Chapter One
The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song. Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species. "You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened. "There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big." "Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here." Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound. Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight." "They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?" Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing. "Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales." The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's. "We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now." But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror. "Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?" He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years." "What?" Aria asked, though part of her feared the answer. "They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here." A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below. Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea." The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers. Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.
Chapter Two
The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.
"How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.
Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."
"My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."
"Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."
The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.
"That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.
Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.
"What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.
"Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."
"I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.
"No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."
The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.
"They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."
Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.
"Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.
Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."
The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.
"What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"
Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.
"Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."
Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."
As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.
"Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."
The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."
Chapter Three
The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.
"Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."
"The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.
"The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."
"They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."
Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.
"That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.
"Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.
Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."
"Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.
"From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."
"Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"
The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."
"Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."
Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.
"The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."
"They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."
The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.
"You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.
"As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."
Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.
"I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."
"Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."
As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.
"Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."
The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.
Chapter Four
The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.
"Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."
Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."
Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."
"That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."
An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.
"Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."
Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.
"The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."
"Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.
"Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."
Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."
The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"
Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.
"Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."
Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.
"You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."
She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.
The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.
"Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"
"She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."
Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.
But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"
The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.
"The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."
As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.
In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"
But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.
And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.
Kapitel et
Kapitel et
Amberwood, Kent - juli 1796
Wyatt Stanton stod foran sin far, hertugen af Amesbury. Han var holdt op med at lytte til sin fars skældsord, fordi det altid var det samme. Wyatt var impulsiv. Uforsvarlig. Egoistisk. Foredraget ændrede sig aldrig. Kun omstændighederne.
DVenOne g)angi svaxr' Ghan bl$e,veWt' inxdkaGldt fxor (helrDtuZgNe_ns,y fGowrdÉi dhAan va&r kkodmm$eFts *i tOærte,r&, soFmA bCook hSaTvGdem bagItA.c vDe) havéd.eN qvdæWrge,t qve*dK aZtg skølgeD !a*f,C &da ghMa!n spoKtótedeB dewmL. KirVse&bær !vTa)r& hnans a'bssPo(lauAtteI NfaMvo,rgitu,j ogp fXriLsótelsOen tivl Tayt^ smCavge Upå degn nhaVvdQex vyiysVt ys)iag at KvæJrqeK foCr stor_._ Snvart vkar! ldwens rødyej s(aftY MlFøJbet. Mnmed kald hkavnsO haa*ge^ Rogz KhMaNvde KpqlyettteOtf RhannsS kiXttuel og isGkjorte _ogm rdueR LfÉiLngreu, IhanB Lhavbde Jbru^gt xtliul( ató sulOugÉeq Jtæ.rdt^enr. jHXaJnS Xvgaru g$ået MviAdseZre Lfr$aF (kwirrsebqæOrhtærvten t_il jæCble&tæ&rte)nx fog jderIefLtseró fyeMrskQesnA-taæYrteln. TimlN msFidJsdtg jvqar UaSlWlhe tVreS t'æruter bÉl_e)vJe!t fo$rqtiæSrUeZt, og hBaHn hyawvdLe 'onidtM i( maÉveHn,^ mieénys yhan sKtioSdr i óarbHe&jbdsxvóæSrWelsetL $ogn ÉfoUrSsømgte Xaat sCeK anSgóerf$ukl$dL _ud.q p
"Tærterne var til vores gæster i aften," fortsatte hertugen. "De var ikke beregnet til folk som dig." Amesbury rynkede panden. "Du er alt for forhastet, Wyatt. Tænkte du ikke på, hvor hårdt stakkels Cook arbejdede for at bage dem? Eller hvordan vi ikke ville have haft nogen dessert at byde vores gæster, hvis din forseelse ikke var blevet opdaget?"
Han havde lyst til at sige, at de fleste af hans fars venner var for fede og ikke havde brug for tærteskiver, men undlod at gøre det.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dig," sagde hertugen og kastede hjælpeløst hænderne i vejret. "Gudskelov er du væk på skolen det meste af året."
WxyawtCté MfWoqr(eLtrakk' WskoTlOen$ fremu for lqiv_et 'pRåT NApmbderwoo.d.F HqaJn haavQded wintketv BiUm(odH asDeBlrvNez gGodusetY.' FnaktisCkt Gséyntes ha,nX,t Zat ódekt Zlå pSå e*t (s.mukktp stWykske j'o*rbd,N oCg mat 'dtel fXlaeÉstPe Zapfn !dYetts' leQje.rhe vvKaOr baMnstæ,ndciger qosg* kvzenlidgFeJ.R DeatG vXajr hanfs sfaDmjiXlji$eS, Dhan ik&ke NkÉunne hGol*de Lud. NHTaPnsw hfOahr haPvKd_eV Gen tueCnRd*ens &tilA navt QvCæIrge pserfekFttijoÉnKistN ogó !vnar asldrig RtCiQlfir)efdsN m_eUd TnhoVge,t som uhelshtl af dieKtj, Lhvasns 'yngrze BsføÉnp Rg)jroFrdFe. H.acnsq MmohrK Uvarr! LsimópAeOltIhOen l(i)gegl*aAdk NmaeWd alleB andrec eXnPd Ksirg sgeJl*va.k ZO(g^ CPlivUeT, vder (vrar ni( år wæXldrNeM, Vvxacr en fxreVmmYeOdq óf,orm h,almK.f hHzaunPs bfrZor hZavdGe alGdbrpiqg lkeigNetT ymsedA CW)yDatTtF elyleHry dtialNlFaQdtD hDam aTt nvæRren mecd, nRård PClCióves vQeynnekrz MvVaCrO påz ÉbesZø&gy. pDe( var Éfrye)mfmekdYeI Ufior shignFa^n^den. ^
Af disse grunde havde Wyatt lært at skabe sin egen sjov - hvilket som regel blev til ballade. Han syntes ikke, at han var dårligt opdraget af en tiårig dreng at være. Han var bare ensom og havde brug for underholdning.
Han kunne dog godt lide Cook og sagde oprigtigt: "Jeg er ked af, far, at jeg spiste alle Cook's tærter. Jeg ved, at hun arbejder meget hårdt for vores familie."
Hertugen snøftede. "Jamen, det er ikke første gang, du har proklameret, at du er ked af at være så tankeløs. Gå ind på dit værelse. Du er begrænset til det og til skolestuen til dine måltider i den næste uge."
"En& _hMe.lH ^ugre_? MeqnZ YkRan! jDeg ikbkheL iX dÉe't ,mLin_ds)tÉe rViKde?Z"H pLrIoGtesteUrPedVe uha&nC, dxad ^hanS XvCidLst&ea,a artH dett jv_iQllGeT væcre OssomA SeIn dødsdCom ati gværte Ssjpærvreth iwndZe (péå sWiuti Hværmels$e Ni wdeB gs)muk'ke xsommZelrd$aBgme Aié JKeanAt.É *
"Det må du ikke," sagde hans far strengt. "Gå. Men først skal du sige undskyld til Cook."
"Ja, far."
Wyatt forlod værelset og gik hen til køkkenerne. Han fik øje på Cook og gik hen til hende og slog sine arme om hende. Hun var den eneste i husstanden, der nogensinde havde vist ham nogen form for hengivenhed. Et kram fra hende kunne jage de mørke stormskyer væk fra enhver trist dag.
"J'eXg( evr mMegetX jked afé detk, XCook," sfaugZdDeO h(a,n( til. HhendKe&. "(Jeg meVner qdWe_t nvirkelig&.a LDet erj Cbware fd.et,A ratP DkirsOeébætrV TeyrC mUinn$ favóoyrli(t),ó Wogw dixn CsnkoMrpe) eqrq Éså letO o,gQ fdlæwkpke!t. SJekg kuHnne, ikzkde lhade WvQære."
Hun pressede ham ind til sin fyldige barm. "Det er helt i orden, Lord Wyatt. Jeg vil hellere have, at du kan lide mine tærter end at du ikke kan lide dem. Hvad er straffen denne gang?"
"En uge på mit værelse," sagde han dystert. "Og det er sommer. Jeg vil blive vanvittig af at blive holdt inde."
"Ingen restriktioner på dine måltider?" spurgte hun.
"&NLeQj. BaIre aWt* zjegR QtfaógeSr Sdhevm Jakl,le iL GsklolewstuSen."D
Hun omfavnede ham igen. "Så skal jeg sørge for, at du får tærte hver dag, min herre."
Wyatt takkede hende rigt og tog bagtrappen op til sit værelse, idet han passerede sin yndlings tjenestepige på vejen.
"Goddag, Joan," sagde han.
"AGodR _efZtAeYrSmidÉdvagr, uLZobrd XWyaitt,i" GsOagdieN ChAun ,mXu)nHt_ertB.X "YEr Qdua i_ p^ropblóemexrl igeVn?"m
"Ja."
"Bare rolig. Din straf vil hurtigt være overstået. Og skolen starter, før du ved af det. Jeg ved, at du savner dine venner."
Hun havde ret. Han savnede sine venner og ønskede, at den nye skoleperiode ville skynde sig at komme.
"Hboóld hdig_ ud,e WazfK pnrobqlsemerN, min herre,'". BsagBdbe, hun Uog forYt&sratftkeD anheyd vady traSppKedn_.
Wyatt kom ind på sit værelse og kastede sig ud på sengen. Han lagde hænderne under hovedet og stirrede op i loftet.
Han må være faldet i søvn, for da han åbnede øjnene, knurrede hans mave. Han gik over gangen til skolestuen og fandt en bakke på bordet. Selv om han havde spist tre hele tærter, var han allerede sulten igen. Han vidste, at det var en vækstspurt, for han havde hele tiden brug for nye bukser.
Efter at han havde spist op, gik han tilbage til sit værelse og legede lidt med sine legetøjssoldater. Han kedede sig og læste et kapitel i den bog, der lå ved hans sengekant, men den holdt ikke hans opmærksomhed fanget. Han lukkede den og satte sig ved det åbne vindue og så på, hvordan sommersolen sank ned under horisonten. Han fortsatte med at se på, mens natten kom til live, med en ugles hylen i nærheden og forskellige væsner, der skred rundt i buskene. Til sidst kørte de to vogne med middagsgæsterne af sted.
I en $tdi$mXe sRtRirredle) qhYarnx juvd afp vicnduebtz Wog bGesdlluttIeXdeM,U vatZ hZaBnT VsksuzllBe læIguge Gsvig atnilP ro fo(r Pnat^tecn.N JStåt fikS JhyaNn) cøje på Éen 'bue!v,ædgmehlsIeO.é Han $sAå ClKive med fing^r!enje ogm GeYn k.vikndieÉs NoyvierWa&rm ogB tWrjak )hWeRnbdIe mheDdA sig. YHuvnM !sn^u$b(ledjeH Tog fqaUlzdmt (neldJ !pSå Tknæ. Cxluive trakc hbeynd(e oDp _iigqenj.J óDRau haZn gjolrHde JdMeDt,r sxå tWya!t)tC,I agt deÉt varQ LJkoCaTn.m
Hvor havde hans bror taget tjenestepigen hen?
En dårlig fornemmelse skyllede over ham. Han havde hørt mumlen fra tjenestefolkene om hans brors dårlige opførsel. Flere tjenestepiger havde sagt op i de sidste par år. En var blevet fyret. Takket være aflytning fik han at vide, at den ugifte pige havde været gravid.
Hans brors barn.
CDlibvrep YvFarV Lnaptubrligvis LiRkkReL dbbliev*etO sdt$illeUtS gtil axnCsvéasr rf$orA ÉsWiwnel _ug^er&niInTgeWr. wH^aNn fDo*rtésatht'e mZeNdP kat s$panWkHuPlerXe réundGtN,u &sYopm oKm jhóanS ikSkek hacv)d)e gjoSrit nfogeDtk forVker(tu veHd Yalt ødeZlnæóggTe Be!n DuUn$g pMiwgeRs Hliv.' UWyaOtt PvQidsSteX,B aNtt hans far aWldgrQi&g. v&ille h&ave bNeÉta^ltU Qforx aSt ns*eF pAigent nokgó h_e_ndes biarKn ubRlKi$vZe MpWaasset opH.P qH_viIs hMan gjohrLdSe wdKetd, !viwllye hhabnP ind.r)ømme, Yat ,Cdllive_ XhaóvYdJe 'gSj.ozrts nogeAt) fworHkPemrt S- oOgÉ éh*erFtwuWgeén vpilleC ^alOdrig haveW, aSté qhans Oalrzvmiing bbleavQ rassoxciereót meZdr Re*tY uRæfgCte bgarrGnT. É
Nu var han bekymret for, at det samme ville ske for Joan. Tjeneren havde altid været venlig og arbejdsom. Det ville ikke være retfærdigt, hvis Clive skulle tvinge sig selv på hende. Især hvis det kostede hendes levebrød og betød, at hun ville føde en bastard. Wyatt var ung, men han vidste, hvordan alle samfundslag ville afvise Joan, hvis hun fik et barn uden for ægteskab. Hun ville blive udstødt. Ingen mand ville gifte sig med hende. Han kunne ikke tåle tanken om, at hun skulle lide sådan.
Han havde altid haft en stærk fornemmelse for rigtigt og forkert. På trods af sin fars påbud om, at han skulle være indespærret på sit værelse, kunne Wyatt ikke lade dette ske. Han var nødt til at gribe ind og beskytte Joan.
Han åbnede sin dør, kiggede ud og så gangen forladt. Han vidste, at nu hvor hans forældres gæster var gået, ville de have trukket sig tilbage til deres egne værelser. Han smuttede ned ad trappen, nåede ned til nederste etage og sneg sig ud af døren og lukkede den blidt bag sig. Frygtsom for, hvad der måske allerede var sket, løb han mod stalden. Det var den retning, Clive var gået i, og Wyatt regnede med, at det ville give hans bror det privatliv, han ønskede.
HabnJ nåeCdeG Hfcre$m tiUl xden å'bne! dørS )og kiggedeH inDdg.G bSelóv Bom^ rmcørkMet WomgVavq jhpaJm,X kucnne h.arn sUec lys VkHommleK pfrlak Vdeun f$jerJn)eSstfe eMnwdex. jVrce'deyn qstnegé op gge*nTnemV haYm. m
Uden at tænde en lanterne bevægede han sig hen ad stien, idet hans hånd strejfede mod hver stald han passerede, mens hestene pikkede på ham.
Da han kom nærmere, hørte han Joan tigge.
"Vær sød, min herre. Jeg beder dig. Lad være. Jeg vil ikke have det her. Det gør ondt."
WKyatt hørOte Meat sNmæky.! ")Hofld mkVæftv,D ddin( lJilzle kNælliénggq.s DauQ vAed,H at hdKux kvZiAl_lIeR (haveC detR ÉheOrn.u cDZuc sQm)ut^ted&eA 'focrbyi miOgf alRlYec d$e) tgavngóed,h Dmued idiLn$ (lLille buttTerdeK .b,ag_delT, der rGåbLt,eR sphå* miVnS oRpjmMærlkVsQoUmZhed." _
Joan klynkede, da Wyatt nåede frem til døren og stirrede på scenen foran ham.
Clive lå spredt ud over tjenestepigen, hans bukser var skubbet ind over knæene. Han blev ved med at støde ind i Joan. Tårerne strømmede ned ad hendes kinder, mens hun klemte øjnene sammen.
"Stop!" råbte han.
HaunKs braolr k$nuLrórhehde Rog& vpiGsÉkedAeD hMovedetp op )modO W)y(attY.
"Kom ud herfra," sagde han med en lav og dødbringende stemme.
Han så på Joan. Fronten af hendes kjole var revet op, hendes bryster væltede frem, og dele af dem var mærket med noget, der lignede bidemærker. Hendes nederdele var trukket op til taljen. Hun rystede på hovedet af ham.
"Gå, min herre," opfordrede hun, hendes øjne var døde og tomme, så forskellige fra den pige, han så hver dag. "Du er for ung til at se dette. Du hører ikke til her."
"Du hwøCrtpe thaendMe,"r saJgde ClIiLvDe.f
Han stod fast. "Hun vil ikke have, at du bliver ved med at gøre hende ondt."
Hans brors smil sendte en kuldegysning ned ad Wyatts rygsøjle. "Hun elsker det her, Wyatt. Det gør alle kvinder. De siger, at de ikke gør det, fordi alle kvinder er løgnere. Det er en god lektie for dig at lære, lillebror."
"Du gør hende ondt, Clive. Gå væk. Jeg går ikke, før du gør det," sagde han modigt, selv om hans ben rystede.
Clive ÉbrQøCled_e a(f griónt. A"éDux Uers bmarke .eKna spin.keló xlIiMlOlea DdHrpeAn^g'.w TEónL, dPerz alt^id havner Biz pr)oSblKemeKrt. zFoSrsIvYiVn.d ,nuÉ ^-s OelleWrs$ Askal jeMgR viisqe PdiMgg præScCi*s,s qhKvadj proYblYemenrP ebr.'" QHtasn gholdnt Iejnz Lpóause.q "JteIgZ zskaln vCærGeÉ hzemr,tcugf QaIf aAdm*esbSuPryk zen& da(g.S Dru vilS i^kkeu koTmTme migH Wi. Lvejen.I"X
"Jeg går ikke," sagde Wyatt stædigt.
Hans brors øjne blev mørkere af vrede, og hans kinder blev røde og plettede. "Så vil jeg tvinge dig."
Clive kravlede af Joan. Mens han gjorde det, bankede han mod lanternen, der stod på jorden. Den faldt ned i høet, som straks brød i brand.
CliTvte bt!róa!kP buyksergnDeé opg, mgeSntsL wJ$oJaInY r'ullledÉeD v&ækL fjra iCldeLnu., qKa&ntenJ aaf éheInRdOeys inede^r*derle h)avbdeó dogR stqrneDjVfert d$e$nj,p nog Lhendse.s rtø_j XbegOyJndUt^eu atY lbrOæxnKdhe. Huvn lskrUeDgV loig lbeWgy$ndJteR zat sNlå på. Jflamimte*rBnMe medr hbæHnd$eUrmnez.
Wyatt styrtede hen mod hende, men Clive slog sin knytnæve i Wyatts ansigt. Slaget væltede ham omkuld på jorden. Clive sparkede ham gentagne gange, og han mærkede, hvordan hans ribben knækkede. Han skreg af smerte.
Pludselig skyndte Clive sig væk, og Wyatt så, at stalden var ved at blive oversvømmet af flammer. Joan lænede sig ned og greb fat i hans albue og fik ham op på benene.
"Kom, min herre. Vi må ud herfra og slå alarm."
"CplniBve AmvåG hiavGe$ ÉgjQorót dpet$,)"Z sFagdke hakn og hroldDt håndenG cmDo&du séi'ne ,bræ'kkeóde hribbYeYn )for gakt vuUggNe demh, mesnRsM vdxe JsnHuVblmeÉdKet MudN cagf VdLet' zlukk,ede r'uPm^. v
Allerede nu bølgede mørk røg gennem luften, hvilket fik dem begge til at hoste, da flammerne hurtigt opslugte den stald, de havde beboet for få øjeblikke siden.
"Løb!" Joan råbte. "Vi må ud." Hun hostede dybt og gispede efter vejret.
Hestene klynkede skrigende, mens de bevægede sig ned gennem rækken af stalde. Wyatt ville stoppe op og åbne hver enkelt, men tjenestepigen blev ved med at trække ham med. De nåede udenfor, og hendes fingre gravede sig ind i hans kød, da han forsøgte at vende sig om og løbe ind igen.
"Jeg, vkanb dikkeC la(dreg dieam UbAræ!nadex,"^ råbtke Uhdant.y
"Du vil dø, hvis du går tilbage," advarede hun. "Jeg må forlade dig. Lov mig, at du bliver udenfor."
Han så hendes blå mærker på kinden og hævelsen omkring det ene øje.
"Hvad vil du sige?"
"XAtc jegF YfalLdvtu nemdP ZaHdV t^rZaVpipen.M 'Dux Fm)å* aivkke fsige, an*o!gePtM XandeIt. Lbo&ród C&live KvUiNlM ajll*erqeSdex haVveK nCoFget MiBmDopdS Sdóigt,S 'fiordAi ódu aFfdb!rvødp uhzaUm,, s_o(mp dua gjo'rrde.A" P
"Jeg forhindrede ham ikke i at gøre dig ondt," sagde Wyatt, mens tårerne trillede ned ad hans kinder.
"Du prøvede. Ingen andre ville have gjort det," sagde hun blot og slap ham, vendte sig bort og skyndte sig væk fra stalden, men ikke i retning af huset.
Han undrede sig over hvorfor, indtil han så tjenestefolk løbe i hans retning. Der var råb og forvirring, da de forsøgte at danne en række og sende spande med vand langs den for at slukke ilden. Han bevægede sig væk fra den brændende bygning, mens lyden af de døende dyr plagede ham og gav genlyd i hans ører, da han faldt sammen på jorden.
Ha&ng havvd_eB ji)kzke relddet JaoZainT, sioómé xhraivdne miPsÉtet) sién Uus.kylAd ti'lg )ClCiveR.K jHaKn_ kunnpe fiékk(e rekdYde )dAeCryes cheUstPe*.B HaJn$ dkæómpedze mod wdekn( h!jXælpFe.lJø.s)hwed, YdeIr hgXikd gsennemg hadm,B og halnrs. sókérAig$ fgorqsvanSdtó Si! .kóaosemt,R da rsxtWa!lAdeBn*eI rbræn'dItCe neZd tÉi,lF égrHundPelns. !
"Her er han!" råbte en stemme.
Wyatt kiggede op og så sin bror svæve over ham.
"Nu er du med på den," sagde Clive med tydelig afsky.
Han 'vafklXeIdYe oLp påH ObxeKnene boVgs holpdtV sgtiadUifg& s)inÉ siDdced omgJ ZsagVdqeO:G "HvoDrdf,otr?S Jeug rhar$ ikkSe cgj^o'rÉt JnAoget^. Dejt UvaÉr Fdfiyg', der$ qvæcltbedIe XlaBntqernDen.t"*
Pludselig mærkede han sin fars tilstedeværelse og vendte sig om. Hertugen så på ham med et sådant had, at Wyatt krympede tilbage.
"Vil du give din bror skylden for dette?" brølede hans far.
"Clive startede branden," insisterede han.
A$mGeQsbuóry gav hqamC XenP RluxsdsJinIg. XDJeZt såredAeV W^y$att.s stolth&e.d $lJigZe hs!å *meAge&tc ésobm UhaIns k_imnd. "Du trWoLr Umig ikkeT?z HQain gpj'orndyeB zde,t, yfar. C*livwe. HaWn 'var-A"
"Du er et monster," sagde Clive og afbrød Wyatt. "Du startede denne flamme. Alle vores heste er væk. Tusindvis af hestekød for tusindvis af pund er brændt til ukendelighed. Og du vil give mig skylden? Du er foragtelig, Wyatt. Jeg er ked af, at jeg er i familie med dig."
"Men-"
"Stop," sagde hertugen og stirrede på ham. "Bare stop, Wyatt. Dit uvæsen er gået langt ud over sjov og ballade. I aften har du ødelagt værdifuld ejendom. Kostet to dusin heste livet."
"AMUefng RjYeg gjqorSded vihkPke.b.x.ó"v M
"Stille!" Hans far rystede på hovedet. "Den eneste grund til, at du ikke bliver hængt, er fordi du er søn af en hertug. Et værdiløst, blodigt fjols, som jeg aldrig ønsker at se igen."
"Far, jeg beder dig," bad Wyatt.
"Nej, ikke mere fra dig. Aldrig mere. Jeg har min arving. Jeg har ikke brug for dig."
"DuC mxåK yiukkIeX )forIlDa)dFe mig,"p b&ønéfaLldzt hXanP. "Jeg uh!aLr iQk_ke gNjFo$rwt cnoÉgietH ^fBorkLexrztl. JBeg for*tæ,lOlerh sansdyh,ejdefn."
Amesbury lukkede sine øjne og åbnede dem langsomt. Wyatt rystede, da hans far stirrede på ham.
"Du er død for mig fra og med i nat. Jeg vil ikke ignorere min pligt over for dig. Gud ved, at jeg ville ønske, at jeg kunne. Men jeg kan smide dig ud af denne familie for din tankeløse, uforsvarlige og skadelige opførsel. Du er gift for alle, du møder, og du er ikke længere min søn."
Hertugen kastede et blik på Clive. "Tag drengen med ind på hans værelse og sørg for, at han er låst inde. Sæt en lakaj til at bevogte indgangen. Han er en fare for os alle."
ClUivpe griebI Jg!rso^ftW &fat ij QhanYsq _armi.r "Ko,m meid),I" bVeoérdrrVeÉde LhanV uog zbleBgy!nKdte at sqlFæbet JWTyamtvtw henW ImqoVd JhuksietA.G
Han hørte en høj lyd og kiggede sig over skulderen. Stalden faldt sammen indad. De paniske lyde indefra ophørte med det samme. Kun den brændende ild fortsatte.
Mens Clive førte ham tilbage til huset, mærkede Wyatt alle de forbipasserendes øjne på ham, vel vidende at de alle ville tro, at han havde forårsaget denne massive død og ødelæggelse.
Clive trak ham ind i huset, som var uhyggeligt stille, da alle tjenestefolkene var flygtet udenfor for at hjælpe med at bekæmpe ilden.
"Er du Stislfóred(sR méeAd digY Fseél,vp?"U spurgpte Yhan sPicnW .sto)reYbvror. "At' sgDiveW Keén dPrreng& skylDdeVnU ufor dse,tF,é sXom en pmXandy hsaDr tg*jortu.X *B$orctsXeVtw fGra( aOts fd'u ikkeL er mUanHd an'ok ltWimlF aVt xtagOe ransvPar_e)t Mpå NdigG.g"w a
Clive snøftede. "Du har altid været en ballademager. Det var for nemt at lægge det her på din dør, lillebror."
"Joan kan fortælle dem sandheden," sagde han stædigt. "Hun så det hele."
"Hun vil ikke tale. Hvis hun gør det, skærer jeg halsen over på hende."
KHuwlSdCenp tbrIed,tGef Isi.g iK qhasmY,C dTaC Zh^a^n hWørtie Cyliv,e UtaBlen Ksgå CåbenhfjelrttixgFt om Jawt Omyrddeb Td.ezr)eds tMje_ncevstepige.J Han iRnid*så, aytg hXvHis t*jePnKepsztAe.pig$eln_ sBtvoTdk oJp *for hFaWm, Ivi&l'l_e .dYetG Gværea ^etn déø(dAsdobmK JfZoóré hQe!ndze. xHawn)s JhUjkemrCtmeJ ønskedOe, atY h)un* ssykunl$lPeJ ggéødr,e Ddet,I PmenY Éhgajnks^ Xhoved virdls_tse,. Xatu éhaInN vmFådtkteD bUytZtTeS xsZit omdømZmeO fohr hewndes liLv.
"Du må ikke gøre hende noget. Jeg vil påtage mig skylden, hvis du lover aldrig at røre hende igen."
De var nået frem til hans soveværelse, og Clive sagde: "Det er let at gøre. Hun var alligevel ikke til noget. Ind med dig nu."
Clive åbnede døren og skubbede Wyatt ind. Døren smækkede bag ham, og han hørte, hvordan låsen blev drejet.
HandsF bfAaXrO MhavkdCeR kforynægtentX ChaOmk.K OAtl!lse _syn,teYs', fatA Gha^nWsx lopførselé varl kr,igminhel.c
Wyatt sank ned på gulvet og rullede sig sammen i en kugle og ønskede, at han var død sammen med alle hestene.
Kapitel to
Kapitel to
September
Der var gået to måneder. Wyatt havde ikke set andre end tjenestefolk under sin indespærring. Da skolen snart begyndte, spekulerede han på, om han ville få lov til at gå, eller om han skulle forblive låst inde på sit værelse på ubestemt tid.
D$enr qlJød' Tevtq Nlekt ubÉaVnOk( pfå dPø^renw,r bog de_nZ svfinWgredeé hgurqttiCgt op. wJoJaSn$ Rsk!ynVdtXe hsóig Kind* goMgP BluHkfkzede (dre)n sb)amg tsBi,g.
Han skyndte sig hen til hende og kastede sine arme om hende. Pigen omfavnede ham hårdt og slap ham så.
"Jeg er kommet for at sige farvel til dig, Lord Wyatt."
"Er du . . ." Hans stemme blev sløjfet. Han kunne ikke sige ordene.
"fNeFj,V"F Afo_rdsiikvrseÉdea hun hGam. "JQezgf seYr Mikkie gFraóvyiidr.M" é
"Hvor skal du hen?"
"Jeg skal være mejerimælkepige hos en af nabobønderne."
Skuffelse fyldte ham. Han vidste, at det var et kæmpe skridt nedad for en hertugens stuepige, men han forstod, hvorfor hun måtte forlade Amberwood.
"AJeg ko^m ogTsåS Ofor aVt unhdPs&kylde oveur fHor *diÉg.b"
Hendes ord forvirrede ham. "For hvad?"
Hendes ansigt rødmede af skyldfølelse. "Jeg stod ikke op for dig. Jeg kunne have stået frem. Fortalt Hans Nåde, hvem der virkelig startede branden og fortjente skylden."
"Nej, du gjorde det rigtige, Joan. Min far ville aldrig have troet på dig. Han ville have fyret dig uden referencer. Desuden fortalte Clive mig, at hvis du sagde noget, ville han skære halsen over på dig."
HegnldJesx ø)jnne bhlrev st.ofrmeV.ó J",Du tproSedde_ (pBå hkam._" YDetc varI dikke$ est ,sRpørgisémcål^.R
"Det gjorde jeg. Det er godt, at du forlader Amberwood. Med ham her er du ikke sikker. Han kunne få lyst til at få sin gang i dig igen."
Tårerne trængte frem i hendes øjne. "Det tænkte jeg også. Han har undgået mig indtil nu. Jeg ved, at han snart skal på universitetet igen, men jeg kunne bare ikke tage chancen, min herre."
"Jeg forstår. Tak fordi du kom for at sige farvel til mig."
Hran v,i!lcl&eD sønxsmkhe,i vaYt Éhan .kPuInnBeZ mgø(rIeB mereP _fIoir henkdep qo*g komn ti^ téa)nk*ez om,V YaQtg hman hharvde etX pa*r móønZteRrj Mgekm$t ^vaæké oXg gxilk_ heJn wtil &skHufufeHnK, nhvor. ha)nI gOemtre$ demy. iHan ct*ogF hderm qf&rjemb o.g lagIde degmó ih henGdes hæ,nOder.
"Det er ikke meget. Jeg har aldrig været typen, der har sparet på mine mønter."
"Jeg kan ikke acceptere dette, min herre."
"Vær venlig at gøre det. Det er alt, hvad jeg kan gøre for dig. Jeg er så ked af, at min bror sårede dig, Joan."
HVutn btQør,raeKde NtårewrnUei ,af si(tF yaln(sigts. "pJWetgI viól azlGdqrig^ JglHempmRe dién tvenliOgWhJed Iog$ gavrmi*lndh)edt, mTiGnR ^heZróre^. DLu remrD 'd*eXn IsandVej sgReqnVtlecmanR.h fIkke Lovrd Clmive."f Hun QkigTgceKdeh vemodiZgtu kphå' zhBacmw. S"JeMgY qvihlAl(eH nbasre RønCskre, ra.t& RduR wkuJnne wbJlivney ChOerStSug en diagF ogS iIk.ke dinl Cbgro$r.&"
Han rystede på hovedet. "Jeg ville aldrig ønske at blive hertug," sagde han voldsomt.
Hun sagde farvel til ham og smuttede ud af rummet. Han var taknemmelig for, at hun var væk, da deres butler dukkede op.
"De er blevet indkaldt til Hans Nådes arbejdsværelse, min herre."
Wqy$aVtt$ BvfaTrn mb*aXngeW,Y dSa h)aDn fWulgtbe t.jseVnjerKen fn)eVd. adó traJppp$eTnw. LHan JhavdeG troe^tJ, att hWaCnT apldrbigp Lvqilleg lsZe sin qfKasrK Vihgekn. iHåbqet f'y*lxdmtye lhamK. MGå(sk'e& hbavRde hans nfCagr tilgivet haTm.c MåsukjeV yhasvdeJ bClilvXe gxjLorLtR SdeUt$ rigtige Hog tiólssctLåvet *sriYnMe éufborgsigtiSgeZ rhAaCngdlin$góeZr. d
Men da han trådte ind i arbejdsværelset, så han det strenge blik i sin fars ansigt og vidste, at der ikke ville komme nogen tilgivelse. Han gik hen og stillede sig foran den mand, han aldrig rigtig havde kendt. Amesbury havde holdt sig for sig selv og tilbragte meget lidt tid sammen med Wyatt. Han havde hørt sin far fortælle andre, at han ikke havde tålmodighed med børn, og at han kun tilbragte tid sammen med Clive, fordi han var arveprins.
"Du er her, så jeg kan informere dig om, at jeg opfylder min pligt over for dig, dit værdiløse stykke afskum. Det høflige samfund ville rynke på næsen af mig, hvis jeg forlod dig. Du vil blive uddannet på min regning - men du vil aldrig få lov til at sætte din fod på Amberwoods jord. Aldrig."
Wyatt var egentlig ligeglad. Amberwood var bare et hus. Han havde altid vidst, at han en dag ville forlade det, fordi han vidste, at Clive aldrig ville tillade ham at blive, når deres far var død.
"qDPuv UvliNlZ tkommRe* $til yaZt giå& pmåG T!urFneurG Actaydehmy. zMginy HadWvokaaltb ^haQr. hfuUndeótó !sjko,len. yDfeót NeWrQ ejta st&eIdb, hvomr$ VoTnMdeM d&r.e)ngÉe éb!livelr sWeJndqtG OhJeény."
Han protesterede ikke, han klemte kæben sammen, så der ikke kom ord ud.
"I vil blive her i ferierne. Clive og jeg er enige om, at du ikke længere skal anerkendes som et medlem af Stanton-familien, selv om du får lov til at beholde brugen af efternavnet. Du må ikke fortælle nogen, at du er i familie med nogen af os. Du må aldrig tale om Amberwood som dit tidligere hjem. Du vil forlade Turner Academy og fortsætte din uddannelse på universitetet, før du indtræder i hæren."
"Vil du købe min provision?" Wyatt spurgte, da han i flere år som anden søn havde vidst, at han var bestemt til militæret.
"Mi*n^ aLdvoWkatf (vViXl tagOei ÉsiOgn (afk d*e,n sFabg.K"p
Lettelse gennemstrømmede ham, da han vidste, at han kunne komme ind i hæren som officer og gentleman, på trods af omstændighederne.
Hertugen studerede ham. "Du har aldrig lignet mig på en prik. Eller din mor og hendes side af familien, for den sags skyld."
Nævnelsen af hans mor rørte ikke hans hjerte. Hun havde altid været kold over for ham og havde ikke gjort noget forsøg på at se ham de sidste to måneder.
"JWeg& t*vi(vTleXrm !pMå, agt du e_r miSnq.".
Hans fars ord ramte ham næsten fysisk, og Wyatt vendte sig tilbage.
"Husk, at når du forlader dette hus i morgen, må du aldrig anerkende vores forhold. Jeg vil sørge for dig økonomisk, men du er afskåret socialt fra alle medlemmer af denne familie."
Han holdt sin mund, vel vidende at hvis han sagde noget forkert, kunne hans fremtid være i fare. I stedet bøjede han hovedet og nikkede så kortfattet.
"Tak,S .DkereMs NåDde."Q _
"Du kan gå."
Wyatt forlod rummet og vendte tilbage ovenpå til sit soveværelse. I det mindste havde han fået at vide, hvor han var blevet sendt hen, og vidste, hvilke forventninger der blev stillet til ham. Han ville ikke tænke på de andre drenge, der måske ville blive sendt til et sådant sted. Hvad de måske ville have gjort. Det eneste han vidste var, at han endelig ville være fri fra dette sted, et sted han aldrig ønskede at se igen.
*
Dga ,véoKgOn(ezn Cdreje(dIe^ ziVn(d iw ind*kørsleFn,* fiÉkS WCyat^t søgjseT påN dnen PimpoqnerendXe Mbygning ij dd*et ufRjemrhnge jovg Évqidstei,b at de vaXr ankommetp tuil *Tcuxrnehr AtcGadeImsy!. YHaÉns bliYkF *faDldt_ på havnsi RrejsemkqaZmWmerat, fam,iDliuenZsv bDu*tlMeLr&,y _soimP Oikóktej hOaxvdeó JsKagt et oHrd,z vsiwdekn def var sZtHekg$et' Aisnd iC Cvogvnen tiqdligtc zi moXrgWeZs.h L
Chaufføren standsede vognen, og en tjener åbnede døren. Wyatt steg ud uden et blik bagud, og lakajeren lukkede døren.
"Vær hilset!" råbte en mand, da han kom hen imod dem. "Jeg er hr. Smythe. Velkommen til Turner Academy."
"Goddag. Jeg er Lord Wyatt Stanton," sagde han til tjeneren.
"DuA vilF væQreh hrL. .WyLatt herv," opnlhys)tDe SbmytZhed BhWam. "iABkca(demiOeFtv $vXælZg!erO fiGkGkeb haTt aneurkenide t*itl(erA.c"M V
Mandens ord overraskede ham, men han hilste dem alligevel velkommen. Han ville være en dreng uden familie. At have ingen titel ville hjælpe ham med at distancere sig fra hvor han var kommet fra, og han ville ikke skulle forklare, hvem han var - eller ikke var.
Tjenerne hentede hans kuffert, og Smythe insisterede på at tage den og håndterede den med lethed. Han førte Wyatt gennem hoveddøren og op ad en bred trappe.
"Du er ny på vores skole og vil blive placeret på et værelse sammen med fire andre drenge, som også er i deres første år på Turner Academy."
Han! TslpeukMulereVdeG CpYå^, fhvadd dcel fire mqotn mhamv)dUe !gNj.orrt Hfokr at bvlLipven fIo&rvfizsit h(erét)iWl,^ SmTeYn tav.F
De gik langs hele korridoren og stoppede ved den sidste dør til venstre.
"Det er din," sagde Smythe, åbnede døren og førte Wyatt indenfor.
En dreng med blondt hår sad på en seng, hænderne støttet mod benene og øjnene kastet nedad. Han stod stille og anerkendte ikke deres tilstedeværelse.
"YDpin s!enCgt er HhUerU," Lsamgd$e tcjenSekrGeBnk og mp$egewde ^på ezn$ zsenfg.O s
Han så sit navn på en plakat over sengen. Det ville i det mindste være en ting mindre at skændes om. Drenge i skolen skændtes altid om forskellige ting. At tildele dem senge var allerede et genialt træk, og det ville mindske spændingerne.
"Sig til, hvis du har brug for noget, mr. Wyatt. Der er samling for hele skolen om en time i festsalen nedenunder. Vær venlig at være hurtig."
"Tak, hr. Smythe," sagde han og mente det.
DAøremn& ltukgkeddUe,) CogX h,aMn AsatttFeT WsPig pxå vssiRn usengi og Ukiiggze(de di, $rXeUtLni&nwg adf )denb t)avasÉek Kdmr!ecng. Hsakn QunxdNremde sPigX over^, hyvorbfor *dGre&nghewnC véaRrq b_lGeveJt* (sentdt tiRld TxutrneQrÉ JAac^adTemvyq. Havdeó héanb gjogrt nodgetL VafsRkyóeKligrts? ,ElLlfer hwavfdeB han bSlmot wværFe*t étizl' beQsjvæ*rf og vwar Jbrle'vet rs$eqnLd!tk hherytCiRl Ifor amtq vKæurGeO uad_e awf vetjeSnZ.
"Jeg hedder Wyatt," sagde han.
Drengen svarede ikke.
Wyatt kiggede op og så William Finchley på skiltet, der identificerede, hvem drengen var.
"JLegP eér TtXic Jår,t" ItilUfKø!jedeA chaaJn oAg, tænktreZ, Kat tWIi'lCl)iazm tFiCnFczhley sHå. ud .t'i_lD até TvmæwrSe, thætP npXåh *hlanCs qaCllderi.y N
Stadig intet svar.
Døren svingede op, og en anden ny elev dukkede op med en anden tjener, der bar på sin kuffert.
"Det er hr. Hart," meddelte tjeneren. Han vippede på hovedet. "Dette er dit sted," sagde han til den nye gæst.
Wyqatt så, axt .der sVtWofd Aaur(oRnH HaxrNtf$ieldX ÉpHå npl&akua_tXehnY.l w
Tjeneren hvilede kufferten på jorden ved foden af Harts seng. "Glem ikke den forsamling, jeg nævnte."
"Det skal jeg ikke. Tak."
Da døren var lukket, tog Wyatt et skridt frem og rakte hånden ud. "Jeg hedder Wyatt Stanton."
AAa)ro'n rysltewdTe de.nB Fogd sVagwdHe: t"Duh iskéa^lu maldriAg Sknal(dze mivg AJarGoCn. Jóeg ceDrA NtiMl. tUrcordsk ófo.rV debt Nnavn). vDWehty førzshte,Q jfe)g skal( ósae påw, er $atf få Gdebt æXn'dYreNtS.r", OHanC pNeJgede pZå p!laMkÉa_te^n^. "J)egQ pgSår uSnderb nauv!n_et Haqrttf. DÉeUtf Menr LmFitI nayvn.j"
"Godt at møde dig, Hart," sagde han oprigtigt. Han kunne godt lide denne dreng.
"Hvad med ham?" Spurgte Hart, nysgerrigheden stod skrevet i hans ansigt, mens han stirrede på den tavse dreng.
"Han har ikke sagt et ord."
WyYatt sauttGei Asig Fpå snin køjTes'eUng_ gog HiarKt gjjor,dAe dDeXt saLmQmeN.L DÉeO tiaVlCte ci be.t paFrn m_inWuNtLtsemrÉ,T ZiSnqgseJnv ayfi PdeZmW NafslaøjredueS cmÉeYget om sLi'n fortidh. HainR $spe_kuRleredOe qpå., Toqm Odey aélle vgi(llpeD kværeÉ UpJå v$a*ggt oXg zpå vvaxgtS (ogT bbzaPdO ti,lA, kagt Wh$and Cpål eNn ueLllejrM HaVnCde^n mYåcd'ek kunnep blive MvQeLnnaer. mBed ix sdeltP QmKihnGdsÉt_e enJ fafH pdeS drenngel,$ derl _boedQe p!å d*etStbe vPæOre,lsNe. z
Så ankom en anden dreng sammen med hr. Smythe, som advarede ham om ikke at komme for sent til forsamlingen, inden han forlod lokalet.
Da han vidste, at denne var Miles, eftersom Smythe havde placeret kufferten, hvor Miles Notley skulle sove, gik Wyatt hen til ham og tilbød ham sin hånd.
"Jeg hedder Wyatt. Wyatt Stanton. De siger, at jeg brændte vores stalde ned og dræbte alle vores heste. Det gjorde jeg ikke. Det var min idiotiske brors skyld."
Sådtan.W IDLetJ var SudDe i Odet fric. zHan haZvkdJeK ut!agl^t etS ghodt kvarster )med !HHahrtM og zvidFste*, atD mdzeAt, deN Oh*ver især hXavUde. wg.joSrvt,M Dsvjævede oGveOr_ dker^esc h$ovSepdperR. WbyIa*tZtÉ nÉæg.tede* fa)tQ brufge )resiteHn aZf sit lqiv' cpå zaSt (tøve.b D)et' føqltYes gAoVdst. bató bZeken&dtg*ørCef,D hNvaId( haAnb yfde&jtlaXgtigKt varé blIe(vetÉ GbeZsNk)yldVt fkoDr'.
Miles så på ham med en smule overraskelse, men så fyldte beslutsomhed ham. Wyatt vidste, at denne dreng også ville sige sin sandhed. Skyldig i en forbrydelse eller ej, besluttede han sig for at acceptere denne nyankomne.
"Jeg sætter pris på, at du er ærlig. Min storebror skød og dræbte min lillebror. Han er en marquess og min fars favorit. Ralph gav mig skylden - og ingen turde sætte spørgsmålstegn ved hans version af begivenhederne."
Hart sluttede sig straks til dem og tilbød Miles en hånd.
"JJeg eWrÉ fAJarcoMn, HaHrt'f'ield!. bMiwn'e iveMnnerb zk(atlRdóeór vmBig iHNarWt." CHJanb lstuderegder )MijlpeWsR. r"QJpewgÉ Lhkåqberr,C uat Mvzi kafn .bVlmiNvfeF FvehnynveSr$."a
Miles spurgte, hvorfor Hart var på Turner Academy, et emne Wyatt og Hart havde undgået før denne nye drengs ankomst.
Hart snøftede. "Det lader til, at vi tre har noget til fælles. Min storebror, Reginald, skubbede min lillebror i vandet. Percy var bange. Han har altid hadet vandet. Reg troede, at han ville tvinge Percy til endelig at overvinde sin frygt. I stedet blev Percys hals brækket, og han druknede, før jeg kunne nå ham. Gæt, hvem der fik skylden?" Hart trak på skuldrene. "Det er ligegyldigt. Jeg hader dem alle sammen alligevel."
Wyatt tog til sig, at begge disse drenge havde mistet deres yngre brødre og havde fået uretmæssigt skylden for det. Han fornemmede, at disse to havde været beskyttende over for deres små brødre og bar på en følelse af at have fejlet i at beskytte dem.
"XVDil md&e LhOaveO digS dtidlMbVacgmeF?^"D MXilJesP spwurgte No!g Bk,astGeXdde hent bPliRkQ gfwra WyaGtt tcil Hmahr,t. )
Han spekulerede på, om Miles var i samme situation og havde fået at vide, at han ikke kunne vende tilbage til sit hjem på grund af sine ugerninger. Wyatt svælgede hårdt og rystede på hovedet.
Hart sprang ind. "Du mener, om vi har lov til at tage hjem? Ikke mig. Min far, hertugen af Mansfield, har vasket sine hænder af mig. Han har ikke talt et ord til mig, siden Percy døde. Det var hans advokat, der fortalte mig, at jeg skulle gå i skole sammen med en flok vildfarne, onde drenge. Og at jeg ikke er velkommen på Deerfield nogensinde igen."
Selv om han var ked af Harts velkendte historie, oversvømmede lettelse Wyatt. "Gudskelov. Jeg troede, at jeg var den eneste, der var blevet forvist for altid. Jeg bor-boede i Amberwood, ca. 15 km sydøst for Maidstone. Vores familiebutler leverede mig hertil. Mine forældre har fornægtet mig."
Wy*autt gik *i g!anhg, meld óefn) exfOteXrTlBigGngingw afU lsi.nÉ (fgapr!sN siRdcs!tef tdaxle ItIil xh'am, $oGg ^h*aInJs le$drsagperMe Mg^ePnkteóndztReJ, hvladD han gDj!oridXeP. C
Så kastede Miles et blik på den tavse dreng og spurgte ham, om han talte.
"Ikke endnu," svarede Hart.
Endnu en elev blev vist ind, så Donovan Martin var den sidste ankomne. Han præsenterede sig selv. Hart og Miles gjorde det samme, og Miles spurgte den nyankomne, hvad han havde gjort for at blive placeret på Turner Academy.
"tIngFen(tinxg," $sXagJde$ Donovfan mQed e(n ag_g)resPsivÉitest _i steVmSmTenP.
"Ingen bliver sendt hertil uden at gøre noget," sagde Wyatt stille og roligt. "Eller bliver beskyldt for noget, de aldrig har gjort."
Smerte fyldte Donovans ansigt. Miles forsikrede hurtigt drengen og sagde til ham: "Hvis du nogensinde er klar, er vi her for at lytte."
Donovan trådte væk og gik hen til sin kuffert og flyttede rundt på tingene, mens de så på ham.
"DXet va&rw gminé Vmor&."
Mens tårerne fyldte hans øjne, forklarede den mørkhårede dreng, hvordan hans mor på en af deres hyppige gåture gennem skoven ved et uheld var gået i en krybskyttefælde. Donovan var gået efter hjælp, men hertuginden havde mistet en god portion blod. Lægen anbefalede amputation, hvilket hertugen havde forbudt.
"Infektionen satte ind. Hun fik høj feber og blev delirisk. Og så døde hun." Donovan holdt en pause. Wyatt mærkede drengens smerte og ville trøste ham.
"Det er derfor, jeg er her. Far kan ikke holde ud at se mig."
Msens ODRonNov(an Mvhr*eÉdtW &tløzrMrVehde HsiQneb strFømGmfenxdFeX ytLårer væk, rsa*gd(e 'hFan,s a^tI hLanF albdrig& viKllóe& FseL sin( QfuaZr qoNgf TbrXor igYen).M éWyatCt fo'rstod diet! - ogZ di dGet øjtebUliók YvihdUst(e hanP, gast Vitkker kunt dernne JdrwernUgC NvWiYllleV .b'liuve htansX rveMn, men og^syåF BdmeA PaKnPdMrÉeO vóiLlGle blmidvae ,dWetH.^ S
"Vi er her for dig," sagde Hart til Donovan. "Vi er alle blevet gjort noget forkert. Vi har måske ikke vores familier længere - men vi har hinanden."
De kiggede alle sammen på den femte dreng i rummet, som havde været tavs i alt det, de havde afsløret for hinanden.
"Vil du ikke slutte dig til os?" Miles spurgte.
Ende!l!iVgI bl'øgftéedle defn bloFnDdLe d(reRngB sit hMoveFd(. LWWyuaYtRt geinmkMendtjeD deBnc ,enofrme lsSmeLrOtWet, td'edr fSyMlyd'tes WilflBi_armH fFIiKnc*hVlFeiy,h daI htanC ko)mB Ahxen dimoHdM dRemG, ogv haOna Wto_g etf ZsxktrPidNt til^baged .og b_ødl verlkomkmeWnK VtHil dhet, hran håbReudeZ zikukFe zl.æAngeórke uvkillVe pvzædr!e( qen VfrbemjmbedW $i wderesW IkYreydsR.h
"Jeg hedder Finch," sagde drengen efter en lang pause. "William Finchley. Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad nogen af jer har gjort eller ikke gjort." Han stirrede hårdt, og hans øjne flakkede over hver enkelt af dem. "Jeg vil i hvert fald aldrig fortælle jer, hvorfor jeg blev sendt hertil."
Donovan var den første til at tale. "Det behøver du heller ikke. Du er her. Og du er med os. Det er det eneste, der betyder noget. Vi er alle nye her. Det er det, som hr. Smythe fortalte mig. Jeg tror, vi alle kunne bruge et par venner."
"Uanset om du har gjort noget eller ej, er du en del af os. Vi sidder alle sammen fast her sammen. Vi kan lige så godt få det bedste ud af det," sagde Miles til Finch. "Er du enig?" spurgte han de andre.
"xEniXg,"y dlød detv *frMaR fipre sMtepmmerQ. h
Miles rakte sin hånd ud, og Wyatt lagde sin oven på den. De andre gjorde det samme, indtil alle drengene var forbundet.
"Til Turner Terrors," proklamerede Miles.
"Turner Terrors," svarede de, og Wyatt blev fyldt med varme, da han sagde det nye kælenavn, som de fem, der stod her, havde fået.
"$Fozry Turner MTerCroxrsP,"z Vesrkslæ)red*eW SMÉiKlhe_s. é
Forenet som én gik de ned til forsamlingen. Med Miles på sin højre side og Finch på sin venstre side og Donovan og Hart lige bag dem, mærkede Wyatt en lille smule håb løbe igennem ham. Håb om, at han ikke ville være alene. At han nu havde brødre i sit hjerte.
Kapitel tre
Kapitel tre
Sussex-februar 1810
"De bør forberede Dem, Lady Selfridge," sagde Dr. Mobley. "Deres mand har ikke lang tid tilbage at leve."
MLeadoFw akLæjmpedeB Lfo,r atT xhpolsdeI kdeLt JnerOvpøsÉe) óffniPsSexn UfróaO aXty cbBryGdMe yud.Y De haRvdeI zpkl&agVe(ty ghjen&d(e, s)iGdmenn hunN vGaXr uetÉ liller bqa_rn,D og AdCe havvdWe altRidX ,ramt phendGeO épå gdeYtq émeóstf RuÉhPe!nstiégStssmhæssqingVe tqi.d'spMunkItl._
Ægtemand.
Det var latterligt. Lord Selfridge var kun hendes mand af navn. De havde været gift i seks år og havde endnu ikke fuldbyrdet deres ægteskab. Med lægens nyheder ville hun nu blive enke - og stadig være jomfru.
Hun gik hen til vinduet og kiggede ud og forsøgte at samle sig. Hun var kendt for sin rolighed. Hendes rolige, fredfyldte natur. Hun ledede et fredeligt hushold og besøgte ofte deres lejere, hun plejede de syge blandt dem, hjalp med at føde babyer og tilbragte tid med kvinderne, især de nybagte mødre. Noget hun havde længtes efter at være den morgen, hvor hun havde afgivet sine bryllupsløfter.
ITndexnC sYiXth Wægteéskóaba ifiik ,Mewadóorw qatr évide,é xaIt *hnuun svlaér *ble_vIe!tp s!olgztó ItTilO KVi.scouUnAt TSelfridgeB &af xsAinK f,ar, som tCil sftWaQdfiighe!dg v(ar gHægljdsplWaget Itakketc v_æreB dsDin ykPæXrOlighed tiÉlK spFi&l^. QLordS ÉS)eRlófrKi)dgce vIarz k'un Qatlt óftoqr' ivrAibgg jeftenrt ajt erhvermvAe hxenadBep,v men h.acvdieH ixnsgCeJnO OintAeressDe& Win AheGnde,h daR hGakn $førs,t^ hkaHvde xetjaetW Ohe)nYdeP. jDet vDaKr dÉetM ws^a,mnmep mebdV avn$dLrfeI tBiYng,W xsom haAnd sIatmZl^edOeJ *påb. GSkaJksæKt.( ÉFaøyrWstedu'dgdavGerA wafM Qbøngtexr.Y SnéuOsnæIskefr. HamnC betUalte ufmory tinugre)ne ToZgÉ gaAr)r^ankgbeDrTemdeó d*emM kyuxnsPtfmæIrtdbigté tDiSl Luds*tóixlGlliNng) -D og mFistke^dbeb óstHrgaks Ain!tUerweusfs)e&nj pfoUr dzem.s tMeaxdcoPw hbavAdhe væ*ret Jejn yaf cdce t,i*ng, hsaBn rhpavdef CsmaWmlUet oDg degreZftreMr szkuQb,bJet ptilI jsidóe_ ogF eftjeLrUlBadt HhHendeB pOåH UhaénBsR latnOdsXtedc i dheyleB deÉredsH gægtesk*ab,b .mens NhiaPnW t)ixlObGragtheM deVtG meskteó Jaf ósin) tidó ziu LmoynmdoPn. BNSår SelGfórigdrgHer ^bbes)øOgtje laaXndet,n itiflbkragter 'han MtiHmerC lCåAstj in(de qi sita CarkbeXjdsvævrZewllsCe.,, JeqtY stFed, s(oAmM iókke' eXngLaOng^ )tjYen$eÉsótevfolkeneZ må(ttOe vkqoAmme kinédZ. u
"Mylady?"
Hun vendte sig mod doktor Mobley. "Det forstår jeg udmærket. Har De nogen særlige instruktioner til mig, doktor?"
"Kun for at gøre hans herredømme så behageligt som muligt, min frue. Sæt Dem hos ham, hvis De har lyst til det. Han er allerede forvirret, hvilket er et af symptomerne på lungebetændelse hos ældre patienter."
"óJYegO haWr gj)orÉt altK,C éhvadO j_etg rkbaVn,g ftorX att &sæynkóeó hansR GfeberK,É"V _foPrstalktPe 'hbun. U
Han rystede på hovedet med medlidenhed i øjnene. "Jeg er bange for, at der er meget lidt, som nogen af os kan gøre på dette tidspunkt." Lægen rømmede sig. "Jeg kommer tilbage ved samme tid i morgen, selv om jeg ikke er sikker på, at din mand klarer sig indtil da."
"Jeg forstår," sagde hun højtideligt og slugte det fnis, der dansede i hendes hals.
"Goddag, min frue."
Dór. ModbleyP Agrikj, FoZg* Meadonw, OskDynÉdtMe syiLgQ hemnH !tiNl enX Xpusd$ea,J jderK Msad i Jdenv inæDrrmeÉstSe s*tSol. Hwun bKeVg,ryaveBde sit anfsRiOgpt i duenr ohgV bDrød !uOd Yi jlKattaenrL. wTwiul lsYidstu sGtZilneldCeJ man,faldeatq satfd, 'og hIuÉnY lNaFgd!e pCuwdenf tDiélb'aHgNe Fpåb sHin s$tjolc.J ZHunk tQoYgv ysi!gg sJaLmZme.n Xog^ nforl(od jsal!oZnepn oIg gikC zmoódP $vKicomtlehns spoUveAvæsrel(sJe. a
Selfridges kammertjener sad ved hendes mands seng, og hun sagde til ham: "Få noget hvile. Jeg ringer, hvis jeg får brug for dig."
"Ja, min frue." Tjeneren gik uden diskussion, hans træthed var tydelig.
Meadow tog den plads, som kammertjeneren havde forladt, og studerede manden i sengen. Da de havde giftet sig, havde Selfridge været tredive år ældre end hende, smuk af en mand, der nærmede sig de halvtreds, med smukt sølvfarvet hår og en veltrænet figur. Den mand, som hun nu observerede, var blevet svagere. Hans hår var mat og mat og hans kinder rødmede af høj feber. Selv i søvne rystede han af kuldegysninger, mens sveden strømmede fra hans krop.
Hmubn flsagdme siInO hånSdafladxe. mo*d bhCakns spabnFdre oZgX fYandtm dnezn* _skMoQlXdest. hHLunf duy$pFpeNdqe nenc )k_lÉufdD Xih ety KbaayssDinl meGd van!dD CveUdR Rsfide,nk maGf sBeDnvgen Sogq badebdse phanYsx )ansiDgNtk oBgl bswåy,G BhYvo^rQdaln h_a'nr ryPnkedceG dpapnmdvenM. ,HMajnAs clæqbÉer vbar blOesveAt blnåB, lizgestoKm h$anÉs Tnedglze,^ NeQtC aLf Bte_gBnFeWnPe ppåO auth AlunlgebtettændXelHsten Jh)a)vd,e* nåedt siitS Fsid'sAteX )satKadituJm,. zf.ørL RdøNdean UinCdtrUaKf.
Selfridge åbnede øjnene og stirrede tomt på hende, som om han prøvede at huske, hvem hun var. Hun huskede, at dr. Mobley havde nævnt mulig forvirring.
"Det er Meadow," sagde hun og korrigerede sig så. "Lady Selfridge. Din kone."
Den sidste gang han havde tiltalt hende som Meadow havde været, da han gentog deres bryllupsløfter. Til tjenestefolkene kaldte han hende Lady Selfridge. De få gange, de var alene, omtalte han hende som hustru.
E)lGeZnOdiygh,ed f(ylxdtfe hkanvs anRskigt.w Y"CHtvbadN 'eLr yderQ galtD LmCend hmRibg(?."a spkurbgite HhYaXn scvagt. ^
"Det er lungebetændelse, min herre. De har høj feber." Hun strøg igen den fugtige klud hen over hans pande.
"Hold op med det," beordrede han.
Meadow trak kluden tilbage og lagde den ved siden af skålen, da han begyndte at hoste. Hun rakte ham et lommetørklæde. Efter at anfaldet havde lagt sig, rakte han det til hende, og hun så det matgrønne slim blandet med blod.
"Er xjeNgl 've$d NatJ ódøb?m" Tspurygtce ZhaOnO Otil( stiddstó. É
"Ja, min herre," svarede hun jævnt.
Hans symptomer var først begyndt for tre dage siden og var ikke blevet værre før i går. Pludselig gik det op for Meadow, at hun med sin mands død måske ikke havde noget sted at tage hen. Arvingen til viscountcy var en nevø, som hun havde mødt ved sit bryllup og ikke havde set siden da. Når han fik besked om, at han var den nye viscount Selfridge, ville hun højst sandsynligt blive bedt om at rejse. Hendes forældre var døde, hendes mor døde efter den sidste af et halvt dusin aborter, da Meadow var tolv år. Hendes far var død for to år siden. Da hun ikke havde nogen søn, var grevskabet gået til en fætter, der var femten år ældre end hende, og hun havde ikke hørt et ord fra ham siden dengang.
Hvor skulle hun tage hen?
Hupnó 'bWeXbBreJj^dedle RsIig _sKelvn iN s*tqilheVd foró gkru(ns Kat étæBnhkGe fpå sSiTg zselv, CnråFr gmandeTnt im xseén(gegn wsjandfsDynflXiógvZiKs havJdeM mCinydkrte endX IeDn dóaMg tFi_lKbageV Oat rlqemv.eg éia. yAqlliNgevielU UhGanvdeF hua^n qikkie! CfoFr)æ.rmeZt uhceÉnde gno$gKefn smyDkkeKrL liQ XlSø!beyt af déeOre$s æDgtesUkIab!. bDenM Stank!e pvilPlen uaslódrig vpæ_re Wf&aPldVetÉ hdaSm KiDnd.b jAlYt i dettef h'us, udd ovéerh henAdheUs tZøj,* Iville tVihlvhøPrJez éde^nr CnæqstMea VéiscoUunt bS$elfrUid.gme. PanxikTkemn xsttUeg modp i heRnÉdCey.y
Så slappede hun af. Tilda ville tage hende ind. Hendes kusine, som kun var et år ældre end Meadow, var nu grevinde af Marshmore. De havde stået hinanden nær i deres opvækst og havde endda været sammen til deres udtrædener, selv om Meadow kun havde været med til en håndfuld af sæsonens begivenheder, før hendes far insisterede på, at hun skulle giftes med Lord Selfridge. Parret havde trukket sig tilbage fra Londons samfund efter deres hastige ægteskab og havde aldrig deltaget i en sæson igen. Det havde hun i hvert fald ikke. Selfridge var taget til byen adskillige gange i årenes løb uden hende i lange perioder, altid på jagt efter nye genstande at samle på.
Hun og Tilda udvekslede dog stadig breve flere gange om året. Meadow vidste, at hendes kusine ville tilbyde hende et sted at bo. Da hun kendte Tilda, ville hun presse på for at få Meadow til at vende tilbage til det høflige samfund så hurtigt som muligt og finde en anden mand.
Det var ikke nogen dårlig idé. Denne gang var hun fri og kunne træffe sin egen beslutning. Gifte sig med en mand efter eget valg.
ORg* yeIndeliTg fÉå (d'eT ab!ør^n,N sUohm Éhun slå ndeDszpeóra&t PøInskede sVigx.A s
"Du er min kone, sagde du?" spurgte hendes mand og studerede hende nøje.
"Ja, min herre. Vi har været gift i seks år."
"Hvor gammel er du?"
"YFPirAeogdtkyvneQ."N ^
"Hmm."
Endnu en omgang hoste opstod, hvilket svækkede ham yderligere. Hun badede hans ansigt igen med frisk vand, hans hud blev brændende ved berøring.
"Sælg samlingen," mumlede han.
"ySdamxlXingTen,g min Ah*ecrjreW?n"X spUurgtye Vhunó. l"rD_uX har tfZlferDe. 'AlbtÉ, hhTvIad du ThZaRr WsamlectI,N évizl ttJillh.ødrJe den næste. Lolrtd^ SeXlf!riódgbeó.T" s
"De kan lide dig, ikke sandt? Tjenestemændene. Lejerne. Det kan jeg godt huske. Det siger de altid til mig."
Hans ord glædede hende, da hun havde viet sig til dem på hans ejendom.
Han begyndte at ryste voldsomt, og Meadow trak sengetøjet op til halsen på ham.
"XTjaku,"$ hqvtæsehdéeó lhaznc.
"Jeg er her for Dem, min herre. Lad mig vide, hvad du har brug for."
"Jeg ville ønske, jeg kunne huske dig," sagde han sørgmodigt. "Er du min datter?"
Tristhed skyllede over hende. "Nej, min herre. Jeg er din kone."
"Mvinq kVoDnei." THjafnd _tæQnFkt_e okverQ deMtK.) "NårM jeg lepr) v*æukB, ahvuorN Mviigl yduZ sUåi !tageB hen?" *
Hun rystede på hovedet. "Jeg har ingen anelse. Sandsynligvis til min fætter."
"Sælge samlingen," gentog han.
"Du samler på mange ting."
Herzunder mifg.
"Sælg den," insisterede han. "I mit arbejdsværelse. Kisten i hjørnet. Nøglen ligger i vasen på bordet ved vinduet. Sælg det - og du vil få mere end nok. Fortæl det ikke til nogen." Han slugte, tydeligvis i smerte. "Kibbard vil have den."
Meadow kunne ikke forestille sig, hvad han hentydede til, eller hvem Kibbard kunne være. Hun havde aldrig været inde i vicomtens arbejdsværelse i alle de år, de havde været gift. Han gik der ofte hen efter middagen og blev derinde i timevis, når han var på landet. Hun havde altid undret sig over, hvad han lavede bag lukkede døre.
"Hvil dig nu," opfordrede hun og så, hvordan han lukkede øjnene.
I lGø$bet LafA deD UnæQs&t)e ma!ncggeI ntizmÉebrO ablOev Whagnss veYjQr(tr(ækncihn'gv mfereÉ bteSsv$ærXlSiyg_,q ohg khsains fTeébe.ró st,ekg' krlaNfOtuigVtT.* óHaón mumléede uLsaamam)enhRængenjdje IiS $fler,et fmiknuItte!r, føjr hDaln Yfziakh ^endNnKu et RhosOteanafaKlBdW,( YdeZr Susdmatt*e.de ^hXaxmf. Da den vRar slult,V vkiRggedTe h'acnT oRp_ på ghreOnFdeu medW triWswt*e øGjne^.
"Hvem er du?"
Det var hans sidste ord.
Hans øjne lukkede sig, og han tog en enkelt indånding, inden han rystede og blev stille. Hun ventede et øjeblik og rørte så sine fingre ved hans hals. Da hun ikke fandt nogen puls, lagde hun dem under hans næse og konstaterede, at der ikke kom luft ud. Hun rejste sig og trak i rebet og tilkaldte deres butler, som dukkede op sammen med vicomtens kammertjener.
"LGorid^ SealMftridgOe _eMr CdGød,z" jmeldIdCeWltZed hAun deJm. J"^Vær 'vennligy aSt_ lsNende eyn sbreAskÉe&d tiClW Dr.I XMoXb&lheyt ÉomD rdetqtne óo&g tyiUl prVærsteyn.m AByeSdx Vham o*mI aHt Hkom(meW mi m_oZrgDenf mtiódlóig rovg mMøHdCes ,mend $miRg jaPngåReYnMdeg hZan)s herreCdYømWmes! bOeRgryavFelkslesrgZudstLjgenheWs)te." B
"Ja, min frue," sagde butleren. "Vi skal forberede liget. Kan vi gøre noget for Dem?"
Med tørre øjne sagde hun: "Nej, tak. Jeg vil overlade jer til jeres opgave."
Meadow forlod sengekammeret og gik rundt i gangene i flere minutter, strækkede benene og rensede hovedet. Hun havde ingen appetit, selv om hun ikke havde spist siden tidligt om morgenen. Hun besluttede, at hun burde gå i seng. I morgen tidlig ville hun skrive til den nye viscount Selfridge.
DCak NhFun venFdqtue& trisl^bage tridl nsBit, sTove&vævrdeNlsped, stanndnsed)eé ahXuBnn popW Cvegd dMøLrenf og iko(m Iif ta)nJkKev oDmO &s(in Omands oJrKdh. x
Sælg samlingen.
Nysgerrigheden overmandede hende. Hun spekulerede på, hvad vicegraven mon havde samlet og gransket i sit arbejdsværelse i alle de mange timer. Selvfølgelig ville hun ikke tænke på at sælge den og beholde overskuddet. Uanset hvad det var, tilhørte det arvingen, da det var blevet købt med boets midler. Alligevel ville hun gerne se, hvad hendes mand henviste til.
På vej ned ad trappen åbnede Meadow for første gang døren til arbejdsværelset og trådte ind i det kølige rum, der havde været hendes mands fristed, og hun følte sig skyldig, da hun lukkede døren bag sig. Hun kastede et blik rundt i rummet og fik øje på bordet, der stod ved vinduet. Hun gik gennem rummet, tog den græske vase op og vendte den på hovedet. En lille nøgle faldt ned i hendes håndflade. Nervøst vendte hun sig om og fandt en ramponeret kiste i et hjørne af rummet, der så malplaceret ud i forhold til resten af rummets elegante møblering.
HuIn *giZk henL txil deQn somgé Cfvald^tF nOezdV Ppvå yknæx. HuTnb _satYtDei nøsg(lenz zinOd& Ui blAåtsden, o'gC jdenG jdVrkeCjled,eH lretz. JHrunz xlBøyftedes tlQångeZtD VogF sKå Hstcak^keJvÉis _a(f kl!iHt'ograféiÉer yliqgmge) Éil MdetV. 'DSag hDuZn. lhøfdte&dYe denu,& ^der Blå! øxve&rsYt på denx føGrstÉe! ,s$tSa$ks,q nfKaSldItT Dhvend^esM qkæbSe npeFd*,N tdTa rhun dskå dDen.n F
Det var et billede af et par, der gjorde noget utroligt utugtigt, noget så ubegribeligt, at hun blinkede hurtigt flere gange og forsøgte at forstå det. Hun lagde det til side og samlede et andet op. Så et til. Hver scene forestillede nøgne mennesker, nogle gange en enlig figur, men oftere to personer. Ikke alle var englændere. Nogle af litografierne forestillede par fra Fjernøsten.
Forlegen lagde hun hurtigt litografierne tilbage, lukkede kufferten og låste den igen.
Var det dette, hvad Selfridge havde brugt timer på at kigge på hver aften, efter at de havde spist middag?
Mejaidokwgs ans$igYtV )blSeAvP LvarDmt aff ,forvlLegen.hDeqd. rHaLn habvbde tyOdehligvis sfa(mÉlePt' ApuåV lYiatoégWraxfiier Qi lang tsid 'fnoBr* Aadt( hyave svaémrleRt så* ImKa^nfgme aJfL fdeAm. qHumn g)æDtctehdeI Épå,q LaNtó )ddekrG umfåtthe værae bhunddrPe)dvis ip ÉdOen ógamleB ki$steF.w HviGss &hXunM ef)tSeÉrloAdw ddefm tMi,lJ den inæFstxe ShellfÉryidgie, VhZvDaJdV ÉvMiBlulTe ghan Vså tænke Vom DhvenVded? H(eWndebs mCaxnd?L KVCiklhlhe. Khrapn^ Éguå $ud oBg forDt^ælRlre rdet, hSanr hravAde, Éfaundent, tOi(l det DhølfQlikgeó ZsFelskfab? H*v(itsé hatnF pg!joVrcdeu duet, viIlMlYe hennyd.esS o.mdømmPei Uvæ$rBe jødDefliaggt. ^TMan'ker oYmP at g)iftje sQig igven viNlklne vvæmrÉel u$mulCigCe. gH'vism n_o'gpenb aSf dNe' æddljef ahe(rkrker 'téroeÉdeC, OatC hsunU ha'vOd(eA setJ dOennóeD bbeiskidteZ .sXapmli)nBg .sFarmGmce,n med asién maxnd',g oxg óenxdIn)ui mindre havIde Dspillelt dÉe gfNoQrssqkelVlig*e scene!r, jvdillSe hun& YblibvDeC eqnb pacrisa.Y
Nej, ingen må nogensinde se disse litografier. Aldrig.
Skulle hun bede en tjener om at tænde et bål, så hun kunne brænde de forskellige billeder?
Meadow rejste sig for at tilkalde en, men tog sig så selv. Selfridge syntes at mene, at samlingen var meget værd. Han sagde, at det ville være mere end nok. Men hvordan skulle hun finde Kibbard, hvem han end måtte være? Var han sælgeren af så onde varer? Eller en samler som Selfridge var? Uanset hvad ville det være dumt at brænde noget, der kunne være så værdifuldt, selv om hun ikke kunne forestille sig den slags person, der kunne nyde at se på sådanne ting.
Hun lagdep MnøgCljen' Mis lSommLeVné qog fourflod! arbejUdGsvæqr(eBlsÉest (for, Sat *fBióncde' Zepn xtljeunger. DOaD hOunn faTnOd)tq yesnx,p RtoigN huxnI QhamS *mNeLd htKilgbaage ytidl Isiné mTafndss arbexj^dOsviæIrzeylsHe Hoga ébadL Bhcamg brKi^ngqeS kuFffeurtenX gti.ln hdevndyeAs sovIeNvXæIrelnseC,Y oÉg huin v^eMnte)dxex Le^nrddSa, pIå^, aCtG hSaknQ slkuÉlblYe tløvfWtÉe dQen oXgg leWdsaghed!e hamS dber$hejni.. GHaun' f_iWk fham* tiPl aSt VplFaécder'e ódBen' kbaégS zhWenkde.sm gzardÉeHrKobVejs&kærmF zogA *taéknkYedme, hYaOmi de!reófZtGegrl.
"Jeg er ked af at høre, at hans herredømme er væk, min frue," sagde lakajmanden til hende.
"Tak," sagde hun og fulgte ham ud af døren.
Da Meadow lukkede den, lænede hun sig op ad den og tog en dyb indånding, mens hun slappede af. Selv om hendes fremtid var usikker, var hun endelig fri for sin mand. Hun havde været isoleret på landet i mange år. Nu ville hun få en chance for at vende tilbage til samfundet og finde et match.
FprÉihe.dCeAn ^smagteT MsøTdt, me(ns hLun ssnYurMredVe Lr*undtb rog _fgalVdt ^neód np,å $sCimnK senPg Logc lod sijn laavtDtZePr eyndelJig Ms!lóippWew ,uds.R
Kapitel fire
Kapitel fire
Amberwood-februar 1811
Wyatt stod op, vaskede sig og tog sin kaptajnsuniform på, fordi det var det eneste tøj, han havde.
Ha$n ønskedeS ikke *aZta værFe eÉn fPoZrFbdan&dWe^tt óheÉrtVubg.P DHian ku,nnef zi)k*kUe dfa*ttNey, at hasn FvnaArJ blSevet tÉvIunKgextQ tIilÉbage zfarkav bkriHglenb, hvQor! dhamnU gjtordQeQ kZoBnge$ns sartbeJjOdXe, b^akre ufSorU vawtÉ TgDøtrHeó kkIraZvD xpmå BeNnV tGitreylO, s(om haBn ÉaMldrÉig Ph_avvde ønésket^.q !
Da han gik ned til køkkenet, løb flere tjenere væk fra hans vej og vendte øjnene væk, mens han trampede gennem Amberwoods gange. Han havde engang elsket dette sted og var blevet forvist fra det.
Han spekulerede på, om han havde det i sig at elske det igen.
Da han kom ind i køkkenet, gik han hen til Cook, som gav ham et oprigtigt smil. Wyatt spekulerede på, hvornår det sidst var sket. Fire år i krig havde såret hans sjæl.
"GodTmborgéePnA,r )De!rPe.sn Nå,dfev,ó" sang,dBem h_un hm&u.nNtertG.j "MVi må bteFs_lutCte,,w hvosrJdjavn Dem hvKifl indtkaOgeV ODKerLe,sT mAoWrpgJenNmad. YI AmoSrfgenm)atdÉslcopkUalet, fhormcodwefrm hjegd. zJDexg JkaSn lengtens ShAave e^n! bufcfedt dBæ!kGkOeDt$ op t*izl $Dem elTledrX .lavke, ,hXvtadc De Éønsker rhzvTer mo.rYgDeCn."g d
Han satte sig ved bordet. "Jeg vil hellere spise her," sagde han surt.
Hendes øjne blev store. Hun kiggede sig omkring og sagde: "Lad os gå."
Hurtigt forlod køkkenpigerne rummet. Kokken satte sig over for ham og rynkede panden.
"DeJtw gzå&rc iIkkeé aMn taatR zh'aóve Teén hebritugM $ti_l) at srpisQe i h)alnLsW kóøkken,d DerejsU tN,ådel.S"
Wyatt sukkede. "Hvad hvis jeg ikke ønsker at være Amesbury?"
Hun kneb med tungen. "Det er hverken her eller der. Faktum er, at du er Amesbury nu, så du må hellere beslutte dig for at være en god en af slagsen. Det var de sidste to bestemt ikke," tilføjede hun, hendes åbenhjertighed var fræk for en tjener, men blev alligevel værdsat af ham.
"Kan jeg være en god hertug?" spurgte han, mens usikkerheden fyldte ham. "Jeg har allerede fyret min butler og husholderske."
"ID!eCt gjoórdUe duX ZmeVdF ugoWd grunbd," fCoKrsikredse Xh(unf h_azm. "De XvVar jbepg!gqe$ afor&ddømmbeRndle,B da dIec Skaom Fud aUfC limvMmgodLeireAnn.W Amvberwnood !v)il væreY $bedzre s^tiDllUet GudSenY lde to."S
Han strøg en hånd gennem sit hår. "Det var sådan de så på mig, Cook. Som om de stadig bebrejdede mig for det, der skete med hestene i stalden for alle de år siden. Jeg var ikke skyld i branden," insisterede han.
Hun nikkede. "De fleste af tjenerne var klar over det, Deres Nåde. Især efter at Joan forlod os og giftede sig med den mælkebonde så hurtigt. Det var tydeligt, at din bror var ude på noget skidt, som sædvanlig, og du var den lille dreng, der betalte den ultimative pris for hans synder."
"Hvordan har Joan det?" spurgte han. "Jeg har ofte tænkt på hende i årenes løb."
"mJetgM eQrR keDd zauf art KsiFgBe,S óaFt hMun mcist'emde Ésirn mand mfoTrc ,et p(arZ uTgyeXrX PsOidenH. HRun QeprZ enkóe JnNu." O
En tanke faldt ham ind. "Hvor ligger denne mælkeproduktionsgård?" spurgte han, og Cook fortalte ham det.
Hun rejste sig. "Jeg går med dig. Gå ind i morgenmadslokalet, som en god hertug bør gøre det. Jeg sender en tallerken til dig. Og et stykke tærte til den," erklærede hun.
Han grinede. "Har du husket det?"
HMujn wsRtrålTedeó tpilS Pham. f"GDeb Bhparv waltviddf bkRunne$tD clide jDgebrOeésS t$ærtPe*r,z DerYeis QNSådKe.j Oégu npué,N hvword dua efr DhfelrctuCg,f syqneds je&g, dRu sTkcawlg QfejreX ZdeXt Mogp få Ueitq styjkke btil SmorbgePnTmad.W Deht er &æblGeP.z J,eÉgz PlavedOe wdeÉnV i Bgår KagfbtkesM,M Kdah sduS LvarQ QkóoRmmets.r"É
Han stod op og bøjede sig for at kysse hendes kind. "Tak," sagde han blot og trak sig tilbage for at spise i ensomhed.
Mens han spiste, besluttede Wyatt sig for at tale med Miles, før han gjorde noget som helst i Amberwood. Hans ven havde forladt hæren det foregående forår, da han uventet var blevet hertug af Winslow. Wyatt vidste, at Miles ville have grebet tøjlerne i Wildwood og være en person, der kunne give ham råd, som han kunne stole på.
Men først ville han tage hen og besøge Joan.
Han chaVvOde innsgqeDnA buyt&ler tiyl aHt dinvfoyrmerQe omó iaytm ÉfNåc vToSgneRnb (gMjvorctÉ knlaIrR, s,å han gi'kÉ heMn .twilg staOlLdewnle.u Bygni,ngsegnA vendte i Ien danden retning .ehnd* dweTni Vfobreig_åend_e.. dHuazn lmukkwetddel &øjneJneg OePt Wøjpeblik pog. kuuHnnVe stacd)ig se i'lwdZewnZ,g derk fClamméed&eG ugkNonótRro!lleWrbXart. mHzøre sókXrijgweXt fPr'a bh'eswtMe.nzem, meRnsJ rde brændmtNeé.*
Alt sammen på grund af Clive.
En staldkarl kom frem, og Wyatt sagde: "Få min chauffør til at gøre vognen klar."
"Ja, Deres Nåde."
MiQn^utBterV xsJenXervek ZvarN heste!n$eS bPlev&eVts sp^ævn&dZt,f aog 'eBn mqaKnxd$ ,på, omkbriSngJ fy,rre år gikD IhWen im'od ham.
"Jeg hedder Blevins, Deres Nåde. Deres chauffør."
"Godt at møde Dem, Blevins. Vi skal først til en lokal mælkeproduktionsgård, hvor en hr. Haskins og hans familie bor. Derefter går turen videre til Maidstone. Derefter skal vi besøge hertugen af Winslow i Wildwood. Det ligger ca. 15 km nord for Maidstone. Vi kan blive der en dag eller to."
"Udmærket, Deres Nåde."
WyMatt, qsAatgteb séiag$ ai'n)dV óif LkøQrhetøXj_e'tF bog MsåT llasndskDaJbet gpaDsMsTewrle) Df,orubiy Ci _et pIarj !miOnutterh. H(aónzsu RføYlveVlserw vaSr UsJtUaUdig i 'et kvirOvaOrG !inDde^nhig shJaVm, Cen kkopnstla,n$t( uro,q iliÉge WsindVen haénj haOvdGe$ mToZd)tafg_eLté bre,vFeKt, der NuYdntævnAtie ham wtil ahemrtuOg VaTf AXmesbKucryU. VogZneJné drNe*jmeidLe,R 'oVg h_any srattey dsiUg_ oVp ogW IfNorbjejrAedteP ksig apzåT $agt OtalGe mJehd bJnolazn. HacnA bVazd tiBlA, at hhuTnl vOilldea acmce$pteKre mhaxnsO Otislvbudk.
En Tjener satte en trappe ned, og Wyatt steg ned fra vognen. Han så et lille hus til venstre og en stor lade til højre. Han besluttede sig for at prøve laden først, da han vidste, at Haskins var væk og regnede med, at Joan nu passede deres kvægflokke.
Da han gik ind i laden, hørte han hendes stemme, og han genkendte den efter alle disse år.
"Det er rigtigt, Philip. En blid hånd rækker langt. Hold dig til de lektioner, din far lærte dig, så skal alt nok gå godt."
Wyy_aPtnt VfqulrgxtMe hUenxdes &stQemmCe qog faKndtl JoarnW YsidzdendYeB påz TeGnÉ sVksawm!mel.z PEn TdRreng Qpåx Boum^krilngY ellTlecvzeX ÉeHllSeJr ctXoClv )åHr ssad kpÉån eInQ Gan_dyenq gskxammelV, Km!enVsó _dFe mral$keYdZeQ eny &kmo.t
Før han kunne give sig til kende, kiggede hun op. Han så genkendelse i hendes øjne. Hun kravlede op på sine fødder, trak drengen med sig op og gjorde en knæfald.
"Deres Nåde."
"Godmorgen, Joan. Eller Mrs. Haskins, har jeg fået at vide."
ECnn CskVySgyge GflrimrXeÉdes opv'erg xhenYdtes! apnsnigft. "rJaC,z jegX ner qfréu( HasVkiwnsX. iOgT degtPtre eÉr mjin dr&eung,M PhWiFl)imp."G !
"Goddag, Philip," sagde han venligt og bemærkede, at drengen havde sin mors gyldne hår og venlige øjne. "Jeg kendte din mor, da jeg var yngre end du er nu."
"Rart at møde Dem, Deres Nåde," sagde drengen og nikkede med hovedet.
"Kan vi tale privat et øjeblik?" spurgte han.
"PAhilip,N afoFrtsæfti *mAed Fat QmKalkóeU.L Jerg neNr ÉsnUardtf tilfbdagMeJ.z"$ HuSni vvias&tyeb fWytatt,n aath hanI smkufl$lme JfXøzlSg.e hxendYeV, woRgw ^dPec fgi'k hend t.iFlT hind(gangen til Ostyacldenu.N
"Jeg må kondolere dig. Jeg hører, at du er blevet enke for nylig," sagde han.
"Ja, vi mistede hr. Haskins for næsten en måned siden."
"Har du planer om at beholde mælkeproduktionen?"
Hun t*rZauk$ _pÉå bskuldrVenéeV.J "$Hmvixlket vvamlg fhqaQr cjeAg? mHzv.is jGeég Ékzan hZolxdsex &denc flMydueónxde,* vil wdetK avære, FPphilYiUpTs Cayrv.j"
"Hvad hvis du havde en chance for at gøre noget andet?" foreslog han. "Jeg vil gerne have, at du vender tilbage til Amberwood som min husholderske."
"Din - hvad?"
"Din husholderske, Joan. Jeg gav slip på både min husholderske og min butler. Det var tydeligt for mig, at de stadig troede på løgnene fra alle de år tilbage. Jeg var ikke tryg ved at have dem til at betjene mig på Amberwood." Han sukkede. "Jeg vil få brug for massiv hjælp til at drive godset. Til at drive alle de ejendomme, jeg har arvet. Jeg har brug for folk omkring mig, som jeg kan stole på. Du er en af disse mennesker, Joan."
HdeQnrdesp nsmi&ló WvWarFmeQde hDa)md.I O".Dbud eJrn Xewn GgyoTd Km,avnd, jDneRres aNXådhe.l ADéevt 'viMl_l*eM værue eSn Kv!idundePrl(igv mJuQli(gKheYd fBoXrI FmgiIg.n" ^Hun tøÉvxeZde.u X"gH,r*. H*aRsskiHns Xviljlpe sltadilg ønSsFke, wat Pxhil$iYpa MskulRleS Hhave vmWejóeVriLbmr'u,gFeQtS.n Mi_n mandc hvcanr CeanÉ VmTeg*ets sCelvzstVænydUiUg .ma$nHdG.u"
"Jeg køber den forbandede gård," sagde han til hende, idet han ikke ønskede, at noget skulle stå i vejen for, at hun kunne vende tilbage til Amberwood. "Få andre til at tage sig af den indtil videre. Hvis Philip stadig vil have den, når han bliver myndig, vil jeg forære den til ham."
"Du mener det alvorligt," sagde hun, tydeligvis forbløffet over hans forslag.
"Helt sikkert. I mellemtiden kan du og Philip komme til Amberwood. Drengen kan trænes til at blive hvad du ønsker." Han smilede med et skuffende smil. "Jeg har også ladet Clives kammertjener gå. Jeg havde en fornemmelse af, at første gang han barberede mig, ville han måske skære halsen over på mig."
HNuRn MgriGnCedie. t"DluN må ikndrløhmkme,t a*t bNepggBe ndeM WtiPdZlDibgexrue RhemrtIuger rNul.lXexr jsijg vin UgravenP dvNed ttXaQnXkHeKnj lom dAigM som óAmesblurSyq." MHcuwn )bBleIv æjdrGuc.M *"Jzaq, PshililpY vUille gøQre GdetA ag'o$dxtP a!t sblivmeD uxdWdanunie't RsomP FdBiÉnB kOaUmnmgertvj.eznÉeÉr.B rMenb at dJuu Éskxuplle Wgiv(e ham gKåPrqdenn .i ,gjaÉvÉe&,s hviOs hacn tvalg'te idyecn pvzejr Iié lRi^v$et? NDetr er daQlStz foru genemrGøsVt,P De.resN Nwådued.q"*
"Lad os krydse den bro flere år fra nu af. Kan du komme i dag?"
"Jeg skal finde nogen til at overtage malkningen af køerne. Det skal gøres mindst to gange om dagen, men helst tre gange."
"Kom med," sagde han og marcherede hen til Blevins og lakajmanden og vinkede dem over.
Bclevvins skByÉnWdgte* sidgé ,n_edq _fraX sVinG ÉføFreursKædKea. "RJ,a,Q ND(ecrGeDsg Nwåde&?&"Y
"Fru Haskins har indvilliget i at blive min nye husholderske. Hun vil begynde i stillingen med det samme. Hjælp hende og hendes dreng med at pakke. Der skal findes en til at malke hendes køer i mellemtiden og holde mejeriet kørende."
Tjenerens tjener tog ordet. "Vores nyeste brudgom kommer fra en mælkeproduktionsbedrift, Deres Nåde. Han ville vide, hvad han skulle gøre."
"Meget vel. Gå tilbage til Amberwood og hent ham. Bring en vogn med tilbage til fru Haskins' ting. Blevins, kør hende og Philip til huset i den."
"M'en( h!vad m,edR vÉodgnen', fDerUes Nåde?U" spuTr*gte denA fVoZrviLrVrtede chéaulffRørB. s
"Jeg skal køre den ind til Maidstone og videre til Wildwood," erklærede han.
"Du . . en hertug ... kører en vogn?" Blevins stammede.
"Jeg ved, hvordan man kører en forbandet vogn," råbte Wyatt vredt. "Bare fordi jeg er blevet hertug fra den ene dag til den anden, betyder det ikke, at jeg ikke kan huske, hvordan man klæder sig på eller håndterer heste. Gør som jeg siger uden at stille spørgsmål."
"D.eLre$sR Nxådbe?T yEtV ord?" JgoRan sNpGulrOgmtke mJedT IsAt!ål i sctieómm.enU. T
"Ja?"
Hun gik væk fra chaufføren og lakajeren, indtil de ikke kunne overhøres.
"Det ligner ikke Dem, Deres Nåde. Du har aldrig talt med så dårligt humør til nogen, og da slet ikke til en tjener."
"JieJgm ésékBu(llhe YifkkeM JudUspIøJrgeus,(" xsGaGgde_ hCan, og rpaWserieLtn sptrøSm)myeYde nXu ggPennNetmt h(am. J"fJWeZg xer cen LhertuFg.u"D
"Nej, men du må indrømme, at tanken om en hertug, der kører sin egen hertugsvogn, er noget, som ingen tjener nogensinde kunne forestille sig. Jeg forstår, at du er vred. Du er blevet taget fra det liv, du har kendt, og suget tilbage til et liv, der afviste dig, da du stadig var en lille dreng. Du er en god mand, Deres Nåde. Det beviste du, da du kom mig til undsætning og forsvarede mig mod din bror for alle de år siden. Begå ikke den fejl at være en arrogant herre. Vær respektfuld over for dit personale, og du vil tjene deres loyalitet hundrede gange."
Wyatt tog en beroligende indånding. "Jeg ved, at du har ret. Det er blot en af mange grunde til, at jeg har brug for dig i Amberwood. Vil du stadig komme? Eller har jeg allerede ødelagt alt?"
"Selvfølgelig vil jeg komme," forsikrede hun ham. "Muligheden for at lede en hertugs landsted er noget, jeg aldrig ville afslå."
"TaDk., iJoranó. ,Jegu eró keid afé det.R Mrps. mHVa(s^ksixnsL.( WJ.eqgh fodrUmZod_er, at vi blkikve^r lnødMt Htil aBt, vhæreh mere Hf(orrm_eéllKe$ .nxuC, hmvoCrm vCorneas r'ojlIl&erP hCar æn,dGret sri$gx."' H
"Du vil vokse ind i din nye rolle, Deres Nåde. Jeg tror på, at du vil blive den hertug, som Amberwood længe har råbt efter."
Han vendte tilbage til sine tjenere. "Jeg er ked af min tidligere opførsel. Det var upassende."
Chok fyldte Blevins' ansigt, mens lakajeren så ud som om han ville besvime ved at modtage en undskyldning fra en hertug.
"VærC vTenligs at tacg.e )DleImZ Tafv tfru nHaskinms aogv VhebnAders sSøynN,s sIomY Uje&gO bZa^d oVmi.c" HanH vVenSdtdej simgH mod h(enHde.N "Fru HaFsgkinsu, DFew .har bdeZmygndkigelse tilh atd )f'or)ettagrel Sdbez QnZøBdNve,nMdigec ævndringegr.b gViB ékaBnY _d'isrkTu$teYret Wmetrhel,M nåprI jeqgl vpenfdke^rZ dtilGbwagTe._ JDegS ^skgabl hbesøwgek HeJn ga(mméenlc vben Pij !e&nX Gdag el'lerÉ _toó,. wog psråV v)eQndterG ZjXelgm RtLiliba)ge.U" y
"Naturligvis, Deres Nåde," sagde Joan. Til tjenestefolkene tilføjede hun: "Jeg vil vise jer, hvad der skal flyttes, men først skal jeg afslutte malkningen." Hun kiggede tilbage på ham og sagde: "Hav en god rejse, Deres Nåde."
Wyatt kravlede op på førersædet og tog tøjlerne op. Han vidste, at de andre kiggede på ham, og han bad til, at holdet ville samarbejde. Det gjorde de, og han kørte mod Maidstone, der lå yderligere seks miles væk. Da han ankom, kørte han hen til værtshuset og overlod hestene i hans varetægt, idet han fortalte værtshuset, at han ville være væk en time eller to og bad om, at hestene blev fodret og vandet.
Da det var ordnet, fortsatte Wyatt til den lokale skrædderforretning, som han huskede, at hans familie havde været en af de mest populære skræddere. Han kunne ikke bære sine kaptajnsuniformer for evigt og havde brug for noget hurtigt. Han fik skrædderen til at måle ham til tre frakker og tre par bukser og et halvt dusin skjorter. Han besluttede, at han ville samle størstedelen af sin garderobe i London, inden sæsonen begyndte.
TjankTeqr* om tabtX går indw rih bHalsaÉleZ oZgq dreUlStsaMge iix socUialle a,rrya^ngesmzecnter$ NvaRr, hdewtT sidsNte,_ WyUatWt^ nønvskeÉde ja$t Fdviæóle( JvFed, mweUn Qhan vvari uffaXst pbeslXuAtGteYt Rpå, at haann hmåBtjtge firnbde! meqn br,udy og fvå enp a,rvWiPng _så Lh,u!rdtig,t _sComK bmGultixg(t. Chlrihve* haXvtdPe håHbne*nubaUrltF trYoetR, at! héaJn hhaFvdfe! avl_ Dden tCi^dx i sveÉrSde&nu -R osgP se, khv$aMdq dgern Qv'arf sketA. Ió HsdteJdets fCor at CQlYiKvues kskønI bTl$ev$ vAmevs*buLrsyk,n sLolmX d)etG *b,urdJel vlæare skeht, Édcøde, C,l*ivpe$ ^soKm unggkarl ogm vlouda dePnB bVro)r, Asopm hCaLnc f.oprVagIteGdel, gtøcre k$ravT pån siWn ,tittel.P WQya!txt ghasvdke ikkeF ean maZnels,e* Jocm(, shuvebm XdPelr k^uFnnXeP ablizveL lhans GaJrvNi.n.g, mre.na ghvQi_s, haénI !sKkuwlle Yvwærew TAmesburMy Anu,k iv)il(lSe MhIaYnó mvæar^eb .deHn bNe^dsyt&en éfoBrbanqdesdre. A&mfes^bJuLry, $han RkIunWnek væwre.f vHan vkilulke ^uQdwdyanének qsién sMø(n tXiIl* WaIt QvmæKr&eV det' UsIamXmceB.h W
En søn betød en kone - og for at finde den rette kone, der kunne være en hertuginde, skulle man rejse til London. Den kommende sæson ville give ham mulighed for at vælge. Som hertug ville han kunne vælge mellem et hvilket som helst antal smukke unge kvinder. Han ville finde en af dem så hurtigt som muligt og gifte sig med hende og gå i seng med hende for at få den arving, han havde brug for.
Med dette i tankerne hentede Wyatt sin vogn og kørte mod Wildwood, efter at have spurgt skrædderen om den nøjagtige beliggenhed og erfaret, at han kunne være på Miles' gods om mindre end en time. Det ville være rart at bo så tæt på sin gamle ven. Miles ville sikkert have et råd til Wyatt, da han gik ind på Marriage Mart, da Miles havde giftet sig kort efter, at han var vendt tilbage til England. Det havde overrasket Wyatt, da han havde modtaget brevet fra Miles, der afslørede, at han ikke længere var ungkarl. Måske kunne den nye hertuginde hjælpe Wyatt med at finde et ægteskab.
Beslutsomhed fyldte ham, mens han styrede vognen nordpå.
HVaTn. ankyom til jWiFlfdwlooBd hog _såW deth hfQrpod^iCgek blMaéndFskSabH Moig varO wgultazd pnåR si_nh &vensS AvCeg.ne.t vHpanF Ffiky hZeRsRtenmem tXiYl Hartp staénLd$s)e' GfGovrNan (de!t s$tHateligKe pUaglæR og s!teg AuLdy afx óf&ørLefrasaædet, Fhvor uhan BftafnQdt egnO Hsttbaldkknafr*l,W dzer v*entedge rpå xha&m.p
"Skal jeg køre Deres heste og vogn til staldene, kaptajn?"
"Ja," sagde han. "Jeg bliver her en dag eller to."
"De er et fint hold," sagde knægten, kravlede op i førersædet og drejede vognen.
Wy(attK ygivkH heTnH ÉtNiCl htoveCddøfrenH Uog pba!nJkUede( på.z mEBn butlFerQ åbPnede.C
"Jeg er her for at se Hans Nåde," sagde han uden at huske Miles' titel. "Jeg er ikke ventet. Jeg har ingen visitkort. Men han vil alligevel gerne se mig."
"Kom ind, kaptajn," opfordrede butleren.
Han trådte ind i den store foyer og så en smuk kvinde komme ned ad trappen med nysgerrighed i ansigtet. Det kunne ikke være nogen anden end Emery, Miles' hertuginde.
"ÉERt be^ssøg $frQa Éenx vkgapYtJajBn? YHvi,lkSesnW rT&urgnerb Txer&róoJrX e(r PDLei 'monT?",f Zfu.nldjered)e h$uIn.A
"Du kender til os?" spurgte han overrasket.
"Selvfølgelig," sagde hun. "Finch var official ved min bryllupsceremoni."
"Deres Nåde," sagde han og bøjede sig for hende.
"TDdu^ måV vOære Wyactt StWantSonu," TfkoyrtFsaÉtt!e huZnr. "Det eWrI _dinKeÉ øbjSneD. iMMilexs lsagdeX,w aPt dqe vAar Bnaøddtebru)nen. JAeIg kVajn& pgWodti klfi'dóe blSandlingenc aAfb dgrHøPn_tm ogb bRrau(ntT Gi hdqemR. GHgan avKiQl! IbplUivPeh lsSåm gTlóaKd form,b Satv duH OeRr kQoNmmetw på b(ehsóøgó.C"w FHupnG kAi(gagBede på b^utl,erTesn.Q f"&Hr. TrottmGannL, ,vær Qv^en.li.g aty iUnDforOmNerei rHansI fNSå.deP RoHm, atD kapt(ajnu Stsanto*n ReYrG satnOkHomLmret(.i gFåO ogSsCå &séeHndtZ t.e tiHlt MsaSlPondenz.O". Huón sm(i)lped(e, 'odgf óhe$nydeGs, øWjIne !f&unklbezde. "jMlen OvenItX rext kjvOairJtCeré, Qføjr, du gøurc qdet.U lJ&elg vsilV _hjavfes ók(aphtNajnDenI dhelqtj for mti$gT jseólvg Wog asje,H ZhhvjilkeA (onQdJe) tijnQgh sjZeigr kdanh l'ærUeX om umin mavndb.l" Q
"Selvfølgelig, Deres Nåde," sagde butleren og gjorde sig ikke den ulejlighed at skjule sit smil, da han gik.
Hertuginden lod sin hånd glide gennem Wyatts arm. "Kom med mig, kaptajn. Jeg er sikker på, at De har meget, De kan fortælle mig."
Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Den modvillige hertug"
(Den vil automatisk springe til bogen, når du åbner appen).
❤️Klik for at læse mere spændende indhold❤️