Prolog (1)
Jared For ti år siden... "Jeg skal nok tænke over det," siger jeg til min bror. "Jeg er dog overbebyrdet med..." "Jeg har ikke set dig i et år," knurrer Jeremy. "Et helt forbandet år." Igen med skyldfølelsen. "Det er bare denne kontrakt, jeg har med NSA. Den er enorm. Jeg kan ikke tage af sted for at spise fucking kalkun med dig, fordi du savner mig." Hans tunge suk runger gennem højttalerne i min Escalade. "Du gik glip af sidste Thanksgiving." "Ringede du til mig for at surmule, for det har jeg allerede nok af med Blaire lige nu?" "Virkelig? Hvad nu?" "Den klasseudflugt til Washington, som hun insisterer på at tage med." "Langt væk fra Houston," siger han med et pift. "Hun ville faktisk være nødt til at forlade boblen." "Hvilket er præcis derfor, jeg sagde nej." "Og hvad havde Ellie at sige?" "At jeg er et anmassende røvhul, og at hvis jeg ikke lader Blaire forlade reden en smule, så forlader hun mig for altid." Jeg gnider mig i nakken, da jeg holder foran porten til mit enorme hus. "Hun er sytten, for helvede da. Jeg har et dødsgreb om hende i hvert fald indtil maj, når hun tager eksamen." Jeremy griner. "Det er en klassetur, Jared..." "Med drenge," snerrer jeg. "Og nu kommer vi til sagens kerne. Drenge. En dag vil et eller andet fjols deflorere din datter. Det ved du godt, ikke? Hun kan ikke dø som jomfru." Jeg ruller vinduet ned og indtaster koden, der giver mig adgang forbi porten. "Det vil jeg sgu da forsøge at få det til at ske. Hun er min lille pige, mand." "Tag i det mindste min niece og svigerinde med herop for at se mig. T-Town er ensomt uden min lillebror. Jeg er ikke over at tigge." "Jeg skal prøve," siger jeg til ham og mener det. "Jeg er i huset. Ellie sendte en sms tidligere. Hun laver noget low carb aubergine lort. Jeg er måske død inden Thanksgiving." Han snøfter. "De ting vi gør for kærligheden." "Kalder du det kærlighed nu? Er du og Krista sammen igen?" "Blake har brug for en mor og en far." "Han er otte år. Han er næsten en mand nu. Du behøver ikke rigtig at ofre din lykke for at gøre din søn lykkelig," minder jeg ham om for millionste gang, mens jeg kører ind i en af de fire garagehaller. "Han virker bare gladere, når vi er sammen. Jeg kan godt finde mig i Kristas kusse-metoder for min drengs skyld." Jeg ruller med øjnene. Men hvor længe? Indtil hun knepper en anden af hans kolleger? "Du er en helgen." Jeg slukker for Escaladen og kravler ud og tager min taske. Efter middagen har jeg mere lort at arbejde på. Denne kontrakt vil give mig millioner. "Jeg skal kysse min kone og spise aubergineskidt. Jeg ringer til dig, når vi er på vej." "Kommer du med?" Han skriger som en skide kvinde. "Jeg arbejder nok hele tiden, men ja, vi kommer i ferien." "Elsker dig, brormand. Vi ses i næste uge." Jeg lægger på og putter min telefon i lommen i mine bukser, inden jeg tager min taske på. Mine tanker går til Blaire, og hvordan jeg vil gøre det godt igen, fordi jeg ikke sagde ja til klasserejsen. Hun har fået øje på en ny Mustang. Da jeg træder ind i huset, gør jeg mig klar til den overvældende duft af aubergine. Den duft, der rammer mig, forvirrer mig dog. Kropslugt. Fedt. Sved. Blod. "Ellz Bellz, babe," råber jeg og forsøger at ignorere den olieagtige følelse, der breder sig i mine årer og truer med at drukne mig. "Har vi skiftet mening om middagen?" Køkkenet er tomt. Maden er spredt ud over hele køkkenbordet, hvor hun var i gang med at forberede aftensmaden. Min hjerterytme accelererer. Jeg smider min bærbare computer på bordet og skrider ud af køkkenet i retning af stuen. "Blaire, skat, hvor er din mor..." Mine ord bliver skåret af min tunge, mens jeg ser scenen og blinker flere gange forvirret med øjnene. Og så rammer panikken mig. Blaire og Ellie sidder på knæ med håndleddene bundet bag ryggen og tårer i deres røde ansigter. Begge har de matchende strimler af gaffatape for munden. Jeg tænker ikke på andet end deres sikkerhed og styrter hen til dem. Mine fingre stryger langs min kones våde kind, før noget rammer mig hårdt i hovedet. Sort. Sort. Sort. Jeg blinker min bevidstløshed væk og forsøger at forstå, hvor jeg er, eller hvad der sker. "Og så vågner han endelig," siger en barsk stemme, der tramper hen til mig. Han griber fat i mit hår og trækker mit hoved tilbage. Jeg stirrer ind i et par grusomme blå øjne. Den skæggede mand har langt, fedtet blondt hår og et trådagtigt skæg. Hans ånde stinker af alkohol og rådne tænder. "M-Min kone-" Han slår mig med en pistol, og jeg besvimer næsten igen. Hvad fanden er det, der sker? Jeg prøver at slå til ham, men mine hænder er bundet fast bag min ryg. "Din kone tilhører dig ikke længere," knurrer manden. "Hun er min ejendom. Min præmie for et godt udført arbejde." "Vil du have penge?" Jeg hvæser ud. "Du kan få dem. Nævn din pris, og så er den din. Bare lad dem være i fred. Gør dem ikke noget." Blaires skrig sætter min sjæl i brand. "For sent," siger manden. "De har ondt, og det kan dine penge ikke stoppe." Jeg prøver at se udenom ham. "B-Blaire, baby!" "Aww," håner manden. "Det her er hjerteligt. Han har brug for at se sin datter." Han træder væk og afslører hende for mig. Da jeg ser hende, bliver jeg blændet af tårer. Nej. Ikke min lille pige. Nøgen og blødende og grædende. Hendes mor ligger i samme tilstand på jorden ved siden af hende, ubevægelig, men i live. "Lad dem gå," brøler jeg, og vreden brænder varmt gennem mig. "Jeg vil give dig, hvad fanden du vil have, men lad dem gå. Nu." Manden griner. "Det jeg vil have er, at du skal se mig tage fra dig." "Nej," snerrer jeg og forsøger at rejse mig op. En stærk hånd bag mig holder mig ned på knæ. De er altså mindst to. "Ja, motherfucker. Så meget ja. Se, hvordan jeg får hende til at hvine som et svin." Han slikker sig om læberne. "Har ikke haft mig en jomfru i fucking lang tid." Jeg kæmper imod grebet fra manden bag mig, mens jeg stirrer hjælpeløst på Blaire. Hendes mørkebrune hår er svedigt og rodet. Så sent som i morges var det helt glat. Hun kunne knap nok kigge op fra sin telefon, mens hun sviner mig til om den skide D.C.-tur. Det føles som om det er en menneskealder siden. Jeg forstår ikke, hvordan vi kom fra der til her i løbet af tolv timer.
Prolog (2)
"Blaire, skat, lyt til mig," beder jeg dig. "Se bare på far. Du må ikke se på ham." Hun snøfter og kneber og, fuck, hun ser så hjælpeløs ud. Manden løsner sit bælte, og jeg mister besindelsen. "Jeg slår dig fandeme ihjel, dit monster!" Han kaster hovedet til siden. "Trusler får du ingen vegne med mig, røvhul." Med øvet lethed hiver han en skarp kniv frem og går hen til min familie. Han griber Ellie i hendes mørke hår og trækker hende op på benene. De kedelige øjne lyser op til liv, da hun får øjenkontakt med mig. Hun vrider sig og sparker forgæves og forsøger at skrige foruden gaffatapen, der dækker hendes mund. "Ellie," kvæler jeg ud gennem mine tårer. "Fuck, Ellie!" Manden holder hendes nøgne krop mod sin. "Rancid havde en vidunderlig tid med at rive hendes stramme røvhul op. Hun har helt sikkert aldrig ladet sin mand få hendes røv. Det var sgu ret tydeligt med den måde hun skreg og blødte på." Han ryster på hovedet af mig. "Du skulle have brudt hende ind, mens du havde chancen. Kunne have sparet hende for en masse smerte." "DIT RØVHUL!" Jeg bliver rykket tilbage, og fyren bag mig - Rancid - smækker med magt en strimmel gaffatape over min mund. Han er større og stærkere end mig. Jeg har aldrig været en lille fyr, men sammenlignet med disse monstre føler jeg mig fandeme ynkelig og ubrugelig. "Bare så du ved det," siger manden, der holder Ellie. "Det her er ikke personligt. Det var skide dejligt, og jeg nød det uhyre meget, men i sidste ende var det et job." Et job? Jeg stirrer på ham og ønsker, at jeg kunne få ham til at eksplodere alene ved hjælp af ren viljestyrke. "Så når jeg gør det her," siger han, "så er det bare forretning." Ånden suges ud af mig, da han stikker kniven i Ellies mave en-to-to-tre-tre-fire-fem-seks gange. Varme tårer triller ned ad mine kinder, mens blodet vælter ud af hendes sår. Hun besvimer af smerte, og jeg ved, at jeg aldrig vil se hendes smukke brune øjne igen. Jeg lukker øjnene og beder Gud om, at hun må dø hurtigt, for det er sgu for grusomt for hende at blive liggende i armene på en syg skiderik og lide. Et smæld på gulvet får mig til at åbne øjnene igen. Ellie forbliver livløs, mens blodet samler sig omkring hende. Jeg er chokeret. Forfærdet. Afskyet. Hjælpeløs. Blaires sukader kræver min opmærksomhed. Jeg stirrer på min smukke datter - min søde lille pige, som bare ville se USA's forbandede hovedstad. Pigen, der elskede at shoppe og gå i biografen og stå på jetski. Min lille pige, som ikke havde noget imod at være fanget i fars beskyttelsesboble. I det mindste dør vi alle sammen sammen. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil dræbe os alle sammen. Jeg ville bare ønske, at de ville skære halsen over på hende og gøre en ende på det nu. Jeg kan ikke holde ud at se dem ødelægge mit barn, ligesom de gjorde med min kone. Jeg kan sgu ikke gøre det. Men jeg har ikke noget at skulle have sagt i det her lort. "Men det her," siger manden og trækker min datter op på benene. "Det her er personligt. En præmie for mit hårde arbejde. At dræbe hende virker for nemt. Ikke før jeg alligevel hygger mig lidt." Jeg ryster på hovedet og snerrer som en tyr, der knap nok er i bur. Vreden brænder som lava gennem mine årer. Jeg forsøger at rejse mig op, men Rancid holder mig fast. Hendes skrig af rædsel bliver til en levende, åndende organisme - brusende og pulserende og bevægende inde i mig. Jeg mærker hvert eneste skrig helt ind til marven i mine knogler. Dette er helvede. Jeg var en gud med flere penge, end jeg vidste hvad jeg skulle gøre med, men jeg er blevet reduceret til en fange, der skal se på det mest forfærdelige, jeg nogensinde kommer til at udholde. Jeg ville opgive pengene, bilerne, alt for at spole tilbage til i morges og komme ud af denne by. Jeg vil være der for hende. For at redde hende. At holde hende. For at love hende, at alt vil blive godt igen. Men det kan jeg ikke, og den erkendelse knækker mig midt over. Min fornuft bløder fra mig og blander sig med min kones blod på gulvet. Mit barns skrig ekko gennem mig, mens manden river hendes uskyld i stykker. Mens han tager det, der aldrig var hans. Mens han ødelægger hende. Jeg kan ikke se på ham. Jeg er en fiasko som far - jeg kan ikke engang se hendes død. Jeg er en kujon. Jeg er tom. Mit blod løber koldt, mens jeg hærder mig selv. Når jeg dør her om kort tid, vil jeg ikke have, at mine sidste tanker skal være om min datter, der bliver brutalt overfaldet af en psykopat. Hun græder og græder og græder og græder, indtil hun ikke græder mere. Grynten og det smældende kød bliver fjernt i mit sind. Alt er sort. Alt er sort. Alt er sort. De samme kvalmende lyde, som kniven lavede, da den dræbte min kone, kan høres igen. Denne gang i min lille piges hals. Blodet. Så meget blod. Døden. Døden. Vi er ved at dø. Min familie er død. Jeg vil med dem. Blackblackblackblackblackblackblack. Rancids latter hjemsøger min sjæl, og så er hans kniv i mit ansigt. Skærer. Skærer. Skærer. Smerten er intet sammenlignet med smerten indeni mig. Blodet løber ned ad mine kinder, tungt og varmt. Jeg får et godt kig på ham og lugter hans fugtige ånde. Han ligner det andet røvhul på en prik. Har den samme lædervest på. BBB er broderet i stoffet over et kranie. "X markerer stedet," siger Rancid og presser sin tommelfinger mellem mine øjne, graver ind i det sted, hvor han skar mig, og skubber mig ned på gulvet. "Alle de skatte, der er gemt deroppe i din dyre hjerne. Det er en skam, at vi ikke kan bruge den." Mændene griner, og jeg ser med væmmelse på, hvordan den anden mand trækker sin dryppende pik frem, der er gennemvædet af min datters blod. Hendes livløse krop falder ned på gulvet og lander på hendes døde mor. Mine to stjerner er falmet til sort. Mine. De tog mine. De. Tog. Mine. Vreden, eksplosiv og ude af kontrol, detonerer. Jeg bliver ikke længere holdt nede af Rancid og udnytter øjeblikket til min fordel. Jeg kommer op på benene og kaster mig mod Rancid. Min skulder rammer midt på hans ryg. Han smækker ind i den anden fyr, som stadig forsøger at få pikken tilbage i bukserne. De snubler og snubler over hinanden. Jeg løfter min fod og sparker Rancid hårdt, så hans hoved knalder mod sofabordet. Da han ikke rejser sig op, angriber jeg den anden fyr. Hans kniv er stadig begravet i min datters hals. Tak, fordi du hjalp far, lille pige. Jeg giver fyren et hovedstød, og han falder om på røven. Jeg spilder ikke tiden og slår min fod ned på hans næse, og jeg elsker den sygelige lyd af den knækkende lyd, når den går i stykker. Igen og igen smadrer jeg min sko i ansigtet på ham. Det lykkes ham at rulle væk fra mig. "Fuck!" råber han, og hans øjne lander på Rancid, mens blodet vælter ned ad hans ansigt. "Hvad fanden har du gjort ved ham?" Rancids hoved ligger i en sjov vinkel, hans øjne er åbne og sløve. Jeg knurrer som en bjørn og angriber den skiderik igen. Han kæmper sig tilbage. Og så vender han sig bort for at løbe. Jeg sparker ham lige i rygsøjlen, hvilket får ham til at hyle, men han bliver ved med at løbe. Hvorfor fanden løber han? KOM TILBAGE, DIN SKIDERIK! Men han er væk. Bagdøren smækker i, og så hører jeg den tydelige lyd af en motorcykel, der går i omdrejninger. Jeg burde være død. Sammen med dem. Mine øjne lander på mine piger, og et hæsligt suk undslipper mig. Jeg har brug for at holde om dem. Jeg har brug for at holde dem, for fanden. Med varme tårer i øjnene bakker jeg op og befrier forsigtigt min datter for kniven i halsen. Det kræver nogle vanskelige manøvrer, og jeg stikker kniven ind i mine arme flere gange, men til sidst skærer jeg rebet igennem. Så snart jeg er fri, river jeg tapen af og vugger mine piger. Jeg trækker dem ind i mine arme og klemmer dem hårdt sammen, mens jeg skriger, til jeg er hæs. Jeg skriger og skriger og skriger og skriger. Og da deres kroppe føles kolde, graver jeg min hånd ned i min bukselomme. Med rystende fingre ringer jeg til den eneste person, jeg har tilbage. "Hvis du har ændret mening om Thanksgiving-" Og jeg skriger igen.
Prolog (2)
"Blaire, skat, lyt til mig," beder jeg dig. "Se bare på far. Du må ikke se på ham." Hun snøfter og kneber og, fuck, hun ser så hjælpeløs ud. Manden løsner sit bælte, og jeg mister besindelsen. "Jeg slår dig fandeme ihjel, dit monster!" Han kaster hovedet til siden. "Trusler får du ingen vegne med mig, røvhul." Med øvet lethed hiver han en skarp kniv frem og går hen til min familie. Han griber Ellie i hendes mørke hår og trækker hende op på benene. De kedelige øjne lyser op til liv, da hun får øjenkontakt med mig. Hun vrider sig og sparker forgæves og forsøger at skrige foruden gaffatapen, der dækker hendes mund. "Ellie," kvæler jeg ud gennem mine tårer. "Fuck, Ellie!" Manden holder hendes nøgne krop mod sin. "Rancid havde en vidunderlig tid med at rive hendes stramme røvhul op. Hun har helt sikkert aldrig ladet sin mand få hendes røv. Det var sgu ret tydeligt med den måde hun skreg og blødte på." Han ryster på hovedet af mig. "Du skulle have brudt hende ind, mens du havde chancen. Kunne have sparet hende for en masse smerte." "DIT RØVHUL!" Jeg bliver rykket tilbage, og fyren bag mig - Rancid - smækker med magt en strimmel gaffatape over min mund. Han er større og stærkere end mig. Jeg har aldrig været en lille fyr, men sammenlignet med disse monstre føler jeg mig fucking ynkelig og ubrugelig. "Bare så du ved det," siger manden, der holder Ellie. "Det her er ikke personligt. Det var skide dejligt, og jeg nød det uhyre meget, men i sidste ende var det et job." Et job? Jeg stirrer på ham og ønsker, at jeg kunne få ham til at eksplodere alene ved hjælp af ren viljestyrke. "Så når jeg gør det her," siger han, "så er det bare forretning." Ånden suges ud af mig, da han stikker kniven i Ellies mave en-to-to-tre-tre-fire-fem-seks gange. Varme tårer triller ned ad mine kinder, mens blodet vælter ud af hendes sår. Hun besvimer af smerte, og jeg ved, at jeg aldrig vil se hendes smukke brune øjne igen. Jeg lukker øjnene og beder Gud om, at hun må dø hurtigt, for det er sgu for grusomt for hende at blive liggende i armene på en syg skiderik og lide. Et smæld på gulvet får mig til at åbne øjnene igen. Ellie forbliver livløs, mens blodet samler sig omkring hende. Jeg er chokeret. Forfærdet. Afskyet. Hjælpeløs. Blaires sukader kræver min opmærksomhed. Jeg stirrer på min smukke datter - min søde lille pige, som bare ville se USA's forbandede hovedstad. Pigen, der elskede at shoppe og gå i biografen og stå på jetski. Min lille pige, som ikke havde noget imod at være fanget i fars beskyttelsesboble. I det mindste dør vi alle sammen sammen. Jeg er ikke i tvivl om, at de vil dræbe os alle. Jeg ville bare ønske, at de ville skære halsen over på hende og gøre en ende på det nu. Jeg kan ikke holde ud at se dem ødelægge mit barn, ligesom de gjorde med min kone. Jeg kan sgu ikke gøre det. Men jeg har ikke noget at skulle have sagt i det her lort. "Men det her," siger manden og trækker min datter op på benene. "Det her er personligt. En præmie for mit hårde arbejde. At dræbe hende virker for nemt. Ikke før jeg alligevel hygger mig lidt." Jeg ryster på hovedet og snerrer som en tyr, der knap nok er i bur. Vreden brænder som lava gennem mine årer. Jeg forsøger at rejse mig op, men Rancid holder mig fast. Hendes skrig af rædsel bliver til en levende, åndende organisme - brusende og pulserende og bevægende inde i mig. Jeg mærker hvert eneste skrig helt ind til marven i mine knogler. Dette er helvede. Jeg var en gud med flere penge, end jeg vidste hvad jeg skulle gøre med, men jeg er blevet reduceret til en fange, der skal se på det mest forfærdelige, jeg nogensinde kommer til at udholde. Jeg ville opgive pengene, bilerne, alt for at spole tilbage til i morges og komme ud af denne by. Jeg vil være der for hende. For at redde hende. At holde hende. For at love hende, at alt vil blive godt igen. Men det kan jeg ikke, og den erkendelse knækker mig midt over. Min fornuft bløder fra mig og blander sig med min kones blod på gulvet. Mit barns skrig ekko gennem mig, mens manden river hendes uskyld i stykker. Mens han tager det, der aldrig var hans. Mens han ødelægger hende. Jeg kan ikke se på ham. Jeg er en fiasko som far - jeg kan ikke engang se hendes død. Jeg er en kujon. Jeg er tom. Mit blod løber koldt, mens jeg hærder mig selv. Når jeg dør her om kort tid, vil jeg ikke have, at mine sidste tanker skal være om min datter, der bliver brutalt overfaldet af en psykopat. Hun græder og græder og græder og græder, indtil hun ikke græder mere. Grynten og det smældende kød bliver fjernt i mit sind. Alt er sort. Alt er sort. Alt er sort. De samme kvalmende lyde, som kniven lavede, da den dræbte min kone, kan høres igen. Denne gang i min lille piges hals. Blodet. Så meget blod. Døden. Døden. Vi er ved at dø. Min familie er død. Jeg vil med dem. Blackblackblackblackblackblackblack. Rancids latter hjemsøger min sjæl, og så er hans kniv i mit ansigt. Skærer. Skærer. Skærer. Smerten er intet sammenlignet med smerten indeni mig. Blodet løber ned ad mine kinder, tungt og varmt. Jeg får et godt kig på ham og lugter hans fugtige ånde. Han ligner det andet røvhul på en prik. Har den samme lædervest på. BBB er broderet i stoffet over et kranie. "X markerer stedet," siger Rancid og presser sin tommelfinger mellem mine øjne, graver ind i det sted, hvor han skar mig, og skubber mig ned på gulvet. "Alle de skatte, der er gemt deroppe i din dyre hjerne. Det er en skam, at vi ikke kan bruge den." Mændene griner, og jeg ser med væmmelse på, hvordan den anden mand trækker sin dryppende pik frem, der er gennemvædet af min datters blod. Hendes livløse krop falder ned på gulvet og lander på hendes døde mor. Mine to stjerner er falmet til sort. Mine. De tog mine. De. Tog. Mine. Vreden, eksplosiv og ude af kontrol, detonerer. Jeg bliver ikke længere holdt nede af Rancid og udnytter øjeblikket til min fordel. Jeg kommer op på benene og kaster mig mod Rancid. Min skulder rammer midt på hans ryg. Han smækker ind i den anden fyr, som stadig forsøger at få pikken tilbage i bukserne. De snubler og snubler over hinanden. Jeg løfter min fod og sparker Rancid hårdt, så hans hoved knalder mod sofabordet. Da han ikke rejser sig op, angriber jeg den anden fyr. Hans kniv er stadig begravet i min datters hals. Tak, fordi du hjalp far, lille pige. Jeg giver fyren et hovedstød, og han falder om på røven. Jeg spilder ikke tiden og slår min fod ned på hans næse, og jeg elsker den sygelige lyd, når den knækker. Igen og igen smadrer jeg min sko i ansigtet på ham. Det lykkes ham at rulle væk fra mig. "Fuck!" råber han, og hans øjne lander på Rancid, mens blodet vælter ned ad hans ansigt. "Hvad fanden har du gjort ved ham?" Rancids hoved ligger i en sjov vinkel, hans øjne er åbne og sløve. Jeg knurrer som en bjørn og angriber den skiderik igen. Han kæmper sig tilbage. Og så vender han sig bort for at løbe. Jeg sparker ham lige i rygsøjlen, hvilket får ham til at hyle, men han bliver ved med at løbe. Hvorfor fanden løber han? KOM TILBAGE, DIN SKIDERIK! Men han er væk. Bagdøren smækker i, og så hører jeg den tydelige lyd af en motorcykel, der går i omdrejninger. Jeg burde være død. Sammen med dem. Mine øjne lander på mine piger, og et hæsligt suk undslipper mig. Jeg har brug for at holde om dem. Jeg har brug for at holde dem, for fanden. Med varme tårer i øjnene bakker jeg op og befrier forsigtigt min datter for kniven i halsen. Det kræver nogle vanskelige manøvrer, og jeg stikker kniven ind i mine arme flere gange, men til sidst skærer jeg rebet igennem. Så snart jeg er fri, river jeg tapen af og vugger mine piger. Jeg trækker dem ind i mine arme og klemmer dem hårdt sammen, mens jeg skriger, til jeg er hæs. Jeg skriger og skriger og skriger og skriger. Og da deres kroppe føles kolde, graver jeg min hånd ned i min bukselomme. Med rystende fingre ringer jeg til den eneste person, jeg har tilbage. "Hvis du har ændret mening om Thanksgiving-" Og jeg skriger igen.
Kapitel et (1)
Koyn Til stede... For fanden, den knægt bliver min død. "Undskyld, Prez," grynter Nees, mens han samler sin skruenøgle op fra garagegulvet og kigger på bulen på brændstoftanken. Jeg sværger, at Copper hellere må komme og hente det klodsede røvhul, før jeg skærer hans hænder af og fodrer ham med dem. Hans øjne udvider sig, og han træder et skridt tilbage og vælter næsten min sorte Sport Glide Harley fra 2020. En advarende knurren rumler gennem mig. "Yo, Prospect," siger Filter og strutter over til os fra sin egen motorcykel. "Hvorfor går du ikke ud og henter noget vand og tager en pause? Du ser ud til at være klar til at skide i bukserne. Og hvis du vælter Prez' cykel, kommer du til at skide gennem omkring fyrre hollow-point-huller i røven." Nees rækker skruenøglen til Filter og kravler væk og mumler undskyldninger. "Jeg drukner ham i Keystone Lake," advarer jeg med en rå og irriteret stemme. Filter griner, mens han taber skruenøglen på arbejdsbordet med et smæld. "Din bror vil blive sur, hvis du drukner hans søn." "Han skal nok komme sig over det." "Komme sig over hvad?" Dragon spørger, han ser alt for skide munter ud i dag og griner som et fjols. "At jeg dræbte Nees." Dragons grønne øjne lyser op af voldsomhed, hans store grøn-sorte drage-tatovering på halsen bevæger sig som om den er levende. "Oooh, goodie. Kan jeg hjælpe?" Filter skubber til ham. "Gå ud og spræng lort i luften et andet sted. Jeg prøver at afmontere bomben i øjeblikket." Mig. Jeg er bomben. Den tikker altid. Hvis det ikke var for min VP, Filter, ville jeg have sprængt hele verden i luften for år tilbage. Filter holder mig på jorden og fokuseret. For det meste. Jeg er altid på grænsen til at miste min forpulede forstand og gå amok. Han forhindrer mig i at gøre begge dele. "Du ødelægger altid min sjov." Dragon surmuler som den pige, han er. Filter griner. "Forsvind herfra, pikhoved. Vi ses i kirken." "Hvorfor lugter han så..." Jeg afbryder, mens jeg leder efter det rigtige ord. "Bøsse?" "Jeg ville sige kælling." "Fordi han er Dragon," siger han med et skuldertræk. "Af en eller anden forbandet grund tror han, at motorcykelklublivet er bedre for ham end danselivet. Selvom jeg er uenig." Selvfølgelig er Dragon en skide metroseksuel, hvis jeg nogensinde har set en med sit perfekte hår, sit berømte smil og sine dumme stramme læderbukser, men han er dødbringende. En fisse-magnet dræbermaskine. Og den skiderik er genial med de sociale medier. Han er en af mine bedste aktiver, selv om jeg aldrig ville fortælle ham det. Hans hoved er stort nok som det er. "Sig til ham, at hans søster vil have sin parfume tilbage," grynter jeg og går hen til min cykel for at inspicere skaden. Jeg har haft denne cykel i tre fucking uger. Tre uger. Hvordan det lykkedes Nees' skruenøgle at komme i kontakt med den, er mig en gåde. "Du kan selv fortælle ham det," svarer Filter. "Den skiderik bider." Desværre, når det røvhul bliver fuld, forvandler han sig til en fucking wannabe-vampyr. Begynder slagsmål og afslutter dem med sine tænder. Han og min kammerat Drake fra Savannah kunne være bedste fucking venner. Men verden har nok røvhuller, der er en bromance væk fra at blive seriemorderpartnere. Der er ingen grund til at slippe flere tosser løs i verden, og jeg ved, at hvis de to røvhuller fandt sammen, ville verden blive et meget mørkere sted. Jeg vil bestemt ikke opmuntre til det lort. "Er du klar til kirke i aften?" Filter spørger, da vi går ud af klubbens garage på min ejendom og ind i en træbevoksning, der åbner op for en fucking fantastisk udsigt. "Ja," grynter jeg. "Der er masser af lort at gennemgå." Jeg krydser armene over brystet og stirrer ud på Keystone Lake. Ellie ville have elsket dette sted. Hun var ikke den bypige, som jeg gjorde hende til. Jeg skulle fandeme have slået mig ned med hende i Beaumont i stedet for at flytte hende til Houston. Så mange burde have været... "Er alt i orden, mand?" Filter spørger, og trækker mig ud af tanker, der kun bliver mørkere, hvis jeg lader dem gøre det. Han trækker sine Marlboro røde op af lommen og tilbyder mig en. Jeg skubber den mellem mine læber og venter på, at han tænder den. Efter at have taget et langt træk puster jeg den ud og svarer ham endelig. "Fucking peachy." Han snøfter. "Jeg tror, du mente at sige: 'Hey, Filter, lad os gå ud og skyde lort i luften, så jeg kan slappe af.'" "Kan Nees løbe rundt og holde målet?" Jeg spørger med et smil på læben. Jeg inhalerer mere af den røg, der beroliger min skide sjæl - endnu en dårlig vane, som jeg fik efter den aften. "Hvorfor spørger du ikke Copper, om det er i orden?" Det knirker af en stor lastbil på grus, da min bror kører op ad den lange vej til området. Jeg fik bygget det her sted for omkring fem år siden og flyttede vores placering fra et lortehul i Tulsa til Sand Springs, hvor vi fandeme kunne trække vejret. Copper's Ford Super Duty King Ranch-bil er guldfarvet med forkromede detaljer. Han kører rundt i den, som om han er den skide vejens gud. Filter og jeg går hen til ham, da han stiger ud. Min bror har været ansat i FBI i over tyve år. Men i de sidste ti år har hans syn på retfærdighed ændret sig. Den nat, hvor de røvhuller tog min familie, var jeg ikke længere Jared, og han var ikke længere Jeremy. Koynakov-brødrene døde den dag sammen med de sødeste piger på jorden. Hævn blev det, vi talte om under kalkunmiddagen. Vi blev Koyn og Copper. "Hvor er min dreng?" Copper spørger, med et bredt grin på sit ansigt, der plejede at matche mit. Mit bærer nu ar fra Rancid. "Fuckin' Prospect har smadret min cykel," grynter jeg, mens min cigaret hopper mellem mine læber, mens jeg taler. "Tag hans uduelige røv med dig tilbage." Copper griner bare og kører sine fingre gennem sit næsten sorte hår, der på det seneste har fået et par gråtoner. "Du er sådan et røvhul, Jared. Du er hans onkel. Giv ham lidt ro." "Du ved godt, at jeg ikke kan redde dig, hvis han går amok, når du prikker ham, ikke?" spørger Filter og giver min bror et legende klap i ryggen. "Jeg har prikket min lillebror for sjov, siden jeg var fire år gammel. Han er vant til det." Copper giver mig et arrogant smil, og hans mørkebrune øjne glimter af morskab. "Han kan lide det."
Kapitel et (2)
"Jeg kan også godt lide at skære halsen over på røvhuller, der snakker for meget," minder jeg ham om, mens jeg stirrer. Jeg smider min cigaret for mine fødder og stumper den ud med min sorte støvle. Copper stikker hænderne i lommerne og kigger ned på det lysegule FBI-logo på sin marineblå langærmede skjorte under den matchende jakke. "Og jeg er forpligtet til at anholde dig, hvis du gør det." Vi deler et vidende blik. Han er min fucking bror. Blod over alt andet. "Mens dette har været et rørende øjeblik," spøger Filter, "lad os gå over til skydebanen. Jeg føler mig lidt vred, da min kælling er på skideren og ikke havde lyst til at give den gas." Jeg løfter mine bryn. "Stormy er altid på skidtet." "Bedre end at være fucking gravid," bider han tilbage. Det er sgu en sand historie. Jeg kan ikke miste min VP til en gravid kælling, som jeg er ret sikker på, at hun giver den til halvdelen af de andre Royal Bastards, når han ikke kigger. De er ikke eksklusive, så han slår ikke nogen ihjel for at røre hende, men han er den slags fyr, der lever efter en slags moralkodeks, som de fleste af os mangler. Hvis Stormy bliver gravid, vil han være far til den unge. "Så kører vi, røvhuller." Jeg kan høre Bermuda, min klubkasserer og gruppens store fucking bonderøv, forsøge at forklare Nees, hvordan han skal holde sit våben. Filter gav Nees en lille Glock, som hans grønne røv burde kunne håndtere. Jeg mener, jeg ved godt, at knægten er lige kommet ud af high school, men det er almindelig kendt pis. Jeg bebrejder Copper for at lade Nees tilbringe så meget tid sammen med den kusse Krista. Det gjorde ham til en skide tøsedreng. Hvis jeg har lært noget i dette liv, så er det, at hvis man vil overleve, må man ikke opføre sig som en skide vagina. "Kommer du i kirke i aften?" Jeg spørger min bror, mens jeg fylder kugler i et magasin. "Naw, mand," grynter han. "Jeg er ikke indlagt. Du skal ikke ændre dine regler for mig." Mine regler. Selvfølgelig er jeg præsident for Tulsa-afdelingen af Royal Bastards MC, men når alt kommer til alt, overholder jeg et andet sæt regler. Min klub følger disse regler uden tøven. De forstår måske ikke, hvor fanden mit sind går hen halvdelen af tiden, men de er lige der med mig. Loyalitet er alt for mig. Jeg belønner dem med penge, fisse og uendelige muligheder. "Bliv i det mindste til middag. Stormy kan lave mad halvdelen af tiden," tilbyder jeg. "Du kan give din lille dreng mad i skeen." Han griner. "Jeg kan stadig ikke forstå, at du gav ham kælenavnet Nees. Det er hårdt. Selv for dig." "Han opfører sig ikke som en nevø. Han opfører sig som en vagina. En skide niece. Det er bedre end mors patter, som var den anden mulighed." "Røvhul," siger han med et smil. Filter og Dragon begynder at skyde på et af målene og skiftes til at skyde på skift som to børn i skolegården. Nees skyder akavet med sin Glock, mens Bermuda ser på som en stolt forælder. Copper samler en af mine AK'er op og skubber et magasin i den. Jeg tager min egen AK og går med ham over til en jordplet. Vi løfter begge vores våben, står side om side og affyrer uden tøven skuddet mod målet, der er bundet til en høballe ca. 15 meter væk. Lyden er øredøvende, da vi lader vores magasiner. Vi er færdige på samme tid og sænker vores våben som øvede soldater. Nogle kalder det måløvelse. Jeg kalder det forberedelse. De andre Royal Bastards-afdelinger er ved at opbygge deres klubber med medlemmer. Jeg er ved at skabe en skide hær. "Slap fandeme af," bjæffer Payne, min SGT at Arms, ud. "I dumme svin har bare ikke at være fulde." Gibson og Bizzy forsøger uden held at stoppe deres grin. Jeg har ikke energi til deres komedie i aften. De er de skide fjolser i denne klub. Forbandede børn. "Ikke fulde," forsikrer Gibson Payne. "Spejder ære." Payne skærer tænderne sammen. Det er hans job at holde orden i kirken, men nogle gange er de lovløse for skide ustyrlige til det lort. "Bermuda, giv os en oversigt over finanserne." Det er min yndlingsdel af fredag aften. At diskutere, hvor mange penge vi tjente. På et tidspunkt var jeg familiens forsørger. Nu er jeg leder af en klub af utilpassede, der er ret smarte og kan vinde deres eget skide brød. De tjener mig masser af penge. Beskidte, beskidte penge. Penge, som vi tager fra dem, der ikke fortjener dem, for at fremme vores egen dagsorden. Bermuda skubber sine læsebriller op ad næsen, ligner en skide bedstemor og åbner sin bærbare computer. Vi er ligesom de andre Royal Bastards og andre motorcykelklubber i den forstand, at vi har et stærkt broderskab og altid er ude på noget lort. Men vi adskiller os fra hinanden ved at vi ikke bor i et nedslidt klubhus, der lugter af pis og gamle øl. Vi ligner motorcyklister, men under læderet og håret og de snorlige knurhår er vi kloge forretningsmænd. Hver eneste af mine fyre kører på en dyr motorcykel, har en fed bankkonto og går i bad hver dag. "Jeg sværger ved Gud, at jeg vil tape jeres munde sammen," advarer Payne og snerrer som en rasende ulv mod Gibson og Bizzy. De lever for at pine ham. Hvis de ikke var skide loyale og gode skytter, ville jeg have sparket dem ud for længe siden. Men som to skide ivrige hvalpe kan de lide at irritere mig og ville slikke mig i røven, hvis jeg lod dem gøre det. De ville tage en kugle for mig, og det betyder sgu noget for mig. Kirken for vores kapitel er et kæmpe rum i stil med et bestyrelseslokale med et stort vindue med udsigt over et buskads af træer. Rummet er udstyret med Wi-Fi, en Keurig og et 60-tommers tv, der hænger på væggen. Vi tager vores møder alvorligt. Altså, de fleste af os. Gibson og Bizzy fortsætter med at fnise som et par piger, men jeg ignorerer dem. Bermuda har mit fokus. Han rømmer sig og tapper på sin computer. Så griner han til os. Bermuda er tredive år og en tidligere rancharbejder fra Dallas. Han førte regnskab for ranchens ejer, men da fyren døde, tog børnene over og efterlod ham lort. Ranchen gik konkurs kort tid efter, at han var gået, og de tiggede ham om at komme tilbage. På det tidspunkt havde han dog allerede fundet sig til rette under mig, og jeg gav ham den anerkendelse, han fortjente. "Jeg har fulgt det spor, som Drake gav os," siger Bermuda. "Du ved, at han hader de menneskehandlere, men selv den skøre Drake kan ikke dræbe alle. Han satte mig i forbindelse med et par navne der i Georgia. Jeg fulgte pengene. Snuppede en helvedes masse ud af tre spilleres shell-konti."
Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Tørst efter hævn"
(Den vil automatisk springe til bogen, når du åbner appen).
❤️Klik for at læse mere spændende indhold❤️