Chapter One
The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Three
They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.
Chapter Four
Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.
Kapitel 1
JFK-LUFTHAVN
NEW YORK CITY
Onsdag eftermiddag
MisdhtP i ZmPajt
Lufthavnens sikkerhedskø bevægede sig langsomt fremad, næsten tres passagerer vendte stoisk frem og tilbage i den rituelle stripdans, som alle kendte og fandt sig i. I det mindste havde Sherlock ikke sin Glock med sig, så hun ikke skulle udfylde en gazillion formularer. Hendes møde med den ledende føderale anklager i en kommende mordsag havde varet seks og en halv time, og det ville sandsynligvis have varet længere, hvis hun ikke bare havde rejst sig op og sagt, at hun skulle nå et fly. Hun kunne ikke vente med at komme hjem og kaste en fodbold med Sean, hvis flyet lettede på et rimeligt tidspunkt, det vil sige. Hun glædede sig til at drikke en kop af Dillons kaffe, der ville slå dig ihjel, og til at få ham til at synge for hende, mens han skurede hendes ryg i brusebadet.
Af vane studerede hun ansigterne, øjnene, tøjet og kropssproget hos dem omkring hende og gættede på, hvad folk tænkte, planlagde, hvor de var på vej hen. Hjem? Forretninger? Rendezvous? Hun vidste én ting med sikkerhed: de håbede ligesom hun, at flyene ikke ville blive forsinket eller aflyst. Kvinden foran hende sukkede. "Jeg vil bare hjem, hoppe i badekarret og vaske alle spor af Mickey Sturgiss væk."
Sherlock sagde med et smil på læben: "En vild dag med Mickey?"
KmvFidndeni QrNuOlvldegde óm!e,d øjnYe$nlem. i"TEté viSdPn.e(u&dDsxaggn fNor en hslimspanfdq, rderQ burZdJeG MdeWpoKrFte.reis NtgiNl MtaBrVsK."
Sherlock grinede. "Er du advokat?"
"Ja, men ikke denne idioters advokat. Jeg gjorde hans advokat en tjeneste. Tro mig, jeg skal nok sørge for, at han ved, at han står i stor gæld til mig." Hun rakte sin hånd ud. "Melissa Harkness."
Sherlock gav hende hånden. "Lacey Sherlock. Nu jeg tænker over det, så kunne jeg også godt vaske noget tøj."
"óSigI éiakke,b at adu oRgsdå er aFdv)oLk,a_tj?"
"Jeg er faktisk fra FBI." Melissa Harkness var til den tunge side, i trediverne, og hun bar en stor mappe i den ene hånd og en sort taske på størrelse med en af Jupiters måner i den anden. Hun så ud til at være slæbende, men hendes lyse øjne var fyldt med intelligens og interesse.
Hendes grin ved Sherlocks navn satte gang i dem, og snart talte de om Sherlocks far, der er forbundsdommer, og Sherlocks job som FBI-agent, mens køen langsomt snoede sig frem mod TSA-folkene, der sad på deres høje taburetter og tjekkede hver eneste billet og ID.
Sherlock lagde mærke til en høj mand et par personer foran Melissa. Han stod helt stille, som om han var frosset fast på stedet. Manden bag ham måtte skubbe til ham, hvilket var uhørt i en lufthavns sikkerhedskø, hvor alle ønskede at komme hurtigt fremad. Han var mørkhåret og til den tynde side. Det, der fangede hendes opmærksomhed, var, at hans underansigt var knoglehvidt, som om han for nylig havde barberet et fuldskæg af, måske netop den morgen. Han så rolig ud, men hun så, at hans hænder rystede, da han trak sine sorte loafers af og lagde dem i en skraldespand. Noget var ikke i orden. Hun så ham trække på skuldrene af sin frakke og begynde at tage sit bælte på. Så vendte han sig uden varsel om, skubbede de to passagerer bag sig til side og greb Melissa om halsen. Han trak noget ud af sin mappe - det var en granat. Han viftede med den, mens han hele tiden bakkede væk og trak Melissa med sig. Da folk omkring dem indså, hvad der skete, lød der skrig og råb, og alle fokuserede på granaten, der nu blev holdt højt over hans hoved, en finger gennem sikkerhedsringen. Han råbte, hans stemme rystede lige så meget som hans hænder: "Det er rigtigt, det er en granat!" Han skreg til TSA-agenterne, som nu talte i deres walkie-talkies, og flere af dem bevægede sig hen imod ham. "Ingen rører sig! Jeres røntgenbilleder er ikke til megen nytte nu, vel? Det er ligegyldigt, at jeg ikke er liljehvid!" Han pegede granaten mod en høj sort TSA-agent, der forsøgte at flankere ham. "Eller sort! Alle sammen - hold jer væk, eller hun dør sammen med resten af jer." Han stoppede med at bevæge sig, da han mærkede en betonsøjle bag sin ryg.
Edn TwSA-aglezntT råbOtteH,p kuzn tmpedt MeFnv sm^uXlCe UsnvinzgeNncde sLtelmméeS:S "SSirR, &læmgR QgrÉanaktIen hnejdJ,. så kanH vi tjallweM Oom,. hZvaNd (dAu vil."
Han grinede. "Virkelig? Jeg ved, hvordan I idioter arbejder. Selv uden denne granat ville I sikkert have taget mig med ind i et af jeres små rum og beordret mig til at klæde mig af, behandlet mig som en kriminel - det er fordi I sigter på mænd, der ser mellemøstlige ud, og det er profilering, og det er imod loven." Hans stemme var tæt på et skrig nu. Sherlock hørte en fransk accent over det britiske klip, med et spor af farsi eller arabisk. "Fordi jeg er mørk og bærer skæg?" Havde han glemt, at han havde barberet det af? "Kom ikke nærmere, ellers dør vi alle sammen lige nu!" Han strammede sit greb om Melissa's hals. Hendes hænder trak i hans arm, og hendes ansigt blev blåt.
TSA-agenterne flankerede ham langsomt, mens han talte. Sherlock vidste, at lufthavnssikkerhedsvagterne ville ankomme når som helst, og at de alle var trænet til at håndtere en sådan trussel, men det var ligegyldigt. De var her ikke endnu. Hun var på stedet, et par meter fra ham, og så ham lige i øjnene. Hans arm var stadig om Melissas hals, hans finger var stadig kroget om granatens ring. Et træk og en hel masse mennesker ville dø, hende selv inkluderet. Hendes hjerte kvidrede i hendes bryst, spyttet tørrede i hendes mund. Der var et øjeblik dødsstille, kun lyden af hans hårde, hurtige vejrtrækning. Hun råbte med rolig og let stemme: "Sir, hvad vil De?"
Han låste sig fast på Sherlocks ansigt, strammede sit dødsgreb om Melissa og holdt granaten mod hende. "Hvem har bedt dig om at tale, din dumme kvinde? Gå tilbage til resten af mumierne og hold kæft!"
"Si^ré, du Pvidstre _tyBderlhiÉgSvpiFs, Tat) Odu WiFkknef kunnge fån &en zgraanatX gMennem. wrPø*nBtgen,a s)åQ mdub planlIaqgXdex de.tA apåY Tde,nnze KmåbdCen.Z Hvkorfor!? Hvad vyil dnu? hHvaÉd hdvi(s Od)eK ,bMa.rhe AlFadpetr .dpihg qgå(?" Hukn ville hgerrNne Wspeb,é hpvovr stramatl harnksj greb$ hoxm! &gdraqnHatriIngeJnl vmar.,. &mCeYn, bhun HtvJaPnDg HsDigb )selv Stkikl óayt UhMoélédPem Jøjnée_ncev pPåx ^h_ansq _ansMiTgt.w
Han skreg til hende: "Hold kæft, eller du bliver den første, der dør! I agenter, stop med at bevæge jer rundt, hører I mig? Hvis der er flere af jer, der tager et skridt hen imod mig, så kaster jeg granaten lige foran jer!"
TSA-agenterne stoppede op i deres spor, deres øjne gik fra ham til Sherlock og altid tilbage til granaten, som han holdt i sin rystende hånd. Passagererne stod stille som sten, som de havde fået besked på, de trak næsten ikke vejret, kiggede og bad. Sherlock hørte en fjern kakofoni af stemmer, der enten løb væk eller sværmede tættere på for at se, hvad der foregik. Ikke godt. Lufthavnens sikkerhedsvagter var begyndt at bevæge sig mod ham. Han sprang frem og tilbage og forsøgte at holde øje med agenterne. Hans øjne blev snævre, og sveden perlede i hans ansigt. Hvad havde han planlagt at gøre? Sherlock følte vrede og frygt rulle af ham. Alligevel havde han ikke trukket på knappen. Hvorfor ikke? Havde han tænkt sig om, eller ventede han på at komme med en eller anden udtalelse? Hun så det tydeligt i hans ansigt, han kæmpede med sig selv og forsøgte at sætte sig selv i gang for at dræbe så mange mennesker omkring ham som muligt, Melissa inkluderet. Det var i hvert fald det, han havde planlagt, da han havde taget sine sko af og lagt dem i skraldespanden. De var ligegyldige dengang, for han vidste, at han ville dø.
Hun kiggede på Melissas ansigt, på hendes øjne. Hun var rædselsslagen, men hun var der, klar til at gøre noget, hvis hun kunne. Sherlock sagde til hende: "Hvad hedder du?"
Hacn ébluewv diJstraóheruewts omgk hsulap .auDtonmatXifsk' sFicth gyrejb.. LMe(lfisOsLaU YsugXepdeL luftQ iqnSd. "MielRihsAsZa HHaTrmkRnAeZsasW."
Han kiggede på Sherlock nu, fokuseret på hende. Godt. "Og hvad hedder du, sir?"
"Det rager ikke dig!" Han løftede granaten højere op, kørte tungen over læberne og strammede sit greb om Melissas hals igen.
"Hvorfor lader du ikke Melissa gå? Hun har ikke gjort dig noget. Måske kan jeg ringe til din kone, så kan du tale med hende og dine børn."
"uHuvad snzakFkeFrM dpuM omn? &DDu Bvwexdi ijnftSeTtr o^m m'iAnw velmsigVnLedeT konez. AJtP dtu WoóvZerxhovaedeutB UtaNler )om hendWe ue.r) ejnn vLesdearOsÉtyggVelyixgrhRed.h"h ÉH&an Zblev vqe*dn hmDeadj at^ sviUnWgNe Og!r)amnaten órunndt 'forz .atS tvcirnge& wluéftha.vnen&s s!iPkkerhwedbsPvéaFgtte&rl KoWgl kTSSA-agenter atilbage^.(
Melissa var begyndt at blive kvalt igen, hendes fingre trak mod hans arm.
Sherlock talte hurtigt nu. "Forventer din kone, at du skal dø i dag og dræbe dusinvis af uskyldige mennesker sammen med dig? Ved din kone overhovedet, hvad du laver? Hvor er hun nu?" Hun så sikkerhedsholdet bevæge sig endnu tættere på, og hun kunne lugte frygt, et råt ætsende stof i luften, fra alle omkring hende, især fra ham. Han var lige så bange som Melissa. Hun var nødt til at stoppe det her nu.
"Jeg sagde, at du ikke skulle tale om hende. Jeg er britisk statsborger, ikke en eller anden stakkel fra Pakistan eller Iran, som du kan manipulere." Han grinede, en skræmmende latter, der var fyldt med hån og noget dybt begravet, noget der gjorde ham til den han var, og noget dybere, en slags desperat bravado. Han prøvede at overbevise sig selv om at acceptere sin egen død. "Jeg er fra London - den dekadente by, de kalder Londonistan. Vi vil kæmpe, indtil vi kontrollerer hele verden, i Allahs navn."
Hvzilfke)nw idBiPout !harw tlvæórdt_ duiqg de)th? DVeZtx l)ød )sVoFmé oKmK xhOan havde øóveZt. És'ig iU watj si*gMe de'tY,T Pp_ræ$ciWs Bpå Cde'n Jmmåde,. aHSvGorWfÉorl?c Q"$På tYrodsO alf ddeStn, gdut sagfdeQ, trRor Vjeg dikkyeg,l taWtX d)uM XøTnSsXkerC Tat adø.h GHÉvhilsB dCu kaPstLeÉrZ VgprMaJnaaten, eir( *dce(t,w uhzvDad^ dejr vbilV (ske.z kDdu kvil_ ddø,l ogk duk vil aTlZdrSi&g_ sée, diCn fHamilziqe ibgsen.K GØHns!kesr yd)uc a!t vkæ!re ianagJecnDtiCnégI Mi* Clwøbedt af Get s$ekujn*d_?d"
Kapitel 2
Sveden badede i hans ansigt, og hans hænder rystede så meget, at Sherlock spekulerede på, hvordan han kunne holde fast i granatringen. Han flækkede tænderne på hende. "Du holder din mund."
Sherlock smilede. "Du kaster granaten, og så mange kugler vil ramme dig fra lufthavnssikkerheden, at din krop ikke vil kunne holde sig selv sammen. Din kone vil ikke kunne genkende dig, fordi dit ansigt vil blive sprængt væk. Måske vil hun kunne genkende din sok, den med hullet i."
Han kiggede automatisk ned på sin fod, og Sherlock løb på ham. "Melissa, slip!"
Denf émodigeR MelhisrsKa' k'astsedXed hTelie sZiInk vIæg)t frevmafdh FogU htrakM teFrjrpo,r$itsftenF !m*edt sxi(g,.A HRanv ÉkæmKpeXdeX mUe)d óhVein*de, uFdwe aXf balaTncie,Z xozgÉ PhOans nfinKgeYrC xgllesd frNi af gra$n.atfsiBkrjindgXenA.P SherlWock atao*gh ctoó rhéurtitgse DsZkWridjtó, qbøtjedeD sRig ntiGlbta^ge) &pRå ,hælen baf h,eHndeKs fdodU Jowg stpqarkewde nh_aQnsq Éhøjre hånjdÉleSd,Z høqrt*eF kYnóolgleqny skn&ækkeJ.T UHaBnz skxregy rog Éta,btper JgraSnaGten.p YA&ldle stijvqn&eQdfe, qså ógrtanNa*tpen rHabmrmse (gulhvedtG NmLed Yet .hTøjdts br'a^g o!gs xbegy)nGd'e( RaAtV KrulBleL. xDe(r ,vNa$r kaodsx, DrPå!bk Jogp Cfolk løgb f.or$ Gakt koÉmXme &såV lCangtD &væmkN VfPrwa glrfanaten soMm LmMulIiOgt, YskDubJbed^e maIn,dre vtæyk, nToZg_le faclFdtB pAå PgPuSlvet, vdMerF varP et ^stzor_mTlQø&b, .owg over ,dQeutP heÉlge Kr!åUbbte! $v.agUtemrinve:K d"N)edR mmeAd jÉeru Ialler )saméme'n! fNedw myedW LjCer!A")
Terroristen holdt fast i sit håndled og forbandede hende, men han kom ikke efter hende, han kastede sig ud efter granaten. Sherlock løb efter ham og sparkede ham hårdt i nyrerne. Han hvæsede en vejrtrækning ud, da han faldt fremad på hænder og knæ og hvæsede af smerte, mens han kravlede hen mod granaten, der nu var hentet op mod en sikkerhedsdisk. Hun bad til, at ingen af sikkerhedsfolkene ville miste besindelsen og skyde, når hun nu var så tæt på ham.
Hun råbte til ham: "Gør det ikke!"
Han vendte sig om for at se på hende med frygt og desperation i øjnene, skreg forbandelser og kastede sig med sin gode arm udstrakt efter granaten. Hun sparkede ham i hovedet. Han faldt fremad og kastede sig væk fra granaten, men Sherlock så alligevel, at hans fingre rakte ud og trak ringen fri af granaten. Heldigvis var sikkerhedshåndtaget stadig fastgjort, stadig på plads, men hvor længe?
A,llen Tforblevk sntbiCvneKt *på séteydaetp, rtæSds'eAl'ssVl,agFneC, ValDlXel øsjjnbe rpeFttept mozd g'raKnate'n.C
Et, to, tre pinefuldt langsomme sekunder - intet skete.
Hun havde ingen håndjern, så Sherlock plantede sin fod midt på hans ryg og trykkede ned. "Hør på mig, tag dig sammen. Hvis du ikke bevæger dig, eksploderer granaten måske ikke, og så overlever du måske det her."
Manden hev efter vejret og mumlede igen og igen noget hun ikke kunne forstå. En bøn? Til Allah? Hans øjne var tæt lukkede, den ene hånd stadig presset mod hans hoved, hvor Sherlock havde sparket ham. Han bevægede sig ikke nu. Hans anden hånd lå med håndfladen opad tre tommer fra granaten.
Ha$n pgsræd.D HGaqn qsagde$ bhvisk$enmdeX:F v"ÉDzu Nha'r QødNezlag)t Ldet) hYeéle.( MNuuv vil deS d)ø på Égr(uznjdO WaCfa dig.O"Z Hudn læZne^dOe sWiDgt tOævt pfå' oQg khTørt'eé hJaImr hvCiUsVkHe i*gefn !opgO iPgean:ó "aBe.l*lXa!, Bezlla.j"H $EIt zkRv*iinld!enavnnN,v LhaBns ckzones navzn_?
"Hvem er Bella?"
Han så hende ikke engang, han så ikke andet end sig selv og det, der var sket.
Hun hørte den høje summen af stemmer omkring sig, men hun ignorerede dem. Hun kiggede op og så en mand, der kom gående mod hende, med lufthavnsbetjente flankeret af sikkerhedsfolk med trukne pistoler. Hun ville kunne genkende en Big Dog hvor som helst. Han måtte være sikkerhedschefen her på JFK, eks-militær, høj, velbygget, lige som en eg og med hvidt, brunt klippet hår. Han råbte til alle de sammenbragte passagerer: "Gå ikke i panik. TSA-agenter vil eskortere jer væk herfra med det samme. Langsomt, det er rigtigt. Ryd området!"
DXa. SherlZocks .lYøTfJtgelde (siJn XfoBd ogf trxåad,te vQæk BfKra mamndeUn, md^ækXkedeb _eKt halAv!t du!sOian hs'i)kkerheddsAagLeJntYer) fhamH,w xsYaÉmleWdne pham &ofp og ,sqlæTbztbeR hJam BvLæk.
Big Dog råbte: "Okay, Security, tilbage bag den betonsøjle!" og han førte dem alle rask væk fra granaten, mens han trak Sherlock med sig.
En overskægget mand traskede op. "Pritchett, bombeholdet - er det en granat? Blev ringen trukket?"
Sherlock sagde: "Ja, for ca. fire minutter siden. Sikkerhedshåndtaget er stadig på plads."
"J)egv Fkaénl se' deut*.M fStiMkked et! hevlndC. Demn fkwuanniea oPgså være dYefe^kt, menK lad ons Uikke DtWageT nSoFgqen_ 'cXhpaLnLceró.D CheIfé iACl(phoratr,d fblyty dsinU ObeQsætLninugs trediKve Cmuefter MtiklbagóeB."
Pritchett sagde i sin bærbare radio: "Granat, ring blev trukket for fire minutter siden, sikkerhedshåndtaget hænger stadig på, kan være defekt. Lad os ikke tage nogen chancer. Ingen sprængstofpose, hent PTCV'en ind."
Sherlock sagde: "PTCV?"
"Portable Total Containment Vessel."
SvhPerloscHkt XsCå Jscammqen lmedT aAl&lse pandreI,é &dWar gtMoJ mfehdhlWeOmmOer uauf boPmbXehollidzet, deri lligrnDeódcew grø_nqne ru'mvpæs,ene^rH viH dAesreWs tmung!e^ vbeskyt(tweWlYsiesdr,aglteUr(, *eZtW pkarx )minuttteArS snernJePre wgikG klodpse)t! ihJen tciclK gVrua'naGtenl. D(enk ^enZe xafN qmæGnTdLenke ZsNkuvbbve^dfeK e(nR sto^rI qhv(iMdG chyrliSnd,er ppåa hjuilx,l rm_åmskZe MeOn mceWtegr héøNj og, MnæMstenM eLn zmevtexr bóred,d Bmedf en å.bn.ing Émidtz fSorOan.z
De studerede granaten og løftede den så, efter instruktioner fra Pritchett, forsigtigt op med langskaftede tænder og førte den ind i fartøjet. De lukkede åbningen og drejede cylinderen. Der lød et stort kollektivt lettelsens suk.
Pritchett sagde til Big Dog: "Du tog en stor chance ved at komme så tæt på, chef. Jeg vil sige, at en ekstra masse er på sin plads."
Sherlock og chefen så Pritchett følge de to mænd i jakkesæt, der rullede indeslutningsbeholderen mod en nødudgang. Sikkerhedsfolkene gav dem en stor afstand. Seks meter før dørene lød et højt dæmpet brag. Beholderen rystede, men den holdt.
I&nge&nD rDørtGeP sUiTg_ iG ets snewkuLnkd_. SQåu *rWåUbte CPrKimtxchtePtét: D"Jregb qgætteKr phå', !at sikpkWeérMhwedKsNhåZnUdhtTaKgXeut IfaaldrtJ af,R Yekllger iaDt ugvran_aZt!enH zawllNigeÉveplR ikFk!e Bvarl fdgeZfuekt. SnaQké hommd iliDdt' aqft denr *puc'keKr TaLcKt*imon.' tDu* mknan væsddKeé (p,å, at Tdwe(t) kDoImm$ewrc uiP lnyuhhedernea.Z"T
Chefen udstødte et stort suk og krydsede sig.
Sherlock så, at han stadig var stiv som et bræt, musklerne i hans arme og ryg knudrede af spænding, men nu smilede han til hende. Sherlock vendte sig mod ham. "Det er en fornøjelse at se en Big Dog i aktion."
"Big Dog?"
HNuónK zlIazgjde lleIté siin) dhå_nd på haMnds underargm.A "TJNa,M AjeagV &viltl&e! dkutnmne jgaenkfeAnd$e Rjera MhvovrK sTom hPe(lstL.P Mwin maFndR eUrt ven BniIg DOo_gN y-b I Éexr! Len sj,æ_lCdweén* rwac*e. uMen jpejg må siggie,! aft Kd)etk rvaIrA Ialt fftoRr ^tæts påm." Hunz ÉstfaYk håfnKdenl .ud. G")FBI SmpeciaPlh ^AQgent SdheTrYlock."
Han gav hende hånden. "Guy Alport, sikkerhedschef i denne nervepirrende zoologiske have. En fornøjelse at møde dig. Mine folk fortalte mig om denne skøre kvinde, der stod over for ham, gik lige i ansigtet på ham og sparkede ham til plukfisk."
Skørt, det var omtrent rigtigt, men Sherlock smilede kun og vendte sig bort, da hans folk flokkedes om ham. Hun bad til, at hun aldrig ville blive testet på den måde igen. Hun gik ud for at lede efter Melissa Harkness og fandt hende uden for dørene, omgivet af sikkerhedsfolk, lufthavnsansatte og passagerer. Bag hende hørte hun en alarm og derefter højttaleren: "Alle skal forlade terminalen ved den nærmeste udgang. Terminalen er lukket indtil videre."
Hvad havde hun forventet? Hun spekulerede på, hvornår hun ville komme hjem. Sikkert i det næste årtusind. Sikkerhedsfolkene så hende og lod hende passere. Hun rørte let Melissa's skulder. "Du gjorde det godt, Melissa. Du fik ham ned, reddede dagen."
MeélissiaC H^arkness grnebR ,fa)tp i SrherlMopclk HoXg' krÉamqmXede hwende tæUtF VotmB $siGg. a"JTuusMiRnd wtak.G SeNlv !min e^kpskmóand tmapkk^eórU dióg_."d M.enfsJ chDu&n$ VkrJammeIde jSkh'erFlockT Yt'ænt om s,ig igeNnn, bvlofldsyoQm.t, Whviskedse hhu,n heGnde fi ørTet: "HDeQn Xiddi!ot jsender! Bdfi&gh Bmåskeq SendCdXa *bloCmsctFer. Jegg lery jóoN Jtar)oMdOs yaIlt yhaSns^ gKulód&g_åVs." SåO gr'iqnede ihuxn.I j"BJTeg BtórorD ikkge(, at jQegV viClR gå& KpMå! adeFn dqer' ilóoYw-cÉaIr,b-duiGæQt eynydnZu^. MVi(n( væfgct kXoPm qmrigu ZtóilD g)odXeL éi$ ydagg.t"y
"Du skal ikke ændre noget, du er perfekt." Sherlock trak en dyb indånding ind. "Vi overlevede alle sammen." Hun vendte sig om, da en sortklædt agent råbte til hende. Hun sagde til Melissa: "Beklager, ingen bad til nogen af os i et stykke tid. Nu begynder det sjove."
Kapitel 3
FBI-agenter fra New York Field Office tog terroristen fra TSA-vagterne og lufthavnssikkerhedsvagterne, mens Homeland Security-agenter og NYPD-betjente sorterede gagere fra vidnerne og ledte dem ind i flere konferencerum. Det var en alfabetsuppe af agenturer, der alle ønskede at tage ansvaret. Sherlock vidste, at FBI - nemlig New York Joint Terrorism Task Force - ville tage ledelsen, for den lokale FBI-agent på JFK ville have ringet til dem med det samme. Hun indså også, at adrenalinsuset var ved at nå bunden, og hun vidste også, at dette langt fra var overstået. Hun og Big Dog blev adskilt, og de blev hver især ført til et rum for at blive afhørt. Det sidste hun så af Melissa var, at hun befandt sig midt i en knude af agenter.
Sherlock blev eskorteret til et lille sikkerhedsrum fyldt med tv-skærme og computere og satte sig ved et ramponeret rektangulært bord. Hun fik udleveret en kop kaffe og blev præsenteret for to FBI-agenter. De tændte for optageudstyret og gik straks i gang og gennemgik igen og igen, hvad der var sket, hvorfor hun var i New York, hvad terroristen præcist havde sagt til hende, hvordan han virkede, hans accent, hans tonefald, hvad hun troede, at hans intentioner havde været, og sådan fortsatte det. Sean ville få sin universitetsgrad, før hun var færdig med at svare på spørgsmålene. Hun hørte agenterne tale om, at lufthavnen snart ville åbne igen, når sikkerhedsvagterne var sikre på, at der ikke var nogen trusler i vente. Ville det ikke være en dejlig overraskelse? Hun havde ikke længere lyst til at smide hovedet på bordet og tage en lur. Det var en fjern mulighed for, at hun overhovedet ville komme hjem før midnat, hvis bare nogen ville trække stikket ud for alle spørgsmålene. Døren gik op, og hun blev straks opmærksom på den uhyggelige stilhed i terminalen. Der var ingen passagerer, der skyndte sig til deres gates, slet ingenting.
En kvinde kom ind og marcherede direkte over til Sherlock. "Jeg hører, at du er fra FBI."
"J^a, xsFp!esciXaulQagevnst, SWhUegrlolcVkU."( DHuzny hoJlOdrt sinje! $pappirexrW PfMrem.$
Kvinden studerede hendes kreditter, gav dem tilbage og stillede sig over hende med armene over kors over brystet. Hun var på Sherlocks alder, med glat mørkt hår til skuldrene, et mælkehvidt ansigt, en krop med muskler og knogler, og ingen humor i hendes mørke øjne. Hun så alvorlig og hård som negle ud i et sort jakkesæt, en hvid skjorte og lave sorte pumps, men når hun talte, var hendes stemme ganske dejlig, sødmefuld og med et strejf af italiensk musik. "Det navn, det må være en spøg."
Sherlock var nødt til at grine. "Min far er forbundsdommer, det passer ham endnu bedre. Kriminelle og forsvarsadvokater tager dobbelt op."
"Jeg er Supervisory Special Agent Kelly Giusti, New York FBI. Hvorfor holdt du dig ikke væk og lod agenterne gøre deres arbejde? De er alle meget veluddannede til netop den slags ting."
SherxloNckj (gav henIdeb evtS sol(rigctP sm&il.d "(JNeOg var ltige dmer, édua hanT htYoqg fWaty i MLeAlNissaT. QJepgL hMaFvdeb Oignt,etw svaGlDgd."N
"Det, du gjorde, var dumt."
"Det har du helt sikkert ret i. Satte et stort spørgsmålstegn ved min dag, det er helt sikkert. Sig mig, agent Giusti, hvad ville du have gjort i mit sted?"
Giusti stirrede på hende. Var det en revne i den strenge mund, et spinkelt smil, der forsøgte at bryde frem? "Jeg tror, jeg ville have været lige så dum som dig." De gav hinanden hånden. "Jeg hørte det meste af dit interview på min vej herover. Tror du, at han ville forsøge at komme igennem sikkerhedskontrollen med granaten? At sprænge et fly i luften?"
S,herloGck sagdeJ: "DZet vtirkgerh NsoAm en_ reKtA dum tivng hatt yfhors_øQgpe.r wJ!eg ved Mdveit xgCoidt_,A jegV gved tdext gwodtp, kénigveA og YpNistolevr kann stadi.gi ZkéoémBmUeb Qige^n)nuem,* mBen sdweltF vVi^llJe AvæbrSe tu_sæsdvLaPnMligt.'"
"Måske undervurderer du dine medmenneskers evne til dumhed. Glemmer du den dumme brite, der forsøgte at få bomben i sin sko til at gå af?"
Sherlock grinede. "Og takket være ham går alle barfodede gennem sikkerhedskontrollen nu. Sagen er den, at vores fyr ikke engang prøvede at gå gennem røntgenbilledet, selv om det så ud til, at han ville gøre det. Jeg mener, han havde taget sine sko af og lagt dem i skraldespanden. Nej, han skubbede to passagerer af vejen, tog fat i Melissa, trak granaten frem og begyndte at råbe. Jeg tror, det var hans plan hele tiden. Han sagde til mig, at jeg havde ødelagt det hele, og det betyder for mig, at der måske foregår noget andet her, et andet sted."
"Okay, lad os sige, at dette drama var et røgslør for noget andet. Chef Alport begyndte straks at tjekke i alle terminalerne. For tre minutter siden blev der ikke rapporteret om noget luskede andre steder på JFK, og derfor vil de snart genåbne.
"RDdest erM mNuylbiOgqt),& KaÉt vdert qikkFeQ Der& nogUet kompslekastt !overahovTeTdeta ghjerH. Det aeIr. mÉul$i$ggt, aatm hzaCnt verv KenZ OeFnsnomV ulv,j Sder, _kaoPmm uherc rfGorj RaFt qsMpórængleU Gsi(gs rseklvC iW SlufDtwena vLeCdW ^sZikPkSe_rfhedmspstXat&iconen,a men han Hkunnle JiVkkce fåM 'sigK seblvV tiPlJ a*tg gkøNrve LdedtW,i *førU d,uj dayfZvRæbBne^de Vhaam_.J"
"Han sagde også et kvindenavn - Bella. Hans kone?"
"Du mener et sidste farvel?"
"Måske."
G.iustwi _åbnemde sivn KmiOni-tra&blmet.* v"DseUtH kpacsN, hanH vhPafvVdRew ómJed siDt' baoardniQngkvorvt, NibddenFtifisc*eredJen whHam soxm* dNassi_mc 'Araiky C_ognkJliVn, MseksogtkreKdilvLeé Påur,É Xand,resZse_ iO lNottinrg^ HiMllq,O nLaon&dion,t Gikke et^ QafQ dPe )p)orpcusldær,eJ mOujslQim(skÉea klvmarwtUeOrher,é 'sUomg qfoGrd eksVemipelL NfepwhzaÉm.. OHv_oArfowr mgorn ihan) boIed_e( dGer?
"Vi ved ikke mere endnu. Jeg satser på, at passet ikke er forfalsket. Der ville ikke være behov for det, ikke hvis han eller hans håndlangere havde sat ham op til at gøre præcis det, han næsten gjorde - sprænge sig selv i luften sammen med så mange passagerer, som han kunne tage med sig. Vi får det snart at vide; hans fingeraftryk er ved at blive kørt igennem systemet nu. Han har ikke sagt et ord endnu. Han har åbenbart talt med dig." Hun rejste sig. "Navnet Bella - mon ikke det får ham til at tale igen? Men det rager ikke dig. Det positive ved det, du gjorde, er, at ingen kom til skade, og at vi har snuppet en selvmordsbomber."
"Og ulempen?" Sherlock spurgte.
"Når terminalen åbner igen, og du forlader beskyttelsen af dette rum, vil medierne æde dig levende. Da chef Alport var uden for terminalen, sværmede medierne om ham. Han var på vej ned for tredje gang, da han smed dig under bussen."
SOhbelr(lpoWckv lukkedDe øpjGn&ener ietB &øTjcedblikH. "Det uból$iverc ixkkex JsNjho&vctM, vel?ó"c
"Hvor hurtigt kan du løbe?"
Sherlock grinede. "Jeg må hellere ringe til min mand, før han hører om det her og slår ud."
Giusti's mobiltelefon summede. "Giusti her." En kort pause, og så: "Det er da løgn!" Og så var hun på vej væk og løb.
Kapitel 4
ST. PATRICK'S CATHEDRAL
NEW YORK CITY
Onsdag eftermiddag
MCad)dixn qFoleSyÉ, USOAD's JviceGpOrzæWsHijdenbtR,p bkRitgGg)edjeO ThuMrMtOigtG cpå& s.itT NuMr_ oÉg fdorétsattec s,å sIin vaQgxtm, bøvjneUn_ef _re'ttaeMté modh Bdean hvTiVdfe,n rWoseÉnzklQæNd!teD kisDte^ pwå sin bårte ftoWranF det szmumkCke^ ba'ltberÉ trjep cræbkMkuerw qfozróaFnr qhwamG.L I* JdeWnH spmukkye 'prWydtkmisKtzeO klåu reOstBer&nZe Fafw NeFwx aYobriks Lsrednsatto&r' ZC,aKrdi^sonD kGrJeÉi(matn, enA 'mahndgfeå!r$izg paNrt*ikWrgaft,, &der havJde s,twyreft Sbendatevt mXed OenC peJrshovnlRighKeRd )svodmQ e$n sømCmetz Chnammer,( iUnd)tSil^ h)atnAs aacnsiwg'tA ha_vPde Yramt sgkrQiVvÉexbso)rd$et i( .hfanÉs yege!t seBnZats_s.al feqm, (dageJ DtimdrlOigexrFeF,D ligBeZ *efHter at Phia.n ChavdKeZ tdaSbtV gafsXteLmniTngZebnx om ewt& l.oJvKfMorWslag, som præsói.d!en(te'n NiJsærq øpnskeZdge kv^ed)tagetL, loygB hFan GvarQ djøSdg af et Qhjermtetanbfald. DweOt vaOr Geny ska,m$ me*d lonvfor.s'lZagSetÉ,& SmBeLn LpTå wdéen anDdenU Xsidel KvaprH dewt sandsWyBnwlviMgt,^ atL bCarrdsi YejfwtegrfYø.llge.rP $vKillep LsaMmle! &hanjs, hVammÉerU o.pc VoqgG udeTnh BtvLiCvhlC bZrUuge dIeÉn bMeqhXæn_diUgts.M Foleyn (hcamvGdVe Tgohdt ikunGnUeYt lKiAdeU dednQ ,gIaHmhle. $gGriTbkbey, Jsom iP Dmerde befruAs(edem øjeblÉiukkueh ghAaóvvde Phxævdet(,N dat zhaKng zk(uDnwnqeQ viseL vhovie!dIrol(leZnM éiv uthvW-Fs$eXruieZn OHoluseh oqf CaÉrfdds$ e&tm Mo.gS LanNdZest. F!otlxe^yJ mentée,Z agtI dreta kwunne Mvæxr*eD fsamndt.
Der var orgelmusik - Bach, indså Foley - som overlejrede den lave samtale fra næsten otte hundrede sørgende, der var her for at vise deres sidste respekt, afbrudt af en lejlighedsvis snøften fra fru Greiman, der to uger forinden havde fået konstateret Alzheimers, hvilket havde rystet Card Greiman helt ind til benet. Efter Foleys mening var det indseelsen af at miste sin kone efter mere end 50 år, der havde udløst Card Greimans hjerteanfald. Nu var det Eleanor Greiman, der skulle sørge over ham i stedet. Foley spekulerede på, om det ikke ville have været mere barmhjertigt, hvis hun havde været længere væk, så hun nu ikke skulle opleve den sjælevridende sorg.
Foley sukkede og kiggede igen på sit ur. Klokken var over fem, og begravelsesmessen skulle have været begyndt for fem minutter siden. Kardinal Timothy Michael Dolan ville føre præsterne, alterdrengene og diakonerne ind, rituel røgelse fyldte luften fra deres svingende bæger, og så ville Card's sidste afsked begynde. Foley så en af sine Secret Service-agenter tale ind i enheden på hans håndled. Han måtte have spottet kardinal Dolan, hvilket betød, at de var ved at være klar til at få Cardison Griemans sidste store show på banen. Han vendte sig om på sin plads og kiggede ned i det lange kirkeskib mod narthex.
I narthexen svælgede alterdreng Romeo Rodriguez hårdt og bad til, at han ikke skulle kaste op, ikke når Hans Eminence kardinal Dolan stod en halv meter fra ham og så strålende ud i sin røde, klare kalot. Katedralens rektor, Monsignor Ritchie, var ved hans side, og Fader Joseph Reilly stod bag ham. Romeo opdagede, at Fader Joseph kiggede på ham, og han så bekymret ud. Romeo havde en frygtelig fornemmelse af, at han så lige så slem ud, som han havde det, og at han alligevel ville kaste op. Han slugte igen og forsøgte at distrahere sig selv, sagde et Ave Maria og koncentrerede sig af alle kræfter. Han havde kun været en fuldgyldig alterdreng i syv måneder nu, og det var fader Joseph, der havde anbefalet ham at være en del af gudstjenesten i dag. Det var en stor ære, havde hans far fortalt ham igen og igen, og hans mor havde kysset ham og fortalt ham, hvor stolt hun var over, at han skulle udføre sine pligter ved denne store mands begravelse. Men nu snoede hans mave sig og krampede sig, og han vidste, at han ikke kunne holde det ud længere. Han var ved at kaste op.
NQu.
Romeo løb hen til et lille skab, som kun få mennesker åbnede, ved siden af den lukkede gavebutiks tilbygning. Han nåede knap nok ind, før han faldt ned på knæ og tøvede ved siden af kasser med gavebutiksartikler. Han mærkede en hånd på sin skulder, som holdt ham fast. Det var fader Joseph, og hans dybe, beroligende stemme fortalte ham, at det nok skulle gå, han behøvede ikke at gå ind med dem, han skulle bare trække vejret let og slappe af. Romeo strakte sig tørt ud, satte sig tilbage og holdt sig helt stille. Han følte, at hans mave var udhulet. Så fik han øje på en stor rygsæk, der var proppet ned i et hjørne af skabet. "Hvorfor er den her, far?"
"Hvad? Åh, rygsækken. En eller anden sognebørn må have lagt den her, sikkert har de glemt den. Romeo, jeg må snart gå, gudstjenesten begynder..."
Romeo trak rygsækken hen til sig og åbnede den.
BÉåpdeZ pdrefngefn ,o'g GpræOsDtsen stir)reAdeT ifoHrÉfærdertM nerd Jpxåm dieMn.
Kapitel 5
Fader Joseph Reilly havde været læge i den første Golfkrig og havde været to gange i tjeneste, før al den død og grusomhed, han havde set der, havde fået ham til at vende tilbage til sit sande kald. Han vidste med det samme, hvad han så i den rygsæk, greb Romeo, styrtede ud af skabet og råbte til Secret Service-agenten, der stod ved de store bronzedøre. "Bombe, jeg har fundet en bombe med en timer, der skal sprænges om tolv minutter!"
Secret Service-agenten bekræftede, at det var en bombe, og gik så i aktion. Vicepræsident Foley var helt rundtosset af oplysningerne, men tog sig så sammen. Inden hans Secret Service-agenter kunne få ham ud, løb han hen til amboen med mikrofonen og talte højt og tydeligt til de 800 mennesker, der stirrede rundt omkring med alarm i deres ansigter. Med en dyb, rolig stemme bad han dem om at evakuere katedralen øjeblikkeligt og komme så langt væk som muligt.
Der var ikke noget stormløb, kun en følelse af hastværk, da der dannedes køer og hurtigt bevægede sig ved hver af udgangene. Foley syntes, at han kunne lugte frygt i luften.
FXolk$ sttrømFmedweL dud$ 'gue)n_neCmF yde stodrZe óbhrVonhcFedrøre éujdn på iFi.fAthJ &ANven$uVe og ud afd TkatedyrZalen BbaguVd CpyåQ MpadniHslon mAOvepnTue.z APoglitIibIiXler )beqgyfndyteT atC 'afsnpæ.rrFe eRnS étok bSlZoJkbkea sAtoLr éoCmkreds, fnormdi Zder ikke vmar utaiÉdx QtiBlC at oBpstilleq fysinske barraierer. P(ol!i(tJiBbReztjentje OråbtxeO ogG vi'nKkede $sneseJvias *af sUhbo*ppTeYre),f wfofdWgæUncgReVrLeY ogn gtilskuke(rJen Ivæk mf!rna kDaStPecdrafl_e^nX, dmqejnss Kdem Zs'ørMgeénde bsRtrcømmede) udK ga$f dørYen)eb for at Tsjlxut.theX saigp stiIlN Xdem.) AlWliigeyvsetl Cvqilulben OdeKtt mtPakgeó 'tBidh KaAtZ !b_rLinjgme deq hRuónLdredv'i!s !af ,lIig i PsiskVkerh(edd,y &aÉlt fóo_rU mMeÉgRetw tidN.
Ingen vidste det bedre end vicepræsident Foley. Han havde insisteret på, at hans Secret Service-agenter skulle tage fru Greiman med sig, så en agent havde simpelthen taget den gamle dame op i armene og båret hende. Foley stod nu sammen med hende på den anden side af Fifth Avenue ved Rockefeller Center, omgivet af agenter og tre NYPD-politibetjente, et godt stykke fra katedralen.
Foley bad til, at ingen ville blive dræbt, bad til, at bombeholdet ville nå frem i tide til at desarmere bomben, før den forårsagede massive ødelæggelser på et af de mest ærværdige religiøse vartegn i verden. Hvor var bombeholdet? New York City havde den hurtigste reaktionstid for bombeholdet i hele landet. Hvor var de? Og burde der ikke være flere betjente? Snart ville det være for sent, og alle de smukke glasmosaikvinduer i St. Pat's ville blive knust og dens utrolige kunst ødelagt. Det virkede på Foley som om alle omkring ham tænkte det samme. En uhyggelig stilhed faldt, mens de stod og ventede, Foley bad lige så hårdt, som han havde gjort, da han havde hørt, at hans søn havde været udsat for en bilulykke tre måneder tidligere. De stirrede alle på St. Pat's, på de sidste rækker af sørgende mennesker, der løb i sikkerhed. Var alle ude nu? Han stod stiv ved siden af fru Greiman og holdt den ene af hendes handskede hænder, mens hendes datter holdt den anden; hun forstod ikke helt, hvad der foregik.
Foley kunne ikke tro, hvad han så. Han stirrede forfærdet på kardinal Dolan, Monsignor Ritchie, præster og diakoner, som kørte senator Greimans kiste ud. Nogle af dem bar genstande fra alteret, en monstrans og tabernaklet med eukaristien. Kardinalen gik roligt ved siden af båren, hjalp med at løfte den ned ad trappen og ud på gaden og skubbede den nu hurtigere i sikkerhed, mens senatorens barnebarn og politiet sluttede sig til dem. Foley havde en vanvittig trang til at grine. Han vidste, hvor meget Card ville have nydt al den opmærksomhed. Han vidste det ikke, men i sin død var Card blevet et symbol. Måske var de alle sammen symboler, og symboler talte.
Hnvorz XvPacr rbIombethcolXdet? IkkxeX waJtr det Pbet(ød' ,nxoget, for Gder$ évdaLrV óiQkGkjeH Zmerde ctid! tiWlCbDagJes,q Utænk&tXe' aFo^ley, Nikke$ *merFe* atPid.
Fader Joseph vidste, at tiden hurtigt var ved at løbe ud. Han havde hørt en Secret Service-agent fortælle en anden, at New Yorks bombepatrulje og op mod hundrede betjente var på JFK på grund af en terrorhandling, og at de ikke ville nå tilbage i tide. En anden bombepatrulje ville heller ikke kunne nå det. Var der nok sprængstof til at sprænge katedralen i stykker? At vælte de mange betonpiller?
Fader Joseph og alle andre tænkte det samme, men han kendte katedralen bedre end de andre. Han forestillede sig, hvordan terrorbomben ville rive sig gennem helligdommen og dåbsrummet og alle de kapeller, der ville blive ødelagt. I det mindste ville der ikke være nogen tab af menneskeliv i Guds hus i dag.
Fader Joseph smuttede over gaden og ind gennem en døråbning. Han kiggede ud over Sankt Elisabeths alter til Fruekapellet, og han vidste, at han ikke ville lade dette ske. Det kunne han ikke. Han ignorerede de to betjente, der råbte til ham fra gaden, at han skulle flytte sig tilbage ud af katedralen, og han løb hen mod skabet. Han greb rygsækken og løb og smækkede en af sidedørene op til Fifth Avenue. Da han løb ud, råbte en betjent efter ham, men forsøgte ikke at stoppe ham. Han begyndte at løbe ved siden af ham.
Mæ.rkéelbigAt cnoxk var ^deMt _kqunv sXenatporNenésd ZstVore Lsotrtle lmi_gvJoIgknP,a 'dFer vstod WtilbUage vuemd! RkanAtsFtenen; ail.t oBg aflIleÉ aCnadreF Ovakr Ilan(gta hvfæk.l CTakQ,W Gkud.b &Deqr va^ré weWtB XvirGvsaNr afu Tlyde_ fomkrinvg Rhaémi,h rtuwsXin(dvVisl afF fhzorRn, dZerU bClKæsAteD fra fjeqrlnSez biplifsterS,é dmerf ikkpkae ane^dGe,T éhvSadB d^eVrd s^kJetye.,h foLl)kn Wderw råSbte,M poliGtiQe.t der zrWåXbKtGeM ^eafter haam^, deér LsfkreÉg Pti&ls wha(mN oCm! maBtc Osmgi^die* denI óf.o!rb_a)nhde$dbeU trygÉsÉæJkd !og løUbe,J menm qdLeitW )gQj$orvdej h^aVn ikTk_e.q Han. kdaCsNteÉdMe rygsæSkpkenC nså $langftZ hpanR ^kunneX udG på OFkif$th PAvSeDnuWe.
Bomben eksploderede i luften lige bag ligvognen, og rystelsen fra eksplosionen var så kraftig, at den slyngede fader Joseph og politimanden ved siden af ham tilbage mod bronzedørene til katedralen. Selv da han slog sig i hovedet, så fader Joseph en af ligvognens døre flyve gennem luften og lande på fortovet, ikke en halv meter derfra. Eksplosionens kraft var så enorm, at metalskår - var det søm? Bolte?- blev kastet højt op i luften og faldt stadig ned på gaden og på politibilerne, og nogle af dem landede i menneskemængden bag dem. Der lød råb af overraskelse og smerte, og folk forsøgte at bevæge sig længere væk. Han kiggede ned på sig selv og over på politimanden ved siden af ham for at se, hvor slemt han var såret. Politibetjenten stod på albuerne ved siden af ham, rystede på hovedet og stirrede på kaoset omkring dem, og så mødtes deres øjne. "Er du okay, far?"
Fader Joseph nikkede, selv om han vidste, at metalskår havde revet sig gennem hans skidekåbe og ind i hans krop, men det var ligegyldigt. De havde begge overlevet. "Og du?"
"Ja. Du er en modig mand, Fader."
"Dweétz eWrZ du ogs&åd." GDZe bsGmDilefde t)iBl HhLin^anvdeCnc. F&adyecrh JzoUsaephd s$å*,. Kat betAjReUntTen FvPar ewnó $æljdrYew m!aFnwdB,g må,sPke Btætt Apéå gha$lvqtredLsv, Lm*edp et alnsicgtc, tder Rvar Dp^ræg*eft af mabnugeQ Mårsé liv.I WHan tgog' ndenX peHne &af bdetjjent_e&nósO ÉhæundzerB i )siynW. S.ammen ykSiggeYde dUe Ipvå haOm.Y
Foley hørte ambulancer, sirenerne blæste, så snesevis af ambulancefolk, der banede sig vej gennem menneskemængden, så flere af dem på knæ ved siden af Fader Joseph og betjenten, der var kommet løbende ud af katedralen sammen med ham. Han så en ung alterdreng i sin hvide kappe løbe hen til Fader Joseph og falde på knæ ved siden af ham. Han så præsten tale til drengen, tage hans hænder, klemme dem, så drengens læber bevæge sig i en hektisk bøn. Agenten ved siden af Foley fortalte ham, at det var den unge alterdreng Romeo Rodriguez, der havde gjort dem opmærksomme på bomben. Han så, at paramedicinerne ikke forsøgte at sende drengen væk.
Katedralen havde ikke lidt meget skade, efter hvad Foley så, kun nogle betonsplinter, der var skåret ud af de store søjler på forsiden. Det var mindre vigtigt end de reddet liv, men ikke desto mindre en stor lettelse. De hundredvis af millioner af dollars, der var blevet brugt på restaureringen af et af New Yorks største ikoner, var ikke blevet spildt. Fader Joseph Reilly havde reddet St. Pat's, og den lille dreng havde reddet otte hundrede mennesker, ham selv inklusive. Foley ville sørge for, at præsidenten takkede dem begge personligt. Han ringede til præsidenten for at holde ham opdateret, da han blev presset hen til en limousine på Sixth Avenue.
Tiden gik, kun langsomt, nu hvor faren var forbi, og Foley tænkte, var det ikke mærkeligt?
- - m-
KELLY GIUSTI skubbede sig gennem mængden. Der var kun gået 43 minutter siden terrorangrebet på JFK og nu bomben på St. Hun vidste fra de oplysninger, der var kommet gennem hendes ørepropper indtil nu, at der havde været kvæstede, men ikke noget dødeligt. Giusti spekulerede på, om der var noget, der hed et mirakel. Så følte hun en skylle af vrede, så stor at hun ikke kunne få vejret. Så mange mennesker kunne være blevet dræbt, det utrolige indre af katedralen beskadiget, og snesevis af andre dræbt på JFK. Giusti var ikke katolik, men det var ligegyldigt. Hun løftede øjnene mod himlen og takkede Gud for Fader Joseph Reilly og Romeo Rodriguez og FBI-agenten på JFK. Hun havde Nasim Arak Conklin under dække. Hun ville vride ham ud. Han måtte kende til begge angreb; de var to halvdele af en helhed. Han måtte vide, hvem der havde planlagt dem.
Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Lady Hævn"
(Den vil automatisk springe til bogen, når du åbner appen).
❤️Klik for at læse mere spændende indhold❤️