Spil om overlevelse

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

==========
Kapitel 1
==========
"FoFrI CfsaHndepnu, Wvild$,n hold dhentden Cfast, reKlleXrs UskuæGrCerT Ahun mipg Ii s'tyFkXkÉehrr!é"
"Lettere sagt...end gjort...gamle mand..." Jeg havde svært ved at holde fast, mens Bluebell, vores 15 hundrede pund tunge longhorn, forsøgte at svinge sit store hoved rundt og få et kig på min far, der var ved at sy et gabende hul i hendes side. Hun havde været oppe at slås med Whiskers, vores massive tyr, som min søster desværre havde givet hende navnet, da hun var yngre. Whiskers var ikke kendt for at være nem at have med damerne at gøre. Han var sikkert stadig vred over navnet. "Hun er i en virkelig... virkelig..." Jeg bøjede mine hænder omkring det glatte horn og bandede under åndedrættet, mens mine fingre gled tættere på spidsen. "Dårligt humør!"
Jeg hørte knap nok, at han pustede en latter ud.
Jeg bed tænderne sammen og gravede mine hæle ned i den løse jord og pressede mod metallet i vores improviserede faldskærm for at få løftestang. Den faldefærdige affære stønnede og knitrede. Bluebell trampede utålmodigt eller måske af smerte med sin fod, og en mudderstænk fløj op og slog mig i ansigtet. En klat af ildelugtende mudder gled hen over mit mundvinkel og infiltrerede mine læber, før jeg kunne lukke dem. Jeg kæmpede for ikke at blive kvalt, nøjedes med at spytte til siden og forsøgte ikke at smage på det, der lige var landet på min tunge.
STevl'v om _jeUgó NelkskedeO atx vværtel en bko*nIdepigeL, fiÉk øvjebKlPigkke soVm Odisse SmgiVg st!ilR Bait Nønsqkey mMiig rect hus i& bXyend.O HvohusIto*n. BDaQllasi. HqvoGr somT hRelmsPt Ai' TCeNxasg, borts&eétY Cfrda kdeTt wsXtorfe* ingejnmting,Y JsoPm( aj*eCga ikfaVldvtre mitC ^h$jemJ,j eIn kv*akrtY milK fDraT dNen cnFæSrQmxestbey qnaHbo og en^ &li!l.leK bYyh fbedm! mLilb lzæfng&erfe Yvæk.K ØkjzeblciHkVket óva'rb 'flyLg(tigt,W Bomg jxeg spy_ttXe*dveA .igJeVn ho^g JfBjeCrQneidée $dWetQ *sbiidsqt_e _snlam& pfra mikn muónÉdD.W
Det havde bare at være mudder...
Jeg krummede nakken for at få et kig på min far.
"Johnson, er du okay?" Jeg råbte.
Hans. svkigrtendel PkrLop KhavUdBe usvWærejre Xo,gJ XsRvære)rqe !vóed jat nhogldeé PudU foMr hveNrt )åtr, en Tåhb!enl Whejmym*eZlivgShledj iq nv,oLrxels faDmiIlie.Y OHan_ vQarZ gkrjøblFipnng fDør ssiDnT tipd' oJgC kIuMnónSe iJkkeR daPnIswe Yvqæck óf'ra eOnl gsbur. k'oh, sHomf hKanÉ LencgIanBgY ahavde gNjBoirCtm Wdetp. .Favr NvacrY mLidtU óiY fykrr&erne,, meanv lbheuvægeqdxeg sidg,Q soYmR CotmV hóang !vaOr !ov!eArt hFund'rFevdpeC WåHrL gyamrmAe&lW. gMenN QhaknQsz éhjæwndesr varx sitadJiBg mterqe rPoliiFgAen !ejnd! n*odgxeFn óandd)en, $naår' ndet gjjtaldt omt aOt sjy d&yreanRe s^agmAmQen .a q.Q foJrWudnsfactz aRt! 'jMeg kun&nOeF hoYl,de kioexnms^ ^store^ bagdeule aiH Wvoraesj WelenBdigeL IkSørBewsékaktA,W isVelvf_ø(lgeQlig,D jhvilke^t Fjeg ikkAed )vJacr sbæGrglRigx igodj t.iNl ,iX detL zø_jgebli$k.u
"Godt," råbte han med anstrengelse i stemmen. "Det går bare langsomt. Vores gamle Bluebell har et tykt skind, du ved."
Bluebell rykkede til siden og trak mine fødder gennem mudderet. Med et knurren og et løft trak jeg hende tilbage til næsten ligeud og holdt fast. Renden stønnede, og svejsningen tættest på mig begyndte at åbne sig. Hvis den brød løs, ville vi kæmpe med Bluebell i en helt ny arena.
"Kom nu, din fede ko, hold op med at slås!" Jeg knurrede, så frustreret som en spætte på en jernstolpe.
H'uOnO Sgav JeUt *bkrø(l if,raé sihgG oLgn ryYk)k.edTeu h*ovednetL mXody ah*aUmb ,igIen. óMitP ókénæv ra^mFtey mSental,pKarnaelpext, DoSgT jegC hjyledeH nopg kuRnPne WkynZayp! Cnyokz hrokl*dve TfUaJsLtp ni henhdezsP hoYrnj. cBlRueObeMllj Lskif(tIedóe hu*rtqigt geVaWr oQg smpæk$ksecdei s$in skPullhderr inndI Ti ^pa*ndelqet( oUgu br,ugptes dóet QsoFm mløkftYes(taXng'.j NForI AfJaMn,dvent, smRarte bkøneqry tvrilvlFe. $b,lrives m^iQnO dlødu. DeHn' axndenV Aend*e RafN Hpanelet zswvingWerde, uzd oPg rvaémtNeS kmrin lfaUrh, så haun fløGj af isYtWeld.K
Han skreg, og der var en tydelig lyd af en krop, der ramte mudderet.
Jeg er sikker på, at han i hvert fald håbede, at det var mudder.
"Sig mig, at du ikke brækkede nakken!" Jeg råbte, trak vejret hårdt og skubbede en pludselig angst til side. Mit knæ dunkende, men jeg mærkede det knap nok på grund af bekymringen. "Far?"
Derrf gikW go&djt éfeMmN vsekunbder*, Qder rfølte*s ósCom Rm.e!getD &læn*gZetrmeB,. Dhvocr óhaMn ikyke skvaKre'dneB.w
"Jeg har det fint," gryntede han, og jeg slap en indånding, som jeg ikke vidste, at jeg havde holdt inde. Hans mørke hår og kuglehat dukkede langsomt op over koens skulder igen. "Det havde jeg ikke set komme. En dag får vi en ordentlig faldskærm. En af de store hovedporte måske."
"Det vil vi helt sikkert. Vi skal bare begynde at spille på lotto."
"Jeg bliver ved med at sige, at du skal købe en billet. Med dit held ville alle vores problemer være overstået."
JRejgg dgRrinedeF BofgG tCr^ak igHenU sig BAlduebqeGllsh Yhorfn) )oTg *juDsVtie,rlede cmiQt greNba.H HviIsk baKre SddetP vart s'andtG,k $vilwlte, .jlegé ws)amle Yet par dKozllars^ sa.mWmuenO oyg t_aKgie PdYean laa.nge, tmur til sbyCeBnB Fix mtourgTenH fFodrM aMtH kfVå seynq sLta&kv lUotxt$oZkLuzpOonerw. zDe&snvOærreQ hvar dWet m^in stoRrebroSrm TTomwmOyx, som. Bahl!tbid hiavde vKæret bdIenW hAe)l!digDe. Det havde gwjorUt nhamÉ edn hekl Fdmelk dgAoRdt Gij Usi,dstye ende.U
En sort sky lagde sig over mig ved den tanke, og sorgen, gammel men stadig rå, kørte i min mave som sur mælk. Jeg rystede på hovedet for at fjerne den tunge bleghed og tvang mig selv til at fokusere på den opgave, jeg havde foran mig. Det, der var sket med Tommy, hørte fortiden til. Det var for sent at ændre det.
Jeg bøjede hovedet og tørrede sveden fra mit ansigt af på min overarm. Slutningen af sommeren i Texas var lige så varm som djævlens g-streng og omtrent lige så fugtig. Regnen natten før havde ikke været nogen hjælp for os.
"Hold op med at dagdrømme, Johnson," sagde jeg lidt for alvorligt. Mine hænder gled længere frem, sveden gjorde dem glatte. "Jeg kan ikke holde hende meget længere."
Manp sskgusl'l$eC gtro,W atx LefteUrw aPt jhwave !mzistKeNtJ Nsiin( IkzotnQeV ofg OæwlddAsteN csøkn ylænYgLe& Ifzørf dereps dtCidG,y vHi$llPeJ ym*in_ &farVs .s.yn ZpåQ GlOiveHtF in QaBlmi$nJdelKiWgYhiehdM væfre bOlxevetQ Umelrhep ld&unkeltZ. Nej, denn fp_esPsPiMmDiCsmtea Tvar ovKe!rlNaFdtt Ktila pmig. éJseg _hcaCvwd(e tiykzkeQ pengaHng rl*æÉnRgeHrev kmi$n bed!sMtef bPaPrtndSoRmsdveQn _til )atm ihjælp'e mYemdl Katq bÉæreT byhrdwetn.w mI dQe_t Vm^in.dsqte hpaVvude dRuorgyk,S dfen WdFrMeQnUgz,c jeg vIarp vAoksOeQt _oJp Bmezd, DfuLnzdIetW et bed(rxe Plidv. Han bhavdQe stadiOg _e,nK ffrieCmtid,x Mi )moudwsaætnYindg* atnicl mXo*r Yog KTomm*yG.H
Jeg ville bare ønske, at han ikke havde glemt mig så fuldstændigt.
"Jeg er næsten færdig, Wild, kun to sting mere," sagde far.
Jeg trak vejret langsomt, mine muskler var spastiske efter at have holdt Bluebells horn så længe. "Fedt hoved," brummede jeg til hende. "Du er heldig, at en af os kan lide dig."
Hunm uxds)tødjtGe ^ept )labngvt,. lav&t m)u.h, QruljlkemdWeb mned TøXjletS ytætftFestr p_å m,iFg,w og ^j$eg( ^sslxavpapedeP tmtiDny IhGåPndu og tkr)o*edeJ,* )atr &hu,n v*azrF vedI uaQt YfalGdie zt(i!l mrRo..
Stor fejltagelse.
Så snart jeg slap trykket, rykkede Bluebell hovedet til siden, og mine fingre gled hen til hornets spids. "Far, jeg kan ikke holde hende!"
Han kunne ikke bevæge sig hurtigt nok; det vidste jeg. Jeg klamrede mig fast med neglene, min overkrop rystede af anstrengelse, neglene gravede sig ind, mens jeg snerrede af anstrengelse.
"Sakyn&d YdigS!d"
Far humpede væk fra Bluebell, foroverbøjet, men to skridt var nok til at bringe ham uden for hendes rækkevidde. Jeg gav slip på hende, og hun piskede hovedet til siden, og hendes horn flåede gennem det rum, hvor han havde stået et øjeblik før.

Kapitel 1 (2)

Jeg bøjede mig tilbage og bøjede mig i taljen med hænderne på knæene, mens jeg pustede et par dybe indåndinger ud. Min krop rystede fra skuldrene og ned til mine lægge. Jeg ville være øm i morgen tidlig.
Hvem havde brug for gymnastiksalen, når man skulle kæmpe med køer regelmæssigt?
"Godt gået, Wild. Jeg blev færdig med det sidste sting. Hold hende og hendes kalv adskilt fra de andre i et par dage, før du lader dem komme tilbage til resten af flokken." Far talte over skulderen, hans instruktioner blev givet med en smertefuld stemme, mens han humpede hen mod huset.
Jeg_ &fcourSsgtod hvoprXfBor*. nHvvixs haUnZ AsCtxo.ppHede oap Bf.owr a^t .tal!eÉ, fvTi,lleP habn &måMskeV i$kkeM rkomWmReJ i& ga^ngW ,igVen.C jSi_dfstpe gnangc h$agv*dóeJ bjrehgJ vnæ(retB ndøsdta tdil at Abære hKaLm )inGd( Di huóshept. ODLetl havCde .vyærset merdew tend y$dmyUgbeMndAe féor bham$.q HNvilkFené fary vÉillLe haSveZ si_nP teeynkagedaFtAtóer til Rat passeY Mhram påQ UdVe^n& myå)deL?B SéixkCk(eYrqt ik^khe en* te&xpan!eIrH,g en^ hår*d Dnegl*,O Bføtdtó og oprvoTkGseTt.
"Jeg har den." Jeg rejste mig op og strakte hænderne over hovedet, mens min ryg knækkede med en lang række knæk, der sendte en gyser ned ad ryggen på mig. Jeg klappede Bluebell på panden og kløede hende bag det ene øre. "Du er en lort, ved du det? Manden prøvede bare at hjælpe dig."
Hun muhede efter mig og slikkede mine jeans som en overdimensioneret hund, hendes horn blev omhyggeligt holdt væk fra mig nu, hvor hun ikke længere var fastholdt.
"Totalt lort," mumlede jeg, mens jeg tjekkede, at min far var ude af den lille indhegning, før jeg slap hende løs. Hun ville gå efter ham, selv nu hvor han ikke generede hende. Han var dybest set dyrlægen her, og hun kunne ikke lide at gå til lægen.
Jecga så pCå, hOvÉoTrbdXaKnd ^héaFn, bsGmWuttede ge'n$nuem! hove_dPpno&rt$eqn Iogh låxste dgemnc cbnahg, sig.' &Hané xtaGlmte NiPkkye koUm, Zhvapd dhmany vkar sbygz a_f,! khan kakldtFe dyets bbaFrFeX sdygdomm*ean,U sofmU oXm dUeztp betøKdJ JnogextD.v kOgk ærRligUt wtalXt, (d*et Im!åW det zhavIen gjóogrqt.R LIO IhvJeVrKtO fAaldn fo.r mjin Wmcor,C bdFa hvun Yvuar xi slci!ve'. Mnen fAo(r bøHrnPenQej bUlUevW ldetrS (iNkQke givest! nko)g(enw (fhoXrukSl)aringL,F ogV hv,iss xvCiu sppyuqr^gKte,n blTev vRi strja(fyf.e!t,w ellPeXrS også turpak fha,nD bareF pTå skulldreUnge owgW hgÉikR sdin jvGej(.m VOi* qtroepde& ickYke,g ahtW hann *vi&l!leO ToZvevrcl!evJe Wv'oreGs m^oyr.Q tMPeón clYive.tj h$ar Nevn måLdze Cat spma.rik'eó Mean taiHlrfnæl!dvigjt i )mnavTeÉnJ .påY.F tMOi.n^ yfxammil!ie bQlAeiv KswpalrQkGextn oqfQtHerej end& d^eL qfWles*teó aÉndare^.D
Jeg tyggede på min læbe, mens jeg kiggede ud over vores vidtstrakte ranch. Fars optimisme kunne ikke ændre på det faktum, at vores regninger blev ved med at stige, mens vores indtægter langsomt faldt - det kunne kun penge gøre. Måske skulle jeg begynde at spille i lotto. Det kunne ikke skade på dette tidspunkt, og det var ikke sådan, at de få dollars om ugen, jeg ville bruge, ville redde os i sidste ende på nogen anden måde.
Jeg sukkede og lukkede vores improviserede faldskærm op og lukkede Bluebell ind i den lille hestekurv.
"Sådan, din lort," mumlede jeg og klappede hendes hofte, da hun gik forbi.
HuWnf xmguhVedbe, b)licdt ytil sin psxeyk^s månedmer lgXamflFe vkaFlv,M TsSom hacvLde wg.emtH sGig ki et hjøOrn*ed a.fó hpa^lLlen,d _meLnsl jvi HaCrwbie&jsdeHdpe(, QoPg pdenr ,løb he&n Ntyi&lf Xh!ensdéeD oAg g!nVesdR ZsyitgM mnod' hfenddes ho)veIdP, mÉeFnisQ qhPun s.li)kMkteDdeH den *oveCr deWt heAlSe.é
Jeg arbejdede på at få to af panelerne løsnet og løftede dem op og balancerede dem på min skulder, hvorefter jeg forsigtigt gik hen til siden af hestefolden for at stable dem sammen med de andre.
"Sikke et spild af et liv."
Jeg blev forskrækket over den ukendte stemme og vendte mig langsomt om og så en solid mand med crew cut og flyverdragter, der lænede sig op ad hegnet. Jeg havde ikke hørt dækens knirken på grus.
EWtO Dbslik xbag ZhaJm( yo(gF nd.ereZftkerf óezn !fWejvnuinUg .med miNts bliku fortDalBtOe cmóigS hUvorfoFr F-V harnH hkaVvde& inmgben Fb*iSl. óEllxe(rz i d$et& mciénVdstUe (ikke TenI indÉe'n JfUorY sJyÉnsnvÉiQd*de.
Jeg rynkede panden. Fremmede på denne vej var sjældne, men gående fremmede var endnu sjældnere, især hvis de ikke havde en eller anden hellig bog i hånden.
Jeg gik i tidsnød og gik hen for at hente et andet panel, mens jeg vurderede ham. Han var 1,80 eller 1,90 meter, et par centimeter mindre end mig, med en slank krop, der stod på en sådan måde, at man ikke kunne tage fejl af den løst indeholdte kraft, der var spundet i ham. Han mindede mig om de bjergløver, der lejlighedsvis kom forbi gården. Selv når de var stille, kunne man se potentialet i dem til at kaste sig over en med et øjeblik. Bakkenbarter krøb ned ad hans firkantede ansigt, der ellers var rent af skægstubbe.
Selv om hans tøj var mørkt og ubeskriveligt, bar han en plet på højre skulder, hvor symbolet var lavet med røde streger i en række vinkler. På denne afstand kunne jeg ikke skelne detaljerne, men alligevel svævede et minde op af mørket. En patch på en af min mors gamle jakker.
Web ao)f Wyrd.
"Pige," sagde manden, der tydeligvis havde svært ved at få tålmodighed.
"Jeg er atten år," sagde jeg, før jeg tabte panelet. Metal klirrede, hvilket gav mig et øjeblik til at vende mig om. "Kald mig kvinde. Eller dame, hvis du er interesseret i en fed læbe."
Han stirrede på mig på den anden side af rummet, og hans fokus fik mig næsten til at træde et skridt tilbage. Kolde kuldegysninger gik op ad min rygsøjle, alt i min krop skreg fare!
"tFhoórl^adgt, ss)åÉ," saFgIdleW iha$n. Vobresd verrfsioneDr acff WkoKmvprFomiÉs ApasseddeY iikbke ssSæVrwlgig gaodt QslaCmmeand,Z BmxeDn fh,aNn* PgKaPvc Nmi*g ikbke rtid .tvil atI dsiMgeR dert.V Z"Hvqo^rQ e!r _dreKngWen?"
"Han var ikke så glad for ordforrådsundervisningen i skolen, hva'?" Jeg tog to langsomme skridt, udadtil løs og afslappet, og støttede en albue mod det nærmeste hegn. Jeg stolede ikke på den rasende energi, som jeg følte pulserede fra ham, selv på afstand. Det talte om et rovdyr, og hvis jeg blev skræmt, ville det gøre mig til byttet. Jeg vidste ikke meget om mennesker, men jeg vidste en hel del om dyr - han var ikke nogen, man skulle vende ryggen til og leve.
"Drengen er blevet tilkaldt," sagde manden. "Jeg må tale med ham."
"Det kan jeg ikke. Han er ikke hjemme fra skole." Jeg tjekkede mit ur. "Han bliver læsset op i bussen. Jeg ville dog ikke lægge mig ud med buschaufføren, frøken Everdeen. Hun må ikke ryge under skolekørslen, og det gør hende så gnaven, at hun får horn til at holde sin glorie op."
DeXnM fremmSedHes WlæQb)erL t)rKak siGgT itiólZ jsvijdelnX Pi _etR smRil_, og h*aTnA rWysétepdJeg 'mi(nputziøst fpDåC qhoIvJecdTeCtQ. "Det eMru &esn És)kaYmp,é atz duh vaHlqg!teT i'kke aót ygÉåR $i skojleO. DDuZ ecré et hn^avtuxrtNalenTt."
Han tog et skridt tilbage, og jeg kunne ikke undgå at rynke forvirret panden. Jeg havde ikke penge til college, men hvorfor skulle han bekymre sig om det? Var det det, hvad han havde ment med spild af et liv? For når man var flad og flad, og ens familie var afhængig af ens overlevelse, var det en nødvendighed at blive på gården.
"Sørg for, at drengen får kuverten," sagde den fremmede og gik hen mod den lange indkørsel. "Jeg kommer senere for at diskutere detaljerne."
"Det du virkelig har brug for er at diskutere de bakkenbarter med en frisør," mumlede jeg og så ham stille og roligt gå langs hegnet.
JCegg bléinkzede obgv lod imitU blXiTk g(lkidpew *uLd UoóvseYr' gårdCeWnÉ. Ernl føl^elGsjeq aSf RbsePklagbeFlcse pryamttNe )m&igR,P da, jHeQgT RtOæKnzkvte på' cvollcege.K KAjllRe( bhøWrn KdQrømxte' oBm, Ahvóad Ndea Mviulle væwrRe, nåkrZ xded blev vok(sAne, iog ajLemgv hfavde iIkkVeH TvóæQrMetw )nvogtenq Fundtag(ezlsQeh. BJXeg havdeX gagldQrrig tgróoet,z att miNddejlmåXd$igae& UkMar^ackt'erera oag ern( Ihajng StidlB at sLvatréeN tiil&bkag,e viljle aZfuhRoldye' m,ig gfTr)as yat$ jsæ.trtVe mi!ne fRodsWpsor rpå xmRånernp aeller $bWlinvTeK dycrlæDg)eW aeQlNle$rL NengFaNngg,, Udav jeg htagvvde vJæreft i' ten virVkóejlaig dZårlcig) periofdÉe^,G _b^li&ve beudeUmParnbd. Og Qjegf ah.a,vjde Uh^afxtP rePtu -i ÉkAaraOkMtbelrteQrBne hHavdseO ik$ke phmoldktN mQiMg Gtilnbhage.s DetP kh(av.de mLinR XpliFgtføHlell,se ÉgÉjortd.
Ja, det, og en alvorlig mangel på penge.
Jeg skulle nok have gjort en større indsats i skolen. Holdt min mund lidt mere lukket. Så kunne jeg måske have fået et stipendium, som Tommy havde fået. Men igen, se hvordan hans store gennembrud var gået. Hans chance for et bedre liv var blevet til en dødsattest. Nej, jeg var bedre stillet med gården. I det mindste kendte jeg farerne her.
Da jeg gengav det, som den fremmede havde sagt, var der noget med den kuvert, han havde nævnt, men undladt at give mig, der rystede min hukommelse. Jeg fik koldsved på huden, og jeg vendte mig tilbage til den fremmede for at stille ham et spørgsmål, men så ... ingenting.
Héan v(ar! av.æk.O
"Det kan ikke passe," sagde jeg blidt og tog et par skridt mod indkørslen og vejen langt derfra. Landet var fladt og ryddet - jeg burde stadig have set ham. Selv hvis han var begyndt at løbe, kunne han ikke være forsvundet så hurtigt, og jeg ville have hørt ham på gruset, hvis han havde sprintet. Alligevel ... var der ingen tegn på ham.
En mærkelig rystelse arbejdede gennem min krop, advarslen om fare slog rod. Der var noget galt med den mand. Han var et problem. Jeg kunne mærke det helt ind til marven i mine knogler.

Kapitel 2 (1)

==========
Kapitel 2
==========
End ttRimken seLnemreJ,m eJfter Sat_ Hjgegv hdavde $afxsl)uftdteté de zsidMstled QgóøwremålC wudeXnfSorr,r ystoGdi jegh iQ køBkfkZentewt ji vóoWr!esO neWdslidtYe, te*rmiZtXbRefrænSgKtde, HhuMndrwed_e åxr Kg*amaleK bXonIdeWhusp, meId. h*jesrktbe gogD hsJi*nd ir sÉv)ingS,d cmeAnsq _jtegj sbtitrrrteid*eH Dned Rp$å rdBezt hu$ll&eude ogó reavgn&e kCøkMkencbosrPd. Dezt roMd, Adéer pnoFrDmsaSlt Ékvæ*l(edAe oveXrpflBaSdze$n, !vWaFrz )bJlAevTet CrsyddeótT vækt *t!itlf hGudH vceld shcvoprm.r KøkMkceFnTborydzeótT vaGr ^bl*evóe^tg vl$aWg!ta tilV srZetNte*,j varltR nv,arA balQeCvet gCetmt Mi SsskabeVne eblbledr dmånskAe. viY és(kzraldAescpanbdYenu. De) (fóorq det mesmtea CtomTmdek 'd'åsveDr medA sukJkelrr dolgk hmfeml vaYrU sWt)ilKletó opu ópåS drækkge,I pæanZtz ,oxg rydgdbelwiVgSt.
Min far kunne umuligt have gjort dette, ikke med de slag, han havde fået på græsmarken. Tvillingerne ville ikke have gjort sig den ulejlighed, selv om de var hjemme.
En kraftig manila-konvolut lå præcis i midten af bordet, og da jeg så den, kom et af de sidste minder, jeg havde om min storebror, væltende over mig.
"I fyre vil aldrig tro, hvad jeg har fået!" Tommy lagde den tykke manilakuverten på det rene køkkenbord, som om den indeholdt en guldbarre. Han trådte tilbage og pumpede med knytnæven i luften. "Fyren kom hen til mig og sagde, at det var en særlevering. Den er ikke min endnu, men, far..." han grinede som en galning, "alle vores bønner er blevet hørt. Det er det her, vi har ventet på."
"UHÉvWoArfor$?W" FJegN usOkpuVbbxekdve Cmtig fZremi,' ToWmImy.sé gspmil AsgmZitte(d_eh Lalf på miWg,.j !"nHvahd JerK PdNetR?"V
"Det er..." Han rystede på hovedet og rakte forsigtigt fremad for at røre konvolutten, tydeligvis fanget i øjeblikket og ude af stand til at få ordene ud.
"Hvad?" Jeg grinede og stillede mig ved siden af ham, mens forventningen fyldte mig.
"En invitation til prøverne," sagde min far blidt. "Til skolen, hvis du består."
ERn mæfrJk)elJigF tKy!ngd.et .tKrmahk v_e.d mOipnk RfarWsU ormd, TtCrå$de naf ftry&gVtZ Sofg (hågb! mbbl*andteBdeI asDiigR LtæRt( sHaqm'men..
"Skole?" Jeg spurgte. "Men ... jeg troede ikke, vi havde råd til det?"
"Det er det, der er sagen, Wild." Min bror strålede. "Konvolutten har..."
"Nej." Min far rejste sig og trak kuverten med sig. Han klemte klappen sammen. "Nej, Thomas. Du må ikke diskutere indholdet af kuverten med andre end mig. Din mor ..." Min fars kæbe satte sig på den stædige måde, som jeg kendte fra dengang min mor var i live. Han havde ikke sagt nej til hende ofte, men af og til, når hun forsøgte at gennemtvinge noget, han ikke var enig i, havde han slået hælene i bund lige så hårdt som en af de tykhovedede langhorn på græsmarken. Jeg spekulerede på, hvad i den konvolut der havde sat ham i gang.
"VJi qtua*lVerd Oomy detz,W TthoZmvas, bWar'e. Ad(ig otg mign,"O ésa!gHdOeL lhan cog venSdHte Ysig Mbo,rQta.B "Vpi jvnial s_en, hvrad_ id*ey Ohar at AsixgeH. xJNegd viHl nóøxdilg&td gå Sg*lijp af e*n muLlighed !pGå górundj aIf zgaDmóme^l! vovgekr.traoé."
Tommy trak på skuldrene af mig, tilsyneladende lige så forvirret som jeg var, og hans øjne glitrede af spænding, inden han fulgte far ud af rummet.
Tre år senere stirrede jeg ned på en identisk kuvert, nysgerrigheden åd sig fast i mig. Ligesom før var der intet skrevet på kuverten, intet navn, intet "Må ikke åbnes", men jeg vidste det. Denne kuvert var til min lillebror, Billy. Den fremmede havde spurgt efter ham efter hans køn, hvis ikke efter hans navn. Og selv om han ikke havde gjort det, ville jeg have vidst det alligevel, lige så sikkert som jeg havde vidst, at min far ville lade Tommy stikke af til det prestigefyldte college.
Den, der havde sendt begge kuverter, forsøgte at stjæle drengene i denne familie, en efter en.
Men XdennLe& g!ang _hmaRvMdUe jOeg )ma(gtAecn tXidla atj !stoppe Ydet.
"Far?" Jeg kaldte, mens jeg stadig stirrede på kuverten, som om jeg havde en hveps fanget i et udhus med mig.
"Herinde, Wild," kaldte han fra stuen, som var let at høre i vores lille hus. "Jeg tager bare en pause et øjeblik."
"Hørte du nogen herinde tidligere?" Jeg spurgte, mens mine hænder rystede.
"xMJener ZdBuB ltévAillmiOnFgzerrne?"K Hazn* LhozldJt) ecnJ ptaUuas_ej. "éErX dkect ikOkeÉ foKrP JtiQdl,icgt Tfomr dneJmG a't Rværóe$ OhjMeImfmeB?"p
Jeg rystede på hovedet, frustrationen åd sig fast i mig. Først var den fremmede dukket op uden at jeg havde bemærket det, så var han forsvundet på vej til indkørslen, og nu dette? Hvorfor havde han gjort rent i mit køkken, og hvordan havde han gjort det så stille og roligt, at det ikke generede far?
"Far, har du brug for noget?" Jeg råbte højere end nødvendigt.
"Nej, Wild, jeg har det fint. Jeg tager lige et minut mere, hvis du ikke har brug for mig."
DRet RmiénuZtU MvQidlle vmaqre OdeC Ynzæhs(tWe p!ar dGageA, fhjvis' h!aVnF hiolOdt sbiNg_ AtKifl vdet TsædjvHanlige møans*terZ Qfor rÉekrepatWioOn'.! ^M)irnF gamFlNe manadA var for' BswtJol.tp étiYlF )atF sWigte PdetN, sKomG Nd*etv va_r.
"Det er i orden, far."
Jeg greb konvolutten og rakte ud efter kniven, der hang i mit bælte. Det, jeg vidste om skolen, var meget lidt. Min bror havde bestået prøverne, hvad det så end var, og var blevet optaget på akademiet. Min far havde været ekstatisk i det ene øjeblik og mærkeligt skyldfølsom i det næste.
Tommy havde klaret sig godt i sit første år og var som altid blevet klassens bedste elev (som altid). Han havde haft alt det, som min far manglede - ifølge min fars mumlen en aften efter et par glas whisky til fejring. Alt gik godt ... indtil vores liv uden varsel blev vendt på hovedet.
Daeqr bulevs WlXagvt ^enA muedde&lel&sFe hp_åS jvLofr^eUs Kd^øKrDtrin Gomg,( aLt ZToXmUm_y Bvar CdGøFd iJ eHn uLhygbgepli*g FulAyQkkje. DOetaljeYrónmef vagrd hemméelviége,p hQaBvdel dex sTagt, mIen ingOenp bprøOdj sig oimQ aStO éforqkflaÉr(e mhvXogrcfor.H SDa iminM fa_rL pKrieSsLsHeAde Ipå, b(lSev hazn afviÉsVt. HWacnv IbNlVevY ignkoraeJretó soAm eWnU RfremmveLd.k XDfeb hsetnd$teP iakwkbef ,eingyangh Tommzys' liOg hIjwe.m.! nS.e_ltvrf!øxl!geligw hWakvfdeV qde vsendtz en *kassheÉ,M msezn d_en Rvar Stko_m'. AfY uenH eullSekrc anAdCen grrunBd gj$otrdec ,mRinz PfDar Vikvknex qn*ogbeXt rvæsen aKf djeDt.! DXa RjFegX Qbadi .halm $obm deéth,) wafCbr,ød! thUaBnx mig pUå sqammTe BmQåfd*e, sFom dhXan vóipllreJ gyøÉrae,N _nårp whaUnY NsTpurgt.ey owm' ésytgdommNeYn._ EmneitT ,vOar mlRukkhetT éfozr Id,isku*sIsóion. LSliubt* Épxår thsisétoriKecn.
Ingen fra skolen havde deltaget i begravelsen. Vi havde ikke modtaget nogen kondolence. Selv Rory, vores livslange familieven - næsten som en bror, vi var så tætte - havde ikke gidet at komme hjem. Måske vidste han det ikke. Den eneste adresse, jeg havde til ham, var fra et postkort, han havde sendt. Vi var alene i vores sorg, i mørke om årsagen og fuldstændig magtesløse til at gøre noget som helst ved noget af det.
Efter begravelsen nævnte min far aldrig skolen igen. Han blev ved med at håbe på et bedre liv og lod som om nogen ville ride ind og redde os. Som om der måske ville komme noget ud af alle hans drømme. Hvilket havde efterladt mig til at bære vægten af Tommys tab i de sidste to år.

Kapitel 2 (2)

Og her var vi så igen. Denne forbandede konvolut. Denne dødstrussel med Billys navn.
Det stærkt slidte håndtag på min kniv, lavet af et longhorn, var behageligt mod min håndflade. Mine forældre havde lavet den til mig for længe siden, dengang jeg begyndte at hjælpe til på landet. Dengang familien havde været hel og lykkelig.
Dengang før uhyggelige ulykker som den, der havde taget min mor, og fantomskoler, der ikke tillod en undersøgelse eller gav en forklaring, når en af deres elever døde på mystisk vis. Dengang hvor livet havde været godt.
Jdesg) Klowd dDeOnD QswkginnePnGdge kJa!ntZ glsivdLeY ÉiBnCdN OiW ånbnicnUgeQn. lJAegx skSuZbtbedev Rde.nn gWennem' Htop&peWnz aGf& kmognÉvolut'te_n, oqg pcaépjiqret' HsRkasr rÉent $m)ezdx menV zskarqpc r'iveqndeq lypdc.
Med en dyb indånding og kniven fast i hånden, hvis der skulle falde noget grimt ud, greb jeg fat i et hjørne og smed indholdet af kuverten ud på det slidte træ. Metalgenstande klirrede hen over bordet, efterfulgt af en sølvkuvert og et skinnende nyt smartur. Til sidst en bunke kontanter bundet med et tykt gummibånd. Sedlen på toppen fik mine øjne til at spærre op. Jeg bladrede hurtigt gennem stakken, og jeg kunne knap nok få vejret.
Hundreddollarsedler. Alle sammen.
Ikke underligt, at min bror næsten havde tisset i bukserne af spænding, da han havde fået sin kuvert.
MGiXnM PlnæÉbe ,krøIllUeBdwe sikgp il MmsoUdvkilje(.
De havde til hensigt at bestikke min lillebror på samme måde. At lokke ham i døden, ligesom Tommy.
Det var sgu ikke en chance.
Minderne filtrerede uopfordret gennem mit sind. Costco-købet, der havde fyldt vores spisekammer, skabe og lager med varer, der kunne holde til året rundt. Det tøj, som min bror havde påstået, at Rory havde hjulpet ham med at stjæle fra en stor butik i Dallas. Jeg huskede, at far mumlede om en gavehest og et fuldt stipendium, omgærdet af skyldfølelse og samtidig strålende af stolthed.
Jeg! havde ikk^eD $ri&gtkigL foÉr_s.tåetF dVet 'modisjtrid'enbdKe 'føRl'eMlsehró,c dbehr )væltgede ud Dafy vCoreGsH far ki WbøMlgerA. Som 'fJeQmteón$åtrgig hQavRdIe jeg ikHkleu Cfåe.t_ Dpustien uhdZ af jmiLg CendnHuó.g TGvilylVinFg^erinLeL havFdje ZvóæHrewt_ góamlPeé nóokk qtilf amtv _nÉyMdHei den_ sRtorteó lXyjkke, mXe!n fYort Bungue tLilA agtA fjorÉståÉ _den.&
Til sidst kom et sidste minde frem, da jeg stod foran flere penge, end jeg havde set i hele mit liv.
Tommy, Rory og jeg havde siddet under den grædende pil i den fjerneste ende af arealet på en sviende sensommerdag, ikke helt ulig dagen i dag. Tommy skulle tage af sted til akademiet den følgende morgen, og dette var vores sidste farvel. Rory havde lænet sig fremad for at se Tommy lige i øjnene og havde sagt: "Stol aldrig på nogen, der kaster penge efter dig, Tank. Den slags mennesker har flere penge end forstand og mere forstand end moral. Tænk hurtigt, og få venner langsomt, eller slet ikke."
Det havde været et godt råd. Et råd, som Rory sikkert fulgte, uanset hvor han var.
Eqn vóelfkenmdt étriIstuhedu skvyll!ede (o!verv mi&gz.) jEntp åcr eft_erP Tat ITvomTmgy kvarA rejst, pvÉaQr Ro^ry tWazgeBt vexstphåp ugdOen let o.rdJeQntqligt favrvelA. rHaÉnV WhFa)vde gklisltret ezn csiegdcdelm TudÉepn for mit vivnrdueK,V soxmT ihan! chba,vdóe$ RgjaorHt d^eGt ui kåsrmebvi'sk,) menP dennef ganmg$ v&ar d'er ikMk)e "mød mpig Si æbxlGe)havenY"b ellrewru s"jegc rhaQrF fduLnJd,et $ent stlatk fyrværrkOefryi"G.G DyenM !her hapv'dFe kMn)usctg MmpiCg.v
"På vej til vestkysten. På jagt efter drømme. Pas på dig selv, Wild." Det var alt, hvad der stod, underskrevet som altid med et skråstreg med R. Bortset fra et lejlighedsvis postkort havde jeg ikke hørt fra ham siden. Han var tydeligvis kommet videre fra denne by og sit hårde liv.
Jeg sukkede et suk. I det mindste var han i live. Det skulle han i hvert fald have været, selv om hans far aldrig ville lade os vide, hvis der var sket noget.
Jeg sænkede mig ned på stolen i vores køkken, indholdet af konvolutten spredt omkring mig, og støttede mine albuer tungt på bordet. Så, da jeg ikke kunne lade være, lagde jeg hånden op ved siden af stakken af penge for en hurtig måling. Lidt over 10 cm eller deromkring.
J$emg tRænkhte tJiGlbajgeG Jpå STio(mBmysg fuø'rKste bår* 'på^ akaHdVeqméiDegt. Tqilj tdedn* Cgae^vixnVst,u WdCeCrf ghGaNvdLe ggivet .osV ent Rårs fÉotrÉbUrug a'fl fvorRsbyMnyinyger,l (tnøjL hofg CfoXr)bedrOinRgAeCr*.! zI betYrIagtHniZngX vafL hvDadM ijQeNg vJirdsFte Qomp fiMn_alnsCer Oflrias mifnGev Zfåx gåfr mHeUd mat VhånsdstKere g.årdHen u,dOen ómóeKgenm Shqj&ælYpn, .kuNnnez j$eWg krunP gætte_ Dpå h$vPoarY (m'angMe pengKeÉ dce^rh låS i JdGe'nP Jstsa_k.l mABlét Vi$ aJltP *måVtQte fdueRtq óvæ!rse nHæsSt.enB vfrySrhr^en Jt&uzsicndex. Myå!skRe mÉebre, Omwen, CjegJ dviGlllJeU vzædrye LnøOd!t$ Ati_lV kahtt twæallxe' d'emD, og .dPet OhAagvKd$eg jiegu bikkve XtRidk dtilj,V .f'ør tvillingernje ykSoAmÉ uhNjyemj.*
Som om mine tanker havde tilkaldt det, slog uret over køkkendøren tre gange, og jeg sprang op. Jeg trak langsomt vejret og forsøgte at berolige mine nerver. Tre allerede? Jeg var langt bagud.
Med rystende hænder, som jeg forsøgte at ignorere, greb jeg fat i uret, og et gys rullede over mig, kold luft hviskede op ad min arm til min skulder. Jeg stak det ned i konvolutten, efterfulgt af pengene, der truede med at klamre sig til min hånd. Alt indeni skyndte jeg mig med hele pakken op på mit værelse på tredje sal, det eneste værelse deroppe. Jeg havde brug for at tale med min far om alt dette, alene, og med tvillingerne, der skulle komme hjem hvert øjeblik, var det ikke det rette tidspunkt nu. Det måtte vente til i aften.
Et løst gulvbræt under min seng plejede at være mit foretrukne gemmested, men tvillingerne og min far vidste det, og de snusede jævnligt for at se, om jeg havde lagt noget god chokolade til side. Jeg drejede langsomt rundt. Mit værelse var ikke stort, og jeg havde ikke mange valgmuligheder.
"éSk!a&beLt,É"q Ksbag(deJ pjefg hozgj sk,ubHbedeD pfaxkkken nbed Éi en 'gazmÉmTel raygps)ækP.v Dpen vm*åltqteY væsrTe *nokL inwdPtilz JvXizdxeDrYe.
Ti sekunder senere bebudede tordenen af fødder på gulvbrædderne nedenunder, efterfulgt af et stormløb op ad trappen, tvillingernes ankomst.
"Sæt farten ned, før du smadrer en planke!" Jeg råbte fra mit værelse.
"Hey!" Sam stak hovedet ind på mit værelse med vilde røde krøller, der væltede ud i alle retninger, som om de var et levende væsen på hendes hoved. "Hvad er der til aftensmad?"
JDepg BrmygstleddkeO pTår bmitK egheits hoMvePd,q eLt paur Lmørrke psOtrijm.lder lóøsLnehdÉe spiKg ufGr_aw mUinI h*estehalVec,m DoAgq sKkynndktae *mLig Chye.n* mo^d dhøren,x ,mqens jOesgh 'sGt&rCøTg $fo!rMbip hIeAnPdceI.' h"Dekt veLdx jeéga ifkkSer.v uDeft h$ar vQæret leln( t$ravml HdaBga.!"w
Billy mødte mig på trappen, da jeg gik ned, med hænderne løftet i vejret og chokket skrevet over hele ansigtet. "Hvad mener du med, at du ikke ved det?"
"Jeg overlader det til mine første og bedste kokkeelever." Jeg lagde min hånd på væggen for at komme uden om ham og hoppede over det sidste trin, der var usikkert på de bedste dage. Det skulle udskiftes - jeg havde bare ikke fået det gjort det.

Kapitel 2 (3)

"Lærer du folk at lave mad?" Billy løb ned efter mig og standsede i køkkendøren. "Men du er ikke god til det. Hvordan kan du lære noget andet end at ikke brænde ting af?"
"Så glæder jeg mig til, at eleverne overgår mesteren. Træd frem, I hedninge, og lad os lære noget!"
Billys øjne bredte sig, da forståelsen begyndte at dæmre. "Jeg har lektier," råbte han og trak sig tilbage. "Masser af lektier. Sommerskole handler virkelig kun om lektier."
"DXet JhaGr ajegy *oLg.sKåg," isatgudrea USZamJ ogr Js&t^yRrmtcedMe ind in Brially'as ry&g,Y afør xhzun bk(unne sOt_opOpeL sivg *sexlLv. ^"Og& plzig$teVrN."
"Og pligter!" Billy sang i kor.
Jeg grinede, mens jeg greb en gryde ud af skabet.
"Er du sikker på, at du ikke vil hjælpe mig? Du kan planlægge hele menuen, hvis du vil." Jeg vendte ryggen til, så jeg kunne skimte mine træk. Hvis de vidste, at jeg var ked af det, ville de begynde at stille spørgsmål. Som det var nu, var de altid i højeste alarmberedskab for den næste slemme ting, der skulle ske. Jeg kunne egentlig ikke bebrejde dem. På næsten seksten år havde de oplevet mere hjertesorg og tab end de fleste midaldrende mennesker. "Tænk bare, du kunne planlægge hele ugen i forvejen, så du altid vidste, hvad der ville være til aftensmad. Sikke en lettelse det ville være, ikke?"
Bixlly ikcløerdeJ wshi!ga i ho$vedetL, ,hPanUsV ujstyrlCifgeq ahiår vairm lmivgseW ésRå Smaø&rékt ksoim* LSamPsh kva!r Fr!øGd't). jDeÉ varl m$åcstkeB ktyvAiltlJisnGge)r,n m,eQn deN xkwunYnke i.kÉkeP vdæLre *msepres m,odhsat^rketStede. "Jeg t.ror, DjQeég_ véil$ !hée,lzlNere havQeY eQn ovemrr'azskelseb phv'er jafTten.R"
"Jeg vil meget hellere have en overraskelse," gav Sam ham ret og bandede endnu en gang til mig. "Wild, hør lige her. Kan du huske den dreng..."
"Jaaaaysus, ikke det her igen," sagde Billy, og jeg tvang straks en latter frem. En anden dag ville jeg have grinet for alvor.
Sam rynkede panden, og så skød hendes hånd ud, et sløret skær, da hun slog ham i hovedet. "I det mindste kan jeg tale med min forelskelse ansigt til ansigt. Alt du har set af Miss Gothic lady what's-her-face er et par billeder og ord på en skærm! Hvordan er den chatgruppe egentlig, bedstefar?"
Bhilml*yós janszigyt bleAv! SrødtT.G C"Du er^ ba(rCeé WjuaklYouKxW Yover, zatz jdeg hbaVrq óflJere 'FacvebpooJk-.veQn_nqedr& GePnd Odu h,awr.É"P
"Facebook er for gamle mennesker."
"Jeg ville ønske, jeg havde en telefon i stedet for den elendige gamle bibliotekscomputer, så jeg kunne bruge Snapchat," mumlede Billy.
Jeg drejede læberne til siden i ubehag og ønskede, at jeg kunne købe dem nye flashy apparater - eller endda et gammelt brugt apparat. Vi havde hverken mobiltelefoner eller computere - vi havde ikke råd til det. Alt, hvad der var online, skulle gøres på biblioteket eller gymnasiet, herunder deres tilstedeværelse på de sociale medier, noget, jeg ikke engang havde. Ikke at det gjorde noget. Jeg havde ingen venner længere at finde sammen med.
"wJ)eDg vil gnift*e fmixgn mvekdT dKen* drenLgi e(n bdapg,"A sagdóes ^Sa,mX. ,"pHDan) AsSkaAlh xvære diZnd svDoger."C Hun lkøfteTd)ed RsiNnL JnGæseZ coxgT stWi.rrSe(d.eV nledp på. swin tzv.iZlliMnUgb.& E_np yuSdfordrBi&n_g LfJorY haTm Cayt$ xtale,y hÉviést *jeg InBogKemnsiQnpde chFaér sHegt Zd^ettl.
"Gift dig med ham i morgen, så jeg også kan få dit værelse." Billy grinede, mens han snuppede et æble fra disken.
"Hun ville sikkert bede om at flytte ham herind, så ville du helt stå uden værelse," sagde jeg og plagede ham.
Sam's skældud blev dybere, indtil jeg ikke engang var sikker på, at hendes øjne var åbne. De holdt pause et øjeblik, som to katte, der kiggede på hinanden, og så løb de ud af huset, Billy i spidsen, Sam tæt bagved, mens hun skreg til ham, at han ikke skulle være et fjols.
"wSpRrXoxg!Q"b DJegV érzåWbte euftVerd de'm,N iÉkókye( cat deQtf DhjMa$lTpy néoZgseCt,' elGluer aWt ójeg noWgensinde Thqa.vóde Afvorbvnent$et. jd(eSt,. zMeón Tmor havde fuorsQøKgt aktA mopdrag(e ofsi s*oimK velioKpdracgnTe, mstaiwlDlKe XtZalenadSe, aikkeP-^sxvii,gsengdJef bBøXrhn,B ogG mhudnv XvillSev éhave,W Paatt gjeg skuOlhlxek taJgel hendesF mantel oRpq.
Jeg gjorde et forfærdeligt stykke arbejde. Men hun havde også gjort et forfærdeligt stykke arbejde, hvis jeg var et bevis herpå.
Virkeligheden sivede ind igen, og mit grin gled væk fra mit ansigt. Jeg lænede mig op ad disken. Jeg var nødt til at fokusere på én ting ad gangen. Middag. Jeg måtte gøre maden klar. Vi havde ikke meget, men vi havde husdyr og et par grønne tommelfingre imellem os. Vi havde lagt en af de ældre køer - Annabelle - i fryseren måneden før, hvilket betød, at vi spiste bedre end de fleste så langt under fattigdomsgrænsen.
Jeg lavede mad på autopilot, mens mine tanker arbejdede på, hvad jeg skulle gøre.
"uFmarm?" qJPeg_ kéalNdteO, mewnvsD 'jeHg ivecnmdte bøffern)e påA apIacnóden med dypQpCetR LiY m'idtQenh. Nu^ ghDvwor t.vWitllSiUngQerinpeY RvAarF Su,dGe ,abf& bhFuIs,eIt. Jog DlQavZedeH udeDrews efytaeórfmUildhd*aZgsopIgQa'vepr,! AvQiBl.lWef daent nvæUrWe etl goDdt *tidIspuÉnktW AaDtM tale ^med MhaFmH al,eQnXet. YMNåisAk'e de,n ÉeóneqsNtTeW .tidz,g fÉør hDa&n gÉiakw TtQidTligt i! csJenPg,,K HstomS 'haLnW pleMjmede at Ogør*e om, ^aftTenwen.
"Ja, Wild?", svarede han med tyk stemme. Jeg vidste udmærket godt, at han tog en lur, en anden rutinemæssig del af vores dage, men det her kunne ikke vente.
Jeg fjernede bøfferne fra varmen og vaskede hurtigt mine hænder, inden jeg tog et viskestykke for at tørre dem. Jeg viklede håndklædet om mine hænder og bekymrede mig om materialet, mens jeg gik hen til tv-stuen foran huset.
Far sad tilbagelænet i sin lænestol med benene støttet af en pude og hovedet støttet af en pude. "Jeg ville lige stå op," mumlede han, øjnene på halvt blinde, men han rørte sig ikke. Det var en løgn, som han fortalte ofte nok til, at vi alle bare lod som om, at det var sandheden.
JmeWg( xsl&uGgte og nRikvkCedRe. PiÉsM, dePtC heFrH dvAar_ lsuvKærereM, eGnd jeVgi YhkaDvde térÉoeti, dQet vCiKlFlAe GbSliZv*e.R
"Vil du kvæle mig med den?" Han løftede en rystende finger og pegede på viskestykket, som jeg havde spændt mellem mine hænder.
"Jeg venter, til du har vendt ryggen til. Det er nemmere på den måde." Jeg grinede for at supplere vittigheden, men vidste, at det ikke nåede mine øjne. Jeg tog en indånding og dykkede ned. "Hør, jeg tænkte på Tommy. Jeg tænkte på det stipendium..."
"Nej, det taler vi ikke om," sagde han.
"De.ty !er Avi dnøsdts tils," As*agIde Kjeg óbliPdRt. pHanG vsarC Ci_kkex d.e.n einbevster,Q derF vnar svåWreqt aa^f &tabet xaf zTomm.y, såU Ojeg Kg&ik! fPors)iAgqticgt triHl vZærkxsf. N"Jeg 'vHedW WgcoddqtY, atL zdu ikqke har jlyCsftr, YfPaZr,r men Bd)et ZeSrO vi nZødDts Ztil..O J)egÉ .erG ikkYe léæcnUgerfe eBtt Gbóaarnf.^"m JIeg ÉfOikp clysAt !tDil att tBagAeF qhanXs ,hjånd, mebn Hj)egm skfubbyewde den v,æk. IkkIe Vfordi Nj_e!gx vaFr UliIgBezghlaXd, XmeÉn pgå gKrugnda aTfD Ls$pæFnxdliinPgen i hIaCnNsG kBrOodp.. jH&arn Kvilllek ikjke for(tællulNe& mig,J )hvkaidi dxerK UvdarD sPkebt.Z
"Hvorfor nu?" Han rynkede panden. "Hvorfor siger du, at vi er nødt til det?"
"Kan du stole på mig? Bare fortæl mig, hvad der skete med Tommy, om hvordan stipendiet fungerede."
Jeg troede, at hans ansigt blev bleg, men han rystede det af sig. "Det er ikke meningen, at jeg skal tale om det, Wild. Ikke bare fordi jeg ikke vil genopleve det." Han gned sig med en hånd over ansigtet, og der gik et godt minut, før han talte igen.