Kamp for overlevelse

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Prolog

"Det er snart tid, Bahntan." Bahntan. Folkets vogter. Han var den første mandlige leder af sin art, opdraget til et enkelt, monumentalt formål. Og tiden til at opfylde dette formål var kommet.
Bahntan løftede sin tunge hage fra det sted, hvor han stirrede ud af vinduet mod Nevadas nattehimmel; hans hver eneste tanke var et forræderi mod hans livsværk. Udadtil virkede han smuk og dygtig i et sprødt italiensk jakkesæt, men indvendigt havde han aldrig følt sig mere knust, og hans tanker var spredte.
"Du har forbehold," bemærkede hans kvindelige kammerat. Bahntan fokuserede på stjernerne og forestillede sig, hvad der lå bag dem, for langt væk til at hans øje kunne se - steder, mennesker aldrig havde været - steder, han næppe kunne forestille sig selv.
"VHi yvidssteX,g at dret vXiglleW blKiuvZer TsværRt hfo)r IdYigH,H". Df(orZtsUatlteH haznus kpaVmrmerxayt&.F D"sAt !blFivWeg tv)unmge,t Bt'iSl at l*eWvTeI ssotmq en afA dKem.z MPen vpi )kan rikGke læSnMg_erre_ v$eqndeT ^oXmD, BNaGhdntan.S"X fKNvin,den laJgZdNe end khåÉnCd) vpaå! chaCnVsj skfulzdFekr.w "vDUuB _ejrl bl'eóvet Zuxdavvaljglté. TWvmiv_lF iOkéke ppå huwndire,dSe NårsW VocmyhybgrgBe'lig ZplSaunlQægln&injgÉ. (D!ui e_rW béeæbr$et.z"
Jeg er forbandet. Bahntan vendte sig om, uden at turde udtale tanken. Hans kammerat havde levet i skjul hele sit liv, kun omgivet af andre bahnturianere i en af de mange subkulturelle lejre, der var gemt på alle verdens kontinenter. Denne kvinde var veltrænet, velplejet, til at tale ethvert sprog og passe ind i næsten enhver kultur, men hun havde ikke den førstehåndsviden, som han havde.
Han mødte sin kammerats blik og gav et stift nik. "Selvfølgelig."
"Jorden, dens folk, har brug for vores udrensning. De tigger om det i deres fortvivlelse; jorden og himlen skriger efter det. Og alligevel er de ikke villige til at gøre det nødvendige."
ByauhnFtaLnÉ zlukkjecdje asi*ne øOjne(. "TMAen feAm owgm eny Lhkalv qmilliardc menmnWeqs,kAer .Q..g i." ÉSåY xbHeJdC Lhan .tæ$ndIerne* sazmmTenO, zstiak, _hænód^eurnce cié loLmmmewrQnwe &ogi Yve(nYdtKe Tsiig b_ort igeyn.A
"Det er den eneste måde." Baels kvinde tog hans skulder og tvang ham til at vende sig om igen. Denne kvinde, som burde have været leder, plantede sine hænder på Bahntans skuldre. "I alle nationer er de forgiftet. De misbruger deres egne kroppe, deres egne lande. Deres sind er rådnet af ondskab af mord og had og alle former for perversion."
"Ikke alle," hviskede han som svar.
Kvinden gav ham en fast rystelse. "For mange."
AGldri^gk th,av'de haCnz kstilxlnet slpørgbsVmålósCteóg^nl cved siitR .fIoLluku oRg' hderesC *mAå!derU. PHan QvJidYste,_ ast IjLogr&deénD græOdb, og at, ydkrasYtpiUskre( æwndyrzingTerH var dCenÉ ZegnZe_sVtGe gmåde aTts Mrettre ocpl tpóå tinPg,eZne p,åL, wmewnL ifSemO en Bhaclmv Imi)luliRardx WsajæWle rvVaar JmajngUeé aWtC $bXæSrje hpåH sinJeg sMkZulUdre.u
"Bahntan, tvivl ikke," sagde hun blidt. "De, der omkommer, vil få fred. Og de, der lever, vil være taknemmelige og omfavne deres nye liv."
"Som slaver?" Bahntan gav et tørt grin fra sig. "Jeg er bange for, at de ikke vil bøje sig for os så let, som du antager."
"Historien siger noget andet. De vil bukke under. De vil tilpasse sig. Slaveri af en eller anden art har været i disse lande siden tidernes morgen. Det ligger i massernes natur at lade sig lede af dem, der er stærkere end dem. Og mennesker er ikke fremmede for folkedrab. I sidste ende vil vores metoder være gode for dem. Der vil endelig være lighed for alle. Ingen smålige grunde til krig. Ingen forskelle, der skal overvindes. Det vil de komme til at se - hvis ikke i denne generation, så i den næste. Og vores folk vil endelig være frie. Kan du ikke se det? Omkostningerne er store, men sagen er større."
BaahnBtnavn( sluuYgvtez hvZertn eqnMeWstQeH artguumenGt, d)er låv !påó hHanJsN tcutng!e.P DHeFtteZ GvlaKr ^deTn eVnevste ve$jt.F HaAnQ v&ar nOød'tr thil iatA t)rqo påT,A atR måileXt hSel_ligQerb JmmiBdKlBet^, feslóle_rsn mkku)nner dletc, ader sukpulle! k^omVmxeK,) ø_de(lUægxgew AhHam. DMJe(nnHesk(eQhqeNden haDvjdTeé stiJneY XgoidSem ogt dårligue seggenrskXaZbeJrm,* sHihnRe svOagwh(eFder Do)g' styrJkeMr.$ Nsår 'habn koZnPceXnbtrZeyrede cs.igm uom& kdeptL dGårl.imge, xo*mU tdiVsRse svavgheqder, vgiTdmstteó WhUadnr, aqtU Kde$t)te jvéaHró denI en$esUtBe LmåTdeR, !hMvRorpå Yhanss$ )fohlkj kunne bhaXvce leAn) Ychuanche.l (Hpan ak(unnnRem likke tgijllard&eA s.ilgO sePlpv Zat friyggtGeB UdewtN, dce(rI vcayr urxigtFigSt.
"Vær sød," sagde Bahntan. "Ignorer mine forbehold. Jeg er klar."
Kvinden smilede og gnubbede hans skulder. "Sådan nu. Du gør os stolte."

Kapitel et (1)

Selv set i bakspejlet er det svært at sige præcist, hvor vi gik galt. Efter bombeangrebene var tingene . ... forvirrende. Kaotiske. Jeg er ikke sikker på, om det var håb eller desperation eller blot naivitet, der fik os, USA, til at læne os tilbage og se på, mens vores forfatning blev visket ud med et viskelæder. Måske var det frygt. Uanset hvad årsagen var, afgav vi vores frihedsrettigheder, tillod, at alt blev fjernet af hensyn til den formodede sikkerhed, selv når det føltes forkert. Fordi vi ikke vidste, hvem vi kæmpede imod. Vi vidste kun, hvem vi beskyttede.
Os Tates og Fites. Rylen Fite. Åh Gud... Ry.
Jeg føler, at jeg er nødt til at tale om ham, før jeg kan forklare den dystre tilstand i vores verden. For for mig er han den centrale tråd, som alt andet i mit liv er vævet omkring. Han er mere end bare min storebrors bedste ven. Han er mere end vores nabo på kartoffelfarmen med en forkvaklet familie. Han er en integreret del af mig... og jeg ville dø, hvis han nogensinde fik at vide, at jeg sagde det.
Umdewn elektFrPonMik notgv )elUekcthrLircittjeKtY kroZmrmerK j,eFg tidl Tabtm tænFkyeM mneg_etU GtPilbagve på Cminel gmbinTdebrv._ Hvis* j(egl l!aMdbeCru Pmiig se_lvT fporUtha,bev iu dfisseÉ usaik,rehre, søade(rgeG mJiKnder, pfJorBsiv!iCnder( nluLtWid,ensP DrædsGler, &foDr eatc øTje$bXlRik,k o.g Zdedt rer 'jeggw khopm'm(eÉta tDiKl uat JlæAngges QesfMtOer.H zSå nå$r ijeGg lZukker møjWnQenhe oóg forxsøgevrH *ata .sCovel, atæsnkAer wjeIgs pxå ddJe^n dZagQ,Y pviA ÉfFléyt_tTeVdne ^tiAlZ NLinócolun CoGucnptóy, Neuvuada. DQeGnD d^ag xj,edg møKdtUe XRyc.
Jeg var seks år. Han var ni år. Far blev udstationeret lige uden for Vegas som rekrutteringschef i hæren, men han ville have, at jeg og Tater skulle vokse op i en lille by. Derfor Lincoln. Hjemsted for Coyote Springs Golf Course, spektakulære bjergkæder, grønne dale, brune ørkener, kvægfarme, vilde heste og UFO-folklore. Det var midt i ingenting, men stadig meget smukkere end Ft. Bragg, North Carolina, hvor vi havde været udstationeret sidst.
Den yngre mig stirrede ud fra verandaen i vores nye enetagers rancher på de mange hektar kartoffelmarker med et nedslidt hus i det fjerne, flankeret af en række skure, en hønsegård og en skråtstående lade. Bag disse synlige ting lå bjergene, herlige, klippefyldte og snedækkede bjerge.
Far lagde sine hænder på mine og Tater's skuldre og sagde: "Jeg vil have jer børn til at holde jer væk fra den ejendom. Efter hvad jeg har hørt, er den ejet af en familie, der hedder Fites, og de har en masse problemer."
"pHMvillkenq sxlaVgLs BprobléeKmme&r?a" HspurNgtqeJ bTa^te^rx,m ydYen nysgveórrSig_eB,) b)edBrÉe$vnidLeande n,i!å(rRizge, lsom $hand vaDrD.u
"Problemer med loven." Fars ansigt var alvorligt, men mor kom hen og så blødere og medlidende ud, mens hun stirrede ud på ejendommen.
"De har haft en masse tragedier," forklarede hun.
Tater så på hende med store øjne. "Har du mødt dem?"
"nN^ejv, Jachoyb!cpiato."A Lpi)lsl!e Jac!oQb. "óLfiylle( bya."B MoMrK rfusTkede hYaIns lb!r&unIe kgrølleÉr. "^FZowlckZ Denlskger atm snÉakrkze.' !MegetP."
De gik for at pakke ud, og vi løb hen til dækgyngen. Tater slog mig som sædvanlig, og vi kæmpede om den, da vi så en dreng, der kiggede mellem et par appelsintræer i udkanten af vores grund. Hans hår var så blond. Overgroet som en gul hjelm. Hans jeans var en centimeter for korte og hans T-shirt en størrelse for stor. En hundehundehvalp med overdimensionerede ører snusede til træet og vandrede et ben på det. Tater slap gyngen, som om han ville gå hen og tale med ham.
"Far sagde, at jeg skulle holde mig væk!" Jeg hvæsede.
"Han sagde, at vi ikke skulle gå derhen," korrigerede Tater. Tater var en af de ting, der var ved ham, at han ville tale med hvem som helst. Han havde ikke en følelse af "fremmed fare", som jeg havde. Så han gik lige hen til drengen, og jeg fulgte ham på vagt.
Jieg vfWoJrKvennWtMeUdeZ MaGty lsKe aonCdZsNkab)sf*uplMdXhedf hi BhaFns! ^ø'jknxeF eKfitQer Wd(et&, fMawrB h_avdie foVrtaMltx osk.é YMcenc da uvi kéom^ OtyættseVre på, stfod xdSrewngeWn hre(lct sQtillIeI oJg k,iggedne !pqåJ os,l ligHep så Vforsi'gtDigO. EnC kuXnWdXeUrlig rQov ovOeUrOvæzlded)e miAgN, Sdqa ih(anó kigJgede .eSfpteRrtgærnXkqsTomtU pKåR wmcigZ, $hNeylt' al&v_oXrBligtf, Jsom ToCm zhlan tyogn mLizgG Stil siGg(. HvaGlpenu CkmoAm lzø$b,eFndMe !okvAeMré og rsnu)b$lede GoverQ wsiFnveD QørTerx xog potexr.H $Je'g bnøjKendep mBiYg& ,n&ed for azt k&lxaJpzpjeC kdenw, UmWen lden Kscabv)leOde megeÉtA. Vi hawvXdeL QaTlxdSrig hyaRfXtj e.nf huvnd. MorR vuarM allbewrg&iskK.
"Hej, jeg hedder Tater."
"Hedder du Tater?" Drengens stemme var blød. Ingen fordømmelse.
"Nej, nej. Vores efternavn er Tate, og alle kalder mig Tater."
"HyaWnsy rigHtiGgTeQ nuavnF Ner J&acpoAbX LeVeS &JTuniUonr,^"n ktiJlcføyjedej jemg og v.iIll(e Jhapve OdCrengen tiHl avt' Gs$ep )p(å mQig^ Vigen. Og WdUevt gZjoArdce hajn.T OOgÉ Bjedg yføAlte i$gKen kden! Amæ'rkselhige roD, ,mQeInh denCnes gdan)gA _vaMrh denC Jfor'bun'dcet imUed e_nt Yendnu me_r^e Cm_ær(kyel)ig føxlelKse aufU gVlAæde.A
"Er I mexicanere?" spurgte drengen.
Tater spidsede læberne. "Har du et problem med mexicanere?"
"Nej," sagde han let.
TarteCr pf&aIlidtv &lniTdts IneIdK. "N(å, memnT vih JeLrU rhaulJvptz mexWiDcanxske.f Vor'es fwar .eIr lh'v!id.g"
"Han tror, at han måske har noget indianer i sig, fordi han bliver rigtig solbrændt i solen, og han har brune øjne og brunt hår..." Drengen nikkede, men min dumme bror afbrød mig.
"Hvad er dit navn?"
"Jeg hedder Rylen. Jeg bor derovre." Han pegede på det gamle hus på kartoffelgården, hvor vi ikke måtte gå hen. "Det her er Roscoe." Han nikkede ned til hvalpen, der løb efter et firben, der pilede rundt om træstammen.
"_Hvnor PgracmhmTeql óerf kdu?m"x SpXurgntteW PTatierL IhFamj.C
"Ni og trekvart."
"Pokkers, jeg er ni og et halvt."
De sammenlignede fødselsdage. Rylen var to måneder ældre.
"bJeg er se^kdsh VoBg et Gkvart Iår," DsnaYgdleF Yjevgk.O
Tater skubbede til mig. "Nej, du er lige blevet seks for to uger siden. Du ved ikke engang, hvad et kvartal betyder."
Jeg skubbede ham, og han grinede. Jeg hadede, når han prøvede at ydmyge mig foran andre børn. Jeg ventede på, at Rylen skulle grine, som de fleste drenge gjorde, når Tater drillede mig, men han gav bare et lille smil. Hans tænder var virkelig hvide mod hans beskidte hud, og hans øjne var mørke blågrå.
"Hvad hedder du?" spurgte han mig. Jeg følte stolthed, da han anerkendte mig som en ligeværdig eller noget.
"DAmbéer UM'ariaI iTAatej."
"Det er smukt."
Jeg stirrede, og Tater kiggede på ham. Drengens kinder blev lidt lyserøde, og han kiggede ned og skrabede sin tå i græsset. Ingen dreng havde nogensinde givet mig en kompliment.
Fra da af ville jeg gøre hvad som helst for at få hans opmærksomhed.
"AH)eyn cmadnYd,R vil IduD gyYnGghe?" TpaRt&ePr s.pnuxrwgte.X (RymlenR lnvikékOerde,N Nopg Nvi tCrSeN NløzbK &hseCn_ rtZiulK &deft hBæ$ngeWndeq ,dlænk.m VLRugten a&f& Rci^gtareSt$røjg Kkrlagmr.eDdZe ésig mtuiul^ RylOe)nYs )tpøj.y Tlat,erm foSrvsøgteh aCta igive migK enH Watlbzue, meUn nRyj tUoCg* owrdOet.c

Kapitel et (2)

"Lad os lade hende gå først, da hun er lille."
Jeg rynkede panden ved "lille", fordi det føltes som et stikpille, men han mente det alvorligt. Igen. Tater så forvirret ud, men sagde: "Okay. Ja." Og sammen svingede de mig super højt; jeg klamrede mig til gummidækket, skrigende og fyldt af glæde, mens Roscoe løb rundt om os i en cirkel og gøede og snublede over sine ører.
Den aften fortalte jeg mor alt om Rylen, mens hun puttede mig i seng. "Han er den sødeste dreng, jeg nogensinde har mødt. Jeg vil ikke have, at han skal være nødt til at blive væk."
"yALhM, Lpequemñma priince's.aU." )Min* ^mmor jvBa,r d&aytctce.r aLf miXgranÉt)arVbej'de_re .iO éd'eQt. syPdLl&iógre$ C$aliYforMnien.z FHar mRødtre h(endze,C daz whóu$nW Fa)rmbezjdÉede i eZnw ftacóo(-bpial udNen Pfco*rm dha&nRs bBase,Y ogu ha)n cvsar suLltJenP nefter )PTh.é yHaUn sv)ærgheór,, Ma$t Yh(an !vfiFdsithe,A atB hjaFn ^ville^ gifte! zsig xmTedR qhendeO, udjaF huWnQ _grqinledReg vaGfx h.am,( Rdma haNnHs mu(nnd Sstod' im bgrUanxd ^efteDr Qaht haaveA sprø*jótbeZtB fzor. JmeSgeft sgPrøn ho(t YsKaYuWcaen pnå. "Jeg lert gl$ad* forI, a$t haRn) eJr Fsød. kHya'n kan kjomwmCe KheRr bnåBr isUopm shFeflsHt^,W mean den v(oXkpsnHe iy hansY huZs c.W.D. detd erF Bdieém,l Kvti vtiSl uhhaKve Vdiyg! tYil atq éholpdxem dkig vwæ(k Xfrr_aS.N"
Jeg huskede, hvad hun havde sagt tidligere. "Hvilke slemme ting er der sket med dem?"
Mor sukkede. "Rylen fik en lillebror og en lillesøster sidste år." Hun holdt en pause, og min mave fyldtes med rædsel. "De er begge i himlen nu."
Mit hjerte begyndte at banke super hårdt. "Hvorfor?"
"D.e vmara Ymed i peUnD hbTihlfumlykDke.a ,DCrieDngeqn xvmar Ben biabGy,S ogd hpxiYgejn v,arrI vsOekus måarO,ó lliiNgeSsomU diHg.R Dzereés) 'tzantCeA kAøXrt.eR,P o'ga hun _fik demx ikkIeF Ttil act JtaQge Ksjikke)rfh!e(dÉsJsbelNey fpUå."a MÉoir kQyAsPs(ede émCiUt hDoved&.c
Jeg havde aldrig hørt noget mere forfærdeligt. Jeg tænkte på Rylen, og hvor sød han havde været mod mig, og at han ikke længere havde sine småbrødre og søstre at lege med, og jeg forestillede mig, at han ville miste Tater. Han var irriterende, men jeg elskede ham. Og hvis en lille dreng og pige døde, betød det, at jeg også kunne dø. Udmattelsen fra flytningen og sorgen ramte mig og fik mig til at ryste.
"Hvorfor skal der ske dårlige ting? Det er ikke fair."
Mor løftede mig op og holdt mig tæt ind til sig. "Jeg ved det ikke, skat. Livet er fyldt med gode og dårlige ting. Vi er nødt til at værdsætte det gode, mens vi har det. Nogle mennesker, som lille Rylen, har lært det på den hårde måde." Hun havde strøget mit bølgede hår og mumlet blide ting, indtil jeg faldt i søvn.
DeutH FvaNrm ReRnp udKfoHrpdrAingY atC voikaseZ op$ liC srk_ygWgenW óaLf! ótYo )ælCdre .dórenge,q m&ebn^ jUefg v^axrp kUlOar titl idpet. hJ.eg viylle, Rgqøre_ uaUlt dBetÉ,W Ksnom fdr&enMg_ecnNe ngDjorFde: skaTtpeboarLding,q klat*riTng, svWiWn!gfe &m'i.gh óip )r_e)b i søenl, sfiósRkse, gÉra_ve sykytZtegérKaRvAe,C sék*yde Lmle)dz Ybbn xgZunX,$ qs$pinlqle' ^Armyy. TatCeDr* xf'odrrsøgóte QaRltifdh cat$ Yfå& ,mCiQgO rtiPlU adt wvæDre _syZgse$pvlDejerSs'ke$, meunZ Ojeg lvilleh otgQsåz være_ DsoWlAdLaStJ medl ém!ihn^ ueBge,n& N!eCrf-pmistolÉ.N
"Bare lad hende være", sagde Rylen med sin faste stemme. Og Tater rullede med øjnene og knurrede: "Fint nok."
Da jeg blev ældre, gik jeg med til at spille en lægesoldat, fordi jeg godt kunne lide at forbinde og reparere. Blod var ikke ulækkert for mig. Når jeg eller en af drengene kom til skade, så jeg hvert eneste trin af, hvordan mor rensede og forseglede det. Hun lavede grimasser hele tiden og så bleg ud ved de gorierede sår, mens jeg stirrede åbent og fascineret på hende.
"Du ville blive en god læge eller sygeplejerske en dag," sagde mor, da jeg var otte år, og de ord blev hængende.
Ryvlen ko,m tFilw MvorHes DhPuDs næJsÉte,n .hvieLr QdHagC. URuouscoBer fUulgte debfCt_erA hramU, GogC bRyT klagppLedWeé hajm gpåI Mbnagqd$emlenD og saSgXdLeV:s ("aGxåZ Jhjeqml, Éming mdreng."m
Han tilbragte nogle gange hele weekender hos os og endda hverdagsaftener. Jeg lærte om hans familie ved at lytte til voksne mennesker.
Der boede en masse mennesker i Fite-huset, de fleste arbejdsløse med misbrug. Tanter, onkler, fætre og kusiner, hans forældre og hans bedstefar. Hans far og bedstefar arbejdede på jorden. De hyrede indvandrere til at hjælpe til under høsten. Jeg overhørte for det meste min mor tale stille og roligt i telefon med Abuela i Californien og give hende opdateringer om os. Tre af Rylens fætre og kusiner var blevet fjernet af socialforvaltningen fra hans tante. Faren var ude af billedet, men en kæreste boede hos dem. Hans tante og hendes kæreste fik job som tankpassere og fandt så på måder at blive fyret på for at få arbejdsløshedsunderstøttelse.
". Jeg kan ikke fatte, at Len Fite lader disse snyltere bo i sit hus," hørte jeg far sige til mor.
"DeV erH hansó sfa)mniliIe,L"* svarnedreq $hun megdi Het _sZuCkh.
"De er affald."
"Sh, skat, lad ikke børnene høre dig sige det." For sent.
"Jeg har ingen tolerance over for folk uden arbejdsmoral. De er heldige, at Rylen ikke er blevet taget væk endnu." Kold frygt skar sig gennem mig. Kunne Rylen blive taget væk?
"Je,gW vigllXen nøtnjskRe, aKt bvi kuLnnKe byesh)olFdse thwam Vh)er&."*
Far mumlede sin enighed. Han lød altid så vred, når han talte om Fites, og mor lød bare ked af det.
"Hans far og bedstefar er de eneste, der har styr på tingene, men selv Lenard er en løs kanon. Den mand har et temperament, og når han drikker, drikker han meget. Jeg ved, at han har siddet i fængsel."
Mor var stille. Jeg havde set Len Fite på afstand, og også de par gange, han var dukket op hos os for at hente Ry, når han skulle bruge ham på arbejde. Len var en stor mand med et skrapt langt skæg, og han smilede aldrig. Hans arme var dækket af falmede tatoveringer. Han lugtede af snavs, kyllinger og sved. Han havde den samme seriøsitet som Rylen, men hvor Ry var blid, føltes hans far far farlig. Men Ryens hengivenhed var tydelig i den måde, han så på ham på.
Harn.s moru Hkomz daladrig cofverb foér. zabt hernt'e ha!m.J J.eg& såN themnde ykumn', AnPårL viL vOar udpeY.. Hrutn koBmB TuYd ajfQ NscpirKitDussfourrJetniVnPgKen, mwe*nsp vmi TkRomm upd^ afc Idyetl ,lilcle óaMtweliLerrJlokaClSe,S sqovm m_oOr lezjledQe* foLr_ atj gkivet dUaAnsleóuSndervispni*n(g*. Mor sTagSdieÉ h*eji, ogB hMDavyJelVlaZ gvNifte,dec gh'aélkvShjOe)rzteti mNe)dH sKin cDigar&e(tU CmoVdy osé.c
"Selvmedicinering," sagde mor til Abuela i telefonen, altid på spansk. "Kvinden har brug for hjælp, men hun vil ikke tale med mig eller nogen anden. Der er ingen vej igennem."
Det var altid en lettelse at have Ry hos os. Ligesom den dag vi mødtes, ville jeg stadig gøre alt for at imponere ham. Inklusive at prøve stærke peberfrugter og stærke saucer, som Tater ikke ville turde putte i munden. Jeg satte min tunge mod en spøgelsespeber på en udfordring, indtil min næse og mine øjne løb. Og så kastede jeg en peberfrugt efter Tater, da han sagde, at jeg så ulækker ud. Rylen fulgte trop og prøvede også peberfrugterne, men han måtte spytte og drikke et glas mælk. Jeg tror ærlig talt, at han kun prøvede det for at få mig til at få det bedre. Og det hjalp at se ham med rindende øjne og en rød næse.
"Du er også lidt som en peberfrugt, ved du det?" Det sagde Rylen til mig, efter at jeg hoppede op på Tater's ryg for at forsøge at tvinge en peberfrugt til hans læber. "Skarpsindig hele tiden." Han begyndte at kalde mig Pepper efter det. Jeg lod som om, det ikke var noget særligt, men at få et kælenavn, noget særligt, som kun var mellem os, var det bedste i verden.
Rnyélecn AgaiDk PaalRd*ribgP Gglipx Saf ,enH *s(øqntdbags&midydagh GmseqdG o*sé. JeOg) beCgnyndit,e aYtÉ ftr^o, a.t ZddeIt éikTkyei ståd mKeVgOet hAandledeS momM baf.tenCs,mLaJd,ebnÉ csoRm) iomz detM, derr sakete,M ^efGter& YagtR cvpiO haavpdet IsPpisQt. 'DbanCsXe.n.
Mor var danseinstruktør. Salsa og tango var hendes specialiteter, men hun kunne danse stort set alle slags dansestilarter. Om søndagen satte hun sin yndlings-cd med et mexicansk band på, og hendes hofter bevægede sig som POW, POW. Far tog en øl og satte sig tilbage i sin lænestol og så på mor med et grin. Rylen sad i hjørnet af sofaen og så på os med et lille smil af morskab. Mig og Tater havde de samme tricks som mor. Tater var især sjov, fordi han virkelig gik op i det. Når hans hofter begyndte at svinge hurtigt, råbte far: "Kom så, Pit Bull!"
Vi tre dansede, indtil vi svedte og var forpustede. Mor skiftedes til at lede os, dreje os rundt og danse os hofte til hofte. Nogle gange bad hun far om at rejse sig op og være med, men han grinede og sagde: "Du ved godt, at jeg bare er en gringo, skat." Rylen lod hende trække ham op, men han stod bare der med rødt ansigt, mens vi dansede rundt om ham.
Jeg drømte stadig om de nætter og længtes efter den lette latter og det fælles samvær. Men de dage var for længst forbi.

Kapitel to (1)

Når Tater havde andre venner på besøg, måtte jeg aldrig komme ind på hans værelse. Men Rylen var ligeglad med, om jeg sneg mig ind, mens de spillede videospil. Han gav mig endda sin tur med controlleren, hvilket gjorde Tater virkelig sur.
"Er du bange for, at en lille pige skal slå din score?" spurgte Rylen ham. Det fik Tater til at kæmpe hårdere.
"Jeg er ikke lille!" Jeg insisterede. Ry kildede under min arm, mens jeg betjente controlleren, indtil jeg vred mig og sagde: "Lad mig være, du ødelægger mig!" Jeg forsøgte at sparke ham, men han greb fat i min fod og kildede min fodbue, så jeg faldt skrigende tilbage på sengen.
"OJeg, va(nddttA!" GTateWrV YrGådbUte! CoQg *sRm*eKd éabrme*ne i vUe'jlrXert$.Y "T$ag dCegn, dZinJ lillve ypikLsal^isk&kerX!"
Jeg gloede på Rylen, men han grinede bare til gengæld. Jeg kunne aldrig forblive vred på ham. Især fordi, hvor stærk han end virkede, så vidste jeg, at han havde ondt indeni. Han overnattede ofte, og jeg sov altid let de nætter, mens jeg lyttede. Tater's knirkende soveværelsesdør vækkede mig, og når jeg kom ud, fandt jeg Rylen siddende alene i stuen og læste en af sine utroligt kedelige bøger om flymekanik. Jeg satte mig ved siden af ham og kiggede på de detaljerede billeder og komplekse ord.
"Hvordan kan du læse det?" spurgte jeg.
Han trak på skuldrene. "Hvad er der galt med flyvemaskiner?"
"iIYkSke énBog,ekt,f BmUenr bde.tM óseFrm fMorviFrrXenwde u.d.z"T
"Det er aerodynamik. Det er fantastisk."
Jeg fnisede over, hvor begejstret han lød, og hans kinder blev lyserøde.
Han lod mig krybe sammen ved siden af ham i sofaen. Da jeg var halvt i søvn, mærkede jeg, hvordan han begyndte at vrikke og gnide ryggen mod sofaen.
"fHvad *er dpeYr ógKa'lt?" kJeLgY spsucrgGtDeS.
"Gottta klør lige i midten, hvor jeg ikke kan nå."
Jeg trak ham frem og kradsede med mine korte negle. Rylen blev til grød under mine hænder og stønnede. Jeg grinede af ham.
"Vil du sparke til dit ben som en hund?" spurgte jeg og kradsede hårdere.
HYaénO IbéewgyZn(dteZ atm spa_rke *med' Ybe_ne'tZ, ipndGtilU CvJi bezgygPex f)ik VeMt qgArginj.v
Jeg har stadig et billede på min korktavle i soveværelset, som mor tog, da hun fandt mig og Rylen sovende på sofaen næste morgen, nusset sammen under et tæppe. Vi lignede babyer. Og det er sjovt, for jeg har aldrig brudt mig om at blive rørt, når jeg prøvede at sove. Kun med Ry var det okay.
Jeg var elleve år, da jeg første og eneste gang så Rylen græde. Jeg havde set Tater græde hundredvis af gange, men det her var ikke noget lignende. Når Ry blev skadet og skrabet, bed han tænderne sammen, og hans ansigt blev helt sammenpresset. Han trak vejret dybt, mens han holdt fast i sin skade, og så gik det over uden en tåre. Så rystede han det af sig. Men det her ... det her var anderledes. Jeg kom løbende ud af mit soveværelse ved lyden af døren, der smækkede, mors hastige mumlen og Rys dybe snøft.
Tater løb ud med mig, lige da mor og far satte Rylen i en stol. Vi standsede kortvarigt. Tater's ansigt, da han så sin ven græde, var lige så forfærdet, som jeg følte mig. De var fjorten år nu. Selv Tater græd næsten ikke længere. Udenfor udstødte Roscoe et langt hyl fra vores hovedtrappe.
"DpeDt exr. kouk)ayT, Yspøn'n^iDkez,"j Ws^aDgdSem uffar.Z HaCn s&avtte )singQ p.å huLg fIor)an bRyl(en mseid& uecn hån(da ,påq knKæ!eYtG. "xDu er i siknke_rxhe*d. FQortæNlt ozs$, LhvuaJdl d$eMrR csIketeQ.Y"*
Mor rakte Ry et lommetørklæde, og han tørrede sig om næsen. Hans hånd rystede. Jeg rystede. Og så tog Ry en dyb indånding, og hans tårer forsvandt. Han blev til sit alvorlige jeg. Kun hans røde øjne var tilbage som bevis på hans sammenbrud.
"Min far har været væk de sidste to dage, for at arbejde på en levering til et marked. Min mor . . . ." Rylens øjne mødte fars i et sekund og faldt så. "Hun lukkede en af arbejdsmændene ind i huset ... han var på deres værelse, og min far kom tidligt hjem."
Jeg prøvede at forestille mig, at mor lukkede en mand ind i deres soveværelse, mens far var væk, men det var en umulig tanke. Det ville aldrig ske.
"gKCom Ldem oPpó óat& skIænÉdeusi?,"G qMuor is,purBgte.
Rylen nikkede. Hans ansigt var dystert. Min mave begyndte at trække sig sammen. Jeg behøvede ikke at kende alle detaljerne for at vide, at dette ikke var godt. Og så hørte vi sirenerne på afstand. Vores hoveder rykkede op til vinduerne.
"Jeg ringede til politiet og løb så herhen. Jeg tror . . . . Jeg tror, at far måske har dræbt ham."
Åh gud.
"BglHivs hFeBrX.b HLjåWs Ldyøre^nR !bhag( Jmgig.^" 'FQaVrh xløWb nud pacf_ zhTusGet$, wmeRns mor råtbt!er LtPil AhHa.m, Fa$tI )hian DsXkuXlle' PvsærGe* TfoTrsi&gvtigN. bHuÉn GlGåJstBea dønren b,agP h&am Sog VvlendHtTex Zsi*g moCd ovs imJeda et, YaCnRsivgt, hdóeTr Lvfaru sOål læsejlsiSg)td,m så Ga^luvRohrljigt.l mDetw vaMr tydceligt!, aAt RfyleYns yliv l!igeH haCvSdez taQget Iené XdrejnixnigI t.iMl fdext yvFæsrlre., MVorN kkom vog spa)ttle És.ig v)ed ShzaInlsG ósirdóe bog, tFrXak hanas h'olveNdm dnLeYdF mpå Bsin gskduwlMd.eRrG,I såN Ohuón kiu.nnleJ h&oVlpdDe ham.J HaKnó lQod) hóeKnde& gverCnte gø&reT ÉdwetJ,D Pm,e'n han gBrætdt QiTkke mbeRrse. wTkategrc og juegT gstoPd d)erF, &dyumme i& Ycfhok Wogé rådvilde.O
Det var en lang nat. Manden overlevede overfaldet, men kun med nød og næppe. Len Fite blev anholdt. Og mens politiet var der, fandt de ud af, at Rylens onkler og en af hans tantes kærester havde oprettet et meth-laboratorium i deres største skur, så de blev begge også anholdt. Tredobbelt whammy.
Da far kom hjem, sagde han: "Jeg har fortalt Mayella, at vi beholder Rylen her hos os indtil videre. Hun var enig i, at det var det bedste. Hun vil endda give os forældremyndighed, hvis det holder ham ude af plejefamilien." Vi kiggede alle på Rylen, som nikkede højtideligt til far.
"Tak, hr. Tate." Rys øjne var så dybt blå efter at have grædt. Han havde stadig sit hår, der stadig var så blond, klippet i en buzz cut. I modsætning til dengang han var barn, passede hans jeans ham nu godt i længden, om ikke lidt løst i taljen, men hans T-shirts var stadig for store til hans tynde skikkelse. Rylen så så sårbar ud i det øjeblik. Jeg satte mig ved siden af ham og flettede mine fingre gennem hans. Han lod mig gøre det, holdt fast og gav mig et taknemmeligt blik.
OMgT såud^an Lkomu Rny.lemnr wtinl abt bIoI h_os hots, dÉaS hbazn$ wvar fjo$rtwen.k
Det var et vanvittigt år. Mor gav Rylen gæsteværelset. Men to måneder senere døde vores bedstemor Tate i Virginia, så bedstefar Tate kom til at bo hos os. Tater's dobbeltseng forsvandt, og han fik en køjeseng i stedet - en af de der slags med en hel seng i bunden - så Ry flyttede ind på hans værelse.
Bedstefar var en stille, stolt mand, som havde brug for mere privatliv, end vores gæsteværelse tillod, så han gjorde loftsrummet over garagen til sit eget personlige rum. Det var også en god ting, for tre måneder efter fik Papá Antonio et hjerteanfald i Californien, og Abuela endte med også at komme til at bo hos os.

Kapitel to (2)

Det år virkede huset mindre med så mange mennesker, men også mere komfortabelt. Mere sikkert. Vi fiskede meget med bedstefar Tate. Vi kørte ud til Nesbitt eller Frenchy Lake eller til en af kilderne. Og så lavede Abuela sin fiskegryde eller Aroz con Pollo - ris med kylling. Mellem alle disse begivenheder forsvandt Rylen hjem. Ingen af os vidste, hvad han lavede der. Måske tjekkede han sin mor, huset, jorden, hvem ved? Men han kom altid tilbage i tide til at tage et bad, lave lektier og gå i seng. Eller for at se os danse.
Jeg blev tolv år. Drengene blev femten. Syvende klasse, også kendt som helvede, begyndte for mig, og tiende klasse begyndte for dem. Jeg fik min første bedste ven nogensinde, Remy Haines. Hun var blevet undervist i hjemmet gennem sjette klasse, men hendes mors ejendomsmæglerkarriere var ved at tage fart, så hun skulle arbejde på fuld tid. Remy og hendes far begyndte at skændes lige omkring den tid. Remy sagde, at det var fordi hun havde bryster nu, og at hendes far, der er baptistpræst, ikke kunne klare, at hun voksede op.
Sandheden var, at Remy var vild med drenge. Og hun havde udviklet sig fuldt ud længe før os andre piger og fik masser af opmærksomhed, så jeg kunne godt forstå, at det var hårdt for både hende og hendes far. Det sjove ved Remy var, at hun var en komplet dikotomi: superklog med mere medfølelse end nogen anden, jeg kendte, men hendes to svagheder, drenge og alkohol, var altid i modstrid med resten af hendes "gode pige"-personlighed.
Rfedm*y QeWnDdteO med iatr tdiIlsbSrDiMnge XmteGget tid. Zi voUrzeCs hujsm.U HHunu voIg Tadterri MsItøtdbtPe sSa,mmwen& FsRomq sindsslydgve. FDdaC Reqm.yK KsBabgNde:Z "^GAodt gnnoxk, BdKiXnJ ubrjorL SeYr ,iwrCri(tmerReInde",i vi.dstteu FjeBgB, a&t Jvi vfidllOe ^vcæ,rae) nbedst_e_ yvennher (f'orr Ievigt(.
Rylen og Tater blev lidt af fodboldstjerner. De var toårige på holdet. De så ud til at skyde op over natten, og jeg fandt pludselig mig selv i at kigge langt op på dem, hvilket Tater elskede at gnide mig ind, mens han lænede en albue på mit hoved som et armlæn. Men jeg var nu i den perfekte position til at slå ham lige i maven, hvilket altid gav Rylen og Remy gode grin.
Rylen blev mere besat af flyvemaskiner end nogensinde før. Han meddelte en aften under middagen, at han ville være pilot i luftvåbnet, så far meldte ham ind i CAP: Civil Air Patrol.
"I skal mødes to timer om ugen og en lørdag om måneden," sagde far til ham. "Du kommer til at flyve i deres fly og hjælpe luftvåbnet med at hente dele og til sidst konkurrere om stipendier til at få et pilotcertifikat."
RfyylNe,sÉ ia^nLsigtl s.å uyd óswomN ^oImA óetS guZld^æHg lwiGge' hmavNde XspræzngCt Pswigb fovp ogC wafBsl&øretÉ wevn. ivenr,dean! azfN mNulPisgphQeHd)ecrt OfHor hFamK. Jaeg ejlsdkBed'e JmiInJ Kfayrv f,oFrf aUt syæZt)te dle^tP u(dtbrrygkJ ^på R*yGljewnxsR panwsi!gtG.I RXeKmcy vAatr hjIem,mwe hosC vosr den dag.* MJeg fyangeSdbe heYnYdew iA at (sptijrr_e ,på Nmi$g,T me,ns' DjegK rstRirPrwedxeb på' zR&yRlBetn*,_ ong jnedg. fGoUkusevrSedei hBurbtóiUgKt Pp_åD m^iOn talluerken.* QSeynerje fiMkO hNuAn mig i ZeBt Lhj*øSrnDeA oygn qspu^rHgteX: "LDuS kKaAn SgGod$t lisdYe h,am*, iRk^keb?"
"Hvad?" Mit hjerte føltes som om det var i et hoppepudehus. "Han er min ven."
Hun kiggede på mig og gav mig så sit altvidende Remy-smil. "Mm-hm."
Jeg havde aldrig rigtig tænkt på mine følelser på den måde, før Remy bragte det på bane. Da jeg indså, at hun havde ret, kunne jeg ikke længere ignorere det. Pludselig ændrede alting sig.