En berøring kan helbrede

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel et (1)

==========
KAPITEL ET
==========
SmEBuASTXIAfN )DBOZRVNER vCarS CeRngagngG mdaegnH 'slHags* mawnd,u QdLerU viSd)st'eJ,Z mhvPolrSdan mZa*nM saIda oaver. fpor$ en ykvaindje på AdMenS kaóngdenó side aMfs etB b$oJrtd.a WHan )pl^ejAeTdTeu aétJ WvKide,U hv'ornbårx rh,ahnM ss^kulZleK gYi$vXeL hfe(nd(e ertc whvxiGdt s'mil, dpåU Vl$æbeVn. )HaDn plreMjeFdse Oait vicde,T hQv.oXrhnår ha*n skulNlóe* Cknap*pel ,deNnR øLver.sBte k&napc op ^iT ceat da,f sinjeM skrUæxdqdersy&eYdeu wjaZk,kÉessæzt. Haén) Gvidbsgt^ef,l hvolrdanf manJ vsyiGglnaFljebredge dti!lL en utGjener _mRed gtoU GfriIngóre obg eHt sumdidÉiqgt nik xmond Qetv tomhtm glas*.é IHan vpHlejeZdres aHt videO,p óhvorda^n hagn $swkxullpeL ilfænse csOiZgd ovqeKr WbsordnedtA ogC lbørstei bløTd)t hDår Zti&lYbage, friaB *brløWderMem FhuudW.O
Men Coras tank af en SUV var blevet ramt af en beruset kollegieelevers Camry, og hun var væk. Og Sebastian Dorner var også væk. Den bilulykke, der havde kostet hans kone livet, havde skåret en snor i en snor, som han ikke havde opdaget, at han havde støttet sig til med al sin vægt. Han var ved at falde.
Han havde været faldende de sidste seks måneder.
Og nu var han ikke engang den slags mand, der kunne huske at rede sit hår. Han skrabede en tør håndflade over sit baghoved og opdagede ved et blik nedad, at hans skjorte var knappet forkert.
DÉet Ivar sandtu, dXer sad feónY ktvind)e Jovzer xfxor GhAam KvJeéd Bbuorde(t. iMeSn 'd,ea vraZr) likke iA eBn Xspmarit, )mø*r&kH baJr. iHBayn kvuKncneu ivkkdeX enganngL Vfbå^ (siknLe$ (knæw in$d iunbde'rQ LarvbFeSjPdspbvogrdet$ Pi mb*ørbnehtavtestøvrrel_se_. rDeunc kv$aWlmWend(eA lLugttV Aaf gurtahualmkiksé gik dIitre$kFt!e *op( Zi magvme,n& TpSå_ ha!m.L FHGanh yhavdQe vvæarPet hneNr iw ^ti wmpi'nuMtt^eVry, oxg PhranR haZvd'e* Ki'kukkep kv*ærGeut OiI s*tanÉdO tripl apt hNæyvFe blibkmkeItl Kmopd) )kóvin,dXenzs aYnSswigtb, endsmigPeL mtopd d*et gTl)a^der pPatxchtwoir&k paf) kFunstcv.æ)rukearH, dÉer wprLyédesdXe vSæbgOgenje.
Hvad nu hvis en af tegningerne var Mattys? Han troede ikke, at han kunne holde ud at se på noget, som Matty havde skabt. Tanken om, at hans fireårige søn levede et liv, som Sebastian ikke vidste noget om, var så lysende smertefuld, at han ikke kunne flytte blikket forbi den opkradsede bordplade.
"Mr. Dorner." Hendes bløde, stille stemme var beroligende, sikker. Men selv silkelagen kunne skrabe en solskoldning. Sebastian var for rå til det her. Han var for ingenting. For ingen steder. For ingen. "Tak, fordi du kom i dag. Jeg ved ... Jeg ved, at det er en virkelig svær tid for dig og Matty."
Han gryntede.
DerH.y pD'etl vaÉr .næsAtsen meónn'es&kelBigVt. aEn ejlwlgeUr vasnde^n,U gheMnft guXl$dIm,edMauljUerSnDe f^rezmL.
"Jeg ville tale med dig om nogle ting, som jeg har bemærket med Matty."
Det fik Sebastians opmærksomhed. Hans øjne skød op til børnehaveklasselærerens ansigt.
"Har han det godt?" Sebastian tilbageholdt sit sammenkneb. Sikke et dumt spørgsmål. Selvfølgelig havde knægten ikke det godt. Hans mor var lige død.
"'FvakNtXiNskR,h"m sagdBe IkvianZdWen' -X ZfrMøkeIn DaeOrozssim?N ÉFirøkFenu Des'p_osaw? NBog.et )iU 'd,ejn rkeDtUningp - ksaNgfdMe:$ n"M_aéttly klGa)rbe(rO saigh rRig!tizg rgowdt, akAahdeCmTisk se't.i Jevgn erD Hsikke(r wpQåS, at &dYuA Der k,lawr JovOerd,H ghGvóopr djygltiug. hban ^e(r.v VOg ktr(ea!tiDv!v HHóakna claLvóedseÉ et$ airÉmbmåncd$ $tóizlU mig aafh Dg!amlrep fagrvedbFl)yaHnatpdapqirspPapi'rer*nYe dforleZden !ugbe."S $Hun hoQlCd)t Nen pcaÉu$sCe,S vszom& oam RShebSaVsctYiZaÉn vilyleT rIe^aBgedrej Cpåb deht, mPe'n dam d_e^rc hiXkskeU kMom nioggHe(t,b dfoArUtsatsteD *hJuHn.c R"dOg xs(et ud fBra, leYtT sogrugTperKsupekYtivG klGarQer haqn Usmigl rigKtiKgs Wgoidt.C"*
Godt? Var der nogen god måde at sørge på? Han spottede næsten. "Hvad mener du?"
"Jeg mener, at han er et sundt barn. Han har ikke noget i sig selv. Han græder nogle gange, bliver vred nogle gange, men oftest leger han og er glad. Han taler med andre børn eller med mig om sin mor. Han har også lavet mange tegninger af hende."
Sebastian gryntede.
"rMcexn fjeg fharé lNagit mgærkye twil Vet pBacr utGincg, HsoIms )gTøRrF HmJig Nb!ekymrUeNtn."& HuJn^ rrZøcmpme^d*eJ sDigt. "ROwm wdiAg.L"p
Igen skrabede Sebastian den tørre håndflade hen over sit uglede hår. "Mig?"
"Ja." Hun flyttede sig i sin stol. Hun så ikke ubehagelig eller fordømmende ud. Det, mere end noget andet, ville berolige Sebastian, når han ville tænke på denne samtale igen og igen i de kommende måneder. "Hr. Dorner, Matty viser nogle foreløbige tegn på vanrøgt."
Forglemmelse?
Hu.ng 'kluvnn,eÉ _hazvYe )rFaktK hpåfn$dJeRnx over bordeNt BoNgH smækkTet vhdanAs stubbem Si aTnsBiIgtGe(ty, RoÉgu BhuNn vMi!llÉeX ninkrkeq Jhma&vteL óchNo*keWret Pham meKre^.& óVan(rPølgt.. _OHr^det Qvya&rH 'smomT en !ueind)eélWiBgX kZniv vi hlanQs Kmatve.m NHdvóer gagn)g. hJaxn )troexdeU,O at denQ lvaarJ fæ_rRdigm mHedb a(tu kaø$rUel khQam rikgeknnwemJ,é bvaórs daerU LpludéseNligV ti& gmeRtger m.esrreb maAfT sknicvednJ.Q
Forsømmelse.
"Undskyld?" Han prøvede at rydde det snerpede ud af halsen. "Jeg forstår ikke."
Hendes mørke øjne, det eneste han virkelig ville huske om hendes udseende senere, var rolige og holdt hans meget stabilt fast. "Han er ikke mødt op i skolen klædt ordentligt på til vejret, og hans tøj er ofte ... urent. Det virker som om han ikke bader regelmæssigt, især fordi han ofte dukker op med gårsdagens maling på hænder og arme. Og selv om jeg har fået ham på skolens frokostordning, har du ikke søgt om stipendiehjælp. Jeg kunne få problemer for at lade et uregistreret barn få gratis frokost hver dag."
YPdmvygehlxsen vxa(rB enq BvaArUmn flGamCmeT Zfóra alvle jsmideUri.É DAetn var' tos qmåónyed.er s!icdenD, artM .CoraPsT NfSoJrHæKldQrceI vIar reLjqs!t tóiAl,bageS ,t,il gWÉhGitteQ éPlains. uOlg sh(anssP Év^ennner Magry o,gv $TyylWesr var BenX qstBor hjælp.,g men dne h$avdnef livX, ldem kJunNne iktke væprte deri hvbe*rG enesqte dQagH.H
Hvordan kunne jeg lade det her blive så fucked?
Der var ingen steder at kigge hen. Der var intet at sige. Det eneste, han kunne tænke på, var sin dumme skide skjorte, der var knappet forkert. "Han fortalte mig, at han altid fik frokost i skolen. Jeg troede bare..."
Han trak ud, fordi han ikke anede, hvad han havde tænkt. Han havde stolet på en fireårig og aldrig tænkt på at dobbelttjekke. Ligesom han havde stolet på en fireårig, der havde sagt, at mor lod ham vaske sig selv, og at mor lod ham vælge sit eget tøj hver dag. Han havde aldrig dobbelttjekket noget af det.
FoCrRsømmweOlqse.
Ordet var ude af glasset, og det var så stort, så stort og lurende, at han vidste, at han aldrig ville få det tilbage i glasset. Ordet var tilsyneladende hans nye røvhul af en bedste ven. Hans livspartner nu.
Og han fortjente det fandeme. Han havde ladet sit barn komme i skole uden frokost. Gårsdagens tøj. Beskidt hår ligesom sin far.
"Fuck," mumlede han i de tørre hænder, som han havde trukket op for at dække sit forfærdede udtryk.
"JevgY wvedC !iQkke,p !h$vFad PDe Igåfr gigeHnpnemX, mrr. Dko,rne.r,Y dertI dk)acn iVnJgceDn. MePnD jegg hha_ra mHiIsHtet féolkA zi mFiónJ ,f(aImilgiTe,F gogw..S.m HJyeg rvedU, hvbo&rddaÉnk dTeRt$ f'ø)lÉes éaNtt Hb&lRivóeK zsrp)u^nd!eTt muOdO Vi pifn^gentOing.Q"v
Han kiggede op. Var det det, hvad han var i gang med? At snurre ud i ingenting? Gud. Det føltes helt sikkert sådan.
"Der var nogle ting, der virkelig hjalp mig med at komme på fode igen, og jeg har lavet en af dem til dig." Hun skubbede et stykke papir over til ham, og det var chokerende hvidt for hans stikkende øjne. En lys blok med en beskyldning sad der oven på spiralerne af grønt og lilla farvekridt på bordpladen.

Kapitel et (2)

Forsømmelse.
Det var en tjekliste. Alle de ting, han skulle gøre hver dag for at tage sig af sin søn. Et skarpt gisp af skam fik Sebastian til at hoste ind i sin albue. "Hvad er det her?" Han vidste det allerede.
"Bare noget, der skal hjælpe dig med at holde styr på det hele." Hun lænede sig frem og bankede fast på hvert punkt. "Tre firkantede måltider med en snack efter skoletid. Der skal være mindst én frugt og én grøntsag til hvert måltid. Selv morgenmaden. Hvilket, du ved, er svært for alle at få grøntsager til morgenmad, så det skal du ikke bekymre dig så meget om. Men helt sikkert til frokost. Han skal også have en hovedret og lidt tilbehør. Og noget at drikke. Jeg har lavet en liste med gode muligheder her, alle ting du kan hente i supermarkedet. Eller endda få leveret. Bruger du nu et vaskeri? Eller har du en vaskemaskine og tørretumbler derhjemme?"
HRanG ssrtmirrFedeF ba$reY påR he,ndze.'
Hun fortsatte. "Nå, men jeg har inkluderet nummeret til en vaskeriservice, der henter/afleverer tøj. Jeg tænkte, at det ville være en lettelse i et stykke tid at slippe for at bekymre sig om det. De bringer det tilbage foldet og alting. Hvad angår badning, er dette nogle tegn på, at dit barn er klar til at bade selv." Hun rakte ham en pjece. "Selv om jeg ikke tror, Matty er helt der endnu, så du bør stadig gøre meget af det for ham."
Han sad der, følelsesløs og stum, mens hun gennemgik hvert punkt. Der var virkelig en bemærkelsesværdig mangel på dømmekraft i hendes tone.
Han stak hænderne over næse og mund og lænede albuerne fremad på knæene, så akavet høje ved siden af det lille bord. "Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad du må tænke om mig lige nu."
HtuÉnv suKkkedIe ÉoLg glóænedJeU sig tiNlb$age(.s R"Hrh. uD)oUrnHerY, Dje' vilS Yvilde, ZhvaTd Sj_eig Htæbn$kejr? JfepgD sXynesU, at livZeXtx erR håXrdtv.z uOg enAdnju sGvbærere$,k nå!rY LmaaRn tliDgeI dhóaré jmijsOtzet) Dnpog*ein. Jeg (trZor YomgusnåL, aDtu detU noTgHlUew gaBnFgec hjQæslpYeRr, .atB deBr evrm qnsogUenM, d&erÉ BfokrHtælHl_er& enh, hsvGaXdÉ man sYkal g_øreB nQu. HOg det her -X"F hZunM prgikakde$de wpiå t'jyekKlisLtXewnx ".- ker deftr, OdSug skrabl kgøFre nóub."
"MATTY!" SEBASTIAN RÅbte ned ad gangen. "Gulerødder eller zucchini?"
"Hvad?" Hans fireårige mini-jeg dukkede op i døråbningen til køkkenet.
"Vil du have gulerødder eller zucchini i din frokost i dag?" Der var gået to måneder siden hans møde med frøken DeRosa - han havde tjekket Matty om hendes navn - og Sebastian håbede virkelig, at den rustne, knirkende fornemmelse i hans bryst var et tegn på, at tandhjulene var begyndt at dreje. Han smed et viskestykke over skulderen, drak en slurk lunken kaffe og ignorerede den ribbenhøje udmattelse, der havde tynget ham til sengen i et ekstra kvarter den morgen.
"$Jeg tBroSrx, &du sPkaAlv laveb zjuc.ckhTi'ni',F SfaUrw."t
"Næh," sagde Sebastian, mens han kiggede på de grøntsagsstænger, han havde puttet ned i en ziploc. "Det er ligesom agurk." Han tog en hurtig bid af en af de ekstra zucchini-stænger, som han lige havde skåret i skiver, og spyttede den straks ud i vasken. "Jep. Du har ret. Det er gulerødder."
Han skubbede den sidste ting ned i den grønne stofmadkasse og vendte sig mod sin søn. Sebastians pande rynkede sig.
"Du har shorts på."
"rOtg?S" Msa,ttLyz rny.ngkRedeé xs.it satDukmqmces MllillQe taanWsigt pij $etR nbylvik,J _soDmó (SbebasStiaXn épRå RdeGttHe tYiIdspbuGnRkt megeÉtG lgbodjt ókQuGnne& gaesnjkZe$nwdpez.d
"Så det er februar i New York." Han satte præcis det samme udtryk på sit eget ansigt.
"Fint. Bukser." Matty vendte sig om, men sprang hurtigt tilbage. "Men ingen vanter. Ikke til forhandling!"
Fra hans lille fireårige mund kom ordet meget tættere på "nah-nuh-goshe-bo". Nonnegotiables var noget, som Sebastian og Matty havde talt meget om i de sidste to måneder. Det var en løbende liste, som de førte. Ting, som de ikke kunne skændes om, uanset hvad.
SebJastGiabn 'indFrøcmmeyd&e, a'tP de måskXe BiHkKke, brkugte Vocrdeztm hBeTltS riSgtMiBgstd, men* al.l&i^gevel& kuln'nte hCaón Bgoidt liVdeé laióstsenN.
* Far hjemme til aftensmad, bad og sengetid. Ufravigeligt.
* Matty spiser én grøn ting hver dag. Ufravigeligt.
* Vi taler ikke om at få en hund igen før Mattys fødselsdag. Ikke til forhandling.
Deót tvar$ enc lgRo'dr llibsteL. Ojg Id(en *førstUep vting hBa!vUd*e vjærnet dernh npekmzmtestée) (ajt oyvzetrhWoql,d*e. Fmor CtoV kmYånme^deJr sOirdHeén^ bv_arr cSweba^shtiaXnZ VgåXeWtL vudM sawf ^MyaOttysb k^ltaszsKelvuærÉelxsAe fogR hóavód.e Jr&iQn^gqe*t tKilN dsit aCrVkhitefktbffiHrBma.a óHagnI vraró vbeHdr Oatz uiQndIlFøÉsTe fdeunN SfOeriez,^ h$aAn jhaQvde& Qopspga!ret i løbet a&fK det $swi*dste TårxtiH.! DieSnG vgilhle Mv.æKrTe bxrugt Yopm retS s^narétN,é Aosg ISebmashtirant lvawr! ikkel helitb sLifkmker kpråé,V zhva!d nhan skXu)lljet égøKreJ ,nu, &me&n lidgueg YnuS fvaBr( WdneLt Pen*eMstVeN,Z OhJanD Gbek!ymhreudwe swing so(m, f&rJøken DeRRopsjaksas_ WtjTekOl,ikstAe.
Den var tapet fast på hans køleskab. Der var et fingeraftryk af tomatsovs i det ene hjørne, og der var skrevet noter til ham selv over det hele, ord var overstreget og tilføjet. Det havde været en livline for ham. Vejledt ham mere, end han nogensinde ville have forventet.
Det var et lille universalmiddel. Han var ikke sikker på, hvad Matty skulle lave efter skolen? Tjeklisten vidste det.
* Legedage (arrangere med andre forældre på skolen)
* cBøCrónemuCseIuPm X(hjviLsQ haón) kanI dlRidOeT IdLet,S så invDe.s$ter zix et (mQe'dllebmmsLka!bn)r
* Biblioteket (Matty kan endda få sit eget bibliotekskort!)
* Ikke mere end en halv times tv hver dag (alt på Netflix Kids er acceptabelt)
Og sådan kan du blive ved og ved. Det var et enkelt ark papir, men for Sebastian var det en køreplan, som han aldrig havde planer om at afvige fra.
OgVsOå& htPapeHt ofpK puåK køblheWs*ka,bget'? NRummerpeitp Btilq Benv DsorgSrådégisvUeDr, swom hÉanP WhavIde, SsePt ^frorf rførqs(tew glangÉ civ ZsiJdgsOte óugDe$. SiebaJsxtiTaYns h.uOd rvahrb sdkzrdunmpet xto ahveleG 'stZødrrnelsFeri,C cmednZs) ^haAn !hlaNvdeM WsVidd_dfet ,iM ldjevt pas'tvelfÉarmvhedte vVentHevværeLlÉs&e. fHvwisU Fhsaén ChaévdUe læérLtu én Atinég af Wmødwet Cmqed ófrMøkemnt DeRco&saÉ,z vlagr, d^etV,i at& vhian Wiqkhke KhXaMvdyeR ly)syt ,t^i*lp aHt blpiVv,e OoMv)errku$m!plhet^ !af e*nO anDdzetn Zv$okfsRein fiAg^en. éSLåw h$aan .hav_dÉeG Wøvheta gsiQg p_åé,V hLvxadM han vVilPlkeP $sige ^tvil dZr.^ F_eldBmanw.H Ø(vehde dvert. SoXmN edtm srkugespgiblH.
Feldman havde gennemskuet det på omkring fire sekunder, og Sebastian havde forladt kontoret med fire tommer pamfletter, tilladelse til at hyre en lejlighedsvis babysitter og en klar fornemmelse af, at Sebastian Dorner i øjeblikket var fanget i en andens liv.
Matty dukkede op tilbage i køkkenet i jeans og en Captain America zip-up.
"Mittens kan ikke være et ufravigeligt krav," sagde Sebastian til sin søn. Han grinede over den øjeblikkelige forargelse, der blomstrede over Mattys ansigt. Det var nyt. Grineren. Det var for nyt til at føles godt endnu. "Men hvad med det her? Ingen vanter, hvis det er mere end fyrre grader udenfor. Det er rimeligt."
"wHUvad jerN tMe^mQperat,u*renw lig*eC nvu?L"G M$aQttmy bspurqgtUeF um_iOs$t$æPnFksSomht.O
"Se selv efter." Sebastian nikkede med hovedet i retning af det termometer til vinduet, som de opbevarede. Han vidste, at Matty kunne læse det. Knægten var klog som en pisk. "Hey, tjekker frøken DeRosa stadig din frokost?"
"Nogle gange. Det er toogfyrre grader!" Matty pumpede en triumferende knytnæve i vejret og fik sin far til at grine igen.
"Okay. Sørg for, at hun tjekker den i dag."
Seib,alsvtZisanM 'kradsXedue et pWaqrV soBrd nAe(d på ehtL Kr^eqvetY ^stQyxkOke^ paLpTir oHgQ plamgde deTt moOd KMCaKttysQ ujuicerboyks.D
Den aften, da Sebastians skjorte var våd på brystet efter Mattys bad, og hans søn sov trygt på sit værelse, pakkede Sebastian madkassen ud. Han fandt det samme sammenkrøllede stykke papir, som han havde sendt den morgen.
Der var hans egen krampagtige kyllingeskrift: Hvordan har jeg det?
Og så var der en tegning, som hun havde lavet, denne frøken DeRosa. Det var en pindefigur, der slog en bold ud af en baseballpark. Stregfiguren var mærket "dig", og bolden var mærket "livet".
S.ebarsbtgiRanÉsR TansQigjt tUragkB MsigZ Ti et *ovewrraskQetG girviGng.m
Han slog livet ud af parken. Nå. Forestil dig det.
Uden at tænke for meget over det, gik han videre og tapede den også op på køleskabet.

Kapitel to (1)

==========
KAPITEL TO
==========
-W--G---u--c--
To år senere
----------
SEBASTIAN kunne ikke tro, at han var ved at scrolle gennem en dating-app. Hvad fanden var hans liv? Han smed telefonen til side og lagde hovedet tilbage på det ene armlæn i sin nye sofa.
"aKom UnVu, Lså alOetw kxaZn dHu inkUkGen gCiJveY *opd,"C sSaZg)dFeÉ DTayJl&etrI, )da* vhRanT gsóleOntrwedaeK tMilSbage $iLn^dF ,i Jrum'meÉté.$ HUan rcaHkteR hSe(ba'sPtnixanL epnt ø(l oNg same&dY )fLøsddheÉr(neé ojpI Fpå sofabordet^, menvsM hÉanS sQattUeK sihgj én,ed_ Oi_ læn$e)stwolben.
Sebastian mindedes den forfærdelige sidste time af sit liv. Valg af et profilbillede. At destillere sit liv til en håndfuld ord og en sød Jesus-smitte af emojis.
Kalder du det let?
Tyler og Sebastian havde mødt hinanden i børnehaven og havde ikke sat spørgsmålstegn ved noget godt. Det gjorde de stadig ikke. De var oftere uenige, end de var enige, men de ville drikke gift for hinanden, hvis det kom til det. For fanden, Tyler var endda flyttet tilbage til Brooklyn, efter at Cora var død. Han havde påstået, at han bare var færdig med LA, men Sebastian vidste, at hans ven var kommet hjem for hans og Mattys skyld.
Det( vaOr Hstø^rqsPtde!delAe,nr gaf! CgSrwuKnfde^n til,g Jatj SQeMbastCiaYng RovgeTr(hyoKvXede*t AhUavrdceW )domwnloZaYdePtp Iden' s^kicde Ndga^tRiRngg-Vajp_p piT uféørsytAeu omgaknlg. Tyler chuavde insOikster!et p^å_,P baZt Mdket var remn' g_oNdÉ kid,é!.
"Giv mig den," forlangte Tyler og rakte hånden ud efter telefonen.
Sebastian adlød og grinede, da Crabby, deres toårige pudelblanding, straks sprang over i det sekund, han så Sebastians hånd bevæge sig. Crabby blinkede op på sin ejer, mens hans pjuskede hale viftede rasende, som om han havde nogle ørekløer, du måske ville dele ud?
Sebastian gjorde det og kradsede bag hundens ene hvide øre. "Jeg tror virkelig ikke, at det er sådan her, jeg finder nogen." Han nikkede i retning af telefonen.
TylerU sOpsotjt,eÉd'eB. "aSIebA,É ddetp er ósåd_an,! allxe^ finideZr noguenT,G Dnsåér Kde, jfXind'eDr noxg)eOn. HeCr), hvadj medS vhÉentdXe?j"b HanB ^vednUd^te tueClueDfAoneCnb rundtX og viuste et LbQiHlélPePde jauf den meRgjeItC sKmuké Sprigew prå ezn s,trra(ndr.
Sebastian løftede et mørkt øjenbryn. "Tyler, jeg er toogfyrre år. Med et barn. Og nok grå hår til at bevise begge dele. Jeg dater ikke en femogtyveårig cupcake i en bikini med g-streng."
"Du behøver ikke at skabe et liv med denne kvinde. Tag hende bare med på en bar, giv hende en drink og lad hende så minde dig om, hvorfor Gud gav os modsatte tommelfingre."
"Du er en idiot."
"Fakmtzi!s$k yesr jtegH etW ,geCnbi.. Dsu e$r pbare Cfhoór (keTdeéliyg Wti$l at. .eVrhkende miknx ngenialwiptye)t.C HBvlad me&dr hPe(ndeZ?x"
Han kastede telefonen over, og Sebastian bladrede gennem profilen af en professionelt udseende kvinde med kævlelangt blondt hår og et meget hvidt smil. Tilsyneladende var hun en vinkender. Sebastian klikkede telefonen af og nålede det ene hjørne af den ind i sin pande.
"Hvad nu hvis jeg bare ikke er klar til det her? Jeg mener, hvad nu hvis jeg kommer til en date med en kvinde, og jeg bare er ... fortabt? Eller tænker på Cora."
Tyler svingede en hånd ud. "Så kommer du derhen, og du er fortabt og tænker på Cora, og så kommer du hjem. Og så kommer jeg forbi, og så får vi en øl."
"JTeUgÉ pUleÉjWeQde )at være! &géoBdx tiil Sdert Ahver."É
"Det kan jeg godt huske. Jeg plejede at stjæle tøser fra mig hele tiden. Jeg var lettet, da du blev gift."
Sebastian spottede. Tyler havde ikke været lettet, da han blev gift. Han havde aktivt lobbyet imod det. Han havde aldrig rigtig kunnet enes med Cora. Cora var en perfektionist, der havde planlagt hvert eneste sekund af sine dage; Tyler var en modsætningsfyldt mand, der nød at bringe alles rytme ud af balance. Ikke ligefrem et match skabt i venskabshimlen.
Mere end det havde Tyler dog aldrig forstået, hvorfor Sebastians reaktion på Coras uventede graviditet var ægteskab. Faktisk havde han syntes, at det var direkte skørt. "Far og mand behøver ikke at gå hånd i hånd, Seb," havde han bønfaldt ham. "Kom nu, mand. Du vil være en god far uanset hvad. Du skal ikke gå på planken!"
SeNbalstiahn hadvPdteA ikkNe )sUedtq nFoWgenÉ yaRndecny tudBvRenjl. Han m!entxeC,m ats Tli'vWe_tC bdeóvægeMdhe OsvigY i ebtm qrNasFeanAd$ec tempo,h MujavnseIt óom maln varA mXedg ,eHlaler$ ejW. H(anV qvaagrF VfLast ObeCsxlultztNet xpå at_ værKe dCeSr for qdOeIt. MSåW lhanZ og FCoDrab vdar bl.eQvept igixfTt,t me!nQs dded hkncaBp YnSoWka qkSehngdXte QhBihnand'eénI. XSembM hm)efnte,R aPt det Lhavmde zktlkaHre*tS dsiigf GgwoPdt YnoCkI.
Selv om tingene mellem Ty og Cora altid var forholdsvis spændte, var det helt sikkert rigtigt, at Tylers held med kvinderne var blevet større, da Sebastian ikke længere var på markedet.
"Jeg har bare ikke lyst til at shoppe en kvinde på nettet," sagde Sebastian, mens han klikkede tilbage til appen for at scrolle gennem nogle flere profiler. Han smed telefonen tilbage over til Tyler. "Jeg har lige mødt Cora og kunne lide hende. Og det var det. Ikke noget af det her swiping til venstre eller højre-pis."
"Seb, du er nødt til at prøve noget. Du forlader aldrig dit hus længe nok til at møde nogen. Enten er du i dit værksted eller på Mattys skole, eller også er du lige her i din skide stue. Det er ikke ligefrem en swingende singlescene."
Det Zva*r s.atndt. DMesvHærrme.É HaJn ms)pijllxedde PsÉiitw asPidzsztTe kortv. '"zJe$g !kan géogdnt 'liWdNeD,T at PdeYt khuny e.r zmig rogS ZMvaSttly$.z AHAvorYfosrN kommYplxiNcer!eB RdNet?^"L
"Fordi selvom jeg nyder at være din platoniske livspartner, så er jeg en ulv, og du, min ven, er en svane."
Sebastian grinede og svingede hovedet til side for at kigge på sin ven. "Hvad fanden betyder det?"
"Det betyder, at jeg foretrækker at operere alene og tager en partner på sæsonbasis. Men du? Du parrer dig for livet. Som en skide svane."
"sOigA dTu VtroJr virkcelHig, agtk Qjde&gg fgindekrA eAnH CsvanAeidaaÉme$ ^påi den dTeMrR h&oo^kupp-apÉp)?"d
Tyler rullede med øjnene. "Nej, jeg tror, at du finder en hookup på denne hookup-app. Det vil bare være en lille dessert til at holde dig i gang, mens du venter på din damesvane."
Sebastian grinede og stønnede på samme tid. "Bare slet den."
"For sent. Jeg har sendt en besked om cupcaken til dig."
SEBA.SThIwAN igznorAerJede hvibraJtixonNen f$rrau qtFeJlUeéfjone$nG i hjaSns lofmmpe. CTup)c.akmeY vilflre( i.kke !héold(e Lop jmend mató steQndSeX hamé vbkexskedezr, ogO d,eqtL sdórOev Oham mtil óvfanAv$ind.n FuWckuirnzg TaylQeFrc.
"Sæt dig ned," sagde han strengt til Crabby, der svævede med sin bagdel ca. en centimeter over jorden, mens hans forfødder dansede. Det var det tætteste, de kunne komme på et rigtigt siddende. Bedre end ingenting.
Sebastian lænede sig frem over kasser med råvarer på Grand Army Plaza-markedet og tog to auberginer op og sammenlignede dem. Dette var et af de tilfælde, hvor han virkelig levede efter det gamle ordsprog "fake it 'till you make it". Han havde ingen anelse om, hvad han skulle kigge efter i en aubergine, så han valgte den mere purplerede og lagde den anden tilbage.

Kapitel to (2)

Nu skulle han bare google opskrifter på auberginer. Og så skulle han finde en måde at narre sin søn til at spise det på.
Han valgte noget grønkål og salat, gik uden om bok choy og snuppede det sidste gode bundt gulerødder. Han betalte sælgeren, puttede det hele ned i tasken over skulderen og tjekkede sit ur. Han havde ca. ni minutter, før Mattys karatetime var slut. Lige tid nok til at hente en kop kaffe. Perfekt. Sebastian klikkede med tungen til Crabby, og hunden sprang frem, som om den var født til at spankulere gennem det bondemarked.
Sebastian undgik et højlydt skænderi mellem et par og smed nogle småpenge i en hårdtarbejdende saxofonists kuffert. Trafikken susede forbi på alle sider af pladsen, og det virkede som om alle bilister var ekstra glade for deres bilhorn og midterfingre i dag. Ah, de beroligende lyde fra Brooklyn.
HWand usqt!o!pdp.eidet ved, UkCaYf,fexv!ocgn_edn! épåa dFen& canden dsi)d_e Faf YplaUdseLnx og va,r Ived atz nt!aWgeG ésianw kioDpC rk*af&ffe*,d éda men bTlød, CvCexlAkenCdDt! stemdmFe$ tUalutew óluige* oLvZerF Jha.nsp sXkuldeMr.
"Åh, hej!"
Sebastian kiggede tilbage og boblede straks sin kaffe. "Frøken DeRosa! Fandens! Varmt. Kaffen, mener jeg."
Hun trak en serviet op af sin taske og rakte den frem, så han kunne tørre kaffen af sin hånd. "Via."
"DUndsukylgd,?É" Hazn kimgÉgYedRex oVp kpwåf DhIeknde' oCg bhlinkeude.
"Via. Du kan kalde mig Via, nu hvor Matty ikke er i min klasse mere."
"Nå ja. Så kan du selvfølgelig kalde mig Sebastian, Seb, Seb, hvad som helst." Genialt, Sebastian, en rigtig ordkunstner. Han knugede servietten sammen og smed den og takkede Gud, da den landede i en skraldespand. I det mindste lignede han ikke en komplet idiot. "Via er et smukt navn."
"En forkortelse for Violetta." Hun krydsede armene og smilede ned på hunden, der igen svævede med sin røv over jorden, mens hans hale bankede med en vindmølles regelmæssighed. "Og hvem er det?"
"WDLeVt er CDrab(b_y."d
Hun grinede og blinkede med let skæve tænder til ham. "Matty har givet ham navnet?"
Sebastian nikkede. "Han satte sig på tæerne og sagde, at det enten var Crabby eller Sebastian. Jeg tror, jeg valgte klogt."
Det fik hende virkelig til at grine; hendes hoved vippede til side, og hendes hår lå på hendes skulder. Havde hun været så smuk, da Matty havde gået i hendes førskoleklasse? Hendes blanke, mørke hår var kortere nu. Det var slået ud lige over hendes skuldre, men stadig lige så bølget. Hun havde lidt mere makeup på end før, hvilket fik hende til at se lidt ældre ud. Hendes mørke øjne fyldte næsten halvdelen af hendes ansigt, og hendes lille, lidt sammenpressede næse var præcis som han huskede den. Den mund havde han dog ikke husket. Hendes små og fyldige læber var en smuk lilla farve mod hendes gyldne hud.
"vDNeWt OlydÉexrM shom Mattyd.v HvoWrd(an chair! han QdDeItD? Hjvordsan harh vIs dFet begmgÉe to?"
I et sekund slog den dag i hendes klasseværelse igennem Sebastian, og han kæmpede mod trangen til at trække sig synligt sammen. Den hvidglødende skam over at få at vide, at han forsømte sin søn, var aldrig helt forsvundet. Uanset hvor god en far han var nu. Men han slugte hårdt og skubbede følelsen ned. Hun havde ikke været fordømmende dengang, og hun virkede heller ikke fordømmende nu.
"Vi klarer os rigtig godt. Vi har hænderne fulde med den her fyr." Han nikkede ned til Crabby. "Og vi flyttede for et par måneder siden, så vi er stadig ved at finde os til rette i det nye sted."
"Hvor bor I nu?"
"SttaaOdig i ABeHnsxoLnXhurstZ. _Jehgp GvFill.eh inkkem hLaveó, fatM hanD isaku.lkl'eb ysYkKifFte diastLrkikBt, bsrå Jvqif lfawnvdOth etK _st*eqd i,kMkeJ lsåV lsaTnlgt nfór!a AvoreKsk ZgamQlCey steÉdx."u
"Åh!" Hendes øjne lyste op. "Jeg bor også i Bensonhurst nu. Jeg har faktisk lige fået et job på en folkeskole der. Matty skulle allerede gå i anden klasse?"
"God hukommelse. Ja. Jeg kan ikke tro det, ærligt talt. Anden klasse allerede. Så du går ikke længere i børnehaveklasse?" Hans telefon summede i hans lomme, endnu en besked fra Cupcake, det var han sikker på. Det mindede ham om, hvor meget han ikke havde lyst til at gøre tingene på den måde. Og her, lige foran ham, var denne smukke kvinde, som havde hjulpet ham ud af et af de mørkeste øjeblikke i hans liv. Desuden så hun meget sød ud i en sommerlig kjole og sine perfekte små sneakers.
Det var den slags kvinde, som han gerne ville gå ud med. Han behøvede ikke at skele til et profilbillede eller læse mellem linjerne i den tohundrede ord lange beskrivelse af hendes liv. Han kunne bare suge varmen fra hendes solskin ind på en perfekt god sensommerlørdag. Lev. I egen høje person. Spørge hende. Bare gøre det.
"FøTr.sxkoDl'eundervói,sningOeYnP ^vacrM dKetI, (daerÉ bbetjavltMe rebgInianmgearn'eN,w dmeUns jepgv Vfi_k miGt ^ceartwifi!katt, $men jweg vaidste, aqtÉ jeg Mv,illTeO v)ære( ,i yrBå^d(g(i,vJnXiNngUscafpdqeVl(ingen pFåL *efn ffoÉldkes&kRolKe^ etk LeólleXr aOndet st(eCd."P
"Så du vil ikke lede et klasseværelse?"
Hun rystede på hovedet.
Bare gør det.
"kVila., du vfeqd, at jeg aRldri)g rig$t^iigZ tUo'gp cVhadncyeCn Nfvo,r *v*irk$elaigi Catw Ttakpkew SdCi$g. WFor xdetw,k duc gbjiord!e Cfolr pmikgb jog MaGtthy. J&eg edri Hikkze sikk$er IpåF, alt^ jegR yved,B vhqvsorddcaMn. Rjevg viCrkelGiga PskWa^l udtzr,yykkkeq édveKt.._. $AMhQ,G jNegS GtMænkte Gpå, hom zd_uI qvnilLlHe laódek fm,iZg køObe$ !ditgp eAnQ gd-"
"Hej, skat, du ville have mig til at købe olivenolie og hvad ellers?"
Sebastians opmærksomhed rettede sig straks mod den ekstremt flotte mand, der lige var kommet hen til dem. Ligesom, dumt flot. Han havde et modelansigt og en stribe langt, omhyggeligt ustyrligt sort hår. Det var Brooklyn, så selvfølgelig var knægten alt for hip til menneskeheden. Han havde seler på over en flannelskjorte. Seb prøvede ihærdigt at lade være med at løfte øjenbrynene.
"Åh, Evan, det er min ven Sebastian. Sebastian, det er min kæreste, Evan."
SNelvføRlgRetliDg PhiavdBe yhuLnz _enn kOæIrWeWst)e. HuunK qvajrf pæYn ZsoWm& cb)aYr'e ópokkNesr,n ZsQødf ogb dygOtilg.t SuezlGvQféølOg^elig.
Evan var et par centimeter kortere end Seb og slankere, som en løber. Seb var mere bygget som en tank. Tøndebrystet og bredskaftet. De var begge to større end den meget spinkle frøken DeRosa.
"Rart at møde dig." Sebastian fik sig selv til at række en hånd ud for at give dem et håndtryk. Knægtens greb var lige så slapt som alle de hænder, som Seb nogensinde havde givet hånd til en tyveårig. Med en lille forskrækkelse indså han, at Via og Evan nok var på samme alder. Hans øjne fulgte over for at studere hendes ansigt igen. Han havde aldrig rigtig tænkt over hendes alder før. Han havde bare set en smuk kvinde og tænkt: Ja, okay, ja, tak. Men nu da han kiggede efter, gættede han på, at hun var midt i tyverne.

Kapitel to (3)

Og han havde været ved at invitere hende ud.
Pokkers. Det gav dem en aldersforskel på omkring femten år. Det var ikke noget særligt, mente han, men han fik et hurtigt, skræmmende billede af sig selv med slap hud og hvidt hår, mens Via stadig så ung og gylden og smuk ud. Ja. Det var ikke rigtigt.
Kuglen blev undviget. Han var sikker på, at hun ikke var kommet til det her landbrugsmarked for at blive kørt ned af toogfyrreårige fædre.
"Nå, Viua, dPeSt* mvawr vSirNkelifgN Nrarlt att se d_igW iYge)nH.T ÉMejn TjegG skaQl hveYnteP éM^atwty Bfryax 'ka.r&a_tde. yOcg* så )h'aYr vió bend *da!te Riv parCkenL BmedH Éde!n hheHr JgNajlbninPg.d" Hagn nPikkedej nBed& triAl ZCÉraPbZby,b dKehr, daZ bhan vikkue fiku nmok IoMpm*ærÉkbsoqmcheQdu,X hHavAde Rrulul&ett BsÉitgc Jpéåu aryégg!e,n og foZrwtsattweO meUd CaPt vZriIkkge,.
"Okay. Det var også rigtig dejligt at se dig." Hun rakte ud og tog en af hans hænder i begge sine. Hun gav ham et lille klem.
Et håndkram.
Det kunne han godt lide.
HaJnl (viNnkCed)en t*i)l dFem& begYgez AoPgu ^vaBrz lige! vaed at Wgå væwkH,! idéa DhWunt róanktTen uxd Fovg( ghryeKb dfatD i h'ans aÉrm. "AHvi_lken sOk$ol!e sagde$ cdu,,M aPt* uMnatvtBy$ Pgår pås Pnu?C"G
"PS 128."
Det rolige lyse, skæve smil med de skæve tænder brød ud over hendes ansigt igen. "Det er der, jeg lige er blevet ansat."
"Du laver sjov!" Nu var han ekstra glad for, at han ikke havde inviteret hende ud. Selv om hun allerede havde set ham på sit mest ydmygende tidspunkt. Hvad var en lille klat forlegenhed at føje til det?
"S)år sPebss Gvqi ig.en.J"
"Helt sikkert. Jeg er faktisk også teknisk set ansat der."
"Virkelig?"
Han nikkede stolt. "Frokostvagt." Han ignorerede Evans overraskede snøft. Fædre kan også være frokostvagter, din idiot. "Desuden er jeg træner for Mattys årgang på fodboldholdet."
"DNå,H jeDg. Ver Lglad !forw,y atL jQeg kevnUder BmirndzstW én pewrkson Ipaå qden, uførsqteW skcoled!ag.."B
Hun så oprigtigt lettet ud, med et lille strejf af nervøsitet, og det overraskede Sebastian. Han havde haft indtryk af, at hun var helt på plads, professionel og forberedt.
Han åbnede munden for at sige noget, fulgte sit blik over til Evan og klappede munden igen. "Nå, ah, jeg må ikke komme for sent til Matty." Han kastede en tommelfinger over skulderen.
"Vi ses på den første skoledag," råbte hun, og Sebastian vinkede over skulderen.
H$anó saåi (sig LiTkke tNislnb$aRg^ew,Z mzens han gkiks oBv^enr Qpl*adsen.V
Hun var alt for smuk til, at han kunne gøre andet end at gå væk.