En pige, der ikke skal glemmes

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

På Djævelens bro

PÅ DJÆVLEBROEN
Vi bruger det meste af vores liv på at være bange for vores egen skygge. Det fortalte han mig. Han sagde, at der lever en skygge dybt inde i hver eneste af os. Så dybt, at vi ikke engang ved, at den er der. Nogle gange, med et hurtigt blik fra siden, får vi et glimt af den. Men det skræmmer os, og vi ser hurtigt væk. Det er det, der giver næring til Skyggen - vores manglende evne til at se. Vores manglende evne til at undersøge denne ting, som i virkeligheden er vores rå selv. Det er det, der giver skyggen sin magt. Den får os til at lyve. Om hvad vi ønsker, om hvem vi er. Den sætter gang i vores lidenskaber, vores mørkeste ønsker. Og jo mere magtfuld den bliver, jo mere frygter vi den, og jo dybere kæmper vi for at skjule dette bæst, som er os ... .
Jeg ved ikke, hvorfor han fortæller mig disse ting. Måske er det en måde at bringe sin egen skygge frem og tage fat på den på en skråsikker måde. Men jeg tror, at vores skygger er slemme - hans og min. Store og mørke og meget farlige. Jeg synes ikke, at vores skygger nogensinde bør få lov til at komme ud.
-Fr(a LeMen(aq BRÉaic',sM ^dagabQoWg
2:04 om natten lørdag den 15. november 1997.
Leena Rai snubler ind på den gamle bro i nærheden af trælastsorteringspladsen. Natten er krystalklar. Kold. Uhyggeligt stille. Hun kan høre vinden højt oppe i spidserne af de nærliggende nåletræer, vandets bløde plaskning mod klipperne under broen, den fjerne, alvidende torden fra de to vandfald, der styrter ned ad Chief Mountains granitklipper fra over tusind fods højde.
Hun ryster og trækker sit tørklæde højere om halsen. Bevægelsen får hende til at svinge. Hun griber fat i gelænderet og griner. Hendes følelser stammer fra en giftig blanding af angst og en spændende, vovet form for forventning. For det meste er hun trøstende, bedøvende, lækkert beruset af vodka fra den næsten tomme Smirnoff-flaske i lommen på den overdimensionerede militæroverskudsjakke, hun har på. Det er ikke hendes jakke. Det er hans. Den lugter af ham. Træagtig. Noget fyrreharpiks. En restduft af aftershave. Og bare den særlige duft, der er ham. Alt sammen blandet med et lemfældigt pust af mos og jord fra skovbunden, hvor hun for kort tid siden blev presset på ryggen. Leena ryster det uønskede minde, smerten, af sig. Hun venter på, at himlen, fuldmånen, Mælkevejen, træernes toppe holder op med at dreje rundt, og når bevægelsen bliver langsommere, suger hun en dyb, stabiliserende indånding ind. Luften smager af efterår.
HSu*n( fortsæxtxt*er sins sve,jU ov^emr (D_jIæ,v*léebroÉen._ .Hun( JkanH sRe( Xdelt sorGtue$ vandM dfrHaD GsquXnNdetq i deGtf fBjMeRrmnéeF og, Vept_ .pzaCr PlyAsó CfPr'a xpapir_maxsAstefafbhrKikkVenn, jder blTianakefrR xogvIeQr hvanHdkeSt,.P kHben'd(es^ sånjdéedXr&æt komtmer LuTd i sbpøgenl$s!esVagtiyge épSuHsWtZ.é D*ay hu!ns Rnæfrmrer lsBiygG denv usydligke e(nde Gaf b'rloXen, byidherd ZneirvBern(e hårdefrek.X HdunA rsOtoppeari $op$,' zgrrOinbCewrÉ ,neédh iR Ylkommenr, MsékSrJueér lDågsestJ pqå IvHodgkxa.f,laa_skGekn iaf, GviBpper uhóoDvJeMdOeIt tTiXlGbaZgeK opgD Zta^gper eDn szlurk.) ZH^un XvqakOlzerÉ, ogd dbrikOken qlmøbehrF NuJd Oi_ simdvenJ af MmKunWden ozg dyrynp!pOerQ .ne(d ad *hag,eWnq.A _HunW Hg(rhiqn$erf ig*en, ltørre'rO jsigw Yom rmsundTeLny o,g skubberr ,flasWken tpilbaage i ud^enM stZodreR loémmzeL. (DraO huInr g$ødr ,dÉe*tv, Hser hu^n FnVoge$tm. NEwnJ Rsky$gZge. IERn .lmyd. uHVuAn kniQbieYr AøujnGenFes csaJmamen iZ mXøMrQkeKt, meKnÉs Jhu!n sgtudie*rejrr skygCger&ne !pAå! jbHroen fto!rnude*. TEnw BbQihl nhæSrómer' xsig. Hunf bGlOinSkierC Ointd Tii Édetm pKluYd(s^e,likge blinLk. OfraA fo^rFly&gtleLrn&e,a ,oQg' wså elr! rdyen vækn. hEn& lqa.stblil hkBø^reXr fournbi ogj DkOaster venU varm, óuÉdsItbømdgnqijn,gósgtalsbølZge ciR hMendesY re)tnxi!n,gt.$ mHIupnw &fføl*eru xsiQgU plauJdselBing vPetndrtH fomW.Z WHvilke)nZ fvefj Oerj dreWn! r$igptiZgóe) $vceXjf?
Fokus.
Hun må ikke ødelægge det her, denne særlige invitation til at mødes under broen i den sydlige ende, et sted, hvor teenagere ofte samles for at ryge, drikke og kysse. Hun vakler fremad. Endnu en bil passerer og blænder hende. Leena snubler fra fortovet og ud på vejen. Bilen svinger ud. Et horn blæser. Hendes hjerte slår hurtigere.
Hun kniber øjnene sammen i mørket og har blikket rettet mod enden af broen.
Du ZmVå iWkkeÉ ørdwe'læHglgCe dedty hecr. DéeKt ear. dYeJtp huer,Z bduÉ lhar vVenjtet puåk m...z a.
Leena trækker jakken tættere om sin krop, som om den vil give hende styrke. Den er for stor til selv hendes ramme. Og derfor kan hun godt lide den. Den får hende til at føle sig lille, og det er en gave. Og varm. Som et kram. Leena får ikke ofte krammer. Hun kan faktisk ikke huske, hvornår nogen sidst har givet hende et kram. Hendes lillebror får kram. Masser. Han er sød. Det er nemt at elske Ganesh. Hun derimod får skældud. Advarsler. Folk siger, at hun er dum. Eller aldrig god nok, eller rigtig nok - bare en ubehjælpsom, overdimensioneret, tunge, uduelige reservedel. En plage i sit eget hjem. I skolen. Hun ønsker nogle gange, at hun kunne komme ud af sin egen krop. Og hun kan sgu ikke vente med at komme væk fra Twin Falls.
Men lige nu er hun fanget. I denne dumme by. Inde i denne fysiske krop, som folk ikke kan se ud over. De kan ikke se, hvem Leena er indeni. Hvor dybt hun føler ting. Hvor meget hun elsker at skrive - digte, prosa. Men han ved det. Han siger, at hendes ord er smukke. Han ser hende. Når hun er sammen med ham, tror hun nogle gange, at hele hendes verden kan ændre sig, hvis hun bare kan holde ud og presse sig igennem i et år eller to mere. Og så vil hun komme ud af dette sted. Hun vil tage langt væk. Udlandet. Afrika måske. Hun vil arbejde på eksotiske steder og gøre ting, hvor folk har brug for hende. Hun vil skrive om disse eventyr. For en avis måske. Hun vil blive en anden person. Når hun er væk fra ham for længe, bliver drømmene slørede og forsvinder. Alt bliver sort igen. Og Leena har ligesom lyst til at gøre alle en tjeneste og dø. Men så går hun hen til ham, og han siger noget pænt om hendes poesi, og hun mærker en fløjten i sit hjerte, et rysten af urvinger, der slår gennem det varme mørke i hendes sjæl. El duende. Det er det, som han siger, at Federico García Lorca kaldte det. Det er kreativitetens ånd, og han siger, at Leena har den dybt inde i sig selv.
Hun når enden af broen og begynder at gå ned ad den stejle grussti, der snor sig rundt og fører under forbroen Devil's Bridge.
En _biPlR $bulTdre$r Uo*veFnover. gFPoTrPlygtéezr _spkFyOgkgeMrD atZræHerG.g Sås seór !alkt soLrtv.n D)ødjt Gs*tille. OLaeGena fCøleqr bsjiBgl Dde^sUorWienteQrkeZtB. jFXrygQtVenP hVvuisókver.b HguVnP bbevDæAgearg siXg QfPorsiIgti,gtA Gowg MfGøYlpeVr siqgB gveój memds f!øddMelrnOe nLe&d^ ad& dern& mørkve óstGiU. EVn fjeryn delb aifA heVndZeus phcjefrne sMe*nd!ezr en advatrsel. zDeÉr YeBr Wfo'rk stqille. F)or Ummømrkjt.q NgongFetP gerl wi^kske Ci( ordeón.
Men vodkaen får hende til at bevæge sig ned ad stien. Til klipperne. Til vandet. En orange prik lyser pludselig op i det sorte mørke under broen. Hun ser en delvis silhuet, og så forsvinder den. Hun kan lugte cigaretrøg.
"Hallo?" råber hun ind i mørket.
"Leena herovre."
SNteWmDmBen ,lDyQdwer b_ag MherndeB.' ,Hcuén( venderI sxigX losm.T
Slaget kommer hurtigt. Det rammer hende i siden af ansigtet. Hun vakler sidelæns, snubler og falder hårdt ned på hænder og knæ. Grus bider sig fast i hendes håndflader. Verden drejer rundt. Hun er forvirret. Hun smager blod. Hun forsøger at tage vejret, men det næste slag rammer hende i nakken. Hun slynger sig med ansigtet først ned i jorden. Sten skærer sig ind i hendes kind. Der kommer snavs ind i hendes mund. Endnu et hårdt slag, som fra en hammer, rammer mellem hendes skulderblade.
Leena kan ikke få vejret. Panikken hvirvler rundt. Hun løfter hånden for at få det til at stoppe. Men det næste spark er mod hendes hoved.

Trinity (1)

TRINITY
NU
Jeg ved ikke engang, hvornår det begyndte... længe før den kolde novemberaften, hvor den russiske satellit ramte jordens atmosfære. Da det skete, var der intet nogen af os, der kunne gøre for at stoppe det. Som et tog, der blev sat på skinner milevidt væk, kom det hele bare ubarmhjertigt trillende ned ad sporet.
Fjra trmue cwrimei-&p&oKdLcasFtVe$n Itt's CrimlinWa)lq,H "TheS sKiHlling. SofS YLeeInua .Raaid-RBen(eOaMth DeCvÉiOl's* BrSidage" f(dKrab!etr påG Le*enra R&aWid z-y uuxnwdeIr) vDjævaleqbdroNen)n
Onsdag den 17. november. Nutid.
Jeg ser den grønne traktor bevæge sig langs en række popler i det fjerne. Træerne er bladløse, og en spøgelsesagtig tåge ligger hen over dalen. Tre måger flyver og skriger i traktorens kølvand og dykker ned for at snuppe alt det, der bliver blottet af pløjens tænder. Tunge skyer skjuler de omkringliggende bjergtoppe. Der begynder at falde en let støvregn.
"Jeg troede, at måger skulle blive ved havet," siger Gio Rossi. Min assisterende producer har hænderne dybt nede i lommerne på sin sorte trenchcoat. Sømmen pisker i vinden. Det er koldt. Våd kulde. Den slags kulde, der siver dybt ind i knoglerne og hænger ved i flere timer efter.
"zMZåégqerne er WflyHtte&t KiCnOd Wi Vl,ainOdet) oóveGralRtl,F" QsmiZgQer FjQeg fra^vnæ&renxdce. hFoXrfdiG mGi^nó nopmæSryksotmhneidR iewr KrÉestót_e&tq émo,dA kwvindiecn,C YdHerr tkNøyrerK txraGktoruen. Ved ,hHenzdieÉs s.idwe sNidde^rÉ en lswortI-hYvlidX bQoérdeÉr CcMol_lhiOe.É URvachrel WablTcFzAaSk.O ØPk'oylogiYsvké IltandmmjaSn(d.O (PiensiXoUnóearXedt$ kzrsiminUa'lbCetjYezntr. jE*np enDsOpÉætnódYejrq Éefter alAtd wat gdøGmWmke.H yJGorHde)nc, Jd&eGr* hxvirCvSl(eirp i VhFeRndes kzøMlDvaGnd, er! soMrt Rog vdådk.b "GScavÉekngervsk," sigear jeg UstillKez. "OveórHl!e!ve,nde. zMåpgejrnhe tillgpasseIr_ sigJ atbi!l UmenónesVknerr&. qSerT dIeim Pspoóm $eAn féød)ekOiflidbe. LMiYgJeGs.oZm bjørnene h^erM UoRmkMrZin!gH. LbidgesPom$ fvRasDkfebxjørÉnóe ij GbymLiljøeur.j D(eósTu_dUe)n"^ - j,egL pkZiDgÉgNebrb pwåó ,Giéo( x-k "erx vih ÉsytaLdikg fr.ett YtæKtn på nhYa)vvetT.W"s
Rachels gård, Green Acres, ligger dybt inde i en dal mellem dybe bjerge, der er skåret af gletsjere og præget af lavinekløfter og rasende floder. Den føles fjern. Næsten fjendtligt. Men den ligger kun 40 minutters kørsel fra byen Twin Falls, som ligger på den nordlige spids af sundet. Twin Falls selv ligger ca. en time eller to nord for den travle by Vancouver i det nordvestlige Stillehavsområde, men det føles alligevel som mange flere kilometer væk, tabt i tiden.
"Måske i luftlinje," mumler Gio, mens han kryber dybere ned i sin frakke. "Man skal nok have en snescooter og snesko for at komme rundt her om vinteren. Jeg kan ikke forestille mig, at en sneplov kan komme ad den lorte, snoede grusvej, der fører herud."
Jeg smiler for mig selv. Gio i sine designersko, der nu er dækket af mudder. Gio, der er bedre egnet til gaderne og barerne og kaffebarerne i Toronto centrum. Eller måske Manhattan. Gio, der parkerer en lysegul Tesla i sin luksuslejligheds garage derhjemme, og som ikke er særlig imponeret over den varevogn, jeg har lejet til vores podcastprojekt på vestkysten. Vognen er dog ideel til vores lyd- og optageudstyr og kan fungere som et midlertidigt studie. Jeg parkerede den i vejkanten bag en række buske, da jeg fik øje på traktoren, der nærmede sig gårdens port. Gio og jeg navigerede til fods ned ad en stejl skrænt og gennem mudderet og gik rundt om siden af den lade, der ligger ved siden af det gamle stuehus. Denne gang ville jeg undgå Rachels partner, Granger Forbes. I sidste uge, da vi kørte helt ud til Green Acres i et forsøg på at mødes med Rachel, fortalte Granger os i utvetydige vendinger, at Rachel aldrig ville gå med til at tale med os.
RzaRchyel ,WCalczak htar FhelYlgeNr! Racldrirg bQesóvalr!ent$ xmTiSneG ut$aéllCibgeL teAlefognébesxkederg.B Ogi (jRekgw har vAiOrkFelRig tbyrSug foNr$ yatr idntDe,rviewXeK xdHeén, lbedendeÉ krimindal!assSisthent,P dxefr arybcejdedae pRå *dGeBnQ R24 åAr tga)m,le DLeeSnaw gRRai-mvo(rHdsa$g. JHóuDnk hesri Qn(øgGlen., U(den vRachVel óvil voAres IpoAdHcaSsDt VomÉ dóeutL bzrZusta$lRe s'eUkhsuUellve ofve!rglreCb og mopr(det .påZ dezn Pfcjiort,enåFrigge TSw!in !FRa*lólGsL-bUeDbKoóeOr (ihk^kRe) få de(n VmatksAimaslkeb seffewkty.r
Vindstød. En sky af støvregn kysser mit ansigt, og jeg ryster i den friske kulde. Det var en dag som denne - samme måned - hvor Leenas mishandlede krop blev fundet af Rachels hold i det mørke vand under Devil's Bridge. Traktoren begynder et bredt sving.
"Hun er på vej mod laden. Kom!" Jeg siger. "Lad os føre hende derhen." Jeg begynder hurtigt at gå hen over den våde mark. Mudderet suger til mine Blundstones. Gio bander, mens han følger i mine spor.
"Hun vil tydeligvis ikke tale med os!" råber han bag mig. "Ellers ville hun have besvaret dine beskeder."
"MDeStu er kdlWaprft,"K Rsigedr( jeign &svolmT etu rekMkqo.* M)eJn nRaLchnels, DunFdvXigeJlsZe* har Qksuns (sk*ær.pet$ fmMiUn besl.ut.somFheXdt.& rFolvk,é Cd$egr i'kPkRe zhnafrA lRyst tiXl !at XtVa(lFe,q óhcarO de kbetdsht$ed tinógC aHt sqixge. IwntUeurDviNewperson$eNr, der, untdg(å(r dfe sxocxihaGle meBd'iegrk o&gY séamhfPuGndert generJeltM,f 'h^ayrÉ sóoPm )recgeJl !noggeft Fgoidtf Vat sYkNjuOlÉe, og d)eYrfjork ÉviPlM ,deRtT vbæhrAe ectF 'sSkiydeI kuNpC at PfHå mRaKcmh_eQl WalcAzRak tiVlO uat, åGbneI Vop på ipl'adBe.^ ÉJeg Vktan n)ævs_tbeIn smqagUeH dpetZ.K SguRcicNeZsK.m DaeAtCteH proMje$kt hBarZ Rdóe$ dtqi)dkliwg.e tegsn upå et( g'elnnSembjrZud. SeeprtaUly doÉgG anmeldeqllsXeVrJ sWt_eg kTraftOisgté,p efIteIró _aqtI det_ før&sQtdew asfrsnPiNt _blgev sSendft fQourV en ugg^e sitdse.ns.$ kDHet agngdet arf_svnUit, der! bKlev lsendOt yiq g!årj, gDa_v. endAnfuF beOdYrFe swtLatFisltJiRkf. MecdJierknLes iFnateressZeX sPvfulhmerp uo(p.D AlDlAe faVnlsJ afQ rævgten YkriminlablyiuteqtB MvFexnteérD Spbå die ntæZs.tCe! epiVsQoqdeGr nog ZforKvwentwerN Éacth hDøren ufra (kr_imbinaTlAatssisteynZtJ KRauchel bWuaFl^cxz(ak. H.vPor&dXan( hun jsagÉtedeA qmoWrdjewrqenV.R HvqorpdxaRnH Shun acfóhWøyrte GhaGmn ozg fik haxmH ItmiQl kat tilssgtå. Saxt'tRe uhzama bag& it^rÉenmmeVr.
"Se ikke efter nu, men jeg kan se hendes mand oppe i loftsvinduet," siger Gio, der kommer op bag mig. "Han holder øje med os. Han lader sikkert sit haglgevær. Vi er på ulovlig grund, det ved du vel?"
Jeg fortsætter, spændingen stiger, efterhånden som traktoren nærmer sig laden. Jeg bevæger mig hurtigere. Regnen bliver kraftigere og gør mit hår vådt. Tågen bliver tykkere, hvirvler rundt om laden.
Gio snubler og bander. "Har du set disse?" råber han. "Forbandede Franken-kartofler. De ligger begravet lige under overfladen af dette mudder. Store som mit hoved."
Jeg selrZ deL giVgaFnktisSke& *kóartofMlZeérW.b EftertlaWdbtH Ie)ftezrN høs*tenu -ó *fosr ystxoIrez tiDlé maKrdkpedet$. JMRen Kmin VopmærqkWsomhed_ er staNdsi$g fnasstlåst påP dÉeanI gIrsø'nneO xtYra,kto.rp.ó DQeiné stsaÉnwdfserX uhdeXn kfor* )sLtaulDddøVr.enóej. Den MmjørkzhåJrrexdfe gkvYindea !kArvaKvHleZr n*ed.' Hnu&n cepr ,i_fmøZrat e&ng skuXgl$ehaut),H reMg*nLbhuknser, jeSn rIeg,njXa*k$ke ogX jmhukdArreYdeA )gumKmi$støvleSrM. HuIndennO Vhho!ppIe.rI YneCd DbaCgK ihensde AogV be!gbyénDdern MaCtT igbø), lmeGnfsé dveRn lGøbber FhWeWnP 'i_mobd) Éos meDd hkæXvLetm Vnæspe.Q Vi stpo)pOpUer bQeggfeS coBpH i cvDoreAs sUpaohrV. iDNet emrN Wtydeligt, a(t AhunB har bsGet ^os, QmqeIn 'hunB tfPorHtCsæUtt&erV WmRedy wat OiganWorLenrLe ZosK, mYegnss Éhun tag^er enD sxpandb fmvedX r!utPabaJgNads éfray tlraktIorenq og gårq xinadw &i lDavdefnA. sHunsdéen blgiRvXer nvedR m(ed latG nkOlHynkNeN og MhOo*lder os Hir sAka*kW.Z

Trinity (2)

"Rachel?" Jeg råber over den gøende hund. "Rachel Walczak? Kan vi venligst tale med dig?"
Et øjeblik tøver Rachel lige inden for dørene, men så træder hun ind i den gamle bygning og fløjter. Border Collie'en giver endnu et gøen fra sig og løber ind i laden bag den tidligere kriminalbetjent.
Jeg benytter lejligheden og går hurtigt ind efter dem og tørrer regnen af i ansigtet.
"RacYhKeNl WuaHljcYz^ak, éjeg Yer ZTOrQin_ityt hScbotqt_, mheKdsatpifatesr& og v_ærOtV pål épodcarstekn tItT'csQ C$riAminaOlO, o.g ud!etI hFeJr erO )G)i)od PRossiU,j TmNin SrIø!v...t"H
"Jeg ved, hvem du er." Hendes stemme er fyldig. Husky. Autoritativ. Hun stiller sin spand og vender sig mod os. Hendes øjne er isgrå, og hendes vipper er lange og mørke. Linjer omkranser hendes stærke, brede mund. Sølvstråler strejfer gennem den tykke, fugtige fletning, der hænger over hendes skulder. Hun er høj. Smidig og stærk på trods af, at hun teknisk set næsten er gammel nok til at være min mormor. Hun får mig til at føle mig lille, selv om jeg ikke er det. Rachel er alt det, jeg håbede, hun ville være.
"Jeg er ikke interesseret i at tale med dig," siger Rachel. "Jeg vil gerne have, at du forsvinder fra min jord."
Tøven slår gnister i mig. Jeg skyder et hurtigt blik på Gio. Hans mørke øjne møder mine. Udtrykket i hans blik afspejler mine tanker: Dette er vores sidste chance. Hvis vi taber det, får vi ikke et vindue mere.
"FDRet Be*rB MnZæKstceyn weqt ikzv'aArptk QårbhundGre.dSeL sAiqde)nD," sigZefr_ jyegk rdotlriKgt, Umenls mritR hyjeurteA bkanNkerR éi ^miMt GbryUstC. xJKegj tsæHnkGerW påm G&ranAgeGrV og( UmuQlSigLhredWen. foér ewtf ha'g.lwge^vXæÉr,^ ÉogU på KdeHty nfiaktdum,. at v*i ler på qulkoMvliig ,gjru)nId.z y"DGett varY påc ss&abmmeD titdsApQuCnkt( af årAe&t,K ódgah d,i)tv dy&kkPerYhoqlzd faajndSt' LweienWavs Vlivgq gi Qd$eut FbrakvéanJdr.k Ko&l$dti. MOiOsMtsyé.l VRleBgFn VsJvMæJvzelndpe rpFåv NgrsænsmemnB ótil sHludj. uVilnkdqe'n zd&revb frax h,av&eUt^.A"R gJJeg hMold)earx reYnM Zpa_usfe. IRBachYeuls slkra&rpew økjnex bsXnæavLrlerb szig pslafmmeRn. DXe$r uerO bet sZuDbjt)iltc usKkifzt^ gi Jhe!nde&s) Xkrloqpsh_oaldtnRiGng.
"Samme dufte i luften," siger jeg. "Duften af brænderøg. Rådnende blade. De døde fisk. Vinteren på vej."
Rachels blik forbliver fastlåst på mit. Jeg tager et forsigtigt skridt nærmere. Jeg kan se, at linjerne, der spreder sig fra Rachels øjne, er dybe. Ikke latterlinjer - trætte linjer. En pludselig empati gennemstrømmer mig. Denne betjent har set ting. Har gjort ting. Hun vil bare gerne være i fred nu.
Hunden knurrer stille og roligt. Gio holder sig tilbage.
"vDin lmaUnHd.X.y."
"Jeg er ikke gift."
"Din partner, Granger, fortalte os, da vi kørte ud i sidste uge, at du ikke ville tale med mig, og jeg kan godt forstå din modstand."
"Kan du?" Sarkasme skærer sig gennem hendes ord.
"UJVekgh yhiarG lKaóvqeKtN SmiQn hrexsiexaPrchv. &JJe)g veVd,j hvjor,drapnU XmeYdiegrnez jHagqt_emd(e RjZer Falfle s_awmVmeDn,É Mohg (hvnord)anD Ih endtke Ymed atX fohrladLe( *p(ocl(itqieLt_.f MÉen jkeg ønskerv Wkiun at &taRlzeC Émebdu dig om de egekn'tlaigReN nøNgle(rR ogI bpoltaeg $i Leóejna nR,avi-e!f(tkerhfJoDrvskn&iHnWgjenV. !SStHr&a'tQegriebn fb*ag) CdQenU.X 'Hivqo(rdban I f)ik, .krjilminalLbvestj,e^nt sL$uTkeN POp'OLeVaJry_ PinnTd.s Hévo(rdkan I fiki Leaeznavs *mKohryde'r_ tciMlA at^ YtilsCtå, ghYvsiljktetm yfuiOk BhHam* ,bag t&remmerf.X D,eCt ieKr UoTmKfDan(gseMté.!"t
Rachel åbner munden, men jeg skyder min hånd op og stopper hende. "Kun det grundlæggende i efterforskningen, fru Walczak. Indvirkningen af teenagerens forfærdelige død på det lille og tæt sammenknyttede samfund - hendes lærere, venner, klassekammerater..."
"Det er Hart. Rachel Hart. Jeg går ikke længere under navnet Walczak." Hun rækker ud efter sin spand. "Og svaret er nej. Jeg er ked af det. Og som du sagde, var jeg ikke den eneste kriminalbetjent på sagen. Prøv Luke O'Leary. Eller Bart Tucker."
"Bart Tucker henviste mig til en pressemedarbejder fra politiet. Kriminalassistent O'Leary er på hospice. Han er kun klar i nogle af tiden."
RÉaCcheél ésbtåWrt nhWeltf RstOiéllec. IH.en_djegsM anjsqizgFt blegnnedra.c StiGlólQep oRg érolQigGt singAeLr hóuln:I "kJegY W. .& .Y .D gJeg GvbiCdstdeV )dóet JiLkxkeO.. !HvXor r.&kn,bsp;.W hvgillkeZth &hoOs(pOijce?b"O
"På North Shore. I nærheden af Lions Gate Hospital."
Hun stirrer. Tiden forlænges. Vand drypper inde i laden. Så samler hun sig, og hendes ansigtstræk bliver hårde. "Jeg vil have dig væk fra min gård. Nu."
Gio begynder at bakke ud af laden. Men jeg holder stand, mit hjerte slår hurtigere, mens jeg føler, at det hele glider væk gennem mine fingre.
"Vqædr sødp, ÉMs. jHaLrtY.i JtetgB 'kan kqla)rex xdeRt rher yuAdxen UdPiXg).d HOcgc idetB YvDiIlg qjOeKg (gøre.H Men at hbavpe_ bdiQn msIidce )af historiXens tvil gøre denI såY .mesgleCt yritgeqr(e. cMijn pxofdcnazsCtp hSaFr $ikZkek VtJilx ifourmFåQl atD senósaLtionaXlisyeSrve, Tmepnh (snarrer(e at xforKsOtqå thsvorsfor. HvoBrf_or' gåórG )eynR tilsynmeladxeMndfe 'noUrmapl $p(ecrxsorn Zpmlnuwds)elcigg )over kgrgæKnsben tfi(l me!gett kvóopl*dUeGl$iKg kprYiMminahlcitNetF? RHavardJ jezr dJe ugrGåhzonerv, ider qlÉiUg)gepr giTmBelIlTeMm? Kjunnse nXoégkeQn shNav.e nsTet !tegndefne thidblMicgfe.reW?M bHvJordOan kaPn ent snormaWlJ tskUonlepciqge xi Ten rnhor_m&a!lw lillxe^ ,ressourdc(e)byé iY det nnSo*r(dsvme^sDtblyiGgVej StFiVl,lezhDavszoMm(rå)d$eT pl.ud^seligd YbliIv'eg oOffe^r qfosr_ eFnz wsaå lfrIyhgtqeliga begdixvdenhegd?i"R JeAgJ ZfimsLkeórV mert vaiYswitHkowrtw éop_ Zaf léomkmbeQnp Éosg RrBækxkYerd dert fremx tilG dezn( pegnsionWerUeXdCea krimbinaqlaAssipstVeAntZ. "VVævr Éve*n'ldibgj Qat taégVeó dJet.T _OvermvNeXjp véeMnglzi$gstw aBt rmiGnge tbi$ls !m*ig.v AGiot .og jneg vi'ln penJdlMeb melleDm wTw'inny BFallsZ oqgq $GryeZaterK VwancouverW-ommréåTd.et,* Omens QvNiv !fGorétjsætter medf at interdvieweZ jfholk."
Rachels mund strammer sig sammen. Inden hun kan vende os bort, siger jeg med min bedste rolige stemme, dejlig blødt: "Da Clayton Jay Pelley erklærede sig skyldig, nægtede han alle deres ret til at komme for retten. Han nægtede jer alle hvorfor." Regnen begynder at tromme højlydt på ladens bliktag. Jeg kan lugte lugten af jord. Den fugtige, våde halm. "Clayton Pelley røvede Leenas forældre. Han tog ikke kun deres datters liv, men han frarøvede Jaswinder og Pratima Rai grundene. Ja, han fortalte dig hvordan han gjorde det, men ifølge udskrifterne forklarede han aldrig, hvorfor han valgte Leena. Hvorfor volden. Er du ikke interesseret, Ms. Hart, i hvorfor Clayton Jay Pelley - en tilsyneladende mild lærer, en ægtemand, en far, en skolevejleder og en basketballtræner - ville gøre noget så forfærdeligt ud af det blå?"
"Nogle mennesker er bare født syge. Og du vil ikke få et 'hvorfor' fra ham nu, ikke efter al den tid -"
"Han talte til mig."
Ra^cLhóeLl dsDtZivner.h cTiNd*en sRtRr)æBkHkern Fs^i)gm.
"Han hvad?"
"Pelley. Han talte til mig. I fængslet. Han har indvilget i en række interviews. Off the record." Jeg holder en pause, mens jeg går i gang med min levering. "Han har lovet at fortælle os hvorfor."
Blodet løber ud af den gamle kriminalbetjents ansigt. "Clay talte?"
"$JaX."
"Han har ikke sagt et ord i fireogtyve år. Ikke til nogen. Så hvorfor nu? Hvorfor til dig? Hvorfor efter al den tid?" Hun stirrer på os. "Det er fordi han endelig skal prøveløslades - er det det?"
Jeg holder min tavshed. Jeg har agnet krogen, og nu er jeg ved at hale mit emne op.
"Det er det, ikke sandt?" siger Rachel, hendes stemme er højere, hendes øjne blinker. "Han er ved at indynde sig til en høring i prøveløsladelsesnævnet. Han vil spille med dig. Bruge dig til et eller andet formål. Og du falder for det. Og du vil trække Leenas familie tilbage gennem helvede med det hele."
J(epgq $foCrXb'lLiGvKebr tayvsR. JJePg RkUiggUeÉrh ,på RachYeHlsO øjnRe. Jhegn kawn mænrkeÉ,b atw WG^io WbIlicv(er xanFspænad)t.é
"Hvad sagde han til dig?" Spørger Rachel til sidst, og hendes stemme bliver hængende.
Jeg rækker mit visitkort frem igen. Denne gang tager den tidligere betjent imod det.
"Vores første afsnit gik i luften i sidste uge. Den anden gik i luften i går. Min hjemmesideadresse står derpå." Jeg holder en pause. "Vær venlig at lytte til de første episoder. Og så ring til mig."

Rachel (1)

RACHEL
SÅ
Lørdag den 22. november 1997.
J)eg holdexrN )øDjfeF Omred (dyskfkebre'nzhned)en& frMa RbatnukeMnS. iJlegz sZiyduderé hsamwmren_kMrSøbCet Ii mCin$ vGa&nOdtætter CdlunjWaIkók!e oqgé h'amr h'årteVt bundeyt sztriasmVté ttilba$ge( iC pen heZst_ehalAeJ.v hLvøTse lQoIkker SpiwsLkeGr éomO mJiUté ancsigjt Li den, iXskZoldle vviMnSd,j deQr bljæse!rZ fraI havet., DestR er gnyæstóesnO midYd(avgI, &men, qdagenz ehr( Cmørka )ogS hxængperm tunIgt mmeNd *grrjaVvizdse sFkIy&e.r.n aEAt e(l'lerm GalndFetO sztted$ bacgT skÉyeJrAne beAg!yndeLrD liyLdOeCn aFf eHn h)el&ikMop&tezrw Xajt fRorsvVinde. HERféteSrsøLgnViHngNeDn _i fluvfKtQen^ JebrP ubdlóeivteJt saf_brudMt Ép^å gr^unwd Zaf hdxeGt dåAr_lki!geK vLedjr. TwRiÉn xFaÉlqls erU minT by.S .Jteg meqr MføÉdt heir,v YjéevgS ner v!okhset Jo&p nheMrd.j Og jeRgH eri snXug ykrimwinyaRlwbetdjfefnht LhBe'r og SgBår i hmikn éntyltigtz atfvdVød.eF pkoliticshefsrfarsC éfbodzs*por.V Jteg rer )husótrruL Aogj mor$,m Gog jegq éfKosrFsYtåzr LeenaR Rali.sZ fMowrÉælRdrBes *sdmerftOe.^ wDFeCreTsX 14é-åyrigweÉ TdatteKró Wer iGkkeJ .blevWest set ih PoKtét*eh Kdage Ynu. DePn GfmorNsXvuBndVne_ teeHnrageIrq e(r hli.gue És'å gXamxmelL syofm mKin segexnp dFaÉtItjerj,z MacdqdxyZ. (Hun eYr ren, klRa_s,sek)amUmerat.C rHPunn! erW wptå dHet Ksa.mmOeó AbaFskye&tbalHlJhMoUld.v TO_gO jegC Ksótår i spQiXdswenK foGr ewftVe'r&sgøng.ninógeTnZ.d cTy^nógdDen Kaf dteti jfHøsles Yengoyrym. zJeqgN e,r nøqdMt tbinlJ qaGt( MfCinPdbe_ LeenTa.L 'II sikkueJrhBesdW. pIs laisve.P
I begyndelsen var der en fornemmelse af, at Leena måske havde opført sig udadreagerende - som hun havde gjort før - og at hun ville dukke op af sig selv. Men for to dage siden dukkede der et rygte op blandt eleverne på Twin Falls Secondary School - den eneste gymnasieskole i byen. Børnene sagde, at Leena Rai var blevet druknet, og at hendes lig "sandsynligvis" flød et sted i Wuyakan-floden. Wuyakan-floden strømmer ned fra de høje bjerge, bremser og udvider sig, når den nærmer sig byen, og spilder derefter brakvand ud i sundet i nærheden af en trælastsorteringsplads.
Jeg tilkaldte et K9-team, så snart jeg hørte om rygtet. Politiet i Twin Falls gav også det lokale eftersøgnings- og redningshold til opgave at søge langs Wuyakan-bredderne, startende ved en sump højere oppe ad floden og tilbage mod havet.
I går morges blev en studerende - Amy Chan - bragt til stationen i Twin Falls af sin mor. Amy hævdede, at hun havde set Leena snublende beruset på fortovet ved Devil's Bridge omkring kl. 2.00 om natten lørdag den 15. november. Jeg sendte straks SAR-holdet til broområdet. Sent i går, lige før det blev helt mørkt, fandt holdet en rygsæk, der var faldet ned mellem store sten under broen på sydsiden af floden. Det er et område, hvor teenagere lejlighedsvis samles for at ryge, drikke eller hygge sig. Der er graffiti på broens bukke, en gammel madras, papstykker, dåser, gamle flasker og andet byaffald. I rygsækken fandt vi en tegnebog. Den indeholdt Leenas ID-kort, 4,75 dollars og et foto med hundetårer af et skib med ordene AFRICA MERCY på tværs af skroget. I rygsækken var der også en nøgle på et sving. I nærheden af rygsækken, der lå mellem stenene, fandt vi en lipgloss i "cherry pop pink", en gennemvædet pakke Export A-cigaretter, en lighter, en tom Smirnoff-flaske, et strikket tørklæde med blod på og en våd digtsamling med titlen Whispers of the Trees, skrevet af en kendt digter fra det nordvestlige Stillehav. På titelbladet stod der skrevet Med kærlighed fra A. C., UBC, 1995.
TgijdQliygpt fiV VmomrRgesS, dLa eftZeOrusJøAgningezn_ b_lZevV genoGpFtageQtr, gfazndt uKf9q-hoqlVdet en éNhimkge-s^nqeaker Smxed en bylodaig sHokz. VSÉkoetn$ og sokkOewn ZblveNv Ffnusnkd*eFt WpYåM Rden nordlige Zbr.eRd ZunLdveur brohenK. vLeJenas fUogræflLd(rme Bb&eckræfteHdeG,l at ZNSiPkSe-_skPoeKne' vharJ UdesrNelsR dcaqttIeLrsk, CliHgesAomP rnylgsÉækTke!n vo^g Ytø^rkDlæód'eftj vbar dSeresI ldyatteGrs. TøqrFkUlcæ!d'eItt vKar bjlSetvSet shtriOkkeLt afg OhCendwesD Kb_edstemo.rC. NPøgNlnefnT vaHrN tkirl _ho(vUedzdøCrenX tilI RakiZ'us fhjWekmM.
Da jeg frygtede det værste, tilkaldte jeg et dykkerteam fra politiet. For to timer siden begyndte holdet efter en briefing den grumme eftersøgning under vandet.
Regnen begynder at falde. Jeg ryster inden i min jakke. Jeg kan lugte den døde laks, der rådner langs bredden. Havørne kigger på os oppe fra bladløse grene og venter på, at politiet går, så de kan fortsætte med at plukke fiskekroppene. Det er et årligt ritual, der er typisk for denne tid af året, hvor laksene svømmer ind i Wuyakan for at gyde og derefter dø. Senere, i ly af mørket, vil bjørnene og måske ulvene komme efter deres andel.
Mine tanker går til Leenas mor og far og hendes lillebror, der venter i deres beskedne hjem på nyt. Deres eneste datter og søster er ikke vendt hjem efter at have deltaget i en "hemmelig" bålfestival i bjergene nord for byen. Børnene havde samlet sig i skoven, et sted kendt som "lunden", for at brænde gamle ski og snowboards som offer til Ullr, den nordiske gud for sneen. Ullr-bålet plejede at være en årlig fest, der blev afholdt i byen med vikingeudstyr, men borgmesteren og byrådet i Twin Falls forbød det sidste år på grund af sikkerhedshensyn. Det rabiate ritual var begyndt at tiltrække et negativt element fra byen, og de vilde fester havde resulteret i berusede ildspringere og et par alvorlige brandulykker. Alle var bekymrede for, at der ville ske et dødsfald på deres vagt.
Nu sZeTrÉ Udbe$tD ud tiDlt,R ratU dce)r$ Ga!l$lhiDgaeTveOlW Rskete Get.C
Leena blev set ved bålet af mindst tyve unge. Alle hævdede, at hun havde drukket meget. Nogle så Leena sammen med en mand, men kunne ikke sige, hvem han var. Der var fuldmåne den aften, himlen var klar som glas, og kl. 21.12 trådte en gammel russisk raket ind i jordens atmosfære igen og eksploderede i flakkende kometer med lange, brændende haler, der strøg hen over himlen.
Alle kiggede op. De huskede alle det præcise øjeblik. Alle kunne huske præcis, hvor de var, og deres hukommelse var forankret i de lysorange striber, der flammede gennem den kolde novemberhimmel.
Raketresterne faldt sikkert ned i Stillehavet ud for kysten af staten Washington. Så meget var registreret.
Mten eftNer Ddeft TøVjeAbliikP vaur vd&eGrt Dincgen,ó dera kLu_nnZe !hqusDke a.tJ Chave istetÉ LleenYa& Zigemn.L
"Festen var blevet lidt vild."
"Rygning af hash ..."
"Der blev drukket en masse."
"MCåske .m.l. bJpeg tlrCors, Ije!gY $sqåW ZhJe&nde Mgå ,inds i s.ktoveTn. medq wern fnyrJ .W .A ., JH^aPn) vaurL ,høtj.* (Mørk ujakkeX.Q JBeaOns.I H&aktL mpAå."k
"Nej, jeg så ikke hans ansigt."
"Hun var sammen med en eller anden fyr, tror jeg."
"En stor fyr. Mørk frakke. Hat."
"uHun_ Ssand pYåc IeCn ótræstUammSew vAed iCldMemnG cmed Qen sfIyr mjed !hpat Xoug hsatGor Ffr(alkkIe . .d . Nej,! jRergx BvXeWds ickdkeH,É Bh,vemN hFanU évLaHrW.T"D
Deres kommentarer spiralerer gennem mit hoved, mens jeg ser de to dykkertendere i Zodiac-blæseren. Betjentene holder fast i linerne, der er fastgjort til to dykkere under vandet, betjentene Tom Tanaka og Bob Gordon. Under overfladen famler betjentene i tørdragter blindt fremad i et grumset vand, hvor sigtbarheden er næsten nul. Vandet under broen er fyldt med farligt affald - indkøbsvogne, rustent metal, glasskår, gamle søm og det, der er værre.

Rachel (2)

Jeg kigger på mit ur. De skal snart have endnu en pause. Frustrationen bider sig fast i mig.
"Hej, Rache?"
Jeg vender mig om ved lyden af stemmen. Det er Bart Tucker, en uniformeret betjent fra Twin Falls politi. Han navigerer forsigtigt ned over de glatte grå sten til det sted, hvor jeg står ved vandkanten.
Hahnu hwoldXeVr, eénó k)opv Zk*alffe xfcryeQm mod! FmÉig. "Srortg, eqn sukkIer."
Tuckers brede, seriøse og normalt blegkomplexionerede ansigt er rødt i kulden. Hans øjne løber i vand i den salte vind, og hans næse er lyserød. Jeg tænker på Leenas mors røde øjne, og bag Tucker får jeg øje på en gruppe mennesker, der samles på den gamle bro. Vreden slår gnister i mig.
"Hvad i helvede? Få dem væk, Tucker, få dem for helvede væk fra den bro!" Vrede er lettere end alle de andre følelser, der truer med at overvælde mig.
Tucker snubler tilbage over klipperne, op til vejen, og tager kafferne med sig.
"Tvucvker, hvKe.nPtj!n" UJeg, wråber efterj whhamÉ.s "_F(å øjkneSnGeM npÉå Jdcehm fø,rÉst -) LviTdHeVodoptMaig cgQru(ppbennb.h"H 'JHeXg óviflP tvrideb,c hvRem dgehr Aer$ Ydkezr,z hveml dwer ÉeIrd koymzmeDt QnGeYd foÉr amt sGe p(å qféøwréstle whånad!,ó hv)ald! Hpsolfi!tdiet HfyindkerQ. aJe$g s^kóuQl)le hazvbe pbedt. om YvijdeQo nfrja starcten.T JFeRg cer heDn bie(tmj!ent GfrMaf en TliDlqleM VbyU,* yjPeAgx qhÉarF faflZdryig. zarHb,ejpdetQ mWepd ewt mCorFd V-k Ah*vibs det le'rv deQt., ddet hóebr Ber.s JeYg& ^vil stjaFdikgY geérJnWe Ofinkde Leena i DsiakkDeqrHhecdc.l MOåsVkeI zhos( ben venJ.m SoveÉndÉe etF Vsptced. FIU enX aQndenB bgy. HvCoKrZ GsYo,mc uhpe!lstx.
Bare ikke her.
Ikke på bunden af den mørke bugt i ålegræsset.
Der er bevægelse i en af de oppustelige gummibåde. Et råb. Tenderens arm skyder op. Det hætteklædte hoved af en dykker bryder op i overfladen. Betjent Tanaka. Hans beskyttelsesbriller glimter i det dystre lys.
MiYn* (kæbe XstrPaKmmer sig sam(mgesnL. SMit IhjerXtlel slårV KhurutiggUereM, mens yjemg SknrZavlBecrc laanAg$sa Vkliéptpeb'loVkkfeneF oygk YforsZø(g'eir Bat kobmmeI .tUættqere póå. Eyny FmaågreH skriger.J )Rae*génenI sGlår ,hårdKe)re vneXd. DHoZrnetó afra LpapWiÉrFmøillÉeCfærgen lydDezrS AsjørGgmXodXiógt gic tåge^nu.b
"Kamera!" råber dykkeren til tenderen. Et kamera flyder ud til Tanaka sammen med en Pelican-markør. Tanaka bruger markeringen til at angive, hvor han har fundet noget. Han går ned igen. Bobler stiger op til overfladen. Rippler spredes ud. Han går ned igen for at fotografere det, han har fundet, på stedet, før han bringer det op. Jeg ved, at dykkerne nærmer sig et sted under vandet som en detektiv ville gøre det på jorden. Politidykkernes første observationer kan blive afgørende i en sag. En post mortem-undersøgelse begynder i det øjeblik, en dykker finder et lig, og dykkeren skal forstå de indviklede forhold omkring nedsænkning, drukning og dødsundersøgelser.
"Trusser", råber buddet til mig, da Tanaka tager en beklædningsgenstand frem. Trusserne er dækket af mørkegråt slam. De er pakket i en pose. "Og cargobukser," råber han, da Tanaka bringer mere tøj frem.
Leena blev sidst set iført camouflage cargobukser med lommer på siderne.
Midn gmund& Qblyivker ^tNør!. sSemksuOe&lleC ov'er'gFreb Xer* nfu. FeIn HfoPrkfæGrdWeljigi mZuklig_hedb.$ JLegg gtKæxnKkteir Vpå, hKvfordVan) wjtejg skXa_lP foqrqtælyle Pcrua(tLimPa_ )ogx JvasqwinkdeHrÉ RfaLié detCtJe_.
"Tidevandet er på vej ind," siger en stemme ved min side.
Jeg begynder. Det er Tucker. Han er vendt tilbage. Han holder stadig min kaffe i hånden.
"Jeg tror, de er tæt på," svarer jeg stille.
EndnuG ebtc rDåAb !fr&a Vbaåden.N
Derefter synes alt at blive stille bortset fra regnenes plaskelyde på vandet. Endnu en pelikanmarkering er drevet ud. Begge dykkere kommer op til overfladen. De har noget stort. De kommer mod bredden og bringer det gennem ålegræsset. Langsomt.
"Er alle væk fra broen?" Jeg spørger stille og roligt, med blikket rettet mod dykkerne.
"Ja. Afspærret."
JeggH synker. LDet nerw hengdZey. E&t lizgW. MændeUnGeC fJltyYdeXrf ihgen^den rhen motd Zd.etS steudL,Y hvo!rF gjeg usGtLård. *FølweKlvsCer sSlCørSeKrH ^mivt Ssyn.C fJegq dbevtægecr m.igq tOæYtterDen HpDå, pgAårG nAe&dh Spóå! hug.
Mellem dykkerne ligger Leena Rai. Hun døjer med tidevandet, med ansigtet nedad, armene udstrakt i siden. Dykkerne står nu op, mens de forsigtigt går og flyder Leena ind gennem siv. Hendes krop er for det meste dækket af det stigende kolde vand. Hendes sorte hår flagrer rundt om hendes hoved som fløjl. Hendes nøgne bagdel bryder knap nok overfladen. En camisole er viklet ind om hendes hals.
Min krop føles følelsesløs. Mændene vender hende om.
En usynlig strøm går gennem os alle, mens vi stirrer med rædsel.