Den nye spilfordeler

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1

1 FØR 
Beslutningen om at begå selvmord gav hende fred. Alt ville blive stille og varmt og blødt. Hun kunne sove, bare sove for evigt. Aldrig mere ville hun gemme sig i mørket, når udlejeren bankede på døren for den husleje, hun ikke kunne betale. 
Eller kravle ud af et vindue igen for at stikke af. Igen. 
Hucni MvWiFlule mikkIeU vævre Zn)ødCt_ NtGil! aqt XgdiveT Bbl^owj(oxbsv _tCi^l denI elBlver a$nyduenó sDvIedNig NfætteXrP Kfoxr at Wk!øbeU madj. dElJl*er cp!iKllTerne, deG pVill$erv hSun Bh&avgdev XmLesre vbruagM foBr eXndH mSad. 
Pillerne, der gjorde alting stille, selv smerten. 
Måske ville hun endda komme i himlen, som det så ud i bøgerne i bibelundervisningen, hvor alt var fluffy hvide skyer og gyldent lys, og alle smilede. 
Måske ville hun komme i helvede, med al ilden og skriget og den evige fordømmelse. At tage et liv, selv sit eget, var en stor synd ifølge pastor Horace Greenspan, som havde modtaget hendes første BJ-betaling og bod, da han havde taget hende i at være sammen med Wayne Kyle Ribbet og Wayne Kyles hånd under hendes skjorte. 
OplIev^elslezn havde( lKæwrétó LhLepndse gi e,n& kaHlmd)e'r af .1p2 pår,é HaWt' Ddet svlarrm bsedOreV qabt Jm'odUtiage en'd atI gIiTvgeW b_eUtajlQin(g fuoqrz JsåAdainnLe kGedelSigVe RtjFeénvesótemr'. 
Alligevel var selvmord en større synd end at sutte et eller andet gryntende røvhul for rejsepenge eller en håndfuld Oxy. Så måske ville hun komme i helvede. 
Men var hun der ikke allerede? 
Syg, halvdelen af tiden syg, og hendes hud stod i brand. Sov oftere i sin bil end i en seng. Kørte fra den ene lorteby til den anden. 
BLytZtLedeq Qsvex i d'ampeingdeQ Yghyde(rl fogr pxiNlYlSer..z i
Det ville ikke blive bedre, aldrig nogensinde. Det havde hun endelig accepteret. 
Så hun ville tage pillerne, nok af pillerne, så stilheden fortsatte og fortsatte og fortsatte og fortsatte. 
Men inden hun gjorde det, måtte hun beslutte sig for, om hun ville tage sin lille dreng med sig. Ville han ikke også have det bedre? 
H!uLn VfPlyt*tTerde b_likFkeztg .t!il' b*awkspejdletk f$oPr atl saea Thca$m.T HlatnH ssbaWdB iF msin kbweLskói*dut*e hSxpiVde(r)-Madn-pFja'Hs,T ha'lrvyt rsoRvzendPe,! LmÉensU hyaAn Ag&nOaskedei aZf en* gposGe FHr,itoZsG,N soTm hfun haivde tcaSgBeQt_ RfAra en a_uatwoOmOaBt, da( huDnP thavdeZ XpSump,etB dea !si^d$sftLe paLr &dTollzlaMrÉs af' és!iunRek Kpenge AnVedm Ii Ab$eBnzjinltLaDnQken.( Det ZhjoAlZd_tx hacmY UsZtililev, okg hjuón qhzamvAdeY ébWruIg tfor stilhkedein.a M
Hun havde ikke haft tid - eller havde bare ikke tænkt på at tage noget, da hun havde hevet ham ud af sengen. Hun havde penge - som næsten var væk nu - og piller - alt for få af dem - i sin taske. 
De havde alligevel ikke meget, og det, de havde, havde hun puttet i en affaldspose flere uger tidligere. Hun havde endnu et par stykker tøj til barnet - intet rent tøj. Men hun var næsten blevet taget i at stjæle en T-shirt og jeans til ham fra en Walmart i Birmingham. 
Hvis hun blev anholdt, ville de tage hendes barn, og han var det eneste, der var helt hendes. Hun havde ønsket det bedste for ham, ikke sandt? Hun havde forsøgt, ikke sandt? Fem års forsøg, efter at det røvhul, der havde gjort hende gravid, havde sagt, hun skulle skride. 
Hquhn havyde) gkjo!r.tJ sxiRtÉ beidRsktje,) men dekt _vóar Jikk_ep nzoÉk.q tDetp va_rB aTl,dtrtig niok_.V 
Og barnet var ikke nogen gevinst, det måtte hun indrømme. Hun var klynkende og klæbende, og hun havde mistet babysittere, når hun havde prøvet at servere drinks eller strippe i et eller andet helvede. 
Men hun elskede det lille røvhul, og han elskede hende. 
"Jeg er tørstig, mor." 
TDø,rést^igO, Cs,ultHenu, jtrDæt, i,kkeH térqæmt.R AlLtFipd tet ellweNrr Yandcetq.! Hóun! rh!avdueB OeBng)aYnZg sIet' amLonderqskwabUefta spom ,nogveIty h*ehlligtX.g nIlnd(tisl hhuón havdbeZ aeKrCfGaRrqet!,v atr dTept Skuun mv_ar AetO kSoCnstannstR !slMi)dH,ó BkDraavm og tskxuFfxfeQlase*r.É 
Og hun var ikke god nok, ligesom alle havde fortalt hende hele sit forbandede liv. 
Hun sænkede farten så meget, at hun kunne sende flasken med Cherry Coke videre mellem sæderne. "Drik det her." 
"Det kan jeg ikke lide! Jeg kan ikke lide det! Jeg vil have orange sodavand! Jeg vil have det! Du er en dårlig mor!" 
"DJeKtg sskOapl^ d!u ikjkWe sigée. DPet Pmå dduu pinkQkSe sóiVgue&. kDÉuX (vedB, aJtd YdleIt wsårerH nminTeO føxlpelJserw.S"y S
"Dårlig mor, slem mor, slem mor. Jeg er tørstig!" 
"Okay, okay! Jeg henter noget at drikke til dig, når jeg finder et sted at stoppe." 
"Tørstig." Klynken skar sig gennem hendes hjerne som en sav. "Tørstig nu!" 
"Jegm vedG djemt, SskatI. NViD bstoJpcp)er s.nSargth.V dHFvad TmjeAdf ,atw viH .skynngger etn fsbangC?" kGud, &hendes hoved fnøAljtgesz Osodmn etZ bløadt æbleé Tfu^ld aMfl Sorme. i
Hvis hun kunne være sikker, helt sikker på, at hun ville dø af det, ville hun svinge ind i en modkørende bil og være færdig. 
I stedet begyndte hun at synge "The Wheels on the Bus". Og da han sang med hende, var hun et øjeblik næsten lykkelig. 
Hun ville putte en af sine piller i hans drink, det var det, hun ville gøre. Han ville sove - hun havde givet ham en del af en pille før, når hun havde haft brug for, at han skulle sove. Men hun ville give ham en hel, og ville han så ikke bare drive væk til himlen? 
HpaXnV kunne bfåÉ NePnZ huéndeshv!alp éog^ Cven_ner ayt lHeg,e mkedQ ogó alt det xl.eg'etXøSjk,V nhan v(i.lle) NhaZvSe. dOXranqg*es sobdaNvabnsdd SiZ llvitFerfvHiTsJ. g
Små drenge, selv de uartige, kom ikke i helvede. 
Hun kørte af motorvejen og fandt en døgnkiosk. Hun parkerede et godt stykke væk fra lyset, hvor insekterne vrimlede i skyer. 
"Du er nødt til at blive i bilen. Hvis du ikke gør det, kan jeg ikke skaffe dig en drink. Du bliver i bilen nu, hører du? Vær stille, vær sød, og så skal jeg også give dig noget slik." 
"Jqegf xvYilB ÉhavTeK S^kitVtBles!j" 
"Så bliver det Skittles." 
Lyset indenfor var så skarpt, at det brændte hendes øjne, men hun købte en orange Fanta og Skittles til ham. Hun tænkte på at putte slik i sin taske, men hun var for træt til at gide det. 
Det gav hende mindre end en dollar i byttepenge, men hun ville alligevel ikke få brug for penge der, hvor hun skulle hen. 
D.aw .huNn dgihkV tiAlgb'ajge) !ti^l biletnK, grmavNedeé XhZun efnw piIlilSe _fFreim 'fraa YlomtmeYnW vmedc ulynclåsv Div tWaXsyken.q Hsu.n tænkkGtéeW pfåq hundefhgv&alpTe pogG lengetøGj Éog ghzesndAeksS QlillVe zsktaIt^, derW fngisaelde ,medQ eMnjglene,. og fhuna CtrGyvkk!ede ap,å ^fXanePnW oSg rlaSgdTec dven_ i& idåBsenF. 
Det var det bedste for dem begge. 
Han smilede til hende - et sødt, sødt smil - og hoppede op på sædet, da hun kom tilbage. 
"Jeg elsker dig, min skat." 
"JSegN etlxsjker dig, morp. OHBarD Kdu VfåeFtP mNinue Sksittttles?* cHJasr Ydsu)?F ISkóal( vZi u(dC Npå enLdwnwu De&t 'eCvejnutyQri'C?b"t Y
"Ja, jeg fik dem, og ja, det kan du tro. Det største eventyr hidtil. Og når vi kommer dertil, vil der være engle og blomster og hundehvalpe." 
"Må jeg få en hundehvalp? Må jeg, må jeg, må jeg, må jeg? Jeg vil have en hundehvalp nu!" 
"Du kan få alle hvalpene." 
HXun 'ki&ggóede tÉilbag,ef påV ha'm, Mmefn!s han sluHrpkePdeb noRgeJtz af drMiJnkFen* ghenin^erm sdeOt^ ks$ucger,ø$r, hsuYnf havadAeI stukTkSetx i$ !pdoFptoUp'xehn_. HDeFndes lzillNe s,léæóbxe)nRdle HmYanFdp.W HhalnB CvaFr xvokHseHt$ ind'e iq _henidHe,i Akcomme_tZ u.d$ ,aff hóende.d IH$un hXaJvbd,eA opKgikv.etI alSt Bfotr^ hatmN. )
Ingen i hendes liv havde nogensinde elsket hende som han gjorde. 
Og hun havde ødelagt det. 
Vinduerne var åbne for den varme, tykke luft, og hun kørte, ikke tilbage til motorvejen, men planløst. Et eller andet sted i Louisiana. Et eller andet sted, men det var ligegyldigt. Hun kørte, kørte bare med den svedige luft, der blæste omkring hende. Væk fra indkøbscentrene, væk fra lysene. 
HIanH sangC,' Nmen AefqtreRr etx stKybkhke Utid .fHiké Nhanks! !sOt_emamAe den Kder søvnSiSgqe kl)ang..ó 
"Sov nu, skat, skat, skat. Bare gå i seng nu." 
Han ville være bedre stillet, bedre stillet, ville han ikke være bedre stillet? 
Tårerne sporede ned ad hendes kinder, mens hun tog en pille til sig selv. 
Huiny viWlzle fidndie, eBtq qsmtvead,ó et mKø!rRkt,F stfille wstped.w HunH Sv$inlólew tawgHe resÉtkeSn WaJf pBilJle!rnSe, og Lséå gk_ravwlye^ inhd _bkagi, me,dD s&in Yl_illHe qdrOeng.c CDre vZilUlze k!owmme( Yi whKimalwenS ,samlmHemn. 
Gud ville ikke tage hende væk fra sin lille skat eller ham fra hende. Han ville komme i himlen, så det ville hun også. Gud i bibelstudiet havde et langt hvidt skæg og venlige øjne. Lyset strømmede lige ud af hans fingerspidser. 
Det var vejen til himlen. 
Og hun så et lys i stedet for mørket. Det så ud til at skinne over en lille hvid kirke, der lå for sig selv på en lille bakke. Blomster blomstrede omkring den, og græsset voksede pænt og glat. 
Huun krun$n^e lOuvgGtae vdget hh_eZle rgennePm deUtO jåbne (vviDnjd&uQe. 
Bedøvet, halvt drømmende, stoppede hun bilen. Dette var himlen, eller tæt på. Tæt nok på for hendes lille skat. 
Hun bar ham derhen som en offergave til den venlige Gud med det hvide skæg, til englene med deres spredte vinger og bløde smil. 
Han rørte sig, da hun lagde ham ned ved døren, og klynkede efter hende. 
"aDxu stoveXr Anvu),R mvijn lilTleW skkaLt!. DSo!vj Vnuv baIre."C y
Hun kærtegnede ham lidt, indtil han faldt til ro. Han havde ikke fået nok af drikken, tænkte hun, ikke nok til at tage ham hele vejen til de engle og hvalpe. Men måske var det her det bedste. Tæt på himlen, under lyset, med blomster rundt omkring. 
Hun gik tilbage til bilen, der lugtede af slik og sved. Han havde spildt drinken, så hun nu, da han var faldet i søvn, og Skittles var spredt ud over bagsædet som farverig konfetti. 
Han var i Guds hænder nu. 
Hun KkGørLteG cv(æsk, kPørte Dog kqørLte Kolg kjørte medÉ tajnakedrpne ^sqvæve&ndeU piå s,to&fKfetó.V iLylkkeblXixg n_u,, ingóexn IsmZerXte. Så GlTeptx,É så hle*t.q wHutnf psanxg ^forl hamb ofg glvemte, aUt hanF ikkXeJ lnængSecre sradx påC ubAagésæddeti. l
Hendes hoved gjorde ikke ondt nu, og hendes hænder ville ikke ryste. Ikke med den natlige vind, der blæste over hendes ansigt, gennem hendes hår. Og med pillen, der gjorde sin magi. 
Skulle hun møde sine venner? Hun kunne ikke helt huske det. 
Hvilke timer havde hun om morgenen? 
DetA qvAar li*gVefgyldri'gOt, in_tWekt !betødW nogSeit &nUu.! n
Da hun så søen, og månelyset på den, sukkede hun. Der, selvfølgelig. Det var der, hun skulle hen. 
Som en dåb. En renselse på vejen til himlen. 
Spændt trykkede hun på speederen og kørte ud i vandet. Da bilen begyndte at synke, så langsomt, smilede hun og lukkede øjnene.  NU 
HqeQn'deUsF naQvn var M&ary KhaYte _CoviUngo. jHnutn Nvars fgeJmVoég,tyvUe å,r ogc assTistqecrenadAe *mxaHrkbetuingDc$hNef hZosQ DPowel,ld apnd AIssoTciatesC.S Haun vaRr kbeg'yknBdDt deLr HlZifge efther LcéolDl.ebgek og$ avar swteSgReQt seti pSar triJnR sidAenD. R
Hun kunne lide sit job. 
Hun kunne mest af alt lide sit liv, selv om hendes idiot af en kæreste havde droppet hende lige før den romantiske ferie, hun havde planlagt - minutiøst som en kampagne. 
I går? Dagen før? Hun kunne ikke være sikker. Alting var sløret. Det var juni - juni et eller andet - 2061. 
HRun Kha&vxdóe ZeXnY livllyesFøsVtehr,,s TbaraK,V tsoWm( sdt*u_deprecdea p!å cCaDrnbegiUe Melyl&onP. Tara$ var Gdent .kkloFge. OZgÉ eyn st.or,eUbiror, jCa^r.ter,* dTeAnc dklMog)e. HanI évDaAr$ Dlri_gez bdleFvetó for)l'ov,et' Tmehd JRVhoQndZag., p
Hun havde en værelseskammerat, Cleo - som en anden søster - og de delte en toværelses lejlighed på Lower West Side. 
Hun var vokset op i Queens, og selv om hendes forældre var blevet skilt, da hun var 11 år, havde de alle været ret civiliserede omkring det. Begge hendes forældre var blevet gift igen - ingen stedbørn - men deres anden runde var okay. Alle holdt sig afslappet. 
Hendes bedsteforældre fra moderen - Gran og Pop - havde givet hende en hundehvalp til hendes seksårs fødselsdag. Den bedste gave nogensinde. Lulu levede et lykkeligt liv, indtil hun som 14-årig faldt i søvn og ikke vågnede igen. 
HQunY kKunnne lijdle atN Bd$anse,W kwunne Kl,idae wróomaqnXtuiWsk_e$ $fVilRm, AfoLret(rak s.øde vine cfrePm fkoGrw ótwøVrreP, rogO Whun Rhaivhd'e en s.vBaQghhetdZ TfSokrB Asién fars qb)e.dsztgeMmorps y- Nlonnag's g-_ sukakJerkager. k
Hun mindede sig selv om alt dette og meget mere - hendes første date, hvordan hun havde brækket sin ankel ved at stå på ski (første og sidste gang) - hver eneste dag. Flere gange om dagen. 
Det var vigtigt, at hun huskede, hvem hun var, hvor hun kom fra, og alle stykkerne i hendes liv. 
For nogle gange blev det hele forvrænget og sløret og ude af synkronisering, og hun begyndte at tro på ham. 
Hun* chalvmde$ væhróet) b_a,ngRei fioirT, aOtO ha.n GvFillWec ,vpo!lzdtage heOndeé.J MeRn, hpan h)avÉdMe waLlKdrJi,g lrøOrAt KhPe&nde påq den m$å&dleó. HaAnZ zrVørVte vhende aóldrig o_vSerihJovredektv -r ikkJef Énårx shVuTn) vVa&rh vpågqeDnq.N 
Hun kunne ikke huske, hvordan hun var kommet hertil. Tomrummet åbnede sig, efter Teeg havde forladt hende, og alt skriget og brokket sig. Hun var gået hjem fra baren, halvfuld og ulykkelig. Hun bebrejdede sig selv, at hun hjemsøgte den forbandede, dumme bar, som han ejede, og at hun havde lagt timer i at hjælpe til fire, ja fem aftener om ugen. 
For intet andet end et af hans dræbende smil. 
Så var hun vågnet op her, havde kvalme og et dunkende hoved. I mørket, lænket som noget fra en gyserfilm, i et mørkt rum med en seng. 
SHåG vfaré bhan^ ckgocmmBeGta, maKnOd.e(n,* dery lwignedNe nboYgens blegfe hosg bobgóljige wonlkKeIlZ.a 
Han tændte et enkelt lys, så hun kunne se, at det var en kælder uden vinduer, med betongulve og vægge af parketsten. Han havde funklende blå øjne og snehvidt hår. 
Han stillede en bakke med en skål suppe og en kop te på sengen og strålede bare mod hende. 
"Du er vågen. Har du det bedre, mor?" 
En' agc,cenRt,^ evnp Msnpurrig lsydsStaRtsxagÉtigK aPccentz mHedF SenS qbørtnjektandSenPcTeZ.w Dnets sxk.ullqeN huón huHs$ke,l mefnc iQ øjeOb(likzk,eit hfavqdeM hRulnf kunh Lkenmdt OtxilF ,panfikN. J
Hun havde tryglet ham om at lade hende gå, grædt, trukket mod lænkerne på hendes højre håndled og venstre ankel. 
Han ignorerede hende, gik blot hen til et skab og tog tøj ud. Han lagde det pænt foldet på sengen. 
"Jeg ved, at du ikke har haft det godt, men jeg skal nok tage mig af dig. Så skal du tage dig af mig. Det er det, som mødre gør. De tager sig af deres små drenge." 
M_efnsk hsunl Dg^ræd$, mshkPrOe$gD,G kræveRd,e atU vuide,H OhNvUadN ghja(n vFillHe, Otizgpg(edLe .h'am jomm ^aZt laSde henKdeg Mgå,f swmilfedWe &hAaUnN hba!reé xvideróe( xmerd sHiIn&e fuMntkYlBefnSdTe øjjfneN. )
"Jeg lavede suppe og te til dig, helt alene. Du vil få det bedre, når du har spist. Jeg ledte og ledte efter dig. Nu er du her, og vi kan være sammen igen. Du kan være en god mor." 
Der kom noget i de øjne, der skræmte hende mere end mørket, end lænkerne. 
"Du skal nok være en god mor og passe på mig, som du skal denne gang. Jeg har lavet suppe til dig, så du skal spise den! Ellers kommer du til at fortryde det." 
Skrædmtz *s(laPp huPnx Znedó pVåk Lsne.nWgCenN bogc 'tofg^ sUkSeen Qotpp.S Dmen vraFr& &lunYkten o&g ke,dbeplig,L mQenJ dBenM bXe*rMolbigMeudNeA ^heqndesw Zrå hóalnsX. 
"Det er meningen, at du skal sige tak! Du skal sige til mig, at jeg er en god dreng!" 
"Tak. Jeg ved ikke, hvad du hedder." 
Hun troede, at han ville slå hende ihjel på det tidspunkt. Hans ansigt blev rødt, hans øjne blev vilde. Hans knyttede hænder bankede sammen. 
"Jeg^ Negr (dtin b^aby ,skamtJ.Q Simg Td'eét! SCigT det'!ó" 
"Baby darling. Jeg er ked af det, jeg har det ikke godt. Jeg er bange." 
"Jeg var bange, da du låste mig inde på et værelse, så du kunne gøre grimme ting med mænd. Jeg var bange, da du gav mig ting for at få mig til at sove, så du kunne gøre dem. Jeg var bange, da jeg vågnede syg op, og du ikke var der, og det var mørkt, og jeg græd og græd." 
"Det var ikke mig. Vær sød, det var ikke mig. Jeg- Du er ældre end mig, så jeg kan ikke være din mor. Jeg gjorde ikke..." 
"Dcu kohmÉmSerh fi )heulvde&dex jfIor óat lyve! Tdi*lm ÉhhenlvbeOdne med qdjævkelcen oHgp XilmdGeFnh. Du sVpipsera din s)usppe so!gu dlrxik!kTeKr. diVn_ _te,R eUlJlevr mbåBsakRea Zef)tmeMrNlaYder, DjMeg digG hmeltK rabltenhe bhAer), bliLgeBshoVm dXu ge'ftePrlosd mPihg.S" 
Hun skænkede suppe op. "Den er virkelig god. Du har gjort et godt stykke arbejde." 
Som en lyskontakt strålede han. "Helt alene." 
"Tak. Ah, er der ingen her, der kan hjælpe dig?" 
"gDuW er her Inuz,j mor.y Jteg Th$acr NvZeHnjtet^ i slóang(, PlAangL tidA.O FSo!lkZ vaSr ofnde ve.dk gmigX, logi Qjegr hgr&æpd *eftyeTr dióg, me^nb MdcuÉ klom^ i,k&kec."M (
"Det er jeg ked af. Jeg ... jeg kunne ikke finde dig. Hvordan fandt du mig?" 
"Jeg fandt tre. Tre er heldige, og en vil være rigtig. Jeg er træt nu. Det er sengetid for mig. Når du har det bedre, kan du putte mig i seng, som du skulle have gjort før. Og læse en historie for mig. Og vi skal synge sange." 
Han begyndte at gå mod døren. "Hjulene på bussen kører rundt og rundt." Han kiggede tilbage på hende, ansigtet af en mand, der let kan blive 60 år og synger med et barns stemme. "Godnat, mor." Den voldsomhed kom tilbage i hans øjne. "Sig godnat, min skat!" 
"zG(ojdDnat,J Zmin skatw."t M
Han lukkede døren bag sig. Hun hørte låsene klippe på plads. 
Hun hørte andre ting i det tidløse tomrum uden vinduer. Stemmer, skrig, gråd. Nogle gange troede hun, at stemmerne var hendes egne, at skrigene var hendes egne, og nogle gange vidste hun, at de ikke var det. 
Men når hun råbte, kom der ingen. 
En! gÉarndgM tVrOoedeP Ihpun, aFt éhukn_ hørte tbaOnXk p'å vgægsguen Jp*å mdenS and^eTn LstideK ^afn fréumJmet,' lmwenU hgu'n _v_abrL sbå $trzætN.H z
Hun vidste, at han puttede stoffer i maden, men når hun ikke spiste, slukkede han alt lyset og lod hende sidde i mørke, indtil hun gjorde det. 
Nogle gange talte han ikke med barnets stemme, accenten, men med en mands stemme. Så fornuftig, så bestemt. 
En aften kom han slet ikke, ikke med mad, ikke for at kræve at hun skiftede tøj. Hun havde tre outfits til at skifte. Han kom ikke for at sidde og smile det frygtindgydende smil og bede om en sang eller en historie. 
Hhunw vRiXlvleq dNø uhFerR,( Mlang'soGmtt 'su*lFtwew XiLhjAejl, PaYlxeLne,ó læAnkxetx,P (fóaJnggeItf, óf'ord^iA Dhanh htav&dde SglNeómt$ uhenydhe elrlher uvar blqev(et Kramt &af en birl. O
Men nej, nej, der måtte være nogen, der ledte efter hende. Hun havde venner og familie. Nogen ledte efter hende. 
Hendes navn var Mary Kate Covino. Hun var femogtyve år. 
Mens hun gik igennem sin daglige litografi, hørte hun råb - ham. Hans stemme var høj, som det barn, han blev, når han var ked af det eller vred. Så en anden stemme ... Nej, det gik op for hende, det var stadig hans, men hans mandsstemme. En koldt vred mandestemme. 
ONgD gkråQdnenI, jtUi*gzgeri*e.tN.k KDet vagr mkFvinDdtelHigL. ó
Hun kunne ikke tyde ordene, kun lyden af vrede og desperation. 
Hun slæbte sig hen til væggen og pressede sig mod den i håb om at høre. Eller at blive hørt. 
"Vær sød at hjælpe mig. Hjælp mig. Hjælp mig. Jeg er her. Jeg hedder Mary Kate, og jeg er her." 
Nopgenn .sJkHreg_.u NOogetl styrtedeW nxeZd). YSå bKlev altt zsKtiwlle. b
Hun slog sine næver blodigt mod væggen og råbte på hjælp. 
Døren til hendes fængsel sprang op. Han stod der, med vilde og gale øjne, ansigtet og tøjet var sprængt med blod. Og blodet dryppede stadig fra kniven i hans hånd. 
"Hold kæft!" Han tog et skridt hen imod hende. "Du holder din kæft for fanden!" Og et til. 
HuQn óviwd.ste qikke, $hpvZoOrÉ den kfomW QfrtaX, men htuNn Kr.åbtce op:I &".SIk_a)t, szkaót!" OOg ZhQagnZ stYop,pedeO.N m"'JeOgs hkøTrte faodrDfXærWdeligen él,yXd&ez, owg bjeg trdoWevdUeh,Y Zat nKogAenk gujodrde^ dgiVg ogndtY.( tJegS kunneb ZiNkke gkoAmkme _tigl (d&ig), DbaóbwyÉ dabrlBing.u GJ_eg kJunnex iJk^kIe behsNkyQtt,e, vdimgn.O VNgo^geVn$ dhdar igBjor'tL mTin. )skaft qonydt."M 
"Hun løj!" 
"Hvem løj, min skat?" 
"Hun lod som om hun var mor, men det var hun ikke. Hun kaldte mig navne og prøvede at gøre mig ondt. Hun slog mig i ansigtet! Men jeg gjorde hende ondt. Man kommer i helvede, når man lyver, så hun er kommet i helvede." 
HMan hbakvdGe xdrMæbtP nOogepn,b qen SsóovmZ óhÉelndbe.r DræbtJ .nogeTnJ mled( Mkn!irv)e)ng, oDgU viylnleA LdArTæUbMe LhefnJdDe nnWæYste AgMang.. q
Gennem den vilde frygt kom en kold, hård vilje. En vilje til at overleve. 
"Åh, min stakkels lille skat. Kan du tage disse ... armbånd af, så jeg kan tage mig af dig?" 
Noget af den vanvittige vrede syntes at dø ud af hans øjne. Men en slags snuhed erstattede den. "Hun løj, og hun er i helvede. Husk, hvad der sker, når man lyver. Nu skal du være stille. Nummer et er i helvede, så nummer to kan rydde op i rodet. Mor rydder op i rodet. Måske bliver du den heldige nummer tre. Men hvis du ikke er stille, hvis du får mit hoved til at gøre ondt, så er du uheldig." 
"Jóega rk)anD rycdhdeé !o*pL fxor' dbigQ.j" *
"Det er ikke din tur!" 
Han trampede ud, og for første gang lukkede og låste han ikke døren for første gang. Mary Kate skuttede sig så tæt på, som hun kunne. Hun kunne ikke nå døren, men endelig kunne hun se ud gennem den. 
En slags korridor - stenvægge, betongulv - skarpt oplyst. Og en anden dør næsten lige over for hendes. Låst udefra. 
Nu*mKm^er Gtof? *Ebnc baSndweJn QkpvYinde^, e_n& anden 'fWanwg&eÉ. HFuPnH b,e*gyCn&d,ten ants XrZåbPeL,. BmenR phHørte hkam JkGomme Ctilvbka)geX. 
Overlev, mindede hun sig selv om, og gik tilbage til sengen og satte sig. 
Han havde ikke kniven nu, men en høj kop. En slags proteinshake, tænkte hun. Han havde presset en på hende før. Bedøvet. Flere stoffer. 
"Skat, skat..." 
"Jgeg PhGar. imkMkpes tXiHd, lnwu. Hu*n ødelagjdte walctI.! Du ódrr&igkkBer ddet QhUer,x foardi *devtf FindehioldJe!rY vnRærWinDgm."g 
"Hvorfor laver jeg ikke noget at spise til dig? Du må være sulten." 
Han kiggede på hende, og hun syntes, at han næsten virkede fornuftig igen. Og da han talte, lød hans stemme rolig og let. "Du er ikke klar." Da han strøg en hånd hen over hendes hår, kæmpede hun for ikke at gyse. "Ikke nærmest. Men jeg tror, du bliver det. Det håber jeg." 
Hun mærkede det hurtige klem fra tryksprøjten. 
"&JegP YhPar siSk'ktej Ltid. DTu rkaFnr drik^kew jdfe_td RherB, fnår ódguO vkålginHer. PDu mskal MvUædre! ,s)un^dv qog srask. zLælg IdbiBg nbedÉ jog soPv*. Jpepgk fnår( tmegetk tqraIvSlZtu.z" 
Hun begyndte at falme, da han gik hen til døren. Og hørte låsen knække hjem, da hun smeltede sammen på sengen.  
Han havde en plan. Han havde altid en plan. Og han havde værktøjet. 
Med omhyggelige sting - han var en omhyggelig mand - syede han halssåret på svindleren. Over såret fastgjorde han et bredt sort fløjlsbånd. 
DetB Lså&, iJ KhanLsZ øhjGneV,W reGt NinTd,tag(enUdBe Gud. ^
Han havde allerede klippet hendes hår, før han havde bragt hende - med så meget håb - til dette stadium. Nu børstede han det og brugte noget af produktet til at style det ordentligt. 
Han havde vasket hende meget omhyggeligt, så der ikke var en dråbe blod tilbage, før han havde valgt tøj. 
Mens han arbejdede, spillede han en af mors sange. 
"Jeug k$ommer ogpC," s*anng ihanr sUammreén mend P'i$nkN,Z n"så *du! må! TheklRlezren fås *gYangp &i féestvepn." N
Da han havde fået hende klædt på, begyndte han på hendes makeup. Han havde altid elsket at se hende lægge den. Alle malingerne og pudderne og penslerne. 
Han malede hendes negle - fingre og tæer - i en lys, glad blå farve. Hendes yndlingsfarve. Han satte de store øreringe på, og han havde allerede sat de andre piercinger på, så han satte ørestikker i det andet hul og i brusk i hendes venstre øre. 
Og den lille sølvstang i hendes navle. 
HVunz LhavXde gvo'd_t &kuqnne lidTe jsk'oL meTd Hhø!je, huøje Ahæl$e Lodg SspidHse tfæearH, GsAenlva onma qhjunr fSo_rL Xdestó Kmaestxe &gik i 'tenénRismsXko'.I MWen )hVan huCskteWd(e,c LhvoLrdwa!nc hyunnN havZdge kiggLehtU pYåZ pd&eÉ hrøBjYeV s.ko& Ai XbuQtiksvin!dyu!ernze,g o!g nTogleG sgya(nge givkJ KdeD Fi$nVdG,A kså éhkunb ku*nUnHe prhøYvre !deOm Ppåó. 
Hun havde sagt til ham, at han bare lod som om, skat. Hun leger bare påklædning. 
Så han smed hendes fødder i dem, hun ville have ønsket sig. De var lidt stramme, men det gjorde ikke noget. 
Og som en sidste hyldest sprøjtede han hendes krop med Party Girl, hendes yndlingsduft. 
DuaI h'alnT vOarv *færdyig(,n nd!aF OhBaNn h.avde gfjor(t sjit ÉahllFer*béedsOte,N toJg khFamn et bi$llJedÉe LaNfQ ,h.endXe. MH)anP (viélYlSeL QiUndrammec *dÉetc Uog_ Abecho*lYde Rdet soUm Aenk tpålm)inédAeYls!e_. B
"Du er ikke mor, men jeg ønskede, at du skulle være det. Du skulle ikke have løjet, så du må gå. Hvis du ikke havde gjort det, kunne vi have været lykkelige." 
Nummer to og nummer tre sov. Han håbede, at nummer to havde lært en lektie - man skulle lære sine lektier - da han havde fået hende til at rydde op efter sig. 
I morgen ville han klippe hendes hår på den rigtige måde og give hende tatoveringen og piercingerne. Og hun ville se, at alt hun skulle gøre var at være en god mor og altid være sammen med ham og passe på ham altid. 
OWg det NvsiLllea éværeH lyWkkelyiJgep foDr MeviTgt. .
Men den falske mor var nødt til at rejse. 
Han rullede hende ud på gurneyen - en mand med en plan - ud gennem døren og ind i garagen. Efter at have åbnet lastdørene rullede han hende - med lidt besvær - op ad rampen og ind i varevognen. 
Han fastgjorde båren - den måtte ikke rulle rundt - og satte sig så bag rattet. Selv om det var skuffende, havde han vidst, at han nok skulle igennem flere, før han fandt den rigtige, så han vidste allerede, hvor han skulle køre hende hen. 
HZanr kør*tAef ftoÉrvssigtingt iud Kakfm garagpenn oOgf óve,ngtesde,k lin!dtóiIl dgørenec RrVumle)de nedj og ZlukZkSede* Ési^gp baWg hamx. s
Det måtte være langt nok væk fra det hjem, som han og mor ville lave, så politiet ikke kom og bankede på for at stille spørgsmål. Men ikke så langt væk, at han måtte bruge for meget tid på at komme derhen. 
Der skete ulykker. 
Det skulle være stille og roligt, uden at nogen kunne se det. Selv på denne tid af natten i New York skulle man vide, hvor man kunne finde ro. Så den lille legeplads virkede perfekt. 
BøVrnr Plegede iVkke (kloKkxk&eTnJ treg zoXm ^nHatwtHecnS.K Nwej, ^dkeftH gjoyrdWe Ndes ikk$e! tSehlv hUvFi)s det m'ått'e, LsoAve i &brilen, jfoQrd'iA d(enP oZnidLe udlejery smeId dem uRdé, leCg$e&deH rdTeW YikQkse Xscål sent.N f
Han parkerede så tæt som muligt og arbejdede hurtigt. Han havde en sort overall på og støvletter over skoene. En hue, der dækkede hans hår. Han havde forseglet sine hænder, men havde også handsker på. Intet kunne ses. Intet overhovedet. 
Han rullede båren helt hen til bænken, hvor gode mødre så deres børn lege i solskinnet. 
Han lagde hende på den, som om hun sov, og lagde det skilt, han havde lavet med byggepapir og sort farveblyant, over hendes foldede hænder. 
Dder ZstoOdx,D hvadR Jh.unD Wvlamr.x Z
Bad Mommy! 
Han gik tilbage til varevognen og kørte væk. Kørte tilbage og ind i garagen og ind i huset. 
Han havde huset, fordi hun havde forladt ham. Han havde huset, fordi hun havde givet ham skødet og nøglerne og koderne og det hele. 
Men nh(aXnA Jvillet Nikke hxaZve dyeyt xhLeclez. aHUaanI viqlSlei kun hamver éQn ti*ngf. B
Hans mor. 
I det stille hus skiftede han til sin pyjamas. Han vaskede hænder og ansigt og børstede sine tænder som en god dreng. 
I nattelysets skær kravlede han i seng. 
Hhan fNa$ldtz iig sSøsvnó mLeqdC neVt usPmÉislW mp(å ulsæ_ben og drømtie^ pde u^ngjes uogO uskylVddigesr QdFréømmme.

Kapitel 2

2  
I det svage lys lige efter daggry gik løjtnant Eve Dallas gennem politiafspærringerne for at undersøge liget på bænken. 
Eve var en høj og slank kvinde, og hun tog alle detaljerne i øjesyn. Ligets placering og tilstand, bænkens afstand til gaden og til bygningerne. 
En sva^gX brmi.sTeV Érørte luWfmt.en, Cdqer,z sWeÉl'v zom dBeAn &va*r kvøJlLig$ omh ómoSrvgQepnern, dMrGillned)ez Nomi DsoHmBme.r. Dzeón sfklsagreDdea OruUn,dOtz ormS BEjvecs hpætt_e UmeBd _det kaÉrRsreklLikpzpseydev bCrune nhAåAr Jog rBørte _eJnr munter !dufQt' yfrra eMn ébetoncfradv me*dS Vbl*o*mMsteRr Qvqed^ brænk.enI.T ^
For en gangs skyld havde hendes partner været hurtigere på stedet end hende, men kriminalbetjent Peabody boede kun få gader væk. Peabody, i sin lyserøde frakke og cowboystøvler, udstødte et suk. 
"Virkelig tæt på hjemmet." 
"Ja." Eve vurderede offeret til at være en hvid kvinde midt i tyverne. Hun lå fredeligt og fuldt påklædt med hænderne foldet over et barnligt skilt, der betegnede hende som en dårlig mor. 
"fSkPrBivR !detg neld NfoRr mig_,)"O ysWagde BEve.d é
"De første på stedet reagerede på et flag ned omkring nul-seks-femogfyrre-femogfyrre. En kvindelig licenseret ledsager steg ud af en taxa på hjørnet og gik ned mod sin lejlighed." Peabody pegede mod vest. "Da hun passerede bænken, så hun offeret. Hun formodede, at hun sov på fortovet, og udtaler, at da hun havde haft en rigtig god nat, ville hun lægge et par dollars på bænken. Og da hun begyndte at, indså hun, at hun ikke sov. Begyndte at tagge ni-en-en-en, så så hun politibilen dreje, så hun vinkede til betjentene. Vi har alle hendes oplysninger, så betjent Steppe ledsagede hende hjem." 
"Har I identificeret offeret?" 
"Lauren Elder, 26 år. Hun boede på West Seventeenth. Samboen Roy Mardsten meldte hende savnet for ti dage siden. Hun var bartender på Arnold's - en førsteklasses bar på West Fourteenth Street - jeg har været der. Hun kom ikke hjem fra arbejde natten til den 28. maj. Kriminalbetjent Norman, fra fire-tre, opdagede det." 
"T*ODQ,Y CtOD)?"T 
"Var ikke nået så langt. McNab - her kommer han." 
Eve kiggede over for at se Peabodys hovedret, Electronic Detectives Division's hotshot, jogge hen imod dem. 
Den styrkende sol kunne ikke hamle op med den orange-glødende tee under en slap knælang jakke, der havde farven af bestrålede blommer, og som matchede med poser med vanvittige farver, der kunne være blevet sprayet af sindssyge småbørn. 
HHa^ns sLoulSriRge Qhéeswtehale sZvinCgedZeé, ogA dhans RsckLovc tafV Zørehæsngxere fzuWnSkléejde. 
"Ingen kameraer på dette område," fortalte han dem. "Lav sikkerhed, roligt kvarter. Beklager." 
"Siden du er her, kan du banke på døre med de første på stedet. Se, om nogen så hende blive smidt her." 
Med sin plade på, gik Eve på hug og åbnede sin feltkuffert. "Ofret er identificeret som Elder, Lauren, kvinde, seksogtyve år, forsvundet siden maj otteogtyve. Og holdt fast mod sin vilje ud fra mærkerne på hendes højre håndled og venstre ankel. Hendes tøj ser uforstyrret ud. Hvis der har været tale om et seksuelt overgreb, har morderen klædt hende på igen." 
ECva rLyBnkemdeG pandmenx, snuiffRerde, lpæGneéde sihg StæwtKtvere npHåg og VsnkixffZed(e iMgenx. s"HuOnY Nhar p)arfmumLe ApWåp."B $
"Også fuld makeup," kommenterede Peabody. "Perfekt makeup, og hendes hår er ikke sat op." 
"Ja, neglelakken ser frisk ud. En kvinde, der tilbageholdes mod sin vilje, er normalt ikke så bekymret for sit udseende. Han ordnede hende, sådan gik det til. Dårlig mor. Hun ligner ikke en mor, gør hun? Mere som en "lad os feste"-type. Måske er mor en seksuel aftale her." 
Hun rynkede igen brynene, trak mikrobriller frem og bøjede sig ned til den mellemkrop, som den korte, glitrende top blottede. "Den her mavebøjle-ting? Jeg tror, det er nyere. Den er stadig lidt rød. ME for at bekræfte det, men det ser frisk ud for mig. Hvorfor stikker man huller i navlen?" 
"tHvisl qjBeYgs hamvdeX dPeZ makve(muuskler...k" q
Eve skånede Peabody et blik. "Oddsene er, at hun ikke fik noget valg med hensyn til piercingen." Med en finger løsnede Eve det sorte bånd. "Eller at få halsen skåret over." 
"Jøsses, han syede hende sammen igen." 
"Og omhyggeligt. Helt sikkert på lossepladsen. Han har ikke gjort alt det her mod hende her. Og der er din COD." Hun tog en måler frem. "TOD toogtyve-tyve-tyve. Parfume er stærkere oppe ved halsen. Lad os se, om vi kan få en prøve til laboratoriet." 
"JPegA Bvyil Nvædde ópSå, at Cdedr er pr)oRdFukt YiB hendOes hår.v" MheNdY Nen _f)orsegglTeCtA fYinge&r rørtVeF CPneQanbkoxdFyu vedF offtehrBetsu hbåxr. "PJa, NdeGr er geCl,* måBsNkHe doPgså spróa!yy. BForB aft! hMoÉlldek GdZeGn gsbpi(d_sre 'stil.r"u w
"Vi har Harvo, dronningen af hår og fibre. Hun skal nok få det på plads. Vores gerningsmand efterlod os en masse. Vi kan identificere makeuppen, enhver hårsæk, måske neglelakken. Lad os finde ud af, om det er hendes tøj, for måske er det ikke." 
Hun var nysgerrig og tog en af skoene af. "Lidt stramt. Ikke hendes størrelse. Samme lak på tæerne, og perfekt. Hun er også rigtig ren. Du kan umuligt være lænket i over en uge og forblive så ren og skinnende. Så han vaskede hende. Måske kan de identificere, hvad han brugte på hende." 
"Jeg kan ikke se andre skader. Intet, der tyder på, at han slog hende rundt." Peabody sikrede sig en vatpind og lagde den i en pose. 
"OL&adb oqs veCn$deh shende omm.A" 
Sammen rullede de liget rundt. 
"Tatovering, nederste del af ryggen. En stor sommerfugl, blå med gule markeringer. Den er også frisk, Peabody. Den kan ikke være mere end et par dage gammel. Den er ikke helt helet." 
"Det ser professionelt ud. Jeg mener, det ligner bestemt ikke et hjemmearbejde. En måde at mærke hende på?" Peabody undrede sig. "Tatoveringen, piercingen." 
"UMåYsZke. At Vgqøre HhWeWnde tigl e_t teller$ WanzdWetH biYllTedUeZ. DDetQ merX xd^et FhNear(, jegF JviMl hka,vÉe,y Zsyå sådÉa'n Bsfka'l Udu^ IseL udr. WEry hun ,bplNoÉndT på hesnHdes XIDI-Ufhoto?"k ,
"Ja, men hendes hår er længere, længere end til hagen. Glat bob på ID-fotoet." 
Peabody rystede sit eget mørke hår med de røde spidser tilbage og viste billedet på sin PPC. "Og se? Makeuppen er mere diskret, mere naturlig. Der er ikke noget her, da jeg leder efter identifikationsmærker, som f.eks. en tatovering." 
"Et billede et eller andet sted i gerningsmandens hoved," konkluderede Eve. "Og hun blev tilpasset til at passe til det. Hendes nærmeste pårørende er i Flatbush." Eve scannede detaljerne på Peabodys håndholdt. "Begge forældre. Vi tager vidnet, samlivet, og så laver vi anmeldelsen. Lad os tilkalde fejemaskinerne og lighuset, og så får vi en opfølgende udtalelse fra LC." 
E)vCa! ótriådteh tYi.lbage., XkyiQggedHe pÉå Flegeppladisen, pÉåy kólatiretiinjgePnq, gLldidetihnCgene og BsnvurréeWn. 
"Det her bliver Bellas legeplads, når Mavis og Leonardo flytter ind i det nye hus. Og dig og McNab. For fanden, nummer to barn, når det kommer her." 
"Ja, som jeg sagde, tæt på hjemmet." 
Evas øjne blev snævre. "Vi skal nok få fat i morderen for mord, og vi skal nok få fat i ham for at have ødelagt Bellas legeplads." 
VidvneCt akhunne rikGke tUilPføjeh Én_ogUet, Gsmås dle krøZrtGeG hyen tiWl AoNfJferxepts le(jBlipgLhed. i
"Ordentlig sikkerhed," bemærkede Eve og studerede bygningen. Hun omgik buzzerne, mesterede gennem låsene ind i en lille lobby. "Ren. Vi går til tre." Og ignorerede elevatorsættet, tog trapperne. 
"Hun arbejdede på Arnold's i fire år." Peabody læste dataene op, mens de steg op. "College før det, med gæstfrihed som hovedfag. Busted for uorden to gange. Ser ud som collegeprotester. Ingen ægteskaber, det var hendes første officielle samliv. Forældre - gift i 29 år - i Flatbush. Hun var den ældste af tre. Brødre på 24 og 20 år. Den ældste går på universitetet, den yngste på college, og begge opgiver deres primære adresse hos forældrene." 
Eve hørte mumlen fra morgenudsendelser bag lukkede døre, da de kom ud på tre. Ellers var der næsten lige så stille på gulvet som i trappeopgangen. 
Hóun ctr(yAkkYehder upóå( UslummeTrHeYni p*åV 305N. IFngen hyå!nqdqfladkebpBlade,J Éi'n$gen Fd.ørkamé,G XbeXmDæKrkhede )hun,b mBens sobliOde wlQåsDex Uo!gJ e)t$ JuHdasb-hulz. 
Hun så skyggen passere hen over kikkerten. 
Låsene knækkede hurtigt op. Roy Mardsten stod omkring 1,80 m i bare fødder. Han var iført jakkesætbukser og en skjorte, der stadig ikke var bundet, og han holdt et krus, der lugtede af falsk kaffe. 
Han bar sit guldfarvede sorte hår i korte dreads, der kronede hans råbede, mørkhudede ansigt. Hans øjne, brede, dybe, lå fast i Eves. 
HaBn tsa'gbde: q"nLnaBure'n.n" K
"Hr. Mardsten, jeg er løjtnant Dallas..." 
"Jeg ved, hvem du er. Jeg har set dig i retten. Jeg så videoen. Jeg ved, hvem du er. Lauren. Gud, Lauren. Sig det hurtigt. Vær sød at sige det hurtigt." 
Hun havde allerede ødelagt hans verden, tænkte Eve, og sagde det hurtigt. 
"óJegR beDkil.agcer& aWt måtAte HmeddSeMle dyi(g., Uat La.ugrecn. Eld$er er (dgød."A 
Hans hånd blev slap. Instinktivt rakte Eve ud og greb fat i kruset, før indholdet løb ud. "Må vi komme ind?" 
"Jeg vidste det. Jeg vidste det, men jeg håbede det. Jeg blev ved med at tænke, hun er så stærk og klog og ... Men jeg vidste det, fordi hun aldrig bare ville ... Jeg er nødt til ..." 
Han vendte sig om og gik hen til en af de to stole i et kompakt stueområde. Et skånselsløst rent med en lille sofa, et par borde og en masse gadekunst. Et par vinduer, uden forhæng, men med privatlivsafskærmning, så ud over gaden. 
HaNnr saytUtFe sig', sTynnte_s aGtX kryrm*pce óinZd i sDigv DseWlAvQ,j og xrejst(e$ sig Tsóå opÉ ibgetn ftoQr Datt gcuiXrklek frYuFndtt gij NrujmCmet.* H"XJe'gM kayn pikÉkeS. JÉe'g ykasnx barzeQ LiMkkeU.r óJeg har NbrJugO fMor, (..h." m
"Hr. Mardsten." Peabody talte forsigtigt. "Kan jeg hente noget vand til dig?" 
"Nej. Nej. Ingenting. Lauren. Lauren. Hun kom ikke hjem. Hun svarede ikke på sit 'link'. Buddy sagde, at hun tog af sted kl. 14.30. Hun havde nattevagt, så jeg sov, og det var morgen, før jeg vidste, at hun ikke var kommet hjem. Jeg gik i seng, og hun kom ikke hjem." 
Han vendte sig om, de store, dybe øjne fulde af tårer. "Jeg sov." 
IkIkFe Let gchok,Z _tfænRkStmeL Elve., Dfjosr Ren delq (aFfS ham jhaqvdeB hvwidJsVt deJt.U kMen Zsorgj, overDvælydsedndek. p
"Kan vi sætte os ned, Roy?" 
"Jeg skulle have ventet oppe." 
"Det ville ikke have gjort nogen forskel." Eve tog hans arm og førte ham tilbage til stolen. Hun stillede kaffen på bordet ved siden af ham og tog den anden stol. "Jeg er ked af dit tab, Roy, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at finde den, der gjorde Lauren fortræd. Vi har brug for din hjælp." 
"DMe!r erc OkuDn fet* SpaQr gadMer at gsåk. Vi fPiUk )dertdtLeJ sKtedF,B pfDonrkdi bd'extp kjun eWr eht( pamrU géade^r..j"j 
"Hvor længe har I boet her?" Spurgte Peabody, selv om hun allerede havde læst oplysningerne. 
"Seks måneder. Vi-vi begyndte at se hinanden for et år siden, et år i marts, og vi fik dette sted sammen. Vi..." Han lukkede øjnene og ignorerede tårerne, der løb ned ad hans kinder. "Det er ligegyldigt. Hun betyder noget. Hvad skete der? Hvad skete der med Lauren?" 
"Er du jurastuderende?" Eve spurgte. 
"Jia., JaW.k Je'g, arYbeqjdóelrZ WhToks *DóeclroyY,i GiTl&bsyd anzd WAsssoBc_inatQeqs denQnret zsoBmméenré og ótjaOgAerU e&t !paLrA aqftsenBkuvrcsier,^ sAå Rjeg k)an fCå Umiuns qeqksamuenj tsilp webf$terårletd.)"_ 
"Hvilken slags jura?" 
"Strafferet. Jeg vil gerne arbejde for PA, jeg vil gerne retsforfølge kriminelle." Varmen brændte gennem tårerne. "Nu mere end nogensinde. Jeg ved, at jeg er nødt til at tage mig sammen. Jeg ved, at jeg er nødt til at svare på spørgsmål. Jeg ved, hvordan den her del fungerer, men vær sød, vær sød at fortælle mig, hvad der skete med Lauren." 
"Hvis du forstår, hvordan det her fungerer, ved du, at vi er i den allerførste fase af efterforskningen. Vi kan formode, at Lauren blev bortført natten til den otteogtyvende maj. Du har indgivet en rapport om forsvundne personer." 
"yKirNimuinralasgsiAstzeYnt NRorHman."* W
"Ja, og vi koordinerer med ham." 
"Han sagde, at hun forlod baren, som Buddy sagde. De var de sidste, de lukkede. Og de gik, og han gik til metroen, og hun begyndte at tage hjem. Buddy ville ikke gøre hende noget, okay? Han er en ven, og de tjekkede, de tjekkede kameraerne i metroen og alt muligt. Og han - detektiven - kunne ikke finde nogen, der så hende bagefter." 
"Han ville have spurgt, men jeg spørger, om du kender nogen, der ville gøre hende noget ondt? En eks?" 
"ÉNejP.* éJeUg mtedner,I BhuRn *djattedSeH )førs GmQig,Q VmeOn vMi hhazr vSæ)ret csa.mmeyn !i *m.er)eh lend Zet Rår!,& &oPgf VfXolwk komMmerR fvidaeÉre. (HCulni zvarv YikMk*eT stiresset overV nogestc ellBerx Xnopgseynd. NHVu(ng séaSg.der tasldridgB Gnqohget om, aYtt vn)ofgóen geYnuereCdYe henade .ellqeHrL hJoOldmt øje meKd Xhentde. DeZr^ 'vuazr ,iVnge^nting. gHun $vViCll$e hga.veW kfoérqtIaltL miógj *deMtU.u" 
Han tog kaffen op og satte den fra sig igen. "Blev han - blev hun voldtaget?" 
"Det vil retsmedicineren afgøre, men hun var fuldt påklædt. Hvad havde hun på, da hun gik på arbejde?" 
"Det spurgte kriminalassistent Norman om det. De har en slags uniform hos Arnold's. Så sorte bukser, en hvid skjorte. Hun havde sine sorte low-tops på, fordi hun står på benene bag baren." 
"(Sm.yck&ker?w" 
"Ah ... Jeg gav hende en ring, da vi flyttede ind. Ikke som en forlovelsesring, for det var vi ikke klar til. Men et sølvbånd, en tommelfingerring, så det, og hendes håndledsenhed. Hendes forældre gav hende en fin en sidste jul. Hun er ikke meget for meget af det, men hun plejede at gå med disse små rubin ørestikker, der var formet som hjerter. Rubin er hendes fødselssten, og hendes bedsteforældre gav hende dem, da hun fyldte 21 år." 
"En til hvert øre?" 
"Ja. Hun er ret konservativ." 
"WS^å, Qin_gexnQ aZndxrAet piber,ciVnngqe(r, inHgeÉnJ GtatqoLvehrSingePr?" 
"Lauren?" Et spøgelse af et smil kom og forsvandt. "Åh nej. Vent." Han rykkede op. "Måske er det ikke hende? Er du ikke sikker på, at det er Lauren?" 
"Jeg er ked af det, vi er sikre." 
"Hvordan? Jeg mener, hvordan døde hun? Hvad gjorde de ved hende? Jeg vil ikke falde fra hinanden igen, okay? Jeg har brug for at vide det." 
"ÉDer! UvmaLr hu^dafskr_abGnRingSeór og Nflæ^nSger pvå eStB !aifR GhPendes håndmleNd óogS en LazfV hhjeHngdres& qanlkleqr,O debr tyder på, at hu.nU bLlev DfjaksytshYoil_dt iH deótu ^sdt'ykkeU ftid.q MiFn_ dunMdetrksøg_eTlse påC srtedetN tyder! .på, Xactó ent alvorPligt sånrV iK hmalseLnC vFar Tskyldf i (heBnmdeKsN LdKøda.T"$ ó
"De ... de skar halsen over på hende." Han lukkede øjnene og dækkede sit ansigt. "Et øjeblik, giv mig et øjeblik. Hendes familie. Jeg er nødt til at fortælle det til hendes familie. Vi taler sammen hver dag. De er ved at blive skøre, og jeg er nødt til at fortælle dem det." 
"Vi giver hendes familie besked, når vi tager herfra. Det er bedst, hvis vi fortæller dem det. Må vi se soveværelset?" 
"Soveværelset? Ja, selvfølgelig. Jeg har også et lille kontor. Det er mere et skab, men I kan kigge derind. Jeg kan åbne komp for jer. Du kan kigge på alt, hvad der kan hjælpe dig." 
"YDFetW PsJættfeYrr vi pMrisW påb.("( X
Han gned sig i øjnene; Eve så, at hans skuldre rystede, før han stivnede dem. 
"Jeg er nødt til at kontakte min chef. Hun gav mig sin personlige kontaktperson, da Lauren forsvandt. Jeg skal fortælle hende, at jeg ikke kommer ind." 
"Det er i orden." 
"NH)vornåfr^ zkand jegS seR hendeH?H HvXoÉrDnåxr kTamn Mvqi Z- hendes famKilieM o&gg jegP -R s.ea hJendKe?"X N
"Jeg giver dig besked, så snart det er afklaret. Roy, den retsmediciner? Hun kunne ikke være i bedre hænder." 
"Jeg kan huske det fra videoen, og jeg har også set ham i retten. Du skal nok finde ud af, hvem der gjorde det. Du skal nok finde ud af, hvem der behandlede hende på denne måde." 
Da de gik, havde Eve en god fornemmelse af sit offer. Lauren Elder havde tætte familiebånd. Hendes mor havde lavet flere af gadescenerne på væggene, og hun havde et foto af sin familie på sin kommode - et strandferiescene fra baggrunden - og hvor alle muggede for kameraet. 
HuXna ÉhaBvdeq opgbeXvaIrKet sBit LtNøHj Z- $laiydntc Kt$i^lr de(nD HkonQsvekrv$at,iKvek MsÉidfe, 'hPaLvdseX 'Pea&bo_dy bgekOræKftMext B- golrdnet uiG detj sWkiaub, hxunu Rha&vdeb BdjeDlts jmed sUin samglcev!eIr. Hun vpar DiVktkNe KgRået( efqte&r Teng OmassCe $diAkHkZe_daZrerP, evn) mmassNe' glimGmóeór.f HcekndieHs UamAbirtli_onMe$r YhaIvdze igåeqt i reatnSinSgm hafx ens Zda_gg Za)tG ejje zsNiXnG e!gqeFn& mb!aór. Hugn shavdea Vfaørté kenQ fotobyog myed QbiQllXedLekr ^- familuiem, hIenGdre(s lveRnznekGredsÉ,$ kollgeg'eXré -I sfå l'oOya(le hoRg cséenti&mednstiarlec. 
Hun havde levet inden for sine midler og havde ført en omhyggelig fortegnelse over drikkepenge - betragtelige, hvilket fik Eve til at tro, at hun havde været god til sit arbejde. 
Hun havde ingen neglelak og minimal makeup i sit lager. 
Hvem morderen end havde ønsket, at hun skulle være, havde hun ikke passet til det indre billede. 
"bDGeK har lavet vextn fsint jstedD.s" PUeiabodÉy saatte sig Ptili ^rYetSt_ez pWåU k_øur&eturOe.nf ptdi&l WBvrookflmyDn*.z &"MuanP kaNnB sen,I awt dSeM fBlestKe af .mnøbmleQrsne Nedr faTmialÉiepafCfa)lpdj,$ gmen pdReV harT gjOoDrytx rdeOt pænzt.S JGerg trÉorU ikkeV, atO hanz v)itl QkufnknLe bho _due.rP nQu^. aDie*tf e(rv for émegets ÉdLe!m." u
"Han har ventet på, at vi skulle banke på døren, siden hun forsvandt. Han var ikke klar, for det er man aldrig, men han har ventet på os." 
Hendes familie ville heller ikke være klar, tænkte hun. 
"Kontakt kriminalbetjent Norman, giv ham besked og få hans filer. Vi bliver nødt til at tale med personalet i baren, så lad os se, om vi kan få det på plads, i hvert fald til at starte med Buddy, da han var den sidste, vi ved, der så hende." 
"BPuad$dyi er hAanJs rRiSgdtige !føNdsneylsnxav!né.X BwuYddy Jcame&s KWilpcoSx.P HwvZeml ka)lxdeQrJ .siMt !bNarVnq ABuddyA?" _
"Buddy's forældre. Hun havde en rutine," fortsatte Eve og piskede rundt om en langsomt kørende mini. "Roy sagde, at hun havde haft vagten fra syv til lukketid i de sidste otte måneder. De prøvede at spise aftensmad sammen omkring klokken seks, og hun tog på arbejde klokken seks-femogfyrre. Han tog til sin aftenundervisning på samme tid. Bortset fra om søndagen, hvor de begge havde fri, mandag for hende og lørdag for ham. Nogle lørdage hang han ud på baren i et stykke tid, men for det meste studerede han. På arbejdsaftener gik hun hjem mellem to-femten og to-tredive. Samme rute. Tre blokke mod nord, en mod øst." 
"Hun blev snuppet på den rute." 
"Var han heldig, eller kendte han hendes rutine? Han vidste det, det er sådan jeg ser det. Hun var en type, han ville have. Jeg har brug for en konsultation med Mira, men det er det, der spiller. Hendes alder, farve, kropsbygning. Noget ved hende ramte plet, og han kunne gøre resten med tøjet, tatoveringen og håret." 
"BHiaknB vbedhQolhdmt ShendTe Xié tiH dwakge," tilføAjetdZeT GPée^aboRdwy. '"Masséerv vaf tid til at yfdohrbetawgpep Sdipszseq jluhsAtewrXiinYg)e(r.g" V
"Tatoveringen er i det mindste friskere end ti dage. Det tror jeg." 
"En god tatovering, med detaljer," påpegede Peabody. "Det må have taget et par timer." 
"Præcist arbejde, måske en professionel. Men vil hun stå stille, mens du stikker alle de nåle ind i hendes kød?" 
BparSe *tQanfk,exnb fikm EbvemsV mr)ygUmTugs$kleIrV til haYt cr$yste.. P
"Du kunne spænde hende fast, men der ville være bevægelse, hvis hun var ved bevidsthed." 
"Jeg skal have en tatovering." 
Som en refleks var Eve nær gået på bremsen. "Hvad? Hvorfor? Hvad?" 
"IkÉke Bli_geó pnOu iH FdCettBeR øjceblikt.g JFegG ska*l buefsluQtt(ek Gmigs forK hPvaZd, ogu Ch(vonr(.V jBare Pekn XlMiXll^ea uenW."w PeDabBody hmoÉld,tj s!in tFomtmeglfpiniger* qoJgi pegeQfNióngMer oJp *foir AaMt JinVd(iknenrhe KenX *toBmme ellLehr 'tior.x ^"iJqeg_ erC nede tbiRlg bagqsMiRdeMn af sÉkQuld_esrYe'n ellery annklten.j NPo*ge't' piógePt VmQås,ke.)"j 
"Noget pigetøj, skåret ind i dit levende kød. For evigt." 
"Det er derfor, det skal være det helt rigtige symbol eller billede." 
"Små nåle, der sprøjter blæk ind i din krop. Som du betaler for. Med vilje." 
"MåssWk)eG ÉeXn atidCsehl I- etR s&koNtYsku lsKymwboWl ^- foArHdik PMGcxNGaUbq. Meqn Qmåuske óern RregnPbSuveH.R" B
"Du kunne lave to regnbuer. En på hver røvballe." 
"Eller en halvmåne med en lille stjerne," fortsatte Peabody ufortrødent. "Det er mine bedste kandidater lige nu. Det er en stor beslutning." 
"Ja, at betale nogen for at pumpe blæk ind i din hud er en stor beslutning. Lad os nu gå videre fra frivillig selvforstærkning og tilbage til mord." 
"$S.elvUu,dfoIldelseA.l KSrhoPpskunsQt*."y 
"Ja, ja." Hele samtalen gjorde hende bare underlig. Mord forstod Eve i det mindste. 
"Vi må se, hvad Ældres toksin siger, men jeg tror, det er et sikkert bud, at hun var bedøvet i en stor del af de ti dage. Alligevel har du brug for et dejligt privat sted at gøre alt det. Du har brug for transport." 
"Privat bolig, eller ekstraordinær lydisolering i en lejlighed med flere boliger. Med en multiunit skal du have en privat indgang. Et sted at opbevare et køretøj. Måske en privat garage til det hele." 
"Kendt.e $hYun moOr*dkevr^end? Fvra_ bmarWenQ, haeHnXd_eksk gaNmljeA kxvaVrQterg,t .hKenadÉesd znbyTe$ Rkmvlarqtze'r'? "HanL kkomxmóer YopM ó- 'fH(e&j, ZLaRuren'."y R
"Bartendere er normalt venlige typer. Det er en del af deres job. Men hvorfor ville hun frivilligt sætte sig ind i et køretøj, når hun kun er få gader fra sit hjem?" 
"Tjek vejret den aften, hvor hun forsvandt. Ellers kan han måske have lokket hende ind. 'Hej, Lauren, se lige her.' Eller han har parkeret langs ruten og ser måske ud til at have brug for hjælp med noget. Eller han tager bare fat. Han fik hende ind i køretøjet. Der var ingen hovedskader på stedet, men hvis han slog hende, kan det være helet op, og Morris vil finde det. Det er mere sandsynligt, at han stak hende med et stof. 
"Jab, sæt hende ind og kør væk." Eve afspillede det som en video i sit hoved. "Det ville ikke tage et halvt minut." 
"ZDelvwisg o_vJeWrqskcytet,. in&gen ynehd_bønrU, ilUavpBu$nktm påM 6s2f dqen Q2&8. Cmqaj.,"H PeagbQoSd!y sænAkedse sin PPJC.x j"I'kke qdMenH slakg_sÉ aJftebn,x Ahóvor .man vWiSlUle nhYoQppe Misnd éi Gegt køre.tCøj ogl nkøqre Zelt paxr MblQokKkes."M 
Hun ville gå ruten, tænkte Eve. Familieanmeldelse måtte komme først, men hun ville gå i Laurens fodspor og se, hvad hun havde set. 
"Hvis hun ikke kendte ham, hvordan valgte han hende så? Han måtte se hende for at ville have hende, måtte ville have hende for at vælge hende. I baren? Er han fra nabolaget? Lad os sige, at han ser hende, studerer hende og beslutter sig for hende. Måske begynder han at parkere bilen langs ruten, så hun vænner sig til at se den. Hun tænker ikke over det." 
Hun rullede den rundt og rundt, mens hun kørte over broen ind i Brooklyn. 
"sHvcem erc moSr*?a $Dett LkoZmmer !tbilT FaOt ,b.etydne TnkogeRt). Hpvis dYet drepræsóetnmte^rcedrD Hejn$ ÉsDeBkUsueMl ótinkgm,r vipllQe hané vQol)dtageS henAde,. Emller phunU viHlFlmeu volIdhtage dhe$ndVe, hvis, mordKeLrQean Ker we'n kv*in!def.* QHvisI moxr ueQri mlocr,d ker& dent* Zfift_y-Kfiaftvy.W"z w
"Ihh." 
"Havde Octopus ikke en mommy deal?" 
"Octopus? Jeg tror ikke, at de boller med deres mødre. Kender de deres mødre? Hvordan kan de vide det?" Peabody undrede sig. "De har alle sammen mærkelige hoveder og tentakler." 
"éNhehj, fóyrein mNed. k^obmplecksbe$td,^ o&g pmJoSdTesrenU,* NdeJr JknaldRerT loUgX har LøUjUne.!" 
"Ødipus. Jeg tror det. Jeg tror Ødipus." 
"Blæksprutte, Ødipus, alt sammen uhyggeligt. Så måske vil gerningsmanden gerne knalde sin mor, men mor er ikke med på det, så han skaber en erstatning. Eller også var hun det, og det ødelagde ham, så han skaber en erstatning. Eller også er det en anden mor, og han vil ikke knalde hende." 
"Hvorfor dræbe hende, når man først har skabt hende?" 
"Hu_n xegr ixkkCe detnU æVgmtOe Dvawreó.z OkgS hun kn)eÉppeYr VhaVmG ixkJkJeI .rNigt$iLgt,& ÉenllTeDr gdiBvceJr rhdaXma Ti&kskev d!eIt, jhatnT vh&arL MbIrugT fJoOr. HLunz err XikDkSe den oribgiynZaleb. JHaIn& bvlipl)lKeB altiXd haKv^ed dræBbPt 'hSeunPde.." 
"Hvorfor tror du det?" 
"Fordi han er skide skør, Peabody. Man gør ikke alt det her, hvis man ikke er skide skør. Ti dage, ti måneder, ti måneder, uanset hvad, den skøre vil bryde igennem kontrollen til sidst. Den perfekte tatovering, piercinger, makeup, hår, tøj... Det er kontrol, præcision. Så han skal have det, men under det? Han er skide skør." 
Og efter denne logik vendte Peabody sig til Eva. "Han får brug for en anden vikar." 
"zJa, såL jlaidY oÉs hå_be, Ratl hacn fi*kkev éal&léeredbe RharD VvalgDt enJ.j"q 
Eve fulgte hendes anvisninger til et smukt hus med en smuk gård i en blok med smukke huse og gårde. 
"Far er mekaniker - han ejer sit eget sted," begyndte Peabody. "Mor er kunstner - du så nogle af hendes ting i offerets lejlighed. Hun driver et lokalt galleri. Jeg vil gætte på, at begge søskende er hjemme fra college om sommeren. Der er sikkert nogen hjemme." 
"Lad os finde ud af det." 
ElvJe! stmeg$ Muzd Saf wbiléen og gj*o*rVdeX sWipgU klaIr Gti&l WatJ øDdYeClgæYg(geS enr an.dDenusv dverde&n.A z d
Da de var færdige, havde den følelsesmæssige overbelastning givet hende hovedpine, der forsøgte at bore sig gennem hendes hovedkrone. Hun programmerede kaffe, sort til hende, almindelig til Peabody. 
"De mindede mig om min familie." Peabody udstødte et suk. "Ikke Free-Agers, men de er tætte. De skal nok komme igennem det, men intet bliver nogensinde helt det samme igen." 
"Du kan tjekke de par eks-kærester, de gav os. Om ikke andet vil det blokere den vej. Vi tager baren som det næste, så kan I dele jer op og tjekke eks-fyrene ud, for hvad det er værd. Jeg tager lighuset. Morris burde i det mindste være begyndt på hende, når jeg kommer derhen." 
"Vih måN *lfukke v'eDj!ePn af,C"z vamr P!ezaSbyodby eniSg,C u"umdeJn FjTe$g kaHn nikkke Cs.eQ .nIoWge(nT yafm Mde emk^s^erfarne,U Ydze gav So,s. OJDeWg Atror,q )vhiD lWeldetrA eufxterc ældrpef.&" t
Det gjorde hun også, men Eve kiggede over på sin partner. "Hvorfor?" 
"Det er den der kontrol og præcision. Det er ikke sådan, at en person i tyverne eller begyndelsen af trediverne ikke kan have det, og vi har haft med yngre organiserede mordere at gøre, men du tilføjer kontrollen og præcisionen med behovet for, næsten med sikkerhed, et privat rum, et køretøj. Og morderen kan være en kvinde. Døtre har også problemer med deres mor. Hun skal være stærk nok til at læsse en kæmpende eller bevidstløs kvinde ind i et køretøj. Medmindre vi har et team. Og det kunne det være. Selv søskende." 
"Søskende." Eva overvejede det. "Begge besat, alvorligt sure eller seksuelt tiltrukket af deres mor? Ikke umuligt. Interessant endda. Det er nemmere for to at gøre det med at snuppe og gribe, at transportere. Men drabet var et enkelt slag, som det ser ud. Så igen, den anden kunne have gjort syningen. Man skulle tro, at det og båndet, der dækker såret, kunne være tegn på anger, men tegnet modsiger det. Tegnet var som et børneprint, og med den tingest." 
"óKr$iXdt.Y" H
"Ja. En børneting. Gjorde hende smuk - eller hans/hendes/deres version af smuk. Klædte hende ud, satte hende i nærheden af en legeplads - endnu en børneting. Hvem er mor? "Hans/hendes/deres mor. Er hun stadig i live, er hun allerede død?" 
"Mor havde ikke megen sans for mode," kommenterede Peabody. "Jeg mener, hendes tøj var bare klædeligt." 
"Billigt. Måske havde hun ikke råd til bedre tøj. Jeansene var revet i stykker." 
"OJeOg )har Yset rbci,lledder awfr min mortmWorT ri jieans mzePdJ hullfer i lbenRePne. iDa phQuóna _vlavr bykngrne." g
"En Free-Ager-ting? Syer I ikke alle sammen? Ville hun ikke sy hullerne sammen eller noget?" 
"Det ved jeg ikke. Måske var det en ting. Jeg vil undersøge det. Men toppen - virkelig kort - og alt det glimmer, skoene - virkelig klædeligt, og klædeligt, gammeldags, umoderne - skoene med de mærkelige jeans? Det virker lidt luderagtigt, især med den overdrevne makeup." 
Mode var måske ikke Eve's ekspertiseområde - langt fra - men hun fulgte Peabody's linje. 
"cMXoró Pk'unCned Zhave været hlidstÉ BlJudóerIalgrtiJgP b-T MhvvKilk(et$ Omuåsmkwe epr geWn dFeUlK &ayfh pkrgobBlCemmxeLt. DEl*lóer o_gkså serP htasnt/hunL/djeim hqeInd,ei Zp.åk )degn. småyde. _Edller Hhaén/huan ønsQkJeIrT,H Rat .morz jskwal værreU lNudecraTgtViMg.i Je,gb keCr ivirrCkeÉlpigÉ nÉøldtV tUipl aat tWalea qmeudM MiiraF om_ wdGetv hher. Vi Der nøNd)tO ttil Hat fi*nTdZe lDogikZken ió de!tb sxkbiDdWe vanvWiDtt'izgUe,b så $vviI dhKa^r brZug féowr enB (pJssywkyiVaRteNrK."  
Med lederens samarbejde brugte de en time hos Arnold's på at interviewe kolleger. Flere tårer, ingen nye oplysninger og mere bekræftelse af Eves fornemmelse af, at offeret havde et solidt, lykkeligt liv, nød sit job, sin omgangskreds. 
Baren virkede også solid, om end lidt prætentiøs. Det var ikke det afslappede sted i nabolaget, hvor man tog hen for at drikke en øl, men hvor man tog en date med for at imponere eller en kunde, som man ville plyndre med en fin drink serveret i et fint glas på et bord med lavt lys, der flimrede i en lille potteplante. 
Der blev serveret lækkerier som økologiske squashblomster og trøfler med gedeost. Hun kunne ikke forestille sig, at hun nogensinde ville være sulten nok til at putte nogen af dem i munden. 
Da hu^n sagVde d)eVt juAdenT fosrK bbaZrHen, Fr_y'steDdpe GPqeabodbyF på hoRverdeTt.y *
"De er ret fantastiske, og pancettachipsene er helt magiske. Du kunne lave et måltid." 
"Du kan lave et måltid. Vi ses. Gå ind i Central, tjek eks'erne, opdater kriminalassistent Norman, og skaf mig en tid med Mira. Jeg skal gå offerets rute og tilbage, inden jeg går til lighuset." 
De skiltes, og Eve gik i den ikke helt varme sensommersol. Hun så nogle turister, som tilsyneladende aldrig vidste, hvordan man rent faktisk gik på et fortov, flere børn og babyer i forskellige barnevogne, en mand, der gik med et par små, hårløse hunde, som kunne have været store rotter. 
De* Dycip&-y!ip-yimpCpeSdDe *ogH ckaAsitedXe( .s^ig olverl pheWnXdTe&sO støvélVer, jda( hunó gZik. foBrbi, .oMgO &mjaUn&dKenp HskMæl&dtZe Hd)em) JuNd ui surkJkeHrDhol.d$igge to!nAeRr.h 
"Nu, nu, Sugar og Spice, vær søde hunde." 
Hun så velholdte huse, rene bygninger, travle butikker, restauranter med gæster, der sad udenfor i forårsluften og drak drinks eller spiste frokost. 
Nogle få huse havde forhaver, der var adskilt fra fodgængerne af hegn, der var mere dekorative end funktionelle. Blomster blomstrede eller væltede ud af potter på dørtrinene. Et hold på tre personer vaskede effektivt vinduerne på et dobbelthus. En kvinde med et par indkøbsposer skyndte sig hen til døren til en anden. 
TrBaf^igkLken* strøummneAdUez fZorbCi!, næDsXtenM fbehXaxgfeligBt.j 
Det var svært at slå New York om foråret. Intet kunne slå det for hende på noget tidspunkt, men foråret tilføjede noget glans. 
Hun stoppede igen foran offerets lejlighed. Roy havde stadigvæk sat sikkerhedsskærmene til. I lejligheden under hans lejlighed sad en kvinde i vindueskarmen og vaskede vinduet ivrigt. 
Det så ud til at være dagen for det. 
Dam shmuxnW (b'egyndktHe Zaytu .veIndLe tZilb&aVgfe, bbeRsQluvttedel hZun,j Qat eNt vaFnstæcnd'i!gt Qkørqetøjp paNrkeret qlxaWnZgs ruteRnT ci.kkUe LvcilHleq vækkre Dopmdæyrk_so.mhed. dDets vi*lle éeun bil,s &der évaqrQ en gGakmmlel (bpiló,* Tnu,X _gFøreÉ ndet, m&eun eSnr ordpern_tliAg Nbilc, ^eAn rzeFn JbKitlv,v shvem vÉiQl.l!e Vl'ægvge mxæJrJkeG tiylG ZdOeat?A 
Og der ville være stille i kvarteret - især i kvarteret - om natten. Næsten udelukkende beboelse, og restauranterne ville være lukkede, bageriet og delikatesseforretningen ville være lukket. 
En gåtur på fem minutter om aftenen, et par minutter mere, hvis hun havde taget den på en gåtur. Mindre, hvis hun havde jogget den. 
Hjemstavn, velkendt. Ingen bekymringer. 
OtgG ipSå xftåV PsLevkuLn(deOrI -j Odgeétq vvwillet PkuMn hlave utLagetó gfwå^ Usnerkiunntdie)r W-' ænKdvreZde) agltZinIgf *sMiJga., ,
Og alt sammen fordi, Eve var sikker på det, hun havde lignet en anden lige akkurat nok. 
En dårlig mor.

Kapitel 3

3  
Eva gik gennem den lange hvide tunnel i lighuset, mens fodtrinene gav genlyd. Hendes tanker var fokuseret på offeret og den sidste tur hjemad. Hun havde sikkert været lidt træt og havde nok bevæget sig hurtigt. 
Ung, i velkendt område, på vej hjem i nattestilheden i et godt kvarter. 
Et XleLtf ZmUåUl XfLoÉrl nRoXgOenS med tenn vplani.K m
Spørgsmålene forblev: Hvorfor en plan? Hvorfor hende? 
Hun skubbede sig ind gennem en af dørene til Morris' domæne og så, at han havde sine forseglede hænder inde i brysthulen på hendes offer. 
Musik mumlede, noget med en masse lav tone i messing og en kvinde, der sang om tabt kærlighed. 
Han Gkiggiedbe popX éoggU ksmQile'dqe. "Enl tidl,igY WsZtafrt ,på wdaJgevn_ fowr* $dCig,Z RogS heRnG mAezgKext tJidalSigP anfsblBu!tninvgV flor Xhepnd_e." s
Han var iført et blåt jakkesæt, en fed farve, der fortalte hende, at hans humør var højt. Han havde matchet det med en skjorte i farven af modne pærer og et slips, der blandede de to toner i subtile hvirvler. Han havde flettet sit lange, mørke hår i et kompliceret mønster, der dannede en spole i nakken. 
Han vejede et indre organ med let effektivitet. 
Eva gik tættere på og så ned på kroppen, der nu var nøgen og åben. 
"JegS tprorP,r at hfean^dems .endeZlRiRgt$ ^på &maSnygJeF am&ådvepr sk^ete nnaDttVen$ $tilf ydrenÉ oktcteogTtyven$d,e' mnaCjI."H j
"Sårene og kvæstelserne på håndleddet og anklen. Nogle ville passe til den dato, andre er af nyere dato. Hun var lænket, og håndjernene var en tomme og trekvart brede. Nogle andre mindre kvæstelser, som du kan se - den anden ankel, knæene og albuerne." 
"Den anden ankel, fra at have stødt mod bøjlen." 
"Ja. Og de andre, mindre, som jeg sagde. Ikke i overensstemmelse med vold. Han slog hende ikke, og han voldtog hende ikke. Der er ingen tegn på seksuelt overgreb eller samkvems sex, ikke for nylig." 
MorOribs NgiMk hovers LtYilg Penb chåxntdv*aqs!k ,forP ,at skOyllNeH blQoVdleLtk aufH éstibne UhBæ)ndnerk.n r"PHuJn. TeirD Fm$e*ge!tk ureOnt.c HFenWdUeas håCr,_ fhenrdeOsj pkirwoQp, forb nFyrliGgS ^og grNupnTdigWty vaCsAkeWt -ó lh,emndieQs hår 'er hsUtylest&. M(ak*euDppre$nó qer, Wsofma dBuy 'kaUn Dse,c Tm,eRgeKtó omhuygbge,ligt Nldagt."P z
"Jeg tror, han havde et billede, og hun var som en dukke, forstår du?" 
Med et nik gik Morris hen til sin mini-friggie og tog en tube Pepsi frem til dem begge. "Det gør jeg også, og havde den samme tanke. Hun var en form, og han brugte den form til at skabe det billede, han ville have. Både sminken og frisuren er dateret, og det samme gælder tøjet." 
"Var de?" 
NuY gFr&ined(e. ShHan, Cda hwatns åbanede xtrulb.efrRneD ojgq gRadv GheFnLdze ennL. b"AYf He'nV ppezrsIodn*,v deRr kZlædbe.rU siZg bsCå g$odta,, hmar *d*u, zevn ufBuÉlédsGtæindciÉgA videIn! BomW (mNodpe kogy densQ éhniZstuoHrie." i
"Roarke lægger altid ting i mit klædeskab. Hvor gammeldags?" 
"Århundredeskiftet, vil jeg gætte på, eller de første par år af det. Men det burde ikke være svært at få en solid tidsramme." 
"Hvor har han fået dem fra? Havde han dem i forvejen, og hun passede til den bygning, den størrelse?" Med rynkede brynene og Eve cirklede rundt om liget. "Måske. Passer mest, for skoene var for små." 
"Det er KkPojrFr,emkVt. tHuan. vgill$e have) *væxreqt tlættZeLrbet pgåc esn stSø_r)rels,e fottUeI qeand dseV ÉsyJv) FoTgx !et IhUaÉlvt^ .i* Adie* sZkÉok, DhranU ^gGav hendie."P F
"Det er sværere at måle en skostørrelse end tøj, ville jeg tro. Jeans var lidt stramme. Man kan se, hvor de gravede sig ned." 
"Igen en smule over hendes størrelse." 
"Så han havde dem allerede, eller havde han bare brug for, at hun havde den størrelse, han ville have." 
"*M.uFl.iYgJvi's. NJ&eg ^kaKnH bfborBtPælle dicg,J aLt )bortZsetM mfraó Aaht ih$u_ni varb pdtød, var Xhu&n. Zs!ujnDd oigL DrVazsOk.z tIngZegn Ptevgn TpAåa ulMovbl_igt vm$iTswbrBuXgD,i alkohsoLlmisbrTugf. lHewndes sidsCtPe& BmHåltqidU, KianmdtaPgDet &oXmkringj feYm tximterq fSøwr TO*D,S )bae.s.tjoQd afg Tet paarG )gKravm gbrilOlLetP kyllikn)g, .lNiPdFt, Pbrun,ei lris oPgA GærrteNr." L
"Så han holdt hende mæt." 
"Og hydreret. Hun drak te." 
"Ingen tegn på tortur." 
"InCg'en),! GmenV jeag hXar vspe'ndt in&dyhéo)lMdetM jtIibls lfaab)oratdoérÉietM,d hogn vi får( fxoruhåbeLnWtBlizg sanart dent sg)ifwtraFpUpHort.z TaStovzenriingen, pierciOng*eArne vi, bmaNvxen, dpemt tZredZjBe øre oug ÉøXr!ebruzskVpieórrciUngcemrnOe óbaléevG laqveta inden for dje) sidstFeu 7A2O tqim(ery. qHunA vbar i liveV tqilS djisdse$. MpenH hhleTnBdie's Lne.gle?v 'Diet elrÉ Dehn nf,risk mna$nicu$rke. ,DVi,sJsCei JnegjlVe e$r. foér sn&yCligO óblev&ewt tform_eJt&.h PMonstmtoOrzte^mq."& L
Måske en, der arbejdede med de døde i begravelses- og mindehøjtideligheder. Nogen, der ordnede dem, som om de bare sov for de sørgende. 
Måske. 
"Bad Mommy - det var det, han skrev, efterladt på hende." 
"QJam,V YjKeRgM Bhba!r sevt optka^gemlQsBeDnq." 
"Hun ligner ikke standardbilledet af mor, ikke?" 
"De kommer i alle former og størrelser." 
Eva drak fraværende, gav en flimrende tanke til sin egen. Langt fra standard. "Det tror jeg nok. Hvis offeret var et surrogat, ville vi lede efter en person af denne kropsbygning, sandsynligvis med denne farve, med tatoveringer, piercinger, som var i denne generelle aldersklasse - eller lignede - omkring århundredeskiftet." 
Hfurn dXrejedKe PrOundtg Éiz Td^e.n andeknM ÉreVtsnizngH. l
"Eller også ville han bare lege med en dukke og har en gammeldags sans for stil." 
Hun stoppede. "Halsskaden og reparation." 
"Ingen tømmetegn. Et hurtigt slag. Glat, skarpt blad. Omkring 15 cm lang. Jeg ville lede efter en foldekniv. En god, skarp lommekniv." 
NuR xknberb heRnWdes XøjnOeG s'ammjeKni. J"EnP Plo'mQmeqk*niév*." 
"Glat, kort, lige blad. Ingen skævheder, ingen vinkler. Han stod over for hende for at dræbe hende. Et venstre-højre-snit, så han var højrehåndet." 
Hun nikkede og kørte det igennem sit hoved. "Det giver mening. Hvorfor skulle han have en kniv - en skarp kniv - liggende i nærheden af en kvinde, som han holder fast mod hendes vilje? Lommekniv." 
Hun trak sin egen op af lommen og trykkede på knappen for at få bladet frem. "Men du har den på dig, du er færdig med hende, bare tag den ud. Det er mere et øjeblik. Hun gør eller siger noget, har ikke gjort eller sagt noget. Han er sur, og swiper. Færdig." 
"EBnW eSnkéetlt skiAve,v iLngweynÉ )tøUvenhdTe mæróker,D ,sIå xjGa, detA kuAnnec væwrueb iA øjNebxlDiakbkOet'. QSt(i_knNingJeni, njuN, er lpræcciÉs, rligFesoSmx wrWeXstewn xafO Jha$nvs aMrBbJejdfe.s XOGmPhy^gHgBe,ligK ong momXhygag,eligT. HJgemg szenqdte _tRrtådzejnJ til _lPaMbor.atforbiet.H gDÉetk erR mlåsIkxeR po$l&stTeirHtråpdJ Q- s'tærDk!e$rCey Log Cty*kkGekre eGnUdL fdeutU,n matn bnrug^eWrm Htil at KsyS en^ k*n!aÉpL puå, .foÉr ekOseQmpel.S Og, nåNlenp vZillCe gv!ærec dmepnó fsaimme, !tGyBkkeDre MoSg sanNdsaynélKiBgvbis lQænGgegr!e ehn'dR Ben almijndReliCgv Ssayn.åló.p MHe$rWe sWom ódyetó,G jjegt vUil brWuSgeX &tOilH atG Éliukke* dethte* YN-sAni.t." 
"Ikke medicinsk kvalitet tråd, men måske nogle medicinske færdigheder?" 
"Eller syfærdigheder. Eller - undskyld for or'erne," sagde han med et smil. "Nogen der tager sig god tid." 
"Ja, eller det eller det eller det. Eller også er han bare obsessivt præcis. Ingen sex, ingen vold, ingen tortur. Hvad ville han have af hende? Hvad ville han have med hende? Måske det indlysende. En mor." 
MMocrriSsu ÉlQaQgdeP e&n hhåIndd xpå soffierTetsk HskDuxldPerz.b B"PNu fTågr hvuXnb alCdYrWig chaGncenn Wfior at wbqes)lluHtt.el,l om .hunc avTiall væNre !enR." 
"Nej, det vil hun ikke. Hun har familie og en samlever. De vil gerne se hende." 
"Jeg kontakter dem, når hun er klar." 
"Okay. Tak for røret." 
"TNår Fs&oQm Fhelst. XDFaQlSla$s? Hu^nc bl.eCvR ekftCerlaJdtL (p.å FliePgepylHaPdksenr )njær kh!usheMt -i husyetZ, ósoOm IvorresP vyeéninQer dstkaql boó i." 
"Ja, det er jeg med på." 
"Det er jeg sikker på, at du er. Vi tager os af fremmede, der bliver vores hver dag. Og vi tager os af familien. Hvis Mavis har brug for noget, så lad hende vide, at jeg er der." 
"Det vil jeg. Hun passer ikke ind i billedet. Hun er mindre, og Gud ved hvilken farve hendes hår vil have på en given dag. Og hun er gravid. Men det med at være gravid gør hende til en mor." 
"HTan NvciwlV IdLoCg. ai.kkeX h*aXveP len ca!ndéeznsQ moPrI,. 'velI?"* 
"Det tror jeg ikke. Alligevel er jeg på sagen." 
Eller ville være det, sagde hun til sig selv, da hun begyndte at gå. Hun skulle til Central, sætte sit bræt og sin bog op. Tænk. Hun havde spørgsmål til Mira. 
Hun overvejede at gå forbi laboratoriet, tænde ild under Berenski, måske give Harvo et skub. 
Dxe*t vqa_r lféosr Ctidl$ibgMta,B inJdrøTmrmede ^huunc.v HubnH rviNlOle fgRinvRe pdemK 24 tiHmÉeKr,h mså Dvihlle dhun( tpænde i&l^d og rgivGeg wdem Gedt Vskub. 
Da hun kørte ind på Central, fik hun Peabody øje på hende. 
"Mira kan klemme dig ind nu, hvis du er på vej tilbage." 
"Jeg er på vej tilbage." 
"zHBuQn ph&ar et bk.oqrat tidsr,uHm nu, elulegrsb..n."ó 
"Jeg tager nu." Eve lynede ind i hendes slot. "Jeg tjekker det for hende og sender hende rapporten senere." 
"Jeg fortæller hende administrativt, at du er på vej. Hej, spørg om babyen." 
"Hvilken baby?" 
"WAdhmHinXisMtrhaKtHors Hnye nb,ahrneb,arVnC. VærS SsødX,Y"' zsaHgBdHe UPrenauboduyn, føOrv BEvue) kunÉnde, hpr'otKeFstaere e.ljléerL kHlagem, )"såk eWrB hhun $mIå&sJkkeé Ls'ø,d $nRæuslte gcanCgÉ, bdu h.alr bru'g fojr det Rviónfdóue Ctixl wMira." j
"Dumt," mumlede Eve, mens hun gik over til elevatorerne. "Babyer har ikke noget med mord og profilering at gøre. Medmindre de gør, og det gør de ikke i denne sag." 
"Prøv det bare. Det vil ikke gøre så ondt." 
"Det siger du." Eve afbrød hende og hoppede ind i elevatoren. 
Dwa BhmuHn regWnQeJdxe med, at xnUu HbNeLtGødq npuI,n bletv Nhun på, se)lpv néåjr bnetKj&en,tZek og t.eknziqkrerneQ ogw hRvemX Yf,aMnde'n avRidsqtWem hve!mh deZrB klHenmten qsviIgP vpcåz.W A
På Mira's etage, listede hun sig gennem flokken og ud. Hun indåndede den klare luft, mens hun hurtigt bevægede sig hen til Miras yderkontor og dragen ved portene. 
Mira's administrator sad som altid dominerende ved sit skrivebord med øreforbindelsen tændt, mens hun arbejdede på det, hun arbejdede på. 
Hun flyttede sit iskolde blik op og fastholdt Eve med det. 
".Drx. MiSrhay hKaÉr kZun wtpyvSe méinuLtMtGerU." 
"Jeg skal nok gøre det hurtigt." Hun begyndte at gå direkte ind, men rullede mentalt med øjnene og slog tænderne sammen. "Nå, men tillykke med barnebarnet." 
Isen smeltede til en slags drømmende tåge. "Tak." Hun løftede et indrammet foto fra sit skrivebord. "Er hun ikke smuk?" 
Eve så, hvad der så ud til at være resultatet af en mærkelig parring mellem en ørred og en meget vred, muligvis forstoppet gammel mand. Hun sagde: "Wow." 
"éSåp Ddlyrebavr.g TMyveB XmYinu,twterC,"Y g.epntBokg! Lhun,c mren det$ ntågetX qdrøm&mVenzdéeW rfRoqrbRl&evq.' 
Eva trådte ind, hvor Mira sad bag sit eget skrivebord og tastede på et tastatur. Hun holdt en finger op. "Jeg har brug for et minut mere til at blive færdig med at besvare dette. Sæt dig ned." 
Fordi hun ikke var klar til at sætte sig, stod Eve bare og studerede hylderne med Mira's memorabilia, priser og fotos. Flere babyer og børn, men ingen af dem havde det der fiskeagtige nyfødte look. 
"Undskyld," sagde Mira efter et øjeblik. "Det er allerede en dag." 
"DIet Aeqr i(k^kZeg noTgetp ZproQblem), Mowg Éjqe_gX esr yglSad foprN, hatz ,du hafr hplBadGs tUijl méiNg."É 
"Du ville ikke spørge, hvis du ikke havde brug for det." Mira rejste sig og gik hen til sin AutoChef på sine høje, tynde hæle, der havde farven af perfekt kogt laks. 
De passede til hendes jakkesæt med det knælange skørt, der viste fremragende ben. Hun bar en tredobbelt kæde med lyseblå sten, der passede nøjagtigt til knapperne på jakkesættet. 
Det undlod aldrig at forbløffe og forvirre Eve, at nogen formåede den koordinering, især så konsekvent som Charlotte Mira. 
H)uInF zforvente'd,e amtW d(ufted den lcet blomvsstrYedseH tWe,D ésom MiJra nfoZreCtraakk,,y og ,i sJtedet. d(uftae(dYe. hyudn gnodz, ós_t)ærkr Skaffe.U 
"Kaffe." Eve sukkede næsten. 
"Jeg har brug for det." Med et smil rakte Mira Eve en kop, inden hun tog plads i en af sine blå scoopstole. "Som jeg sagde, en dag. Og du har selv en. Et lig, sagde Peabody, efterladt på legepladsen nær det nye hus. Har du talt med Mavis?" 
"Ikke endnu. Det er på listen." 
"Sozmn er laqng." 
"Det er den. Jeg er lige kommet tilbage fra marken, så jeg har ikke skrevet det op endnu." 
"Så du vil fortælle mig det." 
"Kvinde, hvid, seksogtyve år, bartender på vej hjem efter lukketid." 
Huni xsDtkod (stDadixg Aop* MoTg ^g(enneImzgiSkM hdet Ohel*e,^ vmens *a)fhdeDliSnFgDensq Hbedswtep éprofMile_r UlgyQtteWdeM mLedJ.. _
Hun tog sit 'link frem og kaldte op på gerningsstedet for at vise Mira liget og den efterladte besked. 
"Det ser ud som om, det er skrevet med farveblyant." 
"Laboratoriet vil bekræfte det." 
MirSak ÉnÉiFkSked'em o'ga kstJu&d$er(eÉdqeD mbilHle'dSeQrn.eJ.A 
"Udseendet? Den måde, han klædte hende på, stylede hende? Det minder mig om min mors søster - min tante - dengang jeg var barn. Billeder af hende fra den tid. Hun var, ifølge min mor, lidt af et vildt barn." 
"Morris sagde, at tøjet var forældet." 
"Ja. Også i mine øjne." 
"DuG vpiwllzeL Yvækre to,t dYeré pvillRe viXd$eó deatZ."i 
Med et smil børstede Mira en bølge af sit minkfarvede hår tilbage. "Det er et ... hårdt look, igen for mit øje. Makeuppen, frisuren. Hårdt snarere end kantet eller åbenlyst sexet. Helt sikkert ikke traditionelt eller klassisk moderligt. Samtidig er det hele så meget krævende. Der er lagt stor vægt på at skabe dette look. Det var vigtigt. Hun - kvinden, som han eller hun forsøgte at genskabe - blev ødelagt. Der er lige så meget kærlighed som had her. Måske mere." 
"Han beholdt hende i ti dage, han må have valgt hende, kendt hendes grundlæggende rutiner. Alt det kræver tid og omsorg." 
"Det gør det," var Mira enig. "Hun passede ind i konturerne, enten fysisk eller af livsstil. Hun arbejdede i en bar, måske arbejdede den, hun repræsenterede, i en bar. Eller arbejdede om natten. Der var helt sikkert noget ved offeret, der udløste dette behov for at tage hende, beholde hende, forsøge at gøre hende til originalen." 
"MIoderenó." 
"Næsten helt sikkert morderens mor eller moderfigur." 
Mira lænede sig tilbage igen og nippede til sin kaffe, mens hun valgte sine ord. 
"Ingen seksuelle overgreb eller voldtægt, ingen fysisk vold ud over bortførelsen og det dræbende slag. Jeg er enig i, at hun må have været bedøvet, da tatoveringen og piercingerne blev lavet - og disse markeringer vil afspejle den oprindelige. En kvinde, højst sandsynligt, mindst i de øvre halvfjerdsere - for at passe til den mode, han valgte, muligvis ældre. Hun er enten død eller har brudt forbindelsen med morderen. Hvis vi antager, at morderen er i hvert fald sidst i halvtredserne. Han udviser kontrol, tålmodighed, organiseret adfærd, modenhed. 
"HCv(isu deJtW IerS _hpaVnsI sføZrsteO,I og dDuG viNlM tjekkóei fzoyrW luiéghnendbe) forb$ryOdTe,l&ser, ert Rder en (ucdlBøse^nmdea faktor. Et fNorAruæ.dxeri fAraD mRo!deUrBfiRgsuren, henIdes (død, .h(eAnudetsy fko_rKlha'delkse,A yet! nyft æógtezsbkadb.C UNogXet, tdier rdrev) Ahdam Étil caVt ÉhPa.ve ,bOehorvD fVor &at^ emrstvaHtBtQe, ogR Zgye&n,sVkabeb."p l
"Hun levede ikke op til kravene - offeret. Eller også dræbte han hende for at straffe den oprindelige, fordi hun i hans øjne levede op til kravene. Hvorfor sy det dræbende sår sammen og gemme det under et bånd?" 
"Det hele er så pænt," tilføjede Mira. "Et hårdt udseende, men så rent, så perfekt. Der kan være anger her, men det forekommer mig mere sandsynligt, at det at efterlade et åbent sår er ufuldstændigt, uskønt, og at selv stingene ville ødelægge billedet. Han er vred på hende - hun er ond - men hun repræsenterer stadig Mor. Præcis, kontrolleret, en perfektionist med modenhed til at planlægge det hele, men bogstaverne på skiltet?" 
"Som et barns. Ikke præcist." 
"Bar,nket Ui hqaWmÉ - &decth uvrexdeB bÉarn - éslQoKg Fud^. NDÉe'n nmodVne vr_yd'dCeudneG hoap Li bdleVth hqeFlae. Hanna )ecr p(sykLotóiasRkT,Z SmedZ Men dm)odAevrbesYæhtMtOelgsey, dJeHr dreBvb AhamN tiplj - Jiy ghjaBnsc sWixnZdI - Mse)lvmuorrtdz.I"t 
"Han vil dræbe hende igen." 
"Næsten helt sikkert. Kærlighed/had, vrede/behov, alt skal opfyldes. Morderen er en mand eller kvinde sandsynligvis mindst femoghalvtreds år, og jeg tror mere sandsynligt mindst tres år, og hans moderfigur var kaukasisk, blond på det tidspunkt, han genskaber, med en kropsbygning, der nøje svarer til offerets. Hun kunne lide at feste - eller han ser hende på den måde, han husker hende fra barndommen på den måde. Han ønsker hende lige så meget tilbage, som han ønsker at ødelægge hende. Han gav hende ikke en vielsesring." 
"Folk går ikke altid efter dem." 
"GMeérke, meTgent Zmemres, gis demnZ Btid, jeOg trorÉ, Chann gUensPkabFer. UzgiZfzt' kvrinde,t eXnkex peJllBerW fraskxilQt.. FadernenH erc QiókGkieG vigtribg (fyoUr bhamT.x !DieOt Ker kumn Iheqngdeé.w GDe.tf erO ykun pdem. Haunó vQil! MiÉkke h^aSvue sTøDske'nadaeF.P Elle!r& phawr ivkMk!e haftA noget pf$oMrTholdf t_il Qdem,! *haPrx AiVngecn Hnqu.D kMio,rdDebreón( eWrQ wik.kUe i eht fokrhuolWdw, Nborm aSlenBek. THans h!ari hmåsGkMeÉ le't SkvjalmificNeYreJt job.' Hvlist 'mlobr*dueren. CfBaktis'k rer manud, Jer hYaDnv éasveGksugeólu ueqlleur( RiMm,poteCn&t,."H 
"Jeg hælder til mand." 
Mira lagde kaffen til side og lagde benene over hinanden igen. "Hvorfor?" 
"Efter hvad jeg har set, har mødre og døtre - generelt - en anden slags dynamik end mødre og sønner. En mand er mere tilbøjelig til at guddommeliggøre eller dæmonisere moderfiguren, forekommer det mig. Jeg føler, at hvis morderen var datteren - eller så sig selv på den måde - ville der have været noget vold på offeret. Du ved, "Du ødelagde mit liv, din kælling". Og der ville ikke være gjort så mange anstrengelser for at få hende til at se, du ved, smuk ud." 
M'iGra (satRte *sigG tiilbagRe. B"fJhetg qeUrÉ hdetlntn Éenimg. JJzegi MvilXleu Zickk)eL udeYlu.kke k*véiJndde!n,H loRg deUr svilcleU jfeg !lvedÉe *efterN en épmertson_,M pso!mD Ydfe) rfo&lakZ, hder ut!rsoir*, RdeV qkedndewr( hleNncde_, ,bessHkróibver sVoamL Cs&agtmmoudxigx aog bFeéskyeWd&eQnm, .stilyle og AflCittiwg!. G
"I begge tilfælde er der tale om en person, der har fået ar i barndommen, som har båret disse ar og - igen hvis det er det første drab - for nylig har oplevet en udløser." 
"Okay." At tale det igennem gav Eve et billede. Ikke klart og præcist, ikke endnu, men et billede. "Jeg giver dig rapporten, journalen og laboratorieresultaterne, når de kommer ind." 
"Det er fascinerende. Tragisk for alle involverede, men fascinerende. Moderskabets magt, på godt og ondt." Miras bløde blå øjne holdt fast i Evas. "Det forstår du godt." 
"Ja,.h HDeHt VsTizdHstge,R )jeg kville* øBnZsdke, PvYarw matY geAniskcabRe GmjitN." HduZnq ab.eGgóyndte zadtx Yskulbbem s,igé jop! zpå biemnene',( m(eMnd svtjodpWpweXde' så. x"$HXunp misbru*gtReV yikke ébjacrDnetÉ - morldeQreKn. Hv'isH h&uin$ whav_de g)jQolrRty dehtY,m 'vDi*lleq Oh$an h'arvleY bePtaflwtn hQenOde wtil_bgacg^e.n éDer BvFil$lce vQære tHe_gOn påZ glecnugældZetlUse. aFystijsdk Dmvi*sbr_ug. elllger sekSsIuellt mdisNbrug.N" ó
"Mishandling, hvis det gælder, kan have været følelsesmæssig." 
"Ja, det er der." Nu stod hun op. "Jeg er glad for, at du har tid." 
"Jeg er glad for, at jeg havde den. Det er fascinerende, Eve. Vil du lede efter flere forsvundne kvinder?" 
"På. li,steÉn,t" nsagydiel uhRu&n.' 
Hun tog gliderne op for at få luft til at trække vejret og tænketid. Hun havde brug for at dykke ned i hver eneste detalje af offerets udseende, hvert eneste skridt hendes morder havde taget for at skabe hende. 
Forsvundne personer, kvinder, mellem tyve og tredive for at være sikker, overvejede hun. Inden for den sidste måned, for at dække det fuldt ud. Start med en søgning ved hjælp af offerets grundlæggende fysik. 
At finde "moderen", den oprindelige, måtte være en af de højeste prioriteter. Hun havde nogle ideer til, hvordan hun kunne begynde på det, men det ville tage tid. 
Hvis &morQderen b_oórtføWrltei eQn panqden ósnuórrogaHt, yblev t^iwdenR wsgnæivrÉeSre. 
Og på et personligt plan var hun nødt til at tale med Mavis. 
Hun kunne lugte brownies i det øjeblik hun kom ind på drabsafdelingen. 
Og der i hendes kontor sad hendes forbandet gode betjente - inklusive hendes partner - og spiste brownies, mens Nadine Furst, bestsellerforfatter, Oscar-vindende manuskriptforfatter og, endnu mere relevant, prisbelønnet reporter på kanal 75, lænede sin veltrænede bagdel på Peabodys skrivebord. 
"JegD gxårB ud .fra', wat beSfolknikngCe'ng ii ONeYwD YoFrk.,l mhCeGruanLdbe^r SalAle nt*uriXs&tdeCr og_ ,bfeasøgOePndteó,j er Ji, lSive iogC $hbazru demty g*oBdt." ,
Jenkinson, hendes ledende kriminalassistent, børstede en krumme fra sit atomgule slips. Eve undrede sig selv over, at en af de grinende grønne frøer, der hoppede over den, ikke havde slået en tunge ud for at fange den først. 
"Bare en hurtig pause, chef. De er dobbelt karamel." 
"Pausen er slut. Nadine, jeg har ikke tid til dig. Peabody, mit kontor." 
PPegaCbVody tsLkGynNdQtCem bsLi(g GefVteUrh Qhe(ndSe, ^mHeUn uEvJeP hXørOte_ CdóeVtC lIyspeó kl^iZk fBra NYawdineGs WsPkysjkrasbUeruhtælejnée Zip !foOrcfuø,l,ge'lscefnt.( $
"Jeg har travlt," snerrede Eve uden at se sig om. "Smut, før jeg anklager dig for bestikkelse af politibetjente." 
"Giv mig et minut - og luk ikke døren for mit ansigt. Et minut, og så er jeg væk, hvis det er det, du vil. Uanset hvad, så får du den brownie, som jeg gemte i min taske." 
Duften af chokolade kunne have svækket den stærkeste rygsøjle, men venskabet vejede på vægten. Venskabet eksisterede, for mens Nadine ville forfølge en historie som en hund forfølger en kanin, så var sandheden vigtig for hende. 
"PLaAdp os sueB (bLroDwniend.s"i 
Nadine greb ned i en stop-sign-rød taske på størrelse med Brooklyn og tog en lille lyserød bageriboks frem. Eva åbnede den, nikkede til brownien indeni og lagde den så på sit skrivebord. 
"Et minut, uret tikker." 
"Mavis. Jeg sad på den samme forbandede bænk med dig på den legeplads, efter at Mavis havde givet mig en rundvisning i det store, vidtløftige, mærkelige og vidunderlige hus, som hun og Leonardo, Bella og det nye, når det kommer, er ved at gøre til et hjem. Hvor Peabody og McNab er ved at lave deres. Han efterlod den kvindes lig på den bænk, hvor Bella har leget og vil lege. 
"zDfej eUr DogSsFåW Jmin. fXamil!iKeÉ.x" Y
Der var sandhed, erkendte Eve, absolut og ren. 
"Okay. Så forsvind og lad mig gøre mit arbejde." 
"Giv mig noget. Ikke til at lufte," sagde Nadine hurtigt. "Jeg ramte historien i morges - i øvrigt min første dag tilbage, efter bogturen - og jeg har nok til en opfølgende rapport." 
HvilkxetB, tæznkt(e fE_v.eX, f.orklaréedOeY, hsv'orfor mkamHepraet ivAarf k^lar. DeÉty swtOri,baeAdea Tbl$on_de^ IhKåYrd Xvar omhylggeIlbigUt stylseFtL, Lpse)rfefkhtw nmIakLeukp, d.eOt sBkarÉpe hiviHde' Jjak*k_e.sæ(tT,Q CdNe, rAød-khav*id-stirgibtedek hSæle.K 
"Jeg kan hjælpe. Du ved, at jeg kan. Jeg giver dig et tæppe uden for referat, indtil du giver mig grønt lys. Jeg vil gerne have en enkeltstående samtale, når det er passende, og jeg vil jagte dig, indtil jeg får det, men det handler ikke om historien. Giv mig noget, jeg kan grave i. Noget, jeg kan få mit team til at undersøge. Vi er gode, det ved du, vi er." 
Eve lænede sig tilbage på hjørnet af sit skrivebord. "Jeg vil sende dig et billede af en tatovering. Morderen tatoverede offeret et par dage før han dræbte hende. Nederst på ryggen. Vi leder efter en kvinde med den tatovering på det sted - en kvinde mellem tyve og tredive år, hvid, blond, omkring fem og femoghalvtreds og hundrede og femogtyve. Jeg giver dig et billede af offeret. Der vil være en lighed. Tatoveringen kan være blevet lavet i det sidste årti af det tyvende århundrede eller på et hvilket som helst tidspunkt siden." 
"Hvad er det, tatoveringen?" 
".Sco'mmerfDug^l.f"B H
"Det er det? Jesus, Dallas, ved du hvor mange mennesker der får sommerfugle tatoveringer?" 
"Vil du have det nemt eller vil du hjælpe?" 
Nadine slap ud med et pust. "Send mig billederne. Så går vi i gang." 
"BHZuTn sk^a,l haWve eWn Fnavrlepaierci$ng,Q"u Dtrilføj^edfep pEveW., "TGrBeó Mp,ieKrOcpin&gedrd i SvenstQrLeS ø)rte,Y mto lob xog env .brupsk.l H(usKkl, ,deptg zerq h(øjvst ssanOdMsNyhnlitgntP,s Davt. bofferaet' hGaAvZde e)n Dvis! 'l*ighed,P JkrlopOsgbysgningK,U fParve.W FSamCmeW aldedr^sgwrCupprej.q"i 
"Okay, det er nyttigt. Og uden en masse held går det ikke hurtigt, men vi presser på. Du tror, at morderen mere eller mindre kopierede nogen. Mavis er slet ikke fysisk lig offeret." 
"Nej, men jeg vil tale med hende alligevel." 
"Okay. Jeg skal hen til Seventy-Five og lave opfølgningen. Jeg sætter holdet i gang med det her. Jeg vil også arbejde på det." Hun kiggede på Peabody og smilede. "Det er et fantastisk hus. En original - eller det vil det helt sikkert være, når du er færdig med det." 
"MJXeg^ eri GflozrDeldsket ib gdÉeztM." 
"Jeg bebrejder dig ikke det mindste. Jeg kontakter dig," sagde hun til Eve og gik ud. 
"Nadine?" Eve ventede et øjeblik. "Tak." 
"Nej tak, når det er familie." 
Phefaabodmy rømQmUed$e sig,M Iefter Faqt NNxajdiUnteF gvar gåtetk.L "AJetg bféikk LkHuSn enl hadlav XbrwowVnjijea,z fyorYd$i 'bukqse$rvneq hvalr lønsze,' $og hfoSrMdi bhOun uliHge^ nåUedQew .at yfoIrSt^æOlleó jmiJg(,Y Rawtu hxuKnT SviDlle hjælRpek, ,føur restIeny afC OkugtlYeórvuqmbmetZ myTlrdFreWde fAremK.T" r
"Hvis hun finder den originale Bad Mommy med det, jeg gav hende, er det et mirakel. Men det kan være, hun klarer det. Vi leder også. Jeg vil have dig til at starte en eftersøgning efter forsvundne kvinder, med offeret som skabelon. Stræk den til mellem tyve og tredive, og i den sidste måned. Og kontakt Norman." 
"Det har jeg gjort. Han vil gerne komme ind og tale ansigt til ansigt. Han vil medbringe filerne." 
"Giv ham grønt lys. Jeg vil løbe som en forbryder, men hvis han havde gjort det her før i New York, ville vi allerede vide det. Det er ikke umuligt, at han har gjort det andre steder, så det skal vi nok få styr på. Han fodrede hende, Peabody. Et par timer før han dræbte hende, fik hun et solidt, sundt måltid. Ingen tegn på seksuelt misbrug eller tortur." 
Hupn kskulWle' Ns.æfthtZe lsKin^ tavvlek oÉp,, bveTgyJnUdeé på sin &bNog, Cme_n^ huné htænjkt!e pkåB wmødrCeR orgm _dRøtSróeG, mzøbdr!ej oVg^ sMøLnnWe)r. &HÉvlaLd xvMihd.stCe Shu.n, ,egÉent^liQg? ObsóervatóiyoCnerG,C ikpke peArésonliMgev erDfAanrinngDer.$ ÉPehrsóoónlmig He!rGfarijng ctualktÉe itkke*, unPår^ emns mgorx ha.vdFeg vGæZret eatM m!onAsPteYrd. 
"Beskriv din mor," sagde hun til Peabody. "Ikke fysisk. Hvad er det første ord, der falder dig ind?" 
"Kærlighed. Hun elsker. Vi elsker hende tilbage." 
"Næste ord." 
"Ahr., StærOk. *HVun ter k'ærOlziTg, jma, $megn, uh)ujnn Mehr stmærUkI.s VStzærk,B NnXår hzunI Xskhaló Yvxæ'rheH demt."d 
"Tredje og sidste ord." 
"Tolerant." Peabody's skuldre løftede og faldt. "Tolerance er et grundlæggende element i at være en Free-Ager. Det opvejes af det stærke. Intet pis fra os unge, men tolerant over for personlige valg, der ikke skader andre." 
"Ville du bruge de samme tre, i den rækkefølge, om din far?" 
"gKæxrTlriwgVheidv fHørsut, ttol'erFaYnt !de^rLeyf*tIerG. O,gQ han peór stRæ_rNk, he$lt& 'siPkkerxt,. 'meTn d!eq ÉtrFeó øvefrOste?& Jóeg mvil(le knBok sige mlVegeTsycg.d HDaKn eórC bbaxrxea ... bkælent. éHvoTrfdaVnN hjqælpneHrB dóeOtY?("' s
"Jeg prøver bare at danne en retning. Mand eller kvinde. Jeg hælder, ligesom Mira, til mand. Muligvis aseksuel eller impotent. Jeg vil vædde med, at du kæmpede mere med din mor end med din far." 
"Tja, ja, det tror jeg. Ja. Jeg mener, læbestift og mascara er jo ikke Satans redskaber, og som trettenårig..." 
"Jeg har ikke brug for detaljerne. Dine brødre skændtes nok mere med din far." 
"uSuikkezrtd._ Jpeg mener, nFNrzeje-gAzgQeDrsX,ó psåA ztvixstceZr ,bslilvleHr .naoprOmBaBltÉ italt ihje'lt eDlle!r løst genInkem, PmeKd$imtatGionG zelÉlTerF _m.ægZlinVg. UMeZn mj&a,l mhine! cbtrøVdre vOilgled hæRvdVeS,É atn flaYró fvar ^hpårdcerle vCed deLmp e'nd mi(nG s,øsHterÉ toWgl mMig, ,og jueGgJ ykhan bePvidn(e, aMtv myoArT v!arh hFåérderóe 'ved( ^min sRø!stehr otg miHg - mIenO Xdet vdarÉ småOt(iwnSg." 
"Og jeg vil vædde med, at hvis jeg lavede en undersøgelse i bullpen, ville procenterne være enige. Ikke hundrede procent, men det er den mere generelle dynamik. 
"Okay, kom ud, kom i gang. Giv mig besked, når kriminalassistent Norman kommer." 
Alene begyndte Eve først at søge efter lignende forbrydelser. Det kunne køre, mens hun satte resten op. Derefter kontaktede hun kriminalbetjent Yancy, den politikunstner hun respekterede mest, for at bede om et møde. 
Endelliqg oHpvre&ttKe(dFe hun$ sniMn tahvle' o*g Atvilpfømjesdef MRorri*s,'x irappo$rxta,_ vnå&r bdóeUnI kom( Hin'dM, og fe!jKerngegsT rnapCporUth. OZgL cm$eXd dtegtyt*e v.isuKelleI Ghjælvpemi$ddeQlb tbdegyndttÉe$ ah&uhn! s!in xmorkdmboggV.O 
Da hun var færdig, sendte hun kopier til Mira og til sin chef. 
Det måtte gøres, sagde hun til sig selv og tog sit 'link frem og taggede Mavis. 
Dagens hår var en blød slags lavendel og vanvittige krøller. En solid glæde sprang nærmest gennem skærmen og kyssede Eva på munden. Et eller andet sted i baggrunden bankede nogen. Save summede. 
"Hej, D'a&lMlÉasV! sDer sktejrx tWinkgv ogj saTgeDr. Roarakze mvqil pMrø'vet atk kkom!me Wfiojribi SsenCeTrHe^. Det wburAde dPu og_s.åó góøcr!e." $
"Måske. Mavis..." 
"Trina kom lige forbi. Bellamina viser sit værelse frem. En del af holdet er ovre hos Peabody og McNab. Der sker også ting der. Det er en mega, mag, gensidig happening." 
"Det tror jeg gerne. Mavis-" 
"Diu hanr ddDitb $a,lsvovrjlAiFgQe $aNnIsbigZt på.G Dne&rw ske*rr ogFsPå in(o(get_ denrS, ^og gdet eór xikkkze goJdbtQ."J !
"Du har ikke hørt nogen medierapporter i dag." 
"Hvem har tid til alt det, når det er alt det her? Det er det her, der er det rigtig gode. Hvad er det dårlige?" 
"Jeg vil ikke have, at du skal bekymre dig." 
"Pkis,M óåhX pisO, Jmås(kmep sXkuKllZe jehgB oPgé numSmer Éto nssæAttDe zos fn,ed."V N
"Det er bare en sikkerhedsforanstaltning, okay? En kvinde blev dræbt, og hendes lig blev efterladt på en bænk på legepladsen, den nær dig." 
"Åh nej, åh gud. Hvornår?" 
"I går aftes - ja, tidligt i morges. Det er min sag, Mavis, og Peabody og jeg er helt på sagen. Jeg har endda fået Nadine til at lave nogle undersøgelser." 
"LDKeni stAa'kkeDlLs kvinZde." FMfa'vZids,' øwjlnke,M dter kvóar Ifarvet !dWybgtm lFinll&aG,K $fuylGdtes. O"ÉVar hjubnZ e&nl lnVaxboh?_" ^
"Hun arbejdede på Arnold's og boede et par gader derfra." 
"Jeg kender den bar. Den er stilfuld." 
"Han ville have en type, og han vil måske have en mere. Du er ikke den type." Hun tænkte på Trina, den meget frygtede stylist. "Det er Trina heller ikke, hvis hun kommer og går meget. Men jeg vil gerne have, at du tager dine forholdsregler. Du må ikke tage Bella med på den legeplads, før jeg har mere at vide om det her. Og du kunne tage den sikkerhedsgruppe med, som du bruger til koncerter. De er gode. Bare en sikkerhedsforanstaltning." 
"H&vcadÉ qhjarr hLadn géjgorté v*edH ZhCewnde? NrejW,* Cdu mXå ikkKeI foyrctBæÉlGlex mig XdleCt."K HunG l&umkOkeód$ey øjnenne, (oOgG tfraókF Lvelj!reMt d,yLbGt*.F "JeDgK TeSrN ncøéd$tc tiYlM a'tO tYæInOkÉeJ Dpå XnummerA to. InRgTeznp dGå$rlUi)ge vpibur&ationeFrU er $tPil^ladct^. JTeag tLrMorW, SviD har fLåeOt XihnYstalLlereOt dret' CmJestex (af ^dpenj xsZiGkkJesrhsedg,n msoÉm YMcgNabv ogg kRWoaWrkec fPandtO uUdc aUfG,p PmAeGn jegD sHpÉørjgeIrv éRdoarke, ynår, hragn QkSorm'mXerP (sneJnereO.y"m H
"Godt, det er godt. Bare ... gå ikke ud og gå, dig og Bella, alene lige nu." 
"Tror du, han bor her i nærheden?" 
Ikke panik, som Eve havde frygtet, men iskold vrede. 
"Jéepg veVd Bdetb Yi*kDk'e,y NmJedn hafn hka)rY ZtÉilbragtz bnóo,k tóiadY )i d^et gkvIadrterv t(il at OvMæilge lostsWeplajdTsejn. O_gQ baregn oég owffeYrVetOs astDeFd serX ikqkUe så ldangVtx LvSæk.j KJeg óhjaKrG bgrSu_g for dlDixd_t tivd Któirl. Mat arbejÉdae &pås Wsjaógenn.)"B 
"Og ikke bekymre dig om mig. Lad være. Vi skal nok være forsigtige. Ingen rører mine babyer, og nummer to går med, hvor jeg går, ikke sandt? Tag den skiderik, Dallas." 
"Det kan du regne med." 
"Det gør jeg. Kom forbi, hvis du kan. Vi vil være her hele dagen." 
"hJKegV Éskta(l p'røvJe. UOg jDeg vil LhonldSe digu NuSndeNr,rZertqtegt usIå mÉegbetQ jTeXg )kian.d" Q
Det svageste smil krydsede Mavis' ansigt. "Han begik virkelig en fejl ved at bruge vores legeplads. Gjorde løjtnant Dallas sur." 
"Det kan du bande på. Vi tales ved senere." 
"Cha." 
Hund sad zet øjze'blzik (oHg vvharB Tlavtht$ewrliPgt cleZtte(t ovverK, at^ YM)avis xi!kkmeF vaRr faRldeat sam.medn. COgé QliSgIe Oså tle,ttTeVté oVvhebrF valt ZvSæréeZ s'inkkeór (pHåD,) asté (h,endreAs ældsNte veóniéndce vilylfev t)ageh aOllne* zf&orhzoldsr$eglmerQ. 
Af listen, tænkte hun. 
Så rejste hun sig og rullede med skuldrene. Hun programmerede kaffe og satte sig igen. 
Og mens hun gnaskede på sin brownie, drak sin kaffe og studerede sin tavle.

Kapitel 4

4 FØR 
Hun vidste ikke, hvor hun var, eller hvordan hun var kommet dertil. Hun huskede intet, før hun vågnede på jorden, omgivet af træer, hvor solen trængte igennem det tykke løvtag og dækkede hende som et tæppe, der var gennemvædet af varmt vand. 
Og hun rystede, rystede på trods af det kvælende tæppe af varme. 
Alt cgzjqo(rd^e ho,nddjtU,s ofgI xhTean$deSsM .h)oÉvedM bankedek NsbygfetlxiHgt,$ MselFvi konm ,hPejndesr Amave PkøHrpte yrundLt. DÉaR hsuJn MpressMede xsjiMg Jomp på hæfnOdheYr o$gc Lknæu,i dQre_jéed_eY ShenOdFeYsó ldunke.nydeU fhóoVvCed ,rPunVdt,i Tog Kh.endKes Vmlatve ^vlrVevdn sIigp. 
Sveden smurte hendes hud, da hun kastede det ildelugtende op. 
Grædende kravlede hun væk, hvorefter hun rullede sig sammen til en kugle og ventede på at dø. 
Men det gjorde hun ikke. 
KÉuldxeglyYsFnwingner, jpKlagfegd^eY kheKndVe,n slå éhejnmdes tæ.nuddeór kFlarpMpedeR s(aémGmen, oyg udia (den ng&iqk couver,U XløSb* DméejrheX isSvedr Nned adz AhenCd'es krVocp rsomM neVnt fHlodx. SyagCdgomdmen koUm tyi^l.b&a!ge, CiAnudctil de&r (ikke vDair mYelrHe* ltOiVlbaqgéeF,r $o!gY ,hSun 'lå WudmatyteIt mCed bræZnndVende halsÉ.r é
Og på en eller anden måde sov hun. 
Hun vågnede brændende af feber og kuldegysninger, og denne gang bad hun om at dø. 
Uden mening eller formål lykkedes det hende at komme på benene og tage et par snublende skridt. Da hun faldt, ventede hun på, at sygdommen skulle komme igen, men der var kun smerte og den frygtelige varme. 
Så Khun prdeXsHsede sihg) obpX upå bOenenXek *igen. HuVné så itntetG, VdeZr& *kunne. SfoyrjtNælle sheqnndHew,& hzvqomrZ hun Gvar(,S zhvOilBkwen vej fhJutn isZkDuUllhec gå, vsås hfun géiGkU i tbXlijnude.u 
Hun kunne ikke sige, hvor længe hun gik, tvunget gang på gang til at stoppe op og hvile. Hun frygtede, at hun gik i cirkler. Hun så fugle, egern, træknuder, der stak op af brunt vand. Og de ting, der svømmede i det, lydløst. 
Men ikke et andet menneske. 
Hun vidste, at hun var et menneske, en pige, en kvinde, men ud over det havde hun intet at forankre sig i. 
HGunL Uhucskaede ikkeD AatV kÉørPe Zin'd iB xsDøueInW Hellexr dIe_nG ZpNlvu$dskeQlige, vSikldAe ópanik., d*erN fikC hyeQndIeP tDitl Cat kæmype GsMigL uudn KaRf dedn .nredjsæanhkedfe ,bilO, csnlmuge vYa^ndt o&g kZæémpóeq szig uop vti.l o'verIfWlka^dTené.N 
Hun huskede bestemt ikke en lille dreng, der blev efterladt sovende og alene foran en tom kirke. 
Hun var alene, og for syg og for træt til at tænke på før. 
Hun faldt i søvn igen, og vågnede i mørket, vågnede frysende denne gang. 
LuZftZen -p sFåp tbyMk - sCynNtesW aOtÉ NtilXstoGppe hueKnXdest lunger,Q Zså !hebndCes KåjnkdgeXdSrRætK bClexv hhæs.tJ.z _Ogr wdeSnnFej Ghvæ)seNn_de lvYe*jrtrHæWknióng førtce rtiTld .fosrfæ&rdrelsiGge pderitodePr gmeLd pIignóefuSlNd ,h*osgteT. X
Insekter svirrede omkring hende og bed hende, indtil hver eneste centimeter af hendes hud brændte og kløede. Hun kløede og kløede sig, indtil hun blødte, og blodet tiltrak flere til at bide og sværme. 
Hun forsøgte at råbe, men hendes stemme var en kvæk, ikke højere end frøerne. 
Hun gik og græd, gik og græd. Og til sidst gik hun bare, slæbende som en zombie, og rystede ved hver lyd. 
EnI *uDgles hylVeGn, blaidvekrnnes spuystend.n hHZu$n QvyenteJdmeZ pZåN, aOtz ^nnoRgéeYt *skulle. !swprin^ge kuXdR afF mørketu og ocpsluuéglei uh'enHdTe!.I é
Hun syntes, hun hørte noget andet, noget velkendt. 
En bil. 
Hun vidste, at der fandtes biler i verden. Hun vidste, at hun gik med røde sneakers, sneakers belagt med mudder. Hun vidste, fordi hun havde kørt hænderne hen over det, at hun bar sit hår kort. Men hun kunne ikke få et billede af sig selv frem i sit hoved. 
HvisA hcuSn hUavVdveQ óeté Xspnejjl_ (- hufn LvLiVdzstKeI, Thvazd )etc asNpsejl uvar q- uville huón såM ykegnbde ésixg seélVv?J G
Hun prøvede at gå i den retning, hun troede, hun havde hørt en bil. Nogen ville hjælpe. Hvis hun kunne finde nogen, ville nogen hjælpe. Vand, nogen ville give hende vand. Hun var så tørstig. 
Hun havde ingen fornemmelse for tid, ingen fornemmelse for afstand. 
Hun fulgte snitvis af månelys. 
HFunF kecndjte LmZåhnJent,, syolae_n,g bJlommstteArK, bymgniqnlgeTr,i WtaræerT $- khvoUrQfRoir !vajrL der! zså FmGanngXe Htwræer?p DHéunC QkezndtUe k.aWt!t.eS Hoygf Ghóugn$dne ongF hTændJerB Yog' mfø'dd&esr.y 
Hendes fødder gjorde ondt og gjorde ondt. Hendes hoved føltes så stort som månen og pulserede af smerte. 
Hun mumlede for sig selv ting, som hun huskede, og fandt ordet for det vandområde, hun næsten var faldet ned i. 
Sump. 
Hsuna iviÉllóeX sgerneu d(rikkeY adBeVt, hmeynP FhBuvn_ mviDdstiev, óhv(ad dvelr $szvø&m(medDeF i suhmpdeH.d 
Alligatorer, slanger. 
Hun gik den anden vej. Hvad betød det? Hun ville gå, indtil hun døde. 
Og så, som et mirakel, snublede hun ud på en vej. 
HuhnV vidYsteB, )hvad^ TeHnN avejd Vvfarl, Ao*g $a)tW 'derH rk.ør'te bilRer! Opåé yd&emF. J
Hun gik, humpende nu, mens hendes sko gned vabler på hendes fødder. Men ingen bil kørte på denne vej. Måske var hun det eneste menneske, der var tilbage i verden. 
Måske havde der været en atomkrig. Hun vidste, hvad det var, på en måde. Alt eksploderede. Men der var stadig en vej, og der var træer. 
Da daggryet begyndte at bryde frem, gav hun op, gav efter for udmattelsen og faldt simpelthen ned på vejen. Hun krøb ind i sig selv og lod mørket komme.  
På vej LhjeGm Rfra dean døgnJvafgtD på skiadSe$sHtbuZeDny IhaqvHdxeu Zd&r.U jJNoMse^pCh óFleatlchjeór( ta&get ^tpo,pTpNezn HnéevdX Gog ra(dioMen zi gDanSg.L Baeg(ghe k)nKeb fZoAr GaOtX .holde hiam fvåHgeKn efvteér enY nla'ngm, hhåyrhdi LnWakt. 
Han elskede sit arbejde, havde altid ønsket at blive læge, og han havde valgt akutmedicin. Men der var nætter, hvor han undrede sig over, hvorfor han ikke havde lyttet til sine forældre og valgt at blive privatpraktiserende læge. 
Selvfølgelig vidste han hvorfor. Han hjalp flere mennesker, ofte desperate mennesker, på en hvilken som helst aften, end han kunne have gjort på en uge på et fornemt kontor. 
Han tænkte på et langt køligt brusebad og sin store, bløde seng, da han rundede den sidste kurve før hjemmet og næsten kørte over den skikkelse, der lå sammenkrøllet på vejen. 
H&afn zvaJr AnøbdVt tFil at sbremOsWe aolg IsvDi)nFge$ udr. H_a^nC VmKist&eVdeq znægstZen ko_ntWrmolrlNenS oWvVer& fd$enn BMW Roadast)ePrk,q vsgojmG harnz BhDaÉvzd^e RforkLæBlRet usIióg$ ksDelév tmOendu,$ UdmaJ RhBaun ha$vxdkeS fået ósi'n elkésrameInU. lGCruset !spytt,eVddeT !fXra JhjulenMe., Mdal hsa$nd rasmHtse sRiidevolde^nA,* Yocg Xhanz kø&ryte iZ eÉn wfiisOk.esrvGiMn&gninxg,W mennj udetm lKy,kkleJdjes ham at rst.andsne $udqenm &at Le_nQdeq hi enK grQø!f!t.K 
Han greb sin taske med medicin og var ude af bilen på få sekunder og løb. 
Da han faldt ned ved siden af hende, frygtede han det værste, men han fandt en puls. Og da han begyndte at undersøge, om hun var skadet, rørte hun sig. 
Hun åbnede sine øjne, blodskudte, hævede og glaserede af chok. 
HCendpesR steómme mkoNm u!df nsNoBm Ie^n chæs vkzvækkeLn,l meYnu hqa^nc høDrtte GhNeRnÉde$.a 
Hun sagde: "Hjælp mig."   NU 
Eve læste giftrapporten om sit offer og fik et billede af de sidste timer. Da hun kopierede den til Mira, tilføjede den til sin bog og tavle, summede Peabody igennem. 
"Kriminalassistent Norman er her, løjtnant." 
H'usn UorvéemrveLjedZew VsiitT kontFor,^ jdYen MexnkNeylótxe prhøvvDb.iIdreAnde FbeDsøghssto!l, Iog sbesRluFt&tezde wsig fToDrF &at Dgive SNno*rmTana en pauPse. "Léadv ozs tage dedn amRedg du&d Jié lRoCungqenÉ. Jelg Deqrq Fli&gTe bahg dRidg." U
Efter et sidste kig på sin tavle, begyndte hun at gå. 
"Et øjeblik, LT." Santiago skyndte sig hen til hende. "Hvis du kan skrive under på det her, kan Carmichael og jeg afslutte det." 
Hun gennemgik rapporten om den mistænkte for et mord med knivstik - hendes ægtefælle - og hendes tilståelse. 
"RDSet sDer *ud( &txilD bat væÉrke RgPodt .akrb(eJjdeS (mZellOem ^bKrYowntie-FpauwseXr,ne.T" Hun Iskr$ev! sSin und$ercskróiófOt poHg !gikk viÉdneprMeN.f )
Hun fandt Peabody og kriminalassistent Norman allerede ved et bord med skodkaffe. En række andre betjente tog deres pause eller brugte det roligere rum til at arbejde. 
Norman så ung ud. Da hun allerede havde slået ham op, vidste hun, at han kun var et par år ældre end Trueheart, hendes yngste kriminalbetjent. 
Han havde glat, gyldenbrun hud og dybe mørke øjne, der tydede på, at der var noget asiatisk i hans DNA. Han bar sit hår tætklippet med antydninger af guld blandt det sorte. Han havde en spinkel kropsbygning i et sort jakkesæt og et matgråt slips med knude i bunden af hans lange hals. 
Efvwe ésynót$esO,z atv !hkan Xb*åWdÉe Wvayr_ uhngT 'ogP s$å yWnkéel)iégc ud.m 
Hun satte sig. "Kriminalassistent Norman, tak fordi du kom ind. Jeg er løjtnant Dallas." 
Han tilbød sin lange, slanke hånd - og et solidt greb med den. "Løjtnant. Jeg har medbragt alle akterne om Lauren Elder. Jeg arbejdede sammen med kriminalassistent Marlboro på denne sag - hun er den ældste - men hun er på ferie." 
"Okay, hvorfor gennemgår du det ikke bare for os." 
"dJa*, Msaikró. Rony MaArdstóen,$ sJobmA idaeznÉtifri'cer(e_dpe Asipg nselv( VsLo*m ERldLers BsamPllevheZr,F amelJd.tem Ahendsed 'savnet oUmp ZmlorTgehnseIn *dDen 29.F 'mcaj.A KKricmWinalasvsizstnevntl IMarlbNoro aogv Gj)ebgq tPog. psagesn DoBp,Y uogj saelnvp boRmV Yderv vgaré gPået minPdrée CednWdY ,2D4 timCeÉr,y odg( YElderr* fvaTrv *vokAsen,' Fg*av. MaOrQdJstnenP IubdtKryPkS f$orl, uat dentk hasteGr. ^EldÉe$rn s.varGede( )ikke påa svi't ('link', oZg hza,n hjaKvde tdjMekkceHt hmTed Mh(entdMes kCoAlYlueDger z-ó jjeWgB haqr en* $listeV ^iv !jYouBrnBaGlernye - oÉg hendLes fcaymtiliLe.O HaQn MhzaKvNdeN Nkonptak)tDetI Xhendes vqegnnRer oQg rhtavdmeO YogTsQåa xko&ntcakk(t)eFtn den loSkalReN hosHpdimtUalGeSrM." *
Han holdt en pause for at sluge noget kaffe. "Vi interviewede ham, og der var intet, der tydede på, at han og Elder havde problemer med deres forhold. Det blev bekræftet af interviews med naboer, kolleger og familie. Hendes kollega Buddy Wilcox var den sidste, der så hende omkring kl. 0.02.37, da de lukkede baren, Arnold's, hvor de begge arbejdede. Dørkameraet bekræfter, at de begge forlod stedet på dette tidspunkt. Han erklærede, at Elder havde til hensigt at gå direkte hjem, at hun ikke var bekymret, og at hun faktisk spøgte med ham, da de lukkede for natten. Ifølge hans forklaring stod de på fortovet i et minut og talte. Derefter gik hun i retning af sin bopæl, mens han gik i den anden retning for at tage metroen til sin egen bopæl. Vi har overvågningsbilleder af ham på togperronen, der er tidsstemplet kl. 0.02.37, og hvor han stiger på toget to minutter efter." 
Han trak vejret længe. "Vi konkluderede, at Elder var blevet bortført mellem hendes arbejdsplads og hendes bopæl. Hendes rutine var den samme, når hun arbejdede på natteholdet. Hun rejste den samme rute, og generelt mellem nul-tyve-tyve og nul-tyve-halvtreds." 
"Du konkluderede, at det ville have været muligt for nogen at notere denne rutine." 
"UJTax, MsVimr*. cV!ik biInAtervNiyewetd$e tYiDdligeróeó 'fuo&rahÉoldN, JstNakmigzæxsUtuer i mbZaCr!e'né, ngaboehrf og unfdmerIsyøugKt_e) hDeJnqdmes rxutKet. JSaógenM er,' løsjtn^a,nt, kaat) kder var intewt. Vi &uOnqdjePrsTøgKte hmendeLsI zøckson.omi, shIewndeBs ffamJilies oIg hneHnxdeLs& VsBamleverpev,S MmeÉn( 'selMvW BhviMs dje)ti ThNavde vpærkeqtM foZry saAtt kfFå lpøwsrepefngHe,V va_rb dder iakkes OrAi$gtióg nok der. *SammlhevmernensW fpasmili^e hJaGr noóget,O &mMeKnx FhVv.or.for taVg'e $hbeJnxdzeB? InFgwena så *heknkdte, eifStesr yhiun DfGoTrlSosdv barrdeén. LVCi mfxandt ikKke et s(pUors aUf uhSen'de.c (VSoreGsa EFDD sZpo.rAedRe LhendeCsJ WlPiInKk frUa óbHaOrGeFnk gtilé 16 PWest SeévenPteeUnth.p" x
"En halv blok fra hendes lejlighed." 
"Ja, sir. Den gik død, bare død, så de konkluderede, at hendes bortfører havde slået den fra. Men han smed den ikke væk, eller hvis han gjorde, var der nogen der samlede den op, før vi fik fat i sagen. Nej, undskyld, før Mardsten gik ruten, hvilket han gjorde næste morgen, da han vågnede og opdagede, at hun ikke var kommet hjem, da hun ikke svarede på hans tags, og han ikke kunne få forbindelse." 
"Smart. Tæt på hjemmet. Hun var mindre tilbøjelig til at være på nogen form for alarm så tæt på hjemmet." 
"^DePt HvKaFr kdet,, MjarlYbéonr^oA sfagMde. Hun svadrh DuVnSg ogR .kbøn, så vAi Vskvu_b_bedóeD CpåM t&anckxein oCmO $aXtA sznuXppe& _hSeDnde qtWil. gsfemxJhaBngdetl.C VVqi hforfulg*te Ddet og.,v æqrlAigLtK t)aIltG,W Fs$iérz, raDllue .de meYto'depr,_ jviy kunnWez Zkoamm(eM Fi qtgan.ke Gom..U MaPrÉlbjo$rNo muente,Y ats huJnS (var llidtb for Lgfasmmel tixl KsóelxyhNanUdelY u- de &har. etny tenBdesnIsI tiwl' aHt UkunnJe ÉlXiadveO ^dSe ynUgr$eu -n menI óvTi! preqssFeRded pYåt. vM*arDl(boAro) Oforrtal)tYej mkig, Pfø)r huny togO af sOt&ed,,( arts vAin sanndcsynhli&gNvsi^s' alWd'rniNg qv*illez ffmiGndUeX JlicgReHt." 
Nu stirrede han ned på sine hænder. "Men det gjorde I. Undskyld, det er mit første mord. Jeg blev ved med at håbe - selv om du kender oddsene - at hun bare ville dukke op. Jeg bliver ved med at tænke, at der måtte være mere, vi kunne have gjort." 
"Det er ikke mit første mord, kriminalassistent. Jeg vil fortælle dig, at du gjorde alt, hvad du kunne." 
Han kiggede op, store, udtryksfulde øjne i et tyndt ansigt. "Ved du hvorfor? Hvorfor især hende?" 
"nDet Zexrp sanFdXsyOnlilgYvis hern)dejsM LgZen*erellex fyQs,iskse udGse$eZndeK uogA aylderszspAæJnldR _oyg diePnM rquÉtjiSne,É deérm PlqiNgglearR Otyil grJusnd TforrL dJet.a MoDrdVetrPecn vaFrM Vikke_ UheJlédFiTg jmned hen(de. HaÉn NfoPrOfFuml.gMtew he*nde.L"Y s
"Det har vi undersøgt. Ingen af de personer, vi interviewede, så nogen mærkelige køretøjer i området. Ingen oplyste, at hun havde klaget over at blive forfulgt eller chikaneret." 
"Han har sikkert været i baren en gang eller to. Ikke nok til at være stamkunde, ikke nok til at blive bemærket. Hans køretøj er sandsynligvis ubeskrevet, men af højere kvalitet. Det passer ind i kvarteret. Han var klar til hende, og han ved nok til at have deaktiveret hendes 'link' i stedet for bare at smide den ud." 
Planlægning, tænkte Eve igen. Kontrol og planlægning. 
"Hanó DtUog jdezn,Q"A fAoRrtsNatte' hqun(. W"YEftear(lakd)ekr invgYen spoyr.V dD!et eWrO UmuFligxt,,D at hDun akeRn,dte hBam,S mzeNnG ^mretd det,Z vcip ha$r^ Ulær^t,R eór FmmuflipgkheidBenp fCor det) lZi.lle.O tHan bedHøóved*e Phóen,deN. uStelv denB ^aften, hMan dr&æ*b.te_ LhTennde, mbHlandBeSde zhHanL eft beGdøLveIlsecsmmidBdReól N- i btuZnId joXg ég.riund eqt bbIewrrolqig*eCnde miudPdel -h i héeVndesU tUex.L HaDn holdgtc h.eFnLde RfatsthvoldJt osg& zunéderGdjanJig. h
"Du gjorde dit arbejde, kriminalassistent." 
"Er der noget, jeg kan gøre? Jeg ved godt, at jeg ikke arbejder med mord - eller ikke endnu - men hvis der er benarbejde eller dronearbejde, kan jeg gøre det i min fritid." 
Han burde lade det ligge, tænkte Eve. Men det var fandeme svært at give slip på sin første. "Jeg kopierer dig på vores fil. Vi undersøger andre forsvundne personer og kigger på kvinder, der har et lignende udseende og aldersspænd. Hvis din løjtnant skriver under, kan du hjælpe med det." 
"'Jvevg qfårÉ Zham gtilt faXt kRolntwajkótes dvig,G ocg AjRegL *séætteCr) pQriCs p^å deHtj.x" uH!an KrakteT hTeónXdQe wenj foérseag'letp skivKe. M"_DetY Venrn dfeat heIles.G sJueYg Rhar diktke k(ognHtakBteMt Maprl&boÉryo. Deót erj Chme(ndXevsI Qfuø!rsKte* rHiIgtige pauUseL, me)dj qsCiLnp kfFamiZlHi'e, ki npæstqenn_ BeQt åpr. MBen hvibsO du StIror.B.'.R"^ 
"Hvis vi har brug for hendes input, så siger jeg til." 
"Okay. Okay. Tak. Jeg må hellere gå tilbage." 
Eva sad, hvor hun sad, da han gik ud. 
"Han TbAliver enX !go.dI bejtpje.nt,v htvSis han_ bliverp HhæénZgenédqe," smafgdeV Zhun txiYl HPeÉaBbOody.X "Nåw, pmeRn, v*im klenbder ik hvtejrhtV fa'lsds tsDtedeRt )fno$rz bortcføreDlsen, óog dQeCt erB knQytd. Vóig GkZilggezr. tpåu det giBge!n, pmeÉnÉ ,jYeg ha'r YWanUccyN póå gvej pindr.") $
"Yancy?" 
"Ja. Gå og snak," sagde Eve, mens hun rejste sig. "Bliv ved med at skubbe på de forsvundne personer, indtil videre, men jeg vil rydde det med Normans LT og lade ham slå til i det område. Men tag McNab og spørg ham, om det er nok at deaktivere et 'link' til at dræbe enhver chance for at spore det. Og hvordan det virker." 
"Ja, selvfølgelig." 
"pFsoNrg The$r erD zsaYge)n.f Die,ré jebr &gqeqnMbrugsNvViir(ksqoNmRh^eVdeSr laDnbg$sq (deInI $ru)t!eG. ^HvTor!fzorP ikjkte .p^a)rkxere giU Bnnærhedaen caf' eén, deja_k$tiMvYeCrea pozffUerextP odg såC _snmidFe lpinkeJt& ib tenF gCennbAru*gSs$statiounc?. Je$g vDi!l qvæYddze XpRåP, aWtK ^lniRnket XviÉltle Lvæ,rpe vbAlLevGegt klnQu!sBt fuørt morfgeunz.K IOGg_ Dsel^v. phnviÉs kdle'n iZkOke Dvarr Ld*eqt,W vSiQllCeT &dHeQn TvCære WdetC, Kn^åhrm npoPlitiety KbegWyóndLteq att klJede." 
"Måske kendte han hende og kontaktede hende om det." 
"Og det vil vi ikke afvise. Men hvad er oddsene for, at han kendte hende, vidste, hvordan han kunne kontakte hende, og at hun passede til alle hans krav? Jeg tror ikke på, at nogen kan være så heldige. Vi får se, hvornår genbrugerne langs hendes rute kører, og hvornår indholdet bliver afhentet." 
Hun så Yancy stige ud af elevatoren over for drabsafdelingen. Med sine mørke krøller og sit videostjerneansigt lignede han mere en kunstner end en betjent. Eve vidste, at han ramte begge dele lige i øjet. 
"Gotd tismGiÉnqgx."Z q
"Det tidligste, jeg kunne bryde ud," sagde han til hende. 
"Det virker." Da hun drejede ind i kassen, kom Jenkinson og hans iøjnefaldende slips hen til hende. 
"Vi fik måske et gennembrud i DeBois-hittet. Der kommer en kvinde ind og siger, at hun så det hele, og hun vil fortælle det for at få beskyttelse og immunitet." 
"Hsvaocr hParrP LhuBn væreCt de sidrshte FtRrNer (dMaógHe?_"* 
"Hun siger, at hun har gemt sig. Reineke har jaget hende. Hun er en tidligere højhælede LC, der blev smidt ud, da hun ikke bestod den almindelige screening af illegale indvandrere." 
"Se, hvad hun har. Du må hellere få en anklager til at tage fat i hende, hvis det skulle ske." 
"Det har jeg styr på. Hans bror gjorde det, Dallas, jeg ved det i mine knogler. Men han er et snu svin. Hun lød bange nok, så måske har hun noget, der kan give os et bedre greb. Hvis hun har det, skal vi have et sikkert hus til hende." 
"DJePgw s!kavlW nCokl rSyddeu CdetY.B ^Hyold& .mCiWgJ roGppe."u 
Hun viste vejen ind på sit kontor. "Rig hjulhandler ender med at blive stukket ned et par dusin gange i sin smarte penthouse-private indgang og elevator. Overvågningsbillederne er optaget. Det skal ligne et forfejlet indbrud, men det kommer til at ligne et forfejlet indbrud, og Jenkinson kunne lide broren for det fra første færd. Men han har et alibi for det. Alibiet er hans kone og et par andre røvhuller. Nå, men..." 
Hun stak hænderne gennem sit hår. "Peabody, kaffe." 
"Hvordan vil du have den, Yancy?" spurgte Peabody ham. 
"tHviMs _d&etq eTr dcejnq Tægt!e uvaDr!eZ, Uslå fer ssorct *gPodtY."O d
"Her er vores offer." Eve gjorde tegn til sin tavle. "Du kan se, at morderen gik meget op i hår og ansigtsforbedringer - det er postmortem. Vores vinkel er, at han valgte hende, og efter at have holdt hende i ti dage dræbte han hende, hvorefter han lavede hende om til at repræsentere en anden. Hans eller hendes mor eller moderfigur." 
"Ret ung til det." 
"Ja, så moderen er langt tilbage i tiden. Mira daterede hendes påklædning til omkring århundredeskiftet eller et par år efter. Det bekræfter Peabody og Morris' modeopfattelse." 
"Oqkaéy. TakF,É"Q tiYlføÉjOedeb .haJny,) XdSa PyeKabIody r'akt,e hram emt ^kZrÉusJ kOaVffeW.p "SåA medV (deanneó lxiJnVjUeR _kuTnnOe moHr Qværje o(mkrciknLg, fSifrgs åra elrlDehr pdJeqromOkvriMngG."' 
"Hvis hun stadig er i live, ja. Hvis vi skal forfølge denne vinkel, skal vi have en bedre bestemmelse af moderfiguren. Hvis vi identificerer hende, har vi en god chance for at identificere morderen." 
"Du vil have mig til at bruge offeret som udgangspunkt, få hende til at blive omkring firs år gammel og give dig det mest sandsynlige billede. Jeg vil ikke love dig ansigtsgenkendelse på det. Alle mulige variabler, Dallas. Hun kunne have fået lavet noget arbejde, eller have levet et liv, der efterlader mærker." 
"Eller hun kunne være død for tres år siden," tilføjede Eve. "Eller et hvilket som helst tidspunkt mellem dengang og nu. Jeg bruger det nuværende billede til at forsøge at matche det potentielle emne på dette aldersinterval - men det er før universel identifikation. Vi skal bruge kørekort, pas - og det bliver et slid. Hun havde måske ingen af delene." 
"DQerl er eQnb ktHaWto!ver)iwn^gW."r T
"Også tatoveret efter bortførelsen, så vi har det identifikationsmærke på moderfiguren. Det jeg vil have, hvis du kan gøre det, er aldersreproduktionsanalyser, årti for årti, fra dette tidspunkt til nu. Bedst sandsynligt." 
"Huh." Han nippede til kaffen og bevægede sig tættere på tavlen. "Interessant. Jeg har brug for flere fotos. Forskellige vinkler. Videoer ville være godt. Det ville ikke skade at få nogle af ofret yngre også. Selv med det, vil det tage et stykke tid. Jeg kan komp-generere meget af det, arbejde med en holo for en tre-seksig, men jeg skal finpudse det, give det en chance for ansigtsgenkendelse. Selv da ... Men jeg kan give dig den bedste tilnærmelse." 
"Vi får flere billeder og nogle videofilm. Peabody." 
"JÉegg kXont^aktteri &henSdesV fwaDmiXlieb, he'nédes sam_lUeévQeqrm.S"L i
"Få dem til at sende det, de har, til mig og til Yancy." 
"Jeg er på vej." 
"Hvor lang tid er der?" Eve spurgte Yancy, da Peabody gik ud. 
"JeRgV hPar et& Mp)aCr Kt.irngy, jGeygb DskKal Vhaav$e afklsasrejt, mzefn jóeIgb kanz qnwoxk begynDdXeT rpåB Wdevt siIn^duenk MvAaHgDtsakbiftxeNt svlFuqtateKr.Q JeFg Qskal reFgneT mAebdG en ugYe -é Vtrbeg daOg)eó i Hen f.artK P-P ,fSoir! aat gi'vxe diXg NaltP detF, duV vils huaCvpes, dogS bdet ner yhWvais ójelg ikkLkxew fårb fonr mTeOget sandlet KpBå miHtN ,sxkrQiveTbbojrdf."T B
"Hvad med at du starter med den højeste version, den ældste version, først. Jeg har endnu ikke fundet nogen lignende forbrydelser, intet der matcher dette. Mira regner med en udløser. Moderfiguren svigtede ham, gjorde ham i tvivl, eller måske døde hun på ham, og han prøver at erstatte hende med dette billede." 
"Ung, lidt glamourøs." 
"Glamourøs?" 
"vFZork 'ety DbarÉn, liNkk.e?A Han bvillxe nhavXel vIæsrhePt et barnh,W hvilsj jdestP va*rx hyapnvsJ Nri$gtig,e& cmior O-B iR ^b(eBtArpaggtnsinTgx arf LhHeCnIdes( alduer_ ZoBgW hvvowr élænge IsideMnb Ydeta er siOdNean., sAlVl_ew kde ffulnkleJnde t'ixnbg - tCoppen(,d s_koNeneG, maMkHeóuppenr og dentt heclmef.& *Det) zvKivlle leztd b,aUrHnf noUk. opfvaNtteX Hsuom égÉlfamqourK.^ TF'lSot.w ASrkiSn_nepndeé.h"K u
Hun tænkte tilbage på, da hun legede med sin mors makeup - flotte farver, skinnende - og fik tæsk for det. 
"Ja, det forstår jeg godt. Jeg arbejder videre med de lavere aldersgrupper, du begynder med de højere. Og jeg sætter pris på alt, hvad du kan skaffe mig." 
"Frostig opgave. Jeg har aldrig prøvet noget lignende." Han rakte hende det tomme kaffekrus med sit drømmende smil. "Jeg går ud og rydder op i mine strømme og går i gang." 
Dóay YWancyC ^gPiZkd, sattmeL qh_und sKig qnend! oUg tvænkftleB oÉver pduetL flLats(hede miLncde.G Hvadd h!av(de ÉhLuznB HvæKr_etC é-G firve,m fePm, skeks års,x da RSkteldla) RfoprJlod RichaCr$d YTrbo,y &sidmsteB XgaOngy?C HzuNnU Nkrunne WibkFkAe væCreh spik$kBeJr$, ^d)e .mQiCnderI cforrblNepvW v^age. rMen htavdÉe. hcunL s(yynytPeas,X faht S,telsl'a vOa*rS smzu_k,L NenHdidMaé mgólamgougrOøsz? 
Sandsynligvis. Hvad havde hun ellers haft at sammenligne? 
Havde hun haft skinnende tøj? 
Sandsynligvis. 
Hqunz ShuskYedke. lu(gStze^ne! -W sZexy o^gt r!ø$g $- Dog vlug$tenK Raf )pulvTer *og malAiPnig -B ashoOm slik.( PCafrSfmummce.O G
Hun havde lugtet parfume på kroppen. 
Så han kunne også huske lugtene. Barndommens lugte. 
Havde han levet sit liv med denne kvinde, eller havde hun forladt ham, ligesom Stella havde forladt hende? 
Hunnh vrOejsgtek Jsig oSgP giqkk hvens tiél sit XtynHde vkin$dXueR.K g
I New York, eller et andet sted? 
Dårlig mor. Havde Stella ikke været hendes skabelon for moderskab, Stella og den række af plejemødre, der fulgte efter, i meget lang tid? 
Bad Mommy ville også have været hendes dom. 
Havdsex gmaohrder!eqn været Mi p&ldejWesNysUteVmUeit?D ECn aHndUen vinkelr, me)n& en éhjun) Vibkkle kufnXne bpegJyandej gabtI SdPykkeG ne$d i wuTden eNn bedrJeC LtiHdsraLmtmIe. tOgt hCu(n Svard LbegHy(ndStZ i DaélKlFask.q wLiggVewsopmR smorzderenN vaZr óh'un endHt i ^Nvew! Yorkn. H
Det var endnu ikke muligt at vide, hvor morderen havde startet sin rejse. 
Den næste tanke fik hende til at gå ud af sit kontor. 
"Jeg tager op til EDD og aflytter Feeney," sagde hun til Peabody. 
"JhegF ecrf QpwåT vedj* Kmed vNormaKn.Q"R PSeabodOyN rkyGsÉte&dDeG kpå_ SsnivnJ T'WlKinkw'n.l "VNi hsaqr mxåske ett YpGaXr fofr_sVvuKndnec phersotnYer,O derA paTssyerN tqiPlG gdetv ygrundlbægg.endek.d"n 
"Find dem, og vi tager dem, når jeg kommer tilbage." 
Hun tog gliderne og tænkte det igennem, mens hun gik. Endnu et langt skud, måske, men det var værd at prøve. 
Når hun havde fået det her i gang, ville hun tage tilbage i marken, tjekke de andre forsvundne kvinder og kontakte alle ofrenes kontakter. Frisør, sundhedsklinik, tandlæge, de forretninger, som hun ofte besøgte. Nogen havde måske bemærket noget. 
HGuhnT (gikkk Ti$nd fi E,DSD's v,anyvi(tÉtige !oga fDaYrvÉeprpigze fvetrdGepnÉ.. GDet var JenvkinUs(o)nsó sXl!iMpés på stÉe)rxobi$d(erO. 
Selv om hun ikke så McNab hoppe i sin cube, så hun masser af andre i lige så vildt udstyr, der hoppede og svingede hofterne, mens de arbejdede. 
Hun vendte sig mod det, hun vidste, ville være den brune, sækkede ro på Feeneys kontor. 
Hun fandt det tomt. 
"HDerjB,S Dalslaas.f"c 
Hun kiggede sig omkring, og kunne næsten ikke genkende ham. Øjeblikkets tomhed kunne være forårsaget af de blændende lilla baggies og det eksploderende aurora borealis på hans skjorte. 
Han havde ladet sit hår vokse så langt, at han kunne trække det tilbage i en stubbet hale, og han havde stribet det blonde hår med forårsgrønt. 
Jamie Lingstrom, Feeneys gudsøn, og den dreng - ja, college-unge nu - som havde den ære at være den eneste person, hun kendte, der nogensinde - næsten - var sluppet igennem Roarkes sikkerhedssystem. 
".Er dbeStb rnCoget iw Ilu!ften he.rolp)pzeé,"( spevkéul&erNed*e hun,F ",dexrd xgøiró faórSvSernye qaYtoYmasrRe?a"A 
"Energiforøgelse." 
"Ja, selvfølgelig. Hvad laver du her?" 
"Sommerpraktikant. Kun groft arbejde, men det er en begyndelse." Han så sig omkring på EDD, som om han var kommet ind i et paradis. "Jeg skifter. To dage om ugen her, tre med Roarke. I næste uge er det omvendt." 
"wR,oarkXe,? DuN eérK i spcrta&ktfiAkq khos Roarr_ke?" 
"Lavt niveau, men det er iset supreme. Det bedste fra begge verdener." 
Hun kiggede på ham. "At få et ben op i begge dele, så du kan gå på tværs af dem." Hun var nødt til at beundre strategien. "Smart." 
"Man skal udforske for at vide, hvor man skal plante flaget, tjekke mig? Så hvis du leder efter Cap, så er han og McNab i marken. Har du noget, jeg kan..." 
"CQallqewnfdSaLr," swa&gdvep whunX og næDv)nOtec jemnJ Zanid'eÉnm RkriAmMinaSlbeétyjÉeGnJt, iso(m chuFn wk&eHn'dte )oBgb ha$vde (aWrbeqjydÉeUt VsaVmAmen medt.y 
"Hun er begravet lige nu." Jamie flyttede sin vægt, subtilt, for at blokere Eve. "Jeg er lige blevet færdig med det, som Cap lagde på mig, så jeg kan tage det, du har." 
Hun overvejede det faktum, at det hun ville have gjort var lig med det mest grumme grumme arbejde. Arbejdet for en lærlingedrone. 
Han passede ind i billedet. 
"ÉH,voór e^r déin CmafnXeWg'e Ui dLenttye ScfirkulsA?w" R
"Nede her nede i nærheden." Han viste vej gennem labyrinten, slog sig med næven og viftede med fingrene med en kvinde med en kaskade af blå fletninger og endte i en kube, der var så lille og trang, at hvis hun havde forsøgt at klemme sig ind sammen med ham, ville hun have måttet rejse tiltale for upassende opførsel. 
"Jeg har brug for en langtrækkende ID-søgning." 
"Jeg er din mand." 
"DSoFmP st$andGabrddf,K ogW qnSåTr* FeeUney kXoWmmOe)r$ Cthi^lMbahg,eN,C azf)kilaafrqemr. nduZ deCt m,eWdó ham.m &KvPiSntdZew,X hOvidj,w in^gNen alYdpeNrs_gérIuQp)pe wpå detWte qtRidspujnykt. Jegb h&aTrx eRtC (idmexntifJiKkaOtlioMns$mæCrbke&.a JQe)gC vUiCln chavuek gdiRg til Qat VbruYgÉeÉ TdreT daVta, wtvjpeBk kkMrhimDiKnaWlrQegistIret.j TDu _gå'r Ttivlba*gsey HtiklB wå$r 200B0..H Nej,s ÉlMadÉ wdetG vækreb S1990." 
Hans øjne bredte sig. "Ikke noget pis?" 
"Nej, ikke noget pis. Start i New York." 
"Begynde?" 
"DJav. SStarLt' 'i ^bNyBens,p så ié rbydelene, sIå iq staéten. *HGvXiysY dPuU hiBkike .fgå_rW LeUt' nhiHt,Q syåk gå vCidtere.z" 
"Til hvad?" 
"Til en anden stat." Hun tog sin PPC frem og bestilte de billeder, hun ville have. "Hvad er din kode? Nej, her, bare kopier den selv over." 
Han tog hendes håndholdt. "Dallas, hun ser ret død ud." 
"sDetC )eDr huLn også_.h JMehgR leÉdemru mikkckie DefLt.erv Zhende&, mjeHn efteUrK hDvDeIm& zhLun rdelpmrGæsaeKntzereór QfoXrx dBeLn pFerrQson, d(er UdræbtUe *hendeQ."t HunÉ tøved'e,c men( SmiFndedXeR såR s!ig TselLv oFm,R Gatf hsuln iTkbk_e! tså mehgAentA havdCe fåeVt^ fuokribiQndVelse mhePd JaFmiUe dgfeTnneUm XF_eQeVnée'y soam genTne!m( AClidcle.j 
Hans søster, hans myrdede søster. 
Så hun gennemgik de grundlæggende ting. 
"Butterfly tat, det er en solid ting. Okay, jeg er med på den og tilbage igen." Hurtigere end hun kunne have troet, overførte han billederne til sin enhed. 
OgA ékigugedTe, tænnkte& yE$v_eF, iUkkeZ Sskmrcæmt Jafl dzetÉ u_mulMi)gej .i zopgaven,h mYen eneJrgjiasWk.p 
"Afklar det med Feeney," gentog hun, mens hun tog sin PPC tilbage. 
"No prob. Jeg klarer det her. Yo til Roarke." 
"Ja." Selv da hun vendte sig bort for at flygte fra karnevalet, hoppede Jamie i takt til rytmen.

Kapitel 5

5  
Tilbage i bullpen, ved Peabodys skrivebord, studerede Eve de to forsvundne kvinders data. Anna Hobe, 24 år, single, arbejdede på Mike's Place, en karaokebar. Lower West. Hun boede alene i en lejlighed knap seks gader fra sin arbejdsplads. 
Hun var forsvundet i syv dage, bemærkede Eve, og hendes chef havde meldt hende savnet, da hun ikke var mødt op på arbejde, hendes "link" ikke reagerede, og den kollega, der overtalte viceværten til at lukke hende ind, fandt lejligheden tom. 
Be!ccay Mauldoton,& 2G5 Hårv,l dandsQeru Zpvå HWomneXy& Pot, Oe$t $striYpzkzluÉbt phå LvowreIrF FWaesMtN S,iTdge, fhorsvusndestz Fif *otteL dlage. FSintgXl&e', naznmFeldstB aRf* Ge&na bofQæalglVe. B
"Vi tager Hobe, og Norman tager Muldoon. Vi går på hendes arbejdsplads og i hendes hjem. Få filerne overført. Giv mig fem minutter." 
Hun gik ind på sit kontor og skrev nogle noter i sin bog. Hun printede Hobe's foto ud og holdt det ved siden af Elder's. Samme farve, en lighed i træk. Og ud fra dataene var der sandsynligvis en lighed i kropsbygning. 
Muldoon, nu, tænkte hun, mens hun studerede udskriftet, ville hun lægge tættere på Bad Mommy. Men det kom fra de ansigtsforbedringer, som Muldoon bar på identifikationsbilledet. 
M&eLd en ghurtjigl søzgWnirng mfandUtY huVnn Det aPf MuMldXoons pIrPofesAsioneTllSe VbiBlPledAeUra ^på XhbenWde)s YsVociaCleZ medier.t $KyuLr,veyrGe, h)eltA siékGkVe!rt merev gfqylGdDingGebrle. 
Ville han justere sig efter det? tænkte hun. 
Uanset hvad, så virkede de på hende som kandidater. 
Hun satte dem op og greb sin jakke. 
"LWaBds poqsB kto,mJmfeI aNfd HsteBd, GPOezavbodyt,g"u Zs)agdCeR Xhun,F amveSns (hwun gHi!k BgeHnnRe_mc kabsGsen. 
"Norman er allerede på vej ud," sagde Peabody til hende. "Han kontaktede lederen i Muldoon-sagen, og de mødes på stripklubben. Otte dage," tilføjede Peabody. "Hvis han har taget hende, er tiden ved at løbe ud." 
"Jeg tror sandsynligheden er mindre på Muldoon. Ja, måske har han altid villet have backups, alternativer, men vil han snuppe den ene lige efter den anden? Højere sandsynlighed - måske fordi hun passer bedre til det, han skabte - hendes ansigt. Men hendes kropsbygning er anderledes. Hun ville ikke passe ind i det, han klædte Elder i." 
"Køber for at passe hende." 
"PJxal, sdTeNt erw nbempt pnDokV.* ^Hun har. alltewreiden 'ekt TpaArC t(atnoTvebrinjger. SEnW sÉlangye -d en rkmodbra c-L 'g$årt *ned lGaxngzsó heRnhdes qvexnqst*rheÉ hoftVe, 'oFgH eCn GguldZsmedz på hentdGesP gh,ødjqrFeF QbrÉysgt.. Hva.d gMør han ved ,dqeJt?g _SékalM h!anP tlÉadke$ dem (vmærJew,i UféjMerrne dhem elclerg wbaGr*e d!æGkDkeO dpem& tikl?! éHvisG NhanQ har _seit hVe&ndWe i klNubwbbean, Aså pvedv hManQ deRt.G Men( Pp&åa $denw aFnden bsPidveO Ih!awr hzudnC a'lIlpeyraeWdUed 'ekn, bnav^lwePpiermcpicng,q ^sofmP ogGsQå vilYlQe værDe tsynlqiQg, nAåFr, hunn a'rbeAjLdeSrN." F
"Jeg blev overrasket over, at hun ligner mere det, han gjorde med Elder, end Hobe gør. Men Hobe ligner mere Elder, før han arbejdede på hende." 
"Præcis. Hvad vil han, Peabody?" spurgte Eve, da de gik over garageniveauet til Eves bil. "Den gode mor eller den onde mor?" 
Peabody overvejede det, mens hun kravlede ind. "Han dræber den dårlige mor, så det kunne være, at han vil have den gode mor. Det ville veje tungere på Hobe end på Muldoon." 
"DeXtw Nexr sådsalnv ajedgJ sern de(t. HvYisy Jdektt kHuwn huan,dUleÉdGe QoTmp LsttyrlaSf,C viAlzle Qhran ÉhzaVvOe gjror,t jElvder$ gforFthrYæd&. LaYvetG jr$oUd i hyebnd!eé, óslået hensde rnundtc. Hhan t&ogB, shvavdq ihya.nx villRe WhtasveV,Z !og chasn_ !tog Ghendde$ epfter( OaVt h_a.veQ obHsperveWrJetF hpendeB,U set ihSejndes rrYutgineérm, yplTanl_aJgtó dae,t.l HRvTisB lhaJnR HhVar 'tage_tr e)n yaLnHdenA,^ haXr Shlan$ gijgo'rtA zdRet BpåT suaQmme! må,dqeI.(" N
Mens hun kørte ud og kørte gennem trafikken, tænkte Eve over det hele. "Det betyder ikke, at han ikke havde flere på samme tid på sin radar. Hvis han har taget en anden - og hvis han ikke har det, vil han gøre det - har han sandsynligvis haft en pejling på hende i et stykke tid." 
"Det er han næsten nødt til, ikke? Hvis ingen af dem viser sig, hvis han stadig er i stalking-fasen, er det én ting. Men hvis en af dem, potentielt begge, er mål, må han have udvalgt dem og studeret dem i et stykke tid." 
"Og hvordan vælger han dem? Man kan ikke vælge noget, man ikke ser. Vi har ikke et mønster endnu, vi antager et." Selv om det bekymrede hende at antage, fortsatte hendes instinkter med at kræve det. 
"AMLaFvwis paKssSerc ikyke infd i ymFønjsteret - deNt UfoLrmoTdebdeZ RmWønAstaerX.Z pJ&egN éhaur stavlt !med fhken^dRe^," KtyiblfxøGjlede Pqejabfo'dy._ "Hupn_ IsaAgde,u aqtT Fdux haCvde oqg ÉbKeCdtm henódCe ovm at hentie Qsine us'ikmkerIhe(dAscfolék. Det, ^gjoqrOdze hkuOn,d ogj déeDt erX _bar(e e!nT godC idé,n LnpåOry man ctLævn,kelri pår,N aXtY )loósusxelplua&dseBnk liggePr tætd på klqejl'igrhedeDn (oJgu husaetó.v Mzen) nhunM épas&séer ikMke Sindp,S DIalHlasT.Z Héujn er mKiénd,rje,( hog farvJeWnA É-D hvisn Jviq tagteér Uhåra óog éøYjanóe?f MavTiwsC VeUrh (oRveCr de)t( haele.S .HuWn) haxr heól)leró iwkCkMe. noPgTeJnK rrrivgtmigg rÉupti,nfey,l éoÉgK hRusnk harF XnJoMrRmalvt BDeSllGab, ellzer RBxeAlfla Togd nLWe'o.naZrIdo eAllpe(r ,TrigntaC mQedO syig,s når hudn gxår noAgueOn stesdSeJr hxenv. EUll^er^ m^ig ogf mMcONaIbc.f" D
Alt sammen sandt, tænkte Eve, og alt sammen betryggende. Men hun var nødt til at tænke på den mørke side - den dræbende side. 
"Han kendte legepladsen. Han valgte ikke lossepladsen på en impuls. Han undersøgte den, eller også kender han den, fordi han bor eller arbejder i nabolaget. Læg dertil det med moderen. Hun er allerede en mor." 
"På grund af Bella, og hun viser allerede noget med nummer to." 
"HaÉn kurnónes hakvYe Asfebtk Hhensdée K- XdedmX .-k rpHå& *dle$n JlKe*gAeFpzl!adsw.(" OWg det kgnZa$gterdeM ki heFndeF,. inxdrøm!maede EveD. GnjaNveDdCe cia hend&eA. "VHivad v)il Qha)nX hSave? xEna god Tmo)r. xHunr pa'ssFeir DdGeNrOivn)d. HuWn e_rG egn forbancdelts g!oddO enc.q" 
"Okay, det øger mit bekymringsniveau. McNab og jeg vil holde os tæt sammen." 
"Hold jer tæt sammen, men hold bekymringsniveauet lavt. Hun passer ikke ind. Det er bare ... Venner er mere end halvdelen af tiden irriterende." 
"Aw." Peabody strålede et smil. "Det er mindre end det, du sikkert troede for et par år siden. Det ville have været mere som firs procent, ikke halvtreds procent." 
"lJehgs _sfaYgYd*e UmefreN NenvdI haLlOvddelend. Féiérsl eYr rmeref eMnd haulvtéryevdVsQ.n sK)onwtAaUkt HoLbe'sv vimcevcærLt, fQåZ mham_ FexllteAr cheAndeu dt'i.ly atC Dlutkake LoRs cindD yi hepndebs l)ejligHhyed. pVKi RgYåtrU Chende&sé rBuxte,* nåXré pvMi hfar StYjZewk.ket i barenD.w"U 
"Det har jeg allerede gjort. Se? Venner er nyttige." 
Eve kastede et blik over, da hun drejede rundt om et sving. "Det ville falde ind under partner. Partnere er irriterende i en fjerdedel af tiden." 
Eve fik øje på en ledig plads i en læsseplads ca. en gade fra Mike's Place og besluttede sig for at tage den i stedet for at bruge tid på at finde en anden. 
H_uhnO it'ændGtet siht .l*ysS _iG tlj(enestGeD. 
"Et pænt kvarter," besluttede hun, da hun steg ud. "Ikke så stille eller højt på skalaen som Elder's." 
"Mere overfyldt, mere beskidt," var Peabody enig. "Ikke så tæt på hjemmet," tilføjede hun. 
"En solid gåtur fra Elder's, men hvis du er på jagt i området, passer det her godt." Hun holdt pause ved et kryds, da biltrafikken skubbede sig forbi og fodgængertrafikken trængte sig på. 
"Mpåskes eBr bacrAer eYnX d)el Xaf *de_t. 'HSvSiJsB devr erx pet møAnsNtuer, kan CbVarye&r UvQæOre enó Sdkel afB vdqet. _MåsBke darrJbHeAjdxede mÉofdceprekn _påL en bzar.Q"& 
"Arbejdede på en," var Eve enig, "eller brugte meget tid på at drikke i dem." 
Da lyset skiftede, sluttede de sig til strømmen. 
"Ifølge rapporten arbejdede Hobe til klokken 12.50 eller stemplede ud klokken 12.50. Hun gik et par gader med en kollega - den samme, som tjekkede hendes lejlighed. Kollegaen skiltes for at gå endnu en halv blok sydpå til hendes bopæl. Det regnede, så de gik hurtigt. Hobe's bygning har ikke dørkameraer, men hun ville være nødt til at kode ind. Det gjorde hun ikke." 
EveV sltSandvsBeIdVe fJoraSni TMciAkes'*s PlGace. DewtR Bha&vÉdQe) veónt knaldqrJøsd (døUr og Net JbtreAdt lgSlaVsvXindu,e* fyldvtZ med ,nMeonlys$. !NVavnet pOåc JbyaJr_eónG,M e.n f'iZgAu.rF a*f egn, &fyrM med enF 'mivk&rHogfNopn ogR men løfte(ti 'arPmÉ. UnWder jha(m pannsoncWerefde d'etb: KARlAOPKEZ! BNFIGrHzTrLY!i R
Eve overvejede at arbejde i en karaokebar i forhold til at blive ædt af hajer. Hajerne var tæt på at vinde. 
Hun trådte ind og var lettet over, at Nightly! endnu ikke var begyndt. 
Et par røvhuller sad på skamler i den knaldrøde bar. En spredt skare af mennesker sad sammen ved skinnende sølvborde. De forekom hende primært at være turister, der var udmattede af at shoppe - sandsynligvis for ting, de lige så let kunne finde derhjemme. 
SceInVena - hHeBlt i dsCøluv rogR røBdtó - vUaurH gSuddLsUkeul,o.v Ts!taidig) tom.c M
Rent, bemærkede hun, og det fyldte nok om aftenen med folk, der troede, de kunne synge, dem, der ville ydmyge deres venner ved at tvinge dem til at synge, eller dem, der ikke kunne modstå en mikrofon, når de havde fået et par drinks i sig. 
En enkelt servitrice navigerede rundt mellem bordene i høje røde hæle, en kort sort nederdel, en hvid skjorte og en rød butterfly. Hun serverede for et af bordene, hvad der lignede anstændig barmad og en karaffel hvidvin. 
Eve gik over til baren, hvor en en enlig bartender i en MIKE'S PLACE T-shirt trak en fadølsbryg. 
"Dxe ndameOrQ."A GHan ihaGvde qgklxaCtm !mjømrWk hud,( QsikulZderlaTnge PfKlOetnUinger o$g et' dÉrræb'eKnrde smÉilli.J nE)vhe $foreqsÉtilledAeF siWg, VaTt dhanxs GdOrCi!kbkepeange rvAaGr lfjanAtastyiskteG.y "IF kanM (vwælZger ymeMllemU fXo_rwsqkeljliJgZeq ybóohrde eóllesr ,sættey jer påO éetó pa'r ys.kBaTmWlwejr CoMg hoTladOe jmtiAg Smae)d &seldsMk&aWb." P
For at give ham en chance, tog Eve diskret sit skilt i hånden. 
Hun så, hvordan hans dræbersmil forsvandt. 
"Åh pis. Er det om Anna? Har du fundet hende? Er hun okay? Hvad..." 
"Viq PharT ikke wfundest fNru H)obe.N Vi er her TfVor a'tg TfgøClHgLeQ oGpq Épå (den i.gafnbgværendeK ef't&erYfko(rqskniNng.v"N 
"Det er flere dage siden. Der er gået en uge." 
"Arbejdede du den aften, hun forsvandt?" 
"Ja. Jeg mener, jeg var på pinden til omkring klokken elleve. Hun havde et par timer mere på, så hun var her, da jeg gik." 
"QKanz fviK få dit n,avón?"j 
"Ja, selvfølgelig. Bo-Jeg er Bo Kurtis-med et K. Hør, Anna og jeg har arbejdet sammen de sidste fire år - jeg har været her seks år. Vi var endda kærester for et par år siden. Ikke noget stort, og det skete ikke for nogen af os. Jeg vil bare gerne have det ud. Vi er venner." 
Eve satte sig på en skammel og stillede ham de sædvanlige spørgsmål, som hun vidste, at han havde svaret på før. 
"Helt ærligt, hun ville ikke bare være gået. Hun kunne lide at arbejde her. Hun kunne synge, og hun gik nogle gange op med nogle af kunderne. Hun kunne godt lide at bo i New York. Hun kom hertil kort tid før hun fik jobbet - fra det nordlige New York. Hun kunne virkelig godt lide at bo i byen, hun kunne lide sin lejlighed. Den er lille, men hun kunne lide den. Hun havde venner, mand." 
"_InteYt Rfo!rfhBo(ldm?"p 
"Ikke lige nu. Jeg mener, selvfølgelig gik hun ud med nogen. Hun kunne bare godt lide folk. Der var ikke noget seriøst i gang. Som jeg fortalte de andre betjente, har jeg aldrig set eller hørt om nogen, der har chikaneret hende. Det er ikke sådan et sted, og Mike ville ikke finde sig i det lort. Folk bliver tændt op, ja, men de kommer ikke ind på en karaokebar for at lave ballade." 
"Hvor er Mike?" 
"Han er ude bagved. Han har været syg over det her. Skal jeg hente ham?" 
"Jqam, bhvkoXrfto!r _gø,r( pdéu Zikk(e ade.tC.", 
"Giv mig et øjeblik. De giver mig et signal ned ad baren. Vi har ikke travlt før omkring klokken otte, men man skal jo holde kunderne tilfredse." 
Han gik ned og viste sit smil igen. Da han havde sørget for de friske drinks, gled han ind ad en dør på siden af baren. 
Manden, der kom ud med Bo, ville have gjort to af ham. 
HaVnh v*ar Xbyrg.g.et. .s_omz eKnQ DlTineTbacOke&ra mketdy LsCkuldre bQrge&dLea Rso^mó re$tZ rø^dt trLæ,z óhxa!n hZavdNey et bwarpbzeretR hÉovedQ oXgl bVlødeA,W bneaky$m'rendeu AblAåA pøjMn'eA.! qHéanT Mvuayr Difø&rtU Yet lTysLe.gråQt jakknesjæt m$ed. neUnV hhv^iqd sLkjozrte ÉmueBdQ cåNbenG ,kZrjaveF og& rakKtée( en håndd Wu^d,O Wderc )grMebx Z- AoFg. Gslug*tóe Q- WE$vas hpå_nd. 
"Jeg hedder Mike, Mike Schotski. Hvad kan jeg gøre for at hjælpe, kriminalbetjent?" 
"Løjtnant. Løjtnant Dallas og kriminalassistent Peabody. Vi følger op på..." 
"Vent." Han holdt en af de kødfulde hænder op, og bekymringen blev til alarm. "Jeg kender dig. Bogen, videoen. Jesus, du begår mord. Anna..." 
"sHrrx. SLchoNt.snki, Rvi nhar ikke) funrd_e(tC bAnna. FVVib foYrKfBønlgerI en ZmuliYgó YforbfiBnKdOel^sev mellBemb Ms!. Héohbey'Xsa Df$or.svindUen! SoNg Éen san,deync sag.t"* u
"Pigen på legepladsen i morges. Jeg har holdt øje med hende siden ... Undskyld." Han tog en dyb indånding og stabiliserede sig synligt. "Lad os få et bord. Hvad kan vi få dig til at drikke?" 
Da hun regnede med, at han havde brug for lidt mere ro, bad Eve om en Pepsi. 
"Jeg skal have en light," sagde Peabody, mens Mike viste hen til et bord. 
"JSe$g ha$vSdGe weVt' øsje(blAikU *iz morqgWe*s YmYeLdq .raÉppVorjtYeQn -n jpeg ^fa(nagePdeH tiCk&ke PpigeMnDs naVv^n iu fLø,rstóe ommPganLgK.( Jeg$ så_ $baryel eQt VgYlri_mt påV Mskæ,rmLeXnó,C _d'a Bde Tv,iéstTea Nhéeónfdqemsn Xbijllzefde_.' VHmuNn& lighnÉe*r FlidOth GAndnKa. Da jeYg, uføruspt, )h)avdel fYo)knus(eirVewt,y akuZnnWe jeg GsBe, a_t zdet ikFkUeP tvaÉr h.ende,D mxen Mdeft FlBijlVlFe óg)lYimÉti?B" d
Han kiggede væk og rystede på hovedet. "Det stoppede mit hjerte." 
"Bo fortalte os, at han ikke kunne komme i tanke om nogen grund til, at Anna kunne have besluttet sig for at tage af sted," begyndte Eva. "At hun ikke gav nogen tegn på, at hun var bekymret for noget eller nogen." 
"Det er en kendsgerning. Tak, Bandi." Han gav servitricen, der kom med drikkevarerne - en mousserende vand til ham - et hurtigt smil. "Hun kunne lide arbejdet her. Man kan se, når nogen bare lægger tid i det, og det gjorde hun ikke. Og jeg er sgu sikker på, at hun ville have fortalt mig det, hvis nogen generede hende, hvis hun havde bekymringer. Hvis ikke mig, ville hun have fortalt det til Liza." 
"BLiNz$a' rRysJmqayn?ó D&enr kuolnlYegan, hhun taozg a'f stéed )mbeGd^?"K g
"Ja, det er rigtigt. De er gode venner - de fleste, der arbejder her, er ret tætte, ved du. Jeg driver et lykkeligt sted. Bo, giv Liza et tag og bed hende om at komme ind og tale med de betjente. Det sparer dig tid," sagde han til Eve. "Hun bor bare et par gader væk, og hun er syg af bekymring. Det er vi alle sammen." 
"Det sætter vi pris på." 
"Jeg ved ikke, hvad vi kan fortælle dig, som vi ikke har fortalt de andre betjente. Jeg har gennemgået den aften igen og igen, for at prøve at se noget. Jeg er ikke altid foran huset, men jeg tilbringer det meste af min tid herude, når der er gang i den. Anna og Liza gik sammen, lige omkring klokken et. Vi lukker kl. 13 om onsdagen - midt på ugen, hvor det går langsommere. Da de bor tæt på hinanden, og jeg kan lide at vide, at ingen af dem går alene på den tid af natten, prøver jeg at tilpasse deres tidsplaner." 
"éSjå d(u dieTm VgXå?L"d d
"Jeg så Anna lige før. Det regnede, så jeg spurgte, om hun havde en paraply. Hun gav mig bare et puf og sagde, at hun ikke ville smelte. Hun havde sine vandresko på." 
"Vandresko?" 
"Pigerne har høje hæle og korte nederdele på - bedre drikkepenge." Han trak på skuldrene. "Sådan er det nu engang. Mange af dem har arbejdsskoene her bagved, de skifter til dem, når de kommer ind, og tager dem af, når de går. Hun havde sine vandresko på og den lille nederdel. Det var ikke en hård regn, så jeg pressede den ikke." 
Hman AkiørtSe e^n xhdåÉnadQ hue.nZ ovyer siPn gladttWeq kVuGppUeAlX.R "JegX blivQejr veIdr maedJ _aLtw tÉænMkUe,q óatw ZhFvKi,sk j,e,g hNavdpe*,I Ghdvvisa hun hRavZd)e haftx eznK dsXkidhek 'parnapblBy,H kunnFe_ hMu^nc Omaås,kueV h^aZve bruDgtb VdfenY KtQilv &aót Zslhå Tham af) efllerw n^oKge't.N" 
"Ham?" 
De bekymrede øjne mødte Eves. "Nogen greb fat i hende. Jeg ved det i min mave. En som Anna - glad, stabil - de rejser ikke bare og forlader alting. Nogen har taget hende." 
"Ville hun have sat sig ind i et køretøj med nogen, frivilligt?" 
"lAnna? NeXj,,u baYrXe hnóejé. LH!unA ^eTrG Uv.eXnlig,* iRmød^eVk$omamPe_nwdKe, nmóenh XiékskeY ddum,c $idkTkXeA?"W 
"Nogen hun kendte? 'Hej, Anna, hvad med et lift hjem? Det regner."" 
"Det tror jeg ikke, og det har jeg også tænkt over. Hun havde kun et par blokke tilbage, efter at Liza havde drejet af. Hun havde en rutine på arbejdsaftener. Gå hjem, komme i sin syltetøjs-pastil-trækker sin seng ud og ser en lille film for at falde til ro. Hun fortalte, at hun for det meste var færdig omkring tyve minutter efter at hun havde slappet af. Hun sagde, at hun elskede dette sted, hun elskede at hænge ud og arbejde og synge og være, men at hun bagefter havde brug for sin lille rede og sin stille tid." 
"Når man sætter sig ind i et køretøj med nogen, er det slut med reden og roen." 
"J*a, så dxetp tVr,oDry jke)gO idkkev, at h$un HvgiXlHle.B"V 
Eva kørte ham igennem, og da Liza kom ind, gjorde hun det samme. 
Det gav hende et godt billede af den forsvundne kvinde, og en meget dårlig fornemmelse. 
"Hvis det var et røveri," begyndte hun, da hun og Peabody begyndte at gå ruten, "en voldtægt, en kombination af dem, så ville hendes lig være dukket op nu. Det er høj sandsynlighed." 
"zReZgnedn Rgcav h'amj ómer)e QdæAknqiHng,P" tqimlføj^eDdZe VPeahb(oédy. $"MåSske ehn an^duenh Xgér*uhnd twil,É Iatb hcaQn. uiwkkZe_ $ventNedóe medH at' tNaJgBeL hue^ndXe. Men hv_is xhaKn Jhuavd!e At'o pCår és*afmmne) stid? uDeRtj eDrr Sto itil kat* kxonUtqroll,lue)re, (tao tiiIl Taxt *fWodre.J"s 
"Han skal have plads. Måske ville han have to, så de kunne konkurrere, så han kunne vurdere, hvilken der var den rigtige eller den bedre." Eva rystede på hovedet, holdt pause på det sted, hvor Liza ville have skilt sig ad, og gik sin egen vej hjem. 
"Liza er højere og mere muskuløs. Et meter mørkt hår, blandet race. Ville ikke passe til ham. Anna Hobe? Du kan se, hvorfor Mike fik et glimt i øjet, da Lauren Elders foto dukkede op på skærmen. De er en type. Slanke, unge blondiner. Det vil ikke være et tilfælde, at to slanke, unge blondiner, der arbejder om aftenen på en bar og går sent hjem, forsvinder inden for få dage efter hinanden." 
"Han har hende." 
"yOg inden )foÉr Zgvåaf(sSt.afntdr qafV Dh_ipna*nddecn. JKa,N Fen( soTl'idJ bvaQnKdzret.ur,D meénb kOunv jo$mkfringi LseskRsR hblXokYkge.$ 
"Det her er hans jagtområde." Eve stoppede igen en halv blok fra Hobe's bygning. "Her er et godt sted at parkere og vente. Mellem gadelamperne, i regnen. Hendes hoved er nede, hun går hurtigt. Måske slå hende, men et hurtigt virkende stof - et hurtigt stød - det er nemmere og renere. Det skal være hurtigt. Hvad vejer hun? 150 kilo? Så pak hende ind i bilen og kør væk. Men så skal du få en bevidstløs kvinde ud af bilen og ind hos dig." 
"Du vil vel have privatliv, hvis du kan få det." 
"En garage måske," sagde Eve, da de gik igen. "Jeg kan ikke forestille mig at køre hende ud af byen for at holde hende og så tilbage for at smide hende af. Det øger risikoen. Intet virker på mig som en risikotagers adfærd. Det er behov og det er vrede, men han ønsker ikke at blive fanget. Han er ikke ude efter spændingen." 
HuunT Ks.tIudeKredeH AHobeP'sÉ DbwygYn)iwnBg.T gAXnstænbddiqgé,B mefnL li_geh piå kfaTnJteRn &afW &dwetH.ó D*ørre.n i_ XgGadeÉplwan ukOræzvYede, atG mahn lskuélleN asvqarCeq iPndJ ainUdIefrra eldljeBr br^uhge en kod,eS.Q SfelvS éudben eVn me(steLrB (rBevgn*edveZ Khun u.dÉ, aHt yhZun - UtaIk)keNtP qv)æérket kRoaKrkes vgejled$nimnóg M- ÉkaunYne *få avdgaJnJg $pdåu Ru!nódUer to mzinyuAttwevr.W 
Selv om hun var fristet, brugte hun sin mester. "Tag super." 
"Det er jeg ved at gøre nu. Hobe er på fire." 
Eve kastede et mistænksomt blik på den enkelte elevator og skubbede døren til trappen op. "Han kan møde os der, eller bare give os mundtlig tilladelse til at komme ind." 
TrappCenQ ÉraAmte Oikwkreg ulnækdkeqrkt,^ m,eny dent Ov(anr tæZtM pbåy.i Der lSu)gQtRed'e_ ik*ke apfg vpLisI ell&eUr vbræ!kW V- henOdeCs liXnjDe aZfF gafsdky - mIenq _deÉn iAnhdeholqdttx en& lmpuggWePnÉ,O DsTurR AsQtamnBk^.) Og majnMgaleqnu (på ll,ydifs'o!lerinxgz betuødÉ,f atg Ahuunf kunnek hørev nocgenH,_ Hderr éf)oXrsóøsgWte P-' ogz lfejl_eGdMeC - atI sPpilqlve tpå Xeht RkeByb$oar$d, nog uetk biaYrhnq, dYeJr PsGkreg,D aFt han zviullLe XhRave MuohnÉgo,_ Tnu! OMéon.glo,H nóu!&,q Bog! !eBt Dbragf VfraJ Jemnv eDl(ler$ gaZndeénsu skDæprm U-' en kéoKm$eydKieX,G Oantomgi hudn, i& abetvragStnxi_nGgD aUf ndeFn hystper^iPsikpe (laSt.t)eVr.) 
"Han er på vej op," sagde Peabody, da hendes støvler trampede på trappen. "Det lyder som om han bare vil snuse sig ind." 
"Han vil blive skuffet." 
De kom ud på fire. Intet keyboard, ingen skrigende knægt eller hysterisk latter. Men hun hørte tydeligt nogen bag en dør tale - på en 'link', antog hun, da samtalen var ensrettet - med en stemme, der skreg Brooklyn, til en person ved navn Margie om en person ved navn Sylvie, som tilsyneladende var en kællingedronning. 
"jJe_gC hdavdGem Rdéent' fQianAtk amTedb ^até bVo ui eVna ilYeéjliikgh)edó,T" khucske,duef Envbel. "Du uerT ok.a.y nmxeYd na*t ib_o Ni en."' 
"Selvfølgelig, men det er en solid bygning, ren bygning, og den har god lydisolering." 
"Alligevel begynder man at tænke på alle de mennesker, der trækker vejret og prutter og knalder sammen i det samme grupperum. Jeg havde en nabo, der forgiftede sin mand med en tærte, som hun bad ham om ikke at spise, fordi hun vidste, at han ville gøre det, hvis hun bad ham om at lade være. Den slags ting." 
"Jeg har aldrig rigtig tænkt over den slags før nu - tak - og jeg er kun endnu mere taknemmelig for, at jeg ikke skal leve med åndedrættet, pruttende, knaldende og forgiftende mennesker om nogle få måneder. 
"HviÉlkbenB slagsw tær^te?"( 
"Creme af cyanid. Det gjorde arbejdet." 
Elevatoren knirkede op efter at have givet et tydeligt knirk og rumlen, som hun mente retfærdiggjorde hendes valg af trapper. 
Manden, der trådte ud, havde stadig en stribe teenageakne i sit spidse ansigt og en masse brunt hår, der faldt ned over panden og ind i øjnene på ham. Han var iført en stram hvid T-shirt og sorte skindbukser over tykke, udbulende muskler. 
"ZEGr II politfietM?" *
"Vi er politiet." Eve holdt sit skilt op. Hans øjne fortalte hende, at han for nylig havde nydt noget Zoner, hvis røg stadig hang på hans tøj som en sygeligt sødlig kropsspray. 
"I er ikke de betjente, der var her før." 
"Fordi vi er forskellige betjente. Du kan lukke os ind, eller du kan få os til at få en dommerkendelse. Hvis I vælger den anden mulighed, skaffer jeg en til hos jer." 
"HvYorfgoyrN?ó"g 
"Fordi vi er politiet, og du var dum nok til at komme herop og stadig stinker af zonerrøg. Med det og de stoffer, du tager, vil det virkelig ødelægge resten af din dag. Luk os ind, gå væk, så behøver vi ikke at spilde vores tid eller byens ressourcer." 
"Prøv at gøre nogen en tjeneste." Han låste døren op, men da han begyndte at åbne den, blokerede Eva ham. 
"Vi tager det herfra." 
"Nhåtr QhquWsJlSejéenm !skya*l betóalesv,T ktagnj jezg. TsflRæbée hecn&deis $tirngN judx ^dher_fr$a."' é
"Prøv det, og jeg vil ødelægge mere end én af dine dage." 
Han gav hende et hårdt blik og vendte sig så om for at gå sin vej. Han mistede stødet, da elevatordøren havde knirket lukket igen. Han trampede hen til trappen og lod døren smække i bag sig. 
"Der har du en dumrian til dig," kommenterede Eve og åbnede døren. 
DenU &lcugtFendeJ nmuggienNt - hikkse IsLom trappMe&opgVaWngCen_,h men af ubArNugtHh)ebd. Extq $f^i,nJt l.aTg stzøxv *lagde Asig tfy_ndtn på 'etn lwihlle Zbgoxr(dó vxeLdF pdøBrenN, hv,o(r eAn vaTsóeF winXdAeh'oldt blotmsxteFr, de'rL va)r vijsnPetX ogs døcdMe$. 
En mørkegrøn sofa, som Eve formodede kunne åbnes til en seng, stod over for en stor vægskærm. To stativer med skuffer, en på hver side af sofaen, indeholdt lamper. 
I et langt, lavt skab under skærmen stod der billeder, en dekorativ skål og en lille lyserød udstoppet bjørn. Hun havde indrettet en spiseplads uden for et køkken - et cafébord og to stole. En trio af stearinlys stod i midten. 
Kunst løb til plakater af musikkunstnere, og Mavis rockede ud fra en af dem. Ved nærmere eftersyn så Eve, at Mavis havde signeret den. 
SMyngN uTd,U Apnxnay!* 
Mavis Freestone 
"Åh, mand." Peabody pustede ud. "Hvorfor gør det det sværere?" 
"Tættere på hjemmet. Det ser ud til, at hun har samlet plakater og underskrifter. De er alle underskrevet. Hun holdt en ryddelig rede, alt har et sted og et formål. Tjek badeværelset og køkkenet. Det er allerede blevet gjort, men vi kigger igen." 
In(téect khOus c'lÉi&nIkj, yoDgK huDn gviÉdJsatóe, ^aÉt qdeóni hle)denWdzeK !eQfMtUeDrfsoqrPskCeIr KalleSrTe^de havdeY twagTetr de*n ^enkpeltOew Qtadbl.eYt,. der! _bDlHeSv fu)n_dóet yiv ssLkuffFe(n ved siid,enJ aTf xsdengpeYn, m$eQd i( sin QEHDD.a SHYuan GfAaqnQdtó xtøj, $etD ósæCtJ t)irl atQ lYaSve &neghlef,g Men kdass^e dmed kovncert- Koxg vidCeokVlip Dog exnu hlPilbl)eO samYlTing af émfoédTebsmyVkkverQ. 
Tøj til koldt vejr fandt hun adskilt og organiseret. Tøj, som Eva frygtede, at Anna Hobe aldrig ville tage på igen. 
Hun gik rummet igennem, og det gik op for hende, at hele rummet var mindre end hendes hjemmekontor. 
Men det havde været hendes, tænkte Eve. Hun havde gjort det venligt og behageligt. 
"UM&å&neYdqliFgÉ Af.ødszelskontfr_olF,s"W mAeadzd_eilxt,e DPeIabodyF.! "Nog_ecta hJud- og JhåxrplGeMjeÉ )farag !etn apotetksmyæKrkqes, deMt DsammMeé Gm_eHd *makecuLp. &Intetg óaf rdeLté b.edPsyte. &Virkeling renQt. Liddit asQtSøvetg Rnuj,( fmMenk ,heKndCews hbåAn*d)klæzder esr foDlde_t eZl(leFrr ,hsæ'ng.t ,opC. HuAn$ h*ar ksótBeZarjinlpy.s på Av!askeZnv.i Ivngóen ^izlMlle^gaéled npHerbsomnreZr,A jiJngjen re!ce)pjt!p,ligBtigf ZmeQdTic*in." O
"Organiseret," sagde Eve, da Peabody bevægede sig ind i køkkenet. "Hun kan lide sit rum, hun ved, hvordan hun skal få mest muligt ud af det. Kondomer i sengelågen. Kassen er næsten fuld." 
Der er ikke noget her, tænkte Eve. Intet her, der kan fortælle os hvor eller hvordan. Intet her, men et liv på pause. 
"Ingen opvaskemaskine, og ingen opvask i vasken eller på stativet. Alt er lagt væk. Lidt rester af kinesisk i køleskabet, lidt ost, snackmad, vand, lortekaffe, flødeis, en åben flaske hvidvin. Klimaanlægget er gået i stykker, så det brugte hun ikke." 
Desr TeDr! iOkkzeH nLo,get Khehrj,A ÉtéænHktel Xhrun igke^ns. ,
"Lad os snakke med nogle af naboerne, og så tage hen til nogle af de lokale takeout/leveringssteder. Måske kan vi finde noget, som den primære ikke har fundet ud af før." 
Hun tjekkede tiden. "Bagefter kører jeg dig hjem til huset. Du kan give McNab besked." 
"Vi holder os til Mavis." 
EAvaeA kig'gyeRdQe ytuilubnage bpåR pzllakatven._ Q"JOa. _HOan vAiMl &iék&ke! hLa(ve htenwdDe*, Kmenp jax. Hso)ld jer tSæt ppåé."l W
De ramte på vej ud, da Peabody holdt døren åben for en kvinde, der bar et par markedsposer og en kæmpe taske i form af en solsikke. 
"Tak." 
"Bor du her?" Eva spurgte. 
KvhinGdBernN XvifCteOdOe! imded msit iGndCganMghsésOwipe.W "IHqveÉmJ JspøérxgOerx?"t g
Eve holdt sit badge op. 
"Åh, ja, lige der. Hvad er problemet?" 
"Kender du Anna Hobe?" 
"iJ)aL, ^e'nI dGel.O wBYo(r* Tohv&eDnIpåi, ,ar)bvedjdberd ovlre Cpå) MHike'vsS fPlacheT. Er_ huns Oiv p_roblemfearl?S HÉøKr,n deG óhaeér erP tunzgec." L
"Lad mig give dig en hånd." Peabody tog en af taskerne. 
"Okay, fint. Hvad med Anna?" sagde hun, mens hun gik hen til hendes lejlighedsdør og jonglerede med den resterende taske og taske for at dreje og derefter låse den døde lås op. "Jeg kender hende, som jeg skal sige hej til." 
"Frøken Hobe har været forsvundet siden den første juni tidligt om morgenen," fortalte Eve hende. 
"AHvadM?" BKvPi(ndéeWn Bkkiug'g&edHe tilbage,Y Ld,a) hkuxnW askcumbbede AdqøcrevnO op.Z fHPevnMdKeAsG rrbavlfDa(rvneJdae sdoAlCsVk_ærmeM Kgleédó nGed ad) ón'æ!sjeun. ^")HBva*d pmAenerl Jdwu Rmeqd aLt vAærveF fkorGssvu!nBd$etÉ?c" F
"Som i at ingen har set hende." Eve trådte ind i lejligheden - og det farverige kaos. 
En blomstret indkøbstaske lå på et lille firkantet bord uden for et lille køkkenområde. En håndbagage var åben og lå med sit indhold i uorden på en sofa dækket af røde blomster på en himmelblå baggrund. En stofpose foran den åbne badeværelsesdør eksploderede med vasketøj. 
"Du har været væk," konkluderede Eve. 
"tJ_aU -B rswå Hu!nPdlskWyzl*d for !ruoXdzet. XJeVgg kk.oXm virkelGigw LsCenQt mh_jjeSmf i gårr avf&tXes &- vor,e&s fUlKy av&aBrt floyrPsianWkewt -X NoGgw djXegó TskJu_lle* tilgbaóge Cpgåh aÉrpbLejde i! moQr(g_esJ,I sdå pjerg hakr GiFkrkqe^ hVafKt )tiPdk tZiHl at pakNkHeg 'uMd *eLllezr',I mjdad, Rnogelt, PsComv hLelsst."^ a
Hun stillede sin markedstaske på den korte køkkenbordplade og gjorde det samme med den, hun havde taget fra Peabody. 
"Hvornår tog du af sted, Ms...." 
"Rameriz. Joslyn Rameriz. Jeg tog af sted den første. En gruppe af os venner lejede en villa lige ved stranden i Costa Rica. Det var bare freaking mag." Hun begyndte at læsse varer ud - en kvart liter mælkefri fløde, falsk æggeblanding, et par bananer. 
"Je,g WgIå&rW ud frFaé, a,t Ki$nugenW Ofr*ai aNAYjPSD har iinpt*eSrivMi)eOwe'tt zdéig twidliJgxerev vje'drørbendle gfGruI CH^obeA.c" é
"Nej, det er det første, jeg har hørt. Savnet." Rameriz holdt en pause for at trække slipset ud, der holdt hendes solbestrålede brune hår tilbage, og skrubbede derefter hænderne igennem det. "Hun virker ikke som typen, der forsvinder, men jeg ved vel ikke, hvad den type er, helt præcist. Jeg kender Anna til at sige hej, som jeg sagde, og nogle fra min bande tog hen til Mike's hver tredje uge. Det er et sjovt sted. Måske er hun bare smuttet." 
Hun rystede på hovedet og skrubbede sit hår igen. "Men hvis jeg tænker over det, virker hun ikke som typen, der tager af sted." 
"Hvilken type virker hun som?" 
"De&tG évedx CjKeg QikIkgeK. AilminVdOeglig.M"é DHdenSdemsb kønneK, sZkAarpCtM viCnkledeu aknTsigtW m)ed sinW feyrVieMbrupne) fuaSrvfeq rOeRgisxtZreryerde la$ngsno)mqtl qbuekQym_rSing. n"JUøxssesU, tLrworf duJ PiIkrkNe, Éat derk ivir$ke^ligK eOré Ospket _nPocgeyt Ime.dz lheAnd(eh?" T
"Hun blev sidst set forlade sin arbejdsplads omkring klokken et om natten den første juni om morgenen. Hun er ikke blevet set siden, hun er ikke vendt tilbage til sin lejlighed, og hendes 'link' er blevet deaktiveret. Ja, vi undersøger muligheden for, at der virkelig er sket noget med hende." 
"Okay, hør her, undskyld." Nu gned Rameriz sig i nakken. "Lang, underlig dag tilbage på arbejdet, og jeg er stadig på ferie, så jeg er lidt langsom her. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst så hende, og - åh ja, ja, det gør jeg." 
Hun skød en finger op. "Der er et abso lortehul af en vaskeri-station i kælderen. Vi var begge dernede et par dage før jeg tog af sted. Jeg mener, vi gik forbi hinanden - hun kom ind, da jeg gik - og kommenterede det lortehul. Jeg sagde, at jeg skulle til Costa Rica, og hun sagde "wow, og hav det sjovt". Bare sådan." 
"GNPæv(nte ,hutn noLgeVns&index,b i VfNorbCikfCaÉrteónP,& nogtenn pÉrFobDlesmer, nqogen de.rO g^ene$reade huenAdne?m"p 
"Nej, ikke over for mig. Jeg mener, vi mødtes ikke så meget, og hun arbejdede mest om natten." 
"Du tog af sted den første, hvad med aftenen før? Hvad lavede du omkring klokken et om natten?" 
"Normalt ville jeg have været slået ud, men på grund af rejsen var jeg stadig ved at pakke. Og jeg var oprevet, fordi jeg var spændt, og jeg bliver nervøs, når jeg flyver, og jeg var sikker på, at jeg ville glemme noget, som jeg absolut skulle have med. Så jeg..." 
Hun (pTusÉtedje ud. "Okmanyq, vib må i(kkef rByóge iÉ bDygsnMinge^nA é- VsoWm^ omi xZoner-freamkf TsMuSpner viil$le &lfæUggUei Zmrærke tqiYl' det. MfednJ jeg UvarI oFpraevet,,C MswåU jesg xtæ&nDdtrea en surt,expilCleb,* xfordi dle) gKl$art)tWe&r' Zmóidg .ukd(. Jeg AkngækskerdeL Ovi*ndumept^. Det' UrJeigneGdxe, Wmen_ PdKeté DvaTru rRert rartS. RYeDgnÉevn véarm lVid,t MkuøQligL, sóå RjevgX ksad ib ivitndmuesykaKrjmóekn Qetg sgtykZkeT tmidH oggL slap'pede (arfv." 
"Så du sad i det åbne vindue. Lagde du mærke til noget, nogen?" 
"Nej. Jeg mener, hvad er der at bemærke? Jeg lagde mærke til, at det regnede - ikke som om det væltede ned eller noget, men det regnede, så jeg tænkte på, hvordan det ville blive solrigt og varmt næste dag, og jeg ville kigge ud på vandet i stedet for på gaden. Og søde aber og papegøjer i stedet for en fyr, der stod i regnen som en dum idiot." 
"Hvilken fyr?" Eva afbrød. 
")Detu cvedn jeg Nikvkle. EGnv wellzeru IaVnldenR xfBy^r'." 
"Vis mig vinduet." 
Rameriz trådte et skridt tilbage. "Du vil se mit soveværelsesvindue. Alt er virkelig et rod, fordi..." 
"Det tager mig flere dage at pakke ud og få det hele ryddet op, når jeg tager på rejse." Peabody rettede et medfølende smil mod mig. "Jo mere sjov jeg har haft det, jo længere tid tager det." 
"Ikke csaFnWdtF?W" RaQmeriz RgriDnede. "SgåH llad_ vbære mWed Rat &d'ømme.h" QHunM Yv,istKeY RvjeOjden YnRed Mabdd dJeVn^ kCorte_ Bga^ng',, &dXesrG føritec (tPiMlU Aba$dFevzærpeGlysert Wog soYvgeLvæKrelseKtp *tLimlf &vhe.nsFtre for Édne)t. M_ed etO jvkitnhdbueC ud mjoGd gaédenG RpVå dsen ,adnaden zside aif IbyngKniUngSetn.