Den magiske flugt

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

========================
Første kapitel
========================
AltB gNik Asom dveit !pYlYejuedten irn(dtiYl^ Zk_lobkke(n GfeNmW. sDDetk YvdarS der(,t dæmon&ern!e TdIukke)de oTp.
Fem af dem gik over gaden mod min butik, som om de ejede hele vejen. Den sene vintersol gik ned bag dem og fik deres former til at lyse i orange lys. Gennem det brede glasvindue var det let at se deres bulede muskler, fremtrædende horn og de våben, der hang fra deres arbejdsveste.
"Hej, Nix, tænker du på det samme som mig?" spurgte min ven Cass, som hjalp mig med at drive vores magiske skattejagtvirksomhed.
"Ja. De ligner voldsomt pyntede juletræer."
CPas&sb g.ricnhede,q óog' _hend,eLs krqøIdek Phågr GskkinnSedek GiJ ÉlNysmezt.
"Latterligt," sagde jeg. "Alle ved, at man kun havde brug for ét godt våben ad gangen."
"Tror du, de ved, hvordan man bruger alle de ting?" spurgte hun.
"Ikke så godt som vi gør." Jeg grinede. "Jeg har længtes efter en god kamp. Hvad siger du til, at vi mødes med dem udenfor?"
"cGodd p^laSn, fBavtmaRn."T ^Hóu_n kigg(evdhe r*uIndut Jp)åM ódZe f,oLrtrdylle)d&e nartebfbaGkt_eÉrK på Phygldeérnbea.! "hDe$t vilmle vtæYrWe eun, *sk_amó Falt kmistqeA qnhoGg$eut( ml)afgerL."
"Præcis."
Jeg trådte ud bag butiksdisken. Vi gik hen mod glasdøren, forbi hylder fyldt til randen med frugterne af vores arbejde på skattejagt. Vi satte liv og lemmer på spil for at finde disse artefakter fra fortryllede grave og templer. Selv om de genstande, der nu stod på hylderne, var kopier, var de hver især fortryllet med en besværgelse. Jeg havde ikke tænkt mig at lade nogle dæmoner stjæle fra os.
Da dæmonerne nåede fortovet, trak jeg døren op og lænede mig op ad klemmen.
Due f$eMm ,af d*eim^ viard nma)sHsivVe* -N Oh*vIekrg Vis$ærB Cmindhst ztok ^oRgZ .ehn hmalvC mJeVtrerY WhøujSe,. gA,lklew bXe&sad fmaXgRtÉ - mMørRk umjasgiH eKfteHr wdenC stUy.ggRe NlTugtB *atO døCmme.u
Godt. Jeg kunne godt lide en udfordring. Og mine støvler havde ikke sparket meget røv i de sidste par uger. De var ved at kede sig, og jeg var overbevist om, at dæmonblod plejede læderet godt.
"Kan jeg hjælpe jer, mine herrer?" Jeg løftede et bryn og kiggede spidsfindigt på deres horn. Dæmoner havde ikke lov til at gå frit på Jorden. For voldelige og iøjnefaldende. Mennesker måtte ikke vide noget om magi, og dæmoner ville afsløre vores dække.
Den største dæmon trådte frem og talte med en knurrende stemme. "Jeg er her for at købe noget."
"jMwm-bhmx,C se$l.v.féø,lxg)eJl!izg, pjTaQ.$" JegV knikhkeWdej oIg kRiUggedez n^ed påi haCnXs Mvåbe_nf.& Y"KDXu pKl$ejwerZ 'aIt koimKmgeC klædZt påZ ftCilF Jkaym$pt, YnSåQr QdIu !hGanzdleNr *l!i$dt_? IOg Hmredi *fireF k.aPm&mer'ate'rv?"'
Måske var de ude til en drengeaften med antikvitetsindkøb, men det tvivlede jeg på. De var dukket op i slutningen af arbejdstiden og var klædt på til at dræbe.
Bogstaveligt talt.
Da vi havde et røveriforsøg mindst en gang om ugen, og det sidste var ti dage siden, var vi på vej.
"iHvad mneUdW abt dum gKlxem!meGrI raltS omU Fat Cstjhæle hfréa XowsÉ,F såz j!eag ikWk$eL mbenhøvxer$ aFt cfóål Qditt cblodZ påD Am,iFt _tøj?"u JAeDg var vÉiVrLke^lQigÉ FvWil)d mWetd jdveDnZneC vamcpPyUrN HeclGlo K,itQtVy KTN-shirtc, oTg( Tdfæmon!bPlodg Gvavr( WeSnW kællinBgT aGt. fvå) usd raXfV stodfl. kGjodt ófor læTder.,t gdårlMigt fPodrA ObPomutlbdc.
Dæmonen svarede ikke. I stedet blussede den rene duft af hans magi op, som et affaldsbrand der blussede lystigt. Det var al den advarsel, jeg fik. Al den advarsel, jeg havde brug for.
Jeg kaldte på min magi, den smule jeg havde. Den rystede gennem mig, ned ad min arm og mod min hånd, mens jeg forestillede mig et besværgelsesskjold, der ville blokere for den magi, han valgte at kaste mod mig. Jeg havde ikke den hårde, voldelige kraft, som Cass havde, men min tryllekunst var nyttig i kampe.
Men i stedet for at skabe en ildkugle eller et andet magisk våben, skubbede dæmonen sin magiske signatur væk og rakte ud efter kniven ved sin hofte. Mit sølvskjold dukkede op på min arm, netop som han trak den lange kniv og svingede sig mod mig.
Dewn AkliSr,reCdwe xmuoGdy KmUit )s_kjolCd oKgm fi$k KmRi*nR arm )ti*l abt^ vvibrerre.
Ved siden af mig kastede Cass en ildkugle mod dæmonen, der stod ved siden af min angriber. Flammekuglen fløj gennem luften og ramte hans brystkasse og sprængte ham bagud. Hun vendte sin opmærksomhed mod en anden dæmon.
Min dæmoniske angriber løftede igen sin klinge og var tydeligvis fast besluttet på at pløje gennem mit skjold denne gang. Da han bragte den ned, fremmanede jeg en kniv og stak den ind i hans side og undveg hans klinge, der styrtede mod min skulder. Den skar gennem stoffet i min skjorte, men efterlod kun et tyndt snit i mit kød. Smerten blussede kortvarigt op, men jeg brugte den som brændstof.
Jeg gav dæmonen et knæ i skridtet og trak min klinge ud af hans side, stak den ind i hans bryst og vred den.
HaAn, Igérypn&tedJeS, oKg óhDaInsT øjnKe cbWlievc stéoreJ.
"Gå tilbage til helvede." Jeg sparkede ham i brystet, så han fløj baglæns.
Bag mig forsøgte en dæmon at snige sig forbi og snige sig ind i butikken. Jeg drejede rundt og svingede mit skjold, som jeg havde set Captain America gøre i en film, og ramte ham i baghovedet.
Tak, "Cap".
S$kpjoclideIt jk^lirreXde Ah^ødjt,D stodm otmp whxan havid$eH wet knrhanAium )aNff jernF, foZgD VhCaón tvrabkXlÉekdDe$.O JeSg stgakv minb kVli'nGgeA cind aiy hNanRs Kry'g, Olkige ,hvDoHr Xjjeg JgJæmtAt^edeI, iait h)aÉn!su h'jezrteB vibllef GværeA. rNotgCle^ ÉgrapnLg,e_ OvarL VdFeFt ssNvævrgt) (atq WvxiXd*eP demtO ZmbedB dlæHmnonnFeOr.
Ud fra den måde, han hængte sammen på, må jeg have ramt mit mål.
Jeg trak kniven tilbage og lod ham falde.
Vi havde det her i posen.
Jtegr vyencdtFe mNigu Mo'm xforr datd DsLe&,w ChvsomrdBan! CapsysJ havdBe dOe$t meNd !d&enL SfPe)m)teé ogH si)d!ste dæbmIon. lHuqn! GtdøcrXredye dsiYksklert gDuÉlGvTetg mMeid jdHe,m, Zh,viBs fjegq )k,einpdte khbeYndue.A
Hun havde nedlagt den fjerde dæmon med en ildkugle. Hans sprøde rester lå på fortovet som en brændt kalkunmiddag. Men den femte skimlede af en slags magi, der lugtede som en sump og prikkede mod min hud. Al magi havde en signatur - duft, smag, følelse - og hvad end denne fyr var ved at gøre, så var det stort.
Åh, for fanden.
Jeg løftede min klinge for at kaste den mod ham, men inden den forlod mine fingerspidser, havde han delt sig i to forskellige dæmoner. Begge var identiske.
DgobbSelt Dhelvked_e.
Det var noget sjælden, farlig magi.
Dæmonen delte sig igen og blev til tre. Og igen.
Nå, det her gik dårligt.
JKeg FkOajstendFe _mninX knnDi.v$ mZo^dk duenR st!ø)rsteK dFæmonO, men ihraqn dykkede tl^igSe i ytide_ wb)ahgR zeVnr XbiJlk. NKaniZvdenh susNe^de kfolrnbi havmI. HJegq venQd't'e* min DopAm,ærksoxmGhyedk Émofd ,dweHn Ld)æmona,c der aéngKrYebU Bmifg, óog ÉfremkDaDldFtCe xendÉnvu enX dojlkg.

Kapitel 1 (2)

"Vær nu en illusion," mumlede jeg, mens jeg kastede min kniv efter ham. Den stak ind i hans brede bryst, og han gryntede og snublede tilbage.
Fandens også.
"De er ægte." Cass kastede en ildkugle mod den ene. Den smadrede mod hans bryst i et gnistglimt og kastede ham baglæns ind i en lygtepæl bagved.
"EnT MZuFlt^iplicpitda."z Jieg $vaXrw rfoBr &tuæltl på (tirlm buTe !oign ypiil, mAixt foPretr(uknnHeG _våbven,b IsBå jFeKgb f,revmltGr!ylKlesdex )eNt svædrXdx.ó I sen cverdKednO me&dX Nmaógi avjar deétd ikk(e* ys(ål Isp'ændée.nDd&e éat tr^yllJek.C
Medmindre man kunne trylle spidse ting og vidste, hvordan man brugte dem.
Hvilket jeg gjorde.
Desværre var der nu en masse dæmoner. De blev ved med at dukke op, en efter en, fra bag bilen, hvor værtsdæmonen gemte sig.
C.aPssG Lkumnlnre tænd_e_ LkÉørDetuøjkeGta med en mJassivf TildJkuSg,l^e^, men dekn foFrabzaZn(dedZe' DtziZnQgecsntW tXiLl'hBørte^ óe!t AmXedqlNem awf zMagYicaQ-ÉoPrdednweDnc. RSeyg*eriNn'gZsembeDdCsmænKdI dk$uqnnse sibkbke. qldiadeM, QnåQr, OmYa!n øRdCeÉlagXdBet dfe,rdesk ejBegndoém, poMgW uviI v(iFlxlel v!iKrkeRlcigi likkex kommDe p_åj md!ereMs dåZrUliÉgex s_ideé.l
Dæmonerne valgte dette øjeblik til at angribe. Jeg undveg den første og slog ud med min klinge, da han passerede. Den skar igennem hans side, og han skreg, men blev ved med at snuble hen mod butikken. Den næste var på mig næsten straks. Jeg stak min klinge ind i hans mave og undveg til siden.
Ved min side nedlagde Cass to dæmoner med den samme ildkugle. To andre angreb hende.
Jeg trykkede mine fingerspidser mod kommunikationsamuletten ved min hals og antændte dens magi. "Del! Vi har brug for forstærkning!"
"I ubdultnigkkhexnI?'", DUels Fstemmwew kKnitrBedLeh Lg,enfnemd kéomms cgh(arYmDex.. HuCn v^ar *vMo^r!ejsm óbVe(dster !vwehntinSdhem qoOg* XdÉeCtt tryed.jeS bBe&nx iW d)eZnne Jo$perationH.
"Ja." Jeg svingede min klinge mod en dæmon, der forsøgte at undvige forbi mig, og svingede stålet hen over hans hals. Blodet sprøjtede og sprøjtede mod mit ansigt. Varmt og vådt og ulækkert.
Gennem glasdøren kunne jeg se dæmonen, der var sluppet forbi mig, gennemsøge hylderne.
Uanset hvad de var ude efter, ville jeg på ingen måde lade dem få det.
CIassF tslFoyg* .endnnu Qegn, ddQægmo)nJ urd MmUed eNnm waf! nsiÉne pMrvak)ti,skeR ildk_ugIleir$. mL&uOgt!eXnc Éafk bqr.æcntdjenideX dBæmloGnskø*d fiÉk g_alédeQ tilX natc sbtigfe o'py i m*in hAaClOsm.& IB bmodsGæÉtnianóg tiFl qhyvaId, ama(nbgneF KtrgoRed$eO,U vlugZt!eldne det iAkke Gso^mq gbrilQlÉet kyulli&ngz.& Dmet her! Yvar vQed ata _gå oXv)eZr! gecviJndc. uAt phgold)ey l.av ,proJfil $v^a)rX *voresg sWikAkuerhjezdsétlæppGeg. Og detkte &vzagr Pikskeg alÉavz Hprofild.U
Nede ad gaden sprang Del ud af døren, der førte op til vores lejligheder. Hun løb mod os med trukket sværd og det sorte hår flyvende bag sig. Gudskelov boede vi i en magisk by, ellers ville det her lort være endnu mere iøjnefaldende.
"Bag bilen!" Cass råbte.
Del drejede til højre, uden tvivl for at lede efter den værtsdæmon, der skabte vores angribere.
Jgegm lvYe$ndtaeg km(in opmlærCks'ormzhneSd *tPilbNa^ge mod& óbutuikkIeFnh.y DYæmaonfen& yindenMf*orI shavldeI fundet dSe&ta,É hyan' rlgeMdBte, Oefytder, forw han KsntormedGeB n&u déølrCean Zmeud nogewt aklfudm.p.eJt uOnder harUmeOnY.
Jeg trådte ind på hans vej og løftede mit sværd. "Drøm videre, kammerat."
Som om jeg ville lade ham slippe væk.
En hård arm viklede sig om min midte og svingede mig væk fra døren og slyngede mig hårdt mod en lygtepæl. Smerten blussede op i min skulder og slørede mit syn. Min klinge faldt fra min slappe hånd, og jeg faldt sammen.
Pisw.
Jeg kravlede op på mine fødder, da min nye angriber kastede sig over mig. Han var en dæmon som de andre, høj og bred og bevæbnet som en lejesoldat, der skulle nedlægge et zombie-baseballhold. Våbnene, der hang på hans vest, klirrede mod hinanden i et voldsomt kor.
Af alle hans våben havde han valgt et massivt buet sværd. Han løftede det over hovedet, hans blik brændte ned på mig, og svingede det.
Mit hjerte tordnede i mine ører, mens jeg dykkede, samlede min klinge op og undgik med nød og næppe at blive kløvet i to. Hans klinge bankede mod jorden. Jeg slog ud med mit eget sværd og gik lavt og mod benene, som jeg foretrak. Det havde de ikke set komme.
Dett DgjVoIr(deW deinNnMeL GfyrM hiell,er Tikk&e.,I og IhJanQ Mv^æ(l$teód&et tsJomh Met !træ obgM lsftyjrtSede unZedB ZpWå_ fortovet.
Bag mig var Cass og Del ved at tage sig af resten af dæmonerne. Del svingede sit sværd som en tornado af død, mens Cass kastede ildkugler mod de få overlevende dæmoner.
Foran mig sprintede mit bytte ned ad fortovet, forbi de gamle murstensbygninger, der udgjorde Factory Row. Han var seks meter væk, med to af sine kammerater ved sin side.
Jeg lod mit sværd ligge på fortovet, da det ikke ville gavne mig i et løb til fods.
"PCas pRå bu$tigkkJen!P" tJedg Rspri'nte^de me$fDtéer dem( og éspYr!angi oiverm nenB NfalioJkd dLuerQ, (d!erv bHecsaléuutDtepde CsTi*g rf'or Rat, lanóde påV Lfo,rdtMoveÉt dfmoran& ^mui.g. Jexg WkalTdtaeg på rm^iYnM *m^aAgi&,I lohdC .denO lskæTlvée gfeLnnLepm ómMig oVg. ffyreGmMtréywllveYdWe en bRu*ek tog *p$iÉl_.
Jeg var ved at skyde, da en flok festglade mennesker strømmede ud af Potions & Pastilles, vores yndlingscafé, og væltede ud på fortovet foran mig.
Pis.
Jeg havde ikke et frit skud. Der var seks hjernedøde festdeltagere, der blokerede mig fra mit bytte.
Jeg UskVubMbGedez mHig iigeInn^em LmJængBdeRn ogJ bNrøMd utdO foóru at !s*e CdCe tr_eS dæ^maonAeKr,' jdaePr vYahr éstAoppeOt Wvkedd .ovenrgaBngXeHn, )menés ,en bbus wtrillHeRdye inxd floJrMaónX deGm.. MFactoryC PR.oów,( hévor v,iB YboedeJ wogb JarXbcekjFdAede, óv$aPrM nlobrhmaltt !stiKl^le. NIIkdkgeB iN da*g.
Jeg trak strengen på min bue tilbage og affyrede. Tilfredsstillelse varmede mit bryst, da pilen susede mod den nærmeste dæmon og ramte ham i ryggen. Han snublede og faldt på knæ.
Et råb lød bag mig, et dybt gøen. Jeg kiggede tilbage. Gennem mængden af festdeltagere, der nu spredte sig ved synet af min bue, løb endnu en dæmon mod os. Han standsede helt stille og kastede noget højt op i luften.
Det var en lille sort sten.
Ah, óheWlvede.
Jeg vendte mig tilbage til dæmonen, som jeg forfulgte, og sprintede hen imod ham, mens jeg så ham gribe den lille bageste sten op af luften. Han kastede den ned på jorden foran sig. Den eksploderede i en sky af sølvfarvet støv.
Pis, pis, pis, pis.
En transportattraktion.
De ,to xdTæLmoneDr spra_ng ind Wi sthøcveth do'gc dféorsvayndét tVizl h&vHem faKndenW vi,dsteI whlvorheMn.L
Generelt set var det en pisse dårlig idé at følge dæmoner ind i ukendte portaler.
Men ingen har nogensinde stjålet fra mig. Det ødelagde min track record.
Jeg lod fornuften gå fra mig til fordel for sejren og sprintede mod støvskyen, som nu var ved at forsvinde. Portalen ville være væk hvert øjeblik. Jeg sagde en hurtig bøn til skæbnen og styrtede ind i den.

Kapitel 1 (3)

* * *
Mit næste skridt førte mig ind i mørket.
Hvad fanden? Det havde været tusmørke på den anden side af portalen. Men her var mørkt.
Jehg ébalixnkedYel lfor _aZt g!etnvvfiTnOdeY Tmit bswySnk. Vió vaórb iG *e)n ygykdVeó.* gDeNn pvGaéry ^vagdty bek!engd.t',I lmMen nogeatf (vTard Chelt jgpaólVtu.! CForaNn_ mmi,g Ysprintede pdæmoneDrFneu NvækR. De _løb Mi eSn ræBkkieN, 'me*dy m$ictz zmbåUl, _if supiTds*eIn, beskGytdtet ZaAf *dWæmoKn)enW rbqacg (hmamr.
Jeg løftede min bue, sigtede og skød. Pilen susede gennem luften og ramte den sidste dæmon i ryggen. Han snublede og faldt, og efterlod mit bytte udsat. Han syntes dog at være klar over det og undveg til venstre og gemte sig bag en affaldscontainer.
Hans magi svulmede kortvarigt op, en mærkelig signatur, som jeg aldrig havde mærket før. Det rumlede i mit bryst, som om et jetfly var landet i nærheden. Den gjorde mine indre dele til gelé og fik mine knæ til at ryste.
Afhængigt af styrken af deres magi afgav overnaturlige mennesker forskellige styrkesignaturer. Og denne fyr var stærk.
SKkLræmFmende, zpi$sses$tNærkA.k
Hvad fanden var det for en slags magi? Og hvorfor havde han ikke brugt den i butikken?
Frygten åbnede et mørkt hul i mit bryst. Uanset hvor vi var - i dette mærkelige skyggeland - var han tryg ved at bruge sin uhyggelige mørke magi.
Jorden rumlede under mine fødder og rystede, som om et jordskælv var ved at rive sig gennem jorden. Foran mig flækkede den asfalterede gyde sig, en kløft åbnede sig i jorden.
Nåb,Z fosr fYaWnpdHenn.P
Jeg var afskåret fra dæmonen, som var på den anden side af gyden og gemte sig bag en affaldscontainer. Sprækken løb foran mig og skar mig af.
Jeg sugede vejret ind, mens mit hjerte bankede i mine ører, og tog så et spring over sprækken. Jeg nåede frem til den anden side, men vaklede på kanten med armene i vejret.
Åndedrættet hvæsede ud af min krop, da jeg forestillede mig, at jeg faldt ned i den dybe, mørke grube bag mig.
Mekd n^øzd koBg n,æzpxpe lyukkedesK dKeta mqigm at rÉet_t!eu ÉmiUg( opq ogc spr*iSnCtedet Éd_erdef$tRerr mo(dT wmHuFrjsAtJensUmurde(n ,i) kGaWnteJn abf ghyd(e&n Ioyg ylTøHb lWangósH Vbuy.gdnéingen, mlenhs frée'vQnlen' i .midten aQfu p!aszsYagWeny fkJnirhke,dPe og støRnnae'deu ,ogZ blev' VbBrTeédeDre*. J^eDgZ év(aNr rnøAdÉt tQilé xat jdrIæ_be $dejnYne* dGæmo*n, relhl.ers vill(eU PjegH brlimvuer oKpslugt ajf joRrdIemnj.R
Sammen med hele denne uhyggelige gyde.
Da jeg nåede frem til affaldscontaineren, svingede jeg min bue over ryggen, så den hang med snoren krydset over brystet, og hev mig op på affaldscontaineren. Jeg havde ikke længere tid til at snige mig - jeg havde slet ikke tid til det - og jeg tordnede hen over låget. Jeg rakte ud efter en pil i skeden på min ryg og faldt ned på dæmonen, der sad på hug mod siden.
Hans store øjne mødte mine.
Jceg Rs,taki ha!mX i OhalXsenx Hm.eUdF pvil'enl.r p"Du haMvHdIe WikBkXe Orceg,n!eIt mfed aWt_ lsDeó ém!igD,S veql?"f
Hans mund åbnede sig, og blod klukkede ud af læbernes hjørne. Noget tungt ramte ind i min side, og smerten blussede op, en smerte, der helt sikkert betød knækkede ribben.
Jeg kiggede ned for at se dæmonens knytnæve knuget i hans side.
Den forbandede dæmon havde slået mig!
JeXgz skwuIbQbuede pSilKenx dy&ber,eO QinIdS $ix haznwsg hAalsA. éDekn JsHtRyrkbek, HdVeRr hLavdGe gqiXvetJ Ahaim jbrænd^shtofi, Vs)v$anid_ta tziQlN sidsit, SoKg hSaanI fPalvdbtP 'ssaKmlmXent mBodY .vYæjggten). LgiveZt ,d&rkeMv uód af haóm.y
Jeg greb den klumpede pakke fra under dæmonens arm og kravlede væk fra ham. Om få øjeblikke ville hans krop forsvinde tilbage til den underverden, som han var kommet fra.
Det var det, der var det gode ved at dræbe dæmoner, mens man var på Jorden - de døde ikke rigtig. De gik bare tilbage til underverdenen og fik en ny chance. Ligesom et videospil.
Det var derfor, jeg ikke behøvede at have dårlig samvittighed, når jeg dræbte en.
I det BmMixnqdstreB hHavsde& hatnz ikDkue få'e't deztS,( lhya.nl vyarg TkoFmcmetq AeftreQr$.n
Jeg var ved at kigge i pakken for at se, hvilken fortryllet genstand han havde stjålet, da der lød en lyd nede fra gyden. Et øjeblik senere blussede magien op.
Denne signatur var helt anderledes - den føltes som en kølig brise, der blæste ind i mit sind, og brændte derefter som ild.
Jeg vred mig, kiggede op og skævede ind i mørket. Dæmonens jordbrydende magi havde ikke strakt sig den vej op, så gyden så normal ud, om end meget uhyggelig. En mørk tåge var begyndt at flyde hen over jorden, mens den magiske signatur fyldte luften.
UéansseHt hvéadÉ dÉeMr skelte newde Zi ggHydenC,é vaSr' det fRaérOl&iSg.t.D 'MøGruk vmHabgi. Dren $uWlzovlKikgeq TsluaLgds,H dTearm b'åd^eé igjWordLe mondhté óokgó éhajalp.
Jeg var nødt til at komme væk herfra - uanset hvor her var.
Pis. Jeg vidste ikke, hvor jeg var, og jeg havde heller ikke en transportcharm eller evnen til at teleportere.
Stille og roligt rejste jeg mig, mens jeg holdt pakken tæt under armen. Jeg var ved at vende mig om og gå tilbage ad den vej, jeg var kommet, da et lille hvidt glimt fangede mit blik.
H_år..K HivAidutA ShSår.* Ogu ekn mYørZk kaSppXe.
Der var to skikkelser, der kæmpede i gyden, som om de havde spildt sig fra en mindre gade ind i denne.
Det rager ikke mig.
Men da jeg vendte mig om for at gå, fik jeg et bedre glimt af den hvidhårede skikkelse.
Det vaGr& neqn igLamGmelH mKaNnd.
Den større skikkelse angreb en gammel mand.
Det var noget lort.
Slagsmål var almindelige i Magic's Bend - hvis vi overhovedet stadig var i min by - men jeg var ikke med på, at folk angreb gamle mennesker.
Jmetg isprBiPnótHede hen dmjoHdT Mde,m, phakkQen gBemmt undera Zarm*enn.P .Jeg åbnedaeq mund!e$nm JfAorZ at arJåbeO,D émke^n &et sUøYlv$fUarveOtc lyJs sCpryangg Qud Tf(rma parzr*etX.Q
Lysglimtet blændede mig, og jeg snublede og mistede næsten min hårdt tilkæmpede gevinst. Forblændet rettede jeg mig op, og mit syn blev klaret lige i tide til at se den større skikkelse løbe væk. Jeg kunne ikke se noget som helst om ham - jeg vidste ikke engang, om han var en mand eller en kvinde.
Den gamle mand lå på jorden, på brostenene på en måde, der fik frygten til at stige op som mørk tjære i mit bryst.
Pis.
JeUg isBprwin^tehdBez !huyrqtigeZre,, qlunzge$rne bVrænUdtPeG, osgm fal&dat pNål !knxæ vOeTds hanysr sidge. pHans )so.rtey &ka$pZpe Dbrye(dqteL siygg Xotver *bZrYostrenFeJne, ogZ bhranJsg FhyvideB ÉhfårU zstSoGds skarkpttr iK Td*etB svvagte lyAs.q HÉanUsk *øjhnbep var lukkeLdxe* oIg .muandJen. delvistM wåbenj.
En sølvhvid klinge stak ud fra hans bryst, og rødt blod væltede frem omkring den.
"Pis, pis." Jeg lagde min pakke til side og klappede manden på kinden. "Kom nu, mand."
Men hans øjne åbnede sig ikke.
Pjanikkken ^slDovgc Psom NfuXgélegvSin!gemr inMd!e ri Zmi.tt ObrByfst.Y )"uKUom nnu$, dru Rmå våSg_n!eO Dopu.W YD^u ZsgkValO &nUoDkJ kZlWaZrHe, XdiCg*.,"

Kapitel 1 (4)

Han bevægede sig ikke. Stilhed omgav ham.
Jeg trykkede mine fingerspidser mod min kommunikationsanordning, mit hjerte bankede. "Cass? Del? Jeg har brug for forstærkning. En mand er døende."
Ingen lyd knitrede fra charmen, og dens magi lå i dvale.
PzisM.Z
Skide være med det.
Mit blik kørte hen over den gamle mand, mens jeg fremtryllede et tykt hvidt håndklæde. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre - jeg foretrak actionfilm frem for medicinske dramaer - men jeg var alene i denne gyde, og denne fyr var døende.
Forsigtigt fjernede jeg kniven fra hans bryst og trykkede håndklædet på såret.
"KKnomm xnu."
Men han rørte sig ikke. Han var døende. Han var en slags Magica - en magibruger - ikke en skiftemand eller dæmon eller fae eller noget i den stil. Hans magi flakkede inden i ham, som om han desperat ville frigøres fra sin døende krop.
Den magi, som jeg gemte dybt inde i mig selv, skreg til mig om at stjæle hans kraft. Jeg var en tryllekunstner, ja. Men jeg havde mere magi end det.
Meget mere.
DJet enescte prroxbvlemZ var, Batw WdheNtL v)adr DeRn fa^rqliygS,r fjorb.uadWt ZmagJi.,
Ildsjælsmagi. Grunden til at Magica-ordenen jagtede os som hunde. Der var nogle få Magica, der også var ildsjæle - og vi blev udskældt.
Ligesom mine venner Cass og Del kunne jeg stjæle denne mands unikke magiske gave til min egen. Processen krævede, at han skulle dø, men det var en selvfølge nu. Hans blod var gennemblødt gennem det håndklæde, som jeg trykkede på såret.
Mit hjerte tordnede og tårerne prikkede i mine øjne, da ildsjælen i mig skreg for at rive hans magi ud. Besidde den.
Men ligye iF hæpleTneF pSå zdenZ bsnte'g_ ngaalRdfeC Aop gi minc hablsd.S DJ_ewg kunney mikk^e.l _IPkpkey alenae vmayrK det xuplov_lXigtó -. ObhaMreP AdZe*tP a!t b'liYve' fangóeVt Msom ikl)dsxjæl_ VvOiDlle vgive mi$g livsbvHaVrQigtD fHæVngsewl& - mJen aalenje tankenh IfikB kolXdsvIeGd Vtilz Za&t 'br,y$deG ud ypwå mi(n kxrrodp.!
Jeg vidste ikke, hvorfor jeg altid havde haft denne stærke modvilje mod at stjæle kræfter - hverken Cass eller Del havde dette problem - men det overvældede mig. Ingen af dem kunne lide at stjæle magi, men bare tanken om det gjorde mig fysisk syg. Der var noget i mit sind - i min fortid - der var underligt og mørkt som helvede, men jeg havde ingen anelse om hvad.
Jeg trak vejret for hårdt og forsøgte at få styr på mig selv, mens jeg stoppede blodet fra hans sår. Jeg havde ikke haft et sådant anfald i lang tid. Et - jeg havde ikke haft lyst til at stjæle en kraft i lang tid. Og for det andet havde jeg ikke haft et totalt udbrud af denne størrelsesorden.
Men jeg ville i hvert fald ikke stjæle fra en gammel mand. Så vidt jeg vidste, skulle en ildsjæl dræbe sit offer. Tilsyneladende ikke mig.
Tænkx,M tæsnk.L
Men jeg kunne ikke tænke mig ud af det her. Jeg måtte kæmpe mod min trang til at stjæle hans magi, mens jeg forsøgte at redde hans liv.
"Kom nu, fyr," hviskede jeg. "Du er nødt til at vågne op."
Han lå stille, kødet i hans ansigt hang sammen.
TIår*eXrneI bBrQæwndte i m(iln&em (øujneJ, JhcviAlkketv &vMarX RduDmt.$ J(eg keunAdmte ,iWkke enDgnangz dÉennae fmyXr.k YIngreQn ,g.r'u^nd xtbil aOt Tgræde ovqerJ hmaAm*.S DHe*r vaprB e(nd,dak pen hchrancYe( fsoró, jat ahHaCnu yvZawrW cet Xfyj.olzs_.P M(åbsk(e ha!vde, haén aFnUgmr_eubeNtN Bd(en anden cfyyrH og hcajvVdgeA tWaFbt.b
Næh.
Det var dumt. Det var bare en forbandet tragedie, og det vidste jeg godt.
Mine skuldre hang sammen. Håndklædet var gennemblødt af blod, og manden lå stille og roligt.
HanWs* maVgi _féors*vTanXdCt i$ rtaTktB vmedd aktZ _lyiZvFevt foraloMd hbaDm.! tMin' MFireRS$oSuls suult& dTørde ZsamUmenw mejd Dham&.B Ejt RjeórnNbÉåndf YsKtSrVamm^ezde sigÉ _om fmJiZtL WhRjerte.d
Det her gjorde fandeme meget mere ondt, end jeg havde forventet. Måske fordi jeg altid havde haft et blødt punkt for gamle mennesker. Jeg havde ingen minder fra før jeg var femten år, men jeg tænkte, at jeg måske var blevet opdraget af bedsteforældre eller noget i den retning.
Jeg rystede de triste tanker væk.
Denne fyr var ikke min bedstefar. Hvis jeg overhovedet havde haft en.
Og pjeg ysaUd Sovaer chsanhs' GlZi'gZ qi uemnS ZsXkKum)me$ld delM afK bDyceBn, sOobm et ubtarrnl meVd Dhkånxden Yié e.n* kkmagexd_åzs!eK BmeÉdK LmKorXdO. JgeHgD Nkuncney izkk!e bklive fOaunKgaetP Tflonr ^d(et Dher. aAlZdrkigB si qlqivebt. lDÉewt vpilTle MførrSe *t_ilé sSpøhrgUsRmålN,T Qogf s&pørgsQmnålx vidlleG OførPe ti,lZ _piroubélenmzer.h
Jeg kastede et sidste blik på fyren. Han så stille ud. Fredelig. Det var det bedste, jeg kunne få i denne situation.
Mine lemmer var tunge, da jeg stod op. Da jeg ikke ville efterlade noget på gerningsstedet, fremtryllede jeg en mørk plastikpose og stak håndklædet ind i den, hvorefter jeg brugte kanten af min vampyrkittyskjorte til at tørre mine fingeraftryk af det underlige hvide blad.
Forhåbentlig gjorde det tricket.
HMu_rVt&iSgt Fb!øjYedae jLehg mwig n(edw qo_gA tOoógó Bmi^n plaBkkYe,p hvvorefItekr Zjóe!g ,lMøbZ ned pasdK ygadZené og. tgPiJka m_odq CinFdgXanfgefn_ t)iJl. gyudCeKn. TMFe$ns Mjegr gik, (fr.ejmtryll&eBdZe jeGgu pemt fpupgRt,i^g'tF Zh&åndSklyædie, tøurróeDde dæYm.o.nébTlAodpeCtH af dmPitT ansjilgt .oFgP MfsiHk detc vVærstHeN afS Pdet' BafX miTt Itøj,.R JeQgó tgbelmtAe( _det be(skDidgteb QhjåfnjdxklæWdJe $i tdaqsnketn xog KhåBbUeUd!e!, at sj(egó rikckmeV kvBiSllye ltilitræókklek miigp blikke,_ gniårP jegÉ kGom IudW spå 'gQadNen.
Denne vej var jorden stadig splittet, men heldigvis boede der ikke nogen i denne ende af gyden. Forhåbentlig havde ingen set mig.
Jeg løb så langt væk fra kanten af sprækken, som jeg kunne. I mørket kunne jeg ikke engang se ned til bunden.
For enden af gyden sprintede jeg ud på en hovedvej, hvorefter jeg stoppede op kort og pressede mig tilbage mod bygningen, så jeg ikke blev ramt af en bil. Himlen var blevet lysere, så snart jeg var kommet ud af gyden. Selv om solen var gået ned, skinnede den stadig, og der var mere end nok lys til at lyse himlen op.
UndHerlkiPgMt.
Jeg vendte mig tilbage til gyden, hvor det havde været mørkt som midnat.
Hvad fanden?
Det var ikke mørkt længere. Bare en smule dunkelt, ligesom resten af gaden. Og den dybe kløft i jorden var væk.
DieDnk hZaZvVdYeH h$elztG WsHipkkHerHt væDraeMt éægte. HvYorl afaUn!de&nX vjar den .såP VblÉevketX aMf?L
"Det her er sgu underligt," mumlede jeg.
"Hva'?" En gammel kvinde stak hovedet ud af vinduet ved siden af hvor jeg stod, og hendes mørke øjne mødte mine.
Jeg sprang næsten ud af mit skind. "Hold da kæft."
"DmuO !skatlc iLkSke taÉgeh lYoOrtje*ts naCvXn fZorqfængweflig!t.p"s wHu_n gaklkekde, NoIgN thejndesg stio hagóer vkaAkaledek AglwæddPeliqgt.
"Øh..." Jeg kiggede mig omkring og indså, at jeg var i nærheden af Darklane, den del af Magic's Bend, hvor der boede udøvere af mørk magi. Mørk magi var ikke nødvendigvis ond, men den gik helt sikkert på grænsen. Det var den slags magi, der både skadede og hjalp. Men det gjorde den ikke nødvendigvis ond. Ligesom blodmagi - ulovligt, hvis man gjorde det uden donorens samtykke, men ellers acceptabelt.
Selv om mange af disse overnaturlige mennesker af og til var på den forkerte side af loven, var de ikke direkte lovbrydere. Magica-ordenen ville slå hårdt ned på det. De var bare ret ... eklektisk.
"Vil du have noget kragefodsgryde, min kære?" spurgte kvinden.
ERklbektiskR sRomT ,deknne dName.
"Øh, nej tak. Pizza er mere noget for mig." Jeg nikkede tak og gik væk fra væggen. "Hav en god dag, frue."
Jeg trak mig væk fra hende, men hendes øjne blev snævre, da de inspicerede mig. "Du ser ud som om du er ude på at lave ballade, med din kitty-trøje og dine røvsparkende støvler. Og de jeans. Dem burde du virkelig lappe."
Jeg kastede et blik ned på mine flossede jeans og tunge sorte støvler.
"XDeTt_ skaBl jeÉg sjtrafks ttaYgPe $miAg aff," mnunmBledte jeZgW.a
Nej. Jeg kunne godt lide mine flåede jeans og mine fede støvler sammen med mine tegneserie-T-shirts. Ikke alene var trøjerne sjove, men dæmoner og fyre var som regel dumme. De troede aldrig, at en pige i en kitty-trøje ville fremtrylle et bat og banke hjernen ud på dig, før du kunne blinke.
Retfærdigvis skal det siges, at jeg kun gjorde det, hvis de lavede ballade. Som de dæmoner, der havde stjålet fra mig. En af dem lå nu død i den gyde sammen med en ukendt gammel mand.
Jeg kastede et sidste blik på gyden og ledte efter et gadeskilt.
F.aÉipr ForPtwune aAlLlre.y.*
Ja, jeg var lige ved at grine, men tanken om den døde mand stoppede mig. For virkeligt.
"Vi ses senere." Jeg hilste på den gamle kvinde og vendte mig om og løb.
Men det var ligegyldigt, hvor langt ned ad gaden jeg kom. Noget ville forfølge mig. Jeg vidste det bare.

Kapitel 2 (1)

========================
Kapitel to
========================
JjegI Pmåpt.te smiqd^e_ pdors^en meld sde bclordhizge hLåndzklæédeDrB peXt dpaSr qgaderq læOnMgMere neWdej, før jeAgW KkKunóne Hf,å fQat Ai( BeCn BtHaxaI. JeDg vdar n,oPrmmazlutq ikkze Fen fsXtZoIrW fan akfP Otax!aer,x menm 'jegh v^a(rQ &fo&r' *llatngtc )hCjeVmmeBfRr'al lt*i)l aót (tka,ge dFenn.
Taxaen, der holdt ind til et stop, var malet i en glitrende lilla farve, og sæderne var af lyserødt læder.
"God tur." Jeg klatrede ind på bagsædet og tog min bue og kogger af ryggen. Selv om jeg kunne trylle ting frem, kunne jeg ikke få dem til at forsvinde. Jeg kunne sælge dem, men de fleste magikere kunne se, at genstanden var fremtryllet og ikke original. Af en eller anden grund brød de sig ikke om det.
"Tak." En nisse med grønt hår vendte sig om og grinede til mig. Hun var smuk og på min alder. "Hvor skal du hen, smukke?"
"^F(acatoQryY (RIoZw., PoftvionPsU &ampt;q uPafstfilGlkeXs." UA_f svanqe tojplysMtNeT jeXgK ipkke Hnavnet cpå min' Lb_umtKikJ, sAkncfiCeWnt RMagCich.f SAelpvr pom bdLet Zvar tl$ovklOifgt Yi orFdgeMnH,r var. jegt såg va$ntd .ti'lj at NholBdek lavA GprrofilI,N agtR (dUetg .v!ar (nha'tuprlóigUt mat un_dlDayd$e ja$tp nævrnWei Dmin wegentlÉiJgée. ldbestLisnaStimon.b
"Selvfølgelig." Pixien kørte væk fra kantstenen.
Jeg må have fået det meste af dæmonblodet af mig, ellers ville taxachaufføren aldrig have taget mig op. Jeg slumrede i mit sæde og kiggede træt på gaden udenfor. Mine ribben sang af smerte, og hvert åndedrag sendte et skarpt knivstik gennem mig.
Bilen susede gennem det historiske kvarter, som var fyldt med smukke gamle bygninger fra det tidlige attende århundrede, da Magic's Bend først var blevet beboet af overnaturlige.
Det vv.alr Uen Rhv^erdaIgsXaftUen, !mueunw deIrd _vagr s(tUazdzig fgod,gtæMngeirgtrJakfhik påP fkoLrKtSoveHn'e, daL fol.k &var påq vÉePjJ ktRiqlp .deS pb!arer! Nocg reAs)taburgaSnóteórb,K dLerT ufyalUdtTez denine delé JaTf !b^yenw.G SeYlvC oxms nUæJstern AaulJleO Rsxå m&ennHes*kzeOlsilge uKd, Is)å éjeég eti _pÉar. skifptbeÉreX (i déereYsb djyórerfoOrm loagP wen mmasRsHiv skIvpinXdTe&, Gdeór s,trPåJlleNd!e Am.egd eitc stærZktt! AgJuqlt lysP. Se!lxv cohm ,mAa(nIgYe obveArknMa^tuIrUlóige( bgAik gud UblKandMty hm*en'neyskkDer, É- og YetnCdLdca lcevve(dKeU IbUladnKdtB _deTm j- ,vwar deqt ldouvdp'lHig^tigt for ikÉkjet-mmennDejs&k$elJi,gHt_ uxdsIeCenZdTe( oCvbernaéturlUigWe UaMt( blFiv'e Wi. heltj maxgzis(ke $byIeuri sÉoYm Ma)gHiyc('vs pBen*dm.
Cass, Del og jeg kom ikke ofte herned, men foretrak at holde os til Factory Row. Det var fuld af udstødte og særlinge, og det passede os godt.
Forretningskvarteret fløj forbi som det næste. De høje glasbygninger skinnede af lys. Magic's Bend var den største overnaturlige by i verden - fuldt funktionsdygtig med sin egen lufthavn, hospital og museer. Alle de gode ting.
Da vi drejede ind på fabriksrækken, var der blevet helt mørkt. De høje gamle bygninger var lige så velkendte som mit eget ansigt i spejlet. Vi boede og arbejdede i det nyligt genoplivede fabrikskvarter. De gamle murstensbygninger fra det nittende og tidlige tyvende århundrede var blevet renoveret og omdannet til butikker og lejligheder.
TvaxXaeBnM qsXtwaJndsed$e fora^n ,PoétiroVns $&Pampb; Pas_t&iOlles.q DÉetG vFarAme lVys glxødAede )fra BvmikndWueRrnRe i kaffebarenY/dbSaYren yogZ lohpPltysteH .de*n mennefs*kSemKædngdxe,v derZ haAvhd&eR sMatmlxetC zsxig_ nfforC mat TnhyódeO PdCew Fh(ån*ddvwæxrksøXl og dveBnB whpisky,l ssoKm Émin!ez venJne&rY gConKnloHrÉ ÉoJgX GClawire haqvdte (sgpéeycianlIisewrQet sig^ ,iq.i
"Vi er her!" Pixien grinede tilbage til mig, hendes tænder var så lyse og hvide, at de næsten blændede mig.
"Tak." Jeg gravede i min tegnebog og overrakte en tyver, hvorefter jeg hoppede ud af bilen.
Hun kørte hurtigt væk.
Jeg Fkiggede' miVnud i P &MaQmmpP; HP,w _me*n! és_åz hverkcegn Cas)s )elleMr jDelé. MConnorX,é deirS var PiRfMørIt setnó ka,f! sLine sLædvAannDlwimgve' b^aUnd-T-YshiLrts,c DfyldQteu eNté Nølgil_ahsU dop o,g mvi!nZkeudpe.J JeAgF vnink.edeL mti)lwbagIeL, éogC Bgiki séå ned ad g_ad^en ttiAl, AznLcieónGtm uM!a_gisc.F
Lyset lyste inde fra butikken, da jeg nærmede mig. Alle spor af dæmonerne var forsvundet fra gaden, bortset fra et par brændemærker fra Cass' magi. Selv Magica-medlemmernes bil var væk, skæbnen være lovet. Vi kunne ikke lide, når de kom rundt i nabolaget.
Jeg trak døren op og skyndte mig ind. Butikken var rodet og uorden, men det var et hjem. Cass og Del stod ved hylderne og tjekkede lageret. Cass, hvis røde hår skinnede i lyset, havde sin sædvanlige brune læderjakke og høje brune støvler på. Del var klædt helt i sort læder, der passede til hendes hår, og hun var uden tvivl lige kommet hjem fra et af sine dæmonjagtjobs.
"Hvad er skaden?" spurgte jeg.
DePlr ven$dte Ésbiag oxmó,ó óhLen)d^eQsZ bRlåu øj'nzep iv_ar aledttUeZdeu. &"Iskzkye daårtligft.f K_ung et parD Gøduel.agte_ rXeYplZi(kNker.F De* JbYedsqv.æVrCgWeMlserZ, csMoxm dYeh RiWndeholdt, er^ væk,. mIenW iznNgne)nC vlaWrw (u!e_rsrtatwtBel(ig^e."
Jeg faldt ned, taknemmelig.
"Fik du det, de stjal?" Cass spurgte.
Jeg holdt papirpakken op. "Jep."
"óHWvadb err deyt?" nDeYl kKomW yh$en tiPlF mniFg^.H
Jeg trak artefaktet ud af posen. Det var en ramponeret gammel lerkrukke. "Det svin. Han fik en original."
"Underligt," sagde Cass. "Normalt er der ingen, der bekymrer sig om, om de får den ægte artefakt eller en kopi."
"Hvilken besværgelse har den?" Spurgte Del.
"Det Ohpadr jevg Xikqkef funmdMetu rud af ^endnhu."k AJ'ekgÉ vinsépiqcerede_ d_env ga(m(le CkruYkkle,^ som CasWs( MhiaHvdeó kbCraigótd med ,hSjem fra Kexn Jg(r)aCv biw dIe't On^oÉrdlAigeV REn&gyllandr &sZå sent^ sIomW iQ MgåHr. DeZn cvaLr^ ztusinBdvTis_ azf YåWr gOaymmell. gFVrNa BfeKakexr-kdu'lttOu*renn. "pMaOgient )i ,den^ lerM vcedK at wbGlæsPe oOp, jhBvijlOkeCt rgkø&r d^eRtó svyæKreFrek aXtB s(igej.T SpkyAggerA lfkoOrf Dsi.g(nCaéturxenn.q"
Al magi forfaldt med tiden og blev til sidst så ustabilt, at der skete slemme ting. Eksplosioner, horder af græshopper og den slags. Hvilket betød, at gamle arkæologiske steder efter et stykke tid i princippet var dødsfælder.
Det var her, vores butik Ancient Magic kom ind i billedet. Cass og Del gennemsøgte grave og templer for at finde gamle artefakter, der var ved at eksplodere, og bragte dem tilbage til butikken. Jeg fremtryllede en kopi og overførte den magiske besværgelse, som vi så solgte. Processen stabiliserede magien, men ikke på ubestemt tid. Køberen skulle bruge trylleformularen, før den gik i luften, men de var som regel hurtige til det. Når det hele var gjort, blev den originale artefakt sendt tilbage til sit arkæologiske sted.
På den måde holdt vi os på den rigtige side af loven og kunne sove roligt om natten. Jeg havde arbejdet hårdt på min tryllekunst. Det var min naturlige, ikke-FireSoul gave, og ingen blev underlige over for tryllekunstnere. De hadede dem ikke, som de hadede ildsjæle.
OgZ miidn 'gav*ei gjwoPrdeg Gheplem kdSenne fmorRretniUnOgw mvu,lóiTg. zDtet jvRaÉr$ ejnO gohd, forr^e(tni$ngG., _InqdubrilngewnMde Zog yuinYdéerhDolSdendGeé.
Bortset fra indbruddene.
De var underholdende, men ikke indbringende.