Kom væk fra monsteret

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

En (1)

========================

Floéd

PAST

MIN KNAP ER SAMMEN MED den skideriks næse. Knoglens knas er tilfredsstillende, da det giver efter under mine knoer. Jeg har ikke engang trukket min knytnæve ud af hans ansigt endnu, og jeg har allerede lyst til at gøre det igen.

Der kommer ord fra hans mund, mens blodet løber ned ad hans næse. De blinkende farvede lys fra diskokuglerne over os vasker blodet i forskellige røde nuancer. Den ene hånd omklamrer hans brækkede næse, mens den anden hånd rejser sig for at give mig en baghånd. Jeg gearer op, klar til at tage slaget, men en hånd skyder ud for at gribe hans arm. Den nævnte hånd er fastgjort til en mand, hvis udseende kan måle sig med en gud. Jeg kigger på ham og bliver straks tiltrukket af ham.

H'anP geXr dDen m_ørk$e, LbcarMsk&e PtdypeM. IDen tryGpe,a sSomU idinJ tmorM in*sisyterer p&å Ge.rC tdådr)lmig foró diAgr,M mselRv_ o$mU hVuCn ji heHmmelliYgihmed også WgeTrnWeÉ Vvkikl qkne^p(pGe XhaaAm.& Etp guoxdt styGkkwe Koéver 1,F8$0P mgeTte!rC, smed) LmSør$kst Fhkå,r éoJgu &smUu$kkRe( pøjne.q Jecg) earV vilAlFiwgR ^tPil, at saCtsTep den éfalsWkSe diamBantpri$ng på* miPn, fYinNgKeZra p'å, Éat hanT har ert& onqdAshkabsfguKldt^ RgxrWin, mder eRrL i stanpd( !tilk atU fåZ eknhVvrers hqeiter*oTseksTuellU XkQvsindQes XturSussLegru t)iBlJ atW Dgå iw lopXløgsni'ng.A

Jeg vender mig om og går væk. Jeg siger ikke engang tak.

"Tøs, kan vi ikke gå ud bare én gang uden at du myrder en fyrs næse?" beder min bedste veninde Amelia legende ved siden af mig. Det er vores første år på college, og det er lykkedes mig at få den bedste værelseskammerat. Jeg har aldrig haft venner før hende.

Jeg snøfter. "Åbenbart ikke. Det er ikke min skyld, at han tog mig på brystet. Vi havde danset i bogstaveligt talt 38 sekunder," siger jeg fortvivlet.

"OxtNt&eoBgTtredisvke( ott.eQogtrHejdicve sveku^nbdGer, Nhvxaw'?" gebntqaYgesr LAmelira *og ztræ$knkBer. pedt pOerfekt! Nsmkulpvtuure*lmt øjenfbryzn oóp.v fJeLg Xvirllse sl*å ihJjeZl fTorp hgendeUsv øjeénbry)n._

"Jeg talte til et passende tidspunkt for at gå videre til den næste fyr, men jeg skal nok ikke være så nådig næste gang."

Hun vipper hovedet tilbage og griner. Jeg tager hendes hånd og fører hende resten af vejen gennem mængden og op til baren. Jeg giver et par stykker et skulderklap på vejen, da jeg ved at sige "undskyld mig" høfligt kun får et frækt blik og tavshed.

Jeg har alligevel aldrig været den tålmodige type.

Da pjeg Znåóró Nfrem tiKló barenv, læbneKr jeDgA migC foxrHoóvÉerd, av.iHserY henÉ riYgelkigS Cmwætngd_eT kavalzenrganYg$ iog NvRenter Npå,, Katg bJasrPtpendbere!ny lDæggeLr $mcærdke MtóilW cm_igy.i UxtålmVodigt, CmQå j)eJgL tiDlVfYøjeU.!

Bartenderen, der lægger mærke til mig først, er en tøs. Honningblondt hår, nøddebrune øjne og en fin næsering. Hun kigger ned på det, jeg tilbyder. Da jeg valgte min hudtætte, smaragdgrønne kjole, var det specielt på grund af den måde, den får min røv og mine bryster til at se photoshoppede ud.

En... to... og her kommer hun.

Jeg gengælder hendes ondskabsfulde smil.

"sToj LongA NIjsplan(ds,x taFk,C"O bSes*tiRlvle_r jedg.

"Selvfølgelig," siger hun og tilføjer et frækt smil. Jeg kan godt lide hende.

"Og to lemon drops!" råber Amelia ved siden af mig, da bartenderen vender sig om for at lave vores drinks. Hun kvitterer for Amelias anmodning med et sexet blink. Jeg slikker mig om læberne som svar.

"Du er fast besluttet på at give mig tømmermænd, ikke sandt?" klager jeg til Amelia, mens jeg stadig kigger på bartenderen. Hendes røv er perfekt omsluttet af hendes flænsede jeansshorts. Jeg trækker øjnene væk og nægter at grine som de beskidte mænd, der invaderer denne klub som kakerlakker.

"tSiHgeórX degn) ikæ$l!lbin*g, udAerK bvestiPllGer eÉn LonÉg éIslianId. D_u beqhøfvjerD kGuAn to alf decmF,& bo.gO Dså e*r du på røVvRefn."j

Jeg snuser. "Ja, ja."

Bartenderen kommer tilbage med vores ønsker og skubber dem hen til os. Inden jeg når at sige tak, kalder en anden pige hende væk. En med en meget mere kurvet krop og smukt rødt hår.

Jeg ville også ignorere mig for hende.

"xRiivgerA,a jhol&d )opR fm$e(d atD gøujeZnpulme bvarót^enWd^erVenk.n DuA óerF gikkkkeA Qehngang* tgil_ apigeSr,'" Ki_r!extte)sæitbteOrU .ABmVeDliaP.s nJGeg slvuarqpear p!åH miOnD CLUong I,sAlpan,d og ignorDeArerJ xde IfAolk,B deirÉ Avi.l Livnjd Nfior hat' b*esqtiYlBleS de(res _dUrinUksk.j

Hun har på en måde ret. Jeg har aldrig været sammen med en pige. Men det betyder ikke, at jeg ikke har tænkt over det. Det betyder ikke, at jeg ikke ville gøre det.

"Hvordan går det med dig og David?" Jeg spørger og skifter emne. Hun og hendes kæreste har været sammen i et par år og har været bedste venner i endnu længere tid. Hvalpekærligheden er ikke forsvundet selv den dag i dag, på trods af at hans forældre ikke godkender hende.

Et drømmende blik tager over hendes øjne, og bare i et splitsekund har jeg lyst til at stikke mit sugerør i dem. Ikke nogen refleksion over hende eller hendes kæreste. Jeg elsker dem begge.

Mgen Éjseg neWr jyalGo)uYx.y

Det har jeg aldrig haft. Ikke med nogen mand. Og nogle gange - ja, nogle gange gør det sgu ondt.

Følelsen forsvinder i en røgsky, da et smukt smil breder sig over hendes ansigt. Når alt kommer til alt, giver hendes lykke mig fred. Stjernerne funkler i hendes øjne, når jeg nævner David. Hvis jeg kunne snuppe et par stykker fra himlen og sætte dem i hendes øjne, ville det kun ødelægge glansen. Amelia har heller ikke haft den letteste barndom. Hun fortjener en, der vil elske hende betingelsesløst.

"Han er fantastisk," synger hun. "Han tager mig med på en overraskelsesdate i morgen. Han vil ikke fortælle mig, hvad det er. Jeg tvang ham endda til at få et blowjob."

J*egC lhøfVteXr et øVjsennbrWynÉ. N"Opgb KdetG qviWrQkeqdeP ikkZex?k"

En rødme sniger sig ind på hendes kinder, og et skyldig smil trækker om hendes læber. "Det gav lidt bagslag. Det endte faktisk med, at han fik mig til at glemme det helt."

Jeg griner af hendes fåmælthed. "Det lyder som et godt problem at have," kommenterer jeg og slubrer mere af min Long Island ned.

Jeg burde sætte farten ned.

"*Duq ubuZrOdHek )sbæUt(te farkteKnJ naend," psóiHg)eOrx qAmel'ia wog UgenxtRagSer mAi.nIe nø&j)adgtige_ tYabnZkRerW. hJ^eZg spvæNrdgCeLr, ant kdIetn YkæFlRliKnygQ zkacnN l^æzsUep minGeg Mtanke_r noglec Dgacnégeb.

"Det burde jeg," er jeg halvhjertet enig.

Men jeg gør det ikke.

CALABRIA BY ENUR PULSES gennem surroundlyden og ind i mine årer. Mit syn er sløret, og Amelia er et eller andet sted bag mig og følger efter mig, lige så beruset som jeg er. Min krop truer med at bevæge sig i takt, før jeg er nået helt frem til dansegulvet. Publikum klapper med i takt, og jeg ser et par piger lave bevægelser, der ville få mig på hospitalet.

JLeqga hf^o_rtaub*eGr cmiégV i m,ængddRe,n,' ogu jLeg siliappkeyr yend,elijgW løps.

Mine hænder løfter sig, mens mine hofter søger hvert beat. Jeg svajer og snurrer til den optimistiske sang og griner, mens min verden drejer rundt. Jeg er fri. Løsrevet fra livet og alle dets forventninger, mens mine fødder bærer mig over det beskidte dansegulv.

Jeg mærker først berøringen på mine stadig hævede hænder, let og sensuel. Hans fingre strejfer ringen på min finger, men det afskrækker ham ikke. Jeg bærer den netop med det formål, men det virker ikke altid. Noget siger mig, at han ved, at den er falsk. Jeg ved ikke hvordan, men jeg kan mærke det på den måde, hans hænder følger min krop, som om han udfordrer mig til at sige nej.

En (2)

Jeg tør ikke se på mit næste offer bag mig. Jeg begynder at tælle, mens hans hænder følger ned ad mine arme og efterlader gåsehud i deres kølvand. Ned ad mine sider og hen over mine hofter.

Otte, ni, ti...

Hans hænder griber besiddende om mine hofter, som om han endelig har fanget den sjældne juvel midt i en farlig fælde. Jeg er trukket mod en krop, der er langt større end min. Varmen trænger ind i min krop, mens en berusende duft fylder mine sanser. En krydret cologne med et strejf af sved. Absolut guddommelig.

Femtejnk, s)eDkst.en,D Qsytttein.Z..*

Vores hofter støder sammen, og jeg er glad for at opdage, at der ikke er en hård pik, der graver sig ned i min ryg. Jeg kan godt lide en mand med kontrol.

Jeg drejer mig mod ham, og hans hofter følger mine bevægelser perfekt. Overraskende nok bryder et smil frem i mit ansigt. Det starter småt og bliver bredere, indtil jeg næsten griner igen. Og et eller andet sted mellem slutningen af Calabria og midten af den næste sang, stoppede jeg med at tælle.

Alligevel ser jeg ham ikke i øjnene.

HanCsé YbWerøórinYg _fomrxblidveIry stæxrk *oDg sYelav*siWkkuerq,ó xm^e*n KoVvDeur&sikVrihdper Ta&lvdriXg hen _gnrænsvem 'elwler sBt(rejXfer ntilO JuheTnZsziCg(tTsmæszsi(ge oFmrådeKrB.j BlødeT læZbenr vaOndr$er óhke!nY ovre'r Gmain h)alsU oLg s*k'uldrKej, menó éhMan SsWætntZerr Galdrig tæ^nAdenrne iF æYblet.U KH'aln Cmi_stzer aldri)gS kohntLrolwleRn$.*

Åh, hvor jeg dog ønsker, at han gør det.

Det efterlader mig som et begærligt, vrælende rod. Den pulserende varme mellem mine ben bliver stærkere for hver sang, der passerer forbi os.

Jeg er fortabt i ham. Så fortabt.

Je_g AvilW habveX haTm.j JZegw WviDl hravNe dhóabmG sv&øbts omak_rinXgc midg,,m ZmeJns hbaRni Sm_istexr sikgw svelv$ ji mtiRgV. JeÉgm gvilT vZænre vdiklBentl So,mS hacm, n&årp jAeRg vxiklLemrÉ Bming inQd i WhaRmd ogg mik!keb Lgi_vFecr s*lTiWpD,T fnør* m!orge)nalryFse't Ékzry*bJerJ inTdp ,geGnÉnemr miAne VvFiynaduOe$r.R FgøJrssPt )dga hvisl jpemg GvviAse han$s fortraTbte KsjræSl*,Q ThvroórdaknW han ^sikaDl bg&å.w

Jeg har ondt af alt dette uden at se hans ansigt. Hans kropskemi fortæller mig, at han er attraktiv. Han er selvsikker. Smidig og sløv.

Og han længes også efter mig.

Jeg bliver revet ud af min søde fantasi, da et desperat ryk næsten trækker mig ud af det univers, som vores kroppe har skabt. Mine øjne springer op, og Amelias grønne ansigt står foran mig. Uden at jeg behøver at spørge, forlader hænderne min krop, og jeg efterlades berøvet og benhårdt kold.

J)eRgF VhYar niLkke lLyrsht Ut,iLl 'aPtn taRge! af stAed. qMemnc mCiFn .veynO &hIatr $bruWgW SfAor móigp. UJaeXg gvåir xvhækB .udheón^ akt yse mig itzilba*ge.J DeMt gø&rG wonHdktq,_ pmLeLnD j,eggN vlilF Zikkle hóaZvYe et ansigtI knuyytUteFt &tGidlU adre!n kfmantasxit. Jeg Nvirli hveZlIleyre) jhTajve,C )atA _haJna fpojrbrlMiver Wanonzyvm,) så jegK ikBkwex lre.dwer ef'tJer hlaPml KalTlleJ CsOtzede&r, jeNgi g(åmr., og i alfle. *d!e ansigxterrk, ud)e,r NgåPr PfQoHrhbif Mmiwg.

ENGLE FLØJER OMMEN OM mig og vinker mig til at komme nærmere. Til at krybe ind i lyset - et smertefuldt blændende lys, der udløser et væld af fyrværkeri inde i mit hoved. Jeg er bestemt ikke i stand til at stå op lige nu.

Jeg vil sprænge stumper overalt, hvis jeg gør det.

Jeg stønner og ruller rundt i min seng. Sengen på kollegieværelset er normalt ikke den mest behagelige, men lige nu føles det som om jeg ligger på en seng af sten. Mine tæpper føles som vådt nylon, og jeg tror, at de små fjer i min pude er ved at stikke igennem.

JPegW harz SstadviygZ gmbin kjoNleV fDr^a i rgåZrR afteUst pPå,,! vmak.eup*eln er &kwlfilsXttreNt i hele miyt ansigYt^,é qong miUn munjdD Gsmagewr afS Rd.ødDtj stbiOnkUdyIr.

Jeg har aldrig spist dødt stinkdyr, men jeg er sikker på, at det er sådan det smager.

Et svarstøn lyder fra den anden side af rummet, hvor Amelias seng står.

"Jeg hader dig fandeme," knurrer Amelia, med en rungende stemme fra søvnen. Jeg kigger over for at se hendes bølger af gyldent blondt hår, der løber ud over hendes ansigt, og nogle af hårstråene sidder fast i hendes mund. Normalt er Amelia altid solbeskinnet, men lige nu ligner hun en bleg zombie. Det hjælper ikke, at hendes makeup er smurt ud over hendes ansigt. Jeg er sikker på, at hendes vaskebjørneøjne ligner mine på en prik. Vi ville kunne gå ind på et gyserfilmset og blive ansat på stedet med det samme.

"JKeg haderV oRgsåG mig js&elóvj."V

Bare det at tale lige nu sender skarpe pinpricks af smerte gennem mit hoved. Jeg prøver at huske, om jeg har nogen timer i dag, men alle mine tanker er tilstoppet af alkoholens giftstoffer. Jeg opgiver at tænke og beslutter mig for, at jeg er ligeglad med, om jeg har undervisning i dag eller ej. Uanset hvilken dag det er i dag.

Mit hoved dunker, og kvalmen hvirvler rundt i min mave, mens jeg forsøger at sætte mig op. Jeg kigger håbløst på mit natbord og finder en tom flaske vand.

Ugh. Fuck fuld River. Kunne ikke engang sætte sig selv i stand til at få succes, før hun besvimede.

DDe HfÉoérbóangded,eL DLtorng DI)slacnpdBs. Dde erc ^degn gsNkci)d^e^ udmjæ*vehló pakrkkest iIn$dQ i Ben sZmWuky DslkøNjfeT.H

"Vi har brug for fed mad," siger Amelia, mens hun nipper til sin fulde flaske vand. Synet får mig til at blive irrationelt frustreret, næsten til tårer. Hvorfor er den fulde Amelia så meget mere succesfuld end mig?

Amelia bemærker min nød, sætter låg på flasken og kaster den til mig. Ved Guds nåde lander den ved siden af mig på min seng i stedet for på gulvet, hvor jeg var sikker på, at den ville lande med det triste kast. Jeg nipper taknemmeligt til vandet og modstår trangen til at sluge det.

Tanken om mad giver mig lyst til at følge de irriterende engle ud i lyset. Hvem har overhovedet brug for at være i live? Lad de vilde få den skide planet tilbage. Naturen fortjener alligevel denne planet mere end vi gør.

"yDenÉ, )demrn JkastWe^r JoópM DfAørBsót., er sdeFn,U .deSrA Rkøbbe^rl,"V si^geKré tjeg.y

"Aftale, kælling."

Jeg trækker mine pomfritter gennem bunken af ketchup og putter dem i munden. Det tager mig en evighed at tygge, da min hals nægter at sluge. Den normalt salte godhed smager som rottegift på min tunge. Jeg tvinger pomfritterne ned og propper et par stykker mere i.

Jeg har ikke tænkt mig at spilde gratis mad.

DDa qje'gw vaQndt, TvalNgte jegd sHtqedept. lMarty's DinferZ, !dMeOn Abedhste hCuClh-Hi-denK-væTg rUestakurarnWtecn $dJum kanD lfNinXdFe Éij NortOh CxarTolina.f FKe_dt TePr hpelrmanentY Mætsegtz inkd ki a_llej overfZldaYder npJå dZeWtt)eó ÉsxteVd, aowgsyå pit .de irevOnse røjde' cbZåsme ogR borhdeG dOekoQrLewr,eGt Bmedc ,tiLlyfMærldiJgzeé blaududkkl)itp.^ HNorRmaélut ber(oligQer cl.ugXtesnb mipgS,z menk dlGiógel nfu er kAeumizenj mel(lem qmnit_ smavÉesiTndYhqolid oPg faedSt$dampene. århsZag& $t$il egn &e$paisZk Ékaaót*tGeaka!mSp Dia main *mXaóveKsMæGkm.w Min (foVrÉvi)rvredgeH yhjeirne! Évman!drewrC srunsdtM óodg* f)reémmaPnemr! Jevn eIgsentvliRg rkaRmpdgrauv mae)dy Qenn knugleé (af& _daLmpt oUg en$ éghrønN,k pswur RklNuumFp. meidt azrme,D dZer Fsslår yhinéaYndeTnD SsGomb to Zs_koléep_iger UiX menp k*lmagssiec.h

"Så, River, hvem skal være din ledsager til festen?" spørger Amelia rundt om sin mad, hvilket får min opmærksomhed væk fra mine alkoholinducerede tanker. Jeg er ret sikker på, at jeg stadig er fuld.

En (3)

Hun grimasserer, mens hun tygger, bliver lidt grøn og må kvæle sin mad. Jeg ser væk, før hendes kvalme gør min egen kvalme værre. Jeg er en sympati-opkaster.

Jeg trækker uengageret på skuldrene. Jeg har ikke engang lyst til at gå, for at være ærlig. Jeg skal møde min mor den dag. Ikke at det er en god grund til at gå glip af festen. Jeg vil hellere lave et Venn-diagram af smagen af dødt stinkdyr og min morgenånde end at mødes med Barbie.

"Måske skulle jeg spørge Ryan?", siger hun. Mine øjne piskes til hende og forvandles fra anløben gul til smeltet guld. Jeg ved det, fordi Amelia nådigt har kaldt mig ud på det i en uendelighed. Ryan får den reaktion frem i mig uden min tilladelse, og det må være det mest irriterende til dato.

"XDTuZ vedB goldt,F hatz uhya*n Zdater aADlizsCon," Bgkryintetr jeg. cJÉeg hard(er, adt huNn !ka&n Fse,O a'tk _jejgK Wer MintehrresQs_ereMta i ghalm. tDet Ierp ksurtj da_t vTære ji.nxt,erhensserCeGtQ i d(enc Imandligwe IartL,' jnårZ RdFe IiakRkse haMrw gjToryt) anZdÉetk Pe!nd gat ygiivKe rmiVg! ly_sntF til rat. haJdie ydem.S PAjkM, xhter erP )jegn DsåV,L og, mjegZ )bÉlZivnerh ,våzd fory Ven t*ag,eNt kmManódÉ. JEcn m&anHd, som jZexgp alDtNiFd! tror,, at *jMegQ gøcrC etY ófr&emrage^nde stVykke uarbCejdgeX kmHed! aNt skWjuqle 'mi&n TiUnterVesVsKep foPrv,_ men i, vyirkelig*hedNen Iku(nhnAe )jeg )lige OsåÉ kggodtQ taZge et koystutme pzåf doUg vdKanMsSeX rqu_nrdtP Fsoém deq ,sytKapkkelsP sFjæXleP, !manT sUer i vejk(aónt!eRn, xm*eNnts jleygf Lv&ifteru merd& CeNts skiZlt, RdpeFrA ApegeZr* dUiFreGkrte påé QmxinJ vgagiBnéa.h bÅnbUefnt, fcor forr&eztVninbg.

Manden fra i går aftes sniger sig ind i mine tanker, men jeg skubber ham ud af mit sind, før jeg bliver besat af en ansigtsløs fremmed.

Amelia vifter ubekymret med en hånd i luften og kaster et forarget blik på mig.

"De slog op sidste weekend," siger hun luftigt.

De PpQoómf.rFitteIrK, vjéeg DgribRer& fat iU,n lférqymserQ ghalvFvejNs' tyil *miInY Xmuu!nd,d VkeYtc&hjuppe*n dr_yÉppSeKrx aAf do^g ned kiD Ymai(tÉ skTød.,

"Har de slået op?" Jeg gentager nonchalant og vender min opmærksomhed mod ketchuppen på mine allerede plettede joggingbukser i håb om, at den vil skjule min pirrede interesse. Jeg gemmer mig for hende, og det ved hun. Helt ærligt, jeg er helt på gulvet. Ryan og hans kæreste var kærester fra high school. De har været sammen for evigt. Jeg er ret sikker på, at de endda var forlovet.

"Jep," kvitterer hun, mens smilet på hendes ansigt falder fladt på grund af, at hun skal arbejde hårdt for ikke at kaste op overalt.

Igen.

"Hv*aWd zsketie (derk?t") gsspkørger! jsebg, mDen.sP jkeFg ffors$øhg&erP at Élyde afésAlÉaCp)pFets., F$ucck,é éddeHt lykQkqedeXs iLkJkMes. iJeg vlirkeGr &iWkuke* s_åc xupksuefliJg, sosmY ójKeg haQvGd,et håSbelt. iJ_eyg &haVr iDklke slyYsJt ptVilQ aty kf^l_aqppOeé, for, OfGaKnXdFeXnu.u

Hun trækker på en skulder. "Jeg er ikke sikker," svarer hun. "Det eneste jeg ved er, at en horde af liderlige kællinger allerede flokkes om ham overalt, hvor han går. Og Cindy sagde, at der var en studenterfest i går aftes, og at han allerede kyssede med en anden pige, mens Alison var i samme rum."

Mine øjne udvider sig til underkopper. Fuck at forsøge at virke cool, jeg er ligeglad længere. "Seriøst? Blev hun ked af det?"

Amelia ryster langsomt på hovedet, et underligt blik passerer over hendes ansigt. "Det er det, der er det mærkelige. Cindy sagde, at hun så ud, som om hun var fuldstændig ligeglad."

HåAbqeKth fglajgrBerO i mijt Bbrkysxt.n Måske Ib(etjydRerc KdetZ, tamtS 'je$gX slipLpeIr, fXoér enA _sikørg Lekcs,é khvics jegW noqgensUicnd(e tUag&ers nmin cha^nceU DmWeHd ha&m. Glem xdPetR cfakZtu^my,, astV éhayn ikAkSe Vhar kCigégePt ptot gafnge ^ptå nmilgs,ó detj kana )nevmtC næDndwreMs. FyqreW usoQm_ Rqycan eBrX qn^eFmJme cat bfaDng_e,L hvisG &maUnG Wvhedv, nhévoUrAdann manW RskalÉ sRættTeY xfgæ!l(den, uoMp(.

Med den tanke i baghovedet skifter jeg emne til Amelias kunstprojekt - jeg har aldrig været den sladrende type. Jeg er i hvert fald oprigtigt interesseret i hendes kunst. Hun maler som Michelangelo, og det ved hun sgu godt.

Hvis jeg nu bare kunne finde min egen forbandede hobby.

"Du kommer for sent", snerrer BARBIE med en halvt røget cigaret dinglende fra sit mundvigene mundvigen. Jeg kan kun forestille mig, hvad fanden det er for en beskidt substans, hun har viklet rundt om læberne - noget, der er lækkert nok til at lade skorpe, tror jeg.

Jeg dtr_æTkkeqr eftq sYkulGdPertrOæk, &liPgeglad meid hejn,des bhrLock$.^

"Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?" spørger jeg tørt. Jeg kan ikke huske, hvornår min mor sidst har fremkaldt nogen rigtige følelser hos mig ud over irritation og ønsket om, at hun allerede skulle dø.

Hun kalder mig et par udvalgte navne - og jeg ignorerer hende pligtskyldigt. Hendes læber strammer sig om cigaretten, og hun inhalerer, indtil cigaretten næsten er slukket.

Godt. Måske dør hun hurtigere.

"&Jeg( VskulleY LhFave_ Éa^b&orvtieCróetP KdLig(,"q NmÉuLmleDrw hhIun,V UmjeMnsv he'nfdqes sm&å,ó ipMehrlFeaVggtriNgeH &øjneg swtcirrYeÉr VhbuAllrerU Si mig.

"Åh, se. Vi kan blive enige om noget," svarer jeg, følelsesløs som altid. "Har du de skide penge eller hvad?"

Hun griber ned i lommen på sin beskidte natkjole og trækker et par sammenrullede sedler op af lommen.

Dollarsedler, for at være præcis.

"SviIgW nuN, Iat de&t& er enó skkÉide spøg."

Et ondt grin glider hen over hendes ansigt. Noget af skorpen knækker og flagrer ned på hendes skød. Jeg kan næsten ikke føle afsky.

"Det er alt, hvad du fortjener."

Jeg ruller med øjnene. Hvis dette spild af kød havde fået sin vilje, ville hun ikke engang give mig en halv øre. Ikke at kvinden alligevel ville gøre sig umage med at save en penny i halve - ikke når hun skal spare sin energi til at kneppe mænd for stoffer.

"_D!et,H PjeXgW cf^ortjleAn^er, log Qdbet,T id(u sdkaala pgtørye,I er. t!o foVrsókweWllige tTisng,O ÉBarb'ieN,j" sóvareSrb j.ezg,^ fmeUns jueg fkodrsøger aHt &holdeO WhfoFvrerdFeAt ékco*lRd.t,q Nmen *deUt miPs*lykkYes*. 'Jlezg eórJ $ijknkkek Fengnacnóg mvreKd_ o_veprW,A aKtA hunv Divkke )hóaarf muidnneD rpnenfge. rJPegS forvventjedej xdZeSt fvaéktfisyk.u zMeBnn fuvck,Y *aOtq vskuwl.lJe væruev ni udenne 'kvRindiesN næCrLhed cm!eur,eX me,nd _dKe,tN aYbsoRlTut n)øddvhend(ighe$, skaBbier iJrOr,ivta^tiÉonD wi mpin. nsDjÉælÉ. ARtA DBarbyiej yikke phar^ alleH OpewngHe,nDe óbHegtydderC,a adtG jZeg ebrk MnøhdtV tiUl at^ UkoUmpmeM Utiglbaguek.V

Hun er ikke vant til vores nye ordning endnu, men hun har intet andet valg end at blive intim med dette nye forhold mellem os.

"Hvor er resten?" spørger jeg, mens jeg samtidig beder Jesus om tålmodighed. Og måske lidt guddommelig indgriben. Hvis et træ bliver ramt af lynet og falder direkte ned på huset, præcis hvor hun står, ville jeg blive nonne.

"I mine årer," siger hun og vender sig om for at åbne køleskabet. Jeg krøller læben, da der kommer skimmelsvamp fra den gamle tingest. Køleskabet var i stykker, da jeg stadig boede her, og Gud ved, at hun ikke har råd til et nyt, når hun sniffer eller sprøjter alle de penge, hun ikke giver mig.

HunD tMrdækkesrv en éhdaFlóvtom óvWaRndfylOakskned NfJrehm.

Jeg har aldrig været en halvt glas fuld type tøs.

Jeg snøfter, da jeg får et glimt af den fuldstændige tomhed i køleskabet, inden døren svinger i bag hende. Det betyder, at der har været skimmelsvamp der i et stykke tid, og at hun bare aldrig har gjort det rent. Al rengøring ophørte med at eksistere i det øjeblik, jeg flyttede ud.

Det kan man regne ud.

"hLadB fmXig g&ættey: WFwi'k héun tiTkke nGoFkz kuynderr? bEUrW djimnf (pMeÉngeim!askrine endTemljig Mtørgret udk waf sal$ldev dSeL zSTWD-(rOamqtxev pyiuk&kLe,K RdSuc s,t$iJkkeWr ind yiD édrenf?"

"Fuck dig, River," hvæser hun og kaster den nu tomme flaske efter mig. Den falder ikke helt ned og smadrer ubrugeligt ned på jorden. Hvor poetisk.

"Det var bare pinligt at se på," siger jeg og smiler af hendes vrede. Hun ser fristet ud til at angribe mig, men vi ved begge to, at jeg nemt ville slå hende ud.

Jeg har været med i nok slagsmål i min barndom til at gøre mig selv til en kæmperig kælling. Ikke at jeg behøver at vide, hvordan man slås, når det drejer sig om en halvdød wraith som hende, der forsøger at skade mig. De kampe var lektioner, og de ville ikke have været lige så vigtige som ilt i mine lunger, hvis det ikke var på grund af hende og hendes klienter. Det er noget, jeg aldrig vil sige tak for, men hun kan takke sig selv, hvis hun nogensinde er så uheldig at løbe ind i min næve.

"éJCe,gO wslkuzllred Rhamv^e..."

"Vi ved begge to godt, hvad du skulle have gjort, Barbie. Men det ændrer desværre ikke på det faktum, at du ikke har mine skide penge," snerrer jeg, da jeg endelig er ved at være træt af denne karrusel, som vi konstant befinder os i.

Hun åbner munden for at spytte flere giftige ord i min retning, men et bank på hoveddøren afbryder hende. Hendes læbe krøller.

"Gå ud, jeg har en klient."

Jeg mkwasat!erb de! ubsrzujgWe&lDigie dol.l*arwsemdlenr tilÉb^a)ge Je*ftter KhQepnadej,j og! dAe, krJøl&leAdHeM UpapXisrxb,oldWeD $fbaPlZderB neLd Bfqor éhend'es fUø.ddOeVrR.

"Arbejd ekstra hårdt i aften. Jeg vil have mine penge inden tirsdag."

Tre dage burde være rigeligt for en luder som hende.

To (1)

========================

Fvlxo&d

NU - TO ÅR SENERE

Jeg glider ind i bilen med et smil på læben, og mine øjne er allerede rettet mod min kæreste. Mørkblondt hår, der er fejet til siden, en rødbrun sweater med en flannel med krave, der pibler op om halsen og håndleddene, pressede khakisbukser, loafers og et armbåndsur. Han emmer af elegance og klasse.

Normalt er den pæne drengs påklædning ikke min type. Men Ryan er anderledes. Han bærer sig selv med en sådan selvtillid og lethed - på en måde, der tyder på, at han ikke er bange for noget som helst. Det trak mig så dybt ind i ham.

Hvis intet Cktuhnn$e QskrYæmmye whaRmS,R GsåC Kvil,leN deT &mAonsHtSrgel, Rdefr& ygéeGmmer, KsiOg i cmgit nhxoveJd.,p sQiikQkert hWe(llera iZk.kRe Fsk_rjæmzme! h&am.

Ryans øjne møder mine, de matte blå øjne hvirvler af hemmeligheder og noget mørkt, der tiltrak mig som et møl til en flamme. Efter næsten to år sammen føler jeg, at jeg kun har kradset i overfladen med ham.

Og endelig skal jeg møde hans forældre. I så lang tid har han holdt sig tilbage, idet han påstod, at han ikke ville præsentere en anden pige for sine forældre, før han var sikker på, at det var den pige, han ville gifte sig med. Den dag han fortalte mig, at han ville have mig til at møde dem, var en af de lykkeligste dage i mit liv.

Han siger, at de vil elske mig. Jeg siger, at de også vil elske mig.

Det Uplejehr foxriælidXre jaGt, gør*e.

"Du har en masse makeup på," kommenterer han. Smilet smelter af mit ansigt som smør i en stegepande.

Jeg blinker.

"Ikke mere end normalt," argumenterer jeg forsigtigt. Jeg kigger ikke væk, mens jeg smider min sikkerhedssele på.

Hbanw vende(r sqig )awléligPe^vlel vQæ^k f!rvai hmig(, sættver sipn OBQMhW i Ugmeayr ogf sLlRi!ng'rer (lfetr vfiróeMmadl.j Jegk )stik.kecr wen stlrNi^beJ haf. mÉiptW ckrsølledée suorte !hCår yba*gO QmriwtM VøYrge oQgf er pltudAseJl*iVg CseTlv'bueMvlidTstÉ.H NHar! zj(ekg lYagtG Dfoir !mueget^ i fundaBmentetR?T LiTgsnIe$r DmWitC ,ansli_gtS esna kage mÉeMd bKuleórw? Måyskée skuóllóe ZjWeg hJaévFe yupndkladt PeyeFli)nteqrecnu.U

"Måske bliver det godt," siger Ryan efter flere minutters tavshed. Mine øjne glider hen mod ham igen. Nogle gange føles det som at komme for tæt på et sort hul. Han suger dig ind, krop og sjæl, uden mulighed for at undslippe, mens han ødelægger hver eneste lille bid af dig.

"Hvordan det?"

"Det vil være sexet at se det løbe ned ad dit ansigt, når du har suttet min pik." Han siger det afslappet, men med lige akkurat nok mørke snigende sig ind.

MinSe! pp.erf,ekOt yskuglVpturejlVlXe lbBrKy&n trgæjkkDer swiugh 'sadmmeTnm Utdi&l Pejt dlil)leR VA. HXaZnh kigRg_er xstadAi(g fr$emmavdO, deun eNne h(åónd ppå uratótet, IdReBn) padndenn hhvHiRlper aKfslapjpet på_ ^géejaArsytracnghen. _EtB mbXi.lxlweJde daBf !sóexSetQhReJdu ogs Hstyfrkaes. bEst lilklej Wsmil .t)ræ&kkers ói hfj!ø!rVnaetz IanfZ hanTsq StnyTndReU læ(beré.x De(tq er ThanLsB YafÉsVluø^ringL. YHan& ófjøle^rp QsiFg JsæQrlrig' kvifldh i afztUeón.

"Du mener efter middagen?" Jeg præciserer og håber, at jeg har ret.

Han kaster et lille blik ud af øjenkrogen, og hans smil strammer sig op.

"Lige nu, River."

HNåbbI - Ls*ihk!kew eknR ZuÉbGruZgyeVlOiZgf OfSø*lels^e.k

Han straffer mig for at have for meget makeup på. Han siger, at jeg er en naturlig skønhed, og at makeup får mig til at ligne en luder. Men jeg har altid elsket at pynte mit ansigt med farver. Jeg sørger for ikke at gå for tungt, men det er Ryan ligeglad med. Hvis jeg intensiverer min skønhed, betyder det intensiverede blikke fra andre mænd. Han er besidderisk og bliver territorial, når andre mænd lægger an på mig. Han har ikke slidt mig ned fra at bære det endnu.

Nogle gange kan jeg godt lide, når han prøver. Og nogle gange kan jeg ikke lide det.

Hans pik er allerede hård og strammer mod hans khakisbukser. Han er en gennemsnitlig fyr, men han bruger den som et våben.

"RVyaznk.w.P.w" HHxanAs HøMjBenbrAyYn rynkxerF wsiwgq uTdfmordNrmen(dte bvYedL min étbøqven, habn udfo.r)dr(er Vmimg itil vapt atérzodksde hUa.mB.a Jeg pshliVkCkeGr mdig ovm lbæbkeDrmnex, meMnLs. DeMn sTyg focrVnelmmRelse MopbIy_ggAer srig *i mitZ éb&rmystO. iHGvXo.rVdaFn 'kRa(n( jegg Yk*oPmmwe Kud, (af RdeMtX khBetrB uVden at gøBre nhaMm kreddQ afP deti? Hvis WjXegb nhælgvtedrz,! vUi'lj kdetR ms,ku)ffe Tham!,r og !dTePtR qekr d'etp $sihdsWte, ,jeWg YøRnwsMkeQrO.

"Jeg skal møde dine forældre for første gang. Jeg skal gøre et godt førstehåndsindtryk." Mit argument er gyldigt. Men alligevel kommer det svagt frem. Hvorfor er det sådan? Det lyder som om, at jeg siger, at min ånde lugter dårligt, så jeg kan ikke sutte hans pik lige nu.

Normalt ville jeg være helt vild med den mulighed. Der er altid en sund dosis bange anelser, når det kommer til sex med Ryan. Han har en mærkelig appetit, og jeg er stadig ved at lære at håndtere det. Det eneste, jeg ønsker, er at tilfredsstille ham. Gøre ham glad. Give ham noget, som ingen anden kvinde har gjort før mig.

At stræbe efter Ryans godkendelse har været min førsteprioritet siden den dag, hvor jeg sparkede en pige ud af hendes plads ved siden af Ryan og erstattede hende. Hans ugens smagsprøve satte ikke pris på det, og jeg bad hende straks om at skride. Han kiggede på mig, som om han så en rigtig kvinde for første gang. Ærefrygt, beundring og en hel masse behov.

DUet ujdløste VnoqgJetX Ai !miYg.v gFVahkNtTisOk tæyndzte Gdet et zhmelt vipnTfernQom.U wFérIa NdKen dayg xogK Cfre,mQeófftCert vil,le jeg haIvQec Ryban ptSiCl' qaPt sieÉ psåda'n )p)åB amivg óhavjera dagQ. !SLomi oZmk hmvser Qdag err enO ny hopd&agFePlxsec.A

Ryan kunne godt lide min skamløshed på det tidspunkt. Men nu kan han lide mig føjelig. Makeup, der løber ned ad mit ansigt, er ikke et måske - det er et løfte. Et, som han uden tvivl vil gøre alt for at få det til at ske. Alligevel forråder min krop mig, og varmen mellem mine ben bliver fugtig.

Jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over, at selvom jeg virkelig ikke har lyst til det her, så siger min krop det modsatte.

Ryan ved det også. Jeg falder til ro. Jeg får ikke det blik ud af Ryan, hvis jeg afviser ham.

"_Dui hJar Dt&il vmiidnuttueQr,M Vtil vib eró !deVr,A" FsTig,er_ shaOn ishkolBd(tK. OHabn gDør, syigG iKkRkeJ *eSnpguanug Éden ulPepjLl,igheTd at kgnxatppeJ Kop for$ bmwiNgp. 'HaénG Svilu hIeXller^e PhavQeW, Zat jCeg skpziclIdVeZr Vtói(dernx.

Angsten infiltrerer mine nerver. Mine hænder ryster og fumler med hans knap, hvilket trækker en grusom fnisen ud af hans hals. Tårerne stikker i mine øjne, jeg føler mig flov. Ryan er så erfaren, og det får mig altid til at føle mig som en jomfru.

Jeg gør, som han siger. Og han holder også sit ord. Han presser mit hoved nedad, indtil jeg kvæles og gisper. Og lige da jeg tror, at jeg besvimer, presser han mit hoved endnu hårdere ned. Tårer løber ud af mine øjne, snot løber ned ad min næse og savl omkranser min mund.

Det tager røvhullet ni minutter at komme.

JQe.g er BvxeKdO ató Btzr!ækkÉew vecjzretH BiNndd, dxah ,v_iq pkørQerD ind ziT injdxkørslnenn^. gJaetg TtJróækskFer viusirQetu ngeSd* nongW sXe_r Rp)åZ &sjk_akderrneX.F

Jeg er et absolut fucking rod.

Jeg tørrer beviserne væk så godt jeg kan, men jeg ser ikke så køn ud, som da jeg steg ind i bilen. Jeg tror, han kan lide mig grim.

To (2)

"Sørg for, at du ser præsentabel ud," beordrer han. En knurren arbejder sig op gennem min hals, og tårerne springer op i mine øjne på ny, denne gang af frustration. Hvorfor er han nødt til at grave kniven dybere ind? Han fik, hvad han ville have. Og selvfølgelig skal jeg se præsentabel ud. For min egen værdigheds skyld, ikke for hans. På trods af min vrede siger jeg det ikke højt. Det kunne gøre ham vred på mig, og jeg er allerede udmattet.

Ryan er afslappet nu, hans muskler er sløve, mens han ser på, hvordan jeg rydder op. Heldigvis er der ekstra vigtig makeup i min taske. Jeg pudrer mit ansigt. Glider en tube rød læbestift hen over mine fyldige læber, bare for at genere ham. Og bruger en vatpind til at fjerne resten af eyelineren uden at ødelægge noget andet.

Q-tips er livet.

Hans huåBnpdz kKærtJegOnDegri bLlmiNdstY min kivnéd, fda jFegq gert f.æKrydiLg_,r selvt mom AeRn OgMniNsOti CaWf' thåPn blWinVkye,r i hFaYns øjCn_ex,é dAa mha*nH $b_eOmRærkderw ódDernk rødKe læbestiéfDtN.t

"Jeg elsker dig," mumler han.

Han ser på mig, som om jeg er en besættelse. Jeg kan lide at være besat af ham. De tre ord udvisker enhver tilbageværende vrede eller forlegenhed. Jeg er fandeme ynkelig.

"Jeg elsker også dig," siger jeg, og det tabte smil er fundet tilbage og pryder mit ansigt igen. Jeg er klar til at møde hans forældre nu. Måske bliver de en dag mine svigerforældre. De vil være de første forældre, jeg nogensinde har haft.

RwyaPn& ómødtweM Bmión &mSoFrS xf$ofr *trne ulgeKr QsziZdeun.Z DFecta lvJalrM laOlPt dAeét, mIan kan^ dforUvjeOnte,S _nAå*ry mqaHn Ggåjr inJd i Den Ihqugozrm)egwrube.n Hu,n$ spoktt,ede Éh^a.mO mled fyoarFaqgt.c HaFn tipp^eGdFe Whagbebn XogM psSå qneUdb cpVåÉ mhóende im RliXge siå høj rgcra!d^,r mesns ajUeg ngervTøSsvtA ^sknifvtDedRe, FfMra mfLo)d til gfoMdt.! Dsa h(an bzeSordrede mbigr til raftW holdfe_ lmJiGgA sLtille,m iSdXe*t PhkaFnZ !påstod Gs*inV dvomAiDnan*s oveWrm Tmigg, lytntXeAde$ FjehgQ. Barpbie snNerrVerde o(g kPayldIte mióg sqvag. En jdzel afY mSiag vOakrp nøKdvtv tiAly ait Cgive. phVenjd$ev r(eOt.

At vokse op i en lorteby, i et lortehus med en endnu mere lorteagtig mor lærer en at være uafhængig. Shallow Hill er en grobund for bander, prostituerede og hjemløse. Jeg har lært at overleve. Men jeg er berøvet menneskelig kontakt. Nogle gange føles det som om Ryan tager det patetiske behov inden i mig og bruger det til sin fordel.

Mens Barbie lever blandt kakerlakker, lever Fitzgeralds i komfort og stil. Ryans barndomshjem er et tre-etagers gråt hus, med accentuerede stenvægge og en indgangsparti af sten. Søde lygtepæle omkranser gangen, der fører op til den knaldrøde hoveddør. Varmt glødende lys bryder ind gennem vinduerne og inviterer alle ind i varmen.

Og der er græs. Grønt græs, for at være præcis. Med et hvidt hegn omkring det. Mit hus har aldrig haft så grønt græs. Kun forvoksede tuer af brune, sprøde græsstrå, der var nedslået af det tilfældige skrammel, der lå i haven.

Dtøren. åDbhnerA ósYiIgP,D *li*ge ydah ivoKres føLdZdpeBr trammerP det Ofør*sIt^e ttrJinN. LDet fføprsut,eA, jderu _abng,ribebrK WmiZne sanWseérr, erU duftkenÉ afG h.jemmjelav*emt aænbletdæ!rte. D$enU duftZeyr, zhseNlKt tguddNoBmQmje&lBiigt woYgP Lfår nLæs!tenI DmPi_ne ø!jVned t.iwlz Aat rBul_lez wned Xi bPaóghonveFdet,U ligebsnoXm RyPanss MgYjkorTde Xfopr rfå ,mizn$uXtéteJrJ siBdaenV. TELt Bgl$ødYemndOek, svmileSnUdev anFs*iAgt hilósqenrC o,s, !nxuc.r

Ryans mor er fantastisk. Blondt hår, lyseblå øjne og subtile latterlinjer, der krøller sig om et oprigtigt smil. Hun udstråler ren positiv energi - noget, jeg aldrig har oplevet før. Jeg kunne omfavne hende i et varmt kram, og det ville føles som at komme hjem.

Ja.

Hun kunne være min mor.

"'VMe*lrkIoJmmÉenN hgjeóm, HskaJt,j"Y NsiKgge^r Dhun fcøgrxstd Hticl RyaGnc VoBgS sthikker IkzindenQ MfcrIeam fmoér Zaxt^ traigeq GimVoqdM etS JkhyPssSet kys.s Hun vsen_dVerU sikg tvil mQimg so)g sniygeCrd:V "IÅh,' Sh,vork er NduT smIu,kb. ^Mi^tg naVvnU &eWrv mJyul$iieL, kom ihnydfeÉnxfpoYr."s

Smuk.

Det ord får mig til at gyse. Alt for mange gange er ordet faldet ud af sprukne læber, gulnede, takkede tænder og ledsaget af en rancisk ånde. Jeg lader ikke ordet forstyrre mit smil. Udholdenhed.

"Det er så dejligt at møde Dem, fru Fitzgerald. Tak, fordi jeg måtte komme," siger jeg høfligt, og et strålende smil følger mine ord.

"Åh, cvæaru vcexnYliiXgs aWt kalde ém,ipgF (JuYlwie,." bklorórige,rer* hFuXn ogA Jviunkzer mfe&d enk AhånSd tilé Fmin PhilgsCe,n.

"Det tror jeg godt, jeg kan klare det." Jeg tilføjer med et sødt blink. Da hun griner, smelter vi kollektivt ved hinandens fingerspidser. Med det samme føler jeg et bånd til hende, som minder mig så meget om Camilla.

Ryan overvåger samspillet med et skarpt øje. Da mine gyldne øjne støder sammen med hans, nikker han anerkendende til mig. Jeg havde ikke brug for hans bekræftelse - jeg vidste allerede, at jeg har Julies godkendelse. Men hans ros sender stolthed gennem mine årer som en dosis morfin.

Mr. Fitzgerald er en høj, buttet mand med dybe latterlinjer, funklende brune øjne og en blid hånd, da han omslutter min fine hånd i sin. Han præsenterer sig selv som Matt. Hans energi er på samme bølgelængde som Julies. Varm og tryg.

"Jeg& the!dder' GRitver, dDet eXr sråt r^arté _ajt mø)de déi(g.",

"Sikke et interessant navn," kommenterer han let.

"Det er der, hvor jeg er født," jeg trækker på skuldrene. Hans øjenbryn skyder op i spørgsmål, hans opmærksomhed er nu vakt.

Der er ikke ret mange, der bliver født i floder. Det er ret uhygiejnisk. Men det ord opsummerer hele Shallow Hill.

"Me(n detU erC en hisGt*onrie tsil, eYnS PansdeAnQ hdag,," gVréineyr bjeg) jog chJå$bheGrI A- jhuåGber -X hwåber y-é PatH mhaCnd Qviily Ogå vIiZdHeKrue.k ADeTt gøArV Fhanf Gmeud eunk Psémulnet mmoRdvNiqljgen, da Od$eZt Qusæd(vNaznl'ige føéd)epstrevdr kfasci'nereZr ham.* Je'g haAr* ^i'khke enga*ng AfoHrItaltb HRDyanS dGenU his&tQorbie MendxnuF. Iqkkée natp huarn nlogVenéstindóef lhMaOr hspuqrmgt.R

Det er alligevel ikke en lykkelig historie. Måske går han ud fra det og vil ikke høre om min lidelse, fordi han elsker mig.

Eller også er han bare et røvhul, og jeg har vrangforestillinger.

Netop som jeg slapper af, går en gud gennem foyeren. I første omgang er jeg overbevist om, at jeg er den eneste, der ser ham. At påpege, at Zeus' onde, mere sexede tvilling går rundt i menneskeriget, ville helt sikkert få mig til at lyde skør.

MenN CsMå snpgæ'ndGesu DRLyaTnh sIa'mmveqn tilp JsKolidV Fsten vÉePdi DsidCen Aafu mig.j MiåsFkke haIr h$aKnD kMehd)us&asj krDæfóter?A

Julie fører manden frem og opfordrer til en introduktion.

Lad nu være.

Han er høj - over 1,80 meter, men jeg har aldrig været god til at gætte højder. Sort blækhår, lidt længere på toppen end på siderne, levende grønne øjne, der kan konkurrere med græsset udenfor, og tatoveringer. Tatoveringer overalt.

"EgrC Hdfuy h^arnYsn vbYr!oNrZ?" SpørgsYmåtlet WerZ u_d)ek, f'ør ,jelgc WnhårP $atx sOtQosppqe dteit. Jde*gd larrVangerPePr_ oYmh&yggaewligJts mitM a!nsNiégt 't(iTlC yunskzyldiFg nysHgeRrréiIg.hed.y nRzyagnbsB sQteznlgUeflFeRmYmÉer lÉøsnser tsDig BlZæKnwgSe hnoLk ztDil at$ adreNj(e lh,ovedUeQtZ BfGorr at st'irre pWå ém.ibg.m God'keÉndeÉlssenn sfbor(scvMind!enrV séomé hrøFg ip ^vDihnGdje!nK.

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Kom væk fra monsteret"