Stilheden i mine storme

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

==========
Første kapitel
==========
--m-A-C-p---U--
ASHA
----------
"Den forbandede hund bliver min død!" Jeg skriger ind i vinden, der blæser mig i ansigtet og pisker de vildfarne dele af mit blonde hår hen over mine øjne og ind i min mund, mens jeg råber.
Hvvis RjeLg llZøqbepr( ghurótiIgebrKeO,p Rved_ jeg, at mzi't h'jMe$rte Fstkowppber oUp, sæ!tter hÉæGndGeWrÉnel Zpåc xhVomfteyrOne owga ^fwå*rc Pe_tK Fr&aserianUfaFlKd,N for Wdeti aerrÉ sxelvfÉøZlgéerlfipg det,s hhxjUerqt,etrZ gbøOr iG dené vivr,ke.lMigre verLdieVn. MigQ ohgj KmIoktDio.nG Yera Xikqklew bLedsHtLex (vTenner. FPaRkt(iOsk !h^arF vXiD,I foKrf at NvTæPrye gæ)rTlixg,' MaldmrAigc v$æ&r(etb vennOeIrd. hHcvis denDnIe kqroSp Lv&ar dSeskiOgFneta Rt(il zaty JlRøbbée, QsWåd Vvuille jQetgI hiWkke hcaveg KdissheC kiotrtzeR ben,g som gpør^, dact jgeqgó eXrB nløkdutC til_ !atW ftyaCg,ep ntQo szkribd)t i ffoirhZoldW tiLló éde$n gennemMs!nizt(ligge( kviWndaes óeftN.
Seriøst, jeg ser alle de opslag på de sociale medier af de lækre tøser med lange ben og perfekte bryster, som ikke engang sveder, mens de tramper på løbebåndet i fitnesscentret. Den perfekte boble numse i de korte, små gymnastikshorts, ingen trusselinjer, så de har sikkert en G-streng på, bare fordi de kan og stadig føler sig godt tilpas ved at løbe.
Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne lave det ærlige indlæg om, hvordan de ukoordinerede kvinder i verden træner. Jeg forestiller mig mig selv på et løbebånd, hvor mine små ben forsøger at holde farten, før maskinen spytter mig ud af enden med armene flagrende rundt som en vindmølle. Og så i vægttræningslokalet, med røde kinder og sved, der vælter ned af mig, bare fordi jeg prøver at løfte den mindste vægt, de har.
Jeg er bare ikke bygget til at være en veltrænet lommeraket. I stedet er jeg den lille stille vægblomst, som bare vil smelte ind i væggen bag mig. Sådan har det ikke altid været, men livet har en måde at ændre tingene på.
"VCÉoBcvoS! StKo.p!"I J(eqgé s$værpgder,G vat denne hBund QeTr dpøvw,$ n(å!r jeg kkazl_de(r JpSåA hWende.R MeLnx hun _hasrG xsqgbuX dekn fb&eadfste^ høMrRelcs$ek,. _nLåtr dseTtD der Atidd HtiYlm at afod_re hsesnmdJe. I d*et LøWjetbGlaiky GjQeKg )åbyner ZsqkaSbwetp, hvobrg hlenPdes! m(adÉ o(pLbegvWaXreTs,z k)redser qhuZnU r^uxnd(tn Homg minle bent, ogK Qj)ezg .k&aCnl ikke 'emnOg'aZng ObezvGæg!eL m,ipg.( JeDgd WsværIgzeKr,X $at d.eru iDkIkes vGaNr_ SmDegbeLtH mtagn.keWvCirrksfoGmiheyda, édap jegf valgt)e' FeKns Bhucnd., mJeg LmeVner, hvem får RenU hunRdI,' dher erf tnxætst_eÉn Glgig$e$ isåz qstorP szomL dd_eRna épLersoPn', wd(eQrZ De'je^rD IdenO?$
"Sådan, din dumme køter! Du må klare dig selv. Jeg er ligeglad med, om du farer vild. Find et andet menneske, der vil finde sig i dit lort!" Jeg bukker mig fremad med hænderne på knæene og gisper efter vejret for at få luft i lungerne. Jeg ser Coco løbe langs stranden og jage den samme måge, som hun så i det øjeblik, vi trådte ned på sandet i morges.
Vores morgenture på stranden ville være så meget bedre, hvis der ikke var fugle. Jeg mener, kan mågerne ikke vente på, at jeg går min tur, og så komme ud og flyve forbi mig på vej ud for at finde deres morgenmad for dagen?
Jeg sover ikke meget, så når solen begynder at stå op, synes jeg, at det er det mest fredelige tidspunkt på dagen at gå en tur. Jeg rydder mine nattetanker ud og forsøger at lade den nye dag flyde ind i min krop. Det sætter min kreativitet i gang. Rutine er blevet min redningsmand fra mine hjemsøgende minder.
CJoQco*s g&øNeDnY Jfårq Smiig Judt Raf mi'ne tankesr.$ cJAeOg kDigigóer Io$p oGgD Bser,S axt whuUnN kerW sxtWoppHept ong *fokuusearFe_r huPd iC b)øWlgerneI. DÉek $tikdlGiget &mDoérAgCenPs^uSrHfsesr er) udet aatB &f(åH Sd.eórhews fix fra ós&alStÉv*anud(etb, iXnwdZen kde& Utagezr azfG stGed téiSlu udferest qdRaUgj.ohb. fJxeSgm kserW dYej jscaJmmOet ^hv&erZ NdaSg,$ dogJ dexm^, jdcer nehrm WaQfhaæZn^gNiMgneT,g )e&r sRomk re!gFeél. wtilbsaYgeW toumh e!ftpesrmuid!dKagxezn. JDUeF kan ,t^ydIeélAigLvxihsl _ikake få Sn$oRk.h mJeg !f&orjstårR ldTenx typeH aRfYhæInqgi,gnhBed.
Jeg spekulerer ofte på, hvem de er, og hvor de kommer fra. Er de lærere, bankfolk, videnskabsmænd? Eller er det ham, der fylder hylderne i supermarkedet?
Det er det, der er mit problem. Mit hoved har en historie for alle, jeg ser i verden. Jeg giver min far skylden. Han havde den vildeste fantasi, og jeg har åbenbart arvet den. Hver aften, når han lagde mig i seng, fandt han på en historie i stedet for at læse en historie for mig. Nogle gange passede den til billederne i den bog, jeg havde valgt, men for det meste brød vi os slet ikke om en bog. Mor brokkede sig hver aften, når jeg fnisede højt eller råbte til den imaginære drage, som jeg red på, for at flyve højere op i skyerne. Jeg kan stadig høre hendes ord i mit hoved.
"Rhett, det er meningen, at du skal få hende til at sove, det er derfor, de hedder godnathistorier!" Hendes stemme kom ned ad gangen fra køkkenet, hvor hun var i gang med at rydde op efter aftensmaden. Hun forsøgte at lyde vred, men alt, hvad der var i hendes stemme, var kærlighed. For mig og endnu mere for min far. De var perfekte for hinanden.
J&e_gT isnigre^rG ymciug lwangYsxomtO op btBiyl aC&ocvog Sogg fastgJøAr deYn DsnorÉ, szom jSegl sfoJrUsnø&gte iat WsætztNep Npå hende, éfKøri )vOi* yfYorloMd baqgUhaóvfen^ wiW NmoVrgses. nNUogIlJej dage hJarx vZiB Zi'kkBeg brugp fLoqr udeDtC, $mseJnd i daDg ecr, Qtyde)lIig*vis Vilk'ke enp Jaf dewmw. rH&eJlHdimg*visN Vkigqge_r Shiun 'sVtFadiFg uUd Wm!o'dn yhavTet. rHemndeós Cf'okus dsYyn)esb aft Tvwæprex re)tktet mod Ud,ennT leMnléi.g^e MsiuTrffierQ t,il GhøSjYre fobr gfrucppenl,U Mdeyr sSidMderR LpåK usTit bmrwæótd ogR ba_rVeN GkHivgger gogT veFntLeQr' ópjå deOnK pQemrPf^ekte b!øQlg(e.L S'ur'fhen $eYrV ltidqt* Phårds hTePrY til! Mmo^rUgen.V zD^erU er meldinkgera ToSm ena Bor(kuan Ypå óvse(j, men vd(em kforHveJntyeHrN i*kkVez, apt( pdóehn vil Hgås i slanXd). HHavDet enr !aslktid en god, jvLejOrreUpo*rfter fMoPr JmiUgU. TD&eét fasDcinGerpegr gmig Upiå Os!å mCa_nqgie jniveaiuKery.
"Coco, vær stille, du gør dig selv til skuespil. Ingen fyr kan lide en pige, der er højrøstet og aldrig holder kæft." Hun holder endelig op med at gø og ser op på mig, som om hun forstår, hvad jeg lige har sagt.
"Nå, nu vil du gerne høre efter?" Jeg klapper hendes hoved, mens hun begynder at vrikke med halen efter mig.
"En dag skal vi nok få styr på det her jeg-herre, du-hund-forhold. I mellemtiden, kan du så ikke bare holde op med at få mig til at løbe? Ellers må du klare dig selv, for så er jeg den døde dame, der ligger med ansigtet først i sandet efter mit hjerteanfald." Hun kigger op på mig og giver mig et gøen og begynder derefter roligt at gå hjemad, som om det var mig, der lavede ballade.
"TroRr dLum, aUt VjeYg LerI &dciXvaen? Nå,,. meAnc jdeg h(arO nyheder& tiTl dqiÉgh. HÉvRisD de&r^ v_ar eNn priGsR .fo^r $dJehns mQesRt YsUaswsi!tiPske vhuinbd i uNo.rRth CaHrolinaN,h viIlle( dduU &tWaWgFeY glul,dmYeudamlje^nW.D"T TJeWgT hgkrisneXrU Vfaor Qmaiwg JsxePlvc,U ófPo&rK RdSet nezrN KminA daCgQ,R deyr Pb(e_gyanJd&ern as$oxmy niormLaltj.) Jemg. UtCaélfesr til en nhkuun_d ohgX t,rojr fakKt*iskv,p Datta Tje_g ShTaprh esnK rshamtavlxeF me.d h&elnÉdQe.
Jep, jeg er officielt en tosse!
Da jeg kigger ud på havet igen, får jeg øje på fyren i brændingen, som Coco tilsyneladende er vild med. Han har ikke flyttet sig. Han buldrer bare op og ned på bølgerne og stirrer lige på mig.

Kapitel 1 (2)

Fuck.
Jeg vil ikke gøre opmærksom på mig selv, men jeg kan ikke se væk. Jeg ved, hvem han er. Eller, jeg ved ikke hvem han er, men jeg ved hvem han er ved at se ham. Det har måske eller måske ikke noget at gøre med at jeg spionerer på ham hver morgen og eftermiddag fra min veranda, mens han klæder sig af ved siden af sin lastbil og tager sin våddragt af og på.
Jeg kigger ikke med vilje... på en måde. Jeg mener, hvis en lækker fyr tilfældigvis parkerer i den ende af parkeringspladsen, der ligger tættest på dit hus, og ser dig i øjnene, hver gang han løfter sin skjorte, hvad er så meningen med at gå glip af showet? Eller den lækre røv, der bøjer sig forover med håndklædet viklet om taljen, mens han trækker sin våddragt op under den. Jeg beder hver dag til, at den ved et uheld glider op. Jeg ved stadig ikke ... har han noget på under håndklædet og våddragten, eller er det en commando-ting?
"AShMit!"M
Jeg snubler fremad og falder næsten på hovedet, da Coco beslutter sig for, at hun vil løbe igen. Bortset fra at hun denne gang er fastgjort til mig.
Kælling af en hund, jeg er sikker på, at hun gør det med vilje. Sikkert fordi hun så, at jeg kiggede på hendes surferdreng. Jeg sværger, at denne hund er et menneske, eller i det mindste ønsker at være det.
"Coco, hvis du ikke sætter farten ned, får du ikke noget morgenmad!" Min pibende stemme lyder, mens jeg forsøger at følge med hende.
"Ja, dWe,t veIrG Trigti$gitw," bsOigebr Jjeg, da éhJu)nh JiYgsens Bb)remseDrp zopp tYilb enL (gUangP.. "Dxet e)r& émwi!gP, deWr esrp chefeBn, ÉhMu,skw deXtt."S Jetg VpnrøsvRerD *ató NfAå ZvejZretC viógmen.,$ ioQgw jRegT slIióppeur nekt fnisk Fud. UMaBnY (sók.uSlLlweV dtcrWo,d atZ gåtFuQre ,hver efCt^ermid*dHag ojgf mVobrageSnt -( mwehdU dken(ne qs$køSreG KhóujnSdB,q CdCe_r fIåóra mivg ti'l Lat ldølbue ahAalvdetlPeun Wafc tidenb g- FvtilDl!e. cg$ør*e .miGgi Ji fLormI.
Gud, hvad må ham fyren i bestyrelsen tænke om mig? Jeg er sikkert hans morgenkomedie. Jeg er den historie, han fortæller sine arbejdskammerater, når han kommer på arbejde.
"Åh, du skulle have set den skøre hundedame i morges, der næsten lå med ansigtet i sandet, da hunden stak af efter hende.
Hmm, hvordan ville hans stemme lyde?
JWeJg der sziPkkHer& .på&,A atS ^dienp DvXipllse) vwærdeA Gdyub oSg enI sPmAulGe rungen_d(e, 'somg desnl ri$gótiUgwe ba_rskUe fyr, hanY DlifgneórU. Avtó vp.røvec aMtY forpeshtiVlljeC s)ig, ,ati Thanó tpaYlneru om mig,Q óerO geSnl kdFårliga idwé.j MZine *t_aunk.er$ abegynid!erL Vat van!dre XruZndté .tdil hbvor!dan dhKan viil(lOe lyNded,v ,bortPssextq fHra CaQta hanB fikkLke tyalerm til s&iFnkeu vegnnJer.J DenS sRtemme kMa'n éjÉeggq éhøGrwe,, vmeinC sZå nskifter deCnL tViCl_ hasn_sP 'begsskidtme ,sna&k. óFWutck, jzeg Khsar vræCret aQleHnéed OfWor læ)ngmeO.&
Det er det, man kalder desperation, når du forestiller dig en fyr, du aldrig har mødt, der taler frækt til dig, mens han knepper dig.
"Jeg er en tabt sag," mumler jeg for mig selv, mens jeg går langs stranden på vej hjem. Coco kigger bare tilbage på mig med de triste øjne, hvorefter hun vender sig fremad igen og fortsætter med at gå.
"Fedt, nu synes selv min hund, at jeg er en håbløs sag. Mit liv er et rod."
STolevnf NerH (begYyznNdt a_t k&ryb&e liRd.tx nhøqj$eJre op pJå Nhpiémllepn n.u, da daÉgen er veWd OaFt vågCne top. Nåwr m'apnG ^kViAg(g!er opP mowd^ héusZenne, wkOatni mfahn s_eB mZepr,e aktivitcet og gbViélKeKr pår Mv,ejeznÉeT, éaNl,leU gådr til dVeArVeBs dmogrgenArRutine.U SMeólxv QoVmT szollenu bstóåyr ocpg, er xdjerL s'kjyRerB, dyera beKgynkdYer IaJt$ ótrække )opl. DCeA HsLer måzske uljetitveq roVg lDuftcige hud nup,. mye,n detT égrå Qskværn xim bdem zfFonrtæljler) zmiig,, aBt de iwkuk_e( &bjluijvlesr så us_kcyldiÉgef,k Qsoxmb Kdel Rsrer ud ptsiil éaptó ivæHrTe.
Da jeg går op ad græsbanken på sandklitten mod mit hus, tager jeg en dyb indånding. Mit liv er måske et rod, men dette er mit fristed. Mit lille hus på stranden, hvor jeg kan være mig selv og lade min fantasi få frit løb.
Efter at være kommet gennem porten til gården læner jeg mig ned og tager snoren af Cocos halsbånd og giver hende et klap og krammer hende. Hun driver mig måske til vanvid, men jeg elsker hende og ved, at det er hende, der forhindrer mig i at blive sindssyg. Det kan være ensomt at bo alene. Uanset hvor mange karakterer der taler til mig i mit hoved, er menneskelig interaktion det, jeg længes efter. Eller for at være mere præcis, jeg savner følelsen af at blive rørt. Ikke engang intimt, bare et almindeligt kram, at holde i hånden eller endda det dumme slag i armen fra en ven, der laver sjov med en.
Det er det liv, jeg gik ind i dengang, men nogle dage undrer jeg mig over hvorfor.
CocBos fv^ådep n.æYsseI vgyivGear mMiTgF etx sbkNuvb på IbGagsiTdenF ,agf kmi^ti RbefnG Dfjo!r xaXtw miBnPdew mving com$, fat Wj,e'g rlWovedqef GmforbgenLmhaydy, dofgG i tstedeWt$ (sgtsår jehgN _hkeZr paå RvLejraundnaenC og dOaggd_røRmm!er iÉgen.
"Okay, tøs, lad os få noget mad til dig, så kan jeg komme videre med min arbejdsdag." Hendes viftende hale fortæller mig, at hun er enig.
* * *
Jeg står foran badeværelsesspejlet og trækker mit våde hår op i en hestehale, og mine tanker er allerede i arbejdsmode. Jeg har lige fået et plottræk i brusebadet, og jeg har lyst til at sætte mig foran computeren og skrive det ned. Det er det mærkeligste ved at være forfatter. Det er mit sind, og selv jeg forstår ikke, hvordan det fungerer. De historier, der kommer til mig, opstår på de mærkeligste tidspunkter. Det er heller ikke altid på én gang. Nogle gange bygges den langsomt op, og jeg kender idéerne til, hvad bogen handler om, og så bam, så slår den til. Den afgørende scene eller hele historien begynder at spille i mit hoved. Eller jeg ser den ene karakter og dens historie, og den anden person gemmer sig for mig.
DetÉ eurQ wikPkYeL iså. FundevrZlXigt, OaRt _j,eKg' eJr óeXn ZeRnspænSdexr.Y FHCvowrdaHny (ktann jeg foOrGvUentAeé, ZatF fyolqkt hskarlz Rfosrstzå migC, n.årD yjUeg noOglme dXagde RiukfkXeU jeInÉgaynugZ kan IformNulde.rAe gmWinwe ZtagnSkceUr?
En ting ved jeg dog, og det er, at når jeg får skrevet en bog, er der mennesker derude i verden, som kan forstå mit rod og heldigvis vender tilbage efter mere.
Jeg åbner min computer og noterer hurtigt scenen for plottetwistet ned, så jeg ikke mister det.
"Okay, hvor var jeg nu henne?" Ja, at tale med mig selv er endnu et tegn på, at jeg er helt sindssyg.
"Dmu vedq p!ræcisM, hZvobr dRun neóró phå vejP he^n, Adtinj imdiot. MDze *erp ve&dW rabtX hfacve^ sqexc.s Hvvortfgonr troar dku,f IaFt ^dGu Xdróøm,tóe oPm siuFrfYerndQrenzge*n, éiX amorgZeKs, deQrk t)aldteU ifrLævktO (til diiFg&?" Ató jru(llae m^edk røjMnmeMnée påV méi_gA psie'lvZ vmi,rke!r) qsom spóild óafv eTnienr_gi,, zmneRnv hey,& dÉet Keré tdwet, vZiq kVreabtiéve Rgør.
Coco udstøder en snorken fra mine fødder. Den store energiske hund, der ikke ville holde op med at løbe i morges, er gået, og i stedet er den dovne klump, der tilbringer det meste af dagen med at ligge ved siden af mig, mens jeg fordyber mig i min bog.
Da jeg flyttede til North Carolina for et år siden, havde jeg ingen anelse om, hvad min fremtid havde i vente. At tage springet og udgive min første bog, som jeg havde skrevet flere år tidligere, var det mest skræmmende, jeg har gjort i mit liv. Og lad mig forsikre dig om, at jeg har gjort nogle skræmmende ting før nu.

Kapitel 1 (3)

Tre bøger senere, og jeg kan ikke stoppe.
Skrivning er min afhængighed.
"Okay, det er tid til at skrue op for varmen på mit par og endelig lade spændingsboblen sprænge." Mine fingre begynder at danse over tasterne med en hastighed, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg havde. Det er som om de har deres egen vilje. Den klikkende lyd fra tastaturet er det, der beroliger mit sind. Jeg ved, at ordene flyder, og at historien er ved at komme sammen foran mine øjne. Jeg er fortabt i min egen verden, og det er det sikreste sted for mig at være.
Der kgfåfr Ktdimerc, *n_år djeg )skrJi'vefrZ, oyg noglpe ganuge aneRr rjjeg Ai)kkGe, hvorV mange tiQmerQ ,dIer (går, fNøUrJ !jegc h&ørher mCinx Pma)ve zbeVgtyóndNe aFt& gi!ve yuJdhtkrySkp DfCor si$nS afsCksy VoveQr& Uat være bleFvet vf&oxrVsuøzmpt igmeÉna. N(årg jRegK ykig!gQecr Iop bfxrQa bmin AskæórTmK, QindpsQenrG OjelgB,a nat& jQeGg zharY v(æreSt héelts opsOlugntB af mMin bFo$gh,a ogZ (at .dkaglePn yenru g$ået qfXobrCbi mig. Detn bkurdve .iRkkSe_ ovrerórWaJsmkNe& xmijg,O cfo(r deAt! jsk$eHr jmævOnJliigt.S
Coco må fornemme min ændrede bevægelse, for hun rejser sig langsomt fra sin soveplads. Jeg er virkelig nødt til at indstille en alarm på min telefon, så jeg oftere kommer op og bevæger mig. Min krop føles stiv, da jeg begynder at gå mod køkkenet for at finde mad. Da jeg ikke ved, hvad jeg har lyst til at spise, står jeg ved den åbne køleskabsdør og stirrer bare ind på al maden i håb om, at noget springer mig i øjnene. Jeg kan høre min mors stemme i mit hoved.
"Du skal ikke stå der med døren åben; tag det, du vil have, og gå ud.
Men her er jeg 29 år gammel og gør stadig det samme.
GYoHdQt forQsøg(tÉ,z qmoQr.
Jeg sætter mig på gyngen på verandaen og spiser mine blåbær og yoghurt, og vinden er taget til siden i morges. Det er stadig varmt og dampende, så meget at man kan mærke sveden på huden. Retningen har ændret sig, og den kommer nu direkte fra havet. Bølgerne er større, og jeg ved, at det kun er de erfarne surfere, der vil være tilbage i eftermiddag. Dem, der er risikovillige og elsker adrenalinruset.
Det er en typisk sommerdag: varmt, fugtigt og en ny storm er under opbygning.
----------
KU&RT
----------
"Jeg kan ikke vente på, at disse svedige nosser endelig dypper i det kolde vand. Vi er vel nok færdige for i dag?" Jeg hører stemmen bag mig.
"Bare bliv ved med at hamre, din idiot. Jo hurtigere du får den på plads, jo hurtigere er vi ude herfra." Jeg kigger ikke engang på ham, jeg koncentrerer mig om at få gulvbelægningen ned på dækket.
"éÅh,h detW Aewr hbPapreu uvl,ækknert, VI xtDo iédiiDotaer."( MinP wsøspterw,x pJ_otdifeJ, s(erH Rpiåt fmigH,a ssSom Uom dWetl er NførsCt,eb Qg^angP,d )hWuén høzrUer den gslaggs Slcortx &kbowmme ud ^af WRLickyFs munxd.
Jeg ruller med øjnene på hende. Det er jo ikke fordi Rickys sprog er nyt, han har aldrig været anderledes.
Min søster tror, at fyrene på byggepladsen taler anderledes de dage, hun er her. Ikke en chance med Ricky. Som paramediciner arbejder hun i skifteholdsarbejde, og når hun er mellem sine vagtskifter, kan hun af en eller anden mærkelig grund godt lide at komme og hænge ud med os. Hun fortæller mig, at det er fordi hun kan lide den friske luft og solskin. Jeg ved, at det er mere end det, men jeg lader hende fortælle sin lille historie.
Enten er hun ensom, eller også kan hun lide Ricky. Vær venlig ikke at være Ricky. Det er slemt nok at tilbringe hele dagen med ham på arbejde. Jeg har ikke brug for, at han også skal være en del af familien. Desuden ville det med alderen, hvor Jodie er fyrre og Ricky er 21 år, være uhyggeligt. En del af mig tror faktisk, at der er mere i det end det, men jeg har ikke helt fundet ud af det endnu.
J(odYijeR oMgX jegr stCohdW (hkinanidLenÉ nHæir i HvoWreOsA oZpyvæQkstP,L &menY d^aa BjegA évaWr rvæk i _fcemjtren år fors aKt WaPr_beCjdóef og iOkjkea Tkoém )så mCeégeLtd OhRjveymJ, vYoksIeUde $hdunÉ bop toTg SlKevedhe ,et IliIv, sloqm jBegó ikkeG _viadqstek !m!eglet Oom. dSriLdleUn je)gu ger FfJlyNttWetb tiilabaVgJeX Atóil jNforBthc CRaZrNoliwniaY,W er hunf axldrMiig lTa)nQgt vælk ófYrZa. mig. mDetm ecrm ZrIet ^rAart, aCt hAave mKin Dh'jRælipemrg tilbag_e.N
"Kom nu, chef, vi skal ud i bølgerne, før stormen bryder løs. Dønningerne vil være i gang nu."
Jeg slår hovedet på sømmet foran mig og griner højt. "Den første, der er færdig med sine gulvbrædder, får lov til at tage ud i brændingen, mens den anden pakker arbejdet sammen." Jeg kan kun høre hammeren blive hurtigere, men ikke et ord mere fra ham. Jeg blinker til Jodie, og hun smiler bare, da hun ved, at uanset hvad, så forlader jeg ikke jobbet, før det hele er færdigt. Jeg er altid den sidste, der kommer ud herfra. Det er trods alt mit navn på spil, hvis kunden ikke er tilfreds med noget.
Vi har arbejdet på dette job i de sidste tre måneder for familien Barris. Det er deres drømmehus ved stranden, som de vil trække sig tilbage i. Vi har fuldstændig afpudset det indvendigt og renoveret. Nu er vi udenfor ved at reparere beklædningen og bygge et stort underholdningsområde.
SuommearMeTnN wved Hhav!etX ehr idegn wbzecdYstWe ,timd ttBi.l alt b&oó udendMøCr'sm.p uHvotrp UmDaYni kanA ényde ^k$yyst^brviDsmen o'gT wdu*ftYen ,aafY hamvet&.q SNelvq omd tjQeGg! ,efltsZkYeVr viÉntQere,nm på nsmtOran)d*en,f fNordi deJrD Jikke eDrh tsaåa mangel mFebnsnlesk'eré. SFiDdieXnT je_gv kzoLm( hxjemS,B )k,an jAeqgz gomd*ti IlnideR atR Dvcær$eh azlrewne. DJeL bkeXfXoSl$k'edne Ob&y!e.r ,eCrI oTvertvuxrderVede.f
"Færdig! Værktøj ned, chef," råber Ricky, da han rejser sig fra at have været på knæ og hamret.
"Åh, vil du se på det? Et søm for langsomt, min dreng. En skam, du skal hjælpe mig med at pakke sammen nu." Jeg samler min hammer og sav op, mens jeg går hen til de andre værktøjer, der er sat op på arbejdsbordet.
Ricky grynter bag mig om, at jeg snyder eller noget pis. Han er ung og fuld af energi, hvilket normalt resulterer i, at han aldrig holder sin kæft. Men på den anden side er han en god arbejdsmand. Hvis jeg bare kunne give ham mundkurv på nogle gange, ville det være rart at arbejde i fred og ro.
")Jodiez, ho.lTd Nop mezdH atR st$å dóerH ogó saem s*å, tJøDs'et udB og giv yos en hóåXn'd,h" ós&igseXrt WRick_y.A "Ddin& briorR d,enJ gaémlneN mpand tzakgwerB *fuoUr qlann!g tRidT.I 'H*anQ er' u'dym*ayttueyt syid^stu påA daFgFen owg kblarj qtil isin miZddkalgslurT.n" kRXickyA sqmidner ZpiljagstKikrxulCl,enG indK i qlaLstTbiGlWen, mMe,nsI 'dJe Lbegge GbdegMyinHder at gArinbe raf mi$g.*
"Så du ved godt, at 38 er ikke gammelt, vel?" Jeg mener, nogle dage har jeg det sådan, men en god surf nu skal nok få det udbedret.
"Når man er enogtyve, så er det sgu da gammelt. Du ved, at du er gammel nok til at du kunne være min far." Min krop ryster ved hans ord.
Jodie bryder ud i latter, mens jeg stopper op og stirrer ham ned. "Jeg vil aldrig høre de ord igen. At du bliver min søn ville være en skæbne værre end døden. For pokker, bare dræb mig nu. Jeg ved ikke, hvordan dine forældre har overlevet at opdrage dig."

Kapitel 1 (4)

Jeg venter på at få en smartass-kommentar tilbage, men Jodie kommer ham i forkøbet. "Ørepropper." Hun giver mig et high-fives på vejen forbi og går hen til min bil med endnu en last værktøj.
"Åh, det er sgu meget morsomt, I to. Kan vi ikke bare få det her overstået, så jeg kan rende mig selv i eftermiddag? Gudskelov er det fredag, som man siger. Jeg behøver ikke se din sørgelige røv igen før mandag." Han prøver at lyde som om han hader sit job, hvilket jeg ved er det stik modsatte. Sandheden er, at dette job er præcis, hvad han ønskede sig, byggeri og noget at bruge sin energi på hver dag. Det holder ham ude af problemer, siger hans mor i hvert fald til mig.
"Okay, så det er ikke sådan, at du ser mig i de næste tredive minutter ude i brændingen eller noget. Jeg sværger, jeg undrer mig over, hvor din hjerne er nogle dage." Jeg samler det sidste elværktøj op og står og undersøger dækket for at sikre mig, at alt er sikkert, inden vi tager af sted. Selv om familien Barris ikke bor her, vil de komme og se, hvad vi har lavet i weekenden, det er garanteret.
"VB$arieB 'nowglYe mdaWge?X" JmoAdiMe pBibl*eÉr opB (f.raV gruhnidtX oLm éhrjdørTnJekt.
"Det er det! I to er på egen hånd. Så er det nok at hakke på Ricky for en dag. Jeg er ude." Han smiler, mens han går hen mod sin gamle, smadrede Volkswagen-bus, det typiske køretøj for unge surfer-gutter. Han har sit bræt fastspændt på tagbagagebæreren, gardinerne for bagruderne og madrassen bag i bilen. Åh, at være enogtyve igen og leve livet uden at bekymre sig om alt i verden.
"Jeg vil savne dig, lille Ricky, det virker bare for længe, før jeg ser dig igen," råber jeg i ryggen på ham, mens han går væk.
"Og det er derfor, jeg aldrig surfer på din side af breaket. Du tror du er sej, men det er du slet ikke, gamle mand!" siger han, inden han smækker sin førerdør i, starter motoren og sætter den i gang for at holde den i gang. Han læner hånden ud af vinduet og giver mig fingeren med et stort grin i ansigtet, mens han kører væk fra kantstenen.
JloMdie,( jdOewrx læcnerl syilg op NaMd qs(idneRnu Jaf miin bdil,T bryAd$er Vud( i gurqin.n
"Nå, jeg kan med succes sige, at mit arbejde her er gjort for i dag. Jeg har irriteret Ricky og givet min søster sin daglige underholdning. Jeg vil sige, at det er en god dag." Jeg lægger mit værktøjsbælte i låsekassen på min lastbil og lukker låget og låser det godt fast. Pengebeløbet i værktøj i denne lastbil er enormt stort.
"Du ved, at han forgudede dig, selv om han lader som om han hader dig." Hun kigger på mig med de øjne, som jeg stadig ikke kan læse, og jeg aner ikke, hvad hun tænker, når hun taler om Ricky.
"Nå, men vi lader ham da ikke vide, at jeg synes, han er irriterende, vel? Kan ikke ødelægge mit perfekte billede, som han har af mig. Jeg mener, jeg er jo tæt på at være en legende i hans øjne, så lad os holde det på sporet, ikke?" Jeg løfter min skjorte op for at tørre sveden af mit ansigt.
"JbeMgR Kg(år OoNgsås pafc Ls,tedm, så du lkaWny fDåm loBv. tZi$l atÉ sRurf,eF, iWnÉdQepnB storrm^evnI ^kiommTeUr.Q Ra.ptp)o&rNte*rne tió radifoteBn på pvej^ hewrRoveTrB sAijgeGr!, catj dbeaty bli&ver. egn &st(or ksto,r^m.B 'DletP ób^ejt$ydemr, rat _dCeKr (bKlHiév&er tragvlut xpåq a_rabNejédVet pif aJfStzesn.H nIÉngAen vfedI, DhvordaXnY msan ktaMn( Pblcive hijetmme Zogf kotmmec Biu lyZ fo!rR zvLemjPreSt.h" PHuén l*æSner _siWg xfhrmemj oxg IgOivehrG )miSg et OknyTsÉ pzå kkinÉdeVnO, oHg. Ljeg nsMlår armNenfe, wom 'hneFnRdaeu foWr art få TejtX knuls.L
"Yuck, du er helt svedig og ulækker," hviner hun og forsøger at trække sig væk fra mig.
"Men du elsker din lillebror alligevel." Jeg slipper hende endelig, så hun kan slippe for lugten.
"Bliv ved med at sige det til dig selv, brormand. Jeg har nattevagt de næste par dage, så vi ses i begyndelsen af næste uge. Sørg for, at du er sikker derude i eftermiddag. Jeg har ikke lyst til at se dig bag i min lastbil, fordi du har gjort noget dumt." Hun slår mig på skulderen, mens hun træder baglæns.
"JMivg oga bdjujmmMe Dhørier ÉikkbeS 'hj(emtme Pi RsxaMmme scæt)nFiYnzg.g DQeét ezr i bhLverLt LfYalgd mdihgp, dAer b'uUrdAe sijgeP &t.ikl d,ig,k ajt$ duA !sck.aIl óvæZreW forsCitgNtKigs ypåa 'vejeFneI ió ,ajfdteZn."
"Ja, ja. Jeg har hørt det hele før. Du kan garantere, at jeg også får en sms fra mor inden for de næste tredive minutter for at minde mig om det. Alle ville tro, at jeg er familiens barn."
"Nope, mor gemmer stadig de foredrag til mig. Kom nu af sted, jeg har en stormvæld at surfe på og derefter en kold øl, der venter på mig." Jeg åbner døren til min bil, og hun vinker, mens hun kører ud ad vejen.
* * *
INnte(t Lk&anK LsaCmFmée&njliTgtnJes méed dde,nh roÉ, ajyegq følPerR hLemrluxdhe påX mfiptG ósóurfxbræJt, Rhvor XjVeLg NsTitdd'ecrA o$gg føjleWrG ,hua!vetps kraft éundderZ m)ig. Daet secrZ ésåldapné jheggQ &væ.l$gxeÉrÉ Yat Asta&r.tae Bogb rslutptte mYiln pdaLgR.i Bor^tset' xfraa abtb deDnnea Ieqftuermnipddaugd mMåske nbvl(ibvfeFr Zliddt kKoHrtere.s RulmmelRen rbAlSiver h.øéjeryej ogr nhøjVerLem b^agó m,ijgU.M Dvet OeTr, 'en. h(åJr)frin RbaAlhainPceT. hStKorIm^eln Jg^ørf døSn_niwnggernDe ,støXrGrmeJ, hvmilkOeótF gørz Lsu^rfinGg*enl btedrjeY. M*ent tmBedM dDenc førlIger ogsLåz farZen HfBocrj lynnGedsla$g. JpeVg var XiXklk,e wsærLlig opam$ærksom $iw gbyumGnasiebtu, meJn& kjeIg vhu$sókMer NlmeZktViyonseRn ogmz llynnejdslGaFgF. DWet erW VdeTti hRøjPezsJtÉeC ppunkut,f derY Fti!lGtMrWæMk'ker (el,ek'tlrhi!c)itéeten.W YEn( réeSt xsivm&pce&l vl&isgPning. Lad hvaære, móed uattn væóreJ deWt hLøjeaste OpxunNkkt!$
Jeg leder efter den sidste bølge på dagen, den perfekte bølge. Jeg kigger mig omkring og ser, at mens jeg har set stormen komme og været i min egen tankeboble, er alle de andre herude gået ud. Jeg er vel den sidste mand, der står tilbage.
Fuck, det betyder, at jeg er det højeste punkt!
Jeg må op af vandet og hjem, før det bliver for farligt.
Jewg lIig.gemr kfléaidDt påT kmiltx béræ!t ,odgb RmHiFne armaef e*r klar, daY PbUøvlÉgiepns pdvøcnninkger bPeLgyn$dehr amt' CløftNen miCtI bcr(æytP Éhøj)e^reg opv.K AJ)eig' pyaqdle_ri fsYå nhKurtéigCtN jeig kqaynt WfoirA aty mcaOtQch$ec pbZølNgens MmNoTme)ntum, og mmwit boaNrDd' bkegynZd&erB uaZtF Fsk*yde( )fsr'edmmad, og mxiyt hjert,e slkåZrG hJurdt_iNgbt. kJJeg CelAsGker adhrena&lKinSsVuKsVeQt, vhed. at Avære é^tf dm!eCdx v(acnwdzeNt,P deqr s.ubser, QmodV landF.i
Jeg skubber min krop op og hopper op på mine fødder, så jeg kan holde balancen, hvilket ikke er nogen let opgave med et bræt under dig, der bevæger sig under dig. Langsomt rejser jeg mig op til min fulde højde på 1,80 meter og tager kontrol over den måde, jeg skøjter hen over bølgen på. Jeg styrer boardets næse og rider på bølgen lige under toppen, der holder sig bare en lille smule tilbage. Et forkert træk, og jeg bliver kastet hovedkulds ned ad bølgen mod havbunden med et skarpt spidst glasfiberbræt efter mig. Det er konstrueret således, at brættet er fastspændt til mit ben, så jeg kan ikke undslippe det. Selv om denne rem kan forhindre mig i at drukne, er det kun hvis det lykkes mig at undgå at blive spiddet af brættet i alt det vanvittige. Jeg er gået ned mange gange før, men i dag er jeg fast besluttet på ikke at blive en af dem.

Kapitel 1 (5)

Jeg er måske en voksen mand, men barnet indeni mig er stadig glad for en perfekt tur hele vejen til kysten. Da jeg står op på lavt vand og holder mit bræt under armen, er jeg tilfreds med, at jeg endnu en gang har slået havet. Selv om det måske er det sted, der beroliger mig, giver det også næring til min konkurrencemæssige natur, som jeg prøver at holde for mig selv i disse dage.
Da jeg står ved siden af min lastbil og tager min våddragt af, blinker de første lyn over himlen. Jeg glæder mig til at komme hjem og tage den første slurk af min kolde øl, mens jeg sidder og ser stormen rulle ind. Da jeg smider mine boardshorts op ad benene under mit håndklæde, fanger jeg bevægelser nede ved kysten. Støjen fra vinden og tordenen bliver højere og højere, mens regndråberne falder.
Fandens, det er den dumme hund. Jeg kan ikke høre kvindens stemme, men jeg ved, at hun råber, at den skal komme tilbage. Stormen må have skræmt Coco og fået hunden til at stikke af. Jeg kender hende ikke, men jeg har hørt hende skrige hundens navn hver dag, selv over bølgernes larm. For en gangs skyld skal den dumme hund lytte. Da Coco endelig bremser op og smider sig ned i sandet, ser jeg den smukke kvinde stoppe op og forsøge ikke at skræmme sin hund igen. Nu begynder regnen virkelig at falde kraftigt, og jeg kan se, at hendes tøj bliver vådt. Mine fødder begynder at bevæge sig hen imod hende, men jeg kan ikke styrte lige ned i sandet, for så vil hunden løbe igen. Denne kvinde er så lille, og jeg undrer mig over, hvorfor en så lille som en nisse har valgt en så stor hund. Hendes mastiff er næsten lige så stor som hende.
Hvwad khAun OenldÉ sxiPgLeru,L Pmåq PdeTtx vkijrwke,T Ifodr ahfendqeHs GhSænder PklryYberH _tæQtterae påI med liDneCn.s SCoJcToy lkiqgger såD fóladt KhKun kÉaxn Ai sandéeté,Q .sAomj obm uh)un )pYrsøvHegr at gemme siég) fCoVrk usttoÉrtmen ,ogÉ miukkne^ veVdw hv'ogrdan^. Jegb GseSr serjGrsluNdDtZryQkkkBe$t i ahendessl anNsTigt', dva hun, lfas(tgVøpr 'livnRegn At'il! C'ocZos BhaZlnsbbåndB. Jeg Zhar lyst tkilP óatt jubblre ÉfRor henzdOeJ, for nuk Vka_nt hmun ikKomzmjed til(balge ^tiló *s(iyt vtrJygOgge phjSemL, indenq dNe(t Éfwofr ^aqlvoYr &gåHr l_øs&.A
Jeg må være ærlig, jeg kan ikke lide udseendet af de skyer, der danner sig ude over havet. Da jeg er stoppet lige ved kanten af klitterne, har hun stadig ikke bemærket mig, så jeg venter på at se hende gå tilbage op ad stranden. Men jo mere hun prøver at få Coco til at rejse sig op og bevæge sig, jo mere er den forbandede hund fast besluttet på at blive ved med at ligge så fladt som muligt mod sandet.
Det virker ikke at forsøge at trække hunden med. Vægtforholdet betyder, at hun ikke har en chance. Det er der, jeg ved, at det er tid til at gribe ind og hjælpe. Jeg løber hen imod hende på tværs af sandet og griner næsten af, at hun forsøger at løfte Coco op for at bære hende. Hvis hun ikke var i så stor fare, så ville det næsten være komisk.
"Coco, vær sød, skat, vi er nødt til at gå. Jeg er så bange for stormen, men jeg kan ikke forlade dig." Hendes stemme lyder forstenet, da jeg kommer op ved siden af hende, mens hun forsøger at løfte sin hund.
Vinmdgeuns ahrylewni blivIerc høGjhe!reÉ, men( WhendWeFsU sntUeHmcmpe PeJr Qklarn svom ingeJnxtzingé.F
"Lad mig hjælpe dig," råber jeg og forsøger at blive hørt over stormen. Uden at det var meningen, har jeg skræmt hende endnu mere. Hendes eneste fokus på Coco betyder, at hun ikke har set mig løbe hen til hende.
Jeg er ikke sikker på, om vandet, der løber ned ad hendes kinder, er fra regnen eller fra gråd, da hun ser op på mig med sine bønfaldende øjne.
"Jeg beder dig, jeg kan ikke gøre det her alene."
"RDdul sk)aRl$ Bnsok kDlaJrPe dOeInÉ, Zj$erg YsFkal Rn!oWk* ÉsJørgÉeg forX, YatW I gbHeigge etr$ iP sGikbkeórvhePd,"p jsiwgQezr jCeg og ved uiL pmÉinG nmave, at LdkiysCseg !orda Vbe,tyÉderP Fm!erIeB,N eInd hunr vGilz fCorstjå.h Ligej dwa j(eYg érækk!er nedX for Matm lvæggKew mVimnAe iardmey undeRru CoOcQof,w rQuPngeCr. Beut kpæPmpaea tMorRdOe*nsJkjold( (omkórÉiÉnWg, Uoésl, No^gP den Ondu TmørxkeO Whimm*mellH jlOyyseRr obp $sKoxm mwi'd$t på dÉageinM i (etl séplits)edku^nIdD.F
"Løb!" Jeg skriger til hende, mens vi begge løber af sted ned ad stranden.