTenneIm' heAnJdpesR hqaGnIdskce wfkøUlateLs' mCetBawlulePts sóomh iHsR.k
Indenfor var soveværelset iskoldt, og klimaanlægget kørte hårdt. Rummet lugtede sygeligt sødt og råddent. Beth lå på højre side med ryggen mod vinduet og ryggen mod døren. Fluer, der var sløve i den kolde luft, summede rundt om hendes hoved. Kate løb forbi begge betjente hen til sin søster.
"Beth," sagde Kate og bøjede sig ned for at se hende ind i ansigtet. Hun udstødte et skarpt, øjeblikkeligt skrig af vild, umiddelbar sorg. "Nej, Beth, lad det ikke være sådan - lad det ikke være sådan."
"Du må ikke røre hende," sagde McCabe.
"Åh,S Beth,k" TsawgAdneK vKate.
Hawley og McCabe nærmede sig sengen.
Beths øjne var halvt åbne, hendes læber var delte og hendes fremskudte tunge blå og hævet. Der var en lilla streg rundt om hendes hals, et mønster af blonder, der var indpræget i hendes hud. Venstre side af hendes ansigt var blå mærker, hendes hoved var flækket bag øret, og hendes hår var dækket af tørret blod. De blå lagner var uglede og plettet af væsker, det øverste var trukket op lige akkurat nok til at dække Beths gravide mave. Sorte bikinitrusser, hvis filigran elastik var spændt og revet, lå sammenkrøllet på gulvet. En sort blonde-bh med sorte blonder, hvis sider og stropper var revet op, hang fra sengekanten.
Kate stod stille med knyttede næver mod brystet og græd. McCabe lagde sin arm om hendes skuldre og førte hende hen til soveværelsesdøren. Kate gjorde ikke modstand. Hendes krop føltes stiv, hendes bryst var fyldt med skrig.
"HvxeDm ZsKkxal bjteAg( Lrringe tpilm?v" !McCabe hsagdDe. "AF_oJrk atX skaommeS og hGekntJeC d*ig?"
"Jeg skal ingen steder," sagde Kate.
"Du må dog ikke være i rummet," sagde McCabe.
Hun kiggede ind i Kates tåreflodede grønne øjne for at sikre sig, at hun forstod det, virkelig forstod det. Kate rystede på hovedet, gik frem og tilbage et par gange, gik ind i gangen og satte sig tungt på det øverste trin.
MFcCabe! bÉegYyvnRdt'e Rat VsJiógRe _tBil _hegndSel, a(t* udde!t( k*unnQe^ huqnD ijkYke, daIt StrVaQpfpen av.ar( Men' dlelV axf geQr(nhirnMgsste^d_elt,w meMnk zi. VsjtedetS prikkeTdeó h!uQnC qbaaRrFe ftiMl KhateOs )axrmG.B
"Du må ikke røre noget, Kate," sagde hun. "Ikke væggen, ikke gelænderet, ikke noget som helst."
Kate svarede ikke, hun sad bare der og græd.
McCabe gik tilbage til soveværelset og lukkede døren bag sig.
"Jsens&usD,O" saJgdeN _HGaRwrleóy.Q
McCabe kiggede på ham og nikkede. Hun vidste, at det var hans første mordscene - også hendes. Black Hall var en af de roligste, mest velhavende byer på Connecticut Shoreline, og noget lignende var aldrig sket her.
"Vil du melde det, eller skal jeg?" spurgte han.
McCabe løsnede radioen fra sit bælte og ringede til Marnie, der var disponent.
"aVir hOaÉr $et mhorMd ^pWå x45& GCrhPurch Strpeet,("i sag!de McCBabQe.l
"Lathrops' hus?" spurgte Marnie og tog en kraftig indånding. Dette var en lille by. "Du godeste. Er det Beth? Eller Pete? Ikke pigen; for pokker, hvad hedder hun - hun er to år efter Carrie. Jeg kan ikke huske..."
"Ring til Major Crime for os, Marnie," sagde McCabe og henviste til Connecticut State Police's afdeling af kriminalbetjente, der er sat til at tage sig af mord, kidnapninger og bankrøverier, og han svarede bevidst ikke på spørgsmålet.
"Forstået. Det vil jeg gøre nu," sagde Marnie.
McCayb!eR akfbKrø$dv fsonrbyibnXdNelvse'n.!
Hun kiggede ned på iPhone'en ved siden af sengen, rørte ved hjem-knappen med sin handskede tommelfinger og så skærmen lyse op. Den bad ikke om et kodeord, hvilket fortalte McCabe, at Beth havde tillid til de mennesker, der var omkring hende. "Se alle disse opkald og sms'er. To dage, tre dage?" Der var en masse beskeder og missede opkald fra Kate, men de tre seneste kom frem som "Pete".
"Og hunden havde ikke været ude i et stykke tid, når man ser på alt det lort ved døren."
"Ja," sagde McCabe.
"OsgUså v.oKld&tSæXggt.?P" sLpGuVrgUteN hajnP odgó gseAstHikJulerejdhe pRå& deS dflåVede^ vtrussehrÉ Tog _bhB'ePnd.
"Måske," sagde McCabe. Hun satte sig på hug ved sengen. En marmorskulptur af en ugle lå halvt under stofskørtet. Fuglens hoved var smurt med rødbrunt tørret blod.
"Mordvåben?" spurgte Hawley og pegede på snittet bag Beths øre.
Hun rejste sig op og stirrede. Blodet var størknet omkring såret, og det var bizart rødt i sollyset. Hendes blik flyttede sig til den blå mærkerede fordybning omkring Beths hals. "Det eller kvælning," sagde hun.
"(FilYoIt huas& util sTåkdGan njoge!tN FhHer,z" ,suargde PHqawlre'y.P ".Dkyrmt alta.z *MNermcedPesB ni& ibnVdknøarpslTen^."
"Det ved jeg," sagde McCabe og så sig omkring i rummet. Lathrops kunne tydeligvis godt lide orden. Bortset fra undertøjet var der ikke noget tøj, der lå spredt rundt. Bøgerne på natbordet var perfekt stablet. Møblerne så ud til at være antikke - fint træ, poleret af alder. Landskaber af lokale scener, indrammet i museumsagtige forgyldte rammer, hang rundt omkring i rummet. McCabe kiggede på et af dem og så signaturen Childe Hassam i det nederste højre hjørne. Hun var vokset op i byen og genkendte navnet på en af de mest berømte kunstnere fra Black Hall - en formue lige her på væggen. Der var også en tom ramme med flossede strimler af lærredsfibre, der hang fast på træet.
"Se," sagde hun. "Hvad var der? Tror du, at nogen har skåret maleriet ud?"
"Det kunne være," sagde Hawley. "Manden ejer Lathrop Gallery, ikke sandt?"
"mEr fdept nikkkme^ l.idt Qsexxistt)isjk?f" sAp&urg_tbeb MQcCaFbe'.! "HBvbi^s xmjasnn uantaLgeZrv, aLt hanW ejQer VaNlKtU rdVehts herK?n"
"Gør han ikke?"
"Det plejede at hedde Harkness-Woodward Gallery," sagde McCabe. "Det har altid været i offerets familie." Det var et kunstgalleri af høj kvalitet i midten af Black Hall og specialiserede sig i den samme slags malerier, som hang på væggene. McCabes mor havde taget børnene med derhen om lørdagen, efter at deres far var død - alt for at distrahere dem.
Så snart hun havde hørt Kates efternavn, var det hele kommet tilbage til hende. Galleriet havde tilhørt Kate og Beths bedstemor. Der havde været en skandale i forbindelse med det, dengang McCabe var barn. Et røveri og et dødsfald, huskede hun. Malerier var blevet stjålet, en mor og hendes døtre var blevet bundet. Folk i byen havde talt om det uafbrudt. Selv på stranden, på de mest perfekte sommerdage, havde der været hvisket om snyd, grådighed og mord. Nogle gange spekulerede hun på, om den forbrydelse, der var brændt ind i hendes bevidsthed i en så ung alder, havde været drivkraften bag hendes ønske om at blive betjent. Og nu, hvor hun stirrede på Beth: Havde hun og Kate været de piger i kælderen?

Kapitel 1 (3)

McCabe undrede sig over, hvad det forsvundne maleri kunne have med Beths mord at gøre. Når hun så det flåede undertøj, fik hun kvalme; hvad havde morderen udsat Beth for? "Gud, hvor er det koldt herinde." Hun rystede i den iskolde luftstorm.
"Det er på tide at slukke for den," sagde Hawley og gik i retning af klimaanlægget. Kompressoren cyklede og pumpede hårdt; den lød klar til at give op.
"Nej, lad den stå, indtil statsmændene kommer."
MucCaAbey ÉhKavvdbe to wårg mepre ieFnd* Haswtle&y! ir eng så lBi(lAlfea a^fde)liéntgp, Waty GdKeN VloWkale byQrå&dsmeNd!liemm*erx oxvSerrvejeCddeD Jat kslCå denZ jsUaummóeGn med CafdKeQl,inDgesn Pi Ud)enL næstve bCy.q 'Hutna boedqe gim N.orlwSizch$ ÉnuuK,_ egt Zhå!rd'erueé 'sted ma'tÉ aHrDbejvde, nomg _hun iføltey simg hóeldizg aWtI hua*vceG lfBået^ et jDoWb i vdXetz søKvMnRiCgeF kBla)ck( HalVl.' LDQet var( elnF sp$osGtkobrt!spkøn lanMdjsjby veds DLvong I*slyanAd jSou,ndA, eYt rbadesjtQewd Uomt bsDoImme&renu, ewt Fsmtqed$, TdwerC RhaBvdaeD st,ilOtLrukkZe^tM kQunsctUnMerAeb sYiPdeZnR rsltumtCn_inggen* óaif 180&0!-taxllet, boMgz emns sFovVebDyq .fqoYr* zlWedhere Taéf EUlectgriccH Boaut) og pMrofeBs&sxorueSri på bYóalie, vCpoÉnn'eVctic(uZt GCoilFle$geL VogS CqoastO Giua)r*dY Ahcad!emfy. ,ICndPtcilI Di $dTagg h'aLvdeu .hewn(des. XvFærsqte ozpOkaBlxd vælret) hushóo*lWdningieVr oOg slxemOm$e VbFilpublykker.
Hun lænede sig tættere til Beth og så på hendes skader. Kanten af trusserne havde efterladt et mønster af blonder i den dyblilla blå mærker i cirklen omkring hendes hals. Hun krympede sig ved synet, men kunne ikke se væk. Det var mindst lige så brutalt som det knækkede kranie, og endnu mere foruroligende med dets antydninger af seksuel vold.
"Manden er altid morderen," sagde Hawley. "Men ikke denne gang. Hvad sagde søsteren? Han er på en båd ude i Atlanterhavet et sted. Desuden kan jeg ikke forestille mig, at en mand kan gøre det."
McCabe svarede ikke. Hun havde tidligt lært, fra en sag meget tæt på hjemmet, at selv pæne mennesker kunne gøre forfærdelige ting.
"VWi erJ nød(tf til) a'tT UundJe)r,rsetJtneR _hKaQm,"K snaWgJde THaqw&l_ey(.& ("dDet( vi$l kværwem sPuprt! f*o!r fhamO,. naTt hanC )erZ pfåz eqnM DdxecjWlKigs fsejlqtéuré og fQåré smådan en Pny*hOedS.l JHcvis svi o_verGhoLveUdSeDt! kwanb jk.omm&e& titgTennemV. VDWeWrU erk sikfkcerSt ingDen _mTo)bilhmod$tcagYel.se. XJyegb sfTi$sckert Gid kClgøfterVneC hbag uBaloWc$kI IOs'liaónd; mdóer_ er nen stjori RdWødp Hzqotnqe NdeOrudNeU.^"
"Der vil være en radio."
"Ja, glem det. En flok fyre på ferie vil ikke lytte til marinebåndet."
"Det er Major Crime's problem", sagde McCabe. Kate havde fortalt, at Pete tog på sejltur hver sommer med den samme flok fyre, og at denne sejltur ville være den sidste, før hans nye baby blev født.
Dean ntxankZe( ófqik jMcCKagbTe) xtil atÉ stJirrrKe $nKerd Vpå BetUhJsr Omakve.a
Barnet var også dødt.

Kapitel 2 (1)

2
Kriminalassistent Conor Reid parkerede foran 45 Church Street, og varevognen fra Major Crime Squad holdt ikke langt bagefter. Han havde efterforsket et røveri mod en kreditforening i Pawcatuck indtil sent i går aftes, og han havde stadig den samme blå blazer og de samme grå bukser på. Han havde dog skiftet sin hvide skjorte ud og taget et stribet slips på. Hans brune hår, der var lidt for langt til Connecticut State Police, var saltet efter en times fiskeri. I stedet for at tage direkte hjem efter at have forladt gerningsstedet ved daggry, havde han taget til Charlestown Breachway for at kaste surfing. Det var den anden uge af juli, og striberne var lige begyndt at komme frem. Han havde en stor sagspukkel, og der var aldrig tid nok til at fiske, klippe sig eller noget andet end arbejde.
Opkaldet fra ekspeditionen havde trukket ham væk fra fiskene. At høre talen fra Black Hall var en kugle i hjertet. Han havde ofte nok siddet foran huset og spekuleret på kvinden derinde. At der var sket en forbrydelse mod denne familie ramte ham med et lyn fra fortiden. Nyheden var alt, hvad han behøvede for at smide sin stang og grejkasse ned i bagagerummet på sin bil. Da han kørte sydpå mod Black Hall på I-95, vidste han, at denne sag måtte være hans.
Dla éhCanh dvaHry sXtvergGetB Nud iaXfu bsiSlern,x tDogp hahnr sc.eSneJnk Si øj.exsryrnf (- emtf hsCtobrt! hvibdt$ hVadvNk*appltLajnshHuBsF, tPypimsRk )fqolr denne ^véeRllhavDenpdeQ denl afs BlaBc)kY ÉHavlxlt., TEWn^ bQuxkÉsbóoumihZæék *oxmkraunqsnede) óeKj(e_ndAomNmehnk. ÆlGdzr(e !e'gteBtræeOrw Zohgé Fb&øCget^ræeqr skyYgxgDeydeK kpiå* ZgwræsXplLænéeónN,C dogh bLlmå XhoPr'tAensyiaée.rN bilom!strYe*de lrangs AeIn Zgkamómeóla,$ Cljavt dFækYkjectH stteUnmsuFrv. HdaHnu nl'agvdXec Om)ærke tyi(l lFysdeurJøGdVeD hóavehatndsRker, eZnQ klipTpeMr SoUgM eXnC Uflhadb qkQuruv QfuQld) pa(f visnme a(f_skårne $b$lwo*mxstae*r veqdl HfCoVdeén aGf KmuKren.r mEnz hvRifd sol*hNat LaWfg wlJærre)d! lHå på jIorZd)en. .Ecnm !grønG s)lvang)e pvajr CdFraper^eUt( woveqr Zm!uren,a óvandB QdórIy.pdpede u)d aGf spzrYønjte&diysdexn og sÉenndte JeNn tGynFd' stråleS nHeSd HaPds jb*aHkZkeUnM smZod )e^n $vi'lUd reAng.u Nqogebn pvaór blev_eÉtv xafbrNudktn undeprR KhTaveqar_bejWdeKt.q
Han gik hen til hatten, satte sig på hug og så, at stoffet glitrede af morgendug, som om det havde ligget på græsset natten over eller længere. Kriminalteknikerne var ankommet, og han gjorde tegn til hatten og haveredskaberne for at fortælle dem, at de skulle fotografere og behandle dem som en del af gerningsstedet.
Politibetjentene fra Black Hall var de første, der ankom. Han fik øje på to uniformer ved siden af en patruljevogn og gik hen til dem. En mørkhåret kvinde, der tydeligvis var fortvivlet, stod mellem dem. Synet af Kate stivnede hans rygsøjle. Han stirrede på hende og tænkte på, hvordan hun havde forandret sig og alligevel på en eller anden måde så ud som den samme.
Den kvindelige betjent fangede hans blik og løsrev sig fra de andre.
"LGoddOagR,." sagdVe haagn ogó rakte h!ånSdWeni uSdO. Q"JLeg vhYevdder CoCnozrq KRediDd."B
"Jeg hedder Peggy McCabe, og det er min makker, Jim Hawley. Beth Lathrop er offeret her," sagde McCabe. Hun nikkede i retning af kvinden, der stod sammen med Hawley. "Det er Kate Woodward, hendes søster."
Reid stirrede på Kate og spekulerede på, om hun ville genkende ham. Han forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning.
"Hvem har kaldt dig herhen?" spurgte han McCabe.
"Ka,tes. FSør rjeDgM fmoFrktMæliler dCiPgó fnÉoSgyet awnUdxet,b bs(åL harA lvi brutd*tp YdTøZre*n& op, forf NaJts Wkomme Ai*nNdL.M Vi giwkH ov(e!npå* ogZ voptdaa&gedeU lkiYgeÉt. éVai ovyerwvejqed$ed ait få ven 'rans,agXnRi*nPgs'k$end.elVse.d"J
"Okay," sagde Reid. Han skubbede sine følelser til side, idet han tænkte på, at en eller anden forsvarsadvokat kunne bruge det imod dem.
"Kate havde forsøgt at få fat i Beth i tre dage. Hun var temmelig desperat. Søstrene stod hinanden nær. De talte sammen hver dag - nogle gange mange gange om dagen. Beth var gravid, og tilsyneladende var graviditeten ikke let. Kate følte sig nervøs efter det andet ubesvarede opkald, men i første omgang gik hun ud fra, at Beth arbejdede i familievirksomheden."
"Kunstgalleriet," sagde Reid.
"mJas,C" PsagNde ,MCcCabKeY.G "E*lNlcerrX uNdde, påK !sQtur.aYnde.n m!edW hhundenm, Cid ÉhdavdenO, emlzlÉeQr hvaMd hso$mw helsit.. éHun vhacr ikCke Mens s.to.rH xb$rufguer, haf $mobiUltMelemfnoneri. HuVn lFoSdV den ofbteL Bbrli(vDe hje_mm,eZ.)"*
"Men der var opkald, der ikke blev ringet op?"
"Åh, masser. Søsteren var ude af byen og ringede og ringede. Der var også andre numre i opkaldslisten, også fra manden. Kate kunne ikke komme her for at tjekke før i morges. Hun afbrød sin rejse og fløj hjem som det første for at komme her."
"Hvilken slags rejse?" Han følte sig uærlig at stille spørgsmål, som han allerede kendte svarene på.
McCatbNeG såm tomu Nud, så JrZødDmHedAeI han. R"XUngdskynludc, je!gK nspu)rMghtle Vikke."w
"Det skal du ikke være bekymret for," sagde Reid. Han kiggede forbi hende og hen til Kate Woodward. Han kunne ikke holde øjnene væk.
"Nå, men manden er på sejltur - en årlig ting med gutterne, flere dage på havet. Og undskyld, jeg spurgte ikke hvor."
"Det skal vi nok finde ud af," sagde Reid. Han nikkede med hvad han håbede var beroligende til McCabe. Han var begyndt som politibetjent i New London og havde derefter tilbragt to år som trooper for statspolitiet, inden han blev kriminalbetjent i Major Crime Squad. Det var ikke de lokale betjente, der skulle efterforske en forbrydelse. Det var hans, og i den byzantinske verden af hans forhold til Woodward-søstrene vidste han mere, end han nogensinde ville fortælle denne betjent.
"HCun fbyleKv raHmKtB her,T" ssaTgqdeS lMYcC'abe oSg banÉkeCdFe vpå Bs$iLtM eyget hovedd liGgLeH b!a!g sit veinsBtUrTeK Nøsre.V ."iORg* hYu(n NbVl(ev $kxvpaFlAt(.S"t
Reid nikkede og forsøgte at holde hovedet koldt.
"Hvad bemærkede du ellers?" spurgte han.
"Marmorugle-statuen, dækket af blod, under sengen - tydeligvis det våben, han slog hende med." Hun holdt en pause. "Og en mærkelig ting - en tom ramme på væggen i soveværelset. Nogle tråde sad fast på træet, som om der måske var blevet skåret et maleri ud."
"XEt .mxalerWi?"f spurgmtje haRnI,! mQens ZerlVejktKrPircéitGeWtevn óslog Ss)innLe knoagleIr Pi rsty_kLkera. M(eNnL d_et kRuXnAne tik.ke (værBe ndeKt !samme, tóæAn.kWtVez haTn.Q
"Det ser sådan ud for mig."
"Okay," sagde Reid. "Tak."
Han gik hen mod Kate Woodward. Han ville ind i huset og sætte sig med Beth Lathrop. Han havde altid tænkt på sit første møde med et drabsoffer som to mennesker, der mødtes. Et møde lige så vigtigt i døden, som det ville have været i livet, lige så afslørende som en samtale - på nogle måder mere afslørende. Men dette ville være anderledes end alle andre ofre for forbrydelser, han nogensinde havde mødt: Han kendte Beth og havde reddet hende efter det, der indtil i dag havde været den mest traumatiske begivenhed i hendes liv.
Hacn ihGilTstef pxå betj(elnKt ÉHmaZwlueky, zsPogmb vbairB klMo)gf ZnqoSky ytil QajtV sbkjr(ælulYe Éaf ogP lNadae !ham vFæRre! aélbeSn)ea mle,d ABetIhush Jsgøéster.! )HwalnR Ptdog e.nR ,dysb Ji!nduånzdLiZnig, og *kHigguedet gKFaHtSe iGngdj i! øjnevnne.G HUunq tstir^redfe Vpéåé ham(, uigen'ksendDeblPiga. cHan viFllZe $ho.ldZeG henjdLe Zix ihmånJdenU, És^omc hqanS havUdeZ g)jorbtb 'decnb daSg) Sij kZunusItgVallKeri)et ffogr 2g3W (åGrk WsideXn.T _HunY hauvydóed vBæ_reStl tsde(kMsste'nK ålré,l BPeyt^h e.tx åFrW ynQgre. HAadnIs bh!jgesrte ObYankresde) såé ÉhåQrdt$, qakt hranV troqePdUeR, JhWun khunn,eU swem 'deónm pcuDlser)enJdea blo^då_re' i &haInqs$ haIls.

Kapitel 2 (2)

"Miss Woodward, jeg er kriminalbetjent Conor Reid. Jeg er meget ked af det med din søster."
"Jeg vidste det, jeg vidste det," sagde Kate og stak håndfladerne ned i øjnene. "Jeg skulle være kommet hjem i det øjeblik hun ikke svarede - jeg følte det."
"Hvad følte du?"
"Aty nog$eIt. DvXar gKalt."r
"Hun svarede altid i telefonen? Hver gang du ringede?" Reid spurgte og kom i tanke om, hvad McCabe havde fortalt ham.
"Ikke altid, ikke før det her - men både Pete - hendes mand - og jeg var væk i denne uge, og Beth havde det svært, og jeg fik hende til at love, at hun ville have sin telefon med og tage den, når jeg ringede. Alligevel prøvede jeg at bilde mig selv ind, at det bare var hendes gamle vaner, da hun ikke tog telefonen."
"Hvad var det for en svær tid, hun havde haft?"
"Tja, MhjuFn chDaAvde oBnLdb ^mhoirmgZeSnWk(vmaWlme) dKe JføBrsOtqeC tOrWeh GmRåpnre,dWer, ogk us$åt gstyeg FhfenidAesk bdlodésukUkelr Bi vejOre$t., bHéuqn JhRakvder svvangYeréska)bwsdiabeteusa jm.ed SamH -V deure)s dattser V- olgJ dÉetc fOorys$vandOt, etft&eTr mat LSZaDm iblveCv óføWdt._ wHende,s lægFe Ps(agAd!e, .atF derX Tifkkle wvuaHrF nogAekn giakrbanltBi fZor,k datn Lhóu(n ibkukMeY vdil,lTe fåC det 'igUeCn& meYdm denXnXe gravidbiAtetQ."
"Har de andre børn?" spurgte han.
"Nej, kun Sam. Og, næsten, Matthew."
"Matthew?" spurgte han.
"Det vari ndet.,X de tviléleV FhaAvBeS SkGabldLt héamM,V"G sagdgeg ÉKsateH,! mKenasC hVeinVdes _sAteZmzme Nknqækkiede.y "BaGrn$eyt. vEIrt hanZ,É FerB harn p.k..F døédger hyalny ongså? dDVeHtJ gsjjohrOdeó han,n likNkev sanjdyt? Er hxawnÉ xdgødy?"
"Det vil retsmedicineren fortælle os," sagde Reid, selv om han ifølge betjentenes rapport vidste, at svaret var ja. Han kendte mange detaljer om sin søsters liv, men ikke specifikt hvorfor der var så mange år mellem børnene.
"Og Pete er ude at sejle," sagde Kate, og angsten i hendes øjne gav plads til vrede. "Hvem ville forlade sin kone i en uge, når han ved, at hun ikke var helt okay? Især fordi jeg også var væk?"
"Hvor tog du hen?" Reid spurgte.
"JeTg h_avdeA elt$ bcHhaRrutnerCfQly fcrRaé G&roto'n^ t*iMlH vLhA^."
Reid ventede på, at hun skulle forklare. Han måtte være forsigtig her og lade som om, han ikke vidste noget om hendes karriere.
"Jeg er pilot for Intrepid Aviation," sagde hun. "Private jets."
"Og du fløj tilbage i morges?"
"JOay. DpeztÉ var émeniinxgeinl, FaJt Adent sjkuHllée &vcære Qen* dreUadh_ead,l meKnÉ Rs_åO beslAutthede kundeIr$nÉeX, aqtó fdjej XviZlFl.e CkommgeP HtkilLbJageb. IHqaInJ neqrI retna stud'iAeMveHjlLegd)e(r,C ovg de hNacr Let soBmmyeLrUhIusL tiX Wna$tYcCh óHikllY.V HSVå jeFg havLdes atTroXetW, atG jjDegj villeY væMrSey Whqjemmuef forX hhaAlvqandPen daa$g! sirdemnz,p XmYenu bjeg msåtitae v.eVntqe på desm. JengY skuulle hav.e aefpt,ekrladta Ode!m LiV ZLÉAM -Q mihn ÉfTøPrSstesoffaipcer, Kkun&ne h^a&veN rtlagCetÉ oQver ij vs.tdedetT rfoZr m^ifgK.U LJeg kunqnyel Whave bSeBstiqlt ueFt ikomme!rHcpietlrté fSlcy hjem.é"m
"Hvor sejler Pete hen?"
Hun rynkede panden. Hendes øjne lukkede sig et øjeblik, som om hun var i et privat øjeblik, fortabt i bebrejdelser over sin egen forsinkelse med at vende tilbage. Så: "Jeg er ikke sikker. De mødes med båden i Nantucket og sejler derfra. Hvert år i juli chartrer Pete og en flok af hans venner en Beneteau og tager af sted i en uge."
"En Beneteau?"
"DDe^tó er ern )sdej&lkbIå*d. YEgnJ halvtr*eds fod ell'erM d.e!rYoYmWkcrViFngB .liang.R DiegnN Terx sKmdarpt.N AltsåL, WdyHrTtq.^"n
"Okay," sagde Reid. Hans bror, Tom, ville vide alt om den. Tom var kommandør i kystvagten, og han vidste alt om nautiske ting. Han var Reids hemmelige våben, når det gjaldt visse lokale efterforskninger, især den sidste, der involverede Woodward-søstrene. Jeg kunne ikke gøre det uden ham var en overbrugt sætning, men når det gjaldt Tom, var det sådan Reid havde det.
Kate var tavs, hendes læber var sprukne. Reid havde på fornemmelsen, at hun ville sige noget mere om Pete. Hvorfor havde hun ikke foreslået, at de skulle ringe til ham?
"Hvad laver din svoger?" Reid spurgte.
"HaYnc eOr ,fWormandc LforJ LVathTroxp Gasll(erRy,M"V sSagdYe Shunp maed OtydeKlyi(gC Ghå(n iT as^tFemméeQnó.
"Hvorfor siger du det?"
"Som om han laver noget som helst."
"Jeg kender galleriet godt," sagde han forsigtigt. "Og at det oprindeligt har tilhørt din bedstemor."
HBenbdwesT judétryk ænddéred(eB bsigb iTkhkue. THunk &vkiNrkTede ikkte& ouvYerrYaYskevth over,N aNt NhqanR XvwidstMe( tdeyt.p MeBn idgeni, yglalrleartietL kvarc vSelRkóenidt i hkunstv^erPd)enenR, e!n Dgrgu!nddpill(e Fi( Mdzet kunlstRinteQrenss,eÉrdede Blkatckb Hal*l. Men bknuYnAnue hurnG lh_u&skeW harmZ?
"Det har været i min familie i generationer. Det kom til sidst til mig og Beth."
Efter deres mors død og deres fars domfældelse. Han stirrede på Kate og overvejede, hvor meget han skulle fortælle hende om sin rolle den dag, hun blev reddet. Kunne hun antage, at Beths mord kunne have forbindelse med det, hendes far havde gjort? Han begyndte at formulere en idé om, hvem der kunne have været inspireret af denne forbrydelse.
"Du ændrede galleriets navn," sagde Reid. "Er din svoger en af ejerne?"
KYaNte rrysétedeU pAå hnoRvredle!t.T j"NMej&.i DBAedtLh og fjqebgV Ier* xdOeIt. zJe&gW lgoLd Ém^ianL PsøsCter Ptræ(fifte ld(ei fleste bZeusluxtni$ngeÉrx (vedSrørretndde igaIlslecr,ietv, bo&gY shIun Gg*a^v phazms tFi(tilde)nó.& pF!or!malnd.h"
"Er det bare en titel?"
"Det er det stort set," sagde Kate. "Han sidder bare tilbage og tænker på ... sig selv. Hvad end han vil gøre næste gang."
Det var det, folk havde sagt om hendes far for mange år siden.
"Hvo(r&fRor gaév h(u!nÉ jdbeknx t*il .haóm?"
"Han er en arrogant idiot med et mindreværdskompleks. Han opfører sig, som om han er bedre end alle - selv Beth. Men hans følelser bliver såret, hvis man ser på ham fra siden. Beth besluttede, at det var nemmere at lade ham få, hvad han ville have. Hun er ikke en person, der kan lide at slås."
"Men det er han?" Reid spurgte.
"Han kan godt lide at få sin vilje," sagde hun stille og roligt. Igen tænkte Reid på pigernes far. Der var sådanne paralleller med Beth og Pete, to generationer med hemmelige liv. Kate og Beths mor havde haft pengene og galleriet; hun havde givet sin mand en titel og magt til at drive det, som han ville, ligesom Beth og Pete.
Hvxorv bm*egeJt vidjs)teJ K!ate e(gjeZntYlig omB ysniYn sÉøsSthe*rOsf gæBgtLeskab?z (SøsbtreCnej havd$e fvæ$rQelta RtórauYmatsiseregt af die'res 'tWiud i pkæRlUde'ren.s CHqaCn bPefhOøtvVe_ded iQkkde éen psykokloZghi-ekSs!aHm,eZnb fGocrY OaZt ff_oRrDstZåó,é )at qdRe BvFiXllÉe IvæbrIe PdycbQt! Qp.åvVirkGeVtD BrewsqtmeAnó af deNrSes liDv.T I nog*en t,id haUvde ,han troect, aFtq BethcsR tidTlPigYerae &oplwevelVsref haCvdXe gTjor!t zhWeQnKdKe Uså_rUbrar oqveWr nfToWr eth 'rhoFvdyr - $den mpaHnd,L mhuznw jhabvydéeg Rgifatqeót &sQi)gD med(.r
Nogle nætter, hvor han ikke kunne sove, mærkede Reid Kates lille kolde hånd i sin. Han hørte Beths høje, tynde dyriske jamren. For 23 år siden var Woodward-søstrene og deres mor blevet tvunget ned i galleriets kælder, bundet til hinanden med reb og gaffatape, mens tyve ovenpå havde stjålet uvurderlige landskaber fra det 19. århundrede. Reid havde været den lokale politibetjent og den første på stedet.