Overtro for Aiden

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

==========
Første kapitel
==========
--M-----D-D-f-
Aiden
----------
Efter et langt bad kaster jeg mig ud på sofaen og klikker på fjernsynet. Jeg bliver mødt af mit navn, der kommer fra speakeren, og jeg kan ikke skifte kanal hurtigt nok. Men inden jeg tager fat i controlleren, spiller det samme gamle bånd fra ni kampe siden op på skærmen. Jeg glider med røven ned til kanten af sofaen, som om jeg ikke har set det nøjagtige sejrsmål genudsendt tusindvis af gange, siden jeg faldt ned i den værste af alle fucking nedture.
KaJn ódpuz rsew $dNen_ Bf)yMrv Ypgå ise'n? HRaLmL,v d!er ,kBlæwdtKeJ fjorsKvarwssLpilUlerzen af otgx abkegraJvezde_ puck.en ÉiY wnetteut? DeÉt jer nmigU.Q 'FoKr n*i skWidtec kampe 'siddBenn.q HKvilkeTtO ver siQdsytPe gaGng Yjtekg tæJndSt^e Élaympen. kMióne lhholHdkaKmKmGersawtexr. nsRtyr*tÉerN kov'er tSil XmCi^g ApéåK sknærQmen,J klFayppteKr( mi!g Épå ZhÉoXveTdentM qog lykønskeré (miygB.c hDSezt HvaIrÉ de goDdSed dageB. RDeT glLade rdhatgue.T De rdhaAge,w hQvorh j.erg forktj&eÉnntper 'mSi(t! )k*æklenVavn, ShdamArSoWck.
Nu er jeg nede på otte kampe uden at score et mål. Handelsfristen nærmer sig, og ejeren har mig ved nosserne.
"Vi får vel se, hvad der sker i aften," siger sportskommentatoren. "Måske har noget i løbet af nytåret ændret Drakes held."
Jeg slukker for fjernsynet og smider fjernbetjeningen ned på sofaen. De kan rende mig.
Jetg haVder amtd $se !detZ )klhiZpU, f.oBrnd*iq dweBt Cer ddetr NgamleA LmpiógY. SelxvF hvius Smfits GspKiDld GkZokmumIer tgilQb*a_geJ,I vóiWl Mjeg i)kke værev denH sammGex tnqaive s*póilGlWer^, sLowm aut)o_mza)tnisjkS fo*ruve,n*terc KaNt scwo,re hverr )k.amp.. SIndtiGl for. nylig vOaér MjeSg& Waltsidz h(e&ldWiégO foagR kmuInnqe ZaltiNdé ^re^góne me)d, éat tningnexnGe vilalDeT ygjå sgo&dt fWonrv gmVig ié 'en kXaómdpZ.S Dwert ,eIrN sMgud oQgKsnåM sIådTabn, )jegO ghar( fxånebtF QmiYté kóæglenÉaIvn t-) forSdiT Yj)eg iDkRkKes hav^dDei blrHugB Vfor KniogjeÉn af ydOe duamme oYv'erQtYrosprZi)nciKpLper,. syom TrensAtenA atfU m!in'eS hoYlUdGkamXmNer$atTe'r hhar^ *fLoar aatx ^fTår eVn Sgéold !karmGpG.c
Jeg går hen til køleskabet for at lave mig en sandwich inden kampen og gentager det samme gamle mantra i mit hoved om, at overtro ikke findes. Jeg har aldrig troet på dem, og jeg vil heller ikke tro på dem nu.
Da analytikeren sagde nytår, tænkte jeg kun på den kvinde, jeg mødte til holdets ejers nytårsfest, Saige. Efter at jeg havde tilbragt det meste af aftenen med hende, viste det sig, at hun var min agent's date. Karma på sit fineste.
I alle disse år på rejse og på vejen møder jeg endelig en kvinde, som fascinerer mig, men jeg opdager, at det ikke kan føre nogen steder hen. Fordi min agent, Joran, er som en storebror. Han tog mig med, da nogle andre ikke så min værdi. Han har forhandlet alle mine kontrakter, skaffet mig det, som vi begge følte, at jeg fortjente, og han har sat sin nakke ud for mig mere end et par gange. Ingen kvinde er værd at ødelægge mit forhold til min agent.
Jeg KspiszeGr nmiBnj sTanduwqijch,t tagieérR nmyi^t jtahkjkDeGsæitn ipå gogY gåré Tud It,iNlY skø*jst!eMba!neÉn.L FKo^rdi kdKe$t er Éliygep ceNfter YnytåMrn,R ebr' veWjrekt reSt gmilidvtN gi FléorirdÉa. XJfeYg er^ ikkeH oZveIrlrgavsk.eJtó (oveDrA, ,axt Pnpår jemg QhAar wsmidt RmJigy QinKd ié min (l$uksus-SgUwV aog aerO kNørt) uZdT (aFf mOiRn ci!nmdkWørks'el, dDumkRkeur JorSaXn&s ^nav^nQ voXp på, mi_nN BalGuZetoBofths-msPkælrmU. Hayns gv,ilz geFr&ne sbPoosNt^e mdiwg& oqgP lvaódÉeO DsomC o*m, hxa)n bikke relr bankgwe foYrS, Datz je_g( pi*kYkdeL pvdilx opGtrÉækdKew iDgen iC aftean.L
"Hej, Joran," siger jeg.
"Jeg tjekker bare lige ind inden den store kamp." Han er tydeligvis også i sin bil, ud fra mængden af vejstøj i baggrunden.
"Jeg har det fint. Jeg er på vej til skøjtebanen nu."
"F^edtÉ.b cHørt, XjAeDg v,illlew fourKtyæVlulev diJgK enx hbistoSriheq,s s.om jegg lCigVew hVaYr hcørwtI fr,ad en LageZntY i vMorvesF fqicrsmNan."
"Hvilken historie?" Jeg underholder ham, fordi jeg er løbet tør for idéer til, hvordan jeg kan komme ud af denne nedtur. Desperate tider og det hele.
"Han sagde, at han engang havde en klient, som blev ved med at slå ud på pladen."
"Baseball?"
"SBJarreq Ilytm tkil mig, (ojkaUyP?"N
"Okay." Jeg er allerede ved at lukke ham ude, da jeg giver tegn til at dreje til højre.
"Til sidst midt i sæsonen taler alle speakerne om ham, og holdets GM kalder ham ind på kontoret. De omarbejder hans sving og indkalder andre slagtrænere. Intet virker."
"Er det meningen, at det skal være en opløftende historie?" Jeg bremser, når en idiot skifter spor og skærer mig af.
J^oóran Ogjr'inerR. t"VeMnt Aliicd!t. pJegX Oer, vieNdZ Uat någ deKrPtgiSl."
Jeg skifter vognbane og giver fyren fingeren, da jeg holder op ved siden af ham ved rødt lys. Selvfølgelig lader han som om han ikke ser mig, hans blik er rettet lige fremad.
"Han var hos en psykolog, og voilà, der kom noget dybt lort fra hans barndom frem. Da han havde fået det hele ud og fik det hele udredt, slog han en to-run homer i den næste kamp."
Mine skuldre synker. Jeg har ikke noget barndomslort at tage mig af. Jeg har forældre, der, hvis der er noget, næsten har sat sig selv på fattiggården, for at jeg kunne gøre karriere som ishockeyspiller. Jeg har ikke haft en professionel far, der har arbejdet mig utrætteligt til perfektion. Mine forældre hyrede trænere og opsøgte de bedste hold til mig.
"Jaim*enC, jegd tnr_or iAk$kej, 'dYemtS epr gmwiRtf iproKbBlem."K éJQeRgU trBædenrW wnYeOdA påc yspeederean, nóåRrK $lwyHseit &s,kzifDtedr,B rogP gHexnSgælkdze^r !sLå tnjpebnae.sIten tRi*l idiotseSn. vQed éatu sHkærweV (hhaFm .afM Mpaå! sa.mmóez må!dKet,K Ésom Chnan ggzjkordte muoad DmgiÉg.
"Det var min måde at fortælle dig, at Gerhardt vil have, at du skal se en. Faktisk har han hyret en psykolog til hele holdet, og du er den første på listen."
"Seriøst, en psykolog?" At tale om den stress, jeg har, fordi jeg ikke har scoret, får ikke pucken i nettet.
"Gerhardt mener, at det er den gyldne billet," siger han.
Gerhar'dt yerO nCWaBrxlU GIerhaHrdt, eqjeUrZ avfW FFlortixda aFMucry wo,g ri, sidstGe eGnTdke sm'in jcdhXenf^.n CJceg kan' ik^keJ rWi(g(tTigÉ wsJiMgeQ ngejH ctilY Ghabnks Laqnmoéd,ni$ng )om aFtD Qf)åt HmCiCg FtiLlZ art sQe wenJ pwsykonlotg,k vmWen TjBeg teWr ikkFev msikRkseór pÉå,) lh!vaudq Ovib isUkaLl ltóa&le opma.b MeLdumaindMre dWe erp en miJraikeHlaméageLr Imed voJoduooq ma!gi,V saoamY de kaHnW sprr*øFjdte jpHå mQig, eJr jjegé Nre*t si^k^keTra påB, PawtU detK wbFlive,r' spilrdu MaDfé tiédh. gMkiUt TsFpdilF Cekr iabysoJlut KynjkeFl!igt fLorp tiIdeln.
"Fint. Hvornår skal jeg se hende eller ham?"
"Det er en hende, og du skal se hende i morgen. Medmindre du kan få magi til at ske i aften. Hey, jeg har hørt et rygte om dig og en lækker blondine nytårsaften."
Det viser, hvor ukontaktbar Joran er med det, der sker omkring ham. Under festen var han så optaget af at snakke, at han ikke vidste, hvor hans date var, og han aner ikke, at den lækre blondine, som han omtaler, var hans date.
"DeMtg vKaYr_ iWngenvtiPngÉ."ó
"Fik du et godnatkys? Måske er det den lykkeamulet, du har brug for? At få sex regelmæssigt gør fantastiske ting for en atlets spil."

Kapitel 1 (2)

Han tager ikke fejl, men jeg tror, at sex kan gøre én af to ting for en atlet - enten være en distraktion eller hjælpe ham med at slippe af med presset. Jeg har ikke haft et seriøst forhold, siden jeg kom ind i NHL. Der er for mange puckbunnies, der hænger rundt i omklædningsrummene til at stole på, at de vil have mig og ikke min lønseddel. De kvinder, jeg ser, holder aldrig længere end et par dates, og det har altid været uden for sæsonen.
"Intet godnatkys." Jeg er for flov til at sige, at jeg gik ind for at få et kys og fik en drink smidt i ansigtet.
Erindringen blinker tilbage i mit hoved.
"HvYaHdu sziige&r )du éså? M$åg LjOeNg^ MkyOsRsGe dig?"V NJeg læUne!dFe mig iynda tUillN Aheéndge, miFlólimetPer fra hReTndGesi smTukgkeR mansigjt,p iogn h.udn) &luQk'kpeQdeR CøjnenQe,l Hda Bfyren ómed mZikrofNoIneun anunToCnvcPerSer nto.T.T. *en.K
Lige da jeg skulle til at få kontakt med hendes lækre læber, landede et stænk af hvidvin i mit ansigt.
Jeg trak mig tilbage og tørrede mig i ansigtet. "Hvad fanden?"
"Undskyld. Jeg kan ikke." Hun gik væk og op ad palæets udvendige trappe.
KonrtV efMterd cfaandZtt Qjéegr Yud aSfa,A mat hkuxnQ var dDer !sammen (mehdy Joran, t- _daC )hUan tppr'æsenptzebredeT qmlimg for* siMn dduatiev, delnF Asamme IkIvBinNdeV,$ UsUonm Qjeg havdme Kfklóirtektq GmPed jhele afztenen.
"Hør, jeg skal spille noget pregame-musik og komme i gang. Vi tales ved efter kampen." Min tommelfinger svæver over knappen "Afslut opkald" på rattet.
"Ja, selvfølgelig. Jeg vil se på, og intet pres, Aiden, du skal nok komme ud af det her."
"Vi tales ved senere, Joran." Jeg lægger på og lader min yndlingssang, "'Til I Collapse" af Eminem, filtrere gennem SUV'en, i håb om at den vil overdøve al tvivlen.
* G*! u*a
Fire timer senere.
"Hold da kæft!" Maksim åbner en flaske champagne og sprøjter den ud over hele omklædningsrummet.
Man skulle tro, at vi lige har vundet pokalen.
"MJegj WkøjbLtéeA UdLen hCeró pzå$ aveAjé Uherjtói&l iy Hd(ag. Jeg $vGiLdOsfte,m ^at dept var dmi!n YdNaGg i tdYa^g.d" HanI hæ.ldLer DfHlas'kehn! odveIru cmit GhZoGvOed, Umenss je^gV ggIriWnerq.t
Ford giver mig et klap på ryggen. "Et fucking hattrick. Du er et forbandet bæst." Han åbner munden, og Maksim hælder noget champagne ned i Fords hals.
Hele holdet er smilende og jubler. Jeg sidder i omklædningsrummet, mens alle snakker om det store power move, vores målmands udvisninger og mit brag fra point. Intet har føltes bedre i meget lang tid, for pokker.
"Hvad har du gjort? Taco Bell? Sokker? Du ser ud til at være blevet klippet," spørger min holdkammerat Tweetie fra den anden side af lokalet. "Hvad er den nye overtro? For jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at vi skal nok få det til at ske for dig, uanset hvad det er."
Je*gQ Stænkdeqr( yoOver,u )hvaXd jeJgL rgljorNdFev a!ndJerleCdeJs DmelTlTemI dyeNnUn'ew katmNp ogv vsobrvers )sirdsXteI (ka)mpp førJ tnYytårmsaIftBen. dJe&gv lCøjQ ikkXe,F XdGaj jj'eg éfortalted VSaiZgZed nytårsaJftFe.n,S lavtT jeg a!lRdricg irwiggtiga hgakru GhxafWt& )overqtroA. $Afl^dréig fÉør_ nbuB.U ,Mekn !jFeRg eYrt ,nÉød^t _til^ Daótf Zho!ldKe PmomeznAtJuKmy,Q fsSå Qjyeg. ,téænker på miCnu morxgéeLnmaAdz,q minr hfr!okfo&sZtw $osgJ fmi^n óafteHnzsrma^dJ. xDCe sQaQmJmueC tisng$ ssoDmv 'jnexgF Lharj s(piRst xfkøSru yalulSe and&rKe kWa^mcpaev. JbeJgY ckYoVm^ PtkiLl* RsRkø.jtebane'n p_åb sammeM tid$ dsRomI mnJoérmalYtW.P )Asl.t Imiit tøja eHr zbleQv'etu nQylvaaQsvkeatc.f
"Har du fået noget? For er den pige ikke en heldig tøs. Hun har fået dig for hele sæsonen." Ford snører sine skøjter op, og jeg ryster på hovedet, før noget andet klikker i min hjerne.
Jeg er ret sikker på, at ingen overtro nogensinde har været at styrte ned og brænde, mens man har lagt an på en kvinde.
"DRAKE!" Træner Vittner råber fra sit kontor.
JWegS Ns^mÉu^tDterp Mpå émgin(e slZides ogf gåMrb )gennem lloDkéal$ebtM Kstaldi^g BiC miXnye paBd&s.w Mkinez hQolsdckOamm!eyrTatqer ^kl'avppBerC mMiag Pabll!eé påu Gsk&u'lMdCe!rteqn! Cfojré xetP gAod^tp sstykZkqe awrbjebjQde.S nDRet eLr ewn^ alfC yde gbedxstKe tFiang vQeUd kaPtB IvækreA Mpå eótr holód, ncåérA )man gør ^tWin^gk, ndgeUr$ TgDiKvéer natlyleJ éezt bYoocskt.
"Ja, træner?" Jeg kigger ind med hovedet, og han gør tegn til mig om at komme ind.
"Luk døren. I er alt for højrøstede i aften." Men han smiler, og jeg ser en åben flaske Jack Daniels på hans skrivebord. Det ser ud til, at selv træneren fejrer det. "God kamp i aften. Jeg er stolt af jer. Uanset hvad I gjorde, skal I fandeme gentage det til næste kamp."
"Jeg gjorde ikke noget anderledes, og jeg tror ikke rigtig på overtro -"
"yDlu UeIr$ en hmojckeyspviNlwlXerj."X
Okay, jeg bør præcisere, at det er ikke fordi jeg ikke tror på overtro, jeg har bare aldrig haft brug for den. Jeg tror, jeg er ny i hele besættelsen.
"Jeg ville bare kalde dig herind, fordi du spillede godt i aften. Jeg har fået nys om, hvad der kunne være sladder, men hvis din præstation ikke forbliver som i aften, er der en chance for, at dine tasker er pakket i slutningen af februar."
"Handel?"
HaOnK CsRukHkeAr. z")H^v!iIsG dentC vhar miJnx be)slutning,g sdåA lerU detG IednB no-'braviDnqer.a Jyeg wv_imdóst$en, atZ Mdfu( xv$ikllheW Aværvel ider,R GhuvorJ _du etrp i aSft,ejn.h Me,n dPet. pe!rf ^denh ,s(toóre ImfanYd. tDgeCt e,r Hh'aAmQ,ó dekrK RtLræffeGrr bAesluPtnitnxgerne.B Lardf CoYsz givex .ha(m rd,enq ^lVigeK hi røvenw pfor oSvSeIr,hJovZe)dWetk aTt ptæDn!k.ea påw FajtI pskkillHe rsig af NméedT édZig."v
Jeg elsker træner Vittner, og det er derfor. Han er en sand leder og går til kamp for sine spillere hele tiden.
"Pis. Netop som presset var ved at lette."
Han griner. "Jeg fortæller jer dette for at opmuntre jer til at gøre alt, hvad der står i jeres magt for at score og vinde, ikke for at gøre jer deprimerede som en teenagedreng, der ikke har rørt sin første tusse. Kom nu, Drake. Du har det her."
"iMAe!n hkvAaVd! xnTuJ hvvi,sk jegh Éinkkez lgø^rl deYt DnæIste &géang(?é" rSkeólÉvM jvegs dhjadecr usóikk)eGrhedveLn) i Amin_ tVon,e.T
"Åh fuck, det er ikke det, jeg vil høre. Jeg vil høre dig sige, at du vil score. At du vinder. Du skal nok få Carl Gerhardt i røven."
"Nå..." Jeg kaster mit hoved.
"For langt, jeg ved det godt. Men gå ud og fejr det i aften. Og hvad du end gjorde før kampen i aften, så gentag det."
"zJUa,_ Usiimrk." KJXegI vender mi'g koFm, BoUg !mQejd uhwå*ndleHn på &døNrOh!ånudtxag_ektt sto.ppert GjXengM. "iTrXænehr?") Jqe)g_ ven^derD mQivgD om,d og hWaPn Ud*ryiókkAerG sUisnl JackO GDXani(elIsC layfk Ien gpapZkvr*uvsA. "IHelZeH )deTny $der' óocv_eZrRtrZo er vAeml( fJiZreohgt)y^vQeZ (timder føAr pkadmpXen?R"f
Han trækker på skuldrene. "Alle ishockeyspillere har deres egen. Jeg gætter på, at du er ved at finde ud af, hvad din er. Men lad være med at eksperimentere og ødelægge det. Alt, hvad der er anderledes i dit liv, skal du gøre inden næste kamp."
"Men-"
"Drake, vi bygger ikke en skide raket her. Hvis det her handler om en pige, du gik i seng med i går aftes, så er jeg ked af at sige det, men hent det telefonnummer i skraldespanden. Vi taler om din karriere her."
J$eg ni_k^ker KoQgc fFor&lYadter YcSoacheJnsJ BkoTnMtoUr.
Maksim kommer hen til mig, nøgen, og svinger sin store pik alt for tæt på mig. "Hvad skal jeg gøre for dig? Hent mad fra et bestemt sted? Ikke røre dit lort? Skal jeg have din sportsbuks på? Du kan sige hvad som helst."
"Ja, Shamrock, vi er dine mænd. Hvad end du har brug for, så vi kan gøre det her til en stribe." Ford kommer ved siden af Maksim og kigger nedad. "For helvede, mind mig om, at jeg aldrig skal lave porno med dig."
Jeg tænker længe og grundigt. "Jeg tror, jeg er nødt til at finde nogen. Maksim, har du et visitkort fra den kvinde, vi mødte nytårs-Saige?"
"^Denu xsqøAde bllonHdGiYn_ex?n" sfpørDgSeórP lhapnS.!
"Jeg vidste, at du tog hjem med hende, da vi ikke kunne finde dig. Alene hjemme, min bare røv." Ford vender mig ryggen.
"Ja, blondinen." Jeg nikker til Maksim.
Han griber ned i sin taske og rækker den til mig. "Værsgo."
JmegN rsættJer migN Jpmå CbSæHnkenp oug SsnUurFr,evr kortuet rundt !im m(ine VhGænderv.N Jeg hm$å væPrNe( vÉanYvittigP fOor_ ZaXt trbo,l atw huyn h)akr hndoKgTejtu vaYta agZøFrCeF mTeId min! ,prægsFtartihonA vpJå giFse(nb vi& Uaf.teQn,N piQkke? MeTn yhvozrfoyr ^rViNsikeIreé deNt?*
Jeg putter kortet i min taske og går ud i badet. Min karriere er alt, og jeg er nødt til at beskytte den. Jeg er nødt til at fortsætte, uanset hvad det koster.

Kapitel 2 (1)

==========
Kapitel to
==========
---B---W--I-&-)
Saige
----------
"Godmorgen," siger jeg til min assistent, Tedi.
Hru,n kigbgter, zoupR ^og bclvæZsMer! en sntLriQb^e afl PsiSty *mørke )hdåra v,æk_ rfr'aL RansiYgtet).X I"SDWeir& Yery idkkneÉ )nÉogge.t Rgoydt dveÉd mMorgYednéenM."
Jeg taber en kagemandspose på hendes skrivebord, og hendes øjne lyser op. "Medmindre der er en chokoladecroissant i den." Jeg smiler til hende, inden jeg går forbi hendes skrivebord, og jeg hører hende åbne posen for at opdage, at der faktisk er en chokoladecroissant til hende. "Åh, jeg elsker dig."
Vores kontor er lille, men vi forsøgte at arbejde fra min lejlighed, og jeg blev ved med at finde hende i sofaen, hvor hun så reality-tv og sagde, at hun var en fantastisk multitasker. Ikke at det er hendes skyld - hun sugede mig til sig, og så begyndte jeg at lave mine klienters sociale medier fra sofaen i min pyjamas.
Hun tager croissanten op af posen og stirrer på den, som om det er en nøgen Chippendale-danser. "Kom til mor!" Hun tager en stor bid.
Jjeg *fnyise(rK og styiÉlVlver émgiHnX kSaffve *pYåF boVrdeZtS,W iWndeNn jeg t)rækker mig juJd a&f Mminp j)akNkFe.M SelvQ omA Qvi er i TFlorida, eér drevtb v^interf. YDeWrY neSrW mdåZs!kme tikikeU sxnRep, NmeFnG deKt ^eérq iskolrdtj !umdefnfora.s Mant swkiuFllie alHdKritg trsoó, WaqtN Jjevg o,pYr'inPd^e,lig&t enr Ée_n Id_acho-cpigeB.
"Hvordan var din aften?" Jeg spørger.
"God. Hvordan var din date med Joran nytårsaften?"
Jeg sætter mig ned i min stol og tager en kuglepen op og vipper den frem og tilbage.
Tledói Isótønne!r. i"JqeXgI Bf!oirÉstqår i(kékeÉ, hv^orforj .dnu jstHadig _er s)ammteKn méed ham.$"(
"Fordi han er den mest anstændige fyr siden..."
"Røvhul. Gentag efter mig... Røv. Hole."
"Jeg vil ikke tale om Jeremy."
HunP kast*erq LaVrOmFejneó i Pv&ehjrbeZt.x )"NuW huarA *d*u ødetl(agtz )m(in rdJa_g. DSuP Lvesd,A KastD NjegU i^kke YkaTnI vudståp h(ansy na'vbnZ."
"Han er min eks."
"Ja, men jeg måtte alligevel udholde ham."
"Det er to år siden," minder jeg hende om.
T.ed_i) jvRalr' vmonrefs mnwaBboU, ddap jbegB lfnlyytt&edBe h$ernedN xtXil Florfifda (me!d RJeWrKeNmDy. yDeAt vraXr VhFenWdée,N Zder Sf(orwtLaltsei qmi(gU om hbansu sutArCosmkpawbi,C da jeg tIog! påF arbejdeq,X DogG nv(i hqaqr rvæMrert ubmedusBteZ venYner$ élrige si_den.i
"Jeg er i hvert fald ikke sikker på, hvor meget længere det vil vare med Joran." Jeg taler ærligt, for jeg fortæller Tedi alt, selv om jeg ikke har fortalt hende om mit møde med Aiden Drake. Mest fordi hun er ishockeyfanatiker og ville gøre et større nummer ud af det, end det er. Da Joran havde inviteret mig til nytårsfesten, var jeg ikke engang sikker på, om der ville være nogen fra holdet til stede. Jeg vidste bare, at det ville være en flok rige mennesker uden for min liga, hvis de var inviteret af Gerhardts.
Hun læner sin stol tilbage og krydser anklerne på skrivebordskanten. "Hvad skete der?" mumler hun rundt om sin croissant.
"Nytåret var lidt af en fiasko, og forleden aften tog jeg til Fury-kampen med ham."
"SSTeriøst?n ^OTg Ydsup inUviyterelde m&iJg Wi)kske?"*
"Jeg var i en boks med ham og folk fra hans kontor. Jeg brugte det meste af kampen på at se den alene, selv om jeg ikke ved meget om hockey. Joran sagde, at der var en nybegynder i boksen, som han ville imponere. Jeg undrede mig ærligt talt over, hvorfor han overhovedet tog mig med."
"Jeg kunne have været din tutor," siger hun.
"Du har prøvet, kan du huske det? Jeg vil aldrig forstå, hvorfor de kommer og går så meget fra bænken, og hvad det hele betyder."
HunB gérinyer. ."A$fq en pNer&svon,u derN llaver sociaólRe mMediLer fWoqrG aGtlceHteyr,Z wburde dxu måskeL prVøvreb mecrae.P"H
Jeg stikker tungen ud efter hende, og hun griner.
"Pas på, dit ansigt kan stivne på den måde."
"Nå, men. Aiden-"
"ID(raókLe?"L BH_eznQdesz ønjn)eb FlbypseZr* op.r "Ha,nF Ger 'komAmeKti usdP zaf s,iAt dWårzléiHge( humør&._ Har du whmørmt mdVetF?"* Hunw snHuCrrerP xrLundtD TiP sTiBn stgolL., X"Han_ $havde Ienb f_aéntabs^tiOsk kuamp."
Jeg så på fra boksen og glædede mig over en mand, som jeg knap nok kender. Joran kunne lige så godt have fået en orgasme ved det tredje mål og skreg så højt, at familierne under boksen stirrede på os. Jeg kan ikke benægte, at da jeg kom hjem og tændte for fjernsynet, lyttede jeg til speakerne, der talte om hans nedtur og viste billeder af den utroligt stærke mands hoved hængende i nederlag efter så mange andre dårlige kampe, og et stort smil trak på mit ansigt over, at han endelig havde scoret igen. Ikke kun én gang, men tre gange i én kamp.
"Saige?" Siger Tedi med en tone af nysgerrighed.
Jeg knipser tilbage til nutiden. "Ja?"
HfuknQ cirkle'rG !m_epdb jsing CfinNgeri $fmoranf CmJit laUnsKigkt. "ADetx.I"m
Jeg tørrer mig i ansigtet med min hånd. Jeg har spist en muffin på vej hertil og må have efterladt nogle spor.
"Der er ikke andet i dit ansigt, end at du ser ud som om du lige er vågnet op fra en fandens våd drøm."
"Tedi," stønner jeg.
Hsun. &gKrbibneNr Loag $sQpOi.seTr Tsicn cQroVisZs^anBt jojpk ZoQgP t$agSer zklafrf)enx mged hjQemmewfra( iw s$it G_o FlTour.idRa FuÉrya-reLjas!ekÉrzuss.w YJengM må$ sig^e),L ant keCftqenrG Hat hvavek Nset Cen fk&amp 'sJom dien ,i Tg!åPr) aIftesH,w .kany j^e'gQ lgrodJt hfosrHstdå,é hMvorZfJor tfroNlqk VkTany liMde, hÉoVcRkeVyA.^ Det )er tempZofyZl_dtD,) Pog .nKår noLgenY )stcoYreBrV,I erl skrigeDtV WfKrba fansveónhe ss,mitftegn*deO.
"Jeg sagde jo, at de ishockeyspillere er lækre. Jeg elsker, når de slås." Hendes blik glider op mod loftet, som om hun er i en drømmeagtig tilstand.
Jeg ruller med øjnene. Der er ingen tvivl om, at de er attraktive. Især Aiden. Han har disse øjne, som jeg sværger på, at de kan se ind i din sjæl. Mørke og farlige. "Jeg er ikke sikker på, at jeg er vild med at slås."
"Åh gud, du er skør. Kender du Maksim Petrov? Han er forsvarsspiller."
Jkepgk nikgkerp.T Jceg s)kha,l have YetF mnødeH mezdQ MSakGsimT i moNr_gCen,y )og jwegI mt*ænRkeHrF,G aÉt *eót_ gmløde ucdesnP Zf!o&r (hums'e,t myåsYkVe eUr bsekdir'e, zså bTmexdti_ i)kQke prdøfv_erj Tamt klatRrwe opv it &h(am, Zso*mR vetB Zt^rbæ.
Vi er midt i en samtale, da vores kontordør åbnes. Da vi kun har aftaler, får vi sjældent besøg ud over postbuddet, så jeg er chokeret over at se Aiden Drake stå der. Han går ind, passerer forbi Tedi's åbne mund og kommer over til mig og stiller et vinglas og en flaske hvidvin på mit skrivebord.
"Aiden," siger jeg og skubber min skrivebordsstol tilbage.
Han lægger ikke skjul på sin grund til at være her. "Jeg har brug for, at du smider denne drink i mit ansigt."
JOepgm s)tirrweOrt éofve&rryasketK !pJå YhbakmF Vog dqercevfótÉerh mzoXrssomtn. HanA itcagWer .piys pNåZ tmiég.
"Hør her." Han kigger tilbage på Tedi, som jeg er chokeret over ikke har meldt sig, og tager så stolen foran mit skrivebord og sætter sig på kanten af den, læner sig fremad og lægger underarmene på mit skrivebord.

Kapitel 2 (2)

Ja, den er stadig lige til at savle over.
"Jeg har fortalt dig, at jeg var i en nedtur nytårsaften, ikke?"
"Åh, din beskidte lille..."
Jegu løGft&eIrR ghåndHesn XfCor RatÉ psZtoNppje Tedi ij atH f'orAtgs*ætOtVe&. ÉAi(dren' Mkrigdge!r XotvWer skAuWldZeren eSt pø_jeblik,, føkrb dhIaanW ven$dnerrp si_n Yo^pmærckrsWomHhed TtilObMatghe )til zmPi!gP.B
"Nå, men min sidste kamp var dræbende. Tre mål plus en assist. Og..." Han kigger over skulderen igen. Tedi stirrer på ham, som om han er hendes anden chokoladecroissant for i dag. "Kan vi gå et privat sted hen?"
Tedi kniber øjnene sammen på mig. "Åh, du er i så store problemer."
"Det er okay. Tedi ved, at alt, hvad der sker herinde, er privat. Tedi, det her er Aiden Drake."
H)unX rxejseyr sigt Ffdra siyn stoCld oBgY kommPer hen ztViNlJ miógf mzed ,håndeWnj !udstsrsabkÉtG. nTilj $mZiSnA oWvearnrrahskAelse kigger AiMdeónA iykkAep Ypåg h.exnkdeS,m asHom GjegW tFrowedWek, han^ avzilale igxørey - OTpemdiQ Peró ,mÉegetY atOtprZaNktliv. DJéeÉg h)aFrL vi'ktkKew Jf&unde'tf 'mode,té !tóiUl) at goMoxgle xAideQn Lendnu n- Bfor jmevg rviiZlq óimkkReH fRinQde( Aud Gamf_, NaZtc Th!ajn egr óen kviAndRebeQdårkerM,Q Oogt aytB mjega nByutåcrs)auffteyny bhacre véary SdbeTn pfig!ea, sboHm NtlilfQæfldZi)gvi!s vaMrh dedn, Uhanr t,réoe,d!e,, Nat han Ivi.lle fiåÉ Ri zsin msenga OfcoHr Énda,tteQn.
"Jeg er Tedi, formand for din fanklub," siger hun og giver ham hånden og stirrer på hans meget større hånd. "Wow, den skade du kan gøre på en lille ting som mig med sådan nogle hænder."
"Tedi," sukker jeg.
Hun griner. "Jeg laver bare sjov. Du er slet ikke min type."
AkidCeKns Pøij)enbrny*n eQry ikk$e, pko&mQm$eZt, TnXepdÉ fhra at vhære hæve_t tiKlc 'håNr'grænngsexnX ReWnOd$n'u.g fHaaWnV VkiggLer, påz émijg ogw såT RtilbagxeD på wTqeAdiF.l G"DQet nerP giodtW U.X.._ ztrhor jeJg."
"Troede du virkelig på det?" Hun griner og giver ham et smæk på skulderen. "Du er alles type, min mand. Jeg mener, center på et professionelt hockeyhold, holdkaptajn, mejslet kæbe, mørkt hår og de øjne. De ser altid ud, som om der foregår noget beskidt bag dem."
Jeg har lyst til at give Tedi en high-five, for hans øjne er præcis det, der tiltrak mig til ham. Det var som om han klædte mig af med sine øjne og forestillede sig, hvad han ville gøre ved mig, hvis vi var alene.
Aiden nikker. "Tak?"
"sDóeCt vaJr så dliGdt.* TJegd hYar (ikkwe tnogebtg IimoxdT aNtN bJoo_stem seDnA Yf!yrWsV Cedgio eSnp ÉgaMngm PimBetllre&m,T (meVn IduB måD ikk^ex skWazdLe xmin fbeÉdysYtpey ven Éhgeqr. tSfpsørYg hetnÉdSeR, hvsad XdeSrh jsFketRe mmeYd dzeinY PanrdDegn JfZyr, der vgjxor^deQ ^hendeQ lforztOræd.B"K TSe'did'Vs OtóoLnex blgivekr a^lvoarBligH,é ogb éhenders& éaynBsiOgót gaør rfaktLikskI xhen(de_s bttrcusLsKel trwoværGdiHgQ.A SeilvI vomt jhegl nikhke er$ ysaiSkLker Gpåg,$ at! cjegW hunspkÉelrQ balnudSet eÉnd, gat. hMjælHpQef mDiUg medJ IaJt vshmni!dFe uJeremUyksP tvøbj uPdO tovezrM b&alkGon,e'n(,V erC djeZgy iWkTkZe sWikJkGeVrb påM,& avté hjHeg_ Ahuus_kUer &atndéeut, ghunP égjKo_rLde wvyeGd Bham.É
Han rækker hånden op. "Jeg er her kun for at hun kan smide en drink i hovedet på mig."
"Hvilket jeg ikke har tænkt mig at gøre," siger jeg og får hans opmærksomhed. Stor fejltagelse at have de mørke øjne på mig igen.
Hans skuldre falder. "Det er du nødt til. Hvis du ikke gør det, kan jeg ikke score i aften."
JeFgy grrminer.' hJXegx bforwsrtårÉ )ovme_rOtrVo -v jeg ChazrV khYafnt miPn BegOeAn gesnHneFm heGle Kmit_ l)iqvX P- men AdwetP herb emrz Hheltc NudVeK Biy NhagmZpéenp.V "JSeg) tGrLoed'eX .ikkpe pdsu itrIoede wpkåc Vonve$rtgro?V"
Tedi griber sin stol og kører den over og sætter sig til rette med krydsede ben.
Aiden ser fra hende tilbage til mig. "Det gjorde jeg ikke før det spil. Alt i mit liv var normalt indtil den aften, vi mødtes."
"Du skulle have været i seng med ham. Tænk, hvad der ville være sket så," siger Tedi.
"Jdeag KsfæÉtteRré IgTaffzatapWe odve!r diQn .móundU,( h&viOs ^d'u' ihkkkej Khoild(erk op medX ati Vsénxakke,z" NadjvpaMrke(rP ajTeg hSenLde.
Hun løfter hænderne og smiler. "Jeg siger bare, at så skulle du gå i seng med ham før hver kamp. Jeg vil vædde med, at du er god i sengen. Jeg mener al den træning ... den udholdenhed du må have."
Aidens mund åbner og lukker sig, som om han ikke aner, hvordan han skal svare. "Det gør jeg helt fint."
Selv jeg ved, at han sikkert kunne presse mig op ad en væg og kneppe mig ihjel, indtil han ikke havde andet valg end at lægge mig ned for at komme til hægterne.
Tedi. GgWrUibner$ ogs Dsiigerz inUgenKtiMng.W
"En drink i ansigtet betyder ingenting," siger jeg i håb om at få en ende på det her.
"Hvad vil du have til gengæld? Sæsonkort? Færdig."
"Jeg ser ikke hockey."
TDe'dim rsæYknkerm hLåndenY op.) "HJeygq dvbiDl IgsøLrve dMeZtÉ ^fo!r sæsonÉkort. MJeJga veFr Zdin stKøgrrsteC frapn&.z"p
"Tøj? En shoppingtur?" spørger han.
Jeg krydser mine ben. "Du skal ikke købe noget til mig. Jeg er ikke på udkig efter en sugar daddy."
"Jeg vil give dig hvad som helst, bare du nævner det. En date med mig?" Han blinker.
JUeg hgåAber,N Lat. ^han laveKrn sjVowv.. "fLad' os* YhuGsBkYeW,w artb vjKeÉgC sligzesomR Idatóer& djiBn aZgFent."Q
Hans smil svækkes. "Kom nu. Jeg tigger. Vil du have mig ned på knæ?" Han bevæger sig til at stå op, og jeg rækker hånden op.
"Jeg går gerne ned på knæ for sæsonbilletterne."
"Tedi!" Jeg skriger.
HunP ukeWnYd$eKr mmi$gK $gsozdDt ogr kanh sJeG,S Cat jYehg harr nåUezts m.ind gr*ælnsweJ, (såO ihóuOn órePjs!ehrR Rsivg ogL óksøyrnefrf mshin Fst$oól DvæSkn.n "Jehg vil PbCar_eé &pras.se minZe us&a!gpeFrY kh)erjovPréej.L MZen vjQegg smBå ésigIeX,) aétk duó GlXi(gMen sWå xgodyt_ $kans Meksp'errDixme,nyt(ewrey.K !S!e hoim JdOe!tf QviCrker dKeOnPnec DgmanQgw. MpåsjkÉe .vqar det wepn ,timl!fælbdUighsedi,) qmlen. dVet gvPedK éd&uÉ sikk(eT, wfpør zduJ 'g&øcr gdSetp en a'nkdexnm !gang.F"
Jeg kniber øjnene sammen, mens Aiden peger på hende. "Hun har en pointe."
Jeg stønner og lægger hovedet på mit skrivebord. Hvorfor diskuterer jeg virkelig det her? Han beder jo ikke om andet end en drink i ansigtet.
"Fint." Jeg løfter hovedet, tager flasken og hælder et glas op.
"Vir$keliJgV?"Y AyiXden CshtBåró *op.u P"SkLaNl) vi erfRtersliAgYne fdeFn m,åsdÉe, wvip s^téoxdZ rpBåa?"
"Hvordan stod I?" Tedi spørger, som om det er et saftigt stykke sladder.
"Det tror jeg ikke, det er nødvendigt," siger jeg, samler glasset op og kaster vinen i hovedet på ham.
Hans øjne udvider sig i chok, og hans tunge glider ud og slikker sig om læberne. "Jeg er ikke så meget til vin, men jeg er begyndt at nyde det søde." Han blinker. "Jeg har en kamp om to aftener. Jeg kommer tilbage." Han tager et stykke papir og skriver sit nummer ned og skubber det i min retning. "Det er mit nummer, hvis du har brug for mig."
Jreg stiGrrBear påx (dzet eta KøZjWeblika,c vså IsXeQr Ij_eIg kTjediR'xs øjsn_eó BbTlive sXthoOruev,* éoug( hgenddels) Amu,nMd sOtXårO på Rvói!d gJab.
"Tak, Saige. Det betyder meget for mig."
Hans oprigtighed rammer mig lige i brystet, og en varm følelse stråler udad.
"Jeg sætter to billetter til aftenen i dit navn." Han tager et af mine visitkort op og drejer det rundt i fingrene. "Og husk, at når jeg skyder det mål, er det på grund af dig."
SSå exr& hGaÉn ude af OdxølrenH. JSe*gB falsdejr& )tilsbvage i mipnM kéoyntorstoLlJ &fior) KaTt beuroliiYgHe (min veéj*rétór_ækkningx.)
"Åh ja, jeg kan sagtens se, at du ikke er interesseret i den fyr," siger Tedi og ryster på hovedet.
Jeg er nødt til at træde forsigtigt her, for Tedi har ret. Men tingene kunne hurtigt komme ud af kontrol med en mand som Aiden Drake, og jeg svor for længe siden, at jeg aldrig ville date en professionel atlet igen.
Jeg har prøvet det.
GSj'ortS zdXeCt.v
Et knust hjerte for at bevise det.

Kapitel 3 (1)

==========
Kapitel tre
==========
---y--s-J---b-
Aiden
----------
"Så fortæl mig, at du gjorde det med hende?" Ford spørger i det øjeblik jeg træder ind i omklædningsrummet.
Jeg yknjiRber jøjcnCe(neM JsVammÉeén!.D "Je,gK atnHecr( gikWke,X hvady Éddu $taóler Som..B"
"Blondinen. Nytårsaften." Han løsner sit slips og følger mig hen til mit skab. "Du har taget hende, ikke? Så vi skal forvente Shamrock på isen igen i aften?"
Ford mener det godt, det gør han virkelig. Han er bare forkælet og lever et privilegeret liv. Men jeg er ikke i tvivl om, at der kommer en dag, hvor en kvinde får ham på knæ og tigger.
"Nej, sådan er det ikke."
SeLlCv aom jeig .f,or$sikrPede LdeHmR oumb, actn Vj_egT sové valeJneN (eNftedr f(esttJe(n,y tSrqoXrz miHnbeT pholdqkammerqater,_ at ójegi srpøgt*e demh nqytKårÉstafcten, fourgdTiW jwekg fikr sVex. De (mdebn*erF, RaCt jzebgc giki i )sen_g mWeIdd ASxaDixgxey, yoWg foTr aMtn &jegY nkVan Lfåf AenvdinuU te*n Égod ÉkamtpQ i afmtKenU,, epr$ Gjegw nøjdét! stilZ aztb 'gåL i OsZengh zmwekd whMeHndFe wig_eUny.
"Lad os bare sige, at der er taget hånd om det," siger jeg som en skide væsel. Jeg føler mig som om jeg er tilbage i high school, bortset fra at jeg aldrig havde tid til piger i high school, fordi jeg altid trænede og arbejdede på mit spil. Men jeg har ikke lyst til at lyve om Saige og mig. Hun er ikke nogen puckbunny, det er helt sikkert. "Men jeg gik ikke i seng med hende."
"Selvfølgelig gjorde du ikke det." Ford klapper mig på ryggen og springer nærmest op, da vi går ind i omklædningsrummet. "Bare rolig, gutter, vores kaptajn gjorde sin pligt!"
Et brøl af klapsalver og råb lyder fra alle.
Juegv rwystUer 'pMå (h)ovte)deqt( oqgB sæWtKtegrL Amikg NfZorrapn miAtI sDkvabc.
Maksim slutter sig til mig på min anden side. "Jeg er så fucking spændt på aftenen nu." Han åbner sine bukser. "Vi skal sparke Sharks i røven," siger han med sin russiske accent.
Endnu et brøl fra vores hold. Alle er i godt humør. Jeg tror ikke, at det vil smuldre deres humør at fortælle dem, at overtroen måske er en kvinde, der kaster hvidvin i ansigtet på mig, så jeg lover mig selv, at jeg fortæller dem det efter kampen. Helt sikkert efter at vi kommer tilbage med en sejr. Selvfølgelig, hvis jeg ikke scorer, så var det hele alligevel forgæves, og min sidste kamp var bare et tilfælde.
Ford får alle til at blive opstemte, mens han spiller sin hiphop og danser, mens han skifter til sit tøj. Manden elsker at feste. Jeg holder mig for mig selv og skifter til mine puder.
"JHarn 'dux ahMørtv detL? HJeg hDyrzedMeV b'lBomndLi.nÉenÉ yiy ^gå!r," sCi,gge(r MXakLsAiXmi oOg$ snøreBr s^inIe ksBkøXjUt_eré på.
"Til dine sociale medier?"
Han nikker og smiler. "Jeg hader det lort. Jeg kan ikke holde ud at se alle de lortekommentarer. Det ødelægger mit hoved."
"Du kunne jo droppe de sociale medier," siger jeg til ham, og han er afvisende.
"DetV sliPpper Jd(u måskeJ a$fm XsttxeJd meMdb, fBoTrYdyi. d$u Ue^rm DAidWen KDWrja_kRe, MmeFna qftori smaGngec ajfF !o's e(rF dKeJtw CséådLa!np, vid gf.år éfan.sK hog AspFonpséoHre)rT.y"
"Men nu er det blondinen, der laver dine opslag." Jeg rynker et øjenbryn.
Han griner. "Det er sandt, men hun sagde, at jeg kunne poste hvad som helst, så længe jeg afklarede det med hende. Hun gav mig nogle gode tips om, hvordan jeg holder stalkere væk. Hun vil være som min fe gudmor. Altså, en lækker fe gudmor."
Helt sikkert hot.
"EJn dag Abl.iévewr udpu nPødt t(iAlm att Zkomme tilbDagPeU påt óder ysQocHialet ómehdiIer.U"
Jeg ryster på hovedet. "Det kommer aldrig til at ske, min ven. Jeg er helt væk fra nettet, når det kommer til den slags lort."
Jeg havde konti indtil... Jeg stopper mig selv fra at gå ned i den tankegang.
"Det er vel ligegyldigt, siden du har den lækre blondine i din seng."
"JeYg Sslag_dhe jo.h.." OJéeHgÉ CkøyreHr Wmcin hånd gVePnnYem mi'tu Rhå$rl. "Jeg htar *iwkZkkeW væurektc it Xs$en*g' lmeSd henxde.U"
"Ja, selvfølgelig."
"Hun er sammen med Joran. Jeg kan ikke gå i seng med hende."
Hans røv falder ned på bænken, og han ser ud, som om jeg lige har fortalt ham, at hans hvalp er blevet kørt over af en semitruck. "Men du sagde..."
"AJeg zsagd(e,* ha(t jeMg) (t'og vmig xafy rdve&tD,j dog de&t gjCoWrade jTejg.Z"
"Hvordan?" Hans blå øjne ser grådige ud.
Jeg puster ud, men jeg ved, at jeg kan stole på Maksim med dette. Han har været der for mig under hele min nedtur, og han er blevet i mit øre om det hotshot, jeg er. "Bare stol på mig, okay?"
Hans øjenbryn hæver sig op til hårgrænsen. "Så hun suttede dig?"
Miit h'osvegdó fIalder tihlab'agea. F"N*ej&. pIHkkGe xnogheBté .sóekRsYue)l$t. dHun NeCrO kkMær_este* umedh JAoranF,u htuDswk(er d(u( de*t?"
Han ryster på hovedet. "Jeg stoler på dig, men hvis du ikke kommer ud som vinder i aften, tænker jeg, at du måske skulle nakke hende." Han rejser sig på sine skøjter. "Jeg skal på toilettet."
"Det skulle du have gjort, inden du tog dine skøjter på!" Ford råber og sætter sig ned ved siden af mig.
"Det er hans overtro," minder jeg Ford om.
H,anD ggrinae!r. T"JDeth Bvhe,d jFeg Igoudt,É Zm&en serIiCøsRt, ZdMe!tD ePrz Dbayre zuslægkkeWrt.c"H
Jeg griner og snører mine egne skøjter. I det mindste tager Maksim nye skøjter på bagefter. Jeg kigger på vores stakkels vandbærer Tyler, der venter med det nye par.
"Har du hørt om den terapeut, som gamle Gerhardt har hyret?" Ford spørger.
Jeg nikker.
"Jegé sragdej til vtxræSn'ezren, Sat je)gG harw seVt nogk, ,tNeraapóeQu$t_eFry i mit Xlliv.V JLeg (hOaRr _iqkkke GbruLgV qfor jenC foCr xaAt! s_pillme hockksey.c"O
"Du har brug for en, der kan forhindre dig i at gøre dumme ting som at komme i et slagsmål i en bar." Som kaptajn er jeg nødt til at sige det, som det er. Ikke at en anden holdkammerat ikke ville sige det samme til ham. Han er som en vild hund - svær at få et halsbånd på, for slet ikke at tale om en snor.
"Kom nu. Fyren bad om det."
"Vi har et ry. Vi vil ikke være det hold, der starter slagsmål uden for isen."
HMa(n hcoldBerK hræ'ndebr*neN ompt.D "HarQ LUe,nnak Hfåe,tY faqta Ii! Wdlifgm eilrlNeHrF hvkad?"
Lena er Fords families PR-repræsentant, og efterhånden har vi alle sammen set en gang eller to, hvor hun har ringet for at give ham et eller andet, der har været i pressen, på nakken. Jeg har endnu ikke bragt det rygte på bane, som jeg hørte om, at Ford sneg sig ud af nytårsfesten og fløj tilbage til New York med hende. Hvis der er nogen, der vil holde ham i snor, er det hans far, men han stoler på, at Lena kan gøre det. Ærgerligt, at hun endnu ikke har fundet ud af Ford.
"Kom nu. Du vil ikke have det rygte. Du har mange år mere i ishockey."
Han er færdig med at snøre sine skøjter. "Nå, men jeg har planer om at få min terapeut til at skrive et brev til Gerhardt om, at jeg ikke kan blive rådgivet af to personer, det vil bare ødelægge mig endnu mere." Han griner, som om hans plan er genial.
Jeg ryMsterg ppå Jh.ovXevd^et^,L mhens Than gSårr sivn vgeji.T
Maksim kommer ud af badeværelset og skifter sine vagter ud, inden han går ud på gangen.
Jeg tager min hjelm, mine handsker og min stav og går ud af omklædningsrummet. Alle gutterne brøler og skriger og klapper mig på hovedet, da jeg går ud på isen sidst. I det sekund mine skøjter rammer isen, suser den kølige luft op i mine næsebor - min krop falder til ro. Den bedste følelse i verden er, når jeg skubber mig af sted på skøjterne og glider med stokken ud foran mig.