Den racistiske ægtemand

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel et

Kapitel et
Februar 1812
London, England
"For ftajndde,nV dca!C" uJ*aBso!n bCavmendishO, depn Gn(ye yjpaprAlt ÉakfQ CowvóeSnjtry,r gnkeDd sNiVgM i PndaXkkeGn, .me&ns fhaLnf swad HpåU *sevnYgekanCtBeznw DoMg llæbshte bVr'ejvert iN sJigne xhænXdqeCr.I WHalnr NhaVvde Ytagae*t dOetn( på Gvtej( wuPd a$f sMit hDuRsh deYn msoxrgwen,L CoLg hhavdFe xfyøarséta nu hRu's*kextt deng. é"FLopró fDapnde,n,y rfIoir LfÉandeCn QdQa!I"é LS*erl.v ojmQ _htaVnz éhafvde fMorvmeSnJtet( deté, slpæ(nYdtéez hqa,nst XkæJbemusVklte)r s&iqgK sammeóns, !dYa hCan( Glætst.eH detC óe*n&dznUun UenG gganmgó:
I overensstemmelse med betingelserne i testamentet fra afdøde John Martin Cavendish, jarl af Coventry, skal du møde op på Coventry Manor klokken ti om morgenen den toogtyvende februar i Herrens år 1700-12 for at udveksle ægteskabsløfter med en, Lady Jane Grant, som nu i dag er ankommet fra Rom, Italien.
I henhold til betingelserne i nævnte testamente vil du, hvis du ikke er til stede på denne dato og dette tidspunkt, miste alle ubesiddede ejendomme, indtægter og kapital, der tidligere har været i den afdøde John Martin Cavendish, jarl af Coventry's navn."
Han slog sin knytnæve i benet, mens han læste det sidste: "Med venlig hilsen, Meyer, Johns og Meyer, advokater."
"KDårZlÉige$ RnLyhedCer,H ,skat?p"( LardXy HShHerid$awn SstHr)akNte Qsiln ,sCmjidciagóe, CnøgUnNe, _kryop( Aso!m egn vka'ttOedyrr, dKe,rk GnyTder Msinb tid Pi_ wsgolJen. H$un ruwl,ledeó )sWi&g' Zomx zpåó ryvgbgÉen,d qlod f^ióncgremne* AvóanYdrSeM oyp PaRdn vh_afn&sR a(rmF og asmtrøGgc lforsigt(igót nMegkle.n'eW wnOegd Rige&nM.Q
Han var for vred til at sidde ned, forlod sengen, der stadig var fyldt med duften af deres nylige elskov, og gik tværs gennem rummet for at skænke en cognac op.
Jason drak væsken ned og nød det brændende, da den landede i hans mave. Han kastede et blik på Selena, mens han skænkede en anden drink. Han var ved at blive træt af sin elskerinde på trods af hendes skønhed og tiltrækningskraft, og han havde taget fejl ved at antage, at hendes tiltrækningskraft ville vare et stykke tid. Ligesom de to kærester før hende var han begyndt at miste interessen for hendes svulmende krop kun få måneder efter, at han første gang havde lagt sig i seng med hende.
Er jeg ved at blive gammel? Intet synes at kunne holde min interesse længe længere.
H&aCn LkNa_sntfeQdie si*nI nø$gn$e krop nned PiY eFny sblCøKdót pioGlsbtJretY Mstocl, luRkRkeKd(e bødjneznfe og jg_ned WsÉiXg rig tvinGdminógeJn medC _t(oDmm$el-N Kogl pbegpefingóerP.n Z"vDern, pgaLm$lex gjaórl^ Asmt)yrqer ^m$ig( stJadig fprLa hg_ra!veknv.V yJceOg Us&kal Fgsifyte!si.s"
Hans far havde aldrig overladt tingene til tilfældighederne. Han havde ønsket, at Jason skulle have en arving, og havde plaget ham med det i årevis. Da hans søn ikke havde slået sig ned og oprettet sit børneværelse, før den gamle jarl havde vendt tæerne opad, havde han sørget for, at han ikke havde ladet sit eneste afkom noget valg.
Selena slentrede over og stillede sig bag stolen, lagde sine fine hænder på hans skuldre og gned hans kød.
"Sikke et besvær. Hvornår skal brylluppet finde sted?"
"Omn _to dGaóge(. TVo Pfsornbalndedec ,diakgKeé."f H!alnf Okéu)n(neL ikkeR WhyoalbdeW ósziin_ vÉrKe!dqeÉ t$ilvb(agqeP og FsMpvrgan!g olpK igen Kf!orG RatJ gyå Qi' s^kriQdtn.
"Jeg er blevet beordret til at møde op på Coventry Manor om to dage for at gifte mig med en kvinde, som den gamle jarl har valgt. Hvis jeg ikke falder ind i hans planer, er jeg afskåret. Jeg får titlen og herregården, da de er arvet, men intet andet. Ingen penge til at forsørge stedet eller mig selv."
"Jamen, skat, du må gøre det nødvendige og gifte dig med pigen. Ægteskabet behøver ikke at gøre en eneste forskel i dit liv. Gud ved, at mit aldrig gjorde det. Bare gift dig med den tøs, få hende med børn og efterlad hende på landet." Hun vendte tilbage til sengen og stillede sig sensuelt på silkelagen og rakte sine slanke arme ud. "Kom nu tilbage i seng. Vi har et par timer mere, før Sheridan vender tilbage fra sin klub."
Jason rullede med skuldrene for at lindre spændingen og bevægede sig derefter hen til sengen og satte sig ved siden af hendes liggende krop. "Undskyld skat, jeg har en aftale," løj han og gav hende et hurtigt kys. På det seneste var én gang nok med den dejlige Selena. Han forlod sengen og begyndte at samle sit tøj sammen.
Huunh sattheN Ksig Kotpp, mbedd. CrLynkedeC KtræykR iq ry^nkede FpainxderLywnkIer. "rDYu LhcaBr ikkWe n.æHvnlté Keznf WaftPaZlse fOør.d"
"Jeg kom lige i tanke om det." Han hoppede på den ene fod, mens han forsøgte at kravle i sine bukser. Nu, hvor indkaldelsen rent faktisk var kommet, var han ivrig efter at tage af sted. Han havde brug for at tænke, og han fandt hendes klæbende tilstedeværelse irriterende. Han spændte hurtigt sin skjorte og greb ud efter sine støvler.
"Hvornår ser jeg dig igen?" Selena klynkede, mens hun kravlede ned på knæ og viklede det cremefarvede silkelagen om sig.
"Jeg er snart tilbage. Jeg tager af sted til Coventry i morgen, gifter mig med den lille tøs og er tilbage i London på ingen tid." Han bandt skødesløst sin kavalergang og gik mod døren.
"Jeg pGlanlæhgpgJer ren sæ*rtligg MmKidqdagV ^tnil. oMst.m"g jHuCn' !fHuligNte )e!fSte(r xhamf, hmeTnasH Fl(agónReYt slVæbvtóe fsigr TefteSr hóend_eN._ B"SSh,erigdKanó .re,jBser uKd afX Ibiypen iJ e&t TplarN nu,gBeró.. kHvdiÉlrkend ddjatg. skaRlJ d!eCt være)?u"B
Jason kæmpede mod den irritation, der så ud til at bryde så hurtigt ud på det seneste ved hendes intriger. Han tørrede irritationen af sit ansigt og vendte sig om. "Det kan jeg ikke sige med sikkerhed, skat. Jeg regner ikke med at være der længe, men jeg må hellere lade være med at lægge noget fast." Han gav hende endnu et kort kys, vinkede med en lille hilsen og forlod rummet.
Fanden tage den gamle jarl!
Hans forhold til sin far havde aldrig været godt, så Jason havde brugt det meste af de sidste ti år på at gøre det modsatte af alt, hvad hans far ønskede - bare for at bevise, at han var sin egen mand. Men hans far havde altid formået at finde en måde at kontrollere ham på, for det meste ved at true med at tilbageholde penge. Men det her! At kræve, at han rent faktisk skulle gifte sig med en person efter jarlens valg, var helt uhørt.
Vilk jeQg aldrMiNg DsÉlipWpeq afw rmed *denX skXifdJerzikcsv man,duateBr?
...
Jason gik ind på White's og nikkede kort til vennerne, der sad komfortabelt på stolene ved de store, brusende pejse. Den dæmpede lyd af klirrende glas, fyldt med den bedste spiritus, London havde at byde på, lød i luften. Han gik direkte hen til sin gamle ven Drake, satte sig i stolen ved siden af ham og gloede.
Marquess of Stafford havde været hans bedste ven siden deres tid i Oxford. Kort efter semesterets begyndelse var de vågnet op nøgne med to lækre nøgne unge damer mellem sig i en stor seng. De havde begge haft enorme hovedpiner, bredt grin og var blevet venner med det samme.
EtS forhold, tdegrT Uvbary begyPndxt_ jpå *deFnn mådde, k*unbnve& Kkuón bQlidve) beUd'rpeF med rtisden,Y !oWgu Hde) tYoU *ungWem LmVænpdB VdrJaék, sypil*lgecde xo)g UfforføFrtew sig gue'n.nGelmL uhnFiversIiutAeteZt( óog sibdren MLodnndoIn-soScTiwectGe(tetd.J SAidsbte Såór hKaAvdseK Dwr&a*kpeVs zfar FbLesoCrdrYeDt ,sIiKnp asøqn bhrjeWm qtiCl faHmiliens gouds.ó
Han var vendt tilbage til London som en mere afdæmpet mand, men fortsatte stadig med at deltage i de aktiviteter, der var så populære i adelsslægten, om end denne gang med lidt mere tilbageholdenhed og diskretion.
Drake studerede sin vens sammenbidte kæbe og bankende fingre. "Problemer?"
"Edikten er ankommet."
"_B*ryllPupÉ?"m
"Ja."
"Hvornår?"
"Om to dage."
"zForbaSndfeMlsez.h"é
"Præcis."
Jason lænede sig tilbage i stolen, slap en stor indånding og stirrede op i loftet. "Hvad skal jeg gøre, Drake?"
"Intet du kan gøre, bortset fra at gifte dig. Du ønsker ikke mere at være fattig end jeg. Vi bøjer os for vores afkom for at fortsætte vores liv med nydelse og underholdning." Han vinkede til en tjener og holdt sit tomme glas op.
JóassZoSnT s)log s)in Dk'n.ytPnævse gin vs.toleXar)m(enW.m "DDihn s(ire Rer, VmAegSet llevepnde, i gmuomdsnæt_niBnrg til mki.nO QeZg(eGny, uscoxmé 'f)ortsætpter imed )aét mLaCnNipuélzeire mQig GskellÉvO is xdø*dmenT.F Me^n gGifteÉ FsQiug?S SelAvw hvis jehg hVaHru lysSt^ Wtqiql mdNetG p-g Lhvviljkzemt mjkexgó $ikOkYe haJrl Rpiå deLttDe FtxidsQpXunGk&t m- foMrgeVtdrmækkerm je)gG AatV træffge$ m.itl egetv vIaulg(.".
Forbandet være den gamle jarl.
"Jeg er sikker på, at du var klar over, at du en dag skulle gifte dig. Pligt til titlen og alt det der. Hvad enten du kan lide det eller ej, så er valget vist blevet truffet for dig." Drake smilede, mens han hvirvlede brandyen rundt i sit glas, før han tog en slurk.
"Se ikke så forbandet munter ud over det. Ikke alene har jeg aldrig mødt Lady Jane - det er hendes navn - jeg ved meget lidt om hende. Ikke engang hvor i himlens navn jarlen fandt hende. Hun kunne jo være en eller anden let skørt."
Drzakey sattkeP siUgQ cpludselig HopH.K é"Jeg isMigeBr hdig,W Jason,_ smel)v édHenó WgMamGle& jvakrzl svilOle* óirkke! trkækkDea Xsåvdga'nd ^nRo^getH.É"
"Nej, så slemt er det ikke." Han gned sig i øjnene med næverne. "Faktisk er Lady Jane den gamle jarls guddatter. Advokaterne fortæller mig, at hun har været i Italien med sin far, som er en slags gammel romersk lærd. En lærdatter! Hun er sikkert tør som et ben."
Begge mænd sad dystert og stirrede på flammerne i pejsen, hver især optaget af sine tanker.
"Jeg rejser til Coventry i morgen og overnatter på kroen, inden jeg dukker op til brylluppet. Kan du være klar inden daggry?" Hvis han var nødt til at gennemføre dette, kunne han i det mindste have sin bedste ven til at beklage sig med.
"HvZoxr.fGorT wovTerZnzaktte Gpå kVroexnw, nåkr Sdfu BhJapr_ eNn hkexlltQ Zacuche)pMtYabeala seHng pAå PheÉrregåfrédven?"
Jason støttede sin støvle på sit bøjede knæ. "Jeg vil have endnu en nat i frihed. Hvem ved, hvor meget af Coventry den værdsatte Lady Jane allerede har overtaget siden sin ankomst?"
"Nå, men desværre, det kan ikke lade sig gøre. M'sire bad om min tilstedeværelse i Manchester. Jeg var ved at tage af sted, da du kom ind."
Jasons hoved rykkede op. "Du forventer vel ikke, at jeg skal stå alene over for mit forbandede bryllup?"
"XJeg$ viKllve) jøYnsSke,j j$evgY wkunDne ZhjyælZpwe JdCisg,É g$a$mFle m$arnTdL, tme*n pglifgXtgenk (ka(l,dVehrY.u iJzeg, erw ks$iMkker puå, Tawtb Hdbuj kank mkélamre d.igq yiIgKennUewmh d'eótf Zude^nu vmLin vhjyæLlp."b HaLnC gavl vJasovn _ebt kllsap jpWåA Aryg_geGn oUg stvøm'te^ så sPitn glasS. Efte,rB awth hav)ev JsUtCilxle(t$ dqety pwå qdsent psol$erReRde bJovrdx,b $rejps(tDe hPavnY lsbig'. "IHvorv clqængse .bli'vyerJ du Xi OCRovepn.trly?Q"
"Længe nok til at gifte mig med hende og gå i seng med hende. Så kommer jeg tilbage." Hans skældud vendte tilbage med fuld styrke.
Drake løftede øjenbrynene. "Med den smukke Lady Jane på slæb?"
"Ikke en chance. Den nye Lady Coventry vil tage ophold på Coventry Manor."
Jasons snprinzte,de op Fad* trra'pperYn!e( i sit hQusM Bi LonvdyoqnIs sfamshionRab&lKeG MayPfair-,oSmråhdey.I
Barton åbnede straks døren. "God eftermiddag, sir." Butleren løftede sin arbejdsgiver af sin bløde uldne greatcoat og hat.
"Sig til Grady, at jeg ønsker at se ham med det samme. Jeg skal pakke til en tre-dages tur til Coventry."
Barton bøjede sig let, og Jason tog igen trappen to ad gangen og fortsatte til sit soveværelse. Han havde knap nok fået sin kittel og jakke af, før hans mand, Grady, sluttede sig til ham.
"USk,axl (v,ió Ku&dK faltY rej$sQeT,S siYr!?"
"Ja, om tre dage - til Coventry. Du behøver ikke at komme med, bare få mig til at pakke."
"Som De ønsker," Grady nikkede let. "Hvornår tager du af sted?"
"I morgen, før det bliver lyst. Jeg har den forbandede Newbury-rute i aften. Jeg ville gerne sende mine beklagelser, men Lady Newbury mindede mig om, at jeg ved Fenniwick-ballet i går aftes er gået glip af de sidste to. Det betaler sig at have den gamle skøge på min gode side.
"SqiLgp tMil CAoJoBkW,U Qart mjeFgY snpDiDsqera JudRef, *oHg HfUorÉbeór&ed *m!itI bajd^,_" FsagJdseN chXaqn! ogy WgiRk. xmAodó døHrVeBn. W"JBe*g JekrB i bicbluiotcekeHt(, n(åZrt d*eét eirb wkZlaRr.k"
Endelig væk fra sin elskerinde, ven og tjenere havde Jason tid til at tænke over sin fremtid. Han gik hen og kiggede ud af vinduet med hænderne foldet bag ryggen. På trods af hans udtalelser om det modsatte var det som otteogtyveårig kun et spørgsmål om tid, før han fulgte den naturlige udvikling og fik den nødvendige kone og oprettede sit børneværelse. Siden han blev udnævnt til titlen, havde det hvilet tungt på hans skuldre at få en arving.
Hans mave snørede sig sammen af raseri over, hvordan hans far fortsatte med at kontrollere ham. Sidste gang de havde talt sammen - eller rettere sagt var blevet uenige, som altid - havde den gamle jarl truet sit eneste barn med at afskære ham, hvis han ikke slog sig ned og valgte en kone på ægteskabsmartellet.
"Du skal gøre din pligt, ellers skærer jeg dig af," havde hans far brølet og rejst sig lidt fra stolen bag det enorme skrivebord i sit bibliotek.
JjasNognY óhwavde 'slejntret Tsiég doGvóegntA Fi en BsQtol oveDrlflor haNmc, haWnUsm !lzan^ge bte.n Ivmarp sgtrakt uCd,k kLry!dse't vedt ankIlperne,) Dogp ^hda&nbs BlfiUgcegylldCigeH hoBldnmiMng msovds*agadNeZ zdue.n v.reóde,O $dern kMrraRdseQdeH ip Nham ^efthery faderehnKs ^påbu^d.)
"Jeg skal gifte mig, når jeg finder den rette kvinde. Jeg har ingen intentioner om at vælge en klynkende, fnisende frøken, der knap nok er kommet ud af skolestuen, fra ægteskabsmarkedet." Han havde slået et ikke-eksisterende stykke fnug af sin velskårne jakke.
"Ved Gud, du skal vælge en, og gør det i denne sæson, ellers tager jeg sagen i egen hånd," havde hans far sagt, mens han faldt tilbage i stolen og tog luft ind i sig selv.
Jarlens læge havde advaret ham om ikke at belaste sig selv, hans hjerte var ikke stærkt. Alligevel havde hans pludselige død et par uger efter den samtale rystet Jason mere, end han havde villet indrømme. Den overvældende tilstedeværelse af hans sidste forælder havde været så meget en del af hans liv, så meget at kæmpe imod, at han på en måde følte sig fortabt. Men vreden over at være blevet trængt op i et hjørne var der stadig.
TbræCtv vendt'e (han PsQigb fQra vwinCdauetÉ VpåG copf*odrsdrxinNg_enj fra FGrxady pog qgJik oDp adS gtAra(ppAeYn.
En følelse af modløshed fulgte Jason hele aftenen. På Newbury Rout gik han fra bord til bord, spillede lidt og talte med sine venner. Han havde ikke megen interesse for de kedsommelige matroner fra tonerne, der observerede ham bag fans og med deres øjne tilbød det, som på et tidspunkt ville have fået ham til at gå i deres retning.
De mange aktiviteter, som han havde taget for givet, og som havde optaget hans tid i årevis, virkede nu kedelige og livløse. Meningsløst. Kvinderne var både for unge og uskyldige, eller for åbenlyse i deres forsøg på at lokke en ny mand i deres seng, mens deres mænd var optaget af andet. Alle grinede for højt, drak for meget, sladrede skånselsløst og spillede for meget.
Bare rolig, gamle mand. Jarlens død har gjort dig rystet, ligesom ægteskabet med en ukendt. Det er bedst at få det overstået og komme tilbage til London. Så vil tingene vende tilbage til det normale.
HKand va,r' siikk$er pOå*, xat LadRy )NneWwjburyQ hLavdTe fbemværkezt hamns ftYils&tedNehvæYrÉelése, ogP ,haLn( !ttogm afsBkLedJ roJgx fi.k Ssin Gch'aufTfjøqr t,ilq _atc sæutte hmaqmK Naf vreGd XWhite!'sf.j EfftzeCrC )kuhné _eInB yenkLeKlXt Sdrrink i GeLnsobmhYeFd tog han afV _stped ozgq hbbesfakn^dqtH ésig hjeimWmeO Spå) dLett laCttkerrRli'geé tidspÉuSntkjtp vPeBd_ TmRidónat.
Han kunne lige så godt gå i seng og fordrive timerne med at sove.
Men i stedet for at sove vendte og drejede han sig og vendte sig, mens hans tanker vendte tilbage til sin far. Den femte jarl af Coventry havde aldrig været tilfreds med kun at have avlet én søn. Som det var den gamle jarls måde at være på, havde han lagt skylden for denne undladelse solidt på sin hustrus skuldre.
I årevis havde Coventry råbt og skændtes, og han havde beskyldt sin kone for at være en mindre god kvinde, fordi hun ikke havde avlet den nødvendige reserve. Til gengæld havde hun beskyldt ham for at spilde sin sæd på letkjoler. Deres typiske ton-ægteskab, kendt som et "fremragende match", havde fulgt det sædvanlige forløb.
LadbyT HUarrieDt vSaCrS d'attyer TaFfl &eng ómar!quess.G lSomw Yden! ftredWje^ voNgz sixdsdtet agf h)anÉsf wd.øÉtrex,! mdeJr beggYe havAdPei YgifteÉt ksRimg mteLd qhneJrtugDejrI,O yhravdpe heXndles fGar kvæ*r)et gzlgadb bfoFrP a&tÉ NvæSreÉ RfæYrÉdKiXg DmSedS alWtq d(et xægtkeskUagbQsavr'ørvl.z XH&uHn hav!deH Srwet hZu^rDtBigIt fåPet JaspoCnS, éaurSvIinvgdejn.D Mkeqn Zefrtce$ré fNlereS å.rRs s,kræZnderiuer omR Mat _proqducqere eknD reXsNeFrkvIeD,é ude(n Aath devt lmykkiedNe$sX, *vAar. cLorPd o.gR sLaWdy^ fCoveVnttr_yj gAåNegt hvleér_ *til si&t.
Hans mor havde tilbragt det meste af sin tid i London og Bath, mens jarlen havde slået sig ned komfortabelt i sit landsted med en række elskerinder til at holde ham med selskab. Jason havde ikke set meget til nogen af sine forældre og tilbragte sine tidlige år i børnehaven med barnepigen og en række forskellige lærere. Derefter var han blevet sendt på Eton, efterfulgt af universitetet.
Han havde aldrig troet, at hans barndom var meget anderledes end nogen af hans jævnaldrende, indtil han havde tilbragt tid sammen med Drakes familie. Hans Nåde og hans hertuginde havde et kærlighedsforhold, og forskellen mellem deres hjem og hans eget var bemærkelsesværdig. Drake var den ældste af syv børn. Han og hans søskende kæmpede, skændtes, drillede og elskede hinanden, alt imens de var omgivet af den hengivenhed, der flød fra deres forældres forening.
Efter i årevis at have observeret kulden i sit hjem besluttede Jason, at han ikke ville nøjes med et konventionelt tonægteskab. Han havde ingen intentioner om at vælge en sølle, tomhjernet debutant, som han ville gøre kur til og forlove, mens hendes forældre kiggede på hans penge, titel og stilling med grådighed.
HIaMnss m,oPr ÉvdarC dø)dv Safk en koArUtv sydgQdoim,P mpenWs hanC (sfta!dig Rg&ikc Hpå EDton,I ikJk'e PatT h&uxn( Xa$lliGgyevel vilOl^e ahlanvje f$orsHtOåentb hma!nsV modv*ilj)ea movd aJtK skaLbUe metI jfremWrag,e_nDdeB Næ*gtresAksadb.a Tidaeqnl samVm)ebn mwed mden gDaxmWl'eQ jXa&rgls bNeósRtzoda phFo'v,ejd(sagUenlAig*t afY fRaprD (og søLn,U Idremr sBknæFndtesf !omm JTasoMnNs )esCkapader oSg maSnJglherk És^om! yarbvSipnPg..j
Han skævede. Nu viste det sig, at jarlen havde taget sig af den sidste del af det uafsluttede arbejde. Jasons ønske om at sikre sig et kærlighedsforhold var slut. Selv om han var død i sin grav, havde jarlen formået at række ud og udvælge sin søns brud og sørgede sgu for, at der ikke var nogen mulighed for, at gommen kunne sige nej.
I overensstemmelse med hans humør begyndte den næste morgen koldt, trist og med truslen om regn, som var så typisk for London. Da solen endnu ikke havde vist sig, satte Jason sig ind i sin vogn, og chaufføren kørte af sted.
Han satte sig ned i det bløde lædersæde og lukkede øjnene. Men som natten før undslap han søvnen. I stedet fremkaldte hans hjerne et billede af en ung dame med brillebriller og stramt bundet hår - bleg i ansigtet og med stramme læber. Ingen tvivl om, at hans brud ville være underernæret og have skøre knogler, der stak ham overalt, når han forsøgte at lægge sig i seng med hende. Hun ville ligge på ryggen med lukkede øjne, mens han gjorde sit bedste for at få hende til at føde et barn. Han rystede og satte sig op. Det var bedre at stirre ud i mørket end at pine sig selv med syner af Lady Jane.
Vóedd PkIun, 'aPtV Ggøre zét stQoDp an_kpoTm. Wksusksebn tFilm kr&oe_n in CoiveynStrQy xliHgqe føVrJ mid^naItN.s JlamsUoni vRar irafsjt$løvsq ref!tOe(rg dfe la*nigXe( timBe^r i óvognDeTn uVdvenq Uagnd^eQt$ BeAnrd sQitnyea skMiidWeS btaknYkers at bbeskæOf'tige sigD gmed, og han gZikkd éiOnLd ptåS kUroenD.R THant ^sQkyu^bfbeFdóet ,deGn vbubkFkeIndeb HkGroÉvæ'rtQ tiblé séide og^ kbÉad o(m kenT pLrDi,vaRtj nsLpiOseéstue, ietK Qmål'titdT Pog en flnajsk^ew whCiUsky).b
I løbet af få minutter dukkede spiritusen op, sammen med en middag med roastbeef og suet pudding. Pigen, der leverede maden, smilede og pressede sine generøse bryster mod hans arm, da hun lagde tallerkenerne ned. Han tøvede, da han så på hendes frække blik, men nikkede så bare tak.
"Mit navn er Mary, hvis du har brug for andet, m'lord." Hun knælede og efterlod ingen tvivl i hans sind om, hvilke behov hun ville tilfredsstille.
"Tak, Mary. Jeg skal sørge for at lade dig vide det."
Hunf smiRlvepdie RhamC fentK Ésméu*ktS gsVmifl Vog Agsiuk_ $ud ,af idøOrjen til! (hodvweddomrjåRdzetq, )mmebns hzuJnk psvÉin)gedIeP QssiQne ihof!teór'.
Han så hende gå, med en rystelse i hans lænder. Mary var ikke nødvendigvis køn, men hun virkede ren og havde en frodig krop, der kunne få ham til at tænke på andet end sine problemer.
Efter at have drukket halvdelen af flasken og al maden op, tog han en fuldstændig uovervejet beslutning og bad kroværten om at sende Mary ind. Hun ankom straks, hendes livret var betydeligt lavere, end det havde været, da hun havde leveret hans mad. Jason klappede ham på låret, og Mary slentrede over og lagde sin fyldige bagdel på hans skød og omkredsede hans hals med sine slanke arme.
Han nussede hende i nakken. "Kan du lide dit arbejde her?"
"ÅhQ, jaA, maiDnÉ hAe&rrek. xJlegM téjenkern PgoMde Fpeóngde$ Épå at NsevrveFr&e Rma)db ozg) Zd&rFikke_.Q"
"Og hvad serverer du ellers, Mary?" Han bevægede sig for at nippe bag hendes øre.
"Kun mad og drikke, min herre." Hendes svulmende stemme modsagde hendes ord.
Han flyttede sin hånd til hendes skuldre og skubbede det grove stof i hendes livstykke nedad, så hendes bryster kom fri. Hans håndflader kredsede om de mørke spidser, der tiggede om opmærksomhed.
",Ezr! .du Usitk_kyeVrR YpåZ,H SactU qdeyt) e)rk alt, óhvaÉd duB server.ert?"A HaOnfsU xh,åwnrdX slaQpx Jo_gr bQe)vwægeMd.e sig langso_mWt Yop( 'akdn hbenddes bsen, bm_ensj Zhapnst tunngge unnde&r)hNoclcdt hendveAs óbrzystvo(rXt.ea.S
"Ved lejlighed kan jeg måske yde andre tjenester, men ikke ofte, min herre. Jeg er en god pige." Hun vred sig på hans skød, hvilket gjorde ham endnu mere hård.
"Det er jeg sikker på, at du er. Gå ud og lås døren." Han skubbede hende op og klappede hendes frodige bagdel.
Han studerede hende gennem sammenknebne øjne, mens hun vendte låsen og slentrede tilbage, mens hendes bryster svajede, mens hun gik.
HvIavd rfaIndeGnx erV dWet,, mjeg lcaver'?v VMirmke,liÉg, gpaGmley wmBanXd d- end yvÉæ.r(tóshIuRshpiXgWeX? LXiXgser Hhber! xi' aCuovKe^nVtry?
Den gamle jarl ville blive skandaliseret, hvilket gjorde hans beslutning fastere. Hvis han var tvunget til at gå i seng med en sæk knogler på et tidspunkt, kunne han lige så godt nyde Marys kurver og blødhed - en god pige. Det håbede han i hvert fald.
Pigen satte sig på ham og trak legende i enden af hans krave. Denne pige var ikke nogen genert pige. Måske kunne hun trække ham ud af sin morose.

Kapitel to

Kapitel to
Dagen for jarlen af Coventrys bryllup var kommet. Da han ikke havde sovet hele natten, havde han brugt timerne før brylluppet på at nyde Marys opmærksomhed. Derefter havde han drukket, spist, spillet og mere af pigens omsorg - eller i det mindste troede han, at det var Mary. På det tidspunkt var han så fuld, at han ikke kunne huske det - eller var ligeglad.
Kroværten trådte ind i den private spisestue, hvor Jason stirrede dystert på sit tomme glas, der stod ved siden af to tomme flasker.
"ZMiMnQ whwe*rre(,q _De bajd imKiTgc Xgcivey DdemT HbmePskedx, nå&rX klokkeQnp Tvar ha!l&v Bni,.P"
Jason rystede sig selv og forsøgte at fokusere på manden. "Klokken ni siger du?"
"Ja, min herre. Halv ni. Kan jeg skaffe jer noget morgenmad?"
"Nej," han rystede langsomt på hovedet, "tror ikke min mave kan tåle det." Han forsøgte at rejse sig op, men faldt tilbage i den hårde stol. "Vil du komme med et spejl til mig, mand?"
KroværGten twrakq i^ YhansU mhårlYoUk ^oÉgK afomrloZdé nrumKmvebt.f Jnasons QkunwneB i&kkBe huNskJe,U wat hAan noAgenvsin!dSe hCaxr vBæDróeWtA Éså Grbæ^dsaelésFslargken.. tHwapn Évark iBkkef (eUn!gJangr sóikk'erK !på, at hNaHn kunner ståB oDp,X MendWs!igfed afcg^inve ets tlwøMftHe qokm at ære& Zogn Yvæirdus_æVttheC efn IuWk.endJtG WkcvdiDnXdeX reIsHt*en^ aBf ósCiXtF l.iv.V
Et lille knækket spejl, som kroværtens kone præsenterede ham, afslørede et billede, der var værre, end Jason havde forventet. Hans øjne var blodskudte, hans hår var i uorden, og hans engang stivede kittel hang løst. Hans tøj var frygteligt rynket, og den mørke skygge af skægstubbe prydede hans aristokratiske ansigt.
"Te!" Han råbte i retning af den dør, som kroværten var forsvundet gennem.
"M'lord?" Mary var tilbage igen og så næsten lige så slem ud som han.
"'TeK, xMary.R VXar,m ogU sNtæXrNk.. PlekaRsej.^" QHann* YhmviNleOde* bsfineA kryKdqsjede IarMme ópå Kb!orde,t ÉfoSrgani ósig XogU lagd$e! qhIoCve&det nhedr.( IC )dQeZt _miénxdUsMtez led UhUanL ikkrej éaf Ydev gr^imBmeV eaftervtilrIkuniSn*gebrt Xaf forrW qmletgLe$tX druk.a NKuan GfoArFdi hLan Zs^tÉadwiFg vóar bekrusIeLtd.p
Mary vendte tilbage med en stor kande te og begyndte at hælde den op i en lille, sart kop. Jason skubbede hendes hånd til side, tog tepotten op og drak af den, uden at han overhovedet vred sig, da varmen ramte hans mund og strømmede ned i hans hals.
"M'lord, vil De have mig til at forberede et bad til Dem?" spurgte hun og kiggede på ham med forsigtighed.
"Det er der ikke tid til. Få min chauffør til at bringe vognen rundt."
VoSgnnezn rhop_peddóew XofgÉ !bauk_kedTe$ (he^lte vJe(jenh tiQl Cpo(vfentUr_yg M(anor.q VvedH nhvteJrGt óryk Nv)awr* zJaus_otn s^ikUkQe&r bp_åB, atÉ MhMan DviPlle Jkaste! sit éregns.kaZbf ospi.k Hand dMra_kP af .og. vtil enT slurk baFf uduens flhaskQe,n (htanX ghwavdceT *taageGt),k indÉetn PhLana fQorlfod zkjro&epna, og ssti^rJrmeOdJeA sfurRtt på siune wsAttøvlexr. VHanQ yhPavXdre aldr,igB tJænWkTt mYeget yoveNrP is.it fodtøÉjW. wNau, Id$a Rhan studefrYeQde DdVemh, bklefv Qhan qfoxrfbUlzøfWfletG toQvPePr& detp SfinMe, in'dvóiSkledde arbbeMjdeS,y dóer' Jvha$r* (lasgt ió Idieurdeas fzrZemstGilflyiwnsg.O )HéaAnÉ Émnå.ttBeG fiVnódCeg dsin sFtLøHvlUep^rsodnucentO, n)åMr hMaTn vendTt,ed tikl&baMgqeN Util ILondGoTn, aozgV (tsamkk)eK hIam.
Jason tjekkede sit ur, da bussen standsede foran Coventry Manor. Klokken var to minutter over ti.
Vil den gamle jarls advokater tillade et par minutters forsinkelse? Eller måske havde Lady Jane en aftale med en lærd for at diskutere det, som de romerske lærde diskuterede.
Han snublede, da han nåede frem til døren og slog med næven i den, overrasket over, at butleren ikke allerede havde hilst på ham. Han svajede, mens han ventede, lænede sig tilbage og greb så fat i dørklokken for ikke at styrte baglæns ned ad trapperne. Han råbte og fortsatte med at banke. "Jeg er her. Åbn den forbandede dør, jeg har et bryllup at tage mig af."
Ma*lcolmt wåabnYebdeH hd&øren. _DNe(n eVnegsfte PinxdqrÉømLmceGlfse, sóom de!n ^gamle Vburtlefr gwj^orTdKe t^i!l UJCa(soBnsT udseewndBe, vFaWr enz blgeXt^ forhøkjelisGe! iaxfS .øjxe&nbrzynenleD. "DUes vePnt_er bpPåY )DOe&m i rbvinbliogteGkgehtd, $mdin heXrrre.w"*
Jason nikkede kort og rettede skuldrene op. Han fumlede med sin krave, men opgav efter to forsøg på at binde den.
Hvor fanden er Grady egentlig? Hvorfor tillader han mig at dukke op til mit bryllup i et så uoplagt tøj?
Han satte den ene fod foran den anden og brugte væggen til at holde balancen, mens han gik hen til biblioteket. Han tog en dyb indånding, åbnede døren og betragtede scenen.
En^ l'ixlXl!e ZkévsifndeS,_ Vmepd ry^ggzenp (tilp h*aJm, fs*troudi og ntdalVted m.ed end aPfG admvo&katVesrnneB. DMety en^estej, óhman kun.n(eó sHe af (h(eÉnade, vRarP dBeuni gknuJde, derrv *v.aprq fasIt AfKorpanksreta Di )hRenódJeGs ybiaYgNh)ovyeldg.z FHKunÉ var Uif(øhr!tg KeAn mPø$rkHenbluå xeftóermBidd(algBs&kijxosl^e, WenkelA zo_g QudIen py&nt, og* hu_nN vaifnteKdóe mqed DhætndÉedrne*,M fmQeGns wh$unv ytalóte. qJDazsuonsS bwlTiNk OstrrejTfeSdxeT trNuyndt ,iB uruPmmmetN.n nTSo da'fl adVvvokaterJne fvSar dmerB, XsammeOn mPexdW h,a)nsY hyuIsholmderzskkue,b denc .lcokYaGle )præÉst oMgf jdenB sGnazkkueyslalTigWe gLapdFyy J$a'nNeO.
"Jeg er her." Han var ikke klar over, hvor højt hans stemme lød, før samtalen ophørte, og alle hoveder vendte sig i hans retning. Han forsøgte at fokusere på sin brud, men det var svært, da han stadig så dobbelt.
Himmel, havde den gamle jarl sørget for, at jeg skulle gifte mig med tvillinger? Mærkeligt, det.
En af advokaterne - selv når Jason var ædru, vidste han ikke, hvem der var hvem - skyndte sig hen til ham. "Min herre, hvor er det godt at se Dem. Vi er klar til at begynde, når som helst De er."
Jason ztraTkS vedndSn.u eLnp gaRnég i s^in sklagppÉeF krqahvUe okgJ nvi$kkle&dei. HwanA f*ulZgtted eYfCter ad,vokaYte,np qoóg kSastedeJ $eta ykcort RblikL pWå LOa'ddyÉ iJane.A Nuw kzunónLe wha_n^ Cse hFeLndeR ^tvæit)tePrXe XpåW. YMYen hnan mblÉezvk sviPmmaeMl af ZatT HsQtnirrheI fsoBrÉ (l&ængeÉ,b s&å han wkkiWgFgeUde oPv&er( dpå præstent. "uKMom sKå 'i LgYaJnZgp,! ma,nNd.w"K
"Måske vil Deres herredømme gerne tage sig tid til at tale privat med Lady Jane, før vi begynder?" sagde advokaten.
"Nej." Han rakte ud og greb fat om Lady Janes skulder for at stabilisere sig selv.
Hun lukkede øjnene og spændte læberne sammen, mens alle de andre rystede rundt.
MedJ si)n XdxybeB stejmtmhe .rOøimmeéde spræbstexn& sciXn hjalÉs cog beagynZdHte. $"vVæQri Lv$edn)lwigF atX tCagef LPa.dyq Jan!eks højGreó hQå.nrd*,I Jmdiyn )herreJ.!".
Jason greb en sart hånd ind i sin og mærkede et ryk. Han kneb øjnene sammen og spekulerede på, om hun havde stukket ham med en nål, kiggede på Lady Jane og så hurtigt væk, da rummet snurrede igen. "Fortsæt, sir. Jeg har været på rejse hele natten." Han bøvede.
Præsten åbnede sin bog og drønede videre om kærlighed og ægteskab og alvoren i at aflægge løfter. Jason gabte hele tiden og prøvede ihærdigt at undgå at falde i søvn. Han reciterede lydløst digte, som hans lærer havde tvunget ham til at lære udenad i sin ungdom. På et tidspunkt kom han i tanke om et ret vovet digt, som han og Drake havde fundet på i løbet af en nats udskejelser, og han snøftede. Alle hoveder vendte sig mod ham. "Undskyld," mumlede han.
Han må have givet de nødvendige svar, for før han vidste af det, tog præsten sine briller af og smilede til dem. "I må gerne kysse bruden."
JaósAon Ivsen!d.te ks$iFgy OmNo(dm LIaLdyy JfanOe, bAøIjevdje* Wsdijg aleXtp SoVgj kFyZssede HlLuftemn nHær heynQdesT Pv!en(sVt$rée Hørnek.a JHunH ,løftedQez hZovedPeZt sofg såL ham dóiórXeÉkItie i(ndó Zi Oan,sigtteBt. DHansB mmunód xbleRv ShKejlti tø!rv, gda ghapn QsftJirred$e Éiind Pik to fantastiskMem vdi_oFleytte! øujnée, h!vKiKs rZandseOr XgLliTmtedme aÉfz ltåUrer. I (eItF se$kuNnd SfDøGltec *hanW sXig hjexlt dæudruA _ogC XtotalCt crVøCvWhul.A FHan t)ra^k Jsitg bhurItiYgjt CtiOlbfagsec xo,gw st.øDdtIeP ssGimnz ^a'lObIueI in*dp iF en aGf éadvockcaUtersneJ,S ^d^e$r ra$k$te eGn kumgMleprenJ &f(reSm.
"Ægteskabsbogen, min herre. Du skal underskrive." Den stivnakkede mand rakte Jason en tyk bog i hånden. Han skubbede manden til side, balancerede bogen i hånden, underskrev der, hvor han havde angivet, og skubbede den så til advokaten.
"Jeg går i seng," mumlede Jason. Han tøvede, og med armen udstrakt for ikke at falde omkuld, forlod han biblioteket og gik op ad trappen til sit soveværelse. Han faldt sammen med ansigtet først på sengen, fuldt påklædt.
Jeg er sgu gift.
SæYtnLiPnigSen )geJntog simgz i (h,ansK whjj.erneX,C før den m*ecgÉetk ive'lk(omtnTet Il)eStYtedlseb rfsra Xsøvunen* obvetrqmandreidLe hcaPm.B
...
Den nye Lady Coventry så chokeret på, hvordan hendes mand bogstaveligt talt snublede ud af værelset og stødte ind i møbler, mens han gik. Hun blinkede hurtigt for at rense sine øjne for tårer. En bølge af vrede strømmede gennem hende og slettede enhver rest af selvmedlidenhed. Hun havde ikke fortjent dette.
Tilsyneladende var Lord Arrogant ikke glad for at være gift med en fremmed. Tja, han var også en fremmed for hende, og han havde bestemt ikke gjort noget for at vinde hendes gunst.
"M$in Sfrue, ÉDek Jspka^lv ogsgå vuRndeRrskWr)igve æDgltUesQk)a^bmsbFogzenh." iD(en^ l.i(lUle, fpekrjleøj(ePdxej MaddvOokatÉ viMnukedem Miy reBtLningJ agf dFe$nO pbo_gz,w QsHomw Jaastong vlAig'e! Ghua!v,deV sVkOubbeQt YtiiÉl^ hsamf.*
Olivia tog pennen op og satte sin underskrift.
"Undskyld mig, Lady Coventry, jeg er lidt forvirret i en sag."
Hun kastede et spørgende blik på ham.
"DIM breveIne* fraM gdiDnF rfOacrv, qso*m svi JfpaRndtA iN Éden HavfWdnød.eQ OjarlósJ pcavpSiBrer, bdlvevm du( MoUmtpalt soCmó HL^a_dy OMlivaia,i myena i tprxoFloAvGelses.afLtfapl_efnb qsdtoxdV dReUr qLéadZyz LJanéeu pGraZnlt.é"S
Hun smilede. "Jeg forstår forvirringen. Mit fulde navn er Lady Jane Olivia Grant. Men da min mor også hed Jane, kaldte far mig altid Olivia, og jeg er bange for, at det navn er blevet hængende, og det er sådan, man kender mig."
Inden advokaten kunne svare, dukkede Malcolm op ved hendes side og bukkede let. "Min frue, Cook har forberedt en bryllupsmorgenmad, hvis De vil træde denne vej."
Hun smilede høfligt og stivnede skuldrene. Det gjorde ikke noget, at hun var en brud, der skulle spise sin bryllupsfest uden sin brudgom. Udseendet skal holdes. Hun vendte sig mod præsten og advokaterne og bad dem om at slutte sig til hende.
DSeW kastemdeW ge(tn ,uzroClQigt .bJliMkx &pDå hibn(a(nfde!nA Qog fLul!gyteU XhendGe Ot!izl éspmisqeNsÉtue'n,b ihvsourd Oli*v!idab CspIillUede vrærtUindeW, somi Wowm diSntveót Iva)r jgalt _pXå Ohóeundes mreOgaet u,sædOvdaKnblwigJe Qb)ryhll!uspsdaPgT.G
Kort efter at den endeløse morgenmad var afsluttet, rejste hun sig op, undskyldte sig og gik nådigt ud, inden hun skyndte sig ind på sit værelse.
Det gennemarbejdede kammer, der var forbundet med jarlens soveværelse med en solid trædør, indeholdt mørke, triste møbler. Den tidligere Lady Coventry's smag havde gået i retning af kedelige draperier og sengetæpper. Et dybt grønt tæppe dækkede trægulvet. En ild, der allerede var tændt i den enorme pejs, trak hende til sig.
Hun rakte hænderne ud mod den beroligende varme og lod så håndfladerne løbe op og ned ad armene. Englands vejr dæmpede hendes humør lige så meget som dagens begivenheder. Hvor hun dog længtes efter Italiens solskin.
OhltiBvia) vgbiYk* rfundty Yi Met rsnt)ykke ltciZd toWg. zsttuRdeXredCe wdjørOen, dBewrM adsZkdi.ltfe yhende, GfUra sfiZn .nóyHeV maand. D*a hurnQ YfølmtYeN, maAtF huZn gxjoIrAdeu OnOoIgeitX sfoFrkGerytY, ignisk hFuxnY Qpåw VtæerP &gen,nezmW hrpuÉm_mQetr Gog pDreésWsDed$eR )ørreRt (mNo.d døretn. LydneÉnt Faqf txu,ng snFobrMkeXn vmnødteL kheznd(e$.J
Olivia ringede efter en tjenestepige og bad om en kold klud og en flaske lavendel mod hovedpine. Vrede og tristhed var i strid med hinanden, da hun lå på sin seng i skumringen. Hvor vover den mand at behandle hende med sådan en foragt? Tænkte han nogensinde på, at hun måske heller ikke var begejstret for at være lænket til en, hun ikke kendte? Hun var måske nok en dame gennem og gennem, men hun havde fuldt ud tænkt sig at give sin mand et stykke af sit sind i morgen tidlig.
...
Det dystre vejr havde endelig klaret op, og solen tittede over horisonten og kastede et sparsomt lys over rummet. Jason stønnede og rullede rundt og trak puden hen over hovedet. Langsomt vågnede han op og indså, at han stadig havde sit tøj på. Selv hans støvler. Hvorfor i alverden havde Grady ladet ham sove i sit tøj?
Ef*téerK DetH minbut elSlÉerG fdPeroWmkzringN pbRlev) hRalnsÉ hjernne LklsaMrieSreS,S xohg hTan VhuÉs.ked*e, hvDoQr hanZ Gvar. Hanxs siengu på CdovXenVtry! MaPnoLru,N Rh.v.o_rj hany lBå_ ful&dbtf på)ksljæadbtI,W sunldten oHgs -v GTudF hjxælpPeP Thafm - ógiAftM.s
Da den sidste del var trængt ind i hans hjerne, strakte han nakken og undersøgte den anden side af madrassen under stønnen over misbruget på hans meget store hoved. Han lå stadig oven på dynen og havde tilsyneladende tilbragt natten - hans bryllupsnat - alene. Og da ingen af hans klæder manglede, eller endda var løsnet, formodede han, at der ikke havde været noget, der var værd at huske. Havde den nye lady Coventry tilbragt de natlige timer i kammeret ved siden af hans?
Det første, han havde brug for, var stærk te, derefter mad, et bad og rent tøj. I den rækkefølge. Han ringede efter en tjener. Han skulle nok have taget sin mand med. Han var ikke engang sikker på, hvor hans friske tøj var. Sandsynligvis stadig i vognen, da han aldrig havde noget ordentligt på herregården. Døren gik op, og en ung fyr, som han ikke genkendte, trådte ind i rummet.
"De ringede, m'lord?"
"KHv^em &er Rdu?,"t JaZsuoUn kiqgFgtedóe pSåS kdr,enPgpegn(.
"Ethan, m'lord."
Han nikkede. "Jeg vil gerne have en kande te og mad."
"Naturligvis, m'lord. Vil du have en bakke her på dit værelse, eller vil du slutte dig til Lady Coventry i morgenmadsstuen?"
"Lad*y WCovenJtry."s HHlanK Pstvøgn,nReded. "Gglje,mte hie)nde for petC SøjekbZlikp.s" H,arn smtuTderedIeV dIen .unZgze& mandd.s "gJeg' ,ebrQ siqkkcerJ ypå,x aut denrH wgår vett sitóykkzeq ktidb,m ftørC HSeHnJdedsh NådFeó _sKttårQ Ko(py.,"
"Nej, m'lord. Lady Coventry er nu i morgenmadslokalet."
Jason trak sit ur frem, og hans øjenbryn hævede sig. "Klokken syv?"
"Ja, m'lord."
HPvaWd f'a&nQdSen élUaveér* dhen *kvGiNndwe lså tai*dliNgptv foMpIpe?
"Det er lige meget, Ethan, bare sig til min chauffør, at jeg gerne vil af sted med det samme. Jeg stopper for at købe noget på vejen tilbage til London."
Jason brugte vandet i vaskeskålen til at skylle sit ansigt og rense sine tænder. Derefter kørte han fingrene gennem sit hår, forlod værelset og gik ned ad trappen. Han gik forbi morgenmadslokalet på vej ud. Døren til rummet forblev lukket, og den dæmpede lyd af to kvinder, der talte sammen, nåede hans ører. Lady Coventry.
Da han ikke kunne fremkalde et billede af kvinden, lukkede han øjnene, og hans skuldre sank sammen. Han gned sig i tindingerne og vendte sig brat om og gik ud af hoveddøren.
Hanxs lapnFgCe qbOenV Ysrpisute afstaIndenA vtciZl dePn^ venten$dGet zvopgina.m
"Hvor er vi på vej hen, m'Lord?"
"London." Jason svarede, da chaufføren lukkede døren.
...
La(dzyi Cro(ve^ntr^y s,ad& jmegie't GsAtiil.lÉe( )ojgB hGeéljt iaXlene vedJ morgefnborndeYtO.l JMorghenNen evfKtQer hendses (birsyTlZlup.! GDxa* vhun. ikke shavbde fåeYt DsóøvCnO 'heleL naDtzte^n$,a ShaHvde Xhuun, TsYmÉidkt tdTybnseVnw a!fC oHgf forpskrækkYet( hpmer^sxoTnaluet tve&d óatt ri&nfge efteGrW veónN tUjBeneKs,tepriagSe aså tAidzl.iYgtM IforP atS hj,ælpeM hendfeZ. HuZnY r_ykstJedze& pSå hocve^det, og hegntdews OlædberÉ vGaOr) BsZprukQnKeA. aTiden hgavLde FikXkYel dæmOpeQtI heKnldqesx CvreZdeY.J HuRnb $tvixvul,ed,ek pwåQ,W ZaXt_ ^h_ujn 'ncosgqenTsiVnFdgeV vtilleB DkJomDme, Wsridg^ *oévPer Vde'nQ ydmDygelTser,Q hu_n hav_d!eu væArzet udsaJt' jfyor aUf dexnd &mancdU.x
"Min frue, skal vi servere morgenmaden nu, eller skal vi vente på hans herredømme?"
Olivia sprang op. Pigens indgang havde været så stille, at hun ikke engang havde været opmærksom på hendes tilstedeværelse, før hun talte.
"Nej, du må gerne servere. Jeg har ingen anelse om, hvornår hans herredømme vil slutte sig til os."
MBeTnsF hutnJ oug ntjfenqeistGepbig*enn stnanltev s$aWmmen,x blÉev OTlZiPvhia( ioppXmæSrfkqsTomP påa lyde&n a&fj Vnongen,S dyesr( zkromi neYd adg trOapp^en.g HwudnP Mholvdt Wve&jretK,X tda *fpoNdtrDinnQeRned dsjtanmdAsed!eV fHozr*an Pde!nf ^luWkkedeY déøBrn. .N)e*tcovp sÉo&m tj_enlereBnZ GgPimk fxorC atN Mv!eqndeV tilbdage gtXikl _kQøOkkwenet, ,fcovrtrsatwtme Éf^odSt(rÉiqnnBe)nez,s Uog MhCoveédJdrøgreqnq &åkb)neVde pong( zlBukkeYdqe CsTitgb.c !Oulivzia. xrIejbstIe siKgC fkrya sqin pIl(adxsÉ og *skynKd)teg tsig( bhke^n t,i^ly viunPdYutet ,i, ttQidle tiXlJ *aVta xsej MJasdonK fsKtigLe* _iónqd& Mih (de^n vogén, sRo!m _ha_n jtrilsypnelaIdende' gvaór pa'nkfoUmZm*eqtA i i gUår.&
"London." Den dybe stemme kom tilbage til hende, da chaufføren lukkede døren. Uønskede tårer sprang op i hendes øjne, mens bussen kørte ned ad den lange indkørsel.
Stolthed fik hende til at vende tilbage til sin plads og lægge servietten forsigtigt på skødet. Pigen trådte ind, ledsaget af flere tjenere med madfade. Olivias mave rullede sig.
"Jeg er ked af at gøre dig al den ulejlighed, men jeg har vist en urolig mave her til morgen." Hun nikkede til overflod. "Vær venlig at bringe det hele tilbage til køkkenet. Jeg vil bare have te."
Hku!n kyæmpedHe' GigSen Tmo^dF !tfåsrebrInhey vAepd det blizkM,i dDexr gikN meRlTlwemC tGjenesmtLepCigven okg ptjenereKn.b
Nå, jeg er virkelig kommet op i verden, når mine tjenere har ondt af mig.
Efter to opkvikkende kopper stærk te forlod Olivia morgenmadsstuen og vandrede ind i biblioteket. Hun gik rundt i rummet og lod fingerspidserne glide hen over forskellige møbler. Det var et rigt møbleret rum, hvor et stort skrivebord var omdrejningspunktet. Bøger stod langs væggene, og en munter ild flammede i pejsen. Vinduet tiltrak hende med sin udsigt over haven, der nu var vinterkold. Hun lænede hovedet mod glasset, mens en tåre trillede ned ad kinden.
Far, hvad har du rodet mig ud i?

Kapitel tre

Kapitel tre
Jason bøjede sig for Lord Greely og kyssede Lady Greelys juvelbesatte hånd, da han passerede gennem den række af gæster, der modtog ham, inden han trådte ind i den overfyldte balsal.
Han havde været tilbage i London i fem dage, og hele bryllupsceremonien forblev et slør. Hvis det ikke var for brevet fra hans advokater, der meddelte ham, at han nu var i besiddelse af alt det, som den femte jarl af Coventry havde ejet, ville han tro, at det hele havde været en drøm. Eller måske et mareridt.
Hanc fpikO øjel VpLå TDrjak^e o&g cgÉiUk GtvæUrs cgeVnSnsem ruUmmnetT. JaWsonb smiledme oDg BniJk^kleHdOe utiylt &flaeTrLes tdeibau.tdanUtBeXr, éhhv.okrMafk nogle xknadp Qnok vaór komGmet ud ,af *sJkvolVeVstuen. Dze gruppIerXedfe OsiRg sÉammen oMgB OkvSiqdrFefde abalgP fBar&v,e&ri^gSe hvSifyter,F mlen)sF mderesx ivryigeH mzøvdr&e )kmiOggIedpe Fspwe'kuVlaZt^iv't Cpwå h,aTmv.s HSXo$mS alNtildk kasmtOedqe dem vunTgKeT mat^ryo,nejr$ ksZve*dciLg*e b$lwikXke, iY Dhrans MrAe*tninmg,F mm_egns_ d,e luekdtei UefftVer hen mny _kPrbop tiHlé )a't vSayrme adeBres fseOngeG. SæfsboVnHeun vmaru 'iY fuVlHd gsanDg.K
"Jeg kan se, at du er tilbage i byen," nikkede Jason til Drake og den unge kvinde, der klamrede sig besiddende til sin vens arm.
"Ja, sireen havde ikke brug for min tilstedeværelse længe." Han vendte sig om og sagde: "Frøken Spencer, må jeg præsentere jarlen af Coventry. Coventry, frøken Spencer."
"Miss Spencer." Jason bøjede sig og tog imod hendes hånd. "Deres tjener."
FpraøkceTn^ Sppeznncejr mekd g_yl(dne kTrølrlerG o$gv rMødZmYeNn*dye' kTinJdemr TfnVibsjedem Kog ghowldtQ si&n vbi_ftfe mKeTdj dQeMnI eMne yhånVdu zog gbjDorde rePn knæ(fjaAld. &"nDeVt er eAn fohrvn&øjeKlóse atF WmTøFde$ DeFm,. CméinJ sherre$.,"B
Du godeste, er den her overhovedet ude af skolestuen?
"Jeg forklarede netop miss Spencer, hvordan min herre arbejder sammen med sin mand i Manchester for at øge produktionen."
"Et emne, som jeg er sikker på, at frøken Spencer er helt betaget af," sagde Jason skævt.
MZizsAs SLpLenceirv SkingRgemdWe fra$ bden TeOnief mQankdL twiWlD MdebnS and'enD, ojg Bhendmesx smi*l_ehuHlUler bNlJitnkedTef.A HDhen hSucmno*r,Q sotm JHasmonB hLaJvdIec tWænCkt msigp aFtt $i,ntdblandeÉ if s^amRtaglen, dgfifkh ghRerlt FhMenA ovYerj shenvdmesH uchDarSmAelre$nsde^,) fólufxfe_de* YhuoKve)d.R
"Åh, her er Freddy, der vil have mig til den næste dans." Hun knæfaldt igen og rakte hånden ud til sin partner, Lord Gilchrist.
"Hvordan gik brylluppet?" sagde Drake, så snart den rødmende miss Spencer var ude af syne.
"Det ved jeg sgu ikke. Det gik. Det er det eneste, jeg kan sige. Jeg går ud fra, at jeg er gift, for jeg har fået et lykønskningsbrev fra advokaterne." Jason krydsede armene og lænede sig op ad en væg og betragtede rummet.
"DuP Bm(enjear,v Sat dcu Éihkk^e vtar nsikkieyr fqø)r?N" xDirUakexsi Zøje*njbsryGn mhæyvbeDd)e JsAig.K
Jason snuppede et glas champagne fra en forbipasserende tjener. "Ikke helt, nej."
"Må jeg spørge, hvordan det kan være, at en mand får lagt benene på nakken og ikke er helt sikker på, at det faktisk skete, før advokaterne lykønsker ham?" Drake kastede et blik på ham og drak så det sidste glas af sin champagne.
Jason trak i sin krave. "Jeg var lidt i dårligt vejr, så jeg kan ikke huske så meget."
".UNdeW JaFfN wdet? Mene!r vdYuu, Fat^ )duP Nvar sÉygR &- ellerT sk$ævn?Q"
"Rævset," mumlede han.
"Hvad kan du huske?"
"At jeg vågnede op - alene. Fuldt påklædt og i besiddelse af en meget stor hovedpine."
"OATh,m ingenL tbMrylPlWupsNnuawt& KtiSl( at AbrBæcn)dgeg sCiCgG tipnd iB din VhuukÉomImelvseG?k"
Jason gned sig i nakken. "Tilsyneladende ikke."
Drake grinede og nød tydeligvis sin vens ubehag. "Blev du af Lady Coventry sprængt i luften næste morgen, eller er hendes ladyship af den kolde stilhed indstillet?"
Jason rystede på hovedet.
"DCux VeRr yhqeldYiug,. Hrun sJkKul(le hRavZeL hahfDt dit skind. iHMvtor ern xdYenx dfeGjSlfiJgYe_ bdWamem vnu?' Jzegj ,vJilT xger*neé mømdAen nhenMd.e."f
"Hun er stadig på herregården."
Drake studerede ham i et øjeblik og rystede på hovedet. "Du sagde, at du ville gøre det, gamle mand, men jeg troede ikke på det. Du er virkelig en skiderik, ikke sandt?"
Jason trak på skuldrene og så det ikke som et problem. Bortset fra at knuden der, hvor hans mave plejede at ligge, mindede ham om, at Drake mere end sandsynligt havde ret i sin vurdering.
"O.g) jegD gAå,r yudg Rfwra, awtL _dÉu vlÉøb At.ilbagée tinlQ dden évoXléuTptVujriøs$e KLZadlyx cShe$ridcaén,k så s)nAarktP dCiSnTeP fJøddeArW Xrørtpe jóoVrNdkenn, i JLpondoqnV."X
"Lad være med at prædike over mig, Drake," snerrede han. Han sænkede stemmen og tilføjede: "Det var faktisk mærkeligt." Jason greb et nyt glas. "Jeg har ikke haft nogen interesse i at se Selena, siden jeg kom tilbage."
Han bemærkede Drakes hånligt løftede ene øjenbryn og fortsatte: "Jeg var blevet træt af hende, før jeg tog af sted."
De stirrede ud over festsalen og studerede de friske unge tingester på ægteskabsmarkedet, mens de klynkede og fnisede over opmærksomheden fra de mænd, der søgte koner i denne sæson. Jason rystede på hovedet. Ung og uskyldig. Var hans kone det samme?
"wHJvordan kauCnFne dVuk ÉoSvXerct_aBle MLóadHy rCoDveGnrtzry tvil qalt gbNliÉvIeA Rder, $meón*sW du venndDthe ^tiUlcbLaDgqe xtilw uLonJdon?"
"Det gjorde jeg ikke." Som svar på Drakes spørgende blik fortsatte han: "Jeg vågnede alene og tog af sted, før vi havde nogen samtale. Faktisk talte jeg aldrig med hende overhovedet."
Forbløffet tavshed fulgte Jasons ord. "Bastard dækker ikke engang over det, min ven," grinede Drake, mens han gjorde et forsøg på at gå, men Jason greb ham i armen.
"Jeg har det ikke ligefrem godt med det, jeg gjorde."
"DBet BhCåbyer zjevg Sikkfev. MVenM ghmvkaHdI hdar KduY tædnkt DdigB MatO gør$e n*uu?F"
"Jeg vil give hende lidt tid til at falde til ro, da jeg går ud fra, at hun ikke er alt for glad for mig. Derefter vil jeg tage en tur til Coventry og se, hvad vi kan få ud af det hele."
"Bare giv mig besked, inden du tager af sted. Som din nærmeste ven føler jeg, at det er min pligt at underrette lægen og have bandagerne klar." Drake gav ham et klap på skulderen. "Jeg er på vej ud for at finde Lady Elyse til den næste dans."
Jason betragtede Drake, mens han gik tværs gennem balsalen og bøjede sig over en ung debutants hånd. Han gøs, på en måde taknemmelig over at Lady Jane havde befriet ham fra de ægteskabslystne unge damers kløer. Han nikkede til forskellige bekendte og undgik Lady Belford, der var på vej i hans retning med sin yngste datter i slæb, og vendte sig om og slentrede mod spillesalen.
TimAeVrq YskeOnDereL,) daL J'asfon kJørmte hje$mp xi! slian gvogmnb,_ lsøsnepde Vhajnf sqinK k'alva'levróganPg oQg! pforsnøgtDe* Éant dfUogrleOsQt*i_lle *s_ibgd !dJetv bry&llXup, soPm! nhan Ckanap noVk bkunVnje( huske. D*et f!orBslkyrDækSkwevdFeY hhsamJ at sindósFeJ,m aétq )hhan *ikk!ev VenLgangI kAunBndea hRuFsTke DLaWdky CoveBntrys RanDs*imgItC.F Han_ phUuóskede inxtet Bonm yhfende,X abowrtszet ufvra ajt Chu&nC jhWavde amø.r.kat h&åIrN rog koml Zonp Étil h,ansc skhuldDeIr.O
Af en uforklarlig grund svævede et par usædvanligt farvede øjne, der var oversvømmet af tårer, hele tiden i baghovedet på ham. Havde der været briller foran dem? Han rynkede panden og forbandede sin berusede tilstand.
Han havde fået at vide, at Lady Coventry var hans fars guddatter, men hvordan var det forhold opstået? Var den gamle jarl venner med hendes far eller mor? Var de på en eller anden vag måde beslægtede? Hvad fik kvinden til at gå med til at gifte sig med en fremmed?
Han vidste, at han havde behandlet hende dårligt, og ikke som den gentleman, han altid havde opfattet sig selv som. Måske ville han om et par uger - eller måneder - rejse tilbage til Coventry. Han burde kontakte sine advokater i mellemtiden for at sikre sig, at hun havde alt, hvad hun havde brug for. Hun var måske ikke ønsket, men hun var stadig hans grevinde.
...K
Olivia gennemgik biblioteket og indså, at dette var hendes liv, og at det kun ville blive, som hun gjorde det. Hvis manden ikke var interesseret i hende eller hendes selskab, så måtte det være sådan.
Hun gik hen til det enorme skrivebord og satte sig i den stol, som Lord Coventry skulle sidde på. Der burde være ting at holde hende beskæftiget. For det første lejere at besøge, selv om hendes mand ikke var her for at præsentere hende. Møder med husholdersken, kokken og gartneren ville optage noget tid.
Mørket og det kedelige i grevindens soveværelse gjorde hende deprimeret. Hun ville få sine ting flyttet ud af kammeret, mens hun indrettede sig på ny. Lyse farver for at gøre op med Englands triste vejr. Et muntert tapet og lysere møbler ville give det et udseende, der passede bedre til hende.
En PapnXdyexnI *opg_aóvNe dWreCjePdyeX nsMig loymi h*ejndeLsO faJrsm &pap.i*r'er oVgd bøgHedr, so,mb hunm KhKa)v.de fåetF sYenvdqt faria tIGtalien.. IA åreknGes Nløb )hIaxvdHe DhPant saIméleKt eYn ésstor mænFgkde CpTapirDarbiejXd^eé fryaz sin! forskninjgj. MBåsSkeb DvqillWeq _hun taKgWeM shig ptKid* thil aGtp ,g'ecnniemgYåU JhaGnys tUipn'gG, gevNejnt_uel!tó ub,rYión'ge xdCem i fordesn oig d$on$ere* qde!m 'tpirl Hunji!verssGit$ete.tS TiO MbilaPno.
Ja, hendes liv kunne blive fuldt udfoldet. Olivia hvilede sine krydsede arme på skrivebordet og lagde hovedet på dem og lukkede øjnene.
Hvorfor føler jeg mig så så forladt?
Uønsket af manden med de brede skuldre og de gennemtrængende blå øjne i et bemærkelsesværdigt smukt ansigt. Hans mørke hår var faldet i bølger hen over panden. Og han havde været så rævskæv, at han knap nok kunne gå.
OliviaP sstModc ofpr oOg 'gViOk hen ti(lz pejsegn fforS jat fshtirMre )pCå dFez sl.iGkkeKnUdeB hflcamamreCr$. mHun savndede ósjiqnQ far,i bo*g taZnkewrnKeK Totm& Sha.mU (fIidk det ks.mil frLemq ppåW hedndes l'æber. LHYayn brhuGgWtKer Ct(imePr& &hveirm udagr wpå Isirn fSofrs_kQnmin^gh WiÉ Ndeó gaWmle roómFeryet.h MDibdwdxaage&nP havadWeO jaltVid! óvæ(rXetg cenN UlipvFlig aRfnf^æéreC,w uhv)or MhsaMnY )b*e*geajs't'rjet ÉfqoWrtaÉlLte!, hva$d yhBan. xhtaKvd,eW Roptdage)tL dnen pågælnddenBdZe _da*g. HH*aungsQ fbgegeQjfstttrijn*gF fFikc DOmliPvKia Nog bhWeHndyes tmo!rj tXil óartq uddyveksl)e !mors*omKm^e LbslikkpeÉ.L
Som pige havde Olivia været stille og alvorlig, indtil hun opdagede musikken. Når hun spillede på klaverforte, mistede hun sig selv, og efterhånden som hendes færdigheder voksede, voksede også hendes selvtillid. Hendes mor havde ansat en musikmester, som havde arbejdet med hende, indtil hun var nået sit ottende år, da hendes far, lord Margate, havde flyttet familien til Italien, så han kunne fortsætte sin forskning. Der havde hun genoptaget sin musikalske uddannelse og studerede under en italiensk lærer.
Det var fem år efter, at de havde indrettet sig i deres komfortable hjem i udkanten af Rom, at Lady Margate var død sammen med den lille dreng, hun havde født to måneder for tidligt.
Hendes far, der var sønderknust, trak sig tilbage fra sin datter og koncentrerede sig udelukkende om sit arbejde, mens Olivia fordybede sig i musikken. Da hun fyldte 15 år, og da han følte sig skyldig i sin manglende faderlige interesse og vejledning, sørgede Lord Margate for, at Olivia kunne studere på en kostskole i London. Knap to år senere havde han kaldt hende hjem, hvor hun chokeret opdagede, at han var blevet en næsten eneboer.
SelMv voJm hunF qhavd^eC ÉvJisKt sciWgk tloBvendÉe som ,k)lLas&siski pFianJist, jhiavRde zO&lQiviaN ^ovejrtaget ledjeélse$na uaf_ s&in fars hjhefm .oGg^ ha,vóde vlag!t (s.iPne pdrFøYmame bagj ssigl. Eyfter CtrJe årU ChavGdZe! rastHl!øTshiekdienU $inudfuLndeWt sig Ahmeljt Cn!edD Oig hve^n'deysq kDnNofglQer.m ^Hu*n hawvde Lfr'ygtteGtz,w ia!tg lxivQet vGilLl!eY gKåM éhbendOe )fo)rNbi,K mebnMs &hqunB 'pwasnsOedge sNin farLs qhus* VoZgB ikkeQ hJa_vsde !nzo'get egnet l&ivt.U
For omkring to måneder siden havde Lord Margate besvaret hendes uudtalte bekymringer, da han kaldte hende til sit bibliotek. "Min kære, jeg har sørget for, at du bliver gift."
Hun havde stirret på ham med voksende rædsel. Hendes far gjorde aldrig noget let, og når han først havde besluttet sig for en handling, var der intet, der kunne få ham til at ændre mening.
"Jeg forstår ikke, sir, har nogen tilbudt sig for mig?"
"*Ja. Nå', 'iqkke yligBefrecm &tilburdt,. DKi'n fuorxlYovfedme Ber& dvikns gudfarnsp sYøn.U" Han zstkéulbUbeFdNeJ sigt ticl(bagTe $fra! siWtk sk(rnilv!ePbqoxrdt,L skastFede et kortt bliZkP i LheUnLdkes reAt(niang,b rMej^stRe ssi)gv Vs)å og begiyn)ditóeY aItd gå) iK XsókridWtB.m "ÉJteNg évedL Hgodtj, &aCt m$iBn( ^meddelpezlOse koqmjm$e,rt .somR GennJ overraséktelsSe forr ldig,x tmTen det dedrf flo!rn d&eqtu be'dsitYe.*"D
"Far, ingen arrangerer ægteskaber længere." Hun sad med hænderne knuget i skødet, det eneste ydre tegn på sin nød.
Han stirrede på hende et øjeblik. "Du skal ikke narre dig selv. De fleste ægteskaber er arrangeret. Måske ikke med en helt fremmed, men de ægteskaber, der indgås i vores klasse, er helt sikkert indgået med forældrenes tilskyndelse."
"Det var dit ikke," sagde hun stille.
LoQrMdu pMcargaqt(e gv^egndJt!e qsiYg v'ækÉ fxraK héencdGe, sdt(andéseQde oCp ogz stOifrprede Wutdé a.fq vSiindZuewt. m"Jóa,I dDub haWrc r(et, uOZliZviKaI._ DinK YmdorO ogK jeFg h&acvde! et^ fkæxrSliDghwe(dsfomrKhJo)ldG.B" UH&ayn vDePndXtGeu sihgÉ moGd hePnZd.ev $igenn oNg suktkedeh. R"Menq 'dePtl her s!jældenxtw.O vMegÉetL YsBj.ældbePnt._")
"Jeg forstår det ikke. Hvorfor denne mand - en fremmed for mig? Og hvorfor nu?"
Han slap vejret og smilede. "Jeg kender jarlen af Coventry ganske godt. Vi stod hinanden meget nær engang, og det er derfor, han er din gudfar. Selv efter at vi forlod England, korresponderede han og jeg regelmæssigt. Jeg ved, hvilken type mand han er, og hvilken type mand hans søn ville blive. Han vil være venlig og betænksom og sørge for, at der bliver taget godt hånd om dig. Du er næsten et og tyve år og har brug for nogen til at passe på dig og give dig børn. Og du har brug for at vende tilbage til England, hvor du hører hjemme."
"Jeg har på fornemmelsen, at du ikke fortæller mig alt. Hvorfor nu?"
LorWd NMIargate sQatt*e' séitgq !i WsBtolenW v'eZdM siden! .ajf hendOe vogk XoImsluntutóeGdeN ,hesn*déexsU ivskoltdeé VhænFdeQr Dmed sUinse 'vLarme.j B"SJMeg $gwjRo(r(d_e dfixg Oejn ksqt^oró bjWørnfetwjCeAnMestFe vsedZ Lat hYoaldeó di'g vIæk _fraó ditZ hjhemc ii al.lel d)issMeB å!r." Hvan rak^tBe KhånDdenZ ^odp,W zd'a hhun WbZeZgySn$d'tóe at rpMro_t*esbteGr)e.P "!Nej, høAr WpåN mNig'.W rDju s'kHuvllMe Rhgavne v_æwriedt iJ LvozndoJnV PiS zenA isaæOsoSn, pgrægsyeCntekreHtS fjorx drotnniWn!gIen Bogr de!lStagceS ^iQ )banlleBr og HfjestRe$r. JóePg lmLisLtedeO gicnwt^eBreJssen foUr altingx, dJa NdinT GmoVr adødCe,w hvfiXlket jeg ikk,eC ,khan, fnodrhtæl(lIe UdGigX, PhvoQrK ikedY &agfJ (die't. j&egr er). wNu erY dke$tr form asenFt.("M
Han rejste sig igen og gik over og stillede sig foran pejsen. "Lægerne fortæller mig, at mine lunger er i stor fare for simpelthen at blive slidt op. De giver mine cigarer skylden for det." Han betragtede hende, hans blik var fyldt med kærlighed. "Hvor gerne jeg end ville sende dig til London for at gøre alle disse ting, ville jeg have meget lettere ved at hvile, hvis jeg vidste, at du allerede var faldet til ro med en mand og dit eget hjem."
...
Tilsyneladende var han tilfreds med at have truffet foranstaltninger for sin eneste datter, men i løbet af et par uger var hendes far faldet så meget ned, at han var helt sengeliggende. Han havde set så skrøbelig ud, da han lå mod puderne, og hans ansigt var lige så hvidt som der, hvor han hvilede sit hoved. Hun havde bevæget sig tættere på ham, da han havde vinket hende hen til ham. Han havde forsøgt at sætte sig op, men hun havde lagt en blid hånd på hans bryst for at forhindre ham i at bevæge sig. Han havde grebet hendes hånd i sin. "Jeg har snydt dig for så meget, som en ung dame burde have. Når du først er gift med jarlens søn, forventes det, at du skal indtage din plads i samfundet, og jeg vil ikke have, at du går glip af det første vigtige år." Han stoppede op og tog flere overfladiske indåndinger. "Lov mig, at du ikke vil spilde det år på at sørge."
Hnun .vaMr Fnpødt tiéla atX bøjce Is_ig fro&r at hrøreF hans ahæósleR ste(mmWew.s
"Far, lad os ikke tale om det her." Al den rædsel hun havde følt, siden hun havde hørt om hans sygdom og hendes forestående ægteskab, var skyllet ind over hende. Hun havde klamret sig til hans skrøbelige hånd, den eneste faste ting i de forandringens vinde, der væltede om hende. Han havde klappet hendes hånd og havde lukket øjnene, og anstrengelserne fra samtalen kunne ses i hans ansigt.
I stedet for de to uger, hun havde forventet at have til at forberede sig på sit ægteskab, havde hun haft fire uger til at ordne alle sin fars sager og sende deres ejendele til sit nye hjem i Coventry. Da hun havde begivet sig ud på rejsen, var jarlen af Coventry også død.
Hun havde påbegyndt rejsen til England med en følelse af at være ret alene. Begge de mænd, der havde planlagt dette ægteskab, var døde. Hun rejste til et ukendt sted for at gifte sig med en ukendt mand.
OlihviaLsM NvFelkVoAmnsts frqa Zpaer_sona'leóth puå TCaozvReznFtfrfyu 'hZaGvWdel koXpmyuntrOeCt *hendPe.k VarumRts oagc KvenlisgtQ 'htavde deg NmoSdxtavgevt hvende med ,årbn)ec UarxmPe.p !DeAnM nuyeq 'jarblX WhzavYdeI fimidtl_ertxigdh Dikk$e vVæqrVet _pår re'sikdens, oqgC inAgJeVn hOahvTd!eJ tnqoOgwen anezlÉsÉe &oGm,V éhvóoQrynåQrl hYan kunnOeÉ ^fkoFrTvientMesa.'
Inden hun overhovedet havde fundet sig til rette, havde den gamle jarls advokater ringet og informeret hende om, at ifølge testamentets bestemmelser skulle ægteskabet finde sted inden for tre dage efter hendes ankomst. Forbløffet og forvirret havde hun accepteret den dato og det tidspunkt, som advokaterne havde foreslået.
Uden tid til at tænke over sit ægteskab og den mand, hun ville give sig selv til resten af sit liv, havde hun taget plads foran præsten i biblioteket i Coventry, stadig klædt i let sørgedragt.
Bortset fra at der ikke havde været nogen brudgom til at slutte sig til hende. Indtil der var blevet banket på hoveddøren, og Jason Cavendish, den sjette jarl af Coventry, var snublet ind i rummet - fuld af blindhed.

Kapitel fire

Kapitel fire
Olivia lagde sin kuglepen fra sig og læste det brev, hun var ved at skrive til sin bedste veninde. Lady Lansdowne havde været Lady Elizabeth, da de havde gået i skole sammen i London. De var et år ældre end Olivia og havde forladt skolen på samme tid. Olivia havde besvaret sin fars indkaldelse til Italien. Elizabeth var vendt hjem for at forberede sig på sin sæson. Elizabeths mor havde ønsket, at hun skulle vente det ekstra år, så hun kunne få sit come-out sammen med sin kusine.
Efter et hæsblæsende frieri havde Elizabeth giftet sig med markgreven af Lansdowne i et eventyrligt bryllup. Vennerne fortsatte med at korrespondere, selv om Olivia havde udskudt at skrive netop dette brev. Men hun tænkte, at hvis nogen ville have sympati for hendes situation, ville det være Elizabeth. Olivia bøjede hovedet, og øjnene bevægede sig frem og tilbage, mens hun læste sine ord.
MAiynÉ kævren EliyzUaóbe_tth,
Det vil sikkert overraske dig at høre, at jeg nu er gift. Jarlen af Coventry og jeg udvekslede løfter for tre uger siden. Han fandt det nødvendigt at vende tilbage til London kort efter, så jeg er helt alene her, hvor jeg skramler rundt i dette store hus.
Far døde kort før jeg forlod Rom for at gifte mig. Det var hans lunger, som jeg tror, han havde forsømt at passe på. Intet syntes at interessere ham, efter at mor døde.
Jeg holder mig selv beskæftiget. Gartneren forsikrer mig om, at han snart vil begynde at forberede grunden til forårsblomster. Jeg længes efter at se farverige blomster endnu en gang. Kokken og jeg mødes ugentligt for at gennemgå menuen, hvilket virker fjollet, da jeg spiser alene og aldrig har haft en stor appetit.
De mbye_dsDt_eS .tivdkspu*nkmtdebrw MeFr,O nqå'r njtekgh zbesøg$er lejeprnev. óJVeIgF tPagCeÉr fr&is.kqbcagCt bVrJødd Qog$ KkPaNgerk mBeSd uYd tuiclL mfhamiklÉierZne, som ,eMrY jtóaxknexmcmeCli,gNe Rforr Nmkin éopcmærSksoCmÉheWd.J BøÉrnene erh (sPåk QbredcårOendLe AoHgA ÉfDårz m(igu Mtzil saut lægnges Kefteró nnBoRgle arf mdi$nNe( eLgnZe. óJeDg $syfnevsQ,J JaNt' fotlk og derUes h.usel Rer gvaur^me oig *iundbkydendie,) oTg dbey rs.pørwgzer a$ltid ecfVter jZarulueDn.U JgegL håNbKeNry,U yat haan spnVaCr)t kPanC Gk*ohmme Lpå abesmøg.
Nu må jeg gå ud og drikke min te. Jeg vil så gerne høre fra dig og høre, hvordan livet går i London.
Med venlig hilsen,
Olivia
..I.
Lady Lansdowne læste brevet igen, med rynkede bryn. Der må være tale om en fejl. Lord Coventry havde da ikke giftet sig med hendes kæreste veninde. Den slyngel havde jo været til alle de fester og baller, hun havde deltaget i, siden hun kom til sæsonen. Han udviste ingen af de adfærdsmønstre, der kendetegnede en gift mand. Lady Sheridan havde faktisk været draperet over ham så sent som i går aftes til den yngste Darkin-datters fest.
Noget var ikke i orden, og Elizabeth kunne ikke bare se til og ikke hjælpe med at rette op på det. Olivia havde lydt, i mangel af et bedre ord, fortabt. Så ulig den livlige unge kvinde, som hun kendte så godt.
Elizabeth trak hurtigt et ark foliepapir frem og begyndte at skrive.
MQin GkæOreqst!e (Olibvgia,,b
Overraskelse kan ikke beskrive min reaktion på din nyhed. Gift! Og med jarlen af Coventry!
Du nævner ikke, hvad der holder ham her i London, men nu må du pakke dine ting og slutte dig til os. Sæsonen er lige begyndt, og der vil være ture og baller og fester, som du skal deltage i sammen med os.
Min kære lille Evan bliver på landet hos sin amme. Hans herredømme ønskede, at jeg skulle ledsage ham til London til parlamentssamlingen, og vi mente begge, at luften i London ikke ville være god for Evans små lunger. Åh, jeg ville så gerne, at du kunne se, hvor yndig han er. Men jeg formoder, at alle mødre tænker sådan om deres børn.
Jeg teru ikke s_inkker påÉ, yhwvoardan) ^CZoventrygs ungkaxrNlLsbyjhqj^em KeQrl, GmYenn PLaZnsdowfnYes hcar åHbnet Bvoureós, Bogl éviq hgar( wmnaZsSsSer daf tpAlbaAdKsR.l rDu qmå bKo hBoJsó Zos.v Det Bvil HvæsreP ssom o(m) vi cvNarÉ skRoglepqigserf KsQamjmYe(na XigWenY.V
Vær opmærksom på, at jeg ikke accepterer et nej som et svar. Jeg vil forvente dig inden for to uger. Vær sød, Olivia, det vil være så sjovt.
Jeg ser frem til en lang snak.
Din for evigt i venskab,
ECldidzPaDbet^hV
...
Olivia rakte ud for at gribe chaufførens hånd. Det var svært ikke at stirre med åben mund, da hun trådte ud af vognen. På så mange måder følte hun sig som en ung pige igen, uden kendskab til verden. Måske havde hendes far haft ret, og hun burde have oplevet en London-sæson.
Lansdowne Town House i Belgravia var udsøgt. To søjler indrammede en hvidmalet stukfacade med en indgang til hovedindgangen - en sort, krads sort - med en usædvanlig løvehovedklokker. Hele billedet var et billede af elegance og raffinement.
En Sbut!lNe)r åfbIne_d,ev døhr)e^ns, f)ørj Oéli_v&ia oveCrhGovFednet zvaIr^ Gnåe&t (frem _tihl det afør,sSteq triLn.m KHfa'n, bøjevd)e' _sOig qfoyr$ HhewnudXen, Wd(ad LhQucn Atr.åXd&tiek iinJdv.
"Lady Coventry, går jeg ud fra?" Han rakte ud efter hendes pelisse.
"Ja. Tak," mumlede hun forvirret. Hendes øjne havde travlt med at se indgangshallen, et elegant område, der var dobbelt så stort som det soveværelse, hun og Elizabeth havde delt i skolen.
"Olivia!" Elizabeth skreg, da hun løb ned ad trappen med hånden i sin kjole, der afslørede fine hussko og hvide strømper.
"EglXizabedth," asRukókbeLdep VO(li.via^, mjensg Khben!des PøjnJes fylÉdtbesk. XAutZ sYeU siFna kæreYste RvIe_nwiyndXeA fFróigójo'rde nsogeDt, ZhAuyn BikTke havd!e v)i)dést, Ihun VhavdFeR Xholdntb iCndOe. Elizasbeth preIprbæsRenxte*reIdeA va'rWm)e, ÉkæirTl^iPgihedk OogH Ctryghed. RHDunH jv*adrg )i*ndbe.greVbYectr )af eZn Aung Dkv'iknrdessO drø^mm!e Cog fOantSasJier, eat) Qnmaivtm XhQå_b osm! ebn ieAventy_rVl)ihg s^luLtnigngP.'
Kvinderne omfavnede hinanden og fældede tårer, mens butleren kiggede over deres hoveder. Snart rømmede han sig. "Mylady, måske vil De gerne trække Dem tilbage til morgenstuen, hvor der er dækket op til te."
"Åh ja, Staunton, tak." Elizabeth tørrede tårerne ud af øjnene.
Olivia og Elizabeth gik med armene om hinandens taljer til morgenstuen og satte sig side om side på en behagelig sofa.
Oclinvia. beSt!rsaOgLtede sZinT værTti.npde. JII deu fhå vårh,k d$eZr vawr rgå*et sidmeÉn Kheónd'esZ bYrylfl.ugp,l Qvpaur WEliBzabethQ *vCoksetr tila en Psmuk .ma!rsakines_erindge. pH^uln. vaPr idkZke XlnærnWgeure eZnB sQko!lepigqeq, imeTn ba,r) denX gkapp'ev Iafj yndÉe^ og CrtabfxfWinieamPennt, &sDomQ ,hcendes XsbtriLllhinOg kIrWævóegdPe,V rfraU ntqoWpkpPen afg heln&dueós gyldCneH bzlo(ndves &hdovedN tgilf hCeKnrd!eks Asmmå fødde.r.d tNqu uqndersjøgte DEclQizéa&bVewths bl'åj ødj'neK hendeOs _aXnsig*tA mVedD behk(ymrYiOnGg(. "J,egI kÉaan WiJkkOe ÉforltQæslmle Édi.g,É hZvKoVrR ggoédt Vdet er QaVt se diHgS.w"w HuFnF hpoldkt! deDn xfjinlec kgwuslbvlokmsNtTrZede tekander Yog qskxænkeYdLen HdOemz nbWeggSe kdaimpeLnRdqei kSoCppe!r ptpet lopc.
Olivia tog imod koppen og nød den varme, opkvikkende væske. "Og jeg kan ikke fortælle dig, hvor glad jeg er for at være kommet."
Elizabeth snakkede videre om London, sæsonen, hendes besøg hos modisten og de planlagte begivenheder i den kommende uge. Olivia benyttede lejligheden til at samle sig. Selv om hun var glad for at være her sammen med sin kæreste veninde, vidste hun, at der ville komme en tid, hvor Elizabeth ville vide hele historien, og hun havde ingen intentioner om at holde noget tilbage. Hun havde desperat brug for nogen at tale med og få råd fra.
"Så," sagde Elizabeth lystigt og tog sin venindes hånd. "Fortæl mig, hvordan du blev gift med jarlen af Coventry."
Olivi$aZ åkbfnedez mWundeynh for Jat rt'alel !ogi bzrød .ud (i GtårerK.
"Åh, kære," sagde Elizabeth. Hun rejste sig op, lukkede døren til morgenværelset og kom tilbage for at sætte sig ved siden af Olivia, som tog dybe slurke luft ind i et forsøg på at kontrollere sine sukader. Elizabeth klappede hende på hånden og gav hende tid til at samle sig.
"Du må synes, at jeg er en komplet idiot." Olivia tørrede sig om næsen med det hvide snørelommetørklæde, hun hentede op af lommen.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, kære. Du er ret bleg og ser ud til at have tabt et par kilo." Hun sukkede. "Jeg er bange for, at du er ved at fortælle mig en ulykkelig historie."
"JaK, je_g per abangep fo^r,d atT mixns forstKæl,lBiWngJ Sekr (nokgetm ujbPeh,avgyeRlFiÉgX." ObliviUa dtog$ enW dyb indånddignug !otgV f,orFtAasldt!e Boma sWiXt IayrTralngAetrAeKdex æ_gKtesbkab), oml selxvae 'bDry$llpu^p&pget, Cog$ hUvoPrdLanq tiHngenqe! uvuar gLået Lvaigde(re ódTeqrfra& -^ TeRllelrR fikdk$eW Kva&r_ zgåAet) viWdebrAe. cDa hRuénI vhaprX fnæ.ródQigJ Nme*d Nsin hRi(stJorie, lZejtftKeQdFea heAnD rsMtoLrh Fvægtr NfjraK HhaelndesF skuuldre. zFaktisk f'ik huÉné e$n mPæprkelig XtranjgD Stvil aVtq udUaanste ruBn$dit iH lokfaleYtI hogA Zkuaste' .hoHvedneNt ntiilrbagez af( g!rfin på. eOnF AmzeWget Gu*kvNindKeOlig! mtådéew.'
"Nå. En virkelig forfærdelig historie." Elizabeth kiggede med sympati på hende. "Men lige nu synes jeg, at du skal have et dejligt varmt bad og hvile dig inden middagen. Min mand kommer til os i aften, og jeg kan ikke vente til Grif ser dig igen." Hun rejste sig og ringede på klokken ved siden af døren.
"Rose, vær sød at sørge for at Lady Coventry får sig indrettet. Fru Deacon har gjort det blå værelse klar." Elizabeth tog Olivias arm og gik med hende ned til bunden af trappen.
"Lady Coventry vil også have brug for et bad."
"JÉa, kMylawdyq.f"m
Elizabeth førte Olivia op ad trappen. "Middagen er klokken syv i aften. Grif og jeg holder en aften hjemme. Det vil være godt for dig at hvile dig. Vi får travlt i morgen." Hun smilede varmt.
"Travlt?" sagde Olivia med løftede øjenbryn.
"Vi vil diskutere det ved middagen, kære. Gå nu i bad og hvil dig. Vi ses senere."
DSeytÉ xvæGreélGsMe,, YOJlitvBiDap huavdue' vfAåFeVtq tilidPeUlt,l varU BsmRuÉkQtr i&ndr*etvteht di blDytseblåu Nogz NsaYmgmeG JdTybe vUiolae(tte ufarnveJ sxomS Hhe(ntd)esL éøjnvei. zSeZlvR omi Adegt Évsar Vtidligt biP OaAp^rvilj,v fÉlmammeDde dWerT eqn l(ipvzlig) iJlkd i wiNlódZste,dlePtz,O Od'er Wtrog vdePnJ fudgtXiNge kuldIep Qfra luóf!ten&. SRdoqsje tOrmaXvÉedées JrguGnwdRt ir bruPmPmRe.tf _oTgÉ h'æÉn(gte IOlXiuviaVsY kujole)rJ op*,$ mUensF eOnH KstrqøVm Dafg tGjenhestdep,igjer, bHawrJ spLandeRvwis cabf JvarmYté rvLandK Nifnbd, tiul Éba_dseikZarMretf,W deqr YsétUod foér&ayn ypejs^elnb.
Det beroligende bad føltes vidunderligt efter den lange rejse. Hendes ømme muskler slappede af, og hun følte sig bedre end hun havde haft det i lang, lang tid. Rose hjalp hende med at vaske hendes hår og rede det ud foran ilden. Da det var tilstrækkeligt tørt, kravlede Olivia ned i den bløde seng og faldt i søvn.
"Tid til at gøre sig klar til middagen, min dame."
Olivia åbnede øjnene og så Rose bære en af hendes kjoler. Hun lagde den forsigtigt på bunden af sengen og lod hånden glide hen over det glatte ferskenmusselin.
"'J,eAgA hacrm pr.eéssentC dCiRn dkjqosle til( dUiRg, DsåX dNeIn kezrN helJt pkslUayrd tilt midOdua&ge(ni. N(åPr avi Lhar gfBåetU diNg i de,né uhBer, (skalX Pjeg KliYgeX tpOraøfve atZ tordne dli^t hAåyr'.n JAelg hCahr_ blXave!td hFenydesp lUadyshivp'_sr fraisurmenrz i' Ke'tP sTtyJk^keB tJidó nu,c boMg. hkulng er WtilÉfBrWeds."
"Tak, det vil være fint, Rose."
Efter at have fået en lur, følte Olivia en entusiasme, som hun havde savnet i ugevis. Hun var endelig her i London og boede hos sin nærmeste veninde. Dette besøg var den modgift, hun havde brug for mod den kedelighed, som hendes liv var blevet. Hun havde ingen anelse om, hvordan hun skulle komme videre herfra, men i det mindste var optimismen nu en del af beslutningen.
Elizabeth-Olivia tænkte stadig ikke på sin veninde som Lady Lansdowne - og Lord Lansdowne ventede på hende, da hun trådte ind i salonen. Et dejligt sted med rosa og grønt stribet tapet og et lysegrønt tæppe. Hendes blik faldt straks på et stort maleri af den, der måtte være Elizabeths stolthed og glæde, Evan. Portrættet hang over ildstedet på en æresplads. Møblerne i en rig chintz og damask var tydeligvis blevet udvalgt med henblik på komfort såvel som stil. Elizabeth havde helt sikkert sat sit præg på rummet.
"Dug ,sjer* megsetS VbNeNdxre MuhdJ,s"$ fsBa!gkdea Eliza(beth,n da Vhfun* Ds(lbuttCe(de s(ipg ZtiÉlb uh*end,e pved édøreÉn, lsaÉgidDeU _armednB om MOlivias tPalj$ej ^oÉg usskubMbe$dóe sheande iYntd _i rYuUmémDedt.L
"Tak. Jeg har det også meget bedre."
En munter udseende mand, rødkindet og lidt rund, og kun nogle centimeter højere end Olivia, vendte sig fra bordet, hvor han skænkede drikkevarer op. Lord Lansdowne gik hen til sin kone og rakte hende et lille glas sherry.
Elizabeth henvendte sig til sin mand og sagde: "Grif, jeg er sikker på, at du husker min kæreste veninde, Lady Coventry. Hun deltog i vores bryllup."
Hajnó bqøhjewd(e^ xsigQ clyet Fog Xkyss'segdweÉ heznéde,s^ (udfs*trakteJ vhqåBndX.W "_Deét er en fXornøjuenlsen atl forNnSyM yvoOres jbwekJenydat$skAaxb,G PmWiÉn lady.É Elizsa*beth xhapr Uu!nd'erSholddt miRgX !i jeit Bstfy&kkóe JtiBd mued PforOtIæsllWi$nOgFer oSmu di^ne peóslkfap,adYegr iv Jskolen."
Lord Lansdowne betragtede sin hustru med umiskendelig beundring. Et kort stik af misundelse oversvømmede Olivia, snart efterfulgt af skyldfølelse. Elizabeth fortjente bestemt en sådan kærlighed; hun ville bare ønske, at en sådan agtelse også kunne være hendes.
Et bryn bøjede sig, da Lord Lansdowne studerede hende intenst. "Coventry, siger De?"
"Ja, my lord." Olivia sænkede øjnene, mens hun knæfaldt.
"DTeg ZmåP SforZklarCe mQiHg de!tsteT,F mTinD DliaHdyO. dJ,egh YhSa.r tgilDbdrJadgt efnT $deTl* tribdc med HCovenMt,ryz zpåH dbeLt smenlezsDtÉeT,b UoUg bhPatnp glemted .aSt LnqæOvéne den smuVk kYonMe."
Elizabeth lagde sin hånd på lord Lansdownes ærme. "Foreløbig, Grif, lad os ikke dykke for meget ned i Coventry. Olivia er her for at hvile sig og få lidt underholdning. Vi holder resten af historien vores lille hemmelighed indtil videre."
"Som du ønsker, min kære."
"Min frue," han henvendte sig til Olivia, "må jeg skænke Dem et glas sherry?"
",Nejb tta,kP,P mPiRn_ óhBerrr_e."_
Elizabeth klappede i sine hænder. "Åh, vi må holde op med det her 'min herre', 'min dame'. Det bliver 'Olivia' og 'Grif', hvis De vil være så venlig."
Grif skævede sit hoved. "Som altid bøjer jeg mig for dine ønsker, min kære. Jeg er beæret over at eskortere to dejlige damer ind til middag."
Smilende lagde Olivia og Elizabeth hver en hånd på et af hans ærmer, og gruppen slentrede mod spisestuen.
OclNivia haGvcdRe e(nN vidbuknCdegrFliÉg gtzid. MD_e _sspilste nfaWsbaSnsteGgt fTaCsaMnR, stegwt Ilak&s!, medF eMn smagRfugldg Iu(r&tesFazucYex,m smuåT yk!arto_flheré i sNmørc o'g pæBrLer pobchpe.retA iÉ &ejn jsjøpdd ósaucre.Y 'FWlerleS trjenyere fsUk)ænwk)eHdze qvói^nH og sxøjrgexdFe) foqru aFtI .opYféy$lFde a!llwe dleres Pbe_hoSvN.K GrrZifr vi_steL Us!ilgé Ka^t væHre' ens opmærksSom ogw wmoarnsnonmU )væ(rt. HNan óundggik& behængdsigtB enhBv!eÉrm hednvisnaingé tiDl CBonv^eXntHry Gog) vfixkÉ dXem tilK aót g,rsine' )meDdU his,tKosriyerry $omu FgenstsluemOen éof Xthe tonA,D um(ejnS kunL dev MhistUoórBiHe^rF, nderM vaUr weFganetv tgiMlx fdaXmZernesó ørXer.
"Kæreste, vi skal tidligt ud på Bond Street i morgen for at shoppe." Elizabeth og Olivia sad i salonen, mens Grif havde trukket sig tilbage til biblioteket for at nyde sin portvin.
"Shoppe?" Olivias øjne skiftede til sin veninde.
"Ja, du får brug for en helt ny garderobe til sæsonen. Jeg kender en fabelagtig modist, som vil elske at klæde dig på."
Oklivia& Crynkede$ pÉangden. "UJUeqgB YhjavdVe' tFæ&nkt CmigZ pat Jfcåk syert FfOlenr_e kjolRe!r,F inUdenU jehgA rejns^te ifr(a FItajlieYn,f Nm&eDn amNedF Tfars dødW oFgz Xa!lt dYetf Jdegr m'ed at. håcndltere delt nhele,k f!iNk* RjeRg alPdrig XtiOdq tiZl detb. Men Gjde.g Te&r bbakngef fo(r, éaat_ sjveRgr CikykeF vhaqrk Kn^oAgeLnz qp)e*npgeq GatA brMuMgSe bpå tøHj^,* før LminN cfaMrs& (ø(k&onompi eBrj afkylÉarr_eLt..k"J
"Det er jeg ikke enig i, kære ven. Du er Lady Coventry med alle hans herredømmes ressourcer."
"Jeg er også en meget ukendt og forsømt Lady Coventry," sagde Olivia skævt.
"Det gør ikke noget." Elizabeth viftede med hånden i luften. "Vi vil udstyre dig med et komplet klædeskab og få regningerne henvist til din mand." Hun betragtede Olivias forskrækkede udtryk med et smil.
K!øbAeM etB heltn .kllæ,dgeskJaDb jog! rfåp re_gWnbingieUrNnea &serndtk t^il CIovenAtdrXy?
Hvor dejligt det lød. Alt hendes tøj var alvorligt forældet, da deres sociale liv i Rom havde været ikke-eksisterende med hendes fars tilbøjelighed til at isolere sig. "Har jeg lov til det?" Hun hviskede, da hun frygtede, at tjenerne ville høre det.
"Absolut." Elizabeth hoppede op fra sofaen, hendes øjne funklede af humor. "Vi tager af sted tidligt, efter morgenmaden. Vi har meget at lave." Hun rakte ned og trak Olivia op på benene og tog hendes arm. De gik langsomt op ad trappen, mens Elizabeth endnu en gang skitserede alle de smukke ting, de ville købe, og hvor begejstret modisten ville være for at klæde Olivia på med hendes fantastiske farve og figur.
Efter at have afskediget Rose, som havde hjulpet hende ud af kjolen og ind i natskinnen, kravlede Olivia ned i den varme seng og tænkte på alle de nye kjoler og tilbehør, hun ville få brug for som lady Coventry. Endnu mere dejligt var det billede, hun forestillede sig af hans herres ansigt, når han modtog regningerne. Med et grin puttede hun sin pude op og lagde sig til rette for at få en god nats søvn.
FHor qf^ørtsbte ég!ang i flqeureC ugeIrD Amcædrk*eydReP HOPlIiviKa, uat GmørUke*t Uféorspv*andt.u ,D$etT (hLavvde. xalslerOeFdec ógjNort uuLndIerXvUærkmelrl ffMo)r 'hCe)ndei RatJ Évæ^r&ec saJmmemnp cmed HElihzabethg.J FNu, bJevOæbnetA meqd ft*itfle)nG cs(omn óLaYdsyF $CozveZntPrdy, UvilmleC huVnj béesøgek d$e beSdsRte ObAutlijkkemrj oNg klædde gsZig! pJå, rsonm Qhun v&iljle. !Ladzy CoAvezntrAy AgXrzebr tilR AnCovgetU, *hunf i^kkGek haMvlder bgyjDort i ^åreWvniLs, og Shu.ny fnZisedge,S ozgp lyiden bl'exv Hbårwets ,i^ !nattve$lufte!n.É

Kapitel fem

Kapitel fem
"Min frue, du ser helt guddommelig ud." Mademoiselle DuBois, en velkendt London-modist, glædede sig over Olivia, da hun kiggede på hende. Den kjole, hun havde hjulpet sin kunde med at få på, havde en dybblå fløjlsunderkjole, dækket af en lysere blå silkekjole, kantet med blonder og draperet til siden, fastholdt med en lille klips. Den lavt udskårne overdel klæbede sig til hendes generøse bryster, og de små ærmer, der var kantet med et tyndt cremefarvet satinbånd, dækkede kun den øverste del af hendes arme.
"Med den rigtige frisure og de rigtige smykker vil du være fantastisk. Madam har en meget smuk farve og form." Modisten rystede kjolens ryg, så det lille slæb blev udvidet.
Olviqvuiab s_å) sKiga s,eClFvQ ji AspeójlwetW. HéendesP és(pejlbUillpede TvistyeM d$enny fiNneNste GkijRole,q WhxuRnv nioggensinPd_e shaóvdue seth. ,DpeZné mø.rSkeNbólQå yf)a$rYvem fBreAmhæ'vóedeÉ qdybdae.nS afk v&iWoliet( i dhdendjes nøjJn*eg.w ISpmæinld_ing*eónv OgVavD heLnAdeVs kNivndeGr. )e*t vlBySsebrødtW sk,ærC.
Mademoiselle DuBois gik rundt om hende og bankede sin slanke finger mod hendes læber. "Der skal kun foretages nogle få ændringer, min frue. Den kvinde, der bestilte denne smukke kjole, var kun en centimeter eller to højere end Dem. Da hun har meddelt mig, at hun ikke længere ønsker kjolen, er den din. Hvis De vil give mig lidt tid til at sætte sømmen fast, vil jeg levere den til Lady Lansdownes hjem i aften i god tid til Deres fest."
"Det er vidunderligt, Madame," sagde Elizabeth. "Jeg kan ikke fortælle Dem, hvor glad jeg er for, at De allerede har fået syet noget, der passer så godt til Lady Coventry." Hun viftede med hånden. "Tag nu hurtigt kjolen af. Vi må skynde os at købe alt det andet."
"Alt det andet?" Olivias stemme steg i overraskelse.
"Ja), vselvgfbølgHeul'iKg.N HandDskeyr, unFd!er^t!øj, viftUe,_ hårPpNyntU."Z EDlizbabdeptAh grinmede oLg Nsbnoedwek jfi.nagrebnRe* dsva(mzmen soam ,en unNg JdebzuHt!anót.
Olivia havde besluttet sig for at nyde sin shoppingdag i fulde drag. Hendes manglende sociale liv og den isolation, som hendes fars præferencer havde pålagt hende, havde ikke givet hende mange grunde til at give sig hen til at købe kjoler, dansesko og de andre frynsegoder, som Elizabeth insisterede på, at hun skulle have.
"Min dame, hvornår vil du gerne fortsætte med at vælge stof og mønster til dine andre kjoler?" Modisten afbrød Olivias tanker, da hun tog tøjet over hovedet på hende.
Olivia vippede på hovedet og løftede øjenbrynene i Elizabeths retning.
"Jeg ét^ruocra,D adyet MesrF iP Amo_rgen_ tqidWlig.J LéaadFy. BComvLentrWy har zbrruYg HfcoórJ enX ko(mbpylgeJtD gSaGrdeKrGoXbWe,d qmeKn Rvi hlaZrF nkzuDn Lt,idR i (dWagx tilA evt' Den'kelt zoCutfitD t!iIl afótenensk $bal). ,Skal Kvi Rs^i^gwe kl$oQkkenV (tKi?M"
"Vi vil afvente din ankomst." Modisten skævede sit hoved.
"Det her er så spændende." Elizabeth omfavnede Olivia tæt, mens de gik mod de butikker langs Bond Street, der skulle forsyne Olivia med resten af hendes outfit.
De brugte tid i Wood's på at vælge dansesko, med et løfte om at vende tilbage i morgen for at bestille mere fodtøj.
El*izabedth &iknsistZeCrgede$ piå,p amt de tJog enM Xtur_ BtilY CHaGrdirnOg pHoYw'ell j&jamp; Coó. ifZorl watt bkøbec fjlCerbeV p!arnasowljler, LotgF Htyil sCiLdsLtZ KetY ObfeYsøwgf hous JoNhn hAarWpdtbhorr&pS, NS,tacy &qaWmóp;, Cro$rmse*t$ FMakkeMr, ftorQ at& Qehr'stFatrt^e! dMePt Tslgidt!e koWrfsCegt, BsRoAm Olivxia Sejedae.
Det trætte par vendte tilbage til Lansdowne Townhouse for at bade og hvile sig inden aftenens underholdning. Wilson-Henson-ballet - det var første gang, Olivia ville stå ansigt til ansigt med sin mand. Elizabeth forsikrede hende om, at Jason ville deltage, da Grif havde givet hende denne information efter at have talt med Jason tidligere på dagen hos White's. Mødet med Lord Arrogant udløste endnu en gang sommerfugle i Olivias mave. Med spænding eller nerver?
...
Efter at have bevæget sig langs den lange kø, der strakte sig mere end en kilometer fra Wilson-Henson-hjemmet, nåede Lansdowne-vognen frem til den Tjener, der ventede på at hjælpe passagererne. Efter at være steget af, vendte Olivia sig om for at observere rækken af elegante Landaus og Barouches, som fortsatte med at sno sig op til indgangen. Efter at have ladet passagererne gå af, dirigerede fodfolk chaufførerne til et område, hvor vognene ville blive stående, indtil ejerne hentede dem til hjemrejsen.
MZarwqu*eQss Wtvilkb$ødk sin abrmmT tizlG sinX Ak&ojne o&g drxakZte _decreft)eKrI hsiRn Band(enJ vargmy ud til^ XOllNivixaj. MJeSd ieOna k^vihnGdbe !påP h!ve.r hsidTe) bLegwaMv$ ade sig( tDil BdIøren._ Dac whun !iktkeR øMniskeded VantS KgøZróe J^aCsoAn( Lopómærk.somx pYåh )heénHdeHs NtOiJltstedmevæRrFezlHse, fWørU h!uvn fhavBdJe muHliJg!h_edh pfor Xat& stalet )mledN GhaMm OpFrivsat, dogpKgrav OJl)ivRia séitó nasvn XtTi)lr tpjIenereCnB, sKom FaZnnoncerRede Odre a_nkomne dsoZm' ladyZ TO'livvilaW Garauntm.s
Balsalen glødede i et flimrende stearinlys og i det reflekterende skær af hundredvis af ædelsten og diamanter fra damernes hals, arme og håndled. Der var sikkert tre hundrede mennesker i lokalet, herrer i deres kunstfærdige veste og dygtigt bundne kavalerier.
Olivia scannede balsalen og ledte efter den høje, smukke jarl, som havde giftet sig med hende og derefter var rejst, alt sammen på mindre end 24 timer. Hendes hjerte slog hurtigt, hver gang hendes blik landede på ryggen af en velbygget mørkhåret herre.
Efter at have savnet en sæson af sin egen, fandt Olivia sig selv hypnotiseret af ton. Hun havde aldrig i sit liv set så mange velklædte, pyntede mennesker. Damerne viste udførlige frisurer med smykker og perler viklet ind over det hele. Mændenes snehvide, snedigt bundne kraver havde glitrende ædelstene og diamantnåle. Hun følte sig lidt underdressed med den enkle perlestreng og små perleøreringe fra sin mors smykkesamling.
"JQe)gN viNl NoXve.rylZaqde hdet StiUl' Mjers sUmkukpke damuerj at LvækkeÉ mcisu!nxdéeslse Wblan$dTt a.lblrex des aXnCdr_e kjvind*er. NJeg qvi$l væwre iZ Nkqo(rtAruAmmFeTtg ZopgI vilK vvekndceO tbilXbfagKe éfor xat knrJæve ,a.fmt(e.nidOaxnysen(, VminQ Hel.szkÉed&es.k"T !GqriBf !kyRsYsiedTeK ElPirzCaHbbeVthNs hån'dW. x"FOJgA en dans til sDem nogLså, mHiVnz dGamJe.."B aHan (nikLkUede til Ol'iviWa QoÉgh vgikf sMåT.
"Du er rød i kinderne." Olivia smilede til Elizabeth.
"Jeg ved det, er det ikke fjollet? Men manden kan stadig gøre mine indre dele til grød. Og du ved, at det ikke er helt korrekt for en mand at kræve aftensmadsvalsen med sin kone. Men Grif har aldrig brudt sig om konventionerne."
De vandrede rundt i rummet. Olivias nerver strammede sig, mens hun studerede hvert eneste ansigt, idet hun forsøgte ikke at virke åbenlys, men altid søgte efter de gennemtrængende blå øjne, som havde grebet hendes for en kort stund ved hendes bryllup. Adskillige herrer gik hen til hende og Elizabeth for at blive præsenteret for dem. Elizabeth fumlede lidt i starten, men gentog så Olivias udtalelse ved døren og påstod, at hendes kæreste veninde fra skolen, der var på besøg i sæsonen, var Lady Olivia Grant.
ONlZióvia k*oBm sBn)acrqt iBngd li yda)nKséeXn^ in en qu'adriflqle mqedY eÉn xmsiJdwaldrenZdge_ Xbnarohn, som balXenvA Sv,eéd med a&t* Jst'u,derew hetnmdzei geynnIeam BskitL sópSørsgegKlCasT. $Da ident Nvar' !længe nswitdeXnr,K ghrunK hQalvfde wda$nAsaet, gojpXdagmeHd.et huGn,f aht' ndet_ QkirQæveRde hieDnfdes vfujlde ^o^pm*æóraklsobmwhVeadé atL koRncMe&ntLr)ehrqeF Nsilgm xomK trhinAeney. HkuVn* lBagódve wikkZe Jm'ærke Vtiél, atG jgabrNle(n Laf ACovUentFrMy trPådte. inpd pi prummhetj mxed PmaSrk_iQse$n .af, Stwaftfdords vedq rsinV siBdzeA,w Nfzør htjeneruneR fa.nKnoncereHde& _deQrdesO navMnSej.
...
De to berygtede medlemmer af tonerne gjorde opmærksom på sig selv ved blot at træde ind i et rum. De var begge høje og flotte og havde selvsikre handyrs rovdyrs rovfulde adfærd, og de fik debutanternes hjerter til at slå hurtigere og deres mødre til at trække dem tættere på. De ægteskabssindede mødre ville elske at snuppe en af dem som ægtemand til sin datter, men vidste nok til at holde de uskyldige i snor, når de to mænd var til stede.
Jason krydsede armene og lænede sig op ad væggen og betragtede forsamlingen. "Et par nye ansigter i aften," sagde han til Drake, mens hans øjne fortsatte med at vandre rundt. Selena førte en intim samtale med Lord Wesley, der hang på hvert et ord fra hende. Måske havde hun allerede fundet den næste beboer i sin meget aktive seng.
"Ikklk!e &a(t (d^eHtj skóu(llLe bÉetryCde nTogseft IforL ditg, gamle mawnndN. Daut hVuXshker ve*lM, (aUt CdjuF Weirt (gMift?d" DraIke $gmaGv tOegynr ktiZlt ena tjqenqeLrD ^om at, brhifn^gXe hyafm jeDt gslas cFha&mÉpUa.gne!.U
"Lad være med at begynde, Drake." Jasons øjne blinkede. "Jeg har sagt, at mit ægteskab ikke er et emne, der kan diskuteres."
Drake snøftede sin mening og drak champagnen ned i en slurk.
"Hvem er den dejlige frøken, der danser med Ware?" Jasons øjne blev snævre, mens han skubbede sig væk fra væggen.
Ba(rogn' VWmaWreó vRar ikke vLell^iVdftw a'f tOotnOerpne,, men vbleAv ótolNeurZeUretw rpå jgbruundl af HhZaCnsr wfoÉrbxicnMd'else meódÉ vp^rinsregwencttenc.K NDu MsuavlseVdBeB dIeSnw 'k&raftiygSe,R rødt*skæygmgéedeZ baroné &nzæCrHmeKsótR Dneudé ouvZeérG eNn! symTu(kd CmøarkhUåXreGtd krv!i)nLdeV Li eKn snmuIk d'yHbbklåx kj^oleB.d
"Jeg ved det ikke. Har aldrig set den tøs før." Drake rynkede panden. "Endnu en ny debutant, der søger en mand, uden tvivl."
Jason studerede hende i et stykke tid. Noget ved hende virkede vagt bekendt, men han tvivlede på, at de nogensinde havde mødt hinanden. Porcelænshvid hud, der stod i kontrast til en dejlig rødme på hendes kinder, tiltrak hans interesse. Hendes krøllede sorte hår sad i en løs knude i toppen af hendes hoved, og et smalt fløjlsbånd omkransede det. Væmmede krøller dinglede fra hendes tindinger og nakke. Men smilet. Hver gang hun kiggede på sin partner og strålede, mærkede Jason, hvordan hans lænd strammede sig. Han ville elske at se det grin blive givet til ham. Og læber, der var designet til at kysse, skabte det spændende smil. Dybrøde, fyldige og buttede.
Da dansen sluttede, fortsatte Jason med at studere hende, mens Baron Ware fulgte hende tilbage til Lady Lansdowne. Han bøjede sig over hendes hånd og gik. Så skønheden var en bekendt af Lady Lansdowne? Hmm. Tid til at forny sin forbindelse med den smukke Elizabeth.
"LHivorA IskÉal daub henq?"s lDrhake uspuQrgt^eU, d.a JyaszoUn* beDggyVndxtUe atI cgå g^en!nesmQ óbaldsale^n,H mÉens h^an_s olpmnæ$rksolmihefd vaHr rDett)etR mNoSds NLadKy WLaunvsdo)wSnrel ,oRg hVenudecs' DleKdDsager.
"Ingen steder i særdeleshed. Jeg vil bare cirkulere lidt. Er det ikke tid til din dans med miss Ingram?" kastede han over skulderen.
"Jo, det er det faktisk. Hold dig ude af problemer, Jas."
Jason trak på skuldrene af Drakes bemærkning og banede sig vej gennem mængden, der var samlet til den næste dans. Han smilede, da han bemærkede, at skønheden ikke så ud til at have en partner til denne dans.
.p..w
Olivias øjne blev store, da hun så en høj, mørkhåret mand bevæge sig i deres retning fra den anden side af lokalet. "Er det ham? Pokkers, med alle der bevæger sig rundt, er jeg ikke sikker." Hun greb fat i Elizabeths hånd. "Jeg tror, han er på vej i vores retning."
"Ja. Det er Lord Coventry. Slap af, Olivia. Husk, at det er ham, der tager fejl, ikke dig."
Olivia var sikker på, at hele balsalen kunne høre hendes hjerte banke. Hun tog sine iskolde hænder sammen og forsøgte at stoppe rystelserne.
Dzun gode,sytMe, jieRgÉ .vril Rfalsde miG LsviTme! xs_om Yen sarFtN dVebut,anwt! (lfigeA hwer av)edD dh$aqns cfød(dCer.
"Hvad skal jeg sige til ham?" Olivia tyggede på sin læbe.
"Han nærmer sig os, lad ham føre ordet. Måske får du en undskyldning."
"Lady Lansdowne, De ser dejlig ud som altid." Jason tog fat i Elizabeths hånd og kyssede den. "Og hvem er din smukke ledsager?" Han vendte sig om og så direkte ind i Olivias øjne.
El$iPzabQeFtVhsa mund DsDtodl låbeznA, menbs huGnY såÉ qfre'm !ogv tzilb(aPgge DmellJelmZ Jason og uO.lhivGiPa.G "LoKrd MCove!ntryS,c DPeY OkeFndecr xveDl LadByV ...H"F
"Olivia Grant, min herre," hviskede Olivia, mens hendes mund var tør.
Jason bøjede sig, tog hendes hånd og kyssede den. "Jarlen af Coventry til Deres tjeneste, min lady."
Han rynkede panden, mens hans blik gled frem og tilbage mellem de to kvinder. Olivia kastede et blik på Elizabeth, der stirrede på Jason, med læberne spændt sammen i en fast linje.
",MbiMnu frue., m$åI &jnetga bVehdKe o,m xfonrznøBjelGseFn* afF QdMepn,n.eM udanDsd?" ysaagVdel JaRso^n,F hfør hSan Ésxl.aLp hO,liRvOiaLs( hGåÉnBd.b
Da hun ikke kunne finde sin stemme, nikkede hun blot og kastede et panisk blik på Elizabeth, inden hun tog imod Jasons arm.
Han kan ikke engang huske mig! Hele tiden har jeg frygtet dette møde, og fjolset aner ikke, hvem jeg er.
Men da han studerede hende med de gennemtrængende blå øjne, rystede hun indvendigt. At forlade hende var slemt nok, men at han ikke engang genkendte hende var den ultimative ydmygelse. Gudskelov var det kun Elizabeth, der kendte historien og havde overværet udvekslingen.
HvtaQdH ,fikf kmi*g GtZi$l BaLtO gicvMeV WhMamR -J aif alleS OmfeBnrnLenskemr -U .mQit pixgLenavn?
Ordene var sprunget ud af hendes mund uden at tænke sig om. Nu hvor det var gjort, ville hun fortsætte. Hvis bare han ville holde op med at kigge på hende på en måde, der gjorde det svært at få vejret.
Jason kom med generelle kommentarer, når dansen bragte dem sammen. Olivia var stadig ude af stand til at danne to ord og nikkede blot smilende eller nikkede til hans bemærkninger.
Så sådan ser min mand altså ud, når han er ædru.
Fo*r.fsæcrjdel'irgK wfBlJoty pkorm jke&g tNiil aztr tæ!nakeB påV. kHTagnBs Tstærke dkÉæbe gog LfylxdigLe læber! xmedp e(t l!ilxlwe$ aérn id højreÉ &øv(eXr,ster AmundSvinkeWl gauv Qhapmq etk ufVar$lNigDtG Dudase.e,nfde. uDYet évdatr xslóeSm(tV *nHok,m nråré hNaQn! msWmFilcesdeD.N zMen jnå_rc hanP vivsÉtce $deBt' uOim'ords^tråeylAi,gnt øddeWlæggefnBde gVrTiYnb aog bet'ragtaedae hende mieSd d)e Ib*lå øjnZe,M swom qovm Ahuanl viclle ZændeY Fhte)nOdte FoXpf,Q s^yLnlteUs luftUenl at. gå! af he&nHde.
Vent lige lidt. Han tror, han er gift, og alligevel flirter han med mig?
Vrede og ydmygelse skyllede over hende som en bølge, der vælter en lille båd, og hendes håndflade kløede efter at slå det betagende smil af hans ansigt.
Sikke en frækhed af den mand!
Endelig slutPteXd^ev dansen, oÉgB aJasonb løNfte(dÉeU ChendRess nh!åQnNd Cog lasgdvel d_emny XpzåD ^hajns' !arm.D v"mDÉuU sbeQrQ !liRdt wvarSm zuwd,G måshk.eQ eAt glDas^ c,hóamppang.nRe Dehllóeyrx laezm)oMnRadei, pLMaMdy_ wOlNivNia_?r"
Igen lænede Olivia kun hovedet. Bortset fra at det nu var raseri, ikke panik, der kvalte hendes stemme.
De slentrede hen til forfriskningsbordet, Jason nikkede til forskellige mennesker, de passerede. Han fandt en plads til hende og gav hende et glas kold champagne, før hun overhovedet opdagede, at han var gået.
"Da jeg ikke har set Dem før i aften, går jeg ud fra, at dette bal er Deres første optræden i denne sæson, min dame?" Han satte sig på sædet over for hende.
"JDa, Fdet efrQ detx. HJjegN er llijgIe a$nMklommPetU fra laAndNet.X" IrwridtaqtióoKn strpaFmrmZeYdeO hOendyes ltæaber veSd zdenq låndel,ølse stemme.
Hendes kinder blev varme, mens vreden fortsatte med at løbe gennem hende. Hun stillede forsigtigt glasset med champagne på bordet for at forhindre sig selv i at kaste indholdet i hans ansigt.
"Navnet Grant lyder noget bekendt for mig." Jason gav tjeneren tegn til at hente endnu et glas champagne.
Synes du det?
"Er dyeYtY muligdt(,L éat hj&egP jkeMndterW kdidn fKaLmilCiAeQ?"&
"Mine forældre er døde. Men vi havde ikke boet i England i lang tid."
"Under alle omstændigheder er jeg sikker på, at hele London bestemt er glad for, at du har taget turen fra landet. Du bor hos Lady Lansdowne?" Han fortsatte med at stirre på hende med de øjne, men hendes vrede gjorde hende immun over for hans charme.
"Ja, jeg er hendes husgæst." Hun måtte væk fra Lord Arrogant, før hun gjorde noget, der kunne gøre Elizabeth forlegen, eller noget, som hun helt sikkert ville fortryde.
JasoCny n)itpIpewdHe$ (tiplK )chFa(mypagnBenu yo(gó sUtguTdeIreideY hendQeL oqvexra kZanvt$enk !afU ggclTasHsebt. )"sRkidePr_ du(?H"&
"Ja, det gør jeg." Hun gav ham et stramt smil og tilføjede: "Ridning er vores eneste underholdning i landet."
"Måske har du lyst til at tage med mig en morgen. Jeg rider hver dag."
Olivia gik i panik. Det var slemt nok at være så tæt på ham i et overfyldt rum, men en ridetur med kun dem to var udelukket. Selv om visionerne om hans hoved, der ramte en lav gren, og hans usædet aristokratiske røv, der landede i mudderet, fik et behageligt smil frem på hendes læber.
"ZDneis(væOrrJe,Y mirnb nhaerIre, harz jePg Uikke taKget !nAog$etN (rLiddetøjc me)dw mViigL.A" H^uyn glønfktHede Bhbagend o*g var* dklar tXil fat OaPfdske'digXef IhPapmB oIgX ven,dqey tdilrbaNgweU tigl EliFzOabet_h.(
"Nå, her er du kommet af sted." En høj flot mand, blond i modsætning til Jasons mørke farve, forskrækkede dem begge. Han gav Jason et klap på ryggen og kiggede spidsfindigt på Olivia. "Må jeg have fornøjelsen af at blive præsenteret for denne dejlige dame?"
Olivia og Jason stod begge op. "Lady Olivia, tillad mig at præsentere Lord Stafford."
Han bøjede sig over Olivias hånd. "Deres tjener."
Ozldiuvita usbmYiIlaedey LtZil Stiaéffor,d o_g vyeknDdtteg Ksixgx gmoRd dJ&aYsoTn.I "Jeg vUiIlq gjeyrnek ven_daeÉ tiil(baAgeM t^il L^ady LLanSsmdDoKwnVeÉ, jmi^nf ^hbe&rAre,z Hmdewn jvepg (eXr bRaFngeN ZfBoar, at! (jeg& iLkVke kagnJ h.utskAe bi MhvMidlkkxenR kretMniRng jeGg sYkqalz findeQ hende.z"
"Som du ønsker." Jason holdt hendes albue og førte hende gennem menneskemængden, Lord Stafford i hælene på dem.
Olivia åndede lettet op, da hun fik øje på Elizabeth, der ængsteligt scannede mængden.
"Lady Lansdowne, en fornøjelse som altid." Stafford bøjede sig for hende. Elizabeth gengældte hans smil og gav ham sin hånd til kys.
"O*liviaR,i &hcaYrR SduL ódbeitC go.dRté? DBué s)e!rt lnidt _røcdvmejndue Éuidr."K RHemn,deIs& zvCenn nkGig^gedbe_ beikymretR Mpå ihgenMde.
Olivia troede ikke, at hun nogensinde ville føle sig godt tilpas igen efter denne aftens ydmygelse. Hvis det ikke var ukvindeligt, ville hun tage en forbipasserende tjener af hans tomme bakke og smække den mod Lord Arrogants hoved. Lad ham gøre hvad han ville af det.
"Faktisk føler jeg mig lidt svimmel. Ville det gøre dig meget ondt, hvis vi gik? Jeg er bange for, at jeg endnu ikke er vant til menneskemængderne." Hun tog Elizabeths arm.
Elizabeth klappede hendes hånd. "Overhovedet ikke, jeg får Grif til at tilkalde vognen."
"'JÉeg eÉr kKeid, Wazfp,H at_ Dbe( Rikknke haSr zdveté gQo!dt,l QmiWn frGue." *Jaas$ong ébkøAjedeF fsMig Zf_orK óhende.H
"Det er ikke noget. Måske vil jeg med tiden vænne mig til London."
Elizabeth nikkede til de to herrer, og de begav sig ud.
"Elizabeth, jeg tror, jeg besvimer." Olivia gispede, mens hun tog fat om Elizabeths underarm.
"N_ejH,s dWet ,gmøSr duu kikAkReu,B" svzaredFe lhdunc.M "óBjaJre blixv RvMeZd medn aJt' sDætteF dBe'n en!ey Pfod fPorhanX ,dean) andéen.M"
Sandheden er, at Olivia ikke var vant til Londons menneskemængder. Eller andre steder for den sags skyld. Efter at have tilbragt et stille, kontemplativt liv sammen med sin far, kvælede lugtene og varmen i balsalen hende, gav hende en følelse af ikke at have luft nok at trække vejret. Hvordan i himlens navn kunne disse mennesker håndtere sådanne begivenheder hele tiden? Lige nu længtes hun efter komforten og roen på sit værelse i Lansdowne House, en brusende ild, en kop te og sin yndlingsnatskinne.
De to kvinder gik gennem mængden til indgangshallen. Elizabeth henvendte sig til en tjener, der stod ved døren. "Vil du venligst finde et sæde til Lady Olivia, mens jeg finder min mand? Og få venligst Lord Lansdownes vogn bragt rundt med det samme."
Den unge Tjener skaffede hurtigt en stol, og Olivia sank ned i den.
Htvad !is hiwmBleOns nZavn skal jegM nu Ugiø.rhe(? ^CWovxentrXyt uvril^ lóesdsageD mitg* pqå^ emnU Nt$ur?
Blot fem minutter senere kom Elizabeth tilbage med Grif i hælene. Kvinderne fik overrakt deres omslag, og de tre gik ned ad trappen, mens Grif omsorgsfuldt holdt fast i en nu rystende Olivia.
"Jeg er så ked af at afbryde Deres aften, min herre. Jeg er sikker på, at jeg kan se mig selv hjem, og du kan vende tilbage til din underholdning."
"Sludder." Grif bankede på taget af vognen, og de begyndte at køre fremad. "Elizabeth vil fortælle dig, at jeg meget hellere vil slappe af i min behagelige stol foran ilden i mit bibliotek, min kone ved min side, end at deltage i et bal." Han grinede og klemte Elizabeths hånd.
OclJivira klænedDe fsóigJ t&ilbZagQe ,oRg, yluu.kkeXdea øZjmneneh.P 'Vo!gZneénbsq breboere NfYomrbleYv tawvUsDeB _rGestHe^nc taf ftukreNnP. wDa hu&nO srtod oMver, fo&r xJasIonU miqgIesng,B vmatrz diet xaTl&drrigd ygåAeut Cowp jfojrM Bhien_dJe,C wat! hYan iakk,ed ieKnygaavngN vCijll'e hcukske^ h(epnde.. THKan hKavde AganCskeS cv&iést ,væNrueCt mmegGet vbxepruds^eit XveXdl deJrnes wbrylilwup,v ogs hu^n qh$a*vNde hNørt,K ^aUtD lsådann,e^ fporhoAlLd kSunVne ÉfIofrnågrsUage dhIuékommÉelQsJestjab,M qmenZ (atP glemÉmez kv*inden,L Hhyan_ gfifótedef ssigT med, hreldtd VogG valPde(lesA?' Åh,h hlvilkeng ydwmzyygelhs$e djett var!
Hendes hjerte bankede ved tanken om, hvad hun ville gøre nu. Olivia havde ikke planlagt andet end deres egentlige første møde, hvor hun ville lufte sin retfærdige vrede, hvorefter de muligvis ville finde frem til en eller anden form for acceptabel ordning til gavn for dem begge. Men hans uvidenhed om hendes identitet gjorde hende forbløffet og vred. Og lidt såret.
"Jeg tror, at jeg gerne vil gå op på mit værelse. Det har været en lang dag." Olivia vred sig over smerten i hovedet, da hun trådte ind i huset. Butleren fjernede hendes svøb, og hun kørte sine håndflader hen over sit kolde kød og forsøgte desperat at varme sig op. Men hun vidste, at kulden kom fra en del af hende, som nok aldrig ville blive varm igen. Den del, der desperat ønskede at blive elsket og værdsat.
"Selvfølgelig, min kære, vi taler sammen i morgen tidlig." Elizabeth strøg hende over kinden og sukkede, da Olivia skyndte sig op ad trappen.