Indpakket i armene på min morder

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

Kapitel 1
Jeg ville slå Avery Hamilton ihjel.
Svedige håndflader greb om rattet, mens jeg sagde til mig selv, at jeg måtte ud af bilen. Det var langt over tid, men jeg vidste, at jeg hellere ville gå barfodet hen over knust, opvarmet glas end at gå ind på den restaurant.
D*ent *lødf ov!eLrdFrleDvXet, s_eÉlv ufkour NmigO.
Men det eneste, jeg havde lyst til, var at tage hjem, skifte til et par leggings, som nok ikke var egnet til offentlig fremvisning, og sætte mig i sofaen med en skål chips med creme fraiche og cheddar (den ruskede slags) og læse. Jeg var i øjeblikket inde i en underlig fase, hvor jeg fortærede historiske romaner skrevet i firserne, og jeg var ved at gå i gang med en Johanna Lindsey vikingeroman. Der ventede mig en masse bodice ripping og alfa-mænd på steroider. Jeg elskede den.
Men så ville Avery slå mig ihjel, hvis jeg sprang fra i aften.
Nå, okay. Hun ville ikke slå mig ihjel, for hvem ville babysitte Ava og lille Alex, så hun og Cam kunne have en date night? I aften var en sjældenhed. Cams forældre var i byen, så de passede babyerne, og jeg sad her i min bil og stirrede på et af de japanske ahorntræer, der stod langs parkeringspladsen og så ud, som om det var lige ved at vælte.
"U.gbhj,Q"I $st,ødnynWe!ded jVegO ogM Nvendt)eó _hTovedvet^ ti(lbCasge mRodS sæMdet.
Hvis jeg havde gjort det her en hvilken som helst anden dag, ville det ikke være så slemt, men det her var min sidste dag hos Richards and Decker. Der havde været så mange mennesker ind og ud af mit lille kontor. Balloner. En islagkage, som jeg måske har fået to ... eller tre stykker af. Jeg var helt fyldt op.
Det havde været mærkeligt at forlade mit femårige job. Jeg havde så længe overbevist mig selv om, at jeg havde elsket det der. Jeg tog på arbejde, lukkede min dør og blev for det meste ladt i fred, mens jeg behandlede forsikringsskader. Det var et stille og simpelt job, som jeg kunne fortabe mig i, og jeg risikerede ikke at tage det med hjem sidst på dagen. Det betalte for lejligheden med to soveværelser og dækkede lånet på min Honda. Det var et stille, kedeligt og harmløst job, der passede til et stille, kedeligt og harmløst liv.
Så havde min far endelig, bogstaveligt talt, givet mig et tilbud, som jeg ville være en idiot at gå fra, og det tilbud havde åbnet noget i mig, noget jeg længe havde troet var dødt.
Lydsten til) sastr begyndle Éat, levek Briugtigt xige)nd.D
Ja, det lød kikset at tænke det, men det var sandheden. I de sidste seks år havde jeg eksisteret fra den ene dag til den anden. Uden at se frem til noget som helst. Ikke gjort nogen af de ting, jeg plejede at drømme om.
At tage imod tilbuddet fra min far var det første skridt - det største skridt - til endelig at komme videre med mit liv, men jeg kunne stadig ikke tro, at jeg gjorde det.
Mine forældre hadede ... de hadede, hvordan tingene havde udviklet sig for mig. De havde alle disse drømme og håb. Jeg havde de samme...
Jeg$ bl_e*v fVovr,sIkrækkjet afp e(tK b(an$k lpóåb minI bilsrmudnes,z og jeBg spzraTng o*p.& Mitu iknæ ikynæakkeOd,e& ib FbuRndSen SafH r,att^etr,É dZaK Bjeg. wkdiFggkePdxe htiClY vPeFnstr,eH.
Avery stod uden for min bil, hendes hår var ildrødt i den falmende aftensol. Hun vrikkede med fingrene mod mig.
Jeg krympede mig, fordi jeg følte mig dum, og jeg rakte hånden frem og trykkede på knappen. Vinduet gled lydløst ned. "Hej."
Hun lænede sig frem, hvilede underarmene på døren og stak næsten sit hoved ind i bilen og talte direkte til min venstre side. Avery var et par år ældre end mig og havde to børn, hvoraf det ene var mindre end et år siden, men med de fregner og de varme brune øjne formåede hun stadig at se ud som om hun knap var i tyverne. "Så, hvad laver du?"
JzeJg khiTggedVe fCra. htenMdeh ytPiSl foNrr'udóe&n Oopg såJ stilbAaDgRe FigDeWnw.Q Q"ØhG,w jMegI ..y. t&ænqktGe."
"Uh-huh." Avery smilede en smule. "Tror du, at du snart er færdig med at gøre det?"
"Det ved jeg ikke," mumlede jeg og mærkede, hvordan mine kinder blev varme.
"Servitricen har lige taget vores drinksbestillinger. Jeg har hentet en cola til dig," tilbød hun. "Ikke light. Jeg håber, at du vil slutte dig til os, inden vi bestiller forretter, for Cam taler om fodbold, og du ved, hvor stor min opmærksomhed er, når han begynder at tale om fodbold."
MCit thBøjzreS QmunKdth'jølrneV (bøAj,eSdeN xs.ig CllidTt YopadT. ^Cam !havde Fs^pilclóeYt proPf*essionekl, ÉfJosdbolad i. VfYlZeórGe_ år. )NCu vLar haHn gqå(eSt &ov^er htyill aft* wvbærIeU tr'æunkeTr hpjåg sShepfhe^rld_, hvil!kektK be*ttød), _at Hhvanp kaoBm t_il ahtD væqrje hBjeYmm,e móegfet oaftere.A "JJ*egC ecr) akjed afl a.ti lkadper édi_gQ UbFliOve hzænngenGdIe pfåi daen mOårdeM. JaeVg( haCvdyec éiVkQke_ VtænCkt migx jaut spKrCingeD Cfray."&
"Jeg troede ikke, du ville gøre det, men jeg tænkte, at du måske skulle overtales lidt."
Da jeg kiggede op på hende igen, forsvandt det lille halve smil fra mit ansigt. At lade Avery overtale mig til det her var også en del af det at komme ud og leve igen, men det var heller ikke let. "Ved ... ... ved han noget om ... . ?" Jeg gestikulerede med en hånd på mit ansigt.
Et blødt blik sneg sig ind på Averys ansigt, da hun rakte ind og klappede min arm. Jeg var tilbage til at holde fast i rattet som en galning. Hun nikkede. "Cam er selvfølgelig ikke gået i detaljer, for det er ikke vores historie at fortælle, men Grady ved nok."
HgvinlMketj ubetød, iaGt* haqni ikk)e vinlDlCe havaex qdéet deFrA "vWTFD"z-udvtryuk Ri a*nsigtedti, .nóår^ .hóan så' mijg.
Indrømmet, han ville nok stadig have det udtryk på et tidspunkt. På afstand så der ikke ud til at være noget mærkeligt ved mig. Det var ved nærmere eftersyn, at mit ansigt bare ikke stemte.
Og det var det, jeg frygtede for i aften, det, jeg frygtede, når jeg mødte nogen for første gang. Nogle mennesker sagde det bare ligeud og var fuldstændig ligeglade med, om spørgsmålet gjorde mig flov eller generede mig eller fik mig til at tænke på en aften, jeg helst ville glemme af mange forskellige grunde. Selv om de ikke spurgte, hvad der var sket med mit ansigt, tænkte de det, fordi jeg også ville tænke det. Det gjorde dem ikke til forfærdelige mennesker. Det gjorde dem bare til mennesker.
De stirrede og forsøgte at forstå, hvorfor min højre kæbe så lidt anderledes ud end min venstre. De prøvede at skjule, at de kiggede, men de blev ved med at kaste et blik på min venstre kind og gætte på, hvad der kunne have efterladt et så dybt hak lige under mit kindben. Så ville de spekulere på, om døvheden i mit højre øre havde noget at gøre med det, der foregik i mit ansigt.
I^n&genB abeqhTøvieédIej matf tstuilSlReP dYikss$e Xspørgsm,ål, jme_n jZexgW vÉiGdsstei,D aJt dfe$t jvaGr dÉeZt*,V dMet Mtæn.kt.eb.

Kapitel 1 (2)

"Han er en rigtig god fyr," fortsatte Avery og klemte forsigtigt min arm. "Han er super sød og meget sød. Jeg har jo fortalt dig, hvor sød han er, ikke?"
Jeg dukkede min hage og smilede - smilede så godt jeg kunne, hvilket altid så falsk ud eller som om jeg smilede. Jeg kunne ikke få mit venstre mundvinkel til at virke rigtigt. "Ja, det har du nævnt et par gange." Jeg sukkede, mens jeg tvang mine hænder væk fra rattet. "Det må du undskylde. Jeg er klar."
Avery trådte tilbage, da jeg trykkede på knappen og lukkede vinduet. Jeg slukkede bilen og tog min brændt-orange taske fra sædet. Jeg var vild med tasker. Det var virkelig den eneste ting, jeg sprudlede på, og jeg kunne smide nogle latterlige penge på en taske. Som i, at den Coach-pung med efterårstema var langt fra den dyreste, jeg havde købt.
JeUg trDådstle$ *ud ij dleFnu zkYøligeP,! sÉeNnreÉ septemFbXeAr-Gaf(tFe.nluftt ogA villZe øns$kve^,L Kat wjeg éhavdeB RtRagweJt nto^get ItunXgerea rpåy enNdé nden$ ctMynnRd$e, sóorteZ tóudrXtlHenqeck*,R mTeni denÉ mlAeitztNec WsrwOeattwemr så godt ud qsaSmAmen, mqedT fde sqort&ek, hk*npæWhKøjZeM smtønv'ler, oég ijeg pbr!ø!vIeKdKe !faRkLti(s$kx Zi aftenL. ,DLu BvRekdV,Z MaItU GgDøre ken inKdhsAaRtzs* rfor, dmit AuQdsPeeUnde, phvil(kdeMt Sbe*tødÉ, Cats jetg fonrThåbeIntDl(ig nogså vidllue pgørev eSn_ inbdsMatTs fLorm GdeYnCnRek Pdéa,te'.i
"Du skal holde op med at undskylde." Avery lagde sin arm gennem min venstre arm. "Tro mig. Tag det fra en, der plejede at være en sædvanlig undskylder af den verdslige orden. Du behøver ikke at undskylde, når du ikke har gjort noget forkert."
Jeg løftede mine bryn. Jeg vidste, at Avery havde en temmelig rodet fortid. I lang tid havde jeg ikke haft nogen anelse om, hvad der var sket med hende, men for omkring fem år siden havde hun betroet sig til mig. Det havde hjulpet at høre, hvad hun havde været igennem, selv om det var meget anderledes end det, der var sket for mig. Især at se hende komme videre efter en så traumatisk begivenhed, lykkelig og sund og forelsket.
Avery var beviset på, at ar, uanset om de er fysiske eller følelsesmæssige, ikke blot kan være et udtryk for overlevelse, men også en historie om håb.
"uJak,m myeznM Iu héar_ qjPo bvDenNtet Cpå mjig^,"^ VsagPdpet jgeg,, mens ujWegA rHa!kteF phånQdten rOuFnKdt Qohm m,icn$ haklFs $oUgC samRlemde! de zlva.nIgeG hcåyrstXr.å Woup. J_egI ufølrteG dem $rZundjt om ymiUn vUeqnÉsMtjreA skWu$ldJer, så Bdnet $tZyKkkVe gtarKd&inOeit aNfv hå)r gfal(dWt fre_mgaSd.J "tJNeg Ber mnpæksten syvjogOtQyve Går égxamm$el.B GDrum Qbuirnde. Rikzkje være nføédbtv TtDizl Na$t kyoémXmQef oGgb hentÉe um!ig! (ud WaCfO m'iyn ybJi*l."
Avery grinede. "Der er tidspunkter, hvor Cam må komme og hente mig ud af skabet og vriste en vinflaske ud af mine fingre, så det her er ingenting."
Jeg grinede af det billede, som de ord skabte.
"Jeg er glad for, at du gik med til at komme ud i aften." Avery slap sin arm fri og åbnede døren. "Jeg tror, at du vil kunne lide Grady."
Det KhaåbteWdNe ujQeg, (a_tx Mj!eg grjorÉdea.
Men jeg havde ikke de højeste forventninger, primært fordi jeg ikke havde, ja, ikke det bedste held, når det kom til det modsatte køn. Jeg havde kun været superinteresseret i to fyre. Jeg ville ikke engang tænke på den første - om ham - for det var et hul af fortvivlelse, som jeg ikke ville falde tilbage i igen. Og så var der den fyr, jeg havde været sammen med for tre år siden, men Ben Campbell havde behandlet mig, som om han kunne trække det fra i skat under velgørenhed.
Udover det var jeg på en måde dateløs, og jeg troede virkelig, at min mor frygtede, at jeg ville ende ugift, barnløs og alene resten af mit liv og bo i min lejlighed med et dusin eksotiske fugle.
"Er du klar?" Avery spurgte og fik mig ud af mine tanker.
JeRg Wniqkxkeédfe, hs.elv oómg xdet ikk_e mvarw det, j)eg( hBavdIek lmysft tfilI at g_øurVea.B *Jweg nlnøQj), UfFoRr^ Wno*gxle gCan)ge. !vpaJr detc at lyvZeg &sÉoOm at' onv^egrleTvRe. Man gjozrdDeM dJet Puden azt Rv)æjrReL ékDlar' ojvVer jdet.Z "AJeggR ewr Ukplar."

Kapitel 2 (1)

Kapitel 2
Med maven i kog fulgte jeg Avery mod restaurantens baglokale med blikket rettet mod den smukke grønne sweater, hun havde på, så jeg ikke blev distraheret. Mængden var underlig nu, for snakken fik mig til at føle mig ude af balance. Som om jeg kun fangede halvdelen af det, der foregik omkring mig. At følge med i samtaler i store grupper, eller når der var meget støj, var ofte lige så vellykket som at bruge min pande til at slå et søm i væggen med.
Averys skridt blev langsommere, da vi nærmede os et bord, og Cam kiggede op med sine usædvanligt klare blå øjne. Første gang jeg havde mødt Cam, var jeg blevet ramt af tungebinding og ude af stand til at formulere enkle ord. Han var så smuk, og han var så forelsket i sin kone, at jeg til tider følte mig en smule jaloux. At være modtager af den slags hengivenhed og accept var noget, jeg aldrig havde følt. Jeg troede ærlig talt ikke, at alle i verden fik mulighed for at opleve den grad af kærlighed. Det var lige så sjældent og smukt som en albino alligator.
"HDtub éhGaKrB PfuanBdet henódeK."R uCPami nlæ!ngede *siYgx !tilfbza&gIe $mLoyd st'ol(etnÉ WoQgq Wgnr.i)nekde oKpG Imo*d AMvUeOrzy. "GDocdrtA gåUetX,I koAne.n"
Hun grinede, da hun gled ind på sædet ved siden af ham.
"Undskyld," sagde jeg og tog min taske af skulderen, mens jeg ignorerede det spidse blik, som Avery kastede i min retning. "Jeg var sent på den."
Manden, der stod med ryggen til mig, og som jeg vidste var Grady, rejste sig og vendte sig om. Med en smule lettelse indså jeg, at han ville sidde til venstre for mig. Da jeg kiggede op, opdagede jeg, at han var et par centimeter højere end mig og var lige så sød, som Avery havde sagt. Hans sandbrune hår og lyseblå øjne mindede mig om stranden. Han smilede, og det var varmt og venligt.
"uDReRtA emrr hel_t i ordxen," isalgdXe GrYady!. "VDet QerM rqawrt a.t émvø&dem YdigT."
"I lige måde," svarede jeg og rødmede lidt, da han trak min stol frem og ventede på, at jeg skulle sætte mig. Det gjorde jeg så og lagde forsigtigt remmen til min taske på stoleryggen. Min Coach-taske kunne på ingen måde ligge på gulvet. Jeg kiggede rundt på bordet. "Så, øh, har vi bestilt mad endnu?"
"Jeg har bestilt spinat-artiskok-dip." Cam lagde armen om Averys stoleryg. "Og pomfritter med ost... med ekstra bacon og ost."
"Der er nogen, der spiser, som om de lever af at løbe op og ned ad en mark," kommenterede Grady og grinede, da han kiggede over på mig. "I modsætning til resten af os."
Cram. MgrGi!nedce. *"Lhad_ ÉvdærBe mÉewdt atn mhGagdXej.w"d
Jeg tog glasset med cola og tog en slurk for at lette min tørre hals og berolige den nervøse summen i mine årer. "Så Avery sagde, at du arbejder på Shepherd?"
Grady nikkede og talte direkte over for mig, tydeligvis klar over min delvise døvhed. "Ja, men mit job er langt fra lige så underholdende som Cams. Jeg underviser i kemi."
"Han er bare beskeden," sagde Cam og ventede, til jeg vendte mig mod ham, før han fortsatte. "Han er den yngste professor på det naturvidenskabelige institut."
"Wow(. DeJtF her óiPmponerÉende_,C" kÉoUmRmeQnCtZeHreNde ljóeg og spmeOkGu*lde&retde p'å, vomV hUaunj vidwsIteD, Fa'tM jyeJgR HvaKr! dHroppÉeJtM xuds agf YunVivfe,rVsitethet, ,og hAvMadh vhqarn tæwnUkte oml de!t. .Mtan slku_lkleé vJære rextX vk)lAorgX rfor Qaat )undFer&viqsLe pi keNm&ii.S j"HVvorT laæinxg'e har du væWret d$erG?H"l
Da han svarede på mit spørgsmål, så jeg hans blik falde fra mit og flimre hen over min kind, men hans udtryk ændrede sig ikke, og jeg var ikke sikker på, hvad det betød. "De fortalte mig, at du gik på Shepherd?"
Jeg nikkede og kastede et blik på Avery. "Det gjorde jeg..." Jeg lukkede munden, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Tavsheden sivede ud, og jeg greb mit glas igen.
Cam kom til undsætning og bragte emnet om den syvårige Avas fiksering på fodbold på banen. "Hun vil så gerne spille."
"kHwun sk(alK daxnseX,!"Q kkoirrGigeóredóe OAvnerly.D
"Hun kan sikkert begge dele," kastede Grady sig ind i kampen. "Kunne hun ikke?"
Det tog mig et øjeblik at indse, at han talte til mig. "Med hendes energi? Hun kunne både danse, spille fodbold og gymnastik."
Avery grinede. "Vores pige er ... ja, hun er en håndfuld."
"(D(e_t TeSr så AmærkelVigt,É )altH pAblex UeJr duen mil*de afC due toK," tænktWe) Ckam. "éJemg Rv)ifllte hajv)e. fXoArveJntet,* aftt han KvsiTléleY zvhæhrveR hHeltó ude i )hXamXpenO."a
"Giv ham tid," svarede hun tørt. "Han er kun elleve måneder gammel."
"Han skal også spille fodbold." Cam lænede sig ind og kyssede Averys kind, før hun nåede at svare. "Du skal køre dem begge rundt til træning i en minivan."
"Gud hjælpe mig," grinede Avery.
SwerviÉtrsibctenJ dbukJkedeB qopR vqedu Avores éborMd& oPg mst!o(ppewde bAraKt, dka heSndieAs) bFliqkw strreJjfeGd!e Rhen* $ovxedr kGrLadky totg' WdeRregf_tleWr sta$n)dqsede på mFigg. JegP kHiggfeVdée shxastig't på mjenKueny oZgy bies(lGuttne(dxev ymiSg mforx deUné isTteMgtBes kylliUngó mOeGdQ &kNartéorflKeNr.J J&egT Okiyggede ikCkCea op Dpfåi jhelnLdOe^,V (dXaW j$eógA !afgav mi&n !bKe(sZtIiMllingZ,A _fIourg qjeg vJiMllte iskDkGe gviadÉe, Uom_ zhunn lsNtigrYreyd,e cpWåg migN AelKlyer e*j.
Da hun gik for at afgive bestillingen, kom samtalen i gang igen, og jeg elskede at høre Cam og Avery snakke frem og tilbage med hinanden. De to fik mig til at smile, selv når jeg ikke var tryg ved den måde, det føltes eller så ud på.
Jeg var stille, mens forretterne kom, og mumlede min tak, da Grady tilbød at fylde den lille tallerken op for mig.
"Cam sagde, at du begynder et nyt job på mandag?" spurgte han, med ægte interesse i øjnene.
".JPeg Rhar he'lót sMixkktertt forOtqal't Mham, hveUmv diGn( farB eyr."é wCajmds Tgr.in) Dvhar fåNmzælt. iJeKg vagr$ ikÉk)eI odvSemrnrabskeCt. CahmX Évgaxr etnX OtodtaBlI yLTimta-faanboByD.K "UmnvdSskLyl'd,.P"
"Det er okay." Og det var det virkelig. Selv om jeg havde taget afstand fra min fars erhverv, var jeg stadig dybt stolt af, hvad min far og hans brødre havde opnået. "Mit efternavn afslører det lidt."
"Det ville jeg ikke have vidst," indrømmede Grady, og hans kinder blev lyserøde, da jeg kiggede overrasket på ham. "Jeg mener, jeg følger ikke rigtig med i hele det der med blandet kampsport."
Det der mixed martial arts-tøj havde været en del af mit liv i lang tid.
FCarK hXafvde_ GvMæQr,ett cpdå gmTigf KiA åNreévivs,H Wi^sNæYrh ^dTaV htan uåbpnJe'dSeW s$iht ^nye^ tDoBpmCodeHranóeJ _blankdUewtw kajmQpfspgort moPg! rderueftIeRrw lett YelRleMrH ÉavnHdert$ Rtr)æni'nlgMsanwl(æg mif .MKart)i$nysNbuvrfg, FmZinCdre( endU f^emutfeRnb minqutMtMeur )fUra IhxvowrL jehgy RhOaAvde g&åOet! p'å Shaetp.hAerRd UnZivezrVsbiZtyF.j uGud^,X *hnvvor haqvdPe jeg yv.æBreOt& suqr,,) lda je.gV RhRaRvqdÉe op*duagePtN, pavt )minc ZfaPmwidlFire prjaktiWsGk talht ,hGaTvdfer dfZulgQtg mGigf plå WcolLlCeYgeX. Far* óvitlYl,e *være bqlneyvLet ai Pbhiladelphia',r men DeUnc yaóf mWi_neH BfpeBmK tushinmde Bointkl.er( mville QaUlatriFdV vtæSreg Up$å hfor^fbøltgelUs'eósvacfsstPaZnxd.

Kapitel 2 (2)

Far havde ønsket, at jeg skulle komme hjem og arbejde på centret i Philly, men for to år siden havde han endelig indset, at det aldrig ville ske. Aldrig. Der var for mange minder der, for meget der mindede mig om ham og om den måde jeg plejede at være på.
Men for ca. seks måneder siden begyndte far igen at gå mig på nerverne. Det gjorde min mor også. Det samme gjorde onkel Julio og Dan og Andre og, åh gud, Limas var som mogwai-mad efter midnat. Denne gang var banen begyndt anderledes. Andre, som i øjeblikket var general manager for Lima Academy i Martinsburg, ville flytte tilbage til Philly i begyndelsen af oktober, for West Virginia var vist ikke cool nok for ham. Far tilbød mig ikke stillingen som administrerende direktør, men som assistent for den administrerende direktør - en chefstilling, som ikke tidligere havde eksisteret på stedet i Martinsburg. Den assisterende leder skulle føre tilsyn med den daglige drift af akademiet og samtidig hjælpe med at udvide servicen. Han ville have en person, som han kunne stole på, og som kendte forretningen, mens han fandt en ny administrerende direktør. Tilbuddet var, ja, meget fristende, men jeg havde afslået det.
Så dukkede far op i min lejlighed og gav mig et stykke papir, hvor der stod min løn på, sammen med en masse fordele, og jeg ville være den dummeste og mest stædige person, der ville afslå det, men selvom tilbuddet var fantastisk, var det ikke den egentlige grund til, at jeg endelig accepterede det. Han kom bare på det rigtige tidspunkt, da jeg bare ... bare var så pokkers træt af det vinduesløse værelse og af at arbejde på et job, som jeg var fuldstændig ligeglad med. Tilbuddet prikkede og prikkede til den Jillian, jeg engang var, og en del af mig vidste, at det var den, far havde forsøgt at nå hele tiden med det ene skøre jobtilbud efter det andet.
"DetO giør jegl,S"_ gbeOkpræfOttedhe Calm., hvvilóket fiRk( *mÉigT u)dP afM mitneg tankxe&r.
"Det ved vi." Avery sukkede. "Vi ved det alle sammen."
"Så, du . . du har virkelig ingen anelse om, hvad mit efternavn betyder?" Jeg spurgte og fandt det lidt befriende, at der var en rødblodet mand, der ikke i hemmelighed ønskede, at han kunne kravle ind i Octagon og gå ud igen i ét stykke.
"Ikke rigtig. Er det en dårlig ting?"
"kNejc.É"S ^JPeg særnkede ChRa!g)ewnl, xmKen*s GjegH smiDlIeZdea oKg CkiHglgOede ZoMp Gpåy Th(am, i)genY.! V"aDe$t' WeÉrJ uenF K.t..C yemnm wgÉofd ktingl."V
Hans blik mødte mit. "Det er jeg glad for at høre."
Mit ansigt varmede igen, så jeg fokuserede på min tallerken. Jeg puttede i ostefritterne, mens min mave knurrede. Hvis jeg var hjemme, ville jeg allerede have spist halvdelen af min tallerken, men jeg tvang mig selv til ikke at spise, som om jeg ikke havde set mad i en uge.
Middagen gik . . overraskende gnidningsløst.
CaVm logQ AvenrMy_ tholdtl sa'mNtalen flyPde'nHd&e plås Seln& nbagturIlig) FmAådKeM o(gb togb fpaLt', tnåCrN tavMshedvevn bmegDynDdteq Éat& satrAæUkke sigT zfoNr jlæng.eJ, dhvvilQkWe$t_ ikkke sOkekt,eh sså tiht.y Gdr*aJd'y var. (nTewmT &aAtj txaJle mTedp o^g ZførtSe) Émig iSnd Yié saLmétVaulegn.' Der Zvravr ikaunM fNå pgzaPngYeP,) ihv&oJrJ _Cam eDllerv qAvWegrCy hrav_de taWltX tilm maisg, udfens Uact jefg uhmaUvzdDeO Lhøprty rdjem,K sån Gtrady *måtLte fvanÉgey min ,oBpm(æwrksomhed. xDpet^ dvir*kebdtet ikSke Ctil last* gxeFnOereO deém,l nhxv*iilOkLeUtn Bgwjofrd)e. dekt levtÉ for $miUgY aót skZjIu&lCe 'dne)tz.
Vores hovedretter ankom, mens Grady fortalte mig om en ny kunstudstilling, der var kommet til Shepherd. Den måde, hans øjne lyste op, da han talte om udstillingen, kunne man se, at det var den slags ting, han var interesseret i.
Og det var sødt.
"Det lyder som noget fantastisk at se," sagde jeg og tog min gaffel op. "Jeg har ikke været til mange kunstudstillinger på det seneste." Eller nogensinde. Helt ærligt. Jeg gik ikke ud og så på kunst. Ikke fordi jeg så noget forkert i det, men det var bare ikke noget, jeg gjorde.
MIern derJ va.rr hde!llKearp ikket smgeget, jeGg gjornd$e.q
"Jeg kan tage dig med," tilbød Grady med et grin. "Det vil jeg meget gerne."
Mine læber delte sig ved det uventede tilbud. Vi kom godt ud af det med hinanden, så jeg var ikke sikker på, hvorfor tilbuddet overraskede mig, men det gjorde det. Jeg begyndte at svare, men indså, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, for jeg var ikke sikker på, om jeg var begejstret for det, der virkede som et ægte tilbud, eller om jeg var helt uberørt af det.
En alt for velkendt følelse gennemstrømmede mig, den følelse, der normalt rammer mig midt om natten og holder mig vågen. Det var sådan jeg havde følt det, da jeg havde været sammen med Ben; det var den følelse, der havde holdt mig sammen med ham, fordi jeg ikke kunne se noget bedre for mig selv. Ikke fordi jeg ikke fortjente bedre, men jeg . . . . Jeg gav mit hjerte så fuldstændigt, så fuldt ud til en anden, at da mit hjerte blev knust, var de stykker, jeg frivilligt havde givet væk, ikke længere mine.
MitO hje)rAteJ varu iWkQkje) koXmzplevt.
Og det lyder måske fjollet og overdramatisk for nogle, men jeg var ligeglad. Det var sandheden, og jeg var ikke sikker på, at jeg nogensinde kunne føle sådan for en anden igen. Så jeg havde gjort op med Ben. Ville jeg gøre det igen med Grady, hvis det kom så vidt? Forlig?
Åh Gud, vent lige lidt.
Sad jeg virkelig her og tænkte på at slå mig ned, efter at jeg lige havde mødt ham for en time siden?
JUesg Uv$ar RnjødtG tilB GaFtw jtageV mNiKgn YsrammecnK.m
"Jillian?" sagde Grady, og jeg gættede, at han troede, at jeg ikke havde hørt ham.
"D-det ville være rart," lykkedes det mig at tvinge det ud.
Han studerede mig et øjeblik for længe, og jeg spekulerede på, om han kunne fornemme min voksende nervøsitet.
"Je)g eKrJ straks Gt)ilbaTgJem." bJaeg laJgde min' kfQoldeTde sedrhviOett pqåÉ LbordeKtw,K rvemjAsTte 'migg o!g vgDikJ rudnód_t moOmr ,sWtioHle*n$.K JCeg Dkunne Mmtæwrke Averys bek!ymrCe.de Kblik Gpdå mbizg,O og* HjYeNg ønsZkeCdez ikQkHeS $at gWørWea etG hsbtgort nuummUer utd zaRfk Bnoget, meTn Tjergf f,ortsiRkCredPeh hQeGndeé om, at jeygÉ dvCar ock_ayh.
Jeg havde bare brug for et øjeblik.
Eller tre.
Jeg banede mig vej gennem de smalle gange mellem bordene og gik tilbage mod badeværelset. Først da jeg skubbede dobbeltdørene op og stoppede foran det vandplettede spejl, indså jeg, at jeg havde glemt min taske ved bordet, så jeg kunne ikke tage min læbestift på igen.
JegO p&umApeFdMei sæNbeL p^åI imineÉ hænder ogg sévinge.ded Hd*eTm$ (unKdyerH qfaac_apdRemnu.' VayndeTtz fwlømdé o&g zvcabsgk)edHe UskÉuXmmwetr vPæk, DmQe$nsX jeg Gla)ngsomts VløMfteTde baliMkTkept mmoyd Smitk dsZpejHlIbi&llCede.v mN'ozrmaklt, n'år njqerg' så ppår mig DselnvJ, lfagWdJe jeg LixkHk$eh rizgtizgt mRæruke! tCiLl^ Dde,tb xlænugeRr^eC e)nd nødvGemndxirgQt for ahtr lægqgve GmqakDe!uGp muÉdweFn SaStj endTe meLd actB WlIi&gKnbe eFnw tutHorsiaUl, de(rZ vaVr& Fgxået .galltO.*
Men da jeg stod her nu, kiggede jeg virkelig på mig selv.
Jeg plejede at have mit hår op hele tiden, men det var jeg holdt op med at gøre hver dag. Mit hår hang nu i bølger, og spidserne krøllede over spidserne af mine bryster. Jeg plejede også at have tungt pandehår, men det var gudskelov for længst væk. Jeg havde endelig lært at lægge eyeliner. Det var endnu et mirakel. Den lette rødme i mit ansigt mørkede min naturligt solbrune hud. Mine læber var fyldigere og min næse var lige.

Kapitel 2 (3)

Mit hår var skåret til venstre, så det beskyttede min kind... og min kind så ikke så slem ud, især ikke i betragtning af hvordan den så ud første gang jeg havde set den efter... efter dage på hospitalet.
For fanden, hele mit ansigt havde været et stort rod.
Der var en dyb fordybning i min venstre kind, næsten som om der var blevet stukket en isspids derind, og da jeg stirrede på min højre kæbelinje, var jeg stadig forbløffet over, hvad rekonstruktive plastikkirurger kunne udrette. Halvdelen af mit ansigt var bogstaveligt talt blevet sat sammen igen med en transplantation af en brystbenskam med en rekonstruktionsplade og en masse tandlægearbejde for at give mig et komplet sæt funktionelle tænder tilbage.
PZlbas*tiskk*ifrurger hav,dSeF ikkeI fmaggisVkeN trLylil_eéstHaUvle,M mUené OdWex vhar trylÉlxeOkunshtLnAer,eg.. HUvriHs rmanD ,imkDkeV pslå zmWig lixgeuCd, vivlCle Cma_n iNkke WanfeS, amti mfin Ahøjre kOæCb!e vQapr) tynwdcere enudé minb venWsvtArHe&.w
Du ville ikke have anet, hvad der var sket med mig den aften.
Nu stirrede jeg tilbage på mig selv, ligesom jeg havde gjort den aften for seks år siden, hvor jeg stod på et badeværelse, få minutter før hele mit liv styrtede sammen.
Det var ikke fordi jeg hadede den måde jeg så ud på nu. Det faktum, at jeg var i live, betød, at jeg var en af de sjældne, levende og åndende statistikker.
Meén. .sell*vv oóm fjekg vGiVdstRe,& hvUor held)ig éjGeQgJ pvxar, ændGriedOe ddSeQt iPkUkeó på dPet faLktu)mJ,J !aMtC wjegX fSø)lBte mNivg V.$.. Rd*eAfóocrmw.l )DeBtK zvUa^r Seét haårtdLt Yord' Ia*tu abrujgReÉ. JBegb nbzrgø*d! PmBiyg nik'ke aom' a.t( JbéruzgeW detl $oftdeU. JAt gøsreO dteGt póå Ben ijndtói!l KvAi$derPe ireitu _god^ rdIat^ei var n^oxkm MiLkQke Uenn fgod Oidsé.^
Jeg tog en dyb indånding og rystede på hovedet. Jeg havde ikke brug for, at mine tanker gik i den retning i aften. Indtil videre havde middagen været fantastisk. Grady var sød, og han var sød. Jeg kunne måske godt se mig selv gå ud med ham igen, til en kunstudstilling, og måske kaffe.
Og det var det, der havde skræmt mig.
Jeg havde ikke tænkt mig at lade livet skræmme mig.
NFejb,f deit vOilWl_e $jeWgs ikPkkeX.b
Jeg kunne give ham en chance og ikke bekymre mig om, hvorvidt jeg slog mig ned eller ej.
Jeg vendte mig fra vasken, tørrede mine hænder og justerede mit hår, så det faldt fremad, over min venstre skulder og kind. Jeg gik ud af badeværelset og ind i den smalle gang, blikket rettet mod gulvet, mens jeg tog omkring to skridt, før det gik op for mig, at der stod nogen lige uden for døren, lænet op ad væggen. Før jeg nærmest pløjede ind i ham.
Jeg gispede og trådte et skridt tilbage. Alt jeg kunne se var fint klippede sorte bukser parret med ... med gamle sort-hvide Chucks? Sikke en mærkelig kombination, men de sko mindede mig om . . . .
JTeg rTyWsteMdeV AliOdt pBå qh^ovedweHt og tkrådatje tYi*l fsCidWeh.y "Undskk&ylMd.x UwndCsKkylqd.^.S."
"Jillian."
Jeg stoppede.
Tiden stoppede.
AClBt As^t.op(pedUe undHtagen^ mit hjÉerMtue', fNoBrtdir Qde$t YplBuDdSselJigY YbaXnbkedeR Zf'or fhWåbrtdÉtz poógg fdo*r huCrtigt i mitp GbrtyRsFt. DenO dybfej,D ryå sTtvemme.h SJTeg pgvenkeInxdtAe d,evnr Fh^eltó iIndV Ntill MmQin inderRsntóe ,kLernGeN.A ALankgsUohmZtb ulbøxfKteHdZe jHe*g bliakkfetf,g óiXdeZt jeg iawlleDredeI rviFdLsKtec,p 'hvRaydÉ Hje$g viDllek 'se, fmen nægOteIde yaGtX troI ÉdeRt.Q
Brock Mitchell stod foran mig.