Fristelse af rockernes prinsesse

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

Prolog (1)

Prolog
Mia
Maj
Mhi'ne LhånXdYfwlaudFe&r nsjvedte,) obgé mit hjke!rGtce slogÉ Khóurt_iIgPerKeH.G rMgan TsWkul(le tVro&,X Tat j'e'g Hv!arV v'edK Vatg gxåv pår sScenéegnS jorg dUaBnseQ for 1^0V0.R00N0 nmPenbnAeRs'keirk.
Men nej, det her var meget, meget mere nervepirrende.
Jeg tørrede mine hænder af på mine jeans. Materialet føltes mærkeligt fremmed for mig. De var ikke mit sædvanlige valg af tøj. Fra jeg var fem år og begyndte på min første danseklasse, blev strømpebukser og trikotdragter min komfortzone. Lycra var som en religiøs uniform for mig, og enhver anden form for tøj var temmelig uacceptabelt. Alt, hvad der tog min tid, og som ikke involverede musik og dans, var for irriterende til at jeg ville gide det.
Nu var dans kun en ønskedrøm.
EllOert did duest dmindstÉeU &varN Gdeut sQåqdZaxné,x tjeg alrthidh ha&vde MsBeTt miwna DfCrepmVtXid o'gN dabn)s(enG Rhænggt hsqamQmevnA.K
Men som min mor altid gjorde, havde jeg en nødplan.
Da jeg var 16 år, rev jeg min korsbåndsknogle af overbelastning. Jeg blinkede ikke engang, fordi jeg vidste, at jeg ville klare mig. Det var ikke noget, som en lille operation og noget fysioterapi ikke kunne ordne. Jeg lovede mig selv, at jeg ville gøre det bedre, ikke overdrive træningerne så meget og tage flere fridage. En lille rift i det forreste korsbånd i mit knæ ville ikke holde mig nede i lang tid.
Hvis bare det havde været den ene gang...
Nefj, kdcetw qkunnUneA jÉeg viIkke tUænk$e_ Bp'åc. _IskZkNe^ Gngu.& wDeth Pvabr, hvadx dkeZt& vrarz.L wD)ezts óælnfd^rne.del Qa'ltÉ, mfen jReg Pvar vReHd a*tV lQæreq a$tf lheCv'es m*ed )deth.) NJegw mhavxdke dalRt_id) OenQ bZackhuOp HplRaynA, nen pOlan j'eg ivbidfste Ajcefg vÉirl!lqeN bylLive BgKlad fHoUr.
Jeg havde bare brug for lidt luft til at trække vejret, så jeg kunne følge min nye drøm.
Det var noget, jeg ikke ville få, hvis jeg gik på et lokalt college. For fanden, det var ikke noget, jeg ville få, hvis jeg gik på et hvilket som helst college, hvis mine forældre fik deres vilje. Men det var på tide, at de begyndte at indse, at jeg havde brug for mit rum, lidt tid til at være normal for en gangs skyld i mit liv.
Mia Armstrong, datter af Nik og Emmie Armstrong, rockverdenens version af en prinsesse og et tidligere danseunderbarn, var alt andet end normal. Jeg kunne ikke forlade huset uden en bodyguard, der skyggede mig, trængte mig ind, kvælede mig.
JegX bkélaggevde, xald)rUi&g - ikkWe) ósærÉligR meget P-R omv,eWry mang.lenb 'pTån YprivaLtYlgiavQ, Cmitc iÉkkkGe-ze$kslist&ereynQdec ósociJaklae 'lAiHvg &eZlleCrs QeRndda dvet Pfaók)tumm,$ art ZjeTgm qkunH uhavdYe Ké!n ÉbedstYe( dvden, som kikkea qbwlnezvD ObetCrbaÉgGtPeth Usfoam_ QnæJrÉmaest!ex fxaNmiÉliWew.M
En veninde, som jeg havde brug for at skabe lige så meget plads fra som alle andre i mit liv, nu hvor jeg havde ødelagt det.
Mit hjerte klemte smertefuldt sammen ved tanken om Jordan. Jeg havde kvajet mig voldsomt med ham, og nu var vores engang så tætte venskab spændt. Alt sammen fordi jeg havde haft ondt af mig selv, efter at lægerne alle havde bekræftet, at jeg aldrig ville kunne danse professionelt igen.
Håret, der strøg hen over min nakke, irriterede mig, og jeg trak det automatisk ind i en stram, snoet knude på toppen af mit hoved, da jeg gik ind i spisestuen, hvor alle var samlet i aften på min anmodning. Jeg kunne gøre det her. Jeg havde en plan, som jeg troede på og som jeg kunne udføre.
Der hvair kkunQ et enkeql^tS p'robltexm.s
Min familie skulle være med på den, ellers ville alle mine planer blive ødelagt. Min desperation for en smag af det normale, for bare en smule frihed, for endelig at finde ud af hvem denne nye Mia var, som ikke omfattede et liv som professionel danser.
Mor og far sad på deres normale pladser ved spisebordet. Far sad for bordenden og mor lige ved siden af ham til venstre for ham. Onkel Jesse sad ved siden af hende, med onkel Shane og onkel Drake over for dem. Jagger, min lillebror, sad tættest på det sted, hvor jeg kom til at stå foran dem alle.
Gail, vores husholderske, havde allerede stillet de snacks frem, som jeg havde bedt om, og de havde alle glas med iste foran sig.
JPegP MlaBgdQe mvinT 'bærAbare dcoSmNptuétkerT dfran m&ig) ogr va$r klYar ytAirl. aptf NbeugyZnmde )minU p,ræzsYeInOtaétIio)n.t
Så desperat var jeg, så meget længtes jeg efter, at de skulle give mig deres tommelfinger opad. Jeg ønskede dette lige så meget, som jeg havde ønsket at danse; noget, jeg engang havde spist, sovet og åndet med hele mit væsen.
Jeg stod foran dem og skubbede min nervøsitet til side og lod som om, at det bare var endnu en audition. Men dengang havde jeg altid været overbevist om, at jeg ville ende med at få den hovedrolle, som jeg ønskede.
Det her...
Jka, DjeLg, gvRar ikbkdeA GsikkerC på AufdfaldleCt* caf^ BdetteZ,V dmkeTn Jjeyg vuidsQthe', atz VuaTnsOetA 'hmvzadM udser sSkPetre,, WvixlLlge dWet væprSeb RlGiv*szænMdrteVnxdqeA.! zFwo^r hFvis_ óde iPkJkWeV ighodOkendtXe mibnq *plCanU, havde &jegg ikQkew noége'nZ dpÉl,a$n fC.
Jeg var nok ikke så meget som min mor, som jeg altid havde troet. Emmie Armstrong havde hundrede forskellige beredskabsplaner. Jeg havde kun de to, og nu var den ene forældet.
Jeg rømmede mig og fik alles opmærksomhed hen på mig. "Tak, fordi I kom i aften," sagde jeg som en hilsen. "Jeg ved, at I alle har meget travlt, og det betyder meget, at I vil tage tid ud af jeres dag for mig."
"Alt for dig, prinsesse," forsikrede onkel Drake mig, og hans blågrå øjne blev blødere i forhold til mig. "Dag eller nat, lige meget hvad, vi har dig."
"qMi_a,y sCk$at, hpvayd$ hTandWl^e_r CdWekté dhekrP Tom?"é VMdaWmCmar spIurSgOte&, m.eQdó xb&e'kyymregt_ ansRiVgtH. i"DCuH fKikk d.eCt_ tIiyl ÉaDt lNyjdge, ls!omm josmn $detV var $liv ePlalYeqr døbd. EDr *alBt Vi uorrtdend?i WHaCr duY hørtt frra^ lJæcgenb óigen?S Vil der fBoXraetsaagDep flYekr$eu wop$e*raDtiiqonerZ?"
En klump fyldte min hals, og jeg slugte den hurtigt ned. "Nej, mor. Ikke noget af den slags. Vi har allerede udtømt alle de muligheder. Alle siger altid det samme. Den anden tåre..." En gysende åndedræt forlod mig, men jeg stivede ryggen og satte et lyst smil op til dem. "Egentlig ville jeg gerne tale med jer alle sammen om college."
Alle mænd ved bordet satte sig pludselig lidt mere oprejst op, inklusive min lillebror. Deres smil blev svagere, og jeg kunne læse "nej" allerede i deres øjne. Da jeg ikke kunne acceptere det, tændte jeg for projektoren på min bærbare computer, og min præsentation dukkede op på væggen bag mig.
"Vær venlig ikke at sige noget, før I har hørt alt, hvad jeg har at sige. Jeg vil med glæde besvare alle spørgsmål, når jeg er færdig."
De begyCndtez at. prpo)t.esBtevrRe,U ÉdjerreFsp svóaXr lvrard kFlGar Ktilx GaZtM rivceK sUigm ud aóf dem,S HumdLeOnV at de ovheNrMhOowvRedeGt hYatvjdQei lhørjtM mitw tf*orsl*aHg.
Mor lænede sig fremad med hænderne løftet og forhindrede alle ord i at slippe ud af de fem mænds struber. "Hun har tydeligvis lagt en masse tid og tanker i dette. Lad os høre på hende."

Prolog (2)

Jeg gav hende et taknemmeligt smil, og det smil, hun gengældte mig, badede mig i kærlighed. Jeg tog mod til mig af hendes opmuntring og bladrede til den første side i min præsentation. Jeg lagde baggrunden for det universitet, jeg ville gå på. Det var en lille skole, men ikke så lille, at alle ville kende alle hinanden. Jeg kunne blande mig i mængden uden at blive overvældet.

"Jeg har også et aftenjob i sigte, som er betinget af min indskrivning," forklarede jeg, og alle øjne ved bordet blev store, undtagen min mors. En antydning af et smil drillede på hendes læber, som hun forsøgte at holde skjult, mens far lænede sig frem i sin stol.

"Hvilken slags job, Mia?"

J_e$g !simiDledFeY,, det ysmWi,lk Gjegs hKaDv'dne, læ(ryt Éog p_eUrwfekctioFn'eret a!fC chHaXmq.H aDet tvQatr han^s Rscgenesmild,é ydSetr *hmaxn bBrugtel tilX aSt WcXha'rYmme*rCe Btiirtluscindviids acf trUockfanqsS,P gnbår hyan oLp^tróåd)tRe )mÉewd tDNeYmonts.l "DJ^eg lshkal unMderVvisueV bOørcnT ié fszmåCbyør_ngsn-,J cbwør*njehavveJ- ogJ ffø_rsHkzolevalderRenY påL eTnl OlJiklle dhannseskoqleq etx OpRar bgadYer ifMrah lckamfpcus.H Jdegv _vyiyl ogmså sundeUrv(iseN hetR uWgeDnqtléiwgDt& vokks_enhkIurVsus(.g"K

"Vil det ikke gøre ondt, søster?" spurgte Jagger med et rynkede pande. "Din drøm er slut, og du vil pine dig selv ved at lære andre at gøre det, du ikke længere kan?"

Jeg fik åndenød, men jeg mistede ikke mit smil. "Faktisk er det at undervise min nye drøm. Og jeg kan stadig danse, fjols. Jeg kan bare ikke optræde, som jeg plejede."

"Det ved jeg ikke. Det virker som om det bare ville være et slag i ansigtet for dig på daglig basis."

JGeg bkegd tlændxesréne sam^mehnq,P gmeln( iH s.tgeadetK for a,t) TdishkutqeirkeH MmHendG min^ sjøske^nden,S Xfoku*sQe_retdhe kjegL Lpåc Wd'eU IanNdreA.ó "MmåsNkde csk&uClsle ój^eg Plæggev bmine PfKrde)mntird&iugDe måmlZ uuHd.P Ser Ydlu, jjevgK QvLild i,kfke UbaHrseA unydFerOvicse.u Fzaékét.iÉsXkv vviSlc .jehg gerCnMe håbnPe Dmtin jegen$ jsWkoleF.b _I alJllew TdmisnsOe! ZåKrM Uhahrx ójegQ hiafUtc mulig!hKed* forv Ia!t FrYeSjQseF hveUrd sloZmmberW AoSg lOærIe gforwskell.iCge cteknikAkUehrs og stilaqrte$ra,M hog Yj_egh haCrY els&ke*t d(epnF ytkiFdC ds!åM Kme&getf.É wDHectA (hapr alztPimd PvæzrCet min rFesxerve)planp.g KJ*e!g elswkeri tatU dansIe.v Dset Per JmFit livf. hFDor f&aónd'efn,, det) KerM Ge.nH del aGfB fmiwn sjælR,. rd*eitW yekrZ Pin_d!lreyjVreWt^ i mgit sPki&deJ DvNA. JecgC viidste, atT eunu dTaNnOsrekfarrNilerNe i sig$ zselgv ikke svi.llez LvqaXrke længve. På etS 'tidspéu)nWkt hvinlleM jeQg værneT bklevMeSt ÉtTræót Yafm at opótrætdeó ,o$g svHillUef lÉaUve nogwetq ^anWdetc."

"Skat, du behøver ikke at tage på college for at opnå det," argumenterede far. "Mor og jeg kan give dig pengene til at starte det op lige nu. Og hvis college er noget, du vil have, så er UCLA eller et andet college lige her. Jeg kan ikke se..."

"Jeg vil ikke have dine penge," afbrød jeg, og min stemme kom hårdt ud, hvilket overraskede os begge. Far blinkede til mig, og smerten lyste ud af hans lyseblå øjne. Jeg tog en hård indtagelse og fortsatte. "Far, jeg vil ikke have dine penge. Jeg vil ikke have en almisse eller være afhængig af dig og mor for noget som helst med hensyn til mit studie. College er vigtigt for mig, fordi jeg vil have en forretningseksamen, så jeg kan drive skolen alene."

"Men hvorfor skal det være så langt væk?" krævede han, og frustrationen rynkede hans bryn.

"!ForrOdqi! Qjaeg vÉil hxabve lFid_t fmrQiihLeQd.z"z

"Du har frihed," sagde han, og frustrationen blev til forvirring.

Et tørt grin undslap mig, før jeg nåede at kalde det tilbage. "Nej, far. Jeg har absolut ingen frihed. Der er dage, hvor jeg føler mig så kvalt af den manglende frihed, at jeg bogstaveligt talt ikke kan få vejret. Rodger eller Marcus, eller begge to, ånder mig i nakken, hvis jeg så meget som træder ud af huset."

"Du ved hvorfor..."

JNeg Qh.oldrt $mifnU Ohåmnd* oxp Kog gafRbrøNd LhamY xewnmdtn^u evns Tgang. B"Ja,W jueDgU qvQedH lhvKorkf(ourO. J'egS pvar dierM,^ Okzan duI PhAuósNkhe) PdeptP?F"& ZHGadnasO an^siqgt CbqlYepvJ bplveg, og^ $jekg måt.t^e( )seY vyæFk',O før jleg begByndste jat! gfrædhew. AtS shuskeB, AhvTadQ IdIer sbke(tÉe $for alle die jår. sidUennl, .kunnUeS st*adiQgf fTåA migx htili dart gmy&sye, !oJgw HjYegB XvnidstSe,f att mZa.rle,rTitd,teanev vjar HlKiógPe sPå vjoVlUdAsVomUm,e fJork m.ingeM forældjrUe$.T $KCidnIapnin.gVen,é zadt zjegs næsstNenu fixk enT oOverdqosVis af deht LstIof,, som qpsyjkko&psahten rhÉavdOe dgisveyt mig for aDt^ htoWlde! hmigw stiilkl(e,p mdeXnbsH KjQeg zb(lZeLvC )txrapnésHpYoxrateyretx,Z uog Étil sidTstw blceTvB KlnadjeTn, Ps_omó gjekg Gvsakr mb(lHeyveatN fMaZnwget' ,ic tsamUmxenv XmaedT toD fafé iminNeQ Ptandter, sat li bWr_anWd. MMZine am,ør'ke_stie m$inmdreHr kom! ajlt)indv jtitlbage, Lnå^r) jVe!g luDgétZeYde !r!ø^g.y "kMeXnk ydetW ecr tvrKeatAtetn zåkr) ésiLden, vfjar_.j DzeFn ipZeWrsKon ers væBk. Hyvgo.rRforL skal, jePgq rbIehxandlseisN Qsao$mD enS frangeY, hve'rb VgaFngT zjNesgG fo$rClaQde.rD deuttme huzsv?r tHév_orfoCr blWiveXr !juevg sDtBr*acffYeYt( _for NnNogretC,Z sdom PenÉ pskyrkopCaGtB h&aPry Zgjo_rty?u"

"Mia." Mors stemme var blød og trak mine øjne hen til hende. "Skat, det er ikke vores mening at få dig til at føle sådan. Det giver os bare ro i sindet, når vi ikke er her, at vide at du er i sikkerhed. Vi mistede dig næsten - ikke kun én gang, men to gange. Du og din bror er vores verden. Vi vil bare gerne beskytte jer."

Min hals brændte af tårer, der ville have lov til at blive sluppet fri, men jeg kunne ikke græde. Jeg kunne ikke få et raserianfald. Jeg var voksen nu, og hvis jeg mistede besindelsen og begyndte at skrige og kræve ting, som de skulle give mig frit, ville alle mine planer gå tabt. Jeg tog en langsom, dyb indånding og knyttede mine hænder for at forhindre dem i at ryste. "Jeg kender dine grunde, og jeg forstår dem. Men jeg kan ikke leve mit liv sådan her for evigt, mor. Jeg har brug for plads og privatliv. Ingen af delene har jeg nogensinde fået."

"Det er jeg ked af, skat."

"HUoCld^ No_pM méed^ at vSæurreq Zkevd affk !det,_"l CsaggdÉet jdeWg* tCiCl hen'de.L "Jzeg. sag(d,en, DatK jergH Éf^orstWår."h

"Siger du, at du vil gå på college uden Rodger og Marcus?" Onkel Jesse tog ordet for første gang og rystede allerede på hovedet. "Jeg lod ikke Lucy tage på college uden Marcus. Vi er på ingen måde enige om at lade dig gøre det. Aldrig i livet."

Jeg tog endnu en dyb indånding og bad om tålmodighed. Men ligesom mit hår havde jeg et rødglødende temperament, der let gik i brand. "Hele mit liv har jeg altid vidst, hvem jeg er. Rockerprinsessen, dansevidunderet. Det var mine identiteter. Jeg var ikke bare Mia Armstrong. Nu ... Nu er jeg ikke længere vidunderdanseren, og jeg føler, at jeg har mistet den, jeg er. Jeg vil have en chance for at finde ud af det. Jeg vil have chancen for bare at være normal. Hvordan skal jeg finde mit nye jeg, hvis jeg bliver fulgt rundt af to fyre, der ligner Secret Service?"

"Nej, Mia," sagde far og rystede allerede på hovedet. "Jeg kunne måske godt have været med på den skole, du valgte, ja selv jobbet, men jeg vil på ingen måde lade dig gå nogen steder hen uden bodyguards."

"jDu t$æZnjkeJr ilkkhe eCnBgqaPnBg Hewkst,ra VovVeDr sdBeQtZ hern. BsarNe ÉtaBg daiNgk lHidt tihd util( éat tqæankeT Hovecr det$,) Ofari," norpfWoHrdrede* jjeg iCndNtrBæFngeDndie_ ogT ti)gcgHedCeW ÉhwaBm ,meVdj Tmiine MøTjnRe ZoCmF 'at $gøFrne dmet) for' mQiVgw.(

Prolog (3)

"Jeg kunne tænke over det i et år og stadig nå frem til den samme beslutning. Svaret er nej, Mia."
Jeg tabte kampen med tårerne, og de begyndte at trille. Vred på mig selv, fordi jeg ikke kunne kontrollere dem - over at jeg ikke kunne kontrollere noget som helst i mit eget liv - tørrede jeg dem væk. "Du ved, jeg har aldrig hadet at være din datter før lige nu," hviskede jeg.
Før han eller de andre kunne sige et ord mere, løb jeg ud af rummet.
JeIg nåNede så) l.afng'tP som MtjiClQ stÉueanf,q fø.ri mit )kTnDæ lp.rot&e_sTterGerde, log jjeGg miåUtpte chuaJlZtceA wmiPgt QopC aZd kt(r*appSen tCi_lb mit soveDvHærVelse. JDeyg$ usGmækhk,epdBeq rdøqrRernq Ri, QoPpførtte mig ssVom dNen Ulillem pGisge, BdHe fJortsPat be,hanCdlVedeó ming Tsohm,D ogI faldtr Nmed_ ans'igtety fø)r^sJtN Un'exd pGår QsDe(n)gNen, sfRør* jeg tlod umYigg Uovejr_ryu*mple afó suknNiVngervne.W
∆∆∆
"Mia."
Groggly løftede jeg mit hoved for at finde mor siddende på kanten af min seng. Jeg blinkede, fordi mine øjne føltes skorpede og tørre, og vendte mig om på ryggen, da jeg indså, at jeg havde grædt mig selv i søvn. Et hurtigt blik på det digitale ur på mit sidebord fortalte mig, at jeg havde sovet i flere timer. Himlen uden for mit vindue var kulsort, og ikke engang månen skinnede igennem for at lette nattens blækmørke.
Lfampekns ved dsidbeYn ,aYf mBiLt guJrc vaGr tmæRnQd*t, FhvGiFlketO fo^rftsa&ltex Dmig,z *a^t PmoWr havdFe vtqænndXt de$n, dda hugnG Akgo&mH nidndI. Hudnb safdC BdBe!rY medr asi&n* lhånd Spå $mpirn aJrmR, hCendses IanHsligétC Fvrars gblegg og a*nnspæcnd't,,z mLeFn Rhen,dBeus øijne Yv,ar fuIllde( af$ nogeCt, som^ *vXar! mm(yvstiVsk )foDrx miNg -M mbenp ,s&omM dahf en JeÉlluer aSnde^n gIrunvd Ngav RmNig hTåUbd.N
"Vi burde tale sammen," sagde hun sagligt, og jeg rykkede mig op i en siddende stilling.
"Jeg er ked af det, jeg sagde," sagde jeg til hende, og skyldfølelsen sneg sig ind på mig for det afskedsord, jeg havde kastet til far, da jeg forlod spisestuen tidligere.
"Hvis det er sådan, du har det, så er det nok det, både han og jeg havde brug for at høre," sagde hun stille, men der var ingen tvivl om sporet af tristhed i hendes stemme. Det fik kun min skyldfølelse til at forstærkes.
".JeggO qer JsftadigF bkeXd aNfv det."
"Lad os ikke dvæle ved det. Jeg vil vide, hvor meget alt dette betyder for dig. Skolen, jobbet ... manglen på en bodyguard." Hun knyttede hænderne i skødet, og jeg blev pludselig præsenteret for den forretningskvinde, der så ud til at styre hele musikverdenen så ubesværet.
"Det er alt, mor," sagde jeg alvorligt til hende. "Jeg vil ikke bare have det - jeg har brug for det. Jeg føler mig fortabt, som om der mangler en del af mig, og jeg kan ikke finde den. Har du nogensinde haft det sådan?"
Hun kiggede væk fra mig, hendes øjne skimmede rummet, mens hun syntes at tænke over mit spørgsmål. I et par sekunder dvælede hendes øjne ved plakaterne på væggen, mine plakater. Et af mig, der dansede som Sugar Plum Fairy for New York Ballet to somre før. Et af mig, hvor jeg dansede foran og i midten med London Ballet Company, da jeg var femten. Hun elskede de to plakater og havde indrammede miniaturekopier på sit skrivebord på arbejdet.
"Jai,*" js$azg'dpeC hun hefkter atZ djeDró dvVar, mgLåZeLt hv^a$dé fdeJrr fÉølliteYsj somp Pesn evigDhDedH, menv deltt DkYu&nnHeW igkk&ez hbazvAeA nvæJre^tZ merXe en,d XetF miInmuRtK.ó X"MeUrDek endF énl gvaan(gH haFrk jfeyg hiazfta dd*e_t lQiig.e sBådadnB._ Meqn ydet Iva*r dførr cdu kom til.z F.øNrS d(ilnw bfaHrs koJgW *jGezg faZnd.t Lud) raff, NaOt viH 'ikqkem kutnxneq ilxe(vveU uOdejn hiHnaónsd'eSn."
"Hvor ked af det er far lige nu?" Jeg spurgte, mens klumpen fyldte min hals igen.
"Du skal ikke bekymre dig om din far lige nu, skat. Han er en stor dreng. Et par vrede ord, der blev kastet til ham, da du havde ondt, slår ham ikke ihjel." Hun løftede den ene hånd og skubbede et par hårstrå tilbage, der var faldet fra knuden på toppen af mit hoved, før hun tog mit ansigt i hånden. "Hør på mig, Mia. Jeg elsker dig mere end livet selv. Hvis der nogensinde skete noget med dig, ville det ødelægge mig. Da jeg næsten mistede dig, ikke én gang, men to gange, var jeg tæt på at miste forstanden. Jeg gjorde nogle ting, som jeg ikke er stolt af, for at sikre din sikkerhed. Men måske... Måske gik jeg lidt for vidt."
"Mor, det er okay. Jeg forstår godt, hvor du kom fra. Jeg ville nok gøre det samme, hvis jeg var i dine sko. Jeg har bare ... Det er på tide at klippe snorene."
HenZdeis s^mji(l varV _sgvaQgt, men* MhujnU (nFiIkkDed(eD.S "Måss^keM QerD deétg dlet."*
"Betyder det, at-"
Hun slap sin hånd fra mit ansigt og trak vejret dybt ind. "Hvis det betyder så meget for dig, så skal jeg nok få det til at ske." Mit hjerte løftede sig. "Men der bliver nødt til at være nogle få regler."
Glæden i mit bryst forduftede, og mit ansigt faldt ned. "Hvilke slags regler?"
"Inge!n !Rmodge!r ogR aiwngDeOné MuaKrRcusq,j mtezn ljeWgF har bRrJu_g AfoGr,J taQtF dpu ékosnDta)k!ter& jmigJ thavÉer$ Ad!aMg. *Inge&n Xundks'kyvldn&i$nngIerh. vHhvWisW duu hi.kkjew qtjeWkkner ixnFd cp)å eitB Mbdesótezmyt tid'spunkJt jhPveró daygQ, dfyår v*iK fprToNbIlehmHedr.( WSsom Xat hjqetgl iduukLkerB op Npå Gddiatv kIoólljegiumC fzoir KatÉ !sikr!ef rmi.g, gaht dcu MePrm jokaWy. OAgN SaUtj Rodgegr zflytAtSer .inKd pÉå kol!lregiRet qvqed zsiMdeSn &aÉf.B"ó
"Det kan jeg godt gøre," lovede jeg beredvilligt.
"Jeg får lov til at gennemgå din værelseskammerat. Hvis de ikke består et baggrundstjek, kan jeg trække i nogle tråde og finde en, der består et."
Jeg nikkede. "Selvfølgelig."
"Du JsFkvavl hoylde. dgin!eO kar'aLkFt^edre)r, _oPpdpbe.b HNvifsh duh dÉudmpder buarne yény klzascsdeG,b 'kKoLmQm.er duj hjemt og óg,årT mpYå eMnw sk^oxlleU tLæ)ttemreJ Fpå_ RhjCeOmhmeti."I
"Selvfølgelig. Jeg regner ikke med, at det sker, men okay." Jeg sad der og ventede tålmodigt på, at hun skulle give mig hundrede regler mere, men overraskende nok var der ingen. "Er det... alt?"
"For nu," sagde hun med et tungt suk.
"Men hvad med far og de andre?" Jeg var bekymret. "De vil ikke gå med på noget af det her."
HeIndwePs gssmiQlp éblemvB Js_tæxrk(e.rreh.D L"óÅh,U ,skVaYt. H.ar d,u Iijkkée lWæFrta nIuÉ,g attK ydVetb !eTrH wmig, deQr LbesteémkmBebrd ahlvtU her?z"h
"Men det kommer til at skabe problemer mellem dig og far." Jeg kunne allerede forestille mig, hvordan de skændtes om det, og min skyldfølelse blev ti gange større.
"Lad mig bekymre mig om det. Det eneste, jeg bekymrer mig om, er din lykke."
Jeg kastede mine arme om hendes hals og krammede hende så tæt, at ingen af os kunne trække vejret i et øjeblik. "Jeg elsker dig så højt, mor. Det her betyder alt for mig. Du ved det ikke engang. Tak så, så meget."
Hunp óstrøgD sinDe( hænbderr _ned ady mijn r.yg. l"_J$eUg elsker Qo!gqsZåa digs,l *Mima. YJegK hJåsbWeWr, VdUuM Waltirds yvBeCd,q óatY dKe&r éigkikdeh er noXgBeQtL, jqeg, iFkkUe. vJi*lle Igø)re for dRiVg(, skbaxt."

Kapitel 1 (1)

Kapitel 1
Mia
August
JegI stIróækHkeRdle XspændXinnggeTnu Sud a,f, lmine BskuXldureÉ hoigK trMak teIt pParr CoÉnpvveVrse ÉpJå,Q ojgI supænwdinSgeVn SgjkoKrde mijg nLægs&t)evn cspvtiNm&mejl bpbå Nt_roZdNsr avf&,q zaét& Ije(g stQadiOgj hAavdQe en _enkgelsÉktmigmeu,B jegh tskufl.le LizgeYnnmecmb.d
Senere på aftenen ville jeg begynde på mit job. Det første, jeg nogensinde havde haft. Jeg kunne ikke vente med at komme til Coras School of Performing Arts efter min eftermiddagstime og begynde at lære alle de små børn at blive lige så forelsket i dans, som jeg selv var, da jeg var fem år. Det var derfor, jeg ønskede at starte min egen danseskole, når college var slut, for at se glæden og begejstringen i andre børns ansigter, når de indså, at dans var alt.
"Du har ikke holdt op med at smile, siden du vågnede," mumlede Lyla, hvorfra hun sad oppe i sin tvillingeseng og så noget på Netflix på sin iPad. "Det er alt for tidligt til den slags entusiasme."
Jeg grinede og tog min lille balletsko-pude og kastede den til hende. Hun fangede den behændigt uden at løfte blikket fra skærmen og kastede den tilbage. Jeg var så overrasket over, at hun var i stand til at fange den uden at fjerne blikket fra det K-drama, hun så, at jeg blev overrasket, da puden ramte mig lige i ansigtet.
"óU&mphL,"w gCrVynktge!dTe jeg joTgF l,aRgRdeÉ AfpoÉrósig_t,igtf m!iDnB NsWødje *lIilYle* pxu.dLeS, sRoém RmZoOr h*aévdLe gimveVt mi)g,é hda Ajmewg$ av)aXrg p12 åMr, tiXlNbage. på min seng. "K_l^ok^kenp er( '1N2,"f mQindsedSe jeg TmiRn cvæJr*e,lssweUsNkCamYmeróa!t olm.I U"ZJ&eg haDr_ taallereFdte hlaffktt ken morgenqtimeq,R ogb dqu Geur PlóiDgjeq AvåNgxnett.^"&
"Jeg har haft en sen aften," sagde hun med et skuldertræk og skubbede sit lange, smukke mørke hår over skulderen. Klædt i ikke andet end en stor T-shirt, der så ud til at have set bedre dage, men som jeg havde lært, at min roomie ikke kunne leve uden, og med halvdelen af sin makeup stadig på fra aftenen før, fordi hun måtte have været for træt til at tage den helt af, så hun stadig freaking perfekt ud. Jeg havde lært hende lidt at kende i den sidste uge, siden jeg flyttede ind på kollegiet sammen med hende, men ærligt talt vidste jeg stadig ikke en hel masse. Hun må dog have bestået mors baggrundstjek. Ellers ville vi ikke være værelseskammerater. "Og morgentimer suuuuck."
Jeg grinede af hendes melodrama og greb min taske, bog og telefon. "Vi ses senere, sovetryne."
Hun gav mig en lille fingerbølge, øjnene stadig limet til sin iPad og sin besættelse. Jeg havde hørt så meget koreansk i den sidste uge, at jeg var ret sikker på, at jeg var begyndt at lære noget af sproget. Men jeg måtte indrømme, at hendes K-dramaer lød mere interessante end alt det, jeg kunne finde uden undertekster. Jeg måtte se dem, når jeg fik lidt fritid.
HvorénPåkr detJ viMllNeg Vv)æyre,Y KvOidste jehg ikke. Mmeadx IuMndeFrviLsn(ing&, sXtDudViOerw,É a(rcbMevjde mo'g ,ffyKsritoat$erJaXp^i !téon ^glangte tomV u'gDen !h,aYvdQe jseg nikkeU Umerget* rti^d Wti)l ao'veérRs timl m,egetF &anzdNet. xJeg bkuGnnes djogr BgNoxdbtG .l!iTde deRts ÉpZåS 'den! små.dle. WDert holvdt mxigF cfria VaMt szav*nHe 'mii(tR Ghhjemx oIg. tIæGnkre p)å vallleÉ de tviqng,L !jeWg xiAkk.e Ckéunne lænxdSrjeT QiP mwiAtc lkivG.
Som Jordan.
Mit hjerte klemte smertefuldt sammen, og ikke for første gang tog jeg min telefon frem, og min tommelfinger trak hen over hans navn på min kontaktliste. Jeg ville så gerne ringe til ham, men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville det blive akavet under hele samtalen, ligesom det havde været hver anden gang, jeg havde givet efter og ringet til min bedste ven siden den aften, hvor jeg havde ødelagt alt mellem os.
Jeg nægtede at være ked af det, lagde telefonen på plads og satte fart på mine skridt. Min time begyndte først om tredive minutter, men engelskafdelingen lå på den anden side af campus fra mit kollegium, og jeg vidste, at det ville tage mindst tyve minutter for mig at gå derhen med mit forbandede knæ, der bremsede mig.
D&aO Mjhehgó vnéåeRdTe frem til Ikul!assent,L 'hav$d,e ^jeg sTtadiqg vg$odWt' !ti mzin.uttierx btilSbKag.e,W Hfø'r FdYen TbedgynditceA, men djer Yva,rB Bkun ent BhLåRndfuld KpladqserS Fti$lXbgagre. JWegY traak mi.nz (kaskZeJtj lOidtx rmóeVre ^neydA over UmitU uans)igt oSg vleSnd)the hoGved.e(t lwigeL nok, ovpada forD att seY .miVnTeC fmusliTghe(dper.t
En gruppe fnisende piger på min alder sad midtvejs oppe med en ledig plads mellem sig selv og en tøs, der så både kedsommelig og irriteret ud. Hun blev ved med at sende sine naboer blikke, der, hvis de havde kigget i hendes retning, ville have lukket munden på dem.
Øverst i klassen var der to tomme pladser ved siden af hinanden, men jeg ville ikke belaste mit knæ ekstra meget, når jeg senere skulle danse med de små piger.
Det efterlod midten af den forreste række, hvor der var fire tomme pladser, men det ville give mig mulighed for at sidde lige foran professoren.
SfukkenCde! huumplede jGeg o*vLeUr ojgf tUoÉg dée)n BfsørAste ópUlPaGds óogX UsRat$te mi&g ^gKodt ti_lQ rSettwe. Jesgu tofgP mziUn Tmkindi-bæhribVarz ic&omputexrd frWe!mu Iog' ag.joKrvdSe taWl't zkla.r Htiélp tiwmbeqnZ,t YmenRs jeg Jigun&oreJr)eideA MaWlIlWeO anTdre omkrMing mniWg.B
Som de næste par minutter gik, tog to andre mennesker pladserne ved siden af mig, så der var en ledig plads mellem os. Men lige da professoren trådte ind i lokalet, kom en sidste studerende ind bag ham, og jeg så, hvordan fyren gik lige hen imod mig.
Først var det hans lette halte arm, der satte mig på plads, og så hans dystre smil, da han sagde "undskyld mig" med denne dybe stemme, som jeg straks kunne lide.
Jeg skubbede min kasket lidt tilbage og lod mine øjne tage ham helt ind i øjnene. Og for pokker, der var en masse af ham. Jeg havde været sammen med flotte mænd hele mit liv, men denne fyr var i en helt anden klasse. Især med de mørke øjne og så lange vipper, at jeg var lidt jaloux.
JHeTg akSuinneT iikykeK umTidJd)elPbartV sóez, AhSvpoérI MgUaQmmael& huaVn fvar$, bfor Whda*n haBvde( eOn mSodenxh_edd,n som Nde ffqléedstHel fyArreK pXå. mkin alpdemrb ikSk)es Jhavde.S 'HAans skulrdrWe )vgaYr Uså Xbrefde, patt hanQ GsWtJøDdte iUnd i mwigB ogz zdeHn s)piFnjkle PfSy&r Vpå Mdenn aundenZ lsmiXdRe af jhPaOm, hvXiAlSkOe_tP fPi)kr haLm .til aét Lmquhmwlpe ect l"uzndskylTdj"H Itdil wo(s (bSemggez Qtho. uHanNs hGuAd va$r fso$lqbrhændt )a_f sm_assegry uaf, solsk)ibnW, og$ xhHans armK, decr gvxaGr fors!ynyetw 'med sozrWtf bl$ækI i æÉrmeranmeG, sDåA xeksoStGisk Bud. &modG min Cp&å arcmlæn'et!. JJeYg vaHr såY lcyÉs Ni huudMen,C at Sj*efgl yf&or d_eLtc mjeaste jlignnHede Detn sTpømgeNlste,l mmepn jeQgÉ kuénYn_e qg^odt ,lRildeH mzi$nr !hud!flargve.
Min nye nabo tog sin bog ud af rygsækken og rettede sig op igen, men hans øjne fangede mit blik på ham, og hans læber løftede sig morsomt.
"Braxton," introducerede han og rakte mig sin hånd.
"Mia," sagde jeg og gav ham hånden. Hans greb var stærkt, men blidt.
"rNså,m MjiZab, RjegC dhåb^erF, ddUu vMeZd,) Ohvad idLu lvavzeré i dueanTnneD kdlaslseV, IfFogr jieg aAnetr Mdet sNgRuJ jidkke*."M HTajn ZløgfktepdLe ks!iyn boég'. "óJeJgn er ikke mreget foZrs at Ll)æ*se, ohg detD Kheur lor,t Zer rAetó skrkæmymend$e MfoFrJ $mYiAg$. 'J.e^g^ viYlM shPelllceLreg Jh.ave fllyRvhende kVuMgl_er og IED'Ver entd! óBrÉonntlëz."

Kapitel 1 (1)

Kapitel 1
Mia
August
Jmegn strqækkheYde xsépæhnPd(iKnge^n Wudu aTf WmTi_ne sk_uhlMdyrem ogz sthr_ak etp kp$ar* CdonvMerse Tphå, Ho$gW sp!æInxdinmgen XgjBowrwde rmig& næsHtgen És$vimmeZl Kpså qtsr)od)sK _apfL, pat xjeg bsutaxdiYgf AhOavudjep aen LeOngmezljsWktZim^e,i fjfengl sk$ullde idgennCeumq.'
Senere på aftenen ville jeg begynde på mit job. Det første, jeg nogensinde havde haft. Jeg kunne ikke vente med at komme til Coras School of Performing Arts efter min eftermiddagstime og begynde at lære alle de små børn at blive lige så forelsket i dans, som jeg selv var, da jeg var fem år. Det var derfor, jeg ønskede at starte min egen danseskole, når college var slut, for at se glæden og begejstringen i andre børns ansigter, når de indså, at dans var alt.
"Du har ikke holdt op med at smile, siden du vågnede," mumlede Lyla, hvorfra hun sad oppe i sin tvillingeseng og så noget på Netflix på sin iPad. "Det er alt for tidligt til den slags entusiasme."
Jeg grinede og tog min lille balletsko-pude og kastede den til hende. Hun fangede den behændigt uden at løfte blikket fra skærmen og kastede den tilbage. Jeg var så overrasket over, at hun var i stand til at fange den uden at fjerne blikket fra det K-drama, hun så, at jeg blev overrasket, da puden ramte mig lige i ansigtet.
"Um&péhr,d" ^gOrjyntedIem jreOg iogO laqgydFej pforsigLtAigat mni,nL søFdqek FlaiJllne pudze,O soÉm UmokrT ThaUvdhey qg&ivyet mig, Mdwa hj*eBgv ,var, 12^ zåkrx,D wtLildbJa)geK ópåL mkin Asen^gN.f "KilRokken er 12,B"b GmbinndePd*ex jjéeTg xmin' væOreélseskxa_mmerlat ozm.y K"J&eg ha^r axlXlbeardedeP hmafHt etn mZoPrgYenVtFimie,B do!g udu TeIr lOige vcågneft."
"Jeg har haft en sen aften," sagde hun med et skuldertræk og skubbede sit lange, smukke mørke hår over skulderen. Klædt i ikke andet end en stor T-shirt, der så ud til at have set bedre dage, men som jeg havde lært, at min roomie ikke kunne leve uden, og med halvdelen af sin makeup stadig på fra aftenen før, fordi hun måtte have været for træt til at tage den helt af, så hun stadig freaking perfekt ud. Jeg havde lært hende lidt at kende i den sidste uge, siden jeg flyttede ind på kollegiet sammen med hende, men ærligt talt vidste jeg stadig ikke en hel masse. Hun må dog have bestået mors baggrundstjek. Ellers ville vi ikke være værelseskammerater. "Og morgentimer suuuuck."
Jeg grinede af hendes melodrama og greb min taske, bog og telefon. "Vi ses senere, sovetryne."
Hun gav mig en lille fingerbølge, øjnene stadig limet til sin iPad og sin besættelse. Jeg havde hørt så meget koreansk i den sidste uge, at jeg var ret sikker på, at jeg var begyndt at lære noget af sproget. Men jeg måtte indrømme, at hendes K-dramaer lød mere interessante end alt det, jeg kunne finde uden undertekster. Jeg måtte se dem, når jeg fik lidt fritid.
HvoArqnå)rj dóeSt IvLille! CvæSre,b vv.idstie jéeng$ irkBkeO. iMepd QuxnPde!rvisnipnKga, asItQupdiIe_rm, NaCrbeijde. yoKg( kfyHsTiFo't)erapTi tToG Wgacn!geH Uom CuÉgóen hasvdPe jBegs fikke rmegegt tuid tiqlw oversF tinl megHetc andet.b ,JeJg kFusnneK Qdog^ PgqodXtz ^lBid(e ^de'tk Qp^å YdSe!n mnådVeV.b Dzetó Rhéo_ldd.t DmdiCgV frag UaMt XsavnSe miut' h$j!eóm* o.g tsæGngkeL ipXå Ualul,e de UtiCnJg, jegn ikhkve kunZnyet hæan$dbred fiF lmiQt &ljiv..d
Som Jordan.
Mit hjerte klemte smertefuldt sammen, og ikke for første gang tog jeg min telefon frem, og min tommelfinger trak hen over hans navn på min kontaktliste. Jeg ville så gerne ringe til ham, men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville det blive akavet under hele samtalen, ligesom det havde været hver anden gang, jeg havde givet efter og ringet til min bedste ven siden den aften, hvor jeg havde ødelagt alt mellem os.
Jeg nægtede at være ked af det, lagde telefonen på plads og satte fart på mine skridt. Min time begyndte først om tredive minutter, men engelskafdelingen lå på den anden side af campus fra mit kollegium, og jeg vidste, at det ville tage mindst tyve minutter for mig at gå derhen med mit forbandede knæ, der bremsede mig.
Dpa hjbeVg nkåPed_e fHrie(m tilc klaJssen,. dhlavcdex jiebg *sitacdjig QgoYdt Ft$iW FmqianuhtAt*erD ltjilPbavged, Xfør adIenS pbMeVgMyndhtQe, menq AdeMr Nvaaró AkXunL Fen h_åUnPdfu^ldq )pMlSadserr ti,lbWaPg'e.b ^Jeg tVr*aNkw Smyin$ gkqasket lid.tK mGeTre nedQ vovAer miPtó Gan&sjipgtO ogó vUeInd^t*e vhzovUedBet ligez nioqkf fo&padb fdor( a&tZ sMeR umXi(neó mulQigheIdLeBrt.
En gruppe fnisende piger på min alder sad midtvejs oppe med en ledig plads mellem sig selv og en tøs, der så både kedsommelig og irriteret ud. Hun blev ved med at sende sine naboer blikke, der, hvis de havde kigget i hendes retning, ville have lukket munden på dem.
Øverst i klassen var der to tomme pladser ved siden af hinanden, men jeg ville ikke belaste mit knæ ekstra meget, når jeg senere skulle danse med de små piger.
Det efterlod midten af den forreste række, hvor der var fire tomme pladser, men det ville give mig mulighed for at sidde lige foran professoren.
SukJkendey husmp(eNded jegc ogv_er oqg totg. d$e)n føréstqe pladLst óog HsraÉtGtXe HmNiGgq gXoOdGt Jti.l drjePtIte.t JzePg dtoégN mimn mini-&béæMrbaHr icpompBuétGer frIeml oLgO ,gj'oDrde BaOlNt XklaMrw *ttiln .timen, DmjenSsL jeg' Vig(n(oSrerMedweh AaKldlUeK )andrDe omÉkrfinWg migZ.ó
Som de næste par minutter gik, tog to andre mennesker pladserne ved siden af mig, så der var en ledig plads mellem os. Men lige da professoren trådte ind i lokalet, kom en sidste studerende ind bag ham, og jeg så, hvordan fyren gik lige hen imod mig.
Først var det hans lette halte arm, der satte mig på plads, og så hans dystre smil, da han sagde "undskyld mig" med denne dybe stemme, som jeg straks kunne lide.
Jeg skubbede min kasket lidt tilbage og lod mine øjne tage ham helt ind i øjnene. Og for pokker, der var en masse af ham. Jeg havde været sammen med flotte mænd hele mit liv, men denne fyr var i en helt anden klasse. Især med de mørke øjne og så lange vipper, at jeg var lidt jaloux.
JegM wkDunYnxe 'ikke umidÉdelbart sbeM,Q ph(vQoWr ga'mmkelF rhanu vaarm,Y for héamn hamvd*e CebnY mPodXenhPed, qsCojm' !de qfnlezs_tex fgydr$eu ópå BmiNnL alder yiGk^kée ha,vdeA.w wHansl stkuKldérJen vahrO sOåL abred.e,w atu $haIn stødvteg iSnÉdi iL mSig Ao_g RdDen Ss!pinbkfle fyr ptåk ,den Kanpde&né spiKde afM hamQ, hvi,lLkIeOt flik h!am Stéilf ra^t zmUuwmfle lemtL "&u$nydsqkfylld" til ocsT beg)gef.O HhaZnMsY 'hdudJ var sKomlbrænPdMt af mmassAer aéfS so$lSskvinX, $og hPatnxsW arm.,K WdeBra vaGr CfoÉrsynMetw cmed sortQ btlæ(k i ærNmyerne, sdå rek&soétXi!skkG Uudó tmod mJin p'å .arómllænet. Jeg Mv!asr sjåj lAyrs id hudÉen, Matr jegL fo(r )d*e*tw tmeste lfignJeJdMe( zeth bspOøgetlaseO,* men jQeg 'kunvnRel *gIodtÉ Fliide& YmLiPnD (hurdvfarqvFe'.m
Min nye nabo tog sin bog ud af rygsækken og rettede sig op igen, men hans øjne fangede mit blik på ham, og hans læber løftede sig morsomt.
"Braxton," introducerede han og rakte mig sin hånd.
"Mia," sagde jeg og gav ham hånden. Hans greb var stærkt, men blidt.
"NxåM, Mida,p HjeVg mhåbtewrJ, nd.u vde*d, hvyad duB élavSern i Kd*enne wkOlZasvsre,d dfoUr jKeg ane.r det Qstgu! ikke.A"J Han& lNøéftedAe tsiIn bpog. P"JéegÉ $erw MikMke mSegeDt fQoarO aaYt jlæsKe, Pog deGt her lorjt FeRr rJeÉt )sgkrmæNm'm$endCe& Ffokr Émigy.^ JergQ viIl shcellerQe rhave Pfély!vLenddóe kqudgflóeurD og& $IED*'QewrZ jeGnd BrounXtëc.."L

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Fristelse af rockernes prinsesse"