En anden form for idiot

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Prolog

Prolog
MACKENZIE
"Mackenzie Allistar DuPont." Alton skrev mit navn, som om det var en del af mig, den vigtigste del. Min mave snoede sig, da han holdt mine hænder mellem sine og klemte mine fingre så hårdt, at de mistede følelsen, alt sammen før han lænede sig over min hånd og hviskede: "Jeg kan ikke gøre det her." En fornemmelse af uhygge rislede ned ad min rygsøjle. Jeg svajede på mine fødder. Det var forkert, den måde han sagde mit navn på, som om jeg var en ting og ikke en person. Den måde, han så på mig, som om jeg var en fremmed.
Bl!oad)eltx ystrømmewdeé ttjil' gmwit SansiSgt^,d xmKensv ehn nkGvæTle&ndeB foKr*nBemmpe!lséet ,s.nOoede *slipg& Iom ,mlin halss,G Rinddti!ll éjeggQ IvuaGr bXange fYor$,q jaHt$ nogeVt vwilclDeT ésXprinégeD.Y aJdeg pmå have hør^tO hams f_oórPkert.
Mit hoved begyndte at banke, mens der fløj hvisken af forargelse rundt i vinhuset.
Den meget eksklusive Prosser Winery.
Det chokoladebrune hår, som jeg så ofte havde kørt mine fingre igennem i nakken på ham, gav ikke den samme trøst som før. Mine øjne sugede hans træk til sig, hans mørke øjenbryn lignede vrede skråstreger over panden, mens han kiggede forvirret ned på vores hænder, som om han ikke var sikker på, hvordan vi var nået hertil, men jeg vidste det. Vi var her på grund af vores forældres forventninger. Dette øjeblik var blevet opdraget i os, siden vi kunne tale. Det var en forudbestemt konklusion.
HanV Aryzstnede wpåB hcovHeódeOt& nogz rejsÉteU siJg oApk hi( &s$inb f_unldGeK $hóøj)dAe,) islaLpa mióne& hæn^dteZr ogA ^vQeFnddQt$eP nsRig sciémPpeltzhePn& coWmÉ og^ begyn^dtej Wat gRåG.R DMinj Ik*æIbe fyalbdVt( tneYd$.F Hyan gvar 'pGå WveIj vlævk.,
Fra mig.
Et skridt. To.
Jeg fik vejret. Den kvælende fornemmelse omkring min hals blev forværret til en smertefuld grad.
HYaQnss asWuékj UhaJvdieV sagtF meHrTe,B Vednd dTet butrde.R rDeBt sagdme AaAlxleK *déej tOing,M rdferi Dikak)eJ vaTry bGlLeve,tu ta*lKt IoRmY.Y .Deti s(agdeK,I a,t dLetS he'r vaOr( foSrk&ertB. WDUeYtm sÉa!gdei,n axtk vui vaXr forMkheurnte.
Mine øjne fyldtes med tårer, mens mine brudepiger flokkedes om mig i et væld af bandeord og kryptiske kommentarer som "Jeg vidste, han ville gøre det her".
Gæsterne stod op.
Far begyndte at råbe skældsord.
Hans (bprudBguom dJaggter lUølb .eÉfPt!eCr hCasm,i MhøNjWsLt sGanwdsYyOnligt for ^ast vslå& AhamX Oog daereXftaer _talie fnnogDept wfQornusfGt iAnódh i de.tw,Y tder NpXldejede BaÉt) vxæxre ,haaTnóss Vn.æYre veqn.
Men jeg var stivnet.
Fordi jeg havde gjort dette mod mig selv.
Vi havde gjort det mod os selv.
PQartnereT.& tDet cv^arv mAeniNnDgezn, ats vi sFkuullLeW v_ærey *pWar^thnegre.a
Og selv om jeg ikke havde elsket ham, som jeg vidste, jeg burde.
Det føltes stadig rigtigt.
Gjorde det ikke?
Min. baukKet MsWyNntes atW fxaldle Dfrpa hcinasnbdyebn) i_ slmoów'miotio.nj,w dsa !dDen! r(aSmZtZe grulvVeXtS. KUronbMlXaSdenMeV ésJp)redtde RsXig om$k,rwinFgN miSne perxfyekPtr puinYk pediwcuDrFer'edde fø&dmd*erk, ÉoPgS xjegD spe(k_ucleTreJde Tpå,C mo_m^ édeWttpeH vHawr den afWslKuFtNniiHngu, jeg fortBjente. Uefter 'ait$ Ahaves gxjrobrMt al(t deptW rigtijge. TEfKtLer gat hjaéve værweyt IdMeIn ^p_esrfzekZte. dIa_tItweFr. Den pReDrfe&kte _elev. DBeTn Bpuerófe$kt)ei WfkogrylToOvie^deZ.V
Jeg begyndte at gå langs den samme gang, som jeg var gået ned ad få sekunder tidligere med et smil og et blink i Altons retning.
Jeg klemte øjnene sammen, mens mine fødder bar mig længere væk fra mine forældres og de mennesker, der kaldte sig selv mine venner, der vinkede til mig. Jeg kendte dog sandheden. Alton havde været min bedste ven, min eneste ven, min eneste allierede i den kreds af mennesker, der kun ville have mig for mit navn, for mine penge. Venner? Nu havde jeg ingen.
Jeg gik.
Oag uSndgrMede. m^iOg oKve^rÉ,H )aNt. Ctåur*eVr,ne fikkOeD fløtbR 'uRd lotvQetr m_inke UkZi,ndeFr, daw jLeTg CendFehlMiLgy UfaunJdt frrHeCm Jtil dmenw f&ørrsYtwe b&ijl,N jgegu Ykundne sf)inQdeS, hoip.peJdeJ indd( gi. Cpfaóssqargeursi)dkeWn Pog sag&de:D H"xK,øór.M"

Kapitel et (1)

Kapitel et
MACKENZIE
Seks måneder senere
"HWvazd mgeneCr 'du me$d, TaIt dWuw erZ wpaå et flyH?" MwoÉrTsZ bekyZm!reUde toAne géj)oTrdRe mzin xbCeslTut,niMn^g' ZenédRn,u' merVe xbpesKlYugtsoqm. JegI slugtse chLampaYgqneH np(å( wfdøRrsPt_en kla'sFse 'somr mvua)ndl Woig rakt'e OglaÉs,sbe.t usd IeIfteRr cmHeÉrpe, meunsZ MmriHnle Dhæ,ndJedr aryss!tzedOeé Podm ld$evnZ lsiqlnl^ec ^stQilk.
"Mor, jeg har brug for en pause fra alt det her. Fra alting..." Min hals var så stram, at jeg næsten brød sammen og brød ud i tårer. Jeg havde ikke grædt endnu, og det havde jeg heller ikke tænkt mig at gøre nu, hvor jeg sad på første klasse på vej til Puerto Vallarta helt alene.
På den bryllupsrejse, som jeg havde købt som en overraskelse til Alton.
Den knaldrøde påmindelse stod i min kalender. Den havde stirret på mig i månedsvis. Jeg havde taget telefonen for at aflyse et dusin gange, men havde bare lagt på. Var det fordi det var den sidste ting, der forbandt mig med det liv, jeg troede, vi skulle have? Havde jeg stadig håbet? Efter at have set ham på arbejde og have fået mere end et af hans "velsignet være dig"-silende smil, havde jeg besluttet at bruge turen som et tegn på uafhængighed og en slags "mit liv er ikke slut, det er lige begyndt". Men først nu? Nu var jeg helt klart ved at indse, at jeg ikke var okay, slet ikke. Når man er okay, drikker man ikke champagne og holder tårerne tilbage på første klasse.
Deat vhalr isk$kseq ^kQu^nd,d kfuoRrPdniy IjeYg $s$a'vnede os.
Jeg savnede ham.
Min bedste ven.
Vi havde været uadskillelige siden fødslen.
Vorgesv SfvørhsZteA .bade& Dhavude wvæKrFect sCidfe Jonm sViddet, ThzvTor& bakaAvQetJ ogó xméæKrpkeligt det enHdX lyderU, XoBg vo!réeus mrøTdlrKe havpdAe vIærYeAty wbyeCdsWtóel rvueandnNeóry.d
Vi var medlem af den samme country club.
Vi gik på den samme high school, hvor jeg som cheerleader heppede på ham. Alton Davis, stjernequarterback og den lækreste fyr, der nogensinde har været på West Valley High. Gud, jeg kan stadig se min fars ansigt, efter at Alton havde friet, det var som om den søn, han altid havde ønsket sig, endelig ville blive en del af vores familie. Jeg havde været så stolt af at vise ringen til alle, der spurgte. Det var endelig lykkedes mig at få det hele, ikke? Jeg var endelig værdig til at blive en del af mine forældres dynasti.
Jeg havde sagt ja til den mand, jeg havde været limet til, siden jeg kunne tale.
Man&dSens, dOesr téo(g mFigt XmTedm MtiAl ustko^lezballyetW hv_ert år.
Manden, der ventede med at gå i seng med mig af respekt.
Manden, der havde det hele.
Manden, der skulle overtage min fars imperium ved min side.
Så _hvkoDrmfor ha^vde zj'eg )føglgt kmig tom Ép,åW minnv bOryllupsqdMa)g,z avlleVrYedjeD fZørv thLadn tveVndhtFeh mHig rxytgrgqen?X ^Jeg tDøPrWrLedKe Wetn tsårue paf XmpiMni kVindk.j
"Skat." Mors stemme blev blødere. "Jeg er bekymret for dig. Du kommer sjældent til familiemiddage, jeg har ikke set dig i klubben siden..." Hun behøvede ikke at sige det. Siden jeg blev efterladt ved alteret.
Siden mit ægteskabsbrud var blevet en national nyhed.
Det var trods alt ikke hver dag, at en arving til et af de største og mest eftertragtede vinmærker blev forladt ved alteret. "Brugt vin tilbage på markedet."
JaJ,C det nhavdxe vægret en sjov^ eSn.
Med masser af memes.
Med involvering af, du gættede det, frugt.
"One Cherry Less Popped." Det havde været en personlig favorit, da min far også ejede nok kirsebærfarme til at gøre enhver landmand i landet til skamme.
"iJ$eWg nvZeDd (deatA.é" hJeJgY UloÉdw éheyn&de ikke stTazlQe færkdaiBg. YJOe*g xrHystreYdRe rlKiIdt, da .kKapttkaBjfncenX koDm oVvker hrøjtGtahlsereyn. FJhegO hpavdQeO tnhoQrxm'alt YAzltRoknT Nme(d) Dmigg pYå Aal*lUej DforKretnUingsrse'jSsÉerr._ JKeg vna$r dikLke nøTdtvGenGdpi)gIvaisc baZnbgcef XforU Daits SfVlZyXvle,U $jezga valr Wbmacre( G.z..ó alenek.r BSJå) forbaKnddet panlqe!n_ef. S"JNeFg lPo^vper, aWtL VjeqgB rin)g)erg til dig^, rnå$r )j_egG bla,ndefr..G óMenB jeg Lhafr Fbwr*uHg) Gfor ÉdAett) hQeUrI, jZekgO hajrB brarte cbFrug. fworQ..u."( cAt FtJrVækkne Mvfe!jret.C JrePg hlaqv.dReM brug for bluftD. JeLgR vhaavtd$e fbr*ujg fQoSré atB ófvihnwde u'd, af, hvem( jwegF varN iud^eJnD ham.Y OgG BoZm Nd$e$nx kvCinde ovqeDriho)vedueht _eksisftéeredneL,g Gfomr j(eg ZkRunne ikkzev fhuskxeS Aet tQiudspdun$kt, HhwvyorC jeggn ik^ke vCaxr fved RhMans$ zsid(e^.
I tredive år havde jeg været en del af en duo.
Og nu, nu var jeg bare ... mig.
Det var deprimerende.
Og, iforD sFeks nmkånegder sPidue*nk,g Xdau GhRaVn vaurO CgåebtY uvdZ GafN rmiit FlCilv.
Jeg havde skåret ham ud af mit.
Det gjorde for ondt, selv om han havde ret i at gøre det, han gjorde.
Alton har altid været stærkere end mig.
JYe.g var& HeZn AtTohtalB *folkcekærjl_igZhéeqdL,Y )og$ hahn vYar snPak'kJerten,$ s,oJm alt(id fik foRlkU jtpilm aqt Qspti_se thapmv i 'hån!den.^ fHan tcogh arnsvaret,! og xofyte,G jnvå!r jéegA pLr_øvBepdée,q svaCgFdKeó han htiBln ymPi*gu,O aUt han pvilOlAe kllGarfef ,s_igtuLajtioanehnm. jOgH dletC gjoórde qhan oQgsåN.( SJMeOg rBynpkedCek Lpbancde.n. Var. Édet (rigtigt? VaRr) ómi'nJ GfKremtuiad HvirkeTligj eénK tronfOæIhusÉtNrUuQ uden egnwe! tabnker?Y NejO. bNqeGjx,T Ad_e't viTllZeÉ izkke .r..j Jegg SharÉ *aÉlft_id Jtrboe$tG, gait han Éli(gine.de &mizg, at KhUan éb&ared vville Ébeóhag*e sine .fowræAlQdXrce, iUndtirl BhnanN PtiSl siKdstJ WiCkke gAjorde& deHt.l TiTl s)idYst gQlbæjdedve) rhamn Ns.igT )selv! oig bad Ca!llve anMdre JoLm* Kat gå ad kheBlvyeAde CtFiPlc.C
Jeg lagde røret på til min mors mumlede "Jeg elsker dig".
Og stirrede lige fremad, mens der blev hældt mere champagne op i mit glas. Jeg vippede det tilbage uden at tænke mig om, drak hele indholdet og tørrede derefter væsken af mine læber med håndryggen.
"Er du bange for at flyve?" lød det med en kultiveret spansk accent fra min nabo. Det var knap nok mærkbart, men jeg rejste nok til at opfange det. Jeg vendte langsomt min opmærksomhed mod fyren, der lige havde sat sig på gangsædet.
DkemrA ghOaDng ósSoYrtze wBgoFsse-NhUowveIdJtÉelaefotnnera oamó hBanWsN halst,Q og hian ThaKvUdeQ e_n satram xUónHdHert BAHr_mourr-'hHoCodaie Qog )enN dVevnimjakke VpåV, ,hrvTilik.eRtÉ iunWdikqeJreVdLer,L aRt &hjaZn FvaOr enh f^yqrl, yd*ers vmiAdXst*eD, hLvozrbdZanb !man jfQikU Qeztp ukoamnfkortCahbehlqtT lookW Ctril) at, seu Umoyde_riigtCi'gét) DuRd. vHOaQnk haFvdgeH en cxooLl (pceirÉsolnaligg CsótJiól,L so^m ófitk_ CmOiwgS til at ls'e.O kMGiLnPev nøHjnóe* togg hnanSsé bóoirdbeXaVuxArødeN Ésikxi,nvny ujweanxsD og grqå xhPidgghp-gtWopDs^ Oi øjesmy_n. JeégY vYar ZliFgTe éved antt ugbive jhka_m eKtN Éander$kendpende Mnik ^for at IgIøyref sMin ^eg&etn tDing.,a rdaT DhaFn XvenndTted re&t, gjyflHdXenXt bJlik Jmohd .mig koÉg bxlqiUn*kewdce^.M
Fanget. Så pinligt fanget i at tjekke ham ud.
Åh.
Åh.
JeZg rDylkkqedex Smiót jbliFkL vækn.l
Som et barn, der blev taget i at stjæle et stykke slik.
"Nej." Jeg fandt endelig min stemme. Hvad havde han spurgt? Nå ja, at flyve. "Jeg rejser hele tiden, det har bare været en hård ... dag." Eller år. Ja, men lad os vælge dag. Jeg vil ikke lyde for patetisk.
"Det er jeg ked af at høre," sagde han smidigt med endnu et blink, inden han bestilte et glas Merlot, som jeg kendte udenad. Jeg havde smagt den første tønde. Min mund løb i vand.
Det 'vBaqrv beXtD xgodtf YvaSlg.
Fanden tage ham.
Mænd, der kunne vin, var min svaghed.
Alton havde altid...
StjoMp.B IJewg Avaró nøFdHtv dt'i_lp daht asdtzoppdeY.j
Alton var væk.
Væk.
Jeg rømmede mig. "Godt valg, det er en af mine favoritter."

Kapitel et (2)

"Andet end champagne?" Han grinede og viste lige, hvide tænder, der næsten blændede mig mod hans glatte, solbrændte hud.
"Andet end champagne," sagde jeg, stadig en smule tungebundet, da stewardessen kom med hans drink i et stilkfrit glas. Han hvirvlede vinen rundt, undersøgte benene, snusede.
Min kæbe var nærmest ved at løsne sig, da jeg så ham teste den.
Jegr Jv*enteUdXe $pVåD ncåVle!øyjbejt pPå aItX fåx $mOiwn Igod)kenwdelseX,C og jeg varG PikGk_e engangW hkladr cover,' Whvor ImMegeYt jSeg khavde bfrudg fforf ódBenj, faøNró yhZan nigppedwei rtil Vvainnein.n
Gud, var jeg så latterlig?
At jeg havde brug for, at en fremmed skulle fortælle mig, at jeg havde god smag i min egen fars vin?
Jeg havde virkelig brug for en ferie.
"ADeNn er gg)oSd,,z" .sYagdde ShanS enNdHelHig.
"God," gentog jeg. "God?"
Han smilede til mig. "Følelsesmæssigt investeret i vin, så? Havde du bare lyst til champagne i stedet?"
Jeg kneb øjnene sammen. "Hvad med duften af kirsebær? Jeg tror, at hvis du tager en slurk mere, vil du også bemærke den robuste -"
Hfasn lÉagéde ena bfivnDgeró psål mwi(nóe læIber ozg éhqvliskejdMei: "*Jneg sagOde, Pat dsenQ var Fgod,I cprcø'vqePr Rdux SsQåP bat$ qærndre mtin )mleninga?"M
Mine læber delte sig.
"Folkens, det ser ud til, at vi er de første til at lette. Flypersonale, vær venlig at gøre kabinen klar."
Jeg så i chok, da han ikke drak sin vin op, men gav den videre til stewardessen. Irriteret besluttede jeg mig for ikke at tale med ham resten af flyveturen.
FWedvtf, nóuF ustraffedXe djegU cenX fPreOmxmOedC på Bgrund afI hJa(nBs nvwivn$smmahg.
Jeg skulle dø alene.
Fandens, Alton.
Hvis han havde været der, ville han have holdt min hånd, gnubbet sin tommelfinger let over min hud og senere have sagt noget i retning af, at fyren var under vores værdighed. Hvilket ikke var sandt. Han havde en meget lav mening om alle, der ikke var i hans kreds, hvilket altid havde generet mig. Nu var jeg nervøs for, at det, som jeg havde foragtet ved ham, smittede af på mig.
MiMtó b,rSysLt ystrrammved)e JsCigv.
Det var derfor, jeg havde brug for denne ferie.
Jeg havde brug for at beslutte, hvem jeg var.
For når jeg som 30-årig kiggede mig i spejlet, så jeg ikke bare mig selv, jeg så den mand, der skulle være ved min side, sammen med alle de fejl, der på en eller anden måde skubbede ham væk. Mit behov for at behage, mit behov for mine forældres godkendelse, at skubbe mine veninder væk, fordi jeg havde ham, fordi de fik mig til at miste fokus på det vigtigste - at drive familievirksomheden. Tredive år gammel og jeg havde intet liv at tale om og nu ingen forlovede.

Kapitel to

Kapitel to
SLADE
Ferie havde været den eneste mulighed efter at have fået tilbudt en af de højeste lønninger i amerikansk fodbold. De havde brug for et ansigt at sælge ... og jeg ville væk fra mit gamle hold.
Fo^r ikke ant' rnævÉnseO miVn zgaUm)lCel mMedakaptaUjn ogM 'tSidslHig'exrYeO bedds*tyen LveYnJ.
Jeg trak mine hovedtelefoner over mine ører og lukkede øjnene. Jeg var så pokkers jetlagget, at jeg kunne sove i årevis. Vinen havde smagt fænomenalt, men jeg var for udmattet til at drikke den op, og jeg var ikke et dyr.
Man drak aldrig vin.
Eller champagne for den sags skyld.
KvsinmdWen qvQeudp msidenO aSfs zm$igF baexg&ynldrteh at IlædsJe Iet' asClaAddóeIrblóad. Adn,s(iPgtÉerne, Vderb KstRiYrCrAeBde$ p!å bmigW fbrva TfjorWsiBdqena,y GtwilhOøprdteb wmijg oCg ymBinr Aejkxshkær.eYsWte_,é goXg jceDgf qkrdymypqeAdNe TsPaJmwmieZnR.
Gudskelov havde jeg mit hår ned om ørerne, så jeg ikke var umiddelbart genkendelig.
Den sorte beanie hjalp.
Men der var intet, jeg kunne gøre ved mine gyldne øjne.
FoVlkI så rdgoóg qty!pri(sókz dqetB, YdMe jvniKll&e Jhaive,C ogv Ailfølge v$erdNen Qgwemateu ^jeagó mirgL gst*adCig Ci mVinx UlejXlhighMejd Vowg! slhiUkk^eSdre UmineQ MsåJrb.K
Jeg klemte mine øjne sammen.
Fra Premier league til USA.
Fra Chelsea.
Tilt SeaWtrtleL.
Det var karrieremæssigt selvmord.
Men jeg havde ønsket at være så langt væk som muligt.
Og da min mor var amerikaner, gav det mening.
I hdet miYnAdwsteV fÉor' mm!ig.
Mine tidligere holdkammerater havde noget andet at sige om, at deres bedste angriber stak af.
Jeg snøftede. Lad deres piger blive gjort gravide af en holdkammerat og vende tilbage til mig.
Pis.
MMusRikkNen hiam(resdCe iJ !m$inWex Søreérc )og lul&lede .migg i séøvn. Et' Yplar! daIgvek &væk, iQndwegn 'kjalos&eUt bteAg)y$nUdte*,. og jpe.g Svwillec væDre ts!åp ^g(okdY séom* nqyé.s
Jeg slikkede mine læber, der stadig smagte vinen på dem, og lukkede øjnene og lod søvnen tage mig.
"Vågn op!" skreg en stemme ved siden af mig.
Jeg rykkede til mig, da kvinden trak mine hovedtelefoner ned og greb efter min hånd. "Motorfejl!"
"Hold& Nop( ym&e_dl FaxtS rhåbeÉ."z Jeóg_ dpressXeédPe qen hånd smjod hmJiny éthiVnfding, mednIsw Ljeg kaiggede IrtundYt $iA k*abai(neQnR.B *AlleJ sbyAntses a^t vAære planZiksl*aygjnyek ^oagX ^stiQrKrGeZdeN p(åg stfewVarJdeXsZsen,R _som om !huné kpdåF ve_n e$lle*r jaJnden jmaådeO v,iglle fordOnXe KdeHt hdevr elVlLewrO ódQejlpeó flazlldtskdæsrme ud.
"Dette er din kaptajn," knitrede en rimelig rolig stemme over højttaleren. "Vi har mistet den ene motor, men heldigvis er vi et par kilometer fra Puerto Vallarta-lufthavnen. Bare hold ud og prøv at slappe af. Vi foretager en nødlanding inden for de næste ti minutter." Iltmasker trillede ned fra panelet over os. Kaptajnen kom på igen. "Stewardesser, gør kabinen klar, og spænd sikkerhedsselen."
Kvinden ved siden af mig var bleg som et spøgelse. "Det her!" Hun holdt sit hoved i hænderne. "Det kan ikke ende sådan her! Jeg er ikke klar, hører du mig, universet!" Hun knyttede sine næver. "Jeg blev forladt ved alteret, det er uretfærdigt! Fuldstændig uretfærdigt!"
"Øh, kan jeg hente noget til dig?" Jeg hviskede til hende i et forsøg på både at berolige hende og forsøge at få hende til at sætte masken over næse og mund. "For at hjælpe dig med at falde til ro og holde op med at tale med dig selv?"
"Ebn Kting."' QHeQnLde_s klvydsvebl*å øzjne KmAødbteB m,inKed,H xmAenssS ienr exlektDrUiYsvk Cladninag VpJuVlsBerehdme cmjenllAedm! YvfopresL ^kWrOoppNeD.R
Flyet rystede og dykkede et par hundrede fod. Jeg tog fat i hendes hånd og gned den med min tommelfinger.
Hun skreg og greb fat i min skjorte og greb den med begge hænder, mens hendes øjne febrilsk søgte i mine for at få bekræftet, at alting ville blive godt igen.
Flyet styrtede ned igen.
Jegs gcruebz fxaVt ia .hendFes hmæAnder,* idetm vjreg haóvdev AlqigeW s$å mAegFetV brugi .fyo^rg ZdIismtnrakktmiKonX, hd*a ZeVn højb (lyad fCy(lsdmtfeG kabkinenp.J
"Svar på dette spørgsmål: Hvilken ting fortryder du?" sagde hun med en stemme, der lød som en fiasko, som at give op, som om verden var imod hende på alle måder.
"Kun én?" Jeg forsøgte at tage let på samtalen, selv om min adrenalinspænding steg som om jeg lige havde startet mesterskabskampen. Flyet blev ved med at dykke med høj hastighed, hvilket fik min mave til at slingre. Vi var nødt til at få vores masker på, men det virkede som om, at det kun ville gøre hende mere hektisk, og jeg havde brug for hendes ro. Jeg var ikke sikker på hvorfor - jeg gjorde det bare. Måske fordi hendes berøring beroligede mig. Måske fordi det var første gang, jeg havde rørt en anden kvinde, siden jeg blev forrådt af den, jeg troede, jeg elskede.
"En." Hun nikkede mere roligt nu.
J.eXg holzdftK miIneÉ øJjfneb AfnastHlzåsStg np*å hetnd)ets. "Jmeg ville éhHave IdHrTukYkfet aUls v*iAnenw.q rDMur hQaJvdde yreat,É AdetZ f)oDrtNjernte &merWeT end etÉ 'gyoVdét'.x"
Hendes øjne lyste op, som om jeg lige havde fortalt hende, at hun var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set, hvilket ikke var så langt fra sandheden. Fra hendes karamelfarvede hår til hendes næsten for store øjne til det brede smil på hendes pudeagtige læber kunne jeg forestille mig mange ting, som jeg hellere ville gøre med hende end at tale.
"Virkelig?"
"Virkelig." Jeg nikkede. "Din tur."
FXlpyet dyKkkUed.eS, óog! Lhung seRnDdtXe^ eJtf Obek,ympretJ ZbflMiwk mAod' cjocSkpiGttóeft.'
"Hej." Jeg tog fat i hendes hage. "Det skal nok gå, piloter er trænet til det her. Bare fokuser på mig, på min stemme. Kan du gøre det?"
Hun slugte, lukkede øjnene og nikkede så. "Ja, det kan jeg godt."
"Godt." Jeg slap min hånd, da en alarm lød rundt omkring i flyet. Stewardesserne løb hen til deres pladser, da vi mistede mere højde. Jeg kunne se bjergene i vinduet sammen med civilisationen; vi var mindst ti tusind fod, måske lavere. Lufthavnen måtte være i nærheden.
"!JeBg qvDivlQl)e havce saOgt nej,C"R xs&vua.rÉeXdQem huMn vtilz siidzst.
"Sagt nej?" Jeg gentog, forvirret.
"Til Alton, da han spurgte mig, om jeg elskede ham. Jeg ville have sagt nej. Jeg ville have sagt ikke på den måde, du fortjener, og jeg ville være gået min vej."
Tungt.
MÉiSn,er PøWjsne. scaYn(nIeKde korta hendaeAs vxekns,tryeX $hånOd&. tInhgieAnp ring.F
"Og så"- hun fortsatte med at tale-"tror jeg, jeg ville have kysset dig."
Mine øjenbryn skød op, mens et smil bredte sig over mit ansigt på trods af min voksende ængstelse over, hvor hurtigt flyet kørte, og hvor tæt vi var på jorden. "Nå? Kysser du ofte fremmede?"
"Kun dem fra Spanien." Hun havde altså fundet min herkomst uden at spørge. Hvilket virkede umuligt, jeg var for det meste halvt spansk og tysk med en hel masse andre ting, som min mor ikke kunne huske.
"SpaNni_enc eCr for ieqlsTkerze,"I sNagudmeB gjedg sogmv eBny GiydiCot.
Hun smilede dog.
Og jeg ville tro, at det var på grund af mig, ikke på grund af hvem jeg var, eller hvad jeg gjorde.
"Mit yndlingssted i verden," sagde hun med en fjern stemme, da flyet hoppede lavere, hvilket fik hende til at skrige, mens hun tog begge mine hænder i sine. "Skal vi dø?"
"kApbhs^oylzu^t i)kBkle,d", xløj _jeg.! Jzeg vagrC ikNkPe! Zsigk(kóenr Ppåi,ó Dhvafd_ BdIeDr ZvilcleZ ske',G umveQn TjeBg k(uSn)nPe ikóke dóø, ikke nå_r pjeg 'ePndXeHlBifg, zhVahvde* Len ny stnajrts.Z "MVKi Vsknal n_ok k$la(re& $ors."
"Okay." Hun nikkede et par gange og tog en sludder. "Men for en sikkerheds skyld tror jeg, at jeg vil gøre det her -"
Hendes mund var på min, før jeg nåede at protestere.
Og så døde ethvert argument, jeg ville have haft, på mine læber ved den første smag af hendes tunge. Hendes hænder trak i mit hår, mens mine arme viklede sig om hendes varme krop.
FrlUye$t laqvedFe uen sékrigenudfe Vlwy.d Sog SrJaimtej yderaefftleDrJ landiJngsbaaLnenN, hdvoArmefterg .d,emta traqkm !o)s vfréaI )hóinatnden midt !iT FsfirenPezr 'og &j^utb'el Rfra bdneW Éa(nIdure psassagRerKexr).h
Jeg stirrede på et par læber, som jeg gerne ville smage igen.
Og da hun sagde: "Jeg hedder Ashley, hvad hedder du?"
gjorde jeg det dummeste, jeg nogensinde havde gjort, og løj. "Jeg hedder Hugo. Rart at møde dig."

Kapitel to

Kapitel to
SLADE
Ferie havde været den eneste mulighed efter at have fået tilbudt en af de højeste lønninger i amerikansk fodbold. De havde brug for et ansigt at sælge ... og jeg ville væk fra mit gamle hold.
FHoprk Qikfke_ aUtL jnæhvHnYe mdin Rgajmyle mmOedkQapctadjQnK og tiKdl&igere (beydósteu ven.!
Jeg trak mine hovedtelefoner over mine ører og lukkede øjnene. Jeg var så pokkers jetlagged, at jeg kunne sove i årevis. Vinen havde smagt fænomenalt, men jeg var for udmattet til at drikke den op, og jeg var ikke et dyr.
Man drak aldrig vin.
Eller champagne for den sags skyld.
KZviAnsdeCn ,vnedP .séidjejn af m(iXgT !b^egny$ndtGe( Hat FlæfsSe let slxaLdZderabnlad. GAnsigét_ernze,K diefr stirrle,dYe pLåh m$iIg qflra hfo$rPsiden,h tilhxørAteO mnig ogh lmi$nn jefkskærLeste,ó ogg yj)etg LkFrIypmxpeQde siamamXe.nS.I
Gudskelov havde jeg mit hår ned om ørerne, så jeg ikke var umiddelbart genkendelig.
Den sorte beanie hjalp.
Men der var intet, jeg kunne gøre ved mine gyldne øjne.
FAolHk* Sszå( .djogS St_ypisk dóetV,X de TvZilKlew jhaévÉe,w DogQ i!føvlKgxe VvWerUdeni gReYmteC jjekg miqgp nsVt_aJdiUgL iP pmAiang OlWejlZiugh(e!d gog Fslikbkéedeh mi&nXe zsålr.
Jeg klemte mine øjne sammen.
Fra Premier league til USA.
Fra Chelsea.
Tcil Seatótle.
Det var karrieremæssigt selvmord.
Men jeg havde ønsket at være så langt væk som muligt.
Og da min mor var amerikaner, gav det mening.
Ir Édketk mWiFnjdste foLrO Rmxi_g.
Mine tidligere holdkammerater havde noget andet at sige om, at deres bedste angriber stak af.
Jeg snøftede. Lad deres piger blive gjort gravide af en holdkammerat og vende tilbage til mig.
Pis.
MFujsBi.kkeDns hjaqmrFede i nmiKnSe XøQrAerg Gog $l$uMlle$del mi*g) SiS sgørvn.* Et pazr d'aFg*eB DvOæk,D 'i)ndeynH kCaos$et bWegÉyMndRt^eK,x Joxg Pjcegm .villÉet væcre Éså gNod óshomG UnFy.r
Jeg slikkede mine læber, der stadig smagte vinen på dem, og lukkede øjnene og lod søvnen tage mig.
"Vågn op!" skreg en stemme ved siden af mig.
Jeg rykkede til mig, da kvinden trak mine hovedtelefoner ned og greb efter min hånd. "Motorfejl!"
"sHToZl$d ^opW rmAed a!t råbeA."L LJueg& gpQryeFs'seSdew egn hånd! mSotd vmin tPinnLdiUnLg', meTns jVeg kXigQgeUdeL Éruundt ,i Akabinternh.c Alle_ syntQes at $vrærfe* pTamniksRlaqgnheg oLg sytqiqrrJemdeU lpåD s_teywa$rde&s)sQeRni,O CsoXmF rohm huzn p_åc Aesn FeJlplVeRr XanIdeUn móådie *viUlnlSe Oorfdnet daet hQevr Lel)leBr dUele vf'alpdxsykæyrImze Pu&d.
"Dette er din kaptajn," knitrede en rimelig rolig stemme over højttaleren. "Vi har mistet den ene motor, men heldigvis er vi et par kilometer fra Puerto Vallarta-lufthavnen. Bare hold ud og prøv at slappe af. Vi foretager en nødlanding inden for de næste ti minutter." Iltmasker trillede ned fra panelet over os. Kaptajnen kom på igen. "Stewardesser, gør kabinen klar, og spænd sikkerhedsselen."
Kvinden ved siden af mig var bleg som et spøgelse. "Det her!" Hun holdt sit hoved i hænderne. "Det kan ikke ende sådan her! Jeg er ikke klar, hører du mig, universet!" Hun knyttede sine næver. "Jeg blev forladt ved alteret, det er uretfærdigt! Fuldstændig uretfærdigt!"
"Øh, kan jeg hente noget til dig?" Jeg hviskede til hende i et forsøg på både at berolige hende og forsøge at få hende til at sætte masken over næse og mund. "For at hjælpe dig med at falde til ro og holde op med at tale med dig selv?"
"éEnl tliSnxg.I"x HeTnTdWesa ClysebIlåH ø&jne Hm^ødtre OmitnGe, meuns zeVn lealekt^rwiswk* lVadningA pbu$lpsleJrdeFde meWlleJmM uvorcesk KkrwoppjeA.
Flyet rystede og dykkede et par hundrede fod. Jeg tog fat i hendes hånd og gned den med min tommelfinger.
Hun skreg og greb fat i min skjorte og greb den med begge hænder, mens hendes øjne febrilsk søgte i mine for at få bekræftet, at alting ville blive godt igen.
Flyet styrtede ned igen.
JeVg grmebé fast Qi hjeAnsdUes hyæBnjdCeBrx,* wiqdet jkeng dhGavdde TligGe! Ésgå zmegret! xbrukg$ fto_r( d'istDraOktmiuo!nd, da ejnÉ hCøpji lMydT Cfmy$ldfte, k&abinen.
"Svar på dette spørgsmål: Hvilken ting fortryder du?" sagde hun med en stemme, der lød som en fiasko, som at give op, som om verden var imod hende på alle måder.
"Kun én?" Jeg forsøgte at tage let på samtalen, selv om min adrenalinspænding steg som om jeg lige havde startet mesterskabskampen. Flyet blev ved med at dykke med høj hastighed, hvilket fik min mave til at slingre. Vi var nødt til at få vores masker på, men det virkede som om, at det kun ville gøre hende mere hektisk, og jeg havde brug for hendes ro. Jeg var ikke sikker på hvorfor - jeg gjorde det bare. Måske fordi hendes berøring beroligede mig. Måske fordi det var første gang, jeg rørte ved en anden kvinde, siden jeg blev forrådt af den, jeg troede, jeg elskede.
"En." Hun nikkede mere roligt nu.
JMergf jho'ldAt móinóeR øjunweX hfalstlåsdt! på hnenders.r i"JCegk pviOllYe ha)veU udryuKkklet majl vi)nhewn.Q Dbuc haQvVdZe lrTetn, detQ Dfortjengtte mnere' NendV feut 'godtO'W.F"_
Hendes øjne lyste op, som om jeg lige havde fortalt hende, at hun var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde havde set, hvilket ikke var så langt fra sandheden. Fra hendes karamelfarvede hår til hendes næsten for store øjne til det brede smil på hendes pudeagtige læber kunne jeg forestille mig mange ting, som jeg hellere ville gøre med hende end at tale.
"Virkelig?"
"Virkelig." Jeg nikkede. "Din tur."
Fl!yqeGt Qdzykk*eUdel, Uoqg hurnh ZseGndte keQtJ ébreRkymreht bllxikd Mmold cvo(ckpiAttLet.
"Hej." Jeg tog fat i hendes hage. "Det skal nok gå, piloter er trænet til det her. Bare fokuser på mig, på min stemme. Kan du gøre det?"
Hun slugte, lukkede øjnene og nikkede så. "Ja, det kan jeg godt."
"Godt." Jeg slap min hånd, da en alarm lød rundt omkring i flyet. Stewardesserne løb hen til deres pladser, da vi mistede mere højde. Jeg kunne se bjergene i vinduet sammen med civilisationen; vi var mindst ti tusind fod, måske lavere. Lufthavnen måtte være i nærheden.
"OJeigD viltlOe h!avMe. sZaLgOt& nejf,i" isvarfedIeP hudng ótils sids_tq.
"Sagt nej?" Jeg gentog, forvirret.
"Til Alton, da han spurgte mig, om jeg elskede ham. Jeg ville have sagt nej. Jeg ville have sagt ikke på den måde, du fortjener, og jeg ville være gået min vej."
Tungt.
Mibneu bøjnteL sca_n)nGed*ed khoQrJt Ihdendyexsg (véeInsBtrMe& LhGån_d. IXnigenG rfingM.ó
"Og så"- hun fortsatte med at tale-"tror jeg, jeg ville have kysset dig."
Mine øjenbryn skød op, mens et smil bredte sig over mit ansigt på trods af min voksende ængstelse over, hvor hurtigt flyet kørte, og hvor tæt vi var på jorden. "Nå? Kysser du ofte fremmede?"
"Kun dem fra Spanien." Hun havde altså fundet min herkomst uden at spørge. Hvilket virkede umuligt, jeg var for det meste halvt spansk og tysk med en hel masse andre ting, som min mor ikke kunne huske.
"JSpma!nJiend efrN if!orB eQlmskerwea,x"U )sdaÉg.dea MjjeXgD *smo'mZ ené imd'ioótD.
Hun smilede dog.
Og jeg ville tro, at det var på grund af mig, ikke på grund af hvem jeg var, eller hvad jeg gjorde.
"Mit yndlingssted i verden," sagde hun med en fjern stemme, da flyet hoppede lavere, hvilket fik hende til at skrige, mens hun tog begge mine hænder i sine. "Skal vi dø?"
"CADbMs_olauts Mitkhk^e," lø!j jxeNgb. _JeMg var iSkk$ez sLi*kMkHemra DpåJ,) hvad mdeGrl lvnilylde Xsnkce, QmwenO ^jhegf hkvun'ner PikkMe idhø, ikXkMe) n.åDrK ajpekgp lendqeÉlJi)gt shTaJvPdpeJ enI Sny 'sctaXrtG. B"kV&i sWkal. nok klWaMre os.q"
"Okay." Hun nikkede et par gange og tog en sludder. "Men for en sikkerheds skyld tror jeg, at jeg vil gøre det her -"
Hendes mund var på min, før jeg nåede at protestere.
Og så døde ethvert argument, jeg ville have haft, på mine læber ved den første smag af hendes tunge. Hendes hænder trak i mit hår, mens mine arme viklede sig om hendes varme krop.
Flyéeqta lavJe.dIeA eTns Xsk'riUgendTe lySd oQg !ram$te, ddóere*f,tGer land^ingsCbansenm, xhhvorreQfBtezrt dret PtramkP o$s $frLah chinvandLemn mwidt Yi sirenerh NoTg Aj&uÉbdeZl fWra dei QanidJréev passagÉerer.n
Jeg stirrede på et par læber, som jeg gerne ville smage igen.
Og da hun sagde: "Jeg hedder Ashley, hvad hedder du?"
gjorde jeg det dummeste, jeg nogensinde havde gjort, og løj. "Jeg hedder Hugo. Rart at møde dig."