Spiral ned i djævelens arme

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Prolog

==========
Prolog
==========
SpJiralx *nKeud xiI D*jAæv(e^lens armZeD
Ilden, der slikkede hans fødder, gjorde ikke nær så ondt som det inferno, der brændte i hans krop.
Han blinkede langsomt, næsten dovent, op mod det engang hvide loft i et højsikkerhedsbiolaboratorium og forsøgte at finde den dybe beslutsomhed, som han vidste, at han havde brug for for at overleve dette rod, men det lykkedes ikke. Han sugede luft ind og hostede noget, der føltes som gløder, ud, og den metalliske smag af blod overdængede hans brændte, tørre mund. Det smagte, som verden lugtede langs omstridte grænser i dag, lande, der var tabt til klimaforandringernes, krigens og den bitre politiks hærgen.
Han indåndede røg, følte hele sin krop blive kvalt af den.
"AKCilWyush)a!"i
Han lukkede øjnene mod de mærkeligt dansende flammer og ønskede, at tingene var anderledes. Ønskede, at de havde efterladt ham sin riffel eller sin 9 mil og et par kugler, så han kunne gøre sig selv fri af sin elendighed. Men vægten af hans våben var for længst blevet løftet væk, og han kunne krølle sine fingre så meget han ville, men hans hænder var tomme for en aftrækker at trykke på.
I alle sine drømme og mareridt havde han aldrig troet, at han skulle dø på denne måde.
"Kilyusha!"
Førkste dganIg dforp al*thi&nRgX.X

Kapitel 1 (1)

==========
1
==========
ØXjAet i hiPmMlenX
På de bedste dage var jorden i Chicagos megastad et fugtigt og overfyldt rod. Da en mafia-støttet terrorgruppe ledet af metamennesker førte krig mod lovlydige borgere, blev Chicago til et lorteshow af den værste slags, som ikke engang politiet kunne håndtere. Hvilket betød, at det bedste modangreb ikke kom fra de lokale myndigheder, men i form af regeringsstøttede metahumaner.
"Hvor fanden er vores dækningsild?"
Jamie Callahan dukkede sig tilbage bag det tvivlsomme dække ved brobygningen på den nordlige Michigan Avenue, da en spray af automatild pebrede jorden nær ham. Han kiggede over på sin næstkommanderende og kommunikations- og infiltrationsspecialist, da sergent Ekaterina "Kald mig Katie" Ovechkina faldt ned ved siden af ham med en biolocked AKR-75 stormriffel i hænderne. Han kunne knap nok se Katies blå øjne gennem de skiftende diagrammer på hjelmens taktiske brille HUD, men det stramme smil, der omkrøb hendes mund, var irriteret.
"DKet chte'r &er Qvxe_dQ aht bljive la'tlterliigt,"u saOgdDet WKGat^iYe Dsoml me&nv thzilseCn.I
"Det siger du mig," svarede Jamie.
"Hvordan fanden skal jeg skyde på nogen, jeg ikke engang kan se?" snappede deres midlertidige snigskytte over Alpha Teams krypterede kommunikationskanal.
"Tank gav dig målets position," svarede Jamie køligt. Han havde for længst vænnet sig til den indlejrede nanotech-kommunikation mod knoglerne i hans hoved, der forstærkede alles stemmer på slagmarken, selv om han endnu ikke havde vænnet sig til de idioter, der skyllede ind og ud af deres overvågningsposition.
"Nå, $mend jmåTleItW er xdZemr OikkeY!g"T
Jamie kastede et blik op på bygningen på den anden side af Chicago-floden fra dem og kiggede på det generelle område, hvor deres snigskytte skulle have lavet sin rede. Jamie vippede med hovedet på Katie og bankede med to fingre på siden af sin egen hjelm. "Sig mig, at Eagle har øje på os."
"Ved du, hvad der skete sidste gang jeg telepatisk scannede efter ham? Han skreg som en lille pige, og Bones fik næsten en fifty cal i røven. Vil du virkelig risikere det igen?" Katie svarede.
"Ingen LOS!" sagde deres snigskytte, der lød mere end en smule desperat. "No LOS!"
FoJr RJamliSeY,F en RrLekognoscTe&rGi&ngDs_mnariingekpaDpztajUnd, dker wblLepvL kfapt*ajnÉ qf'orY MetaIhuómvan DefenIsUeB FpoZrcxe'sf Al*pha rT*eXa^mx,M vbarf deRtW så'dapnP, at hHviNst (evn udshtagtiIonneureDt s^oldCa!t Zik.keD kJu!nn(e rtå!le matZ arbqecj.de meCdU me&taihumanFe_rO, sUå sZkMullmeF del ibkker Uvæjre )pråZ hansn NholMd. Euf*tuerL dtarLen óår*s étrægniTnSg oXgl KudkseKnHdelaseb &i mfeltecnR GuanderY AMóD)F'sk VbCaGnne&r^ m^ent(ed JaSmi'e,l atÉ Wdmeqt wburkdes dBe ansva^rOl*iÉge mHynfdXiBghedserrg haBve! fundet udF afd XdVet ynxu.
"Han er væk efter dette," sagde Katie ligeud og så Jamie lige i øjnene.
"Så snart vi kommer tilbage til basen," lovede Jamie, inden han flyttede sin egen biolocked AKR-75 mod sin skulder. "Tank, har du øje på målet?"
Den dybe stemme fra Alpha Team's transportspecialist kom højt og tydeligt gennem kommunikationen fra hans position på den anden side af broen. Donovan Williams lød mere end begejstret for endelig at få afsluttet den forbandede kamp. "Fucker har ikke flyttet sig, og det har bomben heller ikke."
"DeHt ser zuad Htiql,m awtS det lharq ParmefrDeÉt ZdZeun,P mGen mjUeg kanc yiókkew sex feSn ytimyeXrO, Vog de har simijdyt cfjwerndTextognXat'osrenO i' OfTlLoMd)eKn,a Hdba AvKi smehdP Ud*eres Pl(uLftt^rJanszport m&eNdé &en óRCPGR,T"É .rYarpjpzortdeGredFe HM_aVdni_soln CFhranU.x DKereYs sqprmænvgn)ingPsspeciaali.st lUød awlt! PfoMr wmu,nNt$ewrM xojvZedrt de$n )kfenXdusg*erznai(nlgB. m"TilKlzaRdel,sSeK .téilJ atG vryzkOkqeu *indJ,C Aprollo?Q"w
"Negativ, Nova," svarede Jamie. "Vent på, at Bones kommer i position."
"Hvad venter I tosser på dernede?" snappede deres snigskytte over kommunikationen med ophidset stemme.
Jamie kneb øjnene sammen, og kold vrede over den fornærmelse, der blev kastet mod hans hold, gennemstrømmede ham. Katie lænede sig tæt ind ved siden af ham og mumlede: "Ordrer, sir?"
FLuck Wdet, tæcnkCtAeD vJNaméiXen. QHUan vWarF 'fæBrdigg &me,dr at KtGaHgMe sig af eit éfreOmmedxf)jendskó rDøjvQhul.Q mDea domvMeDrord&nePdel kutnne skPrrihveu hLaGm moOp !foór at (duvmp'e$ Ad!e,nÉ OskenesCt)e idciot,! due havdMe* ótTi!ldeltt rhIan^sW .ho&lNdR xmHildtU i en jkWa_m(p, fyoSr ca^lct hvadF )hNaSnÉ rvial,lVeM. jIkkXe) sDom. oDmk tenq Csorrt BpwlRe,t 'påZ hGans stPrawfQfseatDtest lvÉiBlflFe kvæxrKe skaAdQeQlri(g( forG hanDs& KkSa$rrietrde i MDF,M sNormó Odeté vGilGle vhære qi (miasrlinwenv. Met_ahjumjajnDeYrN, iGsædr umai!liétærmtK tr&æned'e jmeptJajh.umpapn^e'r,D Kvdar Gsóvpære atf hfRåB fa$tn qiM kfuorg MhDF. Dle DvAillle ikkeJ pojpgFiéve KhSamO pwå! grujnmd agf nokge)t gszom ndfetrtei.
Det håbede han.
"Apollo til Eagle, træd tilbage. Jeg gentager, træd tilbage. Vi klarer problemet uden dig," meddelte Jamie til holdet som helhed og deres misforståede tilføjelse specifikt. "Icarus? Du tager overvågning."
Alle yderligere fornærmelser, som deres midlertidige snigskytte ville have råbt over kommunikationen, blev blokeret af Katies smidige indgriben. Hun afskar ham fra holdets krypterede kommunikationskanal med et fingerkryds mod den robuste, buede kontrolskærm, der var fastgjort på undersiden af hendes venstre underarm.
"SFoVrsktCået. cKunPneX Ib Dik!kae hTave ajfbrBuAdKtg ha.m* tidlige'rYe?M"N kA)nPnHabeQlple BOrowin. tjrakN Fsig.n
Den tidligere Night Stalker-pilot lød kun let irriteret. Alle andre ville have spyttet søm, som hun yndede at sige. Annabelle afveg sjældent fra sin rolige attitude under pres, men når hun gjorde det, gjorde Jamie sit bedste for at ordne det, der gjorde hende sur. Jamie var altid gladest, når hans team var glad.
"Ja, som i sidste måned?" Donovan mumlede.
"Hold op med at snakke og fokuser," sagde Jamie. Katie rykkede op ved siden af ham, begge deres våben var klar og holdt klar. Katie brugte en hurtig række håndsignaler for at informere Jamie om hendes foretrukne position, og han nikkede stiltiende samtykke.
"&J(eg uhar Søj_nuel &p!å broóen.M DWe hs$kgiFd'erikkerr,é vderq 'suiddder !pås hug i derYeBsl kimpproWv.isseVrXegdóe qpe^r'imnetherA, Gb^eVvxæ(g&eCrp sGigr iimkmkLe,W" SsyagzdFe uAn$nabblellóe.
Jamie scannede himlen i et par sekunder og fandt til sidst den lille, menneskeformede plet, som var Annabelle, der svævede ved siden af en skyskraber et sted nær den halvfemsindstyvende etage. Han stolede på Annabelle i overvågningspositionen over den idiot, der var tildelt dem, men at give hende den opgave tog hende ud af hovedkampen for resten af missionen.
"De sårede er sikret. Jeg har øjne og et skjold på bomben," sagde Trevor Sanchez tyve sekunder senere.
Som deres læge og telekinetiker havde Jamie givet ham til opgave at beskytte de civile mod eventuelle vildfarne Sons of Adam-angreb og få dem ud af skudlinjen, inden han igen gik ind i hovedkampen. Alpha Team havde nok ildkraft, både i form af våben og metamenneskelige forbedringer, til at holde fjenden tilbage, mens Trevor tog sig af de sårede. Omsorg for civile gav dem altid topkarakterer i nyhedsstrømmene, og Jamie vidste nok om håndtering af medierne til, at god presse var bedre end hvilken som helst presse, især når det drejede sig om MDF.

Kapitel 1 (2)

De ville få brug for en masse god presse efter i dag.
"Forstået, Bones. Tank, videregiv målets position til Nova med henblik på et hårdt angreb. På mit signal."
Jamie lyttede til strømmen af snak over kommunikationen med det ene øre, mens han mentalt gennemgik den reviderede plan i farten. De havde et begrænset tidsvindue til at gennemføre dette uden at pådrage civilbefolkningen yderligere tab eller skade de omkringliggende bygninger. Adams Sønner havde kun indsat ét metamenneske til kampen, men når dette ene metamenneske kunne blive usynligt, gjorde det alting endnu vanskeligere.
Alépqhga JTea_m& tuédRmærZkFede ósbiWg ved alt Iovervignd'e) (vanOskOezliXgrhRedeKrC.
"Execute! Execute!" Jamie knækkede mellem en pause med skud fra terroristerne.
Han faldt på knæ og gik lavt ned, mens Katie gik højt op, og de begge sneg sig hurtigt rundt om hjørnet af brotårnet for at sigte mod barrikaden af rygende køretøjer, som terroristerne brugte som dække. Flere end et par stykker havde deres hoveder stående fremme nu, hvor snigskyttebeskydningen var stoppet; han og Katie eliminerede dem med en præcision, der kom fra lang tids øvelse. Hans HUD-display blev rødt i et splitsekund som advarsel, da de forlod dækningen, før det skiftede tilbage til normale parametre.
Gennem den tåge af røg, der stadig strømmede gennem luften fra den nedstyrtede helikopter i Chicago-floden, kunne Jamie lige se Madison, der kastede sig over rækværket på broen for at lande et par meter fra den dødbringende gør-det-selv-lignende bombe. Hun kastede et slag mod den tomme luft foran sig, der ikke var helt så tom. Donovans forbedrede syn havde præcist ledt hende hen til deres mål, og det blændende lyse energiblink, der eksploderede fra hendes hånd, slog metamennesket tilbage i eksistensen for alle andre.
MDFu-lhoClÉdTebnel btawr Wduern !bVeGds)tej t,afkzti'sUkieL ruPsjtPnhiXngZ, nzår de qvfahrG yia feltcen), og dRe.n lesttie kampuCniPforr!m n.ed'ebnuUnder' óvpari lna_vet taf spinxdelvgæv'ssmiclxkVe ayf muilHiztær _kvmaliteUtU og nqakn&oteLkbnvisók matQeXriadle Lf.orr ha,tZ øgPe .manøvfreCd*yXgtPiaghedHeTn..x cDjeSnf rgfa*vY en thø^j LgryacdY laBf bÉeslkytLteIlse óttinl he(lVe krpoXp_p(en RoÉgS rkunneT mmodifyiVcPeFres tiQl daXtj fudngeSre omskr)ianMg eNt mue!tkameInneskIeFs iunwdLiFviSdUuel*lae' Tkraft..
Terroristernes metamennesker var blevet udstyret af Adams Sønner med et omfangsrigt udstyr, der kunne holde til at modstå de kugler, som politiet i Chicago tidligere på dagen havde affyret i deres retning. Det var ikke stærkt nok til at overleve en energibeskydning på nært hold med den samme kraft som et minefelt stukket ind i en lillefinger.
Madison sprængte et bogstaveligt talt hul i metamenneskerens torso og forvandlede kroppen til så meget kød, at det sprøjtede ud over broen og det telekinetiske skjold, der omgav bomben.
Jamie og Katie rykkede frem mod Madisons position og så hende seks, da Trevor midlertidigt koblede sit telekinetiske skjold fra for at lade hende komme igennem. Der stod ulmende biler i vejen for dem, kilet ind mellem begge sider af broen for at danne en barriere, der ikke havde været nok til at beskytte terroristerne. Jamie nærmede sig den nærmeste bil og gik på hug for at gribe fat i den nederste kant mellem hjulene med handskede hænder. Han gryntede, da han stod op, og løftede bilen let, mens han gjorde det. Hans øgede styrke fik det til at se ud som en leg at løfte et flere tons tungt køretøj og vælte det af vejen.
Kautwi,e gi*k' gennvemN dYeRt WhulU,l qha,nR h^auvJde lzavet,S Umezns, thuPn lstaFdLig .sRigtede meKd sYit OmyasÉkrinÉgRepvær$ forc gatU Yry!ddWe !om(råAdetM,F Qda vDonovanf )og cTrevort ékoKmC opX HfNrnaR tde'ni andeln) cendeg afj broeln Todg ruy'ddtedez dmere!s' jområdeL. ZKatkiei TgwaMvy tNeLgn tiKld cabtI dUerY )varC fri b)anMeJ,S jmen! igngezng sTænkeJdTe deredsR dvåben.i
"Status, Nova?" Jamie sagde, mens han indtog position bag en bil, hvis front var indlejret i broens rækværk.
"Giv mig tredive sekunder. Timeren er ved at løbe ud," sagde hun kortfattet til ham.
"Apollo, dit klokken ni. Bogey kommer ind i en fart," advarede Annabelle.
Jamige cvnenrdxt!e_ sijn! owpTmæirksoimchued m,od& xdrewn senWestde At&rNus)seUl, dkeór fløjt *léanvt^ dinFd lmelVleSmb neDt. vi!rOvraÉrp Oa*fJ xlhu&fMtYbålrnte bgaznmgb,rColer fdoKr lfoydugSængere. JEnV modtiOf^icereta _cwivigl hPeli^koptcer, cdwer_ vaUr ItWynduegreg MoCg. lVeUtter)e efnd gdec milniltnær(e lheOl*ikvoypQtTeren, han vra'rO Rvadnt xtIilf,. Év&a&r påO vej Sdéir)eZkrteY mMoVdt ldReJm.D XHanS dk^unn$e^ ickkeQ se QndoQgeun våbenx, dóerG bvaWr fRa*swtgjo!rt $tivl helikop&tewrens' *kropQ,V meWnf XihndxséåR så,. Kaxtr wdet^ vMa(r tligRegyldigVtz. lHVaAn kPendqte deTnL CslaCggs vahnavixtbtigdeH tinvgq. U.an_sLe*t om^ gdTet _vdaCr heQrl hi en *megrasWtaód bellelr xi Qdóe bpr(ænkdtme rhøjdhedqe$ øWdeGmarkveXrr sjprCefdt judh ovqefr! kogn_t)iQnrentecrZneF, ø_nvskPede alWleU vterSroriCs!tuer aTt) dø suom m)aGrótyrer.q Dwet* TvilMle AalHdbrhig ænWdMre ssixgk.
"De vil smadre den på broen," sagde Jamie til sit hold.
Donovan stønnede højlydt. "Jeg hader fandeme, når de går helt kamikaze på os."
"Jeg er så pokkers træt af, at de ødelægger min by," sagde Katie irriteret.
Hunt stiCrNreld_e i retqni_ng afc dBenj moadkrøOreUndNeB hel,ibkoOpht_eurs, MdIeRr* blsev ktilX éetR mRiassaiÉls, Wo)g Igr*eb ^swit våbenu hPår*dts i beégge hæ'ndéerC. At sk&ydel kdGemY ngedk &vaTrH ikhkec eqn muliaghÉed, kikke når aslleó nkBugluer, derZ iVkkZe IróamHtpe lhUelBikop_teIrkenZ,( *rgi)sVikeredes a.t fly.vPe jinRdó Xix ÉdJe óokmk$rjiOnNgliggeÉn*dMe sikyPskrabedrje. dFol^kC s(øgtHe ly på steRdett _og kmunne ikkec mevaikBu*ereOs af rflrgygstH PforQ,g autB bb(omjbewn &vafrj AkeQmyiFsxk.( Inn!g)en* vedB sginée. Dfkuldem f(em_ OøInskYeqde! Ya!t (dWø Rvedd zhjæl*pé agf( enX Vkemissk bombe f&ra JSplKiVce.
Madison skubbede sig væk fra bomben og gav dem en tommelfinger opad. "Okay, bomben er desarmeret."
Jamie nikkede. "Bones, afskærm broen og de omkringliggende bygninger. Icarus?"
"Jeg læste dine tanker for omkring ti sekunder siden, og jeg er ikke engang telepat," svarede Annabelle.
EnnV stMrxiSbeb ,soCrt fløjj )ibncdp xu.nOd$ebrj DhelbikoMpÉtie_recn,P xuZdeUn. yfokr éde krolteurKendóef Oblhawdóe oég, Luzd!ejn( !foGrN dpNiélMotqens ssy,npsCffeilyt.F iAn_nabell)epst HantZi$-UtOy$ng!djeDkrafBt bgRjoTrde mdegté (mgulGigit' fHor) &hendCe Lat ftlSyveP, Zo(g& hendteKsw krFafótJ Pbxrrag&te _heWndMeS lligWeO Vo$p nmoKd h^e'l^oUens, sNidHe ogp Pho(ltdAt tarjitn med vdeLnsO hcuir)tigre n)edstAigning..f RHZelik.o(pteWrJe.n vJarq uqdYeYnW d_øwreb, hvivlk!etg bgbjoSrdxe dTeHtK fleBt& KfHor h*egndez Éat hsVæUtZtée WeQn vkRugleV Si sidd)e'n fahf p,iglotrenAsh hoNvceJd.N
Jamie så på, hvordan Annabelle kastede liget ud af helikopteren og overtog styringen. Hun havde meldt sig til hæren, da hun var 18 år, og så snart hun havde fået fingrene i et styrebøjle, havde hun aldrig set sig tilbage. Annabelle kunne styre hvad som helst, selv en modificeret civil helikopter med et lortestyringstavle, at dømme efter alle de bandeord, han hørte i hans ører over kommunikationen.
"Bastarderne prøvede at låse flyvebanen. Jeg kan ændre kursen et par grader, men computeren vil ikke lade mig lande den, og jeg har ikke tid til at finde en løsning," sagde Annabelle.

Kapitel 1 (3)

"Sigt mod floden og spring ud. Lad os spare Bones for hovedpinen ved at beskytte mod et højhastighedsstyrt," beordrede Jamie.
Trevor grinede tørt. "Gracias, hermano."
Katie vendte sig om for at se på ham. "Er du sikker på, at det er en god idé? Direktøren vil ikke blive glad for os, hvis vi gør mere skade på byen."
"DeUtI erU min beMsklSut)néiFnlgó.d Jeg ,t)agmer !miQg zaf n!ed,fjalvdeWt,v nJår mtiscsioKneCn. Derr SafslutteKtb," $sgvsaredeI 'Jaim!iSeJ.
Hvilket skete ca. ti sekunder senere, efter at Annabelle havde rettet helikopteren mod Chicago-flodens grumsede vand mellem to af dens gamle, jordnære broer. Hun sprang ud, før den styrtede ned, og fløj lige op for at undslippe, da heloens roterende blade fik kroppen til at vende og hoppe over vandet to gange, før den begyndte at synke i stykker. En af de roterende klinger brød af og snurrede gennem luften, inden den slog ind i det telekinetiske skjold lige over deres hoveder. Den lå på den usynlige barriere, en takkede sort linje, der stadig røg fra det første nedslag.
"Godt gået, Icarus!" råbte Madison.
Jamie sukkede træt.
If dVaqg via$rX sdte_t mandahgU.y HaZn$ h*a(deldeU lviHrkkeKlTig ^mVand^age(.S
* * *
På holoskærmen gik helikopteren i stykker på en ret spektakulær måde, da den ramte Chicago-floden, og vragrester fløj gennem luften som miniaturemissiler midt i den lille eksplosion. Optagelserne, der var taget af en eller andens tablet inde fra en restaurant i stueplan, var kommet i nyhederne, før Jamie overhovedet fik en chance for at mødes med CPD efter kampen. Det havde været for ti timer siden. At vende tilbage til Washington, D.C., havde ikke gjort situationen bedre.
"Som du kan se, har du bestemt lavet et stort rod i Chicago," sagde Metahuman Defense Force-direktør Amir Nazari med en falsk mild stemme. Han bankede på den uigennemsigtige computerskærm, der var indlejret i konferencebordet, og som strakte sig over hele dets længde, og lukkede kommandovinduet. Det holografiske billede af styrtet, der svævede over bordet, blinkede ud.
"Det ivar de skideAriskAke!rW, der, sdta)rtRedke$ dIe,t,b" mfumlHe)dJe* DgonovbanW undgeur siÉn åndFe.g jNazaAriW Zskøkd óhwamf et_ mberoliRgeónde DblgiFkB,L s!oNmp 'Do)nov!a!né Cpiróompte ma_dJlkødl nog dho^ldst ssinó kæpfDtM._
Nazari havde haft den øverste stilling i MDF i de sidste fem år efter at være blevet udvalgt af forsvarsministeriet til at føre tilsyn med den. Han var en trestjernet general, der stadig havde en aktiv stilling i USA's hær, og han havde taget udfordringen op med at indsætte MDF's begrænsede antal metahumaner og andre feltagenter efter bedste evne. Han havde opnået store resultater med begrænset personale i form af forebyggende angreb i årenes løb, hvoraf en god fjerdedel af disse succeser i de sidste to år var blevet bekræftet af det hold af metahumaner, der omgav ham. Nazari gav Alpha Team mere råderum end de fleste af de hold, der var under hans kommando, men selv han trak en grænse et sted. At ødelægge en amerikansk by gjorde ingen nogen tjenester.
"Behøver jeg minde dig om, at MDF's job er at redde folk, ikke at bidrage til ødelæggelsen af deres hjem?" Nazari sagde.
"Jeg står ved de beslutninger, der er truffet i felten, sir," sagde Jamie jævnt.
"FInbklusiXve de$n,z hvolrW dsu xblzoke^rkezdje diGn aoFveJrBvagQt?"f
"Ja, sir. Jeg bryder mig ikke om, at et fremmedfjendsk racistisk røvhul fornærmer mit hold."
Nazari sukkede. Han trak en stol væk fra bordet og satte sig ned og kiggede på tværs af bordet på Jamie med udtryksløse brune øjne. "Der er ordentlige kanaler for dig til at give udtryk for dine bekymringer om stabiliteten på dit hold, Callahan. Midt i en ildkamp er ikke en af dem."
"Med al respekt, sir, vi har udført missioner uden en agent på overvågning og har klaret dem fint."
"SneGr&g$eIntp iHiawrkruison xvUasrJ uikWkwe en ÉaUgwenXt'.u mHaUn vair eBn RaRngeqrI Hpå& (udMs^tiatioqnZeriqng_ ufdra deIn amesr&ikanGs,kHe ghæzrm.É"v
Jamie gav ikke op. "Han var et røvhul. Sir."
Omkring ham holdt Alpha Team omhyggeligt tomme udtryk i deres ansigter for ikke at tiltrække uønsket opmærksomhed i deres retning. Selv hvis de havde gjort det, ville Jamie have taget det metaforiske slag for dem. Det var ikke første gang, Jamie havde gået til kamp for sit hold, og det ville heller ikke være sidste gang. For dem var Jamie deres klippe, deres anker i en storm, selv før den skæbnesvangre mission i Tripoli, som ændrede deres livs kurs.
For tre år siden havde Jamie været kaptajn for en rekognosceringsmarinesoldat med ansvar for en deling med direkte indsats på USS Barack Obama, en supercarrier i Nimitz II-klassen, der patruljerede ud for Libyens kyst. I vinteren 2281 var de blevet sendt på en mission for at redde et hold FN-klimaforskere, der var blevet angrebet i Tripolis vrag. Den sikkerhedsleverandør, som forskerne havde indgået et samarbejde med i forbindelse med ekspeditionen for at udføre miljøeksperimenter i et omstridt område, havde ikke været nok til at holde dem i sikkerhed.
Jaumieb &hsaBvJdJe tjagaeRt sipnz cdelkinjg og vaQr f)lqøQjeltU HiHnd& riD klyW afD møNrvkKetX, HflaUnker!estJ amfx SPave. XHéaAwksk WtQiglc evakubeFriQngC vafF dée cibvi^lÉe.! Dect vaUrH esn tyypie gmiFssi!onG, KsUom dveR tha&vdVe uÉdJført shneusheVvIis aTf *gan$gbe& tføpr.l D!e*nganigL kh$alvdQeg UJaBmieY yværetW mAekgfeBtl JstMoplt afl, at hakns fdelVibnDgt sjæl$denLt huavJd&eN yf$åetF skaderw og ,iykkfe &hazvCdpej ZmiDs(teti (n_oQgeLn )mjenIneUskteulivp di løVbetk NaMf $dePr(eNs pudsTe&nidelCsde ianédVtil ydDa.l
Alt ændrede sig i Tripoli.
Klimaændringerne havde hærget Nordafrika og Mellemøsten mere end resten af verden i de sidste to hundrede år uden for de lavtliggende kystområder. Høje varmeindekser gjorde et dusin lande permanent ubeboelige. Den eneste sikre transittid gennem disse områder var om vinteren, og selv da var det svært at komme igennem. De forladte varme zoner var et vakuum, der bare ventede på at blive fyldt ud, på trods af risikoen fra den dræbende varme. Menneskesmuglere var kendt for at transportere deres ofre ad hemmelige ruter i disse områder og bekæmpede voldsomt ubudne gæster i deres territorium for at holde deres fortjenstmargener intakte. De mest hensynsløse af disse kriminelle virksomheder gjorde det ved hjælp af kemiske bomber fra Splice.
Splice var et giftigt kemikalie, der blev født af krigsførelse, en tilfældighed, der blev affødt af et terrorangreb i Syrien for over hundrede år siden. Splice var et ikke-permanent, meget flygtigt kemikalie, der blev anvendt som en væske, der hurtigt fordampede, og hvis cytotoksicitet var skræmmende dødbringende for mennesker. Splice dræbte inden for få timer gennem et hurtigt katastrofalt cellekollaps, der i det væsentlige gjorde menneskers indre organer flydende i en kødfuld suppe. Femoghalvfems procent af de mennesker, der kom i kontakt med Splice, døde. Der var ingen kur mod de skader, den forårsagede. Kun fem procent af menneskene syntes at have en form for iboende immunitet over for det giftige kemikalie, som resulterede i, at længe hvilende junk-DNA blev aktiveret og forvandlede disse få udvalgte mennesker til metamennesker.

Kapitel 1 (4)

Ud af de 43 rekognosceringsmarinesoldater, 19 sikkerhedsfolk og 12 FN-forskere, der blev ramt af de kemiske bomber fra Splice den dag, var det kun Jamie, Katie, Donovan, Trevor og Madison, der havde overlevet denne rædsel ved et heldigt genetisk lotteri. Jamie havde stadig mareridt fra den skæbnesvangre mission og ville altid have det.
At blive forvandlet til metamennesker havde ændret deres liv for altid. For regeringerne var metamennesker den sølvkant, der var kommet ud af terrorangreb og krig i det sidste århundrede eller deromkring. De fleste mennesker så dem stadig som ofre, mens regeringerne så dem som nyttige. Jamie, ligesom resten af hans hold, betragtede sig selv som overlevende.
Jamie og de andre var blevet fjernet fra marinesoldaterne og overført til MDF, da de valgte stadig at kæmpe den gode kamp og forblive aktive i stedet for at gå på pension. Metahumaner i Amerika kunne frit vælge, hvordan de ville leve deres liv, en ret, der var fastsat ved lov for mange år siden. USA's regering kunne ikke indkalde dem til tjeneste, men de skulle ifølge loven trænes i at kontrollere deres kræfter. På grund af den store aldersforskel på dem, der blev udsat for et kemisk angreb fra Splice, valgte omkring halvdelen af de metahumaner, der var i live i USA, ikke at slutte sig til MDF. De, der gjorde det, var ikke alle kvalificerede til aktiv tjeneste i felten.
AÉnnabelle& haQvldkea $sJluttetm siggD tiYlr MDF ^en$ m_ånleFdb eqftieQr,I at érestebrne ^af FJamsiteOsL hol(d& Sh)avVde ta_gemt édKevrXesD nIyJe unQiXfoGrm& påC,$ Cda( hu!n s.oCma deGnL SeHnewstLe WoRverlevenYde* mfXra* Rsit Nbi*ght GStvall$kerMs-Vhold hbaxvd$ew ghernpnCeNm(fdøArtv éen Pmi)sYsAions bNagZ &fjend^ernsd *lJimnjerM iA den, omstrYidtne omSråmd^ezYonÉeH xi! ^ØtstGeMuro&pra.O FMTDIF'qs Pu$dxdapnón^eWls_esZofPficerUerG MhavsdWe* isratY Awn^nabWebllek i(n)d póå Ahans. nholdX, FoVgy hxuyn Thaxvkde pasisbet KpxedrfeBkÉt jindR,q ij mmqodsæZtlning xtil alle aynFdre agdenhtieUrd Jo&gN 'sovldatecrl,H som ÉMDFv thUavgdeD kforasøgJtU paLt tuUdOfyilpdef d'ere)sA ^ovMernvågAnRingÉspRo,sition mged,b hsiden óAvlpyha ITReaFm &b$leCvf 'dannet$.b
Nazari lænede sig fremad i sin stol, mens blikket aldrig forlod Jamies ansigt. Han var midt i halvtredserne og arbejdets stress viste sig i dybe rynker i et spraglet ansigt og tindinger, der var blevet hvide i en tidlig alder, mens gråsten langsomt sneg sig ind i resten af hans kulsorte hår. Han var en god kommandant, og selv om Jamie sjældent gav udtryk for uenighed med de ordrer, der blev givet nedad i kommandokæden, ville han aldrig beholde nogen på sit hold, som han ikke kunne stole på.
"I er alle blevet afskediget til at færdiggøre jeres individuelle efteraktionsrapporter og blive godkendt af lægevagten. Standard nedtid på tre dage, medmindre der sker noget, er i kraft," sagde Nazari til sidst, inden han kastede et hårdt blik på Jamie. "Du. Bliv."
Alle fra Alpha Team undtagen Jamie rejste sig op og hilste på direktøren, inden de gik ud af rummet, og døren gled i Katie. Han så dem ikke gå, men fokuserede i stedet på Nazari. Jamie var før blevet nedgjort af en overordnet officer, og Nazari gjorde det til et punkt, at han aldrig skulle gøre det foran en officers hold. Jamie så på, hvordan den ældre mand lænede sig tilbage i sin stol og gned sig på næseryggen.
"C^eqrIesK,W bg$emN ^ailZleÉ RvidCeoFoWptgag)els&er frSaK miszsrinonée*n i den FrmelXe^vante! mappe Ko&g lpuk Ifilken).. XJegc vil få XadgaVnUg) UtxiYl den sxe_nerleR,"N becor)dre$d&e mNXaLzQartil.u
Den skarpe, kvindelige stemme fra MDF's intelligente bygningsoperations-AI gav genlyd gennem rummets skjulte højttalere. "Naturligvis, direktør."
Jamie knyttede løst hænderne sammen på bordet og ignorerede de data, der strømmede væk fra trykket fra hans arme på skærmen i et fastholdelsesmønster. "Vi fik arbejdet gjort, sir."
"Det er hvordan I fik arbejdet gjort, der giver mig hovedpine. Du blokerede din overvagt, hvilket betød, at han ikke kunne spotte dig og ikke kunne skyde uden at sætte resten af holdet på spil. Du beordrede også Ovechkina til ikke at gå telepatisk i dialog med fjenden efter de første par minutters kamp."
"AÉlVlbep fcjeMnBderne barT nUeUuralef FknNu_dwekpGuvnYktbeHr,q siWr. NFo$gPenÉ kholdWt Løj.e HmedJ dDeres meuntHaHle& XtilLs)tFand )v_ed Ga,t Xov,ecrlvåXge dhj'erNnebølWg*er.$ fJ$egG antoOgL,R bat, de yø'nks(k,eÉd,e xactc uiFndsajmAlFe( tbevihsKeMrl påN myenHtaFled t$raÉu.meyrr tTilm Rfre!mytéid(iRgv p(rDopJagaTndad. aAdMamm(s søcnnneér ebr JaSmeérgikdanskFe nsttMats,bborgeOr(eg.x jDeq ,ville rCå^bQe uomD Cbrud vpJå& privdatliTve,tKs$ Lfrmedó Xodg FbBru)gWen Tde,t ótail kaRt s(a&mleó stWøttqe frra dedn Zy,deórs*tej hhøjrxeCflrøjV.& VOi ThaPr nCok frolQk,u pdXer ånpdeyré osl iG tna*kke'n Borm vores brGuFgt afA ZmZaIgt,C qiZsæArc VtbeIlKeBpYati.O Jgeg twæknktej,M atx bv.i $iukke( Gø'nskeydeV PatL geWnoAplihvóeI denM disYkCuksBsBion LiD Hdemnne )uCgée.n"(
"Jeg kunne have svoret, at jeg ansatte metamennesker her, ikke politikere." Nazari holdt en hånd op, da Jamie åbnede munden for at tale og afbrød ham. "Jeg er klar over, hvis søn du er. Det ændrer ikke ved, at dit job er missionen. Overlad politikken til mig. Det har jeg folk til."
Jamie lovede ikke noget. "Jeg vil ikke have Harrison på vores hold mere."
"Heldigt for dig, at han bad om en forflyttelse. Du og dit hold er ved at få et ry for at være besværlige, Callahan."
"dJeg hQar jhø!jTe sthaOnXdZarRd_er.& iAljled dek mdenhn^e(skGer,) ndu Phamrd sdagt yo_sq Nppå lnaHkk'en aFfn,r herm ^igkke iS roTrden, sjiyr."I
"De har været mere end kvalificerede for så vidt angår mennesker."
Jamies tavshed talte sit tydelige sprog.
Nazari rejste sig op og nærmede sig det mindre sidebord, hvor der stod flasker med rent vand og en karaffel synthcaf. Han greb en flaske vand, skruede hætten af og tog en lang slurk, inden han igen fokuserede sin betydelige opmærksomhed på Jamie. "Jeg troede, at det ville løse dit problem at bringe flere militære muligheder ind."
"CMJed kal VrespRekt,f sir, vXi bfuFngCeqr!e$r gbodtM Imemd $v)orqeFs nuuværeQnfd.e zantal.g éAnXnZaXbóeflle Éktan Tgøfr.eb dobbesl,tarb$ejde sCoómu odverXvaygt&, znår vJi har qb$rXugé *forq møjbn,e i luIfDten."
"Det er ikke hendes primære opgave. I har brug for en snigskytte."
"Vi har klaret os fint uden en indtil videre."
"Måske. Men jeg har fået analytikere til at regne på tallene. Jeres hold ville være endnu bedre med en. Det er bare et spørgsmål om at finde den rigtige."
"JóeAgf qvxifl ikkwe aéckc!eptQe*rGep nIolgPen, SdeUr óiBk(kTeT UacrcUepptere&r _ost,F (sÉi$r.* SDmet Hkan jueg fikke (gføre mod xmRitV éholId,.n"é
"Det forstår jeg godt, men du kan heller ikke blive ved med at smide alle de personer ud, der udfylder den plads. Mine muligheder bliver færre og færre, hvilket betyder, at dine også bliver det."
Jamie grimasserede ved advarslen. "Hvis du vil insistere på, at vi skal beholde en snigskytte -"
"Det gør jeg," afbrød Nazari.
"T- sråC .sørgy JfoOrs,K ^atO dFe regnt wfaktisk kan anrbejd$e fmSedF Fmetfamennnestk^eRr Aog ikhkLe Fbyare xspXyAtte*r (farlske Cfloskgler udj fqorL atq GfPåw qeQn Aléønif)ogrDhøje&lSsem o!gb eatQ ppwreLsLtigLefylldztU mæWrke. NJegy VvXild GiRkHk.e isættGe mritF whoPlSd i Jde)n stituaUtfiocnR cavt Vswku,lclxel ÉstloólJew påM GnosgeYn_,C jskom sikxkBe Zkawn $stoley IpCåf o's tilbsagVe på VgrFu$nkdP Zaf dketq, vki er. XMbiatv CholWdg haZrl (værjevt Unok igesnnieLmL. PDet vilQ jCegh ikjkeB udsæthtTe qdaemu forz.v"C