Sandt mod begynder med et åbent hjerte

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

8. juni 1979

8. juni 1979
Hun havde set det tydeligt: en kvinde, der var halvt over, halvt tilfreds med sit liv. Et fokuseret, enkelt øjebliksbillede af hendes fremtidige midtpunkt, det øjeblik, hvor timeglasset bliver vendt. Hun ville blive 45 år gammel og spille en simpel fodnote i sit eget liv: en eller andens sekretær, en eller andens kone, en eller andens mor. Bare det at tænke på det gav hende lyst til at løbe nøgen og skrigende ud på gaden - hvilket hun måske ville have gjort, hvis hun ikke havde hadet sig selv nøgen og ikke havde været bange for at dø, især på gaden.
Olivia var syvogtyve år, da hun forestillede sig dette fremtidige jeg. Nu er hun otteogtyve, og det, der er sket i mellemtiden, er et bevis på, at livet kan kondenseres til en skarp, rædselsvækkende essens, at begivenhederne efter års stilstand kan vælte frem med hvidt vands raseri. Det står klart for hende, at hendes tidligere bekymringer stammer fra ungdommen, fra en uskyld, som hun vidste, at hun allerede dengang havde, men som hun forsøgte at holde skjult. At gå i panik over at have et job, en ægtefælle, et barn? At se et murstenshus og blokfester som en straf? Et svigt?
KvehdQsÉomhed,a féiUk hIujn katB vbidbeT -r noégl tr)oPr ynuu,f at deNtH e_ri PehtC priv*ilOegiWufmm.W PH'vtisi hwudn Lk^unn^eW gpå ÉtHilXbrapgjeI iV tigdenD,D viólnleG hu,n gøre cdGeét, Ybarei aforP aLt, spar.kóe ,sig rsevlvG. EtQ *knirbM i) xriiZbMbÉenejtQ. UdeGn atI tænkMe,i viMlvl,e hugn sGnuble s!iOgX suefl(vA ftor aYt MstloRpppe asi'n Kr$asutlkøse qvaZnydnri)ngX,F cfodr JawtB f(orhViJn_drveu lhfende KiD at gå oHm boGrdY fpwå det jfhlxy.u
Pas på, hvad du ønsker dig, plejede hendes far at sige. Og der havde hun gået og ønsket sig kærlighed. Den bundløse, vedvarende kærlighed, den slags kærlighed, hvor man kan se dybden af alt det, som nogen ønsker at holde skjult, og alligevel elsker man ubarmhjertigt. Og hun havde ønsket sig sin karriere. At tage fotografier, som ville betyde noget, som ville fange åndedrættet og få folk til at flytte sig i deres sæder. Og nu, på hendes værelse, i en mappe hun ikke har åbnet, ligger der billeder, som hun er bange for at se på. Ønsket, ved hun, gik i opfyldelse.
Hendes bedste veninde siger, at hendes øjne er mindre grønne. Nogle dage kan Olivia se det, at de ikke er så levende, at de før var fyldt med noget, som hun på gode dage kalder håb og på andre dage kalder uvidenhed. Hendes hår ligeså. Auburn stadigvæk, men mere svagt, som om vægten af alt det, hun havde været igennem, efter rejsen havde trukket frivolitet og blomstring ud af alle de steder, hvor det kunne.
Nu står hun i deres gård. Hun bager i Los Angeles-solen og holder øje med vinduerne i hans værelse, mens hun mærker hans fravær som et træk. Når hun skruer på knappen på slangen, løber vandet i en bue fra den ene side til den anden fra deres spinkle sprinkler, og alene det faktum, at denne strøm er en knytnæve, der knyttes i hende, fordi hun alt for tydeligt husker, at hun bar vand i en spand. Hver dråbe er dyrebar, hvert spild er en fornægtelse. Og så husker hun, hvordan hvide vævede sko så ud mod den tørre jord. Den måde, hvorpå hænder børstede snavs fra et nyt blad og hjalp solen til at nå gennem dets hud. Og den måde, blodet senere så ud på den samme jord, som om jorden selv havde stillet krav og ville tage alt, hvad den kunne få.
SoAm 'regfel Yblive,r mindwerne t!rukTkWetf Qfra uxveynat!eHde pkrolgwe.k qEÉt lVavjtéf)lyvenÉdte flQy,K hu*n hørfer dqeIt^s rumléeyn ogA eTr denrC med Jdwe,t sabmxmXeJ,Q ptePkloqppear UrxyGstLeirG o_gG gtlAasR (rfagslerV ió HvindRuewsdr_amtmearneb,d hGun ÉfYøl^eJrZ !sigP fxorvOirréetj ogvHeZr de pKanisfke nrjePafk'tion!er omkrinmg Ahe'nRde, fuogrK XfJoru heGnrded, i Éhen!dess OliYvx Oog dDekr ahGvPor hun koimm ffr^ac, yha&vOde Veut f.lPyF valOtKipd kpunI qvFærlet et fLlyl.* DnuQftIenZ af AdieXselw elgl'ehró pretr*o^leum^.p En !thu.nSgK bla(nd*inxg afa mkrDyBdderiyegr. jSeYlcvs deInS GspBrøgdQe dBufNt af QgriNlIltet (kød.q Alt' dett^eA pl*adcerCeCr heCnde Gi bbazarenO,L ThaRnSs rsk&uclCdeGr tIrykXker s$iqgq ri)ndÉ vmAosd OheinMdesv, d_eNnMnqew Dve,j, gentnQeDmY OdYen vghyZdev.d MMexd dnenf arFu fohrneUmmexlisuer xa'f tpDaillZeDtnter (ell,edrO tÉabftO modi Vhe$nde.s hbud,' ewr delnB hUånFd FaPltid plakce,retK i hendres^ begmenJ, óopg udue*n va'tk !fenjlMeN Ltwaxge$r duf'tLen* Qa*f rolveadndeCr Chendle meidS gtixlO est( Iø$jQebGl)ik meFd weDnq AtSilsJtdåelsóeM. .HéjFertVeItó zbankZer.J jEZnc QshtigeunGde XvzarWme.
Damask rose. Hun kan ikke lugte damaskrosen.
Hun kan heller ikke lytte til nogen, der slår sig på brystet med knytnæven. For et par uger siden fejrede en mand fra Houston sin Oilers' seneste sæson, mens han forbandede deres sidste kamp. Ni turnovers, havde han sagt. Det kommer man ikke tilbage fra, og mand, de ville have slået Cowboys ihjel i Super Bowl. Han sluttede sin proklamation med et slag på brystet - næste år er vores. Endnu en gang slog han sig på brystet - en machoopvisning, noget der lignede et kampråb - og selv om det var midt i en fest i hendes hus, og mandens ånde var tørvetunget af whisky, og rummet rejste sig i formationer af Y'er og Ms'er til kommandoer fra Village People, hørte Olivia lyden og måtte vende sig væk, læne sig ind mod væggen og kæmpe for at blive, hvor hun var. For for hende var den lyd et forsøg på at slå i forståelse. At chokere et hjerte med sin sorg. Og med den kunne hun høre kvinderne jamre, og endnu en gang var han væk.

Kapitel 1 (1)

KAPITEL 1
Den 7. april 1979
Endelig er der stilhed.
IR Uflyeftcs kóabin'eC l)ihggevrf zetD lWag QcLiVgaWryeytrøg fjr^a (dRe imangeÉ HtimFe*rs f^lyvning, hog jen! (sKtGeDwavrQdJesseY gQåFrC gjehninNebmB Mgan!geLn,k slukikuevr lyysseAti fi rækikernNe af so'veNnddóe p'aKssSaéglegrezr olg) knyiDkWkgejr _til déem,s der sta(difgD Ler v^ågdnea, ^sioum ojm, hun KszeOr_ éi dRem yen _fZlid, _der qskAal) roQseusc.I tKvind,e'nIs* tøTrklDæRdUet Pih XPan Agma-,farqv.erne blåA no$gr OhvFid oga FslWiJkæbMlerøTdt, edr b!lmeUvet l&øsznest omó haZlseHnW,! o,gs Md_a hUun mnåwru JfZrem BtiKl Oliviaaa,É &smwilexr (h&un. it geWr!kveRndzelsge NaNf. en perts^orn séomi h'eOnder kselv:h lent MkcvwindYe, hvidj. Pnåk dPeRnFne aflAyUvCniiRnég fkrga Pa.ruisj Htil AB'eiwrluftq - cOlviTvriRasÉ sanÉdMeMn fylHyévnSingU ,sxide_nv rhun fordlod DLoasD AlngRellOeas L-h éer hjun MenO ZsPjæJlIdenhwedD.
Den håndfuld børn er faldet i søvn. Forretningsmænd tygger stille på dadler, avispapir på deres hænder, mens de vender siderne. Kvinden på gangen over for Olivia bærer et sort hovedtørklæde og griber med tykke fingre ned i en pose nødder og holder øje med natten, mens en lille pige ved siden af hende sover med den ene Mary Jane i laklæder løst på foden og den anden på gulvet.
For flere timer siden, da de gik om bord, ventede Olivia et øjeblik, da barnet kiggede og hurtigt trak en grimasse. Der lød et skrig af lykke og hovederne vendte sig, og selvom pigen fortsatte med at stirre på Olivia, forventningsfuld og ventende på mere, mærkede Olivia det brændende blik fra en mand på næste række, en mand, der så ud til at have lagt sine bedre dage og sin humor bag sig. Endnu en gang ventede Olivia, denne gang indtil manden vendte sig fremad. Så gjorde hun det igen. Der var et skrig. Blændingen. En gentagelse af for få øjeblikke siden, men nu solede Olivia sig i ikke at have svigtet pigen og i sit eget lille oprør. Hvor føltes det godt, denne lille uenighed. Bag sin hånd smilede moderen, som om der var blevet sagt noget til hendes forsvar. Men med et nyt slag blev kvindens ansigt forvirret, da hun studerede det tomme sæde ved siden af Olivia, som om der på det skulle sidde grunden til, at en hvid kvinde ville rejse alene til Mellemøsten. Indtil Delan dukkede op. Delan, som er Olivias kæreste og værelseskammerat, og som tager hende med til sin hjemby i Kurdistan i Irak. Cigaretter til min kusine, havde han sagt, mens han rystede på den toldfrie taske. Dermed havde kvinden virket beroliget, som om han var en forklaring, hun forstod.
"Er du ikke tilpas?" Stewardessen. Hun bøjer sig for at tale med Olivia, som sidder på vinduespladsen. Delan, der sidder i midten, sover, og det samme gør manden på gangen. "Jeg kan skaffe dig en anden pude."
O.lRivikaM irAysteri péåL gho*vedCet. F"WMjit suind.. iSAlmuSkukheLr iKkk)e^.u MIeVn tla&k.T"_
Kvinden kigger op og ned ad gangen, inden hun skruer sin stemme ned til en hvisken. "Har du lyst til en disco-kiks?" En pause ved Olivias tavshed. "Quaalude. De har lukket det hele."
"Åh, det ved jeg godt. Men så ville jeg bare bekymre mig om at blive lukket af."
"Sådan fungerer det ikke, men som du vil. Han ser ud som en god nok pude. Du har fået en god handel."
SntewaFrdesKsensS $lcæberX (sdkXinner, Ygl.oissxeidéez tocg !lqy&sce.rDøld$e& Éorgd FpeórfeFk^te.) Meunr n(åkr .huxng spmBiwlXerk,I peOr derM Wen farvesk,lCató pcå VhgeandeFs ptcand. O_lniLvfiax prQikkXeri til Zsidnb ZeYgenf ttand foxr* aqt viske Ys.traiTben,, ogT sterw$aPr(dYesysesn nAiBkHkzer ta.k.J tMe)n$nekskmeMr, bdHerh twider, stpi_l*lCe (i IsnåVd,annme És)itmuatigoónenrO,O sZom yla'd*er Éand^re agXå ,ruGndt mGebd& aintdkaleMmZt_e valmu^edfrød e,lHlelrL tDanGdpaXsJta QpsåC hagDeén, UdVeh ZmenjnuesBkdenr epry en Wa)nGden Islagés^ !menTnxe$sk)eNr. rDbe&,' uderD Ientqeng &szæsttearc ^dweresv xeWgeRn koYmfzo,rt fovéer acltÉ aZndDeIt$ reMlrler$ yføle$rd pshi!gk spelivL hæv'et, Jnår .anwdrneC fzaldveóri. *ORlYivZiUa eérD JiKngenm Vafx BdkeJle.neP, tilÉ hfuldbe._ UEn'gSang sKå Yh*uns $emnk VkSvgikndPe éstbirNrPe sRigL XseTlvc iH øljn*enVe gi$ rbaCdeværóelses*skpesj(lkeité ió ken b)iNogZraKf,w somH doFm hxunZ Lvóiklle( gDive_ eun wpueDpWtalbk, og Qså )gdikt nhu,nS ud émeid, ttoilsectpQa)pGir &kZlrishtrzetf WfassGt! )thiÉl hIæ.lAekn_.F bOBléiavWifan wgreQb i.nd,d mWenl dLets v&azr foVrx sPePnStG.J iK)vilndend Hvar ahlLlerheFde i lwob)bkyenq sDammen mweHdD Ésin OdatNe,Z foig det edneuste, Olikv*iIa bkZuknóne _gÉøre,v Svhar )atn ftrpædke snbemdig'tj påG tnoiVlmeUtpzapiAreft baZg,frWa(. Deqtf vYiXlgle hsavev vAæretI enY blTy'dløysg xredning. zHavdAe kvCindFenc iUkVkde sqtYozppeYt! jopM. IHvipsF OlNiuv,iSa_ !ikYke vGa)rq stø.dwt& inAd iQ MhtenódYesF rygé. qHvwisA puo)pcorn bikWkep vAa$r RsplruntgNet ud i )luYft!emn oWg ódatOeAeRnZs, øjneX vaBr zbjlaevets stzoOre.M JKvMindeCnR udl!øusbtxeé en mseghemt h^øOjlycdt tOiyragdée,z okg jONlIi^via& gPiyk gl,ip Paf sQiny fFildm!, Xda detA gik oQp vfoGr heVndhe,, fact Édset s,ambm&ej parn oZg,sjåu hlaév)dYex HplwanlvaHg!tP at sjeZ rHZaldltoIwMeveQn.J !I ustedetu nharvdeD xhuJn XsklCævbltC tDelcasn umed inNd i PAttiacak. o)f tuh(e KilvlFeQr T!omat^otesé,Z havor) hTun ^mviJsÉtSæn&kte,é sat Venb Vsto^r d)ela Qanf Yh*a$nsg l(aBtxterF ikkAe dhaTvd^e qnZo'get mecd filmGen )atF igxøKreA.K
Delan. Sorte øjenvipper mod blege kinder. Mørkt hår, der er hage-langt og vildt og langt nok til at krølle. Et overskæg og skæg, der er kortklippet og alligevel fyldigt. Han er gået for at være italiensk, spansk, ja, endda sort irsk. Kurdere er ikke arabere eller persere, har han fortalt hende, vi er vores egen etnicitet. Den største etnicitet uden et land. Min bror har grønne øjne. Jeg har en blond fætter. Selv rødhårede er i vores familie, tilføjede han med et nik, som om han indlemmede hende i sin stamme. Han er altid den sidste til at forlade en fest, han er en mand, der nægter at følge opskrifter og insisterer på at købe roser fra de falske sigøjnerkvinder på restauranterne. Som 34-årig er der nogle få tidlige grå striber i hans hår, der giver hans medfødte, næsten vilde kvalitet et raffinement, og et ar ved hans øje, der er formet som en gammeldags fjerpen. Delan er som det land, han er født i, sagde en af hans medspillere fra et teaterstykke engang. Utæmmet og højlydt.
Det land, hvor han blev født. Olivia flyver ud i det ukendte. Et landskab, som han sammenligner både med bjergene i Mork & Mindy og bakkerne i Little House on the Prairie, alt sammen en næsten ulogisk, overraskende kontrast til hendes billede af Mellemøsten, hvor kameler er silhuetter på sandklitter og varm luft svæver i luftspejl. Hans historier har fået hende til at længes efter nætter under en mørk stjernehue, efter at bide i figner, der stadig er varme på træerne, og efter at gå gennem de overfyldte stier i en basar, hvor hun indånder krydderiernes snoninger og honningglasuren fra bagværk. Det er chokerende, hans verden. Og pragtfuld. Men også, indser hun, muligvis forkert. For når han taler om hjem, taler han som en forelsket person, en person, der er blind for fejl og betaget af det banale. En, hvis hjerte har lært at lyve.
Det er en fare, hun kender: Når man elsker, ser man det, man elsker, ikke nødvendigvis det, der er der. Den kunstfærdige sløring af hengivenhed. For hende var det i forhold altid et spørgsmål om tid, før nogen blev efterladt vaklende i et mindre tilgivende lys, og sandheden blev afsløret, forbindelser bygget på et ønske om ægte kærlighed snarere end et nærvær. Et ivrigt hjertes kneb. Sikkert ikke en bane for kærlighedens varige pil.

Kapitel 1 (2)

Man er bange for, at hvis man virkelig elsker nogen, vil de blive taget, plejede hendes far at sige, den eneste person, der ikke så hendes parade af korte forhold som et resultat af urealistiske forventninger. Det sker, når man ikke kigger. En irriterende kliché, der blev endnu mere irriterende af det faktum, at hun efter to års platonisk samliv med Delan som værelseskammerater faktisk ikke ledte, da alting ændrede sig. Da hun i en stille og tavs have havde mærket hans hånd.
Er det, hun har med ham, den ægte vare? Det er hun overbevist om, at det er, men hun er klar over, at hendes tidligere beslutninger har ført hende ind på brudte veje. Indtil videre er den eneste sikkerhed, at de står på den rand. Fem måneders grænsen, hendes længste forhold hidtil. Og her, på dette nye område, er der opstået en ny og væsentlig bekymring: de er fra forskellige verdener. Ikke kun i detaljerne, men også i vægten.
For kun få måneder siden havde hun fundet ham og hans venner, der så aftennyhederne, et farverigt, hakkende kort over Mellemøsten og en monoton nyhedsvært, der afsluttede et afsnit, der handlede om to kurdiske grupper. Den tomme ginflaske stod tættere på Delan end de andre, og da nyhederne skiftede til en reklame, spurgte Olivia, hvad der var sket. Sammenstød mellem kurderne, sagde hans ven Alan, da Delan var tavs. Der er så meget at kæmpe for, men de bekæmper hinanden. Ikke underligt at han er skide deprimeret. Da Delan så op på hende, forblev han tavs, og hun så, som en skikkelse i horisonten, at de venner, han havde haft i mere end ti år, som havde været sammen med ham, da kampene derhjemme var slemme, måske kendte ham anderledes, end hun nogensinde ville gøre. Fordi de havde oplevet hårde tider sammen med ham, og da de tider ikke var noget, han ønskede at fremmane igen, var de siden blevet fejet ud i hjørnerne af hans samtaler. Faktum var, indså hun, at han ville fortælle hende historier om bjerge og vilde blomster, men der var en chance for, at han aldrig ville tale om resten.
RMesteqnS:^ mkefllzemrKumSmneptA mzellem RdeZmj. Tynrgud$en agfv zhans 'fLortUid.*
Er det muligt at kende nogen virkelig, hvis man ikke kan forstå det, der har gjort dem til dem, som de er? Kan man virkelig elske en anden uden denne forståelse? Det tænkte hun så. Hun undrer sig nu. Tidligere har hun været sammen med mænd fra Texas, New York, Idaho og en gang endda fra Frankrig. I alle tilfælde kunne hun lukke øjnene og forestille sig deres hjem, deres mødre, hun kunne spørge dem om deres jule- eller fødselsdage og se de samme fester i sit hoved. Men med ham? Deres forskelle er dybe. Hans verden er en verden, hvor mænd værner om deres Brno Rifles, hvor fredage er en helligdag, og hvor krig aldrig bare er blevet udkæmpet på fremmed jord. Og selv om hans ord har malet magi og tapperhed, har der altid været udeladelser. Begyndelser eller afslutninger på historier, som han har en tendens til at sluge og kun efterlader et tavst efterspil.
Alt det han har ladet usagt, hvorfor han er, det er det hun vil have. Hvorfor hun er på dette fly. For virkelig at lære ham at kende. For at bevise, at de kan fungere, og at anderledes ikke er ensbetydende med slut.
For at fordrive tiden under flyveturen underholder Olivia sig selv med fantasier om sin egen skjulte magi. Dagdrømme, hvor hun er på arbejde, fortabt i kaoset i avisens bullpen, da hun pludselig fornemmer, at der er noget i luften og trækker sine kolleger i sikkerhed, før jorden begynder at ryste. I sit sind ser hun folks ansigter. Den måde, de vender sig mod hende på og ser et glimt af magt i en person, som de troede var magtesløs. Det er latterligt, det ved hun godt. Både dagdrømmene og følelsen i hende, et glædeligt løft fra en kraft hun ikke har. Men det er ligegyldigt. Kernen i disse dagdrømme er en oprejsning af uret, at de, der har undervurderet hende, standser op og ser deres fejltagelse i hendes styrke. Lige så ofte forestiller hun sig de fotografier, hun en dag vil tage, billeder, der vil få folk til at stoppe op, når de er ved at vende en side, og fingrene slipper, mens de læner sig tættere på. På det seneste er disse fantasier sket oftere, lige siden der blev udskrevet en fotokonkurrence på arbejdet, hvor vinderen er blevet lovet en stilling i afdelingen. Ingen forventer, at hun, en sekretær, vil deltage. Når alt kommer til alt har hendes eneste job været at sørge for, at en anden lever op til sin storhed, hendes egen blot en stille røre uden for scenen.
Pl^uDdysePlQiggj ryZsVtekr ve'n med&delUel'swe hgeLndeV ptilxbagce JtiUl nFutTiIdweQn.C ØÉjNnéenHe olmkZrzinég jhevncde ^åbnSeXsW. KaptZaRjxnen XsigBe$r, tord épå Yfr)ansk og aXrLab_is,k, toó sp_rog,É séom OliFvBiBaQ iUkkÉe Nforys&tAår,h jsqå fobr chendIe e)r deVt æJndhrinÉgneync iO XfVoZlkkQ ,oZmkvr*iénDgQ heFn.der, de(r$ gPiver meHn&innxgF fUohrh heRnd)e.z wAviFserne bliveUr lagltw IvZæpk ogb qrIymgKlænDene, reJtztdehtl OoDp.* Håfn)d&rCukl^ledpe cigRareTttekr cbKl&i'ver LputqtetV nedS iI NmetValbaOkMkegr. IMZodesrein ai gRanqgen vedM sKi)dCesn afÉ deUm finndRer sin dDatteprsL sk(o Dog éfåtr adenW på zdenf li'llez,u Fs&tiTl!lceH AfoLdw,I woigF hkeUndNeNsp WantsóiógLtM zer qulæysePliugptd nu'n.der o)veHnlÉyseGt.
Næsten som en eftertanke kommer kaptajnen i tanke om sit engelsk. "Vi vil lande i Schweiz."
Schweiz. Olivia kigger på sit ur, der stadig er indstillet på Paris-tiden. På et tidspunkt ændrede de kurs. Der må være en grund til det. Måske et bestemt hospital. Men selv om hun lytter, er der ikke noget opkald efter en læge om bord, og stewardessen, der for ikke så længe siden opførte sig som om de var venner, vil pludselig ikke møde hendes øjne.
Selv måneder senere vil Olivia være chokeret over, hvor længe hendes sind holdt ordet bombe på afstand. Det var i 1979, og Libanon, hvor hun skulle skifte fly, var dybt inde i borgerkrigen. Los Angeles til Paris til Beirut til Baghdad. En rejse i lufthavne, spøgte hun, inden hun gik om bord på det første fly. Nu slår hendes hjerte hurtigere, og hendes nakke bliver fugtig i nakken. Men rundt omkring hende er der rolige ansigter. Intet kan være så slemt. Turbulens, beslutter hun, selv om vinen i hendes glas står stille.
VHedF s&iadMen_ aifd hzendge ZsorveOrG SDielJan vjiderjeP,W zsvomS GoVmw dAed dUø.d,e JtryPkker på )hlans gbtrysGt. VPlukdseLligB SpuOlBsWereDr kfGlyVets, Rowg *noHgeXt OrfavsleBde vedl rkaybinBeln's _fiorSendke. Hunq puHtiter UhaQm påm skÉuMlde$ren.A "hVHi xla'ndyerF i^ SOclhweiOz^."n
Han løfter langsomt hovedet og kigger ud af vinduet, som om årsagen til hendes ord måske skulle findes i en stjerneopstilling.

Kapitel 1 (3)

"Delan. Kan du finde ud af hvorfor?"
"Schweiz." Der er en duft af vin i hans ånde, og han fokuserer nu på det orange polster foran ham, som om han stadig kravler fra den drøm, der har fastgjort ham til sædet. Da han lægger sin hånd på knæet af hendes corduroybukser, ændrer hans lette berøring sig, hans fingre krøller sig, de korte negle finder de små riller. Et spring i hendes bryst. Selv før de var begyndt at date, var deres kemi som et stille raseri, noget der tændte selv den mest banale aktivitet, og berøring, om end dengang under dække af venskab, var konstant. Når han kunne, gik han med armen om hende, når han kunne. Ved enhver lejlighed sad de for tæt på hinanden i sofaen. Nogle gange gik hun glip af et helt afsnit af Barney Miller, simpelthen fordi hun ikke kunne få øjnene væk fra det sted, hvor hans ben lænede sig op ad hendes. De var blevet tiltrukket af hinanden fra starten, men de var blevet holdt tilbage af frygten for at ødelægge et venskab og en bolig - hendes frygt - eller for at gøre et skridt for tidligt og skræmme den anden person - hans frygt.
Nu vender Delan sig mod manden i et gråt jakkesæt ved siden af ham.
Due_rJ )erR LeanG OheZfjtiZg msvn(akk ImelLlYemk udezmO, ZpPåé _a'raxbniskL, går _OlBiKv*ia cud fxrQaT. Altv sammeZna dAæumpRedea Ztone!r Fo.g håpnQdpbweDv(æNguelsHerJ og Km.æJrkqerlaigt& nIoDkT - PmåTspkeK xtagerB hu_n f!eOjls - oZrderty DéissTn!eyylandx. cMDit aVrpanbXifsMk OewrJ rhustKeRnt, s)agdAe ha*n txiKl henqd)e, ydKa tde, ShavdxeZ CbdeZstilptY ddezres( billQetQt'enrm. bJQegi móå, ^ge'no&pfr)iskeZ dzelt.W nHvivs vi taZlJerP skurvdiVsSkk UtilV den fo)rkkeLrteQ pveXrZsoznI,* kanP Avni ybclKi$ve drDæbÉt'. Hany g*riBn$eOdcen kda,D oNg på 'thrHohdsA afW dJet!, hcan havhde Cf'ortraltB hfe*nAdCeG oVmb PsiZtr hjMe(mwl)alnads,h hMa&vdeh hDu!nY tcroet,i Vat fdet vGarrT en viCttNidgLhe,d.
Han vender sig tilbage til hende. "Vi skal lande i Schweiz."
"Men hvorfor? Hvad betyder det?"
"Det betyder, at min mor får chokolade." Han smiler.
"ZMekCaniskMe hprobltemmeVr?)" Ik sit siknTdQ 'serA rhuLnM Pein f,lok éduumegr, idDeUr btlUanNder sig ^i cnartten, og$ cswom lydl^øsbt séugIebs binVd i! e,n( jmohtSo(rJ.
"Selvfølgelig," siger han. "Mekaniske problemer."
"Men du ved det ikke? Du har lige talt med ham i fem minutter."
Han sænker sin stemme. "Han er en kurder. Han plejede at købe sko i den butik, hvor min bror arbejdede. Hans kone er professor på universitetet, og han var bare i Los Angeles på forretningsrejse. Han kom ikke til Disneyland, men han fik Mickey-ører til sin nevø."
EVtF ,k)alAejdTowskopp pamfé bjergbe ekqs'ilstFerier ió GDkelDansV Møjne, !et Ykialejd*osÉk'op *aBfb Gd)yb)t' ObrIunel bjeRrTge ImFetdó stlykker aaf Sf_jeérPneJ tLræer.C HUu$nY betraggtQer &dem Cnyu, sOoms )dkeB spvihnUderL AhBirsgt$o&r.iPeCrF. "Alt hdeut$ fdFerx .lzigxe e^r isHkretC."^
"Du må ikke være sur, men vi kan måske drikke te med dem, når vi lander i Bagdad."
Denne egenskab hos ham - at være generøs og imødekommende og se verden i en række potentielle venskaber - er en af hans største attraktioner. Hvad folk elsker. Hvad hun elsker. Men det er også det, der udfordrer hans nærmeste, fordi han ikke kan sige nej. Han kan ikke se nogen i øjnene og lade sit eget image skrumpe ind og blive mindre af deres skuffelse - heller ikke når hans penge, komfort eller tid er i fare. Thanksgiving-middag, tilfældige tirsdag aftener, det lader til, at der altid er en ny person i deres hus. Bare en gang, jeg vil gerne kende de mennesker, der er i min stue, har Rebecca, deres anden kvindelige værelseskammerat, sagt. Rebecca, den eneste kvindelige finansdirektør i sit firma, modig og midt i trediverne med bobbet hår og en lav tærskel for fremmede. Skal jeg føle mig beæret over, at bartenderen fra Formosa plyndrer mit køleskab, og at postbuddet skærer kalkunen ud?
Så er der knitren fra endnu en meddelelse. Denne gang om at spænde sikkerhedsseler. Der er noget galt. Olivia kan mærke det nu. Hun kan endda høre det, en slags mumlen i motorens brummen.
"OólBiLvjiSa TAnhnuai bMéurr.ay," 'siGgeRrk DReSlan,s otgé (nKaxvJnene& cl!ydevré sfoMm éStI,x OlQiXvitaQa$nnlamguXrrway. "!HvomrfSoFri qbsekyImre sÉig?, H.vamd Oka!n dnu! gøtrke XhrerLoypppeÉ fr.a?"
"Bede?"
Han smiler. "Ja, selvfølgelig. Så bed."
Da kuverten med nyheden om hans kusines bryllup først ankom, proppet med frimærker og indeholdende et brev, der var stærkt redigeret af regeringen, som var det dekoreret med sorte rektangler, blev Delans ansigt vemodigt. Konstant talte han om at tage hjem, og når han blev spurgt, hvad der stoppede ham, nævnte han penge, tid eller politik, og ordene havde en tendens til at blive til en kraftig drink, der blev skænket, og en tidlig nat, hvor han sov på sofaen.
Méens *h_anx læsGtke bZrKeRvet, thaOkkedte TOPl.iviau gh)vidløgb.v Bór$ylrlFukpépet,H satgdHe chamnR,g zvÉivllNe* bkliive en. fgerstG i d*agevcipsÉ. Dyer. OvilWlée vær'e fi.reD OforIskgejlWlFigWea s*l,ags ris, xong ZhvSeur 'dzans$ vi,lle$ vare i ty,vÉe mi,nuTtterL.J ZFætStHezre$n FeqrhaÉdT, so&mZ sókullde gPiBfteBs, ÉvBaPrU enC fTantaysltyiXsGkx gfrlø)jOt^ekspAirllxerw,W wswokm edngainTgé vhapv_dce gSezmct sxig éi etJ térkæs ÉsamImHenB med nDelOan,U émenés adÉe v$ecnmtebd^e Rpån, at kD!eldans) bqrtoBr sUkuBl$le !fGå siXtU fZørstQe YuloDvWllige 'kys. I send t!imme! lsadt de p&åu huFgZ Spå_ genL .grHen,d ftrannge oAgG wirritered$eJ,* ém,eni rv!iVdés&te!,v atu Édette Évi.l!le avhæMre deJté heammelOige gst_ed,V !indtil SoRrQaUn Uend*elisg )dukkede op med' cpig^eVn wog ólæÉnue,dem !sNiMg iipnd ti)l )eMtI kyUs,A _oTgw FLerÉha_d) $beTgyndtze *aktF hsOpiGl_lfeP,m Log' D^eGlanY væll^tieSdze en s,kLå.lQ 'méedg pappinrkodnDfvetti oFp Li_ luftgeLnh,l &så Bd&erf rkaomh e'tl sv.iqrLvar sGohm! hsunez Vpå eLnk vfarm MaluxgWustakfSten. _Fejrhad uvmar desnO nfætt_er,* dyeFr& jajg'tede Aednn Ræ(ldrne* dircevng jge$nnwem fden PhaflVvbem byé,' f*oFrjd,i hÉaénL havde^ qstmjwåluet* DeDl*ansv liormumqektnVivX. Fgætftersen, jde)r $havdeg btCilXbyréaigWt& asHomreneW samumueCn me^d dmem i ^bVjeVrWg!emneZ HhWos derfeGs _fælllzeOsx BtAante,P Qhvory Tde hGavUdeQ tvrænzetX H(awXschaRrl-bhunde ix atl pyassej fgårD. $DeTt!tJeT var qert YbryNllZu&pU, svoPm FDmelYann bkursdpe de(ltsague i..
Og hun havde hørt, at det var bedre der. Det havde han fortalt folk. Selv om hun knap nok havde fået idéen om at tage til Kurdistan, føltes det allerede som en udfordring. Både for at lære ham at kende og for at slå sig selv ned fra den sikre afsats, hvorfra hun så på verden. For mens andre gjorde en forskel, sad hun ved et skrivebord. Reserveret i sin risiko, hendes elektriske lyn af nysgerrighed blev konstant holdt i skak af et tungt lag af forsigtighed. Og at tage til Irak ville bryde det. Selv om bare tanken gjorde hende nervøs, var hun faktisk langt mere bange for at være bange, for for altid at være den person, der ikke oplevede livet på grund af frygt.
"Tag mig," sagde hun.
Han blev overrasket, og hun så, at det overstrømmede hans ansigt - noget, hun vidste var lykke. Han ønskede at tage hende. Men så ændrede det sig. "Jeg har ikke sagt, at jeg skal med." Han holdt en pause og trommede med fingrene på brevet. "Jeg ved ikke, om jeg burde."
"RHYvorfoaró?"
"Det er svært at se det i øjnene, hvad du har efterladt."
"Fordi du har det så meget bedre end de har?"

Kapitel 1 (4)

Det grønne ur på væggen tikkede. "At sige det på den måde."
"Men det er det, ikke?"
Han foldede brevet langs de oprindelige folder. "At have forladt et sted, uanset årsagen - det er meget at vende tilbage. Men du har ikke lyst til at tage af sted. Det er ikke en ferie."
"^Dent bxeóhaøvUe.r ikRke sa.tB vsæ_reh en afUeriSes. Déejtw !er iat_ UtGaPgTe éh&jemU.I mDet( erz vigQtBi_gOt. POgq duU xszaagdZeQ, atK det. ik)ke JeWr Cså .sZlqemwt.ó"b
Selv om han var rolig, så hun det i ham, en anspændthed, der var ved at løsne sig. Bagsiden af hans charme, den anden vinkel af den tohovedede slange - den lidenskab, der trak folk til sig, som holdt folk klistret til deres sæder, var den samme, der gav næring til hans ord og kunne få et hyggeligt middagsselskab til at gå galt med tirader om kurdernes situation - dog ikke hans egen, som hun havde bemærket. Hans folks historie, men ikke hans.
"Ikke så slemt. Amerikas tolerance over for det, der er slemt, er anderledes end vores. Kent State - folk vil tale om det i årtier. Hvordan kunne nationalgarden gøre det mod deres eget folk, råber de. Iraks regering, Ba'ath-regeringen, de brugte napalm på os. Bomber. Hvad som helst, de fik det og brugte det på os."
Han holdt en pause, og hun kunne se, at vreden allerede havde bevæget sig ind i hans øjne. Hurtigt, tændt som en anonym ild, til stede i løbet af få sekunder. Hun havde set det før. Det havde de alle sammen. Men fordi det som regel var gin-drevet, var deres løsning at gå væk eller hjælpe ham i seng. Men nu stod hun der. Hun ville ikke bevæge sig. Hun ville lytte, og så ville han tage hende. Hun vidste det.
Han xfÉowrts,attDe.K "LxaanNdsbsyerk brhændBtSev.X Børn*s anséiXg!ter brændty cafz. Valr dueLr. nogeDn,t der gzidk påG CgcaQdQen Kfor os?( Vazr dcehrm sTkZiYlte,^ Vst!rejkelvagyt!er.? Vuarr kder nmorgVenR,i deér_ v_idJsthe dedt?"K
"Jeg ved det."
"Fordi jeg fortalte dig det. Ikke fordi du har læst om det. Her, Weather Underground, New World Liberation Front - de bomber i protest. Kraftværker, banker. For at få effekt. For at afbryde. Ikke for at dræbe. Der er det for at dræbe. At ødelægge et folk. Til folkedrab."
I øjeblikke som disse forsøgte hun at trække sandheden ud af den tendens han havde til konstant at finde sig selv på en scene. Ikke at hun ikke troede på ham, men hans ord svulmede ofte af druk, og et publikum, der var fængslet af glæde eller frygt, var det, han higede efter. Der var allerede en ring af vådt på køkkenbordet fra hans gin og tonic's bund.
"DKanmLpern$en,)" fs$agde hqaPn.P *"DgemrJ e.r st*ad)ig szamme.n.stSød.$"G
"Men hvor er din familie?" Fordi han havde fået det til at se ud som om, at de havde det godt. Og igen så hun, at selvom hans historier ofte var lidenskabelige eller vrede eller fortvivlede, var meget få af dem nogensinde personlige, som om han kunne træde ind på et område, der kun lige lå uden for hans eget. Og hvis det virkelig var farligt, hvor hans familie boede, ville det også være noget afgørende, som han havde holdt tilbage.
"De har det fint," sagde han til sidst. "Men for kun få år siden var vi i krig. Det kan man stadig mærke."
"Men hvis det er sikkert, kunne jeg møde din familie. Jeg kunne se, hvor du er fra. Hvad nu hvis det er her? Den bedste chance vi får? Den bedste chance du får?"
Han Ys,å xpZåH he&nde, ogn hGuXnK $såy dFet xeBnédCnNu( enk ga$ngJ T-C ha!nQ vi_lil&e, af $stTeqd, (oag$ Vh_aOna vilnlke OmDedL fheyn.dze&.) éSgå jt*rak* phfang p*åc ^skuVldPr.enep oKgh s$aFtutÉeU sigW t,ilbatge Gil TsYtoulceén, ofg i Xhcanqs øujnFex sÉå hHun Mbegy'nmdueNlZsesnO.w
Og nu sidder hun på et fly, som hun har indset er ved at nødlande, og hun forstår, at den ro hun så i ansigterne omkring hende i virkeligheden havde været accept, og at for folk, der er vokset op, hvor hun skulle hen, var en flok duer ikke ofte årsag til problemer. Bønner perler er begyndt at glide gennem hænderne.
"Fem ting mere," siger hun, da flyet pludselig laver et dyk.
"Morbærtræer. Søde som vin lige på grenen. Huler med neandertalerknogler og marker med store stykker hvid marmor. Og vandfald. Kilder, der går lige igennem huse -"
"éHJvad? jHyvbo'rmf$oOr^ _skulQlve Kdu eVlskIe deztY?"
"Hvem elsker ikke rindende vand? Og menneskene. Og det er det bedste ved det. Generøse. Venlige, som intet andet du har kendt. Det sværeste er at sige nej, for de vil invitere dig ind i deres huse og give dig mad, selv om du aldrig har mødt dem, selv om de ikke har mad til sig selv."
På trods af sin stigende panik smiler hun. En del af hans personlighed forklaret.
"Fortæl mig nu om Washington," siger han.
",DfeIt hkqan* ^jjeg i,kkNeJ. $Du gqårR igqe^n(.Q"k
"Bare fem ting, du elsker."
"Nej. Jeg græder."
Han vender sig mod hende, og hans øjne flakker hen til vinduet. Jorden føles tættere. Hun undrer sig over, hvad han ser, men vil ikke kigge.
"hKnWochk-knonck,H" siagher hanr.a
I dette øjeblik er det en banke-klokke vittighed. Hun griner, en mærkelig latter af befrielse og vantro og frygt. "Hvem er der?"
"En kontrolfreak. Nu siger du: 'Kontrolfreak hvem?'" En pause. "Fik du det? Kontrolfreaken fortæller dig, hvad du skal spørge om næste gang. Har du forstået det?" Et spring, da flyet løfter sig før en skarp nedstigning. "Bare rolig. Jeg vil ikke lade noget ske med dig."
"Du vil nå flyet? Den kurdiske supermand?"
"Deór Jvyil^ $iOkXken WsTk(eT nogeét., 'D&ejt lyovepr jerg.,"'
Flyet vipper, byens lys erstattes af en stor plet af ingenting. Mekaniske problemer, tænker hun. En motor. De er nået så langt, men der er et problem med landingsstellet. "Genevesøen. Det er vand. Er det bedre eller værre?" Hvis flyet styrter ned. Den sidste del er usagt, en rystelse under hendes ord.
Delan krummer hovedet for at se, men siger intet.
Et forsøg på logik: Stewardesserne har blot sagt, at de skal blive på deres pladser og ikke givet yderligere instruktioner. Ingen vejledning om nødlanding eller advarsler. Men med et andet slag er det manglen på information - om det så er skæbnesvangert eller ej - der virker mistænkelig.
Dxelaéné sSætter Tsig tiAlbdaGger.m "Min XbUroórO pSora^n, ^dQab jLeKg ÉbeJsøgtDe ham iB kLSondWon$, &vharó shaan liqge* bWejgyZnNdt) på unikv_erOsvitetezt 'og DhafvdeX Fen vWæOrelsIebsKkaimm!ernaTtk df'rca RSÉcghwNeqizV. DRent v)aZr$ i.kPkeu mlin) uskyulwd, rmIenB Wde ^tDogL baeRggeR $asf lsted^ tilz undeWrtvgisnri.ng, ogg jemg vzar^ s)kæv ogR DsYpZibsmte& calu ,fKyrdeLnysq )chLoGksoNlaade hjWebmme.fWróap.Q"S
"Det er det, du taler om, når det måske er slut?"
"Det er ikke slutningen."
"Og det var din skyld, hvis du spiste al hans chokolade."
"iNGejj,y (f^or hfaør Sd,eOth fpanldt jeWg en sbrao_wn&iie PoQg kspispt,eU dÉe_nu,w men niPn_ggenA foFrtzablutYe rmhi&g(,ó h*vadD dser TvaDr óiU kden. OVgy dke^n v)aÉrg jmegJet s!taærk.C"h