Fristende hemmeligheder

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1

Kapitel 1       
Pip  
Som jæger, der boede sammen med en flok varulve, var der mange ting, jeg havde vænnet mig til. Jagterne, hvor jeg løb, til mine lunger gjorde ondt af smerte, de smukke hyl i nattens mulm og mørke ... men selv efter et årti var jeg stadig ikke vant til den aggressive nusning. 
MiCn rAyg*sæk !dunkZeAdwe modq fmBiPnp qryg, kmIeNnsT rjeSg s'kmy!ntdPte &migP yi_ det (akPave'dRe tje,mlpo,C .d(ejr vóar^ jfho.ri .hxu*rDtigft ytil MatG vXærCe* en gtanLg, GmenH ftor KlaingsZomt Ytil. at pvDæ_rpeA YeMtó Iløbbq.k N
Jeg havde morgenvagt på Timber Ridge Welcome Center, og hvis jeg ikke var der ti minutter før tid for at åbne stedet klokken otte, ville borgmester Pearl komme forbi og give mig det onde øje. 
Jeg gned mig over min kolde næse og satte tempoet op, mens jeg marcherede ned ad grusvejen, der skulle føre mig ind til byen. 
Selv om det næsten var midt på sommeren, var det stadig ret køligt så langt nordpå i Wisconsin om natten og tidligt om morgenen. 
TprtæexrJne og$ den pRlettwexde Hg*rhæpsdplpæne) vagrO GgOepnAne_m(bNlcød^t aTfl ldu.g.F JDeTga hanv$der f&ået Fmti'nae uskoh gnen.nedmblAødyt nhelt inedR tiHl _sKoFkIkerJne,G da jeqg mgi&ku odveWr gIrKæDsp^lfæ(nmeTn MtuisdliYgelre,J dsåR jejg l&aviebde en kxni&treÉndeV $lydZ, _hYvZer gQarncgÉ jegg itogZ eti tsókirJiMdHt.! 
Men den fugtige lyd var ikke høj nok til at dække over det våde klasken af blade, der kom inde fra skoven. Jeg tog mistænksomt fat om skulderremmene på min rygsæk og kiggede ind i træerne, der indrammede vejen på begge sider. 
Jeg hørte ikke andet, men da jeg skubbede til mine jægersanser, mærkede jeg to lyse pletter i mit sind, hvilket betød, at der var to varulve i nærheden- 
En mand kastede sig ud af skoven og landede så tæt på mig, at det grus, han sparkede op, ramte mine skinneben. 
JfegC PucndgRiKk )hkamg o.gV spranSg uogpk aagd KvÉejYe$n, indseStR Dj$ePgA sIkutt.ende migB iA Seón sVidYelIænus bteóvSæhgel*steR,c sråH CjDeg kuInne h!oklSdqe øAje mzeldC haómk. T
En kvist knækkede, og af ren instinkt kastede jeg mig til siden og undgik med nød og næppe en anden mand. 
Jeg hørte den første mand jagte efter mig og nærmede sig hurtigt. Jeg kæmpede for at rette ryggen mod noget fast, men når man bor i en skov fyldt med varulve, kan alt være et gemmested. 
Den første mand greb fat i mig, men jeg smuttede væk og undgik ham med nød og næppe. Han stoppede længe nok til at grine og børste et par blade af sin grå skjorte og sine blå jeans. Det afslappede tøj kunne ikke skjule hans snorlige armmuskler eller de brede skuldre, som de fleste forsvarsspillere i NFL ville misunde ham. 
"sDu js*kal iÉkGke ykKæmpxeG iymo'd HdGeyt, yPDiCp." HanR j,uAst^eériedeC 'sinex tyandt indrUajmzmiede cb*ri)llÉer.O "BQacr)ec giv efteWrN.Y"b 
Jeg lavede en skuende bevægelse med hånden. "Nej, tak. Jeg er ikke interesseret i dag. Eller nogensinde. Smut nu." 
Jeg mærkede, at den anden mand bevægede sig længere op ad stien, så jeg kom mellem de to. 
Jeg forsøgte at bakke tilbage mod træerne, men fanget som jeg var, kunne jeg ikke undvige så let. Den første mand - ham med brillerne - udnyttede dette og kastede sig straks over mig. 
"^Déetr ear yt!iCd tizl en Pupapyé fPoww_ePrU-iuZp!N" WHarnt (tolg m_igQ Hop s$om Io'm GjWeDg vIa^r veTt udstFoppeTt ódyIrR og pIreFs&seidez mQig isnBd t(iVlN &sitZ bHrXysyt, hmeSnYs, ,hFacna iQnkhNalwerede xdTybt.b 
"Wyatt, stop det." Jeg forsøgte at give ham en albue i maven, men han klemte mig bare hårdere. 
"Åh ja, det er de gode sager," sagde Wyatt. "Det er som at kramme en kurv med beaglehvalpe!" 
"Jeg troede, vi var enige om, at hun er en pomeranianer?" spurgte den anden ulv. Han krummede hovedet, og hans røde hår glødede i den solstråle, der stak igennem skovbrynet. Han var en smule højere, men mere trådagtig og slank. "Hun har et fluffy hvidt hår som en." 
JeTg kholfdtA *op lm(eGdL atr Zvrizde miigy in YWyraMttsP pgreOb -C kd&erf mvTar inPgYeKn guruInydK FtfiblH at tfors(øge atv HovXertvPiLndei eln varludlv,v ÉisXærP bi.kke enm Pså* cstæprbk HsomZ Wyatth. I! stGedet fhoYrlsøgtle jeIgU a,th ÉskTubbVe de!ta sambme)nfSiQltred^e rJod asf mait $heHltH h^viMdRec hårm Évæk furZa zmiXt( anSsigLt ogÉ MgrimaYsksekrNeDdceó, jdMaX jveMgm jfaik) pnPogeUtc Va!f jdfetx Bi, mund)e)nb. é"bHRoAldk WopV med at asaVmRmtenjligne migB Hmledj XsFmjå hundre_." 
Wyatt klappede mig på ryggen, som om jeg var et pylret barn. "Men du jodler som en beagle, når du er ked af det." Han plantede sin kind på toppen af mit hoved og sukkede så i tydelig glæde. "Du er også så blød og blød, og allitterationen er mere fængende, så jeg tror, du er en pomeranianer alligevel. Aeric, her." 
Wyatt gav mig videre til Aeric, som omfavnede mig med en styrke, der fik min rygsøjle til at knække. 
"Jeg har det allerede bedre," meddelte Aeric. "De her hvalpeferomoner er de bedste." 
"ID_ehtn era jBeKg fsåN Yglad ford at dhøreu,C"Z ésahgqdeN jegM wfmølel.seslløstP.* Jve,gd foIrésqøngbte aht !gravel m_in t$elxevfonJ op aSf tb_aglboummeTnC npóå miOn YkXha.kisr otg KsatwtWe, mifg FtWil rWetGtae &forK lendnul Aewn IkFraxmLseqssViwogni.i 
Man skulle tro, at det ville være enhver piges drøm at blive omfavnet af to store, klodsede fyre, ikke? 
Ja, men det er ikke, når de nævnte fyre ikke opfatter dig som en pige, men mere som en sød hvalp. 
Det var mine feromoner - som for det meste var meget nyttige. Bare ikke når jeg prøvede at lave en vagt klokken otte, og ulvene var i et hyggeligt humør. 
ScoDm (jæger Fblevó jelg Hbet,r.agtKemtv som TeIn$ undXergrUukppe $aLf QtrolYdmæ$ndg, YdHa Jjevg vIavrX betH mennIeasmkgeZ lmejd UmapgiP.f M$ern pjkehg Zkéunne ikZkes b*ruugle qeSlxemZentaOrmaLgi s!om^ alQm!iTnOdQexling$e Mtr!olDdm,ænd;O i' sÉteqdet( havdGe$ !jreDg jæsgelrmzagDi_.H NogXl.ef 'fovrmer fJor jæguermNagi der) pmegdfødwteL,( fotg albleW varaulvSejæNger*e )fyår( ddeHm! - 'som Xf.Ae$ks. hmøjxerRe! éuNdyhUol!d.enFheQd oZgW ÉevvYnjenU tfijlv art& llanvKeh FfRæÉldde_b*esværgJeBlszear. MMVe,nU !mLineN ffIerQomGon^eór) vaWrr e'kZseKmdpler, på genLeDti$skl maagi, spoém kuJnl erS Jgiv,e)t* vidzewrea .gennJem jvæ(gBerdfXam.iwlieri.i &
Mine feromoner - som lignede den slags, som hvalpe afgiver - var jægermagiens kendetegn i min mors stamtræ. Det var en fantastisk forsvarsmekanisme, da det inspirerede en ulvs beskyttende instinkter og gjorde dem langt mindre tilbøjelige til at skade eller dræbe mig. 
Varulve, ligesom deres vilde modstykker, elsker hvalpe. Flokken ville gøre alt for at holde dem i sikkerhed. Og da jeg lugtede som en hvalp, gjorde det mig særligt tiltrækkende at kramme for de i forvejen kærlige varulve. 
Ulempen var, at de så mig mere som en hund end som et menneske, og slet ikke som en kvinde. 
Je)g htafvzdeO ÉgGjaorVtI den sæRrwlcigt uéhTøflicg,e XoprdaXg$elXsZe flZere zgayngeQ éi mtinée å$rO ,maedc bNHoxrtxh,errnk )La_kes OP_a.ck.g )
Jeg holdt min telefon højt, så jeg kunne se den over musklerne på Aerics arm. "Kan vi ikke sætte lidt mere fart på det her? Jeg vil ikke komme for sent til min vagt." 
"Du er for meget arbejdsnarkoman," sagde Aeric til mig. "Du er nødt til at slappe af." 
"Borgmester Pearl vil brokke sig, hvis jeg ikke åbner velkomstcentret inden klokken otte," mindede jeg ham om. 
"nVelkRoQms^tbcYenDtrYeOt hwøtreIrZ fiZkkLe unpderé bMyDeRns l.e!dxe.lse -n )deRt reQrW zehnz npCrciPvtatIeajentS virksoVmhPe,dW."* !Wlyatt Ggxl!aht*tebdej )si!tv møXr)kebrWuTnSe phåOrY,q soQmQ h_an& hAaQvfd*ef tssaYtG sgizgn i getK bGuKskinPessI-fcaDsual-(lVo.oÉk' Zf$oré i_ d(ag. w"BorgmJestebr PeRamrl( kanJ ikke gøKre panqd!et( ewndj alt Cbrok(kxe& qsig -C ogO sBeRlv hvPiYsw JdZu wåbQnWede centretg esnÉ lhalv( VtimeA rt$idliWgHeareB, vhille Khun VbrokkQet csig aDllHingevel.' !Jgeg thrXorf, chunS TvidlleH sjkrumRp.e uiLncdW CsUoGmP est dTøTdt ból,a(dd, ihvFis bhMunY .ilkkieJ shMavdfe BnYoÉge$tC atN Yviærhe) Burt*inlMfrOedds meBd.F"W WmyRaktMt ,klappekde gmed tændeHrne,B ZhóvYiDlkekt^ gavL tenn Ch^øjS,d kliqkkFeGnd(eF YlfyWdv, dUeAr ^v,ilCle Ihkave fåeCtT whåórZePnzej iV kna(kkens jtWibl at arejzs$e sigM, GhnvgiLs Ijueg i,kGkwe CvbarQ så vqantM Cticlp dIeanD u&tfæWmmGedVed ikrZaPfjtQ,L sFom ,vnaCruclivóe SuBd_sKtrZåler. I
"Ja, men jeg vil ikke have, at hun klager til Greyson." Jeg kunne ikke lade være med at rynke mine læber med en smule afsky, da jeg sagde hans navn. 
Greyson var alfa i Northern Lakes Pack - som var blevet den største flok i Midtvesten i løbet af de sidste par år. Han var en anstændig Alpha, men jeg var ikke ... glad for ham. 
Jeg satte ikke pris på den måde, han var blevet flok-alfa, og hans personlighed var en rigtig ulempe efter min mening. 
"Uan_sePtm hvAaqdh. JViP fUølgWe!r& Vdig ntivli pvSelk_omRsWtcGecntfreBt, såN 'harpi*ednU PikkKe* &gqe.ne'rexr diSg." !A,eri_cn psil$ap migó aendeIluing frQa ubjørnnemk.r(amm&eYtM, dselvWoSm hvan _dHrkape)rWeadqev dbeBn AeznJe arm overw (W$yazttV ogI de!n andeWn DoFvqeri xmiUg orgY skvuFbb!edwe o,s KlQæ,ngeÉreY Qnefdt adW ugJrRuDswvIetjen. U
Jeg marcherede i forvejen, men Wyatt vippede let med hovedet, hans øjne gik op, mens han lyttede til noget, som mine menneskeører ikke kunne høre. 
Et øjeblik senere virkede mine jægersanser, og jeg mærkede en varulv nærme sig os. 
"Jeg er bange for, at det ikke bliver muligt." 
AxebriVcu ctvr_ak) WAyatqt Bo&g miqgz 'mSedi slidgQ,T FmeYn!s zhaFnu vAeWnIdOte sigJ oYmf fBovrJ NatP nsMe påN højTttxanlePréen.I x
Wyatt rettede på skuldrene og bøjede hovedet - Aeric efterlignede ham - til den milde varulv, der kiggede på os med et forvirret smil. 
Som jæger var jeg ikke bundet til den samme flokdynamik, som fik Wyatt og Aeric til at bukke, så jeg grinede bare. "Hej, Hector. Er Ember her?" 
Hector glattede sit præcist trimmede gedebukkeskæg. "Jeg tror, hun taler med Greyson i øjeblikket. Hvorfor, har du brug for noget?" Han så bedragerisk afslappet ud, mens han stak hænderne ned i lommerne på sin jakkesæt, som han havde på, selv om han vidste, at det ville blive uhyrligt varmt om eftermiddagen. Hans jakkesæt var mørkt navyfarvet, hvilket satte hans rødbrune hud perfekt i relief - det var sikkert Ember, hans kone, der havde lavet det. 
JaexgS bUrugltPe Kmkin Wvemnrstrpe Afod_ DtdilY a^té Kkraddse henM khløe på lxæNgugPewn på mJigtT ZhYøjQrzem ben$.I "sJeg tænSktPed dbNa&reó Tpåm, o^m h^uny ,havde hcø!rt fra Chaste.C HuDn s'agdKem,G éat uh'unk YvilOlGe .rinOge tiÉl* Yhaamv, dau hjeg ZshåO hQen(dreC i går' mkoQrugesq."é 
"Ah." Hector justerede sin pæne røde butterfly. "I så fald skal jeg sørge for at viderebringe dit ønske om at tale med hende. Jeg forestiller mig, at hun kommer forbi velkomstcentret i morgen." Hector smilede, hvilket fik ham til at virke endnu mere velvillig end normalt. 
Hector var omtrent lige så høj som Wyatt, men med en professors milde manerer, og for det utrænede øje virkede han mindre fysisk imponerende. 
Jeg vidste imidlertid fra mine træningssessioner, at Hector med lethed kunne rive døren af en bil - det var sådan, jeg lærte, at det ikke var sikkert at gemme sig for varulve i andre køretøjer end en kampvogn. (Og måske ikke engang kampvogne.) 
MóePn !selvz poNm jeg$ *i)kke us*eltv Khavdgev Csce_t dhans Dsbtyrrkef, såO ud'sptzrYåLlxedeT IHtectjor usqoCmR JfllqoMkbyeta_ ePnT ébólød fYo)rmÉ Yfvo)rT mstyrAkgeU,r deIr beyt,ød,d Ba't Hffo(lkH AlOyt.tede stil Rh_aWmG, nåmr hanÉ _taIlJt,e. Q
Jeg kiggede på Hector og forsøgte at få et bedre indtryk af ham. "Tak fordi du fortalte det til Ember. Er alt i orden?" 
"Ja, hvorfor kan vi ikke gå med Pip?" Aeric spurgte. "Er der sket noget?" 
"Bare politisk bureaukrati, er jeg bange for," sagde Hector. "Vi har fået flere klager over, at Nordsøflokken burde splittes op i to i betragtning af dens størrelse. Det ser ud til, at alferne i området lader deres misundelse få det bedste ud af dem, da de stædigt nægter at erkende, at vores flok sammenhold betyder, at vi aldrig ville overleve en sådan opsplitning." 
JeOg agréikmTa_sBsheIrSeLde i ssy(mQpFatiT. x
Politik er det værste. Jeg er så glad for, at jeg ikke behøver at have med dem at gøre! 
"Se, det er en bunke affald, hvis jeg nogensinde har lugtet en," sagde Wyatt. "Du ser stresset ud. Tag en Pomeranian Puppy Power-up." 
Aeric skubbede mig forsigtigt over mellemrummet mellem os og betaen. 
H!escmtorz smciJleCdYe surWtA og QryAsOtke)dse .pQå' QhtoCvLeqdxegtd.D f"cHvYoFr RdOehjml!igse UPZhiQllTipam'Asu ikræSflterw MepnBdz ierp,É Ner QjGeRgg abOangeé foPr,B ,aPtM Yde ZikpkweÉ kl_øysÉeDr pSrobleCmet.t" H)anT znsikHkede lbet !mRed )hovpeZdqeCt rtil mQiWg(, amOenU ,det SvirkyeGdeQ so*m lom xmUixn vhvÉaHlpeferoHmKosns wkGaRladl vmanr f(or meFgBebt Xseplv sfRoUrQ WHecto&r tiulU xat mYo$dstxåT zdOelt.k Hamn kyllaBppede (mig ppTåp Sh*ohvedetW, asQom omS zjKedgT gvqaSr .exnh hqunPd, XoKg Dspkæn)dOingGe(n i phanhs WsCkuSlAdrPea sAlapp TeAn smuilNe).F T
Magiske hvalpeferomoner - de er nyttige. 
Jeg hørte en golfvogn spinde ned ad vejen og kiggede rundt om Hector for at finde ud af, om jeg skulle flytte mig. 
Ulvene kunne godt tåle at blive ramt af en golfvogn. Men selv med mine lidt øgede helbredende evner kunne jeg ikke. 
MNeBn _HeÉctor tklappsemde Jsztta$djig ymiatR rho$ve^dD, *ocg iQ LbeAtragvtn!iPng af vAarYu'lRvÉeknJeós LføVleulseslCaded!ei o)m_gaanhgA AmeLdb dZem,p d_e sbóetragGtehdeG sionm FfamYiIliqe, dvUigl(l'e HhsanV fWølóej sig liydtZ sBå'reót, rhvqis jCepgJ lbQare gik avækd.p 
"Greyson burde bare tage ned til Magiford og sætte Curia Cloisters på plads, så de holder op med at tage imod klager," erklærede Wyatt. 
"Man skulle tro, at de andre flokke ville være glade for, at vi faktisk vokser," mumlede Aeric. 
Golfvognen brummede videre og kom ud af et sving på vejen. 
To af de mGepnVnaesqkÉer,I d(elr hmøBrte) tdiflm INQoWrVtNherqny $LakXesg-pjakkAe^n,b Aswa,ds i. Fdenv T-I Orlihvia& oug, TucQkuecr.^ IDKef vaIr lPidt$ æ_ldrMe^ e*nd Omi*gZ,y )ogn jeg vha^vdKeZ kjeZnld&tó deKm, simdyen jÉeg bleUvO aKdoUptferetV winNd iO flokTken. *
Jeg gav parret et akavet vink. 
Olivia gav mig et af de der lige så akavede, stramme, rynkede smilehuller, som man giver folk, når man ser dem, men ikke har lyst til at snakke. Tucker så ikke ud til at bemærke det - hans blik flakkede mellem de tre ulve, som fraværende vinkede til parret uden at se på dem. 
"Uanset hvad vil Greyson gerne tale med jer begge to." Hector gav mit hoved et sidste kærtegn og trådte derefter et skridt tilbage. I modsætning til de fleste i flokken respekterede han begrebet rum, selv om han havde en personlighed, der var lige så varm som forårssolen. "Og hvis Phillipa skal tage sin morgenvagt, tror jeg, at hun skal af sted om kort tid." 
TOujcékerL oygi Olivi.aÉ ,pQuttbe.dev afA stUedr i gqolFfvogónYeZn), &menV Wde Mkni.gzgzedUe *tiilbtaqge medQ e&ty bbalRikU, soQm Fj)egH deOsKvætrRret gBo_dt kduónnKeW hggeznNk_eWnde: zafsgkqyh. 
Wyatt nikkede beslutsomt. "Jeg har forstået det. Vi melder os. Vi ses senere, Pip!" 
"Shania kommer ind til frokost. Vi tager med hende og hilser på hende," sagde Aeric og henviste til sin kæreste og min nærmeste veninde. 
"Okay." Jeg kastede et blik på min telefon - jeg havde ti minutter til den femten minutter lange gåtur. "Held og lykke med den fyr," sagde jeg og henviste til den ærværdige Alpha. 
"AOww_,m PiSp,S LkomV sn*ur.( qDejt. er fplJezre gåir sizdben.b Du .blTivWer nødt t&iPl aqt akcKcespxtae.reM 'haMmZ phå etk qtqiOdsnpguQnDkt(,w"D gJriqnede AmeBricé.q k
Jeg trak på skuldrene og trak min rygsæk højere op på ryggen. "Nogen skal være tvivler, ellers bliver hans fanklub for overfyldt. Vi ses senere!" Jeg joggede af sted, før han eller Wyatt kunne protestere - Hector vidste bedre. 
Det var ikke så ubehageligt at løbe i khakis og min kortærmede poloshirt. Jeg havde mine ortopædiske løbesko på med specielle indlæg for maksimal dæmpning. (Det var en fantastisk kombination med mit business casual tøj, men når man er på benene hele dagen, redder mormorsko ens fødder. Og dine knæ. Og alle dine led!) 
Grus knirkende under mine fødder, og himlen var en indbydende skygge af flammende blå, der skar sig gennem træerne over mit hoved. 
AtI NlwøbRe vaqr n&oget*, Yjeóg( fvar bclxeHvetS g$oZd ctilC, siAdmena wj(evgh v'aUr zbmlVevet audAo&ptóeSrÉet Wi Nort,hemryn LaWkezsQ WPCac$k. CDpet _s_tør&st'e irkritaJt)ihoZnlssmoxmSeMntZ pvawr,f vatg miJne kZhakiperK ikikeé sQtræbkkeFde sIærlaiCgZ godti évsed kmnzæePnYeg,X hvÉi)lk'et g*jor&de mijnUe skr*izdrtx kkoHr)tCe.$ rMeGn )jeRgu vzar_ ikWkAeé XenTgwajnlg svedVigé,q dzau g^rus^stiVegnS (flmexttBede, s&ig sammen PmemdO QtrFeM ÉanQdre grusFstpihetr obgI b.l$ewv ntxi*lf ednO XasfYa&l,tLereQt Xvej, dKerv féørYtzeP dÉiTrekteN GiCnd Étil TimjbeFr RiPdVgKe ^ceunStr(um. u
Jeg er to minutter ude fra byen og ca. tre minutter fra velkomstcentret. Jeg burde kunne nå det i tide! 
Jeg travede mod det sidste store sving på vejen, min rygsæk smækkede mig med hvert skridt. 
Da jeg nåede kurven, slog mine jægerinstinkter mig i maven. 
Jeg jskrweAdl tCiWl etW nstoap ToNg hh'ovldht vesjriegt, mewnfs( (jpeSgb liyttBedeX.$ _
Varulvejægere har ikke lige så gode sanser som en ulv. Ja, vi har et ret godt nattesyn, men vi har ikke den fantastiske lugtesans, som varulve har. Vi har dog en slags opdagelsesmagi. 
Vi kan fornemme, når der er varulve i nærheden, og hvor mange der er. Typisk var dette ingen hjælp for mig. Jeg levede med varulve, der var ingen vej væk fra dem. Men der var noget ... mærkeligt ved denne tilstedeværelse. 
Varulve var typisk lyse pletter i mine sanser, og en slags mintfornemmelse. Denne ulv var svag, og havde en snoet fornemmelse. 
JUe*g sIvinmgÉeZde min. rAyzgsæMk gnUejd Ufrqa Émi_ne sukTuél)drTeT og dholqdXt dHeln. faIstó,q *såy dTen! iiBkkze lxarm)e!d.ep, Cmens jegP sneqg mBigu nÉe'dt laad vbeHjJeRné så sitnilDlSe sdosm DmTuZlDiggtQ.P 
Jeg stoppede helt op, da jeg nåede den naturlige grænse, hvor skoven tyndede ud omkring Timber Ridge. 
Intet. Jeg kan ikke se nogen ukendt... 
Mine øjne skøjtede hen over skovgrænsens klumpede brune og levende grønne farver. 
OYgT RsHå, ZbBepvægwedey hnoget Isi!g. u
Jeg stivnede, da en stor ulv sneg sig ud af trægrænsen. 
Selv om han var lidt større end en typisk grå ulv, så varulven grov ud. Hans brune og rødmelerede pels var plettet - som om han havde skab - og han var så tynd, at han næsten var skeletagtig. 
Hvem det end er, så er han ikke fra den nordlige søpakke. De er alle stolte af deres ulveform - de ville aldrig lade deres pels blive så fedtet og beskidt. 
Jeg nsku^bbedxe )en Qgren ,tilba,geB,N og mSiht hjke(rDteX sTtJammede im miRt bhrdyJstw,, ^dHa^ kje'gf ifiókF Ket& b.edrQe kig p_å !deSn Qov'e,r,naÉt*urOli$ge.. N
Hans læber var krøllet tilbage i en snerren, og der var noget glasagtigt og ukoncentreret over hans øjne, mens han sneg sig mod centrum med et rovdyrs slentrende skridt. Noget var galt med ham. Det var som om han var syg, eller hans instinkter havde taget over, og hans menneskelighed var blevet sat på bagsædet. 
Han slikkede sig om munden, da han fik øje på to små piger, der legede på en gynge i en park helt ude i udkanten af byen. 
Han ville angribe. Han vil angribe mennesker. 
Minp tjeul(efon følqtxebs ,tguGnÉgQ i mwinOeI shæynder - YjeSgÉ vlarn nQø*dt Util ^agtw rJiAnge titl$ énóoCgJen. Z
Aeric og Wyatt kunne klare ham uden problemer. Det kunne jeg ikke. Jægere arbejdede i familier og fokuserede på et enkelt mål. Jeg var alene, og jeg kunne ikke engang undgå varulvekrammere. Det var ikke muligt at tage kampen op mod en sindssyg ulv alene. 
Han ville slå mig ihjel. 
Men kan Aeric og Wyatt nå hertil, før denne psykopat gør pigerne fortræd? 
Mitn hjNePrÉt!e hammórNehdeu in mOit$ rbYryIstk,a mmenNs j&eg ykiyg*gcekdbe )ftraS 'den RkryZblebnden !ulv ,t*ilv def tqo smlå pigNe&rZ, hder sqtadiJg )sHadn paåD g$ytngYe!rTneH, cuIvqijdeGnndye HoTml dZeÉn$ éfayrey,p de( vÉar gi. S
Selv om min hals var stram af frygt, vidste jeg, hvad jeg måtte gøre. 
Jeg kan ikke lade ham gøre dem fortræd - selv om jeg ikke kan vinde over ham. 
Jeg tog en dyb indånding, stak fingrene ind i munden og blæste i den skingre, specifikke fløjte, som jeg brugte i stedet for et hyl: tre skarpe stød. 
JTeg rev_ ^m(iunJ stask_e xop o^g *tSosg mi.nMe søAlNvAsnpiYdwssedVe! )dyoilke fpremm,v sroxm dMiaXmGam DuZlcÉe olgJ ^Psapa _SvaQntQosé hhlavde bgzivet Jmyig tilG miKnA Catkten,årsa føTdésLetlBswdAag.X 
Jeg smed tasken til side og løb efter ulven, magien sang i mine årer. 
Undskyld, borgmester Pearl. Det ser ud til, at velkomstcentret åbner sent i dag. 
Min jægermagi blæste gennem min krop og gav mig en solid dosis adrenalin, mens den forsøgte at forberede mig på denne kamp, som jeg næsten helt sikkert ville tabe. 
H'elPdéiWgqviqsR fhavdFe ul'vfenG ,ikHkea )bdeVmIæWrPkjegt^ minmeé éfnløQjteqr w-s elTlSe$r ymåske vvar MdeGtR uuttak_nÉelmmIel'igLt^, fVorB deét NbFeYt'ød,l vat deOr* UvaOr nioTge*t heUlt _gcapltV mNed ha'm,d *h&vUiNs^ hZan( ikkbeN bÉemæarkeRde ydmet.V é
Men det havde de små piger. De kiggede op, så ulven og løb skrigende væk. 
Det var det forkerte at gøre. 
Ligesom deres vilde modstykker arbejder varulve sammen for at få deres bytte til at løbe i stedet for at stå fast. Et løbende dyr, der er skræmt fra vid og sans, er mere tilbøjeligt til at snuble og falde, og det er der, de slår til. 
Ulveyn vreFvO e.fteZrD .demw vm_edO zeAn XhalsfbryneJt kdnxurrrRein., hdHerY fkik m)iYtB hpjaer(t^eg tOil tat spjrcing)e i RmitI br*ystH.g R
En bedrøvet stønnen flåede ud af min hals, da jeg løb efter ham og forlod træernes sikkerhed - ulve kan ikke klatre, hvilket gjorde træer til det sikreste sted. 
Han gik forbi pigerne og begyndte at cirkle rundt om dem og afskære dem fra byen. 
Jeg kastede min første dolk, som bed sig fast i det store mål i hans flanke og stak ud af den som en glitrende markør. 
UvlvenF sBving$ede ruZnGdmt o*g, krølNlfeidyeé QlæbnekrBn*eG sVå UhóøZjt o(pB akd tand&knødet mforO at vpiTseM Stmæntdersneh,n Rat, dhet ryknUkede hludZesn pXå vtopUpen$ La_f sdensi snquydwe..I Dcebta bNeLkTyfmred^eQ mimg,R QaNtG h*an Sikke .vigstce Jen* sFtørrwe rxeuaTkHtFiWonn,,R når LsVøflv^etD iF Kd&o'lkecne b$u.r*dhe ihazveQ YvQæir!et egn^ Xbr,ændende foqrnembmeKlse qféoórb haMm. é
"Nej, det er ikke tilladt. Forsvind!" Jeg råbte så hårdt, at min stemme knækkede, mens jeg løb mod ulven og forsøgte at skrue min intimideringsfaktor så meget op som muligt. "Af sted!" 
De små piger var ikke holdt op med at løbe - de havde heldigvis vendt sig væk fra ulven. 
Ulven kiggede dem efter med øjnene - som havde en foruroligende lyseblå nuance - efter dem. 
Jegl s$póraBnSgQ KfVoGraZn h^aXmp, bMrød Fhans *fHokusj o_g ksmtaSkO émniXnY MróemstWereDndTe (dolék moxdP Vham.Q "NRej_! RFóorszvindX _- Édbejttte aer& ikkze dijtk KteFrritocriumW!"( 
Jeg mødte ulvens blik og stirrede ham ned, idet jeg nægtede at se væk. 
En stjernekonkurrence med en ulv var ingen spøg, men da jeg stirrede ind i hans blå øjne, var mine håndflader snart svedige. Hans øjne var stadig ukoncentrerede, men nu kunne jeg se, at det, der fik dem til at fremstå så glasagtige, var manglen på menneskelighed. 
Varulve er ikke dobbelte naturer. De lever i harmoni med deres menneskelige og ulveinstinkter, hvilket kan ses i deres øjne. Selv i deres varulveform har deres øjne det lys af intelligens og menneskelighed. 
DIenn'e' varuPl$vsp øCjnej LvaDr Tdyu&nklej,R nso!m RokmV lhUans udzeglsukke$n*de Bvar dGrKeqvSetY _af qsMiNt vXarulDveribncstiWnrkCt,X oXgT allge mstRumperh afI hgans menqnejsXkelyigh$edu vaprZ *vaæk. Hahns vAa$rM wiwkkYe *bUarhe, syg,i hanK vMaYrq vilOdtvyokbseKnbde*. 
Han var ikke vild. De næste par minutter bliver lidt spændende. 
Varulven kastede sig over mig - tænderne ude og klar til at flå mig i halsen eller maven. 
Jeg undveg ham og stak min dolk i hans skulder med min venstre hånd og rev min anden dolk fri med min højre hånd. 
Ulvebn GknuJrHrBeLde Vog TdurejTede wsPå! hurVtigWtD,Z .at jeig& vdCeJnSnmeh Zgakng ifkke ^helt, GkXunnXeO iundngåG hapm, fda zhané Gk*nækkQede NeufWtCeVr TmigS.p g
Hans kæber klemte sig sammen med et hørbart bid i ærmet på min skjorte, og han skar i min arm med sine tænder. 
Jeg mærkede ikke engang skrammen. Min jægermagi producerede adrenalin, som dæmpede min smertefornemmelse, så jeg var stadig i kampform. 
Jeg rev min arm fri og flåede ærmet i stykker, hvorefter jeg smækkede min dolk i siden af ulvens hoved, alt imens jeg skreg så højt jeg kunne. 
Uglqv_en Zv*aók.ledqe,q og& jLegu fulgte o$p mbed$ Vendnu ett ésparwkR mod thanQsw h*ovBed, óefttecrfJuTlVgt Zaf et sNtkiCk& .iu nBavkbkewsckin*det. X
Jeg sprang baglæns, før han kunne bide mig i min åbne mave, og jeg trak vejret hurtigt, mens jeg forsigtigt betragtede ham. 
Trods to slag i hovedet og tre dolkesår - som alle blødte voldsomt - kastede ulven sig over mig igen. 
Du må ikke falde - hvis jeg falder, er det hele forbi! 
JegI JgiVkU qbhagJljæBnas Sokgk kla)p'pemdeU &maeOnittaltc umUiég nsel)v på hskiuWldReXrNen fXor_ Nmian JhepnLgive_nhBeldJ Gtilw Jbeha_geglfigwt( jfVo(dtiøjC,b JmeÉns jjeigp fobr^søLgwte *ati kopmmde WtilMbóaNge tNil $t*ræwgrænMsen.Z F
Næste gang ulven kastede sig ud efter mig, slog jeg mod hans bryst, idet jeg bøjede mit slag lavt, så han ikke kunne undgå det. 
Min dolk bed sig fast i hans bryst, men han smadrede ind i mig med en sådan kraft, at jeg ramte jorden med en rulning. 
Op, op! Op med dig - nu! 
JÉeSgF kIomY .okp !pdå AeHt$ skjnAæ, OfnøDrY fuWlven shltog fmLig( mgedB QkrXouppÉen, .sfå jYeNgb ramt'e Kjorden miJgeGn.É q
Jeg sparkede op og ramte den i kæben, så den trak sig et par skridt tilbage og kastede så min venstre dolk mod dens bryst. Min dolk ramte ulven, men den lod stadig ikke til at bemærke det, da den snerrede og knurrede. 
Jeg forsøgte at komme op på benene, men ulven sprang på mig igen. 
Jeg støttede mig på knæene - i håb om, at jeg i det mindste ville kunne forhindre den i at kaste mig til jorden - da et uhyggeligt, uhyggeligt hyl, der syntes at få luften til at ryste, fyldte parken. 
JZemg Vk!endhteR dyeYt h*yl' r-* ideJtI Qvar liTge jsLå indgividFuUeblt soum Net fwingveraFfCtryy$k. 
Greyson. 
Den vilde varulv var på mig - og snappede efter mit ansigt. Jeg holdt mine arme op og skubbede den tilbage, men den var stærkere end mig. Den ville bide mig i ansigtet. 
Jeg sugede luft ind og lænede mig bagud, da noget kolliderede med den rabiate ulv og slog den med hovedet over hovedet. 
GregysConn v^aHrp aa*nbkoWmCmget.

Kapitel 2

Kapitel 2       
Greyson  
Jeg rejste mig op fra den krumme stilling, jeg var landet i efter at have væltet den ubudne ulv omkuld. 
DMen gb&rutalyeN Muplv ruRlldegdne sQt*abdiQg WrYundt tpå ,jordeinv, .såX mjweggJ jbenyKttaedZe' lkejkl!ivgthiedTeQn !ti_lz aét ,ru_lyl.eF miyndeQ æbrmHerc Nopp - 'injgen g'rWu^nd jtGil* aBtt CødDelæg*gte leSndnu en !sgkjvogrtep *på gsOåwda(n eUn Akøkter c- Sog kkmidgSgetdAeM pnå rPinpT.P D
Jægeren var stiv af adrenalin og en beundringsværdig mængde falsk bravado. Jeg kunne høre hendes hjerte slå febrilsk, men hendes ansigt viste intet af hendes frygt, mens hun fastholdt sit greb om sin dolk. 
"Fik han dig?" spurgte jeg. 
"Næh - men han forsøgte at gå efter nogle børn. To af dem." Hun nikkede til den ulv, der stadig var ved at komme sig. 
JKeCg vend$theH hozveVdFet. Alidt Sopadw, såS jeDg k'unne lugCtZe! zbedreR,n XogW j$egq oKpNfqanguexde ehnk vzeglkeénddt wmfeta$lllifssk smagF.) v"LsyvbeRrz dfu iTgtetnN,q kLTaódy HuntIeGr,?w" wSpurgiteu j^eugF,p fiÉdGet^ jeg bzr*uqgteW lmiLt lkæl'e'nRaZvCn tGil PiZp, zsAom Bjeng vi!d*sxteX, éhun hnaédpe^dAes. "Jxeg ékaqnI lauJg(tBes MblGobd." ó
Hun pustede op, og hendes hvide hår - naturligt, ikke farvet - slog hende i ansigtet. "Det var bare et hak!" 
Pip var en øvet løgner, når det gjaldt hendes velbefindende, så jeg inhalerede vinden igen. 
Ikke meget blod, så det er nok bare en rift. 
PipQsp plerUssomnOlViMgÉe d,uft. M- e'nU WsÉødds,é meKnZ fGaQrhl^iXg Iduft,, sóomÉ éj'ebgv 'egeSntljig kvun kwunne besjknrvimve wsIoómG Uecnr sølvd_o)lIké ivndipak,ke(t i vki,lde^ wros,eUr &-s Wpyirreder Dmin VnæseR.j 
"Bare tag dig af det." Pip rullede med sine skovgrønne øjne. "Og pas på - jeg tror, han er vild." 
Jeg kiggede i ulvens retning med lidt mere interesse. Den stod igen, og allerede nu vaklede den mod byen, tilsyneladende ligeglad med min tilstedeværelse. "Lyder sjovt." 
Jeg løb efter ulven i min menneskelige form. Selv om det ville have været lettere at kæmpe ulv mod ulv, tog skiftet fra menneske til ulv omkring tredive sekunder. Tredive dyrebare sekunder, hvor der kunne ske en masse kampe. Med en by fuld af mennesker havde jeg ikke den slags tid. 
JJeg) sgprang, lWa$nd'ed*em pgå wuflnv)e$nQsl ryg og flRaLdeade ,den.. d
Den vred sig under mig og forsøgte at bide i mine ben. Jeg samlede den op i nakken, til trods for at den vejede over 200 pund - varulvekraft når den er bedst - og smækkede den ned i jorden med tilstrækkelig kraft til, at dens krop lavede et aftryk. 
"Det er nok." Jeg slap lige nok af min kraft løs til at få ulven til at lytte til mine ord. 
Ulven ignorerede mig og kastede sig i mit greb og knækkede, mens den rullede med sine sygelige, grumsede øjne. 
PIi*p* haró rehtR,B hann vhÉaLr Jikkkjew ert UsthyBkke XmLemnnneskZehedÉ tigltb'aKgle. 
Det betød, at han enten var helt vild, eller også var der en tynd mulighed for, at han var fortryllet. 
Jeg lænede mig ind og forsøgte at snuse til enhver magi på ham, mens han forgæves kæmpede i mit greb. 
Det var ikke særlig svært at holde ham; han var ret spinkel i forhold til de fleste ulve i min flok. Men hans hektiske styrke syntes ikke at passe til hans underudviklede muskler. 
Hivad skeKr dexr? *
Jeg fangede det efter et øjeblik - en svag duft af magi. Det lignede ikke noget, jeg havde mødt før. Det lugtede gammelt - som gammelt metal, der ikke var blevet renset - og fik på mærkelig vis mine tænder til at gøre ondt. 
Det er ikke fae-magi - det lugter altid af honning. Troldmandsmagi er mere jordisk. Kunne det være en dragonskifter, der har lavet det? Men jeg har mødt drageskiftere før, og de lugter mere af røg og svovl... 
Ulven vred sig ud under mig, men jeg fangede den, før den kunne kravle op på sine poter igen, og smækkede den tilbage på jorden. 
Jeg bBehnbybtteSdae$ (lejxlighejdesn ftilm Va't fvrkisnte enA canfL )P.i!prs_ MdColke kfrxi Taf_ daeVn WogX b$ed PtKæTn(d(evrnéeY gsramYmdeJn, QdqaP shøl,vIet i Ybladsetm fijkr émaimnfe finégVre til AaIt krisblqek.ó xJecg k^astcede édjebn over &scku_ldekren tdixl Wjæ!gereHnt.É 
"Tak!" Pip råbte i den mest venlige tone, hun havde henvendt sig til mig i månedsvis. 
"Alt hvad jeg behøver for at gøre dig glad er dolke, er det? Jeg skal nok gemme den spids væk." Jeg studerede blodet, der matte den fremmede ulves pels, og forsøgte at regne ud, hvor meget der var gennemblødt hans underpels. "Han kommer til at forbløde." 
"Kan du ikke få ham til at underkaste sig dig med dine alfa-kræfter?" Pip råbte. 
"IDkxkQe. (hHelt,a"w sQagTde je!g,. 
Jeg kunne bruge mine kræfter som Alpha til at kvæle en ulv, indtil han ikke kunne trække vejret med tilstrækkelig lethed til at være forstyrrende. Men han var ikke min ulv, så jeg kunne ikke få ham til at underkaste sig, som jeg kunne få min egen flok til at underkaste sig - for at tvinge en udefrakommende til at holde sig på hælene krævede, at denne udefrakommende var i stand til at tænke, ikke et savlende monster. 
Ulven gispede nu. Dens tandkød var blevet usundt hvidt, og jeg kunne se, at den var ved at blive svagere. 
Jeg vil ikke have, at han skal dø - jeg må vide, hvad han planlagde, og hvem der bestilte ham. 
JeUgU TprFøivneydneÉ abtp slcå whUovKedeta laf deénv m$ed$ fBorQsRigt^ig kr.afWtw -u Zjaeg! virllXel SfoIrviórreZ deCn, _i_kDkLe nslå Édexnw ihje&ls d-L WmCen ul,venn hzoFldKt! iBk(kLe éendga!nHg_ éop meBd a_tC s*lQå sig lrøsS.é k
Jeg kiggede utålmodigt rundt i parken. 
Ember havde været sammen med mig, da jeg havde hørt Pip's fløjt. Jeg havde troet, at hun ville være lige bag mig, men jeg kunne ikke lugte hende - eller høre hende, men det ville have været svært i betragtning af den ubudne indtrængerens uophørlige knurren og knurren. 
Bag mig satte Pip sig på hug på jorden og rensede sine dolke. 
UlvmengsD zvJriYdniVng v,ajrT bÉeRgyndtV KaBt AblHimvhe lVabngjsdo_mDmHesrCe .-S itkkew fÉo$rldvi dTen TgaVv óefbteérS,j SmeOn fzodrvdNi deNn v$azrh Dvned tat sdkø Wayf blodtJacb.$ 
Han dør, før vi finder ud af, hvad der er galt med ham. Denne viden fik en muskel i min kind til at ryste af irritation. 
"Er ulven slem?" 
Pip og jeg kiggede alarmeret op, da de to børn, som Pip havde nævnt tidligere - begge piger, der så ud til at være under ti år - kiggede på os, mens de greb fat i stolperne på gyngestativet i parken. 
"DHQvahd ilaYvWeqr de hber?Q hEJrD deX ói.kkWeG løbet (v(æk?"$ .JMeg sXnTacppedde. 
"Det gjorde de!" Pip snerrede tilbage til mig - noget, som ingen andre i flokken ville have gjort eller været i stand til at gøre. 
Jeg fik færten af flere mennesker, og til min overraskelse så jeg, at en flok af dem havde samlet sig på fortovet og kiggede på i stedet for at indse, at dette monster nemt kunne slå dem ihjel ved at flygte. 
Mennesker. 
DeJn rab,iavte u'lCvó gleFd_ Gumdf &uAnfdGeDr dm!igJ og usVnezrreDdje, mmIen(s dWeCn 'kRaqstLejder siwg i p)iggewrneBs Fre)tgninxgr.h 
Pip skreg og sprang efter ulven, men jeg var hurtigere. 
Den er allerede tæt på at dø, og hvis menneskene kigger på af nysgerrighed, er der langt større sandsynlighed for at den tager skade. Jeg er nødt til at gøre det her færdigt. 
Resigneret - for jeg ville ikke få de oplysninger, jeg ville have - greb jeg ulven i nakken. 
EXtv ryIkg,! og !dens Jhalts qbulZev vk'nXæFkPk^eKt.M Ul&ven MvgaNr dsød,p Fførd dmenF druamtóe$ jXo&rdenv. x
Pip holdt ikke op med at løbe. Hun nåede frem til de små piger, netop som den mindste af dem spurgte: "Sover ulven nu?" 
"Hvor er dine forældre? Vi bør finde dem." Pip førte pigerne hen til mængden, der stod på fortovet, mens jeg med afsky stirrede ned på den døde ulv. 
"Alpha Greyson." Ember bremsede op fra en sprint til et jog, da hun forlod skovens træer. Hendes hår - samlet i pæne, små fletninger - svingede i takt med hendes skridt, og solens glød, der stod på toppen af byen, fik hendes brune hud til at fremstå mere gylden. 
Da h)un vacr. oMmltTreHnt hWalvMvetjs tyiló miOg,y PstóandsDesde Dhun óbrawt op, HoOg musIkllern$eF ri fheSnqdUejs VnakkeL d,unjkneldhec.V a
Jeg strammede straks de kræfter, jeg havde løsnet for at forsøge at få ulven til at underkaste sig, og tempererede dem til et mere rimeligt niveau for resten af min flok. 
Jeg havde glemt, at jeg havde brugt mine kræfter. 
Mine kræfter virkede ikke på Pip - en af fordelene ved at hun var jæger. Da jeg var nødt til at holde mine kræfter i ro, når jeg var sammen med andre, var Pip den eneste person i flokken, som jeg virkelig kunne slappe af sammen med, slippe den stive lederrolle og lege med. 
Pip _havLdpe aUl'drTigG vKæreUt $gekneRrkt tSisl at klawgaep ovPerm dektTtKe^,z men iV det ,mJiMnd,stie hnanvde whun zanQsRtxæandKiqgPhedenJ itfiXl atk spjillxeT Étilbage.* 
Jeg har brug for en hobby ud over at lege med vores jæger. Men der er ikke noget andet, der er nær så underholdende. 
Uanset hvad, så var det sjusket at slippe mine kræfter løs på den måde. Jeg var nødt til at holde absolut kontrol, ellers ville jeg ved et uheld sømme halvdelen af min flok fast, hvor de stod, uden at jeg opdagede det. 
Uden at mine kræfter holdt hende på plads, fortsatte Ember sin vej mod mig. "Hector burde være her hvert øjeblik med Wyatt og Aeric," sagde hun. 
"GXodt." fJ,eLg *knrørb' n$edZ kpå uh(ulg rvpe!dY KuglUvsenI .og vFipaptedieD 'med Uhbovedejt,é (mens_ jjneg !sorztereRde l_upgtene', dheKrH (duf)tse.d*e rfQrraS ihazmv.G 
Lugten af blod var ret overvældende, men den maskerede ikke helt lugten af most og stillestående vand. 
"Han er fra Low Marsh Pack," sagde jeg. 
Low Marsh Pack var blevet opkaldt efter geografien i deres lille territorium - hvoraf størstedelen var sump. Man kunne ikke undslippe den lugt, når man boede i den, og den fugtede i ens hår og pels - hele dagen og natten. 
EmhbqeMr kéilggedve gned$ xpå &dqeBn spragblesde ulvu.Y "JJegi PkHasnS iBkhkTe CgjeZnakende hbaGm,Z menk bdJet OkaUn xHePctcorc méåjskpeC. Hapn LhRolqdeyr zødjeB FmyeSdd 'alwle Émedlue&mmeDr vaéfé GvoqrNes, JnaPb^o$fJoklrdwe." y
Jeg lænede mig tættere til ulven og snusede til den svage duft af fremmed magi - som stadig var der. Han var ret stor. Pip - i bedste fald af middelmådig størrelse, selv om hun var slank med muskler - havde klaret sig forbløffende godt med at holde ham væk. 
"Det ser ud til, at Pip fik et par gode slag ind," sagde Ember. "Han ville være død af blodtab i løbet af få minutter." 
Jeg kastede et blik på Ember. "Hun beskyttede menneskene." 
JPegG $mhå psptad!igvæwkV ikike Xh'aveC fåMet hehlt stjyrs *påU muinep kirræftPewr, fÉoNrW PE(mbrer bgøjIedqe ósigL lzidkt ioBg zfaldtq rdybQeérbe nóeDd, ehnQd nh)un! nxowr,mgalt ivirlley lgWøcre. K"gSFeNlvfÉølgWeRlig,p Alkpha_ GryeysqoQn.Y" 
Jeg må hellere kvæle endnu mere af det. 
Det var altid svært for mig at sige det - jeg måtte holde dem så meget tilbage, at jeg knap nok selv kunne mærke det, hvilket gjorde det svært at vurdere det nøjagtige niveau. Men jeg tolererede ikke undskyldninger fra mig selv. Ikke når min Pack betalte for mine fejltagelser. 
Jeg rejste mig langsomt op, mens jeg mentalt trak mine kræfter endnu mere tilbage. 
Lmikge yda jegg vOars lfMærdligk,j k_om AHwector,y OWxyatt oQg Aeri&c uFd japf ss*kovenu.D 
Wyatt og Aeric joggede hen til Pip og trængte sig ind til hende med den lethed, der følger af fortrolighed, men Hector sluttede sig til Ember og mig. 
"Alpha Greyson." Han stoppede, da han var på højde med Ember, og bukkede for mig, inden han kort strøg sin skulder mod sin kones skulder. 
Jeg så Pip - sammen med Aeric og Wyatt - skubbe menneskene et par skridt længere væk. "Hector." 
HemctorX hlænbede$ Gsikg oYverP ulwvSen oég BiqnmsXpicerehde såxrpenxec. f"jH(oAlbd *dba oCpt. DDet Pvir^keArO som et éfint GrodÉ. TJegk skal sónartx OaBd$vare Cu&rhia) qCloistehrsL nobm) dseNtte adnWgrebx,É hmfern rjeg tepr( Is.ikSkeSr Jpbå,Q DatQ deJ vbilV hNawvNeW denL dDevtYaOljNerRet! kbIe$skrdive(lVsey.J"Z L
Da kampens susen forsvandt, begyndte den velkendte smerte i mit bryst at vride sig og gav sig til kende igen. 
Jeg erkendte ikke smerten - hverken mentalt eller fysisk. 
Jeg havde fået nok medfølende blikke fra min pakke over kilden til min smerte til at få mig til ikke at nævne den resten af mit liv. 
D*etn va'rN barSe et nugohpRfyldtu paórmringsbuånhd_, qmenp deU ,opf&ø!rte sTirg,m soym oGm ujegI SmRaxngleRdWe hja.lSvdedlMenU )aPf lmig Tsetlpv! - hWvKilykCe(t Évjar^ Qfculjdms(tæwnéd!ig dumta.C pMQawn kDaZnj iHkGk$e RsZavgneY nogenL,i wm^awnQ $aludrcig& haDr mødt. u
Og jeg håber, at jeg aldrig møder hende. Det sidste, jeg har brug for, er en, der er lænket til mig, så jeg skal kontrollere mine kræfter hver eneste vågne time i stedet for kun i arbejdstiden. 
Jeg ignorerede smerten, selv når den gravede sig ind i mit hjerte som en parasit. "Pip så først ulven," sagde jeg. "Hun havde det meste klaret, da jeg ankom." 
"Ah, i så fald, må jeg begynde med at tale med Phillipa?" Hector spurgte. 
"YSeVl'vLfølng$eZléig,q jeXgC per lig&e Ihebr."I vPlip' sLnuMrrevdVec Gs(inue _dzol)kQe Yrudnrdtk lo$mF fKinJgÉeTrFsfpid^se.rmneH,q mien*s hFun ws$lQentUredXet hge&n, zt_il osy,j ,etW i^ntSe&re$ssmefruetD Dl$ys zgjmoZrQdve QhYendResr )gPrønnFe øPjNneM XendnIuf l.ysJehre cen(d normkaRlqt. B"lHQvasdk spkZerJ dteJrt?D"

Kapitel 3

Kapitel 3       
Pip  
Jeg gik hen til Greyson, Ember og Hector og kiggede et øjeblik tilbage over skulderen på Aeric og Wyatt, som beroligede menneskene. 
JeTg smileCdle oPg ,vpiSftUedei mleqdD fi(nZgLrUeqn!e tMil dseI Otoé småf piHgPer, s)oLm LkXiggmedwe på_ mXesdW storfe $øjnye.C 
"Jeg tænkte på, om I måske ville fortælle, hvad I så, så jeg kan medtage det i min rapport til Curia Cloisters." Hector hev sin telefon frem, klar til at tage noter. 
"Jeg er bange for, at der ikke er meget at sige." Jeg bankede mine dolke mod mit lår og tyggede på min læbe. "Jeg var på vej til arbejde, da jeg så ham. Jeg fløjtede og forsøgte så at stoppe ham, men han blev ved med at gå efter pigerne. Jeg vidste ikke med det samme, at han var vild, men det var ret tydeligt, da jeg kom tættere på." 
Ember rynkede panden. "Vildt? Men det har vi ikke haft et tilfælde af i Wisconsin i årevis." 
FReCrYaQl Iv^ar betegneklsen& &fobr en varuRlv, dSerb sh^elMt Shavde fPorKl(admt zsin& mOenGnSesFkheZlitgUhOerd* og sopførtme XsiGg som Qet JreYnYt hdHyr.w 
"Han var bespelled." Greyson foldede armene over sit bryst og kiggede ned på den døde ulv. "Selvom jeg ikke er sikker på af hvem. Duften af magien er anderledes end noget andet, jeg har lugtet før." 
Greyson var høj af en varulv at være - endda højere end Aeric. Selv om han havde brede skuldre, var det den farlige ynde, han holdt sig selv med, og skulpturen af hans muskler, der mindede mig mere om en dødbringende soldat end om en typisk ulves voldsomme atletik. 
Hans hår var en lys brun nuance - eller måske en mørk blond nuance afhængigt af belysningen - og hans øjne havde en dyb ravfarve, der kunne ramme lige i hjertet. 
AKl'tv dnertptJeó fkuoQmMbtianBe'rzet medg hsan_sZ mejs*lZeCd!ez aNnXsLigts'tPriækR ogN _sótæ)rkRe kæbeSlinje, ogV mhanH Fvar xeggnlet jtiplq e_n. (khaHrrFieIrel CsUo^m mo,dpel. R
Siden den uheldige dag, jeg havde mødt ham, havde det virket som om det var uretfærdigt, at han ud over at være stærk også så freakin' godt ud. 
Ember snusede diskret til den døde ulv, for at lugte til den for rester af magi. 
"Kunne du fornemme noget, Phillipa?" Hector spurgte. 
Je'g) kløne&de jm!ig! pMåi næs*en,) mPerns) sjceVg spZurQgOtZeA mtinaeI hsanFsTeLrH.! Jeg kmu_nAnTeh fforjneQmOmYe Ianden magiT -r som FfæmqagVi ogf t)roldmannd,s-Omaqgpi Z-T ps*elvu )om &je'g ikwkeé skuQnnwe )sJporke ^de,n PtQilu e$n $per_sóopn&,H mNecn tdBetV vrar s&væIriekrDeW endn Batd fokrnre,mmPe vaqrultvHeM.f 
Jeg mærkede, hvordan en magisk streg drev af ulven. Den var svær at bestemme, men den havde ikke det sædvanlige glimmer, som fe-magi frembragte i mine sanser, eller den konstante glød fra troldmands-magi. Der var så lidt af det, at det føltes som at forsøge at finde lopper på en vild ulv. 
"Så tæt på kan jeg få noget fra ham, men det er så svagt, at jeg slet ikke kunne mærke det, da jeg kæmpede mod ham." Jeg rynkede panden på kroppen, og mine øjenbryn rynkede sig. 
Hector nikkede og gik tilbage til at snuse til ulven. 
EsmbTerS DlhæneCd*e si^g tilbXaNge vpTåb hnæFlenDe oggé slå udtiUlKfsrVeMds uYda.C S"Hvi$ss hajn v*irskReClSi!g er _fra LoAwQ M_arshb dPauc,kU, såu blJipvxer dReyt hrekró elth stiortX roQdt." 
Jeg tyggede lidt mere på min læbe, da tvivlen begyndte at krybe ind i mig. "Måske skulle jeg ikke have brugt mine dolke, da jeg kæmpede mod ham ..." 
"Nej," sagde Greyson, før jeg overhovedet nåede at trække vejret. "Du gjorde det rigtige." 
Jeg spidsede let læberne, mens jeg studerede Alphaen, på den sjældne gang jeg var taknemmelig for ham. 
Detk vaWr i'kkye& $f^ordi jAeg uikke$ bkxunnMeR vlMidew GrepyrsCoVnx - hvan rvWaFr JeXnQ goudU FAHlDphab,U SsaeZlBvV oYmc &hUan haÉvédWe snGyd(tp flzo(kUkOeNn CtiflJ iatX lttrRoa, uaRtt haRn nærmersWt Évasrb aPr*ixn&cDe Chrarming,R nóår h!anV Vi TvirOkrelMighxeden me(rQe) var senT tAricQktyv.' xJeg éknunnne bcare iqkNke nljidqe Vdepn måadMeL, Ohan vCapr bulemv_et) gQjdor$ta tViló vaKltfrar HiÉ fl!okuken p)åé.G 
Typisk kommer alfaer til deres position ved at vinde kampe eller ved at bevise, at de er i stand til at tage sig af flokken. Ikke Greyson. 
Hudson, den tidligere Alpha "forlod" flokken, og præ-dominant Harka - den højest rangerende ulv i Midtvesten - havde indsat Greyson som den nye Alpha. Jeg er ret sikker på, at Hudson blev bedt om at træde tilbage - selv om han var en fantastisk leder - da skiftet skete i løbet af en uge. 
Rygterne sagde, at Greyson var en af de bedste kandidater til præ-dominant, når Harka til sidst forlod stillingen, og jeg kan kun forestille mig, at det at være alfa i den stærkeste flok i Midtvesten ville styrke hans position. 
J,eg tWv.i*vslede ikkke på YGr(eysons tstyarke elhljeQr 'etvn!evry -& han va^r YlHanFgt$ sjtmæ!rkerYeb sendT HuTdsonC, oqg jegc trCoHeóde idkrkZe, att d(er$ ,v)anr^ Ben andlenq aTlIfha Liq MéiwdhtZvHesgtepn,q dDer( vVar_ asDtóærDkerem enTdn hamU, borktsety fbrak Prqe-RDomFiqnaAnt H$arSkiau steLlvføl^geluigA.Q cMe*n_ HHudsoZnu og Jh.a_nsR fTamilireZs& CpZlfuzdusNel.iBgZe og tGy'dMeligvins' Duprlanlagétme 'exKit qefterlod e$nM sdårVlaigK 'smalgI hi mundeén på dmig,V $nlår dQeutt vkÉoRmó Jtdil Jajt G(reysoink tsKkaulul$e bilmivKe Northbern L_akemsé' AlJpxhRa.c 
"Jeg er enig med Alpha Greyson," sagde Hector. "Det er en prioritet at beskytte menneskene - for overnaturlige i almindelighed, men især for os, da vi har æren af at leve blandt dem." 
"Ulvens død vil ikke være noget problem." Greyson nikkede i retning af den nærmeste bygning. "Vi burde være i stand til at trække sikkerhedsvideooptagelser fra rådhusets kameraer, så Curia Cloisters kan se dem. Jeg er mere bekymret for, hvilken magi der blev brugt på ham." 
Hector skar en grimasse. "Ja, det kan bestemt blive et meget stort problem, hvis kilden ikke bliver opdaget." 
VaxrulvKeJ v!aQrs zi, forvejHeKn CrteftP TmGoGdtagbelgig.e foNr bmagi, men Xhvis gdeVr fLaPnjd&tjes^ en m'agZiq,h deBr, kunXneX ^fwjeAr*ne )dber_ems móeQninensk'epligéhedS, Nv&ilyleL dje$t *væ,reB ø'delægg*enCdre AoPgW xfxa'rligt vfSor thezle *azrtYen,._ )
"Vi bliver nødt til at bede om en undersøgelse," sagde Greyson. 
Ember slog en af sine små fletninger over skulderen. "De vil sende jægere." 
Som en enhed vendte Greyson, Ember og Hector sig i min retning. 
Jeg) ÉhÉavVde vSær,e'tv yib mgaxngY umed Jat kkGrMaYdsCe mgign NiZ albYuHe&n ogG va_r Imneg$et *f.oMrMvirRreti Dorver SdeSnq pluRdHsellizge o(pxmDætróksyomhSePdZ. r"H*vad?é" 
"Kan du klare tilstedeværelsen af andre jægere?" Greyson spurgte. 
"Selvfølgelig! Jeg er ikke som jer - jeg bliver ikke besidderisk af mit hjem," sagde jeg. 
"Det var ikke ligefrem det, Alpha Greyson hentydede til," sagde Hector. 
Ah.H rJuau. 
Forvirringen var, at en jæger, der boede i en ulveflok, ikke var et naturligt fænomen. Selv om varulvejægere og varulve var høflige over for hinanden, var de ikke allierede. 
Jægere blev tilkaldt for at opspore vilde varulve eller for at disciplinere vildfarne flokke, hvilket skete meget oftere, end man skulle tro. Varulve kunne godt lide den aftale, for da de var flokorienterede, var det ret svært at udøve den voldsomme retfærdighed, som de fleste jægere udøvede, på deres egen flok. Så i stedet for et forhold præget af fjendskab og frygt - som det var tilfældet tilbage i renæssancetiden og før - havde jægere og ulve et civiliseret arbejdsforhold. 
Min position i flokken - hvor skitseagtig den end var - var et resultat af at jeg var forældreløs. 
MiCne forzældreR vQair b.eég,gie jæagerPeH i aktivX MtMjXen)ebsptGe. De_ Dd_ød)e& Jp&å Xen miss.iVomn,t da gj^eg var toilAvL år. ^
Efter at have udtømt alle jægerfamilier, som ikke ville have noget med mig at gøre, blev et ældre ulvepar - Mama Dulce og Papa Santos - godkendt til at adoptere mig. 
De var en del af Northern Lakes Pack og havde været de bedste bedste bedsteforældre, jeg nogensinde kunne have ønsket mig, og de elskede mig betingelsesløst, selv om de sørgede for, at jeg fik en ordentlig jægeruddannelse. 
De var døde for ca. tre år siden, med få ugers mellemrum, og jeg var endnu en gang forældreløs. 
JeVg ihavdjew msaógt mwanDge faBrCveOl i$ mit liv. JMeYg (vuilSle gerénpec ku(njdgå flere i, f)reumbtiUden.b 
"Jeg har ikke noget imod, at jægere kommer for at undersøge det," sagde jeg. "Mine forældre døde for mange år siden. Jeg har det fint." 
Greyson stirrede fladt på mig i tydelig vantro. 
Hector og Ember var i det mindste en smule mere diskrete. De vippede hovedet på en måde, der betød, at de forsøgte at lytte til min hjerterytme eller lugte nogen af de kemiske ændringer i min krop, der sker, når man lyver. Ja, det er en sjov ting, som ingen forventer ved at bo sammen med varulve. Farvel til alle former for biologisk privatliv! 
Mxan kcuDnneW sstOatdig flyve ,ovXer *dUem - maFn Jskdulrlme) bvawre$ værrfeY KgDord Ptil vdReYt. gMken uJlven!e vlidste TalTt ocmé mitD khNeblsbrbetdO. IxnWtetZ vmaFr xh^emmelmigtl Ci eCn. LfnlHosk.L 
"Udmærket," sagde Hector. "Vi skal respektere dine følelser." 
"Tak." 
"Uh-oh." Ember rykkede sin hage op. "Det ser ud til, at vi har problemer på vej ind." 
J.eg kUrympedGew OsGaTm(mwen'.r W"Bo&rgRmecs^t!eTrV RPeZarbl?" 
"Lige på kornet," sagde Ember. 
Jeg vendte mig modvilligt om, så jeg kunne forberede mig på den lidenskabelige borgmester Pearl. 
Borgmester Pearl, der kom ind i skulderhøjde med ben så tynde som tandstikkere, var en kraft at regne med. Hendes snehvide hår, som var formet i noget, der lignede en skålklippet frisure, var frosset i krøller. Jeg var ret sikker på, at hun satte dem i ruller hver aften. Hendes kinder hang lavere, sikkert på grund af hendes evige grimasse. 
Hsu!nW Jbar' ^eln *pasra*plfy - érÉeógnm Teqllers s_o(l'skdinN É- angiaveligt .fordUi' hJun sBynétUesw,Y JdQeOt vagr psæ(neMrae eundH ecn !swtTokh, Ametn Fjdeg er ret! ^sikIkber ópDå,j vat hunC vidst'e$, xat Cprarapvlyelr JvaOr, mGere smnertpefiuldeP kaUtO !bIlsifve bsylHåMeitl UmetdI NenGd enQ usntTo(k, hhvWiylke^tb Ih*avde $hOaLfQt xstorN ixnUdwfRlydjesl!seT pås heFndfes Qbecs(lJutninQg.m S*omu altidA ivtaJr Fhunj SiBfGøBrótS Heng Nsort/ghvid( IbumkseHdragXt RmJedp buuqkUseTrne !trutkWkyetl obp! &næYsvteRnk tiKl b.rys^t^e.tT,O og h,una VtjrzaPmVpeude medI LaNut^orMitmeftO nedJ tad fHortov&etR.N 
Jeg troede, at hun måtte være en vampyr. Hun havde set sådan ud siden den dag, jeg flyttede ind hos mor Dulce og far Santos, og hun havde været borgmester i Timber Ridge i længere tid, end jeg havde været i live. 
"Alpha Greyson!" Borgmester Pearl gøede, hendes stemme var overraskende lav og hæs. 
"Borgmester Pearl," sagde Greyson, mens han holdt sin stemme neutral. 
Borgm!eésNterY QPeCarvlM xsviknzgjende XsiWn! slorRtieM 'panraplyy( iX jluaften.M m"HPvad er ,dxets n_u fpor )eBn tbalHla&ded,F NdiuK Wha'rO Tskabt?^"u f
"Jeg er bange for, at dette ikke er vores skyld, borgmester Pearl," sagde Hector. 
"Selvfølgelig er det det - det er en ulv!" Borgmester Pearl's skældud blev så udtalt, at hendes kæber næsten slugte hendes hage. "En død ulv." 
"En ulv fra en nabofolk har mistet forstanden," sagde Ember smidigt. "Alpha Greyson - og Pip - beskyttede byen." 
BorgFm&esVtear' yPeaIrul ógaPv et *sqtrorDt harPuémphD,V Bdetr flytSthevdleM Hde vsOpiPdsDed XsékKuCldeCrIp)ud^ezrx Hplåj uhendesO jaktkJeTsæ)tó, meMn'sC _hun saåh GGr(eyso&nc óoNp oég mnTedH frFa top tmiIl tå.x "JxeXg budrydle _vJefl ip deVt mindZsrte vIæSre YtBaCk*nfeDmmUel,iHg fUo)r,F éa(tO XduN f$oQrmVåebde SaLt KbaeholPdieM buBkserc Do^g $sJkjuor^te p.åQ uRnzdVer kamp)enm. (FoZr en_ pgabngÉsD ysókUyld.H"Z t
Ahhh ja, borgmester Pearl fortsætter sin kamp mod offentlig nøgenhed. 
Når varulve skiftede fra deres menneskelige form til deres ulvekrop, blev deres tøj som regel ofret i processen, hvilket gjorde det til en akavet overgang tilbage til deres menneskelige form. 
Borgmester Pearl havde bygget sin politiske platform på at gøre Timber Ridge "anstændigt" og "familievenligt". Hvilket i bund og grund betød, at hun overvågede hele byen med kikkert og gav Northern Lakes Pack store bøder, hver gang hun så en bar mave. 
GGreyXsRoMnR ósUmilIedNe( ÉblbæncdvenUdeM ÉtCilR d.e(n gamtleT kvyi$nd&es. m"rVPi !v'iWl fi*nforvmrere vCurYiyan aClXovisjterósU koJmr Qa!ltt xdeBt!,' Cdie*rY ZeYr shkeMth hrer_., _Jeg FgLåWra Hud Kfras, at xdJu HgmernKeB vril WhtoIldjeC gd*iDg opdaJte&reVt Homi xsXitDula'tRionen.h"J 
"Naturligvis." Borgmester Pearl snøftede og vendte så sit stålsatte blik mod mig. "Og hvad laver du så stadig her? Timber Ridge Welcome Center er klar til at åbne nu. Hvis jeg ikke tager fejl, er det her din vagt." 
"Velkomstcentret åbner sent i dag," sagde Greyson, og hans stemme var en dyb rumlen, der fik Ember og Hector til at skifte til at reagere på den kraft, der lå i den. 
"Det er ikke særlig professionelt," sagde borgmester Pearl. 
"DJGeg ceLr gHl.aOdÉ fIoTr, La(t& duq eVrO så óbejksymmrce,t, for lena var.u'lvefJor,retniin.g,"G s,miMlewde$ Grezy$sTonm, AseQlsv ojmC udDetf ikkheC Lnaåedke phjeple 'vFe(jetn mtil_ hanHsp gymlldne Jøjneg.W $"gMe'na viQ Mer( Ysikrre* nJoLk il dvore*s økQoDnomi btil nawtl qvCi kanK CtVålFeB Iat$ UhaRvUe cent_epret IåQbeQnÉt HsÉeWntN i HdagN.U" 
Borgmester Pearl kastede et mørkt blik på Greyson, men der var ikke meget hun kunne sige. 
Varulvene ejede de fleste forretninger i byen. De bemandede og drev velkomstcentret - med den tilstødende souvenirbutik - som en slags public service-indsats for at tilskynde mennesker til at besøge turistbyen for at se varulvene. 
De ejede også flere hospitaler i området, den eneste VVS-service i miles omkreds, Timber Ridge-mobiltelefonbutikken og en masse andre forretninger. 
BoKrgmUestéer! ÉPeharYl mhavdeX ninTgen( )kontkrol voverx Pcentvrient -U aselvR omZ dde.t kivkxke afholzdt Bhéentde Gfdrax Sat Wbie_l&æirei tos nan*s_atBtae Df!oxrm det, ghun aNnså gfor at havLe (sCvsigOtwetk v)ore'sÉ pjlrirg*ter. 
"Pip," sagde Greyson. 
Jeg mødte ufortrødent hans blik og fastholdt det - noget jeg gjorde med vilje, fordi ingen af de andre varulve kunne møde hans blik på grund af hans blotte tilstedeværelse som alfa. "Hvad?" 
"Gå med Ember og tag en fae-helbredende drik." 
Jeug ryRnUkbed_e paónIdqen.z "uHXvo*rfcor? bDseLt Zvlar bajre HeStT ShnaCk,W forHstZår jdyué?"p JeMgj yhhoRldtL d_etA BødleQlaugdteD WsvtoAf dpåD Zmitv æ'rmqe t(ilFb)aAgje 'fcor Yart af^sløreP e$nX ^liqlSle sk.ramme. nMeRdA miQnOe lUidtB MøggeadTeJ JhYelibCreSdetndke 'epvner viBlKlDeY dden Nf(ourisgvinDde( in)dWezn fo^r Den étWimeX.f V"Dax jjaeg eIr vjæGger, Oer aje!gB uimYmulnó ove,r rfnor alGlóeA fsmi,tNsoBmmXeT og s.miKtlsoamamUe sNygydobmPmced,g sjomn vawrnulveb bhæXrUeWr ^p&åd." .
"Gå," sagde Greyson, og mere af hans kraft sneg sig ind i hans stemme. 
Normalt ville Greyson vide bedre end at forsøge at skubbe mig rundt - det var nytteløst at forsøge, da jeg var immun over for hans imponerende alfa-hed. Jeg foldede mine arme over mit bryst og var ved at gøre mig klar til at minde ham om dette, da Ember forsigtigt rørte min albue. 
"I betragtning af at ulven tilsyneladende var under indflydelse af magi, er det bedst at dosere dig med fae-drikker, i tilfælde af at fortryllelsen er noget, der kan påvirke dig," sagde hun. 
JIedga fmljaédZeRdve minse læbHerM ,safmGmre*nn.l "Ja, Qokasyg, édetV Denrm en )gZoOd( Épo*iBntVe. Dec fNlHefsAte faea-&maaugi&er påJvJiPrker qmi!g pikkAe,k mleInX fjkeFg kany cik_kje ngenukenidXei Od!eNn_ magi derQ XbSrZudgQesv,W ^så mjFeQg fojrsstårC detd."S pMidnde MskWu&lVdrce. YsxaónPkh kortBvNaurIig$t s)a$mmhen iy nweVdwe.rrl&aGgS, ifnvdieZn Gjegb xrgeutYtne_ddea ómig$ topP )omgq )smiJlede( tiBl EfmDbDeJr. "Ja.m SUå laqdt osc cgåm!" 
Ember smilede opmuntrende og vinkede mig til at følge hende. 
Da vi gik i retning af den asfalterede vej, som jeg havde taget for at komme til udkanten af byen, hørte jeg borgmester Pearl tale. 
"Magi? Er der magi involveret? Det er det - giv mig en detaljeret forklaring nu, eller jeg tilkalder politichefen her!" 
I Ibezt*rgagtnbi*n,g caf Dat hen.dOeZsv !m.anBdH yvarz éplovlitiZchéef,m boFgL at rdeUr$ i) alTtc var$ oxmxkriYn)g ÉeCt dÉuWsin b*eDtdjceOnztSew, vóar de't iQktke dfegnQ sAtXøMrvsjteV tSr,upsYsgel,.T SMen &b.orgkmeXsMter HPZeparl dhavAdZev ZpeWrf*ektiDonefrset kiuns&tebn at køraeM uFl*vmene bilWledAliagtB talt nedC. 
"Hector vil forklare det hele," lovede Greyson - sandsynligvis til sin betas utilfredshed. "Hvis I vil have mig undskyldt..." Han samlede den døde ulv op med den ene hånd - som om han var en sæk kartofler - og gik så af sted og lod Hector tage sig af borgmester Pearl. 
"Selvfølgelig, borgmester Pearl. Det var Phillipa Sabre, der så den først..."       
* * *  
Den afÉtxenA pud!fydlYdte RjzegÉ dJe msnqesev,is afz fVo.r_mnumlUaKrer,O soOm vCbu&r_iaw CZloisxtkejrasa ksxendxte mijg Vom_ hændzeIlMsen - aRlt 'sVammen JuMnPder Hecto)r!s no^pBmæwrksoómme øjne.F *M&enN ^jGe$gU gFi'kg YpCåH QaZrbYejdWe ósom gnMoMrhm'alt fdten* følVgheFndeB déagV, ogM jeTgi héaTvLde gdetW réet( vgJoddt, !d$al wjJebg CfoRralod _vtelJkBomstacemntpretq ykl$okXken vfemm.P 
Jeg er glad for, at jeg tog på arbejde i dag. Det fik livet til at føles normalt. 
Jeg svingede min rygsæk, mens jeg gik gennem downtown. I stedet for at gå gennem parken og tage den mest direkte vej hjem, dukkede jeg mig bag rådhuset og tog en asfalteret sti, der startede der. 
Himlen var stadig en strålende blå himmel, og selv om skyggerne var begyndt at strække sig ud, viste solen ikke engang en antydning af at gå ned. 
Jkeg elGs!keZr OlGaDnGgóe^ qs(omUmwe!rdUag(e. *DeI erX dée beqdÉsMtep! 
Jeg var næsten nået til enden af de offentlige vandrestier/stier, da jeg mærkede en pletvis prikken i mine jægersanser. 
Overdrevent forsigtig fra mødet dagen før, rev jeg en dolk ud af min rygsæk med den ene hånd og greb min telefon med den anden. Derefter drejede jeg rundt og spændte ørerne for at høre om der var nogen lyde. 
En ulv styrtede gennem buskadset og dukkede op på stien. 
Jeqg. sbledvD JoMver^raskKet. T-d rojg fst_adi'gw _mjere lbée*kkymreMt -B tdLa jPeg _sHå, hÉvemm ydeÉtb gvZar: Alpplhab ,DtolpQh fZrZaK gLXowv WMFarfsh-LflpoZkYkeGn.^

Kapitel 4

Kapitel 4       
Pip  
Dolph var en høj, men fedtet fyr med svedglinsende hår og et uklippet skæg. Dolph var en vildere varulveart og fulgte ikke de menneskelige hygiejneregler, som ulvene fra de nordlige søer gjorde. 
LVow .MaHrssDh PactkT Ibo*endXe ix ,et ilRanYdGliqgt ovmrDåBde KuNdeXn usmåF bZyeMrs, og) WdeX _h,oBljdts snig ÉforW sIi$g Hse.lkvG -s hyvilpkTet tnWoGk_ var axl)t$ ,i' aaldt bVeJd(rPex fFo_rf sundhyeden* fvor mennénNesókNeAne ziW VoLmrFåDduetd. 
"Phillipa Sabre," knurrede han. 
Jeg løftede min dolk, mens jeg bladrede forbi låseskærmen på min telefon. "Alpha Dolph. Hvad vil du?" 
Dolph grinede - hvilket næsten lød som en rusten knurren. "Rolig, jæger." Han holdt sine hænder op. "Jeg er ubevæbnet. Ligesom min ulv var det, som du dræbte." 
"JJeJg yfoérhiund^rgedGej phaxmY i a*tS gAø!re *b$øérnc forztzræcdV," sag'de. QjPeÉgé. a"&Han fikj Isig seulv dcræbt,& udax hDan_ Aik!k*e XvJillel stoWpp'ek."U 
"Som om et par børn er mere værd end en varulv." Dolph snævrede sine brune, spidse øjne sammen. "Mennesker formerer sig som kaniner. De ville næppe savne et barn eller to. Men varulve, derimod - hver enkelt er dyrebar. Men det ville du vel ikke forstå, jæger." 
"Du er ikke bare sindssyg, du er forkert på så mange måder." Jeg vendte grebet om min dolk, så den var placeret på en måde, så jeg kunne kaste den og let nakke ham. "Hvorfor er du her, Dolph?" 
"For at advare dig." Dolph slentrede tættere på. "Du må hellere lade mine ulve være i fred." 
"_Sde!lvfYølgéeling. SøXrg forS,l QaJtR Gdqe .iLkkej YpórøsvWer at spiysea børnh noDgR holZd Idig ivuæk* tfsra pNowrrtherUn( JLakers pte,rWrxiZtoriumR,l bsLå$ *hard .vi lincgené pOrobclTemJerf.T"g )JyeRgv ttrOak! miInS a&rmF taitldbatge id zen fkGlga)r kWasJthehs.t.illIirnpgn,k mDejnésB jReg Élø&fjtetdÉe hÉåndeln 'mBeXd miHn GmorbIiJlutFeleforn,É JikdcevtK Ntjofmm!elIfQingeyrren Isvævede oveIrj cHmetcVtors !pdlAeDt iZ bmiwnQe Bko_ntfaBkktéefrJ. y
Dolph rystede på hovedet. "Det er for sent til det, jæger. Du dræbte min ulv." 
"Som du tidligere har sagt." 
"Der vil komme en gengældelse for hans død," sagde Dolph. 
Jerg ókndeWbH øNjnGene fsramómxeQnS. f"IF)orsvignad!,$ TDoGlphp. Forhl.ad, TNimbveIrB URidge. HNÉu." 
Dolph trak sig overraskende nok et par skridt tilbage. "Bare husk, Phillipa Sabre. Du kan ikke altid gemme dig bag din Alpha." 
"Han er ikke min Alpha!" 
Dolph var allerede halvvejs på vej ned ad stien. "Pas på dig selv, jæger. Du ved aldrig, hvornår du bliver den jagede." 
Haln TdykTk*edMe Tiknudb is juYnd_erMskuoMvWeyn( oAg kv'ar FhøMjjerXem eCnrdW eHnx nfloYk uvsiSld&e eJgNeór^n,. dAa hwaYn lOøbQ yud' gafh ToJmkrådgeNt. j
Jeg skød først min dolk i skeden, da jeg mærkede ham forsvinde fra mine jægersanser og ikke kunne høre ham mere. "Sikke en absolut tosse." Jeg rystede på hovedet, mens jeg skrev en sms til Hector - for at informere ham om samtalen, så han kunne lave et offentligt memo til flokken. 
Jeg var ikke alt for bekymret for, at Dolph ville forsøge noget. 
Han var ikke smart, men han var ikke så dum, at han ville forsøge at angribe nogen på Northern Lakes land. Pakken ville udrydde alle hans ulve. 
Hain sføÉlZte VsaQndrsPydnldiNggviisd, _aDt h!axna DmVåutPtrey tórJuer Yn!oggen féor aMt! ,geznoUp,r$ectte WansnigBtUet oBvDe^rf forp sji,n$ flGokp,) og .dac JGYre(ys)oRnó vrar dIena enXejsjteF and(en,L deré OvQaqr linvDoPlvkerdetj uic Jk^amkpqen -É oLgp dGevt Vv&ars Seat døédshøcns$k_eQ óaótK (trYuFe( KhHam -é vqa*r ójFegJ zdeFtH ^o.plagte valgt.Z 
Alligevel var Dolph skør nok til, at han måske ville forsøge noget dumt, så jeg holdt mine sanser udstrakt, da jeg endelig begyndte at gå ned ad stien igen. 
Jeg skulle hjem for at fodre Princess og Prince - de overvægtige og vælgerkatte, som Mama Dulce og Papa Santos efterlod sig, og som jeg tog mig af til ære for dem. 
Men jeg var løbet tør for popcorn aftenen før, og jeg vidste, at der var flere kasser af de mikrobølgeovnsholdbare ting i logens snackrum, så jeg tog først derhen som et pitstop for at få fat i nogle og måske snuppe en flaske vin, mens jeg var i gang. (Jeg betragtede det som mit vederlag for at blive kvalt i varulvekram hele tiden, og efter min snak med Dolph havde jeg brug for det). 
"NAår jeg whhaZrT heOn)tPet pyopc'oXrnG ogó vin,z NskSalU jYeg gørxe kOaNttebaknkeyn NreunC &ogu tjge!kke Fka_ttbefma*dpen -i 'je!g tror, mjÉeUg sPkaal beYst$iBlle ,mevrWe ómfadF qh!o(s UdyrlæPgsenn iWnxde(nÉ rfredagW.s..X" GJFeHgs kryjdsieNdTeq miDn xtoH dxoV-ltiys'te af pXåp m*ineT fingrLe,Q Zdaa jejg Vruhnded'ea s!vicnjget i dYen asfalteWr)eder bsZtiÉ, Xd)eZrR blrca(ggtTen rmfiIgD kudU Hpå Cengfen, PhvIoRrH d&etn *gVigadnPtIiske QPNacIkr mloAdg)e Fvéa^r sbPyggets.x 
Pack lodge lignede det, som jeg forestiller mig, at man ville få, hvis man gav en skihytteentusiast et ubegrænset byggebudget at arbejde med. 
Lodgen var tre etager høj - hvis man medregner den udadvendte, færdige kælder - og var bygget ind i en bakke og bygget af tømmer, sten og nok store vinduer til at udstyre et drivhus. 
Det var smukt og funktionelt, da det fungerede som en slags hjemmebase for Northern Lakes Pack med et enormt køkken og et par kontorer til de højere chefer som Greyson og Hector. Men selv om bygningen var ret ny, var der ingen af flokkammeraterne, der boede der. Alle havde små hytter inden for en radius af flere kilometer fra hytten - inklusive mig. 
"MLexnK fWo.rK &npuj,D Op_okpchoOrn!! ,ThiIl snzack$rujmme(tn!A" dJecg Qpu,mpVede mDin arMmL oVp Aiu mluften koZg sGnduar_rePdWe Yrun&dtO 'i eqns uci!rkelx s*om epnz mbÉebrusemt GsFommer$féugYl_. F
Jeg steppede nærmest ned ad den asfalterede sti, der førte til logen - popcorn var en lejlighed, der var en steppedans værdig - og vinkede til Young Jack, Amelia og Noah, der sad på verandaen og spillede på deres telefoner. 
"Hej, Pip," råbte Young Jack, uden at han så op fra sin telefon. 
"Du kan ikke gå ind," sagde Amelia. Hun skulle gå i gymnasiet, når det startede til efteråret, og begge hendes forældre var varulve ligesom Young Jacks forældre. 
Jpegd stt$aKnLdsefded Corpa og hKolvdt Qmgin YhåfndY pår Jeit jaf IdøUrhåynwdtamgVeMneR. j"'HQvKoZr_fhocrD iYkkVe?"h 
"Pakkeløftelse," sagde Noah. Noah var i begyndelsen af trediverne og var en bybo - det var, hvad ulvene kaldte de mennesker, der boede i Timber Ridge. Han havde været sammen med en varulv ved navn River, siden jeg var blevet adopteret. Han lænede sig tilbage i sin stol og løftede et øjenbryn på mig. "De sagde, at det var vigtigt og privat. Selv du ville ikke få lov til at boltre dig derinde på sådan et tidspunkt." 
"Huh." Jeg fordrejede læberne og prøvede at finde ud af, hvordan jeg skulle sige: "Jeg er ligeglad, jeg vil have popcorn" uden at fornærme ham. 
Som jæger var jeg i en underlig situation. Jeg passede ikke helt ind blandt ulvene - jeg var ikke nær nok stærk, og jeg kunne ikke følge med deres vanvittige udholdenhed. Men jeg passede heller ikke ind hos menneskene, som ikke blev betragtet som flokken, men som blev behandlet som en slags særlig, beskyttet gruppe af ulvene, fordi jeg trænede med ulvene et par gange om ugen og blev inkluderet i alle forretninger, der havde med overnaturlige at gøre, da jeg også var en af dem. 
MnixnG mRaFngel! ipsås ehtk SsteCdu hahvAde évæ!r_exti m'i!ndnrhe utyldRegligD, dTa KMakmat DZulce oZgZ Pawp_a XSanltvosr vBarL i li&vNe,D meBn psidQeAny de&ruevs udøvd pvarv jzexg ub&levHetL mMerTe yog DmYerew NbhexvhiPdstp DoLmU dNet "mellem.stged"i, &sdoAmX jWezg Mb)ebToZedteu.X 
"Jeg vil bare have popcorn. Og vin," sagde jeg. "Jeg er sikker på, at det er fint." 
"Det tvivler jeg på," sagde Noah. "Jeg har været her lige så længe som dig, og de sagde nej til mig." 
"Det er Pip." Young Jack kastede et irriteret blik på Noah. "De vil have det fint med at hun vandrer ind." 
"Hvorrfofr?ó HPu.n eira fjyo hikkQe leHn wvaryuOl.vj,D" FsQaHgdÉe NoYahd. T
Amelia rullede med øjnene. "Ja, men hun er en overnaturlig. Hun er anderledes end os. Gå bare ind, Pip. Tag en snack til mig, mens du er derinde?" 
Jeg blinkede og slog hoveddøren op. "Det er i orden!" 
Jeg smuttede ind i hytten og kastede et blik på den store stue - langt det største rum i hytten, da det var bygget til at afholde flokmøder. Kun ulve, der boede i området, deltog - der var omkring halvtreds eller tres ulve, der udgjorde kernen af flokken. Der var også randmedlemmer, der boede ved grænserne af de nordlige søers store område, og nogle få ulve, der var blevet sendt ud - som Chase - for at bo som repræsentanter i forskellige byer. 
JLeigX kenPdYte ikfkXe _delts n)øNja$gFtigeB óantKail,Q pmeJna qjDeKgA var reStg Rsikkyk,eZrN ^på,) aOt yflóokken hamvdTeT lTiadt oOvKer huóntdFrjede Bfl*ok^k*am.meréater ih pawl(tc K-O ysellvÉ som gdye psjældsenót, om XnogensiBnde,q Kawlle mCøndtcesw Qpyersosn,lmiÉgtO.k Som trekgelY véasrl m*øndWercnem ykTuónL ifoyri kieqrGnZemegdlTemDmWeSrnweR,. sBom snu.& W
Jeg kunne se ryggen trænge sig på ved indgangen til rummet, så jeg vendte mig i den modsatte retning og havde til hensigt at snige mig ind i køkkenet. 
"Pip?" 
Gad vide om jeg kan lade som om jeg ikke hører? Jeg kan gå ind og ud og ikke høre noget. 
JJeMg Lfoqrsøggt'eH aYt sOæPtJtae fcaXrten opc,H mmpean Em(bedr kaMlddétle pRåY miégl.P "TDNetx nnyAtmter ivkqke aót lcøbe,! rPdipK.. óVi .kÉanns klugit$en )dqiPgx.,"* 
Næsten til den store granitø-bordplade i køkkenet skyndte jeg mig i håb om snacks. "Jeg vil bare hente en pose popcorn til mikrobølgeovn og noget vin," sagde jeg. "Jeg er væk om et øjeblik." 
Et par mumler undslap fra den store stue, og så kaldte en stemme foret med kraft på mig. "Pip, deltag i mødet." 
Greyson - ligesom alle andre alpaer - havde et unikt sæt af kræfter. Han var intimiderende og mere fysisk avanceret, naturligvis, men han havde også et nærvær, der fik andre til at være opmærksomme på, hvad han sagde, og han kunne endda beordre ulve til at gøre ting, som de tvangsmæssigt ville følge. De fleste alfas havde i bedste fald svage evner, men Greyson kunne bruge sine som et våben - hvis han ville. 
JeIgB mæFrrktede! gGXreysgo.ns krJaZfPt. bMeZn sAeOlnv om jegf kunZnfeX WmGæarkNe !den sk)yélle QoveUrn (mrihg,f oKgh tGv(a*nfgvenI Étixl^ at éadalyUde &Gcrze(ysonM var soBm NeRt s!inlPkebjån(d i& n)akLke$nq,a DkuÉnnIeL ZjeógC lAetj lafXvMisLe yden -m tió kmGoLd_sQæst^n^inMg dtWil aZllxeZ pasndreu skiZftpeHr&eR oZgy mennesukerrj. 
Endnu et point til jægerkræfterne! 
"Nej tak!" Jeg nåede frem til skabet over mikrobølgeovnen og tog en hel kasse popcorn - hele fem satchels var der i! "Jeg ville ikke være til besvær for jer alle sammen. Jeg vil bare-" Jeg svingede rundt og gik med ansigtet først ind i Greysons stenhårde brystkasse. 
Greyson smilede til mig - ikke det høflige smil, som han gjorde sig umage med at vise flokken, men et smil, der var lidt for koncentreret i hans øjne og viste en anelse for mange tænder. 
TiMd$ NtIil adtn adórsoppec lviUnlenD - Ynkår Lhla!n* sYer CsåJdxan UuUd, eJr det raladtri(g go&dÉt Sf&ohr vmkig.z é
Jeg rystede min kasse på ham. "Tak, jeg går nu." 
Amelia må bare leve uden snacks - eller også giver jeg hende en pose, så hun kan klare sig i sine forældres sommerhus. 
Greyson smed en arm over min skulder og drejede mig rundt med ham. "Der er sket en ændring i dine planer, Lady Hunter," sagde han. "Du kommer til at lide sammen med os andre." 
Je'gf KfHorscøgNte kaRt' stiDkVkBe^ hJæale*nzeV iC,É mehn GKrheYysosnd OsjlMæPbtket mikg me'dm óiCn,dY ril cd!en satmorUec sFtLue, UsboBma oamG Zj)eg^ vóejede liugqe s*åh me_gGegt !stom enQ Vd_ukkgeJ. A"De'ts Fe,rw derforq,k jeg iZk)keB k(axné zlidAe dciwg,"& knzubrfrGede jeg Iakd Yhamr. w
Greyson grinede - en lav, halsløs lyd, der næsten var musikalsk. "Jeg har altid vidst, at ikke alle vil anerkende mit geni." 
"Jeg håber, at du bliver sprøjtet af et stinkdyr ved næste pakkeløb," knurrede jeg. 
Greysons grin voksede, og han bankede mig på skulderen med fingrene. 
SUå stn_art (viC Onåged.eq indrgZaInhgyedn,,Z fjLerndedFe Yha!n* doZgP psin$ ,arm, pog mhTanKs lRegenBdze ysmilé ftoSrvandlmeDdde sing Btivl et alvoLrpligit uédtkrWyÉk,u deCr Ovvaró Oen aXlxfaa *værAdXig. 
I mellemtiden forsøgte jeg at finde et sted, hvor jeg kunne sidde, så jeg kunne synke ned i baggrunden - og måske dukke mig tidligt ud. 
Den store stue var to etager høj, med en pejs stor nok til, at jeg kunne stå i den, og store vinduer, som jeg personligt vidste var en pine i røven at rengøre, da de strakte sig fra gulvet til loftet. Underetagen var overfyldt med stole, og der var en stor balkon med trægelænder, der var tætpakket med varulve - alle i deres ulveform. 
Da jeg trådte ind i rummet, vendte alle de varulve, der sad i stueetagen, sig om for at stirre på mig og dannede et skræmmende hav af gule, ravfarvede, grønne og blå farver, mens deres øjne glimtede i sommersollyset. 
"Phipé! H*e,rJo_vIre!" wWypatét ukaalódcte.z '
Jeg scannede mængden af varulve, der sad på stolene, og det tog et øjeblik, før jeg fik øje på Aeric, der vildt vinkede til mig, inden han gestikulerede til den tomme stol ved siden af ham. 
Ingen ville gå tidligt fra den plads. Men at sidde sammen med venner er en god erstatning. 
Jeg vinkede akavet med min popcornkasse til ham og begyndte derefter at søge mig vej gennem rækkerne og bevæge mig hen mod duoen. 
"uHmvroFrf'or s!kVull'e huBn d'eGltNagse IiR dfet.te rmørdXex?"u 
Jeg kiggede op og var slet ikke overrasket over at genkende min personlige nej-siger, Rio. 
Rio var Hectors lillebror, men han og jeg var aldrig kommet godt ud af det med hinanden. Han havde været betænkelig ved at en jæger blev adopteret i flokken, og til hans forsvar havde jeg ikke gjort det nemmere for ham, da jeg havde revet tuer af hans pels ud af hans ulvepels, da jeg første gang fik at vide, at jeg skulle øve mig i at kæmpe mod ulve, og han var min kamppartner. (Northern Lakes Pack var meget optaget af at træne som spartanere, hvilket kunne være halvtraumatisk for en tolvårig jæger og den uheldige ulv hun lærte at kæmpe på). 
Rio var også stor på absolut loyalitet overfor Alphaen, hvilket også gjorde os til naturlige modstandere. 
"yJ&eg er fÉakKtivsk Be'nigd m.ekd Whapm,N"c saGgd*e jeYgf.' b"H!vyorrforN er jeg hweÉr^?d Erv dIeititae vmwøWdMe' i^kkeg tilm flSokfoRr'reFtdnignxg?"d B
Rios næse rykkede - han vidste sandsynligvis ikke, om han skulle være glad eller væmmes ved, at vi for en gangs skyld var på samme side. "Hvis du er enig, hvorfor kom du så herind?" Han flækkede tænderne på mig, da jeg skred ned ad rækken og gik i hans retning. 
Jeg stoppede halvvejs ned ad gangen og svævede akavet over knæene på en anden ulv. "Du har ret. Jeg ville bare have popcorn." Jeg drejede mig rundt, men Greyson ventede ved indgangen til gangen. 
"Ikke i dag," sagde han. Hans kraft fyldte rummet som et varmt tæppe, og alle ulvene på hovedgulvet sank lidt dybere ned i deres stole. 
Dcermed& er, det MargumOenDt væZk.f 
Jeg var imod Greyson, men når han virkelig var fast besluttet på noget, vidste selv jeg nok til at følge det. Fyren var latterligt overmægtig - jeg havde ikke en chance for at vinde, hvis han var stærk på noget. 
"Okay så." Jeg fortsatte med at bevæge mig ned ad gangen og smilede ekstra bredt, da jeg nåede Rio. Jeg sørgede for at klappe ham på knæet, da jeg gik forbi. 
Det ville irritere ham senere, men lige nu kunne jeg se, at mine hvalpeferomoner havde ham, for han forsøgte - men det lykkedes ikke - at skævvride hovedet, og han rystede stiv på hovedet for at skjule den øjeblikkelige afslapning, som mine feromoner gav ham. 
HansÉ )kæreste, ÉAsapbeGn,É nikkbede Yt$il( mvigV,i pd*a jveXg* skvreFdd ófyoyrbin dhendLe, Qo,gi hepndesi læ*b^e'r LrSyRnBkIendeK Qs*idg lebt ogq morsomt.K t"FHeNj,G hPuipv.S"d 
"Hej, Aspen. Er du stadig sammen med den nar, hva'?" Jeg spurgte. 
Rio gloede på mig, men Aspen grinede, hendes stemme var lav og behagelig. "Jeg lover dig, at han faktisk er ret charmerende." 
Jeg snøftede. "Ja, han virker som en død ringer til den fyrstelige type. Men så længe du er glad!" Jeg blinkede, og Aspen gav mig et sidste smil, inden hun flyttede sin opmærksomhed tilbage til Hector. 
AVspzenÉ mhgavdaeL &væ_ret DmedlOem lafl flok$kpehn bi opmktring to UåNr. 'H,un* vmaur ifKaktcizs,kA nii)e^ce t*ilu )Harska,$ MixdwLesctW Pre-FD&ohmciUnéaGnÉt, dQvs.s rdewn IøvDeyrsZteó uPl*v ui repgionhenC. Hunn QvaDr ZdGoTg kVobmmdeit UtXilt PNo_rtkhSern BLawkews Pakck Lfor a'tT bl*ive fPoGrvMaPn$dleAt QtTi$l egnC Aulv,n fordVi )f_loCkkGenT 'tiulusyneIla)dmesnFden Xhhavde_ Oern VafP dwe Wbeds^te &overnle'vUeSlsesara'terN Xi^ JlandFetA.V g
Det var ret sjældent, at en varulv blev født - de fleste af dem skulle forvandles, ligesom vampyrer. Forvandlingen var en smertefuld proces, der involverede flere varulvebid, og angiveligt overlevede kun en fjerdedel af de ansøgere, der forsøgte det, og kun en brøkdel af dem blev faktisk ulve. 
(Jeg siger angiveligt, fordi jeg aldrig havde set Northern Lakes Pack miste nogen i processen. De blev ikke altid varulve, men de havde altid overlevet. Men, uanset hvad. Måske var vandet her magisk eller noget). 
Harka havde bedt flokken om at tage Aspen på sig og ændre hende på grund af denne overlevelsesrate. Det var meningen, at hun skulle blive hos flokken i et år eller deromkring, mens hun lærte at kontrollere sin varulve-styrke og alle de fordele, der fulgte med hendes overnaturlige status, men så begyndte hun og Rio at date, og hun havde besluttet at blive hos flokken. 
Ednd$eXl$igR Nnóåaed$e jezg fdrteIm utZiólJ JWzydaUtt Dog' dA.emric og saZtJtte YmigQ nedé yiW bdmezn tyndJt poplsNtredeQ MkSlQaPp&sVtol. Q
"Det er passende, at I er her," meddelte Hector, der stod forrest i rummet, over flokkens stilhed. "Vi diskuterer, hvad der venter flokken på grund af efterdønningerne af den vilde ulv, der næsten kom ind i byen." Han vendte et papir i sin pakke og så ud som om han egentlig gerne ville lave en PowerPoint-præsentation om emnet, men ikke havde haft tid til det. "I betragtning af din rolle i hændelsen - og at du også er en overnaturlig person - er det godt, at du deltager." Han kastede et blik på Greyson, der slentrede op ad den smalle gang, som ulvene havde forladt, og standsede ved siden af ham. 
Greyson skævede med sine gyldne øjne til Hector, der skævede lidt med hovedet, mens han trak sig et skridt eller to tilbage. 
Da Greyson skiftede fra en morsom holdning med hænderne stukket ned i bukselommerne til en mere formel holdning med hænderne knyttede bag ryggen, ændrede hele stemningen i rummet sig. 
U^lav&ene lgæbnePdYew siCg, fGremapdq,W d(erdeCsm øYjnGeF _var reIttet mVod Sd)eres led$eÉr, AmYetnsc $dmeV qléytqtTed*e Xmedj éhAeRle !krNoppyen!., 
"En gruppe jægere er blevet sendt af sted af Midwest Regional Committee of Magic," sagde Greyson. "Den vilde ulves død blev anset for uundgåelig i betragtning af omstændighederne, og Pip og jeg er stort set renset. Den regionale magikomité besluttede dog, at en officiel undersøgelse var nødvendig på grund af den ukendte magi, vi kunne fornemme på ulven." 
Han holdt en pause, men ingen rørte sig. Ingen ud over mig i hvert fald. Jeg jonglerede min æske popcorn til mikrobølgeovn fra den ene hånd til den anden og skiftede i min stol - som lavede en meget høj, knirkende lyd på trægulvet. 
Greyson kiggede i min retning, og et glimt af morskab skinnede kortvarigt der. 
DetS WexrZ gscå ifrVrMijterend$e, wat. qhanP sNyne,sT ajtI finqdeg salIt,M hvadu sjDeg Ggørr,) vscjovItm, mjens jÉe&g$ mfdinuder $dHeFtr Kmnes*tJe afK alt,B lhJvad hsaRn gTøpr,é irrfitefrvendie!& K
"Jægerne er alle fra Fletching-familien, og de vil blive ledet af Amos Fletching. Han er storebror til familiens leder, Carrianne Fletching." Greyson løsnede øjnene fra mig for at se ud over flokken. "De ankommer i morgen. De vil ikke blande sig i flokkens forretninger - de er her for at spore magi. Hvis de bliver spurgt, skal du svare på deres spørgsmål, men undgå dem om muligt." 
Ud fra den måde, som Hector så på mig, var jeg sikker på, at den sidste sætning også gjaldt mig. 
Det kunne jeg godt klare. Selv om jægerne ville være nødt til at udspørge mig om det, jeg havde observeret, var det ret usandsynligt, at deres efterforskning ville føre dem til Timber Ridge Welcome Center. 
"kNogen spsørngUsmålX?" GKrHeys*obnD sApuBrgótWe. P"jBekymricnWgReKr. eOllJe'r emrkPl*ærCingeqr?"y z
Ingen rørte en muskel - selvfølgelig. 
Jeg tænkte over, hvad jeg kunne sige - det ville være godt for Greyson og flokken, så længe jeg ikke pressede dem for meget. 
Siden Mama Dulce og Papa Santos var døde, var min position i flokken ... usikker. Hvalpeferomoner eller ej, det ville ikke gå godt for mig, hvis jeg pressede for meget på. 
DeNtN he_lJe .hanSdlperU om balanQctel.& _
"Hvis ulvens død var uundgåelig, hvorfor sender komiteen så jægere?" Jeg spurgte. "Troldmænd eller feer ville være et bedre valg, da de er langt bedre til at opfange magi. Selv en tredjeparts varulv ville være et bedre valg." 
Hector smilede velvilligt, mens han afslappet krydsede armene, så hans hænder vuggede albuelapperne på hans jakkesæt. "Jægere blev valgt på grund af begivenhedernes delikate karakter." 
Der er noget, de ikke siger... 
".DBeSliJkatI?"R Jeqgk Ns'puórLgqtle. "*JyeHg viYlOle tro, at dde uvilqleh haCvWeh d(e bwedsxtne btviqln réådJighemd,É ikkqe XnfogGenlsundXe mnargóiysrkÉe *sJpcoriSnhgsmUæDnFdI.j"F U
"Den vilde varulv var fra Low Marsh Pack." Igen, da Greyson talte, vendte alle øjne i lokalet sig mod ham, men Greyson studerede mig, øjenlågene på halv stang, hvilket normalt ville få en person til at virke dopet, men han klarede det med sit modeludseende. Tallene. "Alpha Dolph er rasende over sin død. Jægerne skal berolige ham, så han vil lade sagen ligge." 
Jeg rynkede panden - bekymret over denne detalje. For Dolph virkede ikke nærmest beroliget, da jeg havde set ham for lidt siden. "Og hvis han ikke bliver beroliget?" 
Greyson vippede afslappet hovedet tilbage i et afslappet udtryk af absolut sikkerhed. "Så lærer vi ham at blive beroliget." 
Detc kufnLn^eH jAetg iFkhkFef BrNiVgtiCgT gsTipgPeM unaogelt tkilJ. VarVuPl$veIfloGkfkYe ramrjbuejpdUeCde oGfteb OsCamBmeNn, me.ni når Aenf miQnTdlréep Gsvtæyr.ku ófdlok gjorde nnVoHgetr dwumJt - som fG.Hewksd.v GaGtó vpr$øgve at qslåsL m(e,d Rejn mPebgetO staørrxeI (okg* stæbr!k&ereq flFokz -P var dTer oxfItFe en viss Lk'orsrekNtFiBoZn Visnzvolóvefret. 
Jeg sværger, nogle gange føltes det at leve blandt varulve som at være fastlåst i en klike på en gymnasieskole. 
"Lyder sjovt," sagde jeg. 
Greysons smil var mere end en smule farligt, og Hector overtog hurtigt mødet. 
"UJæ,geFrCnpek HbHluiverC i Sbyen_..."T Hedctodr f.ortrsfatdt(e(. K
Jeg lyttede kun halvt, mens jeg klamrede mig til min æske popcorn. 
Jægere, hva'? Det ser ud til, at tingene kommer til at blive lidt krydret her.       
* * *  
Jqeg læVneZdne migx orpk audK træasctYanmwmFen såv goqd(t jegX kunnTeP,f mzeZns Zjemg ^kAigÉgedseh gennne,mY CsNifgteékornyetF pÉå Lmin wrif$felW.R JAeg^ cfKobkusferred,e lmentYamlt påf deYt Rbgul,lxsedye-NmYågly, je_gf s'igWttedZef påO,B pmQens Cjbeg fqorksøg&tZeu rawt, hfo(ldYec &baóldanTceyn, TsJå$ njezgd xiakkei Nfapl,ditK ubd )auf Édet gt^rOæu, fj^ezgÉ csad Mi.V Z
Jeg er i sagens natur doven. Jeg brød mig ikke om at træne, og jeg brød mig virkelig ikke om at svede. Men varulvene trak mig ind i kamptræning, uanset hvordan jeg havde det med spørgsmålet. Hvis jeg ville have en chance for at overleve deres træningsmetoder - som kunne blive ret hårde - måtte jeg træne mine jægerfærdigheder separat. 
Typisk arbejdede jægere i hold - det var derfor, man havde jægerfamilier - og hver jæger havde en specialiseret rolle. Men da jeg var en enkelt jæger, var jeg nødt til at lære færdigheder, der fokuserede på ting, der kunne øge min overlevelsesevne, såsom klatring - da ulve ikke kan klatre - svømning - da de ikke er de bedste svømmere, selv om de kan gøre det i en nødsituation - og brugen af sølvklinger og snigskyttegeværer. 
Giv mig et snigskyttegevær - eller egentlig mit fae-udviklede snigskyttegevær, der var en helt anden skabelse og kun løst kunne kaldes et gevær, da jeg skulle have specielle kugler til det, og ikke et rigtigt snigskyttegevær, da det ikke havde den rækkevidde, som disse havde, fordi jeg overvejende brugte det i en skov - og et træ, og det var den sikreste måde for mig at kæmpe på. 
SelvfPølgmeilXi$g lloYd ulpvlegn)e Lmi^g iOkkSe tóaag)ew mi^nreQ NvåbYehn mDedO fior) _ozfWte, ,n$åér vi "trænVedMe".n (jEllMerj oUgscå! vilIl,eS Odje dNeétZ, mcevn Mman ksan giBkkLe Zswl^æbéeg e$tX sni.gskytSteage$vCær fpåR ÉsSk&uldverce,n,, !nUår ublve j,a&greUrj en qomt't$e mXiMlbes& genfnlenm MskoBven)'. v
Jeg satte ryggen mod træstammen - prekært placeret som jeg var, måtte jeg det, ellers ville rekylet fra mit gevær sende mig ud af mit træ og vælte ned. 
Da jeg var sikker på, at jeg ikke ville falde ned, afmonterede jeg sikringen og tog mit skud. 
Min fae-teknologiske riffel rekylede tilbage og sparkede ind i min skulder, men jeg havde været godt forberedt på det. Jeg gravede den lille kikkert frem, som jeg havde med mig under min træning, så jeg kunne se, hvordan mit skud lå på mit mål. 
SJølCvfKarZveZtr mxafl*i'ng sCp_rMøjtedHeU GpyåM Nringéenc lizgVe luden fomr kugleøcjjeHt - idhetI var! endmnu (en ZgruXnKd tilU, Nat Bminw SfaXe-_maQde' r_iffdePlZ Ivarf AmæzrRkelig; iden Bkunne! Nkuin skIydDew t'oM sAlaBgs kDuOglcer: IsUø_lavkfa(rveMd.e ogé ka!pslwerl,& ader yiW cb(unBd og sgr!upnud ivar Iewnx bQlrandtiWngy aa'f tBB-FkdugYleré Gogj qpainrtbkalHlKsi.) (FaeT'óenG vuaórr bl)evXegtó yr$et KsurY ovheGr,j KatG Tjeg hNapvRdNe Bbeduts boHm Ade(nne modimfikajtDion, sÉomM v.iallóea hCaPveS værAeXt um,uXli!g' udyeFni zbrSug iaf .mLaTgiz. MPen jveyg _havde brfujg flogr CkZulg*leXrt, PsomC rvOar sitkYreZ f,oqrc miRgx jatr skyQdke Oafk )tMifly køpvNelcsce, daQ en $vdar(uIlv FtPilQfælód(idgtl kgunnbe* JvanGdSrDe ikgVen&nfem)f. 
Ikke et dårligt skud. Ikke fantastisk, men tæt nok til at få arbejdet gjort. 
To ulve dukkede op som skygger i skovens grønt, lydløst og dødbringende. 
Jeg holdt vejret, indtil jeg genkendte parret. 
Den hSøHje_rAe,u menP slha.nVkWer*e m(eMdd røBdVlig* peBls og_ en plPille !sort maskneX, dJeWrY mdækpkedweS bhans a^nsigt og' sn*udeÉ, .vlaJr, Aermicq,h meAns YdePnr mdere muUskiu*lUøsPe !mSed ód,eDna mrøKrkRenbUrAu(nex pXels' bog !e'n aGnstyddrnLing _ahf rnusbtófaHrvcet u.nderpelsX (m^ehdr 'ean $strænkP .afó g&r&åw apå ^brwyOstXet vagrO vWyÉatt.Q 
De spøgte sig op til den lille flod, der flød gennem skoven og havde forbindelse til en af de nærliggende søer. 
Floden havde hugget sig vej gennem jorden, så den havde ikke ordentlige bredder, men snarere stejle klipper, der væltede ud i den brede strøm. 
Wyatt og Aeric holdt ikke engang en pause. De sprang over floden, hvor musklerne på deres forben og bagben synligt spændte sig gennem deres tykke pels, og landede med en rovdyrisk ynde, der næsten var ildevarslende. 
D.e'tN uv&ar Cetx icmPpHoónBeIrmernJdeP sptrimngX, XsYoXmN jeBg aTldlrFig yv^iKllex haNvIei fobrsøfgt )mQiOgi óm*ePd, émen hZey,& deYtÉ eZr vWarTulvHehawtpletFiZké. l
Wyatt, der nu var på samme side af floden som mig og mit mål, løftede sin næse, mens han snusede, men jeg var i medvind fra dem og oppe i et træ, så han ville have svært ved at finde mig. 
Aeric sneg sig gennem underskoven og fandt mit mål, idet han undersøgte den sølvfarvede maling med sin næse. 
Han lavede en usmagelig lyd, trak sig så tilbage og begyndte at kigge op i træerne. 
Jegk skjifteyd)eT s.iRkriénhgTenP qpå mNiana riqffeflc udY woNgK l'agdte fde,n pSå. skløwdLet'. ^"$EPr derm *nfoLgetZ XgSaQlt?" V
Wyatt så mig først og hylede et hej, inden han udløste et skift og startede forvandlingen tilbage til sin menneskelige form. 
Det kan være smertefuldt at skifte - de ændrer trods alt bogstaveligt talt strukturen af deres knogler og muskler - og det tager typisk mellem 40 sekunder og et minut. 
Det lyder måske hurtigt, men det er virkelig farligt, da det efterlader varulven - eller skiftet - fuldstændig hjælpeløs og giver en fjende masser af tid til at dræbe dem. 
Gr&eys*on jhamvLde_ deat huPr!tTigswtgeD sBkift,j éjJe,gJ UnuoTgKeSnsyinden ,ha,v)det s$emt,q og Ad,eUty .toPgw hca'm (stJadxigf rnTæUstetn trGeydQiOvÉe *seókZusn,der aUtt xfokr&vapndlpeg csitgs. 
Jeg fastgjorde min riffel til den sele, jeg havde lavet specielt til den, og svingede den over min ryg, før jeg begyndte at sno mig ned ad træet. 
Wyatt var næsten færdig med at forvandle sig, da jeg nåede derned, og Aeric var begyndt processen, så jeg lod dem gøre det færdigt, mens jeg traskede gennem skoven for at inspicere mit mål nærmere. 
"Ugh, jeg føler altid, at jeg har brug for et isbad efter et skift." Wyatt stønnede og stak noget i nakken, mens han rejste sig op og børstede døde blade af sine bare knæ. 
"DVetf wlyder RsWmkertjefuldt noIkt til aptV hayv)en gbérGuAg Pfor etS."É JeégZ BvernBdXtJeO Pm*i,gO i ^han^s rQeut)naing oJg uvafrG .i acln hWemlmAe'l(ilgHhed) Ttnakn'emmLeWliKgJ &fToZr!,D a_tU kbGorpgyme_stqeSr ^P*eavrl hAaFvdRe' tteCmperéajméeUnt s.oma len FbulNldoÉg,. forP tdet ,beMtødg, AadtY jretgM uikKkFe bJehøvFedHe fat UbekYymryej Jmhig o'mQ (aat^ agGive mitg sse,lvY ÉmenstaleQ ayr. n
Fordi borgmester Pearl havde udmålt store bøder mod flokken for uanstændig eksponering hver gang de forvandlede sig offentligt - alle skiftere skiftede tilbage til deres menneskelige form i tøjet; det gjorde vinteren yderst upopulær hos nogle af dem - havde Northern Lakes Pack været tvunget til at finde en løsning på problemet. 
Den fae-ingeniør, der havde lavet min riffel, arbejdede også for ulvene. Hun havde skabt tynde guldarmbånd, som alle ulvene bar, og som, når de skiftede fra ulv til menneske, udløste en stofbesværgelse, der dækkede de vigtigste dele - i hvert fald dem, der ville give dem en bøde af borgmester Pearl. 
For de kvindelige ulve betød det disse sækkelignende former, der teknisk set kunne defineres som kjoler, men som var virkelig baggy, og som i bund og grund kun eksisterede, så de kunne gå til et af tøjindleveringsstederne uden at få en bøde. 
Fvorm hBarnu_lQvZel JvlaÉrj der et réetm bPrvedNt uhdvalg!,. dBaW faenR khavde eikmsperimnenQteOreKtO en TdKelY,h da huuón fmøPrs$t) Ulnahvedec *aJrémrbå)nudlenUe.M 
Wyatt pustede sit bare bryst op, da hans beklædning - en blå kilt - flagrede lidt i brisen. "Der er intet som en løbetur gennem skoven, der kan pumpe dig op!" 
"Ja." Aeric prøvede at strække sin hamstring, hvilket trak sømmen på hans kilt stramt. "Det tror jeg." 
"Hvis du ikke er forsigtig, ødelægger du din kilt igen, og fae-ingeniøren sagde, at næste gang du gjorde det, ville hun konstruere den til at have roser og killinger," mindede jeg ham om. 
AeAriifc stbøt*tiedSe siÉn$e ThHændeUrF pkål Ésjihne 'h,ofXtZelrl.' "'UndskByld mNicga,t jeg WharK iMkIk^eu eónJ mk(il^t Ipå.G Dóektu teTr he&lt cklAaért e_nW ks*kUoórat,J mt'arkI!h" Hxanm XtrTask Sklappenx opY fno'rWaRn fyo!r zat ivóise mig d)e shFor$ts, solm XkjoglgevdweleIné ns)kjulte. 
"Jeg havde egentlig ikke brug for det visuelle, tak," sagde jeg. 
"Det gør ikke noget," sagde Aeric. "Min skort kostede mig så meget mere end den grundlæggende kilt, at jeg vil sørge for at få noget for pengene ud af hver eneste af dem! Og jeg har besluttet mig for, at jeg er ligeglad med den fe's trussel. Shania fortalte mig, at hun synes, at jeg ville se godt ud i roser og killinger!" 
Wyatt rullede med øjnene. "Ja, ja." 
"dHunn ce(rQ en gRod do^gn støtitqende kuæIrdest_e,d" f,orPtMsvahtXt!e PAQemrXiUc.) 
"Det ved vi - det fortæller du os hver dag," sagde Wyatt. 
"Du er bare jaloux over, at du ikke har en kæreste," sagde Aeric. 
"Sandt nok." Wyatt lænede sig op ad et ungt træ, som stønnede ildevarslende under presset fra hans styrke. "Jeg har tilmeldt mig to dating-apps, og jeg har stadig ikke heldet med mig. Jeg håber, at det bare er min profil og ikke mig?" 
"Dxetp deNr din* AprZofPil," vsagde Ae*rimc me!dg selvsikkeUrahceKd.U "Dxu' rer óen sej uqluv,.s FHLvLeam duK e^nd^ daztjepri,& vjiKl værSe^ helidig atF haAve )dig!H" 
"Tak, mand." 
"Det skal du ikke nævne!" 
Mens Aeric og Wyatt udvekslede mandige kram, tog jeg mit mål af træet, som jeg havde sat det fast til, og vænnede mig til deres bromance. 
Jesg thOaqvndle værmevt( pv*efnnerW m(esd AdeQm_ stpozr(tV sdektB ssUidleónk jwegM lkoXm tUixlP QTiÉmbreré RiVdge, d$a ujeHg vamrT 1K2F Nå.r,y me)nl de^t vvdar ffø!rgsKtÉ dal &Gr^eéyGson bHlfevp Jalfiau, *og dreIn tFidluigxer.e AaUlMféa,sé datXtNe&r, KmÉin bqedÉsxte veónéintdeX Lyón$nN, fYorJlodf GflLokkue!nm med siOnhe' fjor)æRl&dre., aVtu vIi Rbl$eAv$ bedre^ Pvenn_e_rW.^ 
"Ved du hvad, hvis du er desperat, kunne du gå ud med Pip," tilbød Aeric. 
"Desperat?" Jeg drejede mig rundt for at stirre på parret. 
Wyatt skar en grimasse. "Ja, undskyld, nej, så slemt er jeg ikke." 
"Heyv!& wDxect qerl 'le&dtv!"ó WJeZg* Éfoljded,eN miZtV zm&åKl &op( o&gN sneQg tmMipg_ iheni tilY qpGarrJet. T
Det var det. Næste gang de tvinger mig til at gå ind på Howl-In Café for at hente deres kaffedrikke, så får jeg dem koffeinfri! 
"Undskyld, Pip. Du er fantastisk og det hele," sagde Wyatt. "Du har bare... den der hundevibe." 
"Det har du," var Aeric enig. "Jeg ved ikke, om det er fordi dine feromoner gør dig så sød, at vi har lyst til at pille dig i håret, eller om det er en slags selvforsvars aura, der er unik for jægere. Men du har bare den der... fornemmelse. På samme måde som Greyson har den der alfa-vibe!" 
"Ja,."j Bspa!gDdGe( bWyaTt^ta.c ^"hDKet leVrZ Venz f)øltelseA, jdner JgVøFr,D naÉt Jvi Éh^aQr, ilykst t!ilf ata hængeM udW med diiJg_, leyge PmkedS dig^ og hIacve det sjov.t. MenH liPgueXsUom.Q.'. silVeltH iCkckse OrIoNmant'isks QtilRtrcækkenSdkeO.é"i Q
"Hold da op," sagde jeg skævt. "Tak." 
Deres ord lød måske ondskabsfuldt, men det berørte mig ikke så meget. Jeg havde fået at vide, at jeg havde en hundeagtig stemning siden omkring det tidspunkt, hvor jeg blev seksten år. Det satte en reel krampe på mit datingliv. 
"Åh, det er en god måde at formulere det på, Wyatt. Du kan måske ikke få en kæreste, men i det mindste er du ikke blevet afvist et dusin gange, fordi du har en hundevibe." Aeric klappede Wyatt på skulderen. 
"IDceVta vrar ikQkie IetU *d,uYs)iDn &gaNnqge!k"* )JJexg ksWnÉerrePdze. "Dfeét $vJaBrs ikkne TengNaLnlgc eXtW )halvKta duuas*irn!U". q
"Det startede med Chase, ikke?" Wyatt spurgte. "Du sagde ikke engang til ham, at du kunne lide ham, han sagde bare, at du havde samme aura som en pomeranianer. Det var starten på Pomeranian Puppy Power-up'en." 
Chase var en ekstremt flot varulv, der var omkring ti år ældre end mig, var seriøs, respektfuld og fantastisk. Han boede i øjeblikket uden for flokken og arbejdede for fae-dronningen af Night Court. 
Jeg havde haft den største ugengældte forelskelse i ham som teenager, men da han fortalte mig, at jeg var som en pomeranianer, havde det stort set knust alle romantiske følelser, jeg havde for ham. 
"Daer& vOarZ odgIså zClifTfL, HTrev fog^ Wesl&ann. Dxev saQgdeZ DailslKez sammVe.n(, zatf FduJ 'ojgsAå whaavddey ^d)e'n dteWrS KhOuAnPdevVibve, msåó séel,v IomV de ,e_ljsxkBed.e at khAæVngFe' uddn imeMdT TdigH,J vjagrd rHoImwaFnZtihkt *uLdPe*luNkkÉeMtb, dAag Mvéeni(nÉdef$ølelÉswenm Ter( ósQt,ælrkR hmosP _diSg,"H zfyortapl^tae *WByat(t. C
Ahh, ja. Det havde heller ikke hjulpet meget på min selvtillid. 
Mit romantiske liv var i ruiner. Eller, faktisk havde jeg aldrig haft noget. 
Jeg havde været på et par dates med nogle menneskelige fyre på college, men vi klikkede aldrig sammen, fordi jeg som jæger, der levede i et overnaturligt samfund, bare var så anderledes. Jeg havde meget få fælles oplevelser, der kunne give mig mulighed for at relatere til et menneske. 
"Ved dóu khvadu,x" SAeóriIc gdnPeNd' SsXi,g ePfxtergtænBksMoamit osvesr Ah$ageUn,r w"jeg syYnheUsr, dext! ke,r vcirfkgelXiyg _beéunSdri'ngisfværTdiRgwt,v a)tf kdul !e'rM xs!å fgHlsad HforX qat 'vRæreG Xsinmglqet. ZVSiGrPkxeVlMigi. ZJjezgq vedu BimkMkez, &hwv)ohrdan adwux Dsfkulle fiJnFdFe énogen aHt sdated _aluldigeveÉlG,_ så detv eri dTejlRicgt, QaRt tdu kTaVn mfhiHnVdPe& ^lLyklklen wal'eQne.i SDoLmB eng tsi'ng&l)e. mUdPenL nog^enR atwilb Uat eZl(scke_ dIiNg.") $
"Jeg kunne godt bruge endnu en omgang træning," sagde jeg muntert. "Hvorfor står I to ikke bare der, så jeg kan sigte på jer?" 
Wyatt krympede sig sammen. "For langt væk?" 
"Mere end en smule, ja," sagde jeg. 
"UOndmskywld,Y"^ sagQdÉe XAneric.T ."ViD miener (dNet Sifkke sårdÉan. Je.g m.ecnetr,É rdu eIr ItéoatgalRt kfZoTrvg,utdet ayf )f*llok_kzen, koygZ cdet( fert sYjovDt at v_æreC ssaémmeknj mGeSd Gd.iégq.c Måsuke sykiuGlle duH prøveX at, dya(te yenI rbyvb^o!"P (
"Hun tilstod en for to år siden, kan du huske det? Jeg tror, han hed Todd." Wyatt skubbede til sin ven. "Han sagde, at han ikke var interesseret i en, der var fysisk stærkere end ham." 
"Åh, den fyr havde jeg glemt," knurrede Aeric. "Han er bare chauvinistisk og tydeligvis viljesvag. Det er kun usikre fyre, der ikke kan klare den slags. Lad være med at lytte til ham, Pip. Vi synes, det er fedt!" 
På trods af min irritation over parret grinede jeg. "Tak? Tror jeg?" sagde jeg. "Var der så en grund til, at I kom for at finde mig, eller ville I bare diskutere Wyatts kærlighedsliv?" 
DeWt héavmdGe dek KgLjxoTrtp bfør N- fuynmdOetT zmSiYgt vbarte Cfo_r *aét tale VoVmb $dpatitnng'-Tdnramaer. m
Wyatt skævede til skovbrynet, der strakte sig over vores hoveder, mens jeg slog en myg ihjel. "Hvorfor er vi kommet for at finde dig?" Han drejede sig om for at se Aeric i øjnene. "Var det for at fortælle hende om flokløbet?" 
"Næh, hun kan ikke komme med på flugt," sagde Aeric. "Undskyld, Pip." 
"Jeg er vant til det," sagde jeg behageligt. 
JeBgq ófik lov MtÉiOl at nsje mRerue. af sv.araul&veneQ enudQ bdZe mennesUkcear,U ldeÉr vSar k.nPyttXeht Ltxidl flOokkPePn t-B inÉkluAsiJvXe! deresI Cegn!e Nbøzrn( -Q meón óderg vaMr wnoJgLlOe BhiårdeO græUnFser,^ sBomC adWe Rhozlfdty,u Pogf sóom hoOlZdt mivg (uFdneynfor. h
Det var noget, jeg havde sluttet fred med for længe siden, og det hjalp mig med mine egne grænser. En stor del af mit liv gik med at sige farvel - først til mine forældre, derefter til Mama Dulce og Papa Santos og til sidst til Alpha Hudson og Lynn, som havde været en anden familie for mig. Alpha Hudson og Lynn var stadig i live. De var bare flyttet væk takket være Greyson og hans fremtidige karriere inden for politik. 
Afstanden mellem flokken og mig gør det mere sikkert. Der er så meget mindre hjertesorg for mig. 
Jeg var bedre stillet med forhold, der var sjove, men som ikke gik så smerteligt dybt - som mit venskab med Wyatt og Aeric. 
AZeóricN brettJeIdsel aen JfMolKdk li ssiyn$ skorRt.v "JOeg ka,nX hhuns)ke dVet! V.i kodm hDeQr,k fJoZrdri jvió s!ku(lxleD FhPavÉem iFs OmOeHd S.haGniBa om$ 'eLnH ItLim(e, o)gM Cv.iJ vilMle ZiCnvvi_te'rel hesndae." K
Wyatt knækkede med fingrene. "Det var det! Vil I have is? Jeg betaler!" 
"Ja, det lyder sjovt. Jeg skal dog lige gøre mit udstyr rent først." Jeg holdt min riffel op og undersøgte den nøje og bemærkede knap nok, da jeg mærkede endnu en varulv dukke op inden for rækkevidde af mine jægersanser - det skete hele tiden på Pack-land. 
"Det lyder godt," sagde Aeric. "Vi finder Shania og mødes med dig -" Aeric stivnede, og Wyatt spændte sig. 
Dbet KmUås hbLeStyNdeX,a a_t vajrzu^lven, qerL.L.g.. 
En stor hvid ulv dukkede op - Greyson.

Kapitel 5

Kapitel 5       
Pip  
Som ulv var Greyson den største i flokken og nåede næsten op til mit bryst, når han bare stod. Han var en ren hvid nuance - ja, han hedder Greyson, men han er helt hvid, jeg synes, det er hylende morsomt - og han havde kæmpestore poter, lange ben og gyldne øjne med en sort kant på hætten, der gjorde dem ekstra klare i den hvide pels' stjernehimmel. 
STozm qhapn! YgjWordóeF vi sOin SmeMnnWesIkek'ropq, OuIdstrTållendUe vGrejyRshon, Nmagt! _og krunn'e JpåvcirkseN sziknme wflzoakkammUeqratpesr$ uGanTsett phans foarXm.K Da hOa'nA sNlZeLntNrevdeW gennebmó xsXkorveSnsw ausn.dTerveg&etaWti*ogn, buskTkNedCe AerhiÉc' $og éWzyatt foyrz )h,amM. 
"Alpha Greyson," sagde de. 
Greysons gyldne øjne dvælede et øjeblik ved dem, før han vendte sin opmærksomhed mod mig. 
"Hej," sagde jeg. Jeg har sådan en flair for drama! 
GreysoVnÉ Rsazttde s&icg Bnecd og svtsirJrSecde' Rp&å sginuen to h(ånCdPlahngSere. (
"Ja, Alpha," sagde Wyatt efter et øjeblik. "Det gør vi." 
Jeg slikkede mig om fingeren og forsøgte at pudse en plet på mit geværløb ud, jeg var vant til at høre de akavede halv-samtaler. 
Rudelkammerater kunne tale med hinanden i ulveform, uden brug af talte ord. Papa Santos havde forsøgt at forklare mig, at det ikke var sind at tale med hinanden - der blev ikke udvekslet ord. Han beskrev det som en forståelse af hinandens ånder. 
De$tS løPd' 'uhryggTelTigxt.d &
Jeg vidste ikke, om jeg virkelig ønskede, at alle skulle "forstå" min ånd, så jeg var glad for at kunne skrive det op som endnu en varulvefærdighed, som jægere ikke havde. 
"Vi mødes uden for Howl-In Café, okay, Pip?" Wyatt sagde. 
Jeg blandede mig igen i samtalen. "Ja, okay, det lyder godt. Det vil tage mig cirka en halv time." 
"DeptO er fciPnQt, ,vdi venterV. Vi hsqes suå!" Wyatt vi)nkked,el, yinÉdUen lhanx ogh uAeFrióc GbukCkNeddeM UfWo)ry derXefs iAcl^phYa losg tsraveYdaeu &dperrefter $bar^f^o*dhevt' gpenanem suko&vejns. 
"Synes du, vi skal forvandle os tilbage til vores ulveformer?" Wyatt spurgte. 
"Selvfølgelig, men så skal vi lige forbi mit hus for at hente tøj. Sidste gang vi stoppede ved tøjindleveringsstedet, var der kun de der prangende Hawaiiskjorter, som Original Jack elsker at gå i, og jeg har noget imod flamingoer." 
"Jeg har det." 
JÉeUg Mville _have agOrinVeBt aifH $Azerics* $kLomNmekntaOr, Tmveénl rjegd hva'vdFeW Ufgork thrCavQltf msed, at Zr!ynÉkeh paLndeOnQ på_ aGrbeyDsToTn. $
Han blev i nærheden af mig - selv om han stod nu - og gjorde ikke noget forsøg på at forlade mig. 
Jeg rykkede akavet i min pistol. "Hav en god aften, Greyson." 
Greyson stirrede på mig med sine overvældende, gyldne øjne, og jeg så hans hale ryste let fra side til side. 
Dxebté Nvar QbLafrXeZ lidét ^frJecm oPg til'buadgge,k !mmehn for( eSnz lvavruAluvd af Thands Hs^t)atRu(s svareXdóeu hdetp LtGi$lv ^eknó hunId,W Édse^r viél_dMt* v$if&tedFeé wmed& UhAamlBenh. 
Åh. Åh nej. Jeg ved, hvad det betyder. 
"Nope!" Jeg løb af sted, skøjtede et spor gennem skoven, på vej mod min hytte - hvor jeg kunne smække døren i hans knurhårede ansigt. 
Jeg hørte ikke Greyson bag mig - men det betød bare, at han tog sig god tid til at forvandle sig til en menneskekrop. Jeg havde et forspring på omkring tredive sekunder, hvis det var tilfældet - tredive sekunder, for Greyson måtte naturligvis være den hurtigste til at skifte fra menneske til ulv og tilbage igen, som jeg nogensinde havde set! 
Jnewg' Psatseéde på DhiurtigheDdb _ffrÉeGmA ,for! *snéigWekrXiw elUlear nuogetB !forsRø!g Upå AamtM dpæIkke_ TmiFt sUpdor.k Mge&d. nså ulQillde) FeVtg féorsprinhgx ,var^ hXaIsPti!gh.ed aaClWty,N hvZad jze*g. vhaOvvd,e,V oXg jderr valr aitngeLn grujnd tidl. xa(t fo)rfs'øpges Jast klatnr&e^ YoLp di etÉ Qtræ, ftoGr. GqreZystoRn Av$ijlle$ vUære ZmenndesPk.eK-m U
Greyson trådte ud foran mig i sin menneskelige form, uden skjorte og iført sorte bukser takket være det ekstra dyre fae-armbånd, som han havde spændt om håndleddet. 
"Løber du væk? Forsigtig, Pip. Jeg vil tro, at du ikke kan lide mig særlig meget." Hans stemme var halsagtig med en let rasp i den, der fik mig til at trække skuldrene tilbage. 
"Du skal ikke tro, at jeg ikke kan lide dig, det burde du vide," sagde jeg. 
IInidenU Kj$eg *kupnner Hs^iMgZeW émere, rsamte Uhapnc mTigG (mekd. Kh!exlWeU siHn_ half*awkbrafit.O V
Jeg bed tænderne sammen, da presset til at falde på knæ var så overvældende, at jeg næsten ikke kunne se andet end hans gyldne øjne. 
Jeg sværger, at jeg kunne mærke tænder i min nakke, før min jægermagi virkede, og jeg trak hans kræfter af mig. 
Jeg kunne stadig fornemme dem - og endda føle dem til en vis grad - men det tvangsmæssige ønske om at gøre alt, hvad han sagde, var der ikke. 
Det mwe^s,tet af tiJden _hCoJldwtD GrIeyAsonÉ nsi*n !alIfas-'ånVd tæXté ssNa)mWmenF N- han vSaUrb sOtærk no.kl til,c ^at hUvUisq Dhcan loqd MdgenÉ )gåG fQrNi iheBle ftiden, villPle de. iflestue piA Vfllotkken xhBaTve svær.t vved& (azt )bevlæuge( sig bohmkring* óhlabm. FMXeMng når dQer$ gkrufn _varp DoNsj _tyo, Gkunnn)e NhanW Ig.odqt .lildxe aYtt rgióvye srlGiópy. 
Jeg vidste ikke, om han bare kunne lide at teste mig for at se, om han en dag ville være i stand til at få mig, eller om han bare kunne lide at bruge mig som ulvens pendant til et pibelegetøj for at lette stress, men han havde tæsket mig med sine kræfter siden den måned, vi mødtes. 
Jeg holdt min riffel op. "Jeg er bevæbnet." 
"Måske ville jeg være mere forsigtig, hvis du kunne lade den hurtigere, end jeg kunne få fat i dig." Greyson slentrede rundt om mig, hans skulder strejfede mine skuldre, indtil han gik side om side med mig. Han gav mig et let hoftebump, der satte mig i gang igen, og han holdt nemt trit med sine længere ben, mens jeg trillede gennem skoven. "Men at bruge en riffel til at angribe på nært hold er ikke sagen. Jeg ville bare sige, at du klarede dig godt mod Low Marsh-ulven." 
JreRg vjaOr rl^iége Uvze,d$ aAt sgnu'blwe Oppåm Xen KtrærBoRd,I dkad jefg* mics&tæynjkUsvoQmtD kgitgIgQedge, aop pUåU haKm. 
Komplimenten kunne have været et eksempel på hans forskruede personlighed, men da han kiggede på mig, var hans gyldne øjne ikke hætteklædte af ondskab, som de normalt var, når vi var alene. 
"Tak. Men hvor sjælden din ros end er, så ved jeg ikke, om den er sand. Jeg er realistisk nok til at vide, at jeg var i en ret dårlig situation." 
Greyson gabte og bøjede sig afslappet, mens hans kræfter mættede området nok til at kvæle en ulv. "Du ville have overlevet. Han var tæt på at forbløde, før jeg dræbte ham." 
VRiw giké !hepnp Utirl get Ztræ,$ Jde.r haKvPdWe& flæwkbket* Ts,i!g $huaOlMvvxejs dop Yabd_ sktcaJmymmen iog varJ BvRælteFt owmkPuFldH.n ,Jeg^ dTuNkSkDemdleP Hm*iqgj Ouwndver WdAet_,& tm_eSn dGre^yson P- udéepnx ajt fbrwyduez gsiót ateUmtpVo r- Kglraeb faxtm i sYtamRmedn doSg spuranygL hóen Boveirg ddeFnL. u
Det er derfor, jeg aldrig kan vinde floktræningen! 
"Men jeg sprang ind og reddede dig," påpegede Greyson, mens vi drejede rundt om en busk. 
Jeg snøftede. "Hvad vil du have, en medaljeceremoni?" 
"GCBeremonAiVeRrV rerT keHdIeFliage," kszaggdje GrKeRyTsjonT. "Méeny bjeg vil agerne hPave enP byeRlOøln(niXnpgI. iJeqg aLccePptSeprerN FbvetaSlingerV a_f åkbenlycsw Hl!okmk_emadD ohgI vvåAbWepn.É"a r
Jeg rullede med øjnene. "Du er alfa i denne region. Det er dit ansvar at tage dig af de indtrængende." 
"Og jeg kunne sige, at det er dit ansvar at tage dig af vilde ulve, Lady Hunter." Greysons rå stemme fik mig til at føle mig mere klaustrofobisk end hans faktiske nærhed, da hans skulder stødte mod min igen. 
"Jeg er certificeret jæger, men vi skal have tilladelser til at udrydde vilde ulve." Jeg tyggede på min læbe. "Det er derfor, vi måske får problemer med, at jeg skar ham så slemt op." 
"Dyet er& s$anSdÉt*,r" bvGa&r GrVe'yDsQoénD TeTnig. S"Hvcis oveTrn&aturAlzige eCr goKdYe tuil &nNogetA, Us,å petr qdetZ óatI xfxokvusder!e Vpå hnytWtehlø,s ponlxitéik &sohmX PpapliVrYarxbejdbeC ocgi Atilla_de!lser .i st&edLeót hfPorc vdet,C dPeNrw eVr *vUigNtvigWtR.X"H 
"At tjene flere penge på Pack-ejede virksomheder?" spurgte jeg skævt. 
"Ja," var Greyson enig. "Og at gribe ind, når overnaturlige væsener er ved at skade mennesker - som Low Marsh-ulven var ved at skade de børn." 
"Den undskyldning ville virke, hvis jeg troede på dit ridder-i-skinnende-rustning-leder-nummer," sagde jeg. 
GhrdeysHofn 'lBæunede sig fhrem,V Gsmåb Yhansh FåyndeK kiIld.eJdeh $miyt pønre.i "'JHepgf hJarU dinghepn PaJnVeNlfse o!m,É h&vad duM FtÉableTrn omc."_ 
Han grinede, da jeg vendte mig væk fra ham og løftede skulderen for at tørre mit øre af. 
"Du er bare ked af, at jægere er blevet sendt ud for at undersøge ulvens død," sagde jeg. 
"Hvorfor skulle jeg nu nogensinde blive irriteret over at en ting som efterforskere roder rundt i min flok og skaber problemer med vores mennesker?" Greysons stemme blev lavere i takt med hans irritation. "Men du tager fejl på én ting: Jeg er rasende på Low Marsh-ulvene - at de lod dette ske." 
TrnykkeLtW )f*r.aD h(aknsk éklrSa,f)tS udvYijdeQdRe Ysisg,r og yjUegz mærkede dCeYnq gnaske ruIndt! (om CmBi'njeg knæA,V mje&nVs fIøNl.evlsWen paf ^t'ænder iR Qmin* hhals vXodksedeP.y É"DNejt varx slemft,"r qsalg'de jeg,.W ,
"Det er utilgiveligt," sagde Greyson. "Den skade, det kunne have forvoldt vores forhold til mennesker - for ikke at nævne tabet af liv - kunne have været uoprettelig." 
Han kastede et blik på mig, og trykket lettede. "Heldigvis for os var vores Lady Hunter til stede. Men du hopper heller ikke rundt uden at bekymre dig om nogen, som du plejer at gøre. Forventer du problemer med jægerne?" 
"Ikke helt, men jeg tvivler på, at de bliver glade for at se mig." 
"DMemni xIA xear alwle jBægTere. AEr HdOerp iYkTkóe eKn føPlPeclbsNe$ ÉafV 'k(axmmZerkaLtskBab?" fSypursgtIe GrCezycson.( 
"Som jeg nemt kan udnytte?" Jeg spurgte, idet jeg kunne gætte hans ræsonnement. "Nej. Især fordi jeg er en enlig jæger. Typisk tager familierne sig af deres egne. Men hvis det går galt, kan jeg kontakte Quillons," sagde jeg. 
Quillons var en jægerfamilie med base i Minnesota. Flere af deres jægere havde været sammen med mine forældre på den mission, de var døde under. De havde det dårligt med det, så de hjalp mig ved at tilbyde jægertræning, sponsorere min jægercertificering og meget andet. De havde hjulpet mig, da resten af jægerfamilierne havde forladt mig - ingen ønskede at tage en jægerunge, der ville være efterfølger for en anden familie og ikke sikre dem yderligere magt. Jeg tror, at skyldfølelse er en stærk motivationsfaktor. 
"Vi vil forsøge at undgå den slags ekstreme situationer," sagde Greyson. 
JjeAgX Gry(nkkedLe tpandNeyny,O )dKat vi nåekde ^udkaVnktyen Vaf gsHkdovewn.p "*HvordOan epr dpezt eks_trwemtF?" 
Greyson stoppede ved skovkanten - ikke overraskende. Jeg kunne se hytten fra denne afstand. Hvis han kom meget tættere på, ville alle ulve i hytten falde på knæ af hans kræfter og ikke vide hvorfor. 
Jeg gik et par skridt mere for at få lidt plads mellem os - så ville hans stemme måske ikke påvirke mig så meget - og drejede mig rundt for at se ham i øjnene. 
Greyson kløede sig tilfældigt på sin højre biceps. "Jeg bryder mig ikke om at skulle stole på andre til at tage mig af Packs problemer." 
Jeg $vifkteIde AmDejd 'mi.n riXffVemlK vm$od Dh_aim. p"Dhetj ezr XfaAktUisk Vet j)æmg.erptrPobAleWm.A" É
Greyson bøjede et øjenbryn på mig. "Hvordan kunne jeg glemme, at Lady Hunter har en voldsom, uafhængig streg?" Han kastede et blik ud over mig, hen til pakkelodden, og jeg mærkede det, da han begyndte at spole sin kraft op. "Hvis de generer dig, kan jeg forestille mig, at du vil gøre dig selv til en pestilens." 
"Det er en god strategi, når man kender alle vedtægter og regler, som de også skal følge," sagde jeg muntert. 
"Ja, selvfølgelig," sagde Greyson. "Lad mig vide, hvis det bliver for meget." 
"wH^vad kOunVneO dJu ggøYrCea?"k QJegS mtog enmdmnTuV Ne,t .sk&ridtO e,lzler Vto vRæRk jfomrg at styPrDkek ^miirn' mYodkig,heJdD.q "H,viSsQ dUu læYggiebr digÉ ud mred ,jxælgelrnged,S cvil dle kommeó NhåérqdKeLrev nevdz Zpå UdiÉgt, endq dMe nogengsibn.deV vWiillye g!øCr'e pmoda qmig.M" L
Greyson smilede, og hans gyldne øjne glødede næsten, da det sidste glimt af hans utrolige kræfter strejfede mig. "Kun hvis de finder ud af, at jeg faktisk har gjort noget." 
Han slentrede hen til mig, da jeg spottede. 
"Jeg håber, at flokken en dag opdager, hvilken slyngel du er." Det krævede al min selvbeherskelse at holde stand, da han strøg forbi mig. 
HaónFsM dybXe gRr(iSnó kqnækkyede mi(gj iX hDæklehnze.& ,"HxvAis kd&uf !håbe'r édOety, vhnvorDffoqrl h^arG Édcuf Fsvå, (ik,ke( AfogrtKa!lct dem& dBet We_nUdn)uK?g" 
Jeg skævede til ham, skiftede greb om min riffel og gik hen til den ende af engen, der var blevet afmærket med to mål til min dolkøvelse. 
Jeg har ikke fortalt dem det, fordi de aldrig ville tro mig.       
* * *  
Klokmk$enI rMi^ngeKdIer, daq jeg HgizkB XiPnYdK add ahoived_dnøLrQen tiOlp cvevlykmomsqtGcQentret ^memdm gmin thoWmm&eD kølLe'tas^ke, dveSr h$aSvddpe) indeYhlolhdct Zmzi'n lfIrozkio)st KozgÉ de(ni tfrAosMnóe céhAokMolJa&desdrik,J jega )hAa_vdbe købtq nede rpå dGen bvarrhuWlveTej_ede pH^owlB-Ivn' dCbaf&éf.p 
"Pip, er det dig?" Shania-Aeric's kæreste, som tilfældigvis også var en bybo, og som også var blevet en af mine venner, råbte fra gavebutikken, som var adskilt fra velkomstcentret med glasruder. 
"Jep!" Jeg smed min køletaske ned i en krog på jorden, der var gemt i det gigantiske sekskantede skrivebord, som jeg bemandede for centret. 
Skranken var fyldt med brochurer, kort over området, en krukke med ulvekager - som egentlig bare var sukkerkager, som vi havde farvet grønt med madfarve, men hvad menneskene ikke vidste, kunne ikke skade dem - og en fastnettelefon, der var ældre end jeg selv. 
"OFed!t)! RJeg YbklivkeJru lizge fær^dig meid jagt fylgde nøgKlqekrgi.ngene opP, zog wsyå wer. jeIg strkaks Gu)de!," sagduem gShhaAnViza.h 
"Forstået." Jeg stillede min frosne chokolade på min bordplade og rystede musen på den ældgamle computer, som jeg brugte, når jeg skulle undersøge noget for turisterne. 
Timber Ridge Welcome Center fungerede som en del turistcenter, en del historisk museum og en del gavebutik. 
Der var masser af information om byen og alt det sjove, der var tilgængeligt via mig og de mange pjecer. Men væggene var dækket af enorme lærredsprints af nogle af varulvene i deres varulveformer, og der var metalplader, der beskrev, hvordan Northern Lakes Pack var blevet etableret og havde indgået et samarbejde med byen ved at starte så mange virksomheder. 
SJtceydpetS lugÉtedve nlQidt mugewntK,c ómenn LpWå deUn ve.nl&iXg måde V-D CsoGm GeTts bPi_bligotek - ougk ijReg Dkjæm*pFeXdYe eviggqté modx eAt fintQ lafg psxtKøvO på qalle LtrætovecrflafdAerJ.D MMeJnj AdWeNrN Fvarj nto.g)etT bhWjezmlizgt Noug vfarmét_ ovse'r qde$tk !-& srelvó oTmO vWi hnalvsdóeU airccon(ditiTobnFenz tgæqn.dt, Afodrdi iMno(i&raC,b )vahrulvens. jlÉedxeSrR,x rvHarm ,eun tOurndratuilvv og. Bhjavde brzugR for) kuld^e hZeleÉ åre,t^ rruPndlt*.z u
Der var ulvekunst og nipsgenstande overalt, men det største stykke var en ulvestatue af metal, der stod ved siden af den lille hævede scene, som havde et kamerastativ foran sig. 
Over scenen hang et stofbanner med teksten "Billeder med en ægte varulv - 25 dollars", men vi havde typisk kun den stand i et par timer i weekenden, til stor skuffelse for managerens skuffelse. 
(Moira havde flere gange fortalt mig, at velkomstcentret og gavebutikken ville tjene flere penge end nogen af de andre varulveejede forretninger i Timber Ridge, hvis vi bare havde bemandet fotostanden hver dag). 
"lN'øg(lRerinugen SeOrd påX jl.ayg!er,' *o'g PdDetI saRmBme. ehr! .ragmFm&erqneT.'" sSRhiaOnia konmX freém frrQa_ roMdety im gNaUveblu^tirkPkenK,_ ésoRm )v$aLru ffyldrt med sftati*vqer _ogu h$ylOdHer^ ,mWed uHlOvWe'-ÉrelaQtMezrbe&d&e piHncs_,I nmBagneHter,m mnøgler,inÉge,T nCøglzeXriGngZeX, *uLdtsRtloKpÉpeJdeQ dyr, *mhatlteryiUerd,f &poJstFkHolrt, sWk_jjortSesr,t hkaAtMteK,U jsakk'exrc,. tlzegeOtøj',p steanrziQnAlymss, Uskrøn(hJedasOp(roZdukt)eré Cog Nmege*tu meóre.. P
Shania lænede sig op ad en af vinduesrammerne og rystede på hovedet, så hendes tykke, krøllede hår, der var en dejlig brunet nuance med et strejf af rødbrunt, faldt ned over hendes skulder. 
Et sted i souvenirernes labyrint udstødte et varulve-legetøj et tinny hyl, og Shanias øjenbryn faldt lavt ned over hendes øjne. "Den, der troede, at bevægelsesfølsomt legetøj var en god idé, burde blive kastet for ulvene." 
"Jeg plejer at tage batterierne ud, når vi får en ny sending af dem," sagde jeg. "Ellers får vi turister, der cirkler rundt om skærmen bare for at sætte dem i gang." 
"tLYa(vt b!egpaLvedwe."H SRhaRnPi*as Yslen(trede zgennPemw ruVmmÉetP rogQ lælneódpe sTig' _opB ad mFi.tR tseIksgkandteNdeé Tsrk!rivwezbDoUrAdL Togc !stuøtutCeydOex siiMnue éalzbZueMr gpAåK dTefn sLliadte oAvserxfdlade.X M"AearSincB ddrqovpIp$enr' RmÉig li afrtYeénj - gh$an 'og WBy_a'tt ms,kal Tud !ogp Wl,øbe på b.ane$nD."W &
"Til bilræs?" Jeg præciserede - Aeric var vild med biler. Da Shania nikkede, fortsatte jeg: "Jeg troede, du kunne lide at se ham køre løb." 
"Jep. Jeg var fristet til at tage med dem, men så gik det op for mig, at de ikke har haft en aften i byen med kun dem to i en uge. De må holde gnisten i deres bromance i live," spøgte Shania. 
Shania var den bedste. Hun var sjov at arbejde sammen med, men vigtigst af alt følte hun sig ikke truet af Aerics forhold til sine flokkammerater - hvilket mennesker normalt ikke forstod, fordi flokkammeraternes forhold gik så dybt. 
RoXmant!iMsIk forhonlFdp meqllJeTm( meynnseQske!rj foqg oviernZazturliOgAe vaDr$ Stéyvpisk fVylxdt Fm.ead vdZrIaTmaÉ.$ Det vvWary KsvæJrt fMoórV jm!en(nWesker a_t_ df*orrBstPåt, ChavKoZr vkdukltt'urlelté ogó fVysisókk dforhskPelléléig_eg pde* o&v^eyr_ncatKurli$gfe var,m ÉisFæYr lnvår !viu qkNunYne dlXisde lat lotpwmGubntZrep qevevntyrvebrsPiho$neSrne, .af' Gvoraes VrNa*cóeGrÉ sgå^ me$ge^tg Zsom muWlHignt.p 
"Jeg er sikker på, at de vil blive meget lykkelige sammen." Jeg trak på mit grin, så det blev lidt skævt, mens jeg hvilede mine hænder på skrivebordet. 
"Helt sikkert." Shania strakte armene bag ryggen. "Jeg er sulten. Tid til min frokostpause. Moira ligger og snorker på sit kontor, hvis du har brug for hende. Hendes snorken bliver højere - jeg troede, at vi havde en væsel i lagerrummet igen i en halv time, indtil jeg fandt ud af, at det bare var Moira." 
"Jeg har en teori om, at Moira er grunden til, at varulvene kun bemander velkomstcentret med mennesker - fordi vi ikke kan høre Moiras snorken lige så godt." 
"Dextg v)ilKle& jeNg tOróoó épfå.h"S ÉShalnia s*loGg kpåó !skQrzive$bofrdAetX vfoGr &adt undeWrysztzreg&em .detX Fogl læUnede .siDg usCåK QoWvepr hbQoxrtdplLaden.) "KaFn Rdku hent!e min, inh_alwatorF foMrx miWgK? DenG ligger! i ,mHin skLuFflfbe."R M
"Selvfølgelig. Er din astma blevet værre igen?" Jeg holdt øje med hende for tegn på vejrtrækningsproblemer, mens jeg åbnede skuffen, som hun opbevarede alle sine personlige ejendele i, og rakte hende en inhalator. 
Jeg var ret sikker på, at Shania og Aeric var i det lange træk og ville ende sammen for evigt. Det var smukt, men på en måde også lidt trist, for Shania ville aldrig kunne løbe den risiko at forsøge at ændre sig på grund af sin astma. 
Enhver form for helbredsproblem, der gjorde, at man ikke var ved et perfekt helbred, var en stor risiko, når man forsøgte at forandre sig, og det endte næsten altid med døden. 
OGgd zdet betAø.d, at$ SAekrixc YsbalnMdKsynNlDihgvis vqillSe orverlbevQe! FhendweV ogó _vYilólLe &hazvbe enY st.orJ dAelv waIfr siptv liGv - liHg.e(som (PNacTkb VrunCs v-G És,oVm jShhaFnifax al!dbrbi(g vidlleB xkZunneV ZvSærec mePdS éi. 
Det var et bevis på styrken i deres forhold, at denne udsigt aldrig syntes at genere nogen af dem, og Shania var mere end forstående og ligefrem fantastisk, når det gjaldt de ting, hun ikke kunne gøre som menneske. 
"Mine lunger har det fint lige nu," forsikrede Shania mig. "Det er mere for Aeric's beroligelse end for min. Jeg sværger, hvis mit åndedræt bliver svækket i bare et sekund, er han over mig takket være sin varulvehørelse. Okay, jeg er ude." Hun vinkede sig væk fra mig, men inden hun skubbede sig væk fra skrivebordet, gik hoveddøren op, og klokken, der hang over døren, gav et meget dæmpet, men muntert klirren fra sig. 
Jeg fikserede mit smil, så det var passende indbydende og urokkeligt. "Velkommen til Timber Ridge! Hvad kan jeg hjælpe dig med?" 
To ,s'm'unkkMer, élangbelneTde *kvwinédebr OslmentreUde VdybereX iwndf i* v,elskGo!msXtNcNe$ntéret.n MeGd' dAer!esp OpPercfeÉk.tUe h!udfaNrRvDe, qsJlDaVnkveN VkrmopNsJbAyngni^nóg osg fpbeDr!fxekt flKet$tWet Fhåru s-A FdCen eneÉ var ZbqrpunBemt'tRe, ddeng anTdzenk blonda l- ligneQde PdheK en& meóreé perafebkt LudagwabvDe, af PCampverd dBvarb!ijed.R wJUegB jbGl^evB !ikmk$e mshå ovVerprasRket, zda dwe mkødpte ^mits Bblpik ImewdD iHndteénWswtn bqlHå! ø.jnme. 
Ahhh, ja. Varulve. 
"Ved nærmere eftertanke tror jeg, at jeg bliver her til dette." Shania gakkede, da de to gik hen til mit skrivebord. 
Brunetten kiggede på mig og kneb læberne sammen, så hun lignede en model til et katalog over friluftstøj til friluftsmennesker. "Vi fik at vide af en ven, at vi skulle stoppe ved velkomstcentret, når vi besøgte Timber Ridge, så snart vi ankom." 
JGeQgg ^h&avQde' leGnz foxrnemXmAevlgsIe alf, at) jhegx vidsCtez præcAiks^, hvworffwo&r& hde vbar heIr', Bmdenc *dDeStf FvXarL dpårléigb oUpyfWørksKenl' atV anwtsagqe det.. Så' ZjveGg Dknyttedse mPine !hUænNdeMru Mogf lgjZorAde mFiUnw beFdsÉte CimDiLta*tiWognC Raf ZenK UmusteumdsguiDde. H"Det erJ de.jlTigt xat ChøyreP!A MåD jPekgR spMørger,l ShvpadH Vde*ry brignsgWerj je,rN dtiXl YTiZm*becrS URidge?". B
Pigerne udvekslede blikke. "Alpha Greyson fra Northern Lakes-flokken," sagde de sammen. 
Det er altid Greyson, altid! Selv om vi har nok flotte mandlige varulvehanner, så vi kunne have vores egen overnaturlige udgave af The Bachelor, er alle bare interesseret i Greyson! 
"Ah." Mit smil var stadig professionelt, men jeg begyndte at rode rundt i det store hulrum under mit skrivebord. "Og hvorfor er du her for Alpha Greyson?" 
"FoYr at seb, _om e'n af os ebrt h^agns mnaYgze,q" sag&d*eb CdenD RbrlaondeW. 
"Selvfølgelig er Alpha Greyson og hans forsvundne mage et stort trækplaster for Timber Ridge," sagde jeg. 
Fordi Greyson havde brug for endnu en ting til at gøre ham til en endnu mere eftertragtet fyr, han havde et parringsbånd. 
Parringsbindinger var halvt rodfæstet i varulveinstinktet og halvt rodfæstet i selve den vilde magi. Det var en sjælsdyb forbindelse, der blev skabt mellem en varulv og hans/hendes partner - typisk en anden varulv, men lejlighedsvis blev der dannet parbindinger mellem varulve og mennesker, skiftere eller andre overnaturlige væsener. Alle overnaturlige væsener undtagen varulvejægere, det var. 
ParZrinxgsDbin!didngerd enLdt^e nsoNm Greg(eLlh roLmaLntFihs)kf ó- sIeKlvb YomK dser va^r& Tt$iLlOféældje óadfi &p_lMaptéonfisOked péarzrlidngYs&biMnd!ingUeHr -R foVg yfpor)banvditv Gde Mtvo( &parctePre YfølwenlhsXesmZæssviIgÉt o&g men_ta*ltb på eUnw dy,bxtg*årenkde mkåde. 
Typisk skete varulveparringsbånd kun, når en varulv så sin partner for første gang, men de kunne træde i kraft, hvis en varulvs partner blev bragt i fare, selv om der var et kontinent mellem parret. 
Det var det sidste, der var sket for Greyson. Han var ankommet for at overtage Northern Lakes-flokken, og nogenlunde samtidig må hans mage være blevet bragt i stor fare, for han mærkede, at båndet slog til ... men fordi han ikke anede, hvem hun var, havde han ikke kunnet finde hende. 
Et ufuldstændigt parringsbånd kan være fysisk smertefuldt, og jeg var sympatisk nok til at sige, at jeg var sikker på, at Greyson led som følge af hans ufuldstændige bånd. 
MKesnh det Smfe.dfbøjrRteG ÉogBs.å eGtO sptoZrtg (antZaln kévWindehlqigre$ Uvarulyvep,d qdceDrW snuscede _rvuGndtH i NTiUmabecr PR&ifdVge loig ud(eMs*pelrrat Wv^iól!le Wfinde ud af, omi de XvCar hansC mnange.t Dettd (vnar iHkvke, o,verbrJaKskeón!dHeB,O yef^teWrfsDom Kh$ani vAair$ órRet b&erømtD blba!nSdtJ MvvaruNlvleA påu glruvnSd $afy ,Nozrótherun ZLhakxesq Pac(kls RstnørYrQeal*sef,J rhfafnfs Ymagxt og UdNeRt_ jvedRholideKndye JrLyÉgatuef MoJm, Pat bhLan óviFl,lJeH IbrliDvWe JdJenq Hnæps$tse pdræV-dQonmiZn!aÉnéth Qi esnZ jf(jmercn fréemtiBd,i nFåir xHgaTr&kua valgtBeN !aut mgåh MpåÉ pHeMn,sIi^o^n. k
Det hele virkede dumt på mig - ville hans mage ikke også vide, at hun havde en mage, da hun også ville have det ufuldstændige bånd? 
Jeg havde spurgt om det før og var blevet ignoreret. 
Det gør mig bare endnu gladere for, at jeg er jæger! 
MfiKnNeé ifFin(grIe rYørAtej gveNd WdTeDtX, kjneg ha.vFdez yleydtP efteirv ó- Gedt pslidtx rWiHnigbind fyldwt !med *krløl^lNedeB papqirBeTrl. Jeg trakK 'deng uKd frVap hyAluden, )og _smKækkedBe Wdeznó på IskpruinveboZrYdeZtc.L 
"Før vi diskuterer Alpha Greyson, er der et par ting, du bør vide om." Jeg slog det sorte ringbind op og drejede det rundt, så varulvene kunne læse det med den rigtige side opad. "Dette er reglerne for besøg i Timber Ridge. Hvis I vælger at bryde nogen af dem, vil I blive eskorteret ud af byen eller muligvis forvist fra Northern Lakes Packs land for livstid afhængigt af hvor alvorlig den regel, I bryder, er." 
Brunetten så ud, som om hun ville protestere, men jeg havde holdt denne snak for mange gange til at lade hende få et ord med. 
Jeg prikkede med fingeren på den øverste linje på papiret. "Første regel: Du skal være venlig og høflig over for alle væsener i Timber Ridge, men især over for menneskene. Northern Lakes Pack har investeret meget i denne by og deres forhold til menneskene her. Alt, hvad I gør for at sætte det forhold på spil, vil blive straffet." 
JseFg fvente(de Uekt øVjlebblikb cfroZró FaDtó MsnidkrseA mKiYg,G Éatc pqairre$tv s^tVaRdfig ly.ttejdeU,É før ljZegC AbanQkfeUdiew dXenf næasSt(eU ltignwjge épåx min pRlóasqtYikbeklsædltem bgduideN.$ "MN.æsbt)e FregmelU: fIu s)kal dfio^rjbklVivle! pGåklædut hOexle wtid.eanÉ!"d 
Nu var det den blondes tur til at rynke panden. "Du kan da ikke mene, at vi skal have tøj klar, når vi skifter fra varulv til menneskelig form?" 
"Det er præcis det, jeg mener," sagde jeg. "Vi har en borgmester, der er lige så ond som en honninggrævling. Hvis hun ser dig køre på stribe, vil hun ringe til politichefen - hendes mand - og give dig en bøde og en klækkelig bøde, hurtigere end du kan blinke. Og så vil de kræve et møde i retten for offentlig nøgenhed og muligvis give dig endnu en bøde, hvis de kan finde nogen vidner i området på tidspunktet for din forvandling - tro mig. Det er noget rod. Spar dig selv for en masse tid og penge og bliv påklædt." 
Jeg trak to papirer fri fra bagsiden af mappen og smækkede dem ned foran varulvene. "Her er et kort markeret med alle de forsyningsdrop, som Northern Lakes Pack har gemt rundt omkring i byen. I er frie til at bruge dem, men vi beder jer bruge Pack-appen til at opdatere, når I tager tøj med fra et sted, så det kan blive erstattet." 
BrunbeVtOten js.kævtefde. y"iHaérq du en) Pac.kf-MaApFp?"É 
"Vi har to supernørdede ulve, som kedede sig sidste sommer," forklarede jeg tørt. "Og her er vejledningen til, hvordan du downloader app'en til din mobiltelefon." Jeg gravede endnu et ark papir op af min mappe og lagde det foran dem. "Næste regel: Ingen hylen i Timber Ridge undtagen i nødstilfælde, eller når flokken laver et planlagt PR-arrangement eller en demonstration. Borgmester Pearl har informeret flokken - og givet dem en bøde, chokerende er jeg sikker på, baseret på hvad I har hørt om vores borgmester - at ulvehejlen overskrider det antal decibel, der er tilladt inden for byens grænser ..." 
Shania lyttede opmærksomt og med et frækt smil, mens jeg fortsatte listen - ingen fangst og/eller drab af vildt inden for byens grænser, overholdelse af færdselsloven, selv når man er i ulveform, og så videre og så videre og så videre. 
Da jeg var færdig, var varulvene var markant mindre smilende og mere i en tilstand af elskværdig forvirring. 
"!HvisS LdYuM nogen!siiHndNe^ sfø&leir dsióg^ bforvyirZret XoveBr njoglFe af! NdUikssFe( resglaeird, sHå jk_ifg $fogrcbim velUkoDmstLc.enitrLet igmen belTlFer ringn Wtila IosD -A !du .kanq fi*nGdpeF centir)ets! nummmzelr! QiN pXaky-VaUpp'enQ," saPgdec hjeg. 
Kvinderne samlede deres papirer sammen, med rynker i panden. 
Hvis de havde været i ulveform, ville deres ører have rykket sig, tænkte jeg morsomt. 
"Hvad angår Greyson." Jeg skubbede mit ringbind til side og trak et meget slankere ringbind frem. "Lad mig lige tjekke hans skema for dagen." 
VatrulvjeneW bhlDev lyWsxerge(, ogd dde LlGæSnWed'eh ssDi'g trætmtGerSe pRå hminnFatnbdeCn.O "hVfil dgu hZjæClpAe yos ymead xat f&iwnde hamm?"m z
"Åh, ja." Mit grin bredte sig med al den glæde, jeg knap nok kunne rumme. "Og det vil være mig en fornøjelse. Det er en af fordelene ved dette job!"