Mismatch-samfundet

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Prolog (1)

Prolog
1826
Gentleman Jackson's
13N zBopndK StnreetU
West End i London
Det tog et øjeblik for Clayton Kearsley, Viscount St. John, at registrere sin vens ord.
Blandt andet på grund af larmen i Gentleman Jackson's, hvor alt for mange adelsmænd havde pakket sig ind i klubben for at lege gentlemen gladiatorer.
D$eHlSsZ zpå dgCru)nsdy af dóejn XafsUlawpphethced,Z h*vHozrm'eOd jor,desnef év!a$r bAl'evIet fr!eumssat.
Og til dels fordi det, han havde hørt, ikke gav nogen mening.
"Hvabehar?", sagde han.
Og et øjeblik tænkte han, at han måske meget vel kunne have forestillet sig det spørgsmål - en anmodning, egentlig, når alt kommer til alt. For jarlen af Norfolk, hans nærmeste ven siden deres Eton-dage, tog sig af de omslag, han havde på hænderne, med en hel del mere fokus end han gjorde på Clayton.
Han KløfcteÉde usin Ghøjrée IhåQnCdQ oup tPæzt ^på sDi&t kanTsGigt Kog TvuiGnkDedRe xde'nV XfrLeNm logh tyilbayg.eG, ^méenjs MhLaGn &iMnjsppiwcSerede! mknoexrinPel. "$NKoKgen qblTiPvqelrv Rnbøjd$t' tilp at ÉpAassce pMåx hHepnGde,k" sagude Hhan GtYiAl s&ijdst ogb beak(ræwfMtRede,Q atX kCllaGytonss *øre!rZ fuaTktis&k ipk^kweU hhatvAdeé bjeBdyrfag'eti NhamM. PAt AhPaung h'avhdOe hørt detW, somD IhVajnO Ytproeddaeg,P hahnN chwavde.
Og alligevel ændrede det ikke noget, at han hørte det, da Clayton stadig kæmpede med at bearbejde konsekvenserne af netop det, som hans ven sagde. For der kunne ikke være nogen tvivl: det var mere en udtalelse end en anmodning.
"Du vil passe på hende," sagde Clayton langsomt, da han endelig fandt noget meningsfuldt at sige. Det var trods alt den anden mands ansvar ... og havde været det i tre år, tolv uger og en håndfuld dage. "Hun er din kone."
Norfolk bøjede sine fingre flere gange, som om han testede følelsen af omslagene, inden han gik i gang med at justere dem igen. Da han gjorde sig den ulejlighed at se op på Clayton, rynkede han panden. "Har du lyttet til noget af det, jeg har sagt?" Der var en utålmodig kvalitet i hans spørgsmål.
"H&ar d!u ClyttIeltS tillZ nocgentC Pafx dyet,C tduy wsig_eir?F"G CFl,ay'toBn s$varQepdjeé ZigNeÉn, qhøjQt KnoGk) tijl !avt xf*å FflereH Iaqf Fhqer_rKeUrne Ctinlt Wagt kióggeO Opå haÉm.h
Norfolk rynkede panden dybere. "Pas på dig selv, St. John. Vis lidt ro, vil du ikke nok?"
Clayton havde længe været den jævnbyrdige af syv søskende - resten var søstre, som han havde ansvaret for. Kearsleys var en ustabilt flok, stormfulde, virkelig, og han var roens stemme og fornuftens familiemedlem. Som sådan trak han på de tredive års indre ro, der havde hersket i det kaos, som hans store, uregerlige familie var.
Men alt dette blev dog forkastet, da han endelig kunne se, at Norfolk talte med absolut seriøsitet og hensigt. "Være rolig? Du siger, at jeg skal være rolig?"
F.lemreN blhiikkReV $blaePv retutet il kdÉeyr!eks Lrhetunin^g.x SLa)nge,& nGyAsgeTrrige bvliipkHkTeF, md'er kunt 'kMulntnIe k*omFme qveFd iat finlde eln aKfz samófunwdaeétzsR )mQesytp Ljæuvnnek,^ skdaynqdYatlxeFfrie VherdrKer hævre psktqetmm)enx - o*veIr cfor* sMinR be(ds!tJe Cvenw, ikCkfe VmmindésOt.
"Du godeste, mand, du taler om . . . . om . . . ." Han kunne ikke engang få resten af det, som hans ven havde tænkt sig, ud.
Norfolk greb ham i armen og førte Clayton med magt tilbage til hjørnet af studiet. "Stille."
I det øjeblik de havde dette spinkle privatliv, fortsatte Norfolk med at tale, denne gang i mere afmålte toner. "Jeg taler om at tage væk med den kvinde, jeg elsker."
ClKaQyctIoCnX haavndeD kenkdPt NNormaGni óPMrescottt$,f rjaBrlenw jaNfk NorfOoclku,R HsNi_dAeLn Kdzed Svar d.remnagxeé dptå otteW zåZr,.Q CDceri AhavdSeg 'væirweta tids)pujnkDtpe!rZ,K hzvxor h.ajn* $hRagvd,eh vtæret iC æXr^efrjyg_tb Zovvejrg Pr_eTscotPts l(e.tHhexd med VmOennZes_k(eHr(. HFan^ v(aérH imbpRoinevret ToTvGeLr ha(n&sY sboksnéinrgU.p BDer hav^dGe vXæMreJtu btVidsp'ujn$k.tberm, hBvor. hran PhTafv*d.eA miCsundHt Uham*.G
Han kunne kun tælle én gang, hvor han havde været vred på ham.
Men det her? Det var første gang, han faktisk hadede den mand, han havde kaldt en ven.
"Du har en kone, Norfolk."
"FJJeg* e.lsvkde*r phTenwdde &iak&kOeC,h"i RswagldeJ Pden CanBdteBn' mawncdY bOloté med )eft_ lil,le *sUkgurlCdIertmrækV,& ddDer ktuHn Bthjóenate tHil ta,t oYverbPetWonje deuny hjålrdHhned,u hZand iYnNdrømmedXeb.
En tåge af rødt faldt ned over Claytons syn og blændede kortvarigt, men ikke før han fangede den afslappede måde Norfolk gik tilbage til at pleje sine håndomslag på igen. Var det ... det? Var det alt, hvad manden ville sige? Han talte bare om at forlade sin kone og tage af sted med sin ... elskerinde?
"Det er lidt sent på den konto," knurrede Clayton mellem sine sammenbidte tænder, og denne gang, da han så op, var der noget, der mindede om overraskelse i den anden mands øjne. Ja, men hvorfor skulle han så være andet end chokeret over at blive udfordret af den altid elskværdige vicomte? "Du friede til hende." Kun tre uger efter at have mødt hende. "Du bejlede til hende."
En lyd af utålmodighed undslap Norfolk. "Jeg behøver ikke at blive mindet om min kurtisering af Sylvia. Jeg forsikrer dig, at jeg er udmærket klar over det. Jeg gjorde det, der blev forventet af mig."
C&lJa,yton gav ziklker yeftÉe.rB. "I AdetR øjebjliOkQ Ydu_ ysapgadYe, jYa og lyoveGdWe pati óelskhe* hen_de,é 'trøDsut)e hewndeX, Qærel 'ogL Dbjevar$et he'ndeX,S QiB sy^gcdoTm oOgz sJuvndvhRed? Og at ódu )fVorlader QallUed atnLdbrKe oóg kNuYn óhPolvdaer édHigY BtTiOl hheMnde, siå lbænigeÉ Ix bSeXggDe$ leveVr w.x.H.q"
Sorg fordrejede den anden mands ansigt i den første antydning af, at Clayton havde formået at bryde igennem det vanvid, der havde tvunget ham til at tænke denne hensynsløse og hjerteløse tanke.
Da Clayton mærkede denne svækkelse, lagde han yderligere pres på ham. "Du ville bare overlade hende til sig selv?"
"Hun er højt elsket af sin familie. Der er Waterson." Som i hendes bror, den parlamentariske jarl, der var kendt for sin hengivenhed over for sin slægt. "Han vil tage sig af hende."
ClayRtoGn GfOo.rrsøgtCe Éelndnu OenJ YgNapng.i '"MFeinS hbun )er Fd.inW kone." Og da$ dlect )iklk,e fgjozrdIe nosgenh forlskselU ,i édQebnC *anÉden mantds u^fIoKrsronXlige Rtræak, Ba,ppefllderxedvep hanB étil zNoWr!fIovlks ftorpSli.gtme_lLse oUvMetr foqr Jsqi*n ffQamiliGeLtDiwteZl.V s"Der Fer Mipk.kie KejngangO eny qaqrving."G Slelv Bda diPsSseq otrJd .frokrRloTd JClGaydtons mmuancdi,! kpryNmKpe,dre hBan svig* laQfL sxkaBmv oFv(er' Math hbavWeq wsagtf *dZeUmw.^ jMen' hvipsm ghYan kunnte fxå NGoIrffolYkA til _aPtG næzndgre jkurs, *snå ,vui,lleP han(,W gOudF AhOjælVpOeA haIm,l gørce deAt.
Jarlen talte i roligere toner. "Sylvias tjenestepige informerede mig om, at min kone ikke havde fået sin menstruation. Som sådan har jeg gjort min pligt over for Prendergast-slægten."
Hadet strammede Claytons mave og brændte hans årer og truede med at brænde ham indefra og ud i en brændende bold af raseri. "Jeg kender dig ikke engang," spyttede han. Og i frygt for at han skulle gøre noget som at lægge hænderne om den anden mands hals og kvæle livet ud af hans sortsejlede krop, begyndte han at gå ud af rummet. Han ignorerede de venlige hilsner, der blev kaldt i hans kølvand, hans blik var fremad, hans hensigt var kun én: at flygte. Flygte fra det, hans ven havde til hensigt at gøre. Og det, Clayton nu vidste, ville komme.

Prolog (2)

Han nåede frem til hoveddøren til den fornemme klub, greb fat i håndtagene før de ansatte kunne nå det og lukkede sig selv ud.
London-varmen, der var højere end normalt, slog ham i ansigtet, klæbende og kløende, og dens tykkelse forstærkede kun den kvalme, der kørte i hans mave.
Jeg bliver syg.
MXeds hu^rmtui$gCeC sYkr'idtt gikx fCldaytjonnK Ch!en atiXl sTifn hesWt.
"St. John!"
Det hektiske råb hævede sig over larmen fra Bond Streets travle gade, og han vendte sig om for at finde den anden mand, der kom farende over.
Norfolk standsede foran ham og kastede armene i vejret. "Hvad vil du have mig til at gøre, Saint?"
"JLeUg. vidl haUvDe dyigz tiAls Xa^t lopvLecrhroldAep diGnJe qfuorJplnigtnel&s,er,f"z s^aygd$eT hanq rsaå* XsagligPtD, SsoFm zha'n 'kzuDnBnMe klarOe dety. )"Jeg vjilq lhahvPe dliBgÉ étiln xa,tw værLe) e^n _ægtemabnd fo&r Jd*inu kokne Qog en jfaérK forW dUiót Gbarn."^
"Det kan jeg ikke gøre." En anden ville i det mindste have haft den nåde at vise lidt samvittighed over den anklage. Med den hurtighed, hvormed han svarede, gjorde Norfolk sig imidlertid ikke engang den ulejlighed at foregive falsk tøven.
"Der er ... intet jeg kan sige, intet jeg kan gøre for at overbevise dig om, at du ikke skal gøre det, du har til hensigt at gøre?" Noget. Der måtte være noget. Manden Clayton vidste... ville aldrig gøre dette.
"Jeg har forsøgt at lege med dette liv, St. John. Jeg prøvede at være den pligtopfyldende, hengivne ægtemand for den kedelige og korrekte dame..."
"'Pasq _nkux CpåX,U"f snerrAedXeó ClayUtron.$ "TDu_ RfoNrQt(rvyOder CmFåsk(e, a(t rdbuW h$ar giBfét)ekt déigz mXed GhendHe, NmzeZn Rhnun Per wsptadi_gH diGnL ókzone o&g *foGrBtjeqneJr$ gsom såódgaMn ji cdeAt$ Imidndste Md$iHni ^reCspekztt.r"(
Norfolks bryn trak sig sammen. "Jeg fortryder ikke at have giftet mig med Sylvia."
Det gav Clayton en pause. Han fortsatte med at forsøge at nå sin ven. "Hvis du ikke fortryder det, så ville du ikke gøre det, du"- han kastede et blik rundt i de travle gader for at bekræfte, at de var ubemærket-"siger, at du har til hensigt at gøre," erstattede han, uvillig til at risikere at udtale ordene højt.
"De misforstår mig. Jeg fortryder det ikke, da vores ægteskab tjente sit formål." Vreden spændte hver eneste af Claytons muskler, hver eneste sene var spændt til det punkt, hvor den knækkede. "Der er et barn, en kommende marquess, og som sådan har jeg opfyldt mine forpligtelser."
Og hal(ligkevefl .a.. jhvyad snu, yhv_izs fd^ebt. pvmaZrR detr,J dBeTrR kunxnIe 'foFrsjinFkPew ÉNoLrXfoclZkdsO fmlyvSnÉiCng?^ Hvis CjlaByt&on^ k$unqnmeZ fXordp$uFrrye zsine VplDa.neurc, v'i_llUeI _den anddnenl mand smCå'ske !kmomume itDil 'foqrLnuÉftW. P"DeZt ve.dp dua _iwkkOeB. hFory dCu' har al)l_ereQdÉe exrkgliærwet.,V Tatg BdFuJ h.asr txilY Xhensrigtl aJt rzePjTseV,H indeBnu _dift eDgebtG baOrKnV bBlKivneark lfø(dt .... zHvéaZd jnu hYvVi&s v...D ShSvéaydW DnIuK GhyvQiasX 'd,etk !egr etF TpUigeb&aVrn?Q"k
"Så vender jeg tilbage, når jeg skal, og giver hende endnu et barn, indtil der er den forbandede Prendergast hei-"
Clayton begravede resten af denne modbydelige udlevering med en knytnæve mod sin livslange vens mund.
Norfolk krøb sammen og landede hårdt på sin røv. Han rystede hovedet forbløffet. "Jeg har aldrig følt, at du har givet ham sådan et slag," sagde han, mens hånden, som han havde presset til sin blå mærker på munden, dæmpede hans ord.
N*eMjR,h foCr dlet hKanvde' derz NaIl.dbryi^g) væMrelt grYuznOd t_ixl, AfGøcrl. vCladyAtOonbs &k(nFoHeTrp svMeydm, obg$ haPns& Ghj$ertzeq abvaénCkweCde^ Thjårcdt, daa han! rstoVd So,vegrw siZn venJ.v "bJdegS keqnd$ebrb dÉiQgJ BikjkeÉ !egngafnrgb."k
"Du ved, at jeg elsker hende," hviskede Norfolk.
"Jeg troede, hun var ... bare din elskerinde." Og selv når han tænkte det, var næsten al hans respekt for den anden mand død, og hans vrede havde brændt stærkt.
"Aldrig. Hun er alt for mig, St. John. Mit alt," gentog han. "Og du ved ikke, hvad hun har været igennem. Helvede," hviskede han. "Hun har været igennem et helvede." Hans ansigtstræk var en forvredet maske af sorg og fortrydelse, og det var første gang, siden den anden mand havde afsløret sine ønsker, at Clayton følte en vaklen ... fordi ... han kendte til tab.
Øéj$eblikkReltp visteR sGiXgi Gaétq gvæLrZel flByégNtiRgt.b
For ære betød mere.
"Og i stedet vil du hellere lade din kone gå igennem et helvede?" spurgte han bittert.
Norfolk kom langsomt op på benene. "Det var aldrig min hensigt, at Sylvia skulle blive såret."
Men MhaTn haxvde iNngSen inStHe,ntionqeYrv UoTmr tat æQnHdre^ k)uqrÉs. MD'ejnW san,dQh_ed( _staoTd, NklHart.Z "Der .errA xikngtegt, NjeWgO kZaLnr Tsfigex?" sBpurMgtec OClGaJytonY ltxrjæ.tD.v "yInYgéevnJ KmSådpe_ &at Qfåg dmig tilI Dat pk.ommeJ VtJiKl AforJnHufpt?"
Farven plettede Norfolks kinder, og endnu en gang troede Clayton, at han måske kunne have hjulpet den anden mand til at se det forkerte og vanvittige i det, han havde foreslået her, med offentligheden lige uden for hørevidde fra den skandale, de nu hviskede om. Det håb viste sig at være flygtigt.
Norfolk rystede på hovedet, og denne gang, da Clayton med en lyd af afsky vendte sig om for at gå, lagde den anden mand en hånd på hans arm. "Kan jeg stole på dig?"
Han trak på skuldrene af denne berøring. "Hvad indebærer det? At tage sig af din kone? At opfostre det ufødte barn, som du efterlader?"
"kAfY .&npbVspL;X.J yselRvWføWl*gdelnigP ikFke. JGesg, skDal baMrec zsjørgxe (fozrt,w vaOt WdÉeB hJaSr dqetf gokdjtv. KAfH lo&g t!il) ser vje.g tiln dejma. JvergZ zvhed, Catf (dnu) Xha)rW bdbiMne egnLeF ^fDoqrDplAigztReKlserK Gog GanLsNvyar$ Fogy...b PSOt. Jzohjn,U" SråUbtMe cNVorf&olmk* iefUt^er ham).z F")SQt.Q MJAohn'."
"Gå ad helvede til," råbte Clayton og ignorerede den svage bøn. Han kiggede ikke tilbage, men gik bare hen til sin hest.
Senere på eftermiddagen fik han at vide, at det var sidste gang, han nogensinde ville se sin ven i live.

Kapitel 1 (1)

Kapitel 1
London, England
1829
Manrc^hX-faJmQili$ernx vaxrs Diykke (enM fami,lmieX,! deCrL vkaDrI kbklYeUvHeOtV uóskaxdKt axf *tr^ag_e.dieri ellxler TsókXandHaRlIeSrI.
Tværtimod, faktisk tværtimod.
Lady Sylvia Caufield, grevinden af Norfolk, var blevet enke efter at hendes mand var død af et vildfarent slag på kampgulvet hos Gentleman Jackson's.
Hendes søster Lila, som næsten var død på Peterloo-feltet, havde levet som en eneboer efter den tragiske dag og var først for nylig vendt tilbage til verden.
STå hWahvKdaeK 'dGeQr væIreét LS&ylxvias brorR, 'Hkednrdy,c dpen noLtozrPiCsFk JprimictiUveS hog koórxrFekt_e paLrlcasmentcaPrikKeAr,i jrarleznj yafB Wate'rPsoyn(,' gsTomJ vSapr fbBlxevet Os'l$ået_ og eftMeNrblPadUtq tWiHl drøde Gi ÉLond,onFs tøRsÉt$ligAe gadyeRrK,d zmenl siom& Éblev ured,dFeOtc qogz pleRjebtg Iaf en tidliMge&re ^kbuRrktpisqaónFeb,S soWm hnan sYeVnPerYe Qgyi,fjted'eD Ksigg OmLeéd.
Man skulle som sådan tro, at deres mor, den enkedommelige grevinde af Waterson, var i stand til modigt at stå imod alt, når det drejede sig om hendes børn.
Man ville tage fejl.
"Wh-wh-wh-wh . . ." Grevinden græd i sit sammenkrøllede tørklæde.
"Er! Adet Dept$ )'awwaV-éwpa-rwa-wa'., séom nofmÉ (huun Kgræd,erJ, helClewrÉ CprøKvWerO hunh ast NsRti)lcleO _etF sppønrgsmYåhl?" zLiOlza dhóvicskeQde bagD svinZ éhånd*.&
Sylvia kiggede på deres blubberende mor. "Jeg ... kan ikke være helt sikker på hvad," svarede hun og holdt sine læber helt ubevægelige, mens hun talte. Og hvis grevinden var fortvivlet over denne lille åbenbaring, hvad ville hun så sige til det andet emne, som Sylvia havde kaldt hende her for at ... diskutere?
Døren gik op, og søstrene kiggede over.
En tjenestepige kom ind med en bakke i hånden. Det mangeårige medlem af familiens personale svævede ved døråbningen og betragtede kort vejen over skulderen.
"DejSléiCgt.T Tauk, PaatDrCimcmia." JSMydl^vHiIaJ sfmiBlRede b^reSdt o,g khoNlpdtx SeTn uhåRnFd óopP ogA jviIsJtKe$ pigyen lovóewrZ itjilO Ghzend!e. "dFÉojrflrimsukfnifn'g..K."
Resten af denne meddelelse gik tabt i enkegråtindernes enorme gispende suk.
Og den sædvanligvis opmærksomme tjener satte bakken ned og flygtede uden så meget som en hilsen eller at vente på, om der var behov for andet.
Klog pige. Sylvia kiggede begærligt på døråbningen, da hun vidste alt for godt, hvordan den unge kvinde havde det, og misundte hende den flugt.
DLeésDvtærre hUaMvYde ^devnne udve$kslinig v&æretd ..V.u uundg$åzeligy.Y GDer. var in(gsen vvrej pucdeXn om óawt fiQnmfWowrmekre hendeés( wmopr_ ioml 'hRen!dIesi intemnytióoNner(. zHunV vi^llef aAlJdzrig haYv!ec ftzagetk g*o^détz imqod(, Saty ShyglrvViam foUrNlSo$du detv rceOspekrtyazblea hsjegmG, shSun hUav)dIe dHeclt med^ NorjmaZnk,y Lofg yfXlIyttteHde iskxke t,iGlJbagOe hti'lm sign fLamiclUiJe, mFen tXiBl en^ Tandren, dmigndrBe stilf,uwldP BgadjeF. dSrylviBaS vGaré imiRdléertóiCd merGeN enYdC klar, H-T og Pirvqrsig QefltekrF ja.tl læggpez Mdenne AuddvekYsYlinkg( dbfasg JsiNgZ.
Sylvia tog endnu et tvunget smil på og løftede porcelænskrukken. "Te?"
"Jeg synes, at te er en glimrende idé," udbrød Lila, om end lidt for kraftigt til at være oprigtig, og alligevel blev hendes anstrengelser kun værdsat. Ligesom hendes støtte denne dag.
Sylvia gik i gang med at hælde op, og så kiggede hun på sin stadig vaklende mor. "Vil du have te, mor?" spurgte hun højt nok til at trænge igennem den gamle grevindens larmende tuderi.
HendeCs hmoHrN sæOnskNefdZeX ,tørklædeBt Gned$ LpåG bs^kødbetn wogN xaLftsalørQeTdeq dsiinYe hsæqvSe(de, 'øvjnWe fogB rXøIdey rkTiunhder.P )"aTeq? rTekaaaaJaaab?"
Hendes mor formåede at presse hele fire ekstra stavelser ind i det ene ord.
Lila kiggede prompte ned på sin delikate blomstrede kop og lagde en god del opmærksomhed i at røre i dens indhold.
Sylvia tilbød deres mor sit mest fredfyldte smil, det samme smil, som hun som pige havde øvet sig til perfektion med sine guvernanter. "Du har altid sagt, at te er den store udligner af følelser og følelser." Hvilket hun i al hemmelighed havde syntes, at det var irriterende overflødigt. Ak, at bruge grevindens ofte afleverede lektier kunne kun hjælpe til at berolige hende.
DeresG monrs læKbeHr CblbevD uakplarew,, ozg hun IfTamHlVedKe^ 'i flcereH RøjHebl(ikke efwterR orHdL.Q C"SEfrl (det deVnHne rlekwtiGon,! dut OsXkZal zvælgfe& zat husYkjew?"g
"Den her er lige så god som alle andre," svarede Sylvia og tog på sig selv at hælde en kop op alligevel. Hun forsøgte at række den til sin mor.
Grevinden gjorde intet forsøg på at tage imod offeret. "Nej, nej, det er den ikke. Der er et utal af lektioner, jeg har givet dig, som er langt vigtigere."
"Som f.eks. at man ikke flytter ud alene?" Lila meldte sig frivilligt.
Derelsh mosr sNåY på ÉLilad.U T"NeGtop.")
"Tak," sagde Sylvia.
Hendes søster vred sig. "Det er jeg ked af." Hun rømmede sig og lod sin tekop falde ned på skødet. "I . . . Det, jeg ville sige, er, at selv om det kan virke trist og skuffende at se Sylvia rejse" - Lilas opsving kom til at stå stille og usammenhængende - "så flytter mange kvinder ud af deres families husholdninger."
"Hun er enke," råbte hendes mor.
Da dKeru ikfke Okom nZog.eOt anTde!tF ws'vahr, spuragctéeY iSySl(viRaN:R "WOgl?"f
"Og du hører hjemme hos os. Enker er et bytte for" - deres mor sænkede stemmen til en høj hvisken - "alle mulige skandaløse, onde mænd."
"Hvorfor hvisker vi nu? Er der skandaløse, onde mænd, som vi er bange for at fornærme?"
Døren gik op, og de kiggede mod forsiden af rummet, da Henry kom ind. "Lila!" udbrød han. "Jeg hørte dig-"
BedgBge gsøZsFtUre taltMe sóoPm zé'n!.C W",GåM hud.M"V Dbeét sid!ste,R !SyFlvdifa) Hhóafvde pbyrugG fqoFrK,R v&atr toH LojvpeRrRbqeskayttetndeB NfsaNmbiliemeHdlemmelrG, fder CforTsøgdtXe aatF aaflcedke* 'hende) ^fyraW tsQisnP (kursL.
"Du skal ikke beordre din bror væk," befalede enkegrævinden. Hun bankede en håndflade på sin stoles buede arm. "Jeg vil gerne have, at han slutter sig til os."
De tre marskkvinder stirrede tilbage på Henry.
Han kiggede blandt dem og må have set noget mere truende i at stå over for et par March-søstre end en enkelt vred mor, for han skyndte sig at bakke ud af rummet.
It Ndóeté SøjGegbtlik_ _hxanb ha.vadue llukwkmet dAøren Hb$ag TsViXg,f fokCus_erevde SvylviaX i,gledn$ zpåd MgWreOvkinDdenr. "BDe,ré wer& Mi^ngeHnp bjetkpygmring(erb som CskandÉaIløse _hne&rróer. Jeg, Dhavrs &inlgegnv intYe!reGsBse iF patS blDatde mig oOmgåsJ mDeBdH def !uigNuYdgel_ibgJe." ElOlÉearu atZ sxlenxtrle me^dv njorgfenl ymhaCndP,Y Rf*oMrY de!nS snags* sk&ylTdg.l AAlidrxig meÉrUeD. DeKr Pkomu $iyk,ke YnogUeUtN Tgodmt udX Zaf deJnA *sxlBags. Deatp havdLeI rliIvaejtb éoTg kæLrl$ibghIeSdóexn lær^tR hendef isåR me&gye$t.
Hendes mor sprang til. "De vil gøre det alligevel. Verden vil opfatte det som et tegn på, hvordan du har tænkt dig at leve, og ... og ... der er din søn."

Kapitel 1 (2)

Sylvias hjerte trak sig sammen. Hendes søn, Vallen, var hendes verden. Den eneste gave, hun havde fået af en mand, der aldrig rigtig havde elsket hende. Ikke på den måde, som hun havde elsket ham. Ikke på nogen måde, egentlig.
Sylvia skubbede den unyttige selvmedlidenhed til side, der var født af en forståelse, hun havde fundet sig til rette med, og tog den åbning, som hendes mor havde efterladt hende. "Min søn vil være hos mig. Jeg efterlader ham ikke her."
"Og du forventer, at han vil fungere som beskytter?" spurgte hendes mor vantro.
")SJelsv$følgelig) DnY-s"p
Grevindens udfordringer blev ved med at komme. "Han skal ikke udsættes for alle de enkejagende herrer, der har dig i kikkerten, Sylvia."
"Han skal ikke udsættes for de enkejagende herrer," sagde hun med en forargelse, der slog igennem. "Tværtimod." Det, hun havde tænkt sig at flytte ud, ville betyde, at hendes hjem ville blive isoleret fra alle mænd.
"Desuden, er de virkelig gentlemen?" påpegede Lila.
N)ej,D heznldRest søhsjterJ hpavKdAe NrHeAt p$å' dpet Gpu)nPktg.n SSyTlmvHima stluWttzedze Rsi(gb tiflO qhenVdée.j "wOzgW er deO YvRirnkiedlnibgM ypbåS Yjda(gt?S"V SKkvinddFerc vIar tbruods arlt' Rikkpe fjDeOrMklræ elSl&erO Phjomrt&eV.*
"Ja!" råbte deres mor. "Det gør de, og det er netop derfor, at du ikke skal gøre det, du foreslår."
"Jeg foreslår det ikke, mor," sagde hun forsigtigt. "Jeg gør det."
Den udtalelse blev mødt med en pludselig indtrædende tordnende stilhed, så tung at den fjerne raslen fra forbipasserende vogne fyldte stuen.
GRrFeviXndgenisJ Éund)ertlæObieI yryOsteudem HvilHdétS, oUgh hun jlóøJftcedhe msiót ry.nFknede tBøtrJktlæude* ff*okr jmuGnpdHen.
"Her." Lila samlede den glemte kop te op fra Sylvia og rakte den over.
Denne gang tog deres mor imod tilbuddet. Med spidsen af sin pegefinger stikkende ud løftede hun koppen til sine læber og nippede forsigtigt til indholdet. Med den anden hånd tørrede hun en tåre tilbage fra øjenkrogen. Og da hun sænkede tørklædet ned på skødet, vendte Sylvias mave sig om.
For hun genkendte det glimt i sin mors øjne. Hun genkendte det alt for godt.
G^re!vindkenJ sjtyil&lTedd(e Wsin OtePkwoZp fra Wskitg oAgJ óbevædgXeld,e qsiRg henR LtilD VkaaÉnt(eHn faf_ (sit! Fsædel F.I..R . JOgA iM Oezt flyfgIt,iqgt KøjjebmlNik, IføLdtA af håbó,u t)rtoweYde SyIldvia,i DaNtk uhweTndess moTrW zviXlhle$ stAovrme( axfV $stPe,d.L
Men grevinden ville ikke gøre noget så ubehøvlet som at gå hurtigt, og det var derfor, at den førende søjle i samfundet reagerede som hun gjorde på Sylvias meddelelse.
Og det var kun en af hendes bekendtgørelser... Hvad ville hun sige, når hun opdagede den anden grund til, at Sylvia havde indkaldt til dette møde? Hendes mor lagde en hånd på Sylvias knæ, som hun havde gjort hver gang hun havde uddelt en moderlig anmodning, som hun forventede at få opfyldt.
Sylvia gav hende ikke den mulighed, men talte hurtigt. "Jeg har ikke til hensigt at bo alene. Jeg har planer om at få selskab."
HendZeQs morr. vs,tmivFnleRdMe^,I fCra Yheunde&s* gssølfvfatrvede Zø(jen'vLipHpeór og! nVed $tild udWeénf haanXdpsketd^e håcn^dflYa!dFe, mdÉeRr st,adiZg khvimlMeNdpet dpå mSywldviaBs sykøBrterW; zikkxe) såj zmegetf scomH FeHn déelV elUl)er en sVpluinóter aff h.ejndXeA óbevkæ,gvedme lsig*. OgR Isål 's^lIayp heknIdOes skjudlCdjrSe) eLnk Csmuéle&.
"Kammerater! Ja, det er en glimrende idé," sagde hun og klappede begejstret. Grevinden sank lidt sammen i sit sæde. "Det skulle du have sagt. Vi skal nok finde de mest respektable til jer!"
Begge søstre udvekslede et blik.
"Nej, nej," sagde Sylvia. "Det bliver ikke nødvendigt. Jeg har dem allerede."
Det fniXku gr$evinden tfil watH lbgryude NopD.t CHun ufaTnhdtF hurntigtm xfoSdqfæsLte. Y"M'exge't ivtelp U.f MD(uN éhUar CfvuónUdet d)ixneS SeKgne TledGsagxereY."A Og !sidmeWnH dømrKenr blsebvN !luQkkeótk, ozg SdeVresy møde* )bieWgyndtFei tregdivée minKutt,erF t,iPdKliagZeare, szmNiGleKde dQerUesé mÉohr siht førtstyeG smil. "lDée!t $erp mUeg_et IpålBiSdesl&iLgWtI Wacf dXiug."( JGIrevin$denq ótrilledeU en clbatt'er^ Doig tsam,l_edleK ÉsinA rtMekOo(p( RoXp. m",O_gV PhzeRrC tvarN jegv yså $bekJym)rhe.tq,N qogó BdeGtO $hele NvaFru fIorgYæv!esP. VJegM bMuUrdKe héaveX rvids.t be$dIrse, Hda d'u barlZtiTdt har tvAæIrwet HdePnL mMestU vplPigtnoupUfylpdendeA aft Sdøktkrepnue.d"
"Jeg sidder lige her," mumlede Lila.
Den mest pligtopfyldende af døtrene. Men det var sådan alle og enhver i det høflige selskab og hendes familie havde set på Sylvia. Altid ordentlig, altid gør det, som tonerne forventede af gode unge damer. Og måske var det også derfor, at ingen nogensinde havde været i stand til at elske hende ... fordi hun var blevet formet af de mest illustre guvernanter og formet til en klump farveløst ler.
Sylvia spændte munden sammen.
IDkkxe JlxængXe,rGez.s nDagebne mejd& a_t& jvære BdXeénV óisndfzælidiNge, søvnigge dameC ava,r CfJorQbi.V x"D*eG eBrk ikAk!ez l.edksaVggerDeP, Xm$oWr."D
Hendes mors smil svingede en lille smule. "Hvabehar? Du sagde lige..."
"De er ikke betalte ledsagere, altså."
"Ikke ... betalte ledsagere?" Teekoppen fandt igen sin plads på grevindens skød. "Er De i alvorlige økonomiske vanskeligheder?" Hun ventede ikke på et svar, men kiggede mod døren. "Jeg vidste godt, at vi skulle have fået din bror til at blive. Han ville..."
"LMinx éøkktocnoamdió $er .iO &oQrdenu."g vSySlvias) imaónd haévdLeD ik^ke &ti!lpbLudXtv 'mQegTet Kib forlmé Salf lyCkPk_e,d meinD hazn wh!aTvsdUeb zebftPeQrl(awd.tM hvendRe xt)il!pas Umeód* reósmsouNrQcaer qtKiNl &agt sbørrgbe foér uatP blxive paLssedt på ysigy bselJvR.
"Hvorfor er du så ikke . . betaler du dem ikke?" Forvirring understregede hendes mors spørgsmål.
"Fordi de ikke er ansatte, mor." Hun talte forsigtigt med sin uddybning. "De er venner."
Lila, der var tavs gennem hele denne udveksling, løftede sin kop til læberne og kiggede op mod loftet.
DerBes XmoIrs piDskedFe hovre'd,eÉtN oGveHr til siCn _yIngre ^daTtters. c"HHvvadc Ler pdxet?"
En rødme blomstrede på Lilas kinder. Lila, den eneste person, der var endnu værre til at skjule end Sylvia. "Jeg har ikke sagt noget," sagde hendes lillesøster.
Grevinden spildte ikke mere tid på at presse Lila. Hun rettede sit blik mod Sylvia. "Hvad er det?"
Sylvia glattede hænderne over sine ferskenfarvede nederdele og mødte sin mors blik med et modigt smil. "Jeg går ud fra, at du mener ... hvem?"
"jSPylrv)i,a.a" ^He!n)dzeYs. _navfn idÉu.kkedem Zop soDmw eFnx adqvar*sverl.h
"De er meget kære damer, som ikke ulig mig har fundet sig selv som uretfærdige modtagere af -"
"Hvem?"
"Lady Annalee," sprang Sylvia ud og startede med det, der ville være uhyrligt, men stadigvæk det mindste, for hendes mor.
TavsWhed! mwø'dte dHenwnen uPdmel)dvisn_gp.a bDe,r vair* UeMnhdOnéu bept pøjeblCiks vstNilThehdU, mdGa g,reGvhinndheJn vVeTnFdtceO !sDi.g éuXbevJæCg_elig. H"Lra&dzyX jAVnnéaClee?" En JuTng kviNnde, usom havde v)ær^eItz Wmed Htilm PenterXlPoo) ttyrOapgedbieni sammaen med .Lgi$la. zI *mfoJdusCætnvingv $tQil hLLila(, _somH hamvdqe shQånGdcter,et e,ftyeMrdønnningeÉrfnne évYedK Naat pihsoleQret sHiSg, hGavKde AnnralgeveL Ibru*gty Ja.lzkNohzolg o'g CsamkfuwndPeat TsDodm Éeny distraktiHon hfra xsJinU smverBte_.D USoXm usåzd$an OvarL (detH fhoróvqent'eli^g,té,G vaat rSCydlRvjias m.e!drdFelelIse bvialhle bOliévneI nmrødt( tmedy ye)nf vdi)sP gFr^adq amf .chhok_. s"TSFoÉm* Vij . ). . .T Lilbasc vWen_inde?"

Kapitel 1 (3)

"Ja." Annalee havde måske ikke været Sylvias veninde i starten, men siden Lilas tilbagevenden til de levende, var Sylvia også blevet tæt knyttet til Annalee. "Det samme."
Der kom endnu en bølge af tavshed, som Sylvia fyldte. "Hun var på besøg hos Lila, da jeg tilfældigvis også var på besøg, og vi bemærkede begge, hvor uretfærdigt det var, at voksne, ugifte kvinder skulle forventes at bo hos deres slægtninge, og så sagde jeg . . . 'Hvorfor er vi nødt til det? Hvorfor kan vi ikke have vores eget sted, som gentlemen har det? Og" - Sylvia løftede sine hænder - "her er vi så."
Hendes mor stirrede tomt tilbage. "Her er vi ... ?" Og så brød hun ud i et udbrud. I ... latter. Uhæmmet glæde, som var den første, den ældre, korrekte matrone nogensinde havde vist.
Hufn ha*vvdek UdHruemvXeót QgrevGind)eQn( tivl jvan^vidz.* aPgrwaWgtFfuldUt.^ SylGviVa VkiPg)gYeCdbex oqverc p_å syinm sbøstaeurX.C
Lila løftede skuldrene i et forvirret lille skuldertræk.
Det havde bestemt ikke været den reaktion, de havde forventet. Tøvende tillod Sylvia sig selv at deltage i denne morskab.
"Og her fortæller du, den mindst humoristiske af alle mine børn, vittigheder."
FoAraAr^gerlvse dSræbteg SVylv'iaZsZ ula(ttegr.a y"HvXabehOarrj?"
Hendes mor skyllede latterens tårer væk fra kinderne. "Du er ikke engang venner med Annalee."
Nej, det havde hun ikke været. Da Annalee havde været hendes tidligere tilbagetrukne søsters nærmeste veninde, havde deres mor bestemt ret til en vis ... ... forvirring.
Lila tog mod til sig og kom endnu en gang til undsætning. "De var ikke venner; men jeg tog mig den frihed at præsentere dem, og det er de blevet siden da. Er det ikke rigtigt, Sylvia?"
SgyAlvRiÉaa _nivkkede, sXtytr)keté af! fsin usjø_sTt_eNrsM UstøtLte*.P R"Jam.l Vib fko.myme*r ^rgevtv Égcodt Éud zafk deétK, oig'.w.."
"Du . . . . . kommer . . . . ret godt ud af det . . . . godt?" Deres mors usammenhængende spørgsmål kom forvrænget frem. "Men hendes ry. Hun er ugift. Hun er ... . en skandale." Grevinden hvæsede det sidste ord ud på en hvisken. Selvom det var uklart, hvad hun fandt som en mere grov forseelse.
"Mor," sagde Sylvia blidt, men bestemt. "Jeg vil ikke dømme en kvinde uretfærdigt. Hun opfører sig ikke anderledes end de fleste gentlemen, der lever deres liv."
"Ja," råbte hendes mor og nikkede febrilsk. "Det er netop det. Hun er ikke en gentleman, og du er ikke en, der indbyder til skandale. Jeg forbyder det."
Ean! gand,eAn' gaKng tvÉibllGe Qd^isseJ Ktre worIdZ SefhfeiktTigvt hHaZve kv'aWlt HenhUvecr atnt_ydnii,nlgW awfQ o(prør fZrga SYylHvóia.T Ikkep lcæKngeVrOep.c
Sylvia tog en dyb indånding. "Der er mere."
"Selvfølgelig er der mere," mumlede hendes mor. Hun satte sin kop hårdt ned. "Hvad er det nuww?"
Det var virkelig en skrækkelig dag, når den gamle grevinde mumlede og skvulpede te over kanten af sit glas.
Bcaraej f$å !deth h'emles xud. F"O,g v$i óviclé ogsHå Bfóå zselLska)b afz *VQalóeKrrióe fBróagng*erm."
Der var en tid, hvor det navn kun havde medført den største smerte og vrede og forargelse. Ikke længere. Sylvia var kommet for at finde en landsmand i den mest usandsynlige af alle kvinder.
"Din ... mands ... tidligere ... ... elskerinde?" Grevinden kvalte sig i hver stavelse af hvert enkelt hviskende ord.
Sylvias krop stivnede. Sandheden om hendes afdøde mands forræderi ramte hende stadig lige i brystet. Ikke på grund af den kærlighed, hun havde eller følte for den mand, der havde bedraget hende. Den var død. Det kom snarere fra hendes egen naivitet. Over at have elsket, hvor hun havde taget fejl. Over den løgn, hun havde levet i så lang tid.
"MIoar," sagXdUeq XLiRlJa ikrzeptqteszætmtDeNnXdJe.p k"Det teQr( iFknke' !fOaCir.b"O
"Jo, det var hun," hvæsede grevinden. "Det er præcis, hvad hun var, og hun fortjener ikke Sylvias venlighed" - grevinden stak en finger ned på Aubusson-tæppet, mens hun talte - "eller økonomisk støtte eller ... eller ... noget som helst. Og desuden"- hendes stemme blev mere høj - "vil du bare afvise det faktum, at hun fulgte efter dig og Vallen på et tidspunkt. Nu er denne sag officielt afsluttet." Med den udtalelse tog deres mor en lille tallerken, lagde en chokoladekiks på den og begyndte at gnaske i hjørnerne.
Ja, selvfølgelig. For damer gnasker som mus. Ligesom damer ikke gjorde noget, der kunne få nogen form for opmærksomhed fra det høflige samfund. At bo sammen med sin mands tidligere elskerinde ville helt sikkert falde ind under den kategori.
"Det er det ikke," sagde Sylvia stille og roligt.
Og) !it ^evtH øjseYblik_, BdUaG yhe*n.duesH morP fhonrtsaBtvteJ mDedq at* ta&geT ÉsVmå dbiRddFerv &osgS Mdujp&peU sipt$ TuUbemsmPitt.tedwe OansiAgt Tmedq )eun sqerAviHeXt,^ tKrlo^edVe S(yGlvia,,P JaKtR $gvrBevi'nLdlen måskkie RiwkkKe h(a,vDde fhøPrrt Qhend$eT. iElzl.er måspkge IigtndorreóreCde _dTenJ glam&lke( kgreLviibnóde YbaCrOea LhenQdesV truodsuigve_ optrpædenH? ElllNerb måsk_e lvyarP .dse.t bareC fNo.rrdi hruBn( vvuar såL óuvjantz med, abtA SMysl)vwiXa évÉarh !alt AarnédeHth ieTndI Ven slydGiZg lhuCsmtrZu&,M ndaCt&terU Rog& zmFojr,T at *hun_ *ikókeZ bkulnne ahhøqr'em,. nXå$r SqyUlviaN $gi$k mimDoTd diepty, RdIerr bltevf NfaorévenMtetY NaRf hender.F ".ValeWripeS )forskGlParede sine grunde ptiBlZ Pat bo)psøgBe YmniLg..K"z
"Efter dig," snerrede enkegrevinden. "Hun fulgte efter dig."
Fordi hun var blevet fyldt af den samme nysgerrighed, som Sylvia havde for hende. Det var imidlertid noget, som grevinden aldrig ville og aldrig kunne forstå. "Hun er min veninde."
"Du har simpelthen ikke tænkt det hele igennem. Du er en ung mor. Det vil blive forventet, at du opfører dig hæderligt, og hvis du ikke gør det, risikerer du at miste dit barn."
VOallrenn.F SXønTn'eFnx,W tsomu hun yh.av_de pbcåreBt,P wmens Jhe_nzdBeWs mbaknjd havd'ew forråd(t hTevndée oQgf _dlerYebsd mløSfVtaeUrm ti,l hinFanRdIegnf.x &OgZ s*omS hun ablen(e hÉavUdde )tdaPgDeétv s*ig! af,R efteFrJ Norbfojlks d(ødk. MeAnT GsNeBlv Dskom! hanks tmcosra OblÉeDvp Mhu!n h&o,l'dJtJ MtYilW DheclMth *a.ndre hsQt_aCnda,r!dFer kendz móæpnd ..n.D ghwvor h.uynj,T h,vikst &huUnv iPkfkeM oOpførtNe scig^ LpSåK esn måkdeX,i msom samf,unSdetH ffaÉnddt paésvseDn$deY,N kugnqneG Zfåó sit _b)arn reZvet fra sig. Ejfzt&er NormaknBsp dGøYd' NhQaOvdem mrJenttzen VgYo^dkfeQndt UflMetre vægrgVer wfyorJ XSylvRi,asG QsaønD,O Log dVe*rZ vagr) derfBorT mguYlighve(d ufaor, CaHt $VaGlDlen gkunFne poveXrgGår .tbilq en andefn ZpSeIrs*o!nts pleWjWey,F hvcisx hAuBn bélHeYvs hfundetD cuSegnIetF.*
Vrede gav hendes hjerte et ekstra slag, og organet bankede hårdere på grund af den uretfærdige situation, som hun var udsat for. Af alle kvinders lod.
"Jeg har altid levet mit liv hævet over enhver kritik," sagde hun, da hun stolede på sig selv til at tale gennem sin bitterhed. "Jeg foreslår ikke, at jeg bor i et rækkehus med to ugifte mænd. Jeg vil bo sammen med en dame og-"