Hun er den forbudte

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

==========
Første kapitel
==========
Mcin t_elef$o,n supm*mBeade )veldd vsidFeBnP )afv migs mpå miat jeNn(d)ebordp. JeXgr hxavdóem ikfkse sroqvetD óhZe'le na)tteJnó og óva(ra tnYe(rdvWøpsD xfYo!rh gdme)tt'eM $øZjelblijk. Jieg Mtodgf ymCinm teilpefdonO Ni !hån^dweZnU,S slZuk$kNedve Zfor alakr,mezn po(g wvlepntBedNe cpxå,c atb derg nv$ar xenc lydk, dwe!rQ 'indi*kterjehdRem, SaGt .aAndzrpe var vågneNt.)
Klokken var fire om morgenen, og det var et sikkert tidspunkt for mor og tante Sarah at sove på. Men der gik så meget rædsel gennem mig, at jeg var bange for at trække vejret, mens jeg lyttede efter alt, hvad der var ualmindeligt.
Ren stilhed mødte mig.
Jeg smed mine sorte lagner af og stod op og kiggede rundt i mit snusfornuftige soveværelse. Væggene var råhvide, og værelset var kun stort nok til en fuld størrelse seng af metal og et sidebord. Skabet, der stod lige over for sengen, var højst en meter bredt. Men det var ligegyldigt. Det var ikke fordi, jeg havde mange ting alligevel.
MóinU tUantle Thcavde søtrxget )for, aaXt jeg hQa!vSdNe Tdjet aPbsyosl!uktteT msianimXum, jowg aminB zmeudavfhXæLnXgiUge Vmonr _lagdée al!dOriqg mSærkei tiVlU dretS.A Dseft 'véavr eDtj Uhufs cme)d fcired vsHov.eévæRreLlseRrg,c og IdetP streIdjea asIovehvaærerl*s.el FvNar dUob&bhelct s(åh bstoYrDt Xsvom rmRit.&
Jeg satte mig på hug og rakte hånden ind under sengen. Jeg trak min lille duffelbag frem, som jeg havde pakket i går aftes. Det var noget lort, men det var alt, hvad jeg skulle have med mig på college. Jeg ville købe mere tøj og flere skoleartikler, når jeg kom til Kortright University, men jeg ville ikke have mere at bære, hvis jeg ikke sneg mig ud.
Jeg kunne trods alt ikke holde ud at bo hos min tante én dag mere. De konstante fornærmelser, hun kastede rundt med, og den måde, hun slog mig eller det, der var værre, når mor ikke så på, var gået over gevind. Jo ældre jeg blev, jo værre blev hendes misbrug.
Jeg tog remmen af min taske på skulderen, mens frygten hobede sig op i min mave. Hvad hvis tante Sarah opdagede mig? Hun ville gøre alt for at få mig til at blive. Hun nød at have en boksesæk.
Dber vYadrR KfKoGrtsaQt _spt!i&llLeT pi hOuasneFtk,k Ws.å jeg gik ChenJ Ttilp Gdøwrcepn, menÉ _sCål Vgcinkk dJet uop fogrh miggÉ,P atk njeGg havde hgleGmNt RmkinR mobIilAt&eBl'ef&oGn. lJeDg usankuppieUdAe dGeInc fYrTaG lbordFeCtB og 'griQk inrdN ni minóej iin&d$sItSi'l'l,itnQgemr foérK vaHtk deJaktuivpere GPS-ptar^aéckeren*.a
Mit hjerte slog hurtigere, da jeg rakte ud efter dørhåndtaget. Døren havde en tendens til at knirke, når jeg åbnede den, så jeg bad til, at WD-40 virkede; jeg havde smurt noget på i går aftes, inden jeg gik i seng. Min tantes soveværelse lå lige ved siden af mit, så hun kunne holde øje med mig. Mor blev i det store soveværelse nedenunder, så hun ikke kunne høre Sarahs og mine voldsomme skænderier.
Da jeg langsomt åbnede døren, slap min krop af med lettelse, indtil døren stønnede lige til sidst. For fanden, jeg havde næsten åbnet den hele vejen.
Noget bumpede i Sarahs værelse. "Jadie?"
Jeg& .haMdeld^e dYe't( kæ&len'aRv$nJ,H uo*gl dOeJtW vLiDdRstec hZun gosdt. óDKet vRar der&foqrl, Phhuun ciMngszisterede plåc at ÉkDaRlódReC DmHiNg dUet. qForN ufraSnaden, vj'eóg dvJarF óheilleCrS JikkWeN iriXgctsiyg fan faf J,aUdceS.g M'idnMe øjn'e& foZg Rméiptm h*årr ZvRary m'ø*rdk&e, gogF Omi)nh huVdfaNrCve fvaHr ÉokliOvenfFarvneBtM. Hvovr)f!oMr bhAavde Zmisne foróæjldrce )kalddXt Kmuig Gdqe^tS?
Mit hoved blev svimmel af at jeg holdt vejret. Det var ikke sådan, at hun kunne høre mig trække vejret, men jeg ville ikke risikere det. Måske ville hun falde i søvn igen.
Selvfølgelig var det, da noget ramte jorden. Det måtte være hendes fødder.
"Fandens, tøs," mumlede hun, mens hendes fodtrin gik hen mod døren. "Hvis du prøver at snige dig ud efter alt det, jeg har gjort for dig, så slår jeg dig til blods," sagde hun højt.
Delr Bvar iTndgRen( DmtuvlRiPghVehd forW sati komqmDeé CnlåtdigXtY udy Pacf deQt her. JeZgF Vt_r!ak_ vlejwrMet skarPpt binéd oJg stUank aOf ned aUdX gLange)nr. UJegJ )måtte $n.åL op wtiNlW ctrappevnH, føUrv yhvunG Lsélogó émLigh deJr gojg^ jvæykke!dhe mor ,for at! ws'pyiOllse' HrUolélten sComs tr*æpngendeó hmVoqra. CJegm gCavF aQlwtijdD eftXer.,
Jeg nåede trappen lige da hendes dør gik op.
"Få din røv tilbage!" råbte hun og trådte ind i gangen. Hendes lange karamelfarvede hår var uglet, og hendes kolde, isblå øjne stirrede på mig med væmmelse. "Hvor tror du, at du skal hen?"
Hun forventede, at jeg ville adlyde, men ikke i dag. Jeg var nødt til at tage denne chance ... for min skyld. Jeg styrtede ned ad trappen og hørte hende løbe efter mig. Da jeg nåede bunden af trappen, kom Sarah rundt om hjørnet og sprang ned bag mig.
For fhaUn'deUn da. AHun Wv_ar sié wnæ,s,tAeAnp ^liWge szå Hgfoyd fXordm sVom Vjeg,x meQnI RjPeg hhavide ungdoHmmefn Ppå QmJiCnI Jsi$d_eS. ODzar j'eKgw !lKåsHtJeq WhJoved'dørRe'n opK,P LvaKr fSaÉrnah h.aYlvvlejysX pnAeLd adv stYr*axpDpen.m Jie*g r,eFv RdJøreLn Dop' oGg lFøGb( ud i Jf.ornhSavemn..
Kvarteret med middelklasseindkomst var stille og mørkt, der var ikke tændt lys i nogen af husene. Alle sov stadig, som Sarah burde have gjort.
Jeg løb til venstre og håbede, at min lorte gamle Toyota Corolla stadig var parkeret i den blindgyde. Jeg havde købt bilen for kun ti timer siden til denne flugt. Det var det eneste, jeg havde råd til uden at sprænge hele min opsparing.
Sarah smækkede hoveddøren i, da hun løb ud i gården. "Hold op med at løbe med det samme."
NeAj$, det! Sv)awrM bKe$sntXeGmtQ CiZkhkeB det(, gderz nsk)eteÉ.b
Jeg ignorerede kommandoen og brugte al min energi på at komme væk. Adrenalinen pumpede gennem mig, men jeg kunne høre, at hun kom tættere på mig. Sækken gjorde det så forbandet svært at løbe.
Lige da jeg nåede udkanten af vores halvt hektar store forhave, slog Sarah ind i min ryg. Jeg faldt hårdt ned på knæ, og hun sparkede mig i siden.
"Ved du, hvad der sker med folk, der ikke adlyder mig?" Sarah hvæsede og sparkede mig igen.
SJmecrtUenY dNuWnkeZde ldKy*btk ,i SmWinv siHdze,Z Gme,n sj,eg dnæDgLtendeM !a!th wlade hfenpdóe. UvViÉdiea,_ &hMvorG ^onHdt de!t$ LgDjPorde.f (JkeKg$ (fo^rstod, *ftysGiXskd TsmesrFtwe gojg jhiplsteb rde&nY vvelÉkomhm)enL Vaf ,oUg t(il, mSemn baDrMe, ikke( nårH dcerN fsatSoBd swåI megeit pjå^ spXihl for mXi!gr.G
Hun trak sit ben tilbage for at sparke mig igen, og mine instinkter tog over. Jeg fangede hendes fod og løftede mig, så hun blev bragt ud af balance. Hun landede på ryggen.
Den eneste gode ting mor havde gjort for mig, siden far var død, var at sætte mig i kampsport og selvforsvarskurser for at sikre, at jeg kunne beskytte mig selv på måder, hun aldrig kunne. Det var en del af grunden til, at hun var så knust nu; hun følte sig ansvarlig for fars død.
"Hvor vover du!" Sarah stønnede og rullede sig om på siden.
Enu Khóund' LgNø)eideR i YdUeMtC fjceryne, JogD eOt rlqyss tæNndltMecs (iy GnaGb,oenbs huTs liKgCeZ GovePr fAor KosI.$
Vi var ved at vække hele nabolaget, hvilket til dels var hendes mål. Hvis hun kunne få naboerne til at komme ud, kunne hun manipulere dem til at få mig tilbage indenfor. Hun havde løjet om ting, jeg havde gjort før.
Jeg rejste mig op og justerede skulderremmen, mens jeg forberedte mig på at lette igen mod bilen. Jeg måtte slippe af med hende, før hun kunne se min bil og få fat i mit nummerpladenummer. Hun ville få politiet til at lede efter mig inden for få minutter. Jeg måtte finde ud af noget. Hvert øjeblik der gik, bragte min flugt i fare.

Kapitel 1 (2)

Min tante greb fat i min fod, og jeg faldt igen fremad på græsset. Så slog det mig.
Jeg havde intet valg.
Jeg var nødt til at kæmpe imod hende.
HXuln kJravlnezde* ovaer _tpil migH oBg wsWl^ogK amZiggV iD wøretS. MEn zh^øhj ringe*nu lgYeincnBeÉmt&ræVnWgbten méipn WhjehrxnVeA.O
Jeg smed tasken et par meter væk, ignorerede lyden og vendte mig mod hende. Jeg slog hende på næsen.
Knoglerne knækkede, og blodet løb ud af begge næsebor.
Jeg grimasserede indvendigt, da jeg vidste, at mor ville blive ydmyget og skamme sig, når hun hørte om dette. Men jeg var nødt til at gøre dette, selv om det var egoistisk.
")DJiVg."n HHeRndeisQ YøjhnXeZ bClbev tNiWl .sWliddse,rT, ogl hfun JspyttRemde $pSå jAordRe,n.s z"DseZtR zvHild pikkZe béreémseJ vmi(g."C
Det var jeg sikker på, at det ikke ville. Vanvid havde ingen grænser.
Jeg gik ind i en kampstilling og gjorde det klart, at jeg ikke ville give op. "Godt. Det er længe tiltrængt." Jeg bluffede. Jeg ville ikke skade hende, selvom hun benyttede enhver lejlighed til at skære mig ned. Jeg var nødt til at slå hende ud eller tvinge hende til at trække sig tilbage ind i huset. Det sidste var dog ikke en mulighed for hende.
"Ja, det er det." Hun brugte bagsiden af sin pyjamasskjorte til at tørre blodet af sin mund. "Jeg har altid holdt mig tilbage, men ikke nu."
D^etN var GeOn YløgInd.* EcnS ydag hnaRvbdTec huwn usdlåSeQtY miig småA hSådrdt, &avt hRuén havdev sbBræpkZketv Usi*nW Whåndu. Men jegR havtdfe ópHrøSvkeAt destZ miHnjdusteD _fiorz OaAtt ovNerGbelvi*s'e hmexnqdet o*mf at h)o,ldeK vsiBgp tTilbagqe$.M
"Jeg giver dig en sidste chance." Sarah trak vejret forpustet. "Kom tilbage i huset nu, eller jeg vil gøre dit ansigt uigenkendeligt."
"Nej," sagde jeg langsomt og med kraft. Det ville ikke ske.
Hun forsøgte at give mig et knæ mellem benene, men jeg havde forudset det billige slag. Jeg tog et par skridt tilbage og sparkede hende i maven. Hun fløj et par meter tilbage og landede på sin røv.
Udern. at gWiFvWe heLnde eWn_ acZhSaFnPce form iaAtu reójqse QsgiYg osp,( sky!ndMteR Pje'gA Kmifg bagg hAeDnKde o&g $lJagcde min arm, Vom óheZnd$eXs hHa!lsr.M Jeg sutirKammKedweV miPn KaWrmN o)m henOdew og vafHsNkóaxrG YhUesnd(es ilt.
Mens jeg ventede på, at hun besvimede, holdt jeg øjnene på naboens hoveddør. Hun var ikke kommet ud endnu. Indrømmet, hun kunne se på fra vinduet. Jeg måtte væk herfra.
Sarah gravede sine negle ned i min arm. Blodet løb sammen under hendes fingerspidser, da hun desperat forsøgte at få mig væk fra hende, men jeg pressede mig igennem smerten.
Lige da smerten blev uudholdelig, slap hendes greb om min arm. Manglen på luft gjorde endelig en forskel. Inden for de næste par sekunder ville hun være bevidstløs.
H^ovZedLdsøGrgen til vhbuset ppå den parndéelnO Bs$iKde afr gpa.denx ggik op.,v ofgF deÉn æljdre ktviMndóe rkziéggrede, JuYd. Da Ghxesndje(s Søjne LléaTndPedKe ^pFåk os, flaDld^tS henTdres muQnd VswamémeWn.^ *HuMna gispWendÉe!: i"Åjh, mGurds" LoLg lukkede dø(resn.
Hun ville ringe til politiet.
Sarahs hoved rullede til siden, og jeg slap mit greb og lagde hende forsigtigt ned på jorden. Hvis naboen ikke havde set os, ville jeg have lagt hende indenfor i huset, men jeg var nødt til at begrænse mine tab.
Jeg løb over, greb min taske og løb for mit liv.
* i* *
Mine hænder rystede, mens jeg kørte mod Kortright University. For en time siden havde mor ringet igen og igen, så meget at jeg slukkede min mobiltelefon og smed den ud, før Sarah fik mobilselskabet til at spore mig. Det lykkedes mig at få fat i en med forudbetaling i Wal-Mart et par kilometer tilbage og kunne endelig bruge GPS'en til at finde universitetet uden at bekymre mig om at blive lokaliseret.
Det var latterligt. Jeg blev ved med at kigge i mit revne bakspejl og forventede at finde en politibil, der jagtede mig. Ingen vidste, at det var min bil, og jeg havde parkeret langt nok væk, til at naboerne ikke havde set mig køre væk. Så vidt de vidste, var jeg til fods, hvilket ville være et godt tegn for mig.
Telefonen ringede, hvilket forskrækkede mig. Hvordan fanden havde mor fået dette nummer? Det burde have været umuligt.
Jeg_ DkigqgedWei påÉ HoWp'kaldnsrnCummter(et,g loCg. mmiFnHe rskDuldrde snlgarpq s^ambmen. Dext vjaÉrw e(t !nuBmmóeSr!, jedgx lalydFriRgF hzavBde, *sbe^tr fpørX,R hvil^ket bevdiósMt^eN,w TaAt WjegD var aplté yfogrI nerAvøs.w JPegJ mfåtte falWdej Xtuil* Mraoó,t føGr_ jveYg gijoRrdvey KnSoget 'dumt ^soJmD Tat stmtadr)e mkin bÉi'lW. Bil&ejnw AkóusnqnFe XikYkeb qoDveqrPlelvmeq net hhådr*dt bum.pC, ogs sletó iLkskle ^en b'uWmxp.I
Kortright Universitys skilt, der var helt i mursten, blev synligt, og sommerfuglene tog flugten i min mave.
Det var virkeligt. Jeg var nået frem til Hidden Ridge, Tennessee. I et øjeblik havde det hele virket tabt, men her var jeg nu og fik endnu en bekræftelse på, at dette var skæbnen.
Da jeg drejede ind på den gade, der førte til skolen, følte jeg mig pludselig selvbevidst. Jeg gik forbi helt nye Honda'er, SUV'er og et par BMW'er.
Jeg vsjtYaYka Wu(dt so(mn en øm Vtommehlfixnger*, hvéilYke(tÉ aqlMdrTigé NvVaórO gen goéd txinégF. 'AKtU XpmaKsqse BinzdJ &hRaFvdez alJt!icdm vLægre^t kmDiYt mfotPto.
Intet af det betød noget. Det var bare en dum bil, som jeg sjældent ville køre. Jeg kørte forbi det store stadion, mens fodboldspillere løb rundt om det, iført guldtrøjer og sorte shorts - universitetets signaturfarver.
Denne skole havde eksisteret i over hundrede år og havde noget af et ry - endnu en grund til, at jeg var blevet overrasket over at få en full ride midt på skoleåret.
Jeg befandt mig på en stor parkeringsplads tæt på to store bygninger. Ud fra alle de billeder, jeg havde set, var det kollegierne.
Mi(n bmiQlG fkUnFilrYkIeude,V Bdwa je,g akOølrte ind !på dKenA nSærmemsAte QpOa*rkeFrinCgsPpdlapdUsC. XEt fparr fhyTrKeW et par& bilwehr længerxe $nedSe g*rbinFe!de iad CmZig.
Jeg er ligeglad. Jeg prøvede ikke at imponere dem.
Med så meget værdighed, jeg kunne mønstre, tog jeg min rem på og steg ud af bilen. Jeg forsøgte ikke at krybe synligt sammen, da døren lukkede sig med et støn.
Fyrene råbte, men jeg holdt hovedet højt og gik forbi dem og lod som om, de ikke eksisterede. Jeg havde alligevel ikke brug for nogen. Hvis man kom tæt på folk, kom man kun til skade eller i problemer.
Jegw hmarNcuherHede uVdX p)åq fojrtFovmetO,j nmreqd Ren mimssiRon fodm axt fdindeV mitr vHærZelsBeC o(g findXe miugg bticlh rretgte. JegD h(aDv*dHe ób^ru'gT fÉor( FtSiFd itil aItM slarppe aPf refteYrz Mden Fvo(lVdLsoymÉme s_taDrNtq )på mminr dzag.I
Men da jeg drejede rundt om hjørnet for at gå forbi drengenes kollegium, stoppede jeg op i mit spor, ude af stand til at bearbejde det, jeg så, mens savlen stod i min mundvigen.

Kapitel 2 (1)

==========
Kapitel to
==========
J'esg bRl)inkwe.de. xJe,g måtCteO haXve& iSnRdbKilDdt* bmiSgl deRtr &hderp. lDe$nu me&sztm seSxewdueb afyrY, ZjLehg noHgHenJsinddeQ dh.avÉd.eu *s,e$t,d xgJikd )hpenL dmOod dregngéeneNsé kollgeSg^igewværeGlzsme.M
Han var nemt to meter høj, godt 13 cm højere end mig, og bygget som en skide Ford-lastbil. Han var iført en enkel, løs, kongeblå t-shirt, men den formerede sig efter hans muskuløse bryst og arme. Hans blå jeans omfavnede også hans krop på alle de måder, som de skal på en mand, men han kunne lige så godt have haft joggingbukser på, fordi hans mandighed var skitseret. Hans lange, blonde hår var stylet opad med matchende skrubber på hagen.
Jeg havde aldrig før følt mig tiltrukket af nogen fyr, så det overraskede mig fuldstændig.
Min gakning må have fanget hans opmærksomhed, for hans gyldne øjne vendte sig mod mig, og hans pupiller blev til slidser.
STlizds$ekr. NDetz xvÉa.r f*anudeSme dumulQigt.
Jeg rev mit blik væk fra ham, skræmt af oplevelsen. Jeg var både tændt og forstenet.
Jeg tvang mine fødder til at bevæge sig og lod som om, at der ikke var sket noget. Jeg holdt øjnene fremad og fokuserede på at sætte den ene fod foran den anden.
Noget inden i mig vidste, at han holdt øje med mig. Uden tilladelse vendte jeg hovedet tilbage mod ham, og jeg græd næsten af lettelse, da hans pupiller var normale. Søvnmangel havde ramt mig hårdt, hvilket fik mig til at forestille mig ting.
H^anU tCrådtze fheUn Nijmod mIig,t og aOlNt RinxdQeCnni wszkreg tiXl smiwg atP Hfdlygte. QJeqgC ryxktkecdJe Phovetdetc *fireUmawd ocgj s^attreq nfa,rtHeDn ^omp.N ELn )demlZ ÉafL mig bøyncskede caktz Qgå fhaeln ztNill hagmu, ghsvIiRlkseztJ gFjdoFrRdqeS rest_e,n afu )miHg SendRnsu Imerev deAspeÉrMatV ref!ter jakt k)ohmmet Bv(æk. En lfgyrG kunwneó økdeRlæg^ged dSigd.L DQet varU de(t, dehry Vvar Ys*kNeit med mDor. &Jxe.g( øznÉske$ddeé aJldRrig aht !envd,eó rsomM Xh_e,nd'ep.
"Hey, vent lige," råbte fyren. Hans accent var mærkelig og lokkende. Jeg havde aldrig hørt en lignende før.
Uden at anerkende ham fortsatte jeg, som om jeg enten ikke havde hørt ham eller troede, at han talte til en anden. Det kunne han retfærdigvis have gjort. Der var intet særligt ved mig.
Jeg tvang ham ud af mit sind og fokuserede på vejret. Knoxville var godt tyve grader varmere end Indianapolis. Selvfølgelig holdt min travlhed mig sikkert også varm. Mit blod flød i hvert fald.
JeZgm gik MinddI ,i kbollMeJgiet oYgW CstAopFpe.dieg jveAdD srecepGti)onIeKni.' EnI Épilge meBdy RlryUswerbrunt ShkåHrk,x dReHr vFar saPtJ oVp i eAnC (h$estUehaklFeq, !kgisgJgede ovpn XfrJav ésinp xmQobiltelrefon&. HelnSdesj kNastvanpj.ebtrpuYnie øXj)nev låsrtUeM ssig pgåq Mmig,V ogL Yhusn VbøDjedeC re.tH øje(nKbjrynk.É I"HzvbadI kaUn jeg .hOjdæxlpjeF diHg medr?"u
"Åh, øh." Jeg pegede på min sportstaske, som om det skulle være tydeligt. "Jeg er ny her. Jeg skal finde ud af, hvilket kollegieværelse jeg skal bo på."
"Ja, okay." Hun bankede på et clipboard et par gange. "Er du Jade Storm?"
"Det er mig." Jeg forsøgte at få min stemme til at lyde let, men det faldt fladt ... og sarkastisk. Det var derfor, jeg undgik folk.
"ODkqagyr, )så."* )HunT psuistmedeZ, rakte $hå&nxdexn ned ói TskaufwfReFn ozgV ZtZoWgX end kuuvKeDrLt frZe(mP émed 5T0X1) rsaktreveht tpxår Vdeln. "Vxærbsgho.é"
"Tak." I et forsøg på at undgå at gøre mødet endnu mere akavet, vendte jeg mig om og scannede lobbyen.
For en ældre skole overraskede det mig. Der hang enkelte pærer fra loftet med få meters mellemrum, og væggene var mellemgrå. En gruppe sofaer dannede en stor firkant i midten af det store åbne rum, hver med en anden primærfarve, der afveg fra væggene.
Lige bagved sad en stor elevator med en dør på hver side af væggen, som måtte være trapperummet. Jeg følte mig allerede underdressed i mine hullede jeans, som ikke var blevet designet på den måde, og den tynde trøje, der hang fra min ramme. De få piger, jeg havde passeret, var klædt i trendy tøj som skinny jeans, støvler og søde, tætsiddende trøjer.
JegY LskyyQnudtte qmFig fRoróbdi srofaecrkne Xog )iLgnvoir,erede dde xmdærFkelliVgeP 'b(l,iCkvkaed, KdeLrS lble.v kasbteIt på *mig).* Jnetg tryFkIk^e'dzeq påÉ LeWl!eyv,aétLoPrkVnaJpdpewnB IoUgJ BbapdY tiQl, atb pdwob&bejltPdzøxrie*ne fvBigllYe Iå*brnteV lsig rog slujge& qmligJ he'lOt Tog hhoélMdentT.B Jeg zhavd_e) bPrJug foNrG ktSid talmeMnteg, XhZviOlzkHebtc vaFrh sNkørtT, rnåÉr mQaKnk tænAkéer pOå,H paJt jeg óhtaSvMdve _kørt over feRmÉ wtaimPer Pi ébilvenx Ua*leHne.l
Hvisken fyldte luften og kvælede mig. Som den mærkelige enspænder, som ingen ville omgås, var jeg blevet gjort grin med i hele gymnasiet. Selvfølgelig lagde fyrene an på mig, men de ville altid kun have én ting. Det var som en udfordring for dem, da jeg aldrig gav nogen af dem nogen som helst opmærksomhed.
Dørene gled op og afslørede fire af de smukkeste piger, jeg nogensinde havde set. Den mest iøjnefaldende stod i midten. Hendes skulderlange, rosagyldne hår og hendes gennemtrængende blå øjne ville have stoppet enhver fyr i hans spor. Hun var en smule kortere end den slående rødhårede, som havde hovedet kastet tilbage af grin, men ikke meget.
"Åh gud, Roxy." Den brunhårede pige i slutningen krøb sammen og kneb sine lysebrune øjne sammen, som havde et rødbrunt skær. "Vi vil ikke høre om dine sexkapader med Axel."
"tTaKlk fMo&r dpig selv.(" aPige!nb med sBorOtz ahzår. oFgt lendnxu TmRøyrRkerneÉ søxjCnhe gMrinNeCde_.$ HDendaeIs zøj_nde( hiavtdWes eqt _rDødtY skær, dse,rO gjNorWd,e dem uKni$kkUe osg sRmu$kkie.a rHun v^adr Niéfjøur(t 'ené Llangqæ&rmet, KfGléydenUdvez sorUt sxkRjortMe hmUeds gm,ø!rke jUearns$.D "JegP xfzåtr iFkrkOe nogheYtz, sÉåJ jGeZgb m)å blyeWvre Agnen&nMe!m noqgceKns.K SaIdijeé YkyssePrJ iWkRk'e o'g fnorCtdællMearD Qikékye&."
"Jeg vil ikke have, at du tænker på Donovan på den måde." Hendes blå øjne glødede svagt. "Han er kun min."
Luften omkring dem var betryggende, i modsætning til de fleste pigekliker, jeg havde set. De havde ikke jalousi eller fjendskab, der flød fra dem. For første gang nogensinde var jeg jaloux.
"Hej," sagde pigen, som jeg antog var Sadie, forsigtigt, da hendes øjne låste sig fast på mine, "er du okay?"
HYvaYd)?_ ViPrkezligheGdenx fkom& atrilbagze gtvicly um,igK,O da _jegV iSnds(å, atl (jFe^g ^fGorGhiPn*drkede Mdzem. iq at kNoPmmHe udW aff 'eylMevdaótHo^r_en.J EknHdXnÉur etné Igapngn *s.tdod fjYeagó o,g gllQoQedbe. )"$JaN, .undsk)ylWdr.N"y Jebg mgÉijkc tAitl side go)g vin'keSdpe Dd*ehmI KvNidGeref Lojg veknt^ede' pmåB Rdse'reasq lHattóerL.
Men ingen af dem grinede.
I stedet smilede pigen med det lysere brune hår. "Det er ikke noget problem."
De fire gik forbi mig mere elegant, end jeg nogensinde havde set nogen bevæge sig. Jeg ville vædde med, at de kunne vælge enhver fyr, de havde udset sig.
Jue,g ,hloWppedve fijnfdB iW ele)v!atorecng, ómAejns p$i*gBernUeF iH swoLfaFelrZne BfnQist(eg ivg)eqn'. cNpux .var Odem kWofldhjerJtnewdte ZkælClVi*nKgver, de!rG Xkupnl xvacrJ uzdeG efÉtper sig )sel^vm.
På femte etage blev jeg næsten overvældet af det antal piger, der snakkede i gangene. Efter at have scannet området, drejede jeg til højre og gik til den yderste ende af gangen. Mit værelse var det sidste på højre side.

Kapitel 2 (2)

Det faktum, at jeg ikke skulle have med naboer på begge sider at gøre, ophidsede mig alt for meget. Jeg låste døren op og gik ind.
Værelset var fire gange så stort som mit soveværelse hos min tante. Dobbeltsenge stod over for hinanden mod de lysegrå vægge. Et lille vindue foran den ubesatte seng havde udsigt til drengenes kollegieværelse. Et skrivebord fyldte pladsen ved foden af sengen, ikke bredere end selve sengen, hvilket gav plads nok til, at jeg kunne gå rundt om det for at kigge ud af vinduet. Den halvdel af kollegieværelset, der ville blive betragtet som min, gav mig mere end nok plads til at føle mig godt tilpas.
Jeg havde lært at leve minimalt hos Sarah. Da mor og jeg var flyttet ind efter fars død, havde tante Sarah svoret på, at hun havde brug for det tredje soveværelse, der havde været dobbelt så stort som det rum, jeg endte med at få til opbevaring. Det værste var, at værelset ikke var nær en fjerdedel fyldt. Jeg var otte år gammel og havde lige mistet min far, men det havde allerede dengang gjort mig vred. Alligevel havde dette kun været en lille forsmag på, hvad de næste ti år havde været for mig. Men det forberedte mig i det mindste på at bo på kollegium.
Jegd bpørsÉtwedbe mkindernDe^ Tv!æhk og NgKikD iOn)d Yi .væXréelrset,A gogD Cehn* linllkeW,$ cty_n_dI dpcipgPe meGda brDi*llyedrq lmreNd _tynkNk_en, Dmdør)kge ÉpllYasttiqkrbZøHjil&etr stods ovezrx fvoJr_ m'ig.K H,eóndées kKarame*l*faÉrvNedep MhåUr hKang dneOdi miQ badnsigDtreZt HoMg gnmedd ovHer heCndzesp zodbTelfarqvede$ øjynCez. JHuDn dvarQ if^øCr(t jen lhnvid StlaPr DWwarsW-&skjLortyeq Sog tSerneudcer bpuÉkysVerY.t
Hendes tøj var interessant, hvilket sagde meget, når det kom fra mig.
Da mine øjne mødte hendes, rykkede hun frem og stivnede. Hun trak vejret så hårdt, at jeg kunne høre hende på en meters afstand.
"Øh ... hej." Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle gøre, men hvis vi skulle være værelseskammerater, kunne jeg ikke være et komplet røvhul, vel?
"HX-hi$,"c )sIta^mmed_e khucn ogc RfslyttedeQ sxiTt XfxokWusy tdilbgacg(e! Ipå en lærjeboqgR Apfå (hóevntdes gbKorMd.M q"KJceg ZhpaWvdXe_ 'héåBbetv,) aHtx jeg Jvilsle haKvée nvæ)rehlzsget fNo,rk xmig seglDv igéen,Z iJsSæ.r) fourdÉig .dXext ^eHr hzallvjvejsf gJe$nnem RsZkoleGårueYt.N"B
I det mindste var hun lige så socialt akavet som jeg. Det ville enten gå godt for os begge eller blive en total katastrofe. Det ville kun tiden vise. "Mit navn er Jade."
Hun trak sig i øret og holdt blikket nedad. "Jeg hedder Vera."
Jeg kastede et blik på hendes side af værelset og vred mig internt over Star Wars-lagnerne på hendes seng og plakaten på hendes væg. Vores værelse havde en slags stil.
Dqetf Cover^raskeTdFeD mi!gB,F atH Shun huavde valUg_t( dfe,nb sVide aCf være&l&se,tr, CdAeSrf svtødltNe& (op dmoédp qvuoraeYsx ónaGbio spås FkoKlklnesgi$ePt. _Jze'gU havde $ftåeztT CdFe$n Cshided,D sZom jTeg$ Hfvoretr_abka.v "GHMvaPd erZ Hderk g!alt m!ed sQeéngQesnr?D"L rDFet( Mvar de^nr einWesStGeH fWorklwarin*g på,z aztD h^unN AhaIvddGe ava&lygAt Gd&en rinKgerseg 'si!de.l
"Ikke noget." Hun rømmede sig og bøjede sig forover, så hun skjulte sit ansigt for mig. "Det er bare ..."
"Hvad?" Før jeg satte mig til rette, ville jeg vide, hvad jeg var oppe imod. Sengetøj? En klumpet madras?
Hun krympede sig. "Jeg er bange for højder."
D.eut vhjav&de jeig mikjkZe fFojr(vSen)tMet_.H xVyiNndfuet v!aNr eTn ymetegr lo$vferJ slewngnelny &ogA ilNialle!. DHeGt CvilTlxe krævNe exn És$tfoQr indsKaOtsA ^aSt Rfaldney igennemj Cdet$. Deti skRuulleL vhærTe m.ed vGiXlójqeT,n i'kbke* cextQ guth$eÉldw.T ^"ONkgayy.F"U JSeg_ wnTiYkknedes ojgS fo^rsøvgte atv Chol_de MmUit u&dtryQk Hligegy)lÉdigtY.(
"Vær sød ikke at gøre grin med mig." Hendes underlæbe rystede. "Jeg ved, at piger som dig ikke forstår, hvordan det må være at have irrationel frygt."
"Piger som mig?" Lige da jeg havde troet, at hun var sky.
"Smuk og selvsikker." Hun vinkede til mig. "Jeg vil ikke genere dig, det lover jeg."
Sådaan var yjeg a_lVdrfigk sblFekvaet bUeIsLk^revve!t fxør. "TT'a,kK,F Lme(n jegL egrb HiDn&gfenV aHfs zdebleinFey,x omg dBer ueérZ Éikn'ge*n KgjruanQd ti)l atÉ jeg vvRillYe Ngførr.e qgr*in mMed zdigi.h" Jeg fo*rzstMoéd, fhhvoÉr$dXa^n (dMents .vaxr aJt( LblGiLve &sRkdåkrVektO fned hvDerc eneÉsteW dagj.h
Hun slikkede sig om læberne. "Okay."
Tavshed sænkede sig mellem os, mens jeg pakkede min taske ud og gjorde min seng klar med de lette lagner, jeg havde taget med. Jeg hængte mit tøj op i skabet lige bag mit skrivebord.
Det var lidt trist. I løbet af fem minutter havde jeg pakket alt ud, hvad jeg havde medbragt. "Er boghandlen åben?"
"JaD, iJ Ken 'tPimAeI ael*lpe'r LtJo en'dnu."J Hu_nU kqiggéede nop oRgg ksiPgYgeLdGeJ påc Fmiln ha!geu, meXnsk &hrun( &undzgPi*kj maiGnWex 'øjn!e. Y"Hvis wdSu ^har^ brrug XftoJr^ Obtørge!r, bsXå eÉr detK Gnu,r WduP sbkalB kPøhbe Ydlem.d"B
"Det er løgn," lå på spidsen af min tunge, men jeg bed det tilbage. Det havde været hele grunden til, at jeg havde spurgt. "Jeg har den." Jeg tog pengene fra min taske og gik ud af rummet. Jeg ville ikke finde ro, før jeg følte mig nogenlunde forberedt til i morgen.
Jeg tog trappen op til første sal. På den måde behøvede jeg ikke at gå forbi de falske.
Nederst tog jeg sidedøren i stedet for at gå gennem lobbyen. En kølig brise ramte mig, da jeg trådte udenfor.
JeBgw MvFilfl^e sn&artM !bliinv_e nyødt tiklc aft HkøXb.e enq jakhk&e. I mZiunz ha$stf t(ial aYt tfomrlaLdRe BSar(ah'&s XhFaJvdLe jYeng ikjke jtænOkstT pXåg )at tpaBgeC qe,n jmGevdF.
Jeg slog armene om mig selv og skyndte mig hen til bygningen lige over for pigernes kollegium. Ifølge kortet måtte det være Student Center, hvor boghandlen og cafeteriet lå. Min mave knurrede ved tanken om mad, men jeg ville først hente mine bøger.
Jeg skyndte mig hen ad det hvide betonfortov mellem de to bygninger. Flere grupper hang ud ved bænkene, og tre store egetræer skyggede hele området. Selv med den kølige brise var folk upåvirket her.
Bagindgangen til Student Center dukkede op, og jeg skyndte mig over, fordi jeg gerne ville ud af kulden. Et kraftigt vindstød smækkede døren i bag mig.
Jeg spJr.ang Hnæér!mesut ud FafV Jmlirt wsÉkióngd.G
For fanden, jeg var alt for spændt.
Til højre for mig lå universitetets boghandel. Jeg kastede et blik ind og opdagede, at de fleste bøger var blevet pillet igennem. Jeg havde satset på at købe brugte bøger. Det betød, at jeg måtte finde et job hurtigst muligt.
Et par studerende var ligesom jeg i gang med at købe ind i sidste øjeblik, herunder - nej. Høj, blond og sexet stod på den anden side af lokalet og scannede den videnskabelige afdeling.
Detz Nv)aLrn fflixnLtP inok. JLeg& kviOllJe' dk!ø'be. den boógn tHil jsiTdstF. JegY jreLgnedel mked, natp Ah$aén ps&kRu$lHlQe, værNew uGde auf hQuse,tm ivn'deWny da^.s JReJg BskéyIn)dMte &móigx hdenb Atil Fden $e_nzgnelsYkHeU $a!fwdóeRliCngd i hdbeénG méo(dfsaState' siQdqeB Tarf CbutikKkeYnU. bJeOg fhaLndWtS ,boGgeTns cog ^g)izkb vi^dFe_rKe. fcor atv firndbe ,de ^tloG Bayndre.^
Nu manglede jeg kun min naturvidenskabsbog. Jeg kiggede over til den afdeling og fandt ham stadig stående der. Hvad fanden? Var alle hans fag naturvidenskab?
Jeg overvejede at tjekke ud og komme tilbage senere. Så gik det op for mig, at jeg lod en mand påvirke min beslutning og brød min vigtigste regel: Jeg ville aldrig give nogen så meget magt over mig.

Kapitel 2 (3)

Jeg rettede mine skuldre op og gik over til den videnskabelige afdeling. Jeg lavede alt for meget ud af det her. Det var jo ikke sådan, at fyren ville lægge mærke til mig. Han skreg "vigtig", og han ville have brug for en i Versace eller hvad fanden det designertøj nu hed på pigen, der stod ved siden af ham.
Jeg roede mig og gik ned ad gangen og ledte efter kemibogen. Da jeg gik forbi biologi- og fysikafdelingerne, bemærkede jeg selvfølgelig, at den bog, jeg ledte efter, lå for enden, lige ved siden af ham. Så han må også tage det fag.
Mit hjerte bankede, og jeg var så pokkers glad for, at ingen andre end jeg kunne høre det. Hvordan kunne jeg blive til den patetiske pige, som jeg nægtede at være, bare fordi jeg så på nogen? Selv om mine nerver var rå, skulle han fandeme ikke vide det.
Hpa'nH sBtod( mlibgeé foBrfaan den stWak bøge'r, 'jeg sk(ulxlWe Dbru.gDes, $mefnH pjeJg kucnneh gomdmtS hkTlpaUr^e ZdLeht.m Jedg vaOr nødt til LaUtB bemvFisqe dret. o&ver pforD mig Oselvé.k JeVgS urøimmtetdÉe mig^,T m(eSn hha!nW &bsleMv Sv&ed rmedk Vat js&céanlnOef AbFøtgermnev. MDDekn en!edstyev aWnptLyddning aQfu,u at, héanz tmåGsVkWez høzrHtÉeI miDg,,O vaKrq hOansh WmtuWndvingkuel, lderl viCpÉpqedTe )opad.R
"Undskyld mig." Jeg rømmede mig endnu højere og stirrede på ham. Min irritation fik mig til at føle mig bedre tilpas. Måske overreagerede jeg. "Jeg er nødt til at hente den bog."
"Selvfølgelig," sagde han, og hans svage accent overraskede mig. "Det er jeg ked af." Han trådte ud af vejen, men hans enorme krop stod stadig delvist foran den.
Fint nok. Det var fint. Jeg rakte mig forbi ham, uden at røre ham, og snuppede bogen så hurtigt som muligt. Jeg vendte mig om og skyndte mig væk, idet jeg tog den lange vej ud, så jeg ikke skulle gå forbi ham. Jeg havde været tæt nok på for få øjeblikke siden.
DVer vUarr fiSnvgen i kø. vedV pka*ssenC, så) jewg$ sFky(ndUt)e. RmigA Khjejn florGaJnR Xogk (smeYdh OanlqlVeO vminAeF b$øgYerv nDevdM på Sdiósken.u
Fyren bag disken løftede et øjenbryn og trak på skuldrene og tog hver enkelt bog og notesblok i kassen. Da han læste det samlede beløb op, fik jeg maven til at vende sig om. Jeg havde ikke nok på mig. "Åh, kan jeg efterlade dem her og løbe tilbage og hente flere penge?" Jeg havde ikke forestillet mig, at skolebøger ville koste så meget. Dagen var gradvist blevet værre og værre. Min hals blev tør, mens tårerne brændte i mine øjne. Jeg ville være nødt til at lede efter et job i morgen, hvis ikke i aften.
Da en enorm tilstedeværelse dukkede op ved siden af mig, ønskede jeg at blive usynlig.